Om Snorre Sturlassøn som Kongesagaernes Forfatter

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Arkiv for nordisk filologi

ved
Gustav Storm

Første bind, s. 47-61
Christiania 1883.


Har Haandskrifter af "Heimskringla" angivet Snorre Sturlassøn som Kongesagaernes Forfatter?


Da Peder Claussøns Norges Beskrivelse og Norske Kongers Krønike var udgivet af Ole Worm (1632 og 1633), fornyedes som bekjendt Snorre Sturlassøns Navn som historisk Forfatter. I danske og norske Skrifter fra Tiden kort før og efter 1600 havde Kongesagaerne gaaet under Navn af "Biskop Isleifs Krønike" eller "Biskop Isleifs og Presten Ares Krønike"; denne Theori var ogsaa optaget i en modificeret Form af Peder Claussøn, idet han antog Biskop Isleif for at være Forfatter af Kongesagaerne i Haandskriftet Bergsbók; derimod har han uden at tvivle paa flere Steder omtalt Snorre som Forfatter af de egentlige sammenhængende Kongesagaer. Hvad Autoritet har hr. Peders Ytringer herom, hvorfra har han hentet denne Oplysning? Den naturligste Antagelse, at det Haandskrift, hvorefter hr. Peder oversatte, angav Snorre som Forfatter, er ikke bleven bestyrket ved Paraleller fra andre Haandskrifter. Af de bevarede Haandskrifter (eller bevarede Afskrifter af tabte Haandskrifter) er der kun tre, der gjengiver hele Kongesagaerne "fra Ophavet af" (Kringla, Jøfraskinna og Codex Frisianus), da to andre Haandskrifter kun indeholder de kristne Kongers Historie fra Olav den hellige af (Eirspennill og Gullinskinna) og det eneste paa Island fundne Haandskrift (A. M. 39 fol.) kun er endel løsrevne Blade fra Værkets forskjellige Dele og ligeledes mangler Begyndelsen1 Af de tre fuldstændige Haandskrifter havde ringla allerede ved Midten af det 16de Aarhundrede mistet 1ste Blad (hvorpaa Fortalen stod), saa at Oversætteren Mattis Størssøn ikke kjendte Værkets Forfatter; Jøfraskinna havde over Fortalen kun Overskriften "Konunga sögur ero her ritaðar" og Codex Frisianus kun Overskriften "Prologus"; og af det paa Island bevarede Haandskrift citerede i 1609 Arngrim Jonssøn de første Ord i Fortalen uden at kunne angive dets Forfatters Navn (Crymogæa p. 27). Alligevel kom i lange Tider ingen væsentlig Tvivl tilorde mod Peder Claussøns Autoritet, der desuden bekræftedes ved at andre Skrifter fra Sluten af 13de og fra 14de Aarhundrede (Jarlesagaen og den store Saga om Olav Trygvessøn) citerede Snorre Sturlassøn som Autoritet for norske Begivenheder inden et længere Tidsrum; i nyere Tid har han endvidere faaet en ny Støtte ved at man har fremdraget Laurents Hanssøns Oversættelse, der ligeledes ved Fortalen angiver Snorre Sturlassøn som Kongesagaernes Forfatter2 Konr. Maurer var den første, der begyndte at ytre Tvivl om, at "Heimskringla" i den Skikkelse, vi kjender Værket, er forfattet af Snorre3; han fremhæver, at den eneste Autoritet, hvorpaa Efterretningen hvilede, egentlig var Laurents Hanssøn, som ved Benyttelsen af Jarlesagaen og af den store Olafssaga kunde være falden paa den Conjectur, at Snorre var Forfatteren, -- at Peder Claussøn godt kunde have havt Efterretningen fra Laurents, "den er ja selber einer Probstei des Guladinges verstehend, ganz gut noch persönlich gekannt haben kannte", -- og at Ole Worm og senere kun har udskrevet Peder Claussøn. Herimod har jeg i sin Tid søgt at gjøre gjældende, at baade Peder Claussøns og Laurents Hanssøns Opgifter stammede fra de Haandskrifter, de benyttede, og at de neppe kan have kjendt hverandre personlig. For den sidste Mening var mine Grunde dengang mindre stærke, da jeg ligesom Maurer sammenblandede Oversætteren Laurents Hanssøn med en lidt senere Samtidig af samme Navn; jeg har senere optaget denne Undersøgelse til ny Behandling, og efterat jeg har studeret nærmere Oversættelsen selv4 og berigtiget flere Omstændigheder i Laurents Hanssøns Levnet, skal jeg i det følgende fremlægge det vigtigste heraf for at bringe paa det rene de to Oversætteres personlige og literære Forhold til hinanden og derigjennem søge at forklare, hvorledes de begge kan nævne Snorre Sturlassøn som Kongesagaernes Forfatter.
