Thorfinn Karlsefnes saga CCR/FM

Fra heimskringla.no
Revisjon per 17. aug. 2017 kl. 12:23 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Kort tegnet af
Alain Manesson Mallet (1719)
Islændingesagaer


Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker

Thorfinn Karlsefnes saga


Paa dansk ved C. C. Rafn og Finnur Magnusson


TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE


Indledning

Denne hidindtil aldeles ikke udgivne, men dog i mange Henseender höist mærkværdige Saga, indeholder vel, ligesom de nu indförte Fragmenter af Erik Rödes Saga, det Stykke om ham, som


Her begynder Sagaen om Thorfinn Karlsefne og Snorre Thorbrandsön.

1. Olaf hed en Krigskonge, han blev kaldt Olaf den Hvide; han var en Sön af Kong Ingjald, Helges Sön[1], Olafs Sön, Gudreds Sön, Oplændingernes Konge Halfdan Hvidbeens Sön. Olaf hærjede paa Vesterlandene[2], og indtog Dublin og Dublins Shire[3] paa Irland, hvorover han blev Konge. Han ægtede Aude den Dybsindige, en Datter af Ketil Fladnæse, der igjen var en Sön af Björn Buna, en berömt Mand i Norge[4]. Deres Sön hed Thorstein Röd. Olaf faldt i et Slag paa Irland. Aude og Thorstein droge da til Syderöerne. Der ægtede Thorstein Thoride[5], en Datter af Eyvind Östmand[6], og Söster til Helge den Magre[7]; de havde mange Börn. Thorstein blev Krigskonge[8]; han indgik Forbund med Sigurd Jarl den Mægtige[9], Eystein Glumras Sön. De indtoge Katenæs og Suderland, Ros og Mæræve og mere end Halvdelen af Skotland; derover blev Thorstein Konge, og var det, indtil Skotterne svege ham, og han faldt der i et Slag. Aude var paa Katenæs, da hun spurgte Thorsteins Fald. Hun lod da hemmelig bygge en Knörr (Handelsfartöi) i Skoven, og da den var færdig, seilede hun ud til Örkenöerne. Der bortgiftede hun Thorstein Röds Datter Gro[10]; hun var Moder til Grelade, som var gift med Jarlen Thorfin Hjerneskalsklöver[11]. Derefter drog Aude bort fra Öerne, for at opsöge Island[12]; hun havde tyve[13] frie Mænd paa Skibet med sig. Aude kom til Island, og var den förste Vinter i Björnshavn hos sin Broder Björn[14]. Siden tog Aude alle Dalelandene i Besiddelse imellem Dögurderaa og Skrömulöbsaa; hun boede paa Hvam; hun plejede at holde Bön paa Kroshole (Korshöiene); der lod hun opreise Kors, thi hun var döbt og vel troende. Med hende kom der mange anseelige Mænd her til Landet, som vare tagne til Fange i Vesterviking, og derfor kaldtes Trælle[15]. Een af dem hed Vifil; han var en Mand af fornem Herkomst, og var tagen til Fange i de Vestlige Lande, hvorfor han blev kaldt Træl, indtil Aude frigav ham. Og da Aude gav sine Skibsfolk Bosteder, da spurgte Vifil, hvorfor Aude ikke gav ham noget Bosted, ligesom de andre Mænd. Aude sagde at han ikke skulde tage sig det nær, og tilföiede at han vilde blive holdt for en ypperlig Mand, hvor han saa var. Hun gav ham Vifilsdal, og der boede han. Han havde en Kone, som hed . . . .; deres Sönner vare Thorbjörn og Thorgeir. De vare haabefulde Mænd, og voxte op hos deres Fader[16].


Erik den Röde fandt Grönland [17].

2. Der var en Mand ved Navn Thorvald; han var en Sön af Asvald, der igjen var en Sön af Ulf Öxne-Thorers Sön. Hans Sön hed Erik. Med denne sin Sön drog Thorvald fra Jæderen til Island for Drabs Skyld, og de toge Land paa Hornstrande, og boede paa Drange. Der döde Thorvald, men Erik ægtede da Thorhilde, en Datter af Jörund Atlesön[18] og Thorbjörg Knarrarbringa[19], som da var gift med Thorbjörn den Hökdalske, og boede paa Eriksstad, efterat han var kommen nordenfra, denne Gaard ligger nær ved Vatshorn. Da fældte Eriks Trælle et Fjeldskred paa Valthjofs Gaard Valthjofsstad. Dennes Frænde Eyolf Sör dræbte Trællene ved Skeidsbrekka ovenfor Vatshorn. Derfor dræbte Erik Eyolf Sör; han dræbte ogsaa Holmgange-Rafn paa Leikskaale. Eyolfs Frænder Geirstein og Odd paa Jörve vilde forfölge hans Drab ved Sögsmaal; da blev Erik forviist fra Hökedalen; han tog da Brokö og Öxnö i besiddelse, og boede den förste Vinter paa Trade paa Suderö. Da laante han Thorgest sine Bænkestokke[20]. Siden drog Erik til Öxnö, og boede paa Eriksstad. Han krævede da Stokkene, men fik dem ikke; han drog da til Bredebolstad, og borttog Stokkene, men Thorgest drog efter ham. De sloges nær Gjerdet ved Drange; der faldt to af Thorgests Sönner og nogle andre Mænd. Efter den Tid havde begge en betydelig Deel Folk hjemme hos sig. Styr og Eyolf fra Svinö, Thorbjörn Vifilsön og Thorbrands Sönner i Alptefjord[21] stode Erik bi, men Thord Gellers Sönner og Thorgeir fra Hitardal, Aslak fra Langedal og hans Sön Illuge ydede Thorgest Bistand. Erik og hans Folk dömtes fredlöse paa Thorsnæsthing. Han gjorde da sit Skib i Stand i Eriksvaag; men Eyolf skjulte ham i Dimunsvaag, medens Thorgest med sine Folk sögte efter ham omkring paa Öerne. Han sagde dem, at han agtede at opsöge det Land, som Gunnbjörn, Ulf Krages Sön, saae, da han drev vesterpaa i Havet, og fandt Gunnbjörns Skjær. Han sagde at han vilde komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Thorbjörn, Eyolf og Styr fulgte Erik ud forbi Öerne; de skiltes her med det bedste Venskab, og Erik sagde at han skulde være dem til den samme Bistand, om han blev i Stand dertil, hvis de engang kunde behöve hans Hjelp[22]. Erik seilede fra Sneefjelds Jökel[23] ud paa Havet; han kom fra Havet til den jökel, der hedder Blaasærk[24]; derfra drog han sönderpaa, for at undersöge, om Landet der var beboeligt[25]. Han var den förste Vinter paa Eriksö næsten midt paa den vestre Bygd[26]. Om Vaaren efter drog han til Eriksfjord, og tog sig der Bopæl. Han drog den Sommer i den vestre Ubygd, og var der længe; han gav der mange Steder Navne. Han var den anden Vinter paa Eriksholmene foran Hvarfsgnup[27], og den tredie Sommer drog han lige nordop til Sneefjeld, og ind i Rafnsfjord. Da sagde han at han var kommen udfor (forbi) Bunden af Eriksfjord[28]. Han vendte da tilbage, og var den tredie Vinter paa Eriksö udenfor Mundingen af Eriksfjord[29]. Men om Sommeren efter drog han til Island, og kom i Bredefjord. Han var den Vinter hos Ingolf paa Holmlater[30]. Om Vaaren slogs Erik med Thorgest, men blev den tabende. Derefter bleve de forligte. Denne Sommer drog Erik over at bebygge det Land, han havde fundet, og han kaldte det Grönland; han sagde nemlig, at det meget vilde tilskynde Folk til at drage did, at Landet havde et godt Navn[31].


Om Thorbjörn.

3. Thorgeir Vifilsön blev gift, og ægtede Arnora, en datter af Einar Sigmundsön fra Lögarbrekka, hvis Fader Sigmund var en Sön af Ketil Thistel, som havde taget Thistelfjord i Besiddelse[32]. En anden Datter havde Einar, ved Navn Halveig; hende ægtede Thorbjörn[33], og fik med hende Lögerbrekkaland paa Hellersvalle. Derhen flyttede Thorbjörn, og blev en meget anseelig Mand; han var en god Bonde, og förte megen Pragt. Gudrid hed Thorbjörns Datter; hun var den skjönneste af Kvinder, og meget rask i hele sin Færd. Paa Arnestape[34] boede en Mand, ved Navn Orm, hvis Kone hed Halldis; Orm var en brav Bonde og en god Ven af Thorbjörn, og Gudrid var længe i Opfostring hos ham. Der var fremdeles en Mand ved Navn Thorgeir; han boede paa Thorgeirsfell; han var rig paa Penge, og havde været Frigiven. Han havde en Sön, som hed Einar, og var en smuk Mand og særdeles vel dannet, han var ogsaa en meget stadselig Mand. Einar foretog Handelsreiser imellem Landene, og disse lykkedes ham vel; han var bestandig den ene Vinter paa Island, og den anden i Norge.

Nu fortælles det, at Einar en Höst, da han var paa Island, drog med sine Varer ud efter Sneefjelds Strand, for at sælge Varerne. Han kom til Arnestape. Orm böd ham at blive der, og Einar tog imod Indbydelsen, thi der var Venskab imellem dem. Varerne bleve baarne ind i et Udhuus. Einar löste op for dem, og viste dem til Orm og Huusfolkene, og böd ham at tage deraf, hvad han vilde. Orm tog derimod, og sagde at Einar var en god Kjöbmand og meget lykkelig i sine Foretagender. Men i det de stode med Varerne, gik en Kvinde forbi Dören til Udhuset. Einar spurgte Orm: »Hvo var den smukke Kvinde, som gik der forbi Dören? jeg har ikke seet hende her för.« Orm svarede: »Det er min Fosterdatter Gudrid, en Datter af Thorbjörn paa Lögarbrekka.« Einar sagde: »Hun maa være et godt Parti, har nogen forsögt at beile til hende?« »Vist har der været beilet til hende,« svarede Orm, »men hun er ikke let at erholde, og man kan mærke, at hun maa være vaersom i at vælge sig en Mand, og ligesaa hendes Fader.« »Alligevel bliver hun dog den Kvinde,« sagde Einar, »som jeg agter at beile til, og jeg önsker, at du vil andrage denne Sag hos hendes Fader Thorbjörn, og gjöre dig al Umage for at dette kan faae Fremgang; jeg Skal gjengjelde dig det med mit fuldkomne Venskab, hvis jeg faaer hende tilægte. Thorbjörn Bonde maa indsee, at Svogerskabet vil være os begge til Gavn, thi han förer megen Pragt, og har en god Gaard; dog har man sagt mig at det er snart forbi med hans Penge; men jeg og min Fader fattes hverken Jordegods eller Lösöre, og hvis den Sag gaaer frem, vil det blive Thorbjörn til den störste Bistand.« Orm svarede: »Tilvisse troer jeg, at du er venskabelig sindet imod mig, men dog er jeg for min Deel ikke for, at vi Skulle andrage derpaa, thi Thorbjörn er af et heftigt Sind og tillige meget stolt.« Einar sagde at han ikke önskede andet, end at der blev andraget paa Frieriet. Orm sagde at han skulde raade. Einar drog da tilbage söndenpaa, indtil han kom hjem.

Noget derefter havde Thorbjörn et Höstgilde, som han bestandig pleiede, thi han vilde gerne vise sig som en stor Mand. Der kom Orm fra Arnestape, og mange andre af Thorbjörns Venner. Orm kom Thorbjörn i Tale, og sagde at Einar fra Thorgeirsfell havde været der for kort Tid siden[35], og at han nu var bleven en meget haabefuld Mand; Orm androg nu om Frieriet paa Einars Vegne, og sagde at det for visse Aarsagers Skyld kunde være godt at det skete: »thi det vil blive dig, Bonde! til megen Bistand i Henseende til Pengemidler.« Thorbjörn svarede: »Ikke ventede jeg mig saadanne Ord af dig, at jeg skulde gifte min Datter til en Trællesön[36]; og nu kunne I mærke, at mine Penge formindskes, eftersom I give mig saadanne Raad, og ikke skal hun være hos dig længer, eftersom du syntes, at et saa ringe Parti var passende for hende.« Siden drog Orm hjem, og ligesaa gjorde de övrige Gjæster, enhver til sit Hjem. Gudrid blev tilbage hos sin Fader, og var hjemme den Vinter. Men om Vaaren indböd Thorbjörn sine Venner til sig; der kom mange Mennesker og det var et meget kosteligt Gilde. Og under Gildet krævede Thorbjörn Taushed, og tog saaledes til Orde: »Her har jeg boet i lang Tid, og jeg har prövet Folks Godvillighed og Kjærlighed imod mig, og jeg holder for, at vi have staaet os godt med hinanden; men nu begynder min Forfatning at blive betænkelig med Hensyn til Pengemidler, istedenfor at jeg hidtil er bleven anseet for at besidde anseelig Formue. Nu vil jeg hellere flytte min Bo, end miste min Anseelse, og jeg har derfor i Sinde, för jeg skulde beskæmme min Slægt, at drage bort fra Landet, og forsöge det Löfte, som min Ven Erik den Röde gav mig, da vi skiltes i Bredefjord[37]; jeg agter nu at drage til Grönland i Sommer, om det gaaer som jeg önsker.« Denne Forandring i Thorbjörns Forfatning gjorde stort Indtryk paa Folk, thi Thorbjörn var meget afholdt, og de holdt sig for overbeviste om, at, da Thorbjörn var gaaet saa vidt, at gjöre dette bekjendt for Folk, saa vilde det ikke kunne nytte at fraraade ham. Thorbjörn gav Folk Gaver, og Gildet blev sluttet; derpaa drog enhver hjem til sit. Thorbjörn sælger sine Jorder[38], og köber sig et Skib, som stod optrukket i Mundingen af Rönhavn[39]. Til Reisen med ham forenede sig 30 Mænd, deriblandt Orm fra Arnestape, og hans Kone, og flere af Thorbjörns Venner, som ikke vilde skilles fra ham. De seilede derefter af, og da de vare komne ud paa Havet, tog Bören af; de fore vild paa Havet, og havde mange Vanskeligheder at kæmpe med om Sommeren. Dernæst kom der Sygdom iblandt deres Folk, og Orm döde tillige med hans Kone Halldis, og Halvdelen af deres Mandskab. Söen begyndte at opröres, og Folk udstod det störste Besvær og Elendighed paa mange Maader, men naaede dog til Herjulfsnæs paa Grönland[40] ved selve Vinterens Begyndelse. Den Mand, som boede paa Herjulfsnæs, hed Thorkel; han var en særdeles brav Mand; han tog imod Thorbjörn og alle hans Skibsfolk om Vinteren, og ydede dem med störste Beredvillighed Bistand. I den Tid var der stor Misvæxt paa Grönland; de Folk, som havde faret paa Fiskeri, havde kun faaet liden Fangst, og nogle vare ikke komne tilbage.

I Bygden var der en Kone, som hed Thorbjörg; hun var Spaakvinde, og blev kaldt den lille Vala[41]; hun havde haft ni Söstre, og de vare alle Spaakvinder, men hun ene var da i Live[42]. Det var Thorbjörgs Skik om Vinteren, at hun drog omkring til Gilder, og især de böde hende hjem, som önskede forud at vide deres Skjæbne, eller hvorledes Aaret vilde blive. Og eftersom Thorkel var der den[43] fornemste Bonde, saa syntes det at være hans Sag at vide, naar det Uaar, som var indtruffet, vilde lettes[44]. Thorkel indböd Spaakvinden, og hun blev der vel modtagen, som Skik og Brug förte det med sig, naar man skulde tage imod dette Slags Kvinder. Der blev beredt et Höisæde for hende, og lagt et Hynde for hende til at sidde paa; deri skulde være Hönsefjeder[45]. Men da hun kom om Aftenen, ledsaget af den Mand, som var sendt imod hende, da var hun saaledes klædt, at hun havde over sig en blaa med Remmer sammenbunden Overkjortel, som var besat med Stene[46] lige ned til Skjödet; hun havde Glasperler om Halsen[47], og paa Hovedet en sort Lammeskindshætte, som var foret med hvidt Katteskind[48]; og hun havde en Stav i Haanden, hvorpaa der var en Knap, den var prydet med Messing, og oventil omkring Knappen besat med Stene[49]; hun havde om sig et Knödske-Bælte[50], og derfra hang en stor Skindpung, hvori hun forvarede sine Hexeredskaber, som hun behövede til at udföre sin Spaadom; hun havde paa Födderne laadne Kalveskinds Sko, og deri lange Tvinger, og paa Enderne af disse store Tinknappe; hun havde paa sine Hænder Katteskinds Handsker, som vare indvendige hvide og laadne. Men da hun kom ind, holdt alle det for deres Skyldighed at hilse hende med hæderlige Ord; hun optog enhvers Hilsen, eftersom han stod hende an. Huusbonden Thorkel tog hende i Haanden, og förte hende til det Sæde, som var beredt for hende. Thorkel bad hende da at lade sine Öine gaae over hans Tyende og Hjord og ligesaa over Boligen. Hun var faatalende om alt. Bordene bleve fremsatte om Aftenen, og det bör her fortælles, hvad der blev anrettet for Spaakvinden; for hende blev der lavet Gröd paa Gedemelk[51] og dertil afrettet Hjerterne af alle Slags Dyr, som vare der at faae[52]. Hun havde en Messingskee og en Kniv af Kobber[53], som var fastgjort i et af to Ringe omgivet Skaft af Hvalrostand og hvis Spids var afbrudt[54]. Men da Bordene vare borttagne, da gik Huusbonden Thorkel for Thorbjörg, og spurgte, hvorledes det behagede hende at skue deromkring sig, og hvorledes Værelserne og Folkenes Væsen der stode hende an, og hvor snart hun kunde faae Kundskab om det, som han havde spurgt hende om, og som alle mest önskede at vide. Hun tilkjendegav at hun intet kunde sige förend om Morgenen efter, naar hun forud havde sovet der om Natten[55]. Men den fölgende Dag, da det allerede lakkede ad Aften, blev der gjort saadan Tilberedelse for hende, som hun behövede at have til at fuldföre Seiden[56]. Hun bad ogsaa, at de skulde skaffe hende saadanne Kvinder, som kunde det Tryllekvad, der behövedes til Seiden, og benævntes Vardlokkur (eller Skytsaanders Paakaldelser[57]), men saadanne Kvinder fandtes ikke; der blev da sögt paa Gaarden, om nogen kunde det; da sagde Gudrid: »Hverken er jeg tryllekyndig eller nogen Spaakvinde, men dog lærte min Fostermoder Halldis mig paa Island et Kvad, som hun kaldte Vardlokkur« »Da er du lykkelig med din Kyndighed,« sagde Thorkel. Hun svarede: »Dette er af den Art, at jeg ikke agter at yde nogen Hjælp derved, fordi jeg er en christen Kvinde.« Thorbjörg sagde: »Det kunde vel tænkes, at du gjorde Folk her en Tjeneste dermed, og blev dog derfor ikke en ringere Kvinde end tilforn; men af Thorkel vil jeg forlange at faae de Ting dertil som man behöver at have.« Thorkel trænger nu ind paa Gudrid, og hun sagde da, at hun vilde gjöre, som han önskede. Kvinderne sloge nu en Kreds omkring Trylle-Forhöiningen[58], men Thorbjörg sad oppe paa det; Gudrid kvad nu Kvadet saa smukt og vel, at ingen af de der tilstedeværende tyktes at have hört nogen Sang kvædet med behageligere Stemme. Spaakonen takkede hende for Kvadet, og sagde: »Nu ere mange af de Aander komne til os, og finde Behag i at höre, da Kvadet blev sunget saa vel, som tilforn vilde skille sig fra os, og ingen Bistand yde os; men mig ere nu mange af de Ting klare, som tilforn vare skjulte baade for mig og mange andre. Men jeg kan sige dig det, Thorkel! at dette Uaar vil ikke holde ved længer end i Vinter, og Aaret vil forbedre sig, saasnart Vaaren kommer. Den Sygdom, som har hersket her, vil ogsaa standse hurtigere, end man venter det; men dig, Gudrid! skal jeg strax lönne for den Bistand, som vi have haft af dig, thi din tilkommende Skjæbne er mig nu ganske klar; du vil gjöre det Giftermaal her i Grönland, som er anseeligst, skjönt du ikke vil komme til at nyde godt af det længe, thi dine Veie ligge ud til Island, og der vil du blive Stammoder til en stor og god Æt, og over din Afkom ville skinne klarere Straaler, end jeg har Kraft til nöie at bemærke saadanne[59], men hil dig nu, Dotter! og far du vel!« Siden gik Folk til Spaakvinden, og enhver spurgte nu om det, som han helst önskede at vide. Hun var god i sine Svar, det slog heller ikke meget feil, hvad hun sagde[60]. Dernæst kom der nogle efter hende fra en anden Gaard; og hun drog da did. Der blev da sendt Bud efter Thorbjörn, thi han havde ikke villet være hjemme, medens saadan overtroisk Færd blev övet[61]. Veirliget blev snart mildere, som Thorbjörg havde sagt. Thorbjörn gjorde sit Skib i Stand, og fortsatte Reisen, indtil han kom til Brattelid. Erik tog imod ham med Venlighed, og sagde at det var vel at han var kommen der. Thorbjörn var hos ham om Vinteren tillige med sin Familie, men Skibsfolkene skaffede de Herberge hos Bönderne. Om Vaaren efter gav Erik Thorbjörn Land paa Stokkenæs[62], og der blev opfört en anseelig Gaard, hvor han siden boede.


