Ættefaldet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Ættefaldet

fra Gautreks saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2022

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

Jagt med hunde
fra et 1300-tals håndskrift

Her indleder vi en morsom fortælling om en konge, der hed Gøte; han var en klog og besindig, mild og uforsagt mand. Han herskede over Vestergøtland. Det ligger mellem Norge og Sverige og i sin helhed østen for Kølen, og Gøtaelven danner skel mellem Opland og Gøtaland. Dér findes store skove, som er vanskelige at færdes igennem, når det ikke er frostvejr. Denne førnævnte konge tog ofte ud i skovene med sine høge og hunde, for han var den største jæger, og han fandt stor fornøjelse i jagten.

På den tid fandtes der mange steder bebyggelser, som var omgivet af vidstrakte skove, for mange folk ryddede skov på steder, hvor der var lang afstand til de større bebyggelser, og dér var der nogle, som opførte gårde, fordi de var flygtet langt væk på grund af noget forkert, de havde gjort, mens andre var flygtet, enten fordi de havde anderledes sæder og skikke, eller på grund af tilfældige hændelser, og de mente, at de ville være mindre udsat for spot og hån, hvis de holdt sig på afstand af andre folks ringeagt, og således levede de hele livet uden at træffe andre mennesker end dem, de havde hos sig. Mange havde tilmed fundet sig steder, der lå langt fra alfarvej, og derfor kom ingen på besøg hos dem, på nær når det en sjælden gang skete, at folk fór vild i skovene og tilfældigvis fandt frem til deres hjem, selv om de aldrig havde haft noget ønske om at komme derhen.

Denne kong Gøte, som vi omtalte før, var sammen med sin hird taget ud i skoven for at jage dyr med sine bedste jagthunde. Kongen fik øje på en smuk hjort, og dette samme dyr ønsker han at nedlægge, så han slipper sine jagthunde løs og forfølger dyret med den største ihærdighed, mens dagen går mod nat. Han var nu helt alene, og han var kommet så langt ind i skoven, at han var klar over, at han ikke ville være i stand til at komme tilbage til sine mænd på grund af nattemørket og den lange strækning, han havde tilbagelagt i dagens løb. Han havde desuden ramt dette dyr med sit spyd, og spyddet sad endnu i såret, og kongen ønskede ikke at miste det, hvis han på nogen måde kunne få det igen, og han fandt det skammeligt, såfremt han ikke fik fat i sit våben. Han havde lagt en sådan iver for dagen, at han havde smidt alle sine klæder på nær undertøjet; han var barbenet og havde ingen sko, og både sten og træer havde revet hans ben og fodsåler ikke så lidt til blods. Han får ikke fat i dyret, og nu bliver det mørkt af nat, så han aner ikke, hvor han er på vej hen. Han gør holdt og lytter efter, om han kan høre noget, og han har ikke stået længe, før han hører hundegøen, og han går henimod det sted, hvorfra han hører hunden gø, for dér, mente han, var det mest sandsynligt at træffe mennesker.

I det samme får kongen øje på en lille gård. Dér så han en mand stå udenfor med en tømmerøkse i hånden. Så snart han ser, at kongen kommer hen imod gården, springer han frem og dræber hunden og siger: »Du skal aldrig mere vise gæster hen til vores gård, for jeg kan tydeligt se, at denne mand er så stor af vækst, at han kan æde alt, hvad bonden ejer, hvis han kommer indenfor her. Det kommer heller aldrig til at ske, hvis jeg må bestemme.« Kongen smilte, da han hørte mandens ord. Han tænkte på, at han nok ikke var klædt på til at overnatte ude, men han var ikke overbevist om, at han ville komme ind, hvis han ventede på at blive budt, så han går nu kækt hen til døren. Den anden mand træder hen foran døråbningen og vil ikke lade ham komme ind. Kongen lader ham mærke, hvem der er den stærkeste, og manden, der stod foran døren, må flytte sig. Kongen gik ind i stuen, og dér sad fire mænd og fire kvinder. Der blev ikke hilst på kong Gøte, men han sætter sig alligevel. Den mand, som han syntes lignede bonden mest af dem, tog til orde og sagde: »Hvorfor lod du denne mand komme herind?« Trællen, der havde stået i døråbningen, svarede: »Denne mand var så stærk, at jeg ikke kunne stille noget op imod ham.« »Og hvad gjorde du, da hunden gøede?« Trællen svarede: »Jeg slog hunden ihjel, for jeg ville ikke have, at han viste flere uslinge herhen til gården — den slags, som ham dér forekommer mig at være.« Bonden sagde: »Du er en pålidelig træl, og man kan ikke klandre dig for det uheld, der er sket. Du får en ringe betaling for dine anstrengelser, men i morgen vil jeg give dig en belønning, og så skal du komme med mig.« Husene dér var godt udstyret, og folkene var smukke og passende store. Kongen bemærkede, at de var bange for ham. Bonden lod et bord sætte frem, og der kom mad på bordet. Men da kongen ser, at han ikke bliver tilbudt mad, sætter han sig ved bordet hos bonden og tager af maden og spiser frejdigt. Men da bonden ser dette, holder han op med at spise og trækker sin hætte ned foran øjnene. Der er ingen, der siger noget. Og da kongen var mæt, letter bonden på sin hætte og beder om, at fadene bliver taget af bordet, »— for nu er der ingen mad, der kan gemmes til senere.« Derefter gik folk hen for at sove.

