Thorfinn Karlsefnes saga CCR/FM

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kort tegnet af
Alain Manesson Mallet (1719)

Islændingesagaer

Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker

Thorfinn Karlsefnes saga

Paa dansk ved C. C. Rafn og Finnur Magnusson

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Indledning

Denne hidindtil aldeles ikke udgivne, men dog i mange Henseender höist mærkværdige Saga, indeholder vel, ligesom de nu indförte Fragmenter af Erik Rödes Saga, det Stykke om ham, som

Her begynder Sagaen om Thorfinn Karlsefne og Snorre Thorbrandsön.

1. Olaf hed en Krigskonge, han blev kaldt Olaf den Hvide; han var en Sön af Kong Ingjald, Helges Sön, Olafs Sön, Gudreds Sön, Oplændingernes Konge Halfdan Hvidbeens Sön. Olaf hærjede paa Vesterlandene, og indtog Dublin og Dublins Shire paa Irland, hvorover han blev Konge. Han ægtede Aude den Dybsindige, en Datter af Ketil Fladnæse, der igjen var en Sön af Björn Buna, en berömt Mand i Norge. Deres Sön hed Thorstein Röd. Olaf faldt i et Slag paa Irland. Aude og Thorstein droge da til Syderöerne. Der ægtede Thorstein Thoride, en Datter af Eyvind Östmand, og Söster til Helge den Magre; de havde mange Börn. Thorstein blev Krigskonge; han indgik Forbund med Sigurd Jarl den Mægtige, Eystein Glumras Sön. De indtoge Katenæs og Suderland, Ros og Mæræve og mere end Halvdelen af Skotland; derover blev Thorstein Konge, og var det, indtil Skotterne svege ham, og han faldt der i et Slag. Aude var paa Katenæs, da hun spurgte Thorsteins Fald. Hun lod da hemmelig bygge en Knörr (Handelsfartöi) i Skoven, og da den var færdig, seilede hun ud til Örkenöerne. Der bortgiftede hun Thorstein Röds Datter Gro; hun var Moder til Grelade, som var gift med Jarlen Thorfin Hjerneskalsklöver. Derefter drog Aude bort fra Öerne, for at opsöge Island; hun havde tyve frie Mænd paa Skibet med sig. Aude kom til Island, og var den förste Vinter i Björnshavn hos sin Broder Björn. Siden tog Aude alle Dalelandene i Besiddelse imellem Dögurderaa og Skrömulöbsaa; hun boede paa Hvam; hun plejede at holde Bön paa Kroshole (Korshöiene); der lod hun opreise Kors, thi hun var döbt og vel troende. Med hende kom der mange anseelige Mænd her til Landet, som vare tagne til Fange i Vesterviking, og derfor kaldtes Trælle. Een af dem hed Vifil; han var en Mand af fornem Herkomst, og var tagen til Fange i de Vestlige Lande, hvorfor han blev kaldt Træl, indtil Aude frigav ham. Og da Aude gav sine Skibsfolk Bosteder, da spurgte Vifil, hvorfor Aude ikke gav ham noget Bosted, ligesom de andre Mænd. Aude sagde at han ikke skulde tage sig det nær, og tilföiede at han vilde blive holdt for en ypperlig Mand, hvor han saa var. Hun gav ham Vifilsdal, og der boede han. Han havde en Kone, som hed . . . .; deres Sönner vare Thorbjörn og Thorgeir. De vare haabefulde Mænd, og voxte op hos deres Fader.

Erik den Röde fandt Grönland .

2. Der var en Mand ved Navn Thorvald; han var en Sön af Asvald, der igjen var en Sön af Ulf Öxne-Thorers Sön. Hans Sön hed Erik. Med denne sin Sön drog Thorvald fra Jæderen til Island for Drabs Skyld, og de toge Land paa Hornstrande, og boede paa Drange. Der döde Thorvald, men Erik ægtede da Thorhilde, en Datter af Jörund Atlesön og Thorbjörg Knarrarbringa, som da var gift med Thorbjörn den Hökdalske, og boede paa Eriksstad, efterat han var kommen nordenfra, denne Gaard ligger nær ved Vatshorn. Da fældte Eriks Trælle et Fjeldskred paa Valthjofs Gaard Valthjofsstad. Dennes Frænde Eyolf Sör dræbte Trællene ved Skeidsbrekka ovenfor Vatshorn. Derfor dræbte Erik Eyolf Sör; han dræbte ogsaa Holmgange-Rafn paa Leikskaale. Eyolfs Frænder Geirstein og Odd paa Jörve vilde forfölge hans Drab ved Sögsmaal; da blev Erik forviist fra Hökedalen; han tog da Brokö og Öxnö i besiddelse, og boede den förste Vinter paa Trade paa Suderö. Da laante han Thorgest sine Bænkestokke. Siden drog Erik til Öxnö, og boede paa Eriksstad. Han krævede da Stokkene, men fik dem ikke; han drog da til Bredebolstad, og borttog Stokkene, men Thorgest drog efter ham. De sloges nær Gjerdet ved Drange; der faldt to af Thorgests Sönner og nogle andre Mænd. Efter den Tid havde begge en betydelig Deel Folk hjemme hos sig. Styr og Eyolf fra Svinö, Thorbjörn Vifilsön og Thorbrands Sönner i Alptefjord stode Erik bi, men Thord Gellers Sönner og Thorgeir fra Hitardal, Aslak fra Langedal og hans Sön Illuge ydede Thorgest Bistand. Erik og hans Folk dömtes fredlöse paa Thorsnæsthing. Han gjorde da sit Skib i Stand i Eriksvaag; men Eyolf skjulte ham i Dimunsvaag, medens Thorgest med sine Folk sögte efter ham omkring paa Öerne. Han sagde dem, at han agtede at opsöge det Land, som Gunnbjörn, Ulf Krages Sön, saae, da han drev vesterpaa i Havet, og fandt Gunnbjörns Skjær. Han sagde at han vilde komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Thorbjörn, Eyolf og Styr fulgte Erik ud forbi Öerne; de skiltes her med det bedste Venskab, og Erik sagde at han skulde være dem til den samme Bistand, om han blev i Stand dertil, hvis de engang kunde behöve hans Hjelp. Erik seilede fra Sneefjelds Jökel ud paa Havet; han kom fra Havet til den jökel, der hedder Blaasærk; derfra drog han sönderpaa, for at undersöge, om Landet der var beboeligt. Han var den förste Vinter paa Eriksö næsten midt paa den vestre Bygd. Om Vaaren efter drog han til Eriksfjord, og tog sig der Bopæl. Han drog den Sommer i den vestre Ubygd, og var der længe; han gav der mange Steder Navne. Han var den anden Vinter paa Eriksholmene foran Hvarfsgnup, og den tredie Sommer drog han lige nordop til Sneefjeld, og ind i Rafnsfjord. Da sagde han at han var kommen udfor (forbi) Bunden af Eriksfjord. Han vendte da tilbage, og var den tredie Vinter paa Eriksö udenfor Mundingen af Eriksfjord. Men om Sommeren efter drog han til Island, og kom i Bredefjord. Han var den Vinter hos Ingolf paa Holmlater. Om Vaaren slogs Erik med Thorgest, men blev den tabende. Derefter bleve de forligte. Denne Sommer drog Erik over at bebygge det Land, han havde fundet, og han kaldte det Grönland; han sagde nemlig, at det meget vilde tilskynde Folk til at drage did, at Landet havde et godt Navn.