Om Leif den Heldige og Christendommens Indförelse paa Grönland.

4. Erik havde en Kone, som hed Thorhilde[63], og med hende to Sönner; den ene hed Thorstein, og den anden Leif[64]; de vare begge vakkre Mænd, og Thorstein var hjemme hos sin Fader, og der var ikke nogen Mand paa Grönland, der gav bedre Haab om sig at blive til noget end han. Leif havde seilet til Norge og været hos Kong Olaf Tryggvesön. Men da Leif seilede fra Grönland om Sommeren, bleve de forslaaede til Syderöerne. Det varede længe, inden de derfra fik Bör, og de maatte derfor opholde sig der længe om Sommeren. Leif blev forelsket i en Kvinde, som hed Thorgunna; hun var af en fornem Slægt, og Leif fandt, at hun maatte vide meget (være tryllekyndig). Og da Leif beredte sig til at drage bort, bad Thorgunna om Lov til at drage med ham. Leif spurgte, om det var med hendes Frænders Villie. Hun sagde at hun ikke bröd sig derom. Leif sagde at han ikke kunde finde det raadeligt for sig, i et fremmedt Land at bortföre en Kvinde af en saa stor Herkomst, især da han kun havde faa Folk med sig. Thorgunna sagde: »Det er ikke vist, at du vil tykkes bedre om den Beslutning.« »Det vil jeg dog forsöge paa,« sagde Leif. »Da siger jeg dig,« sagde Thorgunna, »at jeg farer ikke ene thi jeg er frugtsommelig, og jeg udlægger dig for Fader til Barnet; jeg aner at det vil være et Drengebarn, naar det födes; men skjönt du ingen Agt vil give herpaa, saa vil jeg dog opföde Drengen og sende dig ham til Grönland, saasnart han kan drage med andre Mænd; men jeg aner, at denne Sön vil blive dig til ligesaa meget Gavn som vor Skilsmisse nu lover; men jeg agter mig engang, inden Enden tager, til Grönland.« Leif gav hende en Guld-Fingerring, en grönlandsk Vadmels Kaabe og et Bælte af Hvalrostand. Denne Dreng kom til Grönland, og hed Thorgils. Leif vedgik at være hans Fader, og tog imod ham, og nogle sige, at denne Thorgils er kommen til Island om Sommeren för Frodaa-Undere[65]; men denne Thorgils var siden paa Grönland, og det syntes ikke heller der at gaae aldeles naturlig til med ham, inden Enden tog.

Leif seilede med sine Folk bort fra Syderöerne, og kom til Norge om Hösten. Leif begav sig til Kong Olaf Tryggvesöns Hof; Kongen holdt ham i megen Ære, og troede at see, at han maatte være en vel dannet Mand. Engang kom Kongen i Tale med Leif, og sagde: »Agter du dig ud til Grönland i Sommer?« »Det agter jeg,« sagde Leif, »hvis det er eders Villie.« Kongen svarede: »Jeg holder for, at det vilde være godt, og du skal drage did med mit Ærende og forkynde Folket Christendommen.« Leif sagde at han skulde raade, men tilföiede, at han troede, dette Ærende vilde være vanskeligt at udföre paa Grönland. Kongen sagde at han ikke kjendte nogen Mand, der var bedre skikket dertil end han: »og det vil vist lykkes for dig.« »Da vil det allene skee,« sagde Leif, »fordi jeg dertil nyder godt af eders Lykke.«

Leif begav sig nu paa Reisen, og drev længe om paa Söen, og traf paa Lande, som han forud ikke vidste noget af[66]; der vare selvsaaede Hvedeagre og Viinranker opvoxne; der vare ogsaa de Træer, som kaldes Masur, og de toge af alt dette nogle Pröver; somme Træer vare saa store, at de bleve brugte til Bjælker i Huse. Leif traf paa nogle Folk paa et Skibsvrag, og förte dem hjem med sig[67]; Leif viste deri, som i meget andet, den störste Höimodighed og Driftighed, at han indförte Christendommen i Landet, og blev bestandig siden kaldt Leif den Heldige. Leif landede i Eriksfjord, og drog Siden hjem til Brattelid; der toge alle vel imod ham. Han forkyndte snart Christendommen og den almindelige (katholske) Tro i Landet, og foredrog for Folket Kong Olaf Tryggvesöns Ordsending, og forklarede dem, hvor megen Herlighed og Glands der var ved denne Tro. Erik var langsom til at tage nogen Bestemmelse om at forlade sin Tro, men Thjodhilde[68] lod sig snart bevæge, og hun lod bygge en Kirke ikke ganske nær ved Husene; dette Huus blev kaldt Thjodhildes Kirke. Der holdt hun og de andre, som antoge Christendommen, deres Bönner[69]. Thjodhilde vilde ikke, fra den Tid hun havde antaget Troen, have nogen Omgang[70] med Erik; og dette var ham meget imod.

Der taltes nu meget om, at man skulde foretage en Opdagelsesreise til det Land, som Leif havde fundet. Den, som især skyndte hertil, var Thorstein Eriksön, en kyndig og afholdt Mand. Erik blev ogsaa anmodet om at drage med, da man havde störst Tiltro til hans Lykke og Klogskab; han var længe derimod, men da hans Venner bade ham indstændig derom, afslog han det ikke[71]. Dernæst gjorde de det Skib i Stand, hvorpaa Thorbjörn var kommen derud, og tyve Mænd bleve bestemte til Reisen; de förte lidet Gods med sig, og ikke mere end deres Vaaben og Födevarer. Den Morgen, da Afreisen var bestemt, red Erik hjemmefra, han tog da et Skrin, hvori der var Guld og Sölv, dette skjulte han i Jorden, og begav sig siden paa Veien; og da ramte ham det Uheld, at han faldt af Hesten og bröd Ribbenene i Siden, og forslog Armen i Skulderledet. Dette bevægede ham til at bede sin Kone Thorhilde, at hun skulde tage Pengene bort, og han udlod sig med, at han nu havde undgjeldt for det, at han havde skjult Pengene[72]. Siden seilede de ud af Eriksfjord med stor Glæde, og havde den bedste Forhaabning om deres Reise. De dreve længe om paa Havet, og kom ikke paa de Veie, som de vilde. De kom Island i Syne, ogsaa bemærkede de Fugle fra Irland; deres Skib drev saaledes hid og did i Havet; om Hösten droge de tilbage, og vare saare meget medtagne af Slud og Uveir og udmattede af Strabadser; de kom ved selve Vinterens Begyndelse til Eriksfjord; da sagde Erik: »Gladere seilede vi i Sommer ud af Fjorden, end vi nu ere[73], og der ere dog end mange gode Raad for os.« Thorstein svarede: »Det egner sig nu en Hövding at drage nogen Omsorg for alle de Mænd, som nu ere her uden noget vist Tilholdsted, og at skaffe dem Herberge i Vinter.« Erik svarede: »Det er bestandig sandt, som det hedder, at en Sag ikke er klar, för der er svaret; og saa maa det gaae her; vi skulle nu fölge dit Raad i dette.« Alle de, som ikke havde andre Herberger, fulgte nu med Erik og Thorstein; de droge hjem til Brattelid, og vare der om Vinteren.


Thorstein Erikson fik Thurid (Gudrid); Gjengangere.

5. Nu er at fortælle om, at Thorstein Erikson beilede til Gudrid, og det Andragende blev vel optaget baade af hende og hendes Fader; dette blev altsaa besluttet. Thorstein ægtede Gudrid, og deres Bryllup stod i Brattelid om Hösten; dette Gilde gik vel af, og der vare mange forsamlede til samme. Thorstein havde Bo i Vesterbygden paa den Gaard, som hed Lysefjord[74]; men Halvdelen i Boet havde en Mand, ved Navn Thorstein, hans Kone hed Sigrid. Thorstein drog til Lysefjord om Hösten til sin Navne; og Gudrid fulgte ham did. Der blev taget vel imod dem, og de vare der om Vinteren. Det indtraf der, at Sygdom kom i deres Gaard strax i Begyndelsen af Vinteren. Gardar hed den Mand, som forestod Arbeidet der paa Gaarden; han var ikke afholdt; han blev först syg og döde; siden varede det ikke længe, inden den ene döde efter den anden. Derpaa angreb Sygdommen Thorstein Eriksön og hans Navne Thorsteins Kone Sigrid. Og en Aften vilde Sigrid gaae til Lillehuset, som stod over for Huusdören; Gudrid fulgte hende, og de vendte imod Indgangen, da udstödte Sigrid et Skrig. Gudrid sagde: »Vi have baaret os uforsigtig ad, og skynd dig, at du ikke skal blive kold, og lad os strax gaae ind igjen, saa hurtig som vi kunne.« Sigrid svarede: »Ei er det saa let at gaae tilbage, saaledes som Sagerne nu staae, thi her er nu hele de Dödes Skare foran Dören, og din Mand Thorstein, og der kjender jeg mig selv, og er sligt skrækkeligt at see.« Og da det var forbi, sagde hun: »Lad os nu gaae, Gudrid! nu seer jeg ikke denne Skare længer.« Da var Thorstein forsvunden for hendes Öine; forud forekom han hende at have en Svöbe i Haanden og at ville slaae Skaren[75]. De gik derpaa ind, og för Morgenen kom, var hun död; og der blev gjort en Kiste til Liget. Og denne samme Dag agtede Folkene at roe ud at fiske, og Thorstein förte dem ned til Bryggen; og da det var begyndt at mörknes, drog han ned at see deres Fangst. Da sendte Thorstein Erikson sin Navne Bud, at han skulde komme til ham, og sagde saa, at der ikke var roligt, og at Huusmoderen vilde reise sig op paa Födderne, og vilde under Klæderne hos ham; og da han kom ind, var hun kommen op paa Sengestokken[76]; da tog han hende fat med Hænderne, og holdt en Bulöxe for Brystet af hende[77]. Thorstein Erikson döde næsten ved Dagens Slutning. Huusbonden Thorstein bad Gudrid at lægge sig ned at sove, men han sagde at han vilde vaage om Natten ved Liget[78]; hun gjorde saa. Og da en kort Tid af Natten var forlöben, satte Thorstein Eriksön sig op, og talte; han sagde at han önskede at Gudrid blev kaldt did, og sagde at han vilde tale med hende: »Gud vil, at denne Stund gives mig til Raadighed og til Forbedring i min Forfatning.« Huusbonden Thorstein gik da til Gudrid, og vakte hende, bad hende signe sig og bede Gud om at hjælpe hende, og sagde hende, hvad Thorstein Eriksön havde talt til ham: »og han vil tale med dig, hvorfor du kommer til at overveie, hvad Beslutning du vil tage; thi jeg kan her hverken tilskynde eller fraraade dig.« Hun svarede: »Det kan være, at dette sigter til nogle saadanne Ting, som siden ville blive holdte i Minde, denne vidunderlige Hændelse; men jeg haaber at Gud vil holde mig i sin Varetægt; jeg vil derfor vove med Guds Miskundhed at gaae til ham, og faae at vide, hvad han vil tale, thi jeg vil ikke kunne undflye, hvis det er mig bestemt til Meen; mindre önsker jeg at han skal gaae videre; men jeg aner, at det maa være magtpaaliggende.« Nu gik Gudrid, og kom til Thorstein; det syntes hende som han fældte Taarer; han hvidskede nogle Ord til hende, saa at hun ene kunde höre dem, men det sagde han, saa at alle hörte det, at de vilde blive salige, som holdt Troen, og at al Hjælp og Miskundhed var forbunden med den; og sagde at dog mange kun slet overholdt dens Bud: »thi det er ingen Skik, som det er gaaet her i Grönland, siden Christendommen her er indfört, at begrave Folk i uviet Jord, og kun synge lidet over dem; jeg önsker at jeg og de övrige, som ere döde her, blive förte til Kirken, men jeg vil at Gardar skal brændes, saa snart som mueligt, paa et Baal[79], thi han forvolder alle de Gjenfærd, som her have været i Vinter.« Han forudsagde hende ogsaa hendes egen Skjæbne, og sagde at den vilde blive mærkelig, men bad hende vogte sig for at gifte sig med nogen grönlandsk Mand; han bad hende, at hun skulde give deres Formue deels til Kirken deels til de Fattige; og dernæst faldt han tilbage anden Gang[80]. Det havde været Skik i Grönland, efterat Christendommen var der indfört, at Folk bleve begravede paa Gaardene, hvor de vare döde, i uviet Jord, og der skulde sættes en Stavre op fra Brystet paa den Döde, og siden, naar Præster kom dertil, da skulde Stavren rykkes op, og der skulde hældes Vievand i Hullet, og synges derover, om det end var længe efter[81]. Thorsteins og de andres Lig bleve förte til Kirken i Eriksfjord, og der blev sunget over dem af Præsterne. Erik tog Gudrid til sig, og var hende i Faders Sted. Kort efter döde Thorbjörn, hele Formuen tilfaldt da Gudrid. Erik tog hende til sig, og sörgede vel for hendes Anliggender.


Om Thord paa Höfde.

6. Thord hed en Mand, som boede paa Höfde i Höfdestrand; han var gift med Fridgerde, som var en Datter af Thorer Hyma eller den Dösige og Irernes Konge Kjarvals Datter Fridgerde[82]. Thord var en Sön af Björn Byrdesmör, en Sön af Thorvald Ryg[83], en Sön af Asleik, en Sön af Björn Jernside, en Sön af Ragnar Lodbrok. De havde en Sön, som hed Snorre; han var gift med Thorhilde Rype, en Datter af Thord Geller; deres Sön var Thord Hesthöfde[84]. Thorfin Karlsefne hed Thords Sön; Thorfins Moder hed Thorun[85]. Thorfin drog paa Handelsreiser, og blev anseet for en duelig Sö- og Handelsmand. En Sommer gjorde Karlsefne sit Skib i Stand, og agtede sig til Grönland. Snorre Thorbrandsön fra Alptefjord[86] drog med ham, og de vare 40 Mand paa Skibet. Der var en Mand, ved Navn Bjarne Grimolfsön fra Bredefjord[87], en anden som hed Thorhal Gamlesön, en östfjordsk Mand; de beredte den samme Sommer deres Skib, og agtede sig til Grönland; de vare ogsaa 40 Mand paa Skibet. Karlsefne og de andre seilede nu af med disse to Skibe, saasnart de vare færdige. Der fortælles intet om, hvor lang Tid de vare i Söen, men det er at berette, at begge disse Skibe kom til Eriksfjord om Hösten. Erik og flere af Beboerne rede til Skibet, og de begyndte nu at slutte Handel med dem, og kom let overeens derom. Skibsförerne tilböde Erik at tage saa meget af Varerne, som han vilde; men Erik viste dem igjen paa sin Side Gjæstfrihed, og böd Besætningerne af disse to Skibe hjem til sig om Vinteren til Brattelid. Dette toge Kjöbmændene imod, og takkede ham. Dernæst bleve deres Varer förte hjem til Brattelid; der fattedes ikke store Udhuse til at gjemme Varerne i, heller ikke meget af det, som behövedes, hvorfor de vare vel tilfredse om Vinteren. Men imod Julen[88] begyndte Erik at blive taus, og var ikke saa glad, som han pleiede. Engang henvendte Karlsefne sig nu til Erik og spurgte: »Har du nogen Bekymring, Erik? man synes at mærke, at du ikke er saa glad, som du pleier; du har beværtet os med den störste Gavmildhed, og vi ere skyldige at gjengjelde dig det med saadanne Tjenester, som vi ere i Stand til at yde; siig mig nu, hvad der bedröver dig!« Erik svarede: »I tage vel og venligen til Takke her, derfor er jeg ikke bekymret for, at I, hvad vort Mellemværende betræffer, skulle komme til at savne Bistand; men derimod frygter jeg for, naar I komme andensteds, at det vil siges, at I ikke have tilbragt nogen værre Juul end denne, som nu kommer, da Erik den Röde beværtede eder i Brattelid paa Grönland.« »Det vil ikke gaae saa, Bonde!« sagde Karlsefne; »vi have paa vort Skib baade Malt og Korn, tag deraf saa meget som I vil, og bered et Gilde saa prægtigt som I synes derom!« Dette Tilbud tog Erik imod, og der blev da beredt til Julegilde, og dette Gilde var saa anseeligt, at Folk tyktes neppe at have seet saadan Pragt i et fattigt Land. Og efter Julen androg Karlsefne hos Erik, at han önskede sig Gudrid tilægte, thi det forekom ham, som han maatte have Raadighed herover. Erik svarede vel hertil, og sagde at hun kom til at fölge sin Skjæbne, og at han kun havde hört godt om ham, og det endtes da med, at Thorfin fæstede Thurid[89], og Gildet blev da foröget; og deres Bryllup holdt, og dette skete i Brattelid om Vinteren.


