Trældom i Norge - Verdslig lovgivning

Fra heimskringla.no
Revisjon per 8. mai 2019 kl. 16:06 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Trældom i Norge

V.
Den verdslige lovgivning


Af Gustav Antonio Gjessing



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1862



Trællenes Forhold til de frie Umyndige

«Grágás» (Grågåsen). Islandsk lovbok fra fristatstiden, som også inneholdt en rekke lover og forskrifter vedrørende treller og trellehold.

Trællene i sit Forhold til Lovgivningen have meget tilfælles med de Umyndige i Ordets videste Forstand, Lovenes úmagar, og ere med disse vel nævnte under et som de, hvem den frie Værge har at holde Ord og Ed for — «halda orði ok eiði firi».

Man (det ufrie Tyende) som úmagi ere som Mennesker optagne i Kirkens Værn, og begge ere af samme Grund gjorte til Gjenstand for Optugtelse og (i de fleste Tilfælde) inddragne under Straffelovgivningen; men begge ere ogsaa omtrent lige udygtige til at foretage selvstændig nogen retsgyldig Handling, der kun kan udføres af dem, der baade kunne raade for Ord og Ed — «þeir er bæði kunni hyggja fyri orði ok eiði». Forskjellen mellem begge Klasser er væsentlig den, at Umyndighedstilstandens Varighed for den ufri er fuldkommen afhængig af hans Eiers Godtykke, medens den for de frie umyndige kan bortfalde enten tilfældig eller efter bestemt Tidsforløb og i Regelen ikke hindrer hans personlige Ret i Tilfælde af Krænkelser. Hvor vidt imidlertid Værgens Ret i den ældste Tid kunde udstrækkes ogsaa mod fribaarne umyndige viser Landnámas Fortælling (I c. 21) om llluge Rødes og Holmstares Kone- og Løsøre-bytte, mod hvilket Illuges Kone ei vidste at værge sig anderledes end ved Selvmord.

I Gulethingsloven c. 190 bestemmes om umyndige: «Ingen Umage skal tage Ret og ingen bøde før han er 12 Aar gammel, da er han Halvrettesmand i begge Henseender, indtil han er 15 Aar gammel».

Fr. 1. IV 36: «Fader indestaar for sit Barns Værk indtil det er 8 Aar gammelt; men otteaarsgammel Mand skal tage halv Ret og saa bøde, indtil han er 15 Aar gammel» o. s. v. Ligeledes kan efter Fr. 1. IV 38 myndig Mand fordre Erstatning for Krænkelse, tilføiet ham i hans Umyndighed. Jfr Gul. 1. 97: «Nú spillir úmagi eða fè spillir fè, allt þat er hálfgillt» — Fr. 1. V 18 (Bj. c. 140): «En þat skal vera hálfgillt fè, er fè spillir fè horns ok hófs ok þræls» — (cfr X 24 Retterbod?). De Umyndige, saavel Trælle som frie, have saaledes kun ved deres Herre eller Værge som Mellemmand Del i de reismægtige fries Lov, hvad for Trællens Vedkommende er nærmest formuleret i Sætningen: «Holde hver oppe for sin indenlandske Træl Ord og Ed eller det som til kommer i Ord eller Værk» (Fr. 1. X 40).

I den islandske Griðformular hed det: «Set ek þessi grið fyrir oss ok vára frændr, vini ok venzlamenn, svá konur sem karla , þýjar ok þræla, sveina ok sjálfráda menn» Grett. s. 73. Overenskomsten indgikkes paa de myndige fries Vegne og havde hermed ogsaa bindende Kraft for de dem undergivne umyndige og ufrie. Udtryk i Formularen vise at den er medbragt fra Norge, og at den er authentisk, fremgaar ved Sammenligning med Grág. 115 trygðamál ÖgL. Ræfst. b. 11: «Ma egh annöþughær man i eþe standa». ibd. Vins. b. 8: «Nu ær bondens son oskiptær viþær han: þa er han egh at meru köpgildær æn þræll hans». — Vgl. II Additam. 13: «Engin ma i eþe standæ — þræll æller ovormaghe, eig ma konæ i eþom standæ».

Trælle og Umyndige have Ret sig imellem

Træl og Umage staa saaledes begge i mere eller mindre Grad paa en Maade udenfor Loven, og med Hensyn til Trællene idetmindste er Forholdet alt fra den gamle Tid selv kraftig betegnet med Erlings Ord (Sn. OI. helg. s. e. 104): «þeir eru ekki í lögum eða lanzrètt með ödrum mönnum» — derimod synes det som om det er bleven dem tilstaaet sig imellem at gjøre en Slags særegen personlig Ret gjældende udenfor den almindelige Mandshelge. Saaledes bydes i Frostethingsloven XI 21: «Hvis Træl staar anden Træl, da tage han to Trediedele mindre Ret end sin Herre, men Herren har i dette Tilfælde intet at fordre» — hvormed kan jævnføres Gul. 1. 190: «Hvis Koner slaaes, da har ingen Mand der Ret uden de selv». At Herren og Værgen i saadanne Tilfælde intet har at fordre er vel analogt med den almindelige Retsregel: «Engan rètt á konúngr á þeim manni er engan á sjálfr á sèr» (Hkb. e. 40).

I Graag. 113, Baugatal, opføres endog et formeligt Sagtal for Trælle dem imellem: «þrælbaugar skulu þar vera er þrælar eru skapþiggjendr» — dog tilføies til Slutning: «þar at einu skulu þrælar bæta er þeir hafa orkost til er bæta skulu» (cfr 111). At dette Sagtal er overført fra Norge eller at lignende ogsaa her har gjældt, fristes man stærkt til at antage, naar man i Graagaasen ser det indledet med: «Nú skal ina minztu bauga segja er þræll skal þræli bæta» — og dermed sammenholder den mutilerede Sagtalsliste tit Fr. i., NgL II p. 520: «Um minnztu bauga er þræll skal þ(ræli böta?).»

Herren indestod altsaa for sin Træl i Ord og Værk, dog ikke i den Grad som den danske Bonde efter Valdemars sjællandske Lov, der foruden at bøde for den Skade, Trællen maatte have voldt, havde at udrede 3 Mark, fordi han ei havde tilbørlig optugtet sin Træl, «at han tamdæ han æy betær» (Valdem. sjæll. L. III 12 Thorsens Udg p. 55). — Den norske Herre havde altid, som det synes, Valget mellem at lade sin Træl afstraffe eller bøde for ham, oversteg Boden Trællens Værd, havde han Anledning til at frasige sig Trællen — «segja þræl afhendan sèr» — efter Regelen: «þræll skal eigi meira fyrir gera en sèr næktum», Fr. 1. V 33, NgL II p. 506 (cfr G. 1. 57 «orkulauss» — Bj. 12: «En engi maðr má meira fè fyrirgera í einu sinni en því sem hann er þá eigandi» — den almindelige Regel). Hvis han derimod vilde beholde Trællen, maatte han vel bøde for ham efter Overenskomst[1] med den krænkede eller maaske analogt med Christenrettens Straffebestemmelser (og Eidsiv. Kr. 28?) udrede det halve af Boden for fri Mand[2]; ogsaa vare der vel de Forbrydelser, der holdtes saa farlige for den offentlige Sikkerhed, at den skyldige Træl ved dem blev Ubodemand.

Efter Grág. 111 kan Herren, hvis Træl har dræbt andens Træl, enten lade Drabsmanden sagsøge eller betale den dræbte efter Taxt. Trællen betaler selv Bod, hvis han kan, ellers ikke.

ÖgL. Eþs 15 (Vgl. II Addit. 7, 29) vil ikke have Fredløshed anvendt hverken paa Kvinde, Umage eller Træl, dog vel af forskellig Grund. Om Trællen siges udtrykkelig: «Nu ma egh þræll eþsöre bryta. þy at han ma egh biltugha (utlæg) vara. þy at vare þæt sua, at han matte biltugha fara. þa bruti han gjarna eþzsörit. þær til at han matte biltugha vara». Et Raisonnement, som abstract ser nok saa antageligt ud; men i Virkeligheden var vel Fredløshcd for en Træl endnu langt værre end for frie, der i de fleste Fald havde nogen Stolte i Frænder og Venner. Jfr ogsaa Fortællingen i Fostbrødresaga om Kolbak.

ÖgL. Eþs. 16: «Nu æn han kan bryta eþzsörit. þa skal þæn sum þrælin á böta atta örtughur ok þrættan markær (Trællen synes her sat en Trediedel lavere end fri Mand i samme Tilfælde, jfr sammesteds r. 10 — saaledes ogsaa (Umage Dr. b. 18) þa æn bondin vil egh böta firi han innan fuirum lagha-þingum ok fiurum lagha-fæmtum. þa skal þrælin up hængja viþ garþzsliþ þæs sum þan a». Da Boden her overstiger Trællens Værd, er vel den modbydelige Ophængning forordnet for at aftvinge Herren den fulde Bod, som han efter ældre Lovgivning rimelig kunde undgaa ved at frasige sig Trællen — efr Dr. b. e. 13. Grimm, R. Alterth. p. 665. Lex Alem. e. 102.

Valdemars sæll. L. III 12: «En vil bondæn ok fult bötæ foræ, sva sum han varæ en fræls man, tha havæ han sin eghæn thræl».

Vi ville herefter nøiere betragte de Bestemmelser i Straffelovgivningen, der vedrøre Trællene.

Brand virket ved Træl

Gulethingsloven 99 fastsætter om Ansvar for Tid: «Hvis Umage brænder for Mand, skal man bøde halvt tilbage; men hvis han nægter, da værge den med Lyritered, som har Umagen. Nu brænder Mands Træltyende (Hus eller Lade) for anden med Ondskab, da er han utlæg; men hvis han nægter, da sværge hans Herre med Lyritered. Den Ed falder Trællen til Utlægd». Da Umagen, som fri men paa samme Tid uansvarlig, kun nødig dømtes til Utlægd (f. Ex. for Drab G. 159 — efr 190), men tillige det fulde Ansvar, der her ei kunde undgaæs ved at frasige sig Umagen, vilde blive for stort for Værgen, maatte det nedsættes til Halvdelen efter den almindelige Regel, с. 97. Hvis frimyndig Mand findes skyldig i samme Brøde, da er han utlæg og uhellig og hedder brennu-vargr og har forbrudt hver Penning af sit Gods i Land og Løsøre; Sagen er altsaa Ubodemaal og saaledes vel ogsaa for Trællen.

Eidsivathings Christenret с. 36 bestemmer om Nedbrænding af Kirker c. 36 : «Nu hvis Mands Træltyende brænder Kirke, da svare derfor alle Bønder som eie Træltyende».

Naar hermed sammenholdes Eids. Chr. 37: «Hvis Mænds Træltyende vækker Blod i Kirkegaard med Ondskab, da er det i alle de Mænds Ansvar, der eie» (Træltyende?), og Borg. Chr. I 14 (III 21) der, som vi saa, fastsatte, at hvis Mænds Træltyende fik Bane af Pidskning for Helgebrud, da alle Herredsmænd skulde bøde det tilbage med Værd, og Bonden alene tabe saameget af Værdet, som han havde Tyendetal til, synes heraf at maatte sluttes at Christendomsindførelsen idetmindste i de sydlige Lagdømmer har stødt paa særegne Hindringer med Hensyn til Trællestanden[3], idet de enkelte Herrer vægrede sig ved at bære alene det hele nye Ansvar. Det var da ogsaa i begge Parters Interesse, at idetmindste i de Tilfælde, hvor der handledes om større Værdier, Ansvaret fordeltes paa alle vedkommende Almues Trælleeiere, og saaledes baade dette lettedes for den enkelte og paa den anden Side større Sikkerhed stilledes Kirken.

Frostethingsloven har ingen til Gul. 99 svarende udtrykkelig Bestemmelse om Brand foraarsaget ved Umage eller Træl, Sagen maa være bleven paadømt efter de almindelige Regler Fri. XV 2, 11, 12 — jfr XIII 2, 13.

Drab forøvet af Træl

For det Tilfælde, at Drab bliver tillagt Mands Træl bestemmer Gulethingsloven c. 163 : «Nu er Drab blevet tillagt Mands Svend, da skal hans Herre værge med slig Ed for ham som for sig selv[4]; men hvis Eden falder, da falder den Herren selv til Utlægd. Men den, som ikke vil paatage sig at stille Eden (sá er eigi má eiði firi koma) frasige sig Trællen, ellers bøde han 40 Mark, naar Dommen træffer ham». Meningen maa være, at Herren ved at paatage sig Værgemaalet for Trællen gjør Sagen til sin egen og saaledes ved mislig Edførsel selv fældes. Bestemmelsen synes at maatte være meget gammel, skrive sig fra en Tid, da Trællen mere ubetinget stilledes sammen med kvikt fé (jfr 165), og Ansvaret for hans Værk i et og alt hvilede paa Herren. Den kan muligen ogsaa have sin Grund i at Trællen betragtedes som et for den almindelige Sikkerhed saa farligt Redskab i Herrens Haand (vi have ovenfor set Exempler paa, hvorledes de virkelig bleve benyttede), at Lovgivningen saa sig nødt til for dette Tilfælde næsten ganske at berøve Trællen eller idetmindste i høi Grad hindre den Beskyttelse, som Herren ellers i Søgsmaal kunde yde ham. Vi ville ogsaa i det følgende se, at Søgsmaal for mindre Legemsskade voldt af Træl, der her vel antages i Almindelighed at handle efter eget Raad i Hidsighed , hvad var mindre sandsynligt ved Drab, kunde værges af Herren uden at mere end Trællens egen Utlægd laa ved. Frostethingsloven frembyder ingen tilsvarende Bestemmelse angaaende Drab ovet af Træl, ligesom heller ingen svarende til G1. 165 om Mands Død voldt ved Bofe, i hvilket Fald efter Gulethingsloven Eieren har at frasige sig Dyret eller sværge med Lyritered, der falder til 40 Mark og Mandebod til Frænderne.

Naar det i Gulethingsloven c. 154 hedder: «Nu gaa fire Mænd sammen paa Vei, og vorder der En Mands Bane og over Drab paa en af sit Følge, da er den Mandsbane, som er ene i sin Sag; hvis Træl er i Færd med dem, da er han Mandsbane, hvis de ville sige ham skyldig», saa indser jeg ikke, at dette siger mere, end at Flertallets Udsagn fælder ligesaavel Træl i Følget som en af de frie.

Grág. 102 Vigslóði opfører blandt de fredløse, paa hvis Hoved er sat den høieste Sum tre Mark (eller otte Ører), Træl , som har dræbt sin Herre eller Frue (drottinn og drottningu) eller deres Børn eller Fosterbørn. Jfr samme steds 110, hvor paabydes, at de, der gribe en saadan fredløs Træl, skulle pine ham til Tilstaælse og under Straf af Landsforvisning afhugge hans Hænder og Fødder og lade ham saaledes leve, saalænge han kan.

ÖgL. Dr. b. 13 § 2 : «Nu dræpær þræll frælsan man, þær takær þæs manzs arue þriþiung af fiuratighi markum, þær liggær niþri karls sak ok kunungs. egh ma þrælin vitna. ok orkar þæn sum þrælin atte dylja mæþ þrætylftum eþe þa se sakløs. orkar han egh þy. þa bæte sum skilt ær: æn fostra ma vitna þy at hans bo skai skiptas æn æn han dræpær man. Nu vill egh bondin böta firi han i þingum ok fæmtum : þa skal dom a þingi taka til þæs at taka ekiviþia ok binda um hals þrælinum ok up hængja viþ liþstolpa bondans, huggær för niþær æn viþian rutnær. hætte viþ fluaratighi markum». Dr. b. 13 er ganske parallel med Eþs. 16, kun bliver her Sagsøgerens Bod staaende, medens Kongens og Herredets falder. Tretylftseden er den samme som for den frie selv — efr Dr. b. 17 og ligeledes for Umage ibd. 19.

ÖgL. Dr. 17 § 1 : «Nu kunnu þe hittas fræls man ok annøþughær, dræpær hvar þerra annan. þa ær þæn frælse gildær ok þrællin ugildær. þy at han var egh folkfræls.»

Ved Siden af Gulethingslovens e. 154 kan mærkes ÖgL. Dr. b. 8: «Nu ær alt at enu drape fræls man ok annöþughær: þa skal þæn frælsa ok egh þæn annöþugha til draps taka». Her gjælder det imidlertid vistnok virkelig Medskyldighed. Jfr den norske Bestemmelse om Fri og Træl i Tyveri.

VgL. I Mandr. 4: «Þrel dræper man ættæþen. han ma eigh heta þes bani. Bonde skal bøtæ arvæbot ok ættarbot. eigh friþ flyia. num han vili eigh böta» (VgL. Ö Dr. b. 9).

Gotl. 1. I 16 § 2: «Drepr þrel manz mann gutnisean. þa taki drotin oc laiþi hanum bana bundnan i garþ firi fiauratigi nata. oe niu marer silfs miþ. — þa en ai ier bani til þa gjeldi tolf marer silfs oe ai maira. þa en þrel drepr ogutniscan man þa byti drotin firi hann tuar marcr silfs oc laiþi bana bundnan i garþ firi fiauratigi nata. þa en ai ir bani til þa byti han fim marer silfs. Oc vinni hanum sjex manna aiþ at hann hustki vari i þaim skaða raþandi eþa valdandi. vindr ai drotin aiþi uppi haldit þa byti fult vereldi. beþi gutniscan oe ogutnisean. þa er þrel drepr prel þa vindr ai mann noytgat til þes at han gjefi bana at botum en halffemti marc peninga ir i huþi.»

C. 17: Ogsaa Oxe, Hest, Galt og Hund føre ved Drab Eieren i tolv Marks Bod.

Skaanske L. 5,36: «Gifs manne banasak um annar man ok dyl han fore sælvan sik ok gar withær, at thræ hans weta bana hinum dræpne, sæli þriggja tyltær eth fore sik sælvan ok böte fore thral sin sum logh æra».

Sk. L. 6, 3 : «Drapær thræl frals man, ware hins wald ær thræl a, hvat han wil hældær late ut thræl sin hin dræpna arvum i hændær ok til siax mark ællær havi thræl sin ok bötæ ni mark». efr Eriks sjæll. L. 2, 32.

Sk. L. 6, 4: «Alt thæt fræls man bötær mæth firititighu mark fore sina egna gerninge, thæt skal han böte mæth ni mark fore thræls sins gerninge ællær han late ut thræl ok til siax mark, æn kunung wil at logh hava, at thral ma aldrigh forgöre mer æn thre mark at manne udöthum.» Jfr Valdem. sjæll. L. 3, 12: «En af thræl hindær frals man ællær han takær kunæ nöthugæ ællær nokæt thet thær fyrtiughæ mark mál ær: tha botæ bondæn for thre mark, at han tamdæ han æy betær ok latæ thrællæn i hins vald, thær han havær brutit vitbæi». Hvis Trællen forser sig saaledes paa Løbsti, da forbryder han ikke mere for Bonden end sit eget Værd — se smst. nedf.

Legemsskade voldt Fri af Træl

Om Legemsskade tilføiet Fri af Træl var der bestemt (Gul. 1. 204): «Hvis Træl slaar frels Mand, da skal hans Herre forliges med den, som er slagen, ellers gjøre ham (Trællen) utlæg, Kongen har her intet at fordre».

I Indholdsfortegnelsen til Frostethingsloven V opføres som e. 31 (33): «Um þat ef þræll vekr frjálsum manni blóð». Capitlet er udfaldet i den fuldstændigere Text, men er senere fundet i et Brudstykke, NgL II p. 506 og lyder : «Hvis Trel vekker frels Mand Blod eller slaar med Ondskab, da er han utlæg og uhellig og Ubodemand og komme aldrig i Land atter: men Træl skal ikke forbryde mere end sig selv nøgen. Hvis hans Herre nægter, da skal han fæste Lyritered for Trællen og selv sværge; men hvis Eden falder, fare Trællen utlæg. uden den saarede vil tage Bøder af Trællens Herre». Efter denne udførligere Bestemmelse maa sluttes, at ogsaa Saar er indbefattet under Gulethingslovens «slaar»-lystr- ; at Sagen i Almindelighed blev Bødemaal for Trællen er rimeligt baade i Betragtning af det farlige for den almindelige Sikkerhed i, at Trællene ikke holdtes strengt i Tugt (efr Valdem. sjæll. L. 3, 12 ovf.) og især paa Grund af den Skam, som overgik den frie ved Slag af Træl. Overensstemmende med, at Kongens Ret falder i slige Sager, er heller ikke Trællens Fritagelse for Utlægd afhængig af Kongen. Om Slag af Kvinder eller Umage se Gul. 190, Fr. i. X 38 — om Legemsskade voldt ved Husdyr: Gul. 147, Fr. 1. V 16, 18 XIII 21.

Om Leiermaal bestemmes i Gl. 57: «Bøde skal hver Mand for sin Træl som for sig selv, hvis han ligger med Kvinde».

Gotl. 1. 1, 22: «þa en þrel manz gjerir slict viþr gutnisca cunu (ɔ: over Voldtægt) þa vindir ai drotin miþ vereldi vert hann utan þi at ains at han (Kvinden) beldr viii hava vereldi (ɔ: sin egen Fuldrette) þan lif hans».

Efter Grág. Ill, Vígslóði blev Træl uhellig, hvis han mælte Fuldrettesord eller gjorde Halvrettesgjerning mod fri Mand.

Uplandslagen stiller i det hele Træl nær fri Mand: Manhælg. b. 6 § 5 «Æ hvat ofrælst folk gjør ællær liutær. þa wæri swa gilt i botum sum allir frælsir. utæn bonden ællær husfrun ællær börn þæræ kunnu hanum nokot gjøræ. hwat þæt ær hældær i drapum ællær sarum. wæri allt ogilt i alli bot.» Dog jfr ibd Ærfþr. b. 2 § 1 i. f. — om «tvæbot» se Manhelg. b. 11. — Saaledes sammenstilles ogsaa i Manhelg. b. 15: «Bondæ, leghudrængær ællr brjytiæ ællr þeræ leghukona ællr þræl þeræ ællr amhat» til Dødsstraf for Drab paa Bonden, Bryten, deres Hustruer eller Børn. Herved maa imidlertid mærkes , at Uplandsloven i den Form, hvori den foreligger, er et Lovværk fra en sildig Tid, sat i Kraft 1296, og altsaa kun fremstiller de forbedrede Kaar, hvori Trællene enten efterhaanden eller ved denne Lov selv vare blevne satte. Vi have her for os en Overgangsordning forberedende den endelige Ophævelse af Trældommen, og allerede 1335 kunde Magnus Eriksson forordne: «at alt mankyn ællær qwinkyn sum fødhes af kristnum manne ællær kono maa aldrigh þræl ællær ambut væra, ællær þetta namn bæra».

ÖgL. Vapam. 16: «Nu sarghar þræll frælsan man skiuuær ælla skiutær. slar bloþviti ælla skenu. ælla riuær frælsan man: han hauær firi huggit sik ok sinu gildi». For Fostre (hjemmefødt Træl ?) bødes af Eiermanden 8 Mark til den saarede, intet til Konge eller Herred. Saa bødes for Vaade som for Villie.

Vgl. 1 Sarm. 6 § 1: «Vetir frælsgivi sar ællær þræl mans ætbornum manni þa skal han sökiæ lil ugilsi. vil han hældær bøtær takæ æn værk a vinnæ. bötæ hanum firi markum» III (Trælsværd). Jfr ibd. I Retl. b. II (II Retl. b. 26 og 27), hvorefter Herren ei svarer for bortrømt Træls Gjerning, uden han faar Trællen tilhage, og Laantager svarer for laant Træl, saalænge han har ham.

Gotl. i. 1. e. 8: «Firi þrel bytir ai frammar þan þria oyra. En hann bloþugt gierir».

Skaanske Lov 6, 3: «Hamblar thræl fræls man ællær særær, aldrigh ma han mer for göra æn thre mark at manne udrepnum. Bærjær thræl fræls man, böte bonden thre mark ællær tyltær eth».

Sk. L., Orbodemaal 34 (Thors. Udg. p. 236): «En biwthir man sin thræl at bærjæ man ok warthir han barthir. tha böde fori sit buth siex mark. ellir dyli meth twigge tylter eth. at han böth thet ey. ok lade thot hweriæn thrælin i thes wold ær barthir war ellir böde for honum thre mark» o. s. v. Hvis Budet ikke bliver udført, bødes intet.

Valdem. sjæll. L. 3. 12: «Hvat sum bondæn biuthær sin thræl at göræ ællær rathær anti bæriæ ællær hoggæ ær annæt nokæt at göræ hærwirkæ ællær hindæ nokær man ællær thulikt, tha bøtæ e han æmfullælik sum han hafþhæ thet syælf gjorth». Se videre det udførlige Cap. om Trælles Forbrydelser og Straffe. ibd. «Læghs bondæns thræl vith fræls kunæ, tha a bondæn at bötæ thre mark frændum» (efr samme Lov, 2, 38).

Tyveri

Tyveri straffedes paa Træl efter Gulethingsloven forskjelligt, eftersom Forøveren var født i Landet eller ikke; Frostethingsloven synes ei at have gjort nogen saadan Forskjel.

Gul. 1. e. 259 («Hvis ætbaaren Kvinde stjæler, da skal man føre hende af Landet i anden Konges Vælde; hvis Umage stjæler, da skal man bøde hans Værk). Hvis Træl, fostret her i Landet (hèralinn) stjæler, da skal man slaa Hovedet af ham, eller hans Herre værge med Settered (den almindelige Ed i Tyvssager, jfr e. 133); men hvis udenlandsk Træl (útlenzkr þr.) stjæler eller udenlandske Mænds Sønner, da skal man pidske Huden af ham eller hans Herre have pidsket ham inden fem Dage. Hvis det ikke bliver gjort, da er Trællen forfalden til Kongens Aarmand. (Efter Fr. i. X 40 synes Herren at have Anledning til at løse Trællens Hud med 6 Ører tællede og have ham selv). Da skal Aarmanden have pidsket ham inden fem Dage, hvis han ikke gjør saa, skal Eiermanden have sin Træl, dog pidske ham fuldstændig af. Paa samme Maade skal forholdes med udenlandske Amhaatter. Hvis Herren vil værge for dem, da skal han værge med Lyritered; men hvis den Ed falder, da skal han pidske Huden af dem og erstatte det stjaalne, alt det som spildt er, og saa paa samme Maade for Umage. Men hvis Mands Løsinge eller indenlandsk Trælkvinde stjæler, da skal man skære af hende det ene øre; stjæler hun anden Gang, da skal man skære af hende det andet Øre; stjæler hun tredie Gang, da skal man skære af hende Næsen: da hedder hun stuva og nuva og stjæle hun altid, som hun vil».

Den Forskjel, der gjøres mellem indenlandsk Træls Strafharhed, har maaske sin Grund i, at man mente, at udenlandsk Træl ikke altid endnu kunde være bleven tilbørlig optugtet efter Landets Skik og saaledes var mere at undskylde — eller snarere i Hensyn til Herren, at der maatte gives ham Anledning til at optugte sin Træl, førend Loven i sin Strenghed gjordes gjældende mod denne. Derfor siges der maaske ogsaa kun om indenlandsk Træl udtrykkelig, at Herren har at svare for hans Ord og Værk (Fr. 1. X 40). De for tredie Gangs Tyveri tillagte Skjeldsord betegne begge «den afstumpede» ([5]styfa afstumpe, stúfr Stub, Stump ; det til nuva svarende Verbum nyva forekommer efter Iv. Aasen endnu i Dialecterne tilligemed flere Ord af samme Stamme (nuv: but, afstumpet). Sammenlignes kan Uplandslovens Straffebestemmelse, Erfp. b. 6, hvis fri Kvinde findes i anden Egtekvindes Seng: «þa böte hun lokkæ sinæ ok örun ok næsæ ok hete æ horstakkæ» (stækkja = gmln. stýfa). Lignende Lermlæstelse sættes som Tyvesstraf i Almindelighed uden Forskjel mellem fri og ufri i Vestg. 1. II þiuf. b. 13, hvorefter Tyv for to ører eller mindre skal bøde efter Loven eller 3die Gang «hete huin ok miste huþ ok öron», og i Skaanske Lov: 9, 23 og 7, 15.

Med Hensyn til Bemærkningen i Sk. L., Orhodem. XVII (Thorsens Udg. p. 231) og Valdem. sjæll. L. e. 28: «En um swa kan koma at annar takir nokir frelsan man ok riistir han a andre noos. Iha böde han føre fjerthung manbota. En um han riister man at bathum nosum. tha böde han fore halwa manboödir for thy at thet ær threls merke ok ey frels mans», kan jeg derom kun henvise til Grimm's Rechtsalt. p. 339.

