Forskjell mellom versjoner av «Vita Karoli Magni»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Vita Karoli Magni)
 
m
 
(En mellomliggende revisjon av en annen bruker er ikke vist)
Linje 39: Linje 39:
 
Her fandt Ejnhart en storartet virkekreds. Han stod i fortrinlig gunst hos Karl og hans sønner og brugtes i flere offentlige hværv. Men hvad der især voldte, at Karl satte pris på ham, var den store konstfærdighed, han besad, rimeligvis nærmest som bygmester. Derfor synes Ejnhart at have indtaget en stilling som en slags minister for de offentlige arbejder; og han blev ved hoffet kaldt Beseleel eller Bezaleel efter den kunstner, der gjorde tabernaklet og pagtens ark for Israeliterne<sup>1</sup>.
 
Her fandt Ejnhart en storartet virkekreds. Han stod i fortrinlig gunst hos Karl og hans sønner og brugtes i flere offentlige hværv. Men hvad der især voldte, at Karl satte pris på ham, var den store konstfærdighed, han besad, rimeligvis nærmest som bygmester. Derfor synes Ejnhart at have indtaget en stilling som en slags minister for de offentlige arbejder; og han blev ved hoffet kaldt Beseleel eller Bezaleel efter den kunstner, der gjorde tabernaklet og pagtens ark for Israeliterne<sup>1</sup>.
  
Men ikke alene konsten, også videnskaberne fandt en flittig dyrker i Ejnhart; og den berømte Alkuin, der bar prisen i lærdom ved Karls hof, og som dengang allerede var en gammel mand, ærede endogså ynglingen ved at kalde ham sin ”ven og medhjælper". Imidlertid kunde det lærde hof stundom ikke bare sig for at skose Ejnhart for hans stumpede vækst og tillægge ham øgenavnet Tommeliden. Om hoffets damer i det hele så ned på ham for hans stumpethed, ved vi ikke; kun så meget er vist, at en af de fornemme hofdamer ved navn Imma<sup>2</sup> fattede så stor en godhed for ham, at hun skænkede ham sin hånd. De førte et lykkeligt samliv; men, om hun skænkede ham børn, er uvist.
+
Men ikke alene konsten, også videnskaberne fandt en flittig dyrker i Ejnhart; og den berømte Alkuin, der bar prisen i lærdom ved Karls hof, og som dengang allerede var en gammel mand, ærede endogså ynglingen ved at kalde ham sin ”ven og medhjælper". Imidlertid kunde det lærde hof stundom ikke bare sig for at skose Ejnhart for hans stumpede vækst og tillægge ham øgenavnet Tommeliden. Om hoffets damer i det hele så ned på ham for hans stumpethed, ved vi ikke; kun så meget er vist, at en af de fornemme hofdamer ved navn Imma<sup>2</sup> fattede så stor en godhed for ham, at hun skænkede ham sin hånd. De førte et lykkeligt samliv; men, om hun skænkede ham børn, er uvist.
  
Efter Karl den stores død 814 varede det ikke længe, før Ejnhart trådte ind i den gejstlige stand. Alligevel synes dette skridt ikke at have voldet nogen stor forandring i hans offentlige eller huslige forhold. Ved Karls søn Ludvig den frommes hof vedblev han endnu i en række af år at stå i lige så stor anseelse, som før hos Karl; af Ludvig fik han til eje for sig selv og sin hustru Michlinstadt i Odonewalt og godset Mulinhejm i Majngau, og vi træffe ham også i besiddelse af flere abbedier på forskellige steder. Men svækket helbred i forbindelse med de ulykkelige forhold, der efterhaanden udviklede sig imellem kejser Ludvig og hans sønner, gjorde omsider livet ved hoffet så byrdefuldt for ham, at han i året 830 opgav sin stilling der og trak sig tilbage til Mulinhejm; her grundede han et benediktinerabbedi og byggede selv en kirke, hvortil han på en listig måde skaffede sig fra Rom benene af den hellige Marcellinus og Petrus. Disse relikvier viste i mange tilfælde helbredende kraft, men de formåede dog ikke at redde hans elskede Immas liv. Efter hendes død hensank han i mørke grublerier, hvoraf han kun for et øjeblik blev udreven ved et besøg, kejser Ludvig gjorde ham for at se relikvierne. Omsider døde han, rimeligvis samme år som kejseren selv, 840.  
+
Efter Karl den stores død 814 varede det ikke længe, før Ejnhart trådte ind i den gejstlige stand. Alligevel synes dette skridt ikke at have voldet nogen stor forandring i hans offentlige eller huslige forhold. Ved Karls søn Ludvig den frommes hof vedblev han endnu i en række af år at stå i lige så stor anseelse, som før hos Karl; af Ludvig fik han til eje for sig selv og sin hustru Michlinstadt i Odonewalt og godset Mulinhejm i Majngau, og vi træffe ham også i besiddelse af flere abbedier på forskellige steder. Men svækket helbred i forbindelse med de ulykkelige forhold, der efterhaanden udviklede sig imellem kejser Ludvig og hans sønner, gjorde omsider livet ved hoffet så byrdefuldt for ham, at han i året 830 opgav sin stilling der og trak sig tilbage til Mulinhejm; her grundede han et benediktinerabbedi og byggede selv en kirke, hvortil han på en listig måde skaffede sig fra Rom benene af den hellige Marcellinus og Petrus. Disse relikvier viste i mange tilfælde helbredende kraft, men de formåede dog ikke at redde hans elskede Immas liv. Efter hendes død hensank han i mørke grublerier, hvoraf han kun for et øjeblik blev udreven ved et besøg, kejser Ludvig gjorde ham for at se relikvierne. Omsider døde han, rimeligvis samme år som kejseren selv, 840.
  
 
Det her foreliggende skrift af Ejnhart, som han skrev kort efter Karl den stores død, har været en yndlingslæsning for hele middelalderen. Ejnhart har deri efterlignet den latinske historiker Svetons romerske kejserhistorie.
 
Det her foreliggende skrift af Ejnhart, som han skrev kort efter Karl den stores død, har været en yndlingslæsning for hele middelalderen. Ejnhart har deri efterlignet den latinske historiker Svetons romerske kejserhistorie.
Linje 61: Linje 61:
 
'''Kapitel 1'''
 
'''Kapitel 1'''
  
Merovingernes stamme, af hvilken Frankerne tidligere havde plejet at vælge deres konger, endte efter den almindelige mening med kong Hilderik<sup>3</sup>, der på befaling af den romerske pave Stefan<sup>4</sup> blev afsat, kronraget og sat i kloster.
+
Merovingernes stamme, af hvilken Frankerne tidligere havde plejet at vælge deres konger, endte efter den almindelige mening med kong Hilderik<sup>3</sup>, der på befaling af den romerske pave Stefan<sup>4</sup> blev afsat, kronraget og sat i kloster.
  
 
Men, skønt stammen således først kan synes udslukt med ham, havde den dog længe været kraftesløs og ikke udmærket sig ved andet end den tomme kongetitel; thi magten og rigets styrelse var i hænderne på de højeste hofembedsmænd, der førte navn af husfogeder eller hofmestre (majores domus), og på hvem hele regeringens byrde hvilede. Kongen havde ikke andet tilbage af sin magt, end at han, tilfreds med kongenavnet alene, sad på tronen med langt hår og uklippet skæg, forat han kunde se ud som en hersker, og således hørte de sendemænd, som fra forskjellige steder indfandt sig, og når de drog bort, ved afskeden gav dem de svar, som man havde lært eller endog påtvunget ham, som om de var udgået af hans egen magtfylde; men i virkeligheden havde han, foruden det unyttige kongenavn og et sparsomt livsunderhold, som husfogeden tilmålte ham efter sit eget godtbefindende, ikke anden privatejendom end et eneste og det meget fattigt krongods, hvor han havde sin bopæl, og hvorfra han fik sit lidet talrige tvende, der gik ham til hånde med, hvad han trængte til, og viste ham lydighed. Hvor han skulde hen, kørte han i en vogn forspændt med et par øksne og med en røgter til kusk efter bondeskik. Således plejede han at køre til slottet, således at køre til sit folks forsamling, som hvert aar mødte til rigets bedste; saaledes kørte han hjem igen. Rigets styrelse derimod og alt, hvad der både ude og hjemme skulde bestemmes og iværksættes, besørgede husfogeden.<sup>5</sup>
 
Men, skønt stammen således først kan synes udslukt med ham, havde den dog længe været kraftesløs og ikke udmærket sig ved andet end den tomme kongetitel; thi magten og rigets styrelse var i hænderne på de højeste hofembedsmænd, der førte navn af husfogeder eller hofmestre (majores domus), og på hvem hele regeringens byrde hvilede. Kongen havde ikke andet tilbage af sin magt, end at han, tilfreds med kongenavnet alene, sad på tronen med langt hår og uklippet skæg, forat han kunde se ud som en hersker, og således hørte de sendemænd, som fra forskjellige steder indfandt sig, og når de drog bort, ved afskeden gav dem de svar, som man havde lært eller endog påtvunget ham, som om de var udgået af hans egen magtfylde; men i virkeligheden havde han, foruden det unyttige kongenavn og et sparsomt livsunderhold, som husfogeden tilmålte ham efter sit eget godtbefindende, ikke anden privatejendom end et eneste og det meget fattigt krongods, hvor han havde sin bopæl, og hvorfra han fik sit lidet talrige tvende, der gik ham til hånde med, hvad han trængte til, og viste ham lydighed. Hvor han skulde hen, kørte han i en vogn forspændt med et par øksne og med en røgter til kusk efter bondeskik. Således plejede han at køre til slottet, således at køre til sit folks forsamling, som hvert aar mødte til rigets bedste; saaledes kørte han hjem igen. Rigets styrelse derimod og alt, hvad der både ude og hjemme skulde bestemmes og iværksættes, besørgede husfogeden.<sup>5</sup>
Linje 78: Linje 78:
 
Pippin<sup>9</sup> derimod, som på pavens bud fra husfoged var bleven ophøjet til konge, var i 15 år eller mere<sup>10</sup> enehersker over Frankerne. Han tilendebragte den akvitaniske krig, som han selv begyndte med hertug Wajfar af Akvitanien<sup>11</sup> og måtte føre hele ni år i træk. Og han døde tilsidst i Paris af vandsot, og efterlod sig to sønner ved navn Karl og Karlomann.
 
Pippin<sup>9</sup> derimod, som på pavens bud fra husfoged var bleven ophøjet til konge, var i 15 år eller mere<sup>10</sup> enehersker over Frankerne. Han tilendebragte den akvitaniske krig, som han selv begyndte med hertug Wajfar af Akvitanien<sup>11</sup> og måtte føre hele ni år i træk. Og han døde tilsidst i Paris af vandsot, og efterlod sig to sønner ved navn Karl og Karlomann.
  
Til disse var nu riget gået over efter guds vilje. Ti Frankerne valgte dem på en almindelig folkeforsamling begge to til konger, dog på det vilkår, at de skulde udstykke riget i to lige store dele, og Karl skulde regere over den del, som deres fader Pippin havde haft, men Karlomann der, hvor deres farbroder Karlomann havde regeret. På begge sider antog man dette vilkår, og hver overtog sin del af riget. Dog opretholdtes freden imellem dem kun med største vanskelighed; ti mange af Karlomanns parti søgte at forstyrre deres endrægtighed, ja! nogle pønsede endog på at indvikle dem i broderkrig. Dog viste det sig i virkeligheden, at det snarest var en blot formodning og mistanke, der foregøglede sig noget sådant, uden at der var nogen alvorlig fare. Men da Karlomann var død<sup>12</sup>, tog hans hustru og sønner tillige med de fornemste af hans tilhængere flugten til Italien, hvor hun med sine børn gav sig ind under Langobarder-kongen Desiderius's varetægt, alt sammen uden virkelig grund og kun for at trodse sin ægtefælles broder. Karlomann var død af sygdom<sup>13</sup> efter at have styret riget i to<sup>14</sup> år; men Karl blev nu efter sin broders død enstemmig valgt til konge over alle Franker.<sup>15</sup>  
+
Til disse var nu riget gået over efter guds vilje. Ti Frankerne valgte dem på en almindelig folkeforsamling begge to til konger, dog på det vilkår, at de skulde udstykke riget i to lige store dele, og Karl skulde regere over den del, som deres fader Pippin havde haft, men Karlomann der, hvor deres farbroder Karlomann havde regeret. På begge sider antog man dette vilkår, og hver overtog sin del af riget. Dog opretholdtes freden imellem dem kun med største vanskelighed; ti mange af Karlomanns parti søgte at forstyrre deres endrægtighed, ja! nogle pønsede endog på at indvikle dem i broderkrig. Dog viste det sig i virkeligheden, at det snarest var en blot formodning og mistanke, der foregøglede sig noget sådant, uden at der var nogen alvorlig fare. Men da Karlomann var død<sup>12</sup>, tog hans hustru og sønner tillige med de fornemste af hans tilhængere flugten til Italien, hvor hun med sine børn gav sig ind under Langobarder-kongen Desiderius's varetægt, alt sammen uden virkelig grund og kun for at trodse sin ægtefælles broder. Karlomann var død af sygdom<sup>13</sup> efter at have styret riget i to<sup>14</sup> år; men Karl blev nu efter sin broders død enstemmig valgt til konge over alle Franker.<sup>15</sup>
  
  
Linje 93: Linje 93:
 
'''Kapitel 6'''
 
'''Kapitel 6'''
  
Da han havde gjort ende på den krig og ordnet Akvitaniens anliggender, og hans medkonge allerede havde forladt timeligheden, lod han sig på den romerske biskop Hadrians<sup>19</sup> opfordring og bønner bevæge til at begynde krig med Langobarderne.<sup>20</sup> Dem havde også hans fader tidligere på pave Stefans<sup>21</sup> indtrængende opfordring givet sig i krig med. Og vel havde han derved mødt store vanskeligheder; ti nogle af Frankernes stormænd, som han plejede at have til rådgivere, modsatte sig så hårdnakket hans plan, at de åbent erklærede, at de vilde forlade kongen og vende hjem. Men han begyndte alligevel den gang krigen<sup>22</sup> imod kong Hajstulf og førte den skyndsomst til ende. Skønt Karl tilsyneladende havde en lignende eller rettere samme grund som hans fader til at begynde krig, er det dog vist, at den kostede ham langt større anstrængelser og førte til et ganske andet mål. Ti Pippin behøvede blot at belejre kong Hajstulf nogle få dage i Ticenum<sup>23</sup> for at tvinge ham både til at stille gisler og til at give Romerne de byer og borge tilbage, som han havde frataget dem, hvorhos han med ed måtte love, at han ikke atter vilde søge at komme i besiddelse af det, han havde givet tilbage. Men efterat Karl først engang havde begyndt krig mod kong Desiderius, helmede han ikke, før han ved en langvarig belejring havde udmattet denne således, at han matte overgive sig til ham, hvorhos hans søn Adalgis, som alles håb syntes at hvile på, blev tvunget til at forlade riget samt hele Italien;<sup>24</sup> Romerne fik alt det tilbage, som de havde mistet; hertug Hruodgavs af Forum Julii,<sup>25</sup> som pønsede på omvæltninger, blev kuet; hele Italien underkastede sig Karls herredømme, og hans søn Pippin blev indsat til konge over dette lydland.<sup>26</sup> Jeg kunde haft stor lyst til på dette sted at beskrive, hvor vanskelig overgangen over Alperne faldt ham på hans tog til Italien, og hvilke møjsommeligheder Frankerne måtte kæmpe med , inden de vel kunde nå over de uvejsomme bjærgrygge, de himmelstræbende fjælde og de ujævne klipper; men med dette skrift er det jo ikke så meget min hensigt at fortælle begivenhederne fra hans krige som at skildre hans livsførelse. Og krigen endte, som sagt, med, at Italien blev undertvunget, kong Desiderius forvist på livstid, hans søn Adalgis fordreven fra Italien og Romerkirkens styrer Hadrian, fik det tilbage, som de longobardiske konger havde frataget ham.
+
Da han havde gjort ende på den krig og ordnet Akvitaniens anliggender, og hans medkonge allerede havde forladt timeligheden, lod han sig på den romerske biskop Hadrians<sup>19</sup> opfordring og bønner bevæge til at begynde krig med Langobarderne.<sup>20</sup> Dem havde også hans fader tidligere på pave Stefans<sup>21</sup> indtrængende opfordring givet sig i krig med. Og vel havde han derved mødt store vanskeligheder; ti nogle af Frankernes stormænd, som han plejede at have til rådgivere, modsatte sig så hårdnakket hans plan, at de åbent erklærede, at de vilde forlade kongen og vende hjem. Men han begyndte alligevel den gang krigen<sup>22</sup> imod kong Hajstulf og førte den skyndsomst til ende. Skønt Karl tilsyneladende havde en lignende eller rettere samme grund som hans fader til at begynde krig, er det dog vist, at den kostede ham langt større anstrængelser og førte til et ganske andet mål. Ti Pippin behøvede blot at belejre kong Hajstulf nogle få dage i Ticenum<sup>23</sup> for at tvinge ham både til at stille gisler og til at give Romerne de byer og borge tilbage, som han havde frataget dem, hvorhos han med ed måtte love, at han ikke atter vilde søge at komme i besiddelse af det, han havde givet tilbage. Men efterat Karl først engang havde begyndt krig mod kong Desiderius, helmede han ikke, før han ved en langvarig belejring havde udmattet denne således, at han matte overgive sig til ham, hvorhos hans søn Adalgis, som alles håb syntes at hvile på, blev tvunget til at forlade riget samt hele Italien;<sup>24</sup> Romerne fik alt det tilbage, som de havde mistet; hertug Hruodgavs af Forum Julii,<sup>25</sup> som pønsede på omvæltninger, blev kuet; hele Italien underkastede sig Karls herredømme, og hans søn Pippin blev indsat til konge over dette lydland.<sup>26</sup> Jeg kunde haft stor lyst til på dette sted at beskrive, hvor vanskelig overgangen over Alperne faldt ham på hans tog til Italien, og hvilke møjsommeligheder Frankerne måtte kæmpe med, inden de vel kunde nå over de uvejsomme bjærgrygge, de himmelstræbende fjælde og de ujævne klipper; men med dette skrift er det jo ikke så meget min hensigt at fortælle begivenhederne fra hans krige som at skildre hans livsførelse. Og krigen endte, som sagt, med, at Italien blev undertvunget, kong Desiderius forvist på livstid, hans søn Adalgis fordreven fra Italien og Romerkirkens styrer Hadrian, fik det tilbage, som de longobardiske konger havde frataget ham.
  
  
Linje 114: Linje 114:
 
'''Kapitel 9'''
 
'''Kapitel 9'''
  
Medens han således bestandig og næsten uden afbrydelse måtte kæmpe med Sakserne, drog han, efterat han først havde dækket grænsen på passende steder med grænsevagter, til Spanien med så stor en væbnet magt som muligt<sup>33</sup>; han gik over Pirinæerryggen , underkastede sig alle de byer og borge, som han angreb, og vendte hjem igen med sin hær uden at have lidt mindste tab. Kun på hjemvejen måtte han et øjeblik i Pirinæerbjærgene selv prøve Vaskonernes troløshed. Mens næmlig stedforholdene og de snævre bjærgpasser gjorde det nødvendigt, at toget måtte bevæge sig frem i en lang rad, havde Vaskonerne lagt sig på lur øverst oppe på et af de højeste bjærge. Ti stedet egner sig ypperlig til at lægge baghold, da der findes en stor mængde skov, som afgiver et fortræffeligt skjul. Og nu kastede Vaskonerne sig ovenfra ned over den bagerste del af trosset og over dem, der udgjorde den yderste ende af toget og skulde dække dem, der gik i forvejen; og de drev dem ned i dalen nedenunder, hvor de indlod sig i slag med dem og dræbte dem til sidste mand; derefter plyndrede de trosset og spredte sig, dækkede af den just nu frembrydende nat, så hurtig som mulig til alle sider. Hvad der var til gavn for Vaskonerne ved dette vovestykke, var både deres lette rustning og den naturlige beskaffenhed af det sted, de havde valgt til skueplads for deres værk. Derimod gjorde både de tunge rustninger og de uheldige stedsforhold det i alle henseender til en umulighed for Frankerne at holde Vaskonerne stangen. I dette slag faldt kongens skaffer Eggihard, drosten Anselm og Hruodland, der var markgreve i Britannien, tilligemed adskillige andre<sup>34</sup>. For dette uheld kunde man ikke engang tage øjeblikkelig hævn; thi såsnart fjenden havde fuldbyrdet sit forehavende, spredte han sig strax til alle sider, så man tabte ethvert spor til hans smuthul.
+
Medens han således bestandig og næsten uden afbrydelse måtte kæmpe med Sakserne, drog han, efterat han først havde dækket grænsen på passende steder med grænsevagter, til Spanien med så stor en væbnet magt som muligt<sup>33</sup>; han gik over Pirinæerryggen, underkastede sig alle de byer og borge, som han angreb, og vendte hjem igen med sin hær uden at have lidt mindste tab. Kun på hjemvejen måtte han et øjeblik i Pirinæerbjærgene selv prøve Vaskonernes troløshed. Mens næmlig stedforholdene og de snævre bjærgpasser gjorde det nødvendigt, at toget måtte bevæge sig frem i en lang rad, havde Vaskonerne lagt sig på lur øverst oppe på et af de højeste bjærge. Ti stedet egner sig ypperlig til at lægge baghold, da der findes en stor mængde skov, som afgiver et fortræffeligt skjul. Og nu kastede Vaskonerne sig ovenfra ned over den bagerste del af trosset og over dem, der udgjorde den yderste ende af toget og skulde dække dem, der gik i forvejen; og de drev dem ned i dalen nedenunder, hvor de indlod sig i slag med dem og dræbte dem til sidste mand; derefter plyndrede de trosset og spredte sig, dækkede af den just nu frembrydende nat, så hurtig som mulig til alle sider. Hvad der var til gavn for Vaskonerne ved dette vovestykke, var både deres lette rustning og den naturlige beskaffenhed af det sted, de havde valgt til skueplads for deres værk. Derimod gjorde både de tunge rustninger og de uheldige stedsforhold det i alle henseender til en umulighed for Frankerne at holde Vaskonerne stangen. I dette slag faldt kongens skaffer Eggihard, drosten Anselm og Hruodland, der var markgreve i Britannien, tilligemed adskillige andre<sup>34</sup>. For dette uheld kunde man ikke engang tage øjeblikkelig hævn; thi såsnart fjenden havde fuldbyrdet sit forehavende, spredte han sig strax til alle sider, så man tabte ethvert spor til hans smuthul.
  
