Vǫlundarkviða
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
- Dette digt, der kun findes i R (i A kun begyndelsen af prosaen), er ikke godt overleveret og lider af mange fejl; teksten er på flere steder derfor vanskelig at tolke.
- Frá Vǫlundi
- Níðuðr hét konungr í Svíþjǫ́ð. Hann átti tvá sonu ok eina dǫ́ttur; han hét Bǫðvildr. Brœðr váru þrír, synir Finna-konungs. Hét einn Slagfiðr, annarr Egill, þriði Vǫlundr. Þeir skriðu ok veiddu dýr. þeir kómu í Úlfdali ok gerðu sér þar hús. Þar er vatn, er heitir Úlfsjár. Snemma of morgin fundu þeir á vazstrǫndu konur þrjár ok spunnu lín. Þar váru hjá þeim álptarhamir þeira. Þat váru valkyrjur. Þar váru tvær dœtr Hlǫðvés konungs, Hlaðguðr svanhvít ok Hervǫr alvitr, en þriðja var Ǫlrún Kjársdóttir af Vallandi. Þeir hǫ́fðu þær heim til skála með sér. Fekk Egíll Ǫlrúnar, en Slagfiðr Svanhvítar, en Vǫlundr Alvitrar. Þau bjoggu sjau vetr. Þá flugu þær at vitja víga ok kómu eigi aptr. Þá skreið Egill at leita Ǫlrúnar, en Slagfiðr leitaði Svanhvítar, en Vǫlundr sat í Úlfdǫlum. Hann var hagastr maðr, svá at menn viti í fornum sǫgum. Níðuðr konungr lét hann hǫndum taka, svá sem hjer er um kveðit.
Prosa. Níðuðr: smsat af níð og hǫðr, oht. Nidhad. Navnet er iøvrigt ikke-nordisk. — i Svíþjóð: dette antydes ikke i digtet. — synir Finna-konungs: heller ikke. — þar—Úfsjár: heller ikke. — Hlaðguðr, Hervǫr, af Vallandi: heller ikke. — bjoggu: levede sammen. — at vitja víga: deltage i kampe; det findes ikke i digtet. — I Þidrekss. kaldes Níðuðr Niðungr; Egill kaldes der Ǫlrúnar-Egill.
- Frá Vǫlundi ok Níðaði
- 1.
- Męyjar flugu sunnan
- Myrkvið í gǫgnum
- alvitr ungar,
- ørlǫg drýgja;
- þær á sævarstrǫnd
- sęttusk at hvílask
- drósir suðrœnar,
- dýrt lín spunnu.
1. Męjar: (ugifte) møer. — Myrkvið: usikkert, om dette er et egennavn eller fællesnavn (jfr. v. 4). ‘Mörk skov’ kaldtes en stor og lidet gennemtrængelig skov; sål. kaldtes den tykke, store skov i Holsten; jfr. Fms I, 113, og det er vel muligt, at det er denne, digteren har ment; hertil passer sunnan godt. Digteren må have forestillet sig, at valkyrjernes hjem var syd for skoven, jfr. suðrænar. — alvitr: væsner i en fremmed ham, af al- som i ęlligar, lat. alius, og -vitr = véttr; når der her i R står unga, må dette bero på misforståelse og rettes til ungar; skriveren har tænkt sig alvitr som egennavn. — ørlǫg drýgja: for at fuldbyrde skæbnen, ɔ: deltage i krig og volde mandefald. — sævarstrǫnd: sær kan både bet. ‘hav’ og ‘indsø’; det er uden tvivl det sidste, der menes (jfr. prosaen, der også har søens navn; dette er vel hæntet fra mundtlig overlevering) og Úlfdǫlum v. 6. — hvílask: det må antages — i henhold til den slags i folkesagn —, at de affører sig svanehammene, og at brødrene får fat i disse, hvorved kvinderne kommer i deres magt. — lín: til klædning (særke) for dem selv.
Efter v. 1 mangler der sikkert noget. At v. 165-8 skulde have stået her, er meget tvivlsomt.