   1. Laurents Hanssøn siger om sig selv i Fortalen til Sagaoversættelsen, at han har tjent i Kongsgaarden under Kong Fredrik I (1523-33) og at han her har lært Dansk5. Han er altsaa utvivlsomt den Mand, som et Brev fra Kong Christian III til Esge Bilde af 31te April 1537 omtaler paa følgende Maade: "her er en fattig Karl udi Riget, kaldes Lauris Norman, og er født udi Norge, som her lang Tid udi Landet været haver og tjent vor kjære hr. Faders Cansler M. Claus Gjordsøn, og siden haver tjent os elskelige hr. Johan Rantzau Ridder og været hans Foged paa Krogen"6. Han er altsaa endvidere den "Laurits Nordmand", der i Aarene 1528-30 nævnes som Johan Rantzaus "Skriver" paa Krogen (Kronborg) og som i 1530 fik "Presentats" paa Blystrup Kirke7. Da Krogen under Grevens Feide blev tagen af de Grevelige (1534), har naturligvis Laurents mistet sin Post, og siden har han vel fulgt Johan Rantzau, thi det er efter dennes Anbefaling, at Kongen i 1537 forlenede Laurents med Krongodset Stødle i Søndhordland8. Resten af sit Liv har derfor Laurents tilbragt i Norge, navnlig i Søndhordland. Flere Bemærkninger i hans Sagaoversættelse viser ogsaa, at han er særlig godt kjendt i Hordalands Kystegne. Hvor nemlig Steder her omtales i Kongesagaerne, tilføier Oversætteren gjerne korte geografiske Oplysninger; saaledes indskyder han at Haakonshelleren er "en vghe siøes ner Berghen" og "2 vger siøs ner Alrikstadh" og at "emellom Fitie oc Hakon helle er 4 vger siøs", at Alrekstad er "strax hoess Berghen", at Sæheim er "i Norhordalen 4 vger siøs ther fra som han døde", at Avaldsnes er "ther ssom nu kongens Capell staar i Karmsund" o. s. v. Mærkes bør ogsaa, at ved Navnet "Sigurd Orm i Auga" tilføies i Margen: "Auga i Hardanger"; Oversætteren har aabenbart ved Tilnavnet "Orm i Auga" maattet tænke paa den søndhordske Familie Orm (Erik Orm til Vatne) og er meget naturligen kommet til at formode at "Auga" var Gaardsnavnet Aga i Sørfjorden. Naar Laurents i Fortalen kalder sig "Bonde paa Kongens Gaard Skough", maa denne Gaard derfor søges i Hordalands ydre Kystegne og jeg har da her blandt Krongods kun fundet en eneste Gaard af dette Navn, Skouge paa Sartorøen9. Hvorfor Laurents i disse Aar (c. 1550) boede paa Skouge og ikke paa Stødle, kan naturligvis ikke oplyses; muligt er det dog, at han har havt en eller anden Bestilling, der gjorde ham det bekvemt at bo nærmere Bergen. Hvad der bringer mig til at tænke derpaa, er de særegne Forhold, hvorunder vi finde Laurents anvendt som Skriver i en Bergensk Lovcodex; Haandskriftet 1272 fol. i den Thotske Samling er skrevet 1551-52 af flere forskjellige; den første Skriver (T. I.), som har indført det meste i Bogen, har skrevet en Landslov i Oversættelse med dennes sædvanlige Tillæg og desuden tilslut gjort Uddrag af de Ansøgninger, som om Sommeren 1551 udgik fra de Bergenske Autoriteter til Kongen; inde i Bogen har Laurents Hanssøn indskrevet en Bearbeidelse af Kristenretterne og en Oversættelse af Grænserne mellem Norge, Sverige og Rusland efter en Gulathings Lovbog; og endelig findes paa et rent Blad midt inde i Bogen opført med Biskopen Gjeble Pederssøns Haand en Forklaring over Færøisk og Hjaltlandsk Landskyld. Det ligger saaledes nær at formode, at de to andre Skrivere har fungeret i Biskopens Tjeneste. Om Grænsedokumenterne er det at mærke, at de ere oversatte efter det smukke Haandskrift (nu AM. 322 fol., 