Vǫlsungakviða hin forna (Helg. hund. II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

De gamle Eddadigte

Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint

Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson

G. E. C. Gads Forlag

København, 1932

Vǫlsungakviða hin forna

Vǫlsungakvida hin forna. Navnet findes i prosa 4; der er al grund til at antage, at alle de anførte vers tilhører et og samme kvad. Alle versene ligner hinanden både i stil og (metrisk) form; men samleren har måske behandlet digtet noget vilkårligt.

Frá Vǫlsungum

1. Sigmundr konungr Vǫlsungsson átti Borghildi af Brálundi. Þau hétu son sinn Helga ok eptir Helga Hjǫrvarðssyni. Helga fóstraði Hagall. Hundingr hét ríkr konungr; við hann er Hundland kent. Hann var hermaðr mikill ok átti marga sonu, þá er í hernaði váru. Ófriðr ok dylgjur váru á milli þeira Hundings konungs ok Sigmundar konungs; drápu hvárir annarra frændr. Sigmundr konungr ok hans ættmenn hétu Vǫlsungar ok Ylfingar. Helgi fór ok njósnaði til hirðar Hundings konungs á laun. Hemingr son Hundings konungs var heima. En er Helgi fór í brott, þá hitti hann hjarðarsvein ok kvað:

---

Prosa 1. átti Borghildi: taget fra Hhund. Iøvrigt er indholdet samlerens slutninger el. vilkårlige bemærkninger (Hundland).

---

1.

Sęg þú Hęmingi,

at Hęlgi man,

hvęrn í brynju

bragnar fęldu;

ér ulf gráan

inni hǫfðuð

þars Hamal hugði

Hundingr konungr.

---

1. Hęmingi: navnet skrives med ę́ (pros.) og ęi (her); det er som skriveren havde haft en lang vokal; rimeligvis har navnet haft kort vokal, dannet af hǫm. — hvęrn: ɔ: hans fader; hvęrn i brynju, ‘hvilken brynjeklædt mand’. — ulf gráan: Helge mener sig selv, ulfr sigter til Helges hævntanker. — Hamal: findes som personnavn. Efter dette skulde man tro, at Hamall var velkendt hos Hunding og som velsindet person. Iøvrigt antager nogle, at Hamall egl. bet. ‘vædder’, og at der her foreligger et ordspil, »I troede, at det var en vædder, hvad der var en ulv«. Sikkert er dette ingenlunde, da hamall = vædder ellers er ukendt.

---

2. Hamall hét son Hagals. Hundingr konungr sendi menn til Hagals at leita Helga, en Helgi mátti eigi forðask annan veg, en tók klæði ambáttar ok gekk at mala. Þeir leituðu ok fundu eigi Helga, Þá kvað Blindr enn bǫlvísi:

---

Prosa 2. Blindr enn bǫlvísi: er identisk med Blindr illi i Hromund Greipssons saga; han leder der efter Hromund hos Hagal, dennes kone lader Hromund iføre sig kvindeklæder og male; det er samme sagn. Saxo kender en Bolvisus luminibus captus ɔ: Bölvis d. blinde; der er vendt op og ned på navn og tilnavn (i sagnet om Hagbard og Signý).

---

2.

Hvǫss eru augu

í Hagals þýju;

esa þat karls ætt

es á kvernum stęndr,

stęinar rifna,

støkkr lúðr fyrir.

---

2. Begyndelsen af verset er tabt. — Hvǫss: hvasse, lynende. — karls ætt: en af bondeslægt. — støkkr: må her snarest bet.: hopper (på grund af de kraftige drejninger). — fyrir: derved.

---

3.

Nú hefr hǫrð dœmi

hildingr þęgit,

es vísi skal

valbygg mala;

hęldr es sœmri

hęndi þęiri

meðalkafli

an mǫndultré.

---

3. dœmi: vilkår, lod. — mala: mgl. R, men er sikkert det rigtige. — valbygg: egl. vælsk byg ɔ: toradet byg. — meðalkafli: sværds håndtag, egl. ‘mellemstykke’ (mellem de to hjalter). Linien er metrisk for kort (egl. kun 3 stavelser); der er mulig udfaldet et ord som hjǫrs i linjens begynd. — mǫndultré: træ (skaft) der er mǫndull, ‘kværnhåndtag’.

---

Hagall svaraði ok kvað:

4.

þat’s lítil vǫ́,

þótt lúðr þrumi,

es mær konungs

mǫndul hrœrir.

---

4. lítil vǫ́: = válítit, ‘intet at undres over’. — þrumi: larmer, knager stærkt. — mær konungs: en kongedatter; efter det følg. skulde der altså her være tale om en fangen kongedatter, der var bleven gjort til trælkvinde.

---

5.