Viinlandsreisen begynder.

7. I Brattelid begyndte Folk meget at tale om, at man skulde opsöge Viinland det Gode[90], og det sagdes, at en Reise derhen vilde være særdeles fordeelagtig med Hensyn til Landets Frugtbarhed; og det kom da saa vidt, at Karlsefne og Snorre beredte deres Skib, for om Vaaren at opsöge Landet. Med dem droge ogsaa de ovenfor nævnte Mænd Bjarne og Thorhal med deres Skib. En Mand ved Navn Thorvard[91] , som var gift med Freydis, en Slegfreddatter af Erik den Röde[92], drog ogsaa med dem, og Eriks Sön Thorvald, og Thorhal med Tilnavn Jæger, som længe havde været hos Erik, og tjent ham som Jæger om Sommeren og som Huusfoged om Vinteren; han var stor og stærk, sortladen og lig en Jætte, taus, og gav ondt fra sig, i hvad han talte, og tilskyndte bestandig Erik til det Værste; han var en slet Christen; han var vidt omkring bekjendt i Ubygderne; han var paa Skibet hos Thorvard og Thorvald. De havde det Skib, som Thorbjörn[93] havde fört derud. De havde i alt 160 Mand[94], da de seilede til Vesterbygden, og derfra til Bjarnö[95]. Derfra seilede de to Dage[96] i Sönder; da saae de et Land, og udsköde Baaden, og undersögte Landet; de fandt der store Heller eller flade Stene, hvoraf mange vare tolv Alen brede; der var en stor Mængde Ræve. De gave Landet Navn, og kaldte det Helleland[97]. Derfra seilede de to Dage, og dreiede af fra Sönden mod Sydöst, og fandt et Land, bevoxet med Skov, og mange Dyr paa det; en Ö laae der udenfor Landet i Sydöst; paa den dræbte de en Björn, og kaldte den siden Bjarnö, men Landet Markland[98]. Derfra seilede de længe sönderpaa langs med Landet, og kom til et Næs; Landet laae paa Skibets höire Side; der vare lange og sandige Strande eller Kyststrækninger. De roede i Land, og fandt der paa Næsset Kjölen af et Skib, og kaldte det Kjalarnes[99]; og Strandene kaldte de Furdustrande[100], thi det var en lang Seilads ved dem. Da blev Landet gjennemskaaret af Vige; de holdt med Skibene ind i en Vig. Kong Olaf Tryggvesön havde givet Leif to skotske Folk[101], en Mand, som hed Hake, og en Kvinde Hekja, de vare hurtigere end Dyr; disse Folk vare paa Skibet hos Karlsefne; men da de havde seilet forbi Furdustrande, satte de de skotske Folk i Land, og hade dem löbe sönderpaa i Landet, at undersöge dets Beskaffenhed, og komme tilbage inden tre Dages Forlöb[102]. De havde et Slags Klædning, som de kaldte Kjafal[103], der var saaledes gjort, at en Hat (eller Hætte) var foroven, og den var aaben paa Siderne, og uden Ærmer paa, sammenknappet mellem Benene med en Knap og en Stroppe, men paa de andre Steder vare de bare. De bleve der den bestemte Tid; men da de kom tilbage, havde den ene i Haanden en Viindrueklase[104], og den anden et nylig saaet Hvedeax[105], de gik ud paa Skibet, og dernæst seilede de videre. De seilede ind i en Fjord; der laae en Ö udenfor, om hvilken der vare stærke Strömme; derfor kaldte de den Strömö. Der vare saa mange Edderfugle paa Öen, at man neppe kunde gaae der for Æg. De kaldte det Sted Strömfjord[106]. De bare der Ladningerne af deres Skibe, og beredte sig til at blive der. De havde alskens Kvæg med sig[107]. Egnen der var meget skjön. De toge sig ikke andet for, end at undersöge Landet. De vare der om Vinteren, uden forud at have sörget for Födemidler. Om Sommeren begyndte Fiskefangsten at tage af, og det blev vanskeligt at skaffe Föden til veie; da forsvandt Thorhal Jæger. De havde forud gjort Löfter til Gud for Levnetsmidler, men de kom ikke saa snart, som de troede at behöve dem; de sögte efter Thorhal i tre Dage, og fandt ham paa en Klippepynt ; der laae han, og saae op i Veiret, og gabede baade med Næse og Mund, og mumlede noget; de spurgte, hvi han var kommen der, han sagde at det ikke kom dem ved; de bade ham gaae hjem med dem, og han gjorde saa. Kort efter kom der en Hval, og de droge did, og skare den op, og ingen kjendte, hvad Slags Hval det var; og da Kokkene kogte den, da spiste de, og alle fik ondt deraf; da sagde Thorhal: ”Hjelpsommere var nu den rödskjæggede[108] end eders Christ; dette har jeg nu for mit Skjaldskab, at jeg kvad om Thor, min Beskytter; sjelden har han svigtet mig.” Men da de fik det at vide, kastede de hele Hvalen i Söen, og hensköde deres Sag til Gud; da blev Veirliget bedre, og det blev mueligt at roe ud paa Fiskefangst, og de fattedes da ikke Levnetsmidler; thi de kunde da jage Dyr paa Landet, samle Æg paa Öen, og fange Fisk paa Söen.


Om Karlsefne og Thorhal.

8. Det fortælles, at Thorhal vilde drage nordefter langs med Furdustrande, for at opsöge Viinland, men Karlsefne vilde drage sydefter langs med Kysten. Thorhal beredte sig ude under Öen, og de bleve ikke flere end ni tilsammen; men hele det övrige Mandskab drog med Karlsefne. Men da Thorhal bar Vand paa sit Skib og drak, da kvad han denne Vise:

Folk mig loved, naar hid jeg
Kom, da skulde den bedste
Drik jeg have; men Landet
Laste bör jeg for alle;
Her man nödes med Haanden,
Spanden at styre til Vandet,
Jeg mig til Kilden maa böie,
Viin kom ei paa min Læbe[109].

Og da de vare færdige, heisede de Seil; da kvad Thorhal:

Lad os drage tilbage
Hjem til vore Landsmænd,
Lade Skibet forsöge
Havets brede Veie;
Medens de ufortrödne
Mænd, som rose Landet,
Bygge og Hvaler syde
Her paa Furdustrande[110].

Siden seilede de nordefter forbi Furdustrande og Kjalarnæs, og vilde krydse imod Vesten; da fik de en stærk Vestenvind imod sig, og dreve da op paa Irland, og bleve der slaaede og gjorte til Trælle[111], og der lod Thorhal sit Liv, eftersom Kjöbmænd have fortalt.


9. Nu er at berette om Karlsefne, at han tilligemed Snorre og Bjarne og deres Folk drog sydefter langsmed Kysten af Landet De seilede længe, og lige til de kom til en Flod, som löb ned fra Landet, og igjennem en Indsö ud i Havet; der vare svære Grunde, hvorfor man ikke kunde komme ind i Floden uden ved Höivande. Karlsefne seilede med sine Folk ind i Mundingen, og de kaldte Stedet Hopet[112]. De fandt der paa Landet selvsaaede Hvedeagre, der hvor Grunden var siid, men Viinranker der hvor den hævede sig noget[113]. Hver Bæk der var fuld af Fiske. De gjorde Grave, der hvor Landjorden begyndte, og Floden gik höiest op, og naar Havet da veg tilbage, vare der Helleflyndre[114] i Gravene. Der var en stor Mængde af alle Slags Dyr i Skoven. De vare der en halv Maaned, og fornöiede sig, og bleve intet vaer; deres Kvæg havde de med sig[115]. Og en Morgen tidlig, da de saae sig om, saae de en stor Mængde Skindbaade[116], og at Stænger[117] bleve svungne paa dem, og det löd ligesom Blæsten i et Halmknippe, og Svingningen skete med Solen. Da sagde Karlsefne: »Hvad mon dette have at betyde?« Snorre Thorbrandsön svarede ham: »Det kan være at dette er et Fredstegn, og lad os tage et hvidt Skjold[118], og holde imod dem;« og de gjorde saa. Derpaa roede hine imod dem, og undrede sig over dem som de traf der, og gik op paa Land. Disse Mennesker vare sorte og af et barskt Udseende, og havde stygt Haar paa Hovedet; de havde store Öine og brede Kinder[119]. De bleve der en Tid, og undrede sig over dem, som de traf der, og roede siden bort og sydefter omkring Næsset.


10. Karlsefne og hans Folk havde gjort deres Vaaninger ovenfor Indsöen, og nogle af Skaalerne vare nær ved Söen, andre fjernere fra samme. De vare nu der den Vinter; der kom ingen Snee, og alt deres Kvæg nærede sig selv ved at græsse[120]. Men da det vaaredes, saae de en Morgen tidlig, at en Mængde Skindbaade roede sydfra forbi Næsset, saa mange som om der var saaet med Kul foran Vigen; der blev da ogsaa Stænger svungne paa hvert Skib. Karlsefne og hans Folk hævede da Skjoldene i Veiret, og da de kom sammen, begyndte de at kjöbslaae, og dette Folk vilde helst have rödt Klæde[121]; de havde at give derfor Skindvarer og ægte Graaskind. De vilde ogsaa kjöbe Sværde og Spyd, men det forböd Karlsefne og Snorre. Skrælingerne toge for et ganske graat Skind et Spand langt Stykke rödt Klæde, og bandt det om deres Hoved. Saa gik deres Handel en Tid; da begyndte Klædet at gaae op for Karlsefne og hans Folk, og de skare det da i smaae Stykker, som ikke vare bredere end en Fingers Bredde, og Skrælingerne gave dog ligesaa meget derfor som tilforn eller mere.


11. Det hændte sig at en Tyr, som Karlsefne havde, löb frem af Skoven, og brölede höit; dette forskrækkede Skrælingerne, og de löb ud paa Skindbaadene, og roede derpaa sydefter med Kysten[122]; da mærkede man ikke til dem i tre hele Uger. Men da den Tid var forbi, saae de en stor Mængde skrælingske Skibe komme söndenfra, med en Fart som rivende Strömme; alle Stængerne bleve da svungne imod Solen, og de hylede alle meget höit. Da toge Karlsefnes Folk et rödt Skjold, og holdt imod dem[123]. Skrælingerne löb af skibene, og derpaa gik de mod hinanden og sloges; der blev en haard Skudregn, thi Skrælingerne havde Valslynger[124]. Karlsefnes Folk saae, at Skrælingerne hævede op paa en Stang en overmaade stor Kugle, næsten at ligne med en Faarevom, og blaaagtig af Farve; denne svang de af Stangen op paa Land over Karlsefnes Mandskab, og den gav et skrækkeligt Skrald, i det den faldt ned[125]. Dette indjog Karlsefne og alle hans Folk en stor Frygt, saa at de fremfor alt önskede at flye, og de trak sig tilbage langs med Floden, thi det forekom dem, at Skrælingerne trængte frem imod dem fra alle Sider; og de standsede ikke, förend de kom til nogle Klipper, hvor de gjorde en haard Modstand. Freydis[126] kom ud, og saae at Karlsefnes Folk trak sig tilbage, og hun raabte da: »Hvi löbe I, saa raske Mænd som I ere, for disse Stakler, som jeg troede I kunde fælde som Fæ; og hvis jeg havde Vaaben, troer jeg at jeg skulde slaas bedre end nogen af eder.« De gave ingen Agt paa hendes Ord. Freydis vilde fölge dem, men hun var langsommere, thi hun var frugtsommelig; dog gik hun efter dem i Skoven. Skrælingerne satte efter hende; hun fandt for sig en död Mand, det var Thorbrand Snorresön, og en flad Steen stod fast i Hovedet paa ham; Sværdet laae blottet ved hans Side; dette tog hun op, og beredte sig til Modværn. Da naaede Skrælingerne hende; hun trak da Brystet frem af Klæderne, og slog det ud paa det bare Sværd; derved bleve Skrælingerne bange, og undlöb til deres Skibe, og roede bort. Karlsefne og hans Folk kom da til, og roste hendes Mod. To Mænd faldt af Karlsefnes Folk, men en Mængde af Skrælingerne. Karlsefnes Trop blev overmandet, og de droge nu hjem efter dette til deres Vaaninger, og forbandt deres Saar; de tænkte nu over, hvad det havde været for en Mængde, som oppe fra Landet af havde trængt frem imod dem, og det forekom dem nu, at det kun havde været virkelige Folk, som kom fra Skibene, men at de andre Folk maatte have været Öienforblændelse[127]. Skrælingerne fandt ogsaa en död Mand, ved hvem der laae en Öxe; een af dem tog Öxen op, og hug i Træ med den; og nu gjorde den ene efter den anden det samme, og tyktes at det var en kostelig Ting[128], og at den bed godt; siden tog een den, og hug i en Steen med den, saa at Öxen brödes, og da tyktes den dem af ingen Nytte, eftersom den ikke holdt imod Steen, og de kastede den bort.


12. Karlsefne og hans Folk troede nu at indsee, at, skjönt Landet havde mange Herligheder, vilde man dog der bestandig svæve i Frygt for Ufred af Landets tidligere Beboere. De beredte sig derfor til afrejse, og agtede sig til deres Fædreland; de seilede nordefter med Kysten, og traf 5 Skrælinger i Skindpelse, sovende nær ved Havet. De havde med sig Æsker, hvori der var Dyremarv, blandet med Blod[129]; Karlsefnes Folk tyktes at forstaae, at disse Mennesker vel vare blevne forviiste fra Landet; de dræbte dem[130]. Siden kom de til et Næs, hvorpaa der var en Mængde Dyr, og Næsset var overalt bedækket med Mög, efterdi Dyrene laae der om Nætterne. Nu kom de tilbage til Strömfjord, og der var Overflödighed af alt hvad de behövede at have. Det er somme Mænds Sagn, at Bjarne og Gudrid ere blevne der tilbage med 100 Mand, og have ikke faret længere; men Karlsefne og Snorre have med 40 Mand faret sydpaa, og have ikke været længere i Hopet end knap to Maaneder, ere samme Sommer komne tilbage. Karlsefne foer derpaa med eet Skib at söge efter Thorhal Jæger, men de ivrige bleve tilbage; og de seilede nord forbi Kjalarnæs, og förtes da frem mod Vesten, og Landet var paa deres venstre Side. Der vare da öde Skove overalt, saa langt de kunde see, og næsten ingen aabne Pladser deri. Og da de havde seilet længe, löb der en Flod ned fra Landet fra Öst mod Vest; de lagde ind i Flodmundingen og laae ved den söndre Bred.


Thorvald Eriksöns Drab.

13. Det hændte sig en Morgen at Karlsefne og hans Folk saae ovenfor en aaben Plads i Skoven en Plet, som glindsede imod dem, og de raabte derimod; det rörte sig, og det var en Eenfoding[131], som derpaa sköd sig ned til den Flodbred, ved hvilken de laae. Erik Rödes Sön Thorvald sad ved Roret, og Eenfodingen sköd en Pil ind i Tarmene paa ham. Thorvald trak Pilen ud, og sagde: »Fedt er det mig om Isteren; et frugtbart Land ere vi komne til, men dog ville vi neppe komme til at nyde godt af det.« Thorvald döde af dette Saar kort efter. Derpaa löb Eenfodingen bort igjen nordefter. Karlsefne og hans Folk forfulgte ham, og saae ham stundum, og det sidste de saae til ham, var at han löb ud i en Vig. Da vendte de tilbage, og en Mand kvad da denne Kvædling:

Folk satte efter
(meget sandt det var)
en Eenfoding
ned til Stranden;
men den underlige Mand
ilende löb
stærkt over Havet;
Hör du, Karlsefne[132]!

De droge da bort igjen nordefter, og tyktes see Eenfodingeland; de vilde da ikke udsætte deres Folk længer. De ansaae den Fjeldstrækning, som var i Hop, og den som de nu traf, for een og den samme, og det slog lige til, at der var lige langtfra Strömfjord til begge Steder. Den tredie Vinter vare de i Strömfjord. De deelte sig da meget i Partier, hvortil Kvinderne vare Anledning, da de, som vare ugifte, vilde forurette de gifte, og deraf opstod stor Uro. Der födtes den förste Höst Karlsefnes Sön Snorre, og han var tre Aar, da de droge bort. Da de seilede fra Viinland, fik de Söndenvind, og kom da til Markland, og traf der 5 Skrælinger, den ene var skægget, de to Kvinder, og de to Börn; de toge Drengene, men de andre undkom, og Skrælingerne sank ned i Jorden[133]. Disse to Drenge förte de med sig; de lærte dem Sproget, og de bleve döbte. De kaldte deres Moder Vethillde, og deres Fader Uvæge[134]. De sagde at to Konger beherskede Skrælingerne[135], og den ene af dem hed Avalldania, men den anden Valldidida. De sagde at der ingen Huse vare, Folk laae der i Grotter eller i Huler[136]. De sagde at der laae et Land paa den anden Side ligeoverfor deres Land, hvor der boede Folk, som vare iförte hvide Klæder, og bare Stænger foran sig, hvorved der vare fæstede Flige, og de raabte höit; og Folk troe, at det har været Hvitramannaland eller det store Irland[137].


