Forskjell mellom versjoner av «Vǫlsungakviða hin forna (Helg. hund. II)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(FJ: Vǫlsungakviða hin forna)
 
 
Linje 5: Linje 5:
 
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Völsungakviða in forna]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Det andre kvædet um Helge Hundingsbane]]!! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Anden Sang om Helge Hundingsbane]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Helge Hundingsbane]] !!  
 
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Völsungakviða in forna]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Det andre kvædet um Helge Hundingsbane]]!! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Anden Sang om Helge Hundingsbane]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Helge Hundingsbane]] !!  
 
|-
 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Vǫlsungakviða hin forna (Helg. hund. II]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Det gamle Volsungekvæde (H. H. II). (Vǫlsungakviþa en forna)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det gamle Kvad om Vølsungerne (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Det äldre kvädet om Helge Hundingsbane]] !!  
+
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Vǫlsungakviða hin forna (Helg. hund. II)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Det gamle Volsungekvæde (H. H. II). (Vǫlsungakviþa en forna)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det gamle Kvad om Vølsungerne (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Det äldre kvädet om Helge Hundingsbane]] !!  
 
|-
 
|-
 
!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kvadene om Helge Hundingsbane (JJA)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Helge Hundingsbane II (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Helge Hundingsbane (NFS)]] !!  
 
!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kvadene om Helge Hundingsbane (JJA)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Helge Hundingsbane II (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Andra kvädet om Helge Hundingsbane (NFS)]] !!  

Nåværende revisjon fra 26. feb. 2021 kl. 17:10

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Vǫlsungakviða hin forna


Vǫlsungakvida hin forna. Navnet findes i prosa 4; der er al grund til at antage, at alle de anførte vers tilhører et og samme kvad. Alle versene ligner hinanden både i stil og (metrisk) form; men samleren har måske behandlet digtet noget vilkårligt.


Frá Vǫlsungum
1. Sigmundr konungr Vǫlsungsson átti Borghildi af Brálundi. Þau hétu son sinn Helga ok eptir Helga Hjǫrvarðssyni. Helga fóstraði Hagall. Hundingr hét ríkr konungr; við hann er Hundland kent. Hann var hermaðr mikill ok átti marga sonu, þá er í hernaði váru. Ófriðr ok dylgjur váru á milli þeira Hundings konungs ok Sigmundar konungs; drápu hvárir annarra frændr. Sigmundr konungr ok hans ættmenn hétu Vǫlsungar ok Ylfingar. Helgi fór ok njósnaði til hirðar Hundings konungs á laun. Hemingr son Hundings konungs var heima. En er Helgi fór í brott, þá hitti hann hjarðarsvein ok kvað:



Prosa 1. átti Borghildi: taget fra Hhund. Iøvrigt er indholdet samlerens slutninger el. vilkårlige bemærkninger (Hundland).



1.
Sęg þú Hęmingi,
at Hęlgi man,
hvęrn í brynju
bragnar fęldu;
ér ulf gráan
inni hǫfðuð
þars Hamal hugði
Hundingr konungr.



1. Hęmingi: navnet skrives med ę́ (pros.) og ęi (her); det er som skriveren havde haft en lang vokal; rimeligvis har navnet haft kort vokal, dannet af hǫm. — hvęrn: ɔ: hans fader; hvęrn i brynju, ‘hvilken brynjeklædt mand’. — ulf gráan: Helge mener sig selv, ulfr sigter til Helges hævntanker. — Hamal: findes som personnavn. Efter dette skulde man tro, at Hamall var velkendt hos Hunding og som velsindet person. Iøvrigt antager nogle, at Hamall egl. bet. ‘vædder’, og at der her foreligger et ordspil, »I troede, at det var en vædder, hvad der var en ulv«. Sikkert er dette ingenlunde, da hamall = vædder ellers er ukendt.



2. Hamall hét son Hagals. Hundingr konungr sendi menn til Hagals at leita Helga, en Helgi mátti eigi forðask annan veg, en tók klæði ambáttar ok gekk at mala. Þeir leituðu ok fundu eigi Helga, Þá kvað Blindr enn bǫlvísi:



Prosa 2. Blindr enn bǫlvísi: er identisk med Blindr illi i Hromund Greipssons saga; han leder der efter Hromund hos Hagal, dennes kone lader Hromund iføre sig kvindeklæder og male; det er samme sagn. Saxo kender en Bolvisus luminibus captus ɔ: Bölvis d. blinde; der er vendt op og ned på navn og tilnavn (i sagnet om Hagbard og Signý).



2.
Hvǫss eru augu
í Hagals þýju;
esa þat karls ætt
es á kvernum stęndr,
stęinar rifna,
støkkr lúðr fyrir.



2. Begyndelsen af verset er tabt. — Hvǫss: hvasse, lynende. — karls ætt: en af bondeslægt. — støkkr: må her snarest bet.: hopper (på grund af de kraftige drejninger). — fyrir: derved.