Om Thorbjörn.

3. Thorgeir Vifilsön blev gift, og ægtede Arnora, en datter af Einar Sigmundsön fra Lögarbrekka, hvis Fader Sigmund var en Sön af Ketil Thistel, som havde taget Thistelfjord i Besiddelse. En anden Datter havde Einar, ved Navn Halveig; hende ægtede Thorbjörn, og fik med hende Lögerbrekkaland paa Hellersvalle. Derhen flyttede Thorbjörn, og blev en meget anseelig Mand; han var en god Bonde, og förte megen Pragt. Gudrid hed Thorbjörns Datter; hun var den skjönneste af Kvinder, og meget rask i hele sin Færd. Paa Arnestape boede en Mand, ved Navn Orm, hvis Kone hed Halldis; Orm var en brav Bonde og en god Ven af Thorbjörn, og Gudrid var længe i Opfostring hos ham. Der var fremdeles en Mand ved Navn Thorgeir; han boede paa Thorgeirsfell; han var rig paa Penge, og havde været Frigiven. Han havde en Sön, som hed Einar, og var en smuk Mand og særdeles vel dannet, han var ogsaa en meget stadselig Mand. Einar foretog Handelsreiser imellem Landene, og disse lykkedes ham vel; han var bestandig den ene Vinter paa Island, og den anden i Norge.

Nu fortælles det, at Einar en Höst, da han var paa Island, drog med sine Varer ud efter Sneefjelds Strand, for at sælge Varerne. Han kom til Arnestape. Orm böd ham at blive der, og Einar tog imod Indbydelsen, thi der var Venskab imellem dem. Varerne bleve baarne ind i et Udhuus. Einar löste op for dem, og viste dem til Orm og Huusfolkene, og böd ham at tage deraf, hvad han vilde. Orm tog derimod, og sagde at Einar var en god Kjöbmand og meget lykkelig i sine Foretagender. Men i det de stode med Varerne, gik en Kvinde forbi Dören til Udhuset. Einar spurgte Orm: »Hvo var den smukke Kvinde, som gik der forbi Dören? jeg har ikke seet hende her för.« Orm svarede: »Det er min Fosterdatter Gudrid, en Datter af Thorbjörn paa Lögarbrekka.« Einar sagde: »Hun maa være et godt Parti, har nogen forsögt at beile til hende?« »Vist har der været beilet til hende,« svarede Orm, »men hun er ikke let at erholde, og man kan mærke, at hun maa være vaersom i at vælge sig en Mand, og ligesaa hendes Fader.« »Alligevel bliver hun dog den Kvinde,« sagde Einar, »som jeg agter at beile til, og jeg önsker, at du vil andrage denne Sag hos hendes Fader Thorbjörn, og gjöre dig al Umage for at dette kan faae Fremgang; jeg Skal gjengjelde dig det med mit fuldkomne Venskab, hvis jeg faaer hende tilægte. Thorbjörn Bonde maa indsee, at Svogerskabet vil være os begge til Gavn, thi han förer megen Pragt, og har en god Gaard; dog har man sagt mig at det er snart forbi med hans Penge; men jeg og min Fader fattes hverken Jordegods eller Lösöre, og hvis den Sag gaaer frem, vil det blive Thorbjörn til den störste Bistand.« Orm svarede: »Tilvisse troer jeg, at du er venskabelig sindet imod mig, men dog er jeg for min Deel ikke for, at vi Skulle andrage derpaa, thi Thorbjörn er af et heftigt Sind og tillige meget stolt.« Einar sagde at han ikke önskede andet, end at der blev andraget paa Frieriet. Orm sagde at han skulde raade. Einar drog da tilbage söndenpaa, indtil han kom hjem.

Noget derefter havde Thorbjörn et Höstgilde, som han bestandig pleiede, thi han vilde gerne vise sig som en stor Mand. Der kom Orm fra Arnestape, og mange andre af Thorbjörns Venner. Orm kom Thorbjörn i Tale, og sagde at Einar fra Thorgeirsfell havde været der for kort Tid siden, og at han nu var bleven en meget haabefuld Mand; Orm androg nu om Frieriet paa Einars Vegne, og sagde at det for visse Aarsagers Skyld kunde være godt at det skete: »thi det vil blive dig, Bonde! til megen Bistand i Henseende til Pengemidler.« Thorbjörn svarede: »Ikke ventede jeg mig saadanne Ord af dig, at jeg skulde gifte min Datter til en Trællesön; og nu kunne I mærke, at mine Penge formindskes, eftersom I give mig saadanne Raad, og ikke skal hun være hos dig længer, eftersom du syntes, at et saa ringe Parti var passende for hende.« Siden drog Orm hjem, og ligesaa gjorde de övrige Gjæster, enhver til sit Hjem. Gudrid blev tilbage hos sin Fader, og var hjemme den Vinter. Men om Vaaren indböd Thorbjörn sine Venner til sig; der kom mange Mennesker og det var et meget kosteligt Gilde. Og under Gildet krævede Thorbjörn Taushed, og tog saaledes til Orde: »Her har jeg boet i lang Tid, og jeg har prövet Folks Godvillighed og Kjærlighed imod mig, og jeg holder for, at vi have staaet os godt med hinanden; men nu begynder min Forfatning at blive betænkelig med Hensyn til Pengemidler, istedenfor at jeg hidtil er bleven anseet for at besidde anseelig Formue. Nu vil jeg hellere flytte min Bo, end miste min Anseelse, og jeg har derfor i Sinde, för jeg skulde beskæmme min Slægt, at drage bort fra Landet, og forsöge det Löfte, som min Ven Erik den Röde gav mig, da vi skiltes i Bredefjord; jeg agter nu at drage til Grönland i Sommer, om det gaaer som jeg önsker.« Denne Forandring i Thorbjörns Forfatning gjorde stort Indtryk paa Folk, thi Thorbjörn var meget afholdt, og de holdt sig for overbeviste om, at, da Thorbjörn var gaaet saa vidt, at gjöre dette bekjendt for Folk, saa vilde det ikke kunne nytte at fraraade ham. Thorbjörn gav Folk Gaver, og Gildet blev sluttet; derpaa drog enhver hjem til sit. Thorbjörn sælger sine Jorder, og köber sig et Skib, som stod optrukket i Mundingen af Rönhavn. Til Reisen med ham forenede sig 30 Mænd, deriblandt Orm fra Arnestape, og hans Kone, og flere af Thorbjörns Venner, som ikke vilde skilles fra ham. De seilede derefter af, og da de vare komne ud paa Havet, tog Bören af; de fore vild paa Havet, og havde mange Vanskeligheder at kæmpe med om Sommeren. Dernæst kom der Sygdom iblandt deres Folk, og Orm döde tillige med hans Kone Halldis, og Halvdelen af deres Mandskab. Söen begyndte at opröres, og Folk udstod det störste Besvær og Elendighed paa mange Maader, men naaede dog til Herjulfsnæs paa Grönland ved selve Vinterens Begyndelse. Den Mand, som boede paa Herjulfsnæs, hed Thorkel; han var en særdeles brav Mand; han tog imod Thorbjörn og alle hans Skibsfolk om Vinteren, og ydede dem med störste Beredvillighed Bistand. I den Tid var der stor Misvæxt paa Grönland; de Folk, som havde faret paa Fiskeri, havde kun faaet liden Fangst, og nogle vare ikke komne tilbage.

