Varulve

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 148

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Varulve


1. Ulvene var værst efter frugtsommelige Kvinder.
Fabjærg.


2. Naar en var Varulv, og de nævnede ham ved det rigtige Navn, stod han der for ved dem. En Nabomand vilde rive et Føl ihjel, og saa fik en anden ham til at staa der.
Jokum Kristensen, Sæsing.


3. Dem, der havde stærkt sammengroede Øjenbryn, de var meget mistænkte for at være Varulve. De kunde blive omskabte til Varulve af og til, men kunde ikke selv gjøre ved det, og saa aad de Mennesker paa Vej Og Sti.
Rasmus Jørgensen, Flintinge.


4. Varulvene vilde i Lag med frugtsommelige Koner og rive dem ihjel for at blive forløst fra Trolddommen. De skulde nemlig have et ufødt Drengebarn at æde.
   Der var en Karl her i Byen, Jørgen Væver, han var mistænkt for at være en Varulv.
   Piger kan blive fri for Smærte, naar de skal føde Børn, hvis de kryber nøgne gjennem en Følham.
Jørgen Jørgensen Vognsvend, Flintinge.


5. Der var én, vi kaldte Tosse-Niels, han boede i Fattighuset, og saa gik han omkring paa Sognet og var 8 Dage hos én og 8 Dage hos en anden. Han kunde blive forvandlet til en Varulv.
   Jeg var som lille Pige Barnepige og tjente hos Anders Hansens Enke, der boede paa Lindhøjgaard. Den lille Dreng, jeg passede, vilde saa gjærne ud og se Kreaturerne og Svinene, og ved jeg stod med Drengen, var Tosse-Niels ved at moge Svinehuset, for han var der ude den Uge.
   Saa siger han lige med et:
   "Gaa nu, Tøs, for nu kommer det slemme over mig igjen."
   Men jeg blev jo staaende.
   Saa vilde han slaa mig med en Greb, og saa maatte jeg jo gaa.
   Men lidt efter tittede jeg derind igjen, for Drengen vilde jo saa gjærne se Svinene. Saa ser jeg Tosse-Niels's Klæder ligge i en Runddel, men han selv var væk, og saa kommer der en lille sort Hund ind i Fodergangen mellem Svinelukkerne, hen til mig, og den lettede og holdt det ene Bagben bag ud.
   Saa gaar jeg ind til min Husbond og siger:
   "Gud véd, hvordan det kan være, for Tosse-Niels har lagt alle sine Klæder midt ude i Svinehuset, og han er der ikke."
   Manden gik saa derhen, og jeg gik hen i Gangen og tittede ind og skulde ogsaa se. Da kommer den lille Hund og borer sig ind i Klæderne og stak det ene Forben i et Ærme, og da saa jeg, Benet blev til en Arm. Han drejede sig saa lidt om og skulde have det andet Ben stukket ind, men saa blev jeg bange og rendte.
   Det er vist og sandt, jeg har set det. Manden saa det vist ogsaa, for han kom ligbleg ud til mig og sagde:
   "Saa du noget?" og Tosse-Niels maatte øjeblikkelig derfra, og Manden gik op til Sogneraadet og sagde, han vilde ikke have ham mere, han vilde hellere betale for det, end have hans Tur.
1906. Kirsten Olesen, Ovrø.

"Manden" er jo den Mand, som den Gang var i Gaarden, nu ejes den af Enken. Der var jo smaa Børn den Gang.


6. Der var Varulve ude ved Vedskjølle Teglværk. En gammel Mand, der hedder Peder Hansen og boer her henne ved Siden af og nu er Banevogter, han tjente der ude som Karl og fortæller, at der en Aften kom én, som han løb efter med en Staver i Haanden. Saa løb den ind i Stenhuset, hvor Stenene stod og tørredes, og der knurrede den inde som en Hund, saa han turde ikke vove at gaa længere ind.
   En anden Aften saa han en Varulv sidde med Ryggen op mod Porten til Jægergaarden, som ligger tæt derved. Den løb ad Skoven til, saa snart han kom.
Forstander O. P. Jensen, Vallø Højskole.


7. Der tjente en Karl og en Pige hos en Gaardmand, og Karlen var en Varulv.
   En Aften de var ude at spasere, gav han hende et Tørklæde og sagde, at hvis der kom nogen og overfaldt hende, skulde hun slaa fra sig med det Klæde.
   Saa gik hun hen i en lille Skov i Nærheden. Kort efter kom en stor Hund fra Skoven farende hen imod hende og foer løs paa hende. Hun slog fra sig med Tørklædet, til Hjørnerne var slidt op. Saa løb Dyret igjen bort.
   Næste Morgen Karlen kom ind og skulde have Davre, sad Spidserne af Tørklædet imellem Tænderne paa ham. Da hun saa det, sagde hun:
   "Du er jo en Varulv." -
   "Det skal du have Tak for," sagde han, "nu er jeg frelst."
Rasmus Moritz West, Kastager.