  
 
'''Kapitel 10'''
 
'''Kapitel 10'''
  
Brittonerne<sup>35</sup>, der bor ved udkanten af Gallien mod vest ved breden af havet, og som nægtede ham lydighed, bragte Karl til at underkaste sig ved at sende en hær imod dem, som tvang dem både til at give gisler og til at love lydighed imod hans befalinger.<sup>36</sup>  
+
Brittonerne<sup>35</sup>, der bor ved udkanten af Gallien mod vest ved breden af havet, og som nægtede ham lydighed, bragte Karl til at underkaste sig ved at sende en hær imod dem, som tvang dem både til at give gisler og til at love lydighed imod hans befalinger.<sup>36</sup>
  
 
Selv brød han derpå med en hær ind i Italien<sup>37</sup> og drog over Rom til Kapua, en by i Kampanien; der slog han lejr og truede Benevents indbyggere med krig, hvis de ikke overgav sig. Men hertug Aragis lod det ikke komme så vidt; allerede forinden sendte han sine sønner Rumold og Grimold kongen i møde med en stor sum penge, bad ham tage imod dem begge som gisler og lovede med samt sit folk at efterkomme hans befalinger, kun at han ikke selv skulde være nødt til at vise sig for ham. Kongen tog folkets velfærd mere i betragtning end hertugens halsstarrighed og tog derfor imod tilbudet med gislerne samt fritog ham mod en stor pengegave fra enhver tvang til at træde personlig frem for sig. Den ene af hans sønner, den yngste, beholdt han som gisel, men den ældste sendte han igen tilbage til hans fader. Og efterat han havde skikket sendemænd hen med Aragis for at kræve og tage imod troskabseden af Beneventanerne, vendte han tilbage til Rom, hvor han tilbragte nogle dage med at holde andagt på de hellige steder, og drog så derfra igen til Gallien.
 
Selv brød han derpå med en hær ind i Italien<sup>37</sup> og drog over Rom til Kapua, en by i Kampanien; der slog han lejr og truede Benevents indbyggere med krig, hvis de ikke overgav sig. Men hertug Aragis lod det ikke komme så vidt; allerede forinden sendte han sine sønner Rumold og Grimold kongen i møde med en stor sum penge, bad ham tage imod dem begge som gisler og lovede med samt sit folk at efterkomme hans befalinger, kun at han ikke selv skulde være nødt til at vise sig for ham. Kongen tog folkets velfærd mere i betragtning end hertugens halsstarrighed og tog derfor imod tilbudet med gislerne samt fritog ham mod en stor pengegave fra enhver tvang til at træde personlig frem for sig. Den ene af hans sønner, den yngste, beholdt han som gisel, men den ældste sendte han igen tilbage til hans fader. Og efterat han havde skikket sendemænd hen med Aragis for at kræve og tage imod troskabseden af Beneventanerne, vendte han tilbage til Rom, hvor han tilbragte nogle dage med at holde andagt på de hellige steder, og drog så derfra igen til Gallien.
Linje 126: Linje 126:
 
'''Kapitel 11'''
 
'''Kapitel 11'''
  
Pluselig udbrød derpå krigen med Bajoarerne<sup>38</sup>, men den fik en lige så brat ende. Denne krig var hertug Tassilos tåbelige hovmod skyld i. Hans hustru var næmlig en datter af kong Desiderius og håbede ved sin mands hjælp at kunne hævne sin faders fordrivelse. Efter hendes opfordring sluttede hertug Tassilo forbund med Bajoarernes østlige naboer Hunerne, og søgte nu ikke alene at unddrage sig opfyldelsen af kongens befalinger, men endog at æske ham til krig. Dette var i den vrede Karls øjne en altfor stærk trods , som han ikke kunde finde sig i. Han samlede alle vegne tropper til at hjemsøge Bajoarien med<sup>39</sup> og rykkede selv i spidsen for en stor hær frem til floden Lech, der gør skel imellem Bajoarerne og Alamannerne, slog lejr på breden af den og skikkede derfra sendemænd til hertugen, for at han således kunde komme efter hans mening, før han rykkede ind i landet. Tassilo holdt det ikke for rådeligt hværken for sit folk eller for sig selv at blive ved at trodse, men overgav sig ydmyg til kongen, stillede de gisler, som han forlangte, deriblandt også sin søn Theodo og gav oven i købet det løfte, som han bekræftede med ed, at han ikke skulde lade sig bevæge til frafald ved nogen udenfra kommende tilskyndelse.
+
Pluselig udbrød derpå krigen med Bajoarerne<sup>38</sup>, men den fik en lige så brat ende. Denne krig var hertug Tassilos tåbelige hovmod skyld i. Hans hustru var næmlig en datter af kong Desiderius og håbede ved sin mands hjælp at kunne hævne sin faders fordrivelse. Efter hendes opfordring sluttede hertug Tassilo forbund med Bajoarernes østlige naboer Hunerne, og søgte nu ikke alene at unddrage sig opfyldelsen af kongens befalinger, men endog at æske ham til krig. Dette var i den vrede Karls øjne en altfor stærk trods, som han ikke kunde finde sig i. Han samlede alle vegne tropper til at hjemsøge Bajoarien med<sup>39</sup> og rykkede selv i spidsen for en stor hær frem til floden Lech, der gør skel imellem Bajoarerne og Alamannerne, slog lejr på breden af den og skikkede derfra sendemænd til hertugen, for at han således kunde komme efter hans mening, før han rykkede ind i landet. Tassilo holdt det ikke for rådeligt hværken for sit folk eller for sig selv at blive ved at trodse, men overgav sig ydmyg til kongen, stillede de gisler, som han forlangte, deriblandt også sin søn Theodo og gav oven i købet det løfte, som han bekræftede med ed, at han ikke skulde lade sig bevæge til frafald ved nogen udenfra kommende tilskyndelse.
  
 
Og på den måde fik en krig, der havde truet med at blive såre farlig, en brat ende. Tassilo blev imidlertid siden efter kaldt til kongen og fik ikke mere lov til at vende tilbage<sup>40</sup>, og hans land kom for fremtiden ikke til at stå under en hertug, men stilledes under grevers herredømme.
 
Og på den måde fik en krig, der havde truet med at blive såre farlig, en brat ende. Tassilo blev imidlertid siden efter kaldt til kongen og fik ikke mere lov til at vende tilbage<sup>40</sup>, og hans land kom for fremtiden ikke til at stå under en hertug, men stilledes under grevers herredømme.
Linje 143: Linje 143:
 
'''Kapitel 14'''
 
'''Kapitel 14'''
  
Da denne krig imidlertid var forbi, endte også krigen med Sakserne på en måde, der stod i passende forhold til dens længde.<sup>52</sup> Krigene med Boemannerne og Linonerne, som derefter opstod, kunde ikke vare længe, men begge tilendebragtes snart af den unge Karl.<sup>53</sup>  
+
Da denne krig imidlertid var forbi, endte også krigen med Sakserne på en måde, der stod i passende forhold til dens længde.<sup>52</sup> Krigene med Boemannerne og Linonerne, som derefter opstod, kunde ikke vare længe, men begge tilendebragtes snart af den unge Karl.<sup>53</sup>
  
Sin sidste krig måtte kongen begynde med de Nordmanner, som kaldes Daner, der i førstningen kun havde øvet strandhug, men siden med en større flåde hjemsøgt Galliens og Germaniens kyster. Deres konge, Godofrid var så opblæst af forfængelige drømme, at han gjorde regning på herredømmet over hele Germanien; også Frisernes land og Saksen betragtede han kun som sine lydlande (provinser). Sine naboer Abodriterne havde han underlagt sig; de måtte nu svare ham skat. Ja! han pralede endogså med, at han snart med en vældig krigsmagt skulde vise sig for Akvasgranum,<sup>54</sup> hvor kongen boede med sit følge. Og disse store ord syntes heller ikke at være talte ganske hen i vejret; man trode virkelig, at han vilde have begyndt på et sådant foretagende, hvis døden ikke pluselig var kommen ham i forkøbet. En af hans drabanter slog ham nemlig ihjel; og således fik både hans liv og den krig, han havde begyndt på, en brat ende.<sup>55</sup>  
+
Sin sidste krig måtte kongen begynde med de Nordmanner, som kaldes Daner, der i førstningen kun havde øvet strandhug, men siden med en større flåde hjemsøgt Galliens og Germaniens kyster. Deres konge, Godofrid var så opblæst af forfængelige drømme, at han gjorde regning på herredømmet over hele Germanien; også Frisernes land og Saksen betragtede han kun som sine lydlande (provinser). Sine naboer Abodriterne havde han underlagt sig; de måtte nu svare ham skat. Ja! han pralede endogså med, at han snart med en vældig krigsmagt skulde vise sig for Akvasgranum,<sup>54</sup> hvor kongen boede med sit følge. Og disse store ord syntes heller ikke at være talte ganske hen i vejret; man trode virkelig, at han vilde have begyndt på et sådant foretagende, hvis døden ikke pluselig var kommen ham i forkøbet. En af hans drabanter slog ham nemlig ihjel; og således fik både hans liv og den krig, han havde begyndt på, en brat ende.<sup>55</sup>
  
  
 
'''Kapitel 15'''
 
'''Kapitel 15'''
  
Dette er de krige, som den stormægtige konge i et tidsrum af 47 år — thi så længe regerede han<sup>56</sup> — i mange forskellige lande har ført både med udmærket klogskab og vidunderligt held. Derved udvidede han Frankernes rige, som han allerede fra sin fader Pippin havde modtaget stort og stærkt, så mægtig, at han næsten gjorde det tre gange så stort. Ti det landområde, der tidligere var underlagt Frankerkongernes magt, udgjorde kun den del af Gallien, der ligger mellem Rhinen, Ligerfloden<sup>57</sup> , oceanet og det baleariske hav<sup>58</sup> , tilligemed den del af Germanien, der bebos af de såkaldte festfranker og ligger mellem Saksen, Donav og Salafloden<sup>59</sup>, som gør grænseskel mellem Thuringerne<sup>60</sup> og Boraberne<sup>61</sup>, og indbefattede så desuden Alamannerne<sup>62</sup> og Bajoarerne. Men ved de i det foregående omtalte krige underkastede Karl sig for det første Akvitanien og Vaskonien, hele Pyrenæerkæden og hele landet lige hen til floden Hiberus <sup>63</sup>, der udspringer i Navarrernes land, gennemskærer Spaniens frugtbareste marker og falder i det baleariske hav lidt nedenfor byen Dertosas<sup>64</sup> mure; dernæst hele Italien, som fra Avgusta Praetoria<sup>65</sup> indtil Nedrekalabrien<sup>66</sup>, hvor, som bekendt, Grækere og Beneventanere<sup>67</sup> mødes, har en udstrækning af over 1000 mile<sup>68</sup>; så Saksen, som udgør en ikke ringe del af Germanien, og som antages at være dobbelt så bredt og ligeså langt som den del, Frankerne bebor; end videre begge Pannonier<sup>69</sup> og Dacien<sup>70</sup> , der grænser op til disse på den anden side af Donav, samt Histrien, Liburnien og Dalmatien<sup>71</sup> med undtagelse af søstæderne, som Karl på grund af sit venskab og forbund med kejseren i Konstantinopel<sup>72</sup> overlod ham; endelig undertvang han også alle de fremmede og vilde folkefærd, som bor i Germanien mellem floderne Rhinen og Visula<sup>73</sup> , oceanet og Donav, og som næsten have fælles sprog, men vidt forskellig levemåde og klædedragt, og tvang dem i det mindste til at betale sig skat. Af disse folk turde Velataberne, Soraberne, Abodriterne og Boemannerne<sup>74</sup> være de vigtigste. Med disse fire folk førte han krig. De øvrige og langt talrigere folkeslag overgav sig frivillig til ham.
+
Dette er de krige, som den stormægtige konge i et tidsrum af 47 år — thi så længe regerede han<sup>56</sup> — i mange forskellige lande har ført både med udmærket klogskab og vidunderligt held. Derved udvidede han Frankernes rige, som han allerede fra sin fader Pippin havde modtaget stort og stærkt, så mægtig, at han næsten gjorde det tre gange så stort. Ti det landområde, der tidligere var underlagt Frankerkongernes magt, udgjorde kun den del af Gallien, der ligger mellem Rhinen, Ligerfloden<sup>57</sup>, oceanet og det baleariske hav<sup>58</sup>, tilligemed den del af Germanien, der bebos af de såkaldte festfranker og ligger mellem Saksen, Donav og Salafloden<sup>59</sup>, som gør grænseskel mellem Thuringerne<sup>60</sup> og Boraberne<sup>61</sup>, og indbefattede så desuden Alamannerne<sup>62</sup> og Bajoarerne. Men ved de i det foregående omtalte krige underkastede Karl sig for det første Akvitanien og Vaskonien, hele Pyrenæerkæden og hele landet lige hen til floden Hiberus <sup>63</sup>, der udspringer i Navarrernes land, gennemskærer Spaniens frugtbareste marker og falder i det baleariske hav lidt nedenfor byen Dertosas<sup>64</sup> mure; dernæst hele Italien, som fra Avgusta Praetoria<sup>65</sup> indtil Nedrekalabrien<sup>66</sup>, hvor, som bekendt, Grækere og Beneventanere<sup>67</sup> mødes, har en udstrækning af over 1000 mile<sup>68</sup>; så Saksen, som udgør en ikke ringe del af Germanien, og som antages at være dobbelt så bredt og ligeså langt som den del, Frankerne bebor; end videre begge Pannonier<sup>69</sup> og Dacien<sup>70</sup>, der grænser op til disse på den anden side af Donav, samt Histrien, Liburnien og Dalmatien<sup>71</sup> med undtagelse af søstæderne, som Karl på grund af sit venskab og forbund med kejseren i Konstantinopel<sup>72</sup> overlod ham; endelig undertvang han også alle de fremmede og vilde folkefærd, som bor i Germanien mellem floderne Rhinen og Visula<sup>73</sup>, oceanet og Donav, og som næsten have fælles sprog, men vidt forskellig levemåde og klædedragt, og tvang dem i det mindste til at betale sig skat. Af disse folk turde Velataberne, Soraberne, Abodriterne og Boemannerne<sup>74</sup> være de vigtigste. Med disse fire folk førte han krig. De øvrige og langt talrigere folkeslag overgav sig frivillig til ham.
  
  
 
'''Kapitel 16'''
 
'''Kapitel 16'''
  
Desuden hævede Karl sit herredømmes glans ved det venskabsforhold, hvori han stod til adskillige både konger og folkeslag. Således knyttede han kong Hadefons af Gallecien<sup>75</sup> og Asturien til sig i en så nær forbindelse, at denne, når han skikkede enten brev eller sendebud til ham, aldrig vilde kalde sig andet end Karls undersåt.
+
Desuden hævede Karl sit herredømmes glans ved det venskabsforhold, hvori han stod til adskillige både konger og folkeslag. Således knyttede han kong Hadefons af Gallecien<sup>75</sup> og Asturien til sig i en så nær forbindelse, at denne, når han skikkede enten brev eller sendebud til ham, aldrig vilde kalde sig andet end Karls undersåt.
  
Også Skotternes konger viste ham som en følge af hans gavmildhed en så stor huldskab og lydighed, at de altid kaldte ham for deres herre, men sig selv for hans undersåter og tjenere. Man har endnu breve tilbage fra dem til ham, hvori denne deres følelse imod ham giver sig tilkende. Til kong Aaron<sup>76</sup> af Persien, som herskede over hartad hele Østerland med undtagelse af Indien, var han knyttet ved et så inderligt venskabsbånd, at denne hersker satte større pris på Karls tilbøjelighed, end på alle andre kongers og fyrsters venskab i hele verden, og fandt ham alene værdig til sine hædersgaver. Da derfor Karls sendemænd, som han havde skikket til vor herre og frælsers højhellige grav og opstandelsessted, også havde indfundet sig hos Aaron for at give ham deres herres ønske til kende, tillod han dem ikke alene, hvad de bad om, men også, at dette hellige og signede sted måtte tilhøre deres herre<sup>77</sup>; ja! han skikkede endog nogle af sine folk tilbage med Karls sendebud og lod dem foruden forskellige tøjer, vellugtende sager og andre af Østerlands rigdomme oven i købet overbringe deres herre andre store gaver, og det uagtet det kun var få år siden, at han på Karls bøn havde sendt ham den eneste elefant, som han dengang ejede.<sup>78</sup>  
+
Også Skotternes konger viste ham som en følge af hans gavmildhed en så stor huldskab og lydighed, at de altid kaldte ham for deres herre, men sig selv for hans undersåter og tjenere. Man har endnu breve tilbage fra dem til ham, hvori denne deres følelse imod ham giver sig tilkende. Til kong Aaron<sup>76</sup> af Persien, som herskede over hartad hele Østerland med undtagelse af Indien, var han knyttet ved et så inderligt venskabsbånd, at denne hersker satte større pris på Karls tilbøjelighed, end på alle andre kongers og fyrsters venskab i hele verden, og fandt ham alene værdig til sine hædersgaver. Da derfor Karls sendemænd, som han havde skikket til vor herre og frælsers højhellige grav og opstandelsessted, også havde indfundet sig hos Aaron for at give ham deres herres ønske til kende, tillod han dem ikke alene, hvad de bad om, men også, at dette hellige og signede sted måtte tilhøre deres herre<sup>77</sup>; ja! han skikkede endog nogle af sine folk tilbage med Karls sendebud og lod dem foruden forskellige tøjer, vellugtende sager og andre af Østerlands rigdomme oven i købet overbringe deres herre andre store gaver, og det uagtet det kun var få år siden, at han på Karls bøn havde sendt ham den eneste elefant, som han dengang ejede.<sup>78</sup>
  
Også de tre kejsere i Konstantinopel, Niciforus<sup>79</sup>, Michael<sup>80</sup> og Leo<sup>81</sup> søgte frivillig venskab og forbund med ham og sendte mer end en gang sendebud til ham. Dog, da han havde antaget kejsernavnet og derved vakt stærk mistanke hos dem om, at han vilde tage riget fra dem, indgik han selv en ubrødelig pagt med dem, så at al anledning til misfornøjelse imellem dem bortfaldt med det samme. Ti Romere og Grækere har altid betragtet Frankervælden med mistænksomme øjne; derfor har Grækerne også det bekendte mundheld: Tag Frankeren til ven, men ikke til nabo!
+
Også de tre kejsere i Konstantinopel, Niciforus<sup>79</sup>, Michael<sup>80</sup> og Leo<sup>81</sup> søgte frivillig venskab og forbund med ham og sendte mer end en gang sendebud til ham. Dog, da han havde antaget kejsernavnet og derved vakt stærk mistanke hos dem om, at han vilde tage riget fra dem, indgik han selv en ubrødelig pagt med dem, så at al anledning til misfornøjelse imellem dem bortfaldt med det samme. Ti Romere og Grækere har altid betragtet Frankervælden med mistænksomme øjne; derfor har Grækerne også det bekendte mundheld: Tag Frankeren til ven, men ikke til nabo!
  
  
 
'''Kapitel 17'''
 
'''Kapitel 17'''
  
Skønt Karl således viste sin storhed ved at udvide sit rige og underlægge sig forskellige fremmede folk, og skønt sådanne sysler stadig lagde beslag på ham, så begyndte han ikke desto mindre på mangfoldige steder på en hel mængde bygningsværker, der alle havde til formål at forskønne og gavne hans land, og gjorde også enkelte færdige, som andre havde begyndt på. Blandt hans bygninger må man vel med rette anse den med vidunderlig konst opførte kirke for guds hellige moder Maria i Akvisgranum og den 500 skridt lange bro ved Mogontiacus<sup>82</sup> over Rhinen — thi så bred er floden der på stedet — for de ypperste. Denne bro gik imidlertid et år, før Karl døde, op i luer og kunde ikke gøres om igen, da han døde så snart efter; men det havde ellers været hans hensigt at hygge en bro af sten der istedenfor den af træ. Han lagde ligeledes grunden til flere prægtige slotte; således byggede han et ikke langt fra byen Mogontiacus i nærheden af det krongods, hvis navn er Ingilenhejm<sup>83</sup>, og et til i Noviomagus<sup>84</sup> oven for floden Vahalis<sup>85</sup>, der flyder sønden for Batavernes ø<sup>86</sup> . Men fremfor alt tog han sig dog af kirkerne, og hver gang han fik at vide, at der nogen steds i hele hans rige fandtes gamle og brøstfældige kirker, lod han dem sætte i stand af de præster og abbeder, hvis pligt det var at holde dem vedlige, og desuden sendte han folk derhen for at have øje med, at hans vilje skete fyldest.
+
Skønt Karl således viste sin storhed ved at udvide sit rige og underlægge sig forskellige fremmede folk, og skønt sådanne sysler stadig lagde beslag på ham, så begyndte han ikke desto mindre på mangfoldige steder på en hel mængde bygningsværker, der alle havde til formål at forskønne og gavne hans land, og gjorde også enkelte færdige, som andre havde begyndt på. Blandt hans bygninger må man vel med rette anse den med vidunderlig konst opførte kirke for guds hellige moder Maria i Akvisgranum og den 500 skridt lange bro ved Mogontiacus<sup>82</sup> over Rhinen — thi så bred er floden der på stedet — for de ypperste. Denne bro gik imidlertid et år, før Karl døde, op i luer og kunde ikke gøres om igen, da han døde så snart efter; men det havde ellers været hans hensigt at hygge en bro af sten der istedenfor den af træ. Han lagde ligeledes grunden til flere prægtige slotte; således byggede han et ikke langt fra byen Mogontiacus i nærheden af det krongods, hvis navn er Ingilenhejm<sup>83</sup>, og et til i Noviomagus<sup>84</sup> oven for floden Vahalis<sup>85</sup>, der flyder sønden for Batavernes ø<sup>86</sup> . Men fremfor alt tog han sig dog af kirkerne, og hver gang han fik at vide, at der nogen steds i hele hans rige fandtes gamle og brøstfældige kirker, lod han dem sætte i stand af de præster og abbeder, hvis pligt det var at holde dem vedlige, og desuden sendte han folk derhen for at have øje med, at hans vilje skete fyldest.
  