Kongen lagde sig også til at sove. Men han havde ikke ligget længe, før en kvinde kom hen til ham og sagde: »Mon ikke det er bedst, at jeg opvarter dig?« Kongen svarer: »Det giver håb om bedring, at du vil tale med mig, for det er ellers en trist forsamling, der holder til her.« »Det behøver du ikke undre dig over, for vi har aldrig før i vores liv haft besøg, og jeg kan sige dig, at det ikke glæder bonden at have dig som gæst.« Kongen sagde: »Jeg kunne lønne bonden godt for alle de omkostninger, jeg har påført ham, når jeg kommer hjem igen.« Hun svarede: »I dette tilfælde tror jeg, at der kommer til at ske mere, end at vi modtager din udmærkelse.« Kongen sagde: »Jeg beder dig fortælle mig, hvad dine slægtninge hedder.« Hun svarer: »Min far hedder Skafnørtung. Det navn har han, fordi han er så nøjeregnende med sine udgifter, at han ikke kan tåle at se, når det svinder i hans mad eller andre af hans ejendele. Min mor hedder Tøtra. Det navn har hun, fordi hun hun aldrig vil bære andre klæder end dem, som allerede er blevet slidt til pjalter. Det anser hun for at være sund fornuft.« Kongen spurgte: »Hvad hedder dine brødre?« Hun svarede: »Den ene hedder Fjølmod, den anden hedder Imsigul, den tredje Gilling.« Kongen sagde: »Hvad hedder du og dine søstre?« Hun svarede: »Jeg hedder Snotra. Det navn har jeg, fordi jeg blev anset for at være den klogeste af os alle sammen. Mine søstre hedder Hjøtra og Fjøtra. Her i nærheden af vores gård findes der en fjeldhammer, der hedder Gillingshammeren, og dér er der en stejl klippevæg, som vi kalder Ættefaldet. Klippevæggen er meget høj, og der er så langt ned, at intet levende, der styrter ud fra den, vil overleve. Den kaldes Ættefaldet, fordi vi bruger den til at indskrænke vores slægt, så snart vi bliver udsat for noget ubegribeligt, og dér omkommer alle vores forældre helt uden at være syge, og så kommer de til Odin. Og så bliver vi ikke bebyrdet af vores forældres vrangvillighed, for dette lykkefyldte sted har altid været frit tilgængeligt for alle vores slægtninge, og vi behøver ikke tåle fattigdom og hungersnød eller andre sælsomme og uforklarlige ting, som måtte overgå os. Nu skal du vide, at min far finder det ganske ufatteligt, at du er kommet her til vores gård. Det ville være meget mærkværdigt, såfremt en almindelig mand havde spist mad her, men det er dog aldeles utroligt, at en frysende og afklædt konge er kommet til vores gård, for noget tilsvarende er aldrig sket før, og derfor agter min far og mor i morgen at skifte arven mellem os søskende, og derefter vil de — og trællen sammen med dem — kaste sig ud fra Ættefaldet og dermed drage til Valhal. Ringere belønning vil min far ikke give trællen for den gode vilje, han viste, da han ville jage dig bort fra døren, så nu skal han nyde lykken sammen med ham. Han er også helt sikker på, at Odin ikke vil misbillige trællen, så længe han er i min fars følge.« Kongen sagde: »Jeg kan forstå, at du må være den mest veltalende her, og du skal få min hengivenhed. Du forekommer mig at være jomfru, og du skal sove hos mig i nat.« Det bad hun kongen bestemme.

Om morgenen, da kongen vågnede, sagde han: »Jeg vil bede dig om noget — Skafnørtung! Jeg gik på bare fødder hen til din gård, og derfor vil jeg gerne have et par sko af dig.« Han svarer ikke og giver ham skoene, men trak dog skoremmene af dem. Da kvad kongen:

Begge sko

lod Skafnørtung mig få,

men remmene blev først fjernet;

sjældent, siger jeg,

har en slet mand

skænket gode gaver.

Derefter gjorde kongen sig klar til at tage af sted, og Snotra fulgte ham på vej. Kongen sagde: »Jeg vil tilbyde dig at tage med mig, for jeg tror, at der er kommet noget ud af vores møde, og hvis du bærer på et drengebarn, skal du give ham navnet Gøtrek efter mit navn og det, at jeg flakkede omkring og kom til jeres gård.« Hun svarer: »Jeg tænker nok, at din formodning er sandsynlig, men jeg kan ikke tage med dig nu, for i dag skal vi søskende skifte arven efter vores far og mor, for de agter at kaste sig ud fra Ættefaldet.« Kongen bad hende leve vel, og han indbød hende til at komme, når hun mente, at tiden var inde til det. Kongen drog af sted, til han traf sine mænd, og nu forholder han sig i ro.