114 og 733 qv.), som Lagmanden Jon Simonssøn i 1550 arvede efter sin Broder Hans Simonssøn i Salten og at Lagmanden kan have haft Haandskriftet med, da han var tilstede ved Lagthinget i Bergen Juni 1551. Og naar saaledes de offentlige Autoriteter i Bergen havde lagt Mærke til og benyttet Laurents Hanssøns Kundskaber i det gamle Sprog, falder det meget naturligt, at han kort efter blev forfremmet til en Embedsstilling, der netop krævede Kyndighed i det gamle Sprog; i Aarene 1554 og 1557 finde vi nemlig "Laurents Hanssøn" eller "Laurits Skriver" som Lagmand i Stavanger10. Hans Virksomhed blev her ikke langvarig, thi allerede i Juni 1558 finde vi en ny Lagmand (Nils Johnsson), og da ogsaa i 1559 Laurents' Gaard Stødle forlenes til en ny Besidder, maa det antages for givet, at Laurents Hanssøn er død om Høsten 1557 eller Vinteren 1557-58; naar Hensyn tages til, at han allerede ved 1528 var naaet frem til Foged, kan han ved sin Død neppe været stort yngre end 60 Aar. Allerede Alderen er Vidnesbyrd nok for, at han er forskjellig fra den Laurits Hanssøn, der i 1560 blev Slotsskriver paa Bergenhus, som saadan fik Præbende i Stavanger (1564) og som senere blev Tolder (1579), Raadmand og Borgermester (1585) i Bergen og først døde 1596; han var en Prestesøn fra Ryfylke, Søn af Hans Klingeberg, der døde som Præst i Ly omtr. 156011, og maa have været omtr. 30 Aar yngre end Lagmanden.
   Af disse Oplysninger vil det sees, at Laurents Hanssøn ikke, som man tidligere mente, er en Samtidig af Peder Claussøn (født 1545 † 1614), men at han hørte til en meget ældre Generation og døde allerede medens Peder sad paa Skolebænken.
   2. Laurents Hanssøns Sagaoversættelse kjendes fra hans egenhændige Exemplar. Det sees af hans Fortale, at da Laurents med mange af sine Landsmænd var tilstede ved Prins Fredriks (II's) Hylding i Oslo 1548, opfordrede i Prinsens Nærværelse Dr. Christian Morsianus og Mag. Hans Svaning ham til at oversætte norske "Antiquitates" paa Dansk, og han lovede at forsøge herpaa. Dette beskjæftigede ham ogsaa over to Aar, og først "paa det tredie" kunde han sende en større Del, nemlig fra "Ophavet" til Haakon Jarls Død, til den udvalgte Konge med en underdanig Dedikation til denne; Oversættelsen har altsaa været fuldendt enten Høsten 1550 eller i Løbet af Vinteren 1550-51. At Exemplaret ogsaa er kommet i de rette Hænder, sees af at den kgl. Historiagraf Hans Svaning har skrevet sit Navn derpaa med Datering "Ribe 1556"12. Ogsaa Bogens senere Skjæbne kan forfølges. Efter sin Hovedkilde Codex Frisianus, der har Overskriften her hefr Konungabók o. s. v., har Laurents Hanssøn givet sit Arbeide Titelen: then Norske Kronik ssom kalles Konninge Boghen; men netop et Folio-Haandskrift af Titelen "den norske Krønike som, kaldes Kongebogen" anføres blandt de Bøger, som efter Arild Huitfeldts Død overleveredes til Universitetsbibliotheket i 1618, og under samme Titel gjenfindes det i en Catalog over Universitetsbibliothekets Haandskrifter fra Midten af 17de Aarhundrede13. Naar Haandskriftet senere findes i Arne Magnussøns Besiddelse, maa det forklares af, at det med flere andre Haandskrifter var udlaant til ham før Bibliothekets Brand i 1728, at det reddedes med hans øvrige Manuskripter ved Branden og siden ved hans Død med disse indlemmedes i hans Samling, uden at man lagde Mærke til, hvilke Haandskrifter der virkelig tilhørte ham.
