Vǫluspǫ́ hin skamma

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Vǫluspǫ́ hin skamma


Digtet er indskudt i Hyndluljóð i Flatøbogen. Et vers anfører Snorre under titlen Vsp. h. sk.




Loki át hjarta
lindi bręndu
fann halfsviðinn
hugstęin konu ...

(vers 11)
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
1.
Vǫ́ru ęllifu
æsir talðir,
es Baldr of hné
við banaþúfu;
þess lézk Váli
verðr at hęfna,
síns hann bróður
sló handbana.



ęllifu: denne forestilling om 12 (hoved)guder er vist påvirket af klassisk lærdom; hvordan man end tæller efter vore kilder, kan man ikke få det tal frem. — hné við banaþúfu: segnede mod banetuen, omskrivning f. døde. banaþúfa var vistnok den tue, op ad hvilken man lagde en døende (kriger), med hovedet hvilende derpå, for at lette ham dødskampen. Se om ordet Strömbäck i Studier tillegn. A. Kock s. 69 ff. — sló: slog ihjæl. — handbana: egenhændig banemand.



2.
Vas Baldrs faðir
Bors arfþęgi,
Fręyr átti Gęrði,
hón vas Gymis dóttir,
jǫtna ættar
ok Aurboðu.



Bors: jfr. Vspǫ́ v. 4. — arfþęgi: ‘arv-modtager’ ɔ: sön.



3.
Þó vas Þjazi
þęira frændi,
skautgjarn jǫtunn,
hans vas Skaði dóttir,
Mart sęgjum þér
ok munum flęira;
vǫrumk at viti svá,
vilt ęnn lęngra?



skautgjarn: uforståeligt; man har rettet til skraut- ‘pragt-elskende’. — þér: uvist hvem der menes. — vǫrumk: = varir mik, jeg vænter. — viti: sing. el. plur., ‘man’. »Jeg vænter, at man ved det« — andet synes ordene ikke at kunne bet.



4.
Hęiðr ok Hrossþjófr
Hrímnis kindar.



Rest af et vers. De her nævnte personer (jætter) var vel søskende. — Hrímnis kindar: af Hrimners slægt (ɔ: hans börn?), af rimturseslægten?



5.
Eru vǫlur allar
frá Vittolfi
vitkar allir
frá Vilmęiði,
sęiðbęrendr
frá Svarthǫfða,
jǫtnar allir
frá Ymi komnir.



Anføres af Snorre. De her nævnte personer er alle ukendte, undt. Ymir. — Vittolfi: af vitt, trolddomsmidler (som völverne netop brugte). — vitkar: se Lokas. v. 24.



6.
Mart sęgjum þér
ok munum flęira;
vǫrumk at viti svá,
vilt ęnn lęngra?


7.
Varð ęinn borinn
í árdaga
rammaukinn mjǫk
rǫgna kindar,
níu bǫ́ru þann
naddgǫfgan mann
jǫtna męyjar
við jarðar þrǫm.



ęinn: en enkelt, bestemt. — rammaukinn: udstyret med store (overnaturlige) ævner. — rǫgna kindar: af gude-æt. — níu jǫtna męyjar: de, der opregnes i næste vers. Det er åbenbart Heimdal, der menes, jfr. det verspar, som Snorre anfører: »Jeg er sön af 9 mødre, jeg er sön af 9 søstre« (Heimdallargaldr). — naddgǫfgan: hvorfor Heimdal kaldes sål. ‘spids-ædel’, vides ikke; er niðgǫfgan ‘udmærket ved afkom’ (jfr. Rígsþula og Vspǫ́ v. 1) det rigtige? — Om Heimdals mærkelige fødsel vides ellers intet. Man har formodet, at de 9 mødre var Ægirs 9 døtre, men navnene er andre end de ellers kendte.
Herefter har hds. omkvædet, men det passer her slet ikke.