3.
Nú hefr hǫrð dœmi
hildingr þęgit,
es vísi skal
valbygg mala;
hęldr es sœmri
hęndi þęiri
meðalkafli
an mǫndultré.



3. dœmi: vilkår, lod. — mala: mgl. R, men er sikkert det rigtige. — valbygg: egl. vælsk byg ɔ: toradet byg. — meðalkafli: sværds håndtag, egl. ‘mellemstykke’ (mellem de to hjalter). Linien er metrisk for kort (egl. kun 3 stavelser); der er mulig udfaldet et ord som hjǫrs i linjens begynd. — mǫndultré: træ (skaft) der er mǫndull, ‘kværnhåndtag’.



Hagall svaraði ok kvað:


4.
þat’s lítil vǫ́,
þótt lúðr þrumi,
es mær konungs
mǫndul hrœrir.



4. lítil vǫ́: = válítit, ‘intet at undres over’. — þrumi: larmer, knager stærkt. — mær konungs: en kongedatter; efter det følg. skulde der altså her være tale om en fangen kongedatter, der var bleven gjort til trælkvinde.



5.
Hón skævaði
skýjum øfri
ok vega þorði
sęm víkingar,
áðr hana Hęlgi
hǫptu gęrði.



5. skævadi: bevægede sig rask (ɔ: til hest), altså som valkyrje. — Versets slutning mangler.



6.
Systir’s þęira
Sigars ok Hǫgna,
því hęfr ǫtul augu
Ylfinga man.



6. Sigars ok Hǫgna: ukendte personer. — Ylfinga man: Ylvingernes ɔ: Helges slægts trælkvinde.



3. Undan komsk Helgi ok fór á herskip. Hann feldi Hunding konung, ok var síðan kallaðr Helgi Hundingsbani. Hann lá með her sinn í Brunavágum ok hafði þar strandhǫgg, ok átu þar hrátt. Hǫgni hét konungr; hans dóttir var Sigrún; hon var valkyrja ok reið lopt ok lǫg. Hon var Sváfa endrborin. Sigrún reið at skipum Helga ok kvað:


7.
Hvęrir láta fljóta
flęy við bakka,
hvar hęrmęgir
hęima ęiguð,
hvęrs bíðið ér
í Brunavǫ́gum,
hvęrs lystir yðr
lęið at kanna?



7. hęrmęgir: krigere. — Brunavǫ́gum: ukendt sagnlokalitet. — lęið at kanna: omskrivning for ‘at sejle, rejse’.



H. kv. 8.
Hamall lætr fljóta
flęy við bakka,
ęigum hęima
í Hlésęyju,
bíðum byrjar
í Brunavǫ́gum,
austr lystir oss
lęið at kanna.



8. Hamall: Helge skjuler sig selv og sit navn og foregiver, at det er Hamall, der er føreren. — Hlésęju: sikkert Læssø i Kattegat. Også dette er et slags skjul; Læssø hørte til Danmarks rige. Navnet bet. vist ‘øen i Hlér’, men Hlér var formentlig det gamle (ældste) navn på Kattegat, omtr. = ‘det stille hav’ i modsætning til det stormfulde Vesterhav.



S. kv. 9.
Hvar hęfr þú hilmir
hildi vakða
eða gǫgl alin
Gunnar systra?
hví’s brynja þín
blóði stokkin
hví skal und hjǫlmum
kjǫt hrátt eta?



9. gǫgl Gunnar systra: Gunns (valkyrjens) søstres (valkyrjernes) gæslinger, ɔ: ravnene. — und hjǫlmum: I, hjælmede krigere. — kjǫt hrátt: dette ansås for uværdigt for mennesker; når man ikke kunde koge kødet, vandt man det ind i duge og pressede blodet ud, og så gjaldt det for at være kogt.



H. kv. 10.
Þat vann næst nýs
niðr Ylfinga
fyr vestan ver,
ef þik vita lystir,
es ek bjǫrnu tók
í Bragalundi
ok ætt ara
oddum saddak.



10. niðr Ylfinga: herved røber Helge sig ikke, ti Hamall kunde høre til Ylvingerne. — fyr vestan: indeholder en af de få hentydninger til vikingetog i Vesten. — bjǫrnu: indeholder vist en tvetydighed; ordet synes her at kunne være brugt i sm betydn. som angels. beorn ɔ: helt, jfr. l. 7-8. — Bragalundi: ukendt lokalitet. — oddum: ved hjælp af (sværds)oddene.



11.
Nu’s sagt mær
hvaðan sakar gørðusk,
hví vas á lęgi mér
lítt stęikt etit.



11. Her mgl. vist en halvdel, hvaðan—gørðusk: denne hds.s tekst bör bibeholdes, idet sakar bet. ‘grund, årsag’, »hvorfor det skete«; men því i den følg. l. må rettes til hví, »(grunden) hvorfor jeg måtte spise noget, der kun lidt (ɔ: slet ikke) var stegt«.



