Fortælling om Rødulf og hans Sønner (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes þá følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók og Tómasskinna.

Islændingesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 5

Fortælling om Rødulf og hans Sønner

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831

Kapitel 1: Fortælling om Rødulf og hans Sønner

Rødulf hed en Mand som boede i Dalene (1); hans Kone hed Ragnhild: hans Sønner, Dag og Sigurd, vare meget haabefulde Mænd. Disse skulde tale paa Østerdølernes Vegne, og forsvare dem imod den dem gjorte Beskyldning (2). Bjørn (3) tyktes det, at de vel selv vare de skyldige, og at de opførte sig altfor stolt baade i Vaaben og Ord; han vendte derfor sin Tale imod dem, og sagde, at det var ikke usandsynligt, de havde gjort sligt; de benægtede, og dermed opløstes Thinget. Kort efter kom Kong Olaf med sit følge til Fogeden Bjørn, og var der paa Gjæsteri. Da blev denne Sag, som nys var opkommen, foredragen Kongen, og Bjørn sagde, at ham forekom det, at Røds Sønner snarest havde begaaet denne Ugjerning. Derpaa blev der sendt Bud efter Røds Sønner, men da de kom til Kongen, erklærede han, at de ikke saae ud som Tyve, og gav dem frie for denne Sag, og sagde, at i hans Tanker vare de uskyldige heri. Rød kaldtes ogsaa Rødulf: han ejede en prægtig Gaard, og var den mægtigste Mand i Dalene; han og hans Sønner havde selv opført alle de Huse, der var anvendt nogen særdeles Kunst paa. Siden sendte Rødulf sine sønner til Kong Olaf, og bød ham hjem til sig til Gjæstebud: det var temmelig silde paa Dagen, da Kongen kom til Rødulf, og han havde da to hundrede Mand med sig. Kongen saae der høje og vel lukkede Gjærder, men da de kom til Porten, da stod den aaben, men var ellers smukt indrettet, og et Led drejede sig paa Hængsler, og det var ikke let at komme ind, naar Porten var lukket. Men da Kongen red ind ad Porten, stod Bonden Rødulf og hans sønner med en stor Deel Folk der for at modtage ham; Rødulf modtog vel Kongen og hans Mænd, og de stege af deres Heste. Da spurgte Kongen Bonden: „Er det en Kirke, det smukke Huus, som jeg seer her i Gaarden?” Bonden svarede: „Dette er mit Sovehuus, som blev bygt nu i Sommer, og nu nylig er blevet færdigt.” Hele Taget der paa Huset var spaantakt, og den Gang ny takt og nys tjæret. De gik derpaa til Stuehuset, og Kongen saae, at det var et meget stort Huus; Stuehuset var takt med Bræder og tjæret. Kongen saae der i Gaarden mange store og smaae Huse, og alle smukt byggede; han spurgte da, om der var nogen Kirke paa Gaarden. Bonden svarede: „Her har aldrig været nogen Biskop førend den, som nu kommer med eder.” Derpaa lod Biskoppen sit Telt rejse paa Toften foran Stuehuset, og holdt der Aftensang, hvilken varede til Solnedgang. Derpaa gik Kongen ind i Stuen, og der bleve baarne Lys foran ham, og da de kom ind, var alting der smukt indrettet; derpaa satte Kongen sig i Højsædet, og ved den ene Side af ham sad Biskoppen, men paa hans venstre Haand sad Dronningen, og derpaa de fornemste Kvinder nedenfor hende: Bjørn Staller sad lige overfor Kongen paa den ringere Bænk, og Hoffolkene, paa begge Sider af ham: nedenfor Biskoppen sad Finn Arnesøn, derpaa hans Broder Kalf, derpaa Thorberg Arnesøn, saa Arnbjørn Arnesøn, saa Kolbjørn Arnesøn, endelig Arne Arnesøn: alle disse Brødre vare Kong Olafs leensmænd; og da alle Kong Olafs Ledsagere havde taget Sæde paa Bænkene, da var hele den øverste Deel af Stuen besat langs med Væggene, men Folkene som hørte til Huset og de andre indbudne Gjæster indtoge de løse Stole og Forsæderne: Bonden Rødulf sad forrest paa en fritstaaende Stol, som var sat foran Leensmændene. Der holdtes nu det prægtigste Gilde med mange Slags Drik og gode Retter: Rødulfs Sønner gik for Borde, og indrettede alt paa det sømmeligste. Kongen blev da munter i Hu, og roste al den Kunst og Nethed, som var der paa alting, og hvor herlig der var anrettet, og hvor herlig alt gik for sig. Kongen holdt da Samtale med Bonden Rødulf, og mærkede snart, at denne var en ordsnild og klog Mand. Der blev da megen Glæde hele Stuen over, og Kongen spurgte Rødulf om mange skjulte Ting, men denne vidste Forklaring paa alt; noget deraf var allerede forhen Kongen bekjendt som noget, der virkelig forholdt sig saa, men andet var ham ubekjendt, saa at han ikke før havde Hørt noget derom, men alt det, han kjendte, forholdt sig saaledes som Ulf sagde. Derover fattede Kongen Lid til hans Ord; men Rødulf udlod sig ikke videre, end Kongen spurgte. Da spurgte Kong Olaf Rødulf om saadanne Ting, som endnu ikke vare skete, hvorledes de vilde indtræffe, men Rødulf vidste nogen Forklaring paa de fleste. Da sagde Kongen: “Er du Spaamand, Rødulf?” “Nej, langt fra, Herre!” sagde han. “Hvorledes kan du da vide sligt,” sagde Kongen, “som endnu ikke er skeet?” “Fæst ikke Lid til sligt,” sagde Rødulf, “Skjønt jeg foresnakker eder mange Ting, da jeg ikke gider tiet stille til eders Spørgsmaal, men ikke veed jeg sligt med Vished.” Kongen svarede: “Jeg har nu overvejet den Ting, og jeg finder, at du siger intet videre, end hvad du troer at være vis paa; siig mig derfor, hvorledes det gaaer til, at du kjender tilkommende Ting forud, og er dog ingen Spaamand; jeg veed ogsaa, at du er en god Kristen, og derfor ikke bruger Hexeri til sligt.” Rødulf svarede: “Noget mærker jeg af Vindene, andet af Himmellegemerne, Sol eller Maane eller Stjerner, men noget af Drømme.” Kongen spurgte ham da ud om alle disse Dele i Særdeleshed, men Rødulf gav en Forklaring paa alle hans Gisninger, som fuldkommen tilfredsstillede ham; men især talte de udførlig om Drømmes Natur og Væsen. “Du maa give mig nogen Underretning derom,” sagde Kongen, “hvorledes der i Drømme kan aabenbares mig noget om det, som jeg har mest Begjerlighed efter at vide.” “Intet kan jeg lære eder, Herre;” sagde Rødulf, “thi I kjender det allerede altsammen, og forstaaer det meget bedre, end jeg; men stundom bærer jeg mig saaledes ad, naar jeg ønsker i Drømme at faae sikker Underretning om vigtige Begivenheder, at jeg ifører mig nye Klæder, og lægger mig i en ny Seng eller et Leje, som staaer paa et nyt Sted, saa at ingen før har sovet paa det Sted, i de Klæder, paa den Seng eller i det Huus; og hvad jeg da Drømmer, det mærker jeg mig, og det vil da gaae efter den Drøms rigtige Udtydning.”.

Kapitel 2: Kong Olaf spurgte Rødulf om hans Idrætter

Kongen spurgte da: “Hvilken Idræt forstaaer du bedst, Rødulf? Jeg seer at du maa være kyndig i mange Dele.” Rødulf svarede og sagde, han var ingen Idrætsmand; “men naar jeg dog skal sige noget, da tænker jeg, at jeg snarest kan raade Drømme, og sige hvad deres Betydning er.” Kongen sagde: “Har du ogsaa lært dine Sønner alle dine Idrætter?” Rødulf svarede: “Spørg dem selv derom!” Derpaa lod han dem kalde til sig, og sagde: “eders Fader, Rødulf, finder jeg er en klog og i mange Ting kyndig Mand; have I ogsaa lært alle hans Idrættter?” Sigurd, som var den ældste, svarede: “Det er saa langt fra at jeg kan alle hans Idrætter, at han kun har lært mig een, og jeg indseer, at jeg ikke forstaaer den saa godt som han, og det er dog kun een af hans mange Idrætter.” “Hvad er det for een?” sagde Kongen. Sigurd svarede: “Det er at skjelne Himmellegemernes, Solens og Maanens Gang, og at vide alle de Himmellegemers Gang, som jeg Seer, og at kjende de Stjerner, som give Timerne tilkjende, saa at jeg, endog naar jeg ikke seer Himmellegemerne, veed Tidens løb Dag og Nat, og kan skjelne imellem alle Timer.” Kongen sagde: “Det er en stor Idræt.” Dag sagde: “En eneste Idræt har jeg ogsaa lært, som tykkes mig værd at tale om, men min Fader forstaaer dog meget mere deraf.” Kongen spurgte, hvad det var for en. Dag svarede: “Naar jeg opmærksom seer en Mand i Øjnene, og betragter hans Adfærd og Udseende, da kan jeg bedømme hans Sæder, og vide alt hvad Godt og Ondt der er ved ham.” Kongen svarede: “Det er et godt Øjesyn, hvis det forholder sig, som du siger: derpaa kan jeg snart sætte Prøve.” Da sagde Kongen til Biskoppen: „Vi ere nu, tykkes mig, komne i besøg til en Bonde, som jeg neppe troer vi finde Mage til i Kundskab og Idrætter, saavel som hans Sønner, og dog tykkes vi os at have udvalgte Mænd, saa man skal ikke nogensteds i Norge finde bedre oplærte Mænd, end de, der nu ere hos os, men ikke desmindre troer jeg, at vi i de fleste Dele staae tilbage for denne Bonde og hans Sønner; men hvilken Idræt vil I nu nævne, som I holder eder bedst i Stand til?” Biskoppen svarede: “Det vil jeg helst nævne, naar jeg skal anføre noget, at jeg vil synge Messe alle tolv Maaneder, saa mange som der holdes, uden at have nogen Bog ved Haanden.” “Det er en stor Idræt,” sagde Kongen, “saa vidtløftigt, som det er.” Da sagde Biskoppen: “Lad os nu ogsaa høre, Konge, hvilken Idræt I vil anføre.” Kongen svarede: “Det skal da snarest være min Idræt, at naar jeg har seet en Mand een Gang, og vil ret være opmærksom paa ham, saa skal jeg kunne kjende ham igjen, hvor længe det end varer, førend jeg atter seer ham.” Biskoppen svarede: “Denne Idræt skal der megen Forstand til.” Da sagde Kongen: „Den Skjemt, som vi her have begyndt paa, skal gaae videre omkring i Stuen; siig os en Gang, Kalf Arnesøn, hvad for en Idræt vil du give dig ud for?” Han svarede: „Jeg skal ikke lade min Vrede svede ud, hvorlænge jeg end maa bære paa den.” Fremdeles sagde Kongen: “Nu kommer Raden til dig, Finn, at sige din Idræt.” Finn svarede: “Det regner jeg mig til Idræt, at jeg ikke i nogensomhelst Fare vil forlade min Herre, saalænge han vil holde Stand, og saalænge han lever.” Kongen sagde: “Det er rimeligt, at det vil du troligen holde.” Fremdeles vedblev Kongen: “Du, Thorberg! Lad os nu ogsaa høre, hvad du siger hertil.” Han svarede: “Det tænker jeg, at jeg aldrig skal bryde mit Ord og den Ed, jeg har svoret min Herre.” Kongen sagde: “Dette er en stor Sag, og dog kan man vente sig, at det vil holdes af en saadan Mand, som du er, men kun lidet holder man nu sin Troskab imod mig, hvilket jeg for kort siden mindst havde ventet mig.” Da sagde Kongen til Arnbjørn: “Hvilken Idræt kan du bedst?” Arnbjørn var en stærk Mand; han sagde: “Det vil jeg anføre, som dog maaskee ikke er sandt, at jeg holder mig for en dygtig Bueskytte, og tænker ikke her i Norge skal findes den Bue, som jeg ikke kan spænde.” Kongen sagde, at saa forholdt det sig. Derpaa spurgte Kongen Kolbjørn, hvilke de Idrætter vare, som han helst vilde nævne. Kolbjørn svarede: “Det er da mine Færdigheder, som jeg troer at besidde alle i lige, skjønt ingen af dem i udmærket Grad: Sikkert Skud, Skiløben og Svømmen.” Kongen sagde, at han gav sig ikke ud for mere, end han kunde, “thi du kan,” sagde han, “i disse Idrætter maale dig med de bedste iblandt lige Stærke.” Da spurgte Kongen Arne, hvad han vilde anføre. Arne svarede: “Naar jeg sejler paa min Snekke frem langsmed Landet, og har Fire-linen i min Haand, da skal ingen Snekke paa tyve Rum sejle forbi mig, ikke heller skal jeg først tage Sejlet ind.” Kongen sagde, at ingen vilde nægte ham det, og sagde tillige, at ingen kunde bedre skjønne paa, hvor længe det kunde gaae an. Kongen spurgte Bjørn Staller, hvilken han ansaae for sin fortrinligste Idræt? “Den vil jeg helst holde derfor,” sagde Bjørn, “at naar jeg taler paa Thinge min Konges eller Herres Ord og Ærende, da skal ingen saa mægtig Mand høre derpaa, at jeg for den Sags Skyld skulde tale med lavere eller mere skælvende Røst, hvad enten ham tykkes vel eller ilde derom.” “Det troer jeg vel,” sagde Kongen, “siden den Tid du var paa Upsalething, og talte der, og gjorde den svenske Konge Olaf vred, thi for de fleste Mænd vilde dette ikke være løbet vel af.” Derpaa talte to og to indbyrdes med hinanden, og anførte hver sin Idræt, hvilket gav Lejlighed til megen Skjemt; Kongen gik derpaa hen at sove.