Også en flåde udrustede han til krigen med Nordmannerne og lod i dette øjemed skibe bygge ved de floder, som både fra Gallien og Germanien strømmer til det nordlige ocean. Og da nu Nordmannerne idelig hjemsøgte Galliens og Germaniens kyster med deres hærgninger, så lod han vagtposter lægge sig rundt om i alle havne og flodmundinger, der ansås for passende ankerpladser for skibe, og hindrede ved dette landeværn alle vegne fjenderne i at gøre landgang pa kysten. Også mod syd traf han lignende anstalter på kysten af landskabet Narbona og Septimania<sup>87</sup> og af hele Italien lige ned til byen Rom for at værge disse lande mod Mavrerne, der i den sidste tid har begyndt på at drive Sørøveri. Og således gik det til, at hværken Italien kom til at lide ret meget af Mavrerne, eller Gallien af Nordmannerne, så længe Karl levede. Kun byen Centumcellæ<sup>88</sup> i Etrurien blev indtaget af Mavrerne ved forræderi og ødelagt, og nogle af de frisiske øer tæt ved kysten af Germanien helt gennemhærget af Nordmannerne.  
+
Også en flåde udrustede han til krigen med Nordmannerne og lod i dette øjemed skibe bygge ved de floder, som både fra Gallien og Germanien strømmer til det nordlige ocean. Og da nu Nordmannerne idelig hjemsøgte Galliens og Germaniens kyster med deres hærgninger, så lod han vagtposter lægge sig rundt om i alle havne og flodmundinger, der ansås for passende ankerpladser for skibe, og hindrede ved dette landeværn alle vegne fjenderne i at gøre landgang pa kysten. Også mod syd traf han lignende anstalter på kysten af landskabet Narbona og Septimania<sup>87</sup> og af hele Italien lige ned til byen Rom for at værge disse lande mod Mavrerne, der i den sidste tid har begyndt på at drive Sørøveri. Og således gik det til, at hværken Italien kom til at lide ret meget af Mavrerne, eller Gallien af Nordmannerne, så længe Karl levede. Kun byen Centumcellæ<sup>88</sup> i Etrurien blev indtaget af Mavrerne ved forræderi og ødelagt, og nogle af de frisiske øer tæt ved kysten af Germanien helt gennemhærget af Nordmannerne.
  
  
Linje 175: Linje 175:
 
Da han efter sin faders død havde delt riget med sin broder <sup>89</sup>, fandt han sig så talmodig i dennes skinsyge og had, at alle forundrede sig over, at han ikke engang kunde blive vred på ham.
 
Da han efter sin faders død havde delt riget med sin broder <sup>89</sup>, fandt han sig så talmodig i dennes skinsyge og had, at alle forundrede sig over, at han ikke engang kunde blive vred på ham.
  
En datter<sup>90</sup> af Longobardernes konge Desiderius, som han derpå havde taget til sin hustru, tilskyndet dertil af sin moder, forskød han igen, da der var gået et år, uden at man har kunnet komme under vejr med, hvad der har bevæget ham til at skille sig fra hende. Derpå giftede han sig igen med Hildigard, en Svaverinde<sup>91</sup> af høj fødsel, og med hende avlede han de tre sønner Karl, Pippin og Ludvig<sup>92</sup>, og lige så mange døtre: Hrotrud, Bertha og Gisla. Desuden havde han tre andre døtre: Theoderad og Hiltrud og Hruodhajd, de to med sin hustru Fastrad, der var af østfrankisk (germanisk) byrd, men den tredje med en frille, hvis navn kun ikke vil falde mig ind. Da Fastrad var død, giftede han sig med Liutgard, men fik ingen børn med hende. Efter hendes død tog han fire friller: nemlig Madelgard, der fødte ham en datter ved navn Ruothild; Gersuinda, der var af saksisk byrd, med hvem han fik en datter, der hed Adalthrud; Regina, som blev moder til Drogo og Hug, og endelig Adallind, med hvem han avlede sønnen Theoderik.<sup>93</sup>  
+
En datter<sup>90</sup> af Longobardernes konge Desiderius, som han derpå havde taget til sin hustru, tilskyndet dertil af sin moder, forskød han igen, da der var gået et år, uden at man har kunnet komme under vejr med, hvad der har bevæget ham til at skille sig fra hende. Derpå giftede han sig igen med Hildigard, en Svaverinde<sup>91</sup> af høj fødsel, og med hende avlede han de tre sønner Karl, Pippin og Ludvig<sup>92</sup>, og lige så mange døtre: Hrotrud, Bertha og Gisla. Desuden havde han tre andre døtre: Theoderad og Hiltrud og Hruodhajd, de to med sin hustru Fastrad, der var af østfrankisk (germanisk) byrd, men den tredje med en frille, hvis navn kun ikke vil falde mig ind. Da Fastrad var død, giftede han sig med Liutgard, men fik ingen børn med hende. Efter hendes død tog han fire friller: nemlig Madelgard, der fødte ham en datter ved navn Ruothild; Gersuinda, der var af saksisk byrd, med hvem han fik en datter, der hed Adalthrud; Regina, som blev moder til Drogo og Hug, og endelig Adallind, med hvem han avlede sønnen Theoderik.<sup>93</sup>
  
Også sin moder Berthrad lod han lige til hendes høje alderdom nyde stor ære hos sig. Ti han viste hende så dyb en ærefrygt, at de aldrig blev uenige om nogen ting uden den gang, da han havde skilt sig ved kong Desiderius's datter, som han havde giftet sig med på hendes tilskyndelse. Bertrad døde endelig efter Hildigard, men ikke før hun havde set tre sønnesønner og lige så mange sønnedøtre i sin søns hus. Karl lod hende med stor ære jordfæste i den hellige Dionysius's<sup>94</sup> kirke , hvor også hans fader ligger begravet.
+
Også sin moder Berthrad lod han lige til hendes høje alderdom nyde stor ære hos sig. Ti han viste hende så dyb en ærefrygt, at de aldrig blev uenige om nogen ting uden den gang, da han havde skilt sig ved kong Desiderius's datter, som han havde giftet sig med på hendes tilskyndelse. Bertrad døde endelig efter Hildigard, men ikke før hun havde set tre sønnesønner og lige så mange sønnedøtre i sin søns hus. Karl lod hende med stor ære jordfæste i den hellige Dionysius's<sup>94</sup> kirke, hvor også hans fader ligger begravet.
  
 
Karl havde kun en eneste søster, Gisla, der allerede fra barneårene havde viet sit liv til religionens tjeneste, og som han, ligesom sin moder, viste stor kærlighed imod. Hun døde også få år før ham i det samme kloster, hvori hun havde levet.
 
Karl havde kun en eneste søster, Gisla, der allerede fra barneårene havde viet sit liv til religionens tjeneste, og som han, ligesom sin moder, viste stor kærlighed imod. Hun døde også få år før ham i det samme kloster, hvori hun havde levet.
Linje 186: Linje 186:
 
Hvad hans børns undervisning angår, indrettede han den således, at han først og fremmest lod både sine sønner og døtre oplære i videnskaben, som han også selv lagde sig efter; og så snart hans sønners alder tillod dem det, lod han dem efter Frankernes sædvane begynde på at ride, øve sig i at bruge deres våben og drage på jagt; sine døtre lod han vænne sig til at gøre uldtøj og flittig bruge rok og ten, for at de ikke skulde døse tiden hen i lediggang, og lod således også dem optugte til alt godt og ædelt.
 
Hvad hans børns undervisning angår, indrettede han den således, at han først og fremmest lod både sine sønner og døtre oplære i videnskaben, som han også selv lagde sig efter; og så snart hans sønners alder tillod dem det, lod han dem efter Frankernes sædvane begynde på at ride, øve sig i at bruge deres våben og drage på jagt; sine døtre lod han vænne sig til at gøre uldtøj og flittig bruge rok og ten, for at de ikke skulde døse tiden hen i lediggang, og lod således også dem optugte til alt godt og ædelt.
  
Af alle sine mange børn oplevede han kun at miste to sønner og en datter, nemlig Karl, som var hans ældste søn, og Pippin, som han havde sat til konge i Italien, samt den førstefødte af hans døtre, Hruothrud, som var forlovet med den græske kejser Konstantin<sup>95</sup>. Pippin efterlod ved sin død en eneste søn, Bernhard, og fem døtre: Adalhajd, Atula, Gundrad, Berthajd og Theoderad. I sit forhold til disse sine børnebørn kom kong Karl til at give en prøve på sin store kærlighed; da han nemlig havde mistet en søn, lod han dennes søn følge faderen på Italiens trone; og sine sønnedøtre lod han opdrage sammen med sine egne døtre.
+
Af alle sine mange børn oplevede han kun at miste to sønner og en datter, nemlig Karl, som var hans ældste søn, og Pippin, som han havde sat til konge i Italien, samt den førstefødte af hans døtre, Hruothrud, som var forlovet med den græske kejser Konstantin<sup>95</sup>. Pippin efterlod ved sin død en eneste søn, Bernhard, og fem døtre: Adalhajd, Atula, Gundrad, Berthajd og Theoderad. I sit forhold til disse sine børnebørn kom kong Karl til at give en prøve på sin store kærlighed; da han nemlig havde mistet en søn, lod han dennes søn følge faderen på Italiens trone; og sine sønnedøtre lod han opdrage sammen med sine egne døtre.
  
Hans sønners og hans datters død skulde man tro, at hans overordentlige sjælsstyrke havde gjort ham det let at bære; men hans faderkærlighed, der ikke var mindre stor, afpressede ham alligevel tårer. Og da han fik bud om, at pave Hadrian i Rom, der havde været en af hans bedste venner, var død<sup>96</sup> , græd han, som om det kunde have været hans broder eller hans kæreste søn, han havde mistet. Ti han havde et sind, der var i høj grad modtageligt for venskab; han tog gærne derimod og bevarede det trofast, ja! viste hellig troskab mod enhver, der var knyttet til ham ved dette bånd.
+
Hans sønners og hans datters død skulde man tro, at hans overordentlige sjælsstyrke havde gjort ham det let at bære; men hans faderkærlighed, der ikke var mindre stor, afpressede ham alligevel tårer. Og da han fik bud om, at pave Hadrian i Rom, der havde været en af hans bedste venner, var død<sup>96</sup>, græd han, som om det kunde have været hans broder eller hans kæreste søn, han havde mistet. Ti han havde et sind, der var i høj grad modtageligt for venskab; han tog gærne derimod og bevarede det trofast, ja! viste hellig troskab mod enhver, der var knyttet til ham ved dette bånd.
  
 
Hans sønners og døtres opdragelse lå ham således på hjærte, at han, når han ikke var ude på tog, aldrig spiste uden dem eller gjorde en rejse uden dem. Hans sønner red da ved siden ad ham; døtrene derimod fulgte bag efter og sluttede toget, dækkede af nogle af drabanterne, som deres beskyttelse var overdraget til.
 
Hans sønners og døtres opdragelse lå ham således på hjærte, at han, når han ikke var ude på tog, aldrig spiste uden dem eller gjorde en rejse uden dem. Hans sønner red da ved siden ad ham; døtrene derimod fulgte bag efter og sluttede toget, dækkede af nogle af drabanterne, som deres beskyttelse var overdraget til.
  
Skønt de var usædvanlig kønne, og han dertil gjorde overordentlig meget af dem, vægrede han sig, besynderlig nok, ved at lade nogen af dem gifte sig enten med nogen af hans egne mænd eller med nogen fremmed. Han sagde selv, at han ikke kunde leve uden dem, og beholdt dem alle sammen i huset hos sig lige til sin død. Derfor matte også han, der ellers var så lykkelig, i dette stykke prøve skæbnens træskhed.<sup>97</sup> Dog gik han så let hen derover, at man skulde have trot, at der aldrig havde rejst sig mindste mistanke om noget fejltrin fra døtrenes side eller havde været noget rygte i omløb desangående.
+
Skønt de var usædvanlig kønne, og han dertil gjorde overordentlig meget af dem, vægrede han sig, besynderlig nok, ved at lade nogen af dem gifte sig enten med nogen af hans egne mænd eller med nogen fremmed. Han sagde selv, at han ikke kunde leve uden dem, og beholdt dem alle sammen i huset hos sig lige til sin død. Derfor matte også han, der ellers var så lykkelig, i dette stykke prøve skæbnens træskhed.<sup>97</sup> Dog gik han så let hen derover, at man skulde have trot, at der aldrig havde rejst sig mindste mistanke om noget fejltrin fra døtrenes side eller havde været noget rygte i omløb desangående.
  
  
 
'''Kapitel 20'''
 
'''Kapitel 20'''
  
Karl havde med en frille sønnen Pippin , som jeg ikke har omtalt sammen med hans andre sønner. Han havde et smukt ansigt, men var vanfør og pukkelrygget. Mens hans fader var optagen af krigen med Hunerne og derfor tilbragte vinteren i Bajoarien<sup>98</sup> , stillede han sig an, som om han var syg, og sammensvor sig mod sin fader med nogle af de fornemste Franker, der havde forført ham ved tåbelige løfter om at blive konge. Men disse rænker kom for lyset, de sammensvorne måtte lide deres straf, og Karl lod Pippin kronrage og tillod ham at føre et liv til guds ære i klosteret Prumia<sup>99</sup>, som det nu stemmede med sønnens ønsker.
+
Karl havde med en frille sønnen Pippin, som jeg ikke har omtalt sammen med hans andre sønner. Han havde et smukt ansigt, men var vanfør og pukkelrygget. Mens hans fader var optagen af krigen med Hunerne og derfor tilbragte vinteren i Bajoarien<sup>98</sup>, stillede han sig an, som om han var syg, og sammensvor sig mod sin fader med nogle af de fornemste Franker, der havde forført ham ved tåbelige løfter om at blive konge. Men disse rænker kom for lyset, de sammensvorne måtte lide deres straf, og Karl lod Pippin kronrage og tillod ham at føre et liv til guds ære i klosteret Prumia<sup>99</sup>, som det nu stemmede med sønnens ønsker.
  
Der var også i Germanien bleven stiftet en anden sammensværgelse imod ham, som i tiden gik forud for Pippins<sup>100</sup>. Af dens ledere lod han nogle blinde, andre slap for at lemlæstes, men alle sammen måtte de gå i landflygtighed. døden kom ingen af dem til at lide på tre nær, der ikke vilde lade sig gribe, men trak deres sværd, værgede sig og derved blev flere mænds bane; da man således ikke på anden vis kunde tvinge dem, måtte de lade deres liv.
+
Der var også i Germanien bleven stiftet en anden sammensværgelse imod ham, som i tiden gik forud for Pippins<sup>100</sup>. Af dens ledere lod han nogle blinde, andre slap for at lemlæstes, men alle sammen måtte de gå i landflygtighed. døden kom ingen af dem til at lide på tre nær, der ikke vilde lade sig gribe, men trak deres sværd, værgede sig og derved blev flere mænds bane; da man således ikke på anden vis kunde tvinge dem, måtte de lade deres liv.
  
 
Disse sammensværgelser, tror man imidlertid, havde deres grund og kilde i dronning Fastrads grumhed. Og kun derfor var begge sammensværgelser rettede mod kongens person, fordi man fandt, at han havde samtykket i sin hustrus grusomhed og var skejet græsselig ud fra den vej, hans medfødte godhed og vante mildhed ellers ledede ham til at følge. For resten kunde han hele sin livstid igennem glæde sig ved så stor en kærlighed og hengivenhed fra alle sider både i og udenfor sit hjem, at ingen nogensinde har kunnet gøre ham end den ringeste bebrejdelse for ubillig strænghed.
 
Disse sammensværgelser, tror man imidlertid, havde deres grund og kilde i dronning Fastrads grumhed. Og kun derfor var begge sammensværgelser rettede mod kongens person, fordi man fandt, at han havde samtykket i sin hustrus grusomhed og var skejet græsselig ud fra den vej, hans medfødte godhed og vante mildhed ellers ledede ham til at følge. For resten kunde han hele sin livstid igennem glæde sig ved så stor en kærlighed og hengivenhed fra alle sider både i og udenfor sit hjem, at ingen nogensinde har kunnet gøre ham end den ringeste bebrejdelse for ubillig strænghed.
Linje 218: Linje 218:
 
'''Kapitel 23'''
 
'''Kapitel 23'''
  
Han gik klædt som sine fædre og bar altså frankisk dragt. Inderst på kroppen bar han en linned skjorte. Også linnede underbukser gik han med. Derover havde han en kofte med silkebort og hoser; fremdeles havde han sine skinneben omviklede med bånd og sine fødder ombundne med sko. Om vinteren beskyttede han skuldrene og brystet med en køllert, der var gjort af odder- og mårskind. Endelig bar han en mørkeblå kappe og havde stadig et sværd ved siden med håndtag og sværdbælte enten af guld eller sølv.<sup>101</sup> Somme tider gik han også med et sværd, der var prydet med ædelstene; men det var da kun ved særdeles højtidelige lejligheder, eller når han modtog sendemænd fra fremmede folk. Men de klæder, som hans folk ikke gik i, viste han også fra sig, om de var aldrig så smukke; og man kunde ingensinde få ham til at trække i dem. Kun en eneste gang, i Rom, da pave Hadrian bad ham derom, og en gang endnu, da dennes eftermand Leo bønfaldt ham om det, klædte han sig i lang romersk kjole og græsk kappe og tog sko på af den slags, som Romerne bruger. Ved festlige lejligheder trådte han op pyntet med en guldmors dragt, med ædelstene på sine sko, med et guldspænde til at hæfte sin kappe sammen med og endelig med en krone af guld, besat med ædle stene. Til hverdagsbrug derimod var der kun ringe forskel pa hans klædedragt og den, som simple folk sædvanlig bruger.
+
Han gik klædt som sine fædre og bar altså frankisk dragt. Inderst på kroppen bar han en linned skjorte. Også linnede underbukser gik han med. Derover havde han en kofte med silkebort og hoser; fremdeles havde han sine skinneben omviklede med bånd og sine fødder ombundne med sko. Om vinteren beskyttede han skuldrene og brystet med en køllert, der var gjort af odder- og mårskind. Endelig bar han en mørkeblå kappe og havde stadig et sværd ved siden med håndtag og sværdbælte enten af guld eller sølv.<sup>101</sup> Somme tider gik han også med et sværd, der var prydet med ædelstene; men det var da kun ved særdeles højtidelige lejligheder, eller når han modtog sendemænd fra fremmede folk. Men de klæder, som hans folk ikke gik i, viste han også fra sig, om de var aldrig så smukke; og man kunde ingensinde få ham til at trække i dem. Kun en eneste gang, i Rom, da pave Hadrian bad ham derom, og en gang endnu, da dennes eftermand Leo bønfaldt ham om det, klædte han sig i lang romersk kjole og græsk kappe og tog sko på af den slags, som Romerne bruger. Ved festlige lejligheder trådte han op pyntet med en guldmors dragt, med ædelstene på sine sko, med et guldspænde til at hæfte sin kappe sammen med og endelig med en krone af guld, besat med ædle stene. Til hverdagsbrug derimod var der kun ringe forskel pa hans klædedragt og den, som simple folk sædvanlig bruger.
  
  
Linje 235: Linje 235:
 
Han var i besiddelse af en rig og flydende veltalenhed og kunde udtrykke, hvad han vilde, klart og tydelig. Og han var ikke tilfreds med at være indskrænket til sit modersmål, men lagde sig også efter at lære fremmede sprog. Og i Latinen bragte han det så vidt, at han var van at tale dette sprog som sit modersmål; hvad Græsken derimod angik, da kunde han bedre forstå end selv tale græsk. Så veltalende var han, at det næsten grænsede til snaksomhed.
 
Han var i besiddelse af en rig og flydende veltalenhed og kunde udtrykke, hvad han vilde, klart og tydelig. Og han var ikke tilfreds med at være indskrænket til sit modersmål, men lagde sig også efter at lære fremmede sprog. Og i Latinen bragte han det så vidt, at han var van at tale dette sprog som sit modersmål; hvad Græsken derimod angik, da kunde han bedre forstå end selv tale græsk. Så veltalende var han, at det næsten grænsede til snaksomhed.
  
Videnskaben dyrkede han med ufortrøden flid, satte mestrene deri højt og viste dem stor ære. I grammatik hørte han diakonen Peter fra Pisa , der dengang var en gammel mand. Til lærer i de øvrige videnskaber havde han Albin med tilnavn Alkoin, som også var diakon; han var kommen fra Britannien og var en Sakser af fødsel, og han var en såre lærd mand i alle dele. I omgang med ham brugte han stor både tid og flid for at lære tale- og disputere-kunsten, men fornemmelig dog for at blive stjærnekyndig. Her lærte han at regne og iagttog med skarpsindig iver og den største videbegærlighed stjærnernes løb. Han prøvede vel også på at skrive og plejede derfor at føre en tavle og papir om med sig, som han havde liggende under hovedgærdet i sengen, for, når han fik tid dertil, at vænne sin hånd til at tegne bogstaver. Men hans anstrængelser gav kun ringe udbytte; det var nu bag efter, og han havde begyndt alt for sent derpå.
+
Videnskaben dyrkede han med ufortrøden flid, satte mestrene deri højt og viste dem stor ære. I grammatik hørte han diakonen Peter fra Pisa, der dengang var en gammel mand. Til lærer i de øvrige videnskaber havde han Albin med tilnavn Alkoin, som også var diakon; han var kommen fra Britannien og var en Sakser af fødsel, og han var en såre lærd mand i alle dele. I omgang med ham brugte han stor både tid og flid for at lære tale- og disputere-kunsten, men fornemmelig dog for at blive stjærnekyndig. Her lærte han at regne og iagttog med skarpsindig iver og den største videbegærlighed stjærnernes løb. Han prøvede vel også på at skrive og plejede derfor at føre en tavle og papir om med sig, som han havde liggende under hovedgærdet i sengen, for, når han fik tid dertil, at vænne sin hånd til at tegne bogstaver. Men hans anstrængelser gav kun ringe udbytte; det var nu bag efter, og han havde begyndt alt for sent derpå.
  
  
Linje 245: Linje 245:
 
'''Kapitel 27'''
 
'''Kapitel 27'''
  
For fattigplejen og den frivillige godgørenhed, som betegnes ved det fra det græske sprog stammende ord almisse, sørgede han med from nidkærhed, og det ikke alene hjemme i sit eget land og rige; men han plejede endog van at sende penge langt hen over havet både til Syrien, Ægypten og Afrika, for at han således kunde hjælpe de Kristne i deres nød, som han havde hørt, levede i armod i Jerusalem, Alexandrien eller Karthago. Derfor var det især, han søgte venskab med de konger, der herskede hinsides havet, fordi han derved vilde skaffe de Kristne , som levede under deres herredømme, nogen lindring og lettelse af deres byrder.
+
For fattigplejen og den frivillige godgørenhed, som betegnes ved det fra det græske sprog stammende ord almisse, sørgede han med from nidkærhed, og det ikke alene hjemme i sit eget land og rige; men han plejede endog van at sende penge langt hen over havet både til Syrien, Ægypten og Afrika, for at han således kunde hjælpe de Kristne i deres nød, som han havde hørt, levede i armod i Jerusalem, Alexandrien eller Karthago. Derfor var det især, han søgte venskab med de konger, der herskede hinsides havet, fordi han derved vilde skaffe de Kristne, som levede under deres herredømme, nogen lindring og lettelse af deres byrder.
  