S. kv. 12.
Víg lýsir þú,
varð fyr Hęlga
Hundingr konungr
hníga at vęlli,
bar sókn saman,
es sefa hęfnduð,
ok busti blóð
á brimis ęggjar.



12. Víg: sigter til indholdet af v. 10 (og måske til det tabte halvvers). — varð: blev nødt til. — bar sókn saman: det kom til et gensidigt angreb, til en kamp. — sefa: slægtning. — busti: strömmede brusende. — brimis ęggjar: sværdsæggene.



H. kv. 13.
Hvat vissir þú,
at þęir séim,
snót svinnhuguð,
es sefa hęfndum?
margir ro hvassir
hildings synir
ok ámunir
ossum niðjum.



13. Hvat: hvorledes. — L. 2: »at vi er dem«. — hvassir: kække. — ámunir: lignende, som ligner. — niðjum: slægtninge.



S. kv. 14.
Vaskak fjarri,
folks oddviti,
gær á morgun
grams aldrlokum,
þó tęlk slœgjan
Sigmundar bur,
es í valrúnum
vígspjǫll sęgir.



14. fjarri: styrer aldrlokum i l. 4. — gær á morgun: i går morges. — í valrúnum: i val-runer, ɔ: hemmelighedsfuld tale om kamp (og mandefald).



15.
Lęitk þik of sinn
fyrr á langskipum,
þás þú byggðir
blóðga stafna
ok úrsvalar
unnir léku,
nú vill dyljask
dǫglingr fyr mér.
en Hǫgna mær *
Hęlga kęnnir. *



15. of sinn: én gang; hvad der her sigtes til er uvist, gået tabt. — blóðga: antyder kamp og mandefald. — L. 9-10 er sikkert senere tilföjelse; de er uendelig matte.



4. Granmarr hét ríkr konungr, er bjó at Svarinshaugi. Hann átti marga sonu; einn hét Hǫðbroddr, annarr Guðmundr, þriði Starkaðr. Hǫðbroddr var í konungastefnu. Hann fastnaði sér Sigrúnu Hǫgnadóttur. En er hon spyrr þat, þá reið hon með valkyrjur um lopt ok um lǫg at leita Helga. Helgi var þá at Logafjǫllum ok hafði barizk við Hundings sonu. Þar feldi hann þá Álf ok Eyjólf, Hjǫrvarð ok Hervarð, ok var hann allvígmóðr ok sat undir Arasteini. Þar hitti Sigrún hann ok rann á háls hánum ok kysti hann ok sagði hánum erindi sitt, svá sem segir í Vǫlsungakviðu hinni fornu:



Prosa 4. Indholdet beror på Hhund., Starkad-navnet på v 23 (uægte vers). — Vǫlsungakv. h. f. : det er ganske unødvendigt at betragte dette som en overskrift over det følgende, eftersom prosastykkernes redaktör har været alt andet end heldig i sin anordning.



16.
Sótti Sigrún
sikling glaðan,
hęim nam Hęlga
hǫnd at sœkja,
kysti ok kvaddi
konung und hjalmi.
þá varð hilmi
hugr á vífi.



16. Sótti: besøgte. — sækja hęim hǫnd: siger væsenlig det samme, hęim sóttir þú hǫnd sagde Sigvat til den unge Magnus. Hęlga er genit., styret af hǫnd. — kysti: er trolovelseskysset. — L. 7-8: »da fik fyrsten lyst til (at eje) kvinden«. Efter dette er det nu først, at Helge fatter elskov til Sigrun.



17.
Fyrr lézk unna
af ǫllum hug
syni Sigmundar
an sét hafði.



17. Her er den ene halvdel gået tabt, vistnok den første. Det er Sigruns ord, der gengives.



S. kv. 18.
Vask Hǫðbroddi
í hęr fǫstnuð,
ęn jǫfur annan
ęiga vildak;
þó séumk fylkir
frænda ręiði,
hęfk míns fǫður
munrǫ́ð brotit.



18. í hęr: er s. s. prosaens i konungastefnu, ved et fyrstemøde. — jǫfur annan: nemlig Helge. — frænda: gen. pl., men hun tænker nærmest på sin fader; det var jo faderen, der skulde bestemme sin datters giftermål. — munrǫ́d: sjæls tanker, inderlige ønske.



19.
Nama Hǫgna mær
of hug mæla;
hafa kvazk Hęlga
hylli skyldu.



19. Også her mangler et halvvers, vistnok det sidste. — of hug: mod sin hu, mod sin oprigtige tanke. — hylli: her elskov.