- 2.
- Ęin nam þęira
- Ęgil at vęrja
- fǫgr mær fira
- faðmi ljósum.
2. Ęin: ɔ: Ǫlrún (jfr. Ǫlrúnar-Egill). — mær fira: menneskenes datter, ɔ: kvinde.
- 3.
- Ǫnnur vas Svanhvít,
- svanfjaðrar dró,
- — — — —
- ęn hin þriðja
- þęira systir
- varði hvítan
- hals Vǫlundar.
3. Svanhvít: Svanhvid, et meget betegnende navn. — dró: trak, bevægede (svanevinger), findes ellers i lign. forb.; beskriver hende som valkyrje. — Efter l. 2 mgl. 2 linjer, i dem har sikkert Slagfinns navn stået. — systir: er her at opfatte som stallsystir, ‘kammerat’. — varði: omfavnede (jfr. v. 2). — Vǫlundar: i (vest)nordisk er dette navnets rette form; forholdet til ty. vēland- er uopklaret, men at ikke ǫ er en nordisk udvikling viser former som Walander og Galand. Ordet er senere gået over til at bet. ‘kunstner’ i almlh.
- 4.
- Sǫ́tu síðan
- sjau vetr at þat,
- ęn hinn átta
- allan þrǫ́ðu,
- ęn hinn níunda
- nauðr of skilði,
- męyjar fýstusk
- á myrkvan við.
- Alvitr unga *
- ørlǫg drýgja. *
4. Sǫ́tu: forholdt sig rolig. — nauðr: nødvendighed, tvang, uimodståelig lyst. Herefter skulde man ikke tro, at de havde genfundet de fjærnede svanehamme, men vidst hvor de var. — L. 9–10 er åbenbart senere tilföjede.
Svanemøerne forlader nu i deres hamme deres hjem, medens brødrene er fraværende, og flyver sydpå i retning af den mörke skov. De er ude af sagaen.
- 5.
- Kom þar af vęiði
- veðręygr skyti
- [Vǫlundr líðandi
- of langan veg],
- Slagfiðr ok Ęgill,
- sali fundu auða,
- gingu út ok inn
- ok umb sǫ́usk.
5. veðręygr: hvis öje er skærpet m. h. t. at se og forstå vejret og dets forandringer; jfr. hann kunni gørr veðr at sjá Eyrb. 52. — Slagfiðr: smsat af slag- og fiðr, der mulig har givet anledning til at kalde brødrene ‘sönner af en Finne-konge’; slag- er flertydigt.
- 6.
- Austr skręið Ęgill
- at Ǫlrúnu,
- ęn suðr Slagfiðr
- at Svanhvítu,
- ęn ęinn Vǫlundr
- sat í Ulfdǫlum.
6. L. 1–4: man behøver ikke at forudsætte, at brødrene har ment, at kvinderne er flöjet bort, hver i sin retning; de deler så at sige eftersøgningen. — Úlfdǫlum: dette viser at ‘søen’ er en indsø. Navnet tyder på en afsides og vild egn.
- 7.
- Hann sló goll rautt
- við gim fastan,
- lukði hann alla
- lind baugum vęl;
- svá bęið hann
- sinnar ljóssar
- kvánar, ef hǫ́num
- of koma gęrði.