Nu kan det fortælles, at da Snotra kom hjem, sad hendes far med alle sine mest værdifulde ejendele og sagde: »Noget ganske opsigtsvækkende overgik os, da denne konge kom til vores hjem og opåd meget af det, vi ejede, og det, som vi helst havde mistet sidst. Jeg kan ikke se, at vi med denne knaphed vil være i stand til at forsørge hele vores husstand, og derfor har jeg samlet alt, hvad jeg ejer, og min hensigt er at skifte arven mellem jer, mine sønner og døtre, og så agter jeg og min kone og træl at drage til Valhal. Den bedste belønning, jeg kan give trællen for hans trofasthed, er at lade ham komme med mig. Gilling og hans søster Snotra skal have min gode tyr; Fjølmod og hans søster Hjøtra skal have mine guldklumper; Imsigul og hans søster Fjøtra skal have alt kornet og markerne. Men jeg beder jer om — mine børn! — at I ikke formerer jer, for så kan I ikke bevare arven efter mig.« Og da Skafnørtung havde sagt, hvad han ønskede og mente, gik de alle op på Gillingshammeren, og børnene ledte deres far og mor ud over Ættefaldet, og de begav sig glade og lystige på vej til Odin.

Da dissse søskende nu er tilbage på gården, synes de, at de bliver nødt til at være påpasselige. De tager træstikker og fæstner vadmel omkring sig, så man ikke kommer til at berøre nøgen hud. De mente, at de på den måde havde forhindret, at de kunne formere sig. Snotra kunne mærke, at hun ventede et barn. Hun flyttede på træstikkerne i vadmelet, så man kunne få en hånd ind til hende. Hun lod, som om hun sov. Men da Gilling vågnede eller bevægede sig i søvne, strakte han sin arm og berørte hendes kind. Og da han vågnede, sagde han: »Det var meget ubehændigt gjort af mig, og nu er du kommet galt af sted. Er du ikke også blevet meget tykkere end før?« Hun svarer: »Hold det skjult, så godt som du formår.« Han svarer: »Det gør jeg ikke; det ville være uhørt, for det kan på ingen måde holdes skjult, når vi er blevet flere.« Ikke længe derefter fødte Snotra et smukt drengebarn, og han blev navngivet og kaldt Gøtrek. Gilling sagde: »Det er forfærdeligt, hvad der er sket, og det kan ikke skjules længere, og jeg vil fortælle mine brødre om det.« De sagde: »Alt, hvad vi har, vil nu blive ødelagt af denne ulykke, der er sket, og dette er et stort lovbrud.« Gilling kvad:

Jeg strakte armen

uden at tænke

og rørte ved kvindens kind;

kun lidt skal der til,

før liv skabes,

og Gøtrek blev altså undfanget.

De sagde, at de ikke ville give ham skylden, for han angrede og ønskede, at dette aldrig var sket. Han erklærede, at han gerne kastede sig ud fra Ættefaldet, for nu, sagde han, var der kun store ulykker i vente. De bad ham vente og se, hvad der ellers skete.

Fjølmod holdt hele tiden øje med sin formue, og han havde sine guldklumper med sig, hvor end han gik hen, men en dag faldt han i søvn, og han vågner ved, at et par sorte snegle var krøbet hen over hans guld. Han syntes at kunne se furer dér, hvor guldet var blevet mørkere, og han mente, at det nu var blevet formindsket meget af slid. Han sagde: »Det er betydelige værdier, jeg har mistet her, og hvis dette sker igen, bliver det slemt at skulle drage fattig til Odin. Jeg vil kaste mig ud fra Ættefaldet, så jeg ikke oftere må tåle sådan et tab, for det har aldrig set sortere ud, siden min far overlod mig sin formue.« Han fortæller sine brødre om denne modgang, der har ramt ham, og bad dem skifte arven efter ham. Han kvad da:

Sorte snegle

har slidt mine sten —

nu volder alt mig ondt;

jeg sidder i armod,

for sneglene har

ganske hulet mit guld.

Derefter gik han og hans kone op på Gillingshammeren, hvor de kastede sig ud fra Ættefaldet.

En dag gik Imsigul rundt på sine marker. Han fik øje på en fugl af den slags, som man kalder en spurv — den er på størrelse med en mejse. Han mente nu, at der var stor fare på færde, og han gik langs ageren og så, at fuglen havde taget et enkelt korn fra et aks. Da kvad han:

Nu voldte spurven

en vældig skade

her på Imsiguls ager;

til evig trængsel

for Tøtras slægt

blev korn og aks ødet.

Derefter tog han og hans kone af sted, og de trådte glade ud over Ættefaldet og skulle ikke oftere opleve et tilsvarende tab.

Da Gøtrek var 7 år gammel, var han engang udenfor, og han fik da øje på den gode tyr. Der skete det, at han slog tyren ihjel med sit spyd. Og da Gilling så dette, kvad han:

En lille dreng

har dræbt min tyr —

den største skade er sket!

Jeg fik aldrig igen

så udsøