Forskjell mellom versjoner av «Volvens Spaadom (F.W.Horn)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 119: Linje 119:
  
  
::8. Da kom Bures Sønner <ref>Odin Vil og Ve.</ref>,
+
::8. Da kom Bures Sønner <ref>Odin, Vile og Ve.</ref>,
 
::de, som skabte Midgaard <ref>Menneskenes Verden.</ref>,
 
::de, som skabte Midgaard <ref>Menneskenes Verden.</ref>,
 
::Landene de løfted;
 
::Landene de løfted;

Revisjonen fra 2. nov. 2020 kl. 13:43

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Volvens Spaadom
(Völuspá)


J. P. E. Hartmann:
Vølvens Spaadom (1872)
med tekst af Fr. Winkel Horn
1. Hejd de hende kaldte,
hvor hun kom tilhuse,
Volven snild og fremvis;
Ulve graa hun tæmmed,
sejded hvor hun kunde,
sejded ret med Gammen,
altid onde Kvinders
Fryd og Lyst hun var.


2. Ene sad hun ude
dengang da den gamle
Asernes Behersker
frem for hende tren.


3. Granskende han stirred
hende stivt i Øjet.
”Hvorom vil du spørge?
hvi vil du mig friste?
Alting grant jeg kjender,
véd og, hvor dit Øje,
Odin, du har skjult.”


4. Kostelige Ringe
skjænked Odin hende,
for hun skulde bruge
fremvis Spaadomsstaven,
for hun skulde raade
skjulte Visdomsruner;
vidt hun saa omkring sig,
gjennem alle Verdner
trængte hendes Blik.


5. ”Stille nu i Verden,
stille alle Slægter,
stille Smaa og Store,
alle Hejmdals Sønner [1]!
Du mig bød, Valfader,
at jeg skulde sige
Verdens gamle Frasagn,
dem, jeg mindes først.


6. Jætterne jeg mindes,
aarle blev de baarne,
fordum de mig fostred;
Verdner ni jeg mindes,
Træer ni jeg mindes,
medens Muldet skjulte
end den stolte Ask [2].


7. Da var Tidens Ophav
dengang Yme [3] bygged,
ej var svale Bølger,
ej var Sø og Sand,
intetsteds var Jorden
eller Himlens Hvælving,
ej var Markens Urter,
kun det brede Svælg [4].


8. Da kom Bures Sønner [5],
de, som skabte Midgaard [6],
Landene de løfted;
Solen skén fra Sønden,
varmed Havets Klipper,
da skjød grønne Urter
frem af Jordens Skjød.


9. Søndenfra greb Solen
- Maanen tro den fulgte –
over Himmelranden
med sin højre Haand.


10. Ikke vidste Solen,
hvor dens Sal mon være,
ikke vidste Maanen,
hvad af Kraft den aatte,
Stjernerne ej vidste,
hvor de skulde staa.


11. Da gik alle Magter
til de høje Stole,
og de hellige Guder
plejede da Raad.
Nat og Næ de nævned,
for at tælle Tiden
gav de Morgen, Middag,
Unden [7], Aften Navn.


12. Og paa Idasletten
mødtes alle Aser;
Hørg og Hov [8] de tømred
knejsende mod Sky;
Kræfterne de øved,
alle Ting de prøved,
og de bygged Esser,
smede sig Tænger,
smedede sig Værktøj.
slog det ædle Malm.


13. Ej paa Guld det skorted,
Tavl i Tunet legte
de og vare glade,
til tre Thursemøer
kom fra Jættehjemmet
med en rædsom Magt.


14. Da gik alle Magter
til de høje Stole,
og de hellige Guder
plejede da Raad:
hvem der skulde skabe
Dværgfolkets Skarer
af den blodige Brænding
og af Blaains [9] Ben [10].


---


15. Da kom trende Aser,
vældige og milde,
tre af Gudeskaren;
Ask og Embla [11] fandt de,
lidet kun de mægted,
endnu var ej spunden
deres Skjæbnes Traad.


16. Ingen Aand de havde,
ingen klare Tanker,
ikke de sig rørte,
hverken Blod de havde
eller friske Farver;
Aanden gav dem Odin,
Høne gav dem Tanker,
Lodur gav dem Blodet,
som gjør Kinden rød.


---


17. Asken ser jeg stande,
Yggdrasil den hedder,
højt dens Stamme knejser,
som med Dynd bestænkes;
derfra kommer Duggen,
som i Dale falder,
altid frisk den grønnes
over Urdes Brønd.


18. Men fra Salen under
Asketræets Rødder
kommer trende Møer,
mange Ting de véd.
Urd den ene kaldes,
Verdande den anden,
de paa Tavler risted,
Skuld den tredje hed;
de gav Verden Love,
Menneskenes Skjæbne
satte de og kaldte
Slægterne til Liv [12].


---


19. Odins Øje, véd jeg,
dølges dybt paa Bunden
af den klare Kilde,
hvor, naar Morgensolen
lyser over Lande,
Mimer tømmer Mjøden
af det Pant, som Odin,
Valens Fader, gav ham.
Véd I ogsaa det?


20. Hejmdals Horn sig dølger,
véd jeg, under Asken,
der mod Himlen knejser;
men en Elv sig styrter
ned med Brusen, ser jeg,
fra Valfaders Pant.


---


21. Først af Drab i Verden
mindes jeg, da Guldvejg
de paa Odder løfted,
da de hende brændte
i den Højes Sal;
trende Gange brændte
de den tre Gang’ baarne,
tidt og ikke sjelden,
dog hun lever end.


22. Da gik alle Magter
til de høje Stole,
og de hellige Guder
plejede da Raad:
om de høje Aser
skulde Skaden lide,
eller alle Guder
skulde tage Bod.


23. Odin slynged Spydet,
skjød det ud i Verden,
det blev Verdens første
ramme Folkestrid.
Nu var Muren brusten,
som om Asgaard hegned,
over Kampens Marker
Vanerne foer frem.


---


24. Da gik alle Magter
til de høje Stole,
og de hellige Guder
plejede da Raad:
hvo der havde Luften
saa med Løgn forpestet,
eller givet Frøja
hen til Jættens Æt.


25. Thor slog til alene,
gnistrende af Harme,
sjelden spag han sidder,
naar han hører sligt;
svorne Eder brødes,
givne Ord og Løfter,
alle faste Pagter,
alt, hvad aftalt var.


---


26. Valens Møer [13] saae jeg,
videnfra de stævned,
rustede til Ridtet
frem til Guders Land.
Skuld bar Skjold, og Skøgul
nævnedes den anden,
Gunn og Hild og Gøndul
Gejrskøgul fulgte;
Nu er Valens Diser
nævnede tilhobe,
Alle Herjans [14] Møer,
rustede til Ridtet
snelt fra Strid til Strid.


---


27. Balders skjulte Skjæbne
saae jeg, Odins Ætlings,
han som maatte bløde;
paa den grønne Slette
slank og saare fager
voxed Misteltén.


28. Ringe syntes Vaanden,
dog den voldte Kummer,
dengang den blev slynget
af den blinde Hød.


29. Aarle Balders Broder
baaren blev, han kjæmped
ikkun nattegammel,
Odins stærke Søn;
aldrig Haand han toede
eller Hoved kjæmmed,
før han Balders Bane
fældet bar paa Baal.


30. Frigg med Graad i Fensal
sørged over Sorgen,
som mon Valhal ramme,
véd I ogsaa det?
Da af Vales [15] Tarme
snos de haarde Liner,
[Falskheds Fader fanges
i sit eget Garn].


31. Ved de hede Kilder,
der i Lunden strømme,
saae jeg Loke ligge
fuld af Svig og List;
trofast sidder Sigyn
hos sin bundne Husbond,
Smerte hende tynger,
véd I ogsaa det?


32. Garm for Gnipehulen
gjøer, saa vidt det gungrer,
Lænkerne skal briste,
Ulven slippe løs.
Længer frem jeg skuer,
meget kan jeg sige
om de høje Guders
ramme Ragnarok.


33. Aa fra Østen ruller,
- Slid dens navn man nævner -;
fuld af Sværd og Knive
gjennem Edderdalen
vælter den med Larm.


34. Imod Norden knejsed
der paa Nidasletten
straalende en Guldsal,
det var Sindres Æts;
men hvor Kulden aldrig
kommer, stod en anden,
Brime man den nævner,
Jættens Drikkesal.