I Bygden var der en Kone, som hed Thorbjörg; hun var Spaakvinde, og blev kaldt den lille Vala; hun havde haft ni Söstre, og de vare alle Spaakvinder, men hun ene var da i Live. Det var Thorbjörgs Skik om Vinteren, at hun drog omkring til Gilder, og især de böde hende hjem, som önskede forud at vide deres Skjæbne, eller hvorledes Aaret vilde blive. Og eftersom Thorkel var der den fornemste Bonde, saa syntes det at være hans Sag at vide, naar det Uaar, som var indtruffet, vilde lettes. Thorkel indböd Spaakvinden, og hun blev der vel modtagen, som Skik og Brug förte det med sig, naar man skulde tage imod dette Slags Kvinder. Der blev beredt et Höisæde for hende, og lagt et Hynde for hende til at sidde paa; deri skulde være Hönsefjeder. Men da hun kom om Aftenen, ledsaget af den Mand, som var sendt imod hende, da var hun saaledes klædt, at hun havde over sig en blaa med Remmer sammenbunden Overkjortel, som var besat med Stene lige ned til Skjödet; hun havde Glasperler om Halsen, og paa Hovedet en sort Lammeskindshætte, som var foret med hvidt Katteskind; og hun havde en Stav i Haanden, hvorpaa der var en Knap, den var prydet med Messing, og oventil omkring Knappen besat med Stene; hun havde om sig et Knödske-Bælte, og derfra hang en stor Skindpung, hvori hun forvarede sine Hexeredskaber, som hun behövede til at udföre sin Spaadom; hun havde paa Födderne laadne Kalveskinds Sko, og deri lange Tvinger, og paa Enderne af disse store Tinknappe; hun havde paa sine Hænder Katteskinds Handsker, som vare indvendige hvide og laadne. Men da hun kom ind, holdt alle det for deres Skyldighed at hilse hende med hæderlige Ord; hun optog enhvers Hilsen, eftersom han stod hende an. Huusbonden Thorkel tog hende i Haanden, og förte hende til det Sæde, som var beredt for hende. Thorkel bad hende da at lade sine Öine gaae over hans Tyende og Hjord og ligesaa over Boligen. Hun var faatalende om alt. Bordene bleve fremsatte om Aftenen, og det bör her fortælles, hvad der blev anrettet for Spaakvinden; for hende blev der lavet Gröd paa Gedemelk og dertil afrettet Hjerterne af alle Slags Dyr, som vare der at faae. Hun havde en Messingskee og en Kniv af Kobber, som var fastgjort i et af to Ringe omgivet Skaft af Hvalrostand og hvis Spids var afbrudt. Men da Bordene vare borttagne, da gik Huusbonden Thorkel for Thorbjörg, og spurgte, hvorledes det behagede hende at skue deromkring sig, og hvorledes Værelserne og Folkenes Væsen der stode hende an, og hvor snart hun kunde faae Kundskab om det, som han havde spurgt hende om, og som alle mest önskede at vide. Hun tilkjendegav at hun intet kunde sige förend om Morgenen efter, naar hun forud havde sovet der om Natten. Men den fölgende Dag, da det allerede lakkede ad Aften, blev der gjort saadan Tilberedelse for hende, som hun behövede at have til at fuldföre Seiden. Hun bad ogsaa, at de skulde skaffe hende saadanne Kvinder, som kunde det Tryllekvad, der behövedes til Seiden, og benævntes Vardlokkur (eller Skytsaanders Paakaldelser), men saadanne Kvinder fandtes ikke; der blev da sögt paa Gaarden, om nogen kunde det; da sagde Gudrid: »Hverken er jeg tryllekyndig eller nogen Spaakvinde, men dog lærte min Fostermoder Halldis mig paa Island et Kvad, som hun kaldte Vardlokkur« »Da er du lykkelig med din Kyndighed,« sagde Thorkel. Hun svarede: »Dette er af den Art, at jeg ikke agter at yde nogen Hjælp derved, fordi jeg er en christen Kvinde.« Thorbjörg sagde: »Det kunde vel tænkes, at du gjorde Folk her en Tjeneste dermed, og blev dog derfor ikke en ringere Kvinde end tilforn; men af Thorkel vil jeg forlange at faae de Ting dertil som man behöver at have.« Thorkel trænger nu ind paa Gudrid, og hun sagde da, at hun vilde gjöre, som han önskede. Kvinderne sloge nu en Kreds omkring Trylle-Forhöiningen, men Thorbjörg sad oppe paa det; Gudrid kvad nu Kvadet saa smukt og vel, at ingen af de der tilstedeværende tyktes at have hört nogen Sang kvædet med behageligere Stemme. Spaakonen takkede hende for Kvadet, og sagde: »Nu ere mange af de Aander komne til os, og finde Behag i at höre, da Kvadet blev sunget saa vel, som tilforn vilde skille sig fra os, og ingen Bistand yde os; men mig ere nu mange af de Ting klare, som tilforn vare skjulte baade for mig og mange andre. Men jeg kan sige dig det, Thorkel! at dette Uaar vil ikke holde ved længer end i Vinter, og Aaret vil forbedre sig, saasnart Vaaren kommer. Den Sygdom, som har hersket her, vil ogsaa standse hurtigere, end man venter det; men dig, Gudrid! skal jeg strax lönne for den Bistand, som vi have haft af dig, thi din tilkommende Skjæbne er mig nu ganske klar; du vil gjöre det Giftermaal her i Grönland, som er anseeligst, skjönt du ikke vil komme til at nyde godt af det længe, thi dine Veie ligge ud til Island, og der vil du blive Stammoder til en stor og god Æt, og over din Afkom ville skinne klarere Straaler, end jeg har Kraft til nöie at bemærke saadanne, men hil dig nu, Dotter! og far du vel!« Siden gik Folk til Spaakvinden, og enhver spurgte nu om det, som han helst önskede at vide. Hun var god i sine Svar, det slog heller ikke meget feil, hvad hun sagde. Dernæst kom der nogle efter hende fra en anden Gaard; og hun drog da did. Der blev da sendt Bud efter Thorbjörn, thi han havde ikke villet være hjemme, medens saadan overtroisk Færd blev övet. Veirliget blev snart mildere, som Thorbjörg havde sagt. Thorbjörn gjorde sit Skib i Stand, og fortsatte Reisen, indtil han kom til Brattelid. Erik tog imod ham med Venlighed, og sagde at det var vel at han var kommen der. Thorbjörn var hos ham om Vinteren tillige med sin Familie, men Skibsfolkene skaffede de Herberge hos Bönderne. Om Vaaren efter gav Erik Thorbjörn Land paa Stokkenæs, og der blev opfört en anseelig Gaard, hvor han siden boede.

Om Leif den Heldige og Christendommens Indförelse paa Grönland.