   Denne Haandskriftets Skjæbne er af Betydning; den viser, at Laurents selv har sendt sit Arbeide i 1550-51 ud af Landet og at det siden har ligget i Universitetsbibliotheket. Der er altsaa Mulighed for, at Haandskriftet kunde have været benyttet af danske Historikere, længe førend Werlauff i dette Aarhundrede drog det frem af ufortjent Glemsel, og jeg skal nedenfor paavise, at det virkelig er blevet benyttet i et Værk, hvor ingen før har formodet saadant. Derimod har man neppe Adgang til at antage, at Oversætteren har ladet tage Copier af sit Arbeide, før han sendte det til Kongen, thi det var jo udført efter dennes Bestilling og for at tjene de danske Historikere; hvis vi tør dømme efter de andre omtrent samtidige norske Oversættelser, vilde man isaafald ogsaa have fundet Spor af andre Copier i norske eller danske Bibliotheker. Det tør saaledes antages for sikkert, at Peder Claussøn, der i sit hele Liv ikke kom udenfor Norge, ikke har havt Adgang til at benytte sin Forgjængers Arbeide.
   3. Den ejendommelige Omstændighed, at baade Laurents Hanssøns og Peder Claussøns Oversættelse udtrykkelig sætter Snorre Sturlassøns Navn over Prologen, har jeg tidligere søgt at forklare af, at begge har benyttet det samme eller de samme Haandskrifter og at et af disse udtrykkelig ved Fortalen har angivet Snorre Sturlassøn som Forfatter.14 Men ogsaa herimod reiser der sig Betænkeligheder. Laurents Hanssøn siger vistnok i sin Fortale, at han begyndte at oversætte efter "Kongebogen" (Codex Frisianus) og at han siden ogsaa fik en "anden Bog at rette sig efter" og denne "anden Bog" skulde saaledes kunne have omtalt Snorre som Forfatteren; men en meget omhyggelig Gjennemgaaelse af hans Oversættelse viser mig, at han i den største Del af sit Arbeide og ialfald for Ynglingasaga, Halvdan Svartes, Harald Haarfagres og Haakon den godes Historie kun har fulgt Codex Frisianus; først i Olav Trygvessons og Haakon Jarls Historie begynder han at inddrage Stykker af den store Saga om Olav Trygvessøn, og hist og her har han desuden især i Randen tilføiet smaa Notitser og Anmærkninger efter Jomsvikingasaga, Jarlasaga o. fl. Det Haandskrift af Olavssagaen, han benytter, er da rimeligvis den "anden Bog", som Laurents i sin Fortale omtaler blandt sine Hovedkilder.
   Heimskringlas Fortale i Laurents's Oversættelse har visse Ejendommeligheder, som har bragt Gudbr. Vigfusson til at antage at den ikke stammede fra Codex Frisianus; for at enhver kan dømme herom, aftrykker jeg den derfor her fuldstændig:

Prologus eller Fortalen til Norske Krønicken som kallis Konninge Boghen fordansket af then gamle Norske af Lau. Han. Bonde.
   A þessi Bogh let ec Rita forner frasogur etc.
   Pa thenne bogh lodh ieg sckriffue gamle frasauger om høffdinge de som Regemente haufue haft udi desse nordlander oc pa danske tunge hafue talet sa som ieg hafuer hørt aff vise menz sauge Sameledes aff forslagne men som kloge ere at regne fordomz slegter oc mangfoldige affsprungk, det de megh sannelige saugt hafue, En part thet som finniz udi langfædre tall, ther som konger och andre vældige men haffue rægnet sit køn (genealogia) En part er schrefuit effter aller ælzte fordomst frasaugner eller visur (carmina) som gamle men hafue giort sig til tidhkorten, æn tha at wi eige widhe sanningen ther om. dogh widhe wi så megen varteken til att de ælzte oc viseste men hafue hullet thet for saningenn. Tiodulft aff hwine, then var Skald kon. horfager haraldz, han beginte quedhe om Rangual kong aff heidinge herrer szom kalledis ynglinger tall (s: slegt). Rangual kong war son Olaffs geirstaders alfs, broder haldans Swarte. Udi thenn quade (carmina) ere beneffnede xxx hans langfedre oc saugt fraa huers deris dødh oc begraffning och lægerstedt. Fiolner hedt en som war søn Inguifródis thenn som Swenske dyrkede saa lenge, aff hans naffne ere ynglinger kallade.
   Eiwind Skaldaspil regnede oc langfædre hokons jarls (comes) thenn som var kallet hakon righi, vdhi thenn quade szom de kallde hallige tal szom quedit war om hakon. Seming sønn Inguifródis er der met optald, der er oc saugd ifra huers deris død oc legerstedh.