Hón skævaði

skýjum øfri

ok vega þorði

sęm víkingar,

áðr hana Hęlgi

hǫptu gęrði.

---

5. skævadi: bevægede sig rask (ɔ: til hest), altså som valkyrje. — Versets slutning mangler.

---

6.

Systir’s þęira

Sigars ok Hǫgna,

því hęfr ǫtul augu

Ylfinga man.

---

6. Sigars ok Hǫgna: ukendte personer. — Ylfinga man: Ylvingernes ɔ: Helges slægts trælkvinde.

---

3. Undan komsk Helgi ok fór á herskip. Hann feldi Hunding konung, ok var síðan kallaðr Helgi Hundingsbani. Hann lá með her sinn í Brunavágum ok hafði þar strandhǫgg, ok átu þar hrátt. Hǫgni hét konungr; hans dóttir var Sigrún; hon var valkyrja ok reið lopt ok lǫg. Hon var Sváfa endrborin. Sigrún reið at skipum Helga ok kvað:

7.

Hvęrir láta fljóta

flęy við bakka,

hvar hęrmęgir

hęima ęiguð,

hvęrs bíðið ér

í Brunavǫ́gum,

hvęrs lystir yðr

lęið at kanna?

---

7. hęrmęgir: krigere. — Brunavǫ́gum: ukendt sagnlokalitet. — lęið at kanna: omskrivning for ‘at sejle, rejse’.

---

H. kv. 8.

Hamall lætr fljóta

flęy við bakka,

ęigum hęima

í Hlésęyju,

bíðum byrjar

í Brunavǫ́gum,

austr lystir oss

lęið at kanna.

---

8. Hamall: Helge skjuler sig selv og sit navn og foregiver, at det er Hamall, der er føreren. — Hlésęju: sikkert Læssø i Kattegat. Også dette er et slags skjul; Læssø hørte til Danmarks rige. Navnet bet. vist ‘øen i Hlér’, men Hlér var formentlig det gamle (ældste) navn på Kattegat, omtr. = ‘det stille hav’ i modsætning til det stormfulde Vesterhav.

---

S. kv. 9.

Hvar hęfr þú hilmir

hildi vakða

eða gǫgl alin

Gunnar systra?

hví’s brynja þín

blóði stokkin

hví skal und hjǫlmum

kjǫt hrátt eta?

---

9. gǫgl Gunnar systra: Gunns (valkyrjens) søstres (valkyrjernes) gæslinger, ɔ: ravnene. — und hjǫlmum: I, hjælmede krigere. — kjǫt hrátt: dette ansås for uværdigt for mennesker; når man ikke kunde koge kødet, vandt man det ind i duge og pressede blodet ud, og så gjaldt det for at være kogt.

---

H. kv. 10.

Þat vann næst nýs

niðr Ylfinga

fyr vestan ver,

ef þik vita lystir,

es ek bjǫrnu tók

í Bragalundi

ok ætt ara

oddum saddak.

---

10. niðr Ylfinga: herved røber Helge sig ikke, ti Hamall kunde høre til Ylvingerne. — fyr vestan: indeholder en af de få hentydninger til vikingetog i Vesten. — bjǫrnu: indeholder vist en tvetydighed; ordet synes her at kunne være brugt i sm betydn. som angels. beorn ɔ: helt, jfr. l. 7-8. — Bragalundi: ukendt lokalitet. — oddum: ved hjælp af (sværds)oddene.

---

11.

Nu’s sagt mær

hvaðan sakar gørðusk,

hví vas á lęgi mér

lítt stęikt etit.

---

11. Her mgl. vist en halvdel, hvaðan—gørðusk: denne hds.s tekst bör bibeholdes, idet sakar bet. ‘grund, årsag’, »hvorfor det skete«; men því i den følg. l. må rettes til hví, »(grunden) hvorfor jeg måtte spise noget, der kun lidt (ɔ: slet ikke) var stegt«.

---

S. kv. 12.

Víg lýsir þú,

varð fyr Hęlga

Hundingr konungr

hníga at vęlli,

bar sókn saman,

es sefa hęfnduð,

ok busti blóð

á brimis ęggjar.

---

12. Víg: sigter til indholdet af v. 10 (og måske til det tabte halvvers). — varð: blev nødt til. — bar sókn saman: det kom til et gensidigt angreb, til en kamp. — sefa: slægtning. — busti: strömmede brusende. — brimis ęggjar: sværdsæggene.

---

H. kv. 13.

Hvat vissir þú,

at þęir séim,

snót svinnhuguð,

es sefa hęfndum?

margir ro hvassir

hildings synir

ok ámunir

ossum niðjum.

