Trældom i Norge - Trældommen efter de historiske kilder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Trældom i Norge

III.
Trældommen hos nordmænderne efter de historiske kilder

Af Gustav Antonio Gjessing

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1862

Trældommens Oprindelse

Erling satte dagsverk for sine træler. Tegning fra Snorre-utgaven 1899 av Erik Werenskiold (1855-1938)

Det er tidligere sagt, at Næveretten er den unaturlige Trældoms eneste gyldige, oprindelige Sanction; af den følgende Fremstilling vil sees, at Nordgermanerne gjorde denne den Stærkeres Ret gjældende i den videste Udstrækning, ei alene mod fremmed Folkeæt eller Sydgermaner, ei alene mod sine nordiske Stammebrødre, men endog i enkelte Fald ogsaa mod Lemmer af sin egen Stamme, at Hær- eller Haandtagning (hertaka, taka höndum, handtaka) og Hæftning statuerede Forholdet endog med Billigelse af den almindelige Opinion (Egilss. c. 34, 56, 57) uden Hensyn til Nationalitet og Folkeslægtskab.

At Sydgermanernes Opfatning var ganske den samme, tør vel allerede sluttes af de før citerede Eddasagn om de sydrøne Stammers indbyrdes Feider, ligesom ogsaa af Tacitus's Beretning om den germaniske Spiller, der endelig vover sin personlige Frihed («victus voluntariam servitutem adit», Germ. c. 24), hvortil fremdeles Paralleler findes i tydske, angelsaxiske og nordiske Gjældslove (Gr. R-Alt. p. 327).

At der ikke var noget enkelt Folk eller nogen enkelt Nationalitet enten forefunden i Norge eller udenlands bekriget, der særdeles fortrinsviis forsynede Nordmændene med Trælle, kan vel allerede formodes deraf, at vi hos dem ei finde noget Folkenavn benyttet som Trællebenævnelse: ingen Slave, Vende, veah (vala mengi er enestaaende), ingen af Folkenavne hentede Trælle — nomenpropriær i Lighed med Davus, Geta, Syrus, og Sagaerne give os ogsaa Exempler paa Trælleforsyning fra de forskjellige Kanter, skjønt den dog naturligvis væsentlig er foregaaet fra de Egne, hvorhen de historiske Forhold til de forskjellige Tider vendte det krigerske Folks Opmærksomhed og Kraft.

Bjarmelandsfærd

Endnu tidligere end den førnævnte Ottar fortalte om Nordmændenes virksomme Liv paa Haalogaland (870) og sin egen Reise mod Nord og Øst langs Finnernes tyndtbefolkede Kyst indtil Dvina og Bjarmerne, om hvilke han bemærker, at de «havde bygget sit Land godt» — endnu tidligere kunne vi med temmelig Sikkerhed paavise Forbindelse mellem Nordmænd og Bjarmer, saa det vel ei maa tages aldeles bogstavelig, naar det hedder, at han reiste for at «undersøge, hvor langt Landet strakte sig mod Nord eller om noget Menneske boede nordenfor den øde Strækning», og at Bjarmerne byggede hinsides Dvina ; «men did torde han og hans Mænd ikke komme»; strax efter siges ogsaa, at «Bjarmerne berettede mangt og meget» — «at det forekom ham, som Finnerne og Bjarmerne talte omtrent et og samme Sprog». Der fortælles i Landnáma (cfr Sturl. s. c. 1) : «Kong Hjör hærjede paa Bjarmeland og tog der i Bytte (at herfángi) Ljufvina Bjarmekongens Datter, hun var efter paa Rogaland, da Kong Hjör foer i Hærfærd; da fødte hun to Sønner, den ene hed Geirmund og den anden Haamund, de vare meget sortladne. Da fødte hendes Ambaat en Søn, han hed Leif, Søn af Lodhat Træl. Leif var lys, derfor byttede Dronningen Svendene med Ambaatten og tilegnede sig Leif. Men da Kongen kom hjem syntes han daarlig om Leif og sagde, at han var smaamandlig. Siden, da Kongen foer i Viking, indbød Dronningen Brage Skald og bad ham dømme om Drengene, da vare de treaarsgamle; hun lukkede dem inde i Stuen hos Brage, men skjulte sig selv i Pallen. Brage kvad dette:

«To ere inde tror jeg begge vel, Haamund og Geirmund Hjör baarne;

men Leif den tredie Lodhats Søn, föd du ei ham, Kvinde! faa mon være værre.»

Han slog med sin Stok paa den Pall, som Dronningen var i. Da Kongen kom hjem, sagde hun ham dette og viste ham sine Sønner; men han mente, at han aldrig havde seet slige Helsskind, derfor bleve begge Brødre kaldte saa siden. Geirmund Heljarskinn blev Hærkonge og hærjede i Vestrviking, men havde Rige paa Rogaland.» Da Harald haarfagre efter Hafrsfjordsslaget bavde lagt alt Rogaland under sig, drog Geirmund til Island, var da «heldr gamall».

Denne Beretning maa, baade paa Grund af Geirmunds fremragende Stilling blandt Islands Landnamsmænd og formedelst den nøie Forbindelse, hvori den sættes med Brage gamle, ansees for fuldkommen paalidelig og med Brage være at henføre til Begyndelsen af 9de Aarb. (omtr. 820, Munch I 1 307).

Hærjetog til det fjerne Bjarmeland i saa fjerne Tider, lige fra Rogaland, Hjörs Rige, forbi den lidet indbydende Finnekyst, ville i hvert Fald vække Forundring, saalænge der antages, at Veien did skulde søges ved Opdagelsesreiser fra Sønden; helt naturlige falde de derimod, naar de tænkes kun foretagne tilbage ad den samme Vei, som Indvandrernes Hovedmasse fra først af var dragen mod Syd. Forbindelsen bliver da ganske analog med den ældgamle mellem Sverige og Rusland.

Landnáma kalder Hjör en Søn af Half, som raadede over Halfsrekkerne, Søn af Hjörleif den kvennsame og Hild den smækkre, Datter af Högne den rige i Njordø; i Halfssaga derimod siges, at Hjör, Kong Halfs Søn, var gift med Hagny, Datter af Kong Hake Haamundson, uden at Ljufvina nævnes. Professor Munch paa ovennævnte Sted søger herefter at bringe Rede i Tidsregningen ved at antage tvende Hjörver, mellem hvilke tvende Slægtled maa være udfaldne. Efter dette rykkes Hjörleif den kvennsame op til Tiden om 690-700, og om denne Hjörleif fortæller Halfssaga, at han ægtede Hild netop paa et Tog til Bjarmeland , hvorhen og tilbage til Hördeland Hild fulgte ham; hvis altsaa disse Combinationer ere rigtige, er Forbindelsen mellem begge Lande ældgammel, og den senere Hjörs Tog til Bjarmeland falder saameget naturligere efter hans Stammefaders Forbindelse med Njördöætten.

Halfssaga lader den ovennævnte Hjörleif efter Bjarmelandsfærden seile til Konghelle, hvor der synes at være holdt Marked : Kong Reidar af Sjælland satte sine bøder nærmest hans, og Reidars Søn slutter Venskab med Hjörleif, der følger Fader og Søn til Danmark og ægter Reidars Datter Ringja. Paa Tilbagereisen døer Ringja og sænkes efter den almindelige Skik i Søen i en Kiste; denne driver i Land hos Reidar, der nu troer Datteren dræbt af Hjörleif og drager med Søn og Følge til Hjörleifs Gaard , som han sætter Mandring om. Hjörleif slaar sig gjennem Kredsen og seer fra den nærmeste Skov, hvorledes Gaarden plyndres og Fjenderne drage bort med stort Bytte, hvoriblandt ogsaa Hjörleifs tvende Hustruer Æsa og Hild. Vi finde altsaa Nordmændene samtidig i Forbindelse med de tilgrændsende sydøstlige Lande og see et Exempel paa, hvorledes Feider førtes mellem Nordmænd og deres gotiske Naboer i Danmark med Gods- og Menneskeran. Om end Fortællingen ei kan kaldes sikker som historisk Factum, er den dog en ganske naturlig Skildring af det sandsynlige Forhold og finder sine fuldkomne Sidestykker i Familiefeider inden Landets egne Grændser i den ældste Tid.

Handelsforbindelse

Ligesom Hjörleif næsten umiddelbart fortsætter Reisen fra Bjarmeland sydover til Markedet i Konghelle, man skulde tro, for der at omsætte sit Bjarmebytte: saaledes finde vi ogsaa i Ottars Reiseberetning Landets tvende Yderpunkter forbundne, som det synes, ved temmelig almindelig Søfart, da han kan angive en gjennemsnitlig Tid for Reisen fra Haalogeland til Skiringssal ved Laurvigsfjorden (en Maaned, naar man om Natten søger Havn og hver Dag har gunstig Vind). Fra Skiringssal reiste Ottar lige til Hedeby paa fem Dage; at Mellemsteder som Konghelle og Halöre ikke omtales, men Reisen fortsættes uden Afbrydelse langs Jyllands Kyst, viser, at Skiringssal har selv været en Hovedmarkedsplads, i directe Forbindelse med de udenlandske Havne, og vel paa lignende Maade søgt fra dem som senere Tunsberg, hvorhen der, som det hedder (Sn. Har. hårf. s. c. 38) «søgte mange Kjøbskibe baade deromkring fra Viken og denfra Danmark og Saxland.» Slesvig eller Hedeby stod videre «i livlig Handelsforbindelse med Venden, Samland, Svithjod, Garderike og derfra endog over Land med Grækenland.» (Vita Ansgarø c. 21 a. 851: «Sleaswic, ubi ex omni parte conventus fiebat negotiatorum.» Sliesthorp nævnes allerede ved 804, SrD I 497). Den titreisende foretagelseslystne Nordmand mødtes her med et beslægtet Folk, fandt rimelig fra Midten af 8de Aarh. en Tidlang Herskere her af den vestfoldske Kongeæt, som jævnlig laa i Strid med de tilgrændsende Tydskere; han havde saaledes her i egentlig Forstand Verden aaben for sig, kunde efter Lyst drive Handel eller Følge de paa Slaver, Friser, Franker hærjende Daner for med «frægð ok fé» at vende tilbage til sit Hjem.

Det sønderjydske Rige

Mægtigst optraadte det sønderjydske Nortmannia (Helmold Chron. Slav. LI c. 7: Nortmannorum exercitus collectus fuit de fortissimis Danorum, Sueonum, Norvegorum, qui tune førte sub uno principatu cconstituti primum omnium Slavos, qui præ manibus erant, miserunt sub tributum, deinde cetera finitima regna terra marique vexabant) under Godfrid (Gudröd), der først nævnes i Underhandlinger med Karl den store 804, efterat denne havde foretaget en storartet Overflytning af de af Godfrid beskyttede Saxere nordenfor Elben ind i Frankrig og Tydskland (Eginh. vit. Carol. m. c. 7).

808 sætter Godfrid over til Abotriternes Land, indtager nogle Borge og gjør sig to Trediedele af Landet skatskyldig, dog ikke uden betydeligt Tab. Paa Tilbageveien ødelægger han Havnen Reric, der betegnes som en betydelig Handelsplads og udentvivl har staaet i nær Forbindelse med Slesvig, hvorhen Godfrid ved samme Leilighed overfører Rerics Kjøbmænd (SrD I 499). Senere finde vi ham 810 paa et storartet Hærjetog mod Frisland: der berettes Keiseren i Aachen, at en Flaade paa 200 Skibe fra Nortmannia havde anløbet Frisland, og at alle Øerne ved den frisiske Kyst vare hærjede. Eginh. c. XIV tilføier: «Frisland og Saxland agtede han næsten som sine egne Lande». Keiseren samler strax en Hær imod ham, men faaer paa Veien Underretning om, at Flaaden er dragen bort og Godfrid dræbt af en af sine egne Mænd (a quodam suo satellite). Godfrids Død fortælles noget forskjelligt i de forskjellige Kilder, dog ere alle enige i, at han faldt ved Forræderi; hvis Godfrid virkelig er den samme som Gudrød Veidekonge paa Vestfold, hører saameget mere herhen vore egne Sagærs Beretning om dennes Død, der frembyder os det første ved lidet senere Skaldevers bekræftede Exempel paa Hærtagning Fylke - imellem (Yngl. s. c. 53). «Da Alfhild (Gudrøds første Hustru) var Død, sendte Kong Gudrød sine Mænd vester til Agder, til den Konge, som raadede derover, han hed Harald Granraude. De skulde beile til hans Datter Aase for Kongen; men Harald sagde nei, og Sendebudene kom tilbage og sagde Kongen, hvorledes det var gaaet dem. Noget efter skød Kong Gudrød sine Skibe i Søen, drog siden med meget Folk ud til Agder, kom om Natten uventet til Kong Haralds Gaard og gjorde strax Angreb. Kong Harald faldt der med sin Søn Gyrd. Kong Gudrød tog meget Hærfang; han havde hjem med sig Aase, Kong Haralds Datter og gjorde Bryllup med hende. De fik en Søn ved Navn Halfdan (svarte). Da Kongen senere drog paa Gjesteri og en Aften, da det var mørkt, gik meget drukken af Skibet, løb en Mand imod ham og stak et Spyd gjennem ham, hvilket blev hans Bane. Manden blev strax dræbt. Om Morgenen efter, da det var bleven lyst, kjendte man samme Mand og saae, at det var Dronning Aases Skosvend. Hun dulgte ei beller, at det var hendes Raad. Saa siger Thjodolf:

ok launsigr hinn lómgeði Ásu árr af jöfri bar.

(Munch :) Snigmordersk den snedige Aases Karl sin Konge dræble.

Gudrød gjør vistnok Bryllup til Aase, dog maatte, hvis ikke særegne Forholdsregler desuden bleve tagne, ogsaa om hende kunne siges som i det fuldkommen tilsvarende Tilfælde i Egilss. c. 33, 57, at hun var «hernumin, en tekin siðan frillutaki ok ekki at frænda ráði»; faar hun Barn i denne Forbindelse, er dette, efter den strenge Ret, thybaaret og maa formelig ledes til Arv efter sin Fader for at blive arveberettiget. Det kom imidlertid (som ovenfor antydet) ganske an paa Forholdene, om der i slige Tilfælde kunde blive Tale om nogen saadan streng Ret.

Til Værn mod Vikingerne saae Karl den store (811) sig nødt til at forskaffe sig en Flaade, lod bygge Skibe ved Floderne og satte Vagter ved alle Havne og Flodmundinger, som syntes tilgjængelige for Skibe; «thi Nordmændene ødelagde under idelige Overfald hele den franske og tydske Kyst.» Ved disse Foranstaltninger led disse Egne i hans Dage ingen betydeligere Overlast, naar undtages, at i Frisland nogle Øer bleve hærjede af Nordmændene. Eginh. vit. Car. magn. SrD I 504.

Godfrieds Sønner finde vi 817 med en Flaade i Elben hærjende opad Stor til Borgen Essesfeld (Itzehoe), hvor ogsaa deres Landhær sammen med Abotriterne indtraf og beleirede Borgen, dog uden Held (SrD I 508).

Togene strække sig stedse videre: 820 løbe 13 Vikingeskibe ud fra Nortmannia (Normanni ex Norvegia delati [?] SrD I 516), forsøge først at hærje paa Flandern, vise sig i Seinemundingen, men maa atter trække sig tilbage; hærje endelig en By i Aquitanien og vende hjem med stort Bytte.

Alle de, der under disse Fjendtligheder paa den ene eller anden Side toges til Fange, havde hermed tabt Frihed og personlig Ret og gik som Vare ved Salg fra Haand til Haand. Vita Ansg. c. 14, SrD I 512 (jfr vit. Ansg. c. 7 & 30): Ansgar forbereder sit Omvendelsesværk ved at kjøbe Drenge af dansk eller slavisk Herkomst, ogsaa kjøbte han nogle tilbage fra Fangenskab, «quos ad servilium Dei educaret». Nogle af dem beholdt han hos sig, andre sendte han til Klostret Turholt (i Flandern) for at opdrages (jfr SrD I 524).

Folkebevægelser — Folkeslægtskab

Det her omhandlede sønderjydske Rige var en directe Udløber af den store nordgermaniske Folkebevægelse, der under Sigurd Rings Ledelse i 8de Aarhundredes første Halvdeel (715-730), styrtede Hleidrekongernes Magt og væsentlig forandrede Sydskandinaviens Befolkningsforhold. Sigurd Rings garderigske Fædreneæt, de hos Ludvig den fromme med Svear forvexlede russiske Gesandter (Ann. Bertiniani v. 839), de rimeligvis ikke længe efter i Ruslands Historie optrædende Varæger «fra den anden Side Havet», mod den fremrykkende Slavisme, lader os ane en livlig, paa Folkeslægtskab støttet Forbindelse ogsaa mellem begge den indre Østersøes Kyster, Austrvegsfærdens urgamle Kilde. At ogsaa Norge har haft Del i denne Forbindelse med Østen, maa vi slutte baade af de gamle Sagns hyppige Henlæggelse af Scenen i Austrveg og af, at vi i Folkemodet paa Braavoldene finde Mænd lige fra det Throndhjemske og efter Slaget se Sigurd Ring og Ragnar Lodbrok optræde som Overkonger over Norges sydlige Kyst — navnlig Vestfoldriget — et Overherredømme, hvorpaa endnu i Harald haarfagers Dage den svenske Konge Erik gjør Fordring (Sn. sag. Har. harf).

Austrvegsfærd

Austrvegsfærden ligger paa disse Tider for Norges Vedkommende i Sagnets Halvmørke, det maa derfor være nok at have antydet dens Kilde i Folkebevægelsen (jfr Flat. b. Ættartölur p. 24; Hálfdan gamli: hann var hermaðr mikill ok herjaði viða um Austrveg — Hervararsaga, Hyndluljóð — hann gekk at eiga Álfnyju, dóttur Eymundar kongs ór Holmgarði. Forbindelsen fortsættes som bekjendt senere saavel ved Viking mod Østen (Gange Rolf, Sn. s. Har. hárf. c. 24 og flere) som ved Leietjeneste i de garderigske Fyrsters Hird og Kjæbfærd — saaledes rig Anledning til at hente Trælle fra disse Kanter. Det er vel ogsaa betinget af denne høie Ælde af Norges Forbindelse med Østen, at det kan kvædes om Harald haarfagres Mænd med fuldkomment Præg af en gjennem lang Tid hævdet Digterterminologi (Fagrsk. 6 p ):

fé eru þeir gæddir ok fögrum mækum málmi hunlenzkum ok mani austrænu.

De med Gods er begavede og gode Sværd, med hunlandsk Jern og Østens Træl.

Jfr nedenfor sammesteds: vigra vestrænna ok valskra sverða ; begge Steder maa betragtes som særdeles betegnende for Norges Forbindelse med Udlandet, og det første for saameget historisk sikkrere som en saadan Forbindelse «man austrænt» neppe ellers forekommer, medens Udtrykkene om det huniske Malm og de vælske Vaaben gjerne kunde blot være Digterarv fra en lang fjernere Fortid — vi gjenkjende dem fra Eddasproget. Sagnet lader ogsaa Kong Harald selv sende sin betroede Mand Hauk Haabrok til Austrriki eller Holmgard for at kjøbe sig mærkelige og sjældenseede Kostbarheder derfra (Hauks þáttr hábrók. Flat. b. 577)

Vestrviking. England

England naaede de nordiske Vikinger efter udtrykkeligt Vidnesbyrd af de engelske Annaler (Monum. hist. Brit. p. 336, 337) første Gang 787, da de landede paa Kysten af Wessex. 794 og de nærmeste Aar efter viste de sig saagodtsom paa alle Kanter af England — «de kom til Lindisfarena Kirke, ødelagde alt paa det jammerligste , nedtraadte Helligdommen med sine besmittede Fødder, omstyrtede Altrene, røvede alle Kirkens Skatte, dræbte nogle af Brødrene, førte andre med sig i Fangenskab, bespottede mange og slængte dem nøgne hen og styrtede nogle ud i Havet.» Angleren Aleuin hos Karl den store skriver 784 til Biskop Higbald i Lindisfarena om dette Overfald, og hedder det der: «Naar Kong Karl kommer tilbage efter at have overvundet sine Fjender, ville vi med Guds Hjælp gaa til ham og ivrig søge at udrette, hvad vi formaa, dels med Hensyn til de af Hedningerne i Fangenskab bortslæbte Drenge, dels angaaende andre nødvendige Foranstaltninger.» Vi have ovenfor seet, at det ogsaa var Drenge som Ansgar havde Anledning til at kjøbe. Det ligger i Sagens Natur, at den tilvoxende Alder var den af Vikingerne mest efterstræbte som den værdifuldeste, naar det gjaldt at vinde Trælleevner; Smaabørn og Gamle dræbtes i vild Mordlyst, Størsteparten af de vaabenføre Mænd faldt vel dels under Forsvaret, dels efter Kampen som Offere for Hævnen. (Vikingeskikken at kaste Børn paa Spydsodden omtaler Henrik af Huntingdon i prolog. ad part. V: jam domos vestras combusserunt, jam res vestras asportarunt, jam pueros sursum jactatos lancearum acumine susceperunt, jam conjuges vestras quasdam vi oppresserunt, quasdam secum abduxerunt», jfr Fridthjof som Helthjof — Olver Barnekarl Landn. V 4).

Vestrviking. Irland

Samtidig med Angrebet paa England 794 blev ogsaa efter de irske Annalers Beretning Størsteparten af Irland med tilliggende Øer hærjede. Til denne Tid henføres ogsaa i en unavngiven Forfatters «vita S. Findani» denne Helgens for hans senere Liv afgjørende Sammenstød med de nordiske Vikinger, der her nævnes Nordmanni. Beretningen er særdeles oplysende for vort Emne, der fortælles der: «Der var en Mand ved Navn Findan, irsk af Æt (genere Scottus) fra Leinster. Denne Mands Søster havde de Hedninger, som kaldes Nordmænd (gentiles, qui Nordmanni vocantur), idet de hærjede de fleste Steder paa Øen Scottia, som ogsaa kaldes Hibernia, bortført blandt andre Kvinder som Fange. Da bød hendes Fader sin Søn Findan, at han med en given Pengesum skulde løskjøbe Søsteren. Da Findan traf Nordmændene, blev ogsaa han strax greben og bunden. «Men da Nordmændene om Morgenen raadsloge og nogle, som vare fornuftigere og (som det synes) af Gud selv ansporede til Menneskelighed, mente, at Folk, som kom did for at løskjøbe andre, ei burde voldelig holdes tilbage, blev han paa denne Maade befriet.» Senere bliver Findan af sine Uvenner i Irland ved et Gjestebud spillet i Hænderne paa norske Vikinger, der binde ham og føre ham med sig. «Hans norske Herre solgte ham imidlertid, som hans Sædvane var, fordi han endnu ikke ønskede at vende tilbage til sit Fædreneland, til en anden, og denne ham snart til en tredie og han til en fjerde, som længtende efter at see Fædrenelandet igjen, efterat have samlet sine Staldbrødre, førte ham tilligemed andre i Fangenskab med sig.» — «En Flaade fra det samme Folk traf dem i Søen, og fra den gik en ombord i det Skib, hvor Findan var, og spurgte om dens Beskaffenhed og hvorledes det der var gaaet dem. Ombord var imidlertid en, hvis Broder han, som spurgte herom, havde dræbt, og af ham blev han da strax kjendt og paa Øieblikket fældet.» — Begge Skibe komme herover i Kamp, hvorunder Findan, skjønt bunden, søger at hjælpe sin Herre, de øvrige Skibe lægge sig imellem og standse Striden. — Hans Herre imidlertid , som mindedes den Hengivenhed, hvormed han, skjønt bunden, vilde yde ham Hjælp, og ønskede at gjengjælde saadan Troskab, løste ham strax af hans Baand og lovede, at han senere skulde være ham god. Efter disse Begivenheder kom de til nogle der nær Picternes Folk, som man kalder Orkader.» Her gaae Vikingerne i Land og hvile og skjemte sig, medens de vente paa Vind, Findan gaaer ogsaa løs omkring og finder da Leilighed til at undvige og skjule sig i en Hule. Efterat Vikingerne ere dragne bort, maa han, da Øen er ubeboet, friste at svømme til den skotske Kyst, hvad ogsaa ved Guds underfulde Bistand lykkes ham. («The life of S. Findan written by a contemporary and published by Goldastus is an authentic monument of the ninth century», Pinkert: Enqviry etc. vol. I p. 319. Dette lille sammentrængte forunderlig righoldige Billede af Vikingelivet stemmer i alle sine Detailler saa overraskende med vore egne Sagaers Skildringer, at man maa undres over at finde det blandt fremmede Kilder; at det skriver sig fra et Øienvidne til Vikingernes Færd i hine Egne. kan derfor neppc belvivles. Navnet Fintain forekommer ogsaa tidligere i den irske Historie, Ann. Ulton. & IV Magistr. a 635. O. Connor. proleg. ad rer. Hib. seript. Il p. 89).

Vikingetogene ere behandlede saa udførlig i Munchs «Det norske Folks Historie», at det vilde være otiøst her at dvæle ved andre Puncter af Historien end dem, der nærmest angaa vort Emne; det maa derfor være nok, efterat have paavist det Tidspunct, da de norske Tog paa Irland begyndte, af de næsten for hvert Aar i de nærmest følgende Decennier i de irske Annaler forekommende Beretninger om Plyndringer af de fremmede at fremhente enkelte Steder, hvor Menneskeran udtrykkelig omtales, for at Sagen kan have sine authentiske Vidnesbyrd.

• Aar 819 omtales saaledes en Plyndring, ved hvilken mange Kvinder røvedes (IV Mag. a. 819. Ann. Ulton. a. 820).

• 823 røves Abbeden i Klosteret paa den Skellig af Hedningerne, men Dør strax efter (Ann. Ulton).

• 830 hærjedes Landskabet «Cunall af Hedningerne, som gjorde Kong Mælbrigda og hans Broder Cannanna til Fange og førte dem med sig til Skibene» (jfr IV Mag. a. 829). Samme Aar blev en Søseir vunden af Hedningerne mod Armaghanerne , «hvor de fleste af disse bleve gjorte til Fanger.»

• 835 «hærjedes Killdare af Hedninger fra Floden Boyne — brændte Kirken — gjorde flere til Fanger og dræbte mange, men førte Størsteparten bort som Fanger (Ann. Ulton. 835, p. 211, jfr IV Mag. a. 835).

• 839 hærjedes Egnen om Søen Each, og de Geistlige af alle Klasser dels dræbtes, dels førtes fangne bort (Ann. Ulton. IV Mag. a. 838).

• 844 fangedes den ardmachanske Abbed Forannan af Hedningerne i Cloon - Comarda tilligemed sine Reliqvier og sit Følge og bortførtes som Fange.

Nordmændene vandt Aar for Aar mere Fodfæste i Landet. Vel vare de efter den mægtige Thorgisls Fald paa Veie til at blive drevne tilbage ; men en Forstærkning paa 240 Skibe bragte atter deres Sag paa føde, og efterat en dansk Flaade var dreven bort fra det irske Bytte, kunde Olaf hvide af den vestfoldske Kongeæt stifte et varigt norsk Rige i Dublin 852 og samtidig Sigtrygg og Ivar lignende i Waterford og Limerick.

Vi have altsaa fundet Vikingerne dragende efter al Sandsynlighed lige fra Norges Kyst forbi Orknøerne (Vikingebølet) til Irland og de nærliggende Øer: de tage da Mænd og Kvinder, Læge og Lærde til Fange og føre dem bundne til sine Skibe; der gives de Fangnes Landsmænd Anledning til Udløsning, og herved var vistnok de geistlige Stiftelsers Personale Vikingerne et ligesaa lønnende Bytte som deres rige Løsøre. (Som Exempel paa saadan fordeelagtig Forretning kan nævnes Kong Edvards Udløsning af Biskoppen af Llandaff fra Loirevikingerne i Severn med 40 Pund, Aar 918. Et lignende Tilfælde omtales i de franske Annaler ved 858, hvor den af Vikingerne i Seinen for Abbeden i S. Dionys- Klostret og hans Broder forlangte Løsesum er saa stor, at mange geistlige Stiftelsers Formue gaar med og endda frivillige Tilskud af Kongen og de geistlige og verdslige Store gjøres fornødne). Hvis Vikingerne ikke endnu ville vende hjem, søge de at sælge sine Fanger, i andet Fald søge de at tage med sig dem, de have tilbage, enten de nu trænge selv til dem hjemme eller tænke at sælge dem der. De af disse Tog flydende, vistnok ikke ubetydelige aarlige Trælletilførsler til Norge, vare maaske størst, saalænge endnu Vikingerne ikke toge varigt Ophold i Vesten, og den egentlige Kjærne til Norges Trællestand er rimeligvis dannet i denne første Periode af Vikingealderen, da Togene endnu ei havde Udflytning til Hensigt. Dog vise de irske Annaler os fremdeles gjennem en lang Aarrække Nordmændene i Irland i stadige Feider med Landets, i de fleste Fald ogsaa indbyrdes uenige Indbyggere; naar dertil kommer, at fra de faste Rigers Stiftelse der Nordmændene fra dem begyndte at vende sig ogsaa mod Skotland og England (Ann. Ulton.) — 870 kom saaledes Olaf og Ivar med 200 Skibe tilbage fra Albanien (Sydskotland) og førte med sig i Fangenskab stort Bytte af Mennesker, af Angler, Briter og Picter —, saa bliver det klart, at de stadig kunde trænge til al den Hjælp, de af omstreifende Vikinger kunde faa, og at de irske Riger maatte blive et Samlingssted for alle dem, der uden at have Udflytning til Hensigt droge hjemmefra for at faa den Krigerindvielse, der saa væsentlig betingede deres An seelse i Hjemmet.

I hvilken Maalestok end Hærjingen endnu dreves i selve Irland faa vi et Begreb om, naar vi (ei at tale om de ubetydeligere Menneskeran der nævnes i Ulst. Ann. v. 878 et 880) høre at Aar 896 (Ann. Ulton) «Ardmach plyndredes af de dublinske Fremmede, som førte 710 Mennesker bort i Fangenskab», et Tog, der dog samme Aar hævnedes ved et Nederlag, hvor 800 Nordmænd skulle være faldne tilligemed deres Anførere Olaf Ivarsson og en «Genu corvi» (filius Genu ferrci). Aar 902 indtages Dublin og Nordmændene fordrives, indtil de atter 914 sætte sig fast i Waterford og senere igjen i Dublin (917).

Olaf Godfredssön kommer 938 tilbage til Dublin efter at have kæmpet med Ædhelstan ved Brunanburg, og samme Aar hærjes Kileullin enten af ham eller af Olaf (Sigtryggsson?) Sønnesøn af Ivar og 1000 Fanger føres bort (IV Magist. ad a. 936). Hvis Olaf Sigtryggsson var Anføreren, skete Toget rimeligvis fra Skotland, hvor han var bleven gift med Kong Constantins Datter og ledede Foretagenderne mod den engelske Konge (Munch I 1 700 ff. & I 2 197). Det er da muligen den samme Olaf, der med Tilnavnet Kvaran optræder 945 (Ulst. Ann.) som Konge i Dublin, hvorfra han dog snart maa vige, rimeligvis for Godfred Sigtryggsson, der 950 (Ann. Ulton.) hævner et af Irerne tilføiet Nederlag, der berøvede ham 8000 Mand, ved Udplyndring af en Mængde Klostre og Byen Kells, hvor tretusinde Mennesker eller flere bleve tagne til Fanger, tilligemed stort andet Bytte af Kvæg, Heste, Guld og Sølv.

Saadanne store Tal bør saameget mindre forundre, som vi finde dem ved Siden af saa stærke Nederlag blandt Nordmændene selv; begge Dele vise, at Vikingerne maa have nedsat sig i Irland i saa stor Mængde, at der, hvor omfattende end disse Menneskejagter, kan man gjerne sige, have været, neppe deraf har fulgt nogen saa særdeles overflødig Trælletilførsel til Hjemlandene, især da vel ogsaa en stor Del gik fra ved Udløsning og Salg i Udlandet.