   Effter Tiodulffs saughe er fførst schriffuin ynglingers tydh oc ther met fylgir andre merckelighe men.
   Thenn første olld (antiquitas) kalledis bruna old, dha brende de alt dødt folk oc opreiste der høige stene. Effter thet at Frøir konung war laugder i høug hoess Oppsale, da giorde mange høffdingie siden høwffue oc store stene hoss til Aminning sine frender oc de stene kalledis bauthestene. Och siden dan konngh som kalledis Mykillaate (Magnanimus) thænn war konge i danmarck hannd lodh gøre segh enn jord høugh oc bød sinæ mend att beræ sig dydh døden met al konnings ornamentt, beste kleder, rustningh, hans eigenn hest met sin ridhtygh oc med meghit annet, saa giorde mange hans sleghtinger effter honnom. Begynttis der aff hough olld i danmarck effter thet. Lang thid der effter holle Swenske och Nordmænndt brenne olden oppe i deris laundh met menigheden. Thenn thid harald kongh haarffager war konnge i Nore thaa bygdis Islandh fførst met Norske men som i kronicke staar etc. i thenn tydh ware menn hoss hanem aff de szom paa Norske kalledis Skall, kand mange mend deris viser, oc haffue alle norrigis konger selffue quedith oc ladit quædhe themm ffor sig till tidkortingh. Ther aff themm haffue wii megit tagit till effterdøme i thenne kronicke szom konger och andre høffdinge selffue brugede och lode deris børnn lære atth icke schulle forglemis deris fforældernne merckelige mandoms gerninger oc liffs endelijgste. holle wii thet ffor sanninge som i theris quedur fynnis om deris færdh och orlogs brugk etc.
   Her fylgir effter aff thenn merckelige Sauge scriffuere Aare prest i Isslandh oc de szom hand fylgir i Sauger andre wittige men szom staa i same Fortalen Snorris Sturllis historiographi Noric(orum).
   Aare prest thæn frode (curiosus inuestigator) han war denn første man szom schreff sauger her i landet paa norsk maal bode nye och gamel. han schreff mest och fførst i syne bøgker om yslanz bøgning, langsettning oc landzhøffdinger hure lenge huer leffde och huad i huers tyd vnderligen eller merckeligenn hanndledis, han haufde thet Aare tall først till thess att Island christnedis oc siden til sina dange. han schreff meghit om Norrighe Danmarch England etc. Och tycker megh hanns saughe merckeligiste were thi hann laugde aller mest wind om att widhe Herris och høffdingers brugsk oc ættertall (genealogia) nye och gamell, Han war saa gamell att han war ffød thenn vintter nest effter fall haraldz kongis Siurttszen. Hand schreff Norrigis kongers gamble sauger effter beretning Odtz kolsens, halssen aff Agdeside, En odd fick berettning aff Torger affradz koll then man szom viseste var i sodann tyng och saa gamell ät han minttes att hakon jarll then righe war slaghen, oc bode paa Nidernese vdi same stedh lodh Oluff Tryggesen kong bygge koffstæt dere.
   Aare prest var vii vinttre gamell der han kom i Høkedal till hallz toraresen och war der xv vinttre.
   Haller war megit vittig oc fforstandigh man oc mynniger han myntthes att Tangabrander prest christnedhe Issland.
   Aare war xii vintre gamel daa Issleff biscop døde. Halle seglde till Atskillige land, han war sanct Oluff fælags manndh oc køffman han wiste aff mange landes leiligheder och thenn thid bedreffuith war udan landz och jnnen szom han laugde seg till mynne etc.
   Thet som effter fylgir in prohemio er intthet annet æn Aara tall huilkit man fynnir i selffue kronicken om huer kong i fra Sancte Oluff oc tillforenn etc.
   Her enndis Fortalenn Snorris Sturlesenn vdi konninge Boghen.