H. kv. 20.
Hirð eigi þú
Hǫgna ręiði
né illan hug
ættar þinnar;
þú skalt mær ung
at mér lifa;
ætt átt hin góða,
es ęigi séumk.



20. illan hug: uvilje, vrede. — at mér: hos mig, i mit hjem. — ęigi: mgl. R, men er nødvendigt.

Herefter mgl. sikkert nogle vers, hvis indhold er gengivet i prosa 5, der dog for en del beror på Hhund. þá kómu leiptr o. s. v. > Hhund. 16, svá sem fyrr o. s. v.: der henvises til samtalen mellem Sinfjötle og Gudmund, Hhund. 33-46; det halvvers, der her anføres, er Hhund. 333-6 med den afvigelse, at der her står fylkir, flota f. lofðungr, liði (fejl reminiscens). Samleren har ment, at da denne samtale var skreven, så udførlig, var det ikke nødvendigt, at optage en anden fra Vǫls.kv., der i realiteten var den sm, men i udtrykkene langt finere (og vel kortere). Senere fik han skrupler og indførte samtalen på en kejtet måde (v. 26-31). — ok er þat enn ritat: det er de nævnte vers (33-46). Guðmundr reið > Hhund. v. 49. — Hǫgni > Hhund. v. 55, Bragi > Vǫls. forn. 22.



5. Helgi samnaði þá miklum skipaher ok fór til Frekasteins, ok fengu í hafi ofviðri mannhætt. Þá kómu leiptr yfir þá, ok stóðu geislar í skipin. Þeir sá í loptinu, at valkyrjur níu riðu, ok kendu þeir Sigrúnu. Þá lægði storminn, ok kómu þeir heilir til lands. Granmarssynir sátu á bjargi nǫkkuru, er skipin sigldu at landi. Guðmundr hljóp á hest ok reið á njósn á bergit við hǫfnina. Þá hlóðu Vǫlsungar seglum. Þá kvað Guðmundr, svá sem fyrr er ritat í Helgakviðu: Hverr er fylkir, | sá er flota stýrir | ok feiknalið | fœrir at landi. Sinfjǫtli Sigmundarson svaraði ok er þat enn ritat. Guðmundr reið heim með hersǫgu. Þá sǫmnuðu Granmarssynir her. Kómu þar margir konungar. Þar var Hǫgni faðir Sigrúnar, ok synir hans Bragi ok Dagr. Þar var orrosta mikil ok fellu allir Granmarssynir ok allir þeira hǫfðingjar, nema Dagr Hǫgnason fekk grið ok vann eiða Vǫlsungum. Sigrún gekk í valinn ok hitti Hǫðbrodd at kominn dauða; hon kvað:


21.
Muna þér Sigrún
frá Sevafjǫllum,
Hǫðbroddr konungr,
hníga at armi,
liðin es ævi,
opt náir hrævi
gránstóð gríðar,
Granmars sona.



21. frá Sevafjǫllum: et bestandigt tilnavn til Sigrun; lokaliteten er, som ellers, uvis, men meget taler for at henlægge den til Vester-Götland, hvor der findes Sävefjäll (og andre navne med Säfve-). — hníga at armi: synke i din favn, blive din hustru. — L. 5 og 8 udgör én sætning. — gránstód gríðar: jættekvindens grå heste, ulvene.



6. Þá hitti hon Helga ok varð allfegin; hann kvað:


22.
Esat þér at ǫllu
alvitr gefit,
þó kveðk nøkkvi
nornir valda;
fellu í morgun
at Frekasteini
Bragi ok Hǫgni,
varðk bani þęira.



22. L. 1-2: »Der er ikke i alle henseender givet dig«, ɔ: du har ikke i et og alt lykken med dig. — alvitr: valkyrje, se Vǫl.kv. 1. — nøkkvi: dativ af nøkkvat (f. nøkkví af ne veitk hví). — Det som mgl. i Sigruns lykke, er at hendes to brødre faldt og det for Helges egen hånd.



23.
Ęn at Styrklęifum *
Starkaðr konungr, *
ęn at Hlébjǫrgum *
Hrollaugs synir; *
þann sák gylfa *
grimmúðgastan, *
es barðisk bolr, *
vas á brott hǫfuð. *



23. De her nævnte personer er ukendte; Starkaðr er næppe den berömte helt, selv om l. 5-8 — ti det er ham, der her menes — minder om hvad Saxo siger om Starcaterus’ fald: quod (ɔ: caput) corpori avulsum terræ glebam morsu carpsisse fertur. — barðisk: tumlede sig.



24.
Liggja at jǫrðu
allra flęstir
niðjar þínir,
at nǫ́um orðnir,
vantat vígi,
vas þér þat skapat,
at þú at rógi
ríkmęnni vast.