4. Erik havde en Kone, som hed Thorhilde, og med hende to Sönner; den ene hed Thorstein, og den anden Leif; de vare begge haabefulde Mænd, og Thorstein var hjemme hos sin Fader, og der var ikke nogen Mand paa Grönland, der gav bedre Haab om sig at blive til noget end han. Leif havde seilet til Norge og været hos Kong Olaf Tryggvesön. Men da Leif seilede fra Grönland om Sommeren, bleve de forslaaede til Syderöerne. Det varede længe, inden de derfra fik Bör, og de maatte derfor opholde sig der længe om Sommeren. Leif blev forelsket i en Kvinde, som hed Thorgunna; hun var af en fornem Slægt, og Leif fandt, at hun maatte være tryllekyndig. Og da Leif beredte sig til at drage bort, bad Thorgunna om Lov til at drage med ham. Leif spurgte, om det var med hendes Frænders Villie. Hun sagde at hun ikke bröd sig derom. Leif sagde at han ikke kunde finde det raadeligt for sig, i et fremmedt Land at bortföre en Kvinde af en saa stor Herkomst, især da han kun havde faa Folk med sig. Thorgunna sagde: »Det er ikke vist, at du vil tykkes bedre om den Beslutning.« »Det vil jeg dog forsöge paa,« sagde Leif. »Da siger jeg dig,« sagde Thorgunna, »at jeg farer ikke ene thi jeg er frugtsommelig, og jeg udlægger dig for Fader til Barnet; jeg aner at det vil være et Drengebarn, naar det födes; men skjönt du ingen Agt vil give herpaa, saa vil jeg dog opföde Drengen og sende dig ham til Grönland, saasnart han kan drage med andre Mænd; men jeg aner, at denne Sön vil blive dig til ligesaa meget Gavn som vor Skilsmisse nu lover; men jeg agter mig engang, inden Enden tager, til Grönland.« Leif gav hende en Fingerring, en grönlandsk Vadmels Kaabe og et Elfenbeensbælte. Denne Dreng kom til Grönland, og hed Thorgils. Leif vedgik at være hans Fader, og tog imod ham, og nogle sige, at denne Thorgils er kommen til Island om Sommeren för Frodaa-Undere; men denne Thorgils var siden paa Grönland, og det syntes ikke heller der at hænge rigtig sammen med ham, inden Enden tog.

Leif seilede med sine Folk bort fra Syderöerne, og kom til Norge om Hösten. Leif begav sig til Kong Olaf Tryggvesöns Hof; Kongen holdt ham i megen Ære, og troede at see, at han maatte være en vel dannet Mand. Engang kom Kongen i Tale med Leif, og sagde: »Agter du dig ud til Grönland i Sommer?« »Det agter jeg,« sagde Leif, »hvis det er eders Villie.« Kongen svarede: »Jeg holder for, at det vilde være godt, og du skal drage did med mit Ærende og forkynde Folket Christendommen.« Leif sagde at han skulde raade, men tilföiede, at han troede, dette Ærende vilde være vanskeligt at udföre paa Grönland. Kongen sagde at han ikke kjendte nogen Mand, der var bedre skikket dertil end han: »og det vil vist lykkes for dig.« »Da vil det allene skee,« sagde Leif, »fordi jeg dertil nyder godt af eders Lykke.«

Leif begav sig nu paa Reisen, og drev længe om paa Söen, og traf paa Lande, som han forud ikke vidste noget af; der vare selvsaaede Hvedeagre og Viinranker opvoxne; der vare ogsaa de Træer, som kaldes Masur, og de toge af alt dette nogle Pröver; somme Træer vare saa store, at de bleve brugte til Bjælker i Huse. Leif traf paa nogle Folk paa et Skibsvrag, og förte dem hjem med sig; Leif viste deri, som i meget andet, den störste Höimodighed og Driftighed, at han indförte Christendommen i Landet, og blev bestandig siden kaldt Leif den Heldige. Leif landede i Eriksfjord, og drog Siden hjem til Brattelid; der toge alle vel imod ham. Han forkyndte snart Christendommen og den catholske Tro i Landet, og foredrog for Folket Kong Olaf Tryggvesöns Ordsending, og forklarede dem, hvor megen Herlighed og Glands der var ved denne Tro. Erik var langsom til at tage nogen Bestemmelse om at forlade sin Tro, men Thjodhilde lod sig snart bevæge, og hun lod bygge en Kirke ikke ganske nær ved Husene; dette Huus blev kaldt Thjodhilder-Kirke. Der holdt hun og de andre, som antoge Christendommen, deres Bönner. Thjodhilde vilde ikke, fra den Tid hun havde antaget Troen, have nogen Omgang med Erik; og dette var ham meget imod.

Der taltes nu meget om, at man skulde foretage en Opdagelsesreise til det Land, som Leif havde fundet. Den, som især skyndte hertil, var Thorstein Eriksön, en kyndig og afholdt Mand. Erik blev ogsaa anmodet om at drage med, da man havde störst Tiltro til hans Lykke og Klogskab; han var længe derimod, men da hans Venner bade ham indstændig derom, afslog han det ikke. Dernæst gjorde de det Skib i Stand, hvorpaa Thorbjörn var kommen derud, og tyve Mænd bleve bestemte til Reisen; de förte lidet Gods med sig, og ikke mere end deres Vaaben og Födevarer. Den Morgen, da Afreisen var bestemt, red Erik hjemmefra, han tog da et Skrin, hvori der var Guld og Sölv, dette skjulte han i Jorden, og begav sig siden paa Veien; og da ramte ham det Uheld, at han faldt af Hesten og bröd Ribbenene i Siden, og forslog Armen i Skulderledet. Dette Uheld bevægede ham til at bede sin Kone Thorhilde, at hun skulde tage Pengene bort, og han udlod sig med, at han nu havde undgjeldt for det, at han havde skjult Pengene. Siden seilede de ud af Eriksfjord med stor Glæde, og havde den bedste Forhaabning om deres Reise. De dreve længe om paa Havet, og kom ikke paa de Veie, som de vilde. De kom Island i Syne, ogsaa bemærkede de Fugle fra Irland; deres Skib drev saaledes hid og did i Havet; om Hösten droge de tilbage, og vare saare meget medtagne af Slud og Uveir og udmattede af Strabadser; de kom ved selve Vinterens Begyndelse til Eriksfjord; da sagde Erik: »Gladere seilede vi i Sommer ud af Fjorden, end vi nu ere, og der ere dog end mange gode Raad for os.« Thorstein svarede: »Det egner sig nu en Hövding at drage nogen Omsorg for alle de Mænd, som nu ere her uden noget vist Tilholdsted, og at skaffe dem Herberge i Vinter.« Erik svarede: »Det er bestandig sandt, som det hedder, at en Sag ikke er klar, för der er svaret; og saa maa det gaae her; vi skulle nu fölge dit Raad i dette.« Alle de, som ikke havde andre Herberger, fulgte nu med Erik og Thorstein; de droge hjem til Brattelid, og vare der om Vinteren.

Thorstein Erikson fik Thurid (Gudrid); Gjengangere.