 
Over alle de andre hellige steder, som var genstand for ærefrygt, satte han den hellige apostel Peters kirke i Rom og berigede dens skatkammer med en stor sum både af guld og sølv, ikke at tale om ædelstenene. Til paverne sendte han mange og store gaver. Og intet lå ham i hele hans regeringstid mere på hjærte, end at byen Rom ved hans iver og virksomhed igen kunde nå sin gamle anseelse, og at den hellige Peters kirke ikke alene ved hans hjælp kunde have sikkerhed og beskyttelse, men også ved hans midler blive prægtigere og rigere end nogen anden kirke. Men skønt denne kirke havde så stor betydning for ham, tog han dog i 47 år, han stod ved roret, kun fire gange til Rom for at opfylde et helligt løfte og holde sin andagt der.
 
Over alle de andre hellige steder, som var genstand for ærefrygt, satte han den hellige apostel Peters kirke i Rom og berigede dens skatkammer med en stor sum både af guld og sølv, ikke at tale om ædelstenene. Til paverne sendte han mange og store gaver. Og intet lå ham i hele hans regeringstid mere på hjærte, end at byen Rom ved hans iver og virksomhed igen kunde nå sin gamle anseelse, og at den hellige Peters kirke ikke alene ved hans hjælp kunde have sikkerhed og beskyttelse, men også ved hans midler blive prægtigere og rigere end nogen anden kirke. Men skønt denne kirke havde så stor betydning for ham, tog han dog i 47 år, han stod ved roret, kun fire gange til Rom for at opfylde et helligt løfte og holde sin andagt der.
Linje 252: Linje 252:
 
'''Kapitel 28'''  
 
'''Kapitel 28'''  
  
Den sidste gang, han kom til Rom, var dette dog ikke hans eneste grund; men det var tillige, fordi Romerne havde mishandlet pave Leo på flere måder, revet øjnene ud af hovedet og skåret tungen ud af halsen på ham<sup>102</sup>, og således tvunget ham til at bede Frankerkongen om hjælp. Han kom derfor til Rom og tøvede der hele vinteren for igen at tilvejebringe orden og rolighed i de stærkt forstyrrede kirkelige forhold. Ved den lejlighed fik han navn af kejser og Avgustus<sup>103</sup> , som i begyndelsen var ham så meget imod, at han forsikrede, at han ikke vilde have gået i kirke den dag, skønt det var en høj hellig dag<sup>104</sup>, hvis han i forvejen havde kunnet vide, hvad paven havde i sinde. Men den skinsyge og vrede, det vakte hos de romerske<sup>105</sup> kejsere, at også Karl havde fået kejsernavn, bar han med den største tålmodighed og vidste ved sin sjælsstorhed, hvoraf han sikkert havde langt mer end nogen af dem, at gøre dem kede af deres trods; thi både sendte han tit en sendefærd til dem og gav dem brodernavn i sine breve.
+
Den sidste gang, han kom til Rom, var dette dog ikke hans eneste grund; men det var tillige, fordi Romerne havde mishandlet pave Leo på flere måder, revet øjnene ud af hovedet og skåret tungen ud af halsen på ham<sup>102</sup>, og således tvunget ham til at bede Frankerkongen om hjælp. Han kom derfor til Rom og tøvede der hele vinteren for igen at tilvejebringe orden og rolighed i de stærkt forstyrrede kirkelige forhold. Ved den lejlighed fik han navn af kejser og Avgustus<sup>103</sup>, som i begyndelsen var ham så meget imod, at han forsikrede, at han ikke vilde have gået i kirke den dag, skønt det var en høj hellig dag<sup>104</sup>, hvis han i forvejen havde kunnet vide, hvad paven havde i sinde. Men den skinsyge og vrede, det vakte hos de romerske<sup>105</sup> kejsere, at også Karl havde fået kejsernavn, bar han med den største tålmodighed og vidste ved sin sjælsstorhed, hvoraf han sikkert havde langt mer end nogen af dem, at gøre dem kede af deres trods; thi både sendte han tit en sendefærd til dem og gav dem brodernavn i sine breve.
  
  
 
'''Kapitel 29'''
 
'''Kapitel 29'''
  
Da han så, hvor ufuldkomne hans folks love i mange henseender var — ti Frankerne have to forskellige retter<sup>106</sup>, der i såre mange stykker indbyrdes afviger fra hinanden — så foresatte han sig nu, da han havde fået kejsernavn, at udfylde manglerne, udjævne modsigelserne og rette, hvad der var urigtigt eller fremsat på en uheldig måde. Hermed kom han dog ikke videre end til at forøge lovsamlingen med nogle få afsnit; som han ikke engang kunde få færdige. Men for alle de folkeslag, som endnu ikke havde en skreven ret, lod han lovene affatte i fast form og skriftlig optegne.
+
Da han så, hvor ufuldkomne hans folks love i mange henseender var — ti Frankerne have to forskellige retter<sup>106</sup>, der i såre mange stykker indbyrdes afviger fra hinanden — så foresatte han sig nu, da han havde fået kejsernavn, at udfylde manglerne, udjævne modsigelserne og rette, hvad der var urigtigt eller fremsat på en uheldig måde. Hermed kom han dog ikke videre end til at forøge lovsamlingen med nogle få afsnit; som han ikke engang kunde få færdige. Men for alle de folkeslag, som endnu ikke havde en skreven ret, lod han lovene affatte i fast form og skriftlig optegne.
  
 
Tillige lod han de gamle folkekvad, som besang kongernes bedrifter og krige, opskrive, for at de ikke skulde glemmes. Han begyndte desuden på en grammatik i modersmålet.
 
Tillige lod han de gamle folkekvad, som besang kongernes bedrifter og krige, opskrive, for at de ikke skulde glemmes. Han begyndte desuden på en grammatik i modersmålet.
  
Fremdeles gav han månederne, som hidtil hos Frankerne havde gået snart under folkelige, snart under latinske benævnelser, navne på sit eget mål. Også de tolv vinde gav han hver sit navn; før hans tid havde man næppe engang kunnet finde navne til de fire hovedvinde. Af månederne kaldte han først Januar wintarmanoth, Februar hornung, Mars lenzinmanoth, April ostarmanoth, Maj winnemanoth, Juni brachmanoth, Juli heuvimanoth, Avgust aranmanoth, September witumanoth , Oktober windumemanoth, November herbistmanoth og December heilagmanoth. Vindene gav han følgende navne: den vind, der betegnes ved det latinske navn subsolanus, kaldte han ostronivint, ligeledes evrus ostsundroni, evroavster sundostroni, avster sundroni, avstroafricus sundwestroni, africus westsundroni, zephyrus westroni, chorus westnordroni, circius nordwestroni, septemtrio nordroni, aqvilo nordostroni og vulturnus ostnordroni.
+
Fremdeles gav han månederne, som hidtil hos Frankerne havde gået snart under folkelige, snart under latinske benævnelser, navne på sit eget mål. Også de tolv vinde gav han hver sit navn; før hans tid havde man næppe engang kunnet finde navne til de fire hovedvinde. Af månederne kaldte han først Januar wintarmanoth, Februar hornung, Mars lenzinmanoth, April ostarmanoth, Maj winnemanoth, Juni brachmanoth, Juli heuvimanoth, Avgust aranmanoth, September witumanoth, Oktober windumemanoth, November herbistmanoth og December heilagmanoth. Vindene gav han følgende navne: den vind, der betegnes ved det latinske navn subsolanus, kaldte han ostronivint, ligeledes evrus ostsundroni, evroavster sundostroni, avster sundroni, avstroafricus sundwestroni, africus westsundroni, zephyrus westroni, chorus westnordroni, circius nordwestroni, septemtrio nordroni, aqvilo nordostroni og vulturnus ostnordroni.
  
  
Linje 275: Linje 275:
 
Hans lig blev vasket og pyntet efter skik og brug, bragt ind i kirken og jordfæstet under stor deltagelse af hele hans folk. I begyndelsen var man uenig om, hvor han skulde ligge, eftersom han herom intet havde påbudt, mens han levede. Men tilsidst blev alle enige om, at han ingen steder kunde finde en mere passende grav, end i den kirke, som han selv havde ladet opføre for sine egne midler i byen Akvisgranum af kærlighed til Gud og vor herre Jesus Kristus og til ære for hans moder, den hellige og evige jomfru. Her begravede man ham endnu på hans dødsdag, og over graven rejste man en forgyldt bue med hans billede og en indskrift.
 
Hans lig blev vasket og pyntet efter skik og brug, bragt ind i kirken og jordfæstet under stor deltagelse af hele hans folk. I begyndelsen var man uenig om, hvor han skulde ligge, eftersom han herom intet havde påbudt, mens han levede. Men tilsidst blev alle enige om, at han ingen steder kunde finde en mere passende grav, end i den kirke, som han selv havde ladet opføre for sine egne midler i byen Akvisgranum af kærlighed til Gud og vor herre Jesus Kristus og til ære for hans moder, den hellige og evige jomfru. Her begravede man ham endnu på hans dødsdag, og over graven rejste man en forgyldt bue med hans billede og en indskrift.
  
Denne indskrift lyder således: ''I denne grav hviler legemet af den store og rettroende kejser Karl, der har udvidet Frankernes rige mægtig og regeret lykkelig i 47 år. Halvfjerdsinstyve år gammel afgik han ved døden i det herrens år 814, i den 7. indiktion<sup>108</sup>, den 28. Januar.''
+
Denne indskrift lyder således: ''I denne grav hviler legemet af den store og rettroende kejser Karl, der har udvidet Frankernes rige mægtig og regeret lykkelig i 47 år. Halvfjerdsinstyve år gammel afgik han ved døden i det herrens år 814, i den 7. indiktion<sup>108</sup>, den 28. Januar.''
  
  
 
'''Kapitel 32'''  
 
'''Kapitel 32'''  
  
Adskillige jærtegn havde varslet hans nær forestående død, så at ikke blot andre, men også kongen selv havde en følelse af, hvad der forestod. I alle de tre år, som gik nærmest forud for hans død, indtraf der mange både sol- og måneformørkelser; og en gang så man endog i solen en sort plet, som var synlig i hele syv dage. Den søjlegang, som han havde ladet bygge med stor besvær mellem kirken og slottet, faldt pluselig helt sammen på Kristi himmelfarts dag. Den bro over Rhinen ved Mogontiacus, som han selv havde været ti år om at lade bygge af træ med den største møje og mærkværdig kunst således, at den så ud til at kunne vare evig, den gik ved et rent tilfælde på tre timer så helt op i luer, at der ikke blev så meget som en spån tilbage deraf. På sit sidste Saksertog, som han gjorde mod den danske kong Godofrid, så han selv en dag, da han havde forladt lejren før solopgang og begivet sig på vejen, på en gang en fakkel falde ned fra himlen og udbrede et stærkt skin, idet den fløj igennem den klare luft fra højre til venstre. Og som alle studsede og var i tvivl om, hvad det tegn skulde betyde, stak pluselig den hest, som han red, sit hoved mellem benene, styrtede og kastede ham så voldsomt til jorden , at hans kappespænde brast, hans sværdbælte gik i stykker, og han selv måtte løftes op uden våben og kappe af hans tilstedeværende tjenere, der ilede til. Også et kastespyd, som han just havde holdt i sin hånd ved den lejlighed, fløj så langt bort, at man fandt det 20 fod eller længere fra stedet. Til dette vanheld kom endnu jævnlige rystelser af hans slot i Akvisgranum og en uafbrudt knagen og bragen i tømmeret i de huse, som han boede i. Lynet slog også ned i den kirke, hvor han siden efter blev begraven, og rev det guldæble, som smykkede spidsen af taget, ned og slyngede det over på præstens hus, der stødte op til kirken. I kirken var der på randen af den krans, som slyngede sig omkring den indvendige del af bygningen imellem den øverste og den nederste buegang , en versindskrift, gjort med rød farve; den indeholdt, hvem der havde bygget - dette gudshus, og i den sidste linje stod at læse: ''Karolus princeps'' (fyrst Karl). Nogle har lagt mærke til, at samme år, som han døde, kun få måneder før denne begivenhed, var bogstaverne i ordet princeps (fyrste) helt slettede ud og kunde aldeles ikke ses mere. Men alle disse tegn gav han sig enten mine af at være ligegyldig ved eller var det virkelig, ret som om intet af dem havde kommet ham i mindste måde ved.
+
Adskillige jærtegn havde varslet hans nær forestående død, så at ikke blot andre, men også kongen selv havde en følelse af, hvad der forestod. I alle de tre år, som gik nærmest forud for hans død, indtraf der mange både sol- og måneformørkelser; og en gang så man endog i solen en sort plet, som var synlig i hele syv dage. Den søjlegang, som han havde ladet bygge med stor besvær mellem kirken og slottet, faldt pluselig helt sammen på Kristi himmelfarts dag. Den bro over Rhinen ved Mogontiacus, som han selv havde været ti år om at lade bygge af træ med den største møje og mærkværdig kunst således, at den så ud til at kunne vare evig, den gik ved et rent tilfælde på tre timer så helt op i luer, at der ikke blev så meget som en spån tilbage deraf. På sit sidste Saksertog, som han gjorde mod den danske kong Godofrid, så han selv en dag, da han havde forladt lejren før solopgang og begivet sig på vejen, på en gang en fakkel falde ned fra himlen og udbrede et stærkt skin, idet den fløj igennem den klare luft fra højre til venstre. Og som alle studsede og var i tvivl om, hvad det tegn skulde betyde, stak pluselig den hest, som han red, sit hoved mellem benene, styrtede og kastede ham så voldsomt til jorden, at hans kappespænde brast, hans sværdbælte gik i stykker, og han selv måtte løftes op uden våben og kappe af hans tilstedeværende tjenere, der ilede til. Også et kastespyd, som han just havde holdt i sin hånd ved den lejlighed, fløj så langt bort, at man fandt det 20 fod eller længere fra stedet. Til dette vanheld kom endnu jævnlige rystelser af hans slot i Akvisgranum og en uafbrudt knagen og bragen i tømmeret i de huse, som han boede i. Lynet slog også ned i den kirke, hvor han siden efter blev begraven, og rev det guldæble, som smykkede spidsen af taget, ned og slyngede det over på præstens hus, der stødte op til kirken. I kirken var der på randen af den krans, som slyngede sig omkring den indvendige del af bygningen imellem den øverste og den nederste buegang, en versindskrift, gjort med rød farve; den indeholdt, hvem der havde bygget dette gudshus, og i den sidste linje stod at læse: ''Karolus princeps'' (fyrst Karl). Nogle har lagt mærke til, at samme år, som han døde, kun få måneder før denne begivenhed, var bogstaverne i ordet princeps (fyrste) helt slettede ud og kunde aldeles ikke ses mere. Men alle disse tegn gav han sig enten mine af at være ligegyldig ved eller var det virkelig, ret som om intet af dem havde kommet ham i mindste måde ved.
  
  
Linje 289: Linje 289:
 
”I Herren, den almægtige guds navn, faderens, sønnens og den hellig ånds.
 
”I Herren, den almægtige guds navn, faderens, sønnens og den hellig ånds.
  
Fortegnelse og fordeling, hvilken gjort er af den berømte og fromme herre, den ophøjede kejser Karl i det år efter vor herres Jesu Kristi kødspåtagelse 811, men i hans 43. regeringsår i Franken og hans 36.<sup>109</sup> i Italien, men i hans kejserdømmes 11. og i den fjerde indiktion;<sup>110</sup> hvilken han med fromt og klogt overlæg har besluttet at gøre og efter herrens vilje har tilendebragt med hensyn til sine skatte og det pengebeløb, som på den dag forefandtes i hans skatkammer. Og dermed har han fornemmelig haft til hensigt forud at drage omsorg for: at ikke alene den uddeling af almisse, som det hos Kristne er skik og brug, sker af det, som dem tilhører, også må ordentligen og retteligen udføres for ham med hans formue; men tillige for, at hans arvinger kunne vide uden al tvivl og klart og tydeligen, hvad der skal tilhøre dem og skifte det endrægtigen imellem sig uden kivsmål og trætte.”
+
Fortegnelse og fordeling, hvilken gjort er af den berømte og fromme herre, den ophøjede kejser Karl i det år efter vor herres Jesu Kristi kødspåtagelse 811, men i hans 43. regeringsår i Franken og hans 36.<sup>109</sup> i Italien, men i hans kejserdømmes 11. og i den fjerde indiktion;<sup>110</sup> hvilken han med fromt og klogt overlæg har besluttet at gøre og efter herrens vilje har tilendebragt med hensyn til sine skatte og det pengebeløb, som på den dag forefandtes i hans skatkammer. Og dermed har han fornemmelig haft til hensigt forud at drage omsorg for: at ikke alene den uddeling af almisse, som det hos Kristne er skik og brug, sker af det, som dem tilhører, også må ordentligen og retteligen udføres for ham med hans formue; men tillige for, at hans arvinger kunne vide uden al tvivl og klart og tydeligen, hvad der skal tilhøre dem og skifte det endrægtigen imellem sig uden kivsmål og trætte.”
  
 
”I denne hensigt og med dette formål for øje har han derfor delt alt, hvad han ejede og havde af guld og sølv, ædelstene og kongelige smykker, som kunde findes på den førnævnte dag i hans skatkammer, først udi trende parter. Derpå har han igen foretaget en deling af disse parter og af de tvende gjort en og tyve parter, men ladet den tredje blive hel, som den var.”
 
”I denne hensigt og med dette formål for øje har han derfor delt alt, hvad han ejede og havde af guld og sølv, ædelstene og kongelige smykker, som kunde findes på den førnævnte dag i hans skatkammer, først udi trende parter. Derpå har han igen foretaget en deling af disse parter og af de tvende gjort en og tyve parter, men ladet den tredje blive hel, som den var.”
Linje 295: Linje 295:
 
”Og hensigten med delingen af de to førstnævnte parter i en og tyve parter er denne, at, efterdi der, som bekendt, er 21 moderstæder i hans rige, en af disse parter kan komme som from skænk og gave til hver af disse moderstæder gennem hans arvinger og venner, og den ærkebiskop, som da forestår enhver af kirkerne, kan tage imod den part, som er skænket til hans kirke, og dele den således med de under hans overhøjhed stående biskopper, at hans egen kirke beholder den ene tredjedel, men de to andre tredjedele fordeles på hans lydbiskopper.”
 
”Og hensigten med delingen af de to førstnævnte parter i en og tyve parter er denne, at, efterdi der, som bekendt, er 21 moderstæder i hans rige, en af disse parter kan komme som from skænk og gave til hver af disse moderstæder gennem hans arvinger og venner, og den ærkebiskop, som da forestår enhver af kirkerne, kan tage imod den part, som er skænket til hans kirke, og dele den således med de under hans overhøjhed stående biskopper, at hans egen kirke beholder den ene tredjedel, men de to andre tredjedele fordeles på hans lydbiskopper.”
  
”Af disse dele, der ere tagne af de to fornævnte parter, og der, som bekendt, beløber sig til 21 efter antallet af moderstæder, ligger enhver især, skilt fra alle de andre og for sig selv alene forvaret i sit eget gemme med den bys overskrift, for hvilken den er bestemt. Navnene på de moderstæder, der efter bestemmelsen skulle nyde godt af samme fromme skænk eller ydelse , er følgende: Rom, Ravenna, Mediolanum, Forum Julii, Gradus, Colonia, Mogontiacus, Juvavum , også Saltzburc kaldet , Treveri, Senones , Vesontio, Lugdunum, Ratumagus , Remi, Arelas, Vienna, Darantasia, Ebrodunum, Burdigala, Turones og Bituriges.”<sup>111</sup>  
+
”Af disse dele, der ere tagne af de to fornævnte parter, og der, som bekendt, beløber sig til 21 efter antallet af moderstæder, ligger enhver især, skilt fra alle de andre og for sig selv alene forvaret i sit eget gemme med den bys overskrift, for hvilken den er bestemt. Navnene på de moderstæder, der efter bestemmelsen skulle nyde godt af samme fromme skænk eller ydelse, er følgende: Rom, Ravenna, Mediolanum, Forum Julii, Gradus, Colonia, Mogontiacus, Juvavum, også Saltzburc kaldet, Treveri, Senones, Vesontio, Lugdunum, Ratumagus, Remi, Arelas, Vienna, Darantasia, Ebrodunum, Burdigala, Turones og Bituriges.”<sup>111</sup>
  
 
”Men hensigten med den ene part, som han har bestemt, skal blive hel, som den er, er følgende: nemlig at, medens de to andre parter deles i ovennævnte dele og forvares under segl og lukke, skal denne tredje part anvendes til daglig brug, som en, om hvilken det skal være vitterligt, at den ikke ved noget bindende løfte er afhændet fra ihændehaverens arv og eje, og det lige så længe, som denne monne færdes i legemet eller agte brugen af samme for uundværlig for sig. Men efter hans bortgang, eller når han har givet frivilligt afkald på, hvad verdsligt er, skal denne part udskiftes i fire mindre dele. Og af disse skal den første føjes til de i det foregående nævnte 21 dele; den anden skal overtages af hans sønner og døtre og hans sønners sønner og sønners døtre og fordeles dem imellem ved en retfærdig og billig deling; men den tredje skal efter kristen sæd og skik udsættes for de fattige; den fjærde endelig skal på lignende vis under navn af almisse deles i portioner og tilflyde det mandlige og kvindelige tyende, som har sin tjenestegærning på slottet, til dets underhold.”
 