14. Bjarne Grimolfsön blev med sit Skib forslaaet til Irlands Hav, og de kom i en Ormesö, og Skibet begyndte stærkt at synke under dem[138]. De havde en Baad, som var smurt med Sæltjære, thi den angriber Söormen ikke[139]; de gik i Baaden, og saae da, at den ikke kunde bære dem alle; da sagde Bjarne: »Eftersom Baaden ikke rummer meer end Halvdelen af vore Mænd, da er det mit Raad at der trækkes Lod om, hvo der skulle i Baaden, thi det skal ikke gaae efter Anseelse.« Dette fandt alle saa höimodig budet, at ingen vilde tale derimod; de gjorde da saa, og trak Lod, og det tilfaldt Bjarne at gaae i Baaden, og Halvdelen af Mandskabet med ham, thi Baaden rummede ikke flere. Men da de vare komne i Baaden, sagde en Islænder, som da var paa Skibet, og havde fulgt Bjarne fra Island: »Agter du, Bjarne, her at forlade mig?« »Saa kommer det nu til at være,« svarede Bjarne. Da sagde denne: »Andet lovede du min Fader, da jeg drog fra Island med dig, end saaledes at forlade mig, da du sagde, at vi begge skulde dele Skjæbne.« Bjarne svarede: »Ei skal det da gaae saaledes; gak du herned i Baaden, og jeg vil stige op i Skibet, thi jeg seer at du er saa begjerlig efter at leve.« Bjarne gik da op i Skibet, men denne Mand ned i Baaden, og de fortsatte derpaa Reisen, indtil de kom til Dublin i Irland, og fortalte der disse Begivenheder; men det er de flestes Tro, at Bjarne og hans Ledsagere ere omkomne i Ormesöen, thi der spurgtes ikke siden til dem[140].


Karlsefnes og hans Kone Thurids (Gudrids) Afkom.

15. Den anden Sommer efter drog Karlsefne til Island, og Gudrid med ham, og han drog hjem til Reynisnæs[141]. Hans Moder tyktes at han havde gjort et ringe Parti, og derfor var Gudrid ikke hjemme den förste Vinter. Men da hun mærkede, at Gudrid var en udmærket Kvinde, tillod hun hende at drage hjem, og de kom godt ud af det med hinanden. Snorre Karlsefnessöns Datter hed Hallfride, Moder til Biskop Thorlak Runolfsön. De havde en Sön, som hed Thorbjörn; hans Datter hed Thorun, Biskop Björns Moder. Thorgeir hed Snorre Karlsefnessöns Sön, Fader til Ingveld, Moder til Biskop Brand den förste[142]. Snorre Karlsefnessön havde en Datter, Steinun, som var gift med Einar, en Sön af Grundar-Ketil, en Sön af Thorvald Krok, en Sön af Thorer paa Espehol; deres Sön var Thorstein den Uretfærdige, han var Fader til Gudrun, som var gift med Jörund paa Keldum; deres Datter var Halla, Moder til Flose, Fader til Valgerde, Moder til Hr. Erlend Stærke, Fader til Hr. Laugmand Hauk[143]. En anden Datter af Flose var Thordis, Moder til Fru Ingegerd den Mægtige[144]; hendes Datter var Fru Hallbera, Abbedisse paa Stad i Reynisnæs[145]. Mange andre Stormænd paa Island nedstamme fra Karlsefne og Thurid[146], som ikke ere her optegnede. Gud være med os, Amen!