Vikingetogene mod Frankrig og England

Vikingetogene mod Frankrig og England var rimeligvis af mindre Betydning som Kilde til Trællestandens Forøgelse, ei alene for Norges Vedkommende, fordi Massen af de der beskjæftigedeVikinger efter al Sandsynlighed hovedsagelig udgik fra Danmark, men maaske for Nordens overhovedet, fordi Hærjingerne i disse Lande synes for en stor Del foretagne af fast sammensluttede Flaader, der allerede tidlig begyndte at tage Vinterophold i Udlandet. Naar vi derfor der see Hærtagningen indtage samme fremragende Plads i Plyndringen, som vi saae den have i Irland, (Exempler mangle ikke: Vikingerne i Schelde 836, paa Walehern 837, i Seinen 841, i la Canche 842, i Loire 843, i Spanien 847, i Seinen 858), maa man antage, at Fangerne her vistnok i Regelen senere indløstes, og at Togene i det Hele taget fornemmelig vare anlagte paa Erhvervelse af rede Penge, hvad bestyrkes saavel af bestemte Vidnesbyrd om større Udløsninger, f. Ex. Aar 841 (SrD I 423 vn Kai. Jun. redemptum est Fontinellense Coenobium libris vi. v Kai. Jun. venerunt Monachi de S. Dionysio, redemeruntque captivos sexaginta sex); som af den her oftere forekommende Brandskatning, hvor ved Districter frigjorde sig fra videre Plyndring, og den store Rigdom Flaaderne vise sig i Besiddelse af, f. Ex. naar Vikingerne paa Øen Oissel i Seinen overbyde Kong Karl den skaldede med 1000 Pund og saaledes ved Udredsel af 6000 Pund i Guld og Sølv underkjøbe den anden af Kongen mod dem leiede Vikingeflaade, Aar 861 (MGh I 454-456).

Dog synes Togene fra Sønderjylland mod den frisiske Kyst og tildels videre mod Frankrig fremdeles for Danmarks Vedkommende at have været vigtige for Trælletilførslen. Saaledes omtales ved 846 (MGh II 302) at Vikingehøvdingen Ragnar kom hjem efterat have plyndret St. Germain og Byen Paris (845) og roste sig af sine Bedrifter for Kong Erik i Sønderjylland, men da pludselig døde under frygtelige Smerter. Kong Erik blev herover saa forfærdet, at han lod straffe de Vikinger, der ikke rammedes af samme Gudsdom som deres Anfører, og samle og sende hjem alle christne Fanger i sit Rige. Man maa heraf slutte Trælletilførslen skeet fra de samme Kanter, hvor Ragnar havde ovet sit Hærværk. Rimeligvis menes ogsaa Danmark og fortrinlig det sønderjydske Rige, naar det ved Normannernes og Danernes Hærjing af Dorestad (856) hedder (SrD I 547): mulieres cum parvulis captivos ad ezteras partes et provincias abduxerunt.

Endnu mindre Betydning for Trælletilførslen fik vel Vikingetogene til England og Frankrig i den anden Halvdel af 9de Aarhundrede, da der afgjort lagdes an paa Erhvervelse af Land og Nedsættelse. Der aabnede sig da en saa vid Mark for den nordiske Foretagelsesaand, at vistnok de fleste af de nytilkommende Vikinger, af hvad Nation de maalte være, bleve varig beskjæftigede, hvor de kom, med at befæste og udvide de nyvundne Besiddelser mod den nære store Overmagt. Anderledes vare rimeligvis Forholdene i Irland, hvor det, som det synes, kun gjaldt at forsvare mindre Besiddelser mod en i sig meget splittet national Befolkning, hvor altsaa de aarlig vexlende Hjælpeskarer fra Moderlandet kunde være tilstrækkelige til Fjendernes Svækkelse for den nærmest efterfolgende Tid. Ogsaa synes de irsk-norske Herskere selv efterhaanden at være blevne trukne ind i de engelske Begivenheder gjennem sine Forbindelser i Skotland, medens de irske Sager foreløbigt sattes til Side, ligesom vi ganske analogt hermed see Gange-Rolf, skjønt ankommen til Ørknøerne og saaledes efter norsk Skik staaende ligesom paa Tærskelen til Irland, dog vende sig derfra til Gudrum-Ædhelstan i Northumberland og videre til Frankrig — Tegn, der noksom vise, hvorledes Vikingefærden i England og Frankrig nu holdt paa at voxe op til forme lige Folkekampe.

For Norges Vedkommende maa heller ikke sluttes til Trælletilførslen paa disse Tider efter Vikingernes Mængde, da rimeligvis Størsteparten af disse nu vare Fredløse i Fædrelandet som Følge af Harald haarfagres Erobring, og de saaledes, om de til sin Bosætning erhvervede sig Trælle i Udlandet, ei førte disse længere til Norge, men til sit nye Hjem, hvor dette nu var — paa Island, Irland, de skotske Øer, Færøerne eller andetsteds. Det er derfor egentlig kun i Landnamsmændenes Spor at vi kunne udtrykkelig paavise Vestervikingen over Orknøerne til Skotland og Irland som Kilde til Nordens Trællestand i dette Tidsrum, jeg veed ikke engang et Exempel at anføre paa Anvendelse af irske Trælle i Norge i Fylkekongedømmets Tid.

Trælletilførsel til Island fra Vesten

Paa Island imidlertid skete aabenbart Trælleforsyningen væsentlig fra denne Kant: Aar 873, Aaret før Ingolf og Leif flyttede ud til Island, «foer Leif i Vesterviking, han hærjede vide om Irland og fik stort Bytte, der tog han ti (tolv) Trælle», den første af dem fører fremdeles det irske Navn «Dufthak» (Dubhthach) (Landnám. I 5, FmS I c. 116). Trællene ere her aabenhart tagne som nødvendigt Tyende til den forestaaende Udflytning og Besætning paa Island; men Tallet kan maaske ei tages som Norm for en almindelig Gaardsbesætning, da Leif vel desforuden havde sit gamle Tyende med fra Norge, kun hans Odel var bleven forbrudt. (Lndn. V c. 12): «Vedorm, Søn af Vemund den gamle, var en mægtig Herse (paa Oplandene, han flygtede for Kong Harald øst til Jæmteland og ryddede der Land). Holmfast hed hans Søn og Grim hans Søstersøn, de vare i Vesterviking og dræbte der i Sudrøerne Asbjørn Skerjablesa (Harald haarfagres Jarl der, jfr L. IV 2) og tog der i Bytte Aaluf, hans Kone, og Arneid, hans Datter, hun tilfaldt Holmfast, der overgav hende til sin Fader og lod hende være Ambaatt. Grim ægtede Aaluf.» Her rammede Hærtagningen og den deraf flydende Trældom altsaa atter Norske, dog ophæves den for Aalufs Vedkommende strax ved det lovlige Ægteskab med Grim, og Arneid blev senere kjøbt af Ketil Thrym, Søn af Thore Thidrande i Verdalen, to Trediedele dyrere end hun vurderedes af Vedorm, og fulgte ham senere som hans Hustru til Island.

«Hallstein (Søn af Thorolf Mostrarskegg, kom til Island 880) havde herjet paa Skotland og tog der de Trælle, som han havde med ud» (Lndn. ø 23).

«Ketil (Gufa, Søn af Örlyg) kom ud sent i Landnamstiden, han havde været i Vesterviking og haft med fra Irland irske Trælle» (sex nævnes ved Navn).

Den mægtige sognske Herse Ketil Flatnefs Datter Aude, almindelig kaldet «den grundrige», havde været gift med Olaf hvite i Dublin og i dette Ægteskab haft Sønnen Thorstein røde. Thorstein hærjede i Forening med Sigurd Jarl af Orknøerne paa Skotland. «Der faldt den skotske Jarl Meldun for Sigurd, der tog hans Søn Erp tilligemed dennes Moder Mirgjol, Datter af Irekongen Gljomal i Bytte og gjorde dem til Trælle (Flatb. 221, Lndn. ø 16: «tok þau at herfángi ok þjáði»). Mirgjol blev Ambaatt hos Jarlens Hustru og tjente hende troligt. Aude kjøbte hende senere og lovede hende Frihed, hvis hun tjente Thorsteins Kone Thurid ligesaa vel som Jarlefruen. Mirgjol og Erp, hendes Søn, foer til Island med Aude, Erp var da Audes Frigivne.

Lndn. II 11. Islænderen Helge, Sønnesøn af Bjørn Ketilsson fra Sogn, hærjede paa Skotland og fik der i Bytte Nidbjörg, Datter af Kong Bjolan og Kaolin, Datter af Gange Rolf, han ægtede hende, og vare deres Sønner Usvif og Einar Skaalaglam.

Orknøerne, Mellemled for Trælletilførslen fra Skotland og Irland

Fra Orknøerne vedblev man med Hærjinger og Fjendtligheder mod Skotland og Irland, og Øerne vare saaledes uden Tvivl en lang Tid Mellemled for Trælleforsyningen fra Skotland og Irland. Om Thorfinn Hausakljuf, Søn af Torf-Einar, der styrede Øerne under Gunhildssønnerne fortæller saaledes Orkn. s. (p. 40): Thorfinn lagde Landet under sig lige syd til Fife — føre da Jarlsmændene om Thorp og Bo og brændte paa alle Kanter, saa at ei stod Kot efter, dræbte de Mænd, som de fandt; men Kvinder og gammelt Folk trak sig hen i Marker og Skove med Klynk og Jammer, de drev og meget Folk foran sig og hærtoge det.»

Hærtagning inden Norge

Hjemme i Norge vare Forholdene naturligvis under Haralds Erobring høist urolige, og det var vist ingen Sjældenhed, at Hærtagning i sin Strenghed blev gjort gjældende Landsmænd imellem. Saaledes høre vi at endnu rimeligvis efter den egentlige Landnámstid ved Midten af 10de Aarh. (Flatb. p. 255) en Geitir havde ud med sig fra Norge en Træl, Freystein, der var bleven tagen af Sokke, Viking, da denne indebrændte hans Fader paa Vors. Skjønt Geites Søn Thorkel vidste, at Freystein var «af god Æt og fra gjæve Mænd oppe i Slægten», beholdt han ham dog som Træl en Tid lang; dog bidrog dette som en Bevæggrund mellem flere til hans Frigivelse og senere venskabelige Behandling. (Sokke, Viking, omtales Flatb. p. 299 som en kjær Ven af Gunhildssønnerne, da de raadede over Norge). Kong Harald selv betragtedes jo af Folket som den største Voldsmand, det gjaldt at værge Gods og Frihed mod ham (fé ok frelsi) og ikke gaa frivillig i Ufrihed og gjøres hans Trælle (gánga med sjálfvilja á ánauð ok gjörast þrælar Haralds, Egilss. c. 3, jfr Grett. 3). Som et Udtryk for denne Opinion og rimelig ogsaa som et Spor efter Haralds virkelig vilkaarlige Færd, maa vel opfattes. at Thora Mostrstong, med hvem Harald i sin Alderdom havde Sønnen Haakon, skjønt af Hordekaares mægtige Æt, dog blev kaldet Kongens Trælkvinde, konungs ambátt (Fagrsk. c. 21. Flatb. p. 45. Sn. H. hårf. s. 40. Ól. helg. s. c. 4 p. 6). Alle Beretninger ere enige i, at han almindelig er bleven kaldet saa; men alle ere ogsaa øiensynlig i lige stor Forlegenhed med at forklare sig denne fornedrende Benævnelse anvendt paa en Kvinde af en af Landets største Ætter. Sagen forklares ved, at «mange vare da Kongen tjenestepligtige (lýdskylðir), som vare vel ætbaarne, baade Mænd og Kvinder» — og dette er vistnok det rette. Netop det undersaatlige Forhold, hvori Landsfolket var kommet til Harald, betegnes paa mange Steder (ligesom overhovedet enhver strengere Kongestyrelse, der indskrænkede den enkeltes Frihed i nogen følelig Grad) med Ord , hentede fra Trælleforholdet (01. helg. s. c. 8: Haraldr hafði allan lýð í landi áþjáð). Naar hertil kom i vort Tilfælde en mindre retsgyldig Forbindelse mellem Kongen og Thora og sluttet maaske heller ikke ganske med hendes gode Villie, da Harald da var meget gammel, saa havde man, og især da Gunhildssønnernes Parti, hvem Haakon fra sin Fødsel maa have været en Torn i Øinene, efter den gjængse hadske Opfatning af Haralds Enevoldsfærd fuldkommen Anledning til at betegne Thoras Forhold til Kongen som en Trælkvindes (jfr ovenf. p. 62 om Hlöd). Senere ved sit Giftermaal med Danekongen Eriks Datter Ragnhild sendte Harald ogsaa uden videre fra sig sine forrige baade Ægtehustruer og Friller (Flatb. g. 576): «Hafnaði hann Hölmrygjum ok Hörða meyjum». Thoras store Ætforbindelse gjør det lidet sandsynligt at Ambaatt-Navnet skulde skrive sig fra nogen hende for Forbrydelse overgaaet Dom: «at gánga í konungs gard ok týna frelsi sinu» (jfr Fagrsk. c. 17 p. 10), hvortil, som senere skal vises, kunde gives forskjellig Anledning. Heller ikke synes Tilnavnet at turde forklares ved, at Ordet ambátt da endnu ei havde antaget den faste Betydning af Trælkvinde, som det har i det senere Sprog: vel er det saa, at Ordet i Edda paa de fleste Steder synes brugt om de høibaarne Kvinders mere begunstigede Tjeneste kvinder og saaledes nærmer sig Betydningen Opvarter, som Ordet andbahts har i Gothisk, medens þý og man almindelig betegner den lavere staaende Trælkvinde; men Rigsmaal (13), der ikke kjender Trællen uden som den lave, foragtede, har allerede ambátt, som Navn paa en af þræls og þýs Døttre, og i Grottesangen (2) bruges Ordet om Fenja og Menja ved Kvernen.

Thora Mostrstongs Tilnavn ambátt er, saafremt hun er tagen af Kongen med Frilletag, ei givet med mindre Medhold af Tidens herskende Anskuelse, end Berg-Anund (934) (Egilss. c. 57, jfr c. 32, 33, 34, 35) paa Gulething kalder Thora Illadhaand ambátt, forsaavidt som hun var «hærtagen og siden tagen i Frilletag og ei efter Frænderaad», en Beskyldning, som Brodersønnen Arinbjörn gjør magtesløs ved lovlig Vidneførsel, at Thoras Datter Åsgerd, om hvis Arveret der strides, var formelig ledet til Arv efter sin Fader Bjørn, altsaa erkjendende Hærtagningen som efter Loven virkende Trældom.

Et fuldkomment Sidestykke læse vi ogsaa i Ól. helg. s. (c. 72 p. 77): Olaf Sveakonge, Eriks Søn, havde først en Frille, som hed Edla, Datter af Jarlen i Vendland; hun havde været hærtagen og blev derfor kaldet Kongens Trælkvinde, konungs ambátt. Hvormeget imidlertid i saadanne Tilfælde den strenge Ret kunde oversees, viser, at saavel Thoras Søn Haakon som Edlas Anund Jacob, kunde tage Kongedømmet efter sine Fædre, og at Olaf den hellige kunde lade sig nøie med at faa Edlas Datter Astrid til Ægte istedenfor Olafs ægtefødte Datter Ingegerd. Ogsaa Magnus den godes Moder, Alfhild (Ól. helg. s. c. 111, p. 122), «blev kaldet Kongens Ambaatt, hun var dog kommen af god Æt.» (Sammenlign Sag. af Sig. Jorsf. Eyst. ok Olafi c. 23 FmS VII: þá tók hann (Siguðr) Borghildi (dóttur Olafs í Dali) frillutaki ok hafði hana brott með sèr; þeirra son var Magnus (blindi). «Þeir hafa konúnga nðfn borit margir, er ambáttar synir hafa verit.» (Sv. s. 108; Flatb. ø p. 650.)

Kongernes Krigstog

Harald haarfagre gjorde som bekjendt et Vesterhavstog mod Vikingerne; men dette var naturligvis kun rettet mod dem som Rigets Fjender, ei gjort for at standse Vikingefærden i Almindelighed: meget mere var Haralds eget Tog ikke andet end et Vikingetog. Ogsaa om hans Søn Erik sige, at han endnu i Faderens Levetid «hærjede syd ved Halland og Skaane og vide om Danmark, foer over hele Kurland og Estland og hærjede mange andre Lande i Austrveg. Han hærjede vide om Svithjod og Gautland; han foer nord til Finmarken og helt til Bjarmeland med Hærfærd.» Fagrsk. 28 p. 17, jfr om Erikssønnerne s. 01. helg. e. 1, p. 5. (Temmelig detaillerede Skildringer af slige Hærjetog frembyder Egilss. e. 46 [Tog mod Kurland] с. 72 [Tog mod Frisland], hvilke dog ogsaa lade slutte, at Trælle ingenlunde var det Bytte, der mest søgtes i saadan Færd). Vi finde saaledes Norge fremdeles i sine gamle Forbindelser med Norden, Syden, Østen, Vesten; og at de skandinaviske Folk ei sparede hinandens Frihed for Slægtskabs Skyld, derom vidner ei alene Sagnhistorien (Yngl. s. 21: Dag Sviakonge herjede paa Reiðgotland — «Kong Dag vendte Hæren til Skibene, da det kvældede og havde «dræbt meget Folk og haandtaget meget.» ihid. e. 31:v «Frode foer med sin Hær til Svithjod, gjorde der Landgang og hærjede, dræbte meget Folk og noget hærtog han.» (jfr. Yngl. s. e. 32, Kong Adils i Saxland), men ogsaa, som vi ville se, meget sildigere Tiders sikkre Overleveringer.

Aar 952 drog Haakon den gode fra Viken mod Erikssønnerne og de Danske, og det fortælles da, at han ogsaa «hærjede vide om Sjælland og plyndrede meget Folk og dræbte noget, og noget hærtog han, og tog stor Skat af nogle.» (Sag. Hák. góð. с. 8. jfr Flatb. p. 53).

Ledingsindretning

Imidlertid tør maaske formodes, at fra Haakons Tid Trælleforsyningen saavel ved privat Viking som ved offentlig Hærfærd i ikke ubetydelig Grad er aftagen som Følge af hans «Ledingsindretning», der i Kystfylkerne traadte istedenfor en af Harald haarfagre paalagt Personskat (nefgildisskattr, Fagrsk. 32 p. 20), I Smaakongetiden var Sommervikingen efter alt at dømme, skjønt neppe nogen offentlig Forpligtelse (jfr Kveldulfs Svar til Kong Audbjørn i Firdafylke paa hans Opfordring til at drage mod Harald: þat mun konungi skylt þykkja, at ek fara með honum, ef hann skal verja land sitt ok sè herjat í Firðafylki, en hitt ætla ek mer alluskylt, at fara norðr á Mæri ok berjast þar ok verja land þeirra. Egilss. c. 3) ; dog overordentlig populær og noget, hvori gjerne hele den vaabenføre Ungdom tog Del, og som Udtryk for denne almindelige Opinion er den offentlige Bøn til Guderne om Seir ved det for hele Folket fælles Seirsblot ved Sommerens Begyndelse at opfatte. I ethvert Fylke traadte da rimeligvis de mest foretagelseslystne af det unge Mandskab sammen under Kongesønners eller andre mægtige Mænds Anførsel, og de styrede da strax løs paa den Egn, hvor det største Bytte efter de sidste Erfaringer var at vente. Ved Sommerens Ende kom rimeligvis Størstedelen af de uddragne Afdelinger tilbage, hvorved altsaa en aarlig Tilførsel var istandbragt. De af Haakon indførte Ledingsforpligtelser til det samlede Riges Konge maatte i mange Fald gjøre Vikingen umulig for den enkelte, og heller ikke kunde Ledingen som Hærfærd ganske opveie den tidligere private Sommerviking, da den selv om den i Kongedømmets tidligere Tider ofte, maaske aarlig, blev udbuden, dog maatte falde mere bekostelig og blive kortvarigere, naar hele Landets Magt skulde først samles til samme Sted, og ogsaa var mindre populær, da den blev betragtet som en trykkende Udredsel til Kongedømmet. Ledingsfærden indskrænkede sig da ogsaa almindelig for Norges Vedkommende til de nærmestliggende Lande, Danmark og Sverige, hvor Almuen overalt havde bedre for at være forberedt, og Byttet saaledes ogsaa af denne Grund, uden at tale om Landenes forholdsvise Fattigdom, maatte blive mindre end i de vestlige Lande.

Dog drives endnu længe Vikingen i stor Udstrækning af Landets Konger og Stormænd. Harald Graafeld var, hedder det, jævnlig ude til Skibs med sin Hær til forskjellige Lande (Danmark, Irland, Skotland, Hjaltland, Gautland, Bjarmeland, Fagrak. 36 p. 31).

Haakon Jarl, medens han endnu tildels holdt sig i Throndhjem mod Erikssønnerne, foer om Sommeren i Austrveg at hærje. Fagrsk. lader ham hærje om Sviavælde, paa Gauter, Vender, Kurer, alt øst om Ösel og have Fredland om Vinteren i Danmark (Ól. helg. s. c. 11).

Om Erik Jarl berettes der (Fagrsk. 83 p. 68), at han før Jomsvikingeslaget stredes øst i Gautland og hærjede der vide og dræbte meget, og noget haandtog han og førte til Skibene, og blev det løst ud med meget Gods. Efter Jomsvikingeslaget hærjede han rundt i Østersøen og endelig «gjorde han Landgang paa Skaane, tog der meget Gods og Folk» (Fagrsk. 83 p. C 9). Dog synes ei altid at være lagt saa meget an paa Fanger; thi strax efter fortsættes der: «dernæst tog han fire Skibe for Ystad af nogle Kjøbmænd, nogle løb overbord, men nogle bleve hærtagne og bundne, sad saaledes, medens Jarlen og hans Mænd skiftede deres Gods» — hvilket sidste Tillæg synes at antyde et kun midlertidigt Fangenskab. Imidlertid maa mærkes, at Erik mulig dengang endnu var landflygtig fra Norge, saa Fangerne altsaa da snarere maatte være ham til Byrde, hvis de ikke strax kunde omsættes (Munch I 2, 410).

Christendommens Indførelse i Norden

Vi ere ved Tiden for den endelige Indførelse af Christendommen i Norge, og det forundrer os, at vi uagtet vore ældste Love indeholde Paabud om aarlig Frigivelse af en Træl paa hvert Fylkesthing og Lagthing, dog finde Hærtagningen dreven af Kongerne gjennem et langt Tidsrum, ikke utydelig med Trælleerhverv til Maal. Mindre paafaldende er det at vi finde Træl kjøbt af Thangbrand Præst efter denne Mands haarde Charakter. Mulig bør ogsaa her tages Hensyn til hans Skole i den tydskc Kirke, der maaske ei har saaledes stræbt til Trældommens Ophævelse, som man af enkelte Træk tør slutte at den engelske Kirke har gjort. (Jfr Biskop Wilfridns Frigivelse af 250 Livegne paa det ham af Kong Ethelwaleb skjænkede Selso (Aar 681. Beda H. eccl. IV c. 13. Ed. by I. A. Giles vol. øI p. 62): «Et quoniam illi (Wilfr.) rex cum præfata loci possessione, omnes, quæ ibi erant, facultates cum agris et hominibus donavit, omnes fide Christi institutos unda baptismatis abluit, inter quos, servos et ancillas ducentos quinquaginta, quos omnes non solum baptizando a servitute dæmonica salvavit, sed etiam libertatem donando humanæ jugo servitutis absolvit»).

Naar det derimod hedder om Ansgar, at han kjøbte Trælle, er det dermed ikke sagt, at han løskjøbte og frigav dem: der er her vistnok ingen Vægt at lægge paa Udtrykket «ad servitium Dei educaret» ; thi den ydmyge Christne betegnede gjerne sig selv som Guds Træl (jfr Pavernes «servus servorum Dei», Marcus X 43 , 44 «þjónn alla guðs þjóna», ligesom det ogsaa i Kongespeilet [p. 54] anbefales Kongen at han i sin Bøn skal vise: «at svá þykkisk hann þar vera kominn fyrir kné guðs sem þræll eða þjónn, þó at guð hafi hann skipaðan rikan manna á millum» — eller som det hedder i selve Bønnen «þræll þinn getinn með syndum af þjóni þínum, son ambátar þinnar». Mere tiltalende lægges [FmS I c. 141] Olaf Tryggveson det Løfte til Folket i Munden: «þá skal ek gera yðr riddara ens ædsta konúngs — gerir hann sina þræla bræðr síns sæta sonar» o. s. v.); men baade er det klart af Fortællingen (Vita Ansg. c. 30) om Enkens Søn, som han havde kjøbt i Sverige og ført med sig hjem, at han først frigav ham rørt af Medlidenhed ved at se Moderen i Taarer ved det uventede Gjensyn: «ipse quoque episcopus compunctus non minus flere coepit statimque ipsum viduæ filium libertate donatum matri reddidit, domumque gaudentes ire permisø» — og tillige maa vi være berettigede til at slutte, at heller ikke de øvrige Drenge, som han kjøbte for at opdrage dem til Guds Tjeneste, bleve dermed ogsaa satte i Frihed, naar vi læse (Vita Ansg. 30), at senere, da Turholt af Carl den skaldede blev overdraget til Reginbard, denne førte de samme Drenge bort i sin Tjeneste («quorum quosdam , Reginarius, quando Celia ipsi data est, inde abstulit, et ad suum servitium misit» — nedenfor i Ansgars Hund : «asserens, quod eos ad Dei omnipotentis servitium nutrire disposuerit , non ut Reginario servirent»), hvad han neppe kunde have gjort, hvis de ei fremdeles, skjønt Klosterets Scholarer, vare blevne betragtede som Ufrie. Af de pavelige Decreter se vi at Budet om, at Trælle ei maatte optages i geistlig Stand, forinden de vare ordentligen løste fra sine verdslige Baand, ikke alene udstededes af den specielle juridiske Grund: «ut a castris dominicis, quibus nomen ejus adseribitur, nullis necessitatis vinculis abstrahatur» (Corpus jur. canon. ed. Boehmeri p. 167), men gjaldt i sin Almindelighed: «vilis persona manens sacerdotø dignitate fungi non potest» (ibd. cll. Capitul. lib. I c. 82 et ibd. lib. V 210); thi ogsaa Kirkens egne Trælle maatte fær Indvielsen formelig frigives. Forbudets hyppige Gjentagelse viser imidlertid, at man selv ikke altid regnede det saa nøie med, om den ordinerede var forpligtet nogen udenfor Kirken, og endnu oftere blev vel Forbudet forsømt, naar Kirken selv var Magthaveren, og saaledes Collision ei kunde opstaa. At Ansgar ikke godt kunde give de Trælle fri, som han kjøbte, synes ogsaa at være en nødvendig Følge af, at han alene kjøbte dem i den bestemte Hensigt at anvende dem til sit Missionsværk, hvad han ikke kunde lade være afhængigt af deres egen Villie.

At de hamburgske Geistlige løskjøbte Krigsfangne fra deres eget Folk og fromme Christne, som de traf blandt Hedningerne, beviser endnu ikke, at Kirken stræbte til Ophævelse af Trældom (Vita Remberti c. 18 f. Vita Ansgarø c. 32).

Bestemt tør jeg imidlertid ikke afgjøre, hvorvidt der har hersket afvigende Anskuelser om Trældommens Tilbørlighcd i begge Kirker, den engelske og den tydske; men ogsaa uden saadan Indulgens fra Kirkens Side, der i disse for Christendommnens milde Aand endnu saa lidet forberedte Tider var snarere uødvendig end blot undskyldelig, havde vel Thangbrand, ligesaameget Hærmand som Præst, i dette Stykke gjort hvad ham lystede. Fra Norge tog han sig endog senere føre at fare i Viking, rigtignok mod «hedenske Mænd», da hans Gods ved odsel Husholdning var sluppet op.

Om Thangbrand fortælles altsaa (Flatb. p. 151, jfr p. 115, Kristn. s. c. 5, FmS I c. 81), hvorledes han fulgte Albert af Bremen til Canterbury paa et Besøg til Biskop Hugbert, og kjøbte der en ung, fager Mø, irsk af Æt, som han havde med sig hjem. Der vilde en Tydsker tage hende fra ham; men Thangbrand vilde ei give Slip paa hende. De kæmpe sammen og Thangbrand maa efler at have fældet Tydskeren fare af Danmark til Olaf i Norge.

Der er rigtignok endeel Urede i Fortællingen. Flatøbogen f. Ex. lader Thangbrand faa et Skjold af Hugbert, med dette reiser han hjem til Saxland, træffer der Olaf, der giver ham en Sum Penge for Skjoldet, men senere hedder det, at Thangbrand med den Sum kjøbte Pigen og da reiste hjem til Bremen. Kristnisaga derimod lader Thangbrand træffe Olaf i Vendland; foruden andre Vanskeligheder, hvorom Munch I 2, p. 290. Sagen faar staa ved sit Værd, mod Thangbrands Charakter strider den idetmindste ikke.

Om Olaf Haraldson høre vi. at han 12Aar gammel fik Skibe af sin Stiffader og med dem drog i Viking Aar (1007-8). «Han hærjede da ogsaa paa russisk Finland ; men Folk rommede Bygden for ham med alt sit, og skjønt han gik langt op paa Landet, fik de kun lidet Gods og ingen Folk» (Ól. helg. s. c. 22 p. 18).

Fra Erik Jarls Englandstog mod Knud den mægtige (Aar 1015) berettes der os et Exempel paa Hærtagning, der interesserer os saameget mere, som vi tro i den omhandlede Fangne at gjenkjende Magnus den godes Moder Alfhild. William af Malmesburg (de pontif. angl.) fortæller, at Danerne, da de paa Ædhetreds Tid vilde angribe England, ogsaa fik Nordmændene i Følge med sig. En norsk Jarl fik da paa et Plyndringstog som Del af sit Bytte en Pige Elfildis, af høi Byrd og smukt Udvortes. Jarlen forskød for hendes Skyld sin Hustru, men døde snart efter. Senere blev Elfildis, da Landets Konge borte Rygtet om hendes Skjønhed, dennes Frille og fødte ham en Søn, denne (puerulus ille vocabulo magnus) døde dog 1 '/s Aar gammel, og Moderen drog for at undgaa syge og Hævn til England, hvor hun døde. Prof. Munch .N. F. ø. I 2, p. 664 ff. har paavist, at Williams Elfildis neppe er nogen anden end vore Sagærs Alfhild, Kong Olafs Ambaatt, dog af god Æt (Ól. helg. s. c. 1 19, jfr Magn. gód. s. c. 8: Astrid kaldte Alfhild sin Ambaat, saaledes som hun før havde været det, da Astrid var Dronning over Norge. Mindre Ól. helg. s. c. 48: hon var þváttkona Ástriðar en varla var hon gæfalaus. Hvad William fortæller om Dronningens Skindsyge ere overensstemmende med vore Sagærs Beretning om Forholdet mellem Astrid og Alfhild) ; men mener at hun vel ikke er tilfalden Jarlen i Bytte, men en ringere Mand, siden senere Harald haardraade ei synes videre om at have hendes Søn Thore, Magnus's Halvbroder, overfor sig ved Bordet og drillende kalder hans Fader Hvinngest (tyvagtig Gjæst, Har. harðr. s. h. 23 [30]). Den Magnus tillagte korte Levetid kan maaske forklares af Magnus's Flugt med Faderen til Rusland, skjønt han vistnok allerede ved Reisen did var 4 Aar gammel, William optegner imidlertid Begivenheden mere som et Sagn uden at forsøge at sætte det i Forbindelse med Historien ; heller ikke sige vore Sagaer udtrykkeligt, at Alfhild blev i Danmark til sin Død, jfr Har. harðr. s. c. 39. FmS VI.