”Men hensigten med den ene part, som han har bestemt, skal blive hel, som den er, er følgende: nemlig at, medens de to andre parter deles i ovennævnte dele og forvares under segl og lukke, skal denne tredje part anvendes til daglig brug, som en, om hvilken det skal være vitterligt, at den ikke ved noget bindende løfte er afhændet fra ihændehaverens arv og eje, og det lige så længe, som denne monne færdes i legemet eller agte brugen af samme for uundværlig for sig. Men efter hans bortgang, eller når han har givet frivilligt afkald på, hvad verdsligt er, skal denne part udskiftes i fire mindre dele. Og af disse skal den første føjes til de i det foregående nævnte 21 dele; den anden skal overtages af hans sønner og døtre og hans sønners sønner og sønners døtre og fordeles dem imellem ved en retfærdig og billig deling; men den tredje skal efter kristen sæd og skik udsættes for de fattige; den fjærde endelig skal på lignende vis under navn af almisse deles i portioner og tilflyde det mandlige og kvindelige tyende, som har sin tjenestegærning på slottet, til dets underhold.”
Linje 307: Linje 307:
 
”Blandt hans øvrige skatte og liggendefæ findes der, som bekendt, tre borde af sølv samt et af guld af fortrinlig vægt og størrelse. Med hensyn til disse er det hans bestemmelse og beslutning: at et af dem, som er firkantet, og som på pladen har et rids af byen Konstantinopel, skal bringes til den hellige apostel Peters kirke i Rom tilligemed de øvrige til samme øjemed bestemte gaver. Det andet, som er rundt, og hvorpå er et billede af byen Rom, skal bringes til den biskoppelige kirke i Ravenna. Det tredje, som langt overgår begge de forrige både i arbejdets skønhed og vægtens størrelse, og som består af trende kredse og indfatter et fint og omhyggelig udført billede af verdensaltet, og endelig det guldbord, der er nævnt som det fjerde, skal efter hans bestemmelse anvendes til at forøge den sidste tredjedel af det, som han efterlader sig, og som dels bliver at fordele på hans arvinger og dels på de fattige.”
 
”Blandt hans øvrige skatte og liggendefæ findes der, som bekendt, tre borde af sølv samt et af guld af fortrinlig vægt og størrelse. Med hensyn til disse er det hans bestemmelse og beslutning: at et af dem, som er firkantet, og som på pladen har et rids af byen Konstantinopel, skal bringes til den hellige apostel Peters kirke i Rom tilligemed de øvrige til samme øjemed bestemte gaver. Det andet, som er rundt, og hvorpå er et billede af byen Rom, skal bringes til den biskoppelige kirke i Ravenna. Det tredje, som langt overgår begge de forrige både i arbejdets skønhed og vægtens størrelse, og som består af trende kredse og indfatter et fint og omhyggelig udført billede af verdensaltet, og endelig det guldbord, der er nævnt som det fjerde, skal efter hans bestemmelse anvendes til at forøge den sidste tredjedel af det, som han efterlader sig, og som dels bliver at fordele på hans arvinger og dels på de fattige.”
  
”Denne bestemmelse og ordning har han gjort og truffet i de biskoppers , abbeders og grevers nærværelse, som til den tid have kunnet være tilstede, og hvis navne hosstående ere skrevne: af biskopper: Hildibaldus, Richolfus, Arno, Wolpharius, Bernoinus, Lajdradus, Johannes, Theodolfus, Jesse, Hejto og Waltgavdus;<sup>112</sup> af abbeder: Fridugisus, Adalungus, Engilbertus og Irmino;<sup>113</sup> og af grever: Walathcildra, Meginheri, Otolfus, Stephanus, Unruocus, Hurchardus, Meginhardus, Hatto, Rihwinus, Edo, Ercangarius, Geroldus, Bero, Hildigernus og Hroccolfus.”
+
”Denne bestemmelse og ordning har han gjort og truffet i de biskoppers, abbeders og grevers nærværelse, som til den tid have kunnet være tilstede, og hvis navne hosstående ere skrevne: af biskopper: Hildibaldus, Richolfus, Arno, Wolpharius, Bernoinus, Lajdradus, Johannes, Theodolfus, Jesse, Hejto og Waltgavdus;<sup>112</sup> af abbeder: Fridugisus, Adalungus, Engilbertus og Irmino;<sup>113</sup> og af grever: Walathcildra, Meginheri, Otolfus, Stephanus, Unruocus, Hurchardus, Meginhardus, Hatto, Rihwinus, Edo, Ercangarius, Geroldus, Bero, Hildigernus og Hroccolfus.”
  
 
Dette har hans søn Ludvig, der efter guds vilje blev hans efterfølger, efter at han havde gennemset dette dokument, så hurtig som mulig efter hans død altsammen med den største samvittighedsfuldhed ladet udføre.
 
Dette har hans søn Ludvig, der efter guds vilje blev hans efterfølger, efter at han havde gennemset dette dokument, så hurtig som mulig efter hans død altsammen med den største samvittighedsfuldhed ladet udføre.
  
  
 +
----
  
  
Linje 324: Linje 325:
 
4. Det var ikke pave Stefan, men Sakarias (741-752), Pippin lod spørge, hvem der var værdigst til kongenavn og krone, enten han, der sad hjemme og ikke brød sig om nogen ting, eller han, der måtte bære rigets plager og byrder, — og som så svarede, at det var bedst, den kaldtes til konge, som styrelsens byrde hvilede på, hvorfor han, forat naturens orden ikke skulde forvendes, ifølge sin apostoliske myndighed bød Pippin være konge, hvorpå Pippin på en forsamling i Soissons 752 lod sig kåre til konge af biskopper og lydfyrster (vasaller).
 
4. Det var ikke pave Stefan, men Sakarias (741-752), Pippin lod spørge, hvem der var værdigst til kongenavn og krone, enten han, der sad hjemme og ikke brød sig om nogen ting, eller han, der måtte bære rigets plager og byrder, — og som så svarede, at det var bedst, den kaldtes til konge, som styrelsens byrde hvilede på, hvorfor han, forat naturens orden ikke skulde forvendes, ifølge sin apostoliske myndighed bød Pippin være konge, hvorpå Pippin på en forsamling i Soissons 752 lod sig kåre til konge af biskopper og lydfyrster (vasaller).
  
5.Hår og skæg var den fri mands særkende; langt nedfaldende hår var et hæderstegn for den frankiske kongeæt; at rage håret af hovedet på en Merovinger var det samme som at gøre ham uduelig til at være konge.
+
5. Hår og skæg var den fri mands særkende; langt nedfaldende hår var et hæderstegn for den frankiske kongeæt; at rage håret af hovedet på en Merovinger var det samme som at gøre ham uduelig til at være konge.
  
 
6. Karl Martel eller Hammeren, som i oktober måned 732 på sletterne ved Tours og Poitiers sejrede over Araberne og derved stansede Muhamedanismens fremrykken i det vestlige Evropa.
 
6. Karl Martel eller Hammeren, som i oktober måned 732 på sletterne ved Tours og Poitiers sejrede over Araberne og derved stansede Muhamedanismens fremrykken i det vestlige Evropa.
Linje 490: Linje 491:
 
87. Narbona og Septimania lå begge mellem Pyrenæerne og Bugten ved Lyon.
 
87. Narbona og Septimania lå begge mellem Pyrenæerne og Bugten ved Lyon.
  
88. Civita Vecchia
+
88. Civita Vecchia.
  
89. 768-771
+
89. 768-771.
  
90. Nogle kalde hende Desiderata
+
90. Nogle kalde hende Desiderata.
  
 
91. Schwaberinde.
 
91. Schwaberinde.
Linje 537: Linje 538:
  
 
111. Mediolanum er Majland, Forum Julii Cividale del Friuli (Friavl), Gradus Grado på en ø i floden Isonzo, Colonia KøIn, Mogontiacus Majntz, Treveri Trier, Senones Sens, Vesontio Besancon, Lugdunum Lyon, Ratumagus Rouen, Remi Rheirns, Arelas Aries, Darantasia Moutiers en Tarantaise i Savojen, Ebrodunum Embrun i Dauphine, Burdigala Rourdeaux, Turones Tours og Bituriges Bourges.
 
111. Mediolanum er Majland, Forum Julii Cividale del Friuli (Friavl), Gradus Grado på en ø i floden Isonzo, Colonia KøIn, Mogontiacus Majntz, Treveri Trier, Senones Sens, Vesontio Besancon, Lugdunum Lyon, Ratumagus Rouen, Remi Rheirns, Arelas Aries, Darantasia Moutiers en Tarantaise i Savojen, Ebrodunum Embrun i Dauphine, Burdigala Rourdeaux, Turones Tours og Bituriges Bourges.
 
+
 
112. Biskop Hildibald fra Køln, Richolf fra Majntz, Arno fra Salzburg, Wolfar fra Rheims, Bernoin fra Besancon, Lajdrad fra Lyon, Johannes fra Arles, Theodolf fra Orleans, Jesse fra Amiens, Hejto fra Basel, Waltgavd fra Lyttich.
 
112. Biskop Hildibald fra Køln, Richolf fra Majntz, Arno fra Salzburg, Wolfar fra Rheims, Bernoin fra Besancon, Lajdrad fra Lyon, Johannes fra Arles, Theodolf fra Orleans, Jesse fra Amiens, Hejto fra Basel, Waltgavd fra Lyttich.
  

Nåværende revisjon fra 28. jan. 2018 kl. 15:37

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Karl den Store (768-814)
Af Albrecht Dürer
Ejnhart:

Kejser Karl den stores liv og levned

udgivet af Hans Henrik Lefolii for
»Selskabet til historiske kildeskrifters overførelse på modersmålet«


i oversættelse af
theol. Knud P. Kierkegaard

København 1878



Forord

Nærværende oversættelse af Ejnharts skrift er udført efter grundskriftet i den skikkelse, det har i W. Wattenbachs 2. Udg. af Ph. Jaffés bearbejdelse (Berlin. Weidm. 1876). Efter anmærkningerne i denne udgave er de meddelte historiske oplysninger givne, kun for en ringe del efter Otto Abels tyske oversættelse (Berlin. Duncker. 1850). Fortællingen om forfatterens levned følger ogsaa saa godt som i alt Jaffé. Hvor undertegnede som udgiver bærer ansvaret, er det udtrykkelig bemærket.


Viborg i Oktober 1878
H. H. Lefolii


Ejnharts levned

Forfatteren til det foreliggende lille skrift er født i Majngau ved floden Majn omtrent 770 e. K. Han var af høj familje og blev som dreng opdraget i klostret Fulda. Her gjorde han hurtig store fremskridt så vel i tro som i viden.

Ejnharts opvækst faldt således sammen med den tid, da Frankernes mægtige konge Karl den store ved heldige krige samlede sig et stort rige. Men lige så megen tilfredsstillelse, som denne fyrste fandt i krigens vilde tummel, lige så ivrig var han for at fremme åndelig udvikling og boglig syssel hos sine omgivelser og i sit folk. Ved sit hof i Aachen samlede han en stor skare lærde om sig. Og derhen sendte abbed Bavgulf i Fulda Ejnhart, der imidlertid var voxet op til en vel begavet og kundskabsrig ung mand. Således kom han til hove i tiden mellem 791 og 796.

Her fandt Ejnhart en storartet virkekreds. Han stod i fortrinlig gunst hos Karl og hans sønner og brugtes i flere offentlige hværv. Men hvad der især voldte, at Karl satte pris på ham, var den store konstfærdighed, han besad, rimeligvis nærmest som bygmester. Derfor synes Ejnhart at have indtaget en stilling som en slags minister for de offentlige arbejder; og han blev ved hoffet kaldt Beseleel eller Bezaleel efter den kunstner, der gjorde tabernaklet og pagtens ark for Israeliterne1.

Men ikke alene konsten, også videnskaberne fandt en flittig dyrker i Ejnhart; og den berømte Alkuin, der bar prisen i lærdom ved Karls hof, og som dengang allerede var en gammel mand, ærede endogså ynglingen ved at kalde ham sin ”ven og medhjælper". Imidlertid kunde det lærde hof stundom ikke bare sig for at skose Ejnhart for hans stumpede vækst og tillægge ham øgenavnet Tommeliden. Om hoffets damer i det hele så ned på ham for hans stumpethed, ved vi ikke; kun så meget er vist, at en af de fornemme hofdamer ved navn Imma2 fattede så stor en godhed for ham, at hun skænkede ham sin hånd. De førte et lykkeligt samliv; men, om hun skænkede ham børn, er uvist.

Efter Karl den stores død 814 varede det ikke længe, før Ejnhart trådte ind i den gejstlige stand. Alligevel synes dette skridt ikke at have voldet nogen stor forandring i hans offentlige eller huslige forhold. Ved Karls søn Ludvig den frommes hof vedblev han endnu i en række af år at stå i lige så stor anseelse, som før hos Karl; af Ludvig fik han til eje for sig selv og sin hustru Michlinstadt i Odonewalt og godset Mulinhejm i Majngau, og vi træffe ham også i besiddelse af flere abbedier på forskellige steder. Men svækket helbred i forbindelse med de ulykkelige forhold, der efterhaanden udviklede sig imellem kejser Ludvig og hans sønner, gjorde omsider livet ved hoffet så byrdefuldt for ham, at han i året 830 opgav sin stilling der og trak sig tilbage til Mulinhejm; her grundede han et benediktinerabbedi og byggede selv en kirke, hvortil han på en listig måde skaffede sig fra Rom benene af den hellige Marcellinus og Petrus. Disse relikvier viste i mange tilfælde helbredende kraft, men de formåede dog ikke at redde hans elskede Immas liv. Efter hendes død hensank han i mørke grublerier, hvoraf han kun for et øjeblik blev udreven ved et besøg, kejser Ludvig gjorde ham for at se relikvierne. Omsider døde han, rimeligvis samme år som kejseren selv, 840.

Det her foreliggende skrift af Ejnhart, som han skrev kort efter Karl den stores død, har været en yndlingslæsning for hele middelalderen. Ejnhart har deri efterlignet den latinske historiker Svetons romerske kejserhistorie.

Desuden har han efterladt sig et andet værk, der handler om ”Marcellinus's og Petrus's flytning" samt nogle breve. Men et tredie skrift ”Om korsets tilbedelse", som han havde helliget en ungdomsven, er gået tabt. Derimod tillægges der ham endnu et historisk værk, årbøger kaldet, som omfatter tidsrummet fra 829-41.


Fortale

Einhard (ca. 775–840)

Siden jeg har fået i sinde at skrive min herre og fosterfader, den fortræffelige og med føje vidt navnkundige kong Karls liv og levned og at optegne alt, hvad han har udrettet, i et nogenlunde fyldigt omfang, har jeg stræbt derom at fatte mig i den størst mulige korthed. Derfor har jeg på den ene side sat det som min opgave ikke at forbigå noget af det, der har kunnet komme til min kundskab; men på den anden side har jeg heller ikke villet gøre min fortælling så vidtløftig, at jeg derved kunde komme til at støde dem, der vrage alt, hvad der er nyt. Dog gives der jo folk, der er dømmesyge nok til at rynke næse ad gamle skrifter, selv om de have de lærdeste og mest ordsnilde mænd til forfattere. Sådanne kan man vel ikke undgå at støde, når man vil forfatte et nyt skrift.

Nu er jeg jo vel forvisset om, at iblandt de mænd, der har lejlighed og lyst til at give sig af med historieskrivning, findes der adskillige, der ikke nære den anskuelse, at man i den grad skulde have ret til at lade hånt om alle tilstande og tildragelser i nutiden, at disse slet ikke skulde fortjene at gemmes eller omtales i krøniken, men ene var værdige til at gravlægges i glemsel. Jeg tør nok stole på, at der er flere, der nære et sådant ønske om at sikre deres navn et varigt liv, at de foretrække at gemme andres storværker i hvilke som helst skrifter fremfor at undlade at skrive og således gøre det umuligt for efterverdenen at komme til kundskab om deres eget navn. Alligevel har jeg ikke troet, at jeg burde afholde mig fra et arbejde som det, jeg her har taget fat på. Ti jeg ved med mig selv, at ingen bedre end jeg kan give en paalidelig beretning om de tildragelser og forhold, jeg selv har oplevet og været øjenvidne til. Men det er umuligt for mig at vide for vist, om nogen anden vil skrive derom eller ej. Og selv om jeg som historisk skribent kommer til at dele æmne med andre og så at sige arbejde i fællesskab med dem, så har jeg ikke deri kunnet se noget, der var så slemt, som hvis jeg ikke vilde gøre mit til at hindre, at den ypperste og i sin tid mageløse konges liv og stordåd ikke skulde tilhylles af glemselens mørke.

Så har jeg ogsa haft en anden bevæggrund, som der efter min overbevisning er god mening i, så at den alene kunde bringe mig til at skrive denne bog, selv om der slet ikke ellers var noget, der talte derfor. Den ligger deri, at jeg er bleven opfostret af ham og lige fra den tid af, da jeg først kom til hans hof, uafbrudt har stået i venskabsforhold til ham selv og hans børn. Derved har han lagt et sådant forpligtelsens bånd på mig og i den grad gjort mig til sin skyldner, ikke blot i hans levende live, men også efter hans død, at der vilde være al grund til, at jeg i verdens øjne kom til at stå som et utaknemligt menneske, hvis jeg nu vilde glemme de mange velgærninger, han har vist mig, forbigå med tavshed min store velgørers navnkundige og herlige gærninger og for mit vedkommende lade hans liv stå uden skriftligt eftermæle, som om han aldrig havde levet, blottet for den ære, der tilkommer det, skønt mine ævner sandelig er små og ringe, ja! så godt som for intet at agte her, hvor det gælder om at udfolde et billede, som kun en Ciceros læber vilde være dygtige nok til at fremstille.

Så er der da her en bog, der gemmer den ypperste og største mands eftermæle. Og med undtagelse af hans gærninger er der i den intet, der kan vække forundring; det skulde da være det, at jeg, som hværken har romersk eller græsk blod i mine årer, og som kun er lidt forfaren i romersk talebrug, har kunnet falde paa den tanke, at jeg desuagtet skulde kunne skrive noget på godt og tydeligt latin, og at jeg har haft dumdristighed nok til at sætte mig ud over det ord, vi finde udtalt af Cicero i den første bog af hans samtaler på hans gård ved Tuskulum, hvor han om de latinske forfattere siger, som følger: at sætte sine tanker på papiret uden at kunne ordne dem eller fremstille dem i klart lys og i forståelig sammenhæng og uden at kunne virke tiltrækkende eller tilfredsstillende på læseren er en uforsvarlig misbrug bade af tid og af pen. Dette ord af den store taler kunde nok skræmme mig bort fra al forfattervirksomhed, hvis det ikke var mit vel overvejede forsæt at underkaste mig verdens dom og vove mig ud paa forfatterbanen med den smule ævne, jeg har dertil, hellere end at jeg af egenkærlige hensyn skulde lade den store mands liv og levned være uskrevet.


Kapitel 1

Merovingernes stamme, af hvilken Frankerne tidligere havde plejet at vælge deres konger, endte efter den almindelige mening med kong Hilderik3, der på befaling af den romerske pave Stefan4 blev afsat, kronraget og sat i kloster.

Men, skønt stammen således først kan synes udslukt med ham, havde den dog længe været kraftesløs og ikke udmærket sig ved andet end den tomme kongetitel; thi magten og rigets styrelse var i hænderne på de højeste hofembedsmænd, der førte navn af husfogeder eller hofmestre (majores domus), og på hvem hele regeringens byrde hvilede. Kongen havde ikke andet tilbage af sin magt, end at han, tilfreds med kongenavnet alene, sad på tronen med langt hår og uklippet skæg, forat han kunde se ud som en hersker, og således hørte de sendemænd, som fra forskjellige steder indfandt sig, og når de drog bort, ved afskeden gav dem de svar, som man havde lært eller endog påtvunget ham, som om de var udgået af hans egen magtfylde; men i virkeligheden havde han, foruden det unyttige kongenavn og et sparsomt livsunderhold, som husfogeden tilmålte ham efter sit eget godtbefindende, ikke anden privatejendom end et eneste og det meget fattigt krongods, hvor han havde sin bopæl, og hvorfra han fik sit lidet talrige tvende, der gik ham til hånde med, hvad han trængte til, og viste ham lydighed. Hvor han skulde hen, kørte han i en vogn forspændt med et par øksne og med en røgter til kusk efter bondeskik. Således plejede han at køre til slottet, således at køre til sit folks forsamling, som hvert aar mødte til rigets bedste; saaledes kørte han hjem igen. Rigets styrelse derimod og alt, hvad der både ude og hjemme skulde bestemmes og iværksættes, besørgede husfogeden.5


Kapitel 2

Denne post klædte på den tid, da Hilderik afsattes, kong Karls fader Pippin allerede som en arvelig ret. Ti fra hans farfader Pippin var den gået over til hans fader Karl6, ham, der havde kuet de magthavere, som vilde hævde sig i besiddelsen af selvstændigt herredømme i hele Frankenland, og i to hovedslag vundet en fuldstændig sejr over Saracenerne, da de prøvede på at indtage hele Gallien, først i Akvitanien ved byen Piktavium7 og dernæst ved Narbona8 ved Birrafloden, så de var blevet nødt til at vende tilbage til Spanien. Sådan ære indlagde han sig i dette embede, som folket ikke plejede at overdrage andre end dem, der ragede frem over mængden både ved deres byrd og midler.

Kong Karls fader Pippin havde altså i forening med sin broder Karlomann fået dette embede som et efterladenskab fra deres farfader og deres fader; og han bestyrede det i nogle år under skin af at stå under den ovennævnte konge, uden at der opkom nogen uenighed mellem de to brødre. Men da unddrog hans broder Karlomann sig den verdslige styrelses byrder og trak sig tilbage til privatlivet i Rom. Hvad der var hans bevæggrund dertil, er uvist; men det lader dog til, at det, der bragte ham dertil, var en attrå efter at føre sit liv under stille og dybere overvejelser af åndelige ting. I Rom aflagde han sin verdslige dragt, blev munk og nød tilligemed andre brødre, der havde fulgt ham i samme øjemed, i nogle år den forønskede fred i et kloster, som han lod bygge på bjærget Sorakte i nærheden af den hellige Silvesters kirke. Men da mange fornemme mænd fra Frankernes land for at opfylde løfter, de havde gjort, efter skik og brug valfartede til Rom og ikke vilde undlade at hilse pa ham som deres forrige herre, så at disse idelige besøg forstyrrede den ro, han satte sin bedste glæde i, bevægede dette ham til at skifte opholdssted. Da han nemlig havde set, hvor meget disse hyppige besøg skadede hans øjemed, forlod han bjærget og trak sig tilbage til provinsen Samnium, til den hellige Benedikts kloster på borgen Kasinum, og tilbragte der resten af sine jordiske dage med fromme øvelser.


Kapitel 3

Pippin9 derimod, som på pavens bud fra husfoged var bleven ophøjet til konge, var i 15 år eller mere10 enehersker over Frankerne. Han tilendebragte den akvitaniske krig, som han selv begyndte med hertug Wajfar af Akvitanien11 og måtte føre hele ni år i træk. Og han døde tilsidst i Paris af vandsot, og efterlod sig to sønner ved navn Karl og Karlomann.