8. Der var en Mand og en Kone, som boede i en Gaard her i Byen, og de havde stadig om Sommeren fersk Lammekjød. Manden kunde ikke forstaa, hvordan det kunde være, og talte saa med Konen om det.
   Hun sagde saa:
   "Du kan godt faa at se, hvordan det gaar til, men pas saa paa, ihvad du faar at se, at du ikke nævner mit Navn."
   Næste Morgen tog Manden saa efter Konens Anvisning Plads i et Loftsvindue, medens Byhjorden drev i Marken med Faarene og Ungkvæget.
   Strags udenfor Byen kom der en Ulv farende og greb et Lam.
   Hjorden lod da sine store Hunde sætte efter Ulven. Den løb ind ad Byen til, men Hundene var tæt efter den. Ubetænksom raabte Manden:
   "Forvår no di Håål, Karen!"
   Hun blev da til Karen igjen og stod med et Lam i hendes Arme, og enhver kunde da se, hvem der tog deres Lam.
Mogens Jensen, Vandel. Fortalt af min Moder.


9. En Karl og en Pige kom til hinanden i Skoven, og de bliver ens om at følges til næste By. Da de kom midt ind i Skoven, kom det ham for, han skulde skabes om, og saa flyer han hende Kjæppen, han gik med, og siger: Hun skulde banke det i den, saa længe der var Stumper af den, hvis der kom noget efter hende. Saa gik han, og da kom der en Ulv og rev hendes Forklæde i Stykker, og hun slog jo løs paa Ulven, saa længe der var Stumper af Kjæppen.
   Saa løber den, og da kommer Karlen tilbage. Men nu ser hun, der sidder Trævler af Forklædet imeld hans Tænd.
Jakob Kristensen, Fladland, Jegsen.


10. En Mand og en Kone kjørte ud ad Vejen. Saa kom det paa ham, at han skulde ud paa en Tur.
   "Nu gaar jeg," siger han, "og du bliver altsaa ved Vognen; og er der nogen, der kommer og overfalder dig, saa maa du ikke bruge andet end denne røde Mattel, jeg her giver dig at værge dig med."
   En Tid efter at Manden var gaaet, kom der en sort Hund og vilde op i Vognen til hende, og den lod til at ville gjøre hende Fortræd. Hun værgede sig, saa godt hun kunde, med Matlen, og Hunden bed flere Gange i den, men da Kampen havde varet en Tur, løb den dog sin Vej.
   Kort Tid efter kom Manden tilbage.
   "Det er godt, du kommer," sagde hun, og hun fortalte om Hunden, og den Kamp, der havde staaet imellem dem. Da de nu kjørte videre, opdagede hun, at Manden havde røde Traade mellem Tænderne.
   "Huu, det er jo dig, der har været her," sagde hun.
   "Ja Tak skal du have, for det du stred saa tappert, nu er jeg frelst for den Plage for Fremtiden."
Kristian Andersen, Kjertinge.


11. Min Moder havde været ovre hos Herredsfogden i Løve Herred, der boede i Vinde-Helsinge, at betale nogle Penge, og da hun saa gik hjem i Mørkningen, saa ser hun noget som en sort Puddelhund komme i Møde med hende.
   Da den kom lige forved hende, rejste den sig paa to og gik ligesom et Menneske. Hun hilste God aften, og saa gav den en sær hul Lyd fra sig. Da den kom forbi hende, vender hun sig i største Angst for at se efter den, og da gik den igjen paa fire.
   Nu skyndte hun sig hjem helt forskrækket og fortalte om, at hun havde mødt en Varulv paa Vejen.
   Hun boede paa Bilsø Mark og var den Gang en gift Kone.
Johanne Rasmusdatter fra Kirke-Stillinge, Viborg Mark.


12. Niels Andersens Kone paa Drøsselbjærg Mark fortalte mig en Gang, at hun en Dag stod i Gaarden og skyllede Tøj, mens hendes Mand og Karlen var nede ved en Dam efter Vand, og hun saa bukkede sig, da kom der noget og rev hende i Nakken, det var ligesom en stor sort Puddelhund. Idet hun nu rejste sig op, sagde den: "HuuI" for det var en Varulv.
   I det samme kom Mand og Karl tilbage, og da de saa den, tog Manden en Kjæp og slog løs paa den, men det brød den sig ikke om. Saa fik Karlen fat i en Greb med tre Grene, og den kunde den ikke staa for, saa han fik Ram til at slaa dens ene Ben i Stykker, og den løb saa paa tre Ben ud af Gaarden.
   Saa fik de at høre, at en Mand i Mullerup laa og havde det ene Ben i Stykker.
Johanne Rasmusdatter fra Kirke-Stillinge, Viborg Vestermarks Skole.