Sven Jarl hærjer fremdeles i Austrveg, efterat han er fordreven fra Norge af Olaf (1010, 01. helg. s. c. 42). Ligeledes foer Eyvind Urarhorn af Øster- Agder, der med sin velbemandede tyvesædede Snekke ydede Olaf Hjælp i Nesjeslaget, hver Sommer i Hærfærd, stundum vester over Havet, stundum i Austrveg eller syd til Frisland (01. helg. s. c. 48 p. 49). Olaf selv foer de samme Veie og endnu længere mod Syd lige til Poitou, fra hvilket Tog ei alene vore Sagaer, men ogsaa fremmede Forfattere melde om enkelte Tilfangetagelser og senere Udløsninger, hvad dog mere falder ind under Vikingetogenes almindelige Charakteristik (01. helg. s. mindre c. 12 og 13. 01. helg. s. c. 86 p. 71). Vigtigere for vort Emne er Olafs Saga's (mindre) c. 53. Kong Olaf, hedder det der, drog med 9 Skibe til Stevne med Kong Knut i Limfjorden; men da Knut ei indfandt sig og det blev aabenbart at han pønsede paa Svig mod Olaf og tænkte at søge til Mødet med en stor Hær, besluttede Olaf at gjøre Landgang og hærje. «Da sagde Kong Olaf til sine Mænd , at de skulde tage femtenaars gamle Folk eller ældre og føre til Skibene. De faa meget Gods og meget hærtaget Folk». Da de laa seil færdige, vare endnu nogle Telte efter paa Landet. «De hærtagne vare i Teltene, og var der megen Klynk og Skrig. Egil, Søn af Sidu-Hall siger da til Tove (Valgautsson fra Vestergøtland): dette er sørgelig og kjedsommelig Lyd, jeg vil strax løse Folket. Tove beder ham lade det være, at han ei skal paadrage sig Kongens Vrede. Egil mener, at han ei bryder sig om det, staar op og løser Folkene og lader dem løbe bort. Kongen, hedder det, blev meget vred, saasnart han hørte, at Fangerne vare borte». Den mindre Olafssaga feiler vistnok i at lade Begivenheden foregaa ved et Fredsmøde istedenfor med Snorres Olafssaga at henføre den til Olafs store Hærtog mod Danmark 1027; men forresten stemmer den i det væsentlige med den historiske Saga: «Da Olaf kom til Sjælland, begyndte han at hærje, blev da Landsfolket dels plyndret, dels dræbt, noget blev hærtaget og bundet og bragt saaledes til Skibene» (Ól. helg. s. c. 135 p. 159). Da senere Flaaden laa ved den svenske Kyst, havde Egil og Tove en Nat at holde Vagt paa Kongens Skib. De hørte da megen Graad og Klynken derfra, hvor det hærtagne Folk sad i Baand. Det blev bundet om Natten oppe paa Landet. Tove sagde, at det syntes ham ondt at høre deres Jammer og bad Egil, at de skulde fare at løse dem og lade dem løbe bort — og blev det Værk meget ilde lidt af Flaademændene. Kongen var ogsaa saa vred, at det saa ilde ud for dem» (Ól. helg. s. c. 147 p. 168). At Olaf byder sine Mænd at fange femtenaarige og derover, er, tror jeg, her at lægge Vægt paa, jeg mener det nemlig dermed gjort idetmindste høist sandsynligt, at her er Tale om virkelige Trælleevner, ikke blot Fanger til senere Udløsning; thi Lovene satte netop 15 og 40 (eller 30) Aar som de Aldersgrændser, inden hvilke Trælle ansaaes for at være af fuldt Værd og derfor gangbart Betalingsmiddel, jfr Gul. 1. c. 223 et 266 1 f. (Odelsløsning) , Fr. I. VøI 3 og NgL ø 509. Dette bestyrkes ogsaa ved, at vi efter Snorres Beretning finde Fangerne løste paa den svenske Kyst, altsaa førte bort fra deres Hjemstavn, hvor naturligvis Udløsningen vilde have indbragt mest. Tillige fortjener den mindre Olafssagas Text saameget mere Tiltro, som det jo nærmest laa i denne Sagas Interesse at holde saadanne mod Christendommens Aand stridende Træk borte fra sin Helt. Et Forsøg herpaa ligger, tror jeg, temmelig klart for Dagen i den udførlige Skildring af denne Begivenhed, som findes i FmS V 322 ff., hvor alt er lagt an paa indbringende Udløsning (de Fangne ere der Børn mellem 1 og 12 Aars Alder, Folks Slægtninge og høitagtede Mænd — «var því þetta gört, at þeir ætluðu, at þeir mundu leysa þá út með fé, er áttu) , og Olaf selv drives ene og alene af det store Fjendskab mellem ham og Knud til at holde Folkene fangne mod sit Hjertes Stemme.

Hærtagningens Charakter under de christne Konger

Vi se saaledes fremdeles Hærtagningens strenge Ret øvet mod de nærbeslægtede Danske, og det endog under Ledelse og Billigelse af Christendommens ivrige Forkynder, fra hvis Tid netop efter al Sandsynlighed hint ovennævnte Lovbud om aarlig offentlig Trællefrigivelse skriver sig. Det fulgte imidlertid vel temmelig nødvendig af de kongelige Indtægters Ubetydelighed i Forhold til det kosthare Hofhold, ligesom ogsaa af Ledingsvæsnets mindre heldige Ordning, hvorved det i de fleste Tilfælde kom til at bero paa Ledingsmændenes eget Godttykke, enten de vilde blive længere ude eller ikke, at Kongen maatte finde sig i at lade Hærtagningen beholde sin gamle Plads i Krigsførelsen som vigtig Erstatning for de hafte Udgifter og væsentligt Bidrag til at gjøre den endelige Byttedeling (hlutskipti) lokkende for Ledingsmændene. Hovedhensigten med Hærtagningen var vel heller ikke, især i disse senere Tider, saameget at vinde Trælleevner som for de Fangne at kunne udpresse Løsepenge; Trældom ventede vel i Regelen kun den Fangne, forsaavidt Udløsning ikke kom i Stand.

Östgötal. Gipt. b. 14 (cfr Gotl. I. 1 28 § 6) lader formode, at det var Sædvane, at de Krigsfangne først bødes Slægt og Venner til Udløsning: «Nu kan hær til lanz læggja ok hærja alt þæt bondin a ok sua kunu hans, nu kuma buþ hem ok bibja atær lösa kunu hans (jfr Gul. 1. 51). Nu kan bondin hærjaþær varþa ok husfrun sitær kvar, nu koma hænne buþ ok biþja bondan atær lösa». At imidlertid inden Landets egne Grændser større Orden oprettedes, saa ei længere nu saa hyppig de vistnok fra Hedenskabet bestaande Love mod indenlandskes Salg i Ufrihed (selja frjálsan mann at mansali) trodsedes, vide vi af Sagaens Lovord om Olaf (Ól. helg. s. c. 177 p. 189): «han satte Lov og Landsret, og det gjorde han for Retfærdighedens Skyld, at han straffede dem, som vrangt vilde. Det havde været meget Skik i Norge, at Lendermænds og mægtige Bønders Sønner foer paa Hærskibe og avlede sig saaledes Gods, at de hærjede baade udenlands og indenlands; men siden Olaf tog Kongedom, da frelste han saaledes sit Land, at han standsede alt Ran der i Landet».

At man derimod endnu i meget senere Tider ikke fandt det mindste urimeligt i at de nordiske Folk mod hinanden indbyrdes gjorde Hærtagningens Ret gjældende til Trældom, derom vidner den legendariske Fortælling i Ól. d. hell. s. c. 267 (mindre c. 106) om den danske Greve, der havde en norsk Ambaatt, ættet af Thrøndelagen Med endnu større Sikkerhed tør vi vel slutte dette for Tiden nærmest for Olaf den hellige af en Slags legendarisk Fortælling, der lægges Einar Thambeskjælver i Munden i Anledning af, at Islænderen Halldor Snorresøn har dræbt en af Einars Frænder og senere givet Einar Selvdømme i Sagen (Flatb. 509). Der siges, at Einar i den Anledning stævnede talrigt Thing og da stod op og fortalte, hvorledes han med de efterlevende af Ormen langes Mandskab efter Svolderslaget af Kong Sven var bleven flyttet til Jylland, hvor de bleve førte op og fjætrede; men den, som vogtede dem, vilde sælge dem i Trældom og bød dem voldelig Medfart og Lemmetab, dersom de ikke vilde lade sig gjøre til Trælle. — Der kom da en Mand med Maske for Ansigtet og kjøbte de tre, Bjørn, Kolbein og Einar, og gav dem Frihed; de troede i ham at gjenkjende Olaf Tryggveson. Einar spørger, hvorledes han skal lønne ham for Livet og Friheden, hvortil Manden svarer: «Paa den Maade skal du lønne mig, at du, om nogen Mand gjør Dig saa meget imod , at du for hver Pris vil have hans Liv, og du har Magt over ham, da skal du ikke mindre give ham Frelse, end jeg nu giver dig». Fortællingen er vel en af de flere, som i senere Tider kom i Omløb om Olaf Tryggveson ; men den viser i alle Fald Opinionen om Hærtagningens retslige følger (Flatb. 520 siges ud trykkelig, at Einar og de øvrige, som Erik Jarl havde givet Grid efter Kampen, foer nord til Norge med Jarlen).

Under Magnus og Harald finde vi fremdeles de skandinaviske Folk som for værgende Gods og Frihed mod hinanden, hvad Sven Ulfssons ihærdige Bestræbelser for at vinde Danmarks Throne gav mangfoldig Anledning til.

Saaledes hedder det, da Sven og Harald i Forening angreb Danmark (1046): «de foer vide om Sjælland og Fyen, hærjede og brændte og toge meget Folk.» Valgard siger (Fagrsk. c. 167 p. 114):

Dvöldum daprt of skilda drifu þeir er eptir lifðu ferð en fengin urðu fögr sprund Danir undan;

láss hèlt liki drósar leið fyr yðr til skeidar bíta fikula fjötrar fljóð mart hörund bjartra.

Harald haardraades Sagas Beretning lyder: «foer vide om Sjælland, hærje der vidt og brænde Gaarde og tage meget Folk — de fik meget Bytte og drev en Mængde Kvinder og andet hærtaget Folk bundet til Skibene, som Valgard siger» (Saga Har. harðr. c. 19, FmS VI c. 17).

Da Magnus i sit sidste Aar (1047) tilligemed Harald drog mod Sven, gjorde de Landgang og dræbte mange og gjorde andre til Fange og dreve dem i Baand, det var tidlig paa Dagen, da de kom til sine Skibe med 12 Fangne. — De gik strax op for anden Gang og Kongen paalagde strengelig, at man ei skulde løse Fangerne. Kongens Moder Alfhild var da med ham — hun spurgte en af Fangerne (Thorkel Geysa), om han vilde modtage Livet — siden lod hun alle tolv løse og lod dem fare, hvor de vilde. Magnus, siges der, blev herover heftig vred og skjændte i bittre Udtryk paa Moderen; men en anden Gang hændte det, at begge Konger atter havde gaaet paa Land med meget Folk for at hærje; de toge da meget Gods af de Mænd, der havde gaaet under Sven, og dreve ogsaa den Gang mange Mænd foran sig til Skibene og satte i Fjætrer; det var da kommen Kongen i Hu, at Moderen vel kunde trænge til en Støtte udenfor Norge, om han selv skulde falde fra, han bad hende derfor nu selv, at hun i manges Overvær skulde bede ham om Fred for den gjæveste af Fangerne. Den saaledes frigivne var Thorgils Birnuson, en af de mægtigste Mænd i Danmark; saavel han som Thorkel Geysa lovede Alfhild sin Hjælp, om hun maatte komme til at trænge til den. FmS VI, Har. harðr. c. 32, 33.

Aaret efter Magnus's Død, 1048 (Fagrsk. 183 p. 121. Saga Har. harðr. c. 32), udskrev Harald halv Almenning af Norge og foer syd til Jylland og hærjede der om Sommeren og brændte viden om. Thorkel Geysa havde givet Sven Kongenavn paa Viborg -Thing Aaret forud, derfor brændte Harald hans Gaard : «da bleve ogsaa hans Døttre bundne og førte til Skibene. Thorkel maatte løse dem ud med meget Gods (aud varð út at greiða allskjótt faðir Dóttu). Aaret efter drager Harald atter til Danmark med 60 Skibe (Fagrsk. 185 p. 124-125. Sn. Har. harðr. s. c. 35. FmS VI, Har. harðr. s. c. 51, 52): De foer helt syd til Hedeby, der toge de mangeslags Danekongens Kostbarheder og ranede alt Gods, men hærtoge Folket og mange mægtige Mænds Koner, som havde flyet did at søge sig Skjul. «Det var os nu, siger Harald siden til de Danske, saameget lettere at bestemme deres Kaar efter vor Villie, som de værgede hverken sit Gods eller sine Koner, saaledes som man nu her kan se mange af dem hærtagne og sorgfulde». Da Sven senere ved samme Leilighed forfølger Harald fra Læssö, egger han sine Mænd med, at mange af dem havde der at søge efter sine ædle Husfruer og Døttre; Harald imidlertid, som ser, at Daneflaaden fremdeles haler ind paa dem, uagtet han har forsøgt at sinke dem ved at kaste meget af det røvede Gods overbord og lade det drive for dem, lader endelig de løse Skandseklædninger binde til tomme Fade og kaste i Søen, paa disse Flaader lader han da sætte de Danskes Koner og andet hærtaget Folk. Harald slap paa denne Maade bort, medens Danerne fiskede sine Folk af Søen. (Thorleif:)

Fengr varð Þrænda þengils þeir léttu skip fleiri

allr í eli sollnu Jótlands hafi fljóta

Det er, saavidt jeg har haft Anledning til at undersøge Kongesagaerne, den sidste Gang, der er Tale om Hærtagning med Trælleerhvervelse til Hensigt, hvilken vel her idetmindste, hvor vi finde de Fangne paa Veien allerede til Norge, maa ansees for utvivlsomt tilstede.

Vikingefærdenes Undergang

Vikingelivet dreves vel endnu en rum Tid af enkelte; men vi støde dog nu jævnlig paa Spor til baade, at Kongemagten saavel i Danmark som i Norge alvorligere end hidtil søgte at standse denne Uskik, og ogsaa at det af Folket selv begyndte at betragtes som Uskik. Allerede ved Udrustningen til Harald haardraades Englandstog høre vi mindre selvtillidsfulde Ord fra Folketungen, end vi ere vante til fra tidligere Dage. «Englands Rige er folkerigt — en Mand af Thingmanna-Lidet i England udretter mere end to norske», hedder det nu, hvad allerede tilstrækkelig viser, at Krigerfærd ei længer var saaledes hver Mands Sag som tidligere. Hæren, der endelig drog ud, viste sig imidlertid fuldværdig sine Fædre; men da tabte ogsaa Landet maaske Størsteparten af sine mest energiske Kræfter, og ved Slutningen af Olafs Regjering var en ny Slægt opvoxet, der kun kjendte Krigerfærd af sine Fædres Mund og var opdragen under en Regjering, hvis første og sidste Maal var Fred og Orden. Der var Fred mellem Danmark og Norge, Olaf havde ægtet Ingerid, Kong Svens Datter og Søster til Kong Knud, og der var kjært Venskab mellem begge Svogre (Knytl. 8. c. 39). Om Kong Knud hedder det, at ogsaa han paa sin Side drev ivrigt paa Opretholdelse af Orden i og om sit Rige (Knytl. s. c. 29): han værgede kraftig Landet og drev alle Hedninger (Vender og Kurer) fra det og fra Søen, saa ingen torde ligge ude for Danmark. Hans idelige Advarsler mod Egil Ragnarsson vidne ligeledes om, hvorledes han opfattede Vikingevæsnet: Egil var jævnlig i Hærfærd om Sommeren og avlede sig meget Gods, det syntes Knud ilde om og bad ham formindske sin talrige Flok og sagde, at han havde forbudt Hærfærd indenlands; (Knytl. s. c. 34, 38, 39) «du tager dig da en daarlig Beslutning, sagde han til ham, naar du gjør dig til Viking, det er hedenske Mænds Skik.» Knud tilskrives ogsaa directe Bestræbelser til Trællevæsnets Ophævelse og Forbedring af de frigivnes Stilling, hvilke dog maa have været saagodtsom uden følger, da Trældommen endnu gjennem lange Tider stod ved Magt i Danmark (Ælnoth, de vita S. Kn. c. 14. Suhm, Danm.'s Hist. IV 6C7. Allen, Haandb. i Fædrls. Hist. p. 90). Med Hensyn til Vikingefærden kan tillige mærkes, at i Spidsen for Steiga-Thores Oprørsflok i Norge (1095) stilledes en dansk Mand, Sven, Søn af Harald flettir, om hvilken Sagaen siger, at han var «den største Viking og kraftigste Hærmand» FmS Vø 4.

Under Magnus Barfod oppustedes vistnok atter Folkets Krigermod, men dog kun til Krigsfærd i Statens Navn, under Kongens egen Ledelse, medens der udtrykkelig siges at Magnus «fredede vel for sit Land, ødelagde alle Vikinger og Udeliggermænd» (Saga Magn. Barf. c. 8).

Forsaavidt endnu Viking enkeltvis blev dreven, lagdes fornemmelig an paa at vinde Formue, og Fanger, naar de toges, bleve vistnok i Regelen kun tagne for senere at kunne for dem tiltvinge sig høie Løsepenge. Endog Kong Sigurds Jerusalemsfærd frembyder os Exempel herpaa, hvad der tager sig underlig nok ud ved Siden af Togets hellige Charakter: under Opholdet nemlig i Galicien i Spanien fik Nordmændene ikke den tilstrækkelige Forsyning fra Landet, og Kongen tog da ganske efter gammel Vikingeskik det Raad at storme den derværende Hertugs Borg, Han fik da der, hedder det, meget Gods, noget ved Ran og noget ved de Mænds Udløsning, han forhen havde taget med Vold (Saga Sig. Jorsf. c. 242).

Om Harald Gille fortælles (ibd. c. 256), at han sloges under Hvedn med nogle Vikinger, Kysterne vare altsaa endnu ikke rene, dog ligger vel her nærmest at tænke paa vendiske Sørøvere, der snart efter under Rettibur hærjede Konghelle og førte meget Folk til Vendland i Trældom (Sag. af Magn. bl. ok Har. gill. c. 11).

Ogsaa paa Orknøerne, og der naturligvis mere end andre Steder, trivedes Vikingen endnu en lang Tid efter at den egentlige Vikingeperiode var forbi: Paal Jarls Hirdmand Svein brjóstreip (bortført til Skotland i Fangenskab 1136. Orkn. s. p. 178) var jævnlig i Viking om Sommeren.

Under Rögnvald Jarls Korstog (1153-55) forekommer atter et lignende Gjengangertræk fra Vikingetiden, som det vi saa i Sigurds Jorsalsfærd (Orkn. s. p. 300, 304, 308): de træffe et stort Skib i Middelhavet og beslutte at angribe det, Erling skakke mener, at der, hvis det viste sig at Skibets Besætning var christne Kjøbmænd, da var Anledning til at slutte Fred med dem igjen ; men hvis de, som han formodede, var Hedninger, da vilde vist den almægtige Gud unde dem den Miskund at vinde Seir over dem. Af Hærfanget, som de maatte faa, skulde de give de Fattige Del med. De toge da der til Fange Anføreren og faa Mænd med ham, lægge senere til ved den afrikanske Kyst og tør søge der at sælge sine Fanger; men da ingen vil kjøbe dem, lade de dem uden videre fri.

Erlend Jarl (Død 1156) og Svein Asleifsson hærjede østenfor Skotland, de foer syd til Berwick. Knud den rige hed en Mand, han var Kjøbmand og jævnlig i Berwick; Svein og Erlend tog et stort og godt Skib, som Knud eiede, og var paa det meget Gods og ogsaa hans Kone. Om hun hermed blev hærtagen og holdt tilbage kan ikke afgjøres. Svein synes ellers mest at have faret efter mere gangbart Gods, end vel Trælle da var; der fortælles senere, at han tog et engelsk Kjøbmandsskib og rante der hver Penge, som var paa Skibet, kun beholdt Englænderne sine Gangklæder og noget Proviant og foer siden bort med sit Skib (Orkn. s. p. 342, 398).

Svein Asleifsson havde forresten sin faste Vaar- og Høstviking og endte sit Liv paa en saadan Tour for Dublin 1171.

I vore Kongesagaer forekommer endnu et Par Steder Omtale af Mænd med det charakteriserende Tillæg, at de vare Vikinger og Ransmænd: saaledes, da Haakon Sigurdsson ordner Forsvaret af Konghelle mod Gregorius (1158), lader han en Thorljot Skorpeskalle være Høvding over Kjøbmandsskibene for Bryggere, «han var Viking og Ransmand» (FmS Vø, s. Hak. Herdibr. c. 2). Videre, da Haakon med sin Flok var kommen tilbage til Viken fra Danmark 1160 og holdt til i Grændsebygderne mod Sverige, angreb Gregorius dem (ibd. c. 14) ; fra Kampen undkom blandt andre en Asbjørn, han var «den største Viking», han blev senere dræbt af en Bonde, der siger, at han ofte har gaaet ræd for ham, noget der dog rimeligvis kunde siges om de fleste i Haakons Følge.

Vi hørte om Kong Knud i Danmark, at han kraftig værgede sit Land mod Sørøverne, han kom dog som bekjendt ikke tilrette med de Danske og maatte efter Knytlingasaga endog døie Bebreidelser for at han selv ikke var stort bedre end en Viking. Mellem de oprørske Vendelboer stod Thord Dorri op og sagde: «ham kan man med Rette kalde snarere en Viking end en Konge, har han nu ladet somme Høvdinger dræbe, og gjort dem til Ubodesmænd, saa at Frænderne ei skulle have nogen Opreisning derfor; men somme har han lagt i Ufrihed og Trældom (í þján ok þrælkan), aldrig maa denne Ufrihed og Trældom gaa af dette Land, medens han er i Live» (Knytl. s. c. 46). Udtrykkene ere betegnende for hvorledes fremdeles i Opinionen Begreberne Viking og Trældom paa det nøieste vare forbundne (jfr Fagrsk. 130 p. 97 [s. Magn. god. c. 22] «nu er [Þrándbeimr] gert at herlandi, váru fyrst várir frændr rikastir menn í Noregi, en nú erum ver þrælar konungs»).

Om Erik Svenssön, medens han endnu var Jarl paa Sjælland, hedder det: han var i Hærfærd i Austrveg og hærjede paa Hedningerne, men lod alle christne Mænd fare i Fred. Som Konge ødelagde han Vikinger og slette Mænd, lod dræbe Tyve og Ransmænd (Knytl. s. c. 70, 73).

Fra gammel Tid havde Danerne jævnlig ligget i Strid med de hedenske Beboere af Østersøens Sydkyst (jfr Knytl. s. c. 8 G), og saa var det fremdeles. Kong Valdemar tillægges den Yttring paa hans Tog til Norge, at det var mere efter hans Sind ikke at hærje paa christent Land, at der laa tilstrækkelig meget føre i Austrveg at hærje og vinde sit Gods fra. Hermed er i alle Fald den Opinion udtalt, der visselig alt gjennem lang Tid havde arbeidet sig frem, at hvis der skulde foretages Krigstog, maatte dette ske mod Hedningerne, hvor Færden som en Art Korstog fik den nødvendige Berettigelse. Her skete da ogsaa fremdeles Hærtagning vel væsentlig under Kirkens skyggende Kaabe; thi om Hedningerne end kom i Danskens Vold, saa frelstes de dog derved fra Djævlens. Knytlingasaga har saaledes fra Valdemars Østertog en Række af Beretninger om , at de Danske toge Folk og Gods og førte til sine Skibe. Valdemar, hedder det, kæmpede altid mod Hedningerne, medens han levede, og vilde styrke Guds Kirke (Knytl. s. c. 121, 123, 124, 127). Ogsaa Saxo fortæller om Hærtagning paa disse Tog, og i Udtryk, som maaske lade slutte til, at den endte med Udløsning; noget udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at de Fangne bleve gjorte til Trælle, ved jeg vel ikke at paavise, men der er neppe heller noget, der forbyder, at formode idetmindste dette, da vi baade vide, at Absalon selv havde Ufrie i sin Tjeneste, og der tillige fra Valdemars Dage er Exempler paa Gjældstrældom i Danmark (Absalons Testamente, SrD V 425 f., Suhms Danm. Hist. Vø G56, Kofod Anchers jurid. Skrift. ø 239).

Efter de Oplysninger, som Sagaerne saaledes have givet os, maa vi slutte, at Hærtagning med Udløbet af Harald haardraades Regjeringstid har ophørt at være Kilde til Forøgelse af Norges Trællestand. At enkeltvis endnu fremdeles Trælle paa denne Maade kunne være komne til Landet, kan vel ikke absolut benægtes; men at det dog kun kan have været undtagelsesvis, er klart af de Hindringer, som vi have seet efterhaanden fra det Offentliges Side saavel i Danmark som i Norge lagdes i Veien for Vikingefærden, hvorved denne, forsaavidt den fremdeles blev dreven, nødvendig herefter maatte drives efter haandterligere, kostbarere og mere afhændeligt Bytte, end Trælle nu var, da Landene saavel havde sin faste indenlandske Trællestand som ogsaa en ved de hyppige Frigivelser ikke ubetydelig Stok af frie, jordløse Leiefolk, og Christendommen allerede i længere Tid havde paavirket Folkemeningen til Trældommens endelige Ophævelse. Handel med Hærtagne betragtedes vistnok nu mere og mere af den almindelige Mening som henhørende under det af Loven forbudte, «at sælge frels Mand i Trællesalg» — om end den solgte var udenlandsk, og som noget, der kun kunde undskyldes, forsaavidt han var hedensk og paa denne Maade idetmindste kunde vindes for Kirken.

Efter altsaa, som jeg troer, at have ført denne Del af Trældommens Ophav mod sin historiske Afslutning, vende vi os til den med Hærtagningen mest beslægtede Aarsag til Trældom: Frels Mands Trællesalg — «selja frjálsan mann mansali».

Frels Mands Trællesalg

Gulathingsloven c. 71 byder: «Ingen Mand skal sælge frels Mand i Trællesalg, men hvis han bliver derfor kjendt og overbevist, da skal han bøde 40 Mark (d. e. útlegdarsók, Fagrsk. c. 17 p. 10) og saa den, der kjøber, om han ved, at han er frels». (Uplandsl. Kjopm. b. 3 samme Straf, hvor ogsaa forbydes Salg af ufrels under Tab af Værdien for Sælgeren, den solgte bliver fri — Uplandslagens Redaction er fra 1295). Senere i samme Kapitel følger en Tilføielse fra den christne Tid: «hvis Mand sælger frels Mand i hedensk Land, da skal han bøde 40 Mark, og skaffe ham tilbage, ellers bøde ham hans Frænder tilbage med Mandebøder. Mandebøderne til den solgtes Slægt er her ingen Forøgelse i Straffen, Fornærmelsen ved Salget bødes til den solgte eller dennes Æt, Fredbrudet bødes til Kongen. Sammenligning med tydske Love (f. Ex. Lex Bajuv. tit. 15 c. 5, L. Alam. tit. 46, 47, 48) viser ogsaa at Sagen er saaledes at forstaa, at Tilbageskaffelsen af den solgte altid forudsættes mulig, saalænge ikke Salget er skeet udenfor Grændserne; men at fuld Mandebod (wergeld) skal udredes til Ætten, hvis han i sidste Fald ikke kan skaffes tilbage. I den hedenske Lov har saaledes rimeligvis for «á heiðit land» været brugt et Udtryk svarende til de tydske Loves «extra terminos», «marcham», «foris provincia» (utan laga vårra?). Om Salg af frie jfr Lex Wisig. V c. 11, 12 (Vita Ansg. c. 32). Frostethingsloven, skjønt kun Indholdsfortegnelsen til 5te Del viser os at tilsvarende Bestemmelser ogsaa vare indtagne i den, omhandler dog et analogt Tilfælde, der viser at Bod baade til Frænderne og Kongedømmet skulde udredes, V 15 : «Hvis Mand binder frels Mand uden Nødvendighed, bøde han 15 Mark til Kongen og Fuldrettesbod til den som blev bunden». Færeyingasaga giver et Exempel paa saadant Trællesalg, der rimeligt er blevet paadømt efter Frostethings loven, da Haakon Jarl fældede Dommen.

(Flatøb. p. 130, FmS 11 c. 181). Samme Aar som Haakon Jarl tog Riget efter Harald Graafeld, forefaldt paa Færøerne de tvende Brødre Breste's og Beine's, Haakons Hirdmænds Drab; deres unge Sønner Thore og Sigmund vare tilstede ved Kampen og Thraand af Gøta, der havde saaet hos, raadede til ogsaa at dræbe dem; det blev dog forhindret og Thraand tog dem med sig hjem i Gøta. Den samme Sommer kom et Skib fra Norge til Færøerne, Styresmanden hed Rafn, ætted af Viken, og eiede Gaard i Tønsberg. Da Kjøbmændene vare seilfærdige, kommer Thraand derhen en Morgen og fører Rafn til Enetale og siger, at han har to Trælleevner at sælge ham. Rafn siger, at han ikke vil kjøbe dem useede. Thraand fører da frem to Svende, snaudklippede og i hvide Kjortler ('sveina tvá kollótta í hvitum kuftum), de vare smukke af Udvortes, men hovne i Ansigtet af Graad. Rafn sagde, da han saa Svendene: «Er det ikke saa Thraand, at disse Svende ere Sønnerne efter Breste og Beine, som I dræbte for kort siden?» «Jeg tænker at det vist saa er», sagde Thraand. «Ikke komme de i min Vold,» sagde da Rafn, «paa den Maade, at jeg giver Penge for dem.» Thraand bød ham da 2 Mark Sølv, for at han skulde flytte dem bort med sig, saa de aldrig senere kom til Færøerne.

Rafn syntes at Sølvet var fagert; og det blev til det, at han tog imod Svendene. Han kom til Tønsberg, og vare da Drengene hos ham og blevc godt behandlede. Om Vaaren giver han dem løs med de Ord: «Jeg tænker det bedst, at I fare for mig, hvorhen I ville, og det Sølv, som Thraand gav mig med eder, det tænker jeg bedst anvendt naar I have det til at begynde noget med» (Flatb. p. 147. J. FmS ø c. 186). Senere kommer denne Sag under Haakon Jarls Afgjørelse, og hans Dom er da: «Her dømmer jeg tvende Mandebøder for hver af Brødrene, den tredie for Livsefterstræbelse mod eder, da Thraand vilde, at I skulde dræbes. dengang da han lod eders Fædre dræbe, den fjerde Mandebod skal komme til, fordi Thraand solgte Eder Trællesalg». De betragtedes altsaa, skjønt Thraand selv havde maattet betale for, at Rafn skulde tage mod dem, som virkelig trællesolgte, hvad ogsaa senere lægges Olaf Tryggveson i Munden, da han sammenligner sin Livsskjæbne med Sigmunds: «og blev du siden solgt i Trællesalg eller snarere blev der givet Penge til, at du skulde blive gjort til Træl (þlaðr ok þrælkaðr)», Flatb. p. 364 — en anden Sag er det, at de senere, som det synes, ei bleve formelig frigivne, hvad vel ikke var nødvendigt, da hin þlán og þrælkan aldrig var bleven bragt i Udøvelse mod dem, tvertimod bleve de «vel holdne».

Ogsaa et andet Exempel paa, at fri Mand voldelig gjøres til Træl, frembyder Sagaen fra den hedenske Tid (Flatb. p. 288, FmS I c. 145) : «En Mand hed Lodin, han boede i Ærvik paa Stadlandet, han var rig, men ikke synderlig storsindet, hans Kone hed Gyda, hun var væn og meget stolt, de havde to Sønner, Ulf og Ragnvald. Lodin var Ven af Thorolf Skjaalg (Erlings Fader paa Sole), Thorolf var ofte i Gjæstebud hos Lodin og opholdt sig der længe; jævnlig talte han meget med Lodins Kone, og det Ord gik, at han kun ilde lønnede Lodin god Modtagelse og Vennegaver. Det hændte engang, da Thorolf var i Ærvik, at det Hus brændte, i hvilket Lodin Iaa, han døde der, og mange havde Mistanke til Thorolf om det Værk. Thorolf bød sig til at styre Gydas Sager, hun samtykte deri, og han havde hende hjem med sig, men tilegnede sig Land og Løsøre. Lodins Sønner vilde han tvinge under Trældom (þía undir þrældóm). Ragnvald lod sig saaledes træltvinge (þíast) men Ulf ikke, derfor blev han solgt i Trællesalg (seldr mansali) for Penge langt af Landet. Ragnvald voxede der op, og Thorolf havde ham i Trælletal (hafði hann í þrælatölu). Ragnvald brændte senere Thorolf inde og drog tilbage til Ærvik og drev de Smaafolk bort, som Thorolf havde sat over Eiendommene, og tog ved Boet. Hans Frænder bleve glade ved, at han havde taget sit Gods og sin Fædrenearv der; Ragnvald sagde da, at Thorolf havde gjort ham frels og givet ham hans Eiendomme tilbage for lang og tro Tjeneste, og tyktes Mænd det Udsagn troligt.»