Denne Oversættelse har ganske vist sine Eiendommeligheder, som jeg har udhævet i Texten med Cursiv; men disse ere enten Oversætterfeil (f. Ex. Navnene Ynglinger tall, Ragnvald af Heidinge herrer, Inguifróde, Agdeside) eller rene Tillæg f. Ex. Udtrykket "de som paa Norske kalledis Skall," om Islands Bebyggelse "med norske Mænd, som i Kronike staar," om at Kongerne lod sine Børn lære Skaldedigtene o. s. v. Men iøvrigt findes intet, som gaar ud over Codex Frisianus, og navnlig kan mærkes, at dennes Feil 15 Aar for 14 gjenfindes og at hvor denne har en Udeladelse, f. Ex Tilnavnet hinn froði ved Þjóðólfr, der mangler dette Tilnavn ogsaa i Oversættelsen. Det maa derfor ansees for sikkert, at ogsaa her Laurents kun har benyttet Codex Frisianus og at de Friheder, han har taget sig, ikke har nogen Støtte i Kilderne. Man kunde herimod indvende, at i Peder Claussøns Oversættelse gjenfindes Fortalen under Titelen Snorre Sturlesøns Fortale paa sin Chrønicke med netop de samme Eiendommeligheder, og at da Peder Claussøn er litterært uafhængig af Laurents, kunde Overensstemmelserne kun forklares af, at de har benyttet samme Kilde. Saaledes har ogsaa jeg tidligere ræsonneret, men er nu bleven opmærksom paa, at denne Overensstemmelse maa forklares anderledes. Denne "Snorre Sturlesøns Fortale" er nemlig indsat af Ole Worm foran Peder Claussøns Oversættelse og Worm har taget den fra Laurents Hanssøns Oversættelse, som da fandtes paa Universitetsbibliotheket. Allerede den ydre Ordning i Worms Udgave synes at tilsige dette, thi Snorres Fortale staar trykt efter Worms Fortale uden Paginering -- og altsaa tillagt efter Bogens Trykning --, medens Pagineringen først begynder med det følgende Blad. Og det bevises til Evidens derved, at denne Fortale indeholder ikke blot Feil, som stammer fra Laurents's Fortale (f. Ex. "affHeidinge", "Ingefrode") og som neppe Hr. Peder kunde have begaaet, men ogsaa derved, at den har optaget alle Laurents's Oversætterfriheder og alle hans førnævnte Tillæg,15 som aldrig kunde have staaet i hans Original. Da Worms Udgave er saa sjelden, hidsætter jeg Fortalen her, idet jeg ogsaa her udhæver de Eiendommeligheder, som gjenfindes i Laurents's Prolog eller ere fremkomne ved Forvanskning af denne:

I denne Bog hafuer jeg ladet skrifue gamle Fraasagn om de Høffdinger, som hafuer regerit i disse Nordiske Lande, oc brugt Danske Tungemaal; efter som jeg hafuer fornommit aff de viseste Mænds Fortellelse, oc deris Angifuelse, som sandferdeligen viste at opregne de gamle Herrers Slegteregister oc Affkom. En Part er tagen aff det som findis i Langfædre Tal, herudi findis Kongernis oc andre Herrers Herkomst: En Part er skrefuen efter de aller eldiste Fraasagn oc Viser, som de Gamle hafuer digtet at fordrifue tiden med, oc endog det som findis derudi siunis undertiden nogit utroeligt; Saa er det dog altid holden aff Eldste oc Viseste for Sandhed.
   Thiodulf aff Huine var Kong Harald Haarfagers Skaald, hand giorde en Vise om Kong Rangvald aff Heidinge, huilcken hand kalde Ynglinger tall. Kong Rangvald var Kong Oluffs Søn paa Gierstad, som bleff kaldit Alff, oc var Halffdan Svartis Broder. Vdi denne Vise opregnede hand tredue aff hans Forfædre, oc beskreff hver deris Død, Begrafuelse oc Lægersted. Der var en hed Fiolner, Ingefrodis Søn, som Svendske dyrckede saa lenge; aff hannem bleff de siden kaldet Ynglinger.
   Eivin Skaldaspil giorde ocsaa en Vise, som hånd kallede Haleiga tall, huorudi hand Hakon Jarl, som bleff kallede Hakon den Rige, til ære opregnede alle hans Forfædre for Hakon Seningsøn, som var Ingifrodis Søn, oc derudi opregner hand ogsaa huer deris Død, Begrafuelse oc Lejersted.
   Efter Thiodulfs Opregnelse er her først skrefuen Ynglings Idreter, oc der efter følger andre fornemme Herrers merckelige Gierninger.