24. at jǫrðu: = við vęlli. Se Krit. bem.vantat: du modstod ikke, du kunde ikke hindre. Jfr. Vǫl.kv. 32. — Imod at vas her bærer forlydsrimet er det intet at indvende. — skapat: tildelt af skæbnen. — at rógi: til strid, æmne til strid.



Þá grét Sigrún; hann kvað:


25.
Huggask Sigrún, *
Hildr hęfr oss verit; *
vinnat skjǫldungar skǫpum. *


S. kv.
Lifna myndak kjósa *
es liðnir ro, *
knættak þér þó í faðmi felask. *



25. Dette vers er et senere indskud; det er digtet i ljóðaháttr, og må være her indsat fra et andet digt. — Hildr: kampvoldende kvinde; er måske en hentydning til sagnet om Hedin og Högne. — Lifna: af part. lifinn (af et lífa), levende. »Men dog — uagtet de er døde — vil jeg gemme mig i din favn«. Også dette lifna minder om genoplivelsen i Hjadningesagnet.



7. Þetta kvað Guðmundr Granmarsson:


26.
Hvęrr es skjǫldungr,
sás skipum stýrir,
lætr gunnfana
gollinn fyr stafni;
þykkjat mér frið
í fararbroddi,
verpr vígroða
of víkinga.



26-31 udgör ordstriden imellem Sinfjötle og Gudmund, der burde have stået inde i prosa 5, efter þá kvað Guðmundr. Til disse vers findes der paralleller i Hhund, som det ved hvert vers vil blive bemærket.

26. Jfr. Hhund v. 33; ligheden gælder dog kun l. 1-4 el. snarere kun l. 1-2. — gunnfana: banner. — fyr stafni: i stavnen, sål. at det rager udover denne. — frið: fredelige; friðr med kort vokal. — verpr vígroða: kamp-rødme slynger sig (om vikingerne). vígroði bet. sikkert egl. ‘rødme på himmelen’, der opfattedes som kamp-bebuder; det må være noget sådant, der her menes. — of: omkring og over.



Sfj. kv. 27.
Hér má Hǫðbroddr
Hęlga kęnna
flótta trauðan
í flota miðjum;
hann hęfr óðli
ættar þinnar,
arf Fjǫrsunga,
und sik þrungit.



27. Jfr. Hhund v. 36, her er det det første halvvers, der omtrent er ens; det andet halvvers er helt forskelligt. — óðli: odel, arveland, efter dette skulde Helge have (tidligere) underkastet sig (noget af) Höðbrodds lande (rige), men herom vides intet. — arf: dette bör sikkert rettes til arfi, dativ, da arf kun kan være acc. — Fjǫrsunga: er utolket; at der her skulde foreligge subst. fjǫrsungr ‘en slags fisk’ og dennes arfr = havet er udelukket. Fjǫrsungar, hvis navnet er rigtigt, må være betegnelse for Hödbrodds slægt. Linjer på 5 stavelser findes også 152, 264, 297, 377, 434.



G. kv. 28.
Því fyrr skulum
at Frekasteini,
ó-sáttir saman
af sakar dœma;
mál’s Hǫdbroddi
hęfnd at vinna,
ef lægra hlut
lęngi bǫ́rum.



28. Jfr. Hhund 46, her er der dog kun de to første linjer der kan smstilles (l. 2 ens bægge steder). — ó-sáttir: ikke forligte, ɔ: som fjender. — dæma: vel egl. ‘have (rets)strid’ med hinanden. — ef lægra o. s. v.: en hentydning til 275-8, og heri ligger en indrømmelse af det dér sagte; bera lægra hlut: være underlegen, komme til kort.



Sfj. kv. 29.
Fyrr munt Goðmundr
gęitr of halda
ok bergskorar
brattar klífa,
hafa þér í hęndi
hęslikylfu,
þat’s þér blíðara
an brimis dómar.



29. Hertil findes intet tilsvarende i Hhund. — halda: vogte. — hęslikylfu: kølle, stok, af hasseltræ, vidner om norsk oprindelse, ligesom det hele beror på norske forhold. — blíðara: gunstigere, lettere. — brimis dómar: sværdets domme, kamp; dómar valgt m. h. t. dœma i v. 28.



Helgi kv. 30.
Þér’s Sinfjǫtli
sœmra miklu
gunni at hęyja
ok glaða ǫrnu,
an ónýtum
orðum at bregðask,
þótt hildingar
hęiptir dęili.



30-31. Er med nogle ubetydelige varianter enslydende med Hhund 47-48. De passer lige godt bægge steder. Det er umuligt at afgöre, hvor de oprl. hører hjemme; snarest kunde de synes at have hørt til Vǫls. forn. og at være derfra lånt af digteren til det yngre kvad.

30. bregðask: deili R må rettes sål. efter teksten i Hhund, ‘göre hinanden bebrejdelser’. — hęiptir dęili: har strid (kamp) med hinanden.



31.
Þykkjat mér góðir,
Granmars synir,
þó dugir siklingum
satt at mæla;
þęir męrkt hafa
á Móinshęimum,
at hug hafa
hjǫrum at bregða.
eru hildingar *
hølzti snjallir. *



31. dugir: sömmer det sig. — L. 9-10 er sikkert uægte tilklistret slutning af uendelig mathed. — hølzti: — hęlzt til, meget.



8. Helgi fekk Sigrúnar ok áttu þau sonu. Var Helgi eigi gamall. Dagr Hǫgnason blótaði Óðin til fǫðurhefnda. Óðinn léði Dag geirs síns. Dagr fann Helga mág sinn, þar sem heitir at Fjǫturlundi. Hann lagði í gǫgnum Helga með geirnum. Þar fell Helgi, en Dagr reið til Sevafjalla ok sagði Sigrúnu tíðendi:



Prosa 8. Var: = varð, blev.



32.
Trauðr emk systir
trega þér at sęgja,
ek hęf nauðigr
nipti grœtta,
fell í morgun
und Fjǫturlundi
buðlungr sás vas
baztr í hęimi.
(ok hildingum
á halsi stóð).



32. trega: sorg, et sorgens æmne. — sęgja: meddele, forkynde. — nipti: min søster. — und: under, ɔ: ved. — Fjǫturlundi: lænketræet, ukendt. Man har mindet om den lucus hos Semnonerne, som Tacitus omtaler, nemo nisi vinculo ligatus ingreditur, men om der her er nogen tilknytning, er ganske usikkert. — L. 9-10 er sikkert yngre tillæg, á halsi stóð: fældede; udtrykket er hæntet fra den skik, at sejrherren stillede sin fod på den fældede fjendes hals.



S. kv. 33.
Þik skyli allir
ęiðar bíta,
þęir es Hęlga
hafðir unna
at hinu ljósa
Lęiptrar vatni
ok at úrsvǫlum
unnar stęini.



33. Lęiptrar vatni: elven Lęiptr (lyn) er vel identisk med den i Grí. 29, men man ved ikke, hvorfor eder aflagdes netop ved dens vand; mulig hænger det sm med dens egenskab af at være særlig klar (ljós). — unnar stęini: herom kan det sm siges; unnar er vel næppe egennavn.



34.
Skríðiat þat skip,
es skríði und þér,
þótt óskabyrr
ęptir lęggisk,
rinniat sá marr,
es rinni und þér,
þótt fíandr þína
forðask ęigir.



34. skríði: skal skride, løbe. — óskabyrr: ønsket medbör, den bedste medvind.



35.
Bítia þér þat sverð,
es bregðir þú,
nema sjǫlfum þér
syngvi of hǫfði.



35. syngvi o. s. v.: synger, suser, over dit eget hoved, ɔ: dræber dig selv. — Den sidste halvdel er gået tabt; deri har måske stået et ønske om, at hans skjold ikke skal værne ham.



36.
Þá væri þér hęfnt
Hęlga dauða,
ef værir vargr
á viðum úti
auðs andvani
ok alls gamans,
hęfðira mat,
nema á hræum spryngir.



36. vargr: (fredløs) ulv. — spryngir: åd dig ihjæl.



D. kv. 37.
Œr est systir
ok ørvita,
es brœðr þínum
biðr forskapa;
ęinn vęldr Óðinn
ǫllu bǫlvi,
þvít með sifjungum
sakrúnar bar.



37. forskapa: vanskæbne, ulykke. — sifjungum: besvogrede, ɔ: Helge og Dag. — sakrúnar bar: bar skyld-runer, omskrivning for at hidse op imod hinanden. Heri ligger ikke, at Odin også har hidset Helge op imod svogeren.



38.
þér býðr bróðir
bauga rauða,
ǫll Vandilsvé
ok Vígdala;
haf halfan hęim
harms at gjǫldum,
brúðr baugvarið,
ok burir þínir.



38. Vandilsvé, Vígdala: ukendte lokaliteter. — hęim: ejendom, rige (som Dag havde rådighed over). — baugvarið ɔ: ring-prydet.



S. kv. 39.
Sitka svá sæl
at Sevafjǫllum
ár né of nætr
at unak lífi,
nema at liði lofðungs
ljóma bregði,
rinni und vísa
Vígblær þinig.
gollbitli vanr, *
knegak grami fagna. *



39. sœl: rig; hentyder til Dags store tilbud. — ár: om morgenen, dagens begyndelse, hvor man efter nattens hvile kunde føle sig frisk. — L. 5-6: »medmindre fyrstens mandskab — og med ham selv — viser sig« egl. ‘lyset falder på ham’. — Vígblær: Helges hest, ‘kamp-vind’, hurtig som vind i kampen? — De to sidste linjer er sikkert tillæg. — gollbitli: guldbidsel. — knegak: så at jeg kunde.