Kapitel 3

Da fulgte Bonden Rødulf ham hen til det nye Huus, som Kongen havde seet om Aftenen, og som han havde antaget for en Kirke; det var da stille og klart Vejr, saa at man ingensteds saae andet, end klar Himmel. Kongen spurgte Bondens Søn Sigurd: “Hvorledes mon Vejret bliver i Morgen?” “Snefog,” sagde Sigurd. “Det tykkes mig ikke det seer ud til,” sagde Kongen, hvorpaa han gik til sin Seng, som var vel opredt. Men da Kongen gik ind i Sovehuset, blev der baaren en brændende Kerte foran ham; han saae sig da omkring ude paa Svalen og betragtede Husets Indretning, og bemærkede strax dets Bygningsmaade, at det var rundt, og indenfor Svalen saae han Skjold-paneel rundt om Huset; der bare fire Uddøre, og lige langt imellem, hver af dem, men langs med Væggene vare fremstaaende høje Stolper, og derimellem vare prægtig opredte Senge, og Betræk overalt, hvor det kunde synes at pryde. I dette Huus vare ogsaa oprejste høje og tykke Stolper, som stode i en Kreds, og paa disse hvilede det hvælvede Tag: det var altsammen malet og farvet: men imellem Stolperne vare Brædter med udskaaret Løvværk, og derindenfor vare Sengene for mægtige Mænd anbragte; der kunde vel i hver af de fire Afdelinger ligge tyve Mand, men i den ydre Deel af Huset fyrretyve: der var indrettet for Kongens Hirdmærnd. I Midten af Huset var en vid og kredsrund Forhøjning med Træværk om, og rundtomkring Trin til at gaae op paa, men oppe paa Forhøjningen stod en stor Seng, som var forfærdiget med megen Kunst: de fleste Tremmer i Rækket vare belagte med Kobber eller Jern, og for øvrigt malede eller forgyldte: op fra Hjørnestolperne stode Jernskinner med store Knappe paa, gjorte af Kobber og forgyldte: men ud af Hjørnestolperne gik der Jernskinner, hvorpaa vare Plader, og derpaa Lysestager med tre Arme. Rødulf sagde til Kongen, at han skulde sove i den Seng, som der var opredt, hvis han vilde have betydningsfulde Drømme, men Dronningen skulde sove i en anden for denne Nat. Kongen sagde, at saa skulde være: og da han var afklædt, steg han op i Sengen, og lagde sig til at sove: han saae paa højre Side af sig ud i Værelset, at der vare lejer anviste Biskoppen og hans Præster, men paa venstre Side sov Dronningen og Hendes fornemste Kvinder, men ved Hovedgjærdet, i den Afdeling, som stødte dertil, laae Kalf, Arnbjørn og Kolbjørn Arnesønner og deres Mænd, men i den ved Fodstykket laae Finn, Thorberg og Arne og deres Mænd.