5. Nu er at fortælle om, at Thorstein Erikson beilede til Gudrid, og det Andragende blev vel optaget baade af hende og hendes Fader; dette blev altsaa besluttet. Thorstein ægtede Gudrid, og deres Bryllup stod i Brattelid om Hösten; dette Gilde gik vel af, og der vare mange forsamlede til samme. Thorstein havde Bo i Vesterbygden paa den Gaard, som hed Lysefjord; men Halvdelen i Boet havde en Mand, ved Navn Thorstein, hans Kone hed Sigrid. Thorstein drog til Lysefjord om Hösten til sin Navne; og Gudrid fulgte ham did. Der blev taget vel imod dem, og de vare der om Vinteren. Det indtraf der, at Sygdom kom i deres Gaard strax i Begyndelsen af Vinteren. Gardar hed den Mand, som forestod Arbeidet der paa Gaarden; han var ikke afholdt; han blev först syg og döde; siden varede det ikke længe, inden den ene döde efter den anden. Derpaa angreb Sygdommen Thorstein Erikson og hans Navne Thorsteins Kone Sigrid. Og en Aften vilde Sigrid gaae til Lillehuset, som stod over for Huusdören; Gudrid fulgte hende, og de vendte imod Indgangen, da udstödte Sigrid et Skrig. Gudrid sagde: »Vi have baaret os uforsigtig ad, og skynd dig, at du ikke skal blive kold, og lad os strax gaae ind igjen, saa hurtig som vi kunne.« Sigrid svarede: »Ei er det saa let at gaae tilbage, saaledes som Sagerne nu staae, thi her er nu hele de Dödes Skare foran Dören, og din Mand Thorstein, og der kjender jeg mig selv, og er sligt skrækkeligt at see.« Og da det var forbi, sagde hun: »Lad os nu gaae, Gudrid! nu seer jeg ikke denne Skare længer.« Da var Thorstein forsvunden for hendes Öine; forud forekom han hende at have en Svöbe i Haanden og at ville slaae Skaren. De gik derpaa ind, og för Morgenen kom, var hun död; og der blev gjort en Kiste til Liget. Og denne samme Dag agtede Folkene at roe ud at fiske, og Thorstein förte dem ned til Bryggen; og da det var begyndt at mörknes, drog han ned at see deres Fangst. Da sendte Thorstein Erikson sin Navne Bud, at han skulde komme til ham, og sagde saa, at der ikke var roligt, og at Huusmoderen vilde reise sig op paa Födderne, og vilde under Klæderne hos ham; og da han kom ind, var hun kommen op paa Sengestokken; da tog han hende fat med Hænderne, og holdt en Bulöxe for Brystet af hende. Thorstein Erikson döde næsten ved Solens Nedgang. Huusbonden Thorstein bad Gudrid at lægge sig ned at sove, men han sagde at han vilde vaage om Natten ved Liget; hun gjorde saa. Og da en kort Tid af Natten var forlöben, satte Thorstein Eriksön sig op, og talte; han sagde at han önskede at Gudrid blev kaldt did, og sagde at han vilde tale med hende: »Gud vil, at denne Stund gives mig til Raadighed og til Forbedring i min Forfatning.« Huusbonden Thorstein gik da til Gudrid, og vakte hende, bad hende signe sig og bede Gud om at hjælpe hende, og sagde hende, hvad Thorstein Eriksön havde talt til ham: »og han vil tale med dig, hvorfor du kommer til at overveie, hvad Beslutning du vil tage; thi jeg kan her hverken tilskynde eller fraraade dig.« Hun svarede: »Det kan være, at dette sigter til nogle saadanne Ting, som siden ville blive holdte i Minde, denne vidunderlige Hændelse; men jeg haaber at Gud vil holde mig i sin Varetægt; jeg vil derfor vove med Guds Miskundhed at gaae til ham, og faae at vide, hvad han vil tale, thi jeg vil ikke kunne undflye, hvis det er mig bestemt til Meen; mindre önsker jeg at han skal gaae videre; men jeg aner, at det maa være magtpaaliggende.« Nu gik Gudrid, og kom til Thorstein; det syntes hende som han fældte Taarer; han hvidskede nogle Ord til hende, saa at hun ene kunde höre dem, men det sagde han, saa at alle hörte det, at de vilde blive salige, som holdt Troen, og at al Hjælp og Miskundhed var forbunden med den; og sagde at dog mange kun slet overholdt dens Bud: »thi det er ingen Skik, som det er gaaet her i Grönland, siden Christendommen her er indfört, at begrave Folk i uviet Jord, og kun synge lidet over dem; jeg önsker at jeg og de övrige, som ere döde her, blive förte til Kirken, men jeg vil at Gardar skal brændes, saa snart som mueligt, paa et Baal, thi han forvolder alle de Gjenfærd, som her have været i Vinter.« Han forudsagde hende ogsaa hendes egen Skjæbne, og sagde at den vilde blive mærkelig, men bad hende vogte sig for at gifte sig med nogen grönlandsk Mand; han bad hende, at hun skulde give deres Formue deels til Kirken deels til de Fattige; og dernæst faldt han tilbage anden Gang. Det havde været Skik i Grönland, efterat Christendommen var der indfört, at Folk bleve begravede paa Gaardene, hvor de vare döde, i uviet Jord, og der skulde sættes en Stavre op fra Brystet paa den Döde, og siden, naar Præster kom dertil, da skulde Stavren rykkes op, og der skulde hældes Vievand i Hullet, og synges derover, om det end var længe efter. Thorsteins og de andres Lig bleve förte til Kirken i Eriksfjord, og der blev sunget over dem af Præsterne. Erik tog Gudrid til sig, og var hende i Faders Sted. Kort efter döde Thorbjörn, hele Formuen tilfaldt da Gudrid. Erik tog hende til sig, og sörgede vel for hendes Anliggender.

Om Thord paa Höfde.

6. Thord hed en Mand, som boede paa Höfde i Höfdestrand; han var gift med Fridgerde, som var en Datter af Thorer Hyma eller den Dösige og Irernes Konge Kjarvals Datter Fridgerde. Thord var en Sön af Björn Byrdesmör, en Sön af Thorvald Ryg, en Sön af Asleik, en Sön af Björn Jernside, en Sön af Ragnar Lodbrok. De havde en Sön, som hed Snorre; han var gift med Thorhilde Rype, en Datter af Thord Geller; deres Sön var Thord Hesthöfde. Thorfin Karlsefne hed Thords Sön; Thorfins Moder hed Thorun. Thorfin drog paa Handelsreiser, og blev anseet for en duelig Sö- og Handelsmand. En Sommer gjorde Karlsefne sit Skib i Stand, og agtede sig til Grönland. Snorre Thorbrandsön fra Alptefjord drog med ham, og de vare 40 Mand paa Skibet. Der var en Mand, ved Navn Bjarne Grimolfsön fra Bredefjord, en anden som hed Thorhal Gamlesön, en östfjordisk Mand; de beredte den samme Sommer deres Skib, og agtede sig til Grönland; de vare ogsaa 40 Mand paa Skibet. Karlsefne og de andre seilede nu af med disse to Skibe, saasnart de vare færdige. Der fortælles intet om, hvor lang Tid de vare i Söen, men det er at berette, at begge disse Skibe kom til Eriksfjord om Hösten. Erik og flere af Beboerne rede til Skibet, og de begyndte nu at slutte Handel med dem, og kom let overeens derom. Skibsförerne tilböde Erik at tage saa meget af Varerne, som han vilde; men Erik viste dem igjen paa sin Side Gjæstfrihed, og böd Besætningerne af disse to Skibe hjem til sig om Vinteren til Brattelid. Dette toge Kjöbmændene imod, og takkede ham. Dernæst bleve deres Varer förte hjem til Brattelid; der fattedes ikke store Udhuse til at gjemme Varerne i, heller ikke meget af det, som behövedes, hvorfor de vare vel tilfredse om Vinteren. Men imod Julen begyndte Erik at blive taus, og var ikke saa glad, som han pleiede. Engang henvendte Karlsefne sig nu til Erik og spurgte: »Har du nogen Bekymring, Erik? man synes at mærke, at du ikke er saa glad, som du pleier; du har beværtet os med den störste Gavmildhed, og vi ere skyldige at gjengjelde dig det med saadanne Tjenester, som vi ere i Stand til at yde; siig mig nu, hvad der bedröver dig!« Erik svarede: »I tage vel og venligen til Takke her, derfor er jeg ikke bekymret for, at I, hvad vort Mellemværende betræffer, skulle komme til at savne Bistand; men derimod frygter jeg for, naar I komme andensteds, at det vil siges, at I ikke have tilbragt nogen værre Juul end denne, som nu kommer, da Erik den Röde beværtede eder i Brattelid paa Grönland.« »Det vil ikke gaae saa, Bonde!« sagde Karlsefne; »vi have paa vort Skib baade Malt og Korn, tag deraf saa meget som I vil, og bered et Gilde saa prægtigt som I synes derom!« Dette Tilbud tog Erik imod, og der blev da beredt til Julegilde, og dette Gilde var saa anseeligt, at Folk tyktes neppe at have seet saadan Pragt i et fattigt Land. Og efter Julen androg Karlsefne hos Erik, at han önskede sig Gudrid tilægte, thi det forekom ham, som han maatte have Raadighed herover. Erik svarede vel hertil, og sagde at hun kom til at fölge sin Skjæbne, og at han kun havde hört godt om ham, og det endtes da med, at Thorfin fæstede Thurid, og Gildet blev da foröget; og deres Bryllup holdt, og dette skete i Brattelid om Vinteren.