8.
Hann Gjǫlp of bar,
hann Gręip of bar,
bar hann Ęistla
ok Ęyrgjafa,
hann bar Ulfrún
ok Angęyja,
Imdr ok Atla
ok Járnsaxa.



Navnene er ret mærkelige, Gjǫlp: den brusende, kunde være bølgenavn, Gręip: den gribende, Ęistla: uvis betydn., Ęyrgjafa: ligel., Ulfrún: findes også som kvindenavn, Angęyja: uvis betydn., Imdr: findes også som jættekvindenavn Hhund I 43, Atla: den grumme, Járnsaxa: med jærnsværd, findes ellers som jættekvindenavn. Navnene er meget uensartede.



9.
Sá vas aukinn
jarðar magni,
svalkǫldum sæ
ok sonardręyra.
Mart sęgjum þér
ok munum flęira;
vǫrumk at viti svá,
vilt ęnn lęngra?



jarðar magni: jfr. Hávm. 136, hvor ordet synes at have noget anden betydn. end her; her menes en mystisk kraft i jorden (vækstens kraft?). — sonardręyra: ordet findes også i Guðr. II, 21 (de 3 linjer findes alle her); sonar kan ikke være gen. af sonr ‘sön’, det er vist med rette (af Sievers) tolket som ‘galt’ (og egl. forkortet for sonargáltar).



10.
Ól ulf Loki
við Angrboðu,
ęn Slęipni gat
við Svaðilfara;
ęitt þótti skass
allra fęiknast,
þat vas bróður frá
Býlęists komit.



De to mytetræk her er velkendte. — ęitt skass: kan være ulven, eller mulig Hel, eller midgårdsormen? — Býlęists: er Lokes broder, se Vspǫ́ 51.



11.
Loki át hjarta
lindi bręndu
fann halfsviðinn
hugstęin konu;
varð Loptr kviðugr
af konu illri;
þaðan ’s á foldu
flagð hvęrt komit.



át: spiste (rettelse f. hds.s af). — fann: havde fundet. Det mytetræk, hvortil der her sigtes, er ellers ukendt. Hvilket væsen, af Loke født, der menes, er uklart. »Han havde fundet en kvindes (hds. har komu!) hjærte, halvt svedet ved antændt lindetræ«. — konu illri: vel en heks (völve el. sejdkvinde). — flagð: er ubestemt, men der menes her vist ‘troldkvinde’ (ikke jættekvinde).



12.
Haf gęngr hríðum
við himin sjalfan,
líðr lǫnd yfir,
ęn lopt bilar;
þaðan koma snjóvar
ok snarir vindar;
þá ’s í ráði,
at ręgin of þrjóti.



hríðum: i byger, vindstød, ɔ: stormpisket. — við: op imod. — lopt bilar: himlen svigter, brister. — rǫgn: guderne (hds. har regn). Versets indhold antyder ragnarǫk og hvad der går forud (fimbulvinteren).



13.
Varð ęinn borinn
ǫllum męiri,
sá vas aukinn
jarðar magni;
þann kveða stilli
stórúðgastan,
sif sifjaðan
sjǫtum gǫrvǫllum.



Verset synes at omtale Heimdal; derfor har Symons flyttet det til efter v. 91-4, hvilket han betragter som indskud. Men det følg. vers med sit annarr taler imod denne omflytning. At det dog er Heimdal, der menes, synes at fremgå af sifjaðan o. s. v., der sigtes vel til en myte som den i Rígsþula. — sif: her slægtskab; »ved slægtskab forbundet med alle menneske(slægter)«.



14.
Þá kemr annarr
ęnn mátkari,
þó þorik ęigi
þann at nęfna;
fáir séa nú
framm of lęngra,
an Óðinn mun
ulfi mœta.



framm of: fremover, ind i fremtiden. — an o. s. v.: en omskrivning for ragnarǫk; »indtil den tid, da Odin møder ulven«. Det er muligt, at denne »endnu mægtigere« er den samme som det uægte vers i Vspǫ́ (v. 65) antyder (kristelig påvirkning?).