Wessobrunner Gebet (Hammerich)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 26. des. 2013 kl. 08:33 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Oldtysk Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Peter Frederik Hammerich
Vessobrunner bøn


oversat af
Peter Frederik Hammerich
De episk-Kristelige oldkvad hos de Gotiske folk
København, 1873



Så spurgte jeg som sandest
sagn iblandt mænd !
Ej var der jord
og ingen himmel,
hverken træ
der var eller bjærg;
stjærne sås ej,
sol ej lyste, ej måne sken,
ej det mægtige hav.

Da intet der var,
ej ende eller grænse:
én eneste var der dog,
almagts Gud,
den mildeste mand,
og mange var hos ham
af hellige ånder.

Herefter følger en kort bøn.


Anmærkning:
Lige som vi begyndte Angelsaksernes digtning med det oldkvad, hvori brydningen mellem hedenskab og kristendom klarest udtaler sig, således også her. Det er den efter findestedet så kaldte Vessobrunner bøn. Målføret tager Müllenhoff for oldsaksisk, andre for højtysk med indblanding af oldsaksisk. Digtet må omtrent være fra Karl den stores tid. 1)

”Så har jeg spurgt", med den formel, vi kænde så godt fra Angelsakserne, begynder også den tyske skjald. Den er her ikke blot formel, men fuld virkelighed, og hans hjemmel er ikke bibelen men mytologien. Efter den følge næmlig 10 linjer, hvori Vølvespås 3dje strofe i Munchs udgave og det halve af den 5te tydeligt klinge igennem, idet de to sidste linjer se ud som omskrivning af Ginnungagap, det gabende, det grænseløse gab. Alt peger på, at de må være tagne ud af et lignende oldsaksisk hedensk kvad, som alle kændte. Kædmons skabelseshistorie viste jo også tilbage til minder fra hedenskabet.

Og dette er det mærkelige ved brudstykket, et nyt vidnesbyrd om, hvorledes den dybsindige myte kan gå umiddelbart over i en Kristens forestillinger. Som Pavlus peger på et hedensk hellensk vers om vort slægtskab med Gud (Ap. saga 17, 28), således peger her den gamle skjald på skabelsesmyten. Han vilde ikke have gjort det, havde han ikke levet i tider, da kristendommen første gang gryede for hans folk.

Så har han selv sat et par linjer til om den almægtige Gud og hans engle, forestillinger, der heller ikke kunde være helt fremmede for hans landsmænd, såfræmt de da, hvad vi vist tør holde på, har kændt Vølvespås syn om verdensfornyelsen, ”når den store kommer til styret og giver en evig lov”.

Om nu skjalden selv eller en anden har føjet den efter det oversatte følgende bøn til, turde stå tvivlsomt hen. Den skal måske være vers, men er i så fald ikke gjort godt; i øvrigt har vi den også optegnet på et andet sted. 2)

De lærde, der har syslet med udlæggelsen af vort brudstykke, fræmsætte adskillige gisninger. De hedenske vers var måske oprindeligt digtede i det så kaldte ljódaháttr og senere omændrede af en ukyndig: de kristelige vers var tagne ud af en større digtning som Kædmons om englefaldet og skabelsen. Sligt kan imidlertid på sagens nuværende standpunkt kun tages for gætning.




Noter:

1) Både digtets tekst og den didhørende literatur findes hos E. Müllenhoff u. W. Scherer: Denkmäler deutscher poesie u. prosa aus dem VIII— XII jahrhundert s. 1 og 243 flgd. S.lign: Die beiden ältesten deutschen Gedichte, durch die Brüder Grimm, 80 flgd.
2) W. Wackernagel: Geschichte der deutschen Litteratur 1, 45.