Solens Sang (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Solens Sang
af Sæmund Præst hin Frode

Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!

1. Om Utaknemmelighed.

1. Liv og Rigdom

Røved’ Mennesket

Hin den grumme Kiempe.

Over det Stræde,

Som han vogtede,

Kunde ingen levende komme.

2. Eene gridsk

Aad han ofte,

Aldrig bød han

Andre til Giest med.

Førend træt

Og Kræfter manglend’

Giest gaaende

Af Veien kom.

3. Drik behøved’

Hiin den trætte Mand,

Og hungrig var han.

Med bange Hjerte

Lod han som han troede

Ham, som før havde

Svigfuld været.

4. Mad og Drik gav han

Den trætte Mand

Af oprigtigt Hierte.

Gud han lyded’,

Og got ham beviste,

Thi han syntes

Ussel at være.

5. Hiin stod op,

Ondt han tænkte;

Ei var nødtøftige givet.

Hans Synd svulmed,

Sovende myrded’

Han Vert den kloge.

6. Himlens Gud

Bad han hielpe sig,

Da han saaret vaagnede.

Men ved hiin

Syndens skyld hængde,

Som ham havde

Uskyldig sviget.

7. Hellige Engle komme

Ovenfra Himlen,

Og toge hans Siel til sig.

I reenest’ Levnet

Skal den evig leve

Med Gud den almægtig’.

______________

2. At ingen skal stole paa sin Rigdom.

8. Penge og Helsen

Raader ingen over,

Er han end lykkelig.

Det venter mange,

Som de mindst haabe.

Ingen raader selv for sig.

9. Det troede ikke

Unnarr og Sævaldr,

At de skulde Held tabe.

Nøgne de bleve

Og fattige begge,

Og løbe som Ulve til Skoven.

______________

3. Om Elskov.

10. Mange fortryde

Vellystigt Levnet;

Tit kommer Ulykke af Qvinder.

Besmitted’ blev’ de,

Skiønt den mægtig’ Gud

Dem skabte reene.

11. Forligte bleve

Svafadr og Skart-Hedinn,

Ingen kunde den anden undvære;

Før de blev’ galne

For en Kone,

Hun var dem til Ondt beskikket.

12. Ikke de agted’

For den hvide Møe,

Leeg, ei lyse Dage.

Ingen Ting vilde de

Heller ønske

End den lyse Krop.

13. Sorgfulde bleve

Dem de mørke Nætter,

Ikke kunde de sød Søvn nyde.

Men af den Sorrig

Had opspired’

Mellem Hierte-Venner.

14. I Tvekamp ginge

De for den skiønne Møe,

Og fik der begge Bane.

Onde Exempler

De fleste Stæder

Straffes grummelig.

______________

4. Om Stolthed

15. Stor Stolthed ingen

Skal give sig til.

Det haver jeg sandelig seet;

Thi de fleste,

Som Hovmod følge,

Falde fra sin Gud.

16. Rige bleve

Radny og Vebodi,

Og troede eene Godt at giøre.

Nu de sidde

Og Saar’ne vende

Fra og til mod Ild.

17. Paa sig de troede,

Og tykkedes eene være

Mere end andre;

Men dog gik deres Hue

Anden Vei,

For Gud almægtig’.

18. Vellyst de fulgde

Paa mange Maader,

Og holdt Guld for deres Glæde;

Nu er’ de straffed’,

Da de leve skulle

Mellem Iis og Hede.

______________

5. At man ei bør troe sine Uvenner.

19. Uvenner dine

Troe maae du aldrig,

Skiønt de venligt tale.

Du skal love dem Godt;

Godt er andens Skade

Til Varsel at have.

20. Thi saa gik det

Sørle den Godtroend’,

Da han gav sin Sag i Viguls Tykke.

Tryggeligen han troede,

Dog hin med Svig bedrog

Sin Broders Drabsmand.

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.