Til disse var nu riget gået over efter guds vilje. Ti Frankerne valgte dem på en almindelig folkeforsamling begge to til konger, dog på det vilkår, at de skulde udstykke riget i to lige store dele, og Karl skulde regere over den del, som deres fader Pippin havde haft, men Karlomann der, hvor deres farbroder Karlomann havde regeret. På begge sider antog man dette vilkår, og hver overtog sin del af riget. Dog opretholdtes freden imellem dem kun med største vanskelighed; ti mange af Karlomanns parti søgte at forstyrre deres endrægtighed, ja! nogle pønsede endog på at indvikle dem i broderkrig. Dog viste det sig i virkeligheden, at det snarest var en blot formodning og mistanke, der foregøglede sig noget sådant, uden at der var nogen alvorlig fare. Men da Karlomann var død12, tog hans hustru og sønner tillige med de fornemste af hans tilhængere flugten til Italien, hvor hun med sine børn gav sig ind under Langobarder-kongen Desiderius's varetægt, alt sammen uden virkelig grund og kun for at trodse sin ægtefælles broder. Karlomann var død af sygdom13 efter at have styret riget i to14 år; men Karl blev nu efter sin broders død enstemmig valgt til konge over alle Franker.15


Kapitel 4

Om Karls fødsel og spæde år og selv om hans drengeår holder jeg det for dårskab at sige noget, eftersom der herom ingen steder er opbevaret noget skriftligt, og der ikke er en eneste tilbage, som kunde give oplysning desangående; derfor vil jeg ikke opholde mig ved noget ubekendt, men strax gå over til at skildre hans handlinger og sæder og hans øvrige færd i livet; og det vil jeg gøre på en sådan måde, at jeg begynder min fortælling med hans bedrifter ude og hjemme, derpå går over til skildringen af hans levemåde og videnskabelige sysler og tilsidst fortæller om hans styrelse af riget samt hans endeligt, men ikke forbigår noget videværdigt eller nødvendigt.


Kapitel 5

Den allerede af hans fader begyndte, men endnu ikke tilendebragte krig med Akvitanerne16 håbede han at kunne føre snart til ende; og med den begyndte han derfor rækken af de krige, han førte, og bad sin broder, der dengang endnu var i live, om bistand. Og skønt hans broder sveg ham for den understøttelse, han havde lovet ham, så førte han alligevel den engang begyndte krig tappert til ende og vilde ikke opgive det vanskelige foretagende, han engang havde indladt sig på, førend han ved standhaftighed og udholdenhed fik det helt tilendebragt. Ti selv Hunold, der efter Wajfars død havde søgt at sætte sig i besiddelse af Akvitanien og kalde den næsten tilendebragte krig til live igen, tvang han til at forlade Akvitanien og ty til Vaskonien.17 Og heller ikke her lod han ham have ro, men satte over floden Garumna18 og lod Vaskonerhertugen Lupus ved sendemænd opfordre til at udlevere flygtningen; hvis han undlod at gøre det straks, vilde han hente ham med våben i hånd. Lupus tog imidlertid mod råd og udleverede ikke alene Hunold, men gav sig endog med hele sin provins ind under kongens herredømme.


Kapitel 6

Da han havde gjort ende på den krig og ordnet Akvitaniens anliggender, og hans medkonge allerede havde forladt timeligheden, lod han sig på den romerske biskop Hadrians19 opfordring og bønner bevæge til at begynde krig med Langobarderne.20 Dem havde også hans fader tidligere på pave Stefans21 indtrængende opfordring givet sig i krig med. Og vel havde han derved mødt store vanskeligheder; ti nogle af Frankernes stormænd, som han plejede at have til rådgivere, modsatte sig så hårdnakket hans plan, at de åbent erklærede, at de vilde forlade kongen og vende hjem. Men han begyndte alligevel den gang krigen22 imod kong Hajstulf og førte den skyndsomst til ende. Skønt Karl tilsyneladende havde en lignende eller rettere samme grund som hans fader til at begynde krig, er det dog vist, at den kostede ham langt større anstrængelser og førte til et ganske andet mål. Ti Pippin behøvede blot at belejre kong Hajstulf nogle få dage i Ticenum23 for at tvinge ham både til at stille gisler og til at give Romerne de byer og borge tilbage, som han havde frataget dem, hvorhos han med ed måtte love, at han ikke atter vilde søge at komme i besiddelse af det, han havde givet tilbage. Men efterat Karl først engang havde begyndt krig mod kong Desiderius, helmede han ikke, før han ved en langvarig belejring havde udmattet denne således, at han matte overgive sig til ham, hvorhos hans søn Adalgis, som alles håb syntes at hvile på, blev tvunget til at forlade riget samt hele Italien;24 Romerne fik alt det tilbage, som de havde mistet; hertug Hruodgavs af Forum Julii,25 som pønsede på omvæltninger, blev kuet; hele Italien underkastede sig Karls herredømme, og hans søn Pippin blev indsat til konge over dette lydland.26 Jeg kunde haft stor lyst til på dette sted at beskrive, hvor vanskelig overgangen over Alperne faldt ham på hans tog til Italien, og hvilke møjsommeligheder Frankerne måtte kæmpe med, inden de vel kunde nå over de uvejsomme bjærgrygge, de himmelstræbende fjælde og de ujævne klipper; men med dette skrift er det jo ikke så meget min hensigt at fortælle begivenhederne fra hans krige som at skildre hans livsførelse. Og krigen endte, som sagt, med, at Italien blev undertvunget, kong Desiderius forvist på livstid, hans søn Adalgis fordreven fra Italien og Romerkirkens styrer Hadrian, fik det tilbage, som de longobardiske konger havde frataget ham.


Kapitel 7

Da Karl havde endt denne krig, begyndte han igen på krigen med Sakserne27, der kun tilsyneladende havde været afbrudt. Ingen af hans krige trak så længe ud som denne, eller førtes med så stor harme fra Frankernes side eller anstrængelse for dem. Ti Sakserne var, ligesom næsten alle germaniske folkefærd, både vilde af naturen og dertil afgudsdyrkere og fjender af kristendommen, og de holdt det ikke for nogen skam hværken at krænke eller overtræde enten guds eller menneskers love. Dertil kom desuden andre grunde, som daglig kunde forstyrre freden: det var næsten alle vegne på sletteland, grænsen lå mellem vore og deres enemærker; der var kun ganske enkelte steder, hvor det var tilfældet, at større skovstrækninger eller mellemliggende bjærgrygge satte et skarpt grænseskel mellem deres og vore marker; ellers fandt der langs grænsen uafbrudt drab, røverier og ildspåsættelser sted fra begge sider. Dette harmede Frankerne i den grad, at de mente, at de burde begynde åben krig og ikke lade sig nøje med at øve gengæld.

Således begyndte krigen med Sakserne og førtes 30 år i træk med den største hidsighed fra begge sider; men Saksernes tab var større end Frankernes. Krigen havde imidlertid kunnet få en hurtigere ende, hvis Saksernes troløshed ikke havde gjort det umuligt. Man har ondt ved at opregne, hvor tidt de blev slået og med bønner overgav sig til kongen, lovede at være hans bud lydige, uden tøven stillede de gisler, som de skulde, og modtog de mænd, man sendte til dem; ja! undertiden var de så forkuede og svage, at de oven i købet måtte love at opgive deres afgudsdyrkelse og tage ved kristendommen. Men, skønt alt imellem villige til at bringe så store ofre, var de dog altid igen lige hurtige til at nedrive alt, hvad de selv havde opbygget, så man har ondt ved at sige, hvilken af delene de i virkeligheden helst vilde. Ti lige fra krigens begyndelse gik der næppe noget år hen, uden at de således skiftede sind.

Men ingen ustadighed fra deres side kunde rokke kongen i hans sjælsstyrke og udholdenhed, som blev sig selv lig i lykke som i ulykke; lige så lidt kunde han blive ked ad det foretagende, han engang havde taget fat på. Ti, når de øvede svig, lod han det aldrig gå ustraffet hen; men enten stillede han sig selv i spidsen for hæren, eller han sendte sine grever med den for at tage hævn og straffe dem, som forskyldt, for deres troløshed. Tilsidst, da han havde overvundet og undertvunget alle dem, der plejede at gøre modstand, lod han 10.000 af dem, der boede på begge breder af Elben, med kone og børn bryde op fra deres hjem, flyttede dem over til den modsatte side og fordelte dem på mange forskellige måder rundt omkring i hele Gallien og Germanien. Og virkelig ophørte nu omsider den krig, der allerede havde varet i så mange år, da de antog det vilkår, som kongen stillede dem, at de skulde opgive deres afgudsdyrkelse og de fra fædrene nedarvede religionsskikke, tage imod den kristne tros og gudsdyrkelses indstiftelser og forene sig med Frankerne til et folk.


Kapitel 8

I denne langvarige krig kæmpede Karl dog kun to gange mod fjenden i åben mark28, første gang ved bjærget Osneggi29 ved det sted, som kaldes Theotmelli30, og anden gang ved floden Hasa31, i samme måned og kun med få dages mellemrum. Men i begge disse slag slog og tilintetgjorde han sine fjender så fuldstændig, at de for fremtiden ikke havde mod til selv at æske ham til kamp, men kun turde sætte sig til modværge mod hans angreb, når stedets naturlige beskaffenhed dækkede dem.

Imidlertid omkom der i denne krig mange både af Frankernes og Saksernes ædle, som havde klædt de højeste hædersposter; og den ophørte først, da den havde varet på 33te år. Men medens den stod på, rejste der sig så mange store krige mod Frankerne i forskellige dele af verden, som kongen ledede med så stor kløgt, at man ved at betragte dem virkelig kan være i tvivl, om man mest skal beundre den udholdenhed, han viste i anstrængelserne, eller hans lykke. Ti skønt denne krigs udbrud falder to år før krigen i Italien32, og den siden uafbrudt varede ved, forsømte han dog derfor ikke noget af alt det, han for resten havde at gøre på andre steder, eller gik på noget punkt af vejen for nogen anden, ligeså besværlig kamp. Ti denne konge, der både i klogskab og sjælsstyrke stod over alle andre herskere på sin tid, lod sig hværken ved anstrængelser drage eller ved farer skræmme fra at tage fat på noget eller føre det igennem; men vanen havde lært ham at tale og finde sig i alting, som det bedst monne falde, og hværken bøje sig i ulykken eller, når han havde lykken med sig, lade sig lokke af dens falske smiger.


Kapitel 9

Medens han således bestandig og næsten uden afbrydelse måtte kæmpe med Sakserne, drog han, efterat han først havde dækket grænsen på passende steder med grænsevagter, til Spanien med så stor en væbnet magt som muligt33; han gik over Pirinæerryggen, underkastede sig alle de byer og borge, som han angreb, og vendte hjem igen med sin hær uden at have lidt mindste tab. Kun på hjemvejen måtte han et øjeblik i Pirinæerbjærgene selv prøve Vaskonernes troløshed. Mens næmlig stedforholdene og de snævre bjærgpasser gjorde det nødvendigt, at toget måtte bevæge sig frem i en lang rad, havde Vaskonerne lagt sig på lur øverst oppe på et af de højeste bjærge. Ti stedet egner sig ypperlig til at lægge baghold, da der findes en stor mængde skov, som afgiver et fortræffeligt skjul. Og nu kastede Vaskonerne sig ovenfra ned over den bagerste del af trosset og over dem, der udgjorde den yderste ende af toget og skulde dække dem, der gik i forvejen; og de drev dem ned i dalen nedenunder, hvor de indlod sig i slag med dem og dræbte dem til sidste mand; derefter plyndrede de trosset og spredte sig, dækkede af den just nu frembrydende nat, så hurtig som mulig til alle sider. Hvad der var til gavn for Vaskonerne ved dette vovestykke, var både deres lette rustning og den naturlige beskaffenhed af det sted, de havde valgt til skueplads for deres værk. Derimod gjorde både de tunge rustninger og de uheldige stedsforhold det i alle henseender til en umulighed for Frankerne at holde Vaskonerne stangen. I dette slag faldt kongens skaffer Eggihard, drosten Anselm og Hruodland, der var markgreve i Britannien, tilligemed adskillige andre34. For dette uheld kunde man ikke engang tage øjeblikkelig hævn; thi såsnart fjenden havde fuldbyrdet sit forehavende, spredte han sig strax til alle sider, så man tabte ethvert spor til hans smuthul.


Kapitel 10

Brittonerne35, der bor ved udkanten af Gallien mod vest ved breden af havet, og som nægtede ham lydighed, bragte Karl til at underkaste sig ved at sende en hær imod dem, som tvang dem både til at give gisler og til at love lydighed imod hans befalinger.36

Selv brød han derpå med en hær ind i Italien37 og drog over Rom til Kapua, en by i Kampanien; der slog han lejr og truede Benevents indbyggere med krig, hvis de ikke overgav sig. Men hertug Aragis lod det ikke komme så vidt; allerede forinden sendte han sine sønner Rumold og Grimold kongen i møde med en stor sum penge, bad ham tage imod dem begge som gisler og lovede med samt sit folk at efterkomme hans befalinger, kun at han ikke selv skulde være nødt til at vise sig for ham. Kongen tog folkets velfærd mere i betragtning end hertugens halsstarrighed og tog derfor imod tilbudet med gislerne samt fritog ham mod en stor pengegave fra enhver tvang til at træde personlig frem for sig. Den ene af hans sønner, den yngste, beholdt han som gisel, men den ældste sendte han igen tilbage til hans fader. Og efterat han havde skikket sendemænd hen med Aragis for at kræve og tage imod troskabseden af Beneventanerne, vendte han tilbage til Rom, hvor han tilbragte nogle dage med at holde andagt på de hellige steder, og drog så derfra igen til Gallien.


Kapitel 11

Pluselig udbrød derpå krigen med Bajoarerne38, men den fik en lige så brat ende. Denne krig var hertug Tassilos tåbelige hovmod skyld i. Hans hustru var næmlig en datter af kong Desiderius og håbede ved sin mands hjælp at kunne hævne sin faders fordrivelse. Efter hendes opfordring sluttede hertug Tassilo forbund med Bajoarernes østlige naboer Hunerne, og søgte nu ikke alene at unddrage sig opfyldelsen af kongens befalinger, men endog at æske ham til krig. Dette var i den vrede Karls øjne en altfor stærk trods, som han ikke kunde finde sig i. Han samlede alle vegne tropper til at hjemsøge Bajoarien med39 og rykkede selv i spidsen for en stor hær frem til floden Lech, der gør skel imellem Bajoarerne og Alamannerne, slog lejr på breden af den og skikkede derfra sendemænd til hertugen, for at han således kunde komme efter hans mening, før han rykkede ind i landet. Tassilo holdt det ikke for rådeligt hværken for sit folk eller for sig selv at blive ved at trodse, men overgav sig ydmyg til kongen, stillede de gisler, som han forlangte, deriblandt også sin søn Theodo og gav oven i købet det løfte, som han bekræftede med ed, at han ikke skulde lade sig bevæge til frafald ved nogen udenfra kommende tilskyndelse.

Og på den måde fik en krig, der havde truet med at blive såre farlig, en brat ende. Tassilo blev imidlertid siden efter kaldt til kongen og fik ikke mere lov til at vende tilbage40, og hans land kom for fremtiden ikke til at stå under en hertug, men stilledes under grevers herredømme.


Kapitel 12

Efter således at have dæmpet disse uroligheder påførte Karl Sklaverne41 krig42; disse føre hos os navnet Vilzer, men kaldes på deres modersmål Velataber. I denne krig gjorde også Sakserne tjeneste som hjælpetropper mellem de øvrige folk, som på kongens bud tjente under hans banner; dog var deres lydighed kun et skin og ikke alvorlig ment. Anledningen til krigen var, at Vilzerne ved idelige indfald foruroligede Abodriterne43, der længe havde været i forbund med Frankerne, og ikke vilde lade sig styre ved noget forbud. Fra den vestlige del af oceanet44 strækker der sig en bugt imod øst45, hvis længde man ikke kender, men hvis bredde ingen steder er større, men på mange steder mindre end 100.000 skridt. Omkring denne bugt bor der en mængde folkeslag; Danerne og Sveonerne46, som vi kalde Nordmanner, have nordkysten og alle øerne inde. Østkysten bebos derimod af Sklaver, Ajster47 og forskellige andre folk, og de mægtigste af dem alle er just Velataberne, som kongen dengang påførte krig. Og dem knuste og kuede kong Karl således i et eneste felttog, som han personlig foretog imod dem, at de for fremtiden holdt det for rådeligst ikke at være hans befalinger overhørig.


Kapitel 13

På denne krig fulgte den betydeligste af alle de krige, som han førte, næst efter Sakser-krigen; det var næmlig den krig, som nu48 begyndte mod Avarerne eller Hunerne. Denne krig ledede han med en iver, som ingen af sine andre krige, og rustede sig langt stærkere end sædvanlig. Personlig gjorde han dog kun ét tog til Pannonien49, hvilket land på den tid beboedes af Avarerne; resten overlod han til sin søn Pippin, landshøvdingerne, greverne og sine sendemænd at udføre. Da disse førte krigen med største tapperhed, endte den omsider benved otte år efter. Hvor mange træfninger der er forefaldet, og hvor stor blodsudgydelsen har været i denne krig, ses bedst af det mennesketomme Pannonien og af den plads, hvor Kagans kongeborg tilforn har ligget, men som nu er så øde og tom, at ethvert spor af menneskeboliger der er forsvundet. Hele Hunernes adel faldt i denne krig, og al deres hæder gik til grunde; alle deres penge og alle de skatte, som de havde ophobet gennem lange tider, blev gjort til krigsbytte; og blandt alle de krige, som Frankerne har ført, er der, så langt som vor kundskab går tilbage i tiden, ingen, der har skaffet dem en større tilvækst af rigdom eller magt. Ti før den tid kunde man næsten kalde Frankerne fattige; men her fandt de en sådan mængde guld og sølv i kongeborgen og gjorde så mange kostbarheder til bytte i slagene, at man virkelig kunde falde på de tanker, at Frankerne havde været i deres gode ret, når de fratog Hunerne det samme, som dissse før med uret havde taget fra andre folk. Af fornemme Franker omkom i denne krig kun to, nemlig hertug Erik50 af Forum Julii og den bajoariske landshøvding Gerold; den første blev et offer for et lumsk overfald af indbyggerne i den liburniske søstad Tharsatika51; den anden blev dræbt, uvist af hvem, med blot tvende ledsagere, engang han skulde i slag med Hunerne i Pannonien og fylkede sin hær, medens han red omkring og opmuntrede sine folk, den ene efter den anden. For resten kostede denne krig Frankerne næsten slet intet blod og kronedes med det lykkeligste udfald, skønt den på grund af sin betydning var langvarig nok.


Kapitel 14

Da denne krig imidlertid var forbi, endte også krigen med Sakserne på en måde, der stod i passende forhold til dens længde.52 Krigene med Boemannerne og Linonerne, som derefter opstod, kunde ikke vare længe, men begge tilendebragtes snart af den unge Karl.53

Sin sidste krig måtte kongen begynde med de Nordmanner, som kaldes Daner, der i førstningen kun havde øvet strandhug, men siden med en større flåde hjemsøgt Galliens og Germaniens kyster. Deres konge, Godofrid var så opblæst af forfængelige drømme, at han gjorde regning på herredømmet over hele Germanien; også Frisernes land og Saksen betragtede han kun som sine lydlande (provinser). Sine naboer Abodriterne havde han underlagt sig; de måtte nu svare ham skat. Ja! han pralede endogså med, at han snart med en vældig krigsmagt skulde vise sig for Akvasgranum,54 hvor kongen boede med sit følge. Og disse store ord syntes heller ikke at være talte ganske hen i vejret; man trode virkelig, at han vilde have begyndt på et sådant foretagende, hvis døden ikke pluselig var kommen ham i forkøbet. En af hans drabanter slog ham nemlig ihjel; og således fik både hans liv og den krig, han havde begyndt på, en brat ende.55


Kapitel 15

Dette er de krige, som den stormægtige konge i et tidsrum af 47 år — thi så længe regerede han56 — i mange forskellige lande har ført både med udmærket klogskab og vidunderligt held. Derved udvidede han Frankernes rige, som han allerede fra sin fader Pippin havde modtaget stort og stærkt, så mægtig, at han næsten gjorde det tre gange så stort. Ti det landområde, der tidligere var underlagt Frankerkongernes magt, udgjorde kun den del af Gallien, der ligger mellem Rhinen, Ligerfloden57, oceanet og det baleariske hav58, tilligemed den del af Germanien, der bebos af de såkaldte festfranker og ligger mellem Saksen, Donav og Salafloden59, som gør grænseskel mellem Thuringerne60 og Boraberne61, og indbefattede så desuden Alamannerne62 og Bajoarerne. Men ved de i det foregående omtalte krige underkastede Karl sig for det første Akvitanien og Vaskonien, hele Pyrenæerkæden og hele landet lige hen til floden Hiberus 63, der udspringer i Navarrernes land, gennemskærer Spaniens frugtbareste marker og falder i det baleariske hav lidt nedenfor byen Dertosas64 mure; dernæst hele Italien, som fra Avgusta Praetoria65 indtil Nedrekalabrien66, hvor, som bekendt, Grækere og Beneventanere67 mødes, har en udstrækning af over 1000 mile68; så Saksen, som udgør en ikke ringe del af Germanien, og som antages at være dobbelt så bredt og ligeså langt som den del, Frankerne bebor; end videre begge Pannonier69 og Dacien70, der grænser op til disse på den anden side af Donav, samt Histrien, Liburnien og Dalmatien71 med undtagelse af søstæderne, som Karl på grund af sit venskab og forbund med kejseren i Konstantinopel72 overlod ham; endelig undertvang han også alle de fremmede og vilde folkefærd, som bor i Germanien mellem floderne Rhinen og Visula73, oceanet og Donav, og som næsten have fælles sprog, men vidt forskellig levemåde og klædedragt, og tvang dem i det mindste til at betale sig skat. Af disse folk turde Velataberne, Soraberne, Abodriterne og Boemannerne74 være de vigtigste. Med disse fire folk førte han krig. De øvrige og langt talrigere folkeslag overgav sig frivillig til ham.


Kapitel 16

Desuden hævede Karl sit herredømmes glans ved det venskabsforhold, hvori han stod til adskillige både konger og folkeslag. Således knyttede han kong Hadefons af Gallecien75 og Asturien til sig i en så nær forbindelse, at denne, når han skikkede enten brev eller sendebud til ham, aldrig vilde kalde sig andet end Karls undersåt.