Viinlandsreisen begynder.

7. I Brattelid begyndte Folk meget at tale om, at man skulde opsöge Viinland det Gode, og det sagdes, at en Reise derhen vilde være særdeles fordeelagtig med Hensyn til Landets Frugtbarhed; og det kom da saa vidt, at Karlsefne og Snorre beredte deres Skib, for om Vaaren at opsöge Landet. Med dem droge ogsaa de ovenfor nævnte Mænd Bjarne og Thorhal med deres Skib. En Mand ved Navn Thorvard , som var gift med Freydis, en Slegfreddatter af Erik den Röde, drog ogsaa med dem, og Eriks Sön Thorvald, og Thorhal med Tilnavn Jæger, som længe havde været hos Erik, og tjent ham som Jæger om Sommeren og som Huusfoged om Vinteren; han var stor og stærk, sortladen og lig en Jætte, taus, og gav ondt fra sig, i hvad han talte, og tilskyndte bestandig Erik til det Værste; han var en slet Christen; han var vidt omkring bekjendt i Ubygderne; han var paa Skibet hos Thorvard og Thorvald. De havde det Skib, som Thorbjörn havde fört derud. De havde i alt 160 Mand, da de seilede til Vesterbygden, og derfra til Bjarnö. Derfra seilede de to Dage i Sönder; da saae de et Land, og udsköde Baaden, og undersögte Landet; de fandt der store Heller eller flade Stene, hvoraf mange vare tolv Alen brede; der var en stor Mængde Ræve. De gave Landet Navn, og kaldte det Helleland. Derfra seilede de to Dage, og dreiede af fra Sönden mod Sydöst, og fandt et Land, bevoxet med Skov, og mange Dyr paa det; en Ö laae der udenfor Landet i Sydöst; paa den dræbte de en Björn, og kaldte den siden Bjarnö, men Landet Markland. Derfra seilede de længe sönderpaa langs med Landet, og kom til et Næs; Landet laae paa Skibets höire Side; der vare lange og sandige Strande eller Kyststrækninger. De roede i Land, og fandt der paa Næsset Kjölen af et Skib, og kaldte det Kjalarnes; og Strandene kaldte de Furdustrande, thi det var en lang Seilads ved dem. Da blev Landet gjennemskaaret af Vige; de holdt med Skibene ind i en Vig. Kong Olaf Tryggvesön havde givet Leif to skotske Folk, en Mand, som hed Hake, og en Kvinde Hekja, de vare hurtigere end Dyr; disse Folk vare paa Skibet hos Karlsefne; men da de havde seilet forbi Furdustrande, satte de de skotske Folk i Land, og hade dem löbe sönderpaa i Landet, at undersöge dets Beskaffenhed, og komme tilbage inden tre Dages Forlöb. De havde et Slags Klædning, som de kaldte Kjafal, der var saaledes gjort, at en Hat (eller Hætte) var foroven, og den var aaben paa Siderne, og uden Ærmer paa, sammenknappet mellem Benene med en Knap og en Stroppe, men paa de andre Steder vare de bare. De bleve der den bestemte Tid; men da de kom tilbage, havde den ene i Haanden en Viindrueklase, og den anden et nylig saaet Hvedeax, de gik ud paa Skibet, og dernæst seilede de videre. De seilede ind i en Fjord; der laae en Ö udenfor, om hvilken der vare stærke Strömme; derfor kaldte de den Strömö. Der vare saa mange Edderfugle paa Öen, at man neppe kunde gaae der for Æg. De kaldte det Sted Strömfjord. De bare der Ladningerne af deres Skibe, og beredte sig til at blive der. De havde alskens Kvæg med sig. Egnen der var meget skjön. De toge sig ikke andet for, end at undersöge Landet. De vare der om Vinteren, uden forud at have sörget for Födemidler. Om Sommeren begyndte Fiskefangsten at tage af, og det blev vanskeligt at skaffe Föden til veie; da forsvandt Thorhal Jæger. De havde forud gjort Löfter til Gud for Levnetsmidler, men de kom ikke saa snart, som de troede at behöve dem; de sögte efter Thorhal i tre Dage, og fandt ham paa en Klippepynt ; der laae han, og saae op i Veiret, og gabede baade med Næse og Mund, og mumlede noget; de spurgte, hvi han var kommen der, han sagde at det ikke kom dem ved; de bade ham gaae hjem med dem, og han gjorde saa. Kort efter kom der en Hval, og de droge did, og skare den op, og ingen kjendte, hvad Slags Hval det var; og da Kokkene kogte den, da spiste de, og alle fik ondt deraf; da sagde Thorhal: ”Hjelpsommere var nu den rödskjæggede end eders Christ; dette har jeg nu for mit Skjaldskab, at jeg kvad om Thor, min Beskytter; sjelden har han svigtet mig.” Men da de fik det at vide, kastede de hele Hvalen i Söen, og hensköde deres Sag til Gud; da blev Veirliget bedre, og det blev mueligt at roe ud paa Fiskefangst, og de fattedes da ikke Levnetsmidler; thi de kunde da jage Dyr paa Landet, samle Æg paa Öen, og fange Fisk paa Söen.

Om Karlsefne og Thorhal.

8. Det fortælles, at Thorhal vilde drage nordefter langs med Furdustrande, for at opsöge Viinland, men Karlsefne vilde drage sydefter langs med Kysten. Thorhal beredte sig ude under Öen, og de bleve ikke flere end ni tilsammen; men hele det övrige Mandskab drog med Karlsefne. Men da Thorhal bar Vand paa sit Skib og drak, da kvad han denne Vise:

Folk mig loved, naar hid jeg
Kom, da skulde den bedste
Drik jeg have; men Landet
Laste bör jeg for alle;
Her man nödes med Haanden,
Spanden at styre til Vandet,
Jeg mig til Kilden maa böie,
Viin kom ei paa min Læbe.