Gulethingslovens videre Bestemmelser ere: cap. 262 om Beskyldning for Tyveri mod Træl: «Nu siger Mand anden Mands indenlandske Træl paa, at han har stjaalet; da skal Bonden byde ham til Undersøgelse, uden han vil stille Ed for ham. Hin skal holde ham en halv Maaned til Undersøgelse og levere ham tilbage hel paa Lemmer og Ben og pine ham hverken ved Ild eller Jern eller Vand; men hvis han er saaledes pint, at han siger sig Tyveriet paa, da siger han det i Rædsel, uden han siger det med sande Jærtegn, da er han skyldig. Nu siger han det frels Mand paa, da skal Trællen sidde i Borgen, til han har ført sig fri eller er funden skyldig; men hvis han fører sig fri , da skal man dræbe Trællen». (Pinligt Forhær vides ikke anvendt mod frie uden efter Graag. 161, Festaþ. mod Kvinde, der ikke vil nævne sit Barns Fader).

Fremdeles Gul. 1. c. 255 om Husundersøgelse i Anledning af Tyveri, hvorefter Søgsmaalet, i Fald at Kosterne findes, rettes mod den mest retsmægtige af de tilstedeværende frie Husfolk lige til Bondens voxne ugifte Datter. «Hvis ingen af disse ere hjemme, da er Bryten Tyv». Videre sammesteds: «Hvis Tyende (hjún) stjæler Madvarer, sigtes Husmoderen, hvis hun har Samkvem med det, om det end er det , som har stjaalet — efter hende er Bryten Tyv.»

Cap. 261 bestemmes: «Hvis frels Mand og Træl stjæler sammen, da er den Tyv, som frels er; men Træl skal intet frygte, thi den stjæler ene, som stjæler med andens Træl.»

Frostethingsloven giver, X 40, de almindelige Bestemmelser: «Holde hver oppe for sin indenlandske Træl Ord og Ed eller det som til kommer i Ord eller Værk». «Hvis Trællen er udenlandsk, og der kommer ham Sag paa, da skal hans Herre give den Træl i Sagvolderens Hænder; men han skal pine ham til sandt Udsagn paa den Maade, at han hverken i Værd eller Værk er værre, og Bonden tage siden sin Træl, hvis han frifindes, og nytte sig.» Frostethingsloven synes at straffe Tyveri uden Hensyn til Fødsel eller Kjøn, lige for frie og ufrie, den sætter Dødsstraf for aabenbart Tyveri af mere end Ertogs Værd : «Den grebne Tyv skal man binde Kosterne paa Ryggen og føre til Aarmanden i Fylket, hvor han er greben, og have Aarmanden ham til Thing og af Thing i Fjæren og faa Mand til at dræbe ham, og saaledes alle Tyve» (Fr. 1. XIV 12). Heller ikke om Tyveri af mindre Værd gives nogen særskilt Bestemmelse angaænde ufrie.

Om Søgsmaal for Tyveri bestemmes i Anledning af Husundersøgelse XV 8: «Men hvis de ransage, da skal man spørge Bonden: «Gaa flere med Nogle end du og din Kone?» svarer han: «Min Træl og Ambaatt», hvis da er Vindue paa Buret, da skal, hvis man kan stikke derind udenfra, Femtered stilles; men hvis man ei kan stikke ind udenfra, da er Træl Tyv, hvis det er Karlebylt, men hvis det er Kvindebylt, er Ambaatt Tyv. Hvis derimod Træl eller Ambaatt ikke gaa i Buret, og man ei kan kaste ind udefra, da skal Settered stilles.» Det synes som om Frostethingsloven fordrer en noget mindre Ed (Femtered) end Gulethingsloven i Tyvssager, hvor Træl kan blive mistænkt, men paa samme Tid fortrinsvis sigter Trællen; medens efter Gulethingsloven , hvor der var Valg mellem Træl og frie, Søgsmaalet altid anlagdes mod de sidste. Det samme antyder følgende XV 15: «Hvis Mand finder sine Sager gravede under Ildhusgulv eller skjulte, da er Træl Tyv, uden Bonden vil stille Lyritered for ham». Ibd. c. 16: «Hvis Mand finder sine Sager overlæssede enten i Stak eller under Vedkast, der hvor man ei kan komme til med Hænderne, da skal den være Tyv som læssede, hvad enten det var Træl eller Bonde.»

Om ufries Tyveri bestemmer Upl. Manh. 44: «Leþis nokot til ofræls manz. pa væri bonde han. æltr böte fore han swa sum fore fralsæn man. æltr giwi malseghandæ þrælin ut fore gjærþ sinæ».

ÖgL., Vaþ. m. 41: «Nu snattar (begaar mindre Tyveri) þræll. pæt eru öra tue. ælla huþ hans. ok lati atær snattanina. warpær þræll takin mæþ þiufnaþe ok til þings förþær: aghe þær bondin vald um. hvat han vil hældær lösn taka ællæ han up hængjæ.» Hvis Fostre ikke udløses og bliver hængt for Tyveri, gaar hans Bo til Skifte (mellem Sagsøger, Konge og Herred).

VgL. II þiuf. b. 20: «Ganger at stjælæ bondæ sun maghandæ man ok bryti hengi baþir. Ganger at stjæla eghandæ þræls ok þræl, henge eghandæ oc eig þræl». C. 21 (efr VgL. I þiuv. b. 2): «Stjæl bryti oc þræl. æller þræl stjæl meþ aþrum frælsum manni. þer skulu hængjæ oc eig þræl. aghe bonden vald sum þræl ægher at lösæ meþ Ш markum. ok gjælde ater skaþan æller giui ut þrællin. æn eig orkar þen frælsi at lösæ sum han stal meþ». C. 22: «Stjæl þræl ensammin. henge up þrælin æller löse þen ær agher for þre mark i þre staþi» (til Tredeling mellem Sagsøger, Konge og Herred). C. 23: «Stjæl þræl til þre marker. gjælde bonden. stjæl minnæ gjælde oc ater. stjæl meræ en þre marker. gjælde eig þy mera at meræ se stolet.»

Sk. L. 7, 19: «Hvis Bondes Træl stjæler, skal Bonden erstatte Værdien efter Tylftered og dertil byde Trællens Hud eller Øres Bod (30 Penninger). Angiver Bonden selv Tyveriet, bortfalder Hudstrygningen. Nægter Bonden, da bære Trallen Jern for Tyveri af mere end halv Marks Værd; for mindre Tyveri værges med Tremandsed eller erstattes efter samme Ed», efr Andr. Sun. VII 13 ; videre om Træls Tyveri Sk. L. ?, 20. En Forordning fra Valdemar II til Skaaneboerne ophævede Jernbyrden og paabød i Stedet edfæstet Vidnesbyrd paa Herredsthinget. Thorsens Udg. af Sk. L. p. 246, efr Fortal. p. 26.

Efter Valdem. sæll. Lov 3, 12 skal Bonden erstatte Træls Tуveri, dertil bøde til den bestjaalne og Kongen, til hver Tyveriets Værd, dog: «swa ma han ækki mera forgöra bondenum, thegher han stel, æn til mare. E thes meræ han stæl til half mark varthær, thes minnæ far kunungs umbuthsman af. Æn stæl han half mark. tha havær han sik sjalf forstolith».

Fra Island forekommer i Viga -Glums Saga с. 7 et Exempel paa at der gives Sageieren Selvdømme over Trælle, beskyldte for Tyveri, for at undgaa at tabe Trællene ved Dom.

Vi saa ovenfor, Gul. i. 259, at Træls Tyveri kun skulde erstattes halvt, forsaavidt det stjaalne var spildt; dette skete efter den almindelige Regel om Erstatning for Skade voldt ved Umage eller Fe, Gul. 1. 97: «Nu spilder Umage, eller Fe spilder Fe , alt det er halvgildt. Den sværge med Lyritered, som eier Fe eller Umage», og udførligere Fr. 1. V 18: «Det skal være halvgildt Fe, naar Fe spilder Fe, Horns og Hovs- og Trals-» (fe). Om Søgsmaalet se Fr. 1. X 24. Overensstemmende hermed bydes, Fr. i. XIII 21 : «Hvis Bofe dræbes paa andens lovlig afgjærdede Grund, uden at Eiermanden forud er varslet om at vogte sit Fe: «da skal bødes halv Gjæld, hvis Træl har drabt, og Eiermanden have Hud og Kjød ; men hvis frels Mand dræber, da bødes fuld Gjæld, og Eieren have Hud og Kjød.»

Naar Graag. Vigsl. 111 byder: «Ef þrælar beriaz lamabarníng þá skulu eigendr fènýta báðir in heila þræl ok báðir framföra in lamða», er dette kun en speciel Formulering af Regelen[6]: «Ef fè vinnr á fé, þá skal þar ávallt hálfan skaða bæta sva sem búar v virða» ibd. 112. Herefter er maaske ogsaa Bestemmelsen for Trælledrab at fortolke: «Ef þrælar manna vegaz ok á sá er þann þræl á er vegit hefir, hvárt hann vill at láta sækja þann þrælinn eða gjalda in vegna þrælinn ella sem búar meta við bók», ibd. 111.

Gotl. 1. 1. 16 og 17 lader Drab ved uansvarligt Væsen bødes halvt og Skade med en Trediedel.

Om Træl bruger andens Eiendom uhjemlet

Bestemmelserne om Bod for uhjemlet Brug af andens Eiendom var for Trællenes Vedkommende vistnok forskjcllig i Gule- og Frostethingslagdømmer. Det synes rimeligt, at Træl efter Gulethingsloven selv udredede saadan Bod (Aafang), forsaavidt han handlede efter eget Raad, da der indrømmes ham selv at tage samme Aafang som fri (Gul. 92); hvis han derimod handlede sammen med Herren, synes det at have været Regel, at kun et Aafang udrededes af Herren, som her den eneraadende; idetmindste bestemmes udtrykkelig sammesteds: «Hvis Mand tager andens Skib. da skal han derfor bøde ét Aafang, for baade sit Træltyende og sig og saaledes ogsaa de, som ere i Umegd». Frostethingsloven derimod, som ei indrømmer Træl selv Aafang, lader Trællen ved uhjemlet Brug af andens Eiendom kun forbryde sin egen Ret mod personlig Krænkelse; «men hans Herre bøde ikke Aafang, hvad enten Træl tager Mands Hest eller Skib» (Fr. I. X 44).

Anderledes Eriks sæll. L. 2, 76, der lader Husbonden bøde som for sig selv, hvis hans Træl rider andens Hest, desuden løse Trællens Hud hos Kongens Ombudsmand med en halv Mark.

Almindeligt Ansvar for Træls Gjerning

Til det almindelige Ansvar for sin Træl, hører hvad Gul. 1. bestemmer (c. 43) om leiet Bofe, at Leieren skal indestaa for enhver Forseelse saavel fra sin egen Side som fra de Mænds, for hvem han har at holde Ord og Ed. Ligeledes (c. 198), at Herren skal indestaa for sin Træls Ord og Værk, hvis han farer med ham efter hans Raad i større Forsamlinger (Thing, Kirke, Gjæstebudshus). Endelig fordrer idetmindste Frostethingsloven, at bortløben Træl skal straffes, naar han paagribes , Fr. 1. X 40 : «Hvis Træl løber fra sin Herre, da skal han have pidsket ham inden fem Dage, hvis han naaer ham; men hvis han ikke vil, da tage Aarmanden ham og have pidsket ham inden Femt og nytte ham; dog har Bonden Anledning til at løse hans Hud med sex ører tællede og have selv sin Træl. Hvis derimod Aarmanden ikke vil pidske ham, da have Bonde sin Træl. — Hvis udenlandsk Træl løber fra sin Herre: nu tager han (Aarmanden?) den Træl siden, da skal han have gildet ham inden Femt eller Bonden have sin Træl».[7] At Aarmanden, hvis Trællen ikke straffes hjemme, kan tilegne sig ham, er den Straf, som rammer Bonden for at have været Lovens Bud overhørig, og kan rimeligvis jævnes med Tremarksbod. Straffen for den udenlandske Træl synes streng i Forhold til den for indenlandsk fastsatte Pidskning eller sex ørers Bod; dog er denne Hudstrygning svarende til sex ørers Bod Lovenes strengeste, og Forholdet mellem begge Straffe lader sig vanskelig afgjøre, da de norske og nærstaaende Love ikke, saavidt jeg ved, angiver Pidskeslagenes Tal svarende til de forskjellige Bøder, saaledes som enkelte tydske Love, jfr Wilda Strafr. p. 513. Har virkelig Straffen mod udenlandsk Træl været betydelig skjærpet, kan Grunden mulig have ligget i Nødvendigheden af et stærkere Baand paa ham som nyindført. Gildning forekommer ogsaa ellers anvendt af Germanerne som Trællestraf, ved hvilken det væsentlig kom an paa ikke i større Grad at formindske den straffedes Værd, jfr Wilda Strafr. p. 510, 655.

Eriks sæll. Lov omtaler ingen særegen Straf for bortrømt Træl; men han kan hvorsomhelst tages og hindes, 3, 18. Dog synes Loven at give Vidneførsel for den sagsøgtes Frihed Fortrin for lige Vidne om hans Ufrihed, jfr 3, 13, 16.

Skade tilføiet Herren paa hans Træl

Ligesom Herren bærer Ansvaret for, hvad Trællen maatte misgjøre inden Samfundet, idetmindste indtil Trællens Værd, saaledes tager han ogsaa Erstatning for Skade eller Krænkelse, der paa Trællen maatte blive ham tilføiet, paa samme Maade som for andre Indgreb i sin Eiendom, og som Værge tager Bod for Krænkelser mod sin Myndling eller Umage.

I. Træls Drab

Saaledes var bestemt om Træls Drab, Gul. 1.182: «Nu dræber Mand anden Mands Træl, da skal han bøde ham tilbage, som Mænd værdsætte ham nøgen».

Fr. 1. IV 56 : «Hvis Mand er dræbt i Herred, og ingen ved, hvad enten han er Frels eller Træl, da skal dog Pil fare. Nu hvis hans Værge (skapdrottinn) kommer paa det første Thing, da skal hans Vidne gjælde, om han er Frels eller Træl. Hvis han gjør ham til frels Mand, da skal Drabsmanden fare utlæg; men Bønderne have intet Ansvar, uden de føde ham siden. Nu kommer hans Værge ei paa første Thing, da skal det være hans første Thing, til hvilket han kan komme, og nyde han der sit hele Vidnesbyrd som paa første Thing. Hvis han gjør ham da til frels Mand, da farer Drabsmanden utlæg; men hvis han bliver til Træl, da skal man værdsætte ham og udrede Værd og Avindsbod (1/4 af den personlige Ret) til den som eiede ham». Vi høre her intet om nogen Bod til det Offentlige (lögbaugr), det kunde synes rimeligt, at saadan ligesaavel ved dette Brud paa Eiendomsretten kunde fordres som ved andre større Fredsbrud (f. Ex. Ran, Gul. 1. 143, cfr. Gul. 1. 185, Fr. 1. IV 53, ibd. 22, Gul. 1. 200: «Hvervetna þess er maðr er öfundaðr eða lostinn. þá á konungr xv merkr á» forøvede af myndig frels Mand; men rimeligvis fordredes først saadan Bod, hvis Drabsmanden nægtede at erstatte Eieren, og da som almindelig Ransbaug, cfr Fr. 1. X 24 og nedenfor om Saar.

Grág. 111. Vigsl. sætter den mindre Fredløshed (fjörbaugsgarðr) for Drab af Mands Træl eller Ambaatt. Løber Trællen selv under Mænds Vaaben for sin Herre, straffes hans Drab, som nævnt, med Skoggang. Hvis Trællens Herre er nærværende , naar Trællen dræbes, bliver Drabsmanden uhellig for Herren og de rette Thingmødende for dennes Gaard i Pileskuds Afstand fra Drabsstedet; men derudenfor maa Trællen ikke hævnes.

Upl. Ærþ. b. 2: «reþo hjon ok all annur hjon bondæns liggi i twæhotæ baþi i drapum ok sarum», hvad efter Manb. 12 sees at gjælde Drab inden en vis Afstand fra Hjemmet eller ved Kirke eller Thing. Om twæbot modsat hundræþæ gjeld og sporgjeld se Manh. 11-12.

ÖgL. Dr. b. 14 §5: «Nu varþær dræpin bonda bryti, han ær gildir at þrim markum». ibd. с. Ibd: «Nu dræpær fræls man ænnøþughan. böte þrea markær o. s. v. (cfr ovf. p. 123-125) og saaledes Eiermanden, om Træl er Drabsmand, Dr. b. 21. Ibd. Vaham. 3: «Nu varþær annöþughær i vaþa dræpin. þa ær han sua gildær i vaþa sum i vilja. Nu dræpær þræll i vaþa. gjalde sua bonde firi vaþa sum firi vilja.»

Vgl. I mandr. 5: «Dræpær maþær þræl mans. bøte firi markum þrem. num han viti han fjughurræ markæ værdan, þa skal han sva bøtæ. ængin a þær sak a utæn saksøkæn (II Dr. 16).

Gotl. I. I 15: «Gutniscs manz vereldi bytis at þrim marсum gulz. aldra annara manna vereldi bytis at tiu marсum silfs. utan þrels vereldi at halffemti marc peninga». ibd. I 16. bonda vereldi: «tolf marcr silfs, fem marcr silfs, oc þrels at sjex oyrum þeninga».

Sk. L. 5, 31: «Warthær manz thræl dræpin, tha skal æi iafnatha eth föra fore han hældær æn fore annat fæ manz um thæt ware dræpit». Ibd. 6, 1 : «Warthær manz thræl dræpin, böte hinn ær drap han atar mæth thre mark ok a tyltær eth, at han var æi hættræ, ællær han late til swa mikit sum han wil ok e tyltær eth ofna».

Valdem. sæll. L. 3, 12 sætter Bod for dræbt Træl i Almindelighed til 2 Mark Sølv, dog kan Taxt fordres. Se om 40 Markssager nedenfor p. 229.

Som ovenfor er nævnt, indeholde Lovene særegne Bestemmelser om Boden ved Drab af Kongens Aarmand; disse ere, Gul. 1. 170: «Nu dræber Mand Kongens Aarmand, da skal han bøde ham tilbage med 15 Mark, uden han dræber ham for Kongens Bord, medens han opvarter ham, da er han utlæg, og saaledes, om han dræber ham paa Thinge, naar han fremmer Kongens Søgsmaal. Efter den Myntfod skal man bøde ham tilbage, som er fastsat i Gulen, sex Alens Øre.

Fr. 1. IV 57 : «Hvis Aarmand (Kongens) bliver slagen eller dræbt ved Kirke eller paa Thinge, da bliver Mand utlæg for ham som for andre Mænd ; men hvorsomhelst anden steds skal han bødes tilbage med 15 Mark». I Haakon Haakonsons Indledning til Frostethingsloven (praef. 24) for andres denne Bestemmelse, saa Aarmanden tager Ret efter Byrd; saaledes ogsaa efter IV 59 Biskops Aarmand. Om de øvrige Kongens Tjenere se IV 60. G. 198. Vi have heri, at Aarmanden saaledes stilledes udenfor den almindelige Bodsordning, seet et Spor efter, at Aarmændene oprindelig vare kongelige Trælle; senere, da frie overtog Aarmenningen, vedblev vel denne Bod til Kongen som Erstatning for den ham paa hans Tjener tilføiede Krænkelse; men desuden tog vel ogsaa Ætten særskilt Ættebod. Jævnfor ÖgL. Dr. b. 14, hvorefter foruden den almindelige Lovbod udrededes: kunungs-, hærtugha-, biskups-, hærra-«bukka» for Drab af disse høierestaænde Herrers frie Tjenere; men disse Thokkeboder svare til de ovenfor i samme Cap. nævnte bøder for Kongens Bryte (først 12 Mark, af Birger Jarl forhøiet til 40), for Jarlens (9 Mark), Biskoppens (7 Mark), Lagmands (6 Mark) — Bondens Bryte bødes med 3 Mark » (Trælsværd).

Krænkelse og Skade tilføiet Herren paa hans Træl

Den Ret, som Herren har at tage for Krænkelser mod sit ufrie Tyende, sætter Gulethingslovens c. 198 til 1/8 af Herrens egen personlige Ret for den bedste og halvt mindre for de øvrige: «Bonde skal tage for sin mest yndede Ambaatt (for Leiermaal) 1 1/2 Øre, men halvt mindre for enhver anden; dersom han kun har en, skal hun være hans bedste. Løsing har Skatsvareøre (9 Alens Øre?) for sin bedste Ambaatt; hans Søn for samme 1 Øre; Høld 3 Ører; Lendermand 6 Ører. To ere hans bedste Ambaatter, seta og deigja og to Trælle, þjónn og bryti. Slig Ret har hver paa sine Trælle som paa Ambaatts Leiermaal. Efter Aarmands Ret skal bødes, hvis Mand krænker Kongens Træltyende i hans Tjeneste» (þat er firi búi hans vinnr). Aarmanden skal efter Fr. I. IV 57 tage Hælvten mindre Ret end Holden (idetmindste efter Gul. 1. for Kongens Bord og) i hine tre Steder, hvor alle Mænd ere fredhellige (jfr Fr. 1. IV 57-58 i Samhæng); thi der øges Retten for hver Mand til det dobbelte (Gul. 1. 198), altsaa Høldsret for Krænkelser. Alle andre Aarmænd uden Erkebiskoppens, der rimeligvis tager samme Ret som Kongens, deres Ret skal falde fra Kongens Aarmand af som deres Herrers Ret falder.

Frostethingsloven XI 21 om samme Sag lyder; «Høld skal tage 3 Ører tællede for sin Bryte og Thjon og Deigje og Sete, men for alle andre trælbundne 2 Ører.» Heraf tør sluttes, som før nævnt, at heller ikke efter Gul. 1. disse høiere Tjenerstillinger alene tilhørte Lendermandsklassen, men i Almindelighed de rigere Bønder, og at for dem Retten blev tagen i samme Forhold efter Herrens (1/8 af dennes) i begge Lagdømmer; medens derimod Frostethingsloven for det lavere Tyende synes at sætte 3/3 af Boden for hine fire, ei Halvparten som Gulethingsloven. Endelig blev Boden for Trælle betalt med sølvvurderet Øre i alle de Tilfælde, hvor Modtageren var udenfor Thyrmsl (Forpligtelsesforhold til tidligere Herre eller dennes Æt) cfr Fr. 1. IV 45; «silfrmetinn skal árborins manns eyrir altr í mannhelgi. nema þyrmslamanna» — X 46: «silfrmetit er árborinna fè en sakgilt þyrmslamannafè» .

Bjarköretten e. 127 bestemmer mærkelig afvigende: «Mand har 12 ører paa sin bedste Ambaatt og 2 ører paa enhver anden», efr Bj. 129.

Foruden Udredelsen af denne Ret til Herren bestemmer Gul. 1. 215 videre at: «hvis Mand saarer Mands Træl, da skal han føde ham, medens han ligger for Saar og erstatte hans Herre Arbeidsløn og Lægningsomkostninger. Jfr Fr. 1. IV 61 om Ansvar for Træl, der saares paa de fredhellige Steder — om Saar i Almindelighed Gul. 1. 185, Fr. 1. IV 49 og foreg.

Grág. 146 Festan. sætter overhovedet 3 Mark for Leiermaal med Ambaatt.

Grág. 111 Vigsl. «Hvis Mand slaar andens Træl svært Slag, da tager Herren der 6 ører, men Trællen 3 Ører. Nu hvis han slaar Trallen fordærvet eller saarer ham, da skal han bøde Trællens Værd til Eieren, saadan som Nabo-Bønder sætte med Ed, og tillige erstatte Fostringsbyrden som Bønder vurdere, hvis Trællen bliver Umage af Mishandlingen.

Upl. Ærþ. b. 22: «Wæri slikt lighri ofræls manz ok ofrælsæ kono. swa sum fræls manz ok frælsæ kono», jfr Manhelg. b. 6, ovf. p. 212.

ÖgL. Ærþ. 14: «Nu aflar man barn viþ huskunu mans: pa a han luka siax öra firi siaugagangu ok fulle stær daxværkin. taki barn si.an kristit ær ok vari frælst».

ÖgL. Vaþm. 16: «Nu huggær man ælla kona ælla ughurmaghi þræl annars fullum sarum huat þæt ær hældær mæþ vilja ælla vaþa: þa böte firi siax öra ok leghe hanum lækir ok halda uppe daxværkum ok føþe þrælin meþan han sar liggær, warþær han lyttær ær af: þa havi han þæn lytta ok fa bondanum olyttan firi : i saramalum æru þer jamgildi þræll ok fostre». Hugges Haand eller Fod af Mands Træl, bødes fuld Bod «ælla annan firi ok mæþ þrea markær. þæt ær bondæns þukke», Konge og Herred har ingen Ret , jfr Dr. b. 16.

ÖgL. Vaþm. 23 § 1 : «Nu far þræll ælla fostre skenu ælla varþær barþær: bötæ tva öræ þæn sum barþe. ok fulle atær dagsværkin. ok lati lækja han. varþær han lyttær af. þa havi han þæn lytta ok fa bondanum olyttan firi. hvat þæt ær hældær mæþ vilja gjort ællæ mæþ vaþa, efr ibd. 25.

VgL. I Gipt. b. 5: «Giuær maþær manni sak. at han havir lighæt hos huskono hans. þa skal fin gangæ tylþtær eþ. ællær bøtæ vi öræ». Ibd. 6 § 3: «liggær viþ fralsæ fostro bøtæ tolf öræ. firi ambut sex öræ. firi æthorna kono sex markær. þen barn a viþ ambut. han skal varþæ hanni til þæs ær hun gitær kuærn draghit ok ko molkæt. Dör hun af barni bötæ han iii markær. Cfr VgL. ø Gipt. 10-11, hvorefter Leiermaal med frels Fostre bødes med tolv Ører, medens samme med trælbunden Fostre, der bærer Bondens Nøgler bødes med tre Mark. VgL. III Addit. 12 derimod giver samme Вestemmelse denne Form : «Firi frælsgivu хii öræ rettom giptærmanne þem skyldaster ær þem sum hana tok i æt meþ sik. æn eig liuer þæn sami hanæ i æt tok. firi ambut sex öræ þem hanæ agher. þær hon nyklæ eghandæs böte ш marker þæn læghær gjörþe».

VgL. I særæm. 6: «þræl far sar. bøtæ maþær firi mark ækki æghu fleri mæn sak a æn saksøkæ.» Оm Træl tilføies Vaadesaar, bødes Herren Arbeidstab, Værdtab og Lægeløn, se VgL. I vap. s. 3 (Il vap. s. 11), ibd. Bard. b. 2: «Bær maþær ænskæn man ællær sundriskæn bøtæ firi saksökæ örtugh min æn siu öræ ok iv öitoghor konongær. § 1 Slikæ samu æru frælsgivæ bötær ok siax öræ æru þræs æn barþær ær» (II Frib. b. 2-3).

Gotl. I 19 § 37. Træl vurderes altid halvt mod fri Mand, faar ingen Thokke (punci) og bøder heller ingen, men er jævndyr med frie i Henseende til Saar.

Ibd. I 22: «For Voldtægt mod ugift gotlandsk Kvinde bødes tolv Mark Sølv, for ikke gotlandsk Kvinde fem Mark og for ufrels sex Ører Penninge. Ved mindre Krenkelse faar ufri Kvinde kun Bøder for Slag. I 23: «En ofrels cuna far slega bytr oc ai maira».

Sk. L. 13, 8: «Liggær man mæþ huskunu annærsmans bötæ tva öre ællær dyli mæþ þriþia mans eþ», cfr 6, 7.

Ibd. 6, 1 : «Warthær thræli hand af hoggen, böte thæn af hiog half andra mark ok tyltær eth at han gjorthe bondanum æi mer skathæ i thy afhogge, ællær han latæ til sum för ær mælt (ovf. p. 223). Wartha batha hændær af hogna bøte thæn ær gjorthe thre mark ok til hathe logh ok fæ sum før ær mælt.» o. s. v., cfr 5, 22.

Ibd. 6. 2 : «Hwat sum fræls man gør withær bondans hjona annöthugt, sva at bardagha ær ællær sar ok æi lyti, givi lækesgift ok gjalde dagswærkisspial ok böta bondanum tva öra føre thukka. warthær lyti, böte them æfte gotha manna asyn ok æi mughu lyti høghræ warthæ æn til thriggja marka, hwilkin the æra».

Valdem. Sæll. L. 3, 12: «Æn lægs fræls man vith bondæns annøgh kunæ ok ær thet hans sæthis ambuth, the thær hværkin ey mall ok ey hakær ok ey gör andræ theskins gærninge, tha a han at bøtæ bondæn siæx öræ foræ. Æn ær thet annæt ambuth, tha a han at øbötæ bondæn þva öræ foræ».

Valdem. Sæll. L. 3, 12: «Æn takær fræls man annugthe kunæ nöthug, tha bötæ han bonden thre mark fore; kumær thet ok sva at nokær man takær mans thræl ok bindær for utæn thiufnæth, tha bötæ han ok bonden thre mark före, ok hvaræ sum men bötær for frælsæn man furtiughæ mark bot, tha bötær man bondæn thre mark for thrællæn» (parallelt med Bod for Træls Misgjerning). Оm Slag og Lyde gives væsentlig samme Bestemmelser som ovenfor er anført fra Sk. L. Dog er Grændsen for Boden her tolv Ører (sammesteds).