Fodnoter

  1. 1) Denne berömte Hærkonge, som i vore Sagaer kaldes Olaf eller Oleif den Hvide, kaldes af de angelsaxiske Forfattere Amlav, men af de irske (rettere) Aulaiv, som dog undertiden fordreies til Amhlavith. Efter de irske (Ulsterske) Annalister (hos Pinkerton, Enqviry into the early History of Scotland II, 316) ankom han fra Lochlin (Norge) til Irland i Aaret 852 , efter andre 853. Suhm antager , i crit. Hist. af Danm. II, 189, jvf. med I, 580-81 samt hans hist. geneal. Tabeller dertil T. 92 og 96, at Olafs Fader Ingild , hvem han dog ei regner til de danske Konger (i Overeenstemmelse med vor Text) var en Sön af Helge Hvasse, Prinds af Ringerige, nedstammende fra den bekjendte Kong Halvdan Hvidbeen, der og var Harald Haarfagers Stamfader, og af Aslaug, Datter af Sigurd Snogöie. Ogsaa Are Frode stemmer overeens hermed i sin egen Stamtavle (ved Slutningen af hans Schedæ) i det han der nævner lngjald Helgesön, en Dattersön af Sigurd, Ragnar Lodbrogs Sön, som den 29de af sine mandlige Fædrene- Ahner, men hans Sön Oleif Hvide som den 30te i nedstigende Linie. Derimod antager Laxdæla i 1ste Capitel, at Olafs Fader lngjald var en Sön af den danske Kong Frode, kaldet hinn frækni eller den tappre, som blev dræbt af Svertlingerne (eller Svertingerne) og vistnok er den samme, som den Kong Frode den 4de, om hvem Saxo Grammaticus melder, i sin danske Histories 6te Bog, at han blev dræbt af Saxeren Sverting. At denne sidste Beretning er urigtig, indsees lettelig, men de ældste islandske Sagaer mene vel stundum Afkom, Efterkommer ved Ordet sonr (Sön). Efter de irske Beretninger förte Olaf og hans Brödre, som nogle kalde dem, vel rettere hans Fostbrödre eller Stalbrödre, Sidrig (eller Sigtryg) og Ivar, först betydelig Handel paa Irland, i hvilken Henseende adskillige Havne bleve dem overladte; ved dem anlagde de Stæder og Fæstninger, fra hvilke de senere bekrigede Irlænderne, og bleve Herrer over betydelige Landstrækninger. Saaledes fik Olaf Dublin med dets Omegn, hvilket han udvidede og befæstede; Sigtryg fik Waterford og Ivar Limerik. Alle de paa Irland saaledes bosatte Skandinaver underkastede sig Olafs Herredömme; de kaldtes under eet Ostmanner d. e. Östmænd, (ligesom Nordmændene Austmenn i Island og Grönland), og Dublin kunde længe ansees for deres irske Riges Hovedstad. I Aaret 870 kom Aulaiv (Oleif eller Olaf) og Ivar tilbage fra et Tog til Storbritannien, sidst fra Skotland, med ikke mindre end 200 Skibe, ladede med rigt Bytte og mange Krigsfanger, som de gjorde til Trælle eller Livegne (Pinkerton l. c.). Endnu have vi mange Sölvmynter, som ere prægede af Ostmannernes Fyrster, og vidne om deres fordums Rigdom og udbredte Handel. Det var da ikke at undre over, at Danske, Nordmænd og Islændere i hine Tider hyppig besögte Irland. Denne Færsel kunne vi saaledes endnu takke for nogle af de vigtigste Underretninger, som vi have om Skandinavers og Irlænderes gamle Fart paa Amerika. See f. Ex. ovenfor, om Rafn Limeriksfarer, S. 154-55, 166. Endnu i det 13de Aarhundrede beholdt Limeriks og dets Omegns (maaskee hele Irlands) Indbyggere af denne Stamme Navn af Ostmanner, og synes at have udgjort en egen Stand eller Folkeclasse, efter et Diplom af Aaret 1201, hvori det bevidnes at 12 Engelsmænd, 12 Ostmanner og 12 Irlændere aflagde Eed angaaende deres Forklaring om Limeriks Stifts eller Hovedkirkes Eiendele. (Recognitio facta per sacramentum XII Anglorum, XII Ostmannorum et XII Hibernensium &c. Waræi Antt. Hibern. p. 149 ex registro Decani Limericensis).
  2. Originalens Vestrvíking betegner egentlig Krydstog til de (fra Norge) vestlige Farvande og Kyster under Storbritannien, Irland o. s. v, Irlænderne og flere kaldtes saaledes i Norge og Island Vestmenn (Vestmænd), ligesom Irlænderne igjenkaldte Skandinaverne Ostmanner (Auslmenn).
  3. Dyflinnar Skíri (Dublins Shire) nævnes og i Kong Magnus Barfods Saga Hkr. III, 226 samt Formnanna-Sögur VII, 67 Dansk Overs. i Oldnordiske Sagaer, 7, 58. Det Angelsaxiske scire betyder, ligesom endnu det Engelske shire, en Provinds eller stor Landafdeling.
  4. I Laxdæla kaldes han (l. c.) hersir ríkr í Noregi ok kynstór, en mægtig Herse (eller Friherre) i Norge af fornem Slægt (i Romsdalen,, mellem Söndmör og Nordmör). Om Ketil Fladnæse, hans Slægt og Afkom vil mere forekomme her efter i en anden Afdeling af dette Værk. Jvf. Njalas 1ste Capitel.
  5. Det Navn, som her og i flere af de bedste Oldskrifter skrives Þóríðr, rettest Þórríðr, hedder hos de nyere Thuride, Þuríðr, som det endnu bruges paa Island; dets förste Stavelse indeholder Guden Thors Navn, hvorved den Person, som bar det, i visse Maader helligedes ham eller sattes under hans Bekjærmelse. Da det og dette dermed beslægtede Guðríðr ogsaa skrives Guðríð, betyde vel begge disse Navne Thors eller Guds Tordenfart (Þórreíðr, Guðreíðr; jvf. ovenfor S. 269, Anm, 40.
  6. Eyvind Östmand nedstammede vel fra det svenske Gothland, saaledes som vi paa et andet Sted af Værket nærmere komme til at fremstille, men blev tilsidst en mægtig Hærförer paa Irland, og gift med Prindsesse Raforta, en Datter af den irske Kong Kjarval.
  7. Helge Magre var en berömt Landnamsmand eller een af de förste Nybyggere paa Island; om ham handler især Landnamas 3die Parts 12te Cap. Tilsidst boede han i Öfjorden paa Nordlandet og var paa en besynderlig Maade, da han tildeels var bleven opdraget i Irland, paa een Gang en Tilbeder baade af Thor og af Christus.
  8. Eller, efter Ordet, Hær-Konge. Saaledes kaldtes i Hedenold de Nordboer, dog vel kun de af kongelig Slægt, som anförte Tropper og förte Krige i fremmede Lande, uden selv at have noget Rige. De, som anförte Flaader og krigede tilsöes, kaldtes dog ofte, især i de ældste Tider, Sökonger, sœkonúngar.
  9. Denne Sigurd var en Broder til Rögnvald Jarl paa Möre i Norge, den berömte Rolfs eller Rollos Fader, og blev af Kong Harald Haarfager udnævnt til Jarl (Underkonge eller Lehnsherre) af Ørkenöerne, under norsk Overherredömme, Han kaldes Sivard i gamle örkenöiske Diplomer. Hos os er det samme Navn blevet til Sivert. Det er og de Tydskes Siegwart (ligesom det oldnordiske Sigvarðr muelig var i Grunden det samme).
  10. Alt dette omhandles tildeels noget udförligere i flere gamle Sagaer, især Laxdæla 4 Cap. S. 6-8, som beretter at Thorstein, efter en stedse seierrig Krig, sluttede Fred med Skotlands Konge, hvorved det halve Rige blev afstaaet til ham, hvilket Forlig Skotterne dog ikke længe holdt. Mærkelig nok citerer Laxdæla her til Are Frode, og derved menes uden al Tvivl hans förste Udkast til Landnama, især dens hermed overeensstemmende 2 P. 15 Cap. Jvf. Olaf Tryggvesöns Saga i Fornm. S. I, 194, hvor Sigurd Jarls og Thorstein Röds fælles Krigstog ommeldes, hvorved de siges at have erobret Katanes (Caithness) og Sudrland (Southerland) lige til Ekkjals. Den Skalholtske Udgave I, 217 (Cap. 177) beretter at de ellers indtoge en stor Deel af Skotland Mœrhœfi (nu Moray eller Murray) og Ross, som endnu ganske har beholdt sit ældgamle Navn, samt at de, i den sydlige Part af Moray, opförte en Borg eller Castel. Stykket i Fornm. Sögur l. c. 1, 246 o. f. stemmer iövrigt meget med Landnama og dette 1ste Capitel af nærværende Saga, efter hvad vi og have bemærket i Indledningen. Schöning bemærker (Norges Historie II, 161) at hvis Sagaernes Eckjall eller Eckjalsbakki betegner de i Navnet tilsvarende Ochellske Bjerge, nordenfor Staden Sterling, bliver det rigtigt, at hine Erobrere have tilfægtet sig mere end det halve Skotland. Den nævnte Bjergrække strækker sig igjennem Perthshire og Fife. Den skotske Konge, som Talen her er om, maa enten have været Grig, som kom til Regjeringen 883 og som længe förte Krig med Skandinaverne, eller hans Efterfølger Donald den 2den, som sögte at fordrive dem fra deres Erobringer i Moray og flere Provindser, overvandt dem vel i et Slag, men döde af Fölgerne af de der bekomne Saar. See Heron History of Scotland (1794) I, 43-44, jvf. med S. 224-25, hvor det bemærkes at Skandinaverne saaledes havde coloniseret det af dem i gamle Dage indtagne Moray, at Landet endnu har mange Mindesmærker og Folkesagn fra deres Tid; at Sproget, som siden tales der, kan næsten ansees for at bestaae for en stor Deel af (gammelt) Dansk , og at Indbyggerne, endog först i det 18de Aarhundrede, af deres skotske Naboer bleve betragtede som en fremmed og fjendtlig Stamme, i hvis Land det ingen Synd var at foretage Plyndringer. Disse Bemærkninger (dog vel med Undtagelse af den sidste) kunne og anvendes paa de övrige her nævnte skotske Provindser , og maaskee flere. De Ulsterske Annaler ommelde ellers (l. c. S. 317) en Ostin (formodentlig en Fordreielse af Tostin, Thorstein) , en Sön af Aulaiv, de irske Normanners Konge, blandt Albanich eller Skotterne i Aaret 874, men der mangler noget i denne Beretning, som gjör den utydelig.
  11. Denne Thorfinn, Þorfinnr , Þorfiðr, Jarl (den 1ste) var en Sön af Torf-Einar, Rögnvald Jarls Sön og Broder til Sigurd, hvem han efterfulgte i Regjeringen over Ørkenöerne. See Laxdæla 4de Cap. og Orkneyínga-Saga 1ste Cap. Gamle örkenöiske Diplomer kalde ham Thurwider gedclevar; uden Tvivl skal Tilnavnet være et Slags Oversættelse af det i Texten anförte: hausakljúfr d. e. Hjerneskalsklöver, ogsaa Hovedklöver; — den förste Stavelse ged er vel enten beslægtet med det Engelske head (hedd) Hoved eller ogsaa med det Gælisk-skotske ceann, som betyder det samme; clever er tydelig det samme som det Danske Klöver.
  12. I andre Sagaer berettes at Aude, förend hun kom til Island, drog fra Ørkenöerne til Færöerne og opholdt sig der i nogen Tid, samt bortgiftede Olöf eller Alof, Datter af hendes Sön Thorstein Röd, til en unævnt anseet Mand, fra hvilket Ægteskab de saakaldte Götuskegger d. e. Mændene fra Gata (nu Göta), en Hovedgaard paa Østerö, iblandt hvilke Thrand var den mest berömte, skulle nedstamme. Jvf. Færeyinga-Saga, udgiven ved Rafn, Kjöbenhavn 1832, S. 1-2, Landnama 2 P. 16 Cap., Laxdæla 4 Cap., Fornm. S. I, 247. Saaledes blev hun Stammoder for de fornemste Slægter paa Ørkenöerne, Færöerne og Island.
  13. To mærkelige Varianter i Fornm. S. (l. c.) sætte disse frie Karles Antal til 70 og Texten til den Skalholtske Udgave af Olaf Tryggvesöns Saga (II, 16) til 60. Muelig regnes her de af hende senere frigivne for frie Mænd.
  14. I det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel; mere herom komme vi til at meddele i Uddragene af Eyrbyggja. Jvf. Landnama l. c. samt Laxdælas 5te Capitel.
  15. Jvf. ovenfor Anm. 1 og 2.
  16. En lignende Fortælling om Vifil indeholdes ogsaa i Landnamas 2 Part 17 Capitel. Den her ufuldstændige Beretning om hans Ægteskab udelades der, men det tilföies derimod, at han, da han boede paa Vifilsdal, havde Trætter med, átti deilur við, Hörd, om hvem det samme Capitel melder, at han var en af Audes Skibsmandskab og at hun siden gav ham Gaarden Hördedal; Laxdæla omtaler (i 6te Capitel) den samme Mand som meget ypperlig, samt Stamfader til Gilsbekkingernes Slægt og den berømte Skald Gunlög Ormstunga. Landnama nævner endvidere Vifils to Sønner.
  17. Det meste af det følgende, for Grönlands Opdagers og Opdagelses Historie yderst mærkværdige Capitel findes og indfört, men tildeels med andre Ord her ovenfor S. 172-178 (fra Landnama) og S. 200-204 (fra Erik den Rödes Saga). Paa de vigtigste indbyrdes Afvigelser af disse Recensioner gjöre vi vore Læsere opmærksomme i Varianterne. Andre antegnes i Anmærkningerne, naar de snarere synes at henhöre til disse. Efter at det förste Udkast til disse Anmærkninger var blevet færdigt fra Pressen, udkom fra den et for os særdeles vigtigt og lærerigt Værk: Undersögelsesreise til Østkysten af Grönland, efter Kongelig Befaling udfört i Aarene 1828-31 af W. A. Graah, Capitain-Lieutenant i Söetaten. Kjöbenbavn, 1832 med Kobbere, samt et ypperlig veiledende Kort over Grönland og dets Nabolande. Disse Hjelpemidler ville uden Tvivl, jevnförte med de os levnede grønlandske Mindesmærker, lede os til Overbevisning om Østkystens hidindtil tvivlsomme Beliggenhed, saa at det Ældste og Nyeste her fremdeles kommer til at oplyse hinanden. Vi haabe saaledes nu at kunne udpege de vigtigste blandt hine mærkværdigste afvigende Læsemaader.
  18. Skjönt Landnama i 2 P. 14 Cap. og Olaf Tryggvesöns Saga kalde Eriks Svigerfader Jörund Atlesön, sees dette, efter de nyeste Udgaver af Landnama, at modsiges at visse Afskrifter af 2 Parts 22 Cap., som berette at denne Jörund var en Sön af Ulf Skjalge eller den Skjælöiede; dog findes denne Beretning hverken i hint mærkelige Oldskrifts ældste Recension eller i Hauksbogen, men derimod, hvilket vi her udtrykkelig bemærke, kun i Mela-Bogen (E) og de nye harmoniske Sammendrag af forskjellige gamle Codices, som ere lagte til Grund for Landnamas samtlige tre Udgaver, der dog aldeles ikke underrette os om, at dette Stykke fattes i den ældste Recension, saa at de to Hoved-Codices ei i Grunden indeholde nogen Selvmodsigelse i denne Post. Melabogen er da den eneste agtværdige Kilde, hvorpaa Stedet er grundet, men vi formode at det, hvad dens Afskrivere have læst for annar sonr (Sön), i Originalen har staaet som sonarsonr (Sönnesön), thi B nævner her en Jörund, som Atle den Rödes Sön og Ulf Skjalges Sönnesön; dette Sted udelades derimod af C, tilligemed det ovenommeldte om Jörund Ulfsson, der ei heller omtales paa flere Steder af Landnama, saa at hans virkelige Tilværelse fölgelig maa drages i grundet Tvivl. See ovenfor S. 174, 184, og 193. Med Hensyn til Personernes sandsynlige Alder, maae vi og give den her anförte Læsemaade Fortrinet.
  19. Thorhjörg Knararbringa (Skibsbringe), Erik den Rödes Svigermoder, siges i Landnamas 2 Parts 22 Capitel at have været en Datter af Gils Skeidarnef, den Landnamsmand, efter hvem Gilsfjorden i Bardestrands Syssel, hvilken han tog i Besiddese, er bleven opkaldt. Formodentlig var han en Nordmand. Fra ham nedstammede og den ovenomtalte Are Marsön, som först af alle os bekjendte Europæere kom til Amerika, og mange flere mærkelige Islændere. Med Hensyn til Thorbjörgs besynderlige Tilnavn kan det bemærkes, at baade Knar, en Art af Skib, Oldnordisk knör, (knörr), og bringa, Bryst, Barm, ere ægte danske Ord, af hvilke det sidste (Bringe) endnu tildeels bruges i daglig Tale.
  20. See ovenfor S. 258-259.
  21. Af de her opregnede Mænd fortsatte Thorbjörn Vifilsön samt Thorleif og Snorre Thorbrandsönner deres Venskab med Erik den Röde i Grönland, hvor de senere opsögte ham og toge fast Bopæl.
  22. Om de nu fortalte Begivenheder komme vi paa sit Sted til at meddele Læserne end en Beretning af Thorsnæsingernes, Øreboernes og Alptefjordsmændenes Saga.
  23. Her har den ældste Recension af Landnama den mærkelige og oplysende Variant: Sneefjeldsnæsset. See ovenfor S. 176, 186.
  24. Ordet jökull var i det Oldnordiske, ligesom endnu i Islandsk, en almindelig Benævnelse ikke allene for et stort Isbjerg, men ogsaa overhoved for en Isklump eller sammenfrossen Masse. Det var og saaledes i Brug i den skandinaviske Colonie paa Grönland, hvilket mange Oldskrifter vise. Beslægtet med det er det Oldnord. og lsl. jaki, et Stykke Is. Efter vort ovenfor (S. 261) givne Löfte söge vi da at vise Ordets ældre og nyere Brug og Afændringer i forskjellige Tungemaal. I det norske Folkesprog hedder det jökkel, jökel, jöikel (det förste bruges og selv i det danske Skriftsprog). I Angelsaxisk hed det fordum gicel. Sprogroden synes at være det Finske jää, Frost, Is, Lappisk joa, Ungarsk jeg , i Caucasus blandt Digorerne jech, Osseterne jich Kurderne jæch. Persisk jach, jag , jich, Afganisk jach, Indisk-Dekansk juk, Zigeunisk jeko, Vogulisk og Ostiakisk jœnk. De i Afskrifterne som Varianter forekommende to Jökel-Navne behöve kun at oversættes bogstavelig, Hvitserkr ved Hvidsærk og Bláserkr ved Blaasærk, for at skjönne deres ægte skandinaviske Oprindelse. Det ene Isbjerg har da faaet Navnet af sit hvide, det andet af et blaat Farveskjær eller Udseende. Overhoved maae vi nu tillige, af andre gamle Efterretninger at dömme, antage det for vist at Blaasærk, men ikke Hvidsærk, menes her, som seet lige i Vesten fra Island. Hauks Bearbeidelse af Landnama og ligeledes Olaf Tryggvesöns Saga , sige at Erik kom til det Sted (Pynt eller Spidse) af Midjökel paa Grönland, som kaldes Blaasærk , men Olaf Tryggvesöns Saga melder, at han kaldte det Isbjerg Miðjökul, den midterste Jökel , som senere har faaet Navn af Blaasærk. Jvf. ovenfor S. 186 Anm. 16. Allerede i ældre Tider har man da, vistnok urigtig, formedelst Navnenes Lighed , antaget Blaasærk og Hvidsærk for det samme Bjerg, og derved foranlediget mange Misforstaaelser blandt de nyere Grandskere. Gjennemlæsningen af Graahs Reisebeskrivelse og det dermed fölgende Kort vise os paa det tydeligste, at Erik Röde, ved at styre mod Vesten lige ud fra Sneefjeldsnæsset, maatte komme under den östgrönlandske Kyst, til det Strög hvorpaa Graahs Øer, Cap Torfæus, Cap Lövenörn og den udmærkede Isblink Colberger Heide ligge. Dette antage vi, efter Sagaernes Vidnesbyrd, for aldeles vist, hvorimod vi ikke kunne sige med Vished, om Blaasærk menes enten ved a) selve Isblinken, som undertiden, efter Graah S. 142, viser sig blaaladen eller b) det höie men aldeles sneefrie Bjerg over Bunden af Peter Oxes Fjord (S. 100). Colberger Heide synes da fordum efter Oldskrifterne at være kaldet Miklijökull, den store Isblink, hvilket den og, efter Graahs Beskrivelse, fuldkommen fortjener. Vi forbeholde os at handle nærmere herom i vor Slutningsafhandling, hvor vi især ville udvikle at den saakaldte Eiríksstefna, Eriks Kaas eller lige Vei, netop meentes at have gaaet til denne Egn, ligesom ogsaa Coursen fra Bergen, hvilket sidste Graah allerede (S. 164) har bemærket. Det er saaledes mærkeligt, hvis man i de ældste Tider först anlöb Østgrönlands Kyst ved Blaasærk og forlod den ved Hvidsærk (Cap Farvel) for at dreie om mod Norden og söge Vestkysten. Disse Navne vare da særdeles lette at huske for de Söfarende paa en Tid, da man ingen Sökort brugte. Muelig have dog nogle kaldet en af Østkystens nordligste Jökler Hvidsærk, som liggende ved Eriks förste hvarf eller Vendepunkt, hvilket da naturligviis ogsaa kan have bidraget til den nyere Navne- og Sted-Forvirring ved disse Farvande. De nye danske Söfarere eller Colonister have og givet en höi Ø i disse Farvande, kaldet Dadloodit af Grönlænderne, Navn af Hvidsærk (Graah S. 28).