---

13. Hvat: hvorledes. — L. 2: »at vi er dem«. — hvassir: kække. — ámunir: lignende, som ligner. — niðjum: slægtninge.

---

S. kv. 14.

Vaskak fjarri,

folks oddviti,

gær á morgun

grams aldrlokum,

þó tęlk slœgjan

Sigmundar bur,

es í valrúnum

vígspjǫll sęgir.

---

14. fjarri: styrer aldrlokum i l. 4. — gær á morgun: i går morges. — í valrúnum: i val-runer, ɔ: hemmelighedsfuld tale om kamp (og mandefald).

---

15.

Lęitk þik of sinn

fyrr á langskipum,

þás þú byggðir

blóðga stafna

ok úrsvalar

unnir léku,

nú vill dyljask

dǫglingr fyr mér.

en Hǫgna mær *

Hęlga kęnnir. *

---

15. of sinn: én gang; hvad der her sigtes til er uvist, gået tabt. — blóðga: antyder kamp og mandefald. — L. 9-10 er sikkert senere tilföjelse; de er uendelig matte.

---

4. Granmarr hét ríkr konungr, er bjó at Svarinshaugi. Hann átti marga sonu; einn hét Hǫðbroddr, annarr Guðmundr, þriði Starkaðr. Hǫðbroddr var í konungastefnu. Hann fastnaði sér Sigrúnu Hǫgnadóttur. En er hon spyrr þat, þá reið hon með valkyrjur um lopt ok um lǫg at leita Helga. Helgi var þá at Logafjǫllum ok hafði barizk við Hundings sonu. Þar feldi hann þá Álf ok Eyjólf, Hjǫrvarð ok Hervarð, ok var hann allvígmóðr ok sat undir Arasteini. Þar hitti Sigrún hann ok rann á háls hánum ok kysti hann ok sagði hánum erindi sitt, svá sem segir í Vǫlsungakviðu hinni fornu:

---

Prosa 4. Indholdet beror på Hhund., Starkad-navnet på v 23 (uægte vers). — Vǫlsungakv. h. f. : det er ganske unødvendigt at betragte dette som en overskrift over det følgende, eftersom prosastykkernes redaktör har været alt andet end heldig i sin anordning.

---

16.

Sótti Sigrún

sikling glaðan,

hęim nam Hęlga

hǫnd at sœkja,

kysti ok kvaddi

konung und hjalmi.

þá varð hilmi

hugr á vífi.

---

16. Sótti: besøgte. — sækja hęim hǫnd: siger væsenlig det samme, hęim sóttir þú hǫnd sagde Sigvat til den unge Magnus. Hęlga er genit., styret af hǫnd. — kysti: er trolovelseskysset. — L. 7-8: »da fik fyrsten lyst til (at eje) kvinden«. Efter dette er det nu først, at Helge fatter elskov til Sigrun.

---

17.

Fyrr lézk unna

af ǫllum hug

syni Sigmundar

an sét hafði.

---

17. Her er den ene halvdel gået tabt, vistnok den første. Det er Sigruns ord, der gengives.

---

S. kv. 18.

Vask Hǫðbroddi

í hęr fǫstnuð,

ęn jǫfur annan

ęiga vildak;

þó séumk fylkir

frænda ręiði,

hęfk míns fǫður

munrǫ́ð brotit.

---

18. í hęr: er s. s. prosaens i konungastefnu, ved et fyrstemøde. — jǫfur annan: nemlig Helge. — frænda: gen. pl., men hun tænker nærmest på sin fader; det var jo faderen, der skulde bestemme sin datters giftermål. — munrǫ́d: sjæls tanker, inderlige ønske.

---

19.

Nama Hǫgna mær

of hug mæla;

hafa kvazk Hęlga

hylli skyldu.

---

19. Også her mangler et halvvers, vistnok det sidste. — of hug: mod sin hu, mod sin oprigtige tanke. — hylli: her elskov.

---

H. kv. 20.

Hirð eigi þú

Hǫgna ręiði

né illan hug

ættar þinnar;

þú skalt mær ung

at mér lifa;

ætt átt hin góða,

es ęigi séumk.

---

20. illan hug: uvilje, vrede. — at mér: hos mig, i mit hjem. — ęigi: mgl. R, men er nødvendigt.

Herefter mgl. sikkert nogle vers, hvis indhold er gengivet i prosa 5, der dog for en del beror på Hhund. þá kómu leiptr o. s. v. > Hhund. 16, svá sem fyrr o. s. v.: der henvises til samtalen mellem Sinfjötle og Gudmund, Hhund. 33-46; det halvvers, der her anføres, er Hhund. 333-6 med den afvigelse, at der her står fylkir, flota f. lofðungr, liði (fejl reminiscens). Samleren har ment, at da denne samtale var skreven, så udførlig, var det ikke nødvendigt, at optage en anden fra Vǫls.kv., der i realiteten var den sm, men i udtrykkene langt finere (og vel kortere). Senere fik han skrupler og indførte samtalen på en kejtet måde (v. 26-31). — ok er þat enn ritat: det er de nævnte vers (33-46). Guðmundr reið > Hhund. v. 49. — Hǫgni > Hhund. v. 55, Bragi > Vǫls. forn. 22.

---

5. Helgi samnaði þá miklum skipaher ok fór til Frekasteins, ok fengu í hafi ofviðri mannhætt. Þá kómu leiptr yfir þá, ok stóðu geislar í skipin. Þeir sá í loptinu, at valkyrjur níu riðu, ok kendu þeir Sigrúnu. Þá lægði storminn, ok kómu þeir heilir til lands. Granmarssynir sátu á bjargi nǫkkuru, er skipin sigldu at landi. Guðmundr hljóp á hest ok reið á njósn á bergit við hǫfnina. Þá hlóðu Vǫlsungar seglum. Þá kvað Guðmundr, svá sem fyrr er ritat í Helgakviðu: Hverr er fylkir, | sá er flota stýrir | ok feiknalið | fœrir at landi. Sinfjǫtli Sigmundarson svaraði ok er þat enn ritat. Guðmundr reið heim með hersǫgu. Þá sǫmnuðu Granmarssynir her. Kómu þar margir konungar. Þar var Hǫgni faðir Sigrúnar, ok synir hans Bragi ok Dagr. Þar var orrosta mikil ok fellu allir Granmarssynir ok allir þeira hǫfðingjar, nema Dagr Hǫgnason fekk grið ok vann eiða Vǫlsungum. Sigrún gekk í valinn ok hitti Hǫðbrodd at kominn dauða; hon kvað:

21.

Muna þér Sigrún

frá Sevafjǫllum,

Hǫðbroddr konungr,

hníga at armi,

liðin es ævi,

opt náir hrævi

gránstóð gríðar,

Granmars sona.

---

21. frá Sevafjǫllum: et bestandigt tilnavn til Sigrun; lokaliteten er, som ellers, uvis, men meget taler for at henlægge den til Vester-Götland, hvor der findes Sävefjäll (og andre navne med Säfve-). — hníga at armi: synke i din favn, blive din hustru. — L. 5 og 8 udgör én sætning. — gránstód gríðar: jættekvindens grå heste, ulvene.

---

6. Þá hitti hon Helga ok varð allfegin; hann kvað:

22.

Esat þér at ǫllu

alvitr gefit,

þó kveðk nøkkvi

nornir valda;

fellu í morgun

at Frekasteini

Bragi ok Hǫgni,

varðk bani þęira.

---

22. L. 1-2: »Der er ikke i alle henseender givet dig«, ɔ: du har ikke i et og alt lykken med dig. — alvitr: valkyrje, se Vǫl.kv. 1. — nøkkvi: dativ af nøkkvat (f. nøkkví af ne veitk hví). — Det som mgl. i Sigruns lykke, er at hendes to brødre faldt og det for Helges egen hånd.

---

23.

Ęn at Styrklęifum *

Starkaðr konungr, *

ęn at Hlébjǫrgum *

Hrollaugs synir; *

þann sák gylfa *

grimmúðgastan, *

es barðisk bolr, *

vas á brott hǫfuð. *

---

23. De her nævnte personer er ukendte; Starkaðr er næppe den berömte helt, selv om l. 5-8 — ti det er ham, der her menes — minder om hvad Saxo siger om Starcaterus’ fald: quod (ɔ: caput) corpori avulsum terræ glebam morsu carpsisse fertur. — barðisk: tumlede sig.

---

24.

Liggja at jǫrðu

allra flęstir

niðjar þínir,

at nǫ́um orðnir,

vantat vígi,

vas þér þat skapat,

at þú at rógi

ríkmęnni vast.

---

24. at jǫrðu: = við vęlli. Se Krit. bem. — vantat: du modstod ikke, du kunde ikke hindre. Jfr. Vǫl.kv. 32. — Imod at vas her bærer forlydsrimet er det intet at indvende. — skapat: tildelt af skæbnen. — at rógi: til strid, æmne til strid.

---

Þá grét Sigrún; hann kvað:

25.

Huggask Sigrún, *

Hildr hęfr oss verit; *

vinnat skjǫldungar skǫpum. *

S. kv.

Lifna myndak kjósa *

es liðnir ro, *

knættak þér þó í faðmi felask. *

---

25. Dette vers er et senere indskud; det er digtet i ljóðaháttr, og må være her indsat fra et andet digt. — Hildr: kampvoldende kvinde; er måske en hentydning til sagnet om Hedin og Högne. — Lifna: af part. lifinn (af et lífa), levende. »Men dog — uagtet de er døde — vil jeg gemme mig i din favn«. Også dette lifna minder om genoplivelsen i Hjadningesagnet.