Valdem. Sæll. L. 2 32 (Sk. L. Orhodem. 3, Thorsens Udgave p. 225) bestemmer om Hærvirke, naar fem eller flere gjøre Vold i Bondens Gaard mod ham selv eller hans Husfolk, frelst eller ufrelst, saa skal al Skade fuldt bødes og Høvedsmanden for Flokken bøde Bonden og Kongen hver 40 Mark.

Krænkelser mod Træl paa de fredhellige Steder

For saadanne mindre Krænkelser voldte Herren paa hans Træl, fordredes neppe i Almindelighed nogen Bod til det offentlige, hvad maa sluttes af den udtrykkelige Omtale af den for det Tilfælde, at Fornærmelsen tilføiedes Trællen, naar han efter Ordre fulgte sin Herre til de fredhellige Steder. Gulethingslovens c. 198 fortsætter: «Træl har Baughelge (enkelt Baug for Saar har tolv Ører, Gul. 1. 185, Fr. 1. IV 53) paa sig, hvis han følger sin Herre til Thing eller Kirke eller Gjæstebudshus, og han gaar did efter Bud; thi der paa de tre Steder øges Retten for hver Mand til det dobbelte». Hvad det sidste Tillæg her har at sige som Grund til, at ogsaa Træl tages i Lovens Værn mere end som blot eiet Ting, er mig ikke klart, det kunde synes som om Baugshelge først indtraadte ved en vis Størrelse af den private Bod, men nogen saadan Grændse ved jeg ikke at paavise. Fr. 1. II 10 har den samme Bestemmelse, men kun som almindelig Regel for Retsøgningen paa de fredhellige Steder.

I Fr. 1. IV 58 siges i Forbindelse med foregaænde Cap. om Aarmændene: «Men i tre Steder, ved Kirke, Thing eller Gjæstebud, da skulle alle være jævnhellige, men paa alle andre Steder bliver ingen Mand utlæg for dem» (for Drab paa Aarmænd og vel ufri i Almindelighed).

Fr. I. IV 61: «Hvis Mands Træl følger ham til Kirke eller til Gjæstebud eller til Thing, da er der hans Helge, hvor man lægger til med Skibet eller sætter det op. Hvis Mand slaar ham paa et af de Steder, da skal bødes sølvvurderet Baug til Kongen; men og hans Herre skal tage sin Ret sølvvurderet. Den, der slaar Trællen, indestaar for ham, om han end slaar eller hugger igjen, og hvis Trællens Herre overbeviser Modparten, da have Eiermanden Værd for Trællen af den som slog først, hvis han Dør, og han indestaa for Trællen, indtil han har bødet til Herren».

VgL. I Mandr. 13: «þær æru þry öl ær jammykit skal bötæ at þræl sum sum þjægn (II Dr. 27 : æn dræpin værþer). Et ær brullöp annat giftæröl. þridiæ ær ærvisöl», jfr Upll. Ærfb. b. 2 ovf. p. 223[8].

Om Leie af Trælle

Til videre Sikkring af Trællene som Del af de frie Borgeres Eiendom, bestemmer Gulethingsloven c. 69 om Leie af Trælle: «Nu leier Mand anden Mands Træl, han skal da indestaa for, at han ikke viser ham paa ufør Aa eller Is, ei heller til Bjørnehide eller i uføre Bjerge eller paa ufør Sø eller paa andet farligt Sted. Nu hvis han der kommer til Ulykke og ikke hans egne Svende vare der eller hans andre Arbeidsmænd, da skal han bøde Eieren hans Svend. Han skal sende ham hjem ved Halvaarstid; men hvis han sender ham hjem og lader ham fare ene, hvis han da løber bort og kommer ikke hjem sin Herre til Haande, da skal han bøde ham hans Svend. Nu skal ingen flytte Mands Svend fra Herren, uden han vil indestaa for ham; skal hver Mand ustraffelig føre (den leiede) hjem til Herren. Hjemmel skal hver Mand tage af Herren for hans Svends Arbeide, ellers indestaa for ham i et og alt. Nu bliver han syg eller saar, da skal han ligge der 7 Nætter; men siden skal han føre ham til Eieren; hvis han er faren af Landet, da skal han føre ham til den som styrer hans Gods. Hvis han lader ham ligge længere, skal der ske Afdrag i Leien efter Aftale, men ikke for den Mad, han nyder, medens han ligger. Hvis han løber bort fra den, der har ham, da skal han gjøre Bud til Eieren, ellers skal han leie, skjønt han ikke har (ham).

Jfr Gul. i. 71 i f.: «Hvis Mand tager andens Svend og driver paa Arbeide for sig, da indestaa han for Svenden og bøde hin Aafang, hvis han kræver, uden han tager ham af Løbsti».

Upl. Manh. b. 5 § 4: «Takær man annærs þræl lani. gangæ baþir i skogh saman. huggæ baþir træ samæn for þræl hanæ af. gjaldæ bonden {þræl stær meþ siu markum. Fa baþir hanæ af. liggin baþir ogildir. (Syv Mark er Vaadedrabsbod, efr ibd. 2, 7).

Erkjendelse af Trællens egen Ret

Vi have forsøgt at udskille af Lovgivningen de Bestemmelser, der tilsigte at sikkre Herren mod Skade og Кrænkelse, der maatte kunne blive ham tilføiede paa hans Træl ; i nær Forbindelse hermed staar den Erkjendelse af Trællen egen Menneskeret, der i den norske Lovgivning er sket med en i Forhold til Tiden og den i den germaniske Verden ellers i Almindelighed gjældende Retsopfatning i Sandhed mærkelig Liberalitet. En Liberalitet, der neppe er i nogen væsentlig Grad at tilskrive særskilt Indbydelse af den christelige Religion, da de derhen virkende Tendenser allerede længe forud fremtræde ikke utydelig som Folkestammens oprindelige aandelige Odel. Vi have allerede i Rigsmaals Skildring af Trællen seet det tydelig nok udtalt, at Nordmanden med skarp Opfatning af de stedfidende Forholds, Stillingens Magt over Mennesket, saa i Trælle-Kaarene den hele Grund til Trællens ydre og indre Usselhed , mente — og det vistnok med stor Ret — at den fortrykte Stilling afprægede sig charakteristisk paa Legeme og Sjæl: derfor var Trællen i Almindelighed, som saadan, Gjenstand for hans Foragt. Men han var vistnok langt fra at tænke, idetmindste i Vikingetiden med Ufrihedens Oprindelse, Hærtagningen, og den personlige Overlegenheds Ret umiddelhart for øie og selv idelig efter Evne værgende sig mod, at denne samme Ret skulde vendes mod ham — han var da idetmindste vistnok langt fra at tænke, at Fødsel gav Mennesket ulige Ret, en Fordom som kun lang Tids Hævd og Synet af en ved Fødsel stadig fornyet, især en jordbunden Klasse af ufrie kan give Rodfæste. Hvor lidet egentlig i de tidligere Tider Hærtagningen og en forbigaende Trældom skjæmmede Mennesket og gjorde det udygtigt til atter at haandhæve den fries fulde Ret efter Nordmændenes Opfatning, have vi tidligere ofte mødt Exempter paa: ei alene kan den hærtagne Kvinde saagodtsom ganske indtage den fríe Husfrues og Ægtekvindes Plads, idetmindste i Mandens Øine; men den frigivne kan ogsaa, som vi have seet, efter kort Tid blive et agtet Medlem af Samfundet, ja endog strax indgiftes i sin tidligere Herres Familie. Det kom her kun an paa, om Personens Dygtighed og tidligere Stilling lod ogsaa Herren føle, at Trældom var den bundne uværdig, og at dette skete endog særdeles ofte alt i vor Histories første Tider, шaa, troer jeg, Beretningerne om Islands Landnamsmænd godtgjøre.

Vi have ogsaa seet, hvorledes Straffelovgivningen ikke lidet fremhæver Trællens Menneskeret, idet den lægger saa godtsom den hele Ansvarlighed over paa Trællens Person, kun lader hans Værd forbrydes for Herren; medens efler andre Lovgivninger denne maa bøde fuldt for Træl som for sig selv (Wilda, Strafr. d. Germ. p. 655 ff.). Naar en saadan Opfatning af Trældommen var raadende, var der kun et kort Skridt igjen til ogsaa at unde Trællen for hans egen Person en Del af Lovens Værn.

II. Træls Drab

Mindst viser denne Lovens Beskyttelse sig ved Drab af Træl, hvad vel har sin naturlige Grund i, at i dette Tilfælde en saadan directe Erkjendelse af Trællens Ret til Erstatning kun kunde have faaet sit Udtryk i en Ættebod eller idetmindste i Bod til Træls Søn, en Indrømmelse som havde været vel stor mod Træl overfor fri Mand, medens vi have fundet den gjort Træl mod Træl, idetmindste efter Graagaasen (113, Baugatal[9]). Loven blev derfor i dette Tilfælde staaende ved Erstatning af den dræbte til Eieren og fordrede for det Tilfælde, at Eieren selv var Drabsmanden, rimeligvis kun for den offentlige Ordens Skyld og i Overensstemmelse med den herskende Afsky for lønligt Drab eller Mord, at Gjerningen skulde lyses. At henføre denne Lysning af Drabet til den christne Lovgivning er neppe nødvendigt, da de samme Grunde til en saadan Bestemmelse vare tilstede i den hedenske som i den christne Tid — den islandske Graagaas omtaler imidlertid ikke, saavidt jeg ved, nogen saadan Lysning (Grág. 111 Vigsl. «Ef drottinn vegr þræl sinn ok varðar honom eigi þat við lög, nema hann vegi hann á löghelgum tiðum eða um lángaföstu, þá varðar fjörbaugsgarð». Den Gode, hvem Drabsmanden er i Thing med, fører Søgsmaalet; hvis han ikke vil, saa føre hver anden det, som vil); men efter Grág. 110 Vigsl. kan endog Drab af Fredløs blive Mord, hvis det bevislig er søgt skjult.

Christenretten har derimod her søgt directe at værge Trællen mod, at Herren altfor vilkaarlig gjorde Brug af sin Eiendomsret til det yderste, ved at erhverve sig Ret til at kunne ilægge ham kirkelig Straf. De herhenhørende Lovbud lyde:

Gul. 1. 182: «Nu siges om Mand, at han har dræbt sin Træl: det Drab skal han lyse, ellers er han Morder (morðíngi). Nu sagsøges han, og han nægter: hvis han saa tidlig er bleven sagsøgt, at man kan søge efter Liget, da skal man undersøge det. Hvis Saar findes paa Liget, da er han skyldig; men hvis ingen Saar findes paa det, da er det Opspind. Nu er han bleven saa sent sagsøgt, at man ikke kan undersøge Liget, da skal han nægte med Lyritered, falder til Utlegd, hvis den falder».

Den almindelige Mordsed er Tylftered, der falder til Ubodesutlegd (Gul. 132, 135), med den mindre Ed har i dette Tilfælde mulig ogsaa fulgt kun mindre Utlegd, dog er der vel intet i Veien For, at ogsaa Lyritered kan fæsles for Ubodemaal (jfr Gul. 135).

Fr. L V 20: «Hvis Mand slaar sin Træl ti1 døde, da skal han sige Mænd til den samme Dag, da har han intet Ansvar derfor uden for Gud, men hvis han ikke gjør saa, da er han Morder».

Ogsaa Tacitus, Germ. 25, lader os vide, at Herren ustraffet af Loven kunde dræbe sin Træl: «verberare servum æ vineulis et opere eoereere rarnm. oeeidere solent, non diseiplina et severitate sed ímpetu et ira ut inimieum nisi quod impune est».

Lex Visig. (VI 5, 12 ibd. 6, 11) er heri rykket længere frem: «ne domini extra eulpam servos suos oeeidant». Grimm, R. A. p. 344.

Grág. Ill Vígsl. ophæver endog Trællens Høitidsfred, hvis han har alvorlig forseet sig: «Ekki varðar honum vig þrælsins nærgi er hann vegr hann. ef hann vegr hann um þær sakir er frjáls maðr fèlli óheilagr fyrir slikar sakir».

Jfr. Upl. 1. Manh. 6 § 5, ovf., hvorefter Træl endnu er ugild mod Herren. Hvorvidt Herrens Strafferet over Træl gik, kan ogsaa sluttes af Udtrykket thrælbærja med dets Forklaring i Jydske Lov 3, 32: «æn warther man thrælbarth. swa at han ma æi bær sik sjalf af thet stat num akæs thæthæn æth bæræs. ok ær ben brot swa at han liggær af ok ær ufør». (Ihre Gloss. p. 977 anfører: «Dræper man sofwande, æller a sunde simmande eller trælbær man. han far hana aff» — hvor Udtrykket altsaa svarer til «at benbærjæ man til hanæ», soin VgL. II Orbotæm. 2 opfører blandt Nidingsværk.

Naar forøvrigt Lovgivningen tager Hensyn til Trællens egen Menneskeret og ved Krænkelser af hans Person indrømmer ham Ret til Erstatning derfor i Form af Bod, forudsætter dette, at Trællen ogsaa har en, om end indskrænket, Eiendomsret; denne Eiendom er det, der oftere i Lovene forekommer under Navn af orka (Gul. 57, 65, 71) og til denne Orke blev da rimeligvis lagt de bøder, Trællen tog, ligesom han vel ogsaa af den maatte udrede de bøder, han maatte forbryde (idetmindste til andre Trælle — cfr Fr. 1. XI 21, Grág. 113, Baugat. þrælbaugar: «þar at eins skulu þrælar bæta er þeir hafa orkost til er bæta skulu». ibd. 111 Vigsl. «Ef þrælar manna lióstaz» ete.)

Bøder til krænket Træl

Først og fremmest maatte det synes billigt, at Trællen selv tog Bod for de Saar, der bleve ham tilføiede; derfor bestemmes ogsaa i Gul. 1. 215 (cfr 185): «Alle have jævne Saarbøder, Thegn og Træl». At samme Regel har gjældt i Frostethingslagdømme maa sluttes af Fr. 1. X44: «En ef maðr hittir þræl manns á hesti sínum eða á skipi, þá á hann ekke á sèr, þó at hann sèv bardr». Dog gjør Fr. 1. IV 45 som oftere ellers ogsaa ved Saar Forskjel mellem fuldfrie og frigivne eller fra frigivne stammende forpligtede Mænd med Hensyn til den Myntværdi, hvorefter Bøderne skulde udredes, saa vel neppe i Frostethingslagdømmet idetmindste Saarbøderne have været jævne for Thegn og Træl, som i Gul. 1. siges. Foruden disse Saarbøder har imidlertid Trællen ogsaa en personlig Ret at gjøre gjældende, denne var dog, som det synes, noget forskjellig ansat i Gule- og Frostethings Lagdømmer.

Det hedder i Gulethingsloven c. 198: «Træl har at tage paa sig selv den tolvte Del af sin Herres personlige Ret (hinn tólfta lut or drottins sins rètti einorðum), der som han har Baugshelge paa sig, i de tre Steder». Frostethingsloven derimod bestemmer den Ret, Trællen har at tage for sin egen Del, i Forhold efter den Sum, der for samme Krænkelse mod Trællen udredes til hans Herre. Fr. 1. XI 21: «Høld skal tage tre Ører tællede paa sin Bryte, Thjon, Deigje og Sete, men paa alle andre Mansmænd (trælbundne Tjenere) to Ører; men Træl skal tage to Dele mindre Ret end hans Herre» (ii lutum minna rètt en drottinn hans). Hvis Træl slaar anden Træl, da skal forholdes paa samme Maade; men Herren har intet at fordre i det Tilfælde».

Hvis denne Forklaring af Lovstederne er rigtig, tager altsaa efter Frostethingsloven:

Høld for de fire bedste af Tyendet tre Ører, for simpelt Tyende to Ører ɔ: sex Ert. Sammes fire bedste Tjenere selv paa fredhelligt Sted to Ører, simple Tyende fire Ert. Samme ellers en Øre, simple Tyende ellers to Ert.

Da Gulethingsloven derimod bestemmer Trællens Ret efter Herrens almindelige personlige Ret til en Tolvtedel af denne og intet nævner om nogen Forskjel mellem høiere og lavere Tyende (uden at Eierens Ret paa det simplere Tyende sættes til Hælvten af Retten for det bedste), kommer kun Rækken for de fire bedste til at stemme, og heller ikke finder Fr. l.'s aarbaarne Mands Tyende nogen tilsvarende Klasse i Gul. 1. Efter Gul. 1. tager altsaa:

Høld for de fire bedste af Tyendet tre Ører, for simpelt Tyende 1 1/2 Øre ɔ: fire Ert fem Pen. Sammes fire bedste Tjenere selv paa fredhellig Sted to Ører (24/12 Øre), simple Tyende det samme (?). Samme ellers en Øre (Gul. 200: Höldmaðr á á sèr iii markr at einorðum rétti) o. s. v. for de forskjellige Retsklasser.

Grág. 111 Vigsl.: «Ef maðr drepr þræl manns óvænis hðgg. ok á þar drottinn vi aura. en þrælinn iii aura» o. s.v. samme om Træl er Gjerningsmanden — jfr ovenfor Fr. l.s Bestemmelse.

Træls Eiendomsret

Vi have ovenfor berørt Trællens Eiendomsret, en saadan, om end altid meget afhængig af Herren, synes af Germanerne i Almindelighed at være bleven tilstaæt deres ufrie Undergivne (Tac. Germ. 25 «suam quisque sedem, suos penates regit» o. s. v., cfr Grimm R. A. p. 349) ; i den Skildring, den yorkske Erkebiskop Wulfstan i sin Tale fra 1012 giver af den lovløse Tilstand i England, hedder det VI: «ikke engang Trælle kunne beholde det, som de have erhvervet ved Stræb i sin egen Hviletid» (Hickes Thesaur. 111 p. 99 ff.). For den norske Træl var denne Eiendom af særdeles Vigtighed, da det væsentlig betingede hans senere Stilling som Løsing, at han havde kunnet fuldt udrede sit Værd. Vi have under Behandling af Sagaerne seet, hvor liberalt Erling Skjalgsson aabnede sine Trælle Adgang til Erhverv, hvad da skete dels ved at give Trællen Raadighed til at arbeide noget for egen Regning udenfor det sædvanlige Dagarbeide i Herrens Tjeneste, dels ved at lade ham faae et Stykke Jord at dyrke og gjøre sig nyttigt. I Lovene antydes ogsaa en saadan Overdragelse af et mindre Jordstykke til Træl som sædvanlig, idet i Fr. 1. XIII, 2, bestemmes, at Leilænding ikke skal tillade anden Mand at gjøre Bed (reit) paa den leiede Jord uden sin Søn eller Svend eller frels Mand, som arbeider med ham, uden Landsdrottens Tilladelse. Denne Trællens Eiendom betegnedes, som nævnt, med «orka» rimeligvis af samme Rod som «verk». Ordet bruges dels i samme Betydning som «verk» («Ef bóndi er á orku med hjonum sínum» — Eids. Chr. 12) dels betegnende det, man erhverver ved «verk» (Gul. I. 71: «þá skal orku gefa honum sem þrælom sínum» — ibd. 57: «En ef þræll á orku þá havi hann þat til barnfölgu». ibd. «valinkunnir menn meta at verðr sè sá maðr orkulauss» = Fr. l.s þræl næktan). Begge Ord forekomme, som det synes, i allitererende Formel i Gul. 1. 65 og 114: «eiga saman verk ok orku». Man kunde muligens ogsaa tænke paa en liden Arbeidsløn, hvor ei var Anledning til at forelægge særskilt Arbeide til egen Vinding.

Vistnok maatte altid saadan Eiendom blive kun precair for Trællen ligeoverfor Herren; men han støttedes rimeligvis ogsaa mod ham ikke lidet ved den Hævd, som denne Eiendomsret synes at have vundet; ja vi finde, i Gisle Surssons Saga, paa Haakon Adelstensfostres Tid, at en Træl er i Besiddelse af et Sværd, som han maa bedes om at laane ud, at han senere fast paastaar, at ville have sit Sværd tilbage, skjønt Herren byder ham Penge isteden, og endelig i Hidsighed angriber og saarer Herren, hvad da bliver hans egen Bane.

Sk. L. VI 13: «Alt þæt fæ annöþoght hjonæ aflær i bondæns hæþpum, þæt a bondæn at göræ af hvat han vil þaghær han gifær sinu hjono frælsi ællær þæt lösær sig til frelsis». Jfr Andr. Simon. I. Sean. 6 15: «Nihil sie potest esse manecipii alicujus. quod non sit illius domini cujus et mancipium ut de ipso pro suo lihito sibi liceat ordinare».

Bod til Træl for uhjemlet Brug af hans Eiendom

Mod at Fremmede nyttede Trællens Eiendom uden hans Tilladelse, blev han udtrykkelig sikkret af Gulethingsloven. Cap. 92: «Alle Mænd lage jævnstor Bod for uhjemlet Brug (afáng), baade Thegn og Træl». At udstrække denne Bestemmelse til at gjælde ogsaa mod Herren er vel neppe muligt, om end Formen kunde tillade det, og ogsaa det ovenanførte Sted af Gisle Surssøns Saga næsten opfordrer til saadan Fortolkning. Frostethingsloven derimod siger ligesaa udtrykkelig X 44: «Træl har ikke Aafang paa sit Gods».

Hvis Træl fandt Ting af større Værd, og hvortil ellers ingen havde Ret, synes det fundne at have tilfaldet Herren; udtrykkelig imidlertid siges det ikke uden om Hvalfund. Fr. 1. XIV 10: «Mindre Hval (indtil ni Alens Længde efter Gul. 1. 149) tilfalder ene hver frels Finder; men Herren eier den, hvis Træl finder.»

Grág. 14 Um hátíða hald: «Bjørn eier den, som først giver den Banesaar, uden Trælle eller Skyldbundne veide den, da eier den, som har Fortjeneste af de Mænd».

Forresten stod Trællen i Udøvelsen af sin Eiendomsret fuldkommen under Herrens Værgemaal, da han selv baade var formell udygtig til at foretage nogen retsgyldig Handling og vel ogsaa agtedes i Regelen for aandelig udygtig til at kunne bruge sin Formue fordelagtig. Han kunde ikke regnes mellem dem, som «bæði kunnu hyggja fyri orði ok eiði», hvad tillige var Betingelse for enhver gyldig Handel. Træl raadede derfor ikke selv for Handel. Gul. 1. 56: («Umage kan ikke slutte eller raade for nogen Handel»), Træl kan og ikke raade for nogen Handel uden for sin Kniv alene» — en Umyndighedsstand som endnu med kun ringe Forandring vedvarer for Løsingen, saalænge han er i Forpligtelsesforhold til sin forrige Herre, og som ogsaa i mere eller mindre Grad er gjældende for de frie Ægtekvinder (Gul. 1. 56 videre, Fr. 1. XI 22-23), jfr Upl. i. Kjøpm. 4.

ÖgL. Vins. b. 12: «Nu sitær bryti i bo mans ok han ær þræll hans: til þæs bos skal tilseuman vara. han skal köp gæra ok egh. þræll hans».

Sk. L. 9, 22: «Köpær (man) viþær annøþoght hjonæ ællær leghohjonæ, þa gjaldær han atær þæt han köpær ok svarær þjufsak fore þat». Ved Kjøb med Bondens umyndige Familie tabes derimod kun Kjøbeværdet.

Trælles Ægteskaber

Da saaledes Eiendomsret idetmindste i Regelen indrømmedes Trællene, var der fra den Side intet i Veien for, at deres ægteskabelige Forbindelser bleve sluttede under Iagttagelse af den almindelige Form for det borgerlige Ægteskab, nemlig at Konen kjøbtes af nærmeste Frænde med Mund, og det maatte tillige være Trællen magtpaaliggende, at hans Giftermaal havde en saadan latent Retskraft, da deraf betingedes for en stor Del hans Børns Arveret, hvis han fik løst sig fri (jfr Fr. 1. Hl 13: «Í engum stað öðrum kemr maðr til arfs nema móðir sè mundi keypt eða harm sè með lögum í ætt leiddr», og Gul. 51 (se ovenfor p. 176 ff.] mindste lovlige Mund tolv ører, «Öreigemund»).

Vi have ovenfor hørt om Trællen Ragnvald hos Thorolf Skjaalg. at han beder sin Herre om at skaffe ham et godt Giftermaal, og Udtrykkene der tyde ingenlunde paa nogen løsere Forbindelse end det almindelige borgerlige Ægteskab. Der var imidlertid Tale om fri Kvinde; men Lovene nævne ei alene udtrykkelig Mund ved Træls og Ambaatts Forbindelse, men indrømme endog Trællen Ret til at dræbe den, der krænker hans Ægteskab: saa der ei kan være Tvivl om, at Ægteskaberne inden Trællestanden bleve fuldt retsgyldig sluttede i Tidsrummet for den christelige Lovgivning, og at det samme ogsaa tidligere var Tilfældet er høist rimeligt paa Grund af ovennævnte Arveretshensyn. Det paaberaabte Sted om Munden er Gulethingslovens c. 64 : «Nu faae Træl og Ambaatt Frihed og bo begge sammen, da øge de sin Formue saaledes, at han har to og hun den tredie Del. Den Mund skal tjene hende til Underhold, som han gav for hende, hvad enten den var større eller mindre, dengang da de vare trælbundne». Den Indrømmelse af Drabsret ved Krænkelse af Kone eller Datter, der gjordes Trællen, er os kun bevaret i Borgarthings Christenret, men i saa alderdomlige Udtryk, at der neppe kan tvivles paa, at Bestemmelsen stammer fra den hedenske Tid.

Borgarths. Chr. 15 : «Nu har Træl Ret til Drab for sin Kone og sin Datter, hvis han tager Mand hos hende: da skal han gaae til Brønden og tage en Spand fuld af Vand og slaae over dem og bede sæl sove sin Maag» («þá skal hann gánga til brunns ok taka spann fullt vatns ok slæta á þau ok biðja heilan sofa mág sinn»). Disse tilføiede spottende Ord vilde kun være en daarlig Spøg af Christenrettens Forfatter, de maa aabenbart være en Overlevering fra ældre Tid. De vise, hvorledes det ved den gamle Lovgivning faldt næsten løierligt at indrømme Ægteskabet en saa stor Betydning ogsaa for Trællen og fremkaldte et af disse ufrivillige Udbrud af Humor, der oftere glimte os imøde midt i Lovens Alvor (f. Ex.: «ef menn kasta vápnum sínum ok feri hvarttveggja i hár öðrum. þá heitir þat vingretta. þá á engi maðr rétt á þvi — þá heitir hón stúva ok núva ok steli æ sem hon vill») et Humor, der stemmer saa vel med den hele Aandsretning hos Folket, der altid vilde have et frit Ord tilovers i Sorg og i Glæde, i Skjemt og i Alvor. Der laa derfor neppe heller for Samtiden saa skarp en Haanens Braad i slige Udfald, som det ved første Øiekast kan synes os, skjønt vistnok Foragt for Personer og Forhold som oftest spiller stærkt ind. Med Hensyn til hvilken Ideeassosiation der vel kan have givet Lovbudet dets underlige Form, ved jeg for Øieblikket ingen anden Udvei end at se i Vandøsningen og ønsket om en god Søvn en parodisk Anvendelse af de gamle Skikke ved Begravelsen og henviser til Sigrdrifum. Str. 34:


«Haug skal gjöra
hveim er liðinn er,
hendr þvá ok höfuð,
kemba ok þerra,
áðr í kistu fari,
ok biðja sælan sofa».


Trællenes Ægteskaber sluttedes maaske almindelig inden samme Husstand; om de Forviklinger, der kunde opstaa ved Forbindelser mellem Tyender af de forskjellige Huse, giver Lovgivningen ingen Bestemmelser uden for Løsingernes Vedkommende. Jfr om den canoniske Ret i denne Henseende ovenfor p. 176.

Grág. 111, Vígsl.: «større Ret har Træl i en Henseende end frels Mand: Træl har Drabsret for sin Kone, skjønt hun er Ambaatt; men ikke har frels Mand Drabsret for Ambaatt, skjønt hun er hans Kone».

Upl. Ærfp. b. 19: «Nu takær ofræls man ofrælsæ kono. fæstir ok wighis wiþ hanæ ok afflær hanæ mæþ henni. þet barn a (Var. tilføier ey) frælst wæræ. Nu takær fræls man ofrælsæ kono mæþ lagh ok lanz ræt ok mæþ eghendæ wiliæ. aflæ þön barn saman. þæt barn a frælst wæræ ok swa konæn ok allt þæt af hænni föþis siþæn. Takær ofræls man frælsæ kono mæþ lagh ok lanz ræt. gangær awgh (öfug) or ett sinni. fa þön barn samæn. þær gangi harn a bætri halw». Fri Kvinde blev vel neppe ved Giftermaal med ufri selv ufri; men rimeligvis mindskedes hendes Ret — jfr ÖgL. Gipt. b. 29, hvor Munden for dette Fald sættes til sex ører istedenfor ni.

ÖgL. Gipt. b. 29 § 2 om Fostrer, her vel ligegjældende med Trælle: «omynd berra ær tue öra» («lagha omynd» derimod ni ører, ibd. с. 2) «gangin æ barn a bætri halff. fylghin þem fræls ær, «hamarsiaugh».

VgL. Gipt. b. 4: «Vill þræll fa huskono, givi tva öra til þem ær hana a. ekki (a) kjæpsir i harnum». Jfr II Gipt. b. 3. VgL. Additam. 8 : «Giptis ambot rape þæn giptærmalom sum hana aghær».

Valdem. Sæll L. 3, 12 om Giftermaal mellem frels og ufrels, jfr ogsaa Eriks Sæll. L. 3, 17.

Salg af Trælle

Om Fostringen af Trællebørn gives Bestemmelser i Forbindelse med Reglerne for Salg af Trælle. Gul. I. e. 57: «Det er nu dernæst, at Mand kjøber Træltyende af anden Mand, handle de da sammen med lovligt Kjøb og Tremændsvidne. Den skal bære Ansvar, som solgte, for det næste Ny og Næ, at han ikke drikker Kjør og mod Brystsvaghed og Sting og mod alle farlige Sygdomme, at han bærer sit Vand og fører Urenlighed af sine Klæder, og indestaa for alle skjulte Mangler den første Maaned. Nu hvis nogen saadan Mangel er tilstede, da skal den Handel føres tilbage i den første Maaned med Vidner».

Frostethingslovens Bestemmelse om Salg lyder, V 41: «Hvis Mand kjøber Træl af anden, da skal den indestaa, som er Sælger, de næste ni Aar (?) mod Sting og Brystsvaghed, men altid for lovlig Hjemmel, og hvis han falder fra, da indestaa hans Arving». («við stjarfa ok við stinga», jfr Iv. Aasens Ordb. «Skjerva» udt. «Sjærva» (?); Adjectivet forekommer Fr. 1. X 48 betegnende Lyde paa Hest: «ross stjarft eða stætt», efr VgL. I Forn. b. 6 § 1 , II TJtgh. 13 «stingær ok starvi»). I Norge var kun forbudt at sælge Træl af Landet, og det forsaavidt han ei var aabenhar Udaadsmand (Fr. 1. XI 20).

I Upl. 1. Kjøpm. b. 3 derimod finde vi Trællesalg overhovedet forbudt: (Hawi ængin kristin wald kristnæn at sæliæ. þy at kristær war sældær. ok þa lösti kristær allæ kristnæ). Nu sæl kristin man kristnæn. ok ær þo hans þræll. þa wærþær þæn fræls sum sældær ær mæþ þe salu. ok hin taki wærþ silt atær sum kjøptæ ok ær ængin bot at. ok wæri aldrigh ofræls siþæn». Bestemmelsen er aabenbart indført i Erkjendelse af Trællens Menneskeret; men det er ikke usandsynligt, at den kan have forsinket Ufrihedens Ophævelse i det hele, idet den befordrede Dannelsen af en stavnsbunden halvfri Arbeiderelasse paa Godserne.

ÖgL. Vinsord. b. 1: «Nu vill bonde þræl sin sæljæ, han skal mæþ vin ok vitni køpa sum hest».

VgL. þiuv. b. 19: «Bonde skal værþe sa ær sæl þræl ok ambut þem ær køpir. bæþi ny ok næþær þar næstu firi brote. æn firi griþum allæn aldær». jfr Grimm R. A. p. 343.

Fostring af Trællebørn

Gulethingstovens cap. 57 fortsættes: «Hvis Træl har Lønbarn, da skal den bære Omsorg for Barnet, som solgte Trællen; men hvis Træl har Orke, da have han den til Barnfostring. Hvis derimod Træl gaar aabenlyst i sin Kones (konu sinnar) Seng, da skal den bære Omsorg for det Barn, som hun da gaar med, der da kjøber hende; men hin (Sælgeren) for alle dem, som før vare. Nu er det og lønlig Mangel, hvis Ambaatt[10] er med Barn, og den ikke vidste det, som kjøbte; da skal den have Ansvar, som har Barn med hende, naar hun bliver liggende, hvis det bliver hende til Brøst eller Bane, indtil hun kan bære to Bøtter Vand fra Brønden. Da skal han (den nye Eier) fare med Barnet og lade Moderen Følge did, som den er, som solgte ham hende, og byde ham Ambaatten og føre Barnet Faderen i Hænde. Han skal laane ham Ambaatten, om hin har det nødigt, for at føre nogen Faderskabet paa; da har han efter Loven ført sig det Barn af Hænde, og have han derpaa Vidner. — Den skal være Fader til Barn, som Moder siger er Fader. Nu siger hun Træl Faderskabet paa, da skal man hjemstævne hans Herre, og fremføre sit Hjemstævnevidne; der skal han fæste Lyritered for sin Svend, ellers tage han mod Barnet; men vil han ingen af Delene gjøre, da lægge man Barnet der og give ham Ansvar. Saa skal man føre sig frels Kvindes Barn af Hænde som Ambaatts. Nu siger Ambaatt frels Mand Faderskab paa, da skal man hjemstævne ham til Krav og Umages Modtagelse; did skal man fare til den Tid man hjemstævnede ham, og fremføre sit Hjemstævnsvidne. Hun skal sige ham Faderskabet paa, den Mand skal hun da kræve for sin Ret, som hun nævnte, og til Modtagelse af Umagen; thi ingen skal bære Børn ud paa Veie og byde Folk der. Nu er vel, hvis han siger ja dertil, da er det hans thybaarne Barn; men hvis han siger nei dertil, og siger, at han intet bar dermed, og vil hverken vedtage Ret eller Barn, da skal man lægge det ned der; thi hans nei har ingen Vægt, uden han byder Lyritered og fæster den strax: da skal den søgende have Barnet bort med sig; men de Eder skulle staa ti Uger Søgnedage. Lyritered skal fæstes for hvert Leiermaal, uden Mand har haft Omgang med Kvinde, som han øver Udaadeværk paa, da er Sættered. Nu hvis han sværger den Ed, da sværger han sig det Barn af Hænde, da har hverken han eller hans Frænder Ansvar for det. Nu bliver det Barn ham ligt, og ser han, at han har missvoret den Ed, da skal han fare i Forsamling af Folk og sige, at det er hans Barn, og bøde for Christ, at han har missvoret; da er det hans thybaarne Barn. Nu har han fæstet Ed og vil ei aflægge den, da skal han bøde hin Sexalensøre for hver Maaned, medens hin føder hans Umage. Nu skal det Edfald være søgt som hvert andet i de første tolv Maaneder, ellers er den Ed, som om den var aflagt efter vor Lov. Nu hvis han, som lod Eden falde, ei henter sit Barn i de første tolv Maaneder, da skal hin føde sig op Træl eller Ambaatt, fordi at ingen af os skal føde for anden Træl med Kalve næring[11]. Nu vil han gaa til , efter at Barnet er voxet op, og vedkjende sig det, da skal han løse det ud med Værd saa høit, som gode Mænd værdsætte den Mand orkeløs.

Frostethingsloven , II 6 (id. Sv. 33) bestemmer om Ambaatts Barn: «Hvert Trælkvindeharn, som Fader ei vedkjender sig, det skal Herren bære Omsorg for, indtil Faderen vedkjender sig det. Barn skal man ei lade dø mellem sine Hænder; men hvis man lader det dø, bøde Herren ene tre Mark.

ÖgL. Ærþ. b. 14 om Mand, der har Barn med andens Huskone: «taki barn siþan kristit ær. ok vari frælst. Nu sitær barn inne am ar gjaldi firi tua öra: sitær um siax (ar inne) gjalde firi tolf öra: sitær þat a þæt siunda gjalde fulla lösn: þæt æru þre markær vaþmala ælla siax markær penninga ælla fiughur nytia nöt. þæn a vald sum up skal taka taki slikt et þær af sum han vil[12]. Nu lösin aldrig frændær mæþan faþirin livær. nu skal han mæþ eþe lösa fiughurtan manna. at þæt ær barn hans. lösi til frælsis ok egh til annøþughs a lionga þinge æpte þry malþing stæmd. haldær han siþan ok vill egh ut giva a lionga þings fæmt. þa böte fiuratighi markær.

Ibd. e. 15: «Nu dyl man harn viþ annöþugha kunu ok gangær viþær siþan. þæt fa egh faþör löst. Nu dör annöþugh af barne. þær a han bøta firi fulla lusn: nu i þöm döþa varþær gildare þön annøpugha æn þön frælsa».

Frels Mands Barn med sin egen Trælkvinde er efter II gL. Mr(Ь. b. 25 og 26 frit.

Sk. L. 6, 10: «Will annar man kalla mans hjona frænde sin ællær frændkunu sina ok swa til frælsis kuma, witi thæt mæth tyltær eth ok tviggja manna witni ok sithan lösæ han thæt mæth bondens wilja sum han ma at kuma. (følgende с.ll om Løsning af uretmæssig trælbundne — uden Værd).

Trældommens skadelige Indvirkning paa Sæderne

Man faar allerede af ovenanførte Bestemmelser i de norske Love stærkt Indtryk af, at Trældommen maa have fremkaldt megen Usædelighed, og der har visselig i Familiernes indre Splittelse af denne Grund været den kraftigste Opfordring for Geistligheden til at søge standset saavidt muligt dette Onde, hvad vi finde et Forsøg til i Gulethingslovens Forbud mod at have Trælkvinde til Medhustru. Cap. 25: «Hvis Mand har sin Ambaatt ved Siden af sin Kone og har hende inde som Medbeilerske (arinelju), eller hvem han har til Menkone ved Siden af sin Kone, hvis han findes skyldig heri, da skal han derfor bøde Biskoppen tolv Ører og bøde for Christ og give Slip paa Kvinden» (jfr Grag. Vigsl. 112).

Underhold af Træl som Umage

At Eieren havde at underholde sin Træl i Fald han blev Umage falder af sig selv; udtrykkelig siges det ikke, men kan dog sluttes af Gulethingslovens Bestemmelse om Skyldtrælle (c. 71). Graagaasen derimod (138, Ómagab.) : «Ef maðr kaupir mansmann til forverks sèr ok á hann þann fram at færa, ef at umaga verðr, ok svá sá i hans ætt at hverfa».

Udløsning af bortrømt og paagreben Træl

Lovens Straffebestemmelse for bortrømt Træl er forhen omtalt (ovf. p. 220-21); her maa dog endnu tilføies Reglerne for saadan Træls Udløsning hos Paagriberen. Gul. 1. 68: «Nu løber Mands Træl, og tager en ham inden Fylket og udenfor Fjerdingen, da skal han have en Øre; men hvis han tager ham udenfor Fylket og indenfor vore Love, da skal han have to Ører. Nu hvis han tager ham indenlands og udenfor vore Love, da har den, som tager ham, en halv Mark at kræve, hvis han har ham hjem i Baand, da har han undingjalausn, men ellers ikke». Fr. i. X 40: «Hvis Træl løber fra sin Herre inden vore Love og udenfor Fylket, da løse Herren ham ud fra den, som tog ham, med to Ører sølvvurderede i unningjalausn; men udenfor vore Love med en halv Mark.» Ordet «unningjalausn» er rimeligvis at udlede af vinna og betegner vel Erstatning for haft Bryderi ved Paagribelsen[13].

Upl. Manh. 53 § 2: «Nu hittir man hemæhjon mans. hawi þriþiung af fynd»

VgL. I þiuv. b. 18 «unningiæ lagh» — de samme Bestemmelser som Fr. 1. X 40. Ibd. 14 unningialagh for paagrebet Tyvekost (jfr Westm. i. I Gipt. b. 4). Fremdeles samme Bestemmelser som Fr. 1.

Sk. L. 6, 12 og Valdem. Sæll. L. 3, 12: «the penningæ skulæ tho væræ æftær lotæ virthning, thet ær tva ørtughæ silfs for tva oræ (jfr Sk. L. 5, 14-16. 13, 5. Se ogsaa Sk. L. 9, 6. Eriks Sæll. L. 3, 46).

Tillid vist Trælle fra det offentlige

Som Tilfælde, hvor der ogsaa fra det offentliges Side vistes Træl en vis Tillid, bør maaske nævnes Fr. i. IV 10, hvor der bestemmes, at greben Voldsmand, der skal overgives til Kongens Aarmand, hvis hverken denne eller hans Kone er hjemme, kan gives Aarmandens Arbeidshusbryte (verkhusbryti) i Varetægt. Fremdeles IV 5, hvor der endog tilstedes trælbundet Tyende at aflægge Ed, nemlig hvis Husbonden eller hans Søn dræbes hjemme i sit Hus eller ellers paa sin Eiendom: «da skal han være Bane, hvem Husfolket bærer Vidne mod og nævner. Saa skal Træl og Ambaat bære Vidne om Voldsdaad i Hjemmet (heimsóknarvitni) som frels Mand, og saaledes otteaarsgammel Mand som ældre». Ligeledes tillader Eids. Chr. 7 Ambaatt i Anledning af Dødfødsel at værge sig mod Beskyldning for Mord ved Ed med to andre Kvinder, muligen ogsaa ved Jernbyrd , om Eden falder, jfr Variant 7.

Naar det i Gul. 1. 86 hedder om Vidne i Anledning af Strid om Markstykke: «Nú megu allir menn þat vitni bera, þó at hann væri þræll ok vann í þann teig. ok er han þá frjáls», er dette vel ikke at forstaa som Indrømmelse af Vidneførhed for den frigivne som saadan, men som Vidne. om hvis Partiskhed der kunde næres Tvivl.

ÖgL. Ærþ. b. 6 Om Arvevidnesbyrd ved Barselseng enten Moder eller Barn er først død: «þa standær þæt a vitnum þerra sum nær varu. þær ma vitna ok eþa sværja sva annöþughær sum fræls ok sva kona sum man.» Saaledes i lignende Tilfælde ved Skibbrud og Indebrændning, men ikke i andre Sager.

VgL. I Retl. b. 9 (II ibd. 20): «Dræpær fæ annat i þessu male ær hirþingi fulder vitnismaþær. hvat hældær han ær fræls ællær þræl».

Efter Westm. i. I Kristn. b. 4, vidner Træl som frels, om Præst negter at fare til Syg. I Almindelighed : «egh þræi i eþe wara» II Kristn. 24.

Leding

At gjøre personlig Krigstjeneste blev imidlertid, som nævnt, ei tilstedet Trælten, da hans hele Livsstilling og Syssel maatte gjøre ham til en kun lidet paalidelig Landsforsvarer; men da han og hans Herre for ham som en Del af sin Eiendom derhos dog i ikke ringe Grad, som vi have seet, nød godt af Lovens Værn, var det ikke mere end billigt, at man ogsaa tog Hensyn til ham ved Mandtallet og den derefter rettede Skatteudligning til Statens Opretholdelse. Der var derfor bestemt i Gulethingsloven с. 296: «I Mandtal skal man tælle sig og alt sit Husfolk, som man har at gjøre Udredsel for. — Enhver skal tælle i Tal med sig alle de Børn, som have haft tre Julenætter. — Nu hvis han unddrager nogen af sit Husfolk for Ed, hvis han har Træl, da er denne forfalden til Kongens Aarmand; men har han flere end en, da skal Aarmanden have den, han vil. Нar han ikke Træl, da skal han bøde tre Mark for hver af sit Husfolk, som han unddrog.»

At Bonden for misligt Mandtal straffedes med Tab af Træl, kom vel af, at det rimeligvis var Træl som blev unddragen, og den nærmeste Straf da var at lade Trællen selv være forbrudt i Lighed med Optagelsen af Træl, der for Brøde ikke straffedes af Herren efter Lovens Fordring (Fr. 1. X 40. Gul. 1. 259).

Gul. 1. 298: «Nu kommer Børn til, da skal man ei gjøre Leding for dem, før (nyt) Mandtal holdes. Nu døer en af dit Husfolk, som du skal gjøre Udredsel for, da skal der gjøres Leding, indtil Mandtal holdes. Nu faar Mand Kone eller kjøber Træltyende af anden Mands Tal: hvis han kjøber før Eden, skal han tælle i Tal med sig, hvis han kjøber efter, da have han i Tal med sig ved næste Udredsel.»

Fr. 1. VII 10: «For sit ufrie Tyende skal hver der gjøre Leding, som han gjør for sig selv».

Ibd. 11: «ef kaupángs maðr á mann i heraði. þá er leidángr ferr út or kaupángi, þá skal hann gera leidangr fyrir hann i kaupángi. en ef leiðángr ferr or heraði ok eigi or kaupángi, þá skal hann gera leidángr fyrir hann i hèraði.»

Leding for ufrie udreder ikke: 1, Kongens Aarmand: «han skal ikke gjøre Leding for sig eller for sin Kone eller sit ufrie Tyende» (Gul. 1. 298), 2, Herren for Træl, hvis Vanhelse paakommer ham: «da skal man føre ham paa Thinge og byde ham frem. Hvis ingen vil modtage ham, og han ei er yngre end 40 Aar, da skal man ei gjøre Udredsel for ham» (ibd.).

Trællen tilstededes, som sagt, ei at føre Vaaben i Leding, Kokkene til Ledingsskibene udtoges derimod i Regelen ved Lodkastning blandt Skibredens Trælle.

Gul. 1. 300: «Den skal skaffe Kok (matgerðarmann), som har Svende i Skibreden, og de skulle kaste Lod sig imellem. Kokke skulle tage Hyre (en Øre om Maaneden) som det øvrige Mandskab (hásetar). Den Bonde skal være hjemme, som skaffer Kok, uden Skibet ei kan faa fuldt Mandskab». At ogsaa i Frostethingslagdømme Ledingskokkene i Regelen toges af Skibsredens Trælle, maa sluttes af Fr. 1. VII 24: «Hvis frels Mand gaar i Kokketjeneste paa Skib, da har han ingen Ret paa sig mod Skibsmandskabet paa Skibet indenbords, hvis han for den Sags Skyld bliver ilde medfaret, at han ei gjør sin Skyldighed mod Mandskab og Styresmand; men hvis han for anden Sag lider Overlast, da tage han slig Ret, som han er Mand til».

Eriks Sæll. Lov 3, 18 sætter for det Tilfælde, at Mand sender Træl i Leding for sig, Fortabelse af Trællen i Kongens Gaard og dertil Tremarkshod for Ledingsfald. Madsvend kan Træl kun være paa Ledingsskibene efter Styresmandens specielle Tilladelse (og høist fire paa hvert Skib); de have da at lave Mad for Mandskabet, hente Vand og øse.

Efter Jydske Lov, 3, 2 mister Leiedreng sin Hud, om han sendes i Leding for Bonden: «æn kumær thræl i lething a hans hushondæ hafnæ. tha ma kunung takæ ham til sik of han wil. æth mæla han fræls for hwær man».

Frihedserhvervelse ved Tapperhed i Krig

Naar derimod Hærpil farer over Landet og stævner Folket saa talrigt som muligt ud mod indfalden Fjende, da kommer ogsaa Trællen med: «hvis nogen da sidder efter, da er han udlæg; thi da skal fare haade Thegn og Træl» — og her er da for Trællen den første Leilighed til med Lovens Hjemmel ved egen Dygtighed at vinde sig Frihed ved at tilkæmpe sig den over en Fjendes Lig. Gul. 1. 312: «Nu Møde de Hær og slaaes, og bliver Træl Mandsbane, da er han frels, skjønt han før var Træl». Bestemmelsen maa være meget gammel, da Saxo allerede opfører den mellem Frodes Lovbud: «Solehat namque sagitta lignea, ferreæ speeiem habens, nuncii loco, viritim per omnes mitti, quoties repentina belli neees sitas ineidisset. Qui vero ex popularibus primipilum in acie anteiret, ex servo liber, ex agresti illustris evaderet, at si ingenuus foret satrapa erearetur» (Saxo ed. Klotz V 128).

Frostethingsloven har ingen tilsvarende Bestemmelse; men den kan være udfalden med femte Parts Cap. 2 «um herboðs örvar».

Frihedserhvervelse ved Hævd

En anden Vei til Frihed lod rigtignok ogsaa Loven Trællen aaben, nemlig Hævd; men da dertil udfordredes et uhindret frit Liv i 20 Aar, kunde naturligvis kun ganske enkeltvis under særegne Omstændigheder denne Indrømmelse komme Trælle (vel mest udenfra i Lagdømmet indflyttede) til Gode. Gulethingslovens Bestemmelse desangaænde lyder, c. 61: «Nu farer Træl frels Mands Færd 20 Vintre eller længere, og ingen hindrer hans Færd eller Handel eller Giftermaal, hvad enten han farer uden eller indenfylkes, da er han frels, om han frels vil kaldes».

Heller ikke hertil findes noget tilsvarende i Frostethingsloven. (Om Frihedsehvervelse ved Hævd hos Tydskerne, jfr Grimm, R. A. p. 337 ff.)

Efter Westm. 1. I Gipt. b. i ere Trællebørn frie, hvis Faderen har levet som fri.

Gjældstrældom

Vi have ovenfor, hvor Talen var om Trældommens forskjellige Oprindelse, ogsaa nævnt de Tilfælde, hvor Loven satte Trældom som Straf, og vi saa ogsaa da, hvorledes undertiden midlertidig Trældom indtraadte, naar den af Loven fastsatte Bod ei blev udredet. Denne saaledes fremkomne mildere Ufrihed har sit Forbillede i, eller er egentlig identisk med den Trældom, hvori Skyldner kunde indtræde frivillig, for paa den Maade at afgjøre sin Gjæld, og ogsaa efter Gjældslovene kunde tvinges ind i, hvis den tilgodehavende ei paa anden Maade kan komme til sin Ret. Det er nævnt, at Tacitus allerede (Germ. 24) omtaler en saadan den fries Hengivelse i Trældom for Spillegjæld, og findes senere overalt i den germaniske Verden forskjellige Tilfælde, hvor et frit Medlem af Staten mere eller mindre nødtvunget indtræder i forskjellige Grader af Ufrihed (jfr Leges Henr. I 76 § 3 : «sua vel alterius datione servi».) De fleste af disse Tilfælde falde vistnok ind under Straffelovgivningen; men — de undtagne, hvor Loven ikke tilsteder Anvendelse af Trældommen ved Bod — bliver Grundlaget for denne Ufrihed væsentlig at søge i en fri Handel eller Overenskomst, hvor Værd stilles mod Værd. I den norske Lovgivning maa saaledes rimeligvis enhver Trældom, der blev vedtagen af strafskyldig som Æquivalent for Bod, være at bedømme efter de udførligere Bestemmelser, der gives om Trældom der vedtoges for Gjæld. Disse ere: Gul. I. 71 : «Skyldner skal man paa Thinge tage og først byde til Frænderne; den er først til, som er nærmest i Slægt, ellers den, som han helst vil overgive ham til. Ingen maa tage Kvinde saaledes i Skyld, uden han har Frændernes Samtykke. Løsings Børn kan man tage i hvilken Forsamling man vil. Holdes skal alt saaledes, som Mænd blive forligte om, og Vidner vide. Ikke skal han drive ham med Hug til Arbeide, uden han ikke kan faa sit Tilgodehavende af ham; men siden er han retløs mod ham og hans Kone og alt hans ufrie Tyende og saaledes begge Parter, den ene mod den anden. Slaae derimod andre ham, da har han (Creditor) slig Ret paa ham som paa sin Bryte[14], selv har han det, som da staar tilbage af slig Ret, som han har Byrd til — jævndyr skal han da være i Henseende til Ret, som om han var skyldløs. Hvis Skyldkone (gjældbunden Kvinde) ligger med Træl, da har Aarmanden[15] ikke Fordring paa hende, før hun er løst af sin Skyld. Nu hvis Mand sælger skyldbunden Mand i Trællesalg, uden han løber fra sin Skyld, da er han brødig 40 Mark (þegngildi) og saaledes enhver der sælger frels Mand. Hvis Lendermand sælger, da skal han bøde halvt til Kongen og halvt til Fylkesmændene (efter hans Stilling som halvt Kongens Mand, halvt fri Undersaat); men hvis Aarmand sælger, da skal han bøde 40 Mark til Fylkesmændene (ifølge samme Theori om Statsmagternes Forhold til hinanden). Ætbaaren Mand kan give sit Barn i Skyld, hvis han giver paa Thinge, i Gjæstebudshus eller ved Kirkemøde; da kan han give i tre Marks Skyld og ikke mere, det skal da holdes, skal ikke Barnet bryde det og ingen anden Mand. Nu skal han nytte sin Skyldner som sin Træl og saaledes føre ham til Arbeide; da skal han give ham Orke som sine Trælle. Nu skal han være der og skaffe de Penge, som han er skyldig; hvis han ikke vil være der, da skal han have Farelov en halv Maaned inden Fylket at sysle om den Skyld, han har at rede. Farer han derimod med tildækket Ansigt eller ud af Fylket, da er han Træl, om hin tager ham, som har tilgode af ham. Kongen har ingen Ret paa skyldbunden Mand, der hvor han selv har ingen Ret paa sig (altsaa inden Creditors Familie, se ovf.). Nu giver Mand sig i Skyld, frels og myndig og ætbaaren, da kan han give sig i saa stor Skyld, han vil. Nu vil han (Creditor) have Penge af sin Skyldner, da er vel, om han sysler selv derfor; men hvis han ikke selv vil sysle, da skal han byde ham til Frænderne, da er vel, om de ville kjøbe, ellers skal han sælge ham, hvor han vil indenlands, og sælge for ikke flere Penge, end han er skyldig. Ingen Mand skal sælge frels Mand i Trællesalg; bliver han funden skyldig deri, da skal han bøde 40 Mark og saaledes den, der kjøber, hvis han ved, at han var frels. Nu hvis skyldbunden Mand avler Børn[16], da er vel , om han har selv Penge til at leie sig sine Børn af Hænde; men hvis han ikke har selv Penge til, da skal den leie dem ud, som har Skyld hos ham, da øges hans Skyld med saameget, som han leier sig hans Børn af Hænde for. Sysle de begge om Opholdssted for Barnet. Nu skal Skylden øges for ham, til han synes fulddyr i Værd ; men hvis han avler saa mange Børn, da skulle hans Frænder tage mod Børnene, hvor mange de ere. Nu faar han ikke udredet sin Gjæld, og ældes han i Hænderne paa den Mand, som har Skyld hos ham, og bliver han til Umage, da er han hans Umage. Han har Adgang til at eftergive ham Skylden, medens han er værkfør, da kommer han paa Frændernes Hænder, om han bliver Umage.

Hvis Mand sælger frels Mand i hedensk Land, da skal han bøde 40 Mark og skaffe ham lilbage, ellers bøde ham hos Frænderne med Mandsgjæld. Nu byder Mand Trods mod den, der har Skyld hos ham, og vil ikke arbeide for ham, føre han ham da paa Thinge og byde Frænderne at løse ham ud af den Skyld. Nu ville Frænderne ikke løse ham, da skal den, som har Skyld hos ham, have Ret til at hugge af ham, hvad han vil, oven eller neden (Haand eller Fod — Afhug af Hænder eller Fødder sætter Graagaasen som Straf for Gjældstræl, der har dræbt sin Herre, naar han efter Loven er tagen i Skyld og det er lyst fra Lovbjerget. Grág, 110 Vigsl. sammenl. den ved Christendomsindførelsen oftere mod Hedningerne anvendte Straf «at hamla at höndum eða fotum»). Nu kommer frels Mand i Skyldtrældom og er ikke tagen i den med Rette, da skal han fare paa Thinge og frigjøre sig af den Skyld; han behøver ei at stævne nogen Mand til».

Gul. 1. 19S om skyldbunden Kvinde: «Mand har at tage for Kvinde, der er i hans Skyld, slig Ret som paa sin bedste Ambaatt, Arvingen det, som da staar tilbage af slig Ret som hun har Byrd til». Jfr ovf. om skyldbunden Mands Ret. Frostethingsloven omtaler Skyldtrældom udførligere kun for ugift Mands Vedkommende (einleypr maðr). Ham skal efter Fr. 1. X 26 Creditor, hvis han ei kan faa sit Tilgodehavende af ham, føre til Thinge og byde hans Frænder ham til Udløsning for den Sum, som han er skyldig, og Vidner vide, at han har at betale; men hvis de ei ville løse ham fri , da skal man vurdere hans Person til Gjælden (meta limi hans til skuldar), naar han synes Frænderne mindre værd og ikke til at betale for (þadan fyrri sem hann er ódýrri ok ógildr frændum, ef hann er boðinn áðr), hvis han forud er dem buden». NgL II p. 512. (Texten er fordærvet i 1ste Bind p. 223, og ved jeg heller ikke, om jeg har opfattet Meningen ret efter den fulgte Text fra andet Bind).

Efter Grag. 128 Ómagab. var Søn forpligtet til at gaa i Lovskyld[17] til sin Moders, eller hvis hun ikke trænger til det, sin Faders Underhold. Fader havde Valget mellem selv at gaa i Skyld for sine Børn eller sælge dem i Skyld.