  25. Denne vigtige Beretning forekommer atter i denne Sagas tvende Hoved-Recensioner i varierende, skjönt ikke væsentlig fra hinanden afvigende Udtryk. Jvf. ovenfor S. 176, 186-187 Anm. 17 (ved en Tryk feil staaer denne paa förstmeldte Side, i Variant 13, betegnet som Anm. 16). Graahs Reise har nu fuldkommen oplyst og bekræftet dette Oldskrifternes vigtige forhen for de fleste næsten uforstaaelige Sted.
  26. Denne Eriksöes Beliggenhed angives meget forskjellig i de gamle Haandskrifter: Landnamas ældste Recension stemmer overeens med nærværende Saga, som i den Henseende og fortjener Opmærksomhed. See ovenfor S. 176, 178 samt de udförlige Sammenligninger af Varianterne S. 187 Anm. 18. Jvf. S. 204. Her tillægge vi kun dette: at det er mueligt, at enten Erik selv, eller andre efter ham, have givet to forskjellige Øer, en i Østerbygden og en anden i Vesterbygden, Navn af Eiríksey. Vistnok erfare vi af de her meddeelte Efterretninger at Erik Röde i sine yngre Aar havde stor Lyst til at flytte omkring, opsöge sig nye Bopæle og Eiendomme, samt udförte endelig store Opdagelsesreiser, og tillige den Kjendsgjerning, at han sögte at udbrede sin Navnkundighed for Samtid og Eftertid, ved at give de af ham besatte eller opdagede Steder Benævnelser, forbundne med hans eget Navn; saaledes kaldte han, allerede paa Island, to Gaarde i to forskjellige Egne Erikstade og en Vig eller lille Havn Eriksvaag; saaledes ogsaa i Grönland Eriksfjord, Eriksholme og, som vi nu formode, to forskjellige Eriksöer, som da have givet Anledning til den heromhandlede varierende Beretning. Synderlig nok findes der ingen Stedsnavne i Landnama opkaldte efter nogen Erik, hverken paa Island eller Grönland , uden de, ved hvilke vor berömte Opdager saaledes, med större eller mindre Held , sögte at forevige sin vistnok udödelige Erindring. Jvf. Anm. 29.
  27. Her maae vi bemærke den ubetydelige Afvigelse af Recensionen A, at den kalder den Fjeldspidse Hvarfsgnúpr (m), som de fleste övrige Recensioner nævne Hvarfsgnýpa (f). Meningen bliver i al Fald den samme med Hensyn til det betegnede Steds Beskaffenhed og Beliggenhed. Jvf. S. 188, Anm. 20. Læsemaaden Hrafnsgnýpa er neppe ægte; see S. 204.
  28. Jvf. ovenfor S. 178-79, 188; Anm. 21, 204.
  29. Disse Udtryk synes at bekræfte vor Gisning om tvende forskjellige Eriksöer ved de grønlandske Kyster, og vi maae her bemærke at de ligeledes forekomme saavel i den ældste Recension af Landnama som i Olaf Tryggvesöns Saga. See ovenfor S. 176, 178, 187, 204 samt den 26de af disse Anmærkninger.
  30. Denne Ingolf, ellers kaldet den Stærke, var, efter Landnamas 2 Parts 26 Cap. (ogsaa efter Hauksbogen) en Sön af Thorolf Spör, hvilken Beretning vi maae antage for rigtig, da den findes i Skriftets ældste Recension, ligesom her i de övrige. Derimod maa det være urigtigt, hvad Hauksbogen (og flere) have indskudt i 2 Parts 15 Cap., at han var en Sön af An (eller Ørn) Avaldsön. I Afskrifterne kan muelig paa sidstmeldte Sted Abbreviationen ss (synir) være urigtigt læst eller afskrevet for s (sonr) som da kun burde henföres til Thorvald som Ans eller Ørns Sön, men ikke til Ingolf. Det er og meget sandsynligere at Ingolf var Sön af en Landnamsmand, end at han selv var det. Jvf. ovenfor S. 178.
  31. Vi maae her gjöre vore Læsere opmærksomme paa den noget lidet afvigende eller nærmere bestemmende Variant (21) af Haandskriftet M. See ellers ovenfor S. 178, 204. Disse overensstemmende Beretninger synes at kuldkaste den Mening, at Grönland har været bekjendt i Europa under dette Navn förend i Erik den Rödes Dage.
  32. Disse Beretninger stemme overeens med Landnamas 2 Parts 9de og 17de Capitel, som overhoved meddele udförlige Efterretninger om Einar Sigmundsön. Om hans Stamfader Ketil Tistel (formodentlig en Nordmand) som först beboede Tistelfjorden paa Islands Nordland, see især Landnamas 3 Parts 20de Cap. Om Sigmund, samt hans Sön Einar og flere her forekommende Personer handler og den i historisk Henseende for det meste uefterrettelige Bárðar-Saga, udgivet af Björn Marcussen, i Sögu-þættir Islendinga, Holum 1756, 4, S. 166, 168 o. f. Steder. Paa begge de förstanförte Steder lægges det til i den ældste Recension, at Thorgeirs og Arnoras Datter hed Ingvilde, og at hun blev gift med Thorstein, en Son af den berömte Snorre Gode, sin Tids ypperste Hövding i Thorsnæs Thinglaug, hvortil alle de heromhandlede Personer hörte. Efter Eyrbyggjas 65 Capitel S. 336 boede Thorstein Snorresön paa Laugarbrekka, hans Svigerfaders Gaard, og blev Stamfader til Asbirningerne i Skagefjorden, samt ellers til en talrig Afkom. Dette noget dunkle Sted forklares paa det ypperligste af begge Landnamas ældste og mærkværdigste Recensioner (betegnede B og C) som udtrykkelig sige (2 P. 7 Cap.) at Thorsteins og Ingvildes Datter Ingudr eller Ingunn blev gift med Asbjörn Arnorsön, skjönt alle tre Udgavers Text har foretrukket det urigtige Navn Asgeir. Tillægget til Landnama (samme Udgave S, 256) ommelder Asbjörn Arnorsöns Sönner i Skagefjorden blandt de ypperste Mænd og störste Hövdinge, mestir höfðingjar, som levede paa den Tid da Biskop Gissur döde (Aar 1118). Dette stemmer ganske overeens med Kristni-Sagas 14de Cap., Khavns Udg. S. 122, og Are Frode er da vist den förste Ophavsmand til det væsentlige i disse Efterretninger. Hovedberetningen om Asbjörn Arnorsöns Ægteskab med den ovennævnte lngunn Thorsteinsdatter bekræftes og af Sturlungas 2 Bogs 3 Cap. I, 50-51 og indeholder de i Eyrbyggja nævnte Asbirningers Stamtavle, som indbefatter mange af Islands vigtigste Hövdinger i Sturlungernes Tid, hvoraf nogle herskede i Skagefjorden og deriblandt Biskop Brand Sæmundsön, der saaledes sees at have nedstammet, paa forskjellige Maader, fra den brittiske Vifils tvende Sönner.
  33. Dette stemmer overeens med Landnamas 2 Parts 7de Cap., ved hvilket Sted Melabogen tillægger en Linie af Thorbjörns og Hallveigs Afkom lige ned til Snorre Marcussön paa Melum, som döde 1313; jvf. andre Tillæg af samme Oprindelse til 2 P. 17 Cap. samt. 3 P. 20 Cap. Vi kunne her bemærke at Hallveigs Moder hed Unnur, en Datter af Thorer (Hroarsön) , hvis Herkomst vi ikke nærmere kjende. Landnamas ældste Recension nævner ikke at Thorbjørn Vifilson har havt flere Koner, men de øvrige sige i 2 P. 4 Cap. at han, eller en anden Mand af samme Navn, har og, samt da uden Tvivl för, været gift med Thorunn, en Datter af den berömte Steinolf Lave; see om ham ovenfor S. 154, 156. Deres Datter nævnes sammesteds Thorgerde.
  34. Gaarden Arnestape, i vor Sagas forskjellige Afskrifter Arnastapi og Arnarstapi, hvilket sidste endnu er brugeligt, er nu mest bekjendt af den Omstændighed , at et betydeligt Kongeligt Jordegods i Sneefjeldsnæs Syssel, som förhen tilhørte Helgafells Kloster, kaldes efter den Arnarstapa umboð eller paa Dansk Arnestappens, ogsaa Stappens Ombud, fordi Godsets første Kongelige Forvaltere havde deres Bopæl der. Gaarden kaldes nu tit blot Stapi, paa Dansk Stappen; i nyere Tider var der længe en besøgt Handelshavn, som nu ei mere bruges, men Gaarden beboes for Tiden af Amtmanden over Islands Vesteramt. Landnama nævner aldeles ikke denne i nyere Tider berømte Gaard, men Forfatteren af den fabelagtige Bárðar-Saga, som synes, skjønt maaskee tildeels efter gamle Folkesagn og Kæmpeviser, at have søgt at completere Landnama, nævner den (l. c. i 4de Capitel S. 166) som först opbygt af Thorkel Rödfeldsön eller Rödsön fra Halogaland eller Helgeland.
  35. See ovenfor S. 364. Ved Bjerget Thorgeirsfell, i Stadar-Sveiten, hvorved denne Gaard ligger, findes de saa kaldte islandske Diamanter i stor Mængde, samt ere tillige de störste og fuldkomneste i Landet. Vel ere de, ligesom de bornholmske, ikke ægte og maae henregnes til Bjerg-Krystallerne, men de ere dog saa haarde at de kunne skjære Glas og tillige tildeels saa klare og gjennemsigtige, at deres pyramidalske Spidsers yderste Knopper meget ligne Diamanter. See Olafsens og Povelsens Reise igjennem Island I, 314. Det er saaledes sandsynligt, at Einar Thorgeirsön er bleven opmærksom paa disse i usleben Tilstand allerede glimrende Stene, som fandtes nær ved hans Bolig og har fört dem til Udlandet, hvor han da let kan have faaet dem betalt i dyre Domme, og derved erhvervet betydelig Formue. Ædelstene vare overalt höit anseete i Oldtiden og Middelalderen, selv paa Island og Grønland, ikke allene formedelst deres naturlige men ogsaa formeentlig overnaturlige Egenskaber. See herefter Anm. 47.
  36. Det er sandsynligere at Thorbjörn har brugt det Udtryk: ”trælbaaren Mand” d.e. en Mand af Trælleslægt, som anføres i Haandskriftet M. See ovenfor S. 368, Variant 15. Thorbjörns Stolthed maatte især opröres ved dette Tilbud, naar det var rigtigt, som anföres i samme Haandskrift, samt ellers i Hoved-Recensionen B, at han var en Gode eller Herredshövding; see S. 369 Variant 5.
  37. See ovenfor S. 360; jvf. 176, 204.
  38. Vi see af Eyrbyggja S. 336 at Thorbjörns Broder og Svoger Thorgeir maae have kjöbt Lögarbrekka, og at den sidstnævntes Svigersøn Thorstein Snorresön maa, paa sin Kone Inguns Vegne, have arvet eller indlöst den efter ham.
  39. Havnen selv kaldes i Sagaerne snart Hraunhöfn snart Hraunhafnarós, og er forskjellig fra en anden gammel Havn paa Nordlandet, som og har den förstanförte Benævnelse. Dens Beliggenhed, sönden for Sneefjelds-Jökelen , beskrives saaledes af Eggert Olafsen og Bjarne Povelsen: ”Hraunhavns-Osen var et bekjendt Skibsstade i forrige Tider, næsten paa samme Sted hvor Budenshavn nu er eller lidet længer oppe: et meget smukt og beleiligt Sted, undtaget at Skibene maae passe paa störste Spring, for at gaae ud og ind.” Havnen Búðir eller, som den paa Dansk kaldes , Bude og Budenstad , er endnu i Brug, omgivet af de store Lavastrækninger, af hvilke den gamle Hraunhöfn havde sit Navn. Dette Handelssteds nyere Navn Búðir betyder ligefrem Boder, Kjöbmandsboder, hvortil Indbyggerne i Handelstiden sögte og endnu söge.
  40. See ovenfor S. 180, 194, 208 o. f. Vi kunne nu efter det nyeste Kort og Graahs Oplysninger ledes til at antage at Herjolfsnæsset er, a) i vidtlöftigste Forstand: den temmelig store Halvö mellem Tessermiutfjorden og Illoamiut; vi maae af Sagaerne slutte os dertil, at den har udgjort en heel Bygd, ligesom og forskjellige Gaarde, af de endnu tilværende Rudera , sees at have ligget paa den; b) det mærkelige Næs eller Forbjerg som og nu blot kaldes Kangek eller Næsset, uden Tvivl for sin udmærkede Skikkelses og Beliggenheds Skyld ; c) Hovedgaarden Herjolfsnæs, hvorpaa Landnamsmanden Herjolf, som först tog hele Halvöen i Besiddelse, bosatte sig, og saaledes overlod til sine Skibsfolk eller andre, de i hans Landnamsdistrict liggende Byggepladse. Eggers antog allerede at Herjolfsnæs laae ved Ikigeit, og dette bekræftes nu ved den Ligsteen med Indskrift, hvilken den fortjente Missionair de Fries fandt og hidsendte i Aaret 1831, som synes at vise at Grønlands sydligste Kirke har ligget der. Halvøen er nu især bekjendt ved det skjönne og folkerige Missionsanlæg Friedrichsthal, som fornyer Herjolfsnæssets gamle Anseelse.
  41. Vala eller Valva var i Hedendommen et almindeligt Navn for saadanne Spaakvinder; see om dem Finn Magnusens Ordbøger til den ældre Eddas store Udgave og dens danske Oversættelse, samt hans Indledning til det berömte Oldtidsdigt Völuspá, Valas Spaadom eller Spaakvindens Sang. Jvf. Fortællingerne om Norna-Gest i Fornaldar-Sögur Norðrlanda I, 340 o. f., samt om Asbjörn Prude og Orm Storolfson (Fornmanna-Sögur III, 212 , Dansk Oversættelse S. 186). Af det sidstanförte Sted, som angaaer Danmark, uddrage vi her fölgende: ”Hövdingen Vifil eller Virvil raadte for Vendilskage, nu kaldet Skagen. Det var til de Tider” (det 10de Aarhundrede) ”Skik at nogle Kvinder, som kaldtes Völver, droge omkring i Landet og forudsagde Folk deres Skjæbne, Aarets Frugtbarhed og andre Ting, som man vilde underrettes om. Denne Trop kom til Vifil. Völven blev der vel imodtagen, thi der var anrettet et godt Gilde. Da Folkene om Aftenen vare komne til Sæde, spurgte de Völven om, hvad hun spaaede dem, og hun sagde at Vifil skulde boe der til sin Alderdom og holdes for en brav Mand” o. s. v. Af hendes Spaadom for Vilils Sön Asbjörn anföres en heel Strophe af Talevers, som muelig tilhörer en gammel Folkesang, af hvilken, tilligemed flere, denne hele Fortælling synes at være uddragen. ”Siden var Völven der, saalænge det var bestemt, og fik gode Gaver med sig da hun drog bort.” At saadanne Valaer ogsaa i Hedendommen have været i Norge og paa Island, see vi f. Ex. af Vatnsdæla, Werlaufs Udg. S. 42 o. f., Laxdæla 76 Capitel S. 328. Mere bekjendte synes de dog at have været under Navn af Spaakvinder, spákonur. I Oldtiden kaldte man dem endvidere Norner, efter de store himmelske, som meentes at raade for Menneskenes Skjæbne. Tacitus omtaler slige höitanseete Spaakvinder i det gamle Tydskland; Dr. G. L. Baden anmærker, ved sin Danske Oversættelse af hans Germania 8de Cap.: ”Heraf findes endnu Levning nok den Dag i Dag i de mange Spaakjællinger og kloge Koner, hvoraf især Jylland er opfyldt.” Walter Scott skildrer i sin Roman: Söröveren (the Pirate) en shetlandsk Spaakvinde, Norna, fra det 17de Aarhundrede, paa en Maade, som meget nærmer sig til Sagaernes Beretninger, selv ved de af hende sungne Besværgelses-Sange. Han havde dog, förend han skrev den, selv været paa Shetlandsöerne (det gamle Hjaltland, siden Hetland) for at udforske deres isolerede Beboeres Sæder, Sagn og Tænkemaade.
  42. Nitallet var særdeles helligt og vigtigt for de nordiske Hedninger; mange Exempler derpaa kunne eftersees i Real-Registret til den ovenmeldte danske Oversættelse af den ældre Edda, i sammes 4de Deel. Varianten i Haandskriftet B tilkjendegiver at Thorbjörg ikke selv var den 10de, men at hun ene var tilbage af alle 9 Söstre. Hendes Navn betyder Thors, eller den af Thor sendte, Red- ning eller Frelse; et for en saadan Spaakvinde meget passende Navn , da Thor især meentes at forfölge alle Slags Trolde og onde Aander. Saaledes förte ogsaa gjerne de islandske Spaakvinder Navn af Thordis.
  43. At sige i det Bygdelag, som omgav Herjolfsnæs, Herjolfsfjorden og maaske Skagefjorden med flere.
  44. Disse Ord synes at tilkjendegive at denne Thorkel har beklædt Gode-Værdigheden , eller forestaaet en med Præste-Embedet forenet Øvrighedspost, efter den paa Island brugelige Skik. Hans Navn skreves oprindelig Þórketill d. e. Thors Kjedel, at sige den hellige Offerkjedel, hvor- ved den spæde Drengs önskede eller tilkommende Bestemmelse skulde antydes.
  45. Spaakvindens hele Dragt, Omgivelser og Næring, som her beskrives, havde vistnok en særegen Betydning efter hendes magiske Symbolik, hvilken vi nu ikke mere med Vished kunne forklare. Dog tillade vi os nogle Gisninger derom. Saaledes sigtede vel Hyndet med Hönsefjer til Hanens Aarvaagenhed og Spaadomsgave i at forkynde Dagens Gry og Solens Komme, samt dens formeentlige Kraft til Mörkets onde Aanders Fordrivelse. Hanen spiller, som Himmel- og Lys-Fugl, en stor Rolle saavel i Persernes ældgamle Zend-Avesta (det levende Ord, deres Bibel) som i vore Forfædres Eddaer, og endvidere i Middelalderens senere Viser, ja endog i dens sidste Periodes christelige Julesange, samt overhoved, lige til vore Dage, i den nordiske, og vel især den svenske Almues Overtro.
  46. Muelig skulde Kaabens blaa Farve, samt de mange Stene og Glasperler hentyde til den klare Himmel og dens tindrende Stjerner.
  47. Perlebaand af Rav, Glas eller glimrende Stene (jvf. ovenfor Anm. 35) tit af et Slags kunstigt Glasmo- saik, som ofte findes i vort Nordens Gravhöie, yndedes fordum meget af dets Kvinder. Den yngre Edda opregner disse Smykker, steinasörfi, blandt deres Prydelser, som dog, paa Forfatterens Tid, efter hvad han selv bemærker, ei vare meget i Brug. Hedenske Islænderinder hængte dem om Halsen paa Mænd, som de troede derved at sikkre for Fald eller svære Beskadigelser i en forestaaende Kamp. Fordum hængte Phönicierne, og langt senere den ældre Middelalders Russere, udvandrede fra Skandinavien , saadanne Perlebaand paa Forstavnen af deres Skibe, for at afvende Uveir og Trolddom. Da slig Overtro var af hedensk Oprindelse, blev den strængt forbuden i Kirkelovene f. Ex. i Islands ældste Kirkeret, egentlig den förste Bog af Graagaasen, den islandske Fristats ældste skrevne Lov, udgivet af Thorkelin 1776, 16Cap. S. 77-78: Mænd skulle ikke fare med Stene eller forberede dem, ved overtroiske Ceremonier, til at hænges paa Mennesker eller Kvæg. Hvis man troer paa Stene, til Helbredelse for sig eller sit Kvæg (andre: for Mennesker eller Kvæg, som tilhörer dem) saa bör han straffes med Forvisning.” Hermed kan man jevnfore et Sted af den svenske Kong Byrgers Uplandslag (Kyrkjo-B . 1 Cap.): ”Ængin skal Afgudom blote oc ængin aa .... stena trua.” Om Oprindelsen til denne Overtro kunne vi henvise til Finn Magnusens Eddalære III, 29 o. f. 56 o. f. Den islandske Almues nu dog for det meste forsvundne Overtro om sjeldne Stenes vidunderlige Natur er en nyere Fortsættelse deraf.
  48. Skulde vel Huens eller Hættens sorte og hvide Farve betegne Mörke og Lys? Katten var fordum Frejas Dyr, men hun forstod sig ogsaa paa Trolddom, samt troedes at kunne afvende skadeligt Hexeri og andre Ulykker. Overtroiske Christne hadede, lige til vore Dage, selv her i Danmark, Katten som et dæmonisk Uhyre, hvis Skikkelse Hexene tit meentes at paatage sig. Det sorte Lam- meskind kan have tilhört en offret Vædder; efter Saxo bragdes Frey, (Fröy, hos ham Fro), ved hans aarlige Höitid, at sige den ved Vinterens Indtrædelse, sorte Offerdyr.
  49. At en Stav, seiðstafr, Tryllestav, uden Tvivl forsynet med særegne Prydelser, hörte til Valaernes Trolddoms-Apparater, vide vi af andre Efterretninger. Skulde vel den runde, gule og skinnende Messingknap, i Mangel af Guld eller Sölv, omsat med Stene, antyde Sol eller Maane, omgivet af Himlens Stjerner eller de 12 Himmeltegn? Vist er det at lignende Sindbilleder vare, og ere tildeels endnu, gængse blandt andre Folk.
  50. Originalens hnjuska eller knjósku linda synes Torfæus vel i Förstningen at have omtrentlig forstaaet rigtig, men han oversætter det, ubestemt og utydelig, ved zona arida; hans og flere Samtidiges övrige Forklaringer over Ordet grunde sig paa urigtige Læsemaader. Hnjóskr, knjóskr, er upaatvivielig det samme som fnjóskr tört gammelt Træ, som lettelig antændes; deraf det Norske Knödske. Svenske fnöske af samme Betydning. Saaledes finde vi Navnet paa et islandsk med Skov bevoxet Bygdelag i Sagaerne skrevet snart som Fnjóskadalr, snart som Hjnóskadalr. Den egentlige Sprogrod kjende vi ikke, men Ordet synes at være beslægtet med det Mæsogothiske hnasqviz, blöd (mollis), da den halvforraadnede men dog törre Knödske har denne Egenskab.