Kapitel 4: Om Kong Olafs Syn og Betragtning

Kong Olaf vaagede længe om Natten, som han plejede: han læste først sine Bønner, og derpaa overvejede han adskilligt. Da saae han op over sig paa Loftet; der saae han malet Gud selv og hans Glorie, og derovenover hans Engleskare, samt den vide Himmel, som begrændser Luftkredsen, og ligeledes vare Himmellegemerne afsatte; men længer nede vare Skyerne og Vindene, samt mange Fugle, men nederst Jorden med Græs og Skove og alle Slags levende Dyr, Have og søer og mange Slags Sødyr; men paa den nederste Deel af loftet udenfor Stolperne vare afbildede Fortids Sagn og Fortællinger om berømte Konger. Dette betragtede Kongen længe. Men da dette saaledes i lang Tid havde sysselsat hans Tanker, da var der en Ting, som tyktes ham forunderligere, end alt andet; det forekom ham nemlig, at Sengen drejede sig under ham. Derpaa faldt han i Søvn, og sov en Stund. Men da han nu vaagnede, laae han og tænkte paa sine Drømme; derpaa dagedes det, og Biskoppen stod da op, for at holde Gudstjeneste. Kongen klædte sig da paa, og gik til Ottesang, og hørte Morgen-Gudstjenesien. Derpaa gik han til Maalstævne, og lod Bonden Rødulf kalde til sig, og fortalte ham sin Drøm: og da han var færdig dermed, sagde Kongen: “Du skal sige mig i Dag efter Højmessen, hvad denne Drøm betyder.” “Betydningsfuld tykkes mig eders Drøm,” sagde Rødulf, “og nogen Udtydning vil jeg kunne give derpaa, men I skal tilføje, Herre! hvad I troer der mangler, og hvad I mener den betyder andet, end det jeg faaer ud.”

Kapitel 5: Kong Olaf lod Dag kalde til sig

Det var tykt Vejr og Snefog, som Sigurd havde sagt. Da lod Kongen Bondens Sønner, Dag og Sigurd, kalde til sig; derpaa lod han see efter Vejret, men der var ingensteds nogen skyfri Himmel at see. Da bad Kongen Sigurd at sige, hvor højt Solen var kommen paa Himlen; han angav det bestemt; Kongen lod da tage en Krystal, og holdt den i Vejret, og han saae da, hvorledes det straalede ud af Stenen og angav det Sted, som Sigurd havde sagt. Da spurgte Kongen Dag: “Hvilken Sindsfejl finder du hos mig?” “Ingen seer jeg hos eder, Herre! Thi om jeg end snakker noget om simple Folk, saa er det en anden Sag; men herpaa har jeg hverken Skjøn eller Forstand; det er ogsaa min Mening, at der er lidet at dadle ved eders Sindelag.” “Siig kun frem,” sagde Kongen, “det hjælper nu ikke at du vil unddrage dig.” Dag svarede: “Den Svaghed da, Herre! som flere have, nemlig Kvindekjerlighed.” “Du har Ret,” sagde Kongen, “og I, din Fader og du, overgaae langt de fleste Mænd, jeg kjender, i Forstand og Tænksomhed.” Derpaa gik Kongen i Messe.