---

7. Þetta kvað Guðmundr Granmarsson:

26.

Hvęrr es skjǫldungr,

sás skipum stýrir,

lætr gunnfana

gollinn fyr stafni;

þykkjat mér frið

í fararbroddi,

verpr vígroða

of víkinga.

---

26-31 udgör ordstriden imellem Sinfjötle og Gudmund, der burde have stået inde i prosa 5, efter þá kvað Guðmundr. Til disse vers findes der paralleller i Hhund, som det ved hvert vers vil blive bemærket.

26. Jfr. Hhund v. 33; ligheden gælder dog kun l. 1-4 el. snarere kun l. 1-2. — gunnfana: banner. — fyr stafni: i stavnen, sål. at det rager udover denne. — frið: fredelige; friðr med kort vokal. — verpr vígroða: kamp-rødme slynger sig (om vikingerne). vígroði bet. sikkert egl. ‘rødme på himmelen’, der opfattedes som kamp-bebuder; det må være noget sådant, der her menes. — of: omkring og over.

---

Sfj. kv. 27.

Hér má Hǫðbroddr

Hęlga kęnna

flótta trauðan

í flota miðjum;

hann hęfr óðli

ættar þinnar,

arf Fjǫrsunga,

und sik þrungit.

---

27. Jfr. Hhund v. 36, her er det det første halvvers, der omtrent er ens; det andet halvvers er helt forskelligt. — óðli: odel, arveland, efter dette skulde Helge have (tidligere) underkastet sig (noget af) Höðbrodds lande (rige), men herom vides intet. — arf: dette bör sikkert rettes til arfi, dativ, da arf kun kan være acc. — Fjǫrsunga: er utolket; at der her skulde foreligge subst. fjǫrsungr ‘en slags fisk’ og dennes arfr = havet er udelukket. Fjǫrsungar, hvis navnet er rigtigt, må være betegnelse for Hödbrodds slægt. Linjer på 5 stavelser findes også 15², 26⁴, 29⁷, 37⁷, 43⁴.

---

G. kv. 28.

Því fyrr skulum

at Frekasteini,

ó-sáttir saman

af sakar dœma;

mál’s Hǫdbroddi

hęfnd at vinna,

ef lægra hlut

lęngi bǫ́rum.

---

28. Jfr. Hhund 46, her er der dog kun de to første linjer der kan smstilles (l. 2 ens bægge steder). — ó-sáttir: ikke forligte, ɔ: som fjender. — dæma: vel egl. ‘have (rets)strid’ med hinanden. — ef lægra o. s. v.: en hentydning til 27^5-8, og heri ligger en indrømmelse af det dér sagte; bera lægra hlut: være underlegen, komme til kort.

---

Sfj. kv. 29.

Fyrr munt Goðmundr

gęitr of halda

ok bergskorar

brattar klífa,

hafa þér í hęndi

hęslikylfu,

þat’s þér blíðara

an brimis dómar.

---

29. Hertil findes intet tilsvarende i Hhund. — halda: vogte. — hęslikylfu: kølle, stok, af hasseltræ, vidner om norsk oprindelse, ligesom det hele beror på norske forhold. — blíðara: gunstigere, lettere. — brimis dómar: sværdets domme, kamp; dómar valgt m. h. t. dœma i v. 28.

---

Helgi kv. 30.

Þér’s Sinfjǫtli

sœmra miklu

gunni at hęyja

ok glaða ǫrnu,

an ónýtum

orðum at bregðask,

þótt hildingar

hęiptir dęili.

---

30-31. Er med nogle ubetydelige varianter enslydende med Hhund 47-48. De passer lige godt bægge steder. Det er umuligt at afgöre, hvor de oprl. hører hjemme; snarest kunde de synes at have hørt til Vǫls. forn. og at være derfra lånt af digteren til det yngre kvad.

30. bregðask: deili R må rettes sål. efter teksten i Hhund, ‘göre hinanden bebrejdelser’. — hęiptir dęili: har strid (kamp) med hinanden.

---

31.

Þykkjat mér góðir,

Granmars synir,

þó dugir siklingum

satt at mæla;

þęir męrkt hafa

á Móinshęimum,

at hug hafa

hjǫrum at bregða.

eru hildingar *

hølzti snjallir. *

---

31. dugir: sömmer det sig. — L. 9-10 er sikkert uægte tilklistret slutning af uendelig mathed. — hølzti: — hęlzt til, meget.