Vi se saavel af Egils Sagas Beretning c. 57, at Bjørn Brynjulfssøns Datter med Thora Hladhaand, Aasgerd, maatte efter Loven ledes til Arv efter sin Fader, som af Ragnvald Lodinssøns Foregivende, at han var bleven gjort frels af Thorolf, at skjønt frels Mands tvungne Hensættelse i Trællekaar var et Lovbrud og dømtes efter Loven, Salget eller i det hele taget Trælbindingen dog nedsatte den frie i Trællestand, hvorfra han kun kunde løses igjen ved Frigivelse efter Loven eller rimeligvis ogsaa ved lovlig Reclamation og Dom over Voldsmanden, saadan som de omtalte der sandsynligvis ei have været mægtige nok til at bringe til Anvendelse mod den rige Thorolf Skjaalg. Dog var det vistnok en nødvendig Betingelse for, at en saadan lovstridig Trælbinden skulde kunne medføre Fortabelse af den fries Ret, at han var i Gjerningen bleven gjort til Træl, blaðr, brælkaðr, for en længere Tid. Dertil hørte rimeligvis, skjønt det intet Sted udtrykkelig siges, saavidt vides, foruden maaske særegne Ceremonier: Afklipning af det lange Haar, iførelse i de almindelige graahvide Trælleklæder, offentlig Henregnelse i Trælletal og endelig Anvendelse til Trællearbeide. (Lignende Opfattelse af Trællebrug som medførende Nedsættelse i Trællestand raader i den tydske Lovgivning). I Overensstemmelse hermed er det ogsaa, at Gul. i. e. 57 f. og 104, bestemmer, at frels Mands Barn med Trælkvinde, þýborinn sunr, hvis Faderen vedkjender sig det og bærer det til Kirke, før det er 3 Aar gammelt, og giver det dermed Frelse, da er Jævnrettesmand med sin Fader. Fr. 1. X 47 noget strengere: Dersom Frelse er givet ham ikke ældre end 3 Aar, og tog han hverken til Reb eller Spade, da skal han tage en Trediedel mindre Ret (Erstatningsberettigelse efter den norske Standsinddeling) end sin Fader og ei staa i Forpligtelse (Clientel) til nogen. Hvis derimod den frie Fader ikke vedkjender sig sit Barn med Trælkvinde, føder dennes Eier det op som sin Træl, der af Faderen, hvis han vil vedkjende sig ham, efter at han er bleven voxen, maa kjøbes efter Taxt.

At man imidlertid efter Omstændighederne saa gjennem Fingre med den strenge Retsgradation fra Træl gjennem Løsing og Løsingssøn i Tilfælde af, at fri Mand gjordes til Træl, viser ved vort Exempel den Omstændighed, at vi finde Ragnvald med sit Skib af Haakon Jarl tildelt Pladsen ved dennes Side i Slaget i Hjørungavaag, en Plads, som det vel ikke var forundt en almindelig Løsing at indtage (Fagrsk. 60 p. 48).

Endnu fra Magnus den godes Dage (1042) fortæller Sagaen om et attenteret Salg af frels Mand til Træl (Magn. g. s. c. 48, FmS VI). En Islænder, Rafn, Søstersøn af Sighvat Skald, blev, efterat være gjort fredløs paa Island for Drab, flyttet til Throndhjem af et norskt Skib; den ene af Skibseierne, Einar af Naumdal leiede ham der ind hos Ketil Rip, der da havde Kongens Syssel i Byen. Ketil havde en Datter, Helga, med hvem Rafn gjerne talte, medens han forresten var meget indesluttet. Faderen syntes ikke om dette fortrolige Forhold og begyndte at lægge Rafn for Had. Der vare komne Kjøbmænd til Byen vestenfra over Havet og de vare netop seilfærdige; en Dag kom Ketil til dem og sagde, at han havde en Træl at sælge dem. De sagde, at det kom dem tilpas. Han tilføiede: «Ikke skal jeg bedrage eder i denne Handel, han er baade løgnagtig og ondskabsfuld. og I maa i Førstningen tage ham haardt». Ketil gik derpaa hjem i sin Gaard og spurgte Rafn, om han for Fornøielse vilde Følge med ombord; men strax de kom ned sammen til Skibet, og Kjøbmændene saa Rafn, løb de mod ham og greb fat i ham. Rafn værgede sig og spurgte, hvad den Leg skulde betyde, og kastede dem fra sig. De mente da, at den Træl var vel kaad. Rafn sagde: «Hænger det saaledes sammen ! det Trælleværk er mest efter mit Sind, at slaaes» — hvorpaa han tog den ene af dem og værgede sig med, til han ikke vidste mere af sig. Ketil tog da Veien til Byen; men Rafn løb op efter ham og gav ham Banesaar. Da Kjøbmændene saa det, gjorde de sig seilfærdige saa hurtig som muligt; thi de vare bange for at Drabet skulde blive tillagt dem. Forsaavidt de nemlig havde kjøbt Rafn, og han, som de antog, var Træl , maatte de mindst vente sig en hel Del Uleilighed i Anledning af Drabet som de, der efter Loven vare pligtige at svare Ord og Ed for sin Træl og for, hvad maatte forbrydes af ham i Ord eller Værk (Fr. I. X 40, cfrV31, NgL ø 506, Gul. 1. c. 163).

Naar det i Gulethingsloven c. 71 hedder i Anledning af den, der har givet sig i Trældom for Gjæld : «Nu vil han (den tilgodehavende) have Penge af sin Skyldner, da er det vel, om han selv søger at skaffe dem tilveie; men hvis han ei vil selv sysle derfor, da skal han byde ham til Frænderne, da er vel, om de ville kjøbe ham, ellers skal han sælge ham hvor han vil indenlands, og ikke sælge ham for større Sum, end den han skyldte» — saa er dette neppe at fortolke som om Creditor havde Ret til at sælge sin Skyldner som Træl, hvad han kun turde gjøre, naar han greb ham i Flugt; men kun i Lighed med Salg af uvisse Fordringer, saaledes at den skyldbundne ved Salg for Gjælden eller en mindre Sum overdroges som Skyldner til en ny Creditor, der troede at kunne bedre inddrive sin Fordring hos ham eller vilde frie ham for den midlertidige Trællestand. Derfor maatte Skyldneren ikke sælges for mere end Gjælden beløb sig til, for at ikke den nye Credilor skulde fristes til ulovlig at udvide sin Myndighed over ham til maaske virkelig Trældom, hvorved altsaa Overdragelsen vilde stærkt nærme sig til at sælge frels Mand i Trællesalg, hvad i umiddelbar Sammenhæng med ovenstaaende forbydes.

Kjøb

Den i Vikingetiden næstefter Hærtagningen vigtigste Kilde til Trællestandens Forøgelse var Kjøb; senere, eftersom Vikingefærden efterhaanden skiftede Charakter og gik over fra de tidligere udelukkende paa Bytte og deriblandt ikke mindst Trælle anlagte Sommertog til de udenlands overvintrende, fastere sammensluttede Vikingeflaaders Plyndringer og Brandskatninger, til Udvandringstogene, endelig til de seneste Sørøvertog efter Bytte af rede Penge eller de mest omsætlige Varer — senere fortrængte Kjøb mere og mere Hærtagningen og blev endelig den eneste Kilde for Tilførsel fra Udlandet.

Saadanne Kjøb kunde ske dels tilfældig overalt, hvor Nordmænd maatte færdes, dels naturligvis fornemmelig ved de større Kjøbstævner, hvorhen, som Sagaerne vise, Trælle ofte førtes i større Mængde, dels i fjernere Egne, dels paa forskjellige Steder i de nordlige Farvande, f. Ex. Skiringssal, senere Tunsberg (Saga Ól. helg. c. 48. Har. hårf. s. c. 38): «Der (i Viken) var baade Vinter og Sommer fuldt af Kjøbmænd, baade danske og saxiske. Vikverjerne laa og meget i Kjøbfærd til England og Saxland og Flandern og Danmark, nogle vare i Viking og havde Vintersæde i christne Lande» — (i Olaf Haraldssons Dage —), Gotælven (Brennøerne), Halore (Flatb. p. 123: saa er sagt, at did kom den største Mængde Mennesker sammen i Nordlandene, medens Markedet varede — i Harald Gormssøns Dage —) Slesvig. (Forhen er omtalt, hvorledes Ketil Thrym kjøbte Arneid af Vedorm i Jämtland).

I Laxdølesaga haves et Exempel paa en af de Anledninger, hvor saaledes Trællekjøb stod aabent for alle Nordens Folk, hvorfor Fortællingen indtages, skjønt den nærmest vedrører Island. Da Haakon Adelstensfostre regjerede i Norge, drog Höskuld (Søn af Ketil Flatnefs Datter Aude) fra Island til Norge for at hente Tømmer til Husebygning, han vilde træffe Kongen; men denne var faren til Kongemøde ved Brennøerne. Da der der tillige skulde være Kjøbstævne, havde Höskuld saameget mere Grund til at fare efter — «did kom», hedder det, «Folk næsten fra alle Lande, hvorfra vi have Tiende». En Dag, da Höskuld der gaaer ud med nogle Venner, ser han et prægtigt Telt afsides fra de andre bøder, han gaar derind og træffer en Mand i Silkeklæder med en russisk Hat paa Hovedet. Manden nævner sig Gille den gerdske, og Höskuld erindrede, at han havde hørt ham omtalt som en af de rigeste Kjøbmænd paa den Tid. Han spurgte ham, om han havde Trælkvinder at sælge. Gille mener, at han netop spørger efter noget, han tror ham ikke i Besiddelse af, løfter derpaa et Forhæng op og viser ham tolv Piger der indenfor. Höskuld valgte den yderste, hun var meget daarlig klædt, men smuk af Udvortes. Gille forlangte 3 Mark Sølv for hende. Höskuld sagde, at det var dyrt, da det var det tredobbelte af den almindelige Pris. Gille svarede, at han virkelig holdt hende tre Gange saa dyr som nogen af de øvrige: hver af dem skulde han faa for 1 Mark Sølv. — «En Lyde, sagde Gille, vil jeg dog underrette dig om, førend du kjøber hende, for at du ikke skal sige, at jeg har bedraget dig, den nemlig, at jeg aldrig har kunnet faa hende til at mæle et Ord , saa jeg maa tro, hun er stum.» Höskuld takkede ham for hans Redelighed, men kjøbte ikke desto mindre Pigen og havde hende med sig hjem. Hun blev hans Frille og ved ham Moder til den rige Olaf Paa i Hjardarholt. Det viste sig senere, at hun ikke var stum, var irsk af Fødsel, Datter af Irekongen Myikjartan, fra hvem hun 15 Aar gammel var bleven røvet (Laxd. s. c. 12, 13).

Vi høre saavel her som tidligere ved Islænderen Rafns Salg, at Sælgeren underretter Kjøberen om sine Varers Lyder. Lovene søgte ogsaa efter Evne at opretholde Redelighed i denne som i anden Handel (Gul. c. 57, Fr. 1. V r. 41).

Olaf Tryggveson og Moderen Aastrid bleve som bekjendt paa Overfarten til Rusland røvede af estlandske Sørøvere (Flatb. p. 79, jfr p. 241, p. 364, Sn. Ól. Tr. s. c. 5, Odd. Ól. Tr. s. c. 6 p. 9, FmS 1 c. 46). Disse dræbte nogle af Skibsmandskabet og skiftede andre imellem sig til Trældom; der skiltes Olaf fra sin Moder. En Mand ved Navn Klerkon tog ved Olaf og hans Fosterfader Thorolf og dennes Søn Thorgils. Thorolf syntes Klerkon for gammel og ikke skikket til Tjeneste, derfor dræbte han ham, men havde Drengene med sig til Estland. Der solgte han dem til en Mand Klerk og tog for dem en god Buk. En tredie Mand, Reas, kjøbte Drengene noget senere for en Kappe. Reas nødede og træltvang Thorgils til Arbeide som sine andre Trælle (þíaði ok þrælkaði Þorgils til vinnu ser þræla sína); men Olaf behandledes vel (var vel haldinn). Olafs Morbroder, Sigurd Eriksson, kjøbte der senere Thorgils for 1 Mark Guld, men Olaf for 11 (Odds Ól. Tr. s. p. 77: q) Mark, dog endda kun under det Vilkaar, at Sigurd ved sin Ære lovede, aldrig siden at sælge ham for Værd og give ham fuld Frelse og lade ham fare ledig, hvor han vilde, eller være hos ham vel holden (Flatb. p.207). Lodin hed en Mand fra Viken, han var ofte i Kjøbfærd (i Austrveg) og stundum i Hærfærd, han holdt til Estland og var i Kjøbstævne om Sommeren, og medens Markedet stod, da bleve bragte didhen mange Slags Varer. Did kom ogsaa mange Trælle, der vare til Salgs (mansmenn falir). Der saa Lodin en Kvinde, der havde været solgt i Trællesalg, og da han saa nøiere paa hende, skjønnede han, at det var Aastrid Eriksdatter, som Kong Tryggve havde haft til Ægte : hun var dog ulig sig saaledes, som han før havde seet hende; thi nu var hun bleg og mager og ilde klædt (Sn. Ól. Tr. S. c. 58). Lodin kjøbte hende da paa den Betingelse, at hun skulde ægte ham, hvad ogsaa senere skete (at frænda ráði).

Forhen er omtalt Thangbrands Kjøb af den irske Pige i England.

I den ovenfor (p. 103) berørte legendariske Fortælling om Einar Thambeskjælver fortælles om hans og hans Kameraters Salg (Flatb. p. 509, FmS øI p. 158 ff.) : Kong Svend flyttede os til Jylland, og blev vi der førte op og satte paa en Træstamme og fjætrede; men den, der vogtede os, vilde sælge os i Trældom, han lovede os Vold og Lemmetab, om vi ei vilde lade os gjøre til Trælle (blast), og i den Skov sad vi tre Nætter. Vor Vogter lod stævne Møde, og did kom da en stor Mængde Folk. Til det Møde kom ogsaa en Mand, klædt som Munk, i blaa Kutte (kufl) og havde Maske for Ansigtet. Han gik hen til os Kammerater (Kolbjørn Stallare, Bjørn — af Studla? — , Einar) og sagde til vor Vogter: «Vil du sælge mig ham, den gamle Træl?» Han svarede: «Hvad skal du med en ældgammel og lad Træl?» «Han maa da være billigst af alle Trællene». «Han skal vist være billigst.» «Vurder ham da.» Vogteren vurderte ham til 12 ører. «Dyr tykkes mig da Trællen, eftersom jeg ser, at han er meget gammel og lidt arbeidsfør, er ogsaa ikke usandsynligt, at han kun lever en kort Stund ; jeg skal give dig for ham 1 Mark Sølv, for». Siden spørger Manden om Einar, Vogteren siger: «Kjøb ham for 3 Mark, om du saa synes.» «Dyr er han da forvist; men jeg tykkes at se, at hans Frænder og Venner gjærne maatte ville kjøbe ham for den Pris, om han var i sit eget Land» (jfr ovenf. om Udløsning). Manden kommer, efterat have gaaet Torvet rundt og budt paa forskjellige Ting uden at kjøbe, tilbage og siger, at han vil kjøbe alle tre Trælle. Vogteren svarer: «Du har da stor Trang til Trælle, naar du ene kjøber tre»; Manden mener, at han dog ikke for har haft færre Huskarle. Kolbjørn blev vurderet for 2 Mark. Dyre ere Trællene,», siger Kuttemanden, og ved jeg næppe hvorledes det vil gå med mine Penge, om de slrække til til Betalingen». (Trællen Glaam paa Island, paa Erik og Sven Jarls Tid, var «ættet af Svithjod», men om han var kjøbt eller hærtagen siges ikke. Grett. s. 32).

Trællesalg foregik undertiden paa Grund af indtræffende Omstændigheder i større Maalestok i Udlandet, hvad ikke kunde være uden Indflydelse paa Trælletilførslen til de Lande, hvormed hint mest stod i Handelsforbindelse. Saaledes læse vi i de ulsterske Annaler ved Aar 964, at den gang «en stor Hungersnød indtraf i Irland , saa at Fader solgte Søn og Datter i Trældom for Levnetsmidler», og ingen var da nærmere til at kjøbe end Nordmændene, som jævnlig færdedes i hine Farvande, og netop de til- og frareisende, ei de i Landet bosiddende, der vare trykkede af samme Nød.

Præsten Wulfstan skildrer i en Tale fra 1012 den lovløse Tilstand blandt Englænderne for Sven Tveskægs Ankomst til Landet (Hickes Thesaurus III p. 99 ff., SrD II p. 465 ff.) ; det hedder der blandt andet: De fattige og trængende forføres paa det haardeste og besnæres grusomt, sendes langt af Landet til Salgs og overgives i fremmed Vold, og ofte blive hos dette Folk for et ubetydeligt Tyveri Børn fra Vuggen paa det grusomste mod Lovens Bud trælbundne. Frihedens Ret er røvet, Trældommens Ret er trukket strammere til, og Barmhjertighedens Ret er beskaaret. — Videre : En Mængde Christne sælges her af Landet. — Det vide vi forvist, at saa stor Elendighed er indbrudt, at Faderen sælger sin Søn, Sønnen sin Moder, Broderen sin Broder til Fjenderne for Penge. Trællen flygter fra sin Herre og forener sig med Vikinger og Hedninger. Trællen lægger endog ofte Baand paa sin forrige Herre og fører ham i ynkelig Trældom.

William af Malmesbury (Saviles Udg. p. 81. Rer. gest. reg. Angl.) beskylder endog en Søster af Knud den mægtige (William lader hende være Godwines første Hustru, efter hvis Død han ægter de senere bekjendte Godwinesønners Moder, hvem han dog ikke kjender som Ulf Jarls Søster Gyda (aliam duxit, cujus genus non reperi) for at have formelig drevet en Trællehandel fra England paa Danmark: «ictu fulminis exanimata sævitiæ poenas solvit, quod dicebatur agmina mancipiorum in Anglia coempta Danamarchiam solere miltere, puellas præscrtim. quas decus el actas pretiosiores facerent, nt earum deformi commercio cumulos opum aggeraret» (De Willielmo I 1. IH, Savile p. 102). Om Tilstanden i England for William Erobreren skriver den samme Forfatter: Folkets Masse ladt uden Støtte var et Rov for de mægtige, der dels ved at røve deres Midler, dels ved at slæbe deres Personer til langtbortliggende Lande hobede Dynger af Skatte sammen. — «lllud erat a natura abhorrens, quod multi ancillas suas ex se gravidas, ubi libidincm satisfecissent, aut ad publicum prostibulum, aut ad æternum obsequium venditabant.»

Trællenes Værd

Trællenes Værd har naturlig været noget forskjelligt til de forskjellige Tider, men rimeligvis temmelig lige for de forskjellige Markeder, da Færdselen mellem Landene var saa særdeles livlig. Af de ovenanførte Steder om Melkorkas og Einars Salg som og af Egils Saga c. 84: «Steinar (Søn af Onund Sjone) foer i den første Del af Vinteren ud paa Snæfellsstrand og opholdt sig der en Stund, han saa der en Træl, som hed Thraand, han var som størst og stærkest. Steinar bød paa den Træl og bød en høi Pris; men den, som eiede Trællen, vurderede ham for 3 Mark Sølv og satte ham dobbelt saa dyr som en Middeltræl (meðalþræll), og blev det Kjøb sluttet mellem dem» — af disse Steder maa sludtes at Prisen har varieret mellem 1 og 3 Mark Sølv. En almindelig Trælkvinde solgtes vel sædvanlig for en Mark; men Prisen kunde ogsaa her stige til tre Mark. En Middeltræl kostede tolv Ører, en gammel Træl gik for en Mark, en ung, velvoxen og stærk kom op i tre Mark, (Einar var ved Svolderslagets Tid 18 Aar). Olafs og Thorgils Salg i Vendland, ligesom Ingold Fagerkinds (Svarfdæla s. c. 26 og 28) er aabenbart aldeles udenfor al Regel.

Skjønt Graagaasen, som vi kjende den, lader dræbt Træl bildes hans Herre efter Taxt (Gr. øI Vfgsl.), siges dog udtrykkelig i Eyrb. s. c. 43, at i tidligere Tider Trælsgjæld var fast ansat til 12 Ører Sølv, altsaa Middelværdet, hvilken samme Trælsgjæld vi ogsaa finde bødet i Eyrb. s. c. 31 og Njálss. c. 36, 37 sml. 38. Hermed stemmer ogsaa, at efter Fagrsk. 17 p. 10 løsagtig Kvinde kan løses af Kongens Gaard med 3 Mark, sex Alnes Ører. Denne samme Udløsningssum er imidlertid i den senere norske Lovgivning rimeligvis bleven forøget efter det høieste Værd for Træl til 3 Mark Sølv (Eids. Kr. 45 er endnu Tremarksboden sex Alnes Øres), og i det hele Tremarksboden bleven udredet efter denne Myntfod, tolv Alnes Øre, i de flere Tilfælde, hvor 3 Mark klarligen, som mig synes, ere indsatte enten istedenfor ældre Bestemmelser om, at den strafskyldige skulde tabe sin Frihed (Fr. 1. IX 16 jfr Gul. 1- c. 198) eller som Æqvivalent for Trælletjenesten, Fr. 1. IX 10 ff. , hvor der sættes Bod af 3 Mark sølvvurderede, medens Gul. 1. c. 66 for Løsing sætter Trældom og for Løsingssøn Udredelse af «verðaurar»; ibd. X 36. Gul. I. c 296.

I Vigaglums Saga c. 4 siger Bersærken Aasgaut til Islænderen Eyolf, der er gaaet paa Holm mod ham: «lögin mun ek þèr upp segja um hólmgöngu : sex (var. v) merkr skal mik leysa af holmi, ef ek verð sárr». Eyolf svarer: «óskylt ætla ek vera at halda lögum við þik, er þú dæmir sjálfr, hvers þú ert verðr, fyri því at á váru landi mundi slikt þykja þrælsgjöld, er þú gerir um sjálfan þik». Den almindelige Holmlæsning var, saavidt jeg ved, 3 Mark, og forsaavidt her 6 Mark jævnes med Trælsgjæld , maa Myntfoden antages enten sex Alnes øre efter det høieste Trælleværd eller den ogsaa forekommende tre Alnes Øre efter Middelværd (Kormaks s. e. 22, 23, Svarfd. s. e. 9 , Vemund. s. ok Vígaskútu с. 1).

Gu1. 1. с. 51 bestemmer om Udløsning af hærtagen Fæstekvinde: «Nu vorder Mands Fæstekone hærtagen, da er han skyldig at fare efter hende og lægge 3 Mark til at løse hende ud; men Arvingen hvad der skal øges» (jfr e. 201). Hvilken Værdi disse 3 Mark her have, tør jeg ikke afgjøre.

I Lighed med de norske Love tage ogsaa de svenske og tildels de danske 3 Mark Sølv som Normalværdi for Træl, især er oplysende østg. i. Drapb. 16 § 2: «nu dræpær fræls man annöþughan, böte þrea markær slika sum han skal læsa mæþ. Þæt æru siax markær pænninga. Ælta þrea markær vaþmala, tolf alna til öris .... ælla fiughur nytia nðt. Þæn uxa sum þrea vare havær draghit, þa ko sum þrea kalva havær burit.» Den samme Sum sættes som «lagha løsn» for trælbunden Frænde, ibd. Jfr1 bab. 17. (Vestg. 1. Аrfþ. b. (I) 22 (II) 31, lader Frændeløsning ske for 2 ører Guld eller 2 Mark veiede, jfr Gotl. 1. 1 28 § 6).

Straf (saka-þrælar)

En tredie Aarsag til Trældom er Straf, hvilken altsaa ligger indenfor Samfundets Lovgrændse.

I Fagrskinna (17 p. 10 (& 11) fortælles i Anledning af Harald haarfagres Sammentræf med Ragna: «Da gjorde og Harald ny Lov om Kvinders Ret, at den Mand, som tager Kvinde med Vold , ham skal det vorde til Utlegdssag, og skal han kjøbe sig med 40 Mark, 6 Alnes Øre, tilbage i Fred; men den Kvinde, som lader sig beligge (leggst á laun), hun skal gaa i Kongens Gaard og tabe sin Frihed, tit hun er løst derfra med 3 Mark, sex Alnes øre. Derfor sætter jeg disse Love, at hver Kvinde, naar hun vil være god, hun vil jeg skal have Selvraadighed over sig at holde sin Kydskhed for hver Mand; men den Kvinde, som vil være slet, hun bøde for sin Ukydskhed efter det, som jeg nu har meldt.» Man tør her neppe indskrænke Betydningen af Ordene «leggst á laun» til alene det specielle Tilfælde som Gul. I. 198 omhandler: «Ættborin kona leggst med þræli». Haralds Lovbuds nøie Forbindelse saavel med, hvad var forefaldet mellem ham og Ragna, som med tilføiede Forbud mod Voldtægt og den derhen hørende høiere Udvikling: «halda kvennsku sinni fyrir hverjum manni» gjør, at Stedet læst i Sammenhæng neppe kan fortolkes anderledes end som et Forbud mod usædelig Forbindelse i Almindelighed, af hvilket muligen Lovens Bestemmelse mod at leggjast med þræli er en formildet Levning. Rimeligvis er altsaa forskjelligt herfra hvad Loven fastsætter om Leiermaal mellem fri Kvinde og Træl. Gul. I. c. 198: «Ætbaaren Kvinde ligger med Træl, da skal hun gaa i Kongens Gaard og læse sig derfra med 3 Mark» — videre: «hvis Løsinge ligger med Træl, da skal hun gaa i sin Patrons Gaard». Fr. 1. II 1 : «Hvis Kvinde ikke vil sige, hvem der er Fader til hendes Barn, da stævne Kongens Aarmand hende Thing og sige, at Træl eie Barn med hende, hvis hun ei nævner Faderen. Ætbaaren Kvinde gjøres skyldig 3 Mark til Kongen for den Sag; men Barn skal Følge Moder (bliver altsaa frit). B. Kr. s. 14 derimod lader Barnet, som det synes, blive ufrit: «Uvis hun ikke siger til (hvem der er Fader) inden en Maaned (efter Fødselen), da hedde Træl Fader til det Barn, hun har ligget sig skyldig i Kongens Gaard til 3 Mark (því barni þarf eigi frjälsi?), det kan rig eller fattig Mand eie (þat má eiga ágætr maðr eða ofskyldr). Fr. 1. IX 16: «Hvis Mands Løsinge forligger sig, da skal hun bøde sin Patron 3 Mark, og udrede den, som vil, de Penge; men hvis hun senere vil unddrage sig derfor (vill brigða sik siðan), da skal hun fare som Trælkvinde til Patronen. Hvis ætbaaren Mand tager Mands Løsinge, da er hun brødig sin Patron 3 Mark ; men deres Børn ere udenfor Thyrmslerne (Clientelet). Efter Bj. r. 127 kan ætbaaren Kvinde for samme Sag sælges i Gjældstrældom, hvis hun ikke kan udrede de 3 Mark til Kongen, og saaledes vel ogsaa Løsinge : «Hvis ætbaaren Kvinde forligger sig og bliver skyldig til Kongen, da skal Gjaldkeren byde hende til Frænder og Venner, at de løse hende fri; men hvis de ikke ville løse hende, da skal Gjaldkeren sælge hende lands; men ikke udenlands. Hvis Mands Løsinge forligger sig eller «frjálsgefa», da er hun skyldig øl sin Patron 3 Mark, ligesaavel den fjerde som den første (af de fire Led i Thrymslerne fra den egentlig frigivne); men den, som laa med hende, er skyldig 6 Ører til ham. Paa Ret.» At Tremarksboden er en senere Formildelse af en oprindelig Straf af absolut Trældom synes rimelig, og at Udtrykket fyriliggr sèr er at forstaa om ethvert Leiermaal udenfor Ægteskab, og saaledes det Harald tillagte Lovbud virkelig har haft den Udstrækning, som jeg ovenfor har villet tillægge det, fremgaar, synes mig, saavel af sidste Citats Slutning, som ogsaa af Bjarkr's foregaaende c. 126: «tre Gange skal der bødes Ret (til Kvindens Frænder), hvis Kvinde forligger sig, og ikke oftere, og tre Gange er hun brødig for Kongen, men ikke oftere. Hore er hun siden».

Fri Kvinde kunde imidlertid, som vi se, efter Lovene som de nu foreligge, aldrig ved Leiermaal forbryde sig til mere end Gjældstrældom for tre Mark. (Efter Grág. Festap. 158 um legorðssakir, er det den lovlige Sagsøger , der har at lægge Skyld paa Kvinde for Leiermaal, hvis hun ikke kan bøde).

Fr. 1. II 14 og efter den, Sverres Kristenret f. 68, bestemmer om Nonner: «Hvis Kvinde vil lade sig vie til Nonne, da skal Biskoppen ei vie hende, førend han har Arvingernes Samtykke dertil; men hvis hun misfarer med sig siden, da skal hun gaa i Biskops Gaard, og den der forfører hende være utlæg, og Biskoppen have hans Gods.» Hvor strenge Germanernes Begreber vare med Hensyn til Kvindens Kydskhed, alt fra gammel Tid, tør vel sluttes af Tæ. Germ. e. 19, skjønt vistnok den nære Sammenligning med de romerske Forholde har givet Fremstillingen dens Farve: «publicatæ enim pudicitiæ nulla venia — nemo enim illic vitia ridet, nec corrumpere et corrumpi seculum vocatur». Den af Tac. skildrede Straf for Ægteskabsbrud gjenfindes hos de hedenske Saxer og rammer der ogsaa den ugifte Pige, hvis hun i lignende Maade forseer sig (Wilda, Strafr. der Germ. I p. 811). Efter Lex Wisig. 1. III til III 2, 3 skal Ægtekvinde eller fæstet Pige i Tilfælde af Hor, med sin Medskyldige gaa i sin Mands eller Fæstemands Trældom. Sammesteds til III 1: Hvis fri Mand røver og faar sin Villie med fri Kvinde, skal han med alt sit overgives den krænkede, pidskes offentlig og tabe sin Frihed til Kundens Forældre eller hende selv (L. Wisig. III 2, 3). Samme Lov straffer Leiermaal mellem fri Kvinde og egen Træl med offentlig Pidskning, Baal og Brand for begge Parter, flygter imidlertid Kvinden til Alteret, bliver hun Kirkens Træl, sker Forbrydelsen med fremmed Træl, pidskes begge og efter tre Gange gjentaget Leiermaal og Straf skal Kvinden overgives i sine Forældres Magt, skikke disse hende fra sig, bliver hun Trællens Eiers Trælkvinde. Vi se saaledes, at en saadan offentlig Overholdelse af almindelig Sædelighed ingenlunde strider mod den germaniske Lovgivnings Aand , om end de forskjellige Straffebestemmelser bære Præg efter særegne Culturforhold. Hvorledes det hos Nordmændene blev forholdt med ukydsk Kvinde for Kongedæmmet, Tilhører en videre gaaende Lovsammenligning; sidstnævnte Sted af lex Wisig. indeholder imidleitid et Fingerpeg, der kan sammenholdes med den svenske Uplandslovs Bestemmelse om Mæ, der indgaar ægteskabelig Forbindelse uden sin Faders eller Moders Samtykke (Upl. 1. Ærfb. b. I § 2): «þa wæri miskunnæ konæ faþurs ok moþor», hvad der dog kun, som det synes, har Hensyn til Arveretten.

Saxo nævner mellem Kong Frodes Love kun fri Kvindes Omgang med Træl som virkende Frihedstab for hende: «si libera consensisset in servum, ejus conditioncm acquaret libertatisque beneficio spoliata , senilis fortunæ statum in dueret» (Saxo ed. Klotz. p. 127 jfr Grimm R. A. p. 326). En anden Straffebestemmelse, der kunde paaføre fri Mand Trældom, og som i vore gamle Love, som de ere blevne os bevarede, ikke længere forekommer, har Sagaen overleveret os: Kongen kunde fordre, at den, der dræbte en af hans Tjenestemænd. skulde indtræde i dcn dræbtes tidligere Stilling (Ól. helg. s. c. 104).

