Þing eðr þjóðarmál

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Arkiv for nordisk filologi

ved
Johan Fritzner

Første bind, s. 22-32
Christiania 1883.


Þing eðr þjóðarmál
(Hávamál 114)


Naar der blandt de mange Leveregler, som ere os opbevarede i Hávamál, forekommer følgende: fjölkunnigri konu skalattu i faðmi sofa svá at hon lyki þik liðum; hon svá görir, at þú gáir eigi þings né þjóðans máls (V. 114): da er dette jo en Advarsel mod saaledes at lade sig besnære af nogen Kvinde, at man i Vellyst hengiver sig til hende, da Følgen deraf vil blive, at hun ved sin fortryllende Magt faar dig til at glemme, hvad det er din Pligt at varetage, og du ikke skulde tillade dig at forsømme. Men istedetfor at omtale, hvor ilde det skulde være, om du derved kom til at forsømme saadanne Ting i Almindelighed, nævnes her en Ting i Særdeleshed, nemlig gá þings ok þjóðans máls. Ti uden lovligt Forfald (nauðsynjalaust) maatte jo ingen udeblive fra det Ting, ved hvilket han skulde møde, og enhver som gjorde sig skyldig i saadan Udeblivelse, paadrog sig derved Ansvar. Men medens Forholdet er klart med Hensyn til Ordet þing, stiller det sig derimod tvilsomt, hvorledes þjóðans mál er at forstaa, eller hvad dermed menes. S. Egilsson i Lex. poet. har oversat disse Ord ved "colloquium cum rege", medens jeg derimod heller skulde opfatte dem som = konungs erindi, d.v.s.: hvad man har at udrette paa Kongens Vegne eller efter hans Befaling. Hvorledes man end forstaar disse Ord, er det dog unægteligt, at man ogsaa deri kan og maa finde noget nævnt, som ingen Mand turde forsømme; ti naar Kongen vilde have nogen i Tale, burde jo denne komme tilstede, og naar Kongen havde overdraget nogen at tale sin Sag eller røgte sit Ærinde, da var jo dette en Pligt, han med Samvittighedsfuldhed havde at efterkomme. Et støder mig dog i Ordforbindelsen þjóðans máls, nemlig at der synes falde en altfor stærk Accent paa máls, til at den Alliteration, som finder Sted mellem þ i þings og þjóðans, kan findes i fuld Overensstemmelse med Sætningens Indhold eller der gjøre den rette Virkning; Skjøndt dette ikke vilde have været tilstrækkeligt til at vække Mistanke hos mig om, at her var indkommen en Forvanskning af det oprindelige Udtryk.
   Naar jeg alligevel finder Grund til her at antage en saadan Forvanskning, er jeg derfor foranlediget dertil af andre Omstændigheder, som tillige have givet mig Anvisning paa, hvad der sandsynligvis har været det oprindelige Udtryk. Jeg kan nemlig paavise to Steder, hvor þing ok þjóðarmál, eller á þingi éðr þjóðarmáli, á þingum éðr þjóðarmálum forefindes som en Ordforbindelse, der efter den Sammenhæng, hvori Ordene forekomme, bærer et umiskjendeligt Præg af at have været i almindelig Brug paa samme Maade og i samme Betydning som þing ok þjóðstefna, hvor der er Tale om saadanne Sammenkomster, ved hvilke Folket mødte frem for at man der kunde forhandle om sine Anliggender eller de Sager, som der skulde finde sin Afgjørelse. I Diplomatarium Norvegicum 8de Bind Nr. 331 læses der nemlig følgende: vitnum þet med varum insiglum i þesso opno brefe, þet mit aldre høyrde þæs gætit at sire Olauer som song i Hobøle, gudh hans sall haue, æder hans warnet ceder Astridh aa Rise i Oslo hæradhe æder Ommunder hennar son, gudh þeira sall haue, æder nokor aa þeira vægnæ logfæstæ æder amagha a þingi æder þiodharmale, i kirkiudurom æder i ooll æder at half 3 ørtogabol i Tofærudhi. Fremdeles finder man i Dipl. Norv. 11te Bind Nr. 175 følgende Ord: hafde mer thet aldræ amaghat huarket a þighum ædher tiodhe mællum. Af disse Breve er det førstnævnte udstedt paa Vestby (i Vestby Sogn paa Folló ved Kristianiafjordens Østside) den 23de April 1447, det andet udstedt i Idd Sogn (ved Fredrikshald) Aar 1443 uden Angivelse af Dagen. Men medens selve Brevene saaledes tilhøre en yngre Tid, saa at vi deri ikke kunde vænte at finde det gamle Sprogs Former i uforvansket Skikkelse, saa har vi dog her i Ordene á þingi æder þiodharmale, a þighum ædher tiodhe mællum bevaret et Udtryk, der i sig selv bærer et uforkasteligt Vidnesbyrd om at være ældgammelt, uagtet det paa intet andet Sted er fundet bevaret, end ikke i Lovene, hvor man dog skulde have kunnet vænte at finde det, ja! vistnok ligesaa gammelt som det i Lovene (Grág. Konungabok I, 206 3; Gulaþingslög 54) forekommende at öldri ok áti, hvormed det i førstnævnte Brev er forbundet.