7. sló: hamrede; smedede — guld ɔ: guldringe. — gim fastan: R skriver gimfástan; aksenten behøver ikke at betyde noget, da hds. flere gange har »urigtige« aksenter. — við gim: der kendes kun et gim, ntr., i betydn. ‘ild’; ‘ilden’ er smedjens ild. Når B. Nerman (i The poetic Edda o. s. v.) nægter, at gim her kan bet. ‘ild’, fordi guldet, der som oftest ikke var rent, kun blev ‘koldhamret’ — kun det helt rene guld kunde ‘varm-hamres’ —, så kan denne indvending ikke gælde; det måtte først bevises, at digteren havde været guldsmed, der kendte bearbejdelsen af guldet, men det behøves ikke at forudsættes. Et gim(r) i betydn. ‘ædelsten’ er ganske ukendt; först i 12. årh. findes det og da kun i smsætn. gimsteinn. Et gimr i nogen som helst betydn. eksisterer overhovedet ikke i noget nordisk sprog. — fastan: er adv. accus., hvad der findes ellers så mange eksempler på. Det bet. ‘kraftig’, måske med bibetydn. af ‘flittig’; ‘hård’ kan ordet under ingen omstændigheder betyde. Adj. fár (i superl.) giver ingen mening. Det er naturligvis guldringe, de senere omtalte, som Vǫlund smeder. — lukði: til lykja ‘omgive’. — lind: lindebastsnor (se Krit. bem.). — L. 5–8 er af en sådan art, at man kunde tro, at teksten var noget forvansket, selv om den er forståelig nok. — of: mgl. R.
- 8.
- Þat spyrr Níðuðr,
- Níara dróttinn,
- at ęinn Vǫlundr
- sat í Ulfdǫlum;
- nóttum fóru sęggir,
- nęglðar vǫ́ru brynjur,
- skildir bliku þęira
- við hinn skarða mána.
8. Níara: et endnu utolket folkestammenavn. — fóru: R skriver voro, en simpel skrivefejl. — nęglðar: med nagler sammenföjede, altså plade-brynjer; ikke ringbrynjer. — við hinn skarða mána: i den aftagende månes skin; dette er betingelsen for at de kunde rejse om natten. Digtet selv indeholder intet, der viser, i hvilken årstid Nidud rejste, men i Þiðr.s. forudsættes, at det var ved vintertide, ialfald gælder dette tiden for kongesönnernes drab; det var vel også digterens mening; det er måneklare vinternætter, der er tale om.
- 9.
- Stigu ór sǫðlum
- at salar gafli,
- gingu inn þaðan
- ęndlangan sal,
- sǫ́u þęir á bast
- bauga dręgna,
- sjau hundruð allra,
- es sá sęggr átti.
9. bast: snor af bast, = lind i v. 7, jfr. bastlína i Egilss. 273. — sjau hundruð: altså eksakt 840, men antallet skal ikke tages bogstaveligt, det er blot et höjt, rundt tal. — allra: adverbielt, ‘ialt’.
- 10.
- Ok þęir af tóku
- ok þęir á létu
- fyr ęinn útan,
- es af létu;
- kom þar af vęiði
- veðręygr skyti
- Vǫlundr líðandi
- of langan veg.
10. af, á: ɔ: basti, bast (acc.) — líðandi: er vel = skríðandi, ɔ: på skier.
Den ring, som Nidud beholdt, må have haft særlige egenskaber, og udmærket sig fremfor andre; der er ingen tvivl om, at ringen er en flyvering; om dette har været digteren klart, kan dog være tvivlsomt; så meget er sikkert, at Völund synes først at kunne flyve bort efter at han har fået ringen tilbage; det er den, Bödvild bringer ham.
- 11.
- Gekk brátt inni
- beru hold stęikja,
- ár brann hrísi
- allþurru fúrr,
- viðr hinn vindþurri,
- fyr Vǫlundi.
11. brátt inni: se Krit. bem., ligel. m. h. t. l. 3–4. — ár: hurtig, straks.
- 12.
- Sat á berfjalli,
- bauga talði
- alfa ljóði,
- ęins saknaði.