For Kongsgaarden Augvaldsnes paa Karmøen raadede Kongens Aarmand Thorer Sel, han havde under Udførelsen af sin Aarmenning bittert krænket Aasbjörn Sigurdssøn, Brodersøn af Thorer Hund i Bjarkø; Aasbjörn kommer senere til Karmøen og gaar op til Kongsgaarden, hvor han fra Døren hører, hvorledes Thorer staaende for Kong Olafs Bord fortæller om deres sidste Møde, og at Aasbjörn da havde grædt. Aasbjörn trækker sit Sværd, løber ind i Stuen og hugger til Thorer. Hugget kom paa Halsen og Hovedet faldt paa Bordet for Kongen og Kroppen paa hans Fødder. Borddugene bleve i et Blod baade oppe og nede. Aasbjörn skal derfor henrettes; men Erling Skjalgsson kommer til fra Sole og faar et Forlig i Stand. Kongen fremsætter da Forligsvilkaarene og siger: «Dct skal være Ophav til vort Forlig, Aasbjörn, at du skal gaa under den Landslov: at den Mand, som dræber Kongens Tjenestemand, han skal tage under den samme Tjeneste, om Kongen vil. Nu vil jeg, at du tager op denne Aarmenning, som Selthorer har haft». Aasbjörn gaar ind herpaa, men beder sig Lov først at fare nord og ordne sit Bo. Da Aasbjörn kom hjem, spurgte hans Frænde Thorer nøie efter om hans Færd; Aasbjörn siger, hvorledes det var gaaet ham. Thorer siger da: «Du maa da tykkes at have skaffet dig af Hænderne hin Vanære, da du blev plyndret i Høst?» «Saa er», siger Aasbjörn, «eller hvorledes tykkes dig, Frænde?» «Det skal jeg snart sige», svarer Thorer, «at hin den første Færd, da du foer syd i Landet, var vanærende i høieste Maade, og stod dog den noget til Bod; men denne Fart er baade din Vanære og Frænders Skam, hvis det skal fremmes, at du gjøres Kongens Træl og Jævning med den værste Mand, Selthorer». Der blev da intet af Aasbjörns Reise sydover igjen.

Det er en oftere gjenkommende Bitterhed i Sagaerne mod Kongens Sysselmænd at kalde dem Kongens Trælle, som ogsaa Aasbjörn tidligere selv nævner Thorer for Erling Skjalgssøn, og den har i de fleste Fald neppe mere at betyde end de allerede før omtalte hyppige Udtryk hentede fra Trællevæsnet, som den selvraadige Nordmands Uvillie over Kongestyrelsen lagde ham i Munden om denne. Aarmanden var i tidligere Tider neppe mere end Kongens Gaardsfoged og saaledes vel ofte kun en mere betroet Træl eller Løsing (jfr Gul. i. 198, hvor Drab af Kongens Trælletyende skal bødes efter Aarmands Ret — og Fr. i. IV 57, hvor de private Aarmænds Ret aftager fra den kongeliges, eftersom deres Herrers falder, hvad viser at Aarmændene oprindelig støde udenfor de fries Retssystem) ; men det er mindre rimeligt, at Trælle endnu i Olafs Dage anvendtes i disse nu langt vigtigere Poster. I Almindelighed var vistnok nu Aarmændene fribaarne , om de end kunde være af ringe Byrd ; dog siger Erling Skjalgssøn udtrykkelig om Thorer, at han var «þrælborinn í allar ættir» Ól. helg. s. e. 103. Det er imidlertid her af mindre Vigtighed, om Thorer virkelig var Træl, det af Kongen anførte Lovbud viser dog, at de Tilfælde kunde indtræffe, i hvilke fri Mand i Kraft af samme Lov kunde nedsættes til Træl. At Lovbudet virkelig har været gjældende bestyrkes af Magnus Barfods Saga, hvor Kongen tilgiver en Islænder Giste Illugesøn, der har dræbt en af Kongens Hirdmænd, med de Ord: «Raad selv for dit Hoved , men gaa ind til Bordet i Gjafalds (den dræbtes) Rum og tag der Mad og Drikke og hold den Tjeneste, som han har haft for.» Dog bødes der Gjafalds Drab videre med 16 Mark Guld (jfr ogsaa Njals s. c. 154 om Floses Forlig med Sigurd Orknøjarl angaaende dennes Hirdmands, Helge Njaalssons Drab: «hafði jarl á rlkra manna hátt, at Flosi gekk í þá þjónustu sem Helgi Njálsson hafði haft.» Fremdeles FmS ø c. 208 om Sigurd, der har dræbt Olaf Tryggvesons's Hirdmand: «takit hann i yðra þjónustu i stað hins vegna»).

I Lovene gjenfinde vi, som nævnt, ikke længere nogen saadan Bestemmelse; efter dem bødes en Aarmands Drab med 15 Mark (sex Alnes Øre), forudsat han ikke dræbes for Kongens Bord, i hvilket Fald Drabsmanden bliver utlæg (altsaa skyldig 40 Mark), og saaledes bødedes rimelig ogsaa (de øvrige) Kongens Trælle, idetmindste de bedre, ifølge Gul. c. 198. Haakon Haakonssons Indledning til Frostethingsloven c. 24 (jfr IV 59) retter Bestemmelsen om Aarmands Ret til Ret efter Byrd i Overensstemmelse med, at Aarmenningen efterhaanden var kommen i bedre Hænder.

En tredie Straffebestemmelse, efter hvilken fribaaren kunde forbryde for Livstid sin Frihed, findes i Forbindelse med Gjældsloven (Gul. I. c. 71). Efter denne kunde Skyldner give sig i midlertidig Trældom hos sin Creditor for hos ham under de almindelige Trællevilkaar at oparbeide sin Gjæld, han er i denne Stilling kun retløs i sin Creditors Hus, og kun, indtil han har udredet sin Skyld, han kan heller ikke sælges i Trællesalg; men «hvis han gribes paa Flugt, da er han Træl, hvis den griber ham, der har tilgode af ham» (jfr nedenfor Lovene).

Den islandske Graagaas (Ransb. 229) sætter Trældom som Straf for Tyveri af to Ørers Værd eller mere: «þar er kostr at stefna um stuld þann til þrældóms, ef hann hefir þjoðlaunum leynt. Svá sem þræll væri faðir hans en ambátt médir ok fèlli hann ánaudigr á jörð. Telja ser fé hans allt. Ef kviðr berr hann sannan at þvi, þá á at dæma hann þræl fastan á fotum ok hinum fé hans. Sá skal ok hafa omaga þrælsins ef eru, er hann sækir til þrældóms. Sá á kost at leggja lögskuld á ómaga þrælsins. Honum skal frelsi gefa. Ef hann þikir þess verðr vera ok skal hann í frjálsgjafa ætt at framfærslu ok at arftöku. Nogen tilsvarende Bestemmelse i de norske Love kjendes ikke ; men at en saadan tidligere ogsaa her har været gjældende gjøres sandsynligt ved Paralleler i beslægtede Lovgivninger. Efter skaanske Lov (VI 9 jfr VII 15, efr Valdem. sjæll. L. Hl 13) bliver Tyv Træl i Kongens Gaard, indtil han løses derfra eller gives Frelse; dog maa han ikke sælges i anden Manda Vold. Bliver han frels og dræbes siden, bødes han tilhage med fulde bøder; men dræbes han «í kunungs hæfthum ok i annöthogum dome», da bødes han efter Kongens Villie, og Frænderne mæle ikke efter ham. Østgøtalagen (Vabm. 35) sætter tre Marks Bod for Kvindes Tyveri første og anden Gang: «stjal hon þriðia tima ælla optarin, þa aghe han (hænna gipta maðher) vald at lösa hana æn han vill ællrer ægh: vill egh han løsæ hana þa a þæn vald sum stulin varð antviggja giva hænne lif ællæ bøta ena mark kununge ok andða hæraþe ok vari hans amhat ælla at þriðia kuste hana stenka i hæl. Þæssin laghin gaf kunnung magnus (ladulas)?» — Saaledes ogsaa sammesteds 37 om ugift Kvinde, der ei har Værge indenlands, hvor tilføies: «vari hans ambat þær til at han fa þrea markær firi hana». Denne Trældom var altsaa da idetmindste bleven kun midlertidig eller Gjældstrældom for Boden. Ogsaa i de angelsaxiske Love sættes oftere Trældom hos Kongen som Straf for Tyveri. Der synes oprindelig at have været Valg mellem Dødsstraf, Trældom eller Udløsning for Wergild (Withr. L. 26), enten kan den skyldige da forblive i Kongens Trældom for sin Wergild eller i dens, der udløser ham, om dette tillades (jfr Edm. L. 1 & 2); endog den skyldiges hele Familie, Børn under 10 Aar undtagne, kunde saaledes komme i Trældom som Medvidere (Ines L. 7 §§ 1, 2). Se ovhd. om Frihedsfortabelse som Straf Reinh. Schmids: «Die Gesetzc der Angls. ø Aufl.» Glossar: «Strafen». Oprindelig har maaske den frie Mand forbrudt, idetmindste ved alle større Lovbrud, sin Person til den krænkede, han er bleven uhellig for denne, og det har været i dennes Valg at dræbe ham eller gjøre ham til Træl (efter Omstændighederne livsvarigt eller for Skyld) eller tage Bod.

I den oftere før nævnte Retshandel mellem Egil og Berganund (Egils s. c. 57) om Arven efter Bjørn Brynjulfsön siger Berganund paa Gulething : «Vil jeg fordre det af Dommerne, at de dømme Arven Gunhild (Berganunds Kone) til Haande, men dømme Aasgerd (Bjørn og Thora Hladhaands Datter) Kongens Ambaatt; thi hun blev saaledes avlet at hendes Fader og Moder vare i Kongens Utlegd». Arinbjörn svarer dertil : «Det er eder selv bekjendt, Konge, at du gjorde Bjørn ilend, og den hele Sag var da afgjort, som forhen havde hindret Forlig». Arinbjörn vil vistnok hermed godtgjøre, at Bjørn var tagen i Forlig, før Aasgerd blev født — erkjender altsaa, at Berganunds Tilkald er formelt lovligt og maa gjendrives ved, at der paavises, at Aasgerds Fødsel faldt efter Forliget; begge Dele indtraf samme Sommer, men Sagaen selv (c. 35) angiver ikke Tidsfølgen. Sagen tør man neppe opfatte saaledes, som om der skulde have været et Lovbud, hvorefter Børn, fødte i Forældrenes utlegd, kom i Kongens Trældom, hvad Berganunds Ord kunde synes at antyde ; men man maa forstaa Stedet efter det hin Retstvist foranledigende Factum: Thora var hærtagen, derpaa støtter Berganund sin Paastand, at Thora var Trælkvinde, som saadan var hun ved Utlægdsdommen med Bjørns øvrige Løsøre falden i Kongens Eie, og Børn af hendes Forbindelse med den utlæge Bjørn maatte da ved given Leilighed efter Regelen : «Barn skal Moder Følge» (Fr. 1. II c. 1) kunne fordres af Kongen som hans Trælle. Aasgerd er altsaa ved Bjørns utlegd efter Berganunds Paastand bleven Kongens Ambaatt, medens hun ellers kun havde været Bjørns thybaarne Datter.

Hvis Thora imidlertid ikke betragtes som villieløs Trælkvinde, var hun vistnok ogsaa selv utlæg, som den der foer i Følge med Kongens Utlægdsmænd; men det indsees ikke, hvorledes Kongen kunde fordre i sin Trældom Børn, fødte medens Forældrene staa udenfor Statssamfundet — uden det skulde være, fordi Straffedommen herved krænkedes. Vi finde vistnok, at Børn, der avledes af utlæg Mand selv med hans Ægtekone, betragtedes saavel efter den islandske Lovgivning (Gråg. 118 Arfab. vargdropi) som efter den svenske (Upl. 1. Ærfb. b. 21: rishofþe, jfr Anmærkn. til Vestg. 1. 2) som staaende udenfor Ætten, idet de frakjendes Arveret, men derfra er dog endnu langt til Trældom.

Naar det i Fr. 1. V c. 13 om Forsørgelsen af utlæge Mænds Børn hedder: «eigi skulu ættbornir menn í konúngs garð gánga. Ætla skal þeim fé ok atvinnu af utlægum eyri til þess er hit elzta er fulltiða», saa er det vel ikke ugrundet heri at see Spor efter en eller anden ældre strengere Bestemmelse, i hvilken Retning nu denne maa have gaaet, f. Ex. Gjældstrældom for Fostringsomkostningerne eller maaske endnu strengere virkelig Trældom, som om Børnene paa en Maade vare medskyldige, jfr hvad ovenfor er anført fra de angls. Love om Tyveri; men i ethvert Fald bliver da her kun Tale om Børn, fødte førend Utlægdsdommen overgik en af Forældrene eller begge.

Ligesom Løsinge, som vi saa, ved Leiermaal kunde forbryde sin Frihed igjen til Patronen, saaledes kunde ogsaa Løsing tabe den ved ikke al opfylde sine Forpligtelser mod Patronen (Gul. 1.66): «da skal han fare tilbage i det samme Sæde, hvor han var før, og løse sig derfra med Verdører, sit Gods har han ogsaa forbrudt». Dog kunde han maaske da fordre sin Frigivelse mod Udredelse af sit Værd, medens den tidligere afhang af hans Herres Villie. Frostethingsloven idetmindste (IX 10) byder om Løsings Straf, for det Tilfælde, at han mod Søgsmaal fra Patronen ei kan vidne sig fri fra Forpligtelsesforhold til ham : «da har han forbrudt alt sit Gods til Patronen og lægge tre Mark sølvvurderede paa ham, uden han arbeider dem af sig», hvorefter altsaa Løsing undgaaer Trældom, hvis han, uagtet hans Gods er forbrudt, alligevel kan opdrive tre Mark desuden til Patronen. «Paa samme Maade», fortsættes der, «forholdes med Mænd, efter hvem der haves Arvehaab» — nemlig vel forsaavidt de ville bryde Overenskomst eller Forpligtelse i denne Retning — (vánarmenn, et Udtryk, hvorom nærmere under Behandling af Lovene siden). Gul. 1. 66 Løsing Søn forbryder i samme Sag til Patronen «slige Værdører, som hans Fader udredede», hvad vel kun er Bod, ikke Fortabelse af Friheden. Ogsaa synes Løsing efter Gulethingsloven at have forbrudt sin Frihed ved at fare uden Patronens Raad af Fylket og nægte at vende tilbage igjen (ibd. c. 67); da skal Herren føre Vidner paa ham, at han er hans Løsing og «færi hann aptr hvárt sem hann vill lausan eða bundinn ok setja hann í sess hinn sama þar sem hann var fyrr», cfr Udtr. i foreg. cap.

Om Tiggere var bestemt (Fr. 1. X 39 Bj. 163): «Alle Mænd, som gaa Huse imellem og ikke ere Thyrmslemænd og ere friske og ville ikke arbeide, de ere brødige tre Mark, saa Karl som Kone; men Aarmanden eller anden Mand tage den Mand med Vidner og have til Thing. Hans Frænder løse ham da med tre Mark, eller hin nytte sig ham til sin Fordel, som havde ham did, paa hvad Maade han vil». Den saaledes fastholdte Tigger kan imidlertid vel heller ikke holdes af sin Paagriber længere end til han kan løse sig ud med tre Mark, altsaa ogsaa en Art Gjældstrældom. Jfr om Tiggerkvindes Barn Fr. 1. II 2, Jons Kr. c. 5. Lignende Gjældstrældom er det vel Eids. Kr. 45 sætter for Kvinde, hvis hun farer med hedensk Overtro og ikke kan udrede den ilagte Bod af tre Mark C Alnes Øre: da tage hver, der vil, hende og gjøre sig nyttig. Vil ingen nytte hende, da fare hun utlæg o. s. v.

Ogsaa de af Patronen optagne Gravgangsmænd (Gul. 63) synes hin at have haft Ret til at gjøre til idetmindste Gjældstrælle for Fostringsomkostningerne ; thi der skal udredes Leding for dem «ef maðr leggr skuld á þá» (Gul. 198).

Trællenes Kaar

Hermed er nævnt, tror jeg, hvad i større og mindre Mon har bidraget til Dannelsen af Norges Trællestand; vi vende os nu til Betragtning af Trællenes Kaar og ville først kaste et Blik over hvad Sagaerne derom have overleveret os. Som rimeligt er, gives der i de norske Kongers Sagaer, der væsentlig skildre Statens historiske Udvikling og Familiernes Liv kun forsaavidt det mere iøinefaldende har grebet ind i hin, kun liden Anledning til at dvæle ved denne indre Side af Familielivet. De vigtigste Oplysninger derfor, som her ere at hente, ere paa den ene Side de, vi allerede have benyttet til Belysning af Trældommens sandsynlige Aarsager, fordi disse have staaet i Forbindelse dels med Folkets Krigs- og Handelsfærd, dels med dets Lovværk, og paa den anden Side den i Landets senere Historie leilighedsvise blotte Omtale af Trældommen som endnu bestaaende, der ikke er uvigtig for Bestemmelsen af Tiden for Trællevæsnets Ophør. Om Trællenes Kaar inden Familierne give derimod Sagaerne, idetmindste for Norges Vedkommende, os kun høist ufuldstændige Oplysninger, lidet mere end vi allerede fra Edda kjende eller vi paa Forhaand kunne slutte os til. Den væsentlige Kilde til Belysning af denne Side af Æmnet blive Love, der, som jeg tror med mest Udbytte behandles i et særskilt Afsnit uden Afbrydelse.

Den Hærtagne

Den krigsfangne blev strax hæftet (haptr), lagt i Baand eller Bøiler (ráku i bõnd, ráku menn fyrir sèr til skipa ok settu í íjötra — Нar. harôr. 32, 33, jfr Valgards Vers Fagrsk. 167 jfr p. 108). Laa Flaaden fremdeles ude og ved Land, blev Fangerne om Natten, som det synes, for at faa bedre Rum paa Skibene bundne oppe paa Landet (Ól. helg. s. e. 147); naar man kom hjem, førte enten hver det ham tilfaldne Bytte (ef hánum hlotnuðust herteknir menn, FmS I e. 130) til sin Gaard, eller der blev stævnet Handelsmøde og Fangerne førte paa Land og der fjætrede frembudte for Kjøberne (Flath. p. 509). Saa længe var den hærtagne kun Fange (handingi Har. harðr. s. с. 32, jfr Fafnism. 7) og hans Menneskeværd endnu uantastet, han kunde endnu løskjøbes eller frigives, og Tilfangetagelsen havne da ingen Følger for hans Borgerlige Stilling og hans Menneskerd endnu uantastet (Flath. p. 197 om Jomsvikingerne, jfr de romerske Skikke ved Krigsfangers Tilbagevenden, Gjenindsættelse i den forrige Stand, jure postliminii. Skaanske Love fastsætter endnu udtrykkelig (VI 8): «Kumbær frælsboren man i annathön dom mæth thy at han warthör hærtaken ok sithan saldær ok warthær han drepin, tha ægho frender ok næste nanitha at taka fulla mannbötir føre han, ok give thæn han atte ava mikit af thæm botum sem kostathæ thæn drepne, tha han köpte han.» En Bestemmelse, som vel staar nærmest i Forbindelse med Frænders Udløsningsret. Hermed er det paralellt, hvad Gul. 1 fastsætter om Bod for Krænkelse mod skyldbunden Mand, Gul. 1, 71 & 198 . Ogsaa efter Upl. 1 Ærþ. h. 16 synes Trældom i Udlandet ikke at have haft Følger for den Hjemkomnes Borgerret).

Træltvingen. Þrælkan

Den krigsfangne var endnu i det høieste kun þrælsefni. Træl blev han først ved at medfares og nyttes som saadan, þiast ok prælkast , hvad rimeligvis med Hensyn til Herren betegnedes med «at drottna yfir einum», de gjøre sig til Herre (drottinn) over en (jfr Sag. om Krókaref с. 11). Til denne egentlige Træltvingen (þrælkan) hørte da vel for det første, at Angjældende snaudklippedes og iførtes den for Trælle, som det synes, charakteristeske graahvide Kjortel eller Kutte (kyrtill, kufl) af grovt ufarvet Tøi (litt vandaðr). Morkinskinna har bevaret et mærkeligt Sagn om Harald haardraade (c. 92, FmS VI): der fortælles, at paa Oplandene boede en Mand, der hed Ulf, han kaldtes den rige og eiede ogsaa ikke mindre end 14 eller 15 Gaarde. Hans Kone opfordrede ham til at byde Harald til Gjæstebud, som andre mægtige Mænd gjorde, og saaledes skete, skjønt Ulf frygtede meget af Haralds bekjendte Voldsomhed og Havesyge. I Gjæstebudet vil Harald selv, som han siger, bidrage til Underholdningen og fortæller et Eventyr, hvorledes Sigurd Rise, Harald haarfagres Søn havde en Træl ved Navn Almstein, hvis Æt dog ingen kjendte; men han var stor og stærk og dygtig. Efter Kongens Død fik Almstein det Hverv at inddrive de kongelige Indtægter (ármaðr) for Sigurds Søn Halfdan; men Kongen fik kun lidet af sit, Almstein derimod drev Handel og skaffede sig Tilhængere. Til Slutningen forsøger Almstein at indebrænde Halfdan, der dog undkommer med sin Fosterbroder, Søn af Sigurd Rises Jarl Halfdan, til Haakon Jarl i Sverige; men Almstein tog Riget og Kongenavnet efter Halfdan. Senere kommer denne tilbage og overrumpler Almstein og sætter Ild paa hans Gaard. Almstein beder om Naade og faar Livet, dog tillægger Halfdan den Betingelse: «Du skal vende tilbage til din Natur (til þinnar náttáru), hedde Træl og saa være, medens du lever, og saa al din Æt». Halfdan gav ham da med Trællenavnet en hvid, simpel Kjortel (kyrtil hvitan og litt vandaðan). Harald mente, at Ulf nok nedstammede fra hin Almstein, og vedblev: Her har jeg den hvide Kjortel, min Farfader Halfdan gav din Farfader Almstein, tag du nu den og dermed dit Ættenavn, saa du fra denne Dag kaldes Træl. Det blev dømt paa det Thing (som Halfdan i hin Anledning havde sammenkaldt), at din Farfader tog Kjortelen, og did kom Mødrene til hans Børn til Thinget, og tog »alle hans Børn det Slags Klædning, og skulde saaledes alt deres Afkom gjøre. Harald kvad da:

«Kennir þú kyrtil þenna? kú áttu skjöldúngi gjalda, ok alvaxinn uxa áttu skjöldungi gjalda,

svin ok aligás eina áttu skjöldúngi gjalda, börn ok allt þaztu árnar áttu skjöldungi gjalda».

Det blev dog omsider saa, at Kongen gav efter for de Tilstedeværendes Bønner og ikke nødede Ulf under Trældom; men af sin Eiendom beholdt han kun en af Gaardene igjen. Noget nærmere om en saadan tilpligtet Levering in natura af Kongens Trælle (vel som Gaardsfogder eller Aarmænd) ved jeg ikke at anføre. De af Grimm, Rechtsalt. p. 3f 2 opregnede Afgifter af Fæ, der paalaa forskjellige Klasser af de tydske Ufrie, give hertil ingen ret oplysende Parallel, dog finde vi der baade Heste, Oxer, Koer, Svin, Gjæs opførte.

Man kunde maaske føle sig fristet til at søge en Forbindelse mellem Haralds Vers og det Mundheld, som Knytl. s. c. 57 tillægger de danske Bønder i Kampen mod Knud den hellige: «nú launa ek þèr kú, Knutr konungr, nú launa ek þèr uxa, nú launa ek þèr hest!» at dette Bøndernes Raad skulde antyde, at de mente sig tidligere behandlede som Trælle af Knud; men det er vel rimeligere, at her sigtes til Ledingsudredsel eller Skat til Kongen, hvilken vi i Uplandslagens Kun. b. 10 finde endnu speciellere opført i Naturafgifter.

I den hvide Kjortel eller Kutte fremstiller ogsaa Thraand af Gøta sine tvende Trælleevner, Brestes og Beines Sønner, for Rafn fra Norge og dertil snaudklippede: Þrándr leiðir þar fram sveina tvá kollöta í hvitum kuflum (Flatb. p. 130), i Herrauds ok Bosa s. c. 8 gaar Finneguden Jomala's Træl (i grám kufli, da Gisle Sursson vil fare ukjendt af sine Forfølgere, giver han sin blaa Kaabe til sin Træl Thord huglause og ifører sig selv dennes kufl (Sag. af Gisl. S. c. 20). Dog maa dette ikke forstaaes saaledes, at ikke ogsaa frie benyttede saadan Dragt. I Eyrbyggja s. c. 37 finde vi Trællene iførte Skindstakke.

Det klippede Trællehoved gav Anledning til Talemaaden «strjúka frjálst hofud» (Fl. b. II p. 65, Sn. 01. helg. s. c. 57, Flatb. p. 77, Sn. 01. Tr. s. c. 4, Orkn. s. p. 372 ved Aar 1156, Sv. s. Fl. b. Il p. 687, Aar 1200, Sag. af Hav. Isfird.). Ogsaa synes den symbolske Betegnelse af Undertvingelsen ved at lægge Armen over den fremtidige Træls Hals, som Grimm omtaler, Rechtsalt. p. 147, hvoraf Udtrykket frihals, frjáls er opkommet, endnu langt ned i Tiden at have været anvendt hos Nordmændene} jeg tror nemlig at dertil sigtes med Thorbjørn Klerks Ord (Orkn. s. p. 390, Aar 1164): þá er hann færdi þik mest undir olboga ok lèt þik engu ráða heldr enn svein sinn. Hermed synes ogsaa Talemaaden «liggja á hálsi einum» (f. Ex. mindre Ól. helg. s. c. 49) at staa i Forbindelse, jfr Saxos:

«Regum colla potentium

victrici toties perdomui manu,

fastus eorum turgidos

exsuperans potiore dextra» (Saxo ed.KIotz. p. 6)

og Eyv. skáldasp. Fgrsk. 48 p. 41:

Þeim er alt austr

til Eyða býs

brúðr valtýs

und bægi liggr»

ɔ: «gerdi Vikina ser at herlandi»,

hvis ikke den anden Version af Udtrykket «standa á hálsi einum» (f. Ex. Helg. kv. Hb. 28) skulde lede Tanken rettere hen paa andre Skikke ogsaa ved det første Udiryk, jfr den manske Krønike (ed. Munch p. 6), hvor der fortælles at Magnus Barfod sendte sine Sko (caleeamenta) til lrekongen Muirkertach: «præcipiens ei, ut ea super humeros suos in die natali Dsmini per medium domus suæ portarct in conspcctu nunciorum ejus, quatinus intelligeret se subjectum esse Magno regi» (jfr Munchs Hist. II p. 546).

Som Udtryk for Vold i Almindelighed, som det synes, forekommer i Vestgöt. 1. I Orbot. ro. 10: «maþær standær á halsi ok a höfði ok hæriær mann. Þæt er niþingsværk».

Til den videre þrælkan hørte da ogsaa, som vi se af Fortællingen om Almstein (Flatb. p. 289), at man gav vedkommende Trællenavn eller aabenbart for alle regnede ham i Trælletallet (hafa i þrælatölu) og den dermed forbundne Benyttelse til det sædvanlige Trællearbcide (þrælahagr Landn. II 23: hafa verknad af einum, leggja verk fyrir einn Eg. s. c. 84). Hermed er Bandingjen bleven nødbunden Mand (ánauðugr maðr, i ánaud) og har de frie Mænds Foragt, idet han nu antages at have Træls Natur.

Trællens Character

Trællen er altid styg, slem at komme til Rette med, troløs og dog ræd, ganske som Edda allerede har skildret os ham. Om den før nævnte Freystein den fagre paa Island, der var bleven hærtagen i Norge, bemærkes som en Sjældenhed (Flatb. p. 250): .han var hverken styg eller vanskelig at komme til Rette med, som andre Trælle, snarere var han gjæv og god at omgaaes og næsten smukkere end hver anden (jfr Svarfd. s. c. 14: Skiði bar þrælsnafn; eigi bar hann þat nafn af því, at hann hafði til þess ætt eðr eðli, hann var manna mestr ok friðastr). Da Egil Aaskelsson, Steigathorers Medskyldige, lededes til Galgen af Magnus Barfods Trælle, mælte han: «Ikke mon I derfor hænge mig, at jo ikke hver af eder var mere passende dertil end jeg», hvad Skjalden kalder et sandt Ord til de troløse Fyrstens Trælle, «siklings þræla einarðar latta», og Ordsproget lød: «Illt er at eiga þræl at einkavin!» (Grett. s. c. 84, Njáls s. c. 49, Sag. af Þord. hr. p. 44, Kngs. skuggs. p. 9). Herhen høre videre Udtryk som: «illiligt ok uræstiligt ambáttarbarn» (Flatb. p. 74), «þræls auga» (Fgrsk. 21), «verstr þræll» (Herv. s. 12), «ljótir þrælar» (Landn. I 7). Gisle Sursson havde en Træl, som blev nævnt Thord den modløse, hinn huglausi. Thord var ræd for Lig, likblauðr, og turde ikke nærme sig Vesteins Lig, da dennes Søster Aude bad ham gaa hen og tage Spydet af Saaret (Gisl. Surs. s. 13, Flatb. p. 332, FmS II c. 173). Hos Vigaglum var voxet op en Mand som hed Ögmund, han var Søn af Rafn, som Glum havde givet Frelse, Ögmunds Moder var skyld til Glum. Da han undviger at hævne en Fornærmelse , der er bleven ham tilføiet i Norge, lader først Vigfus, Glums Søn ham høre, at han nok slægter mere paa Trælsætten end paa Thveraa-ætten, og senere Glum selv: «ofte rækker eder den ufrelse Ætten ikke frem til Drengskab — ikke vil jeg længere have dig hos mig». Vovede Træl at hævne sig, antog man, at det gjordes mere i Øieblikkcts Hidsighed end af sandt Mod og med Overlæg; derfor hed det: «þræll einn þegar hefnist en argr aldri» (Grett. s. 15). Jfr Skarphedins Spotteord: «miklu eru þrælar at gerðarmeiri enn fyrr hafa verit; þeir fluguz þá á, ok þótti þat ekki saka; en nu vilja þeir vegaz!» (Njåls s. 37), saaledes ogsaa i Svarfd. s. c. 13, hvor en Ambaatt ser paa at to Mænd brydes længe, uden at det kommer til nogen Afgjørelse «ok kallar þetta ambáttafang, er hvárgi féll , ok bað þá kyssast ok hætta siðan». I Eyrb. s. c. 18 fortælles om to Trælle, at de i panisk Rædsel løbe ud for et Bjerg og drukne, og sammesteds c. 37 om Arnkell, Søn af Thorolf Bægifot, at han, da han angribes af Snorre Gode, medens han med sine Trælle ere ude at hente Hø, sender en af dem hjem for at hente Hjælp. Trællen blev imidlertid saa ræd , at han gik næsten fra Viddet og løb op i Fjældet og ud i en Fos og omkom. Den anden Træl løb hjem; men da han kom til Laden, traf han der en tredie af Arnkels Trælle beskæftiget med at bære Høet ind, han gav han sig da til at hjælpe og gik efter fuldendt Arbeide ind. Først da Arnkels Mænd spørge efter denne, «da var det som Trællen vaagnede af Søvne og svarer: Det er sandt, han slaaes nok inde ved Örlygsstad med Snorre Gode.»

De Fries Foragt for Trællene

Ragnvald Mørejarl siger til sin Søn Einar (S. Har. hårf. c. 27, Flatb. p.223, Landn. IV 8, FmS I c. 96): «Jeg har lidet Haab om, at der vil være dine Frænder nogen Hæder i dig; thi al din Moderæt er trælbaaren». Jfr om Ingegerd og Aaslrid (Ól. helg. s. c. 78) : «Þat er úlikast rautt gull ok þeir, en meira skílr konúng ok þræl», ibd. om Olafs to Sønner (Flatb. p. 199). Det synes den frie Mand en Skam, at en Træl lægger Haand paa ham, derfor beder en af Jomsvikingerne Thorkel Leira, at han vil tilstaa ham, at ikke Trælle lede ham til Hugs, men en, som ei er værre Mand end Thorkel selv. Endnu skarpere er dette udtalt i Fortællingen om Haakon norskes Færd til Haakon gamle i Sverige for at fordre Aastrid og Olaf udleverede til Gunhild (Flatb. p. 76) : «Haakon gamle havde en Træl (akrkarl) som hed Burste, han var stor og stærk og uomgjængelig og heftig og ilsindet, dog var han tryg og tro mod sin Herre (lánardrottinn) og meget stridig mod alle hans Uvenner. Da han hørte, hvorledes Ordene faldt mellem begge Navner, og fandt, at Sagen mishagede Haakon gamle, løb han haardt og heftigt frem med en stor og meget tilsølet Møggreb, svingede den høit mod Haakon den norske og mælte til ham i stor Vrede: «Hvo er du, saa djærv og indbildsk, saa uopdragen og fræk, som ingen var før, der her kom, at du tør bruge Magt mod vor Høvding; nu skal du vælge af to Vilkaar, at enten drager du strax bort med dine Mænd, ellers skal jeg slaa dig saa stort et Slag med denne skidne Greb, at du af det Slag faaer bodløs Skam, saa at du derfor stryger aldrig frelst Hoved saalænge som du lever»(?), siden var Trællen saa opsat paa deres Skade, at de ikke slap ubankede fra ham (Odd, Ól. Tr. s. c. 4, FmS X p. 223, idd. I c. 45). De øvrige Versioner af samme Fortælling lade Haakon selv erkjende, at han al sin Tid vil have denne Skam, hvis han faar Vanære af ham, hvis den værste Træl volder ham Beskæmmelse. (Alene det at faa Slag af svag Kvinde holdtes for stor Skam, saaledes Gisle Surssons Kone, idet hun driver Pengepungen i Næsen paa Eyjolf: «haf nú þetta, þar með bædi skömm ok klæki; skaltu þat nú muna, vesall maðr, alla þina hrakæfi, at kona hefir þik barðan», Gisl. S. s. 32.)