Kapitel 6: Hvorledes Kongen gik ind i Stuen

Da Gudstjenesten var til Ende, gik Kongen til Talestuen, og med ham Biskoppen, Dronningen og Leensmændene: der vare ogsaa Rødulf og hans sønner. Kongen sagde til Rødulf: “Forholder det sig saa, som det forekom mig i Nat, at mig tyktes Sengen, jeg sov i, eller Huset, drejede sig med mig?” Rødulf svarede: “Det var saaledes indrettet, Herre, for at I altid skulde see imod Solen, saa at din Drøm gik efter Solen, samt al din Tanke og Forskning.” Da sagde Kongen: “Nu vil jeg, Rødulf, at du skal sige mig min Drøm, saavel som hvad den betyder.” Rødulf svarede: “Det vil jeg da først sige dig, som du ikke har spurgt om, nemlig hvad du tænkte paa, førend du faldt i Søvn; du bad, at Gud vilde aabenbare dig, hvad Ende det vilde tage med den Uro og Opstand, som nu er begyndt, og hvorledes det vilde gaae herefter og længer frem,; og derpaa signede du dig med Korsets Tegn.” „Det forholder sig saa,” sagde Kongen, “men hvad siger du om Drømmen?” Rødulf sagde: “Det forekom dig i Drømmen, at du saae et Kors staae paa Jorden, stort og grønt som Græs, og der hang et Billede paa Korset. Men da du betragtede Billedets Hoved, da var det gjort af det røde Guld, men da du saae i Ansigtet, da tyktes dig der laae udenom en rødfarvet Ring, som en Regnbue, og skabt som Guds Glorie, men inden i Ringen vare tegnede Guds Engle og Himmeriges Herlighed. Dette Kors, som du saae, og Korsfæstelsen betyder Ufred: men eftersom du er regjerende Fyrste, saa monne Hovedet af Billedet i Drømmen betegne dig; og at dig tyktes Hovedet var gjort af det røde Guld, og at der udgik et Skin derfra, som fra det rode Guld, det vil sige, at din Herlighed skal skinne frem over alle Mænd i dette Land, ligesom det røde Guld er dyrebarere, end ethvert andet Metal; men da du saae Ansigtet, hvormed følger Hørelse, Syn og Mæle, da vistes dig deri Himmerige og Himmeriges Herlighed, og derved betegnedes dig Løn for dine gode Gjerninger, i det du har omvendt mange Folk til den sande Tro ved dine Ord og din Magt; men efterdi et Menneskehoved er mere rundt, end langt, saa mener jeg derved blev betegnet dig et ikke langt Liv og forgængeligt verdsligt Rige.” Kongen sagde: “Hvad mon den Glorie betyder, som jeg saae?” Rødulf svarede: “Den Ring betyder dit Liv og din Regjerings Værdighed; en Ring er uden Ende, saa skal og din Hæder blive; Glorien Syntes dig at være spids eller skarp oven- og nedentil, saa gaaer det ogsaa med dit Liv! skarp var Begyndelsen, da du mistede baade din Fader og andre dine berømmelige Frænder; saa gaaer det og med din Alder, thi haard vil Slutningen af din Regjering blive; Glorien tiltog imod Midten til, men tog af nedentil, saaledes har ogsaa din Regjering og verdslige Magt tiltaget og steget.” Rødulf vedblev: “Halsen paa Billedet syntes dig gjort af Kobber, det er den haardeste Malm, og deraf støbes Klokker, som have den stærkeste Lyd; den næstfølgende Regjering vil blive berømt og skingre i hver Mands Øren, som store Klokkers Lyd; derudenom spiller en Skud-Ild, det er det frygteligste Krigsredskab, rædsomt og uimodstaaeligt; Kobber er haardt og sprødt, saa vil ogsaa denne Regjering blive haard og stræng, men efterdi der strax oven- og nedenfor var Metalskifte, saa vil denne Regjering ikke vare længe, og ingen Slægter ville deraf udspringe i dette Land; det syntes sig, som der oppe fra Hovedet faldt en gylden Lok heelt ned