40.
Svá hafði Hęlgi
hrædda gǫrva
fíandr sína alla
ok frændr þęira,
sęm fyr ulfi
óðar rynni
gęitr af fjalli
gęiskafullar.



40. Sigrun slutter med den pragtfulde beskrivelse af Helge. — gęiskafullar: rædselslagne. Dette billede er ægte norsk.



41.
Svá bar Hęlgi
af hildingum
sęm ítrskapaðr
askr af þyrni
eða sá dýrkalfr,
dǫggu slunginn,
es ęfri fęrr
ǫllum dýrum.
ok horn glóa *
við himin sjalfan. *



41. ítrskapaðr: herlig formet, et udmærket adj. om asken. — dýrkalfr: vel hjortekalv. — ęfri fęrr: overrager. — horn: hvis horn. — L. 9-10 er vist også tillæg.



9. Haugr var gǫrr eptir Helga; en er hann kom til Valhallar, þá bauð Óðinn hánum ǫllu at ráða með sér. Helgi kvað:


42.
Þú skalt Hundingr
hvęrjum manni
fótlaug geta
ok funa kynda,
hunda binda,
hesta gæta,
gefa svínum soð,
áðr sofa gangir.



42. Man har antaget, at dette vers beroede på tildigtning, da man mener, at det, Helge her pålægger Hunding, ikke passer til det ædle heltebillede af Helge ellers. Og det er vist rigtigt. Det jordiske liv tænkes fortsat i Valhal i alle enkeltheder. Med svínum kan der være tænkt på Sæhrímnir.



10. Ambátt Sigrúnar gekk um aptan hjá haugi Helga ok sá, at Helgi reið til haugsins með marga menn. Ambátt kvað:


43.
Hvárt eru þat svik ęin,
es séa þykkjumk,
eða ragnarǫk?
ríða menn dauðir,
es jóa yðra
oddum kęyrið,
eða es hildingum
hęimfǫr gefin?



43. svik: sansebedrag, öjenforblændelse. — L. 4 er ikke en spörgesætning. — oddum: spydspidserne.



H. kv. 44.
Esa þat svik ęin,
es séa þykkisk,
né aldar rof,
þótt oss lítir,
þótt jóa óra
oddum kęyrim,
nema es hildingum
hęimfǫr gefin.



44. aldar rof: menneskenes undergang, = ragnarǫk. — nema: omtr. = men. — hęimfǫr: besøg i hjemmet, hvad enten der kunde være tale om et længere eller kortere ophold.



11. Heim gekk ambátt ok segir Sigrúnu:


45.
Út gakk Sigrún
frá Sevafjǫllum,
ef þik folks jaðar
finna lystir; *
upp’s haugr lokinn, *
kominn es Hęlgi *
dolgspor dręyra,
dǫglingr bað þik,
at sárdropa
svęfja skyldir.



45. folks jaðar: folkets (hærens) værn, Helge. — L. 5-6 er sikkert et indskud. — dolgspor: kampspor = sår. — sárdropa: blodet. — svęfja: stille. Dette har jo Helge ikke udtalt (eller er et vers udfaldet?).



12. Sigrún gekk í hauginn til Helga ok kvað:


46.
Nú emk svá fęgin
fundi okrum
sęm átfrekir
Óðins haukar,
es vals vitu
varmar bráðir
eða dǫgglitir
dagsbrún séa.



46. átfrekir: føde-griske. — Óðins haukar: ravnene. — vals: R har val, der sikkert er en skrivefejl. — dǫgglitir: dugfarvede, dugbesprængte, ved solopgang (dagsbrún).



47.
Fyrr vilk kyssa
konung ólifðan
an blóðugri
brynju kastir,
hár’s þitt Hęlgi
hélu þrungit,
allr es vísi
valdǫgg slęginn.



47. valdǫgg: valens dugg, blod.



48.
Hęndr ursvalar
Hǫgna mági,
hvé skalk þér buðlungr
þess bót of vinna.



48. Her mgl. vist den første halvdel. — mági: svigersön.



H. kv. 49.
Ęin vęldr þú Sigrún
frá Sevafjǫllum,
es Hęlgi es
hrædǫgg slęginn.



49. hrædǫgg: ligdugg, blod; se Krit. bem.



50.
Grætr gollvarið
grimmum tǫ́rum
sólbjǫrt, suðrœn,
áðr sofa gangir,
hvęrt fęllr blóðugt
á brjóst grami,
úrsvalt, innfjalgt,
ekka þrungit.



50. gollvarið: omgivet af, udstyret med guldringe = baugvarið (38). — suðrœn: dette adj. synes her brugt ved en tankeløs efterligning (af dís suðrœn f. eks.), som et fast epitet til valkyrjer. — hvęrt: ɔ: tár. — úrsvalt: isnende koldt. — innfjalgt: sig indbrændende; fjalgr ‘varm’, jfr. glóðfjalgr ‘ild-varm’. — ekka þrungit: opsvulmet af sorg (gråd). Hermed kan smlignes et sted i Laxdælas., hvor det om en begravet völve hedder, at hun føler sig ilde ved, at Gudrun fellir á mik dropa svá heita at ek brenn af ǫll.