---

8. Helgi fekk Sigrúnar ok áttu þau sonu. Var Helgi eigi gamall. Dagr Hǫgnason blótaði Óðin til fǫðurhefnda. Óðinn léði Dag geirs síns. Dagr fann Helga mág sinn, þar sem heitir at Fjǫturlundi. Hann lagði í gǫgnum Helga með geirnum. Þar fell Helgi, en Dagr reið til Sevafjalla ok sagði Sigrúnu tíðendi:

---

Prosa 8. Var: = varð, blev.

---

32.

Trauðr emk systir

trega þér at sęgja,

ek hęf nauðigr

nipti grœtta,

fell í morgun

und Fjǫturlundi

buðlungr sás vas

baztr í hęimi.

(ok hildingum

á halsi stóð).

---

32. trega: sorg, et sorgens æmne. — sęgja: meddele, forkynde. — nipti: min søster. — und: under, ɔ: ved. — Fjǫturlundi: lænketræet, ukendt. Man har mindet om den lucus hos Semnonerne, som Tacitus omtaler, nemo nisi vinculo ligatus ingreditur, men om der her er nogen tilknytning, er ganske usikkert. — L. 9-10 er sikkert yngre tillæg, á halsi stóð: fældede; udtrykket er hæntet fra den skik, at sejrherren stillede sin fod på den fældede fjendes hals.

---

S. kv. 33.

Þik skyli allir

ęiðar bíta,

þęir es Hęlga

hafðir unna

at hinu ljósa

Lęiptrar vatni

ok at úrsvǫlum

unnar stęini.

---

33. Lęiptrar vatni: elven Lęiptr (lyn) er vel identisk med den i Grí. 29, men man ved ikke, hvorfor eder aflagdes netop ved dens vand; mulig hænger det sm med dens egenskab af at være særlig klar (ljós). — unnar stęini: herom kan det sm siges; unnar er vel næppe egennavn.

---

34.

Skríðiat þat skip,

es skríði und þér,

þótt óskabyrr

ęptir lęggisk,

rinniat sá marr,

es rinni und þér,

þótt fíandr þína

forðask ęigir.

---

34. skríði: skal skride, løbe. — óskabyrr: ønsket medbör, den bedste medvind.

---

35.

Bítia þér þat sverð,

es bregðir þú,

nema sjǫlfum þér

syngvi of hǫfði.

---

35. syngvi o. s. v.: synger, suser, over dit eget hoved, ɔ: dræber dig selv. — Den sidste halvdel er gået tabt; deri har måske stået et ønske om, at hans skjold ikke skal værne ham.

---

36.

Þá væri þér hęfnt

Hęlga dauða,

ef værir vargr

á viðum úti

auðs andvani

ok alls gamans,

hęfðira mat,

nema á hræum spryngir.

---

36. vargr: (fredløs) ulv. — spryngir: åd dig ihjæl.

---

D. kv. 37.

Œr est systir

ok ørvita,

es brœðr þínum

biðr forskapa;

ęinn vęldr Óðinn

ǫllu bǫlvi,

þvít með sifjungum

sakrúnar bar.

---

37. forskapa: vanskæbne, ulykke. — sifjungum: besvogrede, ɔ: Helge og Dag. — sakrúnar bar: bar skyld-runer, omskrivning for at hidse op imod hinanden. Heri ligger ikke, at Odin også har hidset Helge op imod svogeren.

---

38.

þér býðr bróðir

bauga rauða,

ǫll Vandilsvé

ok Vígdala;

haf halfan hęim

harms at gjǫldum,

brúðr baugvarið,

ok burir þínir.

---

38. Vandilsvé, Vígdala: ukendte lokaliteter. — hęim: ejendom, rige (som Dag havde rådighed over). — baugvarið ɔ: ring-prydet.

---

S. kv. 39.

Sitka svá sæl

at Sevafjǫllum

ár né of nætr

at unak lífi,

nema at liði lofðungs

ljóma bregði,

rinni und vísa

Vígblær þinig.

gollbitli vanr, *

knegak grami fagna. *

---

39. sœl: rig; hentyder til Dags store tilbud. — ár: om morgenen, dagens begyndelse, hvor man efter nattens hvile kunde føle sig frisk. — L. 5-6: »medmindre fyrstens mandskab — og med ham selv — viser sig« egl. ‘lyset falder på ham’. — Vígblær: Helges hest, ‘kamp-vind’, hurtig som vind i kampen? — De to sidste linjer er sikkert tillæg. — gollbitli: guldbidsel. — knegak: så at jeg kunde.

---

40.

Svá hafði Hęlgi

hrædda gǫrva

fíandr sína alla

ok frændr þęira,

sęm fyr ulfi

óðar rynni

gęitr af fjalli

gęiskafullar.

---

40. Sigrun slutter med den pragtfulde beskrivelse af Helge. — gęiskafullar: rædselslagne. Dette billede er ægte norsk.

---

41.