13. I Husum paa Sjælland tjente en Karl hos Hans Kristian Hansen, han gik ud hver Aften et vist Klokkeslæt, og ingen vidste, hvor han blev af. Manden var kjed af det og sagde:
   "Jeg vil ikke have den Løben."
   Ja, han undskyldte sig:
   "Det kan ikke hjælpe, jeg skal af Sted."
   Saa vilde Manden holde paa ham, men ved det Klokkeslæt begyndte han at skjære Tænder ad Manden og sagde:
   "Jeg bider, jeg bider, jeg bider !"
   Saa blev Manden ængstelig og sagde:
   "Du er jo en Varulv!"
   Med det samme fløj Karlen hen om Halsen af ham Og takkede, nu var han rask.
Bestyreren i Drostrup Fattiggaard.


14. Min Fader har fortalt, at han har set en Varulv. En Aften gik han ud for at sørge for sin egen Ting (i sit eget Ærende) og satte sig ude paa Møddingen. Da saa han paa én Gang saadan en fæl én, ligesom en grim stor Hund, der kom og bed efter ham. Den havde kun tre Ben. Min Fader tog da en Gjærdestav og smak til det, man nu maa kalde den bageste Ende, og da løb den igjen.
   Men nogle Dage efter var der Gilde i Byen, og da gik den Person, om hvem man sagde, det var en Varulv, og hinkede, og det saa ud paa Benene af ham, som havde han faaet Slag af en Stav.
   Dagen efter, da det var Andendags Bryllup, gik min Fader bag om Gaarden, og da kom Varulven atter efter ham. Men min Fader havde altid en Stok hos sig, med den slog han efter ham, og saa løb han.
   Den Mand, man skyldte for at være en Varulv, var saadan en underlig lille én med et stort Hoved, og hans Kone sagde, at han blev altid borte til en bestemt Tid af Natten.
Fra Lendemark. E. Trier


15. Det var nu den Gang der var Varulve, og det har nu ikke min Fader selv set, men han har hørt det af sin Fader, og han har hørt det af en gammel Mand i Magleby, og han har selv set det.
   Saa var det nu denne her Mand i Magleby, han kom en Aften ridende ud mod Skoven, og da saa han 10 eller 11 Piger, der havde spændt en Øgeham ud, og de tre havde sprunget igjennem den. Men saa syntes han, det var for galt, red til og jog dem med sin Pisk alle bort lige foran sig tilbage til Byen og helt igjennem Byen, og de var lige godt alle ganske nøgne.
Magleby. Fra Lendemark. E. Trier.


16. Der var et Par Folk der oppe i Bissinge. Konen kunde aldrig ret forstaa sig paa Manden, for altid, naar de var ude, om det var til Gilder eller andetsteds, saa skulde han lige godt altid hjem, naar Klokken var 11.
   Saa var det nu saadan en Aften, da de havde været ude, at Manden lidt efter 11 kjørte hjem. Men som de nu kom til det Sted, hvor det gamle Tinghus stod, der hvor nu Hanses Moder boer, standsede han — for de, der er Varulve, kan nu altid mærke, naar det kommer over dem. Han sagde til Konen, at her skulde han af et Øjeblik, og bad hende holde Hestene. Saa sagde han til hende, at om lidt vilde der komme efter hende ligesom en stor Hund. Men det skulde hun ikke bryde sig om. Hun skulde blot tage sit Shawl og slaa efter den, og naar det var brugt op, skulde hun tage sit Forklæde, hun havde af grovt Vadmel, og slaa med det efter den.
   Manden gik. Lidt efter kom der ganske rigtig ligesom en stor glubende Hund hen til Vognen. Den hoppede med det ene Ben op paa Navet, og de to andre satte den op i Vognen og bed efter hende. Hun slog da efter den med Shawlet, og da det gik rent i Stykker paa dens Tænder, tog hun Forklædet og slog den dermed, og det var næsten brugt op, da den løb sin Vej.
   Der gik en Stund, saa kom Manden tilbage.
   "Ja, det gik rigtig nok, som du sagde," bemærkede Konen, "her kan du se, det har du kun tilbage af Forklædet."
   De kjørte nu hjem og gik i Seng.
   Men næste Morgen, da Konen vaagnede, var Manden alt oppe, og hun saa da, at han sad og stangede sine Tænder. Hun stod op og saa, at der var lange Trævler af Forklædet, der sad i Tænderne paa ham. Saa vidste hun, at det var ham, der havde været efter hende som en Varulv. Hun sagde da:
   "Du er en Varulv!" og det gjentog hun endnu et Par Gange, idet hun havde hørt, at naar man sagde det tre Gange til en saadan, var han frelst.
   Da sagde Manden:
   "Ja, det er rigtigt, det har jeg ogsaa været, men nu, du har sagt det, er jeg ogsaa frelst."
Fra Lendemark. E. Trier.