35. Fjernt fra Solen ser jeg,
paa den kolde Ligstrand,
at en Sal der stander,
Døren er mod Nord;
lede Orme sno sig,
hvælve sig om Salen,
Edderdraaber dryppe
gjennem Lyren [16] ind.


36. I de stride Strømme
ser jeg der dem vade,
dem, som falsk har svoret,
dem, der grumt har myrdet
som de vilde Ulve,
dem, der har forlokket
falsk en Andens Viv.


37. Nidhøgg suged Marven
af Enhver, som kom der,
Ulven sled de Døde,
véd I ogsaa det?


38. Garm for Gnipehulen
gjøer, saa vidt det gungrer,
Lænkerne skal briste,
Ulven slippe løs;
længer frem jeg skuer,
meget kan jeg sige
om de høje Guders
ramme Ragnarok.


---


39. Østerpaa i Jernskov
sidder hun den gamle,
der hun føder Fenres [17]
hele gramme Æt;
en af hendes Ætmænd
skal os Maanen rane,
naar han mod den farer
i sin Troldeham.


40. Deres Liv ham mætter,
som alt Døden mærked,
ja selv Guders sæder
rødner han med Blod.
Sort skal Solskin vorde
Somrene derefter,
Luften uvejrsvanger,
véd I ogsaa det?


41. Egder sad paa Højen,
Jættekvindens Husbond,
og han slog sin Harpe,
var i Hu saa fro;
over ham i Skoven
med de mange Fugle
gol den røde Hane,
Fjalar er dens Navn.


42. Gol blandt Aser Guldkam,
Heltene han vækker,
naar det til at stride
er i Valhal Tid;
men en anden Hane,
sort som Sod i Ovnen,
galer under Jorden
nede dybt hos Hel.


43. Garm for Gnipehulen
gjøer, saa vidt det gungrer,
Lænkerne skal briste,
Ulven slippe løs;
længer frem jeg skuer,
meget kan jeg sige
om de høje Guders
ramme Ragnarok.


---


44. Brødre skulde strides,
fælde grumt hverandre,
Frænder skulde bryde
deres Frændskabs Baand;
ondt det er i Verden,
Hor og Utugt øves,
Øxetid og Sværdtid
bringer Skjolde Mén.


45. Ulvetid og Stormtid
Skal paa Jorden komme,
førend Ragnarok;
lydt skal Jorden døne,
Jættekvinder flyve,
ingen Mand skal skaane
andre end sig selv.


46. Mimes Sønner [18] lege,
Gjallerhornet findes,
atter kjendes Guden
ved sit klingre Horn;
lydt skal Hejmdal blæse,
Hornet staar i Skyen,
og med Mimes Hoved
taler Odin tyst.


47. Men i Askens Grene,
Yggdrasil den gamle,
skjælver det og sukker,
Jætten slipper løs;
alle de, som vandre
Vejene til Helhjem
ræddes, til han sluges
af en Søn af Surt.


48. Hvordan gaaer det Aser?
hvordan gaaer det Alfer?
Jættehjemmet drøner,
Aser gaa til Things;
Dværgene de vise
stønne foran Fjeldets
klippefaste Døre,
véd I ogsaa det?


49. Garm for Gnipehulen
gjøer, saa vidt det gungrer,
Lænkerne skal briste,
Ulven slippe løs;
længer frem jeg skuer,
meget kan jeg sige
om de høje Guders
ramme Ragnarok.


---


50. Hrym fra Østen kommer,
han med Skjold sig skjærmer,
i sin Jættevrede
vildt sig Ormen snor,
Bølgerne den pidsker;
Ørnens Latter skingrer;
med sit Næb det blege
Ligene den slider,
Naglfar styrer ud.


51. Østenfra en Snekke
stævner over Havet,
det er Muspels Skare,
Loke styrer den;
alle arge Jætter
fare frem med Ulven,
og med dem i Følge
Bylejsts Broder [19] er.


52. Surt fra Sønden farer;
se hvor Flammen flimrer,
som en Sol det lysner
fra den Stærkes Sværd;
hør, hvor Fjeldet brager.
Troldene maa synke,
Himlens Hvælving brister,
Mænd til Helhjem gaa.