  51. Gjedebukke vare helligede Thor, Troldes og skadelig Trolddoms heftigste Forfölger; derfor meentes vel Gjedemelk at virke mod Vintertroldenes Ondskab, som forgiftede Luften med dræbende Kulde.
  52. Denne Ret skulde maaskee indgyde Spaakvinden Kundskab og Forstand, som Hjerternes og Naturens Randsagerinde.
  53. Kobberknive brugtes meget i vor Hedenold, hvorfor de og hyppig findes i nordiske Gravhöie; de troedes vel, efter at de forlængst vare komne af Brug, at medföre Held til visse Foretagender, især saadanne Tryllekunsters Udförelse.
  54. Originalens tannskaft betegner vel, ligefrem efter Ordene, et Skaft af Hvalrostand, skjönt det dog er mueligt at det har været af Elfenbeen. Dolke eller smaae Sværd med afbrækket Spidse findes undertiden i Nordens Gravhöie.
  55. Nattens Drömme eller Aabenbaringer have da skullet forberede eller paavise den Fremgangsmaade, som burde anvendes ved Trolddoms-Ceremonierne.
  56. seið, seiðr kaldtes en Art af de gamle Nordboeres Trolddom, om hvis, maaskee meget forskjellige , Beskaffenhed Oldgrandskernes Meninger ere deelte. Nogle antage at Ild er bleven brugt derved og at Ordet, ligesom det ligelydende seyðr, betyder a) Ild, brugt ved Kogning eller b) selve Kogningen, som i dette Tilfælde tit kan være blevet anvendt til Lægemidler eller Gift, efter Trylleriets gode eller onde Hensigt. Jvf. Gjerningsordene seyða, koge langsomt (ved en længe glödende Ild); sjoða, syde, koge, i Svensk sjuda, i Tydsk sieden o. s. frd. Andre troe at hiin Benævnelse kommer af Gjerningsordet siða surre, hvine eller frembringe underlige Lyd. Vist er det at denne Art af Trolddom tit blev foretaget med Ildens Hjelp, og at den undertiden udfordrede skjön og velklingende Sang, som her sees at have været Tilfældet. Vi henvise herom til den ældre Eddas store Udgave II, 776-77 og de der paaberaabte Skrifter (jvf. sst. I, 653, III, 245), men bemærke kun at det bliver meget sandsynligt at Ordet, enten ved gothiske og finske Folkeslag, er hidbragt fra de fjerne Østerlande, da seid i Persisk betyder baade Jagt og Trolddom, som og forekomme forenede i Eddadigtene, beslægtet med Pehlvi—Dialectens siadu Trolddom, sjaduh Troldmand, Arabisk sechær, Oldnordisk seiðkarl , seiðmaðr. Hos Finlapperne kaldtes den hellige Steen ved Offerstedets Arne ligefrem sæit, hvilket Ord og undertiden anvendes paa deres Offringer og Trolddom overhoved; det er sandsynligt at det især var deres Art af seið, som Harald Haarfager strængeligen forfulgte i de norske Nordlande.
  57. Dette Ord maa betragtes efter Hoved-Recensionernes tvende forskjellige Skrivemaader: a) Varðlokkr, som kan betegne, Beskjermernes (Skytsaandernes) Indbydelse eller Paakaldelse af vörðr Vogter, Beskytter eller varða vogte, samt lokka lokke, indbyde; b) Varðlokur, som nærmest vilde betegne: beskjermende eller beskyttende Hegn; en Vagt- eller Kredssang d. e. en Sang, som meentes at have en beskjermende Virkning. Man kan ogsaa tænke sig, hvilket Dr. Brynjulfsen ligeledes har gjættet, at Varðlokr (ligesom Sigvarðr bliver til Sigurðr) er det samme som det Urðarlokur der i Groas Sang, et Digt i den ældre Edda, betegner Urdas, den förste Nornes eller Skjæbnegudindes, beskjermende Hegn eller Kreds; see dens store Udgave II, 543, 846, 969, III, 768, hvor netop vort Varðlokur omhandles; jvf. den danske Oversættelse III, 180, IV, 288. Dette Slags Tryllesange menes formodentlig ved fölgende Lovsted i Graagaas , den islandske Fristats ældste Lov, i dens for sig selv ved Thorkelin udgivne Kirkeret (Jus. eccl. vetus ) 16 Cap. S. 76: ”De bör straffes med Forviisning, som udöve Trolddom eller Hexerie, som fare med Tryllesange, galdra, synge dem eller lade dem synge for sig eller sit Kvæg.” Eller efter en anden Oversættelsesmaade: ”til Lykke for sig eller sit Gods.”
  58. Seiðhjallr, Trylleforhöining eller Trolddomsbuur, kaldtes et Stillads, hvorpaa Tryllekunstnerne, ved deres Kogleriers Udövelse, pleiede at sidde. Ordet hjallr forekommer i nogle Afskrifter af Olaf den Helliges Sagas 107de Capitel for en Forhöining, hvorpaa Thors Billede blev sat i Norge. I Rolf Krakes Saga (Fornaldar-S. I, 10-11, Dansk Overs. S. 1 0-12) og Laxdæla 35 Capitel S. 142 omtales og disse Trylle-Stelladser. Undertiden siges Mand og Kone at have siddet paa Forhöiningen og sunget Trylle-kvad sammen. Ordet bruges endnu paa Island for Törrehuse med Sprinkelværk , og ligeledes af den danske og norske Almue, som Hjalde , Hjæld, Hjal for et Stellads i Almindeliglied, Indretninger til Fisketörring m.m. Blandt de svenske Dalekarler bruges det endnu som hjälla.
  59. Disse Udtryk, som muelig her kunne være noget overdrevne i det gamle Kvads prosaiske Omarbeidelse, hvilket og den her meget kortere Recension B synes at antyde, har man paa Island, efter at man vidste at anseete Biskopper nedstammede fra Gudrid, hentydet paa dem.
  60. Den Roes, som her og næsten allevegne i denne Fortælling gives den hedenske Spaakvinde, synes at vise, at den her tilhörende Overtro ikke var forsvundet paa den Tid og det Sted, hvor den först, som vi mene, blev bragt i Talevers eller overhoved foredraget med saadanne Udtryk, hvori den her gjengives. Vi mene da at Kvadet, der muelig först indbefattede dette hele Capitels Indhold, hvilket og, som vi see, udgjör en Udsigt over Gudrid Thorbjörnsdatters Herkomst og Levnet, er blevet forfattet i Grönland af en hende eller hendes der mægtige Svogerskab hengiven Skald, som da kan have foredraget den ved Gudrids og Thorfinn Karlsefnes prægtige Bryllup i Brattelid, til hvis Morskaber sagnaskemtan d.e. “Tidsfordriv ved Sagn eller fortællende Digte” udtrykkelig siges at have hört; see nedenfor i Tillæggene i det 7de Capitel fra Hoved-Recensionen B, som oprindelig synes at være den ældste.
  61. Saavel heraf, som af Gudrids egen Tilstaaelse (ovenfor S. 378) see vi at Thorbjörn og hans Datter havde antaget den christne Tro förend de toge fra Island. Denne deres Afreise synes da ei at have gaaet for sig förend i eller strax efter Aaret 1000, da Christendommen blev almindelig indfört der. Dog er det mueligt at de för ere bievne Christne, da forskjellige Missionairer fra Aaret 981, men dog især fra 996, havde draget omkring paa Island og omvendt adskillige.
  62. Denne Gaard Stokkanes, Stokkenæs, forekommer i flere om Grönland handlende Sagaer. Navnets förste Deel kommer af Ordet stokkr, der i vort Oldsprog som oftest betydede en Stok, Tömmerstok, Bjelke, Pæl; see ovenfor S. 258. I Angelsaxisk hed det stoc, stocce, ligesom endnu i Svensk, Tydsk og Engelsk stock. Ordets forskjellige nyere Betydninger i de levende Sprog vedkomme os her ikke. Enten har da dette Næs faaet sit Navn af opdrevne Tömmerstokke, som fandtes der af de ældste skandinaviske Nybyggere, eller af en anden os ubekjendt Aarsag.
  63. Om Eriks Hustrus dobbelte Navn Thorhilde og Thjodhilde, see ovenfor S. 174, 183-184, 202, 356, 382, Var. 7.
  64. Thorstein var sandsynligviis den ældre af disse Brödre; hans Navn skulde maaskee give det tilkjende, at han var bestemt til Faderens Efterfølger i det ypperste Godedömme paa Grönland.
  65. De saakaldte Frodaa-Undre tildroge sig paa Gaarden Frodaa i det nuværende Sneefjeldsnæs-Syssel paa Island. De bestode i adskillige vidunderlige Begivenheder, som især tildroge sig efter at den herommeldte Thorgunna var kommen fra Irland eller Syderöerne til den ovennævnte Gaard, og var pludselig der afgaaet ved Døden, men hendes sidste Villie var forsætlig blevet overtraadt af Huusmoderen der, den bekjendte Thurid, om hvem adskilligt vil forekomme i hendes Vens, den til America udvandrede Bjørn Bredevigskæmpes Levnet. Disse Tildragelser beskrives udførlig i Eyrbyggja Cap. 50-51, S. 254-280. Denne lange, tildeels fabelagtige, Fortælling synes at være indskudt som en Episode, i den ellers historisk mærkelige Eyrbyggja-Saga, og er formodentlig paraphrastisk uddraget af gamle eventyrlige Folkesange, som vel have grundet sig paa virkelige Tildragelser, men meddele disse med mange overtroiske og ved Digtningen udsmykkede Tildragelser. Paa samme Maade synes den herstaaende korte Fortælling om Thorgunna og hendes Søn Thorgils, der slet ikke nævnes eller ommeldes i Eyrbyggja, ligesaa lidet som hans Fader Leif, at være indrykket i nærværende Saga, hvis Forfatter og kun ommelder det som et Iöst og uhjemlet Sagn at Thorgils havde været tilstede ved Frodaa-Undrene. Dog synes Tillægget om hans lignende Begivenheder i Grønland at antyde bekjendte Folkesagn eller Almueviser derom, som nu forlængst ere aldeles tabte. I alt Fald maa Thorgunnas Ankomst til Island og de derpaa følgende Begivenheder henføres til et andet og senere Tidspunkt, end man hidindtil har antaget. Dette synes især at indlyse deraf, at Eyrbyggja beretter, at de fleste paa Island ansaae Thorgunna, da hun kom til Landet, for at have fyldt sit 50de Aar, endskjönt hun ellers var meget rask og rørig. Hun beskrives der som en höi , tyk og fyldig Brunette, med langt og tykt Haar men smalle Øine. Hun opförte sig sædelig, og besögte Kirken hver Morgen; sædvanlig talte hun dog ikke meget, og var ei heller ret blid i Omgang, undtagen mod Kjartan, Thurides Sön, som dog ikke viste sig ret venlig mod hende. Hun var vel forsynet med prægtige Smykker, Klæder og Sengeklæder. Da der ellers aldeles intet meldes om Aarsagen til Thorgunnas Afieise med det ommeldte Skib, og det ei heller kan sees at hun har havt nogen Andeel i dets Ladning, bliver det ei usandsynligt, efter Thorfinns Sagas Beretning, naar vor ovenanförte Forudsætning antages, at Skibet enten har været bestemt til Grönland fra Begyndelsen men anlöbet Island, maaskee for Modvind, hvor Kjöbmanden da fandt det rigtigst at drive sin Handel, eller og hun har haabet at kunne let komme fra Island (især Thorsnæs Thingsogn, som den förste grönlandske Colonies Hjemstavn) til Nabolandet Grönland. Paa den anden Side kunne vi ikke undlade at bemærke, at Eyrbyggjas Beretning om Thorgunnas Ankomst til Frodaa, Död og Begravelse i Skalholt i Sommeren Aar 1000 ikke kan være rigtig. Dette tillade vi os her at bevise, især da det angaaer en ikke uvigtig Post af Islands Historie, som af dens ellers ypperste Grandsker neppe synes at være betragtet fra den rigtigste Synspunkt. Vi antage nemlig (efter Njalas 46, 65, 136 Cap.) at Hövdingen Gissur Teitsön, kaldet den Hvide, först var bosat paa sin Fædrenegaard Mosfell, i det nuværende Arnæs Syssel. Dette bekræftes af Are Frodes Schedæ 7 de Cap. og tillige af Kristni-Saga 12 Cap., hvori det udtrykkelig siges at han (först) opbyggede Huse paa Skalbolt, og førte sin Huusholdning dertil. Dog bemærkes det at Gissur för boede eller opholdt sig paa Höfde, som er en meget ubetydelig Bondegaard tæt ved Skalholt. Da vi af Njalas 136te Capitel see, at Gissur endnu i Aaret 1012 boede paa Mosfell, maae vi slutte os til at han kort derefter har besluttet at flytte sin Bopæl til det Sted, hvor han siden anlagde Skalholt, men at han, medens Bygningerne der opförtes og Gaarden sattes i beboelig Stand, opholdt sig paa Höfde. Hverken af Landnamas 5te Parts 12te Cap., dens Tillæg eller Sturlungas 3die Bogs 1ste Cap. kan man slutte andet, end at Teit, Gissurs Fader, stedse har boet paa sin Fædrenegaard Mosfell. De her anförte Kildeskrifter ansee vi deels for de ældste, deels de bedst underrettede. — Vi maae dog ikke fortie det at Húngrvaka, som er meget yngre end Schedæ og Kristni-Saga, vel ogsaa Njála beretter, i 2det Capitel, at Teit Ketilbjörnsson fra Mosfell, först opbyggede Gaarden paa Skalholt, og at hans Sön, Gissur Hvide, boede derefter ham, — samt at Olaf Tryggvesöns Saga 216 Cap (i Fornm. S. II, 204) , skrevet paa Islands Nordland, fortæller at Gissur boede paa Skalholt, da Thanghrand först kom til Island, men dette er uden Tvivl, som adskilligt andet i samme og de næste Capitler, et nyere Tillæg til Kristni-Sagas paalideligere Fremstilling. Ikke desmindre antages Hungrvakas Beretning for den rigtige i Hisloria eccl. Isl. I, 262 o. f. St. Snorre ommelder slet ikke Gissurs Bopæl i hans norske Kongesagaer. — Det bliver os da klart heraf, at Skalholts Gaard först er bleven opbygt i det mindste 12 Aar efter den Sommer, da Thorgunnas Lig, efter hendes sidste Bestemmelse, antages at være blevet fört til Skalholts Kirke og der modtaget, til Begravelse, af Geistlige (Eyrbyggja l. c. S. 254, 268). Dette kan fölgelig ikke være rigtigt. Vi troe da at Eyrbyggjas Fortsætter eller Interpolator , eller rettere at sige Forfatteren eller Paraphrasten af Fortællingen om Thorgunnas sidste Begivenheder, ved en Misforstaaelse har taget det Aar, da Christendommen blev fuldkommen indfört paa Island, ved Antagelsen af Olaf den Helliges eller Biskop Grimkels Kirkeret, nemlig 1019, for dens förste Indförelses-Aar 1000. Da vilde Begivenhederne stemme meget bedre, en Kirke virkelig være opfört paa Skalholt af Christendommens ypperste Stifter i Landet, og derved blevet anseet for helligere end andre; da kunde og Leif alt have indgaaet Elskovsforbindelsen med Thorgunna i Aaret 999, da hun (efter ovenanförte) maatte have været henved 30 Aar gammel. Har hendes Sön virkelig nogen Tid opholdt sig paa Island, kunde hun have foretaget Reisen for at opsöge ham der.
  66. Dette fortælles anderledes i de, ogsaa i Heimskringlas trykte Udgaver indrykkede, Brudstykker af Erik den Rödes Saga (her ovenfor S. 214), thi der siges det udtrykkelig at Leif foretog en særegen Reise for at opsöge de af Bjarne Herjulfsön seete (amerikanske) Lande. Denne sidste Beretning forekommer os at være troligere.
  67. See ovenfor om alt dette S. 224-227. Ogsaa maae Varianterne af Hoved-Recensionen B og dens Afskrifter jevnföres med Texten. Det er da især mærkeligt herved, at Haandskrifterne B, N, M, R her ganske udelade Beretninningen om de Skibbrudnes Redning; see S. 386 o. f. Var. 18.
  68. Af dette Capitel synes det at være klart, at Erik den Rödes Hustru, saalænge hun var hedensk, hed Thorhilde, thi saaledes nævnes hun i dets Begyndelse, men at hun i Daaben antog Navn af Thjodhilde, som hun förste Gang kaldes her i det selvsamme Haandskrift. Jævnfor ovenfor S. 174, 183, 202, 256-57.
  69. Denne saakaldte ”Thjodhildes Kirke” har sandsynligviis neppe været stor eller velbygget, men er blevet opfört i en Hast, og har da ikke staaet længe. Den store ”Hofgaard” Thjodillestad eller, efter andre Afskrifter Tuedhillistad, som nævnes af Ivar Bere, og sandsynligvis er opkaldt efter vor Thjodhilde, laae, efter hans Beskrivelse, i Ramstads-, Rambstade- eller Kambstadefjord, (thi saaledes nævnes den i de forskjellige Copier), som laae næst ved Eriksfjord, fra Østen eller Sönden af at regne.
  70. Catholikerne maatte i de Tider ingen fortrolig Omgang have med Hedninge, ja ikke engang med saakaldte Kjættere eller andre excommunicerede af den christne Tro.
  71. Det lader til at de fleste af disse Mænd, ligesom Erik selv, have været misfornöiede med Christendommens Indförelse i Grönland , og derfor have villet opsöge sig nye Boliger, hvor de kunde före et i den Henseende friere Liv.
  72. Dette var ellers en almindelig Maade for gamle hedenske Pengepugere i Norge og Island, ligesom den og længe derefter meget brugtes af Finlapperne. De synes at have haabet at nyde godt af disse Skatte i det andet Liv, men muelig kun under den Betingelse at de selv bleve jordede i Nærheden.
  73. Her maa man bemærke en væsentlig Forskjel mellem visse Afskrifter af Recensionen B, i det de ældste og fortrinligste blandt dem slet ikke melde, i Overeensstemmelse med Eriks-Saga, at Erik den Röde virkelig gik ombord paa det Skib, som skulde afseile til Viinland, hvilket vel heller ikke lod sig gjöre efter Beskrivelsen over Fölgerne af den gamle Mands ulykkelige Fald. Derfor tiltaler han ogsaa Mandskabet efter deres Tilbagekomst, muelig fortrydelig over den ved Afreisen viste Munterhed, i det de skiltes fra ham i en saadan Tilstand: ”Gladere vare I, da I seilede bort” o. s. v. Dog siges det ikke i Codex A, at Erik virkelig drog ud paa hint Tog, da Nedskriveren af Beretningen eller det Kvad, hvorpaa den grunder sig (hvis enkelte hertil hörende Vers eller Stropher ikke vare bortfaldne af den Foredragendes Hukommelse) ikke har anseet det for fornödent at bemærke sligt, efter Eriks alt beskrevne Kröblingstilstand. Hele Forskjellen i Beretningerne beroer da paa eet Bogstavs Feilskrivning i et Par korte Ord paa et Sted og et andet paa to Steder, da siglduð er ble- vet til sigldu (for sigldum) , men v er blevet sat for þ, saa at þér er blevet til vér eller ”Vi” for ”I.”
  74. See ovenfor S. 232 o. f., hvor de her omhandlede Tildragelser fortælles med noget afvigende Omstændigheder, i det Thorstein Eriksön og hans Kone siges at være komne dertil paa Tilbageseilingen fra det mislykkede amerikanske Tog; Thorstein Svartes Hustru kaldes der Grimhilde. Begge Beretninger grunde sig dog uden Tvivl paa Sagn eller Sagnkvad, hvoraf det her uddragne synes at være mere ægte og tillige ældre end det ovenfor meddeelte. Med Hensyn til Beliggenheden af Lysefjord have vi ovenfor S. 275 anfört Thorhallesens og Wormskjolds Mening, at den nu kaldes Godthaabsfjord. Dertil kunne vi nu lægge det, at Graah (S.176) antager den at ligge nordligere, i Sukkertoppens District, i Nærheden af selve Colonien. Jvf. I. c. S. 171-72, 174, 177.
  75. De mærkelige Haandskrifter M, N, R melde, at det var Avlsforvalteren Garde eller Gard, som forekom den syge Sigrid at svinge en Svöbe mod den övrige Skare, hvilket og formodentlig maa antages for det rigtige, da man ansaae ham for at være Hovedaarsag til disse Ulykker eller Spögerier.
  76. Jvf. ovenfor S. 234.
  77. Staal og Jern meentes i gamle Dage at fordrive Trolddom og svække Gjengangeres Kraft. Guden Thor troedes vel med sine Staalhandsker at fremknuge af sin uhyre Flinthammer de lynende Straaler, som udsendtes fra hans Tordenvogn, til Skræk og Fordærvelse for Gjenfærd og Trolde, eller alle Mörkets onde Aander; disse frygtede da det for dem saa gruelige Metal.
  78. Dette var i gamle Dage en almindelig Skik i Norden og flere Lande, samt er det endnu paa Island.
  79. Dette var i de ældste Tider den hæderligste Ligbegængelses-Maade i det gamle Norden, men anvendtes senere ved Hedningers og formeentlige Troldkarles eller onde Menneskers Lig, i den Formening, at de da ikke kunde gaae igjen og skade de Efterlevende.
  80. Jvf. ovenfor S. 234, 236-238.