(Ingolf udbryder over Hjörleifs Lig: Ussel Skjæbne for god Dreng, hvem hæslige Trælle skulde vorde til Bane! (Landn. I 7), jfr ogsaa Fostbr. s. 3: «Eigi þigg ek gisting at þrælum!»; Njåls saga 16: Hallgerds Fostre Thjostolf til hendes Mand Glum, der har opfordret ham til at Følge hans Huskarle at lede Sauder: «ek vil eigi gánga i spor þrælum þínum , ok far þú sjálfr ok man ek þá fara með þèr».) Hvorvidt Ringeagten for Trællestanden kunde gaa, viser Laxd. s. c. 23 , hvor Egil Skallagrimssons Datter Thorgerd bebreider sin Fader Mangel paa Kjærlighed til hende, der han vil gifte hende med en Ambaatteson. Denne Ambaatte Søn er den bekjendte Olaf Paa, Søn af Höskuld med hans førnævnte Frille Melkorka, Datter af Irekongen Myrkjartan. Imidlertid fremgaar ogsaa af Egils Svar, at man vidste at tage ogsaa Hensyn til Trælles Ælforbindelser : «han er mere høibaaren i Moders Æt end i Faders, og allerede efter denne vilde os være fuldbudet».

Af denne Foragt for den hele Trælleslægt fulgte da naturlig, at det regnedes blandt de bittreste Fornærmelser at jævne fri Mand med Træl (ovf. p. 54). Et Par mere fremragende Exempler (Sag. af Sig. Eyst. ok lug. c. 11): Efter Slaget ved Holmen graa gik, hedder det, Thjostolf Aleson hen, hvor den fangne Sigurd Slembedjakn sad, og strøg den guldsmykkede Silkehue af hans Hoved og sagde: «Hvi var du saa djærv, du Trællesøn, at du torde kalde dig Søn af Magnus Konge, Barfod?» Den samme Bitterhed ligger i de Ord, Magnus den gode lægger sin Halvbroder Thore paa Tungen, da Harald har kaldel hans Fader Tyv (Hvinngest); Magnus lader Thore svare:

«En þott hèti Hvinngestr faðir minn, þá gerði hann aldri

gard um hestreðr sem Sigurðr sýr; sá var faðir þinn».

cfr ovf. p. 42, Grett. saga 32 om Thorhall, og Ól. helg. s. hvor Olaf sadler Bukken istedenfor Hesten til sin Stiffader. (Ogsaa Magnus den godes saga c. 22, FmSVI: djarfr gerist þrælsjafninginn nú ! — Eyrb. s. 30 Trælsnavn brugt mod en Løsing).

Menneskeoffring, mannblót

I Forbindelse med denne Foragt for Trællene kunde deres Anvendelse til Menneskeoffring (mannblót) synes at staa (f. Ex. naar Olaf Tryggveson taler om þræla eðr illmenni som de sædvanlige Offere), og det har vistnok ogsaa været Sagens Gang, at i Religionens Forfaldstid Odin i Regelen har maattet lade sig nøie med de Mennesker til Offere, som hans Dyrkere ikke længere kunde have videre Nytte af, eller som de endog gjerne vilde være af med (FmS ø c. 228: «Heidingjar velja til ena verstu menn at gefa guðum sínum ok fórnfæra þá med herfiligum dauða ok þeim makligum fyr illgerðir sinar»); men oprindelig har rimeligvis Trælleoffringen kun været en videre Udvikling af det ældgamle Seirsblot af Krigsfanger til Odin, som allerede Procop omtaler hos Skandinaverne (de bello Goth. Il 15): «Thuliternes bedste Offer er den Mand, som de først gjøre hærtagen, ham offre de nemlig til Ares; thi denne agte de for den høieste Gud. De give altsaa den hærtagne til Guden, idet de ikke offre ham alene, men ogsaa hænge ham op fra en Galge, eller henkaste ham paa Torne eller dræbe ham paa andre smertefulde Maader». Det er det samme Seirsblot, Torfeinar paa Orknøerne lod foretage, da han «lod riste Blodørn paa Halfdan haaleggs Ryg med Sværdet og skære Ribbenene fra Ryggen og der drage Lungerne ud og gav ham til Odin sig til Seir» (Flatb. p. 223. Sn. Har. hårf. s. c. 31). Naar Folket i sit Hjem mente at maatte foretage Menneskeoffring, laa det nærmest ved denne Leilighed at skaffe sig af med Forbrydere, der, staaende udenfor Loven, betragtedes som Samfundets Fjender, vi have saaledes ogsaa flere Exempler paa, at Sviarne vilde gribe mistænkelige Fremmede eller Forbrydere og «hafa til blots» (Sn. Ól. helg. s. c. 131, Flatb. p. 343, FmS ø c. 175); men Regelen maatte blive, at man tog Offrene af Landets Trælle og da rimeligvis, da man ikke, som det synes, havde servi publici, ved Sammenskud af den tilhørende Hofalmue.

Menneskeoffringerne ere gamle i den germaniske Verden; allerede Tacitus omtaler dem paa bestemte Dage foretagne til Merkur-Odin- (Germ. c. 9), i capitul. reg. Franc. findes en Retterbod for Saxerne, der bestemmer: «si quis hominem diabolo særificaverit et in hostiam, more paganorum , dæmonibus obtulerit, morte moriatur». Adam af Bremen, hist. eccles. 1, 5, synes med Anvendelse paa Saxerne, efter Einhard, at gjentage Tacit. Germ. 9. Thietmar, 1. 1 ann. 934 (MGh V p. 739, jfr Munch I, 1 p. 178 not. J), omtaler Menneskeoffringer i Hleidre, dog i en mistænkelig stor Maalestok. Schol. til Adam. Brem. IV c. 27 omtale lignende Hovedblot i Upsala (rigtignok kun hvert 9de Aar, men saa offredes ogsaa 9 Mennesker i Løbet af høitiden). Angaaende Sviarne kan ogsaa henvises til Yngl. s. c. 29 om Kong Aan og sammesteds om Domalde — videre Tillæg til Gutalag (Schildeners Udg. p. 108), «Om Gothlands första Upfinnelse ete.: «Firi þann tima ok lengi eptir siðan troðu menn á hult ok á hauga wi ok stafgarþa ok á haiþin guþ blotaþu þair synum ok dyðrum sinum ok fileþi miþ mati ok mundgati, þet gjerþu þair eptir wantro sinni. Land alt hafþi sir hoystu blotan miþ fulki, ellar hafþi huer þriþiungr sir: En smeri þing hafþu mind ri blotan meþ fileþi mati ok mungati sum haita suþnautar, þi et þair suþu allir saman.»

En saadan gjennemgaaende Nationalskik kan kun sent være bleven afskaffet, og vi have Grund til at slutte, at den hos Nordmændene ikke har været ganske aflagt før henimod Christendommens Indførelse. Om Forholdene i denne Henseende paa Island efter Bebyggelsen vide vi, at paa Thorsnesthinget stod en Sten, kaldet Thorssten, over hvilken de brøde de Mænd, som de blotede, og derved var den Domring, hvor de dømte Mænd til Blot, (Landn. II c. 12, Eyrbyggja s. c. 10, jfr Flatb. p. 343, Ól. helg. s. c. 131 S — om Thorgrim paa Saurbö , Kjalnes. s. c. 2, om Thorolf Heljarskinn Landn. øI c. 3, ed. Magnæan. p. 191 not. f). Fra Norge er bekjendt Haakon Jarls Offring af sin egen Søn i Jomsvikingeslaget, og der siges da udtrykkelig (Flatb. p. 191): han overgav ham til sin Træl Skopte og gav han ham Bane paa den Maade, som Haakon var vant til at bruge og som han anviste ham. Olaf Tryggveson siger i sin Tale til Bønderne paa Frostething (Flatb. p. 318 [Odd. c. 23], FmS II c. 165): Nu dersom jeg skal begynde paa Blot med eder og forsone mig med Guderne , da vil jeg lade gjøre det største, som Mænd bruge, at blote Mennesker (hit mesta at er mönnum er titt at blota monnum), og skal man ei dertil vælge Trælle eller Forbrydere (þræla eðr illmenni), men snarere de gjæveste Mænd og rigeste Bønder, skal man blote disse Mænd til Aar og Fred. Kristnisaga (c. 11, Flatb. p. 444, FmS ø c. 228) beretter at Hedningerne paa Island i Anledning af Gissurs og Hjalles Lovforslag om Christendomshold sloge sig sammen om at skaffe to Mænd af hver Fjerding at offre til Guderne, hvorimod de Christne paa sin Side fik ligesaa mange Mænd til at hellige Christendommen sit Liv. Om vi end ikke herefter tør paastaa, at Menneskeoffring har været i Brug hos Nordmændene lige til Olaf Tryggvesons Dage, saa see vi dog, at den da endnu var i Mænds Minde, og det er vel heller ikke usandsynligt, at Lovgivningen endnu bevarede Bestemmelser angaaende dens Iværksættelse. Naar vi nu se denne blodige Skik paa Island netop fremtræde i stor Maalestok ved det sidste fortvivlede Forsøg paa at støtte den synkende Asetro, og vi derhos maa antage, at forsaavidt Menneskeoffer skulde bringes til fastsatte Tider (saaledes som Tbitmar og Adams Scholiast berette fra Hleidre og Upsala) , at det da ei altid kunde bringes istand ved at en Forbryder paa Thinge blev dumt til Blots, men Regelen maatte være, at det paalaa Thingmændene at skaffe en Træl dertil: saa er det maaske ikke grebet ganske af Luften, om man formoder, at muligen det senere Bud om Trællefrigivelser paa Thingene kan være blevet indført i Lovgivningen istedenfor ældre Bestemmelser angaaende hine Menneskeofringer. Ligesom for den hedenske Fylkes- eller idetmindste Lagthingsalmue har skudt sammen til en Træl til Blot (jfr ovenanf. Sted af Gutalagh), saaledes har maaske den christne paa sin Side (først muligen blot paa Lagthingene) skudt sammen til en Træls Løskjøbelse og da, kan hænde, netop, analogt med Islændernes Beslutning, med den Betingelse, at han skulde hellige sit Liv til Kirkens Tjeneste, om end kun i de lavere Tjenerstillinger, hvad under de Tiders Mangel paa kirkeligt Personale vilde have ydet de første Forkyndere en høilig tiltrængt Hjælp. Noget bestemt Vidnesbyrd for en saadan Forbindelse mellem den gamle Menneskeoffring og den christelige Lovgivnings Bud om Trællefrigivelse ved jeg imidlertid ikke at anføre; den kunde maaske finde nogen Støtte i den gjennemførte Missionsskik at bibeholde de gamle hedenske Skikke som Form for en bedre Sag, ligesom det ogsaa, forsaavidt hine Frigivelsesbud skulle tillægges Olaf den hellige, synes mindre troligt, at Christendommens Forkynder uden Støtte i ældre Vedtægter skulde have turdet paalægge den unge Kirke, der allerede havde Kamp haard nok at stride mod hedensk Tro alene, ogsaa Byrden med at kæmpe for almindelige Menneskerettigheder, dem endnu ikke vor Tid i dette Stykke har magtet at hævde, skjønt opfordret dertil af mangefold mere oprørende Grusomhed end den gamle norske Trældom.

Trællesysler

Vi vende os til Betragtning af Trællenes Arbeide paa Gaardene i og udenfor Huset og minde først om Rigsmaals str. 9 og 12:

Nam hann meir at þat magns um kosta, bast at binda byrðar görva, bar hann heim at þat hris gerstan dag.

Lögðu garða, akra töddu, unnu at svinum, geita gættu grófu torf.

Mængden af de mandlige Trælle anvendtes naturligvis i Skov og Markarbeide, Borgarth. Kr. lader Trælle, der gribes i Arbeide paa Helligdage «skynde sig af Eng og Ager» (I c. 14, jfr Har. harðr. s. c. 21 om Thraands «verkmenn at akrverki»?). Trællen Burste hos Haakon den gamle i Sverige fandt vi med sin Møggreb i Haanden, han kaldes akrkarl. Thoras Trælle grove Haakon Jarl hans sidste Skjul under Svinestien ved Gaarden (FmS X p. 2t59, jfr Flåtb. p. 234, FmS I c. 103). Vi have allerede for nævnt Lovens charakteristiske Formel: «ok ték hann hvárki til reips nè til reku» (Fr. 1. X 47); med lignende Hentydning kalder den islandske Graagaas (112 Vigsl. i. f.) den frigivne, saalænge han endnu ikke er ledet i Lov med de frie Mænd, «grefleysingr» d. e. frigiven fra Greben eller Spaden. (Selv den frigivne kunde vel heller ikke altid strax kaste sine gamle Redskaber, henvist, som han var, væsentlig til sine egne Hænders Gjerning: En Løsing, Bjørn paa Island, vækker ved sin Driftighed Misundelse hos sin forrige Herres Søn, der endelig lægger Spydet gjennem ham ; men Bjørn, hedder der, slog ham med Greben til Bane. Landn. ø 26.) Fra Island høre vi ofte om sauda- eller smalamenn (Flatb. p. 450, Landn. IH 4, Eyrb. s. c. 43): Steinar paa Aanabrekka paa Island sætter sin nykjøbte Træl Thraand til at vogte sine Nød, dog har han derved tiltænkt ham et andet tungere Arbeide (Egils. s. c. 84); Sighvat Skalds Syster Gudrun (Moder til den fornævnte Islænder Rafn) klager for sin Mand over, at Naboen Thorgrim skikker sine Trælle med Budskabet at bede op Engene for dem. Enestaaende Anvendelse af Trælle er, at Hjörleif paa Island, da han kun havde en Oxe, lod Trællene drage Ploven, et Arbeide som nok ogsaa syntes disse tungt og uvant, for da Hjörleif og de øvrige gaa til Huset, medens Trællene skulle pløie, lægge de Baneraad mod dem — de dræbe Gaardens frie Mandfolk og flygte saa med Godset og Kvinderne til de efter dem kaldte Vestmannaøer syd for Island (Landn. I 6, FmS I c. 116).

Vi finde ogsaa omtalte «bakstrsveinar» (Flatb. p. 300): I Begyndelsen af Haakon Adelstensfostres Regjering bleve to Mænd, Thorvald skiljande og Ingjald indebrændte paa Haalogaland, ved Branden hos Ingjald var Thorvalds Søn Ottar der han tilligemed sin egen Søn Aavalde fik Ingjald skudt ud af en Løndør, og de foer som Tiggere, til de traf en Sildeskude nord for Vaagen, de spurgte, om de behøvede Tjenestefolk (þjónustusveinar). Styrmanden svarede: Til Pas komme for os Bagersvende og kom I kun ud paa Skibet. Da de kom til Sogn, forlode de Skibet og Styrmanden gav dem den Lov, at de havde tjent vel. Vi se at her ikke er Tale om Trælle, men om frie Tjenere, og Fortællingen vilde have Interesse som et Vidnesbyrd om, at allerede temmelig tidlig i Norge løse, frie, men fattige Folk vare begyndte at indtræde i Trællenes Sted endog i de lavere Tjenersysler, hvis man kun turde stole paa, at ikke senere Tiders Overleverere havde givet Costumet efter daværende Forhold, hvad naturlig let kunde ske. At Ottars Søn var den senere bekjendte Hallfred Vandrædaskald gjør det dog sandsynligt, at Fortællingen kan være overleveret med mere end sædvanlig Nøiagtighed i Enkelthederne. Da Bakstrsvendene benyttedes ombord, maa de vel have været Skibskokke, matgerðarmenn, der til Ledingsskibene vare at levere af Skibredets Trælleeiere. Senere finde vi de samme, Ottar og Aavalde, paa Orknøerne udgivende sig for saadanne «matgerðarmenn» — idet de ligge Sokkc Viking efter Livet til Fædrehævn (Flatb. p. 301). At det at give sig ud for Træl ikke var noget, hvortil ikke fri Mand i Nødsfald kunde bekvemme sig, tør sluttes saavel af Helgakv. Hb. II 2 og af Fortællingen om Gunnar helming, der for Freys Kone i Sverige udgav sig for en udenlandsk Løsing (Flatb. p. 337). Imidlertid blev maaske Kokketjenesten ombord, trods den Foragt, hvormed den omtales i Lovene, neppe anseet for udelukkende Trællegjerning, da det synes som om Kokke i den tidligere Tid ikke have været blandt det faste Skibsmandskab, idetmindste paa Kjøbskibene, Eyrbygg. s. c. 39: «þat var þá kaupmanna siðr, at hafa eigi matsveina, enn sjálfir mötunautar hlutuðu med sèr, hverir búðrvörd skyldu halda dag frá degi». I Olaf Tryggvesuns Husholdning findes matgerðanmann ok steikari (Flatb. p. 37fi), der har Overopsynet med Kongefølgets Beværtning — búa veitslu — (Odd c. 32 höfuðsteikari — brytja á diska, jfr bryti Atlam. 57, brytjun Gråg. 78), steikara ok þann mann er drykkinn varðveilti (Sn. 01. Tr. c. 71), jfr byrlarar (Flatb. p. 406, i þrivat Hus, hos Thorolf skjaalg paa Jæderen ibd. p. 290) , hos Olaf den helliges Aarmand Thorer Sel «steikarar» mindre 01. helg. s. c. 48 jfr ibd. c. 83. Hos Haakon Jarl finde vi þjónustumenn opvartende ved Bordet (Flatb. p. 211). Sagaerne give imidlertid ingen Oplysninger om, hvorvidt disse Tjenere vare frie eller ikke.

Vi finde undertiden Trællebesætningen saa stor, at Husebygning dreves alene med den (Flatb. p. 289): Det er før fortalt, hvorledes Thorolf skjaalg uretfærdig havde gjort Ragnvald Lodinsson til Træl. Han satte ham, da han var bleven voxen, til at have Opsigt med de øvrige Arbeidere og til at raade for Boet hjemme, medens han selv foer i Hærfærd om Sommeren, og sagde da engang til ham : «Jeg vil lade mig gjøre en stor Drikkeskaale, — skal du være Bestyrer af det Arbeide med de andre Trælle.» Ragnvald lader imidlertid Trællene, da Skaalen er færdig, føre Ved i stor Masse hjem og lægge den rundt Huset jævnhøit med Væggen — «Der bliver jævnlig om Vinteren, siger han til Thorolf, der ved Hjemkomsten undrer sig over Vedstablingen, klaget over Mangel paa Brænde, thi der trænges til meget, og paa den anden Side vilde jeg ikke, at Solen skulde sprække op Tømmervæggen, ny og lidet tjærebræd som den er.» Om Vinteren imidlertid ved et Gjæstebud, som Thorolf holdt, passede Ragnvald, at Drikken blev baaren flittig om, Mundskjænkene (byrlararnir) vare ogsaa i Raad med ham, og da Folket om Aftenen laa døddrukkent, stak Ragnvald Ild i Vedstablerne; han slog og, hedder del, Ild i Trællehuset (þrælahusit, cfr Fr. 1. IV 10 verkhús-bryti) og brændte det Folk, som der var inde.

Om Grim Ingjaldsson fra Hallingdal , der tog Land paa Island, fortælles (Landn. II c. 5), at han der om Vinteren roede paa Fiske med sine Trælle; derimod ved jeg intet bestemt Exempel paa, at de større Fiskerier paa Norges Kyst ere blevne drevne ved Trælle; der nævnes almindelig kun «Huskarle» (Har. hårf. s. c. 18 : «Eyvindr skipaði róðrarferju huskðrlum sinum ok landsbúum ok rèri þannog til sem síldin var rekin») og hvor Erling Skjaalgssons Husholdning omtales, nævnes udtrykkelig Sildeflsket blandt de Virksomheder, han først anviste sine frigivne Trælle (Sn. Ól. helg. s. c. 31): «en leysingjum sinum visaði hann sumum í slldfiski en sumum til annara féfánga». Paa Island finde vi Trælle følgende Herren, naar han gaar ud (Eyrb. s. c. 32); sammesteds c. 35 lader Snorre Gode sine Trælle hugge og kjøre hjem Tømmer (samme Beskjæftigelse Vemund s. ok Vigask. c. 5 og 9); den fornævnte Hallstein, Søn af Thorolf Mostrarskegg, sendte de Trælle, han havde taget i Skotland, til Saltvirke (saltgerð, Landn. ø 23). Islænderen Vigfus farer til Kulbrænding (kolgerð) og med ham hans tre Trælle (Eyrb. s. c. 26); disse kaldes senere Huskarle, med hvilket Navn vistnok ofte, især i de islandske Familiesagær, Trælle nævnes. Løsingen Ulfar fører sine Trælle til Høarbeide og tager selv i med (Eyrb. s. c. 30 og 37, ogsaa her kaldes Trællene tillige med det mere omfattende Navn verkmenn), om Arnkell se ovf. p. 142. Trællene vare oppe tidlig Dags til Arbeide, den aarle Morgen betegnedes ved at Trællene føre til sin Gjerning ligesom ved Hanens Gal, det gamle Bjarkemaal begyndte:

Dagr er upp kominn, dynja hana fjaðrar,

mál er vilmögum at vinna erfiði.

Den ovennævnte Arnkell paa Island lod sine Trælle arbeide alle Dage mellem Solens Op- og Nedgang; men førte dem ogsaa undertiden ud om Natten at føre Hø hjem i Maaneskinnet (Eyrb. s. c. 37), «thi Trællene arbeidede andet hjemme om Dagen». Naar Trællene saaledes var ude i et eller andet Arbeide, sad Herren eller vel ogsaa en anden Opsynsmand undertiden hos og saa til dem: «Um várit sat Ljótr at þrælum sínum á hæð einni» (Landn. II 28).

Skosvend have vi allerede i Edda seet som Herrens betroede Tjener og snarere Ven end Tyende, og det er aabenbart, at denne Tjenerpost tidlig blev i mange Tilfælde besat med Frie, enten lavere staande Venner og Skytslinge eller unge Slægtninge, der i denne Pagestilling gjennemgik ligesom en Opdragelse til Omgang med Høvdinger.

Skosvend have, som det synes, alle noget formuende Frie haft, og han er rimeligvis den samme Tjener, som Lovene nævne þjónn og stille sammen med seta som tilsvarende kvindeligt Tyende. Gulethingsloven 198 nævner disse tvende Tjenesteposter kun i Forbindelse med Lendermandsklassen; men Frostethingsloven XI 21 henfører dem til Haulden , hvorefter rimeligvis Gul's cap. maa udstrækkes noget videre end den strenge Ordfølge egentlig tillader. Efter Sagaerne finde vi ogsaa Skosvende ikke alene hos Konger og Lendermænd , men ogsaa hos de rigere Bønder og hos høierestaaende Frie i Almindelighed; saaledes har Stein, Søn af Skapte Lovsigemand paa Island, Skosvend (Sn. Ól. helg. s. c. 128), ligeledes Sighvat Skald (ibd. c. 68 c. 76, Sighvat kalder sig selv Hauld O. H. c. 136 str. 2), Kalf Arneson (ibd. c. 259), Ulf røde, Olaf Tryggvesøns Mærkesmand (Flatb. p. 458, FmS II c. 235), (jfr ogsaa de sveinar. som vi træffe hos Hauk Haabrok og Bjørn Blaaside i Rusland, Flatb. I p. 577). At Skosvenden oprindelig var Træl, viser Haakon Jarls Kark, der var givet ham i Tandgave (FmS I c. 102, jfr Bues Skosvend Aaslak holmsskalle) ; men Einar Thambeskælvers Skosvend Kale var noget i Slægt med Einar (Flatb. p. 507). Dog, endnu hos Harald Gille, medens han opholdt sig i Sigurd Jorsalefarers Hird, nævner Sagaen en Skosvend, der af Hirdmændene bliver jævnet med Træl, hvad tydelig nok viser, at denne Tjenerpost, ligesom Aarmandens, først efterhaanden blev besat med frie. Harald Gille, fortælles der (Sag. af Sig. Jorsalf. Eyst. og Ing. c. 36), var engang i Leg paa Land og bad da sin Skosvend fare ud paa Skibet og gjøre sin Køie istand og vente sig der. Svenden gjorde, som det var ham befalet; men da det varede længe, for Harald kom, lagde han sig op i hans Rum. Svein Hrimhildsson (af Soleætten) sagde da: Stor Skam er det for dygtige Mænd at fare derfor hjemmefra fra sine Gaarde for her at trække Knaper op jævnhøit med sig. Svenden sagde, at Harald havde vist ham did. Svein svarede: «Liden nok Ære synes os i , at Harald ligger her, om han ikke trækker hidop Trælle eller Tiggere!» hvorpaa han greb en Pidsk og slog Svenden i Hovedet, saa Blodet flød ned over ham. Svenden løb strax op paa Land og sagde Harald, hvorledes det var gaaet ham. (Ogsaa i FmS Vø c. 49, hvor Sagen efter Hrokkin- og Morkinskinna fortælles noget anderledes, yttres den samme Foragt. Sn. Ól. helg. s. c. 66). Ogsaa den blinde Kong Hrörek banker sin Skosvend eller Knape saa denne endelig løber fra ham, og Olaf maa sætte en Slægtning af Hrörek til at Følge og vogte ham. I Ól. helg. s. c. 67 omtales Følge af Knaper og Tjenestemænd, som droge med Olafs Hird og oftere i Sagaerne finde vi Skosvende hos Kongerne. Fra den ældre Tid er ogsaa et Par Exempler paa, at Dronninger havde Skosvende i sin Tjeneste, vel da som Sendemænd, saaledes en hos Gudrød Veidekonges Dronning Aasa (Yngls. c. 53) og hos Gunhild en ved Navn Kisprig (Flatb. p. 61, Hak. goð. s. c. 31) og en anden Ögmund (Njåls s. c. 3); at den første af Thjodolf nævnes «Ásu arr» tyder rimeligvis ogsaa paa den ovennævnte mere begunstigede Stilling, disse Tjenere som oftest indtoge. — Rimreglerne skulde vel snarere have forbudt end frem kaldt Brugen af dette Ord: «Ásu árr af jöfri bar». —

Trælkvindesysler

Om Trælkvindernes Beskjæftigelser ved jeg kun lidt at sige. Vi have i den mythiske Tid fundet dem ved Haandkværnen , efter Sveriges Vestgötalag I Gipt. b. 6 § 3 (II Giptb. 11) skal Barnefader indestaa for Trælkvinde efter Barselsengen: «til þæs ær hun gitær kuærn draghit ok ko molkæt» — efter Gul. 1. c. 57 varer Ansvaret, til hun kan bære to Bøtter Vand fra Brønden. De omtales anvendte ved Bagning (Sn. Ól. helg. s. c. 268), Magnus den godes Moder Alfhild siges at have været Dronning Aastrids Tvættekone (mindre Ól. helg. s. c. 46) ; de passede vel ogsaa Familiens Børn: Thorgerd Braak, Skallagrims Ambaatt havde fostret Egil, Sønnen, i hans Barndom (Eg. s. c. 40 cfr ogsaa Hörðs s. c. 7), ligesom oftere Trælle og Løsinger nævnes som Fostrer for Herrens eller Værgens Børn. Endelig nævnes de som omgivende og opvartende de frie Kvinder, Dronning Aastrid, Olaf Tryggvesons Moder, beholder tilbage hos sig paa Offrestad to Tjenestekvinder (þjónustukonur) cfr om Mirgjol ovenf. p. 89. Da Erik af Jyllands Datter, Ragnhilds Omgivelser havde spottet Harald haarfagre i Anledning af hans Frieri, kvad Thjodolf:

Annat skulu þær eiga ambáttir Ragnhildar

disir dramblátar at drykkjumálum!

hvor dog maaske snarere Udtrykket «amb. Ragnh.» er at forstaa som Haansord mod Ragnhilds frie Veninder. For resten var Husfruens til Herrens þjónn svarende kvindelige Tyende den saakaldte seta (Valdemars sæll. L. 3, 12 for klarer sæthis ambúth: «the thær hværkin ey mall ok ey bakær ok ey gör andræ theskins gærninge») indtagende vel den samme Stilling, som den mythiske eskimey (Fulla gætir skóklæða Friggjar), som den fangne Gudrun hos sin Husfrue (jfr Gudr. kv. I «skreyta ok skúa binda»), den samme som Höskulds Frille Melkorke indtog hos hans Ægtekvinde Jorunn. Höskuld, hedder det (Laxdöl. s. c. 13), satte Melkorka til at opvarte sin Hustru, denne havde imidlertid ikke synderligt tilovers for sin Medbeilerske, og det hændte en Aften, da Melkorka, idet hun som sædvanlig klædte Jorunn af, lagde hendes Fodtøi paa Gulvet, at Jorunn tog Sokkerne og slog hende om Ørerne med dem. Melkorka gjengjældte Fornærmelsen med et Slag i Ansigtet, saa Blodet sprang frem, og Höskuld maatte efter det lade Melkorka flytte til en anden Gaard. I Kormaks s. tiltales Steingerd af sin Ambaatt med «systir».

Trælle gives Tillidshverv

Oftere gav man ogsaa sine Trælle Tillidshverv. Landnamsmanden Ingolf sendte Vifil og Karle ud at lede efter sine Öndvegissuler (Landn. I c. 6 i f. FmS I c. 116); andre sende Trælle ud for at tage Land i Besiddelse ibd. III 6: «Hroskell hed en Mand, som tog den hele Svartaadal — han havde en Træl, som hed Hrörek, ham sendte han op efter Mælefellsdal i Landeleden — han kom til den Kløft, som nu hedder Hroreksgil, der satte han ned en trebraaddet, nyafbarket Stav, som de kaldte «Landeviser» (landkönnuðr — staf þribryddan, som Skaalholt-udgaven har, minder om Landslovens tre Vidnestene, lyrittar, ved Grændsestenen). Landn. III 7: Erik i Goddalen sendte sin Træl Raunguðr syd paa Fjeldet i Landeleden, han foer forbi Blandas Kilder, indtil han traf paa Menneskespor, der læssede han en Varde — Erik gav ham Frelse for hans Færd. At en Landnamsfærd lønnedes saa godt, har rimeligvis sin Grund i, at, som det synes, kun saameget Land kunde tages i Besiddelse, som paa en Dag kunde omfares eller begrændses, saa det meget kom an paa den farendes Iver. (Om Kvinders Landnám hedder det: «En þat var mælt, at kona skyldi eigi viðara nema land enn leiða mætti kvigu tvevetra várlángan dag sólsetra imillum», Landn. IV c. 10 — smsteds. V 1 , hedder det «enn á þat sætti Haraldr konungr þá [menn er sidar kvámu ut] enn hárfagri, at engi skyldi viðara nema, enn þann mætti eldi yfirfara á degi með skipverjum sinum» o. s. v.). Haralds Forlig bestemmer en omstændeligere Omfaren for at bindre for stort Landnám, men Tidsgrændsen, en Dag, gjaldt vistnok fra tidligere Tid.