Svá bar Hęlgi

af hildingum

sęm ítrskapaðr

askr af þyrni

eða sá dýrkalfr,

dǫggu slunginn,

es ęfri fęrr

ǫllum dýrum.

ok horn glóa *

við himin sjalfan. *

---

41. ítrskapaðr: herlig formet, et udmærket adj. om asken. — dýrkalfr: vel hjortekalv. — ęfri fęrr: overrager. — horn: hvis horn. — L. 9-10 er vist også tillæg.

---

9. Haugr var gǫrr eptir Helga; en er hann kom til Valhallar, þá bauð Óðinn hánum ǫllu at ráða með sér. Helgi kvað:

42.

Þú skalt Hundingr

hvęrjum manni

fótlaug geta

ok funa kynda,

hunda binda,

hesta gæta,

gefa svínum soð,

áðr sofa gangir.

---

42. Man har antaget, at dette vers beroede på tildigtning, da man mener, at det, Helge her pålægger Hunding, ikke passer til det ædle heltebillede af Helge ellers. Og det er vist rigtigt. Det jordiske liv tænkes fortsat i Valhal i alle enkeltheder. Med svínum kan der være tænkt på Sæhrímnir.

---

10. Ambátt Sigrúnar gekk um aptan hjá haugi Helga ok sá, at Helgi reið til haugsins með marga menn. Ambátt kvað:

43.

Hvárt eru þat svik ęin,

es séa þykkjumk,

eða ragnarǫk?

ríða menn dauðir,

es jóa yðra

oddum kęyrið,

eða es hildingum

hęimfǫr gefin?

---

43. svik: sansebedrag, öjenforblændelse. — L. 4 er ikke en spörgesætning. — oddum: spydspidserne.

---

H. kv. 44.

Esa þat svik ęin,

es séa þykkisk,

né aldar rof,

þótt oss lítir,

þótt jóa óra

oddum kęyrim,

nema es hildingum

hęimfǫr gefin.

---

44. aldar rof: menneskenes undergang, = ragnarǫk. — nema: omtr. = men. — hęimfǫr: besøg i hjemmet, hvad enten der kunde være tale om et længere eller kortere ophold.

---

11. Heim gekk ambátt ok segir Sigrúnu:

45.

Út gakk Sigrún

frá Sevafjǫllum,

ef þik folks jaðar

finna lystir; *

upp’s haugr lokinn, *

kominn es Hęlgi *

dolgspor dręyra,

dǫglingr bað þik,

at sárdropa

svęfja skyldir.

---

45. folks jaðar: folkets (hærens) værn, Helge. — L. 5-6 er sikkert et indskud. — dolgspor: kampspor = sår. — sárdropa: blodet. — svęfja: stille. Dette har jo Helge ikke udtalt (eller er et vers udfaldet?).

---

12. Sigrún gekk í hauginn til Helga ok kvað:

46.

Nú emk svá fęgin

fundi okrum

sęm átfrekir

Óðins haukar,

es vals vitu

varmar bráðir

eða dǫgglitir

dagsbrún séa.

---

46. átfrekir: føde-griske. — Óðins haukar: ravnene. — vals: R har val, der sikkert er en skrivefejl. — dǫgglitir: dugfarvede, dugbesprængte, ved solopgang (dagsbrún).

---

47.

Fyrr vilk kyssa

konung ólifðan

an blóðugri

brynju kastir,

hár’s þitt Hęlgi

hélu þrungit,

allr es vísi

valdǫgg slęginn.

---

47. valdǫgg: valens dugg, blod.

---

48.

Hęndr ursvalar

Hǫgna mági,

hvé skalk þér buðlungr

þess bót of vinna.

---

48. Her mgl. vist den første halvdel. — mági: svigersön.

---

H. kv. 49.

Ęin vęldr þú Sigrún

frá Sevafjǫllum,

es Hęlgi es

hrædǫgg slęginn.

---

49. hrædǫgg: ligdugg, blod; se Krit. bem.

---

50.

Grætr gollvarið

grimmum tǫ́rum

sólbjǫrt, suðrœn,

áðr sofa gangir,

hvęrt fęllr blóðugt

á brjóst grami,

úrsvalt, innfjalgt,

ekka þrungit.

---

50. gollvarið: omgivet af, udstyret med guldringe = baugvarið (38). — suðrœn: dette adj. synes her brugt ved en tankeløs efterligning (af dís suðrœn f. eks.), som et fast epitet til valkyrjer. — hvęrt: ɔ: tár. — úrsvalt: isnende koldt. — innfjalgt: sig indbrændende; fjalgr ‘varm’, jfr. glóðfjalgr ‘ild-varm’. — ekka þrungit: opsvulmet af sorg (gråd). Hermed kan smlignes et sted i Laxdælas., hvor det om en begravet völve hedder, at hun føler sig ilde ved, at Gudrun fellir á mik dropa svá heita at ek brenn af ǫll.