   Den første Alder kaldis Bruna Old; Thi de brende de som døde, oc satte store Stene paa Steden som det skede, til en Ihukommelse. Mens efter at K. Froer bleff begrafuen udi en Høi ved Upsal, da giorde siden mange fornemme Høffdinger sig Høje, at begrafue sine Venner der i, oc satte store Stene der hos til en Amindelse, som de kallede Bavtasteene. Mens der var en Konning udi Danmarck som hede Dan den Mykilaate, hand lod giøre sig en Høi aff Jord, oc befol sine Mænd, at naar hand er død, skulde de bere hans Legom i samme Høi, med kongelig ornamenter, beste Kleder, Rysting, sin egen Hest oc mange andre kostelig og dyrebare Beprydelser. Huilcket mange andre aff hans Venner og Frender siden efterfulde.
   Oc der efter begyntis saa den anden Alder udi Danmarck, som de kalde Hougoldt. Mens de Norske oc Svenske hulde enda lang tid der efter Brende Olden ved lige, baade Herrerne oc den gemene Mand.
   Den tid Kong Harald Horfager regerede ofver Norge, da Begyntis Island først at byggis oc besettis med Norske Mænd, som Chrønicken videre om formelder. Samme Kong Harald haffde altid nogle hos sig i sin Hoff, som de paa Norsk ballede Skaald, disse giorde Viiser om huis merckeligt som sig tildrog i hans tid. Samme Viser er møgit giengs hos huer mand, oc hafuer Norriges Konger som kom efter hannom, altidt til tidsfordriff enten selfuer quædet samme Viser eller ladit dennom quæde for sig: Aff samme Viser hafuer vi hafft stor Vnderretning oc Behielpning i denne Chrønicke at sammen skrifue. Oc efterdi Kongerne selff hafue brugt disse Viser, oc lod deris Børn lære dennom, at de icke skulde forglemme deris Forfædris merckelige Gierninger oc Endeligt, mens altid hafue dennom til et Eftersiun; kand mand icke andit end holde det for sandingen, som derudi formeldis om deris Færd oc adskillige Idretter.

En Sammenligning vil vise, at denne Fortale i et og alt stammer fra Laurents Hanssøns "Prologus", at den kun er denne i nyere Sprog, i renere Dansk og i forkortet Skikkelse og at den ikke kan bruges til at vise, at Laurents Hanssøns "Prologus" viser ud over Codex Frisianus.
   4. Ad denne Vei viser det sig saaledes umuligt at forklare, hvorfra begge Oversættere har faaet Snorre Sturlasøns Navn som Forfatter af Kongesagaerne. Da Laurents ikke har fundet Navnet i sin Kilde, Codex Frisianus, har vei heller ikke det tabte Haandskrift, hvorefter Peder Claussøn oversatte, mere end de bevarede, angivet noget Forfatternavn. (At Hr. Peder virkelig har kjendt Snorre som Kongesagaernes Forfatter, er sikret ved Citaterne i den korte Kongehistorie, som først nylig er offentliggjort, se Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis, S. 142). Alligevel tror jeg det ikke er vanskeligt at forklare, hvorfra Navnet er hentet; Maurer har anvist Veien, den eneste som gives, naar den Udvei lukkes, som jeg før ansaa for brugbar.
   Jeg har ovenfor nævnt, at Laurents Hanssøns Hovedkilde ved Siden af Codex Frisianus er et Haandskrift af den store Saga om Olav Trygvessøn ("propria cronica Olavi"). En Sammenligning af de Steder, hvor Sagaen citeres, synes med Sikkerhed at vise, at det Haandskrift, Laurents benyttede, var det samme som nu kjendes under Navnet Bergsbók (Isl. 2 qv. i kgl. Bibl. i Stockholm). Dette Haandskrift, som Svensken Sparfvenfelt erhvervede under sit Ophold som Krigsfange i Norge (Skien 1677-78), er skrevet paa Island i Slutningen af 14de Aarhundrede og indeholder foruden mindre Stykker en Afskrift af Ólafs Saga Trygvasonar og af Ólafs Saga helga, begge i vidløftige Recensioner. Overskriften paa den første Saga er "her byriar sogo Olafs konungs Trygguasonar, er Bergr aboti snaradi", hvor "snaradi" vistnok er enten Skrivfeil for " skrifadi" eller uheldigt Udtryk for "samlede"; fra denne Overskrift stammer Benævnelsen Bergsbók for hele Haandskriftet. Dette