- hugði at hęfði *
- Hlǫðvés dóttir, *
- Alvitr unga, *
- væri aptr komin. *
12. berfjalli: bjørneskindet; ber- er vel her forkortet for beru, ɔ: den dræbte hunbjörn. — alfa ljóði: en mærkelig betegnelse for Völund, jfr. vísi alfa i v. 15. Det sidste kan kun bet. ‘alvers fyrste’, men Völunds forhold til alverne er ganske uklart. ljóði findes ellers ikke i betydn. ‘fyrste’; ordet skulde snarest bet. ‘folkefælle’, hørende til samme ljoðr (lýðr); som smed kunde Völund være i slægt med dværgene; måske har digteren brugt alfar i sm betydn. som dvergar. — L. 5–8 er vist et senere indskud, hvor Alvitr unga er opstået ved misforståelse (jfr. v. 1). Indholdet, tanken deri, er heller ikke i og for sig rimeligt. — Hlǫdvés: el. Hloð-? Dette navn er sjældent i Norden; det fandtes særlig i den orknøske jarleslægt, det er identisk med Chlodovech og stammer vist derfra; er ǫ-vokalen rigtig, beror den vel på omdannelse efter nordiske navne med Hlǫð- (hlað-).
- 13.
- Sat hann svá lęngi,
- at hann sofnaði,
- ok hann viljalauss
- of vaknaði;
- vissi sér á hǫndum
- hǫfgar nauðir,
- ęn á fótum
- fjǫtur of spęntan.
13. viljalauss: uden at kunne beherske sin egen vilje, råde sig selv. — nauðir: bånd, lænker, jfr. Sigrdr. 1.
- 14.
- Hvęrir ro jǫfrar
- þęirs á lǫgðu
- bęstisíma
- ok bundu mik?
14. á: uden styrelse, derfor stærkt betonet; underforstået er mik. — bęstisí-ma: bast-tråd, bast-reb, jfr. Krit. bem.
- 15.
- (Kallaði Níðuðr,
- Níara dróttinn):
- Hvar gazt Vǫlundr,
- vísi alfa,
- óra aura,
- í Ulfdǫlum?
- Goll vas þar ęigi
- á Grana lęiðu,
- fjarri hugðak várt land
- fjǫllum Rínar.
15. L. 1–2 er rimeligvis en tilföjelse. — vísi alfa: se ved v. 12. — Nidud beskylder Völund for at have røvet guldet fra sig. — í Ulfdǫlum: »du som bor her i Ulvedalene«. — L. 7–10 er meget vanskelige at tolke. »Der var ikke guld dér (ɔ: i Ulvedalene) på Granes vej«, synes at måtte forstås som »det guld, du har, var ikke på Gnitaheden«; »vort land er langt borte fra Rinens fjælde«, hænger, hvad tanken angår, nöje sm med det foregående. Men hvorledes kommer Nidud overhovedet til at tale således? Er meningen: »det guld du har, har du ikke fået på Gnitaheden, hvor har du så fået det, hvis du ikke har frataget mig det?« Det er höjst sandsynligt, at der mangler noget her i teksten, hvilket gör forståelsen vanskeligere. Jfr. iøvrigt ved v. 40.
- V. kv. 16.
- Mank at męiri
- mæti ǫ́ttum,
- es vér hęil hjú
- hęima vǫ́rum.
- Hlaðguðr ok Hervǫr *
- borin vas Hlǫðvé, *
- kunn vas Ǫlrún *
- Kíars dóttir. *
16. męiri mæti: större (og værdifuldere) kostbarheder. — hęil hjú: jeg og min familje, hel og lykkelig. Völund mindes sit fædrenehjem og siger, at dér var endnu större rigdom end han har nu. Derfor er det ikke rimeligt, at han har behøvet at røve guld fra Nidud. — L. 5–8 er et halvvers, som ikke i nogen henseende kan passe til smhængen her. — kunn: er snarest attributiv (»den kyndige«). — Kíars: dette menes at være identisk med Kæsar (Cæsar).
- 17.
- [Úti stóð kunnig
- kvǫ́n Níðaðar],
- hón inn of gekk
- ęndlangan sal,
- stóð á golfi,
- stilti rǫddu:
- esa sá nú hýrr,
- es ór holti fęrr.
17. L. 1–2 mgl. R, men kan med sikkerhed indsættes, jfr. v. 31. — kunnig: kyndig, vís; fyrstehustruer er altid kloge. — stóð: stod stille, stillede sig op. — stilti rǫddu: er blot en omskrivning for ‘talte’. — hýrr: glad, munter (af udseende). — holti: må her bet. skov. Ordene synes udtalte i en alvorlig tone, som om hun anede fremtidige ulykker.
Níðuðr konungr gaf dóttur sinni Bǫðvildi gullhring þann, er hann tók af bastinu at Vǫlundar, en hann sjálfr bar sverðit, er Vǫlundr átti, en drótning kvad:
- 18.
- Ǫ́mun eru augu
- ormi hinum frána,
- tęnn hǫ́num tęygjask,
- es tét es sverð
- ok hann Bǫðvildar *
- baug of þękkir, *
- sníðið hann sina
- sinna magni,
- sętið hann síðan
- í Sævarstǫð.
18. Er vel oprl. en direkte fortsættelse af v. 17. På grund af sin anelse giver Niduds hustru det grumme råd for at göre Völund uskadelig. — Ómun: lignende; — ormi: er brachylogisk, for ‘ormens öjne’. — tęnn: ligesom slangens tunge. — tét: vist. Dette kunde hun sige, da Völund, hver gang han så Nidud, — og ham så han ofte, jfr. det følg. prosast. —, måtte se sværdet. Derimod er de to følg. linjer åbenbart en senere tilföjelse, da dronningen ikke kunde forudsætte, at datteren kom for Völunds öjne. — hann sina magni: R; her mgl. et ord af sm udseende som sina, nemlig sinna, hvorved alt bringes i orden; »berøver ham hans seners kraft«. — Sævarstǫð: sø-havnen; ifg. prosaen er der tale om en holm, og det er rigtigt, jfr. v. 41, 42. Navnet er i prosaen lidt anderledes.
- Svá var gǫrt, at skornar váru sinar í knésfótum ok settr í holm einn, er þar var fyrir landi, er hét Sævarstaðr. Þar smíðaði hann konungi allskyns gǫrsimar; engi maðr þorði at fara til hans, nema konungr einn. Vǫlundr kvað:
Prosa. knésfótum: forvansket af knés-bótum, bót fem., men ordet er også blevet masc. (jfr. knesfotinn Flat. II, 222).
- 19.
- Sék Níðaði
- sverð á linda,
- þats ek hvęsta
- sęm hagast kunnak
- ok ek hęrðak
- sęm hœgst þótti;
- sá ’s mér fránn mækir
- æ fjarri borinn.
- sékka þann Vǫlundi *
- til smiðju borinn. *
19. Sék: R har Sciɴ, men dette er urigtigt m. h. t. forlydsrim. — hagast: mest kunstfærdig. — fránn: skarp, el. strålende. — L. 9–10 er blot en overleveringsdublet.
- 20.
- Nú berr Bǫðvildr *
- brúðar minnar, *
- bíðka þess bót, *
- bauga rauða. *
20. Dette halvvers er uden tvivl en tildigtning, da Völund ikke kan forudsættes at vide noget om ringen. — bauga: plur. om en enkelt, som oftere. — Bǫðvildr: f. Bǫðv-hildr, af bǫð kamp, og hildr, jfr. Gunn-hildr; bægge led er enstydige. Navnet er fællesgermansk.
- 21.
- Sat hann né svaf ávalt
- ok sló hamri;
- vél gęrði hęldr
- hvatt Níðaðí;
- drifu ungir tvęir
- á dýr séa
- synir Níðaðar
- í Sævarstǫð.
21. ávalt: hører til sat. — sló hamri: ɔ: smedede (kostbarheder). — vél: list; herved antydes vel, at Völund på en hemmelighedsfuld måde fik lokket sönnerne til sig. — dyr: ɔ: dyr af hjortearten. De lod som om de vilde se på disse dyr.
- 22.
- Kómu til kistu,
- krǫfðu lukla,
- opin vas illúð,
- es í sǫ́u,
- fjǫlð vas þar męina,
- es mǫgum sýndisk
- at væri goll rautt
- ok gǫrsimar.