Samme 96 Vigsl.: «Det er fastsat, at naar en Gjældstræl er den dræbtes Arving, skal han ikke anlægge Sagen; men der tilkommer ham saa meget af Bøderne, som svarer til Beløbet af hans Gjæld, for hvilken han tjener som Træl. Dersom en Gjældstræl bliver dræbt, tilkommer Søgsmaalet hans Frænder; de skulle tilbyde den Mand, hos hvem han tjente for Gjæld, et lige saa stort Beløb, som den Gjæld, hvorfor han var Træl. Gjøre de ikke dette Tilbud, da til kommer Søgsmaalsretten den, hvis Gjældstræl den dræbte var.

Samme 118 Arfaþ. : «þat er at lögskuldarmaðr sá er í lögskuld er tekinn er arfi ens friða en eigi ens ófriða. nú er hann or skuldinni ok er hann þá hvárstveggja arfi»

ÖgL. Vaþm. 4: «Nu stial man ælla kona ok firiværka sik. alt þæt þön gæra i sva högtum sakum sum þön sitja inni firi. þa svari þæn sum þön havær inni mæþ sær. þaghar høghra stighær æn þön sitja inni firi. þa a ættin baþe taka ok böta firi þön». ÖgL. Vaþm. 30 § J, se ndf.

VgL. II Addit. 7, 23: «þet er xl marka sak at sæljæ frælsan man».

Eriks Sæll. L. 2, 56: «Man ma ey usæl mans manbælgi take for gjald».

ÖgL. Vaþm. 30 § 1: «Nu sæll man frælsan man i annöþughan staþ mæþ vin ok vitni. böte firi fullt ok fjæþærtiught. ælla dyli mæþ þræ tylftum eþe: þær skal frælsan lösa sum han hittis. egh ma fræls at leþsnum ganga» d. e. omstændelig gjennem Ven og Vidne føres tilbage til Sælgeren (jfr fara at leiðzlu f?] sem mans maðr til skapdrottins Fr. 1. IX 16). Jfr Westmannal. II Køpm. 3.

De samme Gjældslove synes altsaa at have været fulgte i Frostethingslagdømmet.

Vánarmenn

Man kan maaske ogsaa ikke uden Grund finde gjældbundne Mænd betegnede ved Frostethingslovens vánarmenn; de nævnes nemlig sammen med Løsinger i Forhold parallele med dem, hvor vi i Gulethingsloven finde Gjældstrælle. Fr. I. IX 10: «ok svá um vánarmann», at han ved at unddrage sig Forpligtelse mod sin Værge paadrager sig Bod af tre Mark «nema hann launi af sèr» — jfr Gul. 1. 66-67 om Løsing, at han for samme Brude skal «fara aptr i sess þinn sama er hann var fyrr», og c. 71 om Gjældstrælle «þá er hann þræll, ef hinn tekr hann er skuld á at hánom». — Fr. 1. IX 16, hvor saadan Kvinde, «er vánarmaðr manns er», stilles sammen med Løsinge med Hensyn til den Bod, der skal gives, om nogen fører dem af Landet mod Værgens Villie, og vel ogsaa med Hensyn til Leiermaal, skjønt der alene nævnes Løsinge, hvilket ogsaa maa agtes parallelt med Gul. 1.'s Bestemmelse, at Creditor for gjældbundne Folk tager Ret som for Bryte og bedste Ambaatt; naar man overveier, at ogsaa i de foregaænde Tilfælde Gulethingsloven synes strengere at sætte Trældom, hvor Frostethingsloven giver Valget mellem Tremarksbod eller at «lønne dem af sig». Vánarmaðr kunde vel efter denne Opfatning forklares som den, der har givet sig i andens Trældom, fordi han paa Grund af Fattigdom ei kan betale sin Skyld til ham, og ván i Sammensætningen kunde betegne ham som den, der er saa fortrykt, at han kun har at haabe sit Underhold af andre — jfr «vána til forstöðu» Grelt. s. 45, «vánarvölr» Hkb. c. 40 Tiggerstav, «ganga á vón» Fr. 1. IX 25 (matlaunamaðr Gul. 1.115, ibd. 70 f.)

Rimeligere synes mig det dog at forklare vánarmenn som dem, efter hvem man havde Haab om Arv, arfván, og under denne Benævnelse kan da ogsaa være henført Folk i samme Stilling som de svenske Gavetrælle eller danske Fletföringer, d. e. frelse Mænd, der paa Grund af Sygdom eller anden Vanskjæbne gav sig i Trældom hos anden, og saaledes overførte Retten til Arv efter sig fra Frænderne til den, hvis gæfþræl han gjør sig til, mod at denne overtager hans Underhold (jfr 6gL Ærfþ. 12). Hengivelsen som Træl var vel mest kun en symbolsk Form, hvorved hans egen Slægt tabte sine Fordringer saavelsom sine Forpligtelser mod Vedkommende. Vel tillade de norske Love kun ganske enkeltvis en indskrænket Raadighed over Arven efter sig uden Arvtagernes Samtykke; men med dette kunde saadan Arveoverdragelse ske saavel efter norsk som islandsk Lov (jfr om «gjaferfð», «branderfð», «gesterfð» Gul. 1. 107, 108, 113, 129. Fr. I. IX 3-5. Grág. Arfþ. 123 «um arfván»). Vi have ogsaa i Eyrbyggjas. c. 31 netop et Exempel paa saadan Overdragelse og det endog af en Løsing: «Eptir þat handsalaði Úlfarr Arnkeli fè sitt allt, ok gerðist hann þá varnadarmaðr Úlfara». Ulfar og Broderen Örlyg vare Thorbrands Løsinger (Eyrb. s. c. 8) , og dennes Sønner gjøre derfor Fordring paa Arven efter dem mod Arnkel, der der imod fremfører Vidner paa Overenskomsten mellem ham og Ulfar. Arnkels Fordring er uretmæssig, idetmindste efter Graagaasen, som den foreligger, ei alene efter 123, um arfván, hvor udtrykkelig bestemmes at slige Arvekjøb skulle gaa tilbage, hvis naturlige Arvinger fordre det, men endnu mere efter Grág. 127 Arfþ. um gjafar: «Ef leysingr ræðr arfskot undan frjálsgjafa sínum, þá á hann at brigða honum frelsi ok telja sèr fè þat allt er hann á, ef hann vill eða hans erfingjar ella». Men Arnkel havde i alle Fald her Magten. Der er imidlertid intet i Eyrbyggjasagas Beretning, der tyder paa, at den, der saaledes overdrog en anden Arvehaab efter sig, kom i Trællestilling til denne: Ulfar kaldes Arnkels Ven, deres Overenskomst félag, Ulfar bydes i Gjestebud af Arnkel og ledes ud med gode Gaver, Sværd og Skjold. Det ovenanførte Sted af Sagaen maa vel forklares: «og blev han (Arnkel) da Ulfars Patron» — varnaðr betegner overhovedet Eiendom, specielt Vare (i Forb. med verja), men bruges tillige i alle de nordiske Sprog om Mænds Husfolk, frie med ufrie, omtrent i samme Udstrækning som hjón. I Gammelnorsk ved jeg kun at have set Ordet i denne sidste Betydning i Kongespeilet (c. 14 om Jobs Familie og Tyende), i Svensk forekommer Ordet saaledes brugt f. Ex. Upl. 1. Kirkb. 12 § 2: «Nu givær bonde presti sak føre warnæþ sin, at han æi reþskap fik» — og bestemtere Westmannal. I Gipt. b. 5: «Hvar sum giptir dottir ella systir sina ella annan wardnat» — Gotl. 1. I 21: «luccar mandr dotur manz eþa nequan hans varnaþ til festur». — i Dansk saaledes Eriks Sæll. L. 3, 44: «han sæktær han (bonden) um , at han havær thet siælf stolit ællær hans vardnæth». Kofod Ancher Anfører i sin Lovhist. II p. 269 en Stadfæstelse af Dronning Margrethe for det kongelige Kapel i Oslo «ok öllum adrum henner Thænastomannum ok Vardnadhe» paa Privilegierne. Derimod findes neppe Ordet brugt i den senere Betydning af Vorned eller udelukkende om ufrit Tyende nogensteds i de ældre norske Love. (Herom faar imidlertid at være henvist til Anchers Lovh. II p. 254 ff , Allens Haandbog i Fædrelandets Hist. p. 146.)

Efter denne Betydning af varnaðr, Person i andens Værge, kunde varnadarmaðr betragtes som dannet i Analogi med omagamaðr d. e. som har at føre Umage frem (f. Ex. Grág. 78) ; men da varnadr ogsaa, ligeledes i alle tre Sprog, betegner «Værgemaalet» selv, (vera i varnaði einhvers, þáttr af Gunn. þidr.bana, Laxd. ed. Arn. Magn.), er det vel rimeligst at udlede vort Ord heraf — i begge Fald fremkommer Betydningen Værge, Patron.

Det faldt i Tanken ved Læsningen af Stedet i Eyrb. s., at «Úlfars» kunde være feilskrevet for «Arnkels» og varnadarmaðr = Client, saaledes som jeg ogsaa finder Stedet anført i Anchers Lovh. (p. ovennævnte Sted) efter Rothe, og i hvilken Betydning, om jeg ikke feiler, Ordet er foreslaaet indsat for vánarmaðr i Fr. 1. IX 16 af Udgiverne (jfr Munchs Norges Hist. II p. 964); da jeg ei erindrer at have set Ordet andre Steder end her i Eyrb. s., tør jeg herom intet bestemt ytre, dog synes Rettelse af Lovens vánarmaðr dristig, da det forekommer paa tvende Steder og Orddannelsen i og for sig ingen egentlig Vanskelighed frembyder.

Uagtet imidlertid, om min Opfatning af Ordet vánarmaðr som den, efter hvem der haves Arvehaab, har Sandsynlighed, Ordet efter sin Dannelse kan have omfatlet, man kan gjerne sige alle, Arveladere og specielt dem, efter hvem Arv skulde tages efter Overenskomst af ubeslægtet, er jeg dog mest tilbøielig til i Ordet at se fortrinlig betegnet de fjernere Thyrmslemænd, efter hvem Patronen eller hans Slægt endnu har «arfván» — jfr Fr. 1. IX 11 og ÖgL.s Udtryk «ægh van til fostra» eller «fostru» Dr. b. 16, 1 ; Gipt. b. 29, 1, 2, hvor Fostrerne rimelig betegner haade Frigivne og Ufrie. Mere imidlertid herom nedenfor.

Gavetrællenes og Fletføringernes Stilling oplyse følgende Parallelsteder.

UpL. Kjøpm. 3 § 3: «Hawi ængin wald at givæ sik til gjæfþræls. ok ængin ma ok annan til gjæfþræls taka».

ÖgL. Ærfp. b. 11: «Nu ma egh man jorþ alla annat gozs giva undan rættum arvum sua sum för var i laghum ok egh sik til gæfþræls giva, þy at þæt gaf birghir jarl af».

Ibd. 13: «Nu æn nakuarn hændi vanmæt ælla siukdombær sua at han orka egh sialvær at hjalpa sik ok föþa sik þa skal biuþa rættum arva sínum æn han havær egh barn sjalvær: vill han egh viþ hanum taka þa skal han andrum sínum frændum biuþa. vill ængin þerra viþ hanum taka ok arwþa firi hanum, þa ma han sit gozs þem i hændær sætja sum firi hanum vill arwþa ok han vill föþa. Nu dör han þa skulu arvani hans gozs taka ok þem atær fullæ kustin han havær föt, ok givi um arit firi gæfþrælin fiura markær ok firi kununa þre markær ok luka arwþislön ok siþan skal þæt rækna buat af hans gozs ælla af hans jorþ gik um arit ok ala þæt först i gjaldit: nu æn þe vilja egh atær fulla kustin ok arwþislön. þa aghi þæn hans gozs sum han þæt gaf».

Ibd. Dr. b. 17: «Nu varþær gæfþræll dræpin han ær gildær at prim markum taldum. utan hin givi ut arvit sum þæt havær inne. ok ættin æpte eþ fiughurtan manna vita at han var egh gæfþræll».

«a flæt fara» VgL. I Jord. b. 3, H Jorþæb. 5.

Efter Sk. L. 2, 14, 15, 16 kommer den der fletføres vistnok i Underordningsforhold til den, der tager mod ham, saaledes at denne svarer for alle hans Gjerninger; men hans Ret synes ikke at blive formindsket, dræber han Mand eller dræbes han selv, saa gives og tages fulde Bøder, kun deles disse her saaledes, at en Del kommer paa Værgen og to paa Frænderne. Ogsaa denne Lov forbyder Fletføring, forinden Vedkommende har lovlig frembudt sig til sine Frænder. Det samme Valdem. Sæll. L. e. 21-24 og Eriks Sæll. L. 38-41 (39: «ængin logh a han foræ sik at se ok ekki andrum at sæljæ ok ey mæth andrum i logh at væræ»).

Jydske Lov 131-32 nævner thræl og flæthføring jævnsides, I 32 : «Hwa sum thræl havær æth flætføring takær warthæ theræ wærk». Fletføringen skal foregaa paa Thinge, efter at Vedkommende har lovbudt sig til Frænderne. Gift Mand maa ei fletføre sig, uden Konen ogsaa følger ham, hvis de ikke ere saa gamle, at Biskoppen tillader dem at leve skilte.

Trællefrigivelse

Fraregnet den aarlige offentlige Trællefrigivelse paa Thingene og de to forhen omtalte vel kun sjelden forekommende Maader at erhverve Frihed paa, nemlig Hævd og Tapperhed mod indfalden Fjende, havde Trællen kun af sin Herres Velvillie at haabe Frihed. Noget Spor til at Trællen kunde fordre sin Frigivelse, naar han saa sig istand til at udrede sit Værd, ved jeg ikke at paavise.

Gotlandsloven: «mal er uti» — ibd. I 16 i. f.: «En þrel han sum ort hafr mala þa taki frelsi firi kirchju durum miþ socna manna vitnum oe siþan varþr þrel siir sielfr huat sum hann gjerir».

Det var nødvendigt at Frigivelsen, som enhver Handling, der skulde have Retskraft, skete med en vis Offentlighed: den foretoges derfor vel altid under Vidners Overværelse, i den hedenske Tid almindeligst maaske paa Thinge, idet Trællen førtes i Lov med de øvrige Borgere, som vi senere finde det være Skik paa Island; i den christeligc Tid i Kirken. Til Handlingens fulde Offentlighed og Gyldighed hørte ogsaa det Gjestebud, som Løsingen i Regelen var for pligtet til senere at holde, hans Frelsesøl, om han vilde naa fuld Raadighed over sin Færd.

De Oplysninger, Lovene give os om Frigivelserne, ere : Gul. I. c. 61: «Nu leder Mand sin Træl til Kirken eller sætter ham paa Kiste og giver Frelse. Nu hvis han giver ham Friheden skat- og skyldfrit, da behøver han ikke at gjøre sit Frelsesøl, ikke heller nogen Mand, der frels fødes (er frjáls fellr á jörð), da skal han raade for sin Handel og sit Giftermaal; dog skal han være i Forpligtelsesforhold (i þyrmslum) til sin Patron (skapdrottinn) saaledes som den, der udreder sit Værd. Nu giver Mand videre den sin Træl eller Ambaatt Frelse, som udreder Værd, frels er hver, hvem Frelse bliver givet, hvis den giver, som det til kommer at give. — Den Mand, som Kongen giver Frelse, han skal ikke gjøre sit Frelsesøl, og saaledes ogsaa den, hvem Frelse er givet, for han har tre Julenætter, og siden er opfostret skyldløs (uden Forpligtelser). Nu udreder Træl eller Ambaatt sit Værd (verðaura sina), da skal man føre dem til Kirke og lægge dem (gudelig) Bog paa Hovedet og give Frelse. Nu skal han arbeide der tolv Maaneder for sin Patron; men hvis der er givet ham saaledes Frelse, at hans halve Værd eller mere staar efter, da har Kongen ingen Ret paa ham, om end hin med Hug søger det, som staar efter. Efter den islandske Lov (Grág. 112 Vigsl.) var heller ikke Træl frels «førend han havde betalt Halvdelen af sit Værd eller mere», og videre: «da er Frelse givet tilfulde, naar han er ledet i Lov. Ham skal den Gode lede i Lov, som han er i Thing med. Han skal tage Kors i Haand og nævne Vidner til Vidne paa, at han aflægger Ed paa Korset, Loved; og siger jeg det for Gud, at han vil holde Loven som den Mand, der holder den vel, og han vil nu være i Lov med andre Mænd. Den være Guddommen gram, som nægter, at han saa vil gjøre eller bøde med sit Gods. Ikke behøver han at aflægge Ed, hvis Frelse blev givet ham ung».

At en saadan Lovledning ogsaa har været oprindelig Skik i Norge, tør vel sluttes af Erling Skjaalgssons Ord om Trællene: «þeir eru ekki i lögum eða landsrètt með öðrum» (jfr anf. Sted af Vlgagl. s. c. 4: «úskylt ætla ek vera at halda lög við þik» o. s. v. ovf. p. 124). At Skikken i alle Fald stammede fra den hedenske Tid, synes den gjenhængende Edsformular: «þeim sè goð gramt» at tyde hen paa. (Jfr Olaf Tryggvesons Ord til Sigrid Storraade: «ger þik eigi svá djarfa, at þu guðlastir optar mins drottins nafn með þínu heiðingligu orðæki at mèr áheyranda, svá at þú kallir goð hinn næsta konung er ek trúi á.» Flatb. p. 371), og man tør vel næsten paastaa den directe overført til Island fra den tidligere norske Lovgivning, siden der fortsættes: «Halv Ret skal han tage, naar han kommer paa Jarls Jord, men da hel og fuld, naar han kommer paa Kongens Jord», en Bestemmelse som neppe kan oprindelig være given for islandske frigivne. Udtrykkct «kemr á jörð» synes nemlig, naar det sammenholdes med Fr. 1. IX 12: «ef þræll kemr á jörð eða býr» kun at have betegnet : faar Frelse og der med tillige Jord, idet Frigivelsen almindelig ledsagedes af at man ogsaa hjalp Løsingen til noget Erhverv, hvad vel da i Regelen skete ved at overlade ham et Stykke Jord — Privatmænd maaske dog som oftest kun i Leie (jfr om Erling Skjaalgsson, Sn. Ól. helg. s. c. 31). Graagaasens Bestemmelse bør saaledes vel sættes i Forbindelse med Gulethingslovens om, at Kongens Frigivne var fritagen for Frelsesøl, og med samme Lovs c. 270, hvorefter Jord, modtaget af Kongen, var Odelsjord (Munch I 1 p. 138), saa at Kongen gjerne med en Gave kunde gjøre sin Træl til Huld (jfr Bj. r. 47)[18]. Hvis denne Opfatning er rigtig, skulde vel ogsaa Jarls Løsing ved at faa Jord af ham strax faa Bonderet (12 Ører, Gul. 1. 200).

Til Ceremonien at sætte Trællen, der skulde frigives, paa Kiste, ved jeg intet Sidestykke at paavise; den er bleven forklaret som en symbolsk Betegnelse af Trællens fremtidige Eiendomsret. Steder, der fremhæve Kiste som et nødvendigt Bohave i den fries Hus, ved jeg heller ikke at anføre, Tanken ledes hen paa Rigsmaals Str. 15, hvor det hedder om Karls Faders Hus: «skokkr var á gólfi»; men almindelig foretrækkes vel der at forklare skokkr specielt som Værktøikiste. At der i høisædet undertiden tillige var indrettet en Kiste, saa Ceremonien maaske symbolsk kunde betegne, at Løsingen herefter var selvstændig Husfader og kunde gjøre sig høisæde, tør maaske sluttes af ovenanførte Fortælling om Brage Skjald og Ljufvina og Eyrb. s. c. 20 : «Stóð hun þá upp af pallinum ok tók hægendin undan sèr; var þar hlemmr undir ok holr innan pallrinn». (Haaseteskisten ombord har, som bekjendt, baade ganske anden Bestemmelse og Afledning.)

Naar Friheden gives i mest udstrakt Forstand, uden at nogen Erstatning fordres, skatta og skuldalaust, da bortfalder ogsaa, som vi saa, Frelsesøllet og den dermed forbundne Udredsel af Løsingsører, hvorom senere.

Ligesaa fordres heller ikke Frelsesøl af den, der falder «frels til Jord», et Udtryk der vel finder sin Forklaring i Graagaasen 118 Arfaþ.: «þat barn er ok eigi arfgengt er kvikt er orðit í kviði móðurinni áðr henni sè frelsi gefit ok er þó þat barn frjálsborit; enda skal þeim manni gefa frelsi í annat sinn; sá maðr heitir hrísúngr (et Navn som ogsaa forekommer i de norske Love, men med anden Betydning). En ef konunni er gefit frelsi áðr barnit er kvikt orðit í kviði henni, ok þarf eigi at gefa þeim manni frelsi».

Den tredie, der er fritagen for Frelsesøl, er Kongens Frigivne.

Den fjerde er den, der er givet Frelse, før han er treaarsgammel, og siden opfødt fri for Forpligtelse; men opfødt saaledes forpligtelsesløst kan efter cap. 61 ingen være, der baade paa Faders og Moders Side er ufrifødt; thi om han end gives Frelse «skattalaust ok skulda», «skal hann þó vera i byrmslum við skapdrottinn sinn». Den, hvem Loven her sigter til, er thybaaren, om hvem Gul. 1.57: «Nu vedkjender Mand sig sit Barn og bærer det til Kirke, før det har tre Julenætter, og giver det Frelse, da er det Jævnrettesmand med sin Fader, og han føder det op i sin Slægt. Saaledes kan hans Frænde paa samme Vis give Frelse paa hins Vegne og føder ham op i sin Slægt, da er han Jævnrettesmand med sin Fader». (Jfr Graagaasen paa ovenanførte Sted om Eden: «eigi þarf sá maðr hann eið at vinna er hónum var ungum frelsi gefit»).

Der maa sluttes ei alene heraf, men ogsaa af Analogier i andre nordiske Love, at Fader eller fædrene Frænde altid havde Ret til at fordre en saadan trælbunden Slægtning frigiven (jfr Fr. 1. X 47. ÖgL. Ærfþ. b. 17. VgL. Arfþ. b. 22. Sk. L. 6, 10. Andr. Sun. L. Sun. 6, 9).

Frostethingsloven, IV 55, byder i Overensstemmelse med Gulethingsloven og Graagaasen: «Hvis Mand sysler om Udløsningspenge for at løse sig, da skal man ei give ham Frelse, førend han har halvredet sit Værd. Hvis man giver ham før, da skal ingen Mand virke sig utlæg paa ham, uden han alene, som gav ham Frelse». Disse Forbud mod Frigivelse uden efter Erlæggelse af idetmindste det halve af Løsingssummen, ligesom det vidtløftige Ceremoniel ved løsIadelsen, vare nødvendige for Ordens Skyld, fornemmelig maaske for at sikkre mod uretmæssig Bodsfordring af Patronen for saadanne ikke engang halvt løste som for rette Løsinger. Kun ved de groveste Fredbrud mod disse ufuldstændig friladte krænkes Staten, og kun, naar Frigiveren selv er Forøveren, og selv denne har efter Gulethingsloven, som vi saa, Ret til at søge sit Tilgodehavende med Hug og Slag uden at forfalde i nogen Bod til det offentlige. Om ogsaa efter Guletbingsloven Herren kunde virke sig utlæg paa en saaledes frigiven, tør ikke siges med Bestemthed, dog synes Lovenes Enhed at tale derfor.

Endnu strengere er Graagaasens Fordring af fuldstændig Frigivelse, Grág. 112 Vigsl. : «Hvis Træl er givet Frelse, og han ikke er ledet i Lov eller i Thingbakke, da skal han hverken tage frels Mands Ret eller Træls, og hedder han da «frigiven fra Grevet», «grefleysingr».

Frelsesøl, Løsingsører

Den almindelige frigivne (udenfor hine fire for Frelsesøl udtrykkelig fritagne) raader, som nævnt, paa dette første Trin af Frihed hverken for Handel eller Giftermaal, en Ret han først naær ved at gjøre sit Frelsesøl.

Gul. I. 62: «Nu vil Løsing raade for sin Handel og sit Giftermaal, da skal han gjøre sit Frelsesøl paa tre Saald Øl (Malt) idetmindste og byde sin Patron til med Vidner og ikke byde Folk til, mod hvem han har Sag, og give ham Sæde i Høisædet og lægge sex Ører i Skaaler den første Aften og byde ham Løsingsører (leysnigs-aurar). Nu hvis han tager derimod, da er vel; men hvis han opgiver, da er som de skulde være betalte. Hvis han ei vil fare til, da skal han føre sine Vidner, at han bød ham did, og lade hans høisæde være tomt og lægge sex Ører i Skaaler og byde dem i hans Sæde den første Aften, det hedder Løsingsører. Hvis han har overdraget nogen Mand at tage mod dem, da er vel; men hvis ingen tager mod dem, da gjemme han dem til Morgenen og byde dem atter ved Madmaal; hvis ingen da tager mod, da have han og gjemme dem, til den kræver, som skal have — da er Frelsesøl gjort til fulde».

Frostethingslovens IX 12 handler om det samme Frelsesøl: «Hvis Træl kommer paa Jord eller bør, da skal han gjøre sit Frelsesøl, hver Mand ni Mælers Øl, og slagte en Vædder; ætbaaren Mand skal skære Hovedet af, og hans Patron skal tage ham Halsløsning af Halsen (en skapdrottinn hans skal taka hálslausn af hálsi hánum). Nu vil hans Patron tillade ham (leyfa hánum) at gjøre sit Frelsesøl, da skal han forlange af ham med Vidner, at han maa gjøre sit Frelsesøl, og byde ham med fem Mænd til det Gjestebud, naar han gjør sit Frelsesøl ; da skal han dog gjøre det og lade Høisædet for ham og hans Kone ligge tomt. Men om Patronen undersøger, om han har gjort sit Frelsesøl, da skal han lede frem sine Vidner, de som vare tilstede og drak i det Gjestebud, og lade det Vidnesbyrd frembære paa Thinge. Nu frembære de det saa, at det er fuldgyldigt efter Loven, da skal det saa være. Men fra den Tid da være det lyst for hver ti Aar, og nyde han det Vidnesbyrd strax det trænges, og dog er det fuldgyldigt, om det end ikke er lyst for hver ti Aar, saasnart de kun frembære det, som hørte paa Thinge».

Vi se af sidste Anførsel, at den frigivne endnu maa bede sin Patron om Tilladelse til at gjøre sit Frelsesøl, at det samme har været Tilfælde efter Gulethingsloven, uagtet Cap. 62 intet melder derom, tør maaske sluttes af Cap. 66: «Kaupa má leysingi arf börnum sínum, ef þeir verða sáttir á». Gjestebudets Størrelse er den samme efter begge Love, tre Saald (tre Mæler i Saaldet), der synes fra gammel Tid af at have været det sædvanlige Maal, ogsaa ved Ætledningen skal Gjestebudet være paa tre Saald, Gul. 1. 58, Fr. 1. IX 1, jfr Hamarsh. sir. 24. Gulethingslovens Løsingsører ere rimeligvis de samme som Frostethingslovens Halsløsning, og hævedes da ved denne Udredsel den Tvang, der tilforn havde ligget paa Trællen og som ved hans Indførelse i Trældom symbolsk var betegnet ved at føre hans Hals under den fremtidige Herres Albue (ovf. p. 140), han blev nu friháls ɔ: frjáls (collum liberum). De sex Ører var altsaa en virkelig Udredsel; de maatte ogsaa, som vi lige Frigivelse ved Thingalmuen udredes til den forrige Eier af Trællen, der saaledes vel heller ikke var absolut fritagen for Frelsesøl, skjønt derpaa efter Fr. 1. IX 13 synes at være bleven lagt mindre Vægt, hvor Frigivelsen skete som Sjælegave, da i dette Fald alligevel det strengere Thyrmsleforhold faldt bort, som det synes. Summen er ogsaa for stor til, at den kan blot have haft symbolsk Betydning; blev den imidlertid eftergiven, hørte denne Gave mellem dem, der ei kunde rygges igjen af Arvingerne, ligesom ogsaa Gave af Frihed , jfr Gul. 1. 129. Hvis der derfor er nogen Forbindelse mellem denne Skik med Løsingsører og den hos Frankerne brugelige Frigivelse per denarium, der af Herren blev slaaet ud af den frigivnes Haand (Grimm, R. A. p. 179), altsaa blot et symbolsk Tilbud, maa hos dem i Tidens løb det være gaaet over til blot Ceremoni, som i Norge blev fastholdt som virkelig Udredsel, hvad maaske stoltes ved Sammenligning med den ogsaa blandt Frankerne brugelige sponsio per solidum et denarium, hvor Handlingen endnu ei synes saameget blot Symbol. Jfr Grimm, R. A. p. 424. Løsingsørerne skulle kastes i Skaaler for ved sin Klang at vise sig fuldgode, istedenfor Skaaler træder ofte Skjold, saaledes bringes Skjold paa Thinge ved den ovennævnte frankiske sponsio per sol. et den. efter Lex. sal. tit. 47 (Grimm, R. A. p. 425); ved Frisernes Skatteudredsel til den sønderjydske Kong Gudrød kastedes Pengene i Skjold, Saxo lib. 8, og saaledes vurderedes ogsaa Saarbøderne, eftersom løst Benstykke «skellr i skálum» (Gul. 1. 185, ÖgL. Vaþm. 19, Gotl. I 19 § 8: «i scalu scieldr») — eller «skellr á skildi» (Fr. 1. IV 49). De danske Love nævne isteden «Bækken», «muldugh» Sk. L. Orbodm. 31. «mullagh» Valdemars Sæll. L. 2, 17 (munnlaug), jfr Grimm R. A. p. 77 ff. Skaalerne vare maaske oprindelig Skaalvægten, hvormed Metallet veiedes.