Også Skotternes konger viste ham som en følge af hans gavmildhed en så stor huldskab og lydighed, at de altid kaldte ham for deres herre, men sig selv for hans undersåter og tjenere. Man har endnu breve tilbage fra dem til ham, hvori denne deres følelse imod ham giver sig tilkende. Til kong Aaron76 af Persien, som herskede over hartad hele Østerland med undtagelse af Indien, var han knyttet ved et så inderligt venskabsbånd, at denne hersker satte større pris på Karls tilbøjelighed, end på alle andre kongers og fyrsters venskab i hele verden, og fandt ham alene værdig til sine hædersgaver. Da derfor Karls sendemænd, som han havde skikket til vor herre og frælsers højhellige grav og opstandelsessted, også havde indfundet sig hos Aaron for at give ham deres herres ønske til kende, tillod han dem ikke alene, hvad de bad om, men også, at dette hellige og signede sted måtte tilhøre deres herre77; ja! han skikkede endog nogle af sine folk tilbage med Karls sendebud og lod dem foruden forskellige tøjer, vellugtende sager og andre af Østerlands rigdomme oven i købet overbringe deres herre andre store gaver, og det uagtet det kun var få år siden, at han på Karls bøn havde sendt ham den eneste elefant, som han dengang ejede.78

Også de tre kejsere i Konstantinopel, Niciforus79, Michael80 og Leo81 søgte frivillig venskab og forbund med ham og sendte mer end en gang sendebud til ham. Dog, da han havde antaget kejsernavnet og derved vakt stærk mistanke hos dem om, at han vilde tage riget fra dem, indgik han selv en ubrødelig pagt med dem, så at al anledning til misfornøjelse imellem dem bortfaldt med det samme. Ti Romere og Grækere har altid betragtet Frankervælden med mistænksomme øjne; derfor har Grækerne også det bekendte mundheld: Tag Frankeren til ven, men ikke til nabo!


Kapitel 17

Skønt Karl således viste sin storhed ved at udvide sit rige og underlægge sig forskellige fremmede folk, og skønt sådanne sysler stadig lagde beslag på ham, så begyndte han ikke desto mindre på mangfoldige steder på en hel mængde bygningsværker, der alle havde til formål at forskønne og gavne hans land, og gjorde også enkelte færdige, som andre havde begyndt på. Blandt hans bygninger må man vel med rette anse den med vidunderlig konst opførte kirke for guds hellige moder Maria i Akvisgranum og den 500 skridt lange bro ved Mogontiacus82 over Rhinen — thi så bred er floden der på stedet — for de ypperste. Denne bro gik imidlertid et år, før Karl døde, op i luer og kunde ikke gøres om igen, da han døde så snart efter; men det havde ellers været hans hensigt at hygge en bro af sten der istedenfor den af træ. Han lagde ligeledes grunden til flere prægtige slotte; således byggede han et ikke langt fra byen Mogontiacus i nærheden af det krongods, hvis navn er Ingilenhejm83, og et til i Noviomagus84 oven for floden Vahalis85, der flyder sønden for Batavernes ø86 . Men fremfor alt tog han sig dog af kirkerne, og hver gang han fik at vide, at der nogen steds i hele hans rige fandtes gamle og brøstfældige kirker, lod han dem sætte i stand af de præster og abbeder, hvis pligt det var at holde dem vedlige, og desuden sendte han folk derhen for at have øje med, at hans vilje skete fyldest.

Også en flåde udrustede han til krigen med Nordmannerne og lod i dette øjemed skibe bygge ved de floder, som både fra Gallien og Germanien strømmer til det nordlige ocean. Og da nu Nordmannerne idelig hjemsøgte Galliens og Germaniens kyster med deres hærgninger, så lod han vagtposter lægge sig rundt om i alle havne og flodmundinger, der ansås for passende ankerpladser for skibe, og hindrede ved dette landeværn alle vegne fjenderne i at gøre landgang pa kysten. Også mod syd traf han lignende anstalter på kysten af landskabet Narbona og Septimania87 og af hele Italien lige ned til byen Rom for at værge disse lande mod Mavrerne, der i den sidste tid har begyndt på at drive Sørøveri. Og således gik det til, at hværken Italien kom til at lide ret meget af Mavrerne, eller Gallien af Nordmannerne, så længe Karl levede. Kun byen Centumcellæ88 i Etrurien blev indtaget af Mavrerne ved forræderi og ødelagt, og nogle af de frisiske øer tæt ved kysten af Germanien helt gennemhærget af Nordmannerne.


Kapitel 18

En sådan mand var Karl, som bekendt, hvor det galdt om at skærme, udvide og forskønne sit rige. I det følgende går jeg nu over til at tale om hans åndsævner, og hvor fast en karakter han viste både i lykkens og i ulykkens dage, samt om alt, hvad der for resten vedrører hans liv i hjemmet og familjen.

Da han efter sin faders død havde delt riget med sin broder 89, fandt han sig så talmodig i dennes skinsyge og had, at alle forundrede sig over, at han ikke engang kunde blive vred på ham.

En datter90 af Longobardernes konge Desiderius, som han derpå havde taget til sin hustru, tilskyndet dertil af sin moder, forskød han igen, da der var gået et år, uden at man har kunnet komme under vejr med, hvad der har bevæget ham til at skille sig fra hende. Derpå giftede han sig igen med Hildigard, en Svaverinde91 af høj fødsel, og med hende avlede han de tre sønner Karl, Pippin og Ludvig92, og lige så mange døtre: Hrotrud, Bertha og Gisla. Desuden havde han tre andre døtre: Theoderad og Hiltrud og Hruodhajd, de to med sin hustru Fastrad, der var af østfrankisk (germanisk) byrd, men den tredje med en frille, hvis navn kun ikke vil falde mig ind. Da Fastrad var død, giftede han sig med Liutgard, men fik ingen børn med hende. Efter hendes død tog han fire friller: nemlig Madelgard, der fødte ham en datter ved navn Ruothild; Gersuinda, der var af saksisk byrd, med hvem han fik en datter, der hed Adalthrud; Regina, som blev moder til Drogo og Hug, og endelig Adallind, med hvem han avlede sønnen Theoderik.93

Også sin moder Berthrad lod han lige til hendes høje alderdom nyde stor ære hos sig. Ti han viste hende så dyb en ærefrygt, at de aldrig blev uenige om nogen ting uden den gang, da han havde skilt sig ved kong Desiderius's datter, som han havde giftet sig med på hendes tilskyndelse. Bertrad døde endelig efter Hildigard, men ikke før hun havde set tre sønnesønner og lige så mange sønnedøtre i sin søns hus. Karl lod hende med stor ære jordfæste i den hellige Dionysius's94 kirke, hvor også hans fader ligger begravet.

Karl havde kun en eneste søster, Gisla, der allerede fra barneårene havde viet sit liv til religionens tjeneste, og som han, ligesom sin moder, viste stor kærlighed imod. Hun døde også få år før ham i det samme kloster, hvori hun havde levet.


Kapitel 19

Hvad hans børns undervisning angår, indrettede han den således, at han først og fremmest lod både sine sønner og døtre oplære i videnskaben, som han også selv lagde sig efter; og så snart hans sønners alder tillod dem det, lod han dem efter Frankernes sædvane begynde på at ride, øve sig i at bruge deres våben og drage på jagt; sine døtre lod han vænne sig til at gøre uldtøj og flittig bruge rok og ten, for at de ikke skulde døse tiden hen i lediggang, og lod således også dem optugte til alt godt og ædelt.

Af alle sine mange børn oplevede han kun at miste to sønner og en datter, nemlig Karl, som var hans ældste søn, og Pippin, som han havde sat til konge i Italien, samt den førstefødte af hans døtre, Hruothrud, som var forlovet med den græske kejser Konstantin95. Pippin efterlod ved sin død en eneste søn, Bernhard, og fem døtre: Adalhajd, Atula, Gundrad, Berthajd og Theoderad. I sit forhold til disse sine børnebørn kom kong Karl til at give en prøve på sin store kærlighed; da han nemlig havde mistet en søn, lod han dennes søn følge faderen på Italiens trone; og sine sønnedøtre lod han opdrage sammen med sine egne døtre.

Hans sønners og hans datters død skulde man tro, at hans overordentlige sjælsstyrke havde gjort ham det let at bære; men hans faderkærlighed, der ikke var mindre stor, afpressede ham alligevel tårer. Og da han fik bud om, at pave Hadrian i Rom, der havde været en af hans bedste venner, var død96, græd han, som om det kunde have været hans broder eller hans kæreste søn, han havde mistet. Ti han havde et sind, der var i høj grad modtageligt for venskab; han tog gærne derimod og bevarede det trofast, ja! viste hellig troskab mod enhver, der var knyttet til ham ved dette bånd.

Hans sønners og døtres opdragelse lå ham således på hjærte, at han, når han ikke var ude på tog, aldrig spiste uden dem eller gjorde en rejse uden dem. Hans sønner red da ved siden ad ham; døtrene derimod fulgte bag efter og sluttede toget, dækkede af nogle af drabanterne, som deres beskyttelse var overdraget til.

Skønt de var usædvanlig kønne, og han dertil gjorde overordentlig meget af dem, vægrede han sig, besynderlig nok, ved at lade nogen af dem gifte sig enten med nogen af hans egne mænd eller med nogen fremmed. Han sagde selv, at han ikke kunde leve uden dem, og beholdt dem alle sammen i huset hos sig lige til sin død. Derfor matte også han, der ellers var så lykkelig, i dette stykke prøve skæbnens træskhed.97 Dog gik han så let hen derover, at man skulde have trot, at der aldrig havde rejst sig mindste mistanke om noget fejltrin fra døtrenes side eller havde været noget rygte i omløb desangående.


Kapitel 20

Karl havde med en frille sønnen Pippin, som jeg ikke har omtalt sammen med hans andre sønner. Han havde et smukt ansigt, men var vanfør og pukkelrygget. Mens hans fader var optagen af krigen med Hunerne og derfor tilbragte vinteren i Bajoarien98, stillede han sig an, som om han var syg, og sammensvor sig mod sin fader med nogle af de fornemste Franker, der havde forført ham ved tåbelige løfter om at blive konge. Men disse rænker kom for lyset, de sammensvorne måtte lide deres straf, og Karl lod Pippin kronrage og tillod ham at føre et liv til guds ære i klosteret Prumia99, som det nu stemmede med sønnens ønsker.

Der var også i Germanien bleven stiftet en anden sammensværgelse imod ham, som i tiden gik forud for Pippins100. Af dens ledere lod han nogle blinde, andre slap for at lemlæstes, men alle sammen måtte de gå i landflygtighed. døden kom ingen af dem til at lide på tre nær, der ikke vilde lade sig gribe, men trak deres sværd, værgede sig og derved blev flere mænds bane; da man således ikke på anden vis kunde tvinge dem, måtte de lade deres liv.

Disse sammensværgelser, tror man imidlertid, havde deres grund og kilde i dronning Fastrads grumhed. Og kun derfor var begge sammensværgelser rettede mod kongens person, fordi man fandt, at han havde samtykket i sin hustrus grusomhed og var skejet græsselig ud fra den vej, hans medfødte godhed og vante mildhed ellers ledede ham til at følge. For resten kunde han hele sin livstid igennem glæde sig ved så stor en kærlighed og hengivenhed fra alle sider både i og udenfor sit hjem, at ingen nogensinde har kunnet gøre ham end den ringeste bebrejdelse for ubillig strænghed.


Kapitel 21

Fremmede havde han kær og tog sig af dem med den største omhu, så at deres store antal med føje syntes at være en sand plage både for hans slot og hans rige. Dette tog den højsindede mand sig imidlertid slet ikke nær, hvor meget det end kunde falde ham til byrde; ti den ros, han derved fik for sin gavmildhed, og den løn, der bor i et godt navn og rygte, var for ham nok til at opveje de største ubehageligheder.


Kapitel 22

Han havde en stor og stærk krop og var høj af vækst, skønt ikke overdreven — ti hans hele krop var, som bekendt, 7 gange så lang som en af hans egne fødder. Den øverste del af hans hoved var rund; han havde meget store og livlige øjne; hans næse var lidt længere, end folks er flest; han havde et smukt hvidt hår, og hans ansigt var venligt og muntert. Alt dette gav ham, både når han stod op, og når han satte sig ned, et ærefrygt indgydende og værdigt udseende. Og ihvorvel hans nakke var vel tyk og kort, og han ikke var fri for at have en lidt hængende mave, voldte dog de øvrige legemsdeles regelmæssige bygning, at man glemte disse fejl. Hans gang var sikker, hans legems holdning fuldendt mandig; hans stemme var tydelig, men passede kun dårlig til hans store krop. Hans helbred var godt; kun overfaldtes han i sine fire sidste leveår tit af feber og hinkede tilsidst med sit ene ben. Men endnu dengang fulgte han som oftest mere sit eget hoved end sine lægers forskrift; og han hadede dem næsten, fordi de rådede ham til at lade være med at spise steg, som han plejede van, og hellere vænne sig til at spise kødet kogt.

Bestandig øvede han sig i ridning og jagt, således som skik og sæd var i det folk, han hørte til; ti der er næppe noget andet folk i verden, der kan måle sig med Frankerne i disse færdigheder. Han holdt også meget af de dampe, der stod op af de naturlige varme vandkilder, og øvede tidt sin krop i at svømme. Og han drev det så vidt i denne konst, at han med rette kunde kaldes mageløs. Derfor byggede han sig også en kongebolig i Akvisgranum og opholdt sig der i sine sidste leveår, ligesom han ogsa døde der. Og ikke alene sine sønner men også de fornemme og sine gode venner, ja! imellemstunder endogså hele flokken af sine drabanter og vogtere bød han med i bad, så at der undertiden gik et hundrede stykker eller fler i vandet pa en gang.


Kapitel 23

Han gik klædt som sine fædre og bar altså frankisk dragt. Inderst på kroppen bar han en linned skjorte. Også linnede underbukser gik han med. Derover havde han en kofte med silkebort og hoser; fremdeles havde han sine skinneben omviklede med bånd og sine fødder ombundne med sko. Om vinteren beskyttede han skuldrene og brystet med en køllert, der var gjort af odder- og mårskind. Endelig bar han en mørkeblå kappe og havde stadig et sværd ved siden med håndtag og sværdbælte enten af guld eller sølv.101 Somme tider gik han også med et sværd, der var prydet med ædelstene; men det var da kun ved særdeles højtidelige lejligheder, eller når han modtog sendemænd fra fremmede folk. Men de klæder, som hans folk ikke gik i, viste han også fra sig, om de var aldrig så smukke; og man kunde ingensinde få ham til at trække i dem. Kun en eneste gang, i Rom, da pave Hadrian bad ham derom, og en gang endnu, da dennes eftermand Leo bønfaldt ham om det, klædte han sig i lang romersk kjole og græsk kappe og tog sko på af den slags, som Romerne bruger. Ved festlige lejligheder trådte han op pyntet med en guldmors dragt, med ædelstene på sine sko, med et guldspænde til at hæfte sin kappe sammen med og endelig med en krone af guld, besat med ædle stene. Til hverdagsbrug derimod var der kun ringe forskel pa hans klædedragt og den, som simple folk sædvanlig bruger.


Kapitel 24

Med mad og drikke holdt han måde, men især med det sidste. Ti han havde den største afsky for drukkenskab, hvor han så traf den, men allermest hos sig selv og sine nærmeste. Med mad derimod kunde han ikke være slet så afholden, men klagede tidt over, at hans legeme havde skade af det, når han fastede.

Det var meget sjældent og kun ved store højtider, han gjorde gæstebud; men så indbød han også mange. På hans bord kom der hver dag foruden stegen, som jægerne sædvanlig bragte ham på spid, og som han holdt mer af end af noget af det andet, kun fire retter mad. Ved bordet hørte han gærne på musik eller på højtlæsning. Han lod da læse for sig af krøniken om de gamle heltes bedrifter. Også den hellige Avgustins værker satte han pris på, især på hans såkaldte ”gudsstat”. Han smagte så lidt vin og andre drikkevarer, at han sjælden drak mer end tre gange, medens han spiste. Om sommeren nød han, når han havde spist til middag, nogen frugt og drak en gang dertil, lagde derpå sine klæder og sko, som ellers om natten, og hvilede en to, tre timer. Om natten afbrød han sin søvn en fire, fem gange; og han var så ikke blot vågen, men stod også op af sengen.

Mens han tog sine sko og klæder på, kunde ikke alene hans venner komme til ham; men, når drosten forebragte ham en retssag, som ingen uden han kunde afgøre ved sin kendelse, lod han straks de stridende parter komme ind til sig, undersøgte selv sagen og fældede sin dom, som om det kunde have været i retten selv, han havde siddet til doms. Ja! ikke alene sligt, men alt, hvad han selv skulde udrette på den dag eller pålægge en af sine tjenere at gøre, besørgede han, hvorom sagen så drejede sig, på samme tid.


Kapitel 25

Han var i besiddelse af en rig og flydende veltalenhed og kunde udtrykke, hvad han vilde, klart og tydelig. Og han var ikke tilfreds med at være indskrænket til sit modersmål, men lagde sig også efter at lære fremmede sprog. Og i Latinen bragte han det så vidt, at han var van at tale dette sprog som sit modersmål; hvad Græsken derimod angik, da kunde han bedre forstå end selv tale græsk. Så veltalende var han, at det næsten grænsede til snaksomhed.

Videnskaben dyrkede han med ufortrøden flid, satte mestrene deri højt og viste dem stor ære. I grammatik hørte han diakonen Peter fra Pisa, der dengang var en gammel mand. Til lærer i de øvrige videnskaber havde han Albin med tilnavn Alkoin, som også var diakon; han var kommen fra Britannien og var en Sakser af fødsel, og han var en såre lærd mand i alle dele. I omgang med ham brugte han stor både tid og flid for at lære tale- og disputere-kunsten, men fornemmelig dog for at blive stjærnekyndig. Her lærte han at regne og iagttog med skarpsindig iver og den største videbegærlighed stjærnernes løb. Han prøvede vel også på at skrive og plejede derfor at føre en tavle og papir om med sig, som han havde liggende under hovedgærdet i sengen, for, når han fik tid dertil, at vænne sin hånd til at tegne bogstaver. Men hans anstrængelser gav kun ringe udbytte; det var nu bag efter, og han havde begyndt alt for sent derpå.


Kapitel 26

For Kristendommen, som han havde indsuget med modermælken, nærede han den største ærefrygt og kærlighed. Derfor opførte han også den vidunderlig skønne kirke i Akvisgranum og lod den pryde både med guld og sølv, med kandelabre og lysestager og med tralværk og døre af rent og ublandet metal. Og da han ingen andre steder kunde få marmorsøjler til opførelsen deraf, lod han dem skaffe hid fra Rom og Ravenna. Kirken søgte han flittig både morgen og aften, på de tider om natten, der var bestemt til bøn, og når messen holdtes, så vidt som hans helbred tillod ham det; han var såre omhyggelig for, at alle handlinger ved gudstjenesten gik for sig på en højtidelig måde, og tit og mange gange påmindede han kirketjenerne, at de ikke måtte lade noget, der var upassende eller urent, komme ind i kirken eller blive derinde. De hellige kar lod han gøre af guld og sølv og lod dem tilligemed præsternes klæder bringe til veje i i så stor overflødighed, at ikke engang dørvogterne, som dog hører til de laveste klærke, havde nødig at gøre tjeneste i deres hverdagsdragt. Noget, han gjorde sig stor umage for at forbedre, var oplæsningen og sangen i kirken. Ti selv forstod han sig ret godt på begge dele; dog læste han aldrig selv op for menigheden og sang kun sagte med i den almindelig fællessang.


Kapitel 27

For fattigplejen og den frivillige godgørenhed, som betegnes ved det fra det græske sprog stammende ord almisse, sørgede han med from nidkærhed, og det ikke alene hjemme i sit eget land og rige; men han plejede endog van at sende penge langt hen over havet både til Syrien, Ægypten og Afrika, for at han således kunde hjælpe de Kristne i deres nød, som han havde hørt, levede i armod i Jerusalem, Alexandrien eller Karthago. Derfor var det især, han søgte venskab med de konger, der herskede hinsides havet, fordi han derved vilde skaffe de Kristne, som levede under deres herredømme, nogen lindring og lettelse af deres byrder.

Over alle de andre hellige steder, som var genstand for ærefrygt, satte han den hellige apostel Peters kirke i Rom og berigede dens skatkammer med en stor sum både af guld og sølv, ikke at tale om ædelstenene. Til paverne sendte han mange og store gaver. Og intet lå ham i hele hans regeringstid mere på hjærte, end at byen Rom ved hans iver og virksomhed igen kunde nå sin gamle anseelse, og at den hellige Peters kirke ikke alene ved hans hjælp kunde have sikkerhed og beskyttelse, men også ved hans midler blive prægtigere og rigere end nogen anden kirke. Men skønt denne kirke havde så stor betydning for ham, tog han dog i 47 år, han stod ved roret, kun fire gange til Rom for at opfylde et helligt løfte og holde sin andagt der.


Kapitel 28

Den sidste gang, han kom til Rom, var dette dog ikke hans eneste grund; men det var tillige, fordi Romerne havde mishandlet pave Leo på flere måder, revet øjnene ud af hovedet og skåret tungen ud af halsen på ham102, og således tvunget ham til at bede Frankerkongen om hjælp. Han kom derfor til Rom og tøvede der hele vinteren for igen at tilvejebringe orden og rolighed i de stærkt forstyrrede kirkelige forhold. Ved den lejlighed fik han navn af kejser og Avgustus103, som i begyndelsen var ham så meget imod, at han forsikrede, at han ikke vilde have gået i kirke den dag, skønt det var en høj hellig dag104, hvis han i forvejen havde kunnet vide, hvad paven havde i sinde. Men den skinsyge og vrede, det vakte hos de romerske105 kejsere, at også Karl havde fået kejsernavn, bar han med den største tålmodighed og vidste ved sin sjælsstorhed, hvoraf han sikkert havde langt mer end nogen af dem, at gøre dem kede af deres trods; thi både sendte han tit en sendefærd til dem og gav dem brodernavn i sine breve.


Kapitel 29

Da han så, hvor ufuldkomne hans folks love i mange henseender var — ti Frankerne have to forskellige retter106, der i såre mange stykker indbyrdes afviger fra hinanden — så foresatte han sig nu, da han havde fået kejsernavn, at udfylde manglerne, udjævne modsigelserne og rette, hvad der var urigtigt eller fremsat på en uheldig måde. Hermed kom han dog ikke videre end til at forøge lovsamlingen med nogle få afsnit; som han ikke engang kunde få færdige. Men for alle de folkeslag, som endnu ikke havde en skreven ret, lod han lovene affatte i fast form og skriftlig optegne.