22. kistu: hos Völund; ordet er et af de ældste låneord, jfr. ǫrk. — illúð: ondskab, symbolsk betegnelse. — męina: mén, ɔ: illúð, se Krit. bem. — mǫgum: drengene.
- V. kv. 23.
- Komið ęinir tvęir,
- komið annars dags;
- ykr lætk þat goll
- of gefit verða;
- sęgiða męyjum
- né salþjóðum,
- manni ęngum,
- at mik fyndið.
23. annars dags: i morgen. — salþjóðum: husets folk, vel nærmest tjænestefolkene, jfr. salkonur. — manni ęngum: overhovedet ingen.
- 24.
- Snimma kallaði
- sęggr á annan,
- bróðir á bróður:
- gǫngum baug séa.
- Kómu til kistu,
- krǫfðu lukla,
- opin vas illúð
- es í litu.
24. L. 1–2 se Krit. bem. — baug: kollektivt (= goll ok gǫrsimar i v. 22).
- 25.
- Snęið af hǫfuð
- húna þęira
- ok und fęn fjǫturs
- fœtr of lagði,
- ęn þær skálar,
- es und skǫrum vǫ́ru,
- svęip útan silfri,
- sęldi Níðaði.
25. Snęið: vistnok idet de böjede sig over kisten og ned i den for at se dens (tilsyneladende) kostbarheder. — húna: unge mennesker, drenge. — fęn fjǫturs: lænkens vandhul(?); dette udtryk er ikke tolket, Þidr.s. siger: skýtr undir smiðbelgi sína í grǫf eina djúpa; dette svarer vist til digtets dunkle ord. Det kunde tænkes at der skulde læses fens fjǫtur, hvorved der kunde menes smiðjunór, beholderen med afkølingsvandet. — skálar: hjærneskallen; de skulde åbenbart tjæne til drikkebægre. Den slags omtales også andre steder, f. eks. Atlam.
- 26.
- Ęn ór augum
- jarknastęina
- sęndi kunnigri
- kvǫ́n Níðaðar;
- ęn ór tǫnnum
- tvęggja þęira
- sló brjóstkringlur,
- sęndi Bǫðvildi.
26. jarknastęina: ɔ: gerði hann; vel det s. s. gimstęina; jarkna- er vel angels. låneord (Sievers, se Lex. poet.2). — brjóstkringlur: bryst-kringler, vel broche-lignende smykker til at fæste foran på brystet, jfr. bręiðir stęinar i Þry. 16. — L. 8: »dem sendte han til Bödvild«.
Efter dette vers kommer Bödvild til Völund. Men den slags sceneforandringer omtales ikke, de ansås for selvforståelige.
- 27.
- Þá nam Bǫðvildr
- baugi at hrósa
- — — — —
- es brotit hafði,
- »þorigak sęgja,
- nema þér ęinum.«
27. I dette vers mangler 3 linjer, der ikke ved gisning kan udfyldes. Rimeligvis ved Bödvild ikke noget om ringens oprindelse.
- V. kv. 28.
- Ek bœti svá
- brest á golli,
- at fęðr þínum
- fęgri þykkir,
- ok mœðr þinni
- miklu bętri,
- ok sjalfri þér
- at sama hófi.«
28. brest: brud (på ringen). — L. 8: »på samme måde«. Hvad der findes antydet i det følg. vers, fulgte umiddelbart efter. Bödvild fik aldrig ringen igen, ti nu benyttede Völund den åbenbart som flyvering. Først nu, efter at han har fået den i sin magt, kan han slippe fra sit fængsel hos Nidud.
- 29.
- Bar hann hána bjóri,
- þvíat hann bętr kunni,
- svát hón í sessi
- of sofnaði.
- »Nú hęfk hęfnt
- harma minna
- allra nema ęinna
- íviðgjǫrnum.
29. Bar: overvældede. — L. 2: »han var mere klog« ɔ: end hun. — nema ęinna: én undtagen, er det sene-overskæringen? — íviðgjǫrnum: de ondskabsfulde, Nidud og hans hustru er ment. Jfr. Krit. bem. ívið- genfindes i olds. inwiddeas gern og angels. ínvid(t) ‘fjendskab’, ‘ondskab’. — Efter dette vers mangler der næppe noget. Der foreligger den sædvanlige raske sceneændring.