---

51.

Vęl skulum drekka

dýrar vęigar,

þótt mist hafim

munar ok landa;

skal ęngi maðr

angrljóð kveða,

þótt mér á brjósti

bęnjar líti.

---

51. Viser Helges jublende glæde over at Sigrun er hos ham. — munar: (den jordiske) elskov.

---

52.

Nú eru brúðir

byrgðar í haugi,

lofða dísir

hjá liðnum oss.

---

52. lofða dísir: her plur. f. sing., som oftere; det er kun Sigrun, der menes; ‘fyrste-søster’ kaldes hun.

---

13. Sigrún bjó sæing í hauginum.

53.

Hér hęfk þér Hęlgi

hvílu gǫrva

angrlausa mjǫk,

Ylfinga niðr;

vilk þér í faðmi

fylkir sofna

sęm lofðungi

lifnum myndak.

---

53. angrlausa: fri for smerte, kummer.

---

H. kv. 54.

Nú kveðk ęinskis

ørvænt vesa

síð né snimma

at Sevafjǫllum,

es þú á armi

ólifðum sefr,

hvít í haugi

Hǫgna dóttir.

ok est kvik *

hin konungborna. *

---

54. L. 9-10 er matte og ret meningsløse, uden tvivl senere tilföjelse. — Nu går natten, henimod morgen (mellem v. 54 og 55).

---

55.

Mál’s mér at ríða

roðnar brautir,

láta fǫlvan jó

flugstíg troða,

skalk fyr vestan

vindhjalms brúar,

áðr Salgófnir

sigrþjóð vęki.

---

55. roðnar brautir: vejene, der lige er begyndt at rødme af den opgående sol. — fǫlvan: bleg, ɔ: gul; det er farven på de dødes heste. — flugstíg: stejl vej, ɔ: vejen til Valhal i himlen, flug- betegner noget brat affaldende. — vindhjalms brúar: vindhjælmens — luftens — bro (plur. også her f. sing. og brúar som fem. ōst.; ellers brýr), Bivrost. — Salgófnir: hanen i Valhal, med andet navn Gollinkambi. Navnets betydn. er usikker. — sigþjod: kampfolket, Einherjerne. — sigr- bet. her det sm som sig- kamp, men mulig er sig- det oprl.

---

14. þeir Helgi riðu leið sína, en þær fóru heim til bœjar. Annan aptan lét Sigrún ambátt halda vǫrð á hauginum; en at dagsetri, er Sigrún kom til haugsins, hon kvað:

56.

Kominn væri nú,

ef koma hygði,

Sigmundar burr

frá sǫlum Óðins,

kveðk grams þinig

grænask vánir,

es á asklimum

ęrnir sitja.

ok drífr drótt ǫll *

draumþinga til. *

---

56. grænask vánir: at forvæntningen om ham (hans igenkomst) bliver ringe, forsvinder (jfr. lífs vánir gránar Gisi. Surs.). — L. 7-8: »siden örnene allerede har sat sig i askens grene« (for at sove). — L 9-10 er smukke i og for sig, men er vel kun en overleveringsdublet til de to foregående. — draum-þinga: drömme-ting, sövnen.

---

A. kv. 57.

Verðat svá œr,

at ęin farir,

dis skjǫldunga,

draughúsa til,

verða ǫflgari

allir á nóttum

dauðir dolgar

an of daga ljósa.

---

57. dís skjǫldunga: = lofða dísir (v. 52). — draughúsa: gravhöjen (draugr ‘genganger, höjbo’). — dolgar: et fjendtligt væsen, sål. ofte brugt om höjboer. Jfr. Krit. bem..

---

15. Sigrún varð skammlíf af harmi ok trega. Þat var trúa í forneskju, at menn væri endrbornir, en þat er nú kǫlluð kerlingavilla. Helgi ok Sigrún er kallat at væri endrborin; hét hann þá Helgi Haddingjaskati, en hon Kára Hálfdanardóttir, svá sem kveðit er í Káruljóðum, ok var hon valkyrja.

---

Prosa 15. kerlingavilla: kællinge (gamle koners) vildfarelse, overtro. — Káruljóðum: dette digt er fuldstændig tabt. Indholdet deraf genfindes (tildels) i Hrómundr Greipssons saga (og rimer). Om Helge haddingjaskati vides ellers kun lidt. Tilnavnet betegner ham som en ‘helt hos Haddinger’, disse svarer til Asdingi hos Jordanes, men om der er nogen forbindelse dér er uvist, da sagnet er så at sige ukendt. Navnet bet. ‘de med stærk hårvækst’ (haddr, got. hazds).

---