  81. Saalænge Præster og Kirker i den grönlandske Colonie kun vare faa, var det her fortalte vistnok en uundgaaelig Nödvendiglied, men en lignende finder endog Sted i Island, paa de saakaldte Hornstrande, hvor Erik den Röde henlevede sine Ungdomsaar. I visse Henseender vare endog Hedendommens Begreber og Sædvaner ikke ganske udryddede der för henved 50 Aar siden. Saaledes beretter f. Ex. Olavius (Oekonomisk Reise i Island I, 45): ”Det vanskeligste for Indbyggerne er at söge Kirke; thi de maae, efter Sigende, enten reise 5 Mile til Lands over meget farlige Fjeldveie, eller til Söes en langt længere Vei, og det over fire Raster eller stridige Strömme, som ikke ere bedre. Man har derfor grebet til at lade vie et Stykke af Tunet eller Hjemmemarken, for deri at begrave de Döde om Vinteren, som ellers ikke uden störste Vanskelighed vilde have kunnet föres til Kirken. Af slige Gravsteder fandt man paa Stedet 10, hvoraf de 9 vendte, som sædvanlig mod Øst og Vest, men det ene, hvorunder berettedes at hvile en nylig begraven gammel Bonde, noget nær imod Syd og Nord , hvilket saaledes skulde være skeet efter hans sidste Villie, som og at en lille Bönnebog, samt de smukt rimede og paa Island meget afholdte Úlfars-Rlmur, et Heltedigt om en Christen Konge i Saxen , tilligemed ham vare bievne jordede.” Saavel Bönnebogen som Heltedigtet eller Kæmpeviserne synes her at have været bestemte til at værne om den Döde, omtrent som Valaens hedenske Besværgelser, og den mod onde Aander beskjermende Kredssang.
  82. Denne Thord, især navnkundig ved sin Nedstammelse fra Danmarks berömte Konge Ragnar Lodbrog, blev selv Stamfader til talrige og anseete islandske Slægter, samt forekommer undertiden i Sagaerne under Navn af Höfde-Thord, Höföa-Þórðr. Om ham kunne vi især henvise til Landnama 3 Parts 10 Cap., nyeste Udg. S. 150, hvor den dog, for saavidt, er ufuldstændigere end den ældre Kjöbenhavnske, at denne, ligesom Codex E, melder: at Thord, förend han reiste til Island, boede i Norge (í Noregi). Der anföres ellers, med enkelte Afvigelser, hans og hans Kones her optegnede Slægtregister. Thords Stamtavle, rækkende endnu langt höiere op i Tiden, findes ellers i Hervarar-Saga 20 Cap. (see Fornaldar-Sögur Norðrlanda I, 509 o. f., Dansk Overs. S. 466 o. f.), hvorefter han kunde udregne sin Herkomst fra de gamle Reid-Gothers Konger, som herskede over Østersöens sydöstlige og sydlige Kyster, muelig og, for en Tid, med Indbegreb af Holsteen og Jylland , men de troedes at nedstamme fra Odins Sön Sigurlame, Garderiges eller det europæiske Ruslands Konge, ligesom og fra Gylfe, den ældste bekjendte Konge i Sverrig, saa at hele Nordens ypperste Adel meentes at være bleven forenet i denne Stamme. Da Thord selv var een af Islands ældste og mægtigste Hövdinger kunne vi ikke tvivle derom, at han, efter sin Tids Maade, var stolt af sin fyrstelige Byrd, samt sögte at bevare Erindringen derom ved de gamle Kvad, som ved Tradition og Hukommelse vare blevne forvarede i Familien, og dertil mene vi at de have hört, som deels udgjöre Grundvolden for og deels ere indförte i den særdeles mærkelige Hervarar-Saga, og muelig tillige andre om Völsunger, Gjukunger, Budlunger, Ragnar Lodbrog og hans Sönner m. fl., der og regnedes til Thords Forfædre; jvf. ovenfor S. 313. .Senere have de tildeels vedligeholdt sig paa samme Maade blandt hans talrige Afkom og ere endelig, sandsynligvis ogsaa ved sammes Foranstaltning eller Udførelse, optegnede i Pennen samt omskrevne til en Saga, efter de Tiders Sædvane. Landnama melder ellers (l. c.) at Thord og Fridgerde havde ikke mindre end 19 Børn sammen. Af dem nævnes först Bjørn, hvis Slæglinie, enten af Styrmer eller Sturla, sees i den ældste Recension at være fortsat lige ned til Gudny, ”de Sturlesönners” (Snorres og hans Brødres) ”Moder.” I Ragnar Lodbrogs Saga l. c. I,294, Overs. S. 271, nævnes vor Thord som Bjöorn Jernsides Efterkommer og en stor Høvding (mikill höfðingi) paa Island. Han forekommer og ellers i mange egentlig islandske Sagaer som Fader eller Stamfader for der nævnte Personer, f. Ex. i Ljosvetninga-Saga, Viga-Glums-Saga o. fl.
  83. Landnama har Hroald, og Hervarar-Saga Harald istedenfor den hernævnte Thorvald. Den her förstmeldte Læsemaade er den sandsynligste, især da vi maae antage at Are Frode først har nedskrevet den.
  84. Dette hele Slægtregister læses og saaledes i Landnama l. c. S. 151. Laugmand Hauk Erlendsön har dog sammesteds fortsat det fra Thord Hesthöfdes Søn (Thorfinn) Karlsefne lige ned til ”Herr Erlend den Stærke” (ellers Laugmand Erlend Olafson, Hauks Fader, og Sturla Thordsöns Efterfølger og sin nævnte Söns Formand i det ommeldte Embede). Thord Hesthöfde nævnes af Are Frode i hans Schedæ 11te Cap., som Sön af Thorhilde Rjupa (Rype), Thord Gellers Datter og Fader til vor Thorfinn Karlsefne. Dennes Afkom opregnes her i følgende nedstigende Led: 1) Snorre, (født i Amerika); see ovenfor, 2) Hallfride. 3) Thorlak Runolfsön , da Biskop til Skalholt. Thord Hesthöfde nævnes endvidere i Heidarviga-Saga; see herefter Anm. 85. I Landnama l. c. opregnes ellers Höfda-Thords 11 Sønner og 8 Döttre; af denne Liste bemærke vi kun at een af Sönnerne, Thorvald Holbarke, var en i sin Tid bekjendt Skald (forskjellig fra en anden Thorvald Holbarke, Asröds Sön, som omtales i Landnamas 4 P. 3 Cap.). Et kort Brudstykke af Thorfinns Stamtavle forekommer i Erik den Rödes Saga herovenfor S. 238, jvf. Anm.64, S. 276.
  85. Thorfinn Karlsefnes Moder nævnes ikke i Landnama. At hun har været gift med Thord Hesthöfde, synes fölgende Undersögelser at vise. Vor Sagas anden og oprindelig ældste Hoved-Recension (B) bevidner at Thord Hesthöfde boede ”paa Islands Nordland: paa Reinenæs, som det nu kaldes” (de 4 sidste Ord udelades dog af adskillige Haandskrifter). Dette bekræftes af den meget gamle Heidarviga-Sagas Fragmenter 4de Cap. (Islendínga-Sögur I, 302); hvor den berömte Víga-Barde omtaler vor Hesthöfde, (dog med Udeladelse af Fornavnet Thord), som boende paa Stad i Skagefjorden. Denne Gaard kaldtes nemlig saavel i ældre som nyere Tider Stad paa Reinenæsset (Staðr á Reininesi). Intet af de hermeldte Navne forekommer, for denne Gaard, i Landnama, hvorfor Finn Johnsen (Hist. eccl. lsl. IV, 105) mener, at den er senere optaget til Beboelse. Dog bemærker han Gaardens Fortrinlighed, samt nævner adskillige anseete Mænd, som boede der i det 13de Aarhundrede. Her kunne vi endvidere, efter nærværende Saga samt Sturlunga o. f., nævne andre, i sin Tid bekjendte Personer, som maae have eiet den i det 10de, 11te og 12te Aarhundrede, og saaledes været hines Forgængere, disse nemlig i nedstigende Linie: 1) Thord Snorresön Hesthöfde; 2) Thorfinn Karlsefne; 3) Thorgeir; 4) Ingvilde eller Ingevold, gift med Sæmund Grimsön; 5) Brand, Biskop til Holum; 6) Gudrun, gift med Arnor Arnorsön; 7) Hövdingen Kolbein Arnorsön Kaldaljos; 8) Brand Kolbeinsön; 9) Ralf og Thorgeir, Brands Sönner, som endelig, muelig halvveis tvungne dertil, henved Aaret 1258 eller 1259, solgte denne, deres Fædreneslægt saa længe tilhörende, Hoved-Gaard til Gissur Thorvaldsön, Kong Hakon Haltonsöns Jarl over Island, som havde der sin Residens til sin Dödsdag. Om denne mærkelige Hövdings Herkomst, Opvæxt, Ungdoms- og Manddoms-Bedrifter giver Sturlunga god Underretning, men om hans sidste Aar og om hans Död tier den ganske stille. Af Flatö-Annalerne vide vi kun at Biskop Jörund til Holum i Aaret 1267 ved Juletider overtalte Gissur Jarl, som da formodentlig laae paa sin sidste Sotteseng, til den Beslutning at flytte næste Aars Sommer til Vidö Kloster paa Sönderlandet, og indskrives som Kannik i samme. Dette Forsæts Fuldbyrdelse hindredes dog ved Döden, som allerede overfaldt Gissur Jarl den 12te Januar (11 Id. Januarii) 1268. Dette sidste Aarstal meldes af 9 forskjellige Annal-Samlinger fra Middelalderen, og to af dem berette, under det næstforegaaende Aar, at Jarlen döde paa Stad og er begravet i Kirken der. Kun en eneste antegner derimod Jarlens Död ved 1266, hvilket vist maa være urigtigt, da Jörund Thorsteinsön reiste som Præst fra Island til Norge 1265, og kom först tilbage , som nyviet Biskop, i Sommeren 1267. Vi undre os derfor over at Aaret 1266 dog antages for det rette af to blandt Islands ypperste Historikere, som Torfæus (Hist. Norveg. T. IV, lib 5) og Finn Johnsen (Hist. eccl. Isl. I, 198). Muelig er det, hos den sidstnævnte Forfatter, blot en Trykfeil, som senere er bleven glemt at rettes. Vi kunne ei heller med Torfæus (Hist. Norv. IV, 343) og Espolin (i Islands Árbækur I, 3, hvor Dödsaaret ellers rigtig betegnes som 1268) antage at Jarlen virkelig blev indtaget i Vidö Kloster, og döde der paa Stedet, da dette, efter Annalernes Beretninger, ikke kan have været Tilfældet. Dog foregives det endvidere i Svein Sölvesens poetiske Paraphrase af Sturlungas o. f. Beretninger om Gissur Jarl (Rimur af Gissuri jarli, Leiraagarde 1800, S. 223). Vi finde derimod vor Mening paa det udförligste bekræftet af Björn Johnsen paa Skardsaa i et os nu tilhændekommet, ikke udgivet Haandskrift, kaldet: Underretning om öde Jorde i Videdalen (Undirétting. um eyði jarðir i Viftidal) sluttet den 13de October 1654. Han synes at have benyttet dertil visse historiske eller diplomatiske Skrifter, som nu ere os ubekjendté, men som han kunde have den bedste Ledighed til at benytte som opdraget og tjenende som Haandskriver hos de (S. 80- 81) ovenommeldte Sigurd Johnsen og hans Sön John Sigurdsen, som begge fra Aaret 1579 af lige til 1634 havde Reinestads Kloster i Forpagtning, samt alle dets gamle Documenter i Forvaring. Vi uddrage da her det fölgende af dette Bjorn Johnsens Skrift: forsaavidt det omhandler een af den islandske Histories vigtigste Personer: ”Gissur Jarl beboede Stad paa Reinenæs samfulde 9 Aar med stor Hæder og Anseelse; tilsidst vilde han dog nedlægge al verdslig Værdighed, hengive sig til Gud og gaae i Kloster. I denne Hensigt agtede han at give Hovedgaarden Stad paa Reinenæs til gudeligt Brug og oprette et Kloster der. Dog vilde han selv flytte til Vidö Kloster, hvilket hans Fader Thorvald Gissurson havde stiftet. Dette sit Forehavende aabenbarede Gissur for Biskop Jörund, som da forestod Holums Stift. Men det begav sig saa, at i det samme Halvaar (d.e. Vinter) blev Gissur Jarl syg og döde paa Stad, efter god aandelig Forberedelse (með góðri iðrun) og blev begravet der (Efter at alt det ovenstaaende var skrevet, see vi at et gammelt Exemplar af Middelalderens islandske Annaler angiver at Gissur Jarl döde paa Stad, og er begravet i Kirken der) midt under Kirkegulvet, hvortil man har seet Spor i de tre Kobbernagler som vare indslaaede i den Planke af Bræddegulvet, som blev lagt over hans Hoved. Dog lod Biskop Jörund hans og Gissur Jarls Samtale ikke gaae sig af Glemme, men bemægtigede sig Hovedgaarden ved at tage den fra Gissurs Arvinger, og lod senere oprette et Nonnekloster der; siden gav han til Klosteret adskillige andre Gaarde, som han paa samme Maade havde faaet af Gissur Jarls Arvinger og af Brands Sönner, som forhen havde boet paa Stad.” Intet af dette, forsaavidt det vedkommer Reinenæs eller Reinestad, ommeldes af Finn Johnsen i Klosterets Historie (l. c. IV, 106, jvf. III, 142, 150); vi vide og at han ikke kunde overkomme Biskop Jörunds originale Stiftelsesact for Reinestads Kloster af 1295, som vi derimod formode har været til i Björn Johnsens Tid og tjent ham til Hovedkilde for hine mærkelige Efterretninger; dog var han saa heldig at kunne meddele sine Læsere (l. c. IV, 164-166) Biskop Auduns Confirmation derpaa af Aaret 1315. Ved dette Klosters Oprettelse er det endvidere mærkeligt for Gaardens og Thorfinn Karlsefnes Efterkommeres Historie, at en fornem Kvinde af hans Afkom, Hallbera Thorsteinsdatter, blev af Biskop Jörund udnævnt til Klosterets Abbedisse (saaledes ommeldt i Biskop Auduns Stadfæstelsesbrev). Hendes Stamtavle er tillagt nærværende Sagas Slutning af hendes Frænde, Laugmand Hauk Erlendsön (see ovenfor S. 442) som kalder hende Fru Hallbera, Abbedisse til Stad paa Reinenæs. Hun kom saaledes paa en vis Maade i personlig Besiddelse af hendes Forfædres Eiendomsgaard, ved at blive dets överste Bestyrerinde. Det der stiftede Nonnekloster vedblev lige til Landets evangelisk-lutherske Reformation, da det, henved 1551, blev secularisert, og blev siden, tilligemed det övrige dertilödrende Gods, bortforpagtet mod en vis Afgift til Kongens Kasse, og saaledes bestyres det endnu i nærværende Tidspunkt. Ved denne Ledighed anföre vi, med Hensyn til det i Hist. eccl. Isl., IV, 112 om Gunnar Gislesön anförte, at han ikke var Klosterets förste Forpagter; det var derimod Peter Einarsen, og efter ham kom Laugmand Odd Gotskalksen som den anden; see Bjorn Johnsens Islandske Annaler I, 205; i sit herommeldte Haandskrift omtaler han Gunnar Gislesön, hos hvem Klosterets sidste Abbedisse Solveig döde 1562, udtrykkelig som den 3die; jvf. l. c. I, 220.
  86. Om Snorre Thorbrandsön fra Alptefjord, i Sneefjeldsnes Syssel paa Island, see ovenfor S. 180, 190, 260; jvf. 174, 202, 206.
  87. Det er sandsynligt, at de Mænd fra Bredefjords-Egnene, som handlede paa Grønland, have havt Frænder og Venner blandt de der boende Landnamsmænd, som netop mest udvandrede derfra.
  88. Julen var her i Norden en almindelig Hoved-Fest allerede i de hedenske Tider, deels i Anledning af Vintersolhverv (Solguden Freyrs Födsel og Solens aarlige Tilbagekomst) og deels som den egentlige Nytaars-Höitid. Festens Navn er og af hedensk Oprindelse (Islandsk og Oldnordisk jól, júl, Dansk og Svensk Jul, Angelsaxisk geol, gehol, giul; yule, youle , yeol i Skotland og det nordlige England, juel i Schwaben, Finlappisk juovla eller juovlak. Laplandsk jäul. Finsk joulu, julu, Estlandsk joulo. Persisk jelda. For os er det her særdeles mærkeligt at Julen eller Vintersolhverv ogsaa helligholdtes af de grønlandske Eskimoer. Cranz beretter saaledes derom: Solfesten, ved Vintersolhverv, som og er deres Nytaarshöitid, indtræffer omtrent den 22de December, holdes med megen Glæde nogle Dage og Nætter i Træk (ligesom den gamle nordiske) især med Trommespil , Dands og Sang over Solens og det gode Veirs Tilbagekomst. De nuværende indfödte Grønlænderes Sange og Dandse ved denne og andre Leiligheder have, efter Beskrivelsen, en paafaldende Lighed med de Forlystelser af dette Slags, som vare i Brug blandt Middelalderens Islændere og Skandinaver. Cranz anförer denne Strophe af deres Sang ved Solfesten:
    Til os tilbage Solen kom,
    amna , ajah, ajah, ah hu!
    og bragde med det gode Veir,
    amna , ajah, ajah, ah hu!
    hvori Kæmpeviserne (Fornkvæði) og deres Omkvæd synes at kunne gjenkjendes. I saadanne Kvad ophöie de og deres Forfædres Bedrifter (Historie von Grönland I, 229 o. f., jvf. hans fordanskede korte Beskrivelse over Grönland S. 246 o. f.). Man kunde da g jætte, at de af Eskimoerne fangne eller undertvungne Colonister af den norsk- islandske Stamme have indfört Julens Helligholdelse blandt, dem, tilligemed disse til den hörende Forlystelser.
  89. Det er höist besynderligt at Gudrid paa dette Sted af Recensionen A nævnes Thurid, Þuriðr eller vel rettere Þórriðr; see ovenfor Anm. 61, samt Texten S. 440 og 442. Vi kunne deraf formode, at hun först i Daaben har ombyttet det sidstmeldte hedenske Navn mod det førstnævnte christelige (ligesom Thorhilde, Thjodhilde; Snorre, Helge og maaskee flere af de Tiders Islændere og Grönlændere).
  90. Jvf. ovenfor S. 386, 388. Sagnene om Leifs Reiser til og i Viinland (en Deel af Amerika) have uden Tvivl udgjort en vigtig Deel af den ved Brylluppet i Brattelid foredragne Tidsfordriv ved Fortællinger eller fortællende Talevers, og saaledes vaktes da Lysten til slige Foretagenders videre Udförelse blandt Tilhörerne.
  91. Her begynder de forskjellige Afskrifters ovenfor i Indledningen ommeldte bestandige Navneforvexling af nogle blandt Fortællingens Personer, tildeels foraarsaget ved Hukommelsesfeil af Sagnets eller Sagnkvadets Foredragere, deels muelig og ved Sagaens Afskrivere, der ei have læst de ældste Orignalers Abbreviationer paa den rigtige Maade. Saaledes kaldes Erik den Rödes Svigersön i Hoved-Recensionen A Thorvard, i B derimod Thorvald, og deri fortælles endvidere næsten alt det om ham, som A beretter om Thorhall Jæger.
  92. Denne Omstændighed at Freydis hun var en Slegfreddatter af Erik den Röde, har muelig foraarsaget Uenighed mellem hende og hendes Södskende, hvis Tilhængeres Partiaand let kan have overdrevet de om hende i Grönland gaaende onde Rygter (see ovenfor S. 252, 278), til hvilke dog den nærværende Saga intet kjender.
  93. Nemlig Thorbjørn Vifilsön, kommen fra Island. See ovenfor S. 382.
  94. Naar nemlig et Hundrede, efter oldnordisk Regningsmaade, som og endnu undertiden bruges paa Island (hundrað tólfrædt), ansættes til 120.
  95. Her maa man lægge Mærke til den afvigende Læsemaade Bjarneyja d.e. Björnöerne. En meget stor Ö af Navnet Bjarney, og muelig flere, som tilsammen kaldtes Bjarneyjar, laae ved den nordlige Deel af Vest-Grönlands Kyststrækning. Navnet betyder Björnö (eller Björnöerne) af det oldnordiske, islandske, danske og svenske björn, Angelsaxisk beorn , Tydsk Bär.
  96. Med Hensyn til denne Oversættelsesmaade henvise vi til det S. 162-163 anförte, samt tillige til det som vi til et andet herefter forekommende Sted af denne Saga ville foranlediges til at anföre.
  97. Jvf. ovenfor S. 212, 216, 268.
  98. See de sidstanförte Sider. Denne amerikanske Ö, som saaledes kaldtes Bjarney, havde da alt sine Navner i Grönland og Island; see ovenfor Anm. 95.
  99. Jvf. ovenfor S. 226-229, 272.
  100. Furðustrandir betyder den vidunderlige (d.e. vidunderlig lange) Kyststrækning, af furða, Angelsaxisk fore ogsaa fyrn, fyrin, firin, Oldtydsk firina, Svensk föryn, Vidunder, Underværk, forunderlig Ting. Ordet synes at komme af firr, flarri, fjærri, fjærnt eller langt (d.e. fra Rimelighed, Sandsynlighed eller naturlig Orden, hvorom man endnu i Islandsk siger: fjærri öllu lagi). Stravnd, strönd (i Fleertallet strandir) er det Danske, Svenske, Engelske og Angelsaxiske Strand.
  101. 101
  102. 102
  103. 103
  104. 104
  105. 105
  106. 106
  107. 107
  108. 108
  109. 109
  110. 110
  111. 111
  112. 112
  113. 113
  114. 114
  115. 115
  116. 116
  117. 117
  118. 118
  119. 119
  120. 120
  121. 121
  122. 122
  123. 123
  124. 124
  125. 125
  126. 126
  127. 127
  128. 128
  129. 129
  130. 130
  131. 131
  132. 132
  133. 133
  134. 134
  135. 135
  136. 136
  137. 137
  138. 138
  139. 139
  140. 140
  141. 141
  142. 142
  143. 143
  144. 144
  145. 145
  146. 146