Og da de vare færdige, heisede de Seil; da kvad Thorhal:

Lad os drage tilbage
Hjem til vore Landsmænd,
Lade Skibet forsöge
Havets brede Veie;
Medens de ufortrödne
Mænd, som rose Landet,
Bygge og Hvaler syde
Her paa Furdustrande.

Siden seilede de nordefter forbi Furdustrande og Kjalarnæs, og vilde krydse imod Vesten; da fik de en stærk Vestenvind imod sig, og dreve da op paa Irland, og bleve der slaaede og gjorte til Trælle, og der lod Thorhal sit Liv, eftersom Kjöbmænd have fortalt.

9. Nu er at berette om Karlsefne, at han tilligemed Snorre og Bjarne og deres Folk drog sydefter langsmed Kysten af Landet De seilede længe, og lige til de kom til en Flod, som löb ned fra Landet, og igjennem en Indsö ud i Havet; der vare svære Grunde, hvorfor man ikke kunde komme ind i Floden uden ved Höivande. Karlsefne seilede med sine Folk ind i Mundingen, og de kaldte Stedet Hopet. De fandt der paa Landet selvsaaede Hvedeagre, der hvor Grunden var siid, men Viinranker der hvor den hævede sig noget. Hver Bæk der var fuld af Fiske. De gjorde Grave, der hvor Landjorden begyndte, og Floden gik höiest op, og naar Havet da veg tilbage, vare der Helleflyndre i Gravene. Der var en stor Mængde af alle Slags Dyr i Skoven. De vare der en halv Maaned, og fornöiede sig, og bleve intet vaer; deres Kvæg havde de med sig. Og en Morgen tidlig, da de saae sig om, saae de en stor Mængde Skindbaade, og at Stænger bleve svungne paa dem, og det löd ligesom Blæsten i et Halmknippe, og Svingningen skete med Solen. Da sagde Karlsefne: »Hvad mon dette have at betyde?« Snorre Thorbrandsön svarede ham: »Det kan være at dette er et Fredstegn, og lad os tage et hvidt Skjold, og holde imod dem;« og de gjorde saa. Derpaa roede hine imod dem, og undrede sig over dem som de traf der, og gik op paa Land. Disse Mennesker vare sorte og af et barskt Udseende, og havde stygt Haar paa Hovedet; de havde store Öine og brede Kinder. De bleve der en Tid, og undrede sig over dem, som de traf der, og roede siden bort og sydefter omkring Næsset.

10. Karlsefne og hans Folk havde gjort deres Vaaninger ovenfor Indsöen, og nogle af Skaalerne vare nær ved Söen, andre fjernere fra samme. De vare nu der den Vinter; der kom ingen Snee, og alt deres Kvæg nærede sig selv ved at græsse. Men da det vaaredes, saae de en Morgen tidlig, at en Mængde Skindbaade roede sydfra forbi Næsset, saa mange som om der var saaet med Kul foran Vigen; der blev da ogsaa Stænger svungne paa hvert Skib. Karlsefne og hans Folk hævede da Skjoldene i Veiret, og da de kom sammen, begyndte de at kjöbslaae, og dette Folk vilde helst have rödt Klæde; de havde at give derfor Skindvarer og ægte Graaskind. De vilde ogsaa kjöbe Sværde og Spyd, men det forböd Karlsefne og Snorre. Skrælingerne toge for et ganske graat Skind et Spand langt Stykke rödt Klæde, og bandt det om deres Hoved. Saa gik deres Handel en Tid; da begyndte Klædet at gaae op for Karlsefne og hans Folk, og de skare det da i smaae Stykker, som ikke vare bredere end en Fingers Bredde, og Skrælingerne gave dog ligesaa meget derfor som tilforn eller mere.

11. Det hændte sig at en Tyr, som Karlsefne havde, löb frem af Skoven, og brölede höit; dette forskrækkede Skrælingerne, og de löb ud paa Skindbaadene, og roede derpaa sydefter med Kysten; da mærkede man ikke til dem i tre hele Uger. Men da den Tid var forbi, saae de en stor Mængde skrælingske Skibe komme söndenfra, med en Fart som rivende Strömme; alle Stængerne bleve da svungne imod Solen, og de hylede alle meget höit. Da toge Karlsefnes Folk et rödt Skjold, og holdt imod dem. Skrælingerne löb af skibene, og derpaa gik de mod hinanden og sloges; der blev en haard Skudregn, thi Skrælingerne havde Valslynger. Karlsefnes Folk saae, at Skrælingerne hævede op paa en Stang en overmaade stor Kugle, næsten at ligne med en Faarevom, og blaaagtig af Farve; denne svang de af Stangen op paa Land over Karlsefnes Mandskab, og den gav et skrækkeligt Skrald, i det den faldt ned. Dette indjog Karlsefne og alle hans Folk en stor Frygt, saa at de fremfor alt önskede at flye, og de trak sig tilbage langs med Floden, thi det forekom dem, at Skrælingerne trængte frem imod dem fra alle Sider; og de standsede ikke, förend de kom til nogle Klipper, hvor de gjorde en haard Modstand. Freydis kom ud, og saae at Karlsefnes Folk trak sig tilbage, og hun raabte da: »Hvi löbe I, saa raske Mænd som I ere, for disse Stakler, som jeg troede I kunde fælde som Fæ; og hvis jeg havde Vaaben, troer jeg at jeg skulde slaas bedre end nogen af eder.« De gave ingen Agt paa hendes Ord. Freydis vilde fölge dem, men hun var langsommere, thi hun var frugtsommelig; dog gik hun efter dem i Skoven. Skrælingerne satte efter hende; hun fandt for sig en död Mand, det var Thorbrand Snorresön, og en flad Steen stod fast i Hovedet paa ham; Sværdet laae blottet ved hans Side; dette tog hun op, og beredte sig til Modværn. Da naaede Skrælingerne hende; hun trak da Brystet frem af Klæderne, og slog det ud paa det bare Sværd; derved bleve Skrælingerne bange, og undlöb til deres Skibe, og roede bort. Karlsefne og hans Folk kom da til, og roste hendes Mod. To Mænd faldt af Karlsefnes Folk, men en Mængde af Skrælingerne. Karlsefnes Trop blev overmandet, og de droge nu hjem efter dette til deres Vaaninger, og forbandt deres Saar; de tænkte nu over, hvad det havde været for en Mængde, som oppe fra Landet af havde trængt frem imod dem, og det forekom dem nu, at det kun havde været virkelige Folk, som kom fra Skibene, men at de andre Folk maatte have været Öienforblændelse. Skrælingerne fandt ogsaa en död Mand, ved hvem der laae en Öxe; een af dem tog Öxen op, og hug i Træ med den; og nu gjorde den ene efter den anden det samme, og tyktes at det var en kostelig Ting, og at den bed godt; siden tog een den, og hug i en Steen med den, saa at Öxen brödes, og da tyktes den dem af ingen Nytte, eftersom den ikke holdt imod Steen, og de kastede den bort.