   Men hvad betyder saa Ordet þjóðarmál? At derved skal forstaaes et Slags Folkemøde, som allerede i det foregaaende er bemærket, derpaa hentyder allerede den Sammenhæng, hvori det forekommer. Endnu klarere bliver dog dette, naar man ser hen til, at paa samme Maade, som vi finde i det førstnævnte Brev þing eðr þjóðarmál forbundet med oll æder at (d.v.s.: öldr eðr át), saaledes forekommer þing ok þjóðstefna forbundne dermed i Grág. Konungsb. I, 206 4 og Heiðarviga saga c. 33 (Islend. sögur II, 380), hvor det i de der bevarede Formler for trygðamál og griðamál heder: at öldri ok at áti, á þingi ok á þjóðstefnu, at kirkna sókn (jvf. det første Brevs i kirkjudurum) ok í konungshúsi. Heraf kan vi nemlig med Tryghed slutte, at þjóðarmál er = þjóðstefna. Men det i þjóðstefna liggende stefna har igjen samme Betydning som þing, hvorved betegnes et forud bestemt Møde, inden hvilket man vil forhandle om og søge afgjort en eller flere Sager af privat eller offentlig Interesse. I denne Betydning forekommer nemlig stefna jevnligen i de gamle norske Breve, af hvilke endog et sammenstiller þing og stefna paa en saadan Maade, at jeg finder mig foranlediget til her at anføre følgende Ord deraf (Dipl. Norv. 11te Bd. Nr. 165) ath han gether ey rækes a thing ædhr stefne.
   Mindre klart og mere tvilsomt kan det derimod synes, hvorledes ogsaa mál i þjóðarmál skulde kunne have en saadan Betydning, ligesom en saadan Betydning af Ordet mál saavidt mig bekjendt ikke tidligere er paavist for det gamle norske Sprogs Vedkommende. For de tyske Sprog er den derimod bekjendt som gammel og almindelig. Navnligen bruger Lex salica Ordet i den latinske Form mallus netop i Betydning af þing, og ligesom der Udtrykket ad mallum manire betyder at indkalde, stevne til Tings, saa bruges de deraf dannede Verber mallare, admallare i samme Betydning, medens malloberg betegner Tingstedet eller det Bjerg, paa hvilket man holdt Tinget, i Lighed med, at Stedet, hvor det islandske alþingi holdtes, kaldtes lögberg, og man i Norge har "Ledingsberg" som Benævnelse paa gamle Tingsteder og Markedspladse i Nordlandene, hvor de fik sit Navn af, at Ledingen der blev opkrævet.