paa Axlerne, det betyder, at eders Berømmelse vil blive mest fejret i dette Land, og videre omkring andensteds.” Rødulf vedblev: “Men derpaa betragtede du Billedets Bryst og Favn og de udstrakte Arme paa Korset; det syntes dig at være af reent Sølv, og derpaa var afbildet Himlen og Himmellegemernes Gang, Sol og Maane og Stjerner med Glands og Pragt; den Regjering, som da kommer efter, vil straale som Himmellegemerne skinne; alle Mænd glæde sig ved Solens Klarhed, den er nyttig for den dele Verden, den giver lys og Varmer Duggen og Jorden til at give Grøde, saa vil ogsaa den Regjering blive aarsæl for alle Landets Indbyggere: men det, at du saae Billedet udbrede sin Favn, det vil sige, at den, som da kommer til Regjeringen, vil favne langt videre, end andre Høvdinger før have gjort her i Landet; men at hine gyldne lokker faldt ned over Brystet, det maa være hin hellige Høvding, som da kommer her til Regjeringen, eder beslægtet og smykket med eders Herlighed; men saa bred som hans Favn var, saa var den dog kort, derfor vil hans Regjering ikke blive langvarig.” Rødulf vedblev: „Men dernæst saae du nedenfor Brystet et bredt Bælte ligge omkring Billedet, og det naaede næsten heelt op under Armene; Bæltet var gjort af Jern, og blankt som en Klinge; det kan man kalde et Styrke-Bælte; den Regjering, som da følger, vil blive kraftfuld og stærk formedelst en mægtig Høvding; og at Jernet saae saa blankt ud, det vil sige, at mangt et blankt Sværd vil blive svunget i Luften baade før og siden; dette Bælte var ganske udgraveret med Kunst og underfuld Færdighed, som dig tyktes, tildeels udgraveret efter gamle Sagn; du saae derpaa Sagnet om Sigurd Fofnersbane og om Harald Hildetand og desuden noget af Harald Haarfagers Bedrifter; det vil sige, at den Konge vil udføre mangen Stordaad, som længe skal mindes, og vinde store Feldtslag ved sin Tapperhed; og naar der viste sig for dig hine store og berømte Kongers Bedrifter, da vil denne Konge vise sligt paa sig selv, og efter deres Exempel vil han danne sig; men Jern er et haardt Metal og dannet til manges Fordærv; den Regjering vil tykkes mange haard og fordærvelig fra Begyndelsen til Enden.” Rødulf vedblev: “Men nedenfor Jernbæltet var Kroppen paa Billedet bleg at see til, som hvidt Guld, den var farvet og smukt poleret, og der var afbildet Marker og Skove og alskens Blomster, som voxe paa Jorden, og mangehaande levende Dyr, som gaae paa Jorden; alt dette var udført med største Kunst; dette betegner den Regjering, som følger næst efter; det var at see til som hvidt Guld, men Billedets Hoved derimod skinnede som rødt Guld; rødt Guld og blegt Guld have intet tilfælles uden Navnet allene; jeg tænker derfor, at den Konge vil bære dit Navn, og vil være herlig og dyrebar, men dog ikke din Lige; der vare afbildede Jordens Væxter og næsten al Verdens Prydelse og Smykke; saa vil ogsaa denne Konge pryde dette Rige med god Regjering, hans Liv vil være i stor Flor, og ligesom du der saae saa megen Kunst anvendt, saa vil han være til megen Gavn for sine Undersaatter.” Rødulf vedblev: “Men da du nøjere betragtede og saae længere paa det korsfæstede Billede, da syntes det dig heelt ned fra Navlen af at have Farve som Sølv, der er urenset, men var dog vel farvet; det Sølv er gjængs her i landet, og man kan her kjøbe alle Slags derfor, men udenlands gjælder det ikke; saaledes vil denne blive en stor Høvding og