Vi se oftere de dygtigere Trælle satte til Styrere over de andre — setja yfir aðra menn at stjórna til vinnu — som den fornævnte Ragnvald hos Thorolf skjaalg (Lodhattr hét þræll sá er þar var fyrirstjórnari annarra þræla. Sturl. s. c. 1). Saadanne betroede Trælle have rimelig i ældre Tider de kongelige Aarmænd været , som siges at raade for — ráða fyrir — eller passe — varðveita — Kongernes Gaarde jfr Sn. Ól. helg. s. c. 96 om Thoralde, ibd. c. 128 om Thorgeir i Orkedal, ibd. c. 103: «ármennirnir er þú varðveita ok veizlur skulu gera imoti mèr ok liði minu» — ibd. 101 og 114 om Thorer Sel; men efterhaanden kom Aarmenningerne i bedre Hænder (f. Ex. Sn. Ól. helg. s. c. 155: «Bjørn [hinn gautski] var vin ok kenningi Astríðar drottningar ok nðkkut skyldr at frændsemi ok hafði hún fengit honum ármenning ok syslu á ofanverðri Heiðmörk»). Under Aarmanden eller Overbestyreren af Gaardsdriften stod vel Bryten (bryti) som Husholder i indskrænket Forstand, Mad uddeler, Skaffer, (cfr brytja å diska ovf. p. 151, «at brytja mat fyrir örn eðr úlf» Sv. s. 78 Flatb. ø 2 p. 613, cfr Sturl. s. 3 b. 13 cap: Þorarinn briti (at Hólum). Tjenesten, brytjun, nævnes i Gråg. 78 mellem frie Leietjenester «brytjun fyrir x menn», samme Stilling synes den norske Bryte at have indtaget efter Gul. 1. 255, hvor han næstefter Husmoderen gjøres ansvarlig for Tyveri af Madvarer, videre nævnes han sammesteds c. 198 mellem de bedste Trælle, og Fr. 1. IV 10 hos den kongelige Aarmand som verkhúsbryti, altsaa vel som Arbeidsbestyrer. I Danmark og Sverige synes Bryten at have svaret til den norske Aarmand (konúngs bryti Skaanske L. 9, 5 — bryti vexlende med kunungs umbuzman ibd. 7, 21 — ogsaa Sagaerne give den kongelige Ombudsmand i Danmark denne Titel, Sn. Ól. Tr. s. c. 30, FmS I c. 83: Þat var i lögum haft á Íslandi at yrkja skyldi um Dana konúng niðvisu fyrir nef hvert, er var á landinu. Enn sú var sök til, at skip þat er islenzkir menn höfðu alt, braut i Danmörk; en Danir loku fé allt ok kölluðu vágrek, ok reð fyrir þvi konúngs bryti, er Birgir hét). Bryten var her ofte, som Lovene paa flere Steder vise, fri Tjener, dog staar endnu som Levning af ældre Forhold, i jydske Lov I 31: «bryti ok thræl ok thær flætförth ær, the mughæ ængi manz wæriæ wæræ, forthy at the æræ æi theræ eghæn wæriæ» (cfr ibd. 2 33 , hvorefter Bryten selv har Søgsmaalet for Hærvirke mod sig og sin Famitie, ikke Husbonden — og 2 67, hvorefter samme Mand paa en Gang kan være Bryte for anden og være Husbonde for egen Gaard — Vestgötal. II þiuv. b. 36: «Haver man brytiæ ællær reþosven, stjælæ þer ok bæræ i bondens hus, þa swari sjælfuer, ok bonden havi værn firi sik»).

Det til Bryten svarende kvindelige Tyende var Deigjen (deigja) Gul. 198, der ligeledes i danske og svenske Love nævnes sammen med Bryten : Eriks sjæll. L. 3 19 bryti ok deyæ, Vestgøtal. Arfp. b. I 16 § 2, ø ibd. 21: «Taker maþer bo at bakarf. orkær eig bryti firi at haldæ ok deiæ.»

Det er rimeligvis denne samme Deigje, der ogsaa kaldes «matselja», dog har jeg kun fundet denne sidste som Frændkone af Hushonden, saaledes Njáls s. с. 39 hos Njaal og Ljósvetn. s. с. 13. (I Njaals saga s. 130 forekommer ogsaa en Bryte hos Njaal, om han er fri eller ei siges imidlertid ei). I Sunnivas Mund lægges: «bera önn ok áhyggju sem ein ambátt», FmS I e. 106 ; lignende Udtryk om Thortolf skjaalgs betroede Træl Ragnvald, FmS I e. 145.

Ynglingasaga e. 30 fortæller om Kong Aans Træl, Tunne, at han endog var naaet frem til at være Kongens Raadgiver og Fehirde, og neppe mindre betroet Stilling lader Harald haardraade Almstein indtage hos Sigurd Rise.

I Lighed med hvad før er fortalt om Ragnvald Lodinssøn her i Norge, finde vi ogsaa paa Island hele Gaarde betroede Trælle til Drift (Landn. II 20): Geirmund Heljarskinn syntes at have for lidet Land, da han havde stort og talrigt Hushold, saa at han havde om sig 80 Frie; han tog da mere Land og gjorde fire Вo, et styrede hans Aarmand, for de tre andre satte han Trælle, et af disse, i Bardvik, styrede hans Træl Atle og havde 12 Trælle under sig. Da Vehjørn Sygnakappe med Brødre havde lidt Skibbrud ved Nordvestpynten af Island ikke langt fra Bordvik, tog Atle mod dem alle for Vinteren, han bad dem ikke betale for Opholdet, sagde, at det ikke skortede Geirmund paa Mad. Da Alle senere traf Geirmund, spurgte denne, hvorledes han kunde være saa djærv at tage slige Mænd paa hans Kost. Atle sagde, at det maatte være i Erindring, saalænge Island var bygget, hvor storsindet den Mand maatte være, at end hans Træl turde gjøre uden hans Tilladelse. Geirmund svarede: «for denne din Dristighed skal du modtage Frelse og dette Bo, som du har styret, og blev Atle siden en gjæv Mand (mikilmenni).

Konúngsþrælar

Kongerne have rimelig fra gammel Tid af haft et stort Trællehold og Kongstrælle ere ogsaa de, der senest forekomme i Historien; men det er sandsynligt, at det meste af Opvartningen for Kongen og hans Omgivelser snart gik over i Fries Hænder, saa kun de lavere Forretninger bleve udførte ved Trælle. Udtrykket konungsþræll forekommer i Grett. s. c. 3 og 6 paa Harald haarfagres Tid. Haakon Jarl sender sine Trælle til Orm paa Bunes i Støren i det Erinde at føre sig Orms Kone (Flatb. p. 234, Sn. Ól. Tr. s. c. 53, FmS I c. 102). Da Olaf Haraldsson efter sin første Vikingsfærd kommer hjem til Sigurd Syr og Aasta , løbe Kongens þjónustusveinar foran og melde hans Komme (Sn. 01. helg. s. c. 33), samme steds c. 43, hvor der tales om Olafs Hofhold siges udtrykkelig: han havde og mange Trælle.

Af Kongespeilet vide vi, at man for at faa Foretræde for Kongen maatte henvende sig til Dørvagten (c. 30), disse Dørvogtere finde vi i Olaf Tryggvesons Tid skældte for onde Trælle (Flatb. p. 391): Finn, Søn af Sveinn ved Throndhjem, drog fra Danmark til Nidaros for at træffe Kongen, han gik strax til det Herberge, hvor Kongen drak. Finn var fattig klædt, han bad sig Tilladelse til at gaa ind at tale med Kongen. De sagde, at det var ingen Skik, at ukjendte Mænd gjorde Kongen Bryderi, naar han sad over Bordet, «ikke lade vi dig komme ind og ingen Tigger saa ussel og taabelig som du». «Jeg tænker og det sandest mælt», sagde Finn, «at jeg ikke behøver at bede eder onde Trælle om nogen Tilladelse, tog han da en Dørvogter med hver Haand og slængte fra Døren og gik ind.

Kongstrælle anvendte til Bøddeltjeneste

Forresten finde vi de saakaldte Kongstrælle oftest anvendte til Bøddeltjeneste. Sagnet lader Harald Gormsson sende sine Trælle og Gjæster mod Gunhild, disse gribe hende og sænke hende i en dyb Myr. Olaf den hellige lægges i Munden, da den før omtalte Aasbjörn efter Drabet paa Thorer Sel sad i Jern og ventede sin Henrettelse, «at det var paa Tide, at Trællene føre med Drabsmanden og dræbte ham» (Sn. Ól. helg. s. c. 107). Egil Aaskelsson ledes til Galgen og hænges af Kong Magnus's Trælle (Fagrsk. c. 227). Magnus Blinde gives ved sin Tilfangetagelse i Bergen 1135 i Hænderne paa Kongens Trælle , der lemlæste ham (Sag. af Magn. bl. et H. gilla c. 8, cfr Flatb. II p. 387 ed. Chr. Legenden om Guthorm Graabaks Sønner, Morbrødre til Kong Sigurd Haraldsson). Da Haakon Paalssøn 1115 havde fanget Magnus Erlendsson paa Egilsø, bød han først sin Mærkesmand Haakon Ufeig at dræbe ham; men da denne nægtede det i den største Vrede, saa nødede han Lifulf, sin Steger, til at bane Jarlen — Lifulf græd; men Magnus trøstede ham og sagde, at han ei skulde ræddes, thi han gjorde det nødtvungen, og den, der tvang ham, handlede mere ilde (Orkn. s. p. 130, Magn. helg. s. r. 25).

I Slaget paa Re. 1163, træffer Erling Skakke Kongens Trælle paa Valpladsen i Færd med at flette Klæderne af Sigurd Jarl, skjønt endnu Livet var i ham. Erling tog da op Sigurds Sværd, der laa hos ham i Skeden, og slog dem med det og bad dem pakke sig (Fagrsk. c. 265, Sag. af Magn. Erls. c. 14).

Den sidste Gang, vi høre tale om Kongstræl, og saavidt jeg ved, sidste Gang Trælle nævnes i Sagaerne, er i Anledning af Slagsmaalet i Bergen 1181 mellem Kong Magnus's Hirdmænd og Gjæster. Gjæsterne ville bryde ind i Kongens Herberge og Magnus er i Færd med at gaa ud mod dem, da hans Træl, Baard Skjold, 1øb foran ham ud i Forstuen og blev dræbt (FmS VIII p. 166, Sag. Sver. kong [Flatb. ø p. 593]).

Den ovenomtalte Bøddeltjeneste har dog ikke udelukkende været udført af Trælle (Flatb. p. 197); etter Jomsvikingeslaget er det Thorkel Leira, fra Viken, der paatager sig at hugge de fangne, medens Haakon Jarls Trælle Skopte og Kark «og de andre Trælle» (maaske de forskjellige Skibes matgerðarmenn) kun bevogtede dem og ledede dem frem til Hugs; efter Lovene besørger enten Kongens Aarmand Afstraffelsen udført, f. Ex. Fr. I. XIV 12: (jfr) «hafði ármadr til þings ok af þingi i fjöru, en ármaðr fái mann til at drepa hann» — eller Aarmanden og Herredsmændene i Fællesskab, Borgartb. Kr. I 14 om Træls Afstraffelse for Helligdagsbrud: «þá skal biskups armaðr fá mann til, en allir héradsmenn annan, ok láta býða þann mann; sá skal býðing valda, er heimskastr er á þingi».

Trælle udføre Drab

Derimod finde vi ofte Privatmand bruge sin Træl til at udføre Mord eller Drab , som han enten selv kviede sig ved, eller ved hvilket han maaske tillige vilde tilføie den efterstræbte og hans Æt en vis Krænkelse. Allerede forhen have vi seet, hvorledes Gudrød Veidekonge faldt for Dronning Aasas Skosvend (Yngls. c. 53). Haakon Jarl lod, som bekjendt, sin Træl Skopie udføre Offringen af sin Søn Erling til Thorgerd Holgabrud (Flatb. p. 191). I Legenden om Richard Præst er en Træl be hjælpelig ved hans Lemlæstelse (Sn. Ól. helg. s. c. 278, Sag af Sig. Eyst. ok Inga c. 25). Steinar Onundsson paa Island kjøbte Trællen Thraand væsentlig i den Hensigt, at han skulde ligge Thorstein Egilsson efter Livet og giver ham dertil en stor Øxe i Hænde (Egils s. c. 84). Da Thorvald Kodransson med Biskop Fredrik havde forladt Island (988) efter frugtesløst at have arbeidet for Christendommens Indførelse, traf de i den norske Havn, de lagde ind i, sammen med Hedin fra Eyjafjorden, der især havde været dem fjendsk paa Island. En Dag gik Hedin i Land og i Skoven at hugge sig Husved, Thorvald blev det vaer og kaldte med sig sin Træl. De foer i Skoven did, hvor Hedin var, og lod Thorvald Trællen dræbe Hedin (Flatb. p. 271, Kristnis. c. 4). Erik røde var Søn af Thorvald af Jæderen, der for Drabssag var dragen lil Island og der havde ryddede i Haukadal (i Dalesysle). Hans Trælle, hedder det, fældede Fjeldskred over Naboen Valthjofs Gaard — dog bliver det ikke udtrykkelig sagt, at de gjorde det efter deres Herres Raad; men det kan maaske sluttes af, at Erik, da de derfor dræbes af Valthjofs Frænde, Eyjulf saur, hævner dem ved at dræbe Eyjulf (Landn. 11 14). Hvis han ikke havde idetmindste billiget deres Færd, havde han vel ladet sig nøie med almindelig Trælsgjæld. En Kaare Kylansson paa Island var uenig med en Karle Konalsson , Rolf af Geitlands (i Borgefjordssysle) Løsing, om en Øxe, og det viste sig, at Karle eiede den. Siden æggede Kaare sin Træl til at dræbe Karle. Trællen lod, som han var forstyrret, og løb syd over Hraunet, Karle sad paa Treskelen, Trællen hug ham der Banehug. Siden dræbte Kaare Trællen (Landn. II 1). Aasgrim, Søn af Ulf gylder, var Herse i Thelemarken i Harald haarfagres Dage, Kongen sendte sin Frænde Thororm af Thromo paa Agder for at hente Skat af ham. første Gang vægrede Aasgrim sig og sagde, at han aldrig før havde redet nogen Skat; da Thororm kom anden Gang, sammenkaldte Aasgrim Thing og spurgte Bønderne, om de vilde rede Kongen den Skat, som var fordret, de bade da ham svare for sig, at de ikke vilde. Thinget var ved en Skov, og da man mindst tænkte paa sligt, løb Thororms Træl frem mod Aasgrim og fældede ham. Bønderne dræbte strax Trællen. (Aasgrims Sønner Thorstein Tjaldstöding og Thorgeir droge senere til Island, og fra Thorgeirs Datter Helga regnedes Sæmund Frodes Æt), Landn. V C. Den som Olaf den helliges Hirdmand bekjendte Thormod Kolbrunarskald havde, medens han endnu var paa Island, sin Gang meget til en Pige, Thordis; dennes Moder, Grima, syntes kun lidet om Thormods hyppige Besøg og satte derfor sin Træl Kolbak for ham. Kolbak saarede Thormod farlig og blev derfor paa Thinge gjort fredløs. Grima siger da til ham: «Siden jeg volder din Fredløshed, vil jeg lønne dig dermed , at du ikke længere skal være Træl», hun giver ham dertil store Gaver og skaffer ham ud med et Skib til Norge. Kolbak gav sig da i Følge med Vikinger og viste sig som kraftig Mand i alle Mandeprøver (Fostbr. s. 9).

Islænderen Vigfus i Draapuhlid ægger sin Træl Svart til at dræbe Snorre Gode: «Stor Synd er det, og saa maa det synes dig, Svart, at du skal være trælbunden Mand, saa stærk og mandig som du er at se til». «Vist synes mig deri stort; men ikke raader jeg derfor selv». «Hvad vil du gjøre, at jeg skal give dig Frelse? Ikke kan jeg kjøbe det med Gods, thi jeg eier intet; men de Ting, som jeg magter skal jeg ikke undlade». Vigfus lover ham da Frihed og god Understøttelse, hvis han efter hans Anvisning vil vove Forsøget mod Snorre (Eyrbyggjas. c. 26).

Eyrbyggjas. c. 31 fortælles ligeledes, at Thorolf Bogifot i Julen trakterede sine Trælle dygtig og, da de vare blevne drukne, æggede dem til at fare hen til Nabogaarden og brænde dennes Eier, Løsingen Ulfar, inde og lovede at give dem derfor Frelse. De gribes der paa frisk Gjerning af Ulfars Beskytter, Thorolfs Søn Arnkell, der lader dem føre bort fra Gaarden og hænge. Hvor ugilde end Trællene i dette Tilfælde kunde synes at være, bliver dog med den sædvanlige islandske Voldsomhed i Rettergangssager Arnkell af Snorre Gode nødt til at bøde Trællene med den almindelige Trælsgjæld, 12 Ører, under Paaskud af, at Trællene kun havde været uhellige paa selve Gjerningsstedel. I Eyrbyggjasaga c. 43 læse vi fremdeles , at Bonden Thorbrand havde en Træl, Egil stærke, der syntes sin Skjæbne ilde, trælbunden som han var , og ofte bad Thorbrand og hans Sønner at give ham Frelse, og bød sig til derfor at udføre hvad han maatte magte. Denne Træl love Thorbrandssønnerne Frihed, hvis han vil fare at hevne, Familiens Fjender. Egil bliver imidlertid under Forsøget greben af disse og sat i Fjætrer (hvad maaske ikke alene var til Bevogtning, men ogsaa en Art Pinsel til at fremtvinge Bekjendelse — jfr Ostgl. Vabam. 29: «varþær man stukkaþær sva at hans fötær rutna af honum», cfr «sitja i fjötrum ok pínu» FmS II p. 12). Egil bekjender alt om Aftenen og dræbes den følgende Morgen; dog besluttes, at der skal bydes Bøder for ham: «Det var Lov i den Tid, hvis man dræbte Træl for en anden, at hin skulde føre hjem Trælsgjæld, og begynde sin Færd for den tredie Sol efter Trællens Drab: det skulde være tolv Ører Sølv, og hvis Trælsgjælden var lovlig bragt, da var der ikke Søgsmaal for Trællens Drab». Her gaar en af Drabsmændenes Følge hen til Thorbrandssønnernes Dør og fæster der op en Pung, hvori tolv Ører, og nævner sig Vidner, at Trælsgjælden var lovlig bragt.

Trælle bære Børn ud

Som saaledes Trælle ofte sattes til at udføre Drab, saaledes lod man dem ogsaa udføre den for frie lidet hæderlige Udbæren af Børn.

Hin nysnævnte Aasgrim Herses Kone Thorkatle, fortælles der paa ovenanførte Sted, fødte et Drengebarn, Aasgrim bad bære det ud; Trællen, som skulde grave det Grav, hvæssede allerede Grebet, Drengen blev lagt paa Gulvet, da lod det, som om Drengen kvad dette:

«Látit mik til moður, mèr er kalt á gólfi, hvar man sveinninn sæmri enn at sins föðurs örmum?

þarf eigi járn at eggja né jarðarmen skerða, léttit ljótu verki, lifa man ek enn með mönnum.»

Siden blev Drengen øst med Vand og kaldet Thorstein (Tjaldstöding). Thorkel Geitisson i Krossavik (ved Vaapnafjorden) havde en stum Søster, Orny, en Nordmand, Ivar Ljome opholdt sig en Vinter i Krossavik og forførte da Pigen. Da det udpaa Sommeren blev sagt Thorkel, at Søsteren havde født et Drengebarn , blev han heftig vred og sagde, at man skulde bære det ud, «men det var paa den Tid Lov, at man kunde bære fattige Folks Børn ud, om man vilde, og syntes sligt dog ikke vel gjort». Thorkel lod kalde Freystein Træl (den for nævnte Freystein fagre fra Norge) og bød ham rydde Drengen af Veien ; men han bad sig fri, indtil Thorkel lagde sin Vrede ved. Freystein gik da, skjønt nødig, til Orny og tog Drengen op og gik ud med ham til Skoven. Han viklede Gutten i en Dug og lagde et Stykke Flesk i Munden paa ham, gjorde saa Skjul under Trærødder og lagde Barnet der og stellede vel om det. Drengen blev senere optagen og kaldet Thorstein (den siden i Olaf Tryggvesons Hird bekjendte Thorstein Oxefod, Flatb. p. 252, FmS øI p. 107 ff.). Sammenl. Fortællingen om den danske Knud fundne, FmS 1 c. 61 ff.

Trællenes Kaar. Herrens Værgemaal

Trællene stode oprindelig fuldkommen retløse overfor deres Herrer og bleve kun som disses Eiendom Gjenstand for Lovgivningen. Herefter har vistnok Erling Skjalgsson abstract taget Ret, naar han siger, at Trællene «ikke ere i Lov eller Landsret med andre Mænd» (Sn. Ól. helg. s. c. 104); men naar han i Praxis vil anvende denne Sætning derhen, at hans Trælle af den dem tilstaaede Egenformue skulde have Adgang til at sælge Aasbjörn fra Haalogaland Korn mod Kongens udtrykkelige Forbud, er dette naturligvis kun, hvad ogsaa Kongens Aarmand Thorer Sel kalder det, et Kneb (prettr), og det et kun altfor naivt, da Herren efter Loven havde at indestaae i et og alt for sine Trælle (halda orði ok verki firi þeim) idetmindste inden Grændsen af deres Værd, saa Kornet aldrig paa den Maade kunde blive Aasbjørn solgt med tilbørlig Hjemmel , hvad han netop fremhæver som sit ønske, medens han forresten lidet agter paa med hvem han handler (jfr Gul. I. 56 «þræll má engu kaupi ráda nema knifi sinum einum»). Ikke bedre for Erlings Vedkommende bliver Sagen efter Fremstillingen i den mindre Olafssaga c. 50, hvor Erling siger: «Nú á ek vald á þeim mönnum, er verit hafa ánauðgir mér ok á konúngr á þvi enga sök», hvorefter det altsaa er Erlings Frigivne, der sælge; thi ogsaa om disse bestemmer Gulethingslovens c. 56, at de ei tør raade over Kjøb af mere end Ertogs Værd, saalænge de ikke have gjort sit Frelsesøl (hvorom senere), saa længe altsaa som Herren har «vald» over dem. Der kan maaske være forskjellige Meninger om, hvorvidt det Minimum af personlig Ret, som vi i Afsnittet om Lovene ville finde Trællen i Besiddelse til et ringe Værn mod Krænkelser, er først blevet ham tilstaagt ved den christelige Lovgivning eller allerede tidligere; men altid vedblev han at være magtesløs til at foretage nogen retsgyldig Handling. Han kunde ikke raade for noget udenfor Herrens Værgemaal, derfor nævnes denne Side af Trællens Kaar paa samme Maade som «ikke at kunne stryge frelst Hoved» til Betegnelse af ethvert trykkende Tvangsforhold, som f. Ex. Thorbjørn Klerk paa Orknøerne siger til sin Fostersøn Harald Jarl efter Drabet paa Ragnvald (Orkn. s. p. 390): «Jeg venter og, Frænde, at du maa mindes, at den Tvist har været, da du ei skulde have gjort saa stor Forskjel paa Ragnvald Jarl og mig, at du havde ladet mig dræbe, om jeg end havde udført dette Værk, dengang da han førte dig mest under Albuen og lod dig for intet raade mere end sin Svend» — «lèt þik engu raða heldr enn svein sinn».

Da Trællene som saaledes staaende udenfor Statssamfundets Interesse maatte agtes for kun lidet paalidelige Hjælpere ved dettes Forsvar, vare de udelukkede fra Krigstjenesten.

Mangel af Vaabenret

Frelse finde vi derfor som Betingelse for Vaabenret allerede i Haakon Adelstensfostres Ordning af Landeværnet mod udenlandsk Hær, hvor det hedder, «at hver Karlmand, som var vaabenfør og frels, skulde eie Skjold og Spyd og nuggevaaben» («hverr karlmaþr, sá er vígr var ok frjáls», Fagrsk. c. 32). Det er kun ganske enkeltvis at vi finde Trælle med Vaaben i Hænde, og da ere de i Regelen vel kun givne dem af deres Herrer til Udførelse af eller Medhjælp ved Drab; saaledes fortælles i Beretningen om Slaget paa Stord (Flatb. p. 61, s. Hak. g. c. 31), «at Gunhilds Skosvend ved Navn Kisprig (Ågrip : mastsveinn einn) løb frem imellem de Stridende og raabte: Giver Rum for Kongens Bane! og skød da Spyd mod Kongen» (jfr de tidligere anførte Exempler paa Drab udførte ved Trælle).

Paa Island finde vi dem undertiden i Følge med de frie Mænd og kæmpende sammen med dem.

Landn. II c. 7 fortælles, at da Einar Sigmundsson, Sønnesøn af en Landnamsmand, foer efter Lon-Einar, der havde været henne selv syvende at stævne hans Moder Hildegunn for Troldskab, «faldt fire Mænd for Lon-Einar, men to («hans Trælle» tilføier en Var.) flygtede fra ham. Einar Sigmundssuns Træl, Hreidar, havde imidlertid lagt Mærke til, hvor skyndsomt Einar foer hjemmefra, og løb efter ham, «da saa han Lon-Einars Trælle flygte, han rendte efter dem og dræbte dem begge i Trællevigen». Derfor gav Einar ham Frelse og saa meget Land, som han fik gjærdet om i tre Dage. Her gaa altsaa begge Einar'ers Trælle idetmindste for dette Tilfælde med Vaaben. Ligeledes beder i Kjalnes. s. c. 8 Ørn Østmand, da han vil lægge sig for Kolvid, sin Svend at tage deres Vaaben (vápn þeirra) og gaa ud og vente ham, senere finde vi Svenden i Kampen førende Skjold og Sværd; men han viser sig rigtignok lidet kampøvet, da Kolvid slaar ham ned med sin Klubbe, saa begge Dele fare fra ham. 1 Ljosvetn. s. c. 24 beder en Træl om Tilladelse til at fare med til en Kamp og faaer den. Ogsaa ved den Kamp, om hvilken fortælles i Grettis s. c. 43, mellem Atle Aasmundsson og Thorerssønnerne vare rimeligvis Trælle mellem de kæmpende paa begge Sider «engi frami er i því, at vit drepum verkmenn hvárir fyrir öðrum». Fulgte saaledes Trælle begge Parter, kæmpede vel almindelig Trælle mod Trælle, frie mod frie — jfr Vemund. s. ok Vfgask. c. 13 Naar i Gisle Surss. s. c. 1 fortælles om en Træl, at han eiede et Sværd, vidner dette mere om Eiendomsret (skjønt ogsaa denne precair) end Vaabenret for Trællen, han kunde vel være i Besiddelse af et Sværd som en Kostbarhed, men maatte neppe bære det.

Jomsvikingasaga, der dog i det hele har et romantisk Tilsnit, har en Fortælling, der sætter mig i samme Forlegenhed som Hervararsagas «skálkar þeir er skjold bera» (Flatb. p. 183). Ved Arveøllet efter Strutharald siger dennes Datter Tofa til Bue : «Der er to Mænd, som jeg vil give dig til denne Færd (mod Haakon Jarl); thi du har til hver Tid været mig god, og hedder den ene Haavard hoggvarrde og den anden Aaslak Holmskalle; men derfor giver jeg dig disse Mænd, fordi jeg har dig godt at lønne». Bue modtager nu Mændene og bad hende have Tak derfor, og giver han strax Aslak til sin Frænde Vagn, men Haavard farer med Bue. Begge kaldes, Fagrsk. p. 45 c. 56, «skósveinar Bua» — Haavard senere i Jomsvikingasaga «fylgðarmaðr Bua» (Flatb. p. 196) og ved den dobbelte Bortgivning maa man slutte, at de have været ufrie; men dog finde vi dem begge efter Fagrsk. i Arveøllet gjørende Løfter med de øvrige Høvdinger og efter alle Beretninger blandt de mest fremragende Kæmper i Slaget. (Sammenlignes kan Eyrbyggjas. c. 25 om de tvende svenske Bersærker, som Haakon Jarl gav Islænderen Vermund som et Slags Drabanter — veita hanum fylgð ok spórgöngu, eptir — eller spórgöngumenn ; men disse sige dog, at Vermund ikke har Ret til at «sælge eller bortgive dem som trælbundne Mænd» — ánauðga menn).

Ellers maa Trællen hjælpe sig med sine Arbeidsredskaber baade til Angreb og til Forsvar: vi have seet Burste løbe frem svingende sin akrkvísl, Løsingen Bjørn værge sig med sin Greb; Ynglingasaga fortæller Kong Dags Fald saaledes, at «da løb frem af Skoven en Værktræl ud paa Aabakken og skød en Høtyv i deres Flok, og kom Skuddet i Kongens Hoved — Thjodolfs: «sleynguþref Sleipnis verðar». Om den tydske Bonde hed det : «und ob er viantscaft tragen so were er sich mit der gabeln», Grimm Rechtsalt. p. 341 (Finnb. Ramm s. c. 32).

Træl bærer Vaaben i Landstorm

Kun i høieste Nød, hvor en almindelig Folkereisning tiltrænges, naar Hærpilcn farer over Landet, drager ogsaa Trællen væbnet ud med de frie; «thi da skal», som Loven siger, «fare baade Thegn og Træl» (Gul. I. c. 312). Olaf Tryggveson lod 996 i Begyndelsen af Vinteren fare Bud over hele Throndhjem og stevnede 8 Fylkers Thing paa Frosten; men Bønderne forundrede Thingbudet til Hærpil og stevnede sammen Thegn og Træl over hele Throndhjem, og da Kongen kom til Thinget, da var der kommen Bondeskaren fuldvæbnet (þá var þar kominn bóndamúgrinn med alvæpni, Sn. Ól. Tr. s. c. 72, Flatb. p. 314).

Da Olaf den hellige paa sin Reise for at christne Landet (1023, Sn. 01. helg. s. c. 109) var fra Vors kommen over i Valdres, holdt han Thing ved Vangsmjosen. Da dette rygtedes, lod Bønderne fare Hærpil og stevne sammen Thegn og Træl, med den Hær foer de mod Kongen og da var vide alødt i Bygden (Sn. 01. helg. s. c. 213). — Da det rygtedes i Throndhjem, at Olaf var kommen til Sverige fra Garderike og havde til Hensigt at fare østenfra over Kjølen til Verdalen, «da stevnede Lendermændene med sin Hær ind i Throndhjem og samlede da sammen hele Almuen, Thegn og Træl», og hedder det om den Hær, at den var meget ujævn; thi vel var der mange Lendermænd og mægtige Bønder, men desuden ogsaa hele Massen af Inderster og Arbeidsmænd (þorparar ok verkmenn), blandt hvilke sidste da visselig ogsaa var Trælle (jfr SnE I 562).

Naar Trællene efter saadant Udbud komme sammen til Thinge, hændte det ogsaa, at de i Sager, der vedrørte dem, ogsaa torde lægge sit Ord i med (naturligvis uden retslig Kraft): saaledes da Haakon Adelstensfostre kom til Throndhjem med Christendomsbud, og der var fuldt af Folk paa Frostethinget, talede han selv og begyndte saa (Flatb. p. 55): «Det er min Bøn til eder, mægtige Mænd og umægtige, sæle og usle, Thegne og Træle og den hele Almue, unge Mænd og gamle og Kvinder, at I lade eder christne». Men da Kongen havde fremhaaret denne Sag, lod Bønderne ilde derom, at han vilde formindske Arbeidet (ved Fæste og Fastehold), og sagde, at ved det maatte ikke Landet bygges; men Arbeidsfolket (vinnumenn , Sag. Hák. goða, c. 17: verkalýðr ok þrælar) indvendte at de ei kunde arbeide, hvis de skulde savne Mad. (Udtrykket þegn ok præll Sverr. s. Flath. p. 555, 557, 561, 681, 690).

Hensynsløs Behandling af Trælle

Inden de enkelte Husholdninger var vistnok Trællene prisgivne for megen Vilkaarlighed og Voldsomhed, især inden Christendommens Aand havde kunnet gjennemtrænge Folkets Bevidsthed og give det forandrede Begreber om Menneskenes indbyrdes Forhold; ja endogsaa da naaede Lovgivningen meget ufuldstændig frem til at beskyde endog blot Trællens Liv mod Herrens Vilkaarlighed (jfr Gul. 1. e. 182, Fr. 1. V e. 20). Heller ikke mangle Sagaerne Exempler paa den hensynsløseste Behandling af Trælle.