At ogsaa i Sverige Frigivelsen først fik fuld Retsgyldighed ved den frigivnes Optagelse paa Thinge i de fries Tal sees af Upl. Kjøpm. b. 3 § 1 om Værgemaal mod Beskyldning for Ufrihed, hvorefter Befuldmægtigede рaa Almuens Vegne skulle sværge: «at rættær eghande utgaf. ok þer á þingi wiptoko» (to af hver Hundredets Aattung, jfr þingm. b. 1: «þær ær þing sum sæcxtæn mæn æru. utæn domæræ ok lænsman. we af attungi hwarjum.» Jfr ÖgL.s Udtryk ved Frændeudløsningen, Ærþ. b. 17: «lösa i lagh manna»). Forresten synes efter de svenske Love og ogsaa Skaanske Lov Ætleding at have svaret til Nordmændenes Frelsesøl. ÖgL. Ærþ. b. 20: «Nu givær man annøþughum frælsi firi sjal sina, þa skal han haþe suara ok sökja firi hans verk æ þær til at han ær ætleddær ok han ma egh innan eþum standa. ok egh köpgildær vara. ok alt þæt sum gærs til hans, þæt ær sua gilt sum til þræls gærs ok egh mera. § 1: Nu þa han skal ætleþas. þa skal þæt vara mæþ lovi æghandans: þæn sum han vill ætleþa þa skal fiughurtan manna eþiþinge ganga ofæstan, sva at han varþ fræls mæþ æghandans ja ok hans goþvilja. ok vir takum han i bo mæþ os: siþan ma han sökja ok svara firi sik ok i eþum standa: Dör han barnlös þa skal þæn ærva han sum han ætleþe. ava ok æn han løstis mæþ fæ ok frænda eþe sum för var saght (e. 17), ok havær han egh skaparva þa taki þæn arf hans sum han löste.» Jfr VgL. I mandr. 2 (II Dræp. b. e. 7) II Arvæb. 32.

Sk. L. 6, 5: «Givar man annöthoghum manne ællær kunu frælse ællær han lösær sik til frælsæs, fare thæn ær frælse givær ællær hin ær löse later ællær næstæ arvæ til things ok afsighis hanum, ok skal annar man han taka i æt mæth sæ ok wartha hans gæringa, böte han halvæ manbötær um han dræpær man, swa ok taka føre han mæth andrum hans arvum, um han warþær dræpin. Sva alt han gör ællær withær han warþær gjort, böte e minna æn han ware e frælsboren. Wil ængin man taka han i æt mæth sæ ok far han nokot at brytæ, böte han sjalvær føre sik lynda bot förstæ ar ok annat ok trithia ællær han fly ok hættæ with sialvum sæ (jfr 6, 6).

Eriks Sæll. L. 3, 16 fordres kun lovlig Lysning: «givær bonden sit hjon frælsæ, tha a thet mæth rætæ at kyrki liusæ ok a thet frælst at væræ ok til all ful ræt at stands sum thet varæ frælst fod» o. s. v.

Den samme større Selvraadighed, som Løsingen skaffede sig ved at gjøre sit Frelsesøl, kunde han ogsaa vinde ved Pengeudredsel alene. Fr. 1. IX 14: «Hvis Mand vil kjøbe Thyrmsler og Skam (vanærd?) af sig heller end gjøre sit Frelsesøl, da skal det saa være, hvis hans Patron vil sælge med Sikkerhedsvidner , og siden skal det aldrig brydes». Ogsaa her afhænger, som det synes, den videre Frigjørelse af Patronens Forgodtbefindende. Den samme Indrømmelse af, at Kjøb kan træde istedenfor Frelsesøl, udtrykkes vistnok ogsaa i Gulethingslovens Ord c. 66 umiddelbart fortsættende ovenstaænde Anførsel om Vidnesbyrdet for Frelsesøl: «Løsing kan kjøbe sine Børn Arv, hvis de blive forligte derom; da er det jævngodt som han havde gjort Rede for sin Stilling» (skirt far sitt) ; thi Arveretten for Løsingsbørn gjøres c. 63 udtrykkelig afhængig af, om Forældrenes Frelsesøl er gjort, saaledes at vistnok alle følgende Udtryk ere ligegjældende: «kaupa arf bornum sínum», (kaupa þyrmslar af sèr ok vanærð», «skira far sitt» og «göra frelsisöl sitt» (jfr Fr. 1. IX 10: «fær sik eigi skirt» og ogsaa IX 11).

Þyrmslir

Om den allerede oftere nævnte Forpligtelse, i hvilken den frigivne og hans nærmeste Efterkommere vedbleve at staa til Frigiveren og dennes Æt, bestemmer Gulethingsloven cap. 65: «Nu skal Løsing (leysingi) have Forpligtelser (þyrmslir) mod sin Patron (skapdrottinn), ikke skal han være i Raad mod ham efter Gods eller Liv, ikke heller i Rette mod ham, uden han har sin egen Sag at værge mod ham, da skal han jævnt værge mod ham som mod andre Mænd. Ikke skal han trætte med ham (jamnask orðom við hann), og ikke vende Od eller Eg mod ham, og ikke fylde hans Fjenders Flok, og ikke bære Vidne paa ham og ikke gaa i mægtigere Mands Tjeneste, uden hans Tilladelse er dertil, og ikke sætte Ret for andre mod ham. Hvis han gjør noget af dette, da skal han fare tilbage i det samme Sæde, hvor han var for (fara aptr i sess hinn sama er hann var fyrr) og løse sig derfra med sit Værd (verðaurum), sit Gods har han ogsaa forbrudt. De to, Fader og Søn, skulle være forpligtede hine to (Frigiver og Søn). Hvis hans Søn gjør noget af hint, da bliver han skyldig sin Patron slige løsepenge (verðaurar), som hans Fader redede».

(Efter Gul. 1. 198 skal Løsinge for Leiermaal med Træl gaa i Patronens Gaard, jfr Fr. 1. IX 16, hvorefter hun kun forbryder tre Mark til Patronen overensstemmende med Straffen for Unddragelse fra Thyrmslerne).

Videre cap. 67: «Nu farer Løsing af Fylket uden sin Herres Raad og driver der Erhverv og Handel, da skal hans Patron fare efter med Vidner. Hvis han da vil fare tilbage, da er vel; men vil han ikke, da føre han Vidne paa ham, at han er hans Løsing, og føre ham tilbage, løs eller bunden, som han vil, og sætte ham i samme Sæde, hvor han før var».

Frostethingsloven frembyder ingen saadan Opregning af den frigivnes forskjellige Pligter mod Patronen, den fremhæver kun Forholdets retslig bindende Kraft og foreskriver i Forbindelse dermed Fremgangsmaaden ved Søgsmaal og Værgemaal, i Fald at der er Tvist om Thyrmslerne. Fr. 1. IX 10: «Dens Løsing skal hver være, af hvem han modtog Frelse, hvis den gav, der havde at give; men hvis der ere forskjellige Meninger om, enten han er bleven frigiven af den, der gjør Fordring paa Værn for ham, eller ikke, og han selv nægter det, da fare den til, der siger sig hans Patron, og føre to Mænds Vidne paa Thinge, at han er bleven frigiven af ham; da er han hans, uden hin har fuldgyldigt Vidne imod, to aarbaarne og forstandige Mænds, at hans Frelsesøl var gjort eller efter Overenskomst tilsikkret ham eftergivet («máltrygt», jfr cap. 14 «selja með trygðum»). Hvis han fører det Vidnesbyrd frem, da er han af Thyrmsler mod den Mand. Men hvis den kalder sig aarbaaren, som blev sagsøgt, da tælle han fire sine Forfædre op til aarbaarne Mænd og være selv den femte og have derpaa to aarbaarne Bonders Vidne. Er han saa hjælpeløs, at han ikke faar det, og har dog dette Værn for sig, da sande han sin aarbaarne Æt med Gudsdom. Hvis han bliver fri ved Jernbyrd eller Vidneførsel, da bøde hin ham Fuldrette (2 Mark), og Biskoppen Edsbod; men hvis han ikke faar gjort sig fri, da har han forbrudt alt sit Gods til Patronen, og ligge tre Mark sølvvurderede paa ham, uden han lønner dem af sig, og saaledes om «vánarmenn». Hvis flere gjøre Fordring paa ham, da have han det samme Værn».

Ogsaa mod, at Mands Løsinge føres ham ud af hans Værge mod hans Villie, giver Loven Sikkerhed. Fr. 1. IX 16: «Hvis Mand fører den Kvinde af Landet, der er nogens «vánarmaðr» eller Løsinge, da skal Styrmanden bøde tolv Ører og alt det Gods, som det vidnes for Patronen, at hans Løsinge eiede; men hvis han gjorde det uvidende om Vedkommendes Stilling, da sande han med Lyritered».

Med ovenomtalte Værgemaal mod Patronatsfordringer kan jevnføres Bestemmelserne angaænde bestreden Frelsegave Upl. 1. Kjöpm. b. 3. ÖgL. Ærfþ. b. 24, 25. Eriks Sæll. L. 3, 16, 17, 18.

Vi se altsaa, at efter begge Love endnu det væsentlige Trællemærke hefter ved Thyrmslemænd, at de kun tør fare efter Patronens Raad. Den, hvis Fader var Træl og Moder Ambaatt, og som trælbunden fødtes, ham kalder Graagaasen «þræl fastan á fotum» (Grag. 229, Ránsþ. Njåls s. c. 17), noget løsere var vel den frigivnes Baand, og man tør maaske af Gul. 1. 67 og Fr. 1. IX 16 slutte at hans Færd inden Fylket var væsentlig fri ; men farer han videre, søger Herren efter ham og vindicerer sig ham som sin Eiendom. Vi have ogsaa tidligere ved Fortællingen om Olaf Tryggvesons Frikjøbelse i Estland hørt den fulde Frihed blive betinget under Formellen «gefa hanum fullt frelsi ok fari liðugr hvert hann vildi» («liðug ok frjáls», Jons Christenr. 5. Var.); men Ret dertil indtræder i hvert Fald ikke førend Thyrmslerne ophøre. At nemlig saa har været Regel, synes at maatte sluttes af Fr. I. IX 10 og af, at et saadant Baand paa Farefriheden var temmelig nødvendigt for at Thyrmslerne factisk kunde haandhæves. Mod en saadan Udstrækning af Stavnsbaandet kunde maaske anføres Gul. 1. c. 63 Slutning (se nedenfor) sammenholdt med c. 66 Slutning, om Løsing, der har kjøbt sine Børn Arv: «Hvis Mangel kommer over dem (Forældrene), og der er kjøbt (Frihed for Thyrmsler eller Arveret), da skulle deres Børn arbeide for dem, medens de leve, og gaa skyldløst bort; men hvis de ikke ville det, da udrede det af dem, der vil fare bort, Fosterløn». Det kunde nemlig efter c. 63 synes, som om Løsingssøn, hvis Forældre ikke have gjort Frelsesøl, havde samme Adgang til at fare bort, om han vilde, som den, hvis Arv var kjøbt. Jeg tror dog, at begge Steder kunne forklares i Overensstemmelse med den ovenfor fremsatte Mening. Der staar nemlig i c. 63 udtrykkelig, at saadanne Børn ere Jævnrettesmænd med deres Fader, de støde altsaa vel paa samme Trin som Løsing, hvis Frelsesøl var ugjort , ogsaa i Forhold til Patronen; dernæst tror jeg, at de tre Mark, som den bortfarende skal lægge i sit Sted, egentlig ere at betragte som Æquivalent for hans egen Person og en Bod for Fjernelse, parallelt med den i c. 66 paalagte Bod af verðaurar, hvis han krænker Thyrmslerne. I c. 66 derimod tilføies, at Børnene efter Forældrenes Død skulle gaa skyldløst bort, og videre tror jeg, at den der omtalte Fosterløn ikke er det samme som de tre Mark i c. 63, men et Æquivalent for den Del af Fostringsmøien, som den bortdragende ved sin Fjernelse lægger over paa andre — at de tre Mark i c. 63 tilfalde ubetinget Patronen, Fosterlønnen derimod i c. 66 enten de øvrige Søskende eller hver anden, der overtager Forpleiningen. (Et Spørgsmaal maaske om fostrlaun kan have denne Betydning, ligesom det ogsaa. vilde have sine Vanskeligheder at træffe paa Forhaand Overenskomst om den bortdragendes Bidrag til Forældrenes fremtidige Fostring)[19].

Vi saa, at Gul. 1. c. 66 kun satte Forpligtelsesforhold mellem Frigiver med Søn og Frigiven med Søn, hvad ogsaa fremgaar af samme Lovs udførlige Bestemmelser angaænde Giftermaal og Arvegang. Gul. 1. 63: «Nu ægter Løsing, hvis Frelsesøl er gjort, ætbaaren Kvinde, og de skilles begge i Live, da skulle Børnene alle Følge hende; men hvis hun dør før ham, da skulle alle Børnene vende tilbage til sin Fader og tære der hans Gods, saa langt det strækker; men naar det er gaaet op, da skulle de alle vende tilbage i den bedre Æt, men han under sin Patron. Nu ægter Løsing, der ikke har gjort sit Frelsesøl, ætbaaren Kvinde, hvorledes end deres Skille bliver, da Følge alle Børnene hende. Nu ægter Løsing Løsinge, og er hendes Frelsesøl gjort, men ikke hans, da komme ikke Børnene til Arv efter nogen af dem. Men hvis hans Frelsesøl er gjort, men ikke hendes, og dog Patronen giver hende Haab om Løsning fra sig, da komme Børnene til Arv efter begge. Nu ægter Løsing Løsinge og er den ene Patrons ja dertil, men ikke den andens, da kan den, der ikke har givet sit ja, gjøre sin Ret gjældende, hvis der er Formue at skifte efter dem, men hvis der er Trang, kan han sige sig fra det hele. Nu ægter Løsing Løsinge, og er deres begges Frelsesøl gjort, da tage Børnene Arv efter begge; men hvis de komme i Trang, da ere de Gravgangsmænd (grafgángsmenn), man skal grave Grav i Kirkegaarden og sætte dem deri og lade der dø; tage Patronen det op der lever længst, og føde det siden. Nu ægter Løsing Løsinge og har ingen af dem gjort sit Frelsesøl, nu avle de Børn sammen, da ere de Jævnrettesmænd med sin Fader, de skulle arbeide for Karlen og Kærlingen (Forældrene); men hvis noget af dem vil fare bort, da skal det lægge tre Mark i sit Sled.»

Gul. 1. c. 64: «Nu faar Træl og Ambaatt Frelse og bo sammen, da erhverve de for ham to Dele af Formuen og for hende en Trediedel. Den Mund skal underholde hende, som han gav hende, hvad enten den var større eller mindre, dengang de vare trælbundne».

Patronens Ret til Arv efter sin Løsing, der ei har gjort sit Frelsesøl, er kun bleven indskrænket til Fordel for Fostbroderforholdet (Gul. I. c. 65): «Nu ere to Brødre fødte trælbundne op hos samme Mand, og ere de Brødre og Fost Brødre, og løse de sig fra sin Herre, og Fostbrødrene skilles ikke, men eie sammen Værk og Orke, da kommer hver af dem til Arv efter den anden. Deres Børn komme ei til Arv, uden de gjøre sit Frelsesøl». I hvilket sidste Fald Barn gaar foran gjenlevende Fosterbroder til Arv. Jfr c. 114 «Litla erfð», hvor samme Bestemmelse gjentages i noget forandret Ordlag.

Endelig c. 106 bestemmer om Løsningerne i Almindelig hed: (Nu er Løsingsarv den fjortende), den skal tages indtil niende Arveklasse (til niunda knés), for den gaar under Kongen. Strax Løsings Søn tager Arv efter sin Fader, da tager hver (af de senere Led) efter anden. Nu bliver «aldauða arfr» i Løsingsæt, og er der ingen den Mand, som er i Arvetal til den døde af Løsingsæt, da skal den, som er af Patronens Æt, tage Arv indtil niende Led, førend den gaar under Kongen, endog om den, som er Død, er den ottende fra Løsingen».

Efter Frostethingslovens IX 11 paaligger Patronen Understøttelsespligt, saalænge han har Arvehaab, hvad neppe kan have været Tilfælde uden i meget ringe Grad i Gulethingsloven efter ovenstaænde Bestemmelse om Gravgangsmænd.

Frostethingsloven udstrækker ogsaa det egentlige Thyrmsleforhold videre. Fr. 1. IX 11: «Løsings Æt, fire Mænd ere i Thyrmsler, men den femte er ude af dem, om end ikke er kjøbt. Den Løsing derimod, som har gjort sit Frelsesøl eller kjøbt (sig fri) med Tryghedsvidner, han skal tage Arv efter sin Søn og Datter og sin (egen) Løsing som den tredie. Men Løsings Sønner skulle tage Arv efter sex Mænd, efter Fader, Moder, Søn, Datter, Broder, Søster og efter sin Løsing som den syvende. Saaledes skal Løsings Søn tage og Sønnesøn og hans Søn, de som saaledes tage (Arv), og saaledes Datter og Søster som Søn og Broder, hvis de ikke ere til, og saaledes skal den ene af dem have Forsorg for den anden; men saasnart de sex Mænd ikke findes, da vender alt Arvehaab tilbage under Patronen indtil niende Arveklasse (til niunda knés) og saaledes Forsorg, hvis den tiltrænges. Hvis Løsing tager Kone, hvad enten han tager Løsinge eller aarbaaren Kvinde, da komme to Dele baade af Forsorg og Arv under hans Palron og en Trediedel under Moderen (Løsingens Kone), og de ere af Thyrmslerne som komme under Moderen, hvis hun er aarbaaren».

Om private Frigivelser Gud til Tak i Lighed med Frigivelserne paa Thingene, hvor ogsaa rimeligvis det strengere Thyrmsleforhold strax blev hævet, var bestemt, IX 13[20]: «Hvis Bonde vil kjøbe Mand til Frelse eller Sømænd ude paa Reise, da skal den Mand ei være nogen forpligtet (við engan mann þyrmaz); men hvis han dør, og ikke hans Frelsesøl er gjort, da tage Patronen Arv efter ham og saaledes have Forsorg for ham, om han kommer i Mangel. Vil han imidlertid gjøre sit Frelsesøl, da gjøre han som for (c. 12) er sagt». Man kan være i Tvivl om, hvem der i dette Tilfælde er Patron, nærmest ligger det maaske at antage Kjøberen derfor, især da Talen er om Kjøb ogsaa i Udlandet; men at Sælgeren her er Patron, derfor taler Graagaasen 137 om Søgsmaal og Værn angaænde Løsingers Umegd: «Nu hvis det vidnes, at han kjøbte ham til Frelse og udredede den større Del af hans Værd, da dømmes han ham af Hænde og den i Hænde, der havde at tage Værdører for ham».

Grág. 128 Ómagab. : «Mand skal føre frem den Løsing, som han gav Frelse». 134 um ómegðir: «Sin Løsing skal hver Mand føre frem, uden han kan bjerge sig selv eller har arvbaaren Søn eller Datter, som formaar at føre ham frem. Dertil har han Adgang, hvis Løsing kommer ham paa Hænder, at tage Børnene i Skyld, flere eller færre, som han vil, hvis de ere til i det Aar, da Løsingen kommer ham i Hænde» (jfr om de norske Gravgangsmænd). «En at slíkum luta skal hann fram færa leysingjann sem hann gaf frelsi til». ibd. 137 : «Hvis Mand vil føre Løsing til Underhold, da skal han lyse ham Frigiveren paa, om ham lever; men ellers paa den med Frigiveren nærmest beslægtede arveberettigede Mand» o.s.v. om det formelle. ibd. 112 Vigsl.: «Den Mand som frigiver Træl skal forsørge hans Børn, derom gjælder det samme som om Arv. Man kan frigive en Træl, som man har betalt fuld Kjøbesum for. Frigiver man en Træl, som man ikke har betalt fuld Kjøbesum for, da er han, men ikke hans Frænder, pligtig at forsørge Trællen, hvis han bliver trængende.

Efter Graagaasen 119 Arfaþ. arver Løsings ægtefødte Søn og Datter og saaledes Løsingskvindes Børn ; hvis de ei ere til, vender Arven tilbage under Frigiveren. Dør Frigivens Børn barnløse, arver Frigiveren saa meget som den frigivne efterlod ved sin Død, Resten tager den dødes Frænder. Kommer Arven under Løsings Børnebørn, bliver den i dennes Æt. Løsing har at tage Arv efter sin Løsing jævnt som frelsbaaren Mand, og saa Løsingen o. s. v. nærmere Bestemmelser. Jfr Grág. 127 ovf. p. 257.

Om Frigivnes Giftermaal VgL. I Gipt. b. 4 (H ibd. 3) II Adit. 8: «Giptæs frælsgivæ raþe þæn skyldaste æf þem hana í æt lok meþ sik giftærmalum hænnær, æn eig liver þæn sami í æt tok hana». Jfr 6gL. Gipt. 29.

Med Fr. 1. IX 13 jfr ÖgL. Ærfþ. b. 20, hvor ogsaa udløseren og Ætlederen tager Arven. Saadan Frikjøbelse maatte efter flg. c. 21 ikke ske i Høst eller Vaartid, uden udløseren stillede jævngod Arbeider.

VgL. II Arv. b. 32: «Ætleþer man þrel æller ambut ok taker i æt meþ sik a þinge. þa taker han arf hans. æn eig er sun til æller dotter. faþer æller moþer. broþer æller systur. ær nokot berræ til ok ætled. þa taker þet arf. ær ingh þerra til. þa taker þen arf ætleðe».

Naar vi samle ovenanførte Bestemmelser, finde vi, at Thyrmslerettighederne for Patron og hans nærmeste Æt vare : Ret til Arbeide af den frigivne i de første tolv Maanedcr (Gul. 1. c. 61), Raadighed over Thyrmslemændenes Færd Gul. 1. c. 67, Fr. 1. IX 10, 16), Handel (Gul. 1. c. 61, 62, 67 — G. 56: «Løsing maa ikke raade for nogen Handel uden af Ertogs Værdi, den der ikke har gjort sit Frelsesøl». Fr. 1. XI 23: «Saa skal fare Løsingers Handel, deres som ikke have kjøbt Thyrmsler af sig: Land skal han leie saa meget, som han trænger, og dertil Frø desforuden for indtil sex Ører talte; men alle andre Handler skulle alene holdes, hvis Patronen vil») og Giftermaal (Gul. I. c. 61, 62, 63, jfr ogsaa G. 198, Fr. 1. IX c. 16 om Løsinges Leiemaal), af hvilken sidste Ret da ogsaa hænger Arveret efter dem (Gul. I. c. 25, Sv. Kr. c. 64, G. c. 63, 65 j 106, Fr. 1. IX c. 11, 13); endelig tager han ogsaa Bod med Thyrmslemændene for Fornærmelser mod dem og skal ikke have at frygte nogensomhelst fjendtlig Optræden af dem mod sig, uden hvor de værge sin egen Ret (Gul. 1. c 66).

Patronens og hans nærmeste Æts Forpligtelser derimod mod Thyrmslemændene ere væsentlig, at de skulle under Støtte dem, om de komme i Trang (Gul. 1. c. 63 , 296. Fr. 1. IX c. 11, 13), ligesom de vel ogsaa agtedes idet mindste moralsk forpligtede til Understøttelse i al anden vanskelig Stilling (vandræði).

Thyrmslerne gjælde, hvis de ikke afkjøbes, eller Frelsesøl gjøres, efter Gulethingsloven mellem Frigiver med Søn og frigiven med Søn (Gul. 1. c. 66: «Tveir skulu þeir feðgar þyrmask við hina tvá» — 63: «Nu fær leysingi leysfngju ok er hvárskis þeirra frelsisöl gört. nú ala þau börn saman. þau eru þau jafnrettismenn með föður sinn. þa taki hverr eptir annan» (altsaa saasnart Frelsesøl er gjort eller Arv kjøbt, cfr c. 66).

Efter Frostethingsloven derimod vedblive Thyrmslerne i samme Tilfælde indtil frigivens Sønnesøns Søn; men hans Søn, den femte, er af Thyrmslerne, uagtet de ei ere blevne hævede ved Frelsesøl eller Kjøb (Fr. 1. IX 11). Efter hine første fire tager altsaa Patronen eller hans Æt ubetinget Arv, ligesom efter Gul. I. efter frigiven og frigivens Søn. Men ogsaa, uagtet de egentlige Thyrmsler maatte være hævede, forblev der endnu Arvehaab for Frigiveren og hans Æt; thi Arveretten var indskrænket inden frigivens nedstigende Æt saaledes, at paa den ene Side denne ei kunde tage Arv efter f. Ex. den frigivnes Forældre eller Søskende, hvis disse vare frie og uden Arvinger i nedstigende Linie — saadan Arv maatte efter Fr. 1. IX 11 tilfalde vedkommende Frigiver og hans Æt eller Kongen som «Aldaud-Arv» — og omvendt efter samme Regel, naar inden en vis Slægtskabsgrændse Arvinger i Løsings nedstigende Æt ikke vare til, Arven ikke gik over i Løsings Sideæt, men vendte tilbage i Frigiverens Æt indtil niende Klasse af dennes arveberettigede Slægtninge (og dermed ogsaa Forpligtelse til Forsorg). Efter Gulethingsloven imidlertid, der lader Thyrmslerne allerede ophøre for Løsings Sønnesøn, udstrækkes ogsaa Arveretten inden den for Thyrmsler frie Løsingsæt til alle de Slægtninge, der efter den almindelige Arvegangslov kunne komme i Arvetal til den døde af Løsingsæt indtil den niende Arveklasse fra Løsingen; først naar ingen saadan er til, er Arven «aldauðararf í leysingskyni» og falder, ligesom efter Frostethingsloven, under Frigiverens Æt indtil niende Klasse fra denne, hvorpaa den gaar under Kongen, altsaa noget for end ætbaarnes Arv, der gaar gjennem tolv eller tretten Klasser.

Udtrykket «knè» betegner vel Klasse af Arveberettigede, saadan som den almindelige Arvelov opfører til erfð betegnet med Nummer, saaledes at første, andet o. s. v. kne tager erfð af tilsvarende Tal, jfr forskjellige tydske Loves genicula, der ligeledes opstille saadanne Arveklasser (Lex Sal. tit. 47, 3, 1. Rip. tit. 56, 3. 1. Roth. 153 — Grimm R. A. p. 468. Gul. 1. 105: «nu verðr knéskot i erfðum») - Udtrykket i Fr. 1. IX 11 (leysingja): «sunarsunr ok þess sunr þeir er sva taka», maa vel forklares: «de som saaledes ved Frigjørelse af Thyrmslerne ere arveberettigede»; thi alle de der nævnte kunne ogsaa endnu være i Thyrmsler og saaledes uden Arveret. — Thyrmslerne kunne ogsaa inden de nævnte Slægtled hæves, som nævnt, ved at Frelsesøl gjordes eller kjøbtes, og da, tror jeg, var Løsingen og hans Æt fri fra enhver Forpligtelse; thi Fr. 1. IX 10 hed det, at naar den, der værger sig mod Søgsmaal angaænde Thyrmsler, fører Vidne pan «at frelsisøl hans var gort eða máltrygt, þa er hann ór þyrmslum við þann mann» og Gul. 1. 61 fritages thybaaren Søn, frigiven før han var treaarsgammel, for Frelsesøl; Fr. 1. X 47 derimod: «hann skal við engan mann þyrmask» og Gul. l.s Bestemmelse om Børn efter Løsing og Løsinge, hvis Frelsesøl ere gjorte, at de i Tilfælde af Trang skulle være Gravgangsmænd , hvad endog er et Brud paa den almindelige Forskrift i Christenretten, at hvert Barn skulde fostres, viser ogsaa , at Forpligtelsesforholdet ved Frelsesøllet saagodtsom ganske blev hævet. Af de frigivne, der fritoges for Frelsesøl, fordredes rimelig heller ingen Thyrmsler; dog gjordes her, som det synes, enkelte Undtagelser. Saaledes naar det i Gul. 1. 61 hedder om den, der frigives skat- og skyldløst, at han behøver ikke (þarf eigi) at gjøre sit Frelsesøl, og ikke heller den, der falder frels til Jord, at han da skal raade for Handel og Giftermaal, dog skal han være i Thyrmsler til sin Patron, saaledes som den, der udreder sit Værd: da mener jeg, at de her nævnte Thyrmsler kun ere de strax efter c. 66 specielt opregnede Ærbødighedshensyn, som Løsing skylder sin Patron, at derimod de reellere Thyrmsler, der hindre Frihed i Handel og Giftermaal og dermed følgende Arveret, for begge Klasser ere hævede, ligesom ogsaa Arbeidsaaret, hvorom idetmindste for den, der fødes frels, neppe kunde blive Tale. Parallelt hermed er ogsaa Brugen af Ordet þyrmask i indskrænket Betydning i Fr. I. IX 13, hvor det heder, at den der af Privatmand er kjøbt til Frelse (Gud til Tak?) skal «við engan mann þyrmaz», skjønt dog endnu saameget af Forpligtelsesforholdet mellem Frigiver og frigiven vedbliver, at hin baade tager Arv efter Løsingen, hvis han ei har gjort sit Frelsesøl , og er forpligtet til at at underholde ham, hvis han bliver trængende. Da en saadan Frigivelse var en ren Barmhjertighedsgjerning i Lighed med Frigivelserne ved Almuen paa Thinge, hørte det til dens Charakter, at alle Baand, der hindrede fri Vandel, løstes; men da Løsingen tillige maatte have en Tilflugt ved indtrædende Trang, var det billigt eller nødvendigt, at Løsladeren som Erstatning for denne Understøttelsespligt tilstodes Arvehaab efter ham.