   Som sammensatte tyske Ord, hvoraf mál med denne Betydning udgjør den ene Halvdel, kan nævnes: 1) mht. malstat (ght. mahalstat) d.v.s.: gerichtstätte, Müller & Zarncke Mittelhochd. Wörterb. II, 2, 601; in disz Neupergerische landgericht auf der gewenlichen mahlstat Oesterreich. Weisthümer VI, 128,9; mnt. malstat, malstede: loco legitimo banni regalis qui locus vulgo malstad vocatur Wilmans westfal. Urkunden III, Nr. 431 se Schiller-Lübben Mnd. Wb. III, 17 a; 2) mnt. malman = dingman, gn. þingmaðr: duth hebben vorgemelte die malszlude (jvf. ordelslude i det foregaaende) vor recht in gebracht unde von wegen des ganzes gerichts umstandes gesprachen Oldenb.Urk. fra 1562 efter Schiller-Lübben Mnd. Wb. III, 15 a. jvf. Grimm Weisthümer III, 210. 218,2; 3) burmal = bursprake Grimm Weisthümer III, 209. 2111
   At mál, som foruden at have andre Betydninger ogsaa betyder Tale, Samtale, eller Sag, som er Gjenstand derfor, som foredrages, hvorom der forhandles, i det gamle norske Sprog tillige har haft Betydning af þing, stefna, Møde, hvor saadanne Forhandlinger føres eller deslige Sager finde sin Afgjørelse: dette kan nu sluttes af dets Forekomst i andre sammensatte Ord foruden i þjóðarmál. Af saadanne har vi 1) málstaðr Heilagra manna sögur I, 131,25, som vistnok er = t. mahlstatt og har Betydningen af Tingsted (þingstaðr); 2) málstofa, der synes ligefrem at betyde en Stue, hvori der holdes málstefna Flatöbog II, 82,16 (jvf. 42,21; Fm. s. VII, 282), der Dipl. Norv. I, 83 (málstofa, i Tunsberg) omtales som et Sted, hvor der i Aaret 1294 var gefinn dómr ok laga orskurðr ved tvende Lagmænd, og især forekommer som Navnet paa en Stue i Bispegaardene, sandsynligvis den, hvori den geistlige Ret holdtes under Biskoppens Forsæde f. Ex. i Bergen: Munkalifs Brevbog p. 40; Dipl. Norv. X, 21; i Teigum (jvf. Dipl. Norv. IV, 546) Dipl. Norv. IV, 642. Det norske eller nordgermanske Ord málstofa er det vel ogsaa, vi har i den Skraa for det tydske Kontor i Novgorod, som er aftrykt i Sartorius Urkundliche Geschichte des Ursprunges der deutschen Hansa, herausg. v. J. M. Lappenberg II, 265 fg., og hvori forekomme flere nordiske Ord, som der maa have været i Brug førend Hanseaterne der vandt Indpas og derpaa fra Handelen fortrængte deres nordiske Naboer. Paa dette Sted Side 271,9 heder det nemlig: nemen sal stan uppen malstouen lengh wen drey daghe, medens man om Betydningen af disse Ord, saavidt mig bekjendt og efter min Mening, hidtil kun har havt mislykkede Gisninger. Ti det tør vel antages, at der ved denne malstoue menes den Stue, hvori Hanseaterne havde sine Møder til Forhandling af forekommende Sager, men hvori der ogsaa gaves ankommende Kjøbmænd Adgang til et kortvarigt Ophold indtil de havde kunnet skaffe sig et andet Herberge.
   Har mál med samme Betydning som þing eller stefna i det gamle norske Sprog været anvendt til Dannelse af de nysnævnte sammensatte Ord, hvoraf det udgjør en Del, kan det heller ikke være paafaldende at forefinde det saaledes anvendt i þjóðarmál, og det saa meget mindre, som vi finde et dertil svarende theotmalli som tydsk Stedsnavn brugt om det nuværende Detmold (en aabenbar Forvanskning deraf) i Fyrstendømmet Lippe, som maa have faaet sit Navn deraf, at der holdtes Retsmøder, noget som efter paalidelige Efterretninger ogsaa var Tilfældet. I Annales Laurissenses (Pertz Monumenta Germanica historica I, 164) læses nemlig følgende, som Fortælling om noget, der skede i Aaret 783: Domnus rex Carolus iter fecit partibus Saxoniæ eo qvod Saxones iterum rebelles fuissent et cum paucis Francis ad Theotmalli pervenit; og i et Brev fra Aaret 1247 trykt i Gudeni Codex diplomaticus exhibens Anecdota Moguntiaca I, 597 fg, kundgjøre Brødrene Herman og Henrik af Wolfershausen, at Erkebiskop Sigfrid af Mainz havde overdraget dem blandt flere "jurisdictiones" ogsaa jurisdictionem super villam Dyetmelle, que Oberstgerichte vocatur, som han dog kunde gjenløse efter Taxt; hvorhos der i Brevet tilføjes følgende: denique licet, sicut prædiicum est, centas quasdam nobis in feudo concesserit - homines tamen in ipsarum centarum terminis commorantes nichilominus tenebuntur venire ad majus tribunal comitatus Hassiæ, si ex aliqua causa illuc fuerint evocati; jvf. "das Gerichte ze Dyethmelle und was dazu horet" i en Dom af Aaret 1325, hvorved afgjøres en Sag mellem Erkebiskop Matthias af Mainz og Landgreve Otto af Hessen, og som er aftrykt i C. P. Kopps Nachricht von der Verfassung der Gerichte in furstlich Hessen-casselichem Lande, Bilag til 3tes Stück Side 118,12.