53. Atter rammer Kummer
Hlin [20], da Odin farer
for til Strid at stævne
med den gramme Ulv;
men til Kamp med Surt skal
Beles lyse Bane,
Frøj, den herlige, stævne,
der skal Frigg sin Glæde [21]
se af Ulven slugt.


54. Garm for Gnipehulen
gjøer, saa vidt det gungrer,
Lænkerne skal briste,
Ulven slippe løs;
længer frem jeg skuer,
meget kan jeg sige
om de høje Guders
ramme Ragnarok.


---


55. Da skal Vidar komme,
Odins stærke Ætling,
han skal gaa i Kampen
mod den gramme Ulv;
med sin Haand han støder
vældig i dens Hjerte
Sværdets hvasse Klinge,
saa faar Odin Hævn.


56. Hlodyns Søn [22] da kommer,
Midgaards stærke Vogter,
og i Vrede fælder
han den lede Orm;
døende han gaar kun
ni Fjed bort fra Ormen,
førend Fjørgyns Ætling
dræbes af dens Gift.


57. Da ses Sole sortne,
Havet sluger Jorden,
Himlens klare Stjerner
blegne og forgaa;
Flamme slaar mod Flamme
under Brag og Knitren,
selv mod Himlens Hvælving
klare Luer slaa.


58. Garm for Gnipehulen
gjøer, saa vidt det gungrer,
Lænkerne skal briste,
Ulven slippe løs;
meget kan jeg sige,
længer frem jeg skuer,
over alle Guders
ramme Ragnarok.


---


59. Atter ser jeg Jorden
skyde op af Havet
paa de høje Fjelde
fanger Ørnen Fisk;
vildt i stride Fosser
Vandet ned sig vælter,
atter grønnes Jorden
skjøn som aldrig før.


60. Og paa Idasletten
Aserne nu mødes,
og om Midgaardsormen
tale de igjen,
mindes alt det Store,
som de havde skuet,
Runerne, de lærte
af den høje Gud.


61. Der skal atter findes
liggende i Græsset
hine gyldne Brikker,
som de havde ejet
i den høje Old.


62. Agrene skal voxe,
skjøndt dem Ingen saade,
alt det Onde svinder,
Balder kommer hid;
atter høje Guder,
Hød og Balder, bygge
Odins Sejerssale,
véd I ogsaa det?


63. Da kan Høne kaare
sig sin Lod og begge
Brødres Ætmænd bygge
i det vide Vindhjem,
véd I ogsaa det?


64. Fagrere end Solen
ser en Sal jeg stande,
den med Guld er tækket,
Gimle er dens Navn;
der skal alle Gode
bo og være glade
i al Evighed.


65. Saa den Stærke kommer,
han, som alting styrer,
vældig ned fraoven
til den store Dom;
alle Ting han dømmer,
hver en Strid han ender,
siger, hvad der helligt
være skal paa Jord.


---


66. Se, der kommer Dragen
flyvende, den skumle,
glinsende og rædsom
hid fra Nidafjeld;
over Sletten flyver
Nidhøgg, se, den bærer
Lig paa sine Vinger, -
Nu jeg synke maa.



Fodnoter

  1. Menneskene.
  2. Yggdrasil.
  3. Rimthursernes Stamfader.
  4. ”Ginnungagab”.
  5. Odin, Vile og Ve.
  6. Menneskenes Verden.
  7. Formiddagstiden.
  8. Gudehuse.
  9. Yme.
  10. Her er i Originalen indskudt en Opramsning af Dværgenavne, der rimeligvis ikke oprindelig hører Digtet til, og i hvert Fald mangler idetmindste poetisk Interesse.
  11. Ask og Embla bleve de første Mennesker.
  12. Urd, Verdande og Skuld ere Navne paa de tre Norner.
  13. Valkyrjerne.
  14. Odin.
  15. Lokes Søn sønderrives af sin Broder i Ulveham; af hans Tarme snos de Baand, hvormed Loke bindes, da han havde narret Hød til at dræbe sin Broder Balder.
  16. Røghul i Taget.
  17. Fenrisulven.
  18. Jætterne.
  19. Loke.
  20. Frigg.
  21. Odin.
  22. Thor.



Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.