Háleygjatal (B1)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den norsk-islandske skjaldedigtning

ved
Finnur Jónsson
1912-1915

Eyvindr Finnsson skáldaspillir
Norsk skjald, 10. årh. (d. omkr. 990).

Háleygjatal (c. 985)

1. Viljak hljóð
at Hǫ́ars liði,
meðan Gillings
gjǫldum yppik,
meðan hans ætt
i hverlegi
galga farms
til goða teljum.

2. Hinn es Surts
ór sǫkkdǫlum
farmǫgnuðr
fljúgandi bar.

3. Þann skaldblœtr
skattfœri gat
ása niðr
við jarnviðju;
þás þau meir
i Manheimum
skatna vinr
ok Skaði byggðu.

4. Sævar beins,
ok sunu marga
Ǫndurdis
við Óðni gat.

5. Þás útrǫst
jarla bági
Belja dolgs
byggva vildi.

6. En Goðlaugr
grimman tamði
við ofrkapp
austrkonunga
Sigars jó,
es synir Yngva
menglǫtuð
við meið reiddu.

7. Ok náreiðr
á nesi drúpir
vingameiðr,
þars víkr deilir,
þar 's, fjǫlkunt
of fylkis hrør,
steini merkt
Straumeyjarnes.

8. Ok sá halr
at Hǫ́ars veðri
hǫsvan serk
hrísgrisnis bar.

9. Varð Hǫ́kon,
Hǫgna meyjar
viðr, vápnberr,
es vega skyldi,
ok sinn aldr
i odda gný
Freys ǫ́ttungr
á Fjǫlum lagði.

10. Ok þar varð,
es vinir fellu
magar Hallgarðs,
manna blóði
Stafaness
við stóran gný
vinar Lóðurs
vágr of blandinn.

11. Ok Sigurð,
hinn 's svǫnum veitti
hróka bjór
Haddingja vals
Farmatýs,
fjǫrvi næmðu
jarðráðendr
á Ǫglói.

12. Ok ǫðlingr
"i ǫlun jarðar
alnar orms"
ófælinn varð
lifs of lattr,
þars landrekar
Týs ǫ́ttung
i tryggð sviku.

13. Þar varð minstr
meinvinnǫndum
Yngvifreys
ǫndverðan dag
fagnafundr,
es flota þeystu
jarðráðendr
at Eydǫnum,

14. Þás sverðalfr
sunnan kniði
lagar stóð
at liði þeira.

15. Þeims alt austr
til Egða býs
brúðr val-Týs
und bœgi liggr.

16. Jólna sumbl
enn vér gǫ́tum,
stillis lof,
sem steinabrú.

   1. Jeg ønsker lyd til mit digt, medens jeg fremfører sangen, så længe jeg opregner hans (Hakon jarls) slægt til guderne i digtet.
   2. Den, som den kraftige rejsende (Odin) flyvende førte bort fra jættens daldyb [der er tale om digterdrikken].
   3. [Om Odins sön Sæming] Den skattebringer (jarl) avlede asernes ætling, dyrket af skjalde, med jættekvinden, da de, mændenes ven og Skade, fremdeles bode i Manheim.
   4. (forts.) ... søbenets (stenens), og skigudinden (Skade) fik mange sönner med Odin.
   5. [Usikkert om hvem, Godgest?] .. da jarlernes modstander vilde bebo Freys udrast (søkyst eller ø ved kysten; eller: da Freys modstander [Surt, jætten] vilde bebo jarlens udrast?)
   6. [Om Håløge- "kongen" Godløg]. Men Godløg måtte, på grund af østkongernes (de svenske kongers) voldsomhed, tæmme Sigars hest (galgen), da Yngves sönner hængte ringøderen i træet.
   7. (forts.) Og den ligbærende galge luder på næsset, der adskiller to vige; dér er Strömønæs, meget bekendt af kongens grav, mærket med stenen.
   8. (Usikkert om hvem). Og den mand var iført ulvens grå særk i kampen (han var en ulfheðinn).
   9. [Om Håkon jarl Grjótgarðsson]. Krigeren, Hakon, blev våbenbidt, da han skulde kæmpe, og Freys ætling nedlagde sit liv i en kamp på Fjalir.
   10. (forts.) Og dér, hvor Grjótgardssönnens venner faldt, blev bugten ved Stafanæs blandet med mændenes blod under den hæftige kamp.
   11. [Om Sigurd jarl, d. 962]. Og Sigurd, ham som gav ravnene (svǫnum Farmatýs) blod [Haddingja vals [= Haddingernes] hróka bjór), berøvede landets beherskere livet på Öglo.
   12. (forts.) Og fyrsten, den uforfærdede . . . . (uforståel.), blev berøvet livet, hvor kongerne sveg Tys ætling mod tro og love.
   13. [Jomsvikingeslaget]. Dér blev intet glædesmøde om morgenen for krigerne, da landets styrere (Hakon og Erik) lod deres flåde storme frem mod Ødanerne.
   14. (forts.), da krigeren, (Sigvalde) førte med kraft sine skibe sydfra mod deres hær.
   15. [Om Hakon jarl]. Han, i hvis magt hele landet lige øst (syd) til Agdernes bo nu er.
   16. Et digt har jeg endnu opnået (tilvejebragt), fyrstens lov, stærkt som en stenbro.