   Kan det saaledes ansees hævet over al Tvil, at þjóðarmál som Betegnelse af et Møde til Forhandling og Afgjørelse af Retssager eller andre offentlige Anliggender allerede i meget gammel Tid har været brugt ikke alene i Norge, men ogsaa i videre Udstrækning inden den germanske Verden, og at man i þing eðr þjóðarmál har et i Folkemunde almindeligt forekommende Udtryk, som, Skjøndt det kun er forefundet i to Breve fra Midten af det 15de Aarhundrede, dog maa antages at være en Arv fra ældgammel Tid: da forekommer det mig højst sandsynligt, at det er en Forvanskning heraf, vi har i þings né þjóðans máls paa det af Havamál i Begyndelsen af dette Stykke anførte Sted. En saadan Forvanskning kan man ogsaa let forklare sig. Saa vel kjendt og saa ofte brugt som Udtrykket þing ok þjóðarmál maa have været i Norge, synes man nemlig paa Island i dets Sted at have sagt: þing ok þjóðstefna. Men var þing ok þjóðarmál ikke noget paa Island gangbart Udtryk, kan man let tænke sig, at Nedskriveren, om han hørte det i den Leveregel, som er os bevaret i Hávam. 114, ikke har forstaaet det, og derved saa meget lettere er kommen til at sætte þjóðans mál for þjóðarmál, som Genitivet þjóðans paa flere andre Steder i Havamál forekommer forbundet med et andet derpaa følgende Substantiv.
   Men som det er aabenbart, at Ordene i Hávam. 114 ere tagne af Folkets Mund som en i samme fra Mand til Mand gjennem lange Tider forplantet traditionel Leveregel, kan man ogsaa let tænke sig, at den antagne Forvanskning allerede der er indtraadt. Saadan Forvanskning indtræder nemlig ofte i Folkemunde naar et Ord til samme Tid, som det er bevaret i enkelt Udtryk eller Sætning, derimod iøvrigt er blevet forældet og gaaet ud af den almindelige Sprogbrug. Stundom vedblev man da at bruge det, uden at forstaa det eller gjøre sig Rede for dets virkelige Betydning f. Ex. i de paa Listerland endnu tildels forekommende Udtryk frisk som fure, frisk som tandre (d.v.s.: Ild), saa at man paa Spørgsmaal om, hvad dette fure eller tandre betyder, ikke faar andet Svar, end at man plejer sige saa. Stundom vil man derimod vel have nogen Rede derpaa, men tager Fejl i sin Gjætning og slaar sig til Ro med en falsk Tydning, som gjør sig gjældende enten i den Forklaring, man giver af det fremdeles bevarede Ord, eller ogsaa ved i det forældede Ords Sted at indsætte et andet, som, uagtet det er af en ganske forskjellig Betydning, dog synes at passe i Sammenhængen. Et Exempel herpaa har man i den Optegnelse af Hemingvisen, som af Jørgen Moe er optegnet i Hardanger og meddelt i Norsk Folkekalender for 1850 Side 81 fg. Naar Gjøgren her tiltaler Heming med disse Ord: aa kva Slag æ datta for en Horeson som kjeme so seint om Kvelden? og Heming til Svar derpaa siger: aa inkje æ eg noko Koggebarn aa slet inkje vil ek da heita: da er det jo nemlig aabenbart at koggebarn ikke er andet, end det gamle Sprogs kögurbarn Fornald. s. II, 229; Mariusaga 1056,29 (jvf. kögursveinn Harbardsljod 13; Snorra Edda ed. AM. I, 150,2 167 v. 1. 21. II, 286), et Ord, som forekommer i Troldenes Mund, hvor de tiltale eller omtale almindelige Mennesker, og hvorved der forekastes disse deres Lidenhed og Uanselighed (ligesom der rise Strutham i der Rosengarte v. 1242 i "W. Grimms Udgave tiltaler Heime med Ordene du wunderkleiner man). Men da er det en urigtig Opfatning af Sangersken, naar hun forklarte det, som om det skulde betyde en, som var avlet af tvende Sødskende, ligesom en lignende Misforstaaelse maa have givet Anledning til, at Ordet Horeson er indkommet i Gjøgrens Tiltale, hvor koggebarn vistnok har været det oprindelige, eftersom Ordene: aa inkje æ eg noko koggebarn jo ikke kunde være noget passende Svar paa Tiltalen, hvis denne ikke havde betegnet ham som saadan.