Haandskrift har vistnok senest i Begyndelsen af 16de Aarhundrede naaet til Norge, thi som jeg ved en anden Leilighed skal vise, blev det her benyttet i Christian d. 2dens Tid af den Mand, der til Brug for den danske Historiker Christiern Pederssøn gjorde Uddrag af de norske Kongesagaer. Efter Laurents's Død er Haandskriftet rimeligvis forblevet i Stavanger, thi Peder Claussøn, som gjennem sit hele Liv var nær knyttet til Stavanger, har baade i sit Skrift om Island fra 1580 og i flere langt senere Skrifter benyttet dette Haandskrift og har derfor vistnok erhvervet sig Haandskriftet i Stavanger. Nu er Bergsbók et af de Haandskrifter, der paa ikke mindre end fire Steder under Beskrivelsen af Svolder-Slaget citerer Steder hos "Snorri Sturluson", og da disse Citater ordret stemmer med Heimskringla, maatte den Oversætter, der samtidig benyttede Bergsbók og et Heimskringla-haandskift, snart blive overbevist om, at det Værk af Snorre, som Bergsbók citerede, laa for ham i "Kongebogen". At Peder Clausson har uafhængigt af sin Forgjænger efterhaanden naaet til samme Theori, kan vi omtrent paavise. I 1580, da han skrev om Island, kjendte han rimeligvis kun Bergsbók; denne har han troet var oprindelig forfattet af Biskop Isleif, som han derfor gjorde til Islands ældste historiske Forfatter; af Bergsbogens Fortale til Olav den helliges Saga og af Citaterne i Olav Trygvesøns Saga lærte han baade Are og Snorre at kjende (se Samlede Skrifter af Peder Claussøn Friis S. 190 f.); Tidsordenen mellem dem kunde han slutte sig til fra de islandske Annaler. Senere, da Peder Claussøn fik fat paa et Haandskrift af Heimskringla, har han opdaget, at Citaterne i Bergsbók stemmede og har derefter med Tryghed omtalt Kongssagerne som Snorres Arbeide.

Resultatet af den foregaaende Undersøgelse er altsaa, at intet kjendt Haandskrift af Kongesagaerne har angivet Snorre som Forfatter og at naar Laurents Hanssøn og Peder Claussøn nævne ham som saadan, har denne Paastand kun Betydningen af en - forøvrigt rigtig - Slutning fra Citater i Bergsbók.


Kristiania 1. Juni 1882.

GUSTAV STORM.




Noter:

1) Om disse Haandskrifter se mine Oplysninger i Snorre Sturlassøns Historieskrivning S. 206-11 og Sigurd Ranessøns Proces S. 43 ff.
2) Se Uddragene i Nicolaysens Norske Magasin I, Fortalen p. XVIII.
3) Ueber die Ausdrücke altnordische, altnorwegische u. altisländische Sprache. München 1867.
4) Denne findes i den Arnamagnæanske Samling som No. 93 fol., en Afskrift deraf er taget for det norske Kildeskriftfond (i Rigsarkivet); Prøver af Oversættelsen findes trykt i Norske Magasin, Fortalen S. XIV-XXVII.
5) "Thertill kenns ieg meg meget haffue glemt Dansk maall, siden thet første Ett. k. Ma. her faderfader kon. Frederich, huess siell gud haffuer. gaff meg vnyttigisten madh vdi sin førstelige Gaard", se Norske Magasin I, XVII.
6) Danske Magasin 4de Bind S. 67.
7) Fredrik d. 1stes Registranter S. 194 og 754.
8) N. Kigsregistranter I 50.
9) Den opføres i Skattemandtal fra 1563 blandt det konfiskerede Stiftsgods.
10) Dipl. Norv. VI, 782 og N. Rigsreg. I, 208.
11) Dette oplyses i Stavangers Kapitelbog og i Herredagsprotokollerne fra 1599 i Anledning af Processen om hans Efterladenskaber.
12) se N. Magasin I: Fortalen, p. XXVII.
13) se Rørdam, Claus Christoffersen Lyskanders Levned.
14) Denne Mening har jeg endnu fastholdt i Fortalen til Saml. Skr. af Peder Claussøn Friis p. LVI.
15) undtagen "Agdeside", thi Stykket om Are frode er udeladt af Worm. Naar nu Worm i Udgaven af Norges Beskrivelse (1632) henviser om Are til Fortalen paa Snore Sturlesøns Norske Chrønicke, maa han have ment Laurents's Oversættelse, thi i Peder Claussøns er Stykket om Åre netop udeladt.
16) se Saml. Skr. af Peder Claussøn Friis, S. 109 f. (OBS! Denne fotnoten er ikke å finne i teksten - Heimskringla.no M.Þ.M.)