Tillige lod han de gamle folkekvad, som besang kongernes bedrifter og krige, opskrive, for at de ikke skulde glemmes. Han begyndte desuden på en grammatik i modersmålet.

Fremdeles gav han månederne, som hidtil hos Frankerne havde gået snart under folkelige, snart under latinske benævnelser, navne på sit eget mål. Også de tolv vinde gav han hver sit navn; før hans tid havde man næppe engang kunnet finde navne til de fire hovedvinde. Af månederne kaldte han først Januar wintarmanoth, Februar hornung, Mars lenzinmanoth, April ostarmanoth, Maj winnemanoth, Juni brachmanoth, Juli heuvimanoth, Avgust aranmanoth, September witumanoth, Oktober windumemanoth, November herbistmanoth og December heilagmanoth. Vindene gav han følgende navne: den vind, der betegnes ved det latinske navn subsolanus, kaldte han ostronivint, ligeledes evrus ostsundroni, evroavster sundostroni, avster sundroni, avstroafricus sundwestroni, africus westsundroni, zephyrus westroni, chorus westnordroni, circius nordwestroni, septemtrio nordroni, aqvilo nordostroni og vulturnus ostnordroni.


Kapitel 30

Henimod slutningen af sit liv, da både sygdom og alderdomssvækkelse kuede ham, lod han kongen af Akvitanien, sin søn Ludvig, den eneste af Hildigards sønner, som levede endnu, kalde til sig, sammenkaldte en højtidelig forsamling af de store fra hele Frankerriget og gjorde ham med alles billigelse til sin medregent i hele riget og arving til kejsernavnet, satte ham selv kronen på hovedet og bød, at han skulde kaldes kejser og Avgustus. Denne hans tanke modtoges med stort bifald af alle dem, der var tilstede; ti gud selv ansås for at have indgivet ham den til rigens bedste. Denne begivenhed tjente både til at omgive ham selv med endnu større glans og til at fylde de omboende folk med en ikke ringe skræk.

Han lod derpå sin søn rejse tilbage til Akvitanien, men drog selv på jagt i sin hovedstads nærmeste omegn, som han plejede, skønt alderen nu havde gjort ham svag. Dermed tilbragte han den tid, der endnu var tilbage af efteråret, men vendte tilbage til Akvisgranum i begyndelsen af November. Men medens han tilbragte vinteren her, blev han i Januar måned greben af en stærk feber, der nødte ham til at lægge sig. Han pålagde sig, som han var van, når han havde feber, strax faste; ti han trode, at feberen vilde stilles eller i alt fald svækkes, når han sultede sig. Men nu kom der til feberen sting i siden, som Grækerne kalder plevresis, og uagtet han blev ved at sulte sig og kun en meget sjælden gang kvægede sig ved en læskedrik, døde han dog endelig 7 dage efter, at han havde lagt sig, den 28de Januar klokken 9 om formiddagen, efter at han havde nydt den hellige nadver.


Kapitel 31

Hans lig blev vasket og pyntet efter skik og brug, bragt ind i kirken og jordfæstet under stor deltagelse af hele hans folk. I begyndelsen var man uenig om, hvor han skulde ligge, eftersom han herom intet havde påbudt, mens han levede. Men tilsidst blev alle enige om, at han ingen steder kunde finde en mere passende grav, end i den kirke, som han selv havde ladet opføre for sine egne midler i byen Akvisgranum af kærlighed til Gud og vor herre Jesus Kristus og til ære for hans moder, den hellige og evige jomfru. Her begravede man ham endnu på hans dødsdag, og over graven rejste man en forgyldt bue med hans billede og en indskrift.

Denne indskrift lyder således: I denne grav hviler legemet af den store og rettroende kejser Karl, der har udvidet Frankernes rige mægtig og regeret lykkelig i 47 år. Halvfjerdsinstyve år gammel afgik han ved døden i det herrens år 814, i den 7. indiktion108, den 28. Januar.


Kapitel 32

Adskillige jærtegn havde varslet hans nær forestående død, så at ikke blot andre, men også kongen selv havde en følelse af, hvad der forestod. I alle de tre år, som gik nærmest forud for hans død, indtraf der mange både sol- og måneformørkelser; og en gang så man endog i solen en sort plet, som var synlig i hele syv dage. Den søjlegang, som han havde ladet bygge med stor besvær mellem kirken og slottet, faldt pluselig helt sammen på Kristi himmelfarts dag. Den bro over Rhinen ved Mogontiacus, som han selv havde været ti år om at lade bygge af træ med den største møje og mærkværdig kunst således, at den så ud til at kunne vare evig, den gik ved et rent tilfælde på tre timer så helt op i luer, at der ikke blev så meget som en spån tilbage deraf. På sit sidste Saksertog, som han gjorde mod den danske kong Godofrid, så han selv en dag, da han havde forladt lejren før solopgang og begivet sig på vejen, på en gang en fakkel falde ned fra himlen og udbrede et stærkt skin, idet den fløj igennem den klare luft fra højre til venstre. Og som alle studsede og var i tvivl om, hvad det tegn skulde betyde, stak pluselig den hest, som han red, sit hoved mellem benene, styrtede og kastede ham så voldsomt til jorden, at hans kappespænde brast, hans sværdbælte gik i stykker, og han selv måtte løftes op uden våben og kappe af hans tilstedeværende tjenere, der ilede til. Også et kastespyd, som han just havde holdt i sin hånd ved den lejlighed, fløj så langt bort, at man fandt det 20 fod eller længere fra stedet. Til dette vanheld kom endnu jævnlige rystelser af hans slot i Akvisgranum og en uafbrudt knagen og bragen i tømmeret i de huse, som han boede i. Lynet slog også ned i den kirke, hvor han siden efter blev begraven, og rev det guldæble, som smykkede spidsen af taget, ned og slyngede det over på præstens hus, der stødte op til kirken. I kirken var der på randen af den krans, som slyngede sig omkring den indvendige del af bygningen imellem den øverste og den nederste buegang, en versindskrift, gjort med rød farve; den indeholdt, hvem der havde bygget dette gudshus, og i den sidste linje stod at læse: Karolus princeps (fyrst Karl). Nogle har lagt mærke til, at samme år, som han døde, kun få måneder før denne begivenhed, var bogstaverne i ordet princeps (fyrste) helt slettede ud og kunde aldeles ikke ses mere. Men alle disse tegn gav han sig enten mine af at være ligegyldig ved eller var det virkelig, ret som om intet af dem havde kommet ham i mindste måde ved.


Kapitel 33

Han havde begyndt på et testamente, hvori han vilde anvise sine døtre og frillebørn en del af sin arv. Men det kunde ikke blive færdigt, da han havde begyndt for silde derpå. Dog havde han tre år før sin død skiftet sine skatte, penge, klædningsstykker og sit øvrige løsøre i sine tjeneres og venners nærværelse og taget disse til vidner, for at dette skifte efter hans bortgang måtte beholde sin gyldighed ved deres vidnesbyrd. Hvad for en brug der skulde gøres af det, han havde udskiftet, lod han kortelig opsætte en skriftlig bestemmelse om; og indholdet og ordlyden af dette dokument er, som følger:

”I Herren, den almægtige guds navn, faderens, sønnens og den hellig ånds.

Fortegnelse og fordeling, hvilken gjort er af den berømte og fromme herre, den ophøjede kejser Karl i det år efter vor herres Jesu Kristi kødspåtagelse 811, men i hans 43. regeringsår i Franken og hans 36.109 i Italien, men i hans kejserdømmes 11. og i den fjerde indiktion;110 hvilken han med fromt og klogt overlæg har besluttet at gøre og efter herrens vilje har tilendebragt med hensyn til sine skatte og det pengebeløb, som på den dag forefandtes i hans skatkammer. Og dermed har han fornemmelig haft til hensigt forud at drage omsorg for: at ikke alene den uddeling af almisse, som det hos Kristne er skik og brug, sker af det, som dem tilhører, også må ordentligen og retteligen udføres for ham med hans formue; men tillige for, at hans arvinger kunne vide uden al tvivl og klart og tydeligen, hvad der skal tilhøre dem og skifte det endrægtigen imellem sig uden kivsmål og trætte.”

”I denne hensigt og med dette formål for øje har han derfor delt alt, hvad han ejede og havde af guld og sølv, ædelstene og kongelige smykker, som kunde findes på den førnævnte dag i hans skatkammer, først udi trende parter. Derpå har han igen foretaget en deling af disse parter og af de tvende gjort en og tyve parter, men ladet den tredje blive hel, som den var.”

”Og hensigten med delingen af de to førstnævnte parter i en og tyve parter er denne, at, efterdi der, som bekendt, er 21 moderstæder i hans rige, en af disse parter kan komme som from skænk og gave til hver af disse moderstæder gennem hans arvinger og venner, og den ærkebiskop, som da forestår enhver af kirkerne, kan tage imod den part, som er skænket til hans kirke, og dele den således med de under hans overhøjhed stående biskopper, at hans egen kirke beholder den ene tredjedel, men de to andre tredjedele fordeles på hans lydbiskopper.”

”Af disse dele, der ere tagne af de to fornævnte parter, og der, som bekendt, beløber sig til 21 efter antallet af moderstæder, ligger enhver især, skilt fra alle de andre og for sig selv alene forvaret i sit eget gemme med den bys overskrift, for hvilken den er bestemt. Navnene på de moderstæder, der efter bestemmelsen skulle nyde godt af samme fromme skænk eller ydelse, er følgende: Rom, Ravenna, Mediolanum, Forum Julii, Gradus, Colonia, Mogontiacus, Juvavum, også Saltzburc kaldet, Treveri, Senones, Vesontio, Lugdunum, Ratumagus, Remi, Arelas, Vienna, Darantasia, Ebrodunum, Burdigala, Turones og Bituriges.”111

”Men hensigten med den ene part, som han har bestemt, skal blive hel, som den er, er følgende: nemlig at, medens de to andre parter deles i ovennævnte dele og forvares under segl og lukke, skal denne tredje part anvendes til daglig brug, som en, om hvilken det skal være vitterligt, at den ikke ved noget bindende løfte er afhændet fra ihændehaverens arv og eje, og det lige så længe, som denne monne færdes i legemet eller agte brugen af samme for uundværlig for sig. Men efter hans bortgang, eller når han har givet frivilligt afkald på, hvad verdsligt er, skal denne part udskiftes i fire mindre dele. Og af disse skal den første føjes til de i det foregående nævnte 21 dele; den anden skal overtages af hans sønner og døtre og hans sønners sønner og sønners døtre og fordeles dem imellem ved en retfærdig og billig deling; men den tredje skal efter kristen sæd og skik udsættes for de fattige; den fjærde endelig skal på lignende vis under navn af almisse deles i portioner og tilflyde det mandlige og kvindelige tyende, som har sin tjenestegærning på slottet, til dets underhold.”

”Til denne tredje hoveddel, der ligesom de to andre består af guld og sølv, skal ifølge hans bestemmelse endnu føjes alle kar og redskaber af bronce og jærn og andre metaller tilligemed våben og klæder og andet både dyrt og billigt indbo til forskellig brug, såsom forhæng, hynder, tæpper, filt og læderværk, polstre og al slags, som på den dag forefindes i hans skatkammer eller klædekammer, på det at derved parterne af den tredje hoveddel må blive større, og almisseuddelingen derved komme des flere tilgode.”

”Han har anordnet, at hans kapel, det er alt, hvad der bruges ved gudstjenestens afholdelse, både det, som han selv har ladet gøre og samle sammen, og det, som er gået over til ham af arven fra hans fader, at det skal forblive urørt og ikke må splittes ad ved nogen deling”

”Skulde der imidlertid for resten findes kar, bøger eller andre kirkesmykker, om hvilke det vides med vished, at de ikke er skænkede samme kapel af ham, står det enhver, som ønsker dem ejendes at vorde, frit for at købe dem til den pris, som de retteligen vurderes til, og beholde dem. På samme vis har han truffet den bestemmelse med hensyn til de bøger, hvoraf han har samlet en stor mængde i sit bibliothek: at de skal kunne købes til den rette pris af alle, som dem ejendes vil vorde, og at det, der derved måtte indkomme, bliver at udbetale til de fattige”

”Blandt hans øvrige skatte og liggendefæ findes der, som bekendt, tre borde af sølv samt et af guld af fortrinlig vægt og størrelse. Med hensyn til disse er det hans bestemmelse og beslutning: at et af dem, som er firkantet, og som på pladen har et rids af byen Konstantinopel, skal bringes til den hellige apostel Peters kirke i Rom tilligemed de øvrige til samme øjemed bestemte gaver. Det andet, som er rundt, og hvorpå er et billede af byen Rom, skal bringes til den biskoppelige kirke i Ravenna. Det tredje, som langt overgår begge de forrige både i arbejdets skønhed og vægtens størrelse, og som består af trende kredse og indfatter et fint og omhyggelig udført billede af verdensaltet, og endelig det guldbord, der er nævnt som det fjerde, skal efter hans bestemmelse anvendes til at forøge den sidste tredjedel af det, som han efterlader sig, og som dels bliver at fordele på hans arvinger og dels på de fattige.”

”Denne bestemmelse og ordning har han gjort og truffet i de biskoppers, abbeders og grevers nærværelse, som til den tid have kunnet være tilstede, og hvis navne hosstående ere skrevne: af biskopper: Hildibaldus, Richolfus, Arno, Wolpharius, Bernoinus, Lajdradus, Johannes, Theodolfus, Jesse, Hejto og Waltgavdus;112 af abbeder: Fridugisus, Adalungus, Engilbertus og Irmino;113 og af grever: Walathcildra, Meginheri, Otolfus, Stephanus, Unruocus, Hurchardus, Meginhardus, Hatto, Rihwinus, Edo, Ercangarius, Geroldus, Bero, Hildigernus og Hroccolfus.”

Dette har hans søn Ludvig, der efter guds vilje blev hans efterfølger, efter at han havde gennemset dette dokument, så hurtig som mulig efter hans død altsammen med den største samvittighedsfuldhed ladet udføre.




Noter

1. Det var skik ved Karls hof at give de forskellige personer saadanne æresnavne, hentede enten fra de græsk-romerske forfattere eller fra biblen. Således kaldtes Karl selv David, Angilbert, der havde besunget hans bedrifter, hed Homer, og Alkuin, der var den lærdeste mand ved hoffet, Flakkus (efter den romerske digter Horats).

2. Denne Imma eller Emma har sagnet gjort til en datter af Karl den store, og Ejnhart til hans skriver. Det fortælles, at Einhart eller Eginhart, som han almindelig kaldes, engang ved nattetid besøgte sin elskede Emma; da de vilde skilles, så de, der var faldet sne, og for at sporene af hans fodtrin ikke skulde røbe deres stævnemøde, bar Emma ham bort på sine skuldre. Dette optrin blev Karl tilfældigvis vidne til, hvorefter han ikke mere modsatte sig deres ægteskab.

3. Hilderik 3 regerede fra 743-752.

4. Det var ikke pave Stefan, men Sakarias (741-752), Pippin lod spørge, hvem der var værdigst til kongenavn og krone, enten han, der sad hjemme og ikke brød sig om nogen ting, eller han, der måtte bære rigets plager og byrder, — og som så svarede, at det var bedst, den kaldtes til konge, som styrelsens byrde hvilede på, hvorfor han, forat naturens orden ikke skulde forvendes, ifølge sin apostoliske myndighed bød Pippin være konge, hvorpå Pippin på en forsamling i Soissons 752 lod sig kåre til konge af biskopper og lydfyrster (vasaller).

5. Hår og skæg var den fri mands særkende; langt nedfaldende hår var et hæderstegn for den frankiske kongeæt; at rage håret af hovedet på en Merovinger var det samme som at gøre ham uduelig til at være konge.

6. Karl Martel eller Hammeren, som i oktober måned 732 på sletterne ved Tours og Poitiers sejrede over Araberne og derved stansede Muhamedanismens fremrykken i det vestlige Evropa.

7. Poitiers

8. Narbonne

9. 752-768.

10. Over seksten.

11. Den sydvestlige del af Gallien (det nuværende Frankrig) mellem Loire og Pyrenæerne.

12. 771

13. 771

14. Over 3

15. Karl regerede i det hele 768-814.

16. Krigen med Akvitanerne 769.

17. Gascogne

18. Garonne.

19. Hadrian I. 772-795.

20. 773. De boede i det nuværende Lombardie.

21. Stefan 3, 752-757

22. År 754

23. Pavia

24. År 774.

25. Friavl.

26. Skete først 781

27. S. boede i det nordvestlige Tyskland. Krigen med dem udbrød 772 og varede til 804.

28. År 783.

29. Osning.

30. Detmold.

31. Hase.

32. Sakserkrigen udbrød 772, den italienske krig 773.

33. År 778.

34. Dette er den historiske kilde til sagnene om Roncesvalkampen, Roland og de andre hidhørende helte. Britannien er her Lille Britannien d. e. Bretagne i Frankrig.

35. Bretagnerne.

36. År 786.

37. År 787.

38. Bajrerne

39. År 787

40. År 788.

41. Ejnhart bruger ligesom andre forfattere i middelalderen folkenavnet Sklaver istedenfnr nutidens Slaver.

42. År 789

43. Obotriterne.

44. Atlanterhavet

45. Østersøen

46. Svearne

47. Esther

48. År 791

49. Det nuværende Østerig

50. År 799.

51. Tersato, nordøst for Fiume.

52. År 804

53. Denne var en søn af Karl den store og døde 817. Krigen med Boemannerne (Bøhmerne) førtes i årene 805 og 806, krigen med Linonerne, en slavisk stamme, der boede mellem Elben og Oder, i året 808.

54. Aachen, Karls hovedstad.

55. År 810.

56. I virkeligheden regerede Karl kun fra den 9. okt. 768 til den 28. jan. 814, altså kun 45 år, 3 måneder og 20 dage.

57. Loire.

58. Sydøst for Spanien ved de baleariske øer.

59. Såle, biflod til Elben.

60. Thyringerne.

61. Sorberne.

62. Bode i det sydvestlige hjørne af Tyskland (Baden og Würtemberg).

63. Ebro.

64. Tortosa.

65. Byen Aosta i Piemont.

66. Kalabrien er det nuværende Apulien.

67. Indbyggerne i byen Benevent. I Nedreitalien havde Grækerne så mange kolonier, at landet på Romernes tid kaldtes Storgrækenland.

68. Italienske mil, hvoraf der går 4 på 1 dansk.

69. Øvre- og Nedreøsterrig.

70. Dacien er det nuværende Øvreungarn, Siebenbürgen og Rumænien.

71. Histrien er det nuværende Istrien med Triest; Liburnien og Dalmatien ligge på Adriaterhavets østlige kyst.

72. Den østromerske eller græske kejser.

73. Weichsel

74. Bøhmerne

75. Kong Alfons I af Gallicien regerede fra 791-842.

76. Kalifen i Bagdad, Harun Arraschid (786—800).

77. Dette har sagnene benyttet til en fortælling om Karls korstog til det hellige land.

78. Denne Elefant kom til Aachen den 20. juli 802.

79. 802-811.

80. Michael I. 811-813.

81. Leo 5. 813-820.

82. Majnz

83. Ingelhejm.

84. Neumagen.

85. Waal.

86. Holland.

87. Narbona og Septimania lå begge mellem Pyrenæerne og Bugten ved Lyon.

88. Civita Vecchia.

89. 768-771.

90. Nogle kalde hende Desiderata.

91. Schwaberinde.

92. Ludvig den frommne, kejser efter sin fader.

93. Disse børn trådte næsten alle over i klærkestanden eller gik i kloster.

94. St. Denys ved Paris.

95. Konstantin 5 (780-802).

96. 795

97. Hrothrud og Bertha nedkom nemlig med børn udenfor ægteskab.

98. År 792

99. Prüm i egnen om Trier

100. 785-786.

101. Ejnhart gennemgår de enkelte klædningsstykker således, at han begynder med det inderste og skridtvis nævner hvert enkelt indtil det yderste; hoserne var linnede, ligesom båndene, der vikledes over kryds uden om dem.

102. Paven svor siden Karl ved Peters og Povls grave, at Romerne virkelig havde handlet således med ham, men at den hellige Peter havde givet ham syn og mæle tilbage.

103. Avgustus (den ærværdige) var den romerske kejsers titel.

104. Første Juledag år 800.

105. Her menes de østromerske eller græske kejsere i Konstantinopel. Karl friede, da han var kejser, til den østromerske kejserinde Irene. Hun var villig til at skænke ham sin hånd, men turde ikke for sit hof. Ved et giftermål mellem Karl og Irene vilde det øst- og vestromerske rige være blevet forenede under Karl den store som kejser.

106. Den saliske og den ripuariske. — De saliske franker boede ved Nordsøen, de ripuariske ved floden Rhinen omtrent ved det nuværende Køln.

107. vintermåned — skidenmåned (?) — vårmåned — påskemåned — frydsmåned (?) — brakmåned (den første pløjning) — hømåned — høstmåned — vedmåned (hvor der fældes træer) — vinhøstmåned — efterårsmåned — helligmåned. (Udgiverens anm.)

108. Et forkortet udtryk for det 7de år i den 54de indiktion. Indiktionen er et tidsrum på 15 år, og hele rækken regnes at begynde 3 år før Kristi fødsel.

109. Det burde hedde 37.

110. I det 4. år af den 54. indiktion.

111. Mediolanum er Majland, Forum Julii Cividale del Friuli (Friavl), Gradus Grado på en ø i floden Isonzo, Colonia KøIn, Mogontiacus Majntz, Treveri Trier, Senones Sens, Vesontio Besancon, Lugdunum Lyon, Ratumagus Rouen, Remi Rheirns, Arelas Aries, Darantasia Moutiers en Tarantaise i Savojen, Ebrodunum Embrun i Dauphine, Burdigala Rourdeaux, Turones Tours og Bituriges Bourges.

112. Biskop Hildibald fra Køln, Richolf fra Majntz, Arno fra Salzburg, Wolfar fra Rheims, Bernoin fra Besancon, Lajdrad fra Lyon, Johannes fra Arles, Theodolf fra Orleans, Jesse fra Amiens, Hejto fra Basel, Waltgavd fra Lyttich.

113. De fire abbeder ere alle franske, Irmino fra St. Germain i Paris.