æret af alle her i landet, men udenlands vil han ikke staae i saadan Anseelse, som hin, der betegnedes ved det skæreste Sølv; men eftersom Sølvet var vel farvet og smukt, saa vil han og hans Regjering være behagelig for alle, og vare ved med Glands og Hæder indtil hans Livs Ende; han vil ogsaa følge sin Skjæbne og Bestemmelse, men fra ham vil der udspringe og udbrede sig mange Slægter. Nu var du kommen ned til Billedets Fødder, og ligesom Kroppen er i Forhold, saa vil den Konge i de fleste Dele kunne maale sig med sine Formænd.” Rødulf sagde fremdeles: “Det at du saae Laaret nedefter, og at der var Kjødfarve derpaa, vil sige, at under den næste Regjering vil hele landet blive deelt og det vil komme i Brødreskifte; at du saae Kjødfarve paa begge laarene, betyder, at de ville forholde sig rimelig og billig imod hinanden, og ligesom Fødderne bære det hele Legeme, saaledes ville de vedligeholde deres Formænds gode Sæder og Exempel, og deres Regjering vil føres og fremdrages efter en rigtig Indretning og almeen Dannished. Dernæst syntes eder Fødderne nedenfor Knæene at være af Træ, men det er et gammelt Ord, at den Mands lykke gaaer paa Træfødder, som mange Ting gaae ilde for; den Regjering, som da følger, synes mig, vil rimeligviis tage en slet Ende, og dog ville de (4) være af een og samme Slægt; da vil opstaae Kiv og Trætte imellem Frænder. Dernæst saae du videre frem paa Vristerne, det var alt af Træ, og dig syntes at Fødderne vare krydslagte paa Korset, og der gik en Jernnagle igjennem begge Vristerne, og Tæerne vare lagte over hinanden; det betegner, hvilken ulige Retspleje og Misgjerninger de ville øve, Broder vil saaledes løfte Banespyd imod Broder. At du saae een Jernnagle igjennem begge Vristene og Tæerne lagte over hinanden, ligesom naar Børn gjøre Haner (5) med deres Fingre, det vil sige, at af deres Afkom vil den ene ydmyge den anden, og søge at fælde ham til Jorden.” Kongen sagde: “En forstandig Mand er du, Rødulf! baade du og dine sønner.” Derpaa gik Kongen til Bords, og der var den prægtigste Anretning. Rødulf fortalte, at han var svensk af Fødsel: “jeg flygtede,” sagde han, “med denne Kone, som jeg siden har haft, hun er en Søster tll Kong Ring Dagsøn:” da mindede Kongen sig begges deres Slægt. Derpaa spurgte Kongen Rødulfs Søn, Dag, hvilken Sindsfejl han fandt hos Fogeden Bjørn. Dag sagde, at Bjørn var en Tyv, og han forklarede tillige, hvor Bjørn havde skjult paa sin Gaard baade Benene, Hornene og Huderne af de Nød, han havde stjaalet den Gang om Høsten; “han er ogsaa,” sagde han, „skyldig i alle de Tyverier, som bleve begaaede i efteraaret, og som han har beskyldt andre for;” hvorpaa Dag gav Kongen nøjagtig Underretning om, paa hvilke Steder han skulde lade søge. Men da Kongen rejste bort fra Rødulfs, fik han ved Afskeden kostelige Foræringer; med Kongen fulgte Rødulfs Sønner; de kom da først til Bjørn, og det befandtes da hos ham alt som Dag havde sagt: men derpaa lod Kongen Bjørn drage bort fra Landet, og han maatte takke Dronningen for, at han beholdt Liv og lemmer.

Noter:

1) Østerdalene
2) Nemlig for de paa Kreaturer begaaede Tyverier. See Sagaens 159de Kapitel
3) Fogeden i Hedemarken og Østerdalene. See Sagaens 159de kapiitel.
4) Regenterne
5) En Børneleg, hvorved den ene Finger lægges over den anden, saa at der ved Skyggen af Haanden kan vise sig et Billede paa Væggen. Islænderne sige, at gjøre Væddere.