   Naar det, som jeg haaber, i det foregaaende er godtgjort, at mál i þjóðarmál maa have samme Betydning som stefna i þjóðstefna og at der ved þjóðarmál som ved þjóðstefna betegnes et Ting, et offentligt Møde, som afholdes efter forudgaaende Bestemmelse, saa kan man dog ikke herved blive staaende. Ti om end þing og þjoðarmál, þing og þjoðstefna ere Ord, hvis Betydning falder nær sammen, saa ere de dog derfor ikke enstydige, og der bliver nu Spørgsmaal om, hvad Slags Ting det var, som bar Navn af þjóðarmál eller þjóðstefna. At der ved theotmelli maa tænkes paa et vist særeget Slags Ting, har ogsaa J. Grimm indseet; men naar han i sine Deutsche Rechtsalterthümer Side 746 siger: "Das verstärkende diot - zeigt an, dasz sich an diesen orten vor alters grosze volkgerichte (diotmahal, thioðmál) befanden", er dette neppe rigtigt, om end Hensynet til det gamle norske Sprogs þjóðland, þjóðkonungr let kan fremkalde en saadan Formodning, og synes give den Støtte. Det citerede Sted af de Wolfenhausenske Herrers Brev taler nemlig derimod. Ti vistnok siges der om villa Dyetmelle eller jurisdictio super villam Dyetmelle, at samme vocatur Oberstgericht, men tillige siges der, at de Personer, som hørte til de deri nævnte jurisdictiones vare pligtige efter Stevning at møde ved majus tribunal comitatus Hassiæ. Efter den Forbindelse, hvori á þingi eðr þjóðarmáli forekommer paa de af mig anførte tvende Steder, kan det heller ikke vel tænkes, at der ved þjóðarmál skulde betegnes noget allsherjarþing eller fylkisþing. Derimod synes þjóð i þjóðarmál at have samme Betydning som i þjóðgata, þjóðleið, þjóðvegr, hvilke Ord ligesom almannaleið, almannavegr, almenningsgata, almenningsstræte, almenningsvegr betegne en Alfarvej, en Vej, som er almindelig (almenniligr), staar aaben for alle og enhver, paa hvilken den store Mængde af Folket jevnligen færdes. Ved Siden af þjóðstefna har vi ogsaa almennilig stefna, almenniligt þing, almennisstefna, almannaþing,2 hvorved, efter Sammenhængen paa de Steder, hvor Ordene forekomme, maa være at forstaa et saadant Ting, som holdtes til en vis Tid og paa et vist Sted (jvf. almennilig stefnustofa Dipl. Norv. I, 937), og hvorved Tingmændene (jfr. stefnulyðrinn Dipl. Norv. III, 120) havde at møde uden særlig Tilsigelse,3 altsaa det samme som i Tyskland heder ungebotenes ding i Modsætning til gebotenes ding4 som holdes til forskjellige Tider og Steder i særlig Anledning og efter særlig Indkaldelse, naar nemlig nogen fandt det fornødent at stefna, gera þing. Men naar der er Tale om almenniligt þing, almennilig stefna o. s. v., da menes derved vistnok altid Bygdeting eller heraðsþing; jfr. almennilig bygðarstefna Dipl. Norv. I, 594.4. III, 496.5. XI, 89.7.