Efter min Etymologi betegnede neppe oprindelig þyrmslir andet end hine Ærbødighedshensyn som specielt opregnes Gul. 1. 66 og den tilsvarende Understøttelse fra Patronens Side (þyrma ɔ: skaane) ; men senere brugtes Ordet, som det synes, som Samlingsbetegnelse for Løsingens første indskrænkede Frihed — vi saa saaledes f. Ex., at Fr. 1. IX 14 sider: «kaupa þyrmslir af sèr ok vanærð», medens Gul. 1. 66 dertil svarende har «kaupa arf börnum sínum» o. s. v. Svarende til Gulethingslovens : «Barn af Løsing med Løsinge, naar hendes Frelsesøl er gjort, men ikke hans, det kommer ikke til Arv efter nogen af dem» (Gul I. 63) er rimeligvis Frostethingslovens Bestemmelse om «Mand, der er født mellem Skjød» — «maðr er borinn er skauta ámeðal» (IX 15); Capitlets Text synes noget forvirret og Oversættelsen faar blive derefter: «Den Mand, som er født mellem Skjød, skal tage slig Ret, som hans Fader havde; men den Mand, som er født mellem Skjød — naar Frelse var givet hans Fader, og han giftede sig førend hans Frelsesøl var gjort og han avlede Søn med den Kone, da er den Mand født mellem Skjød, han skal ikke tage Arv efter nogen».

Det synes som om et «er» formeget er indkommet i anden Passus fra første, og at der bør læses : «en sa maðr er borinn skauta ámeðal er feðr hans» o. s. v. , der bliver endda Overflod nok i Capitlets Affattelse, dog ingen egentlig Forvirring. Udtrykket «borinn skauta ámeðal» er mig ikke ganske klart. Det er overensstemmende med de gamle Sprogs Naturvæxt og billedlige Udtryk, at Ord og Talemaader, der oprindelig have været brugte om Forældrenes Omhu for sine Børn, ogsaa efterhaanden anvendtes i noget videre Betydning til Betegnelse af Forhold til Slægten, til dens mandlige og kvindelige Side. Det er maaske en uberettiget Ideassociation, naar her höfuðbarmr i Gul. 1. svarende til Fr. I. s bauggildismenn, Slægtninge paa fædrene Side, minder mig om Udtrykket «vaxa fyr vina brjósti» (Helgkv. Hb. I 9, Fafnm. 7); derimod tør vel med større Sikkerhed føres herhen Fr. 1. IX 1, hvor det heder om Ætledningen : «en þann mann skal leiða á reka skaut ok rygja. Jamt skulo konor bera vitni þeim manni sem karlmaðr til ættleiðingar at fullu», i hvilket Udtryk Meningen vel ikke kan være anden end: «lede ham i Æt baade paa Mands og Kvindeside» — om end Ordet reka volder Vanskelighed, forsaavidt der ei tør læses á rekka skaut ok rygja (rygr : Kvinde, forekommer som bekjendt ei alene i Poesi, men ogsaa i Prosa i Sammensætninger : baugrygr, B. Kr. Fr. 1. Grag. rygjarto Fr. 1. XVI 2). (Gutalagh c. 21 § 3 udtrykker, at Bedste fader skal tage til sig sin afdøde Søns Døttre og lade dem der vente Arv efter sig, ved: «þa schul þaar sitja i karls scauti ok biþa luta sinna». Uplandslagens skötsætubarn svarer omtrent til Prostethingslovens Ætleding, eg. knésett barn. Jfr Vestgl. I mandr. 1 [II Dr. 2] «Havir kona barn i knæ»). Udtrykket borinn skauta ámeðal synes derfor at maatte betegne en Fødsel ved Forældre af ulige Stand, saa Barnet sad i bedre Skjød hos den ene end hos den anden, der kan her kun være Spørgsmaal om Moderen var ætbaaren eller Løsinge, hvis Frelsesøl var gjort; men at kun det sidste kan være ment, tør vel allerede sluttes af Fr. 1. II 1 : «barn skal moður fylgja» = taki rètt eptir moðurfeðr sínum — og Analogien med Gul. 1. , hvor Børn af saadant Ægteskab hverfa aptr i hitt betra kyn, og saaledes mulig tage Arv der (?), og desuden siges udtrykkelig c. 11 i. f. , at de Børn ere af Thyrmslerne, der Følge Moderen, hvis hun er aarbaaren.

Da den, der er født mellem Skjød, ikke skal tage nogens Arv, ikke engang efter sine egne Børn eller egen Løsing, maa hans Ret, den samme som hans Fader havde, være thyrmslebunden Løsings Ret — den Faderen havde, da Sønnen fødtes, da han endnu ikke havde gjort sit Frelsesøl — paa samme Maade er ogsaa efter Gul. 1. c. 63, Søn af Løsing og Løsinge, hvis begges Frelsesøl er ugjort, Jævnrettesmand med sin Fader og fremdeles i Thyrmsler.

Jfr Grág. Arfaþ. 118: Den Mand er ikke arveberettiget, naar Træl avler Barn med frels Kvinde. Hvis Kvinde giver sin Træl Frelse, idet hun vil gaa med ham og have ham til Mand, da er heller ikke det Barn arveberettiget, som de avle. Han hedder «hornungr». Jfr om Løsingsarv Grág. 119 Arfaþ.

Ved Frigivelsen indføres Trællen i de retsmægtige borgeres Tal og opføres imellem disse ved Opregning af de offentlige og private bøder, der i givet Fald skulle gives og tages. Der skjelnes da videre mellem thyrmslebunden og thyrmslefri Løsing og fremdeles mellem Løsing og Løsingssøn.

Løsingens og hans Æts stilling i forhold til de øvrige Borgere

Det Forhold, hvori den frigivne og hans Æt stod til de øvrige Fuldborgere, oplyses bedst af Bodsrækkerne. Bestemmelserne for den offentlige Bod for Saar, der udrededes efter Forøverens Stand, ere:

Gul. 1. 185: «Nu hvis Løsing saarer Mand, da skal han bøde Baug paa 12 Ører, hans Søn to Bauger, Bonde tre Bauger, odelsbaaren Mand (Høld) sex Bauger; Lendermand og Stallare tolv Bauger, Jarl 24, Konge 48».

Fr. 1. IV 53: «Hvis Høld saarer Mand, da er han skyldig sex Bauger til Kongen; men tolv Ører ere i hver Baug. Hvis aarbaaren Mand saarer nogen, skal han bøde fire Bauger, Reksthegn tre Bauger, Løsing to Bauger, Lendermand tolv Bauger, Jarl 24 Bauger; men hvis Kongen saarer nogen, da skal han bøde 48 Bauger og tolv Ører i hver Baug og bøde til alle Lovfæller. Dette skal alt være Sølvvurderet».

Den personlige Ret, de forskjellige Klasser havde at tage, opføres Gul. 1. 200: «Nu har Løsing paa sig som personlig Ret (einorðr rèttr) sex Ører, hans Søn en Mark, Bonde tolv Ører, Hold tre Mark, Lendermand og Stallare sex Mark, Jarl og Biskop tolv Mark. Lendermands Søn skal tage Høldsret, hvis han ikke faar Land».

For Fr. 1. kjende vi den af Bestemmelserne om Fuldrettesord:

Fr. 1. X 35: «Hvis Mand jævner anden med nogen fødende Skabning af hvilkensomhelst Art, da er det Fuldrettesord, hvis han skyder det uden Vidner. Hvis han mæler mod Høld, bøde han tre Mark, aarbaaren Mand to Mark, Reksthegn tolv Ører, Løsingssøn Mark, og saaledcs den tredie tage Mark (jfr Bj. r. 162). Sølvvurderet skal hver Mands Fuldrette være uden Thyrmslemænds , og 30 Penninger skal være i hver Øre, hvad enten der regnes veiet eller tællet. Løsing sex Ører, hvis hans Frelsesøl er gjort, men hvis ikke, da en halv Mark.

Gul. 1. 196 (jfr Westm. 1. II Köp. b. c. 8) opfører ogsaa som Fuldrettesord : «ef maðr þrælar karlmann frálsan».

Den oprindelige Række for den personlige Ret fra Høld nedover dannes altsaa ved Halvdeling af foregaænde Klasses Ret: Høld 24 Ører, Bonde eller Reksthegn tolv Ører, thyrmslefri Løsing sex Ærer. De indskudte Mellemklasser have 2/8 af næstforegaaende høiere Klasses Ret: aarbaaren Mand 16 Ører, Løsingssøn 8 Ører, thyrmslebunden Løsing 4 Ører. (Efter samme Princip er maaske i Fr. 1. Træls Ret paa fredhelligt Sted sat til 2/3 af den Ret, Herren tager for ham?).

Ved den offentlige Bod er derimod denne Orden fravegen, vi fandt der i Gul. 1. Løsing med en Baug, istedenfor at efter Analogien med den personlige Ret, der ved de høiere Klasser er fastholdt, Løsing med Frelsesøl burde være sat til 1 1/2 Baug og Løsing uden Frelsesøl eller thyrmslebunden Løsing til en Baug — og i Fr. 1. Løsing sat til to Bauger, der synes at burde være Løsingssøns Bod.

For Fornærmelser mod Løsinge synes hendes Patron at have taget Retten[21] efter Gul. 1. c. 98: «Hver Mand har at tage paa sin Løsinge sex Ører», dog vel ikke længere end til hun blev gift. Ogsaa Bj. R. c. 127 lader Patronen for Leiermaal med hans Løsing, jævnt den fjerde som den første, tage sex Ørers Bod, Kongen har der ingen Ret. Nogen tilsvarende Bestemmelse i Frostethingsloven kjendes ikke, dog kan jævnføres Fr. 1. IX 16 om Bortførelse af Løsinge mod Patronens Villie, hvorfor dog Boden sættes til tolv Ører. (Fr. 1. X 37 giver Manden Fuldretteskrav for sin Kone, hvis hun slaaes).

Om Ret for Ægtekvinders Leiermaal bestemmer Borg. Kr. II 14: «Sex Mark ere i Ret for Hølds Kone, fire for Løsings Datter, tre hvis hun (selv) er Løsinge, tolv Ører for frigiven Kvinde (frjálsgjafa, hvad her vel svarer til hvad jeg betegner med thyrmslebunden Løsinge). Ogsaa Gul. 1. 199 sætter Voldtægt mod Ægtekvinder til Bod af dobbelt Ret (jfr Fagrsk. 17), Fr. 1. derimod sætter trefold Ret (Indholdsfortegn. til IV, c. 24, NgL II p. 505). Efter Borg. Kr. c. 15 har Frigiven (frjálsgjafi) , Løsing og Løsingssøn Drabsret ved fire Kvinder, hvis han finder Mand hos dem; de ere: Kone, Moder, Datter og Søster. Fuldfri Mand derimod har samme Ret ved 13 Kvinder af sin Slægt, eller overhovedet ved alle Kvinder, hvem han staar til Arv efter.

Den Avindsbod, som den Skadelidende undertiden kan fordre, naar særegen Krænkelse er bleven ham tilføiet, bestemmer Fr. 1. til 1/4 af den personlige Ret. Saaledes IV 49 om Saar: «Hvis man maa vende den saarede med Ansigtet ned, da skal bødes «Avindsbod» til Høld sex Ører, derfra skal voxe hver Mands Ret med 1/3 op fra Høld og saaledes aftage til aarbaaren Mand fire Ører, Reksthegn tre Ører, Løsing to Ører. Det skal alt være sølvvurderet». Maalestokken 1/3 er her ved Uagtsomhed tagen efter de nedenfor Høld mellemskudte Klasser, hvad mulig kan have sin Grund i at aarbaaren Mand virkelig var den oprindelig næstfølgende efter Høld, svarende til Gulethingslovens Bonde (buandi), men er bleven skudt op og bleven Mellemklasse ved Indførelsen af Reksthegn i Rækken. Herved kommer Regelen til ikke at passe paa Reksthegn under Hølden og ikke paa nogen af Klasserne over denne, der stadig tage dobbelt saameget som den næst lavere og saaledes bøde, jfr IV 53. Ligeledes er, som det synes, Løsing sat skjødesløst for Løsingssøn ligesom i X 35, hvor han endog derved kommer til at staa dobbelt med forskjellig personlig Ret.

Om den samme Avindsbod handler X 46 : «Hvis Mand skjærer Tagl af Mands Hest, da bøde han tre Mark, men hugger han Halen af, da skal man værdsætte Hesten og hin udrede ham Værd, der eiede den, og desuden Avindsbod: til Høld sex Ører, aarbaaren Mand en halv Mark (fire Ører), Reksthegn tre Ører, Løsingssøn to Ører, Løsing en Øre, men sølvvurderet er Bod til aarbaarne Mænd og saggild (Lovøre, sexalnes Øre?) til Thyimslemænd».

Vi se her Løsingssøns Bod rigtig ansat, derimod er af tbyrmslefri og thyrmslebunden Løsing kun medtagen den sidste.

For uhjemlet Brug af ens Land skal efter Fr. 1. XIII 15 «Høld tage sex Ører, Lendermænd elleve Ører og saggilt alt uden det er lovfæstet — Biskop to Mark og Jarl to Mark, Konge tre Mark, Erkebiskop tyve Ører, Abbed tolv Ører og saaledes Abbedisse, aarbaaren Mand fire Ører, Reksthegn tre Ører, Løsingssøn to Ører, Løsing fire Ertuger». Beregningen har, hvad ogsaa følgende Bestemmelse i Gul. 1. viser, oprindelig været foretaget som ved Avindsboden efter den personlige Ret, men med forskjellig Myntværdi, sexalnes Øre, altsaa 1/8 af den personlige Ret. Løsings Landnám er imidlertid her, som det synes, opført efter thyrmslefri Løsings Ret, sex Ører, og skulde vel egentlig være ansat til fire Ert. fem Pen.

Efter Gul. 1. 91 har Løsing i Landnám, hvis han eier Jord, Skatteøre (skatzvaran eyri) indengjærdes, og hans Søn en Øre, Bonde 1 1/2 Øre, Hauld tre Ører, Lendermand sex Ører, Jarl tolv Ører, Kongen tre Mark. Indengjærdes har hver, som jeg nu har sagt; halvt mindre tage Mænd udengjærdes. Landnám øges til det dobbelte og Ransbaug til Kongen, hvis der er lagt Forbud derimod (Fr. 1. XIII 17 lader Landnám i dette Fald udredes sølvvurderet). Dette, tror jeg, stemmer ganske med Fr. 1. XIII 15; der er nemlig Boden ansat efter sexalnes Øre, medens Gul. 1. 91 ansætter den efter tolvalnes Øre, hvorfor her kun komme de halve Summer mod Frostethingslovens. Løsingen er i Fr. 1. opført efter den thyrmslefries Ret og Saaledes ogsaa i Gul. 1.; thi som Jordeier maa han, som det synes, have gjort sit Frelsesøl eller paa anden Maade være frigjort af Thyrmslerne (jfr Fr. 1. IX 12: «Ef þræll kemr á jord eða býr, þa skal hann göra frelsisöl sitt» og Grag. 112: «Hálfan rett skal hann taka er hann kemr á jarls jörð (vel strax Bonderet eller Reksthegns) en þa allan ok fullan er hann kemr á konungs jörð» (Høldsret, se ovf. p. 262). Han skulde egentlig i Landnám tage, som nævnt, 4 Ert. 5 Pen. sexalnes Øre eller 9 Alen Vadmel (1 Ert. = 2 Al. Vadm.), 1/8 af sin Ret 6 Ører, tolvalnes Øre. Om Frostethingslovens 4 Ertuger (8 Al. Vadm.) er Feilskrift, tør jeg ikke afgjøre; Afvigelsen er for stor til at man kunde sætte 4 Ert. som rund Sum, uden Grunden skulde ligge i særegne Myntforhold. I Gulethingsloven derimod synes Skatteåren at have Værdi af ni Alen, jfr Gul. 1. 198 og 251 (dog se Munchs Norske Folks Historie II p. 929).

Ganske den samme Bodsrække indtil Lendermand opstiller Gul. 1. 198, som vi allerede ovenfor have set, for Krænkelse mod Mænds bedste trælbundne Tyende: Løsing Skatteøre for sin bedste Ambaatt, hans Søn 1 Øre o. s. v. (for det lavere Tyende toges halvt mindre), og i Frostethingslovens hermed parallele XI 21 siges udtrykkelig, at den der nævnte Bod til Holden, tre Ører, skulle være talte ɔ: sølvvurderede.

Skatzvarr eyrir

At Skatteøren betegnede en Værdi af ni Alen Vadmel synes ikke alene at fremgaa af Proportionen i disse tvende Bodsrækker, Gul. 1. 91 og 198, men endnu bestemtere af cap. 251; thi naar man i cap. 250, 251, 252 søger de Tversagssummer, der tilkomme hvert af de tre Opnam, der have respective 12, 9, 6 Ørers directe Sag hos Baugmændene, ved at lade hvert af dem tage 1/91 1/12 1/18 af de forskjellige bodydende Opnams Sag, saa finde vi eyri skatsvaran i cap. 25 1/12 af ni Ører, lig ni Alen Vadmel. Man maa nemlig efter cap. 243 være bercttiget til at slutte, at alle Summer i dette Sagtal er regnet efter tolvalnes Øre. (Rigtignok har jeg ikke faaet Summen af Bauger, Trygheds- og Skovkjøb og Kvindegaver i cap. 245 til at stemme med de specielt anførte Summer ovenfor; men denne Uoverensstemmelse kan neppe hæves ved at antage forskjellig Myntværdi ved de enkelte Summer, hvad ogsaa paa Forhaand synes urimeligt. Det er vel en altfor letvundet Maade at klare sig fra denne Vanskelighed at antage, at «xii álna eyrir» i cap. 243 ved flygtig Optælling af Summerne er trukket ind imellem Boderne som «tolv Ører», dog er det netop den Sum jeg savner for at faa udfyldt den nedenanførte Sum 20 Mark 2 9/5 Ører. Muligen kan en forkortet Skrivemaade af hin Kursbetegnelse i tidligere Haandskrifter have gjort en saadan Uagtsomhed mere undskyldelig end Texten, som den nu foreligger). At Skatteøren virkelig havde Værdien af ni Alen Vadmel støttes ogsaa af Bj. r. 168, hvor forekommer «ertogr lageyris. þat eru in álnir vaðmáls» — den bør muligen ogsaa sættes i Forbindelse med Trealnesøren[22].

Uhjemlet Benyttelse af andens Hest, naar Hesten stod bunden, synes at have været opfattet som Krænkelse mod Person og straffet med Bod efter den krænkedes Ret i samme Forhold som Avindsboden regnedes. Fr. 1. X 41: «Hvis Mand tager andens Hest, hvorsomhelst, hvor den er bunden og rider den bort fra Eieren, han skal bude sex Ører selvvurderede til Hold. Halv Mark til aarbaaren Mand, tre Ører til Reksthegn, to Ører til Løsing». (Naar Capitlet sammenholdes med c. 46, maa man slutte, at ogsaa her Løsing er sat for Løsingssum). Tages derimod Hest i Udmark eller overhovedet Fareredskab, naar det ikke netop benyttes af Eiermanden (f. Ex. Skib i Nøst) da bødes som i Gul. I. kun med engang for alle fastsat «Aafang», kun sættes dette her til to Ører selvvurderede, medens det i Gul. 1. kun er l/3 Øre (jfr G. 92) og tages lige for Thegn og Træl.

Betegnende for de frigivnes og deres Æts Stilling yderst i Rækken af Borgerne er ogsaa Fr. 1. IV 4 : «Hvis Kongen beskylder Mand for Landsforræderi. da skal han nævne Mand af sin Hird jævnbaaren den Mand. der har Sag at værge; men hvis Løsing eller Thyrmslemænd have saadan Sag at værge, da skal han nævne Bondesøn af sin Hird, hvis han findes, og have han Kongens Brev og Segl og søge den Sag, naar Kongen ikke er inden Fylket». Begge Bestemmelser, saavel om Jævnbyrd som om Kongens Fravær sigte til, at Sagen ei skal føres mod Overmagt og have flere Sidestykker i Lovgivningen. Udtrykket om Bondesøn i Kongens Hird «ef hann er til», viser at Optagelsen i Hirden var en Ære, der kun undtagelsesvis tilfaldt Mænd af saa lav Byrd ; det hedder ogsaa i Sag. af Sig. Jorsf. c. 29 om den senere bekjendte Ottar Birting «einn af kertisveinum konungs er hét Ottarr Birlingr, bondason, ok var þó kertisveinn konungs».

Leierne paa Kirkegaarden

Endnu paa Kirkegaarden gaar den gjennemførte Rangsordning igjen. Om de forskjellige Klassers Gravleier finde vi fastsat: Borg. Chr. I 9: «Kirkegaarden er skiftet i Fjerdinger til Grave: Lendermænd skal man grave østenfor ved Kirken og i Jorden søndenfor under Tagdryppet; have de ikke Del i Kirkegaarden, da skulle de ligge i Bondeleiet. Dernæst skal man grave Hølder og Hølders Børn, dernæst skal man grave Løsinger og Løsingers Børn. Dernæst skal man grave frigivne (frjálsgjafa) og deres Børn. Nærmest Kirkegjærdet skal man grave Mænds ufrie Tyende[23] (man) og Mænd, der ere drevne op paa Sostranden og have flaaret skaaret paa norsk Vis. Graver man Træltyende i Frigivneleiet, bøde man sex Ører. Graver man Frigivne i Løsingsleiet , bøde man tolv Ører. Graver man Løsing i Höldsleiet, bøde man tre Mark.

Kirkegaardens Fjerdinger ere : Lendermændenes, Höldernes, Løsingernes, Frigivnes. Man skulde ved første Øiekast være tilbøielig til at tro en Feil indløben, saaledes at Bonde var bleven udeladt, og de følgende lavere Klasser feilagtig ansatte til næste høieres Ret; men alle tre Exemplarer af Borg. Chr. ere overensstemmende i denne Ordning, medens de dog afvige saa meget fra hinanden, at de ei kunne stamme fra samme Kilde, jfr II 18, øI 13. Eidsivia C hr. op fører ligeledes kun disse samme fire Klasser (der læses endog c. 48 : «höldsmanni. Er han er leysingja sunr» o. s. v., rigtigere dog vel II c. 36 : «En þeim manni sem [hann] er leysingja son»), og der siges ligeledes temmelig tydelig, at Bøderne for uretmæssig Gravning rette sig efter den dødes (den tidligere i Leiet nedlagtes) Ret: «En engi á at grafa i annars leg nema hann vili sekjast at laga rétti við erfingj hins danda», saa der neppe kan være Tvivl om, at Loven i de sydlige Lagdømmer ingen Mellemklasse har opstillet mellem Løsingssøn og Høld.

Leiekjøb

For Leie i Kirkegaard skal betales til Præsten efter B. Chr. c. 12 «tolv Alne for Lendermand, hans Kone og alle de hans Børn, som have Haab om Land (af Kongen, eru i landvánum), sex Alne for høldbaaren Mand, fire Alne for Løsingssøn, tre for Løsing, halvanden Alen for Frigiven, Penning veiet for Træltyende».

Eids. Chr. I 48 bestemmer samme Leiekjøb noget anderledes: «tolv Alne ere i Leiekjøb for Lendermand og hans Kone, ni Alne for hans Søn og Datter, indtil de ere 40 Aar, siden tolv (!) Alne; saaledes ogsaa for Høld. Naar han er Løsingssøn, da er fire Alne i Leiekjøb; men tre Alne efter Løsing, ufrels (Løsing) veiet Penning, for trælbunden anden (Penning)». I den anden Redaction c. 37 sættes rettere for Lendermænds Børn udenfor Landhaabs Alderen syv Alne og saaledes for Hølden. Videre som nævnt: «for Løsingssøn fire Alne, tre Alne for Løsing, veiet Penning for trælbunden Mand». Thyrmslebunden Løsing forbigaaes altsaa her, det synes imidlertid mindre rimeligt, at han virkelig fremdeles skulde have været sat i Klasse med Træl, som første Redaction synes at antyde i ovenstaænde Capitel, medens dog c. 50 stiller frigivens Leie paa Kirkegaarden mellem Løsing og Træl.

I 50 bestemmes om selve Leiet: «Lendermand skal man grave næst Kirken og Lendermænds Børn og Lendermands Kone; dernæst Hølder og deres Koner og Bøm; dernæst skal man grave Løsinger og deres Børn, dernæst frigivne (frjålsgjafa) og deres Børn; men næst ved Kirkegjærdet skal man grave Mænds Træltyende og Ambaatter. Karlmænd skulle ligge søndenfor Kirken og Kvinder nordenfor». Atter udelader II i tilsvarende c. 39 Frigiven.

Paa Island gjordes efter Grág. Kr. 1. b. 2 ingen Forskjel med Hensyn til Gravleiet: «leg skulu öll vera jafndyr, hvárt sem eru nær kirkju eða firr, i kirkjugarði».

Forøvrigt kan mærkes som Paralleler med Hensyn til den frigivnes Stilling overhovedet: Grág. 96 Vfgsl.: «Det er, hvis Løsing bliver dræbt, det Søgsmaal har hans fribaarne Søn at føre; men ellers Frigiveren. Men hvis Frigiveren dræber sin Løsing og er Løsingen sønneløs, da har Goden det Søgsmaal, den, som den dræbte var i Thing med; men er denne selv Drabsmanden, da har hans Samthingsgoder Søgsmaalet. Hvis de ere uenige, skulle de kaste Lod mellem sig. Hvis Løsings Løsing bliver dræbt, da bar den første Løsing Søgsmaalet».

VgL. I Mandr. 2: «Skal maþer ællæddan man aptær bøtæ. þæn annöþoghær havir varit. han aptær bøtæ mæþ niu markam arvxhot. ok sex markum æltærhot. sva sum ættaþæn man. firi utæn halvæ ætlærhot (alm. tolv Mark, jfr foregaænde Capitel) þy at ætt hans ær half þralær ok frælsgiwær». VgL. II Dr. b. 7 kalder en saadan ætledet frigiven ((skunkufalz maþer» (?) og nævner ved Siden frælsgiva», skjønt Boden er den samme ; vel tænkes ved den første specielt paa thyhaaren først senere udløst Søn eller Slægtning.

Sk. Lov 6, 6: «Wærthær fralsgivi dræpin ok mælær annar man æfte hanum, witi mæth tyltær eth ok tviggja mannar witni , at han tok han i æt mæth sæ ællær at han ær næste nanithi. Warthær man sæktather at han tok han i æt mæth sæ ok dyl han, dyli mæth tyltar eth. Than oer han havir takit i æt skal bøtæ føre hans gærninga thrithing af allum hotum ok tva løtær hans frændær (ligesom med fletføring) ællær han sjalvær bølæ mæth linda hot. Swa skal ok taka af altum thæm hotum føre han wartha at bøta».

Bøder til aarbaarne Mænd og Thrymslemænd

Den offentlige Bod var ogsaa for Thyrmslemændene, som det synes, at udrede sølvvurderet (jfr Fr. 1. IV 53) ; ved de private Bøder derimod i Mandhelgen skjelnes mellem aarbaarne Mænds og Thyrmslemænds Bøder saaledes, at hine tage sine sølvvurderede (eller talte), disse sine i Lovøre (Sexalnesøre), som det synes: Fr. 1. IV 45: «silfrmetit skal árborinna manns eyrir allr í mannhelgi nema þyrmslamanna»; Fr. 1. X 35: «silfrmetit skal fullrètti hvers manns nema þyrmsla manna»; ibd. 46: «silfrmetit er árborinna fè, en sakgild þyrmslamanna fè». At denne Forskjel har været gjort ogsaa ved Avindsboden sees af Fr. 1. X 46, dog kan maaske IV 49: «enn þat skal vera allt silfrmetit» gjælde som en egen Undtagelse ved særdeles skjæmmende Saar, ligesom Gul. 1. endog sætter Saarbøder jævne for Thegn og Træl; at der heller ingen Forskjel gjøres ved Landnám kan have sin Grund i, at Løsing, som ovenfor antydet, som Jordeier maatte have udfriet sig af Thyrmslerne.