- 30.
- Vęl ek, kvað Vǫlundr,
- verðak á fitjum,
- þęims mik Níðaðar
- nǫ́mu rekkar.«
- Hlæjandi Vǫlundr
- hófsk at lopti,
- grátandi Bǫðvildr
- gekk ór ęyju.
- tregði fǫr friðils *
- ok fǫður reiði. *
30. Vęl ek: et opmuntrende tilråb til en selv; vęl er intet andet end det velkendte adv., ‘vel’, og udtrykket er elliptisk. »Jeg skal handle vel, lad mig handle vel«. — L. 2: »lad mig komme på benene«, ɔ: »lad mig rejse mig«, for at handle. fitjar bruges om ‘benene’, jfr. verðr uppi fótr ok fit om alle, der pludselig kommer i bevægelse. Völund mener, at nu kan han ved flyveringen bevæge sig til trods for at Nidud har lemlæstet ham. — Hlæjandi: et udtryk for Völunds indre glæde, en stærk modsætning til grátandi om Bödvilds hjærteskærende sorg. — L. 9–10 er en overmåde mat og enfoldig tildigtning.
- 31.
- Úti stóð kunnig
- kvǫ́n Níðaðar,
- ok hón inn of gekk
- ęndlangan sal,
- — ęn hann á salgarð
- sęttisk at hvílask —,
- »Vakir þú Níðuðr,
- Níara dróttinn?«
31. stóð: R har stendr, men impf. er her rimeligere og støttes ved det følg. gekk. — L. 5–6 er en slags parentetisk sætning, ti l. 7–8 er dronningens ord. Det må vist antages, at Nidud sidder i salen, hensunken i dybe tanker og ligegyldig overfor hvad der ellers foregik.
- N. kv. 32.
- Vakik ávalt
- viljalauss,
- sofnak minst,
- síz sonu dauða,
- kęll mik í hǫfuð,
- kǫld erumk rǫ́ð þín,
- vilnumk þess nú,
- at við Vǫlund dœmak.
32. viljalauss: glædeløs, el. ligesom ‘afmægtig m. h. t. viljestyrke’. — síz: her præp. med acc. — kęll: (jeg) føler (afmagtens) kulde. — vilnumk: hvor ordet findes, bet. det ‘ønske’, en betydn., som her kan passe; »nu ønsker jeg at tale med Völund«, ɔ: for at få sandheden at vide.
- 33.
- Sęg mér þat Vǫlundr,
- vísi alfa,
- af hęilum hvat varð
- húnum mínum?
33. húnum: jfr. v. 25; R har her det umulige sonom.
- V. kv. 34.
- Ęiða skalt mér áðr
- alla vinna,
- at skips borði
- ok at skjaldar rǫnd,
- at mars bœgi
- ok at mækis ęgg
- at þú kvęljat
- kvǫ́n Vǫlundar, — — —
- (34 b)
- né brúði minni
- at bana verðir,
- þótt kvǫ́n ęigim,
- þás ér kunnið,
- eða jóð ęigim
- innan hallar.
34. Består af 14 linjer; det kan ikke være oprl. Mulig er det en sammenstøbning af to vers, 8 + 6, således at der skulde mangle to linjer i begyndelsen af det sidste. Det er dog vel muligt, at l. 3–6 og 9–10 er senere indskud. — L. 3–6: M. h. t. ederne smlign Vǫls.kv. 32, Atlakv. 28, Gkv III, 3. Ederne aflægges ved de ting, der under forskellige forhold skulde yde den bedste beskyttelse. ‘Skjoldets rand’, der var jærn- el. metalbeslået. — kvęljat: er imper. — kvǫ́n, brúði: sarkastisk betegnelse for Bödvild. — jóð: Völund forudsætter, at Bödvild er med barn, jfr. v. 37.
- 35.
- Gakk til smiðju,
- es gęrðir þú,
- þar fiðr þú bęlgi
- blóði stokna,
- snęiðk af hǫfuð
- húna þinna
- ok und fęn fjǫturs
- fœtr of lagðak.
35. bęlgi: smedebælgene.
- 36.
- Ęn þær skálar,
- es und skǫrum vǫ́ru,
- svęipk útan silfri,
- sęldak Níðaði,
- ęn ór augum
- jarknastęina,
- sęndak kunnigri
- kvǫ́n Níðaðar.
36. sęldak: er det rigtige, overfor Nidud, sęndak derimod overfor dronningen, der jo ikke besøgte Völund.
- 37.
- Ęn ór tǫnnum
- tvęggja þęira
- slók brjóstkringlur,
- sęndak Bǫðvildi;
- nú gęngr Bǫðvildr
- barni aukin,
- ęingadóttir
- ykkur bęggja.
- N. kv. 38.
- Mæltira þú þat mál,
- es mik męir tregi,
- né þik viljak Vǫlundr
- verr of níta;
- esat svá maðr hór,
- at þik af hęsti taki,
- né svá ǫflugr,
- at þik neðan skjóti.
- þars þú skollir *
- við ský uppi. *
38. né: eller for hvilket (jeg skulde ville plage dig værre). — níta: ordet anses for at stå i forb. med roden i ord som got. ga-naitjan ‘vanære’, oht. neizzan ‘plage, pine’, angels. nætan; jfr. Bugge Arkiv XXVI, 56. — skollir: befinder dig (så) langt borte, svæver höjt. Disse to linjer er rimeligvis senere tilföjede. Det er klart, at Völund flyver op i luften, idet Nidud siger dette vers.
- 39.
- Hlæjandi Vǫlundr
- hófsk at lopti,
- ęn ókátr Níðuðr
- þá ęptir sat.
39. Man mærke modsætningen mellem hlæjandi og ókátr.
- N. kv. 40.
- Upp rís þakkráðr,
- þræll minn bazti,
- bið Bǫðvildi,
- męy hina bráhvítu,
- gangi fagrvarið
- við fǫður rœða.
40. Þakkráðr: er intet nordisk navn, men tysk: Thanc(a)rāt. Dette kunde tyde på, at Nidad var en tysk fyrste, hvad jo også navnet tyder på; dette kunde atter indvirke på opfattelsen af v. 15; da kunde l. 5–8 mere passe som Völunds ord. — fagrvarið: iført skönne klæder; vęrja = got. wasjan.
- 41.
- Es þat satt Bǫðvildr,
- es sǫgðu mér,
- sǫ́tuð it Vǫlundr
- saman í holmi?
41. sǫgðu: man har sagt. — sǫ́tud saman: fint evfemistisk udtryk for legemlig omgang, jfr. f. eks. ÓTr.s. (1853) s. 50.
- B. kv. 42.
- (Satt ’s þat Níðuðr
- es sagði þér).
- Sǫ́tum vit Vǫlundr
- saman í holmi
- ęina ǫgurstund,
- æva skyldi;
- ek vætr hǫ́num
- vinna kunnak,
- ek vætr hǫ́num
- vinna máttak.
42. L. 1–2 er rimeligvis uægte; R har sagði, mulig urigtigt for sǫgðu. — ǫgurstund: hvad ǫgur- bet. er usikkert; synes snarest at bet. ‘ulykkesstund’; man har ment, at ǫgur i Hárb. 13 var identisk, altså egl. ‘byrdefuld’ ɔ: trykkende pinefuld; Falk mente det betød ‘vellysttime’ (ǫgur = arg-), men det er lidet rimeligt. — L. 6: »aldrig skulde det være sket«. — vinna: med dativ ‘modstå’. — kunnak, máttak: ‘forstod, formåede’; det første om den intellektuelle kunnen, det sidste om den fysiske (fordi hun var gjort beruset). Verset er måske digtets skönneste — som afslutning uovertræffeligt.