   Om þjóðarmál betegner et Ting af en vis særlig Beskaffenhed, medfører dette dog ingenlunde, at det i Forbindelsen þing ok þjóðarmál modsættes þing saaledes, at man skal lægge Mærke til og Vægt paa Forskjellen mellem begge Ords Betydning. Dette behøver ligesaalidt at være Tilfælde med þing og þjóðarmál som med þing og þjóðstefna. Hensigten har kun været i dette Tilfælde, som i mange lignende, at finde et Udtryk, der faldt vei i Øret og fæstede sig let i Hukommelsen, ved Anvendelsen af tvende Ord med lignende Betydning, som ogsaa passede vel sammen ved den Alliteration, der ligesom knyttede dem til hinanden.
   Deraf, at det var Stedet, hvor saadant Bygdeting eller þjóðarmál i ældgamle Dage holdtes, har sandsynligvis ogsaa þjóðalyng faaet sit Navn. Þjóðalyng (vistnok en Forvanskning af þjóðarlyng, ligesom man har bygðastefna for bygðarstefna f. Ex. Dipl. Norv. I, 672.4 XI, 89,6-11) heder nemlig Kirkestedet i den Bygd, som fordum kaldtes Skíringssalr, og har oprindeligen ikke betegnet andet, end en Lynghede inden Østbygaardenes Skov5 hvor Prestebolet indtil Aaret 1367 var indskrænket til de Jordstykker, som Presten havde opdyrket i Kirkens nærmeste Omgivelse.6 Men Anledningen til, at det blev Kirkested, gav vistnok den Omstændighed, at det tidligere havde været det Sted, hvor Bygdens Mænd samledes til almenniligt þing. Det var ogsaa naturligt, at man i hin Tid, da Tingene endnu holdtes under aaben Himmel, dertil maatte vælge et Sted, som ved sin naturlige Beskaffenhed, sin tørre Grund, og sin paa en Gang frie og centrale Beliggenhed egnede sig dertil; og at man virkelig gjorde dette, derpaa henpege foruden de allerede anførte Benævnelser lögberg og ledingsberg ogsaa Ordet þingbrekka (Grág. Konungsb. I, 99. 107. II, 158). Men ligesom man enkeltvis finder det nøgne brekka sat for det sammensatte þingbrekka hvor der er Tale om Tingstedet (Grág. Konungsb. I, 192.22), kan man finde det sandsynligt nok, at Ordet lyng er brugt paa samme Maade. Derved kunde da Navnet þjóðalyng være opstaaet og kommet i Brug om Heredets almindelige Tingsted, noget der synes saa meget antageligere, som vi ogsaa andensteds forefinder Ordet lyng som Navn paa et Tingsted, nemlig det, hvor Østergotlands Landsting eller Ljungaþing holdtes, og hvor senere Staden Linköping, oprindeligen Ljungaköping, opstod.


Kristiania d. 16de Juni 1882

JOHAN FRITZNER.




Noter:

1) Jvf. burmal og burding Gött. gel. Anz. 1878 S. 412. 416.
2) I samme Betydning forekommer alþing Dipl. Norv. I, 770. II, 4. III, 185. Norges g. Love II, 489,13 og almannatal Dipl. Norv. V, 44,5.
3) Se Hertzberg Grundtrækkene i den ældste norske Proces S. 114 fgg.
4) Se Grimm Deutsches Wörterb. II, 1165,28; Osenbrüggen i Sitzungsberichte der hist. philos. Glasse der Kais. Academie (Wien) 41 Bd. (1863) S. 169,9.
5) Jvf. Grimm Weisthümer I, 580 fg. Naar Waitz deutsche Verfassungsgeschichte I, 137 (3te Ausg.) antager at Ordet ty eller thy, som i det Nedertydske forekommer i Betydning af Tingsted (Grimm Weisthümer III, 91. 94 jvf. Brem. Niedersachs. Wörterbuch V, 66 kan være kommet "von dem alten Thing, Ding," forekommer det mig dog, som om þjóð skulde ligge nærmere.
6) Se Dipl. Norv. I Nr. 396.