Den sølvvurderede Øre havde ved Midten af 12te Aarhundrede dobbelt Værdi mod Lovøren eller Sagøren; ved Erkebiskop Eysteins Overenskomst med Bønderne om forandret Kurs ved Sagfaldet, hedder det, Fagrsk. 268, at nu: «altr sakeyrir — skyldi vera silfrmetinn eyrir. En áðr var sakeyrir biskops slikr sem konúngs lögeyrir; en þess verðr helmings munr þeirra auralaga». (Dog er det vanskeligt atbringe denne Fagrsk.'s Beretning i Harmoni med den ovenfor antagne Værdi for Skattebren , der ogsaa synes at være kaldet Lovøre [Bj. 168] ogsaa er der Urede i Forholdet mellem silfrmetit og vegit [jfr Fr. 1. V 13 i. f. og X 13]). Med denne Sagbre var det vel, at Thyrmslemændene bødedes fé sakgilt[24] og herefter falder da alle Thyrmslemænds personlige Ret og efter den fastsatte bøder fra Løsingssøns Klassen ned i Klasse med thyrmslebunden Løsing (Mark Lovøre eller fire Ører sølvvurderede).

Overgang fra Løsingsæt gjennem Reksthegn til aarbaarne Mænd

I Frostethingsloven IX 11 hedder det: «Leysingja ætt eru IV menn i þyrmslum, en hinn V er ór þó at eigi sé keyptr». Løsing i Thyrmsler er imidlertid ei bleven indfattet under Bodsordningens Klasse «Thyrmslemænd», men er opført med egen personlig Ret (2/3 af den thyrmslefrie Løsings) som Underafdeling under den frie Løsing, ligesom Løsingssøn under Reksthegn og aarbaaren Mand under Høld. Af hine fire Mænd have vi altsaa kun tre, ved hvilke der altid kan spørges, om de ere i Thyrmsler eller ikke; disse tre sammenfattede Arveordningen , som vi saa, i Udtrykket: «svá skal sunr leysingja taka ok sunarsunr ok þess sunr þeir er svá taka» (Fr. 1. IX 11) og ogsaa Bestemmelsen om den personlige Ret i Anledning af Fuldrettesord: «leysingja syni mörk ok svá hinn þriþi» (ɔ: Løsings Sønnesøns Søn) Fr. 1. X 35 Bj. 162; ligeledes hedder det i Bj. 127 om Løsinge og frigiven thyrmslebunden Kvinde (frjálsgefa) at hun forbryder tre Mark til sin Patron, «jævnt den fjerde som den første». Ellers finde vi kun nævnt Løsingssøn og da vel efter foranstaaende som Repræsentant for den hele Klasse. Den fjerde fra Løsingssønnen tager altsaa ikke længere Ret med Løsingssøn (en Mark), men rykker vel alene efter sin Fødsel ind i Reksthegnsklassen[25], der rimeligvis er indskudt som en formidlende Klasse mellem Løsingsæt og ætbaarne Mænd , hvorved disses Klasse (aarbaaren Mands) mulig er rykket ud af den oprindelige Stilling til Höldklassen med dennes halve Ret og skudt frem til 2/3 Hauldsret. Den umiddelbare Oprykken ved Fødsel mellem aarbaarne Mænd efter Frostethingslovcn maa vel allerede være bleven tilstaæt Reksthegns Søn, da der ikke findes Spor til, at Reksthegn repræsenterer flere følgende Slægtled, saaledes som Løsingssøn, og heller ikke til nogen anden Grund til Oprykken udenfor Fødsel, som Odel eller Embedsstilling ved Overgang i Holds eller Lendermandsklassen. Aarbaaren Fødsel derimod godtgjores efter Fr. 1. IX 10 ganske paa samme Maadc, som Udgangen af Løsingssøns Klasse sker.

Fr. I. IX 11: «Leysingja ætt eru IV menn í þyrmslum en hinn v er ór þóat eigi se keyptr» — ved at tælle fire sine Forfædre op til aarbaarne Mænd og være selv den femte.

Rækken bliver altsaa: .

1. Leysingi.
2.
3.
4.
5. ór- Reksþegn.
(1) 6. Árborinn maðr.
(2) 7.
(3) 8.
(4) 9.
5 - hverfr arfván öll undir ættina.

Denne Bevisførsel er rigtignok temmelig streng, da Sagen kunde synes godtgjort allerede, naar man viste sig selv Søn af aarbaaren Mand; men Grunden til Bestemmelsen er maaske at søge i Arveretsordningen. Efter Gul. 1. 106 tages nemlig Løsingsarv (strax I.øsingssøn tager efter sin Fader, d. e. naar Thyrmslerne ere ophørte) blot indtil 9de Knæ i Løsingsætten. (1ste Knæ er Søn og Fader, 2det Knæ er Sønnesøn og Farfader, hvilke to dog allerede sjelden ere begge i Live, som Fr. 1. XI 5 bemærker; derfor opføres i Arve og Sagtallene ikke længere disse directe Slægtninger i de følgende forskjellige Knæ oventil og nedentil, skjønt de theoretisk høre derhen [jfr ÖgL. Ærfþ. b. 3 § 2 : «brystarf ok bakari», af hvilke sidste viger for første i Tilfælde af Collision] — jfr Lex Visig. IV 1 ff. — og man tør derfor slutte, at Arveretten i Løsingsætten har været indskrænket til niende Arvetag eller erfð lige til tiende Mand fra og med Løsingen). Hvis der ei findes Arving i niende Arvetag efter niende Mand fra og med Løsing, falder Arven under Patronens Æt ligeledes til niende Knæ, derpaa indtræder Kongens Ret. Hvis man nu torde overføre denne Arvebestemmelse ogsaa paa Frostethingsloven og antage, at Arveretten efter den femte af Løsingsæt (Reksthegn ?) kun udvidedes til niende Knæ (ligesom i Gul. 1. for Løsingssøn efter Thyrmslernes Ophør), og at denne indskrænkede Arveret og deraf følgende Arvehaab for Patronens Æt varede til niende Mand fra Løsingssønnen (hvad virkelig synes antydet i Fr. 1. IX 11); da blev denne den første aarbaarne Mand, efter hvem Ættens Arveret havde fuld Udstrækning, og for at hævde denne var det nødvendigt at han viste sig selv at at være femte fra aarbaaren Mand. Der opstaar rigtignok den Mislighed, at Arveretten inden de Aarbaarnes Klasse bliver af forskjellig Udstrækning og saaledes i Gul. 1. inden Bondeklassen: paa sidste Sted kunde den hæves ved at antage at først niende Mand fra Løsing (?) rykkede op i Bondeklassen, men ikke saaledes i Fr. 1., og Ujævnheden i de Aarbaarnes Klasse har sit Sidestykke i Løsingssøns-Klassen. Hin BevisførseI i Sag mellem Patron og Løsing viser ogsaa, som det synes, at virkelig ogsaa hos aarbaarne Mænd et Krav kunde gjøres gjældende, og denne Forskjel i de Aarbaarnes Kaar kan maaskc bave foranlediget den vexlende Brug af Udtrykkene aarbaaren og ætbaaren. Herefter betegner muligen Keksthegn den, der først ved Fødsel er rukken frem til Frihed fra de egentlige Thyrmsler, aarbaaren Mand den førstebaarne i Ætten. Ordet vánarmaðr bliver, hvis denne Opfatninger rigtig, maaske rettest at forstaa indskrænket om Mand i Løsingsæt udenfor Thyrmslemændene, efter hvilken Patronens Æt endnu har atfvan (og som hos denne vel ogsaa fremdeles kan «vána til forstoðu»). Jfr ovf. p. 259.

Gulethingsloven, efter hvilken kun Løsing og Løsingssøn ere mulige Thyrmslemænd, synes hverken at have opstillet nogen forskjellig Myntværdi for Bøderne til Løsingsæt i Thyrmsler eller at have sat nogen særegen Ret for Thyrmslebunden Løsing lig Frostethingslovens fire Ører.

I Gulethingslovens Bestemmelse om Hustruers Handelsret er Forholdet mellem Løsingsætten og de frie noget forrykket.

Gul. 1. 56 : «Løsings Kone maa raade for Ertogshandel, hvis han har gjort sit Frelsesøl; hans Sønnekone for Halvorshandel, Bondekone for Øres, Høldskone for to Øres, Lendermandskone for Halvmarkshandel». Mellem de frie Mænds Hustruer falder Retten som deres Mænds personlige Ret med Halvparten, og herefter skulde da Løsingskone raade for Halvoreshandel og hans Sønnekone for to Ertöger (1/13 af den personlige Ret). Ligeledes i Gul. 1. 129, hvor de Gaver opregnes som Mænd kunne give sine thybaarne Sønner, opføres de frie Klasser med Ret til at give saa stor Gave, som de have personlig Ret; men Løsingssøn maa kun give sex Ører, den personlige Ret for Løsing, der her forbigaaes. Fr. 1. IX 17 sætter den halve Ret som Grændse for saadan Gaves Størrelse, men opfører ikke flere end Høld tolv Ører sølvvurderede, aarbaaren Mand en Mark, hvorpaa fortsættes: «svá mikit hverr, sem maðr er bórinn til».

Efter Bjarkøretten, c. 47, nød i Byerne alle Mænd lige Ret fra Lendermænd til Thyrmslefri Løsing : «Saa er stad fæstet, at alle have. jævn Ret i Kjøbstad, Høldsret, det er tre Mark, slig Ret Lendermand som Mands Løsing, som har gjort sit Frelsesøl : da skal hans Patron gaa i Bymodet og lyse det for alle Modemændene, at han har gjort sit Frelsesøl. Lyser han det ikke, da skulle to Vidner bære Vidnesbyrd om, at hans Frelsesøl var gjort; alene saaledes faar han sin fulde Ret. Er ikke hans Frelsesøl gjort, da skal han tage sex Ører i sin Ret, Kongen og Bymændene tre Mark. Alle Thyrmslemænd skulle have Forpligtelser mod sin Patron, jævnt i Kjøbstad som i Herred».

Gul. 1. 296. Ved Ledingsmandtallet skulde Bonden tælle i Tal med sig sine Løsinger, de der ikke have gjort sit Frelsesøl, dog skal Løsingen selv udrede Leding for sig, hvis han har Gods dertil, først i modsat Fald Patronen for ham. Fritagne for Leding vare efter Gul. 1. de, der af Almuerne vare frigivne paa Thinge, ligesaa skulde man ei gjøre Leding for de Mænd, hvem Fattigdom drev tilbage i deres forrige Stilling (menn er þrot rekr aptr í kyn — jfr c. 63 om Løsing, der har gjort sit Frelsesøl, at han i Tilfælde af Trang kommer under sin Patron [hverfa undir skapdrottinn sinn] og c. 130 om Mand, der løser sig af Umegd ved at lyse paa Thinge , at han «vill aptr i kyn sitt ok gegna rettum öllum») og ikke for Gravgangsmænd (jfr c. 63)) hvis man ei lægger Skyld paa dem (ef maðr Ieggr eigi skuld á þá) hvoraf man maa slutte, at den, der optog slige Trængende, kunde gjøre dem skyldbundne for Fostringsomkostningernc, men da ogsaa overtog deres Forpligtelser mod det offentlige som for sit ufrie Tyende. Overhovedet er denne Ledingsfritagelse en Lettelse for saadanne trængende Frigivne, der ei længere bos sin Patron kunde suge den Understøttelse, som det strengere Thyrmsleforhold gjorde ham til Pligt at yde.

Blandt de Gaver endelig, der ei maatte brydes, nævner Gul. 1. c. 129: Mandfrelsé, uden Død eller Tiggergang truer, da skal man tage Fosterlon af den frigivne, hvis han ikke udredede sit Værd; heller ikke skal Løsingsører, sex Ører, tages tilbage. Paabud, der vel nærmest have Hensyn til Mandfrelse som Sjælegave blandt testamentariske Bestemmelser.

Thybaaren Søns Stilling

Før vi forlade Lovene, maa endnu kastes et Blik paa den af fri Mand med ufri Kvinde udenfor Ægteskabet avlede Sønds, thybaaren Søns, Stilling, Betingelserne for hans fulde Frihed og Forholdet mellem ham og andre uægte Sønner.

Frostethingslovens X 47 bestemmer om uægte Sønners Ret : «Hvis Mand avler Søn med fri Kvinde i Skov, da hedder han Risung, han skal have slig Ret som hans Fader havde. Hvis han avler Søn med fri Kvinde hjemme paa Gaard, i Hus, da hedder han Hornung, han skal og tage slig Ret, som hans Fader havde. Thybaaren Søn, hvis Frelse er givet ham (fra horni ok fra nappi [?]) og ikke ældre end tre Aar, og tog han hverken til Reb eller Spade; da skal han tage en Trediedel mindre Ret end hans Fader, men han skal ikke være i Thyrmsler til nogen. Hvis Frelse er givet aarbaaren Mands og Ambaatts Søn, og giver Fader eller hvilkensomhelst af ætbaarne Bauggildesmænd (Slægtninge paa Mandssiden), da er den Mand ikke i Thyrmsler til nogen; men hvis han ægter aarbaaren Kvinde efter Vedtægt og Lov og avler Børn med hende, da vende de Børn tilbage i Ætten med Hensyn til sin Ret og tage Ret efter sin Farfader med Hensyn til Stilling og al Arv: de Børn hedde betrfeðrungar (ɔ : Sønner med øget Ret).

Her gjøres altsaa den Forskjel mellem uægte Sønner af fri Kvinde og saadanne af ufri Kvinde, at de første tage samme Ret som deres Fædre; thybaarne Sønners Ret derimod falder fra deres Fædres med en Trediedel (samme Forhold, hvori de mellemskudte Klasser staa til den næsthøiere). Dog kan delte ikke være saaledes at forstaa, at Retten fremdeles faldt med en Trediedel for Søn af lignende Forbindelse mellem Trælkvinde og Mand af mindsket Ret, saaledes at thybaaren Søn af Løsingssøns (Ret 24 Ert.) thybaarne Søn, derefter ovenstaaende skulde tage 16 Ert. i Ret, fremdeles skulde tabe en Trediedel af sin Faders factiske Ret, altsaa tage 3 Ører l5/3 Ert., hvorved han allerede vilde være sunken under Løsing uden Frelsesøl (4 Ører). Formindskelsen maa vel altid have været foretaget fra den Klasseret, som Faderen havde taget, hvis han ikke havde været thybaaren. (Dog har maaske en saadan fortsat Udløsning og dermed forbunden Falden af den personlige Ret været hindret ved en lignende Vedtægt som den vi finde gjældende i Sverige efter Östgotal. Ærfþ. b. 18: «Nu ma egh þæn annan lösa sum sjalvær ær löstær ok egh þa kunu sum han ær kæpsir lil», umiddelbart fortsættende foregaænde Capitels [17] Bestemmelser om Frændeløsning). For at imidlertid den saaledes med en Trediedel mindskede Ret ikke skulde blive faststaaende, og saaledes Retsrækken fordobbles, bestemtes idetmindste for thybaaren Søn af aarbaaren Mand, at hans ægtefødte Sønner med aarbaaren Kvinde skulde atter tage Faderens Klasseret. At aarbaaren Mands Søn med Trælkvinde nævnes særskilt igjen, efterat thybaaren Søn er omtalt, har maaske Hensyn til det Tilfælde der nævnes i Gul. 1. c. 57 mod Slutningen, at Faderen, hvis han vedkjender sig sin thybaarne Søn, efterat denne er bleven voxen, da maa udløse ham med hans Værd orkeløs, og skal da denne Gjentagelse vel fremhæve, at ogsaa en saadan silde frigiven Søn er fri for Thyrmsler[26]. I umiddelhar Forbindelse med dette sidste Tilfælde er da muligen kun aarbaaren Kvinde bleven nævnt, istedenfor at Oprykning i Farfaders Ret vel egentlig burde have været knyttet til og rimeligvis virkelig fulgte mod ægte Fødsel af fri Kvinde i Almindelighed ligefor alle klasser (hvis ikke i det Hele taget Løsningsretlen først indtraadte for aarbaarne Mænd).

VgL I Arfþ. 21 (II 31): «Vill maþer man or annöþgom stað løsæ. han ekal siunætting firi þan gøræ ær han havir handamælli, byuþæ þem tva öræ gullz. ællær tvar mærkær vægnær vittni til latæ bæræ a siunæthingi, at han ær hanum sva skiuldær. at han a at lösæ han maþ laghmæli ok vitæ mæþ tylþtær eþi. Siþæn far eigh vari num han kalli barn sit væræ. Haldær han æptir sægnær þing. þa hætti viþ sínum ix markum». Оm Ætledning e. 23 (ø 32) ovenfor p. 277.

Оm Frændeløsning ÖgL. Ærfþ. b. 27.

Sk. L. 3, 19: «Havir man harn with huskunu sina ok ær æi frælse givit ok æi thingljust, bøtæ æi mera føre thæs gærninga æn føre annat annothokt hjona».

Ibd. 6, 7: «Aflar fræls man børn withær annøthoga kunu ok løsær thæt barn sithan til frælses ok warthær thæt sithan dræpet, tha bötæs thæt atar fæthrinis frændum mæth half manbot».

Оm de uægte Sønners Arveret handler Gul. I. e. 104. Som den sjette Arveklasse er opført Brødresønner og sammødre Broder tagende Arv efter hinanden, derpaa følger e. 104: «Det er det syvende (Arvetag— erfð), naar Hornung og Risung og thyhaaren Søn uledet i Æt tager efter sin Fader, baade Gods og Odelsjord. Den hedder Hornung, der er frels Kvindes Søn, naar Mund ikke er udredet, og der er gaaet aabenlyst i hendes Seng. Den hedder Risung, der er frels Kvindes Søn, men avlet i hemmelig Forbindelse. Thybaaren Søn er Ambaatts Søn, hvem Frelse er givet, førend han har tre Julenætter. De komme til al Ret (þeir koma til alls réttar).

Som ottende Klasse Følge de, der (i de almindelige Slægtforhold) ere næst efter Brødresønner.

Forskjellig fra Frostethingsloven giver Gulethingsloven saavel her som i c. 57 thybaaren Søn, frigiven før han er treaarsgammel, lige personlig Ret med Faderen. Cap. 61 fritages han ogsaa udtrykkelig fra Frelsesøl, ligesom efter Fr. 1. fra Thyrmsler.

Efter en noget forandret Stilling af de foregaænde Arveklasser opfører ogsaa Fr. 1. VIII, 8 (NgL II p. 518) til syvende Arvetag, «naar Hornung og Risung og thybaaren Søn, hvis Frelse er ham givet, tager Arv; de have alle at tage en Arv, og bliver hver den andens Arving. Hvis foran syvende Arvetag ingen Slægtning paa Mandssiden lever uden ægtefødt Broder og han falder fra, da tage heller hans frillefødte Broder i sjette Arv (II p. 518 i sjaundu erfð), hvis han Dør barnløs, end det gaa over i ottende Arv, og er ingen af dem til, da tager Horna og Risa og Datter thybaaren, de tre have alle at tage en Arv, og bliver hver den andens Arving.

Vi se saaledes, at ogsaa Fr. 1. , skjønt den gjorde nogen Forskjel mellem thybaaren Søn og uægte Sønner med fri Kvinde med Hensyn til deres personlige Ret, dog ligesom Gul. 1. stiller dem sammen med lige Ret til Arv.

Al Arveret frakjender, som nævnt, Grág. 118 Arfaþ. Barn af Træl med frels Kvinde, end ikke om hun giver sin Træl Frelse for at ægte ham — hornúngr. — Jfr laungetinn maðr Grág. 127 Arfaþ.

ÖgL. Ærfþ. b. 13: «Nu huskunu barn ok horkunu barn ælla huru þæt ær til kumit. þæt takær egh arf utan aþalkunu barn».

I Sagtallene nævnes i begge Love thybaaren særskilt og repræsenterer da vel ogsaa Hornung og Risung eller staar for uægte Søn i Almindelighed. I Gulethingslovens første udførlige Sagtal fra c. 218, hvor Hovedbaugen i Høldsgjæld sættes til ti Mark Tialnesore, opfører c. 236 Søn thybaaren, Broder thybaaren og Broder sammødre som Sagøgere, hver til tolv Ører af Drabsmanden og en Mark af Drabsmandens Broder (man savner Sag hos Drabsmandens fædrene Søskendebarn (bræðrúngr) ; men hvis Arving tager Boden efter dem, skal han kun tage Halvparten (236: «En alll þat er ifrá þeim kemr, þá skal hálfu minna sök at jamskyldum manni», 237 : «Hvervitna sem maðr lifir eptir sakauka þá skal falla bot hálfri»). Disse Sagøgere ere altsaa stillede nedenfor de egentlige Baugmænd (Søn, Broder, Brødrung, hvilken sidste tager Baug paa fire Mark), men ovenfor Mændene af første Opnam (den dødes Farbroder, Brodersøn, Morfader, Dattersøn) , der tage en Mark i Sag af Drabsmanden og som Sagøgernc en Trediedel mindre af hans Broder, og efter hvilke Sagen for Mændene af de to øvrige Opnam falder med en Fjerdedel af første Opnams Sag (8 Ører, 6 Ører, 4 Ører). Loven gjør i Bodsfordelingen Forskjel paa samfædre og sammødre Slægtninger, saaledes bliver for at optage Frostethingslovens Ex. VI 9 : «sammødre Broder ei sat i Bod med samfædre Broder: han er Baugmand, men hin Sagøger, og er hver af dem tillagt sin Bod». Med disse sammødre Slægtninge stilles i Almindelighed de jævnskylde, thybaarne Mænd sammen, saaledes ovenfor thybaaren Søn og sammødre Broder og fremdeles videre c. 237: «Af Drabsmanden har Mand paa sin Morbroder thybaaren tre Ører, og saaledes hver af dem paa den anden , sligt samme har Mand paa sin Morbroder sammødre og hver paa den anden sex Ører paa sin thybaarne Farbroder, sligt har Mand paa Farbroder sammødre og hver af dem paa den anden, men Trediedelen mindre af Drabsmandens Broder end af ham selv, Trediedelen mindre af Drabsmandens Farbroder end af hans Broder». Forholdet mellem de her nævnte bøder for sammødre Morbroder (tre Ører) og sammødre Farbroder (sex Ører) og de i c. 224 for de tilsvarende samfædre Slægtninge satte bøder (sex Ører og otte Ører) er mig ikke klart.

I det andet Sagtal i Gul. 1. fra c. 243, hvor Hovedbaugen i Höldsgjæld sættes til sex Mark Tolvalnesører opføres ikke hine tre førstnævnte: sammødre Broder, thybaaren Søn og thybaaren Broder særskilt som Sagøgere, men indtages i selve Sagklasserne, der her ligesom i det foregaaende Sagtal ere tre med Sag faldende for hver Klasse med en Fjerdedel af første Klasses ligesom ovenfor; i de opførte Bodssummer tolv Ører, ni Ører og sex Ører er imidlertid her indeholdte baade Drabsmanden og hans Broders Bod, den sidstes en Trediedel af den førstes, ikke to Trediedele som i foregaænde Timarks Sagtal.

Thybaaren Søn og thybaaren Broder tage heller ikke efter dette Sagtal samme Sag. Cap. 246: «De Mænd ere sex, som hver tage tolv Øres Sag: første er Farbroder, anden Brodersøn, tredie sammødre Broder, fjerde thybaaren Søn, femte Dattersøn, sjette Morfader.

Cap. 247: «Tre ere de Mænd, som hver tage ni Ørers Sag: første er Morbroder, anden Søstersøn, tredie thybaaren Broder. Søskendes Sønner tage sex Ører».

Som en Art Sagøgere komme til i c. 248: «Thybaaren Farbroder tager en Mark Sag, thybaaren Datter avler Søn med ætbaaren Mand, han tager en Mark».

Tversag mellem Sagøgerne indbyrdes omtales ikke i noget af Sagtallene.

I Gulethingslovens tredie Sagtal (Gul. 1. 316 ff.) efter fuld Mandsgjæld i Guld til Fordeling mellem Frænderne synes Frillesøn at være sat i Klasse med Dattersøn, ligesom ovenfor thybaaren Søn, c. 246.

Det i Frostethingsloven bevarede Sagtal opstiller ligeledes Mandsgjælden under et i Guld til senere Fordeling: der stilles atter sammen thybaaren Søn og sammødre Broder og Farfader og Sønnesøn som Sagøgere, og Bøderne fare som Tversager mellem de jævnskylde Led; for. Sønner og Sønnesønner af Sagøgerne falder Boden med en Trediedel for hver. Thybaaren Broder opføres til den halve Bod i Forhold til samfædre Broder (jfr VI c. 5, 10, 14, 17, 21, 24, 28, 31, 35, 38, 42, 45).

Fuld Ret til Arv og Eftermæle efter sine Fædre og Slægtninge faa de uægtefødte Sønner først ved at ledes i Æt, hvorom Gul. 1. 58, Fr. 1. IX 1 (Hkb. 70) K.[27]




Fodnoter

  1. cfr Wilda: Strafr. il. Germ.
  2. cfr G. I. c. 97, Fr. l. V 18.
  3. Dog Ol. helg s. c 48: Ólafr konúngr lèt boða um Vikina kristin lög med sama hætti sem norðr i landi.
  4. jfr om Umage Gul. 159, Fri. IV 33, 34.
  5. cfr Sighvats Vers O. H. e. 177 str. 2.
  6. saaledes lader ogsaa Lex Sal. tit. 38 begge Herrer nytte trælbunden Trælmorder, cfr Upl. Wib. b. 28 om Fe
  7. G. I. taler kun om Udløsning af bortrømt Tiæl hos Paagriberen, s. 68.
  8. Efter disse Lovsteder tør maaske Byggves Ord forklares: Ægdr. 45: «pví em ek hèr hróðugr, at drekka Hropts megir allir ö1 saman». I Gildet tør Trællen tale Fries Ord.
  9. 1 se ovf. p. 205.
  10. Jfr ovf. pagg. 122-123 anførte Sted af Will. af Malm. b
  11. Mulig staar hermed i Forbindelse ÖgL.s Udtryk Bygd. b. 45 i Anledning af bestridt Eiendom af Husdyr, at den skal beholde som har fostret, eller i alle Fald kun udrede Værdet, ei udlevere Dyret: þy at ængin man ma annars mans kalfsfostre vara. Var det en Erkjendelse af sin lavere Stilling at fostre anden Mands Søn, maatte vel vare endnu uhæderligere at fostre Dyr for anden. s efr ibd. e. 17 om Frændeløsning.
  12. efr ibd. e. 17 om Frændelösning.
  13. jfr Gotl. i. I 40: Þinglaun i Løn for at have ført bortløbet Fæ til Things.
  14. jfr nedenfor om Kvinde og Sk. L. 6. 8.
  15. jfr Gul. l. (57) 198.
  16. Om skyldbunden Kvindes Barn jfr c. 57.
  17. indtil Trælsværd.
  18. Fundne Knuds Ophørelse af sine Trælle lige i Jarldom er vel en Sagnets Ødselhed; i alle Fald misbilliget med Tillægget: þaðan af var hann kallaðr Þræla-Knutr. FmS I c. 63.
  19. Fosterlønnen forstaaes dog maaske rettest om Løn for Barnets egen Opfostring, men alligevel behdver den ei at være udredet til Patronen. Ogsaa i Gul. l. 129 forekommer fóstrlaun i mindre tydelig Mening.
  20. Overskrift: «Um frjálsgjafa búanda eða kaupmanna i förum úti»
  21. Saaledes straffes ogsaa Løsinge af Patronen for Tyveri.
  22. Hörð s. c. 9, Land. s. c. 88. P. Vidalin: «skýringar» p. 147 anfører Trealensører fra Sturl. s. I. 3 c. 29. Sammesteds bemærkes: «En til var hjá Norðmönnum 9 álna eyrir, það vottar hinn gamli kristintóttur, sem er i sumum Heiðsifja- þingsbókum c. 34, (hvilket Sted jeg dog ikke har kunnet finde). Til var og hjá Svíum þessi 9 álna eyrir og er hann þar nefnður karlgildur eyrir, Upl. Manh. 23.» Boden synes nemlig paa dette Sted at være ansat forresten efter Sexalnesøre (örtug er 2 alnir). Om skattvaran eyri siger imidlertid Vidalin sammesteds 149: .(Samt aula ek bað verið hafa hálfa fimtu alin».
  23. Naar Estrup «Om Trældom i Norden» p. 51 siger, at Trællene begravedes udenfor Kirkegaarden, er dette vel en Misforstaælse.
  24. jfr Grég. 113 i. f. silfr sakgilt og 245.
  25. jfr ef þræll rekr til lausnar at Ieysa sik (?) Fr. l. IV 55.
  26. jfr Definitlonen paa thybaaren Søn Gul. 1. e. 104.
  27. Laxd. s. c. 26 om Olaf Paa : «Ei munu þið vilja ræna mik lögum, at ek gefi xii aura syni mínum svá stórættum móðurkyn sem Ólafr er».