51.
Vęl skulum drekka
dýrar vęigar,
þótt mist hafim
munar ok landa;
skal ęngi maðr
angrljóð kveða,
þótt mér á brjósti
bęnjar líti.



51. Viser Helges jublende glæde over at Sigrun er hos ham. — munar: (den jordiske) elskov.



52.
Nú eru brúðir
byrgðar í haugi,
lofða dísir
hjá liðnum oss.



52. lofða dísir: her plur. f. sing., som oftere; det er kun Sigrun, der menes; ‘fyrste-søster’ kaldes hun.



13. Sigrún bjó sæing í hauginum.


53.
Hér hęfk þér Hęlgi
hvílu gǫrva
angrlausa mjǫk,
Ylfinga niðr;
vilk þér í faðmi
fylkir sofna
sęm lofðungi
lifnum myndak.



53. angrlausa: fri for smerte, kummer.



H. kv. 54.
Nú kveðk ęinskis
ørvænt vesa
síð né snimma
at Sevafjǫllum,
es þú á armi
ólifðum sefr,
hvít í haugi
Hǫgna dóttir.
ok est kvik *
hin konungborna. *



54. L. 9-10 er matte og ret meningsløse, uden tvivl senere tilföjelse. — Nu går natten, henimod morgen (mellem v. 54 og 55).



55.
Mál’s mér at ríða
roðnar brautir,
láta fǫlvan jó
flugstíg troða,
skalk fyr vestan
vindhjalms brúar,
áðr Salgófnir
sigrþjóð vęki.



55. roðnar brautir: vejene, der lige er begyndt at rødme af den opgående sol. — fǫlvan: bleg, ɔ: gul; det er farven på de dødes heste. — flugstíg: stejl vej, ɔ: vejen til Valhal i himlen, flug- betegner noget brat affaldende. — vindhjalms brúar: vindhjælmens — luftens — bro (plur. også her f. sing. og brúar som fem. ōst.; ellers brýr), Bivrost. — Salgófnir: hanen i Valhal, med andet navn Gollinkambi. Navnets betydn. er usikker. — sigþjod: kampfolket, Einherjerne. — sigr- bet. her det sm som sig- kamp, men mulig er sig- det oprl.



14. þeir Helgi riðu leið sína, en þær fóru heim til bœjar. Annan aptan lét Sigrún ambátt halda vǫrð á hauginum; en at dagsetri, er Sigrún kom til haugsins, hon kvað:


56.
Kominn væri nú,
ef koma hygði,
Sigmundar burr
frá sǫlum Óðins,
kveðk grams þinig
grænask vánir,
es á asklimum
ęrnir sitja.
ok drífr drótt ǫll *
draumþinga til. *



56. grænask vánir: at forvæntningen om ham (hans igenkomst) bliver ringe, forsvinder (jfr. lífs vánir gránar Gisi. Surs.). — L. 7-8: »siden örnene allerede har sat sig i askens grene« (for at sove). — L 9-10 er smukke i og for sig, men er vel kun en overleveringsdublet til de to foregående. — draum-þinga: drömme-ting, sövnen.



A. kv. 57.
Verðat svá œr,
at ęin farir,
dis skjǫldunga,
draughúsa til,
verða ǫflgari
allir á nóttum
dauðir dolgar
an of daga ljósa.



57. dís skjǫldunga: = lofða dísir (v. 52). — draughúsa: gravhöjen (draugr ‘genganger, höjbo’). — dolgar: et fjendtligt væsen, sål. ofte brugt om höjboer. Jfr. Krit. bem..



15. Sigrún varð skammlíf af harmi ok trega. Þat var trúa í forneskju, at menn væri endrbornir, en þat er nú kǫlluð kerlingavilla. Helgi ok Sigrún er kallat at væri endrborin; hét hann þá Helgi Haddingjaskati, en hon Kára Hálfdanardóttir, svá sem kveðit er í Káruljóðum, ok var hon valkyrja.



Prosa 15. kerlingavilla: kællinge (gamle koners) vildfarelse, overtro. — Káruljóðum: dette digt er fuldstændig tabt. Indholdet deraf genfindes (tildels) i Hrómundr Greipssons saga (og rimer). Om Helge haddingjaskati vides ellers kun lidt. Tilnavnet betegner ham som en ‘helt hos Haddinger’, disse svarer til Asdingi hos Jordanes, men om der er nogen forbindelse dér er uvist, da sagnet er så at sige ukendt. Navnet bet. ‘de med stærk hårvækst’ (haddr, got. hazds).