Da Aastrid og Olaf søges hos Thorstein af Vide, og han viser de søgende om i Skoven, finder han Anledning til at smutte ubemærket bort og løber hjem paa Gaarden og tager der en Trælkvindes Barn, som han bærer hen i Skoven, for at Haakon og hans Mænd skulle finde det og tro at det er Olaf (Flath. p. 74, Odd. e. 6). Vel frelser han Barnet senere ved at gjøre Haakon opmærksom paa dets Udseende, at det mere saa ud til at være et usselt og daarligt Trællebarn en et ædelt Kongeharn; men at Haakon vilde lade Barnet fare af den Grund var dog høist tvivlsomt. Jævnfør ogsaa Ljufinas egenmægtige Barnebytte med sin Ambátt, ovf. Landn. II c. 19 (Ved disse og flere lignende Fortællinger kommer det naturligvis an paa Sagens historiske Tilforladelighed; at saadanne Træk fortælles med Fordring paa at troes, viser tilstrækkelig, hvorledes disse Forhold af de Gamle selv opfattedes). Vi have tidligere seet, hvorledes Kaare uden videre dræber den Træl, han selv bar brugt til at udføre Drab (Landn. II 1).

Om Ketilbjørn, en Landnamsmand fra Naumdalen, fortælles (Landn. V c. 12), at han var saa rig, at han bød sine Sønner slaa en Tverbjælke af Sølv i det Hov, som de reiste. Da de ikke vilde det, kjørte han Sølvet op paa Fjeldet med to Oxer, og hans Træl Hake og Trælkvinde Bot, disse to skjulte da Skatten, saa den ikke senere blev funden. Siden dræbte han Hake i Hakeskard og Bot i Boteskard. Ganske paa samme Maade dræber Egil Skallagrimsson to Trælle, der have hjulpet ham med at skjule de Kister med Sølv, som han havde faaet af Kong Adelsten (Egils s. c. 89).

Her kan ogsaa nævnes Gisle Surssons Troloshed mod sin Træl Thord huglause (Gisle Surss. s. c. 20): Da Gisle forfulgt af sine Fjender kjørte til Skoven med sit Gods, sagde han til Thord: «Du har ofte været mig lydig, og altid gjort mig til Villie, jeg skylder at lønne dig godt derfor». Gisle gik som oftest i en blaa velsmykket Kaabe, han kastede nu Kaaben af sig og sagde: «Denne Kaabe giver jeg dig, og vil jeg, at du strax nytter den og tager den paa dig, og sæt dig saa i Slæden ; men jeg skal lede Øgene og være i din Kufi». Saa gjøre de — Thord var stor af Væxt og bar høit i Slæden og brystede sig og syntes han var fiffig klædt. Han blev da ogsaa snart lagt Mærke til og forfulgt og dræbt, medens Gisle undslipper til Skoven ved Hjælp af denne Svig, som han neppe havde tilladt sig mod nogen fri Mand, hvormeget end hans Liv havde været efterstræbt. I Njaals Saga (c. 48) byder Gunnars Hustru Hallgerd Trællen Melkolf (Malcolm, irsk) at fare i en anden Gaard og stjæle: Trællen siger: «slem har jeg været; men aldrig har jeg været Tyv». Hallgerd skjælder ham da baade Tyv og Morder: «og skal du ikke torde andet end fare, ellers skal jeg lade dig dræbe». Han tyktes vide, at hun maatte saa gjøre, hvis han ikke foer.

Trælle forsøge at flygte

Det kan herefter ikke undre os, at vi oftere høre, især fra Island, om, at Trælle ved Flugt søge at unddrage sig et saadant Voldsherredømme, hvor farligt end slige Forsøg altid maatte blive i et fremmed Land, hvor Friheden i de fleste Tilfælde kun kunde bevares ved en fredløs Skovgang (Ostgotal. Ebsor. 15 anvender netop af denne Grund ikke Fredløshedsstraf mod Trælle), og hvor Lovene netop vel med særligt Hensyn til det farlige for den almindelige Sikkerhed ved slige Rømninger havde paabudt de haardeste Straffe mod Trælle, der grebes i Flugt (á flugstigi). Vi have allerede nævnt, hvorledes Hjörleifs Trælle befriede sig fra den tunge Pløining ved at dræbe Hjörleif og de øvrige frie Mænd, hvorpaa de med Gods og Kvinder satte sig fast paa Vestmannaøerne (Landn. I c. 6 og 7). Der bleve de senere alle dræbte af Hjörleifs Ven Ingolf. Da denne Ingolfs Trælle og Karle havde fundet hans Öndvegissuler, flyttede han derhen fra Ingolfshöfde og satte Bo i Reykjavik; da sagde Karle: «Til en Ulykke foer vi gode Herreder forbi, naar vi skulle bygge dette Udnes!» Han flygtede da bort og en Trælkvinde med ham. Han blev senere greben af Ingolf (Landn. I 8).

Ketil Gufa, Örlygssön, havde været i Vesterviking og haft med sig fra Irland irske Trælle: Thormod, Floke, Kére, Svart og to Skorrer, han kom til Island sent i Landnamstiden; det andet Aar, han var der, løb Skorre den ældre og Floke fra ham med to Koner og meget Gods. De bleve senere dræbte (Landn. II 24, cfr Landn. I 19). De øvrige fire løb senere fra ham og kom om Natten til Lambestad, hvor Thord, Søn af Thorgeir Lambe boede; de bare der Ild til Husene og brændte Thord inde med alt hans Husfolk, de brøde derpaa Buret op og toge meget Gods, dreve saa Heste hjem og droge til Alftanes. Thords Søn Lambe kom hjem fra Thing strax efter og foer efter dem og dræbte dem alle (Landn. II 4, Egils s. c. 80). Fortællingen giver et Exempel paa, hvor farlige slige Rømningsmænd vare. Endnu farligere var Trællen Tunne i Sverige (Yngl. s. c. 30), han havde været Kong Aanden gamles Raadgiver og Fehirde; men da Egil blev Konge, sattes Tunne af denne blandt de øvrige Trælle. Tunne harmedes herover og løb bort og med ham mange andre Trælle, senere drev meget Pak til ham og han blev endelig saa mægtig, at Egil maatte flygte af Riget og søge Understøttelse i Danmark — «ok lofsæll ór landi fló Týs áttúngr Tunna ríki» (Thjodolf). Lignende er Harald haardraades Historie om Álmstein.

Mulighed af Trælleoprør

Saadanne følger af Trællenes Misfornøielse med sin Stilling som i de sidst nævnte Exempler kan naturligvis kun have været mulige i den ældste, lovløseste Tid og har heller ikke i hin Smaakongeperiode haft saa meget at betyde, selv om der handles om Konger og Riger. Egentlige Trælleoprør kunde vel aldrig finde Sted, da hverken Trællene vare saa samlede, at de kunde faa noget stort Begreb om sin Magt eller engang, om de vilde, kunde komme til at handle i Enhed, eller deres Antal i Forhold til de fries var saa stort, at det kunde blive farligt. Ganske anderledes var Forholdene i den romerske Verden.

Human Behandling af Trælle

Heller ikke var vist nok Trællenes Kaar i Almindelighed saa haarde, at de kunde egge til nogen samlet Modstand, derom vidne ei alene de Exempler, Sagaerne ofte give os paa meget betroede og af Herrerne humant behandlede Trælle, og af hvilke vi allerede, hvor Talen var om Trællenes Arbeider, have anført flere, men ogsaa Frigivelsernes Hyppighed og de frigivnes og deres Ætlingers ofte mærkværdig hurtige fuldkomne Indforlivelse i de fries Samfund. De Exempler, jeg kan anføre paa en saadan Herrernes humane Behandling af deres ufrie Tyende eller Tjenestepligtige ere vistnok for største Delen hentede fra Landnamet paa Island, hvor Forholdene ikke længere vare normale, hvor de overflyttede vel ofte toge meget mere Land end de selv kunde have Opsyn med ved Opdyrkningen, i hvilket Fald man, som det synes, helst satte Trælle til at drive de enkelte Gaarde, medens man nødig splittede sit Følge af frie — idetmindste se vi Geirmund Heljarskinn, skjønt han havde 80 Frelsinger hos sig og netop af den Grund fandt sig foranlediget til at tage nyt Land, hele Slettuhrep i Isafjordssysle fra Ritagnupe til Horn og videre ned over til Dardvik, dog kun satte en fri (?), en Aarmand, over den ene af de fire Gaarde, han der lagde, og som efter Navnet, Adalvik, at dumme, rimeligvis var Hovedgaarden, hvor Geirmund oftest selv opholdt sig, men Trælle over de tre andre og foer selv mellem Gaardene med sit Følge af 80 Mænd — hvor fremdeles i Landnamets urolige og voldsomme Tid af samme Grund , som man gjerne samlede sin hele Styrke af frie paa et Sted, ogsaa gjerne forøgede denne ved frigivne og saaledes styrkede sin Magt i det nydannede Borgersamfund. Men uagtet saaledes Forholdene her vare noget forskjellige fra de i Moderlandet — hvad vistnok ogsaa havde varige følger for de islandske Trælles Kaar i de senere Tider — vare dog de Mænd, hvorom her handles, enten selv netop dragne ud fra Norge, eller stammede i nærmeste Led fra Landnamsmænd, saa deres Behandling af det ufrie Tyende vel alligevel i det væsentlige udgik fra den samme Opfatning, som var gjældende i Moderlandet; om end, som sagt, de urolige Forhold i den unge Stat maatte knytte Husfolkene fortroligere sammen, gjøre det nødvendigt at betro sine Tjenere mere og derfor ogsaa ikke vække deres Uvillie ved uskaansom Behandling, endelig væsentlig bidrage til en hyppigere Frigivelse og de frigivnes hurtigere Fremrykken til fuld Borgerret.

Den oftere før omtalte Ragnvald (Flatb. p. 289), der uretfærdig var bleven gjort til Træl af Thorolf Skjaalg, havde det dog forsaavidt godt hos ham, som vi have seet, at han Nød sin Herres Tillid i fuldt Maal, saa han sattes over de andre Trælle og havde Bestyrelsen af saagodtsom den hele Husholdning, og ogsaa havde han Thorolf at takke for et efter Omstændighederne godt Giftermaal. En Gang sagde han til Thorolf: «Jeg skulde være tilfreds hos dig, hvis du faar mig en Kone, som jeg kan synes om». Han svarede : «Det har jeg intet imod; thi der er netop en Kone som hedder Sigrid, som jeg skal lade til: hun er Datter af en liden Bonde, som bør her kort ifra; er dig det Giftermaal fuldgodt, og vil jeg have dit Venskab derimod». Ragnvald mente, at han ikke havde tjent ham utro. Han fik da Sigrid, og deres Søn Gunnar tog Thorolf til sig og elskede, som var han hans egen Søn. Vi have her tillige det vel sjeldnere Tilfælde, at Træl ægter fri Kvinde, man maa slutte, at de smaa Bønder i den mægtige Thorolfs Nærhed ikke vare stort mere selvraadne for ham end hans Trælle (jfr Flatb. p. 288: «hann var rikr maðr ok fjölmennr, hann var mikill ujafnádarmaðr»).

Trællenes Ægteskaber

Vi se ogsaa, at Herren i et og alt raader for sin Træls ægteskabelige Forbindelse, der almindelig vel sluttedes indenfor Familiens egen Trællebesætning, Træl med Trælkvinde (som Lodhat med Ljufinas Ambaatt, Landn. II 19); hvis derimod Tyender fra forskjellige Husholdninger skulde forenes, udfordredes naturligvis begge Herrers Samtykke, og de gifte forbleve da vel i sine særskilte Tjenerstillinger efter den almindelige Regel saaledes, som vi allerede tidlig finde den bestemt ved pavelige Decreter (Ed. Bæhm. I p. 941): «Quod Deus conjunxit, homo non separet, unde nobis visum est, ut conjugia servorum non dirimentur, etiamsi diversos dominos habeant, sed in uno conjugio permanentes dominis serviant suis» (en Bestemmelse som vel endog nærmest gjælder Slavers Ægteskab mod Herrernes Vidende eller Villie, cfr ibd. II p. 657). I den ældste, hedenske Tid have vel Trællenes ægteskabelige Forbindelser baade med Hensyn til Form og Varighed været meget afhængige af Herrens Villie; dog synes de efter Lovene idetmindste i den christne Tid ikke at have været blotte Contubernier, men sluttede med Iagttagelse af den almindelige Form for det borgerlige Ægteskab, at Kvinden kjøbtes med Mund, og da for Trællens Vedkommende enten med den for frie mindste lovlig gyldige, Öreigemund (12 Ører, Graag.: 1 Mark) eller, hvad Sammenligning med svenske Love gjør sandsynligt, med en for ufrie særlig fastsat mindre. Fostbrödre s. 6 nævner paa Grønland en Værktræl Lodin og siger om ham; «Honum fylgði at lagi kona sú er Sigriðr het» — hvilket Udtryk vel betegner Frilleforbindelse; men deraf følger ikke, at de trælbundnes Samliv almindelig var en saadan. At dog Forbindelsen i dette Tilfælde betragtedes som Ægteskab, tør maaske sluttes af, at det antydes, at Lodin kan have Skam af, at Sigrid farer for meget efter Thormod Kolbrunarskald.

Om Erling Skjalgssons Husholdning fortælles (Sn., Ól. helg. s. c. 31, Flatb. p. 538, mindre Ól. helg. s. c. 49, FmS III c. 261), at «han havde jævnlig hjemme 30 Trælle og desforuden andet ufrit Folk. Han bestemte sine Trælle Dagsarbeide, men gav dem Stunder siden og Lov til hvem, som vilde, at arbeide i Mørkningen eller om Nætterne. Han gav dem Agerland at saa sig Korn paa føre sig Grøden til Vinding. Han lagde Værd og Udløsningspenge paa hver af dem. Mange løste sig til Frelse det første Halvaar eller andet; men alle de som nogen Trivsel var over løste sig paa tre Aar. Med de Penge kjøbte Erling sig andet Trællefolk, men sine Løsinger viste han nogle i Sildefiske og andre til anden Næring. Nogle ryddede Udmarker og gjorde sig Gaarde, allesammen hjalp han til nogen »Fremkomst.»

Vi have i Trællenes Handel med Aasbjörn et Exempel paa, hvorledes de gjorde sig sin Kornhøst nyttig ved Salg efter Herrens Tilvisning. Man lægge Mærke til, hvorledes den vedtægtsmæssige Udløsning hos Erling Skjalgsson, saa human som den ogsaa er, dog ogsaa paa det nøieste stemmer med og befordrer Herrens Fordel: thi denne vinder ved Trællenes Fritidsarbeide for at kunne kjøbe sig fri netop det Plus, der erstatter Slidet i Gaardsdriften, han faar stadig nye Arbeidskræfter og skaffer sig ved betimelig Løsning vel ogsaa fri fra en Del trykkende Fattigforsørgelse mod ældede Trælle.

Ved at lægge Værd paa til egen Udløsning, istedenfor at sælge Trællen til andre, kunde han selv bestemme den Erstatning, han syntes passende — sædvanlig vel den oprindelige Kjøbesum. Efter tre Aar, om man vil tage denne Tid for den almindelig nødvendige til Udløsning, kunde han altsaa kjøbe et nyt Trælleemne af den Værdi, som den løsladte Træl oprindelig havde, og dertil vandt han en følgepligtig Løsing paa sin Jord.

Haakon Jarls Træl Kark var given Haakon allerede i Tandgave, som født samme Nat som Jarlen, og fulgte ham altid senere som hans Skosvend og betroede Tjener (Flatb. p. 234, cfr p. 137, Ól. Tr. s. c. 55, FmS 1 c. 102).

Forhen er nævnt Ögmund hos Vigaglum, han var Søn af Rafn. Denne Rafn var, hedder det, en rig Mand og boede vest i Skagafjorden, han havde været Glums Træl og hans Moder Aastrids, og havde Glum givet ham Frelse. Ögmunds Moder var i Slægt med Vigaglum. Den fornævnte Freystein fagre foer engang med Odnys tiaarsgamle Søn Thorstein paa Fjældet med de øvrige Husfolk for at søge Fæet; da det lider mod Natten, lægger Thorstein sig ned paa en Haug for at sove og siger, at Freystein skal vaage over ham, men ikke vække ham, hvad ogsaa Freystein gjør, skjønt Thorstein lader meget ilde i Sovne. Da Thorstein vaagnede, havde han drømt, og han siger til Freystein: «Du har nu vaaget vel, du har gjort mig to Tjenester, som vel er Løn værd, første Gang du foer med mig og nu; skal jeg nu lønne dig dermed, at jeg skal skaffe dig Frelse af min Frænde Thorkel, og her er 12 Mark Sølv, som jeg vil give dig. Freystein fik hurtig Frelse ved Thorsteins Ord, og gjorde Thorkel det vel og hjælpsomt; thi han var Freystein god, da han vidste, at han stammede fra god Æt og gjæve Mænd frem i Slægten. Freystein ægtede senere Odny Thorsteins Moder og blev en formaaende Mand (Flatb. p. 253-255).

Vigdis, Sønnedatter af Olaf Feilan, gav en Træl, Aasgaut, som hendes Mand Thord Godde havde haft med sig ud, Frelse og Gods, fordi han havde hjulpet en fredløs Slægtning af hende. Aasgaut beskrives som en stor, anselig Mand; skjønt han var Træl kaldet, saa kunde dog faa jævne med ham, om de end frelse hed, og vel forstod han at tjene sin Herre. Han foer til Danmark og bosatte sig der og syntes en kjæk Mand (Laxd. s. c. 15, 16).

Ingolf gav sin Træl Vifil, der havde fundet hans Öndvegissulur, Frelse og Land, han boede paa Vifilsstad og var en dygtig Mand (Landn. I 8).

I Landnáma nævnes en Løsing som selvstændig Landnamsmand: «Thorgils Knappe, Kolle Hroaldssöns Løsing, tog Knappadaf» (Landn. ø 4, cfr nedf. p. 181 Landn. øI 8).

Egil Skallagrimsson gav sine tre Lusinge Gris, Grim og Sigmund Land (Landn. ø 3-4).

Hrut Herjolfsson fra Norge, sammødre Broder med Høskuld, gav paa Island sin Træl, Hrolf, Frelse og dermed nogen Formue og Bosted (Laxd. s. c. 25).

Trælles Hengivenhed mod deres Herrer

Harald haarfagres Hirdmand Vales Søn Atle og dennes Søn Aasmund toge Land paa Island (Landn. ø 6). Aasmund blev høilagt og sat i Skib, og med ham hans Træl, som banede sig selv og ikke vilde leve efter Aasmund; han blev lagt i den ene Stavn af Skibet. Lidt senere drømte Aasmunds Kone Thora, at Aasmund sagde, at der var ham Mèn af Trællen. Denne Vise blev hørt i hans Haug:

Einn byggi ek stöð steina stafnrúm at áls hrafni, Erat ofþegn á þiljum? þröng bý ek á mar rönga;

rúm er böðvitrum betra, brimdýri kná ek stýra, lifa man þat með lofðum lengr, enn illt ofgengi.

Derefter blev Haugen undersøgt og Trællen taget ud af Skibet. Fortællingen viser, hvorledes Agtelse for Trællens Troskab endog kunde forlede de efterlevende til at vise ham en Ære, der senere foruroligede deres religiøse Følelse. Et lignende Exempel paa en indtil Døden opoffrende Hengivenhed hos Trælle for sin Herre, frembyder Vigaglums Saga (c. 23), hvor der fortælles at engang, da Glum i en Kamp paa Island, idet han rykkede under for Overmagt, snublede, kastede to af hans Trælle sig over ham og toge af Spydstikkene for ham. Graagaasen, Vigsl. III, paaskjønnes udtrykkeligt af Loven saadan Opoffrelse: «Ef þræll hleypr undir vápn manna fyrir drottinn sinn ok varðar skóggáng þá vig hans, ef hann fær bana af».

Vi have hørt, hvorledes Einar Sigmundsson lønnede sin Træl Hjælpen mod Løn - Einar med Frihed og Gaard (Landn II 7).

Da Thorfinn i Alptafjord tog Land efter Ulfar Kappe fra Helgeland, satte han sine Løsinger Ulfar og Örlyg der (Landn. II 13).

Da Aud den grundrige kom til Island, gav hun først og fremmest sine Skibsfæller og Løsinger Land (Flatb. p. 265, Landn. II 17). Vifil hed en af Auds Løsinger, han spurgte Aud, hvorfor hun ikke gav ham noget Bosted, ligesom de andre Mænd; hun sagde, at det gjorde intet, han maatte, hvor han var, synes en gjæv Mand. Ham gav hun Vifilsdal. Fremdeles gav hun sin skotske Løsing Hunde og Sokkolf og Erp, Meldun Jarls Søn Land (Laxd. s. c. 6). Hendes Ord om Erp var: «Det var langt fra, at jeg ved en saa storættet Mand vilde, at han skulde bære Trælsnavn». En Datter af Erp, Halldis, blev gift med Alf, »Søn af Thorstein Rødes Datter Thorhild (Landn. II 18).

Aan Raudfeld, Grim Lodinkinns Søn, gav sin Løsing Dufan Land. Han havde ligeledes en Løsing ved Navn Hjallkar, hvis Søn, Bjørn, var Træl hos Aans Søn Bjartmar, men fik Frelse af denne og lagde sig Gods op, se hans videre Skjæbne ovf. p. 149 (Landn. II 26).

Ovenfor er fortalt om Geirmund Heljarskinns Træl Atle i Bardvik, hvorledes han modtog Gaarden og Frelse, fordi han værdig havde repræsenteret Geirmunds Storsind (ibd. II 20, ovf. p. 159-160).

Vi finde Løsinger deltage i de fuldfries Stridigheder og Kampe (ibd. øI c. 5 Till.). En af den rige Egding Oxnathores Løsinger, Thore Dufunef, seiler endog alene over til Island som Landnamsmand (ibd. III 8, cfr p. 179, Landn. II 4).

Atle Jarl hin mjoves Sønnesøn Olve havde to Løsinger, der begge vare bosatte paa Island (ibd. V 8).

Össur den hvide fra Sogn havde ligeledes en bosat Løsing Bodvar. Jfr ogsaa Hords s. c. 26 om Trællen Bolle, som styrede hele Gaarden, saasnart Herren, Orm, ikke var hjemme, og hvem Orm for bevist Tjeneste mod Holmverjerne gav Frelse og alt, han trængte for at sætte Bo. Han boede siden paa Bollested og blev en rig Mand (ibd. V 10). Steinraud, Søn af Melpatrek, anselig Mand paa Island, var Thorgrim Bylds Løsing, han havde Thorgrims Datter i Ægte. Efter Laxd. s. (c. 38) faar endog en Ambaatt Frelse skjønt skyldig i Tyvshæleri og Omgang med en Fredløs, fordi hun forraader denne (ibd. V 13).

Vi faa af disse Exempler et Begreb om, hvorledes den før omtalte Foragt for Trællen, der giver sig tilkjende i de mange Haansord, hentede fra hans fortrykte Stilling, og undertiden hos enkelte ondskabsfulde Særlinge fremkaldte raa Voldsomhed — idethele gjorde Trællens Stilling utryg — hvorledes denne Foragt i Grunden dog blev mere theoretisk; medens derimod de factiske Forhold, den overalt hos Nordmændene stærkt fremtrædende Stræben efter at vise Liberalitet og Storsind endog til de yderste Grændser, Taknemlighed for udviste Tjenester (Gisle beder Trællen Svart og Ambaatten Bothild Frelse af deres Eier Ingjald , fordi de have hjulpet ham til at undfly sine Fjender, Gisle Surss. s. c. 27), at Trællen virkelig var af god Æt og mange andre tilstødende Omstændigheder ofte næsten ganske lod Trællestanden blive glemt og den frigivne rykket op, for Exempel ved Giftermaal med Slægtning, endog Datter af Patronen, i den nærmeste Forbindelse med de frie. Imod at hin theoretiske Foragt for Trældommen skulde have foranlediget nogen gjennemgaaende hensynsløs Behandling af Trællene, tale ogsaa de Exempler, Sagaerne give os paa, at Trællene ved de hyppige Indebrændinger gaves Udgangslov sammen med det øvrige Folk, som Indebrændingen ikke gjaldt: Da Harald haarfagre indebrænder Thorolf Kveldulfsson paa Sandnes, lod han byde «Kvinder og Børn og gamle, Trælle og ufrit Folk at gaa ud» (Egils s. c. 22). Ligeledes lod Ragnvald Orknojarl ved den 1045 forsøgte Indebrænding af Thorfinn paa Orknøerne «alle Kvinder og ufrelse Mænd» gaa ud, men sagde om Thorfinns Hirdmænd, at de neppe vilde være ham bedre levende end døde (Orkn. s. p. 72). Om Trællenes Samliv med Familien kan ogsaa eftersees Volsaþáttr i Flatb.

Notitser angaaende Trællenes Antal

Angaaende Trællenes Antal vil det vel altid blive vanskeligt at sige noget bestemt, da Historien neppe frembyder noget blot nogenlunde sikkert Udgangspunct eller almengyldigt Materiale for Beregningen. Hvad man muligen kunde finde, maatte vel være et Forholdstal mellem Mandkjønnet af frie og Trælle ved at sammenligne de leilighedsvis med Tal angivne Trællebesætninger paa Gaardene og det med Eieren værende Følge af frie; men de Tal, jeg for Øieblikket kan angive, ere saa uoverensstemmende og fra saa forskjellige Tider og Steder, at de kun oplyse lidet. Dog kunne de, om de end ikke vise det sædvanlige Forhold , idetmindste antyde en Forholdsgrændse, der kun sjældnere blev overskreden, og fortjene maaske derfor at anføres.

I Vikingefærdens Blomstringstid var rimeligvis Trællenes Tal størst, da var Erhvervelsen lettest, ligesom det vel ogsaa da var vanskeligst at faa frie Leiefolk, da der var saameget lettere og hæderligere Erhverv udenlands.

Hjörleif tog paa sit Vesterhavstog 10 (var. 12) Trælle, som han havde ud til Island, disse kom idetmindste factisk til udelukkende at danne Hjörleifs Trællebesætning der, da han paa sit Skib ved Overflytningen alene havde sit Hærfang, og han og Ingolf landede paa forskjellige Kanter af Landet; men rimeligvis vare de allerede førte fra Irland i dette Antal som det største man ved en endogsaa udstrakt Gaardsdrift kunde komme til at behøve. Dette bestyrkes af, hvad der siges om den Gaard, som Geirmunds Træl, Atle, styrede i Bardvik, at han havde 12 Trælle under sig (lige som ogsaa Trællen Kjáran i Kjáransvik , Sturl. s. c. 2), hvilket vel nævnes udtrykkelig netop fordi Antallet var særdeles overflødigt (dog maaske ogsaa for nærmere at angive Værdet af Geirmunds Gods). Geirmund drog mellem sine Gaarde med et Følge af 80 Frelsinger, altsaa med ham selv og Aarmanden(?) i Adalvik 82 frie Mænd. Rigtignok synes Forholdet mellem Følget og Gaardsarbeiderne at have været endnu ufordelagtigere for de første paa Færøerne, hvor Össur, faa Aar efter Harald Graafelds Fald, drager mellem sine tre Gaarde med 20 Mænd, medens hjemme var jævnlig hos ham 30 Mænd med Arbeidsmændene (altsaa disse 10, dog nævnes her kun verkmenn, ei udtrykkelig þrælar); men paa Færøerne maatte vel nødvendig det frie Følge være mindre, om end Arbeidsstyrken paa de større Gaarde var omtrent den samme som paa Island (Flatb. p. 144).

En Gaardsbesætning af 10 eller 12 Trælle har dog været ualmindelig stor, da den saaledes særlig fremhæves. Med Ingemund nævnes 5 Trælle ved hans Udflytning til Island (Landn. II 2), med Ketil Gufa 6 (Landn. II 24), ogsaa Thorolf Bogifot synes at have haft 6 Trælle paa sin Gaard (Eyrbyggja s. c. 31).

Erling Skjalgsson paa Sole havde et FøIge af 90 frie og hjemme 30 Trælle; men der tilføies «ok umfram annat man» dels vel Kvinder dels ufrit Tyende paa andre Steder, dog sad Erling, som det hedder, jævnlig med Følge saa talrigt som Konger og allerede derved gjordes et usædvanlig stort Trællehold nødvendigt (Sn. Ól. helg. s. c. 31, Flatb. p. 538).

Efter Grettes Saga c. 19 tør maaske sluttes, at den norske Jarl Thorfinn, under Erik Jarl, havde hjemme paa Gaarden 8 Trælle mod et Følge af 80 frie; vel kaldes disse 8 Huskarlar, men der siges dog udtrykkelig, at Tborfinn var dragen hjemmefra «með alla heimamenn þá sem frjálsir eru».

Ingjald, en Slægtning af Gisle Sursson, boede som Leilænding paa den lille Hergilsö i Bredefjorden med sin Kone og Søn og havde en Træl og en Ambaatt (Gisle Surss. c. 25, cfr. Volsaþáttr Flatb).

Hvad man tør slutte, er maaske at selv midt i Vikingetiden neppe i nogen privat Husholdning den mandlige Trællebesætning oversteg 10 eller 12. Den bestemteste Opgave og den, der maaske nærmest angiver det almindelige Forhold, indeholdes vel i en Straffebestemmelse i Frostethingsloven IV 44, efter hvilken skulde udredes til den skadelidte «XII kúa bú ok II rossa ok III mansmanna», en Bestemmelse som rimeligvis bestod fra den hedenske Tid, da neppe den christelige Lovgivning kan have paabudt, at Mennesker gaves i Betaling, om den end en Tidlang maatte taale det.

(I Ljósvetninga saga c. 1 forekommer en Bonde, Olver, der havde 18 Trælle? Herv. s. c. 13 Kong Heidreks 9 Trælle tagne i Vestrviking).

De første Christendomsforkynderes Udløsninger af Trælle

Før vi forlade Sagaerne er at fremhæve et Par Vidnesbyrd fra dem om, hvorledes de tvende første Christendomsforkyndere i Norge og paa Island, Olaf Tryggvesøns Hirdpræst Sigurd og Thorvald Kodranssøn, lode sig det være magtpaaliggende at løskjøbe hærtagne Mænd. Om Sigurd fortælles, at han under sit Ophold i Sverige efter Olafs Fald skiftede sin sidste Formuesrest, en Guldring, han havde faaet af Kongen, i tre Dele og «gav den ud til Udløsning af mange hærtagne christne Mænd»; thi, sagde han, han vilde gjerne vinde for Gud nogle Mænds Sjæle med den Ring, heller end gjøre sig Sjæleskade ved at gjemme den (Flatb. p. 515, FmS III p. 170). Thorvald Kodrans søn foer ud, hedder det, fra Island og først i Hærfærd; men sin Lod af Byttet lagde han til Udløsning af hærtagne Mænd, alt det, som han ikke trængte til for at holde sig selv med. At imidlertid den Løskjøben kun dreves for at hindre, at ehristne Sjæle skulde fortabes i Hedningevold, ikke fremgik af Misbilligelse af Trællevæsnet i Almindelighed , viser for Sigurds Vedkommende det udtrykkelige Tillæg «ehristne Mænd» og for Thorvalds, at vi have fundet ham selv i Besiddelse af en Træí, den han endog, forledet af sin heftige Charakter, satte til at dræbe en af sine Fjender fra Island (Kristnis. e. 1). Den endnu hedenske Thorvalds Retsindighed (rèttlæti) fremhæves dog endnu stærkere end i Kr. s. i FmS I с. 130, hvilket Sted ei her bør lades ude af Betragtning. om end den hele Fremstilling har et vist vagt Præg. Klart er det dog at saadanne Bestræbelser fra allerede de første Geistliges Side maatte idetmindste lægge Hindringer i Veien for Trælletilførslen fra ehristne Lande, om end ikke fra hedenske, ved hvilken Udsigten til at vinde nye Sjæle for Gud , skjønt ad en Vei stik modsat den , ad hvilken de søgte at frelse for Gud de ehristne hærtagnes, maaske lod dem glemme det iuderlig umoralske i Midlet.

Kirken fremhævede imidlertid ogsaa allerede tidlig Christi Forløsningsværk som gjældende alle Mennesker i lige Maal og som et Exempcl til Efterfølgelse for de frie ligeoverfor deres borgerlig trælbundne Brødre til Tak for den fælles guddommelige Naade, og aabnede saaledes efterhaanden Samfundets Øine for Trældommens Uforenelighed med den almindelige Menneskerets Fordringer — Bestræbelser fra Kirkens Side, som vi ville faa Anledning til nærmere at paa pege under Behandlingen af Lovene, til hvilken vi hernæst ville vende vor Opmærksomhed.

---