12. Karlsefne og hans Folk troede nu at indsee, at, skjönt Landet havde mange Herligheder, vilde man dog der bestandig svæve i Frygt for Ufred af Landets tidligere Beboere. De beredte sig derfor til afrejse, og agtede sig til deres Fædreland; de seilede nordefter med Kysten, og traf 5 Skrælinger i Skindpelse, sovende nær ved Havet. De havde med sig Æsker, hvori der var Dyremarv, blandet med Blod; Karlsefnes Folk tyktes at forstaae, at disse Mennesker vel vare blevne forviiste fra Landet; de dræbte dem. Siden kom de til et Næs, hvorpaa der var en Mængde Dyr, og Næsset var overalt bedækket med Mög, efterdi Dyrene laae der om Nætterne. Nu kom de tilbage til Strömfjord, og der var Overflödighed af alt hvad de behövede at have. Det er somme Mænds Sagn, at Bjarne og Gudrid ere blevne der tilbage med 100 Mand, og have ikke faret længere; men Karlsefne og Snorre have med 40 Mand faret sydpaa, og have ikke været længere i Hopet end knap to Maaneder, ere samme Sommer komne tilbage. Karlsefne foer derpaa med eet Skib at söge efter Thorhal Jæger, men de ivrige bleve tilbage; og de seilede nord forbi Kjalarnæs, og förtes da frem mod Vesten, og Landet var paa deres venstre Side. Der vare da öde Skove overalt, saa langt de kunde see, og næsten ingen aabne Pladser deri. Og da de havde seilet længe, löb der en Flod ned fra Landet fra Öst mod Vest; de lagde ind i Flodmundingen og laae ved den söndre Bred.

Thorvald Eriksöns Drab.

13. Det hændte sig en Morgen at Karlsefne og hans Folk saae ovenfor en aaben Plads i Skoven en Plet, som glindsede imod dem, og de raabte derimod; det rörte sig, og det var en Eenfoding, som derpaa sköd sig ned til den Flodbred, ved hvilken de laae. Erik Rödes Sön Thorvald sad ved Roret, og Eenfodingen sköd en Pil ind i Tarmene paa ham. Thorvald trak Pilen ud, og sagde: »Fedt er det mig om Isteren; et frugtbart Land ere vi komne til, men dog ville vi neppe komme til at nyde godt af det.« Thorvald döde af dette Saar kort efter. Derpaa löb Eenfodingen bort igjen nordefter. Karlsefne og hans Folk forfulgte ham, og saae ham stundum, og det sidste de saae til ham, var at han löb ud i en Vig. Da vendte de tilbage, og en Mand kvad da denne Kvædling:

Folk satte efter
(meget sandt det var)
en Eenfoding
ned til Stranden;
men den underlige Mand
ilende löb
stærkt over Havet;
Hör du, Karlsefne!

De droge da bort igjen nordefter, og tyktes see Eenfodingeland; de vilde da ikke udsætte deres Folk længer. De ansaae den Fjeldstrækning, som var i Hop, og den som de nu traf, for een og den samme, og det slog lige til, at der var lige langtfra Strömfjord til begge Steder. Den tredie Vinter vare de i Strömfjord. De deelte sig da meget i Partier, hvortil Kvinderne vare Anledning, da de, som vare ugifte, vilde forurette de gifte, og deraf opstod stor Uro. Der födtes den förste Höst Karlsefnes Sön Snorre, og han var tre Aar, da de droge bort. Da de seilede fra Viinland, fik de Söndenvind, og kom da til Markland, og traf der 5 Skrælinger, den ene var skægget, de to Kvinder, og de to Börn; de toge Drengene, men de andre undkom, og Skrælingerne sank ned i Jorden. Disse to Drenge förte de med sig; de lærte dem Sproget, og de bleve döbte. De kaldte deres Moder Vethillde, og deres Fader Uvæge. De sagde at to Konger beherskede Skrælingerne, og den ene af dem hed Avalldania, men den anden Valldidida. De sagde at der ingen Huse vare, Folk laae der i Grotter eller i Huler. De sagde at der laae et Land paa den anden Side ligeoverfor deres Land, hvor der boede Folk, som vare iförte hvide Klæder, og bare Stænger foran sig, hvorved der vare fæstede Flige, og de raabte höit; og Folk troe, at det har været Hvitramannaland eller det store Irland.

14. Bjarne Grimolfsön blev med sit Skib forslaaet til Irlands Hav, og de kom i en Ormesö, og Skibet begyndte stærkt at synke under dem. De havde en Baad, som var smurt med Sæltjære, thi den angriber Söormen ikke; de gik i Baaden, og saae da, at den ikke kunde bære dem alle; da sagde Bjarne: »Eftersom Baaden ikke rummer meer end Halvdelen af vore Mænd, da er det mit Raad at der trækkes Lod om, hvo der skulle i Baaden, thi det skal ikke gaae efter Anseelse.« Dette fandt alle saa höimodig budet, at ingen vilde tale derimod; de gjorde da saa, og trak Lod, og det tilfaldt Bjarne at gaae i Baaden, og Halvdelen af Mandskabet med ham, thi Baaden rummede ikke flere. Men da de vare komne i Baaden, sagde en Islænder, som da var paa Skibet, og havde fulgt Bjarne fra Island: »Agter du, Bjarne, her at forlade mig?« »Saa kommer det nu til at være,« svarede Bjarne. Da sagde denne: »Andet lovede du min Fader, da jeg drog fra Island med dig, end saaledes at forlade mig, da du sagde, at vi begge skulde dele Skjæbne.« Bjarne svarede: »Ei skal det da gaae saaledes; gak du herned i Baaden, og jeg vil stige op i Skibet, thi jeg seer at du er saa begjerlig efter at leve.« Bjarne gik da op i Skibet, men denne Mand ned i Baaden, og de fortsatte derpaa Reisen, indtil de kom til Dublin i Irland, og fortalte der disse Begivenheder; men det er de flestes Tro, at Bjarne og hans Ledsagere ere omkomne i Ormesöen, thi der spurgtes ikke siden til dem.

Karlsefnes og hans Kone Thurids (Gudrids) Afkom.

15. Den anden Sommer efter drog Karlsefne til Island, og Gudrid med ham, og han drog hjem til Reynisnæs. Hans Moder tyktes at han havde gjort et ringe Parti, og derfor var Gudrid ikke hjemme den förste Vinter. Men da hun mærkede, at Gudrid var en udmærket Kvinde, tillod hun hende at drage hjem, og de kom godt ud af det med hinanden. Snorre Karlsefnessöns Datter hed Hallfride, Moder til Biskop Thorlak Runolfsön. De havde en Sön, som hed Thorbjörn; hans Datter hed Thorun, Biskop Björns Moder. Thorgeir hed Snorre Karlsefnessöns Sön, Fader til Ingveld, Moder til Biskop Brand den förste. Snorre Karlsefnessön havde en Datter, Steinun, som var gift med Einar, en Sön af Grundar-Ketil, en Sön af Thorvald Krok, en Sön af Thorer paa Espehol; deres Sön var Thorstein den Uretfærdige, han var Fader til Gudrun, som var gift med Jörund paa Keldum; deres Datter var Halla, Moder til Flose, Fader til Valgerde, Moder til Hr. Erlend Stærke, Fader til Hr. Laugmand Hauk. En anden Datter af Flose var Thordis, Moder til Fru Ingegerd den Mægtige; hendes Datter var Fru Hallbera, Abbedisse paa Stad i Reynisnæs. Mange andre Stormænd paa Island nedstamme fra Karlsefne og Thurid, som ikke ere her optegnede. Gud være med os, Amen!

---