17. En Mand og hans Kone kjørte en Nat hjem fra et Besøg. Pludselig holdt Manden stille, sprang af Vognen og sagde til Konen:
   "Hvis der nu kommer nogen hen til dig, saa skal du slaa fra dig med dit Forklæde."
   Derpaa gik han, men lidt efter kom der en Ulv hop pende paa tre Ben. Konen slog fra sig med sit Hvergarnsforklæde, saa den fik ikke Magt over hende.
   Noget efter kom Manden tilbage. Konen kunde se, at Laserne af hendes Forklæde hang i hans Tænder, og sagde derfor til ham:
   "Men Gud, Mand, er du en Varulv!"
   Saa var han frelst.
Anna Larsen, Menstrup.


18. Min Moster Ane tjente hos Hans Kristensen i Rellestrup, Vejlø Sogn.
   Han var en Varulv, hvilket blev bekjendt en Gang, da han og Konen var kjørende til Næstved. Da de kommer paa Vejen ved Ole Hansens Stubbe i Rettestrup, saa siger han til Konen:
   "Hold Tømmen lidt, mens jeg gaar om bag ved Stubbene, og hvis der kommer noget, slaa saa fra dig med dit blaatærnede Forklæde."
   Lidt efter at Manden var gaaet, kom en Hund, der absolut vilde op til Konen. Hun slog tappert fra sig, saa det ikke lykkedes. Lidt efter kom Manden, som ingen Ting var passeret, satte sig op og kjørte hjem.
   Men Dagen efter, som de just sad og spiste Kaal til Middag, opdagede Konen, at der sad Rester af hendes Forklæde imellem Mandens Tænder. Saa udbrød hun:
   "Men Gud, Mand, du er jo i Virkeligheden en Varulv."
   Saa var han løst.
Lærer P. Nielsen, Skuderløse.


19. En Mand var ude i Ulvskov at slaa, og Konen skulde noget efter komme ud at rive sammen. Men da hun havde begyndt med hendes Arbejde, kom der en Ulv efter hende og bed hende i hendes ene Laar. Hun havde et blaat Forklæde for, det bed han rent i Styk ker.
   Hun kunde ikke blive ved med Arbejdet, saadan som hun var handlet, og maatte hjem i Seng.
   Da Manden kom hjem, sad der Trævler af hendes Forklæde imellem hans Tænder.
Ida Thomsen, Vedsted.


20. I Tornby gik en Mand og en Kone og spredte Mog med hver andre. Saa bliver de tratte, og han gaar hans Vej og var henne noo bitte Kon.
   Da kommer der en Ulv og springer ind paa hende og river hendes Forklæde ud. Saa gik Ulven hans Vej igjen og bed hende ikke mere.
   Lidt efter kom Manden, og saa siger hun:
   "Det var rent forskrækkeligt, du gik din Vej, og der var en Ulv, der havde nær taget mig. Der kan du se, hvordan han har split mit Forklæde æd."
   Det grinte han æd, og da kunde hun se, Trævlerne af hendes Forklæde sad mellem hans Fortænder. Saa kunde hun skjønne, at hendes egen Mand havde været en Ulv.
(tratte: uenig).
Johanne Marie Kristensdatter, Søbeden.


21. Der var en Mand, hent Jordemoder til hans Kone. Han kom ud paa Vejen og kjørte hende hjem. Da vilde han hen for sig selv og løse hans Bugsér.
   Imens Jordemoderen sad paa Vognen, kom der en Ulv og vilde sluge hende. Hun slog fra sig med hendes Forklæde, og han reglede det helt, men gik endelig hans Vej igjen.
   Saa kom Manden, og hun sad og var helt betuttet. Han lo æd hende, og da kunde hun se, han stod med Reglerne af Forklædet, og de røde Traade sad imellem hans Tænder.
(Regler: Smaastumper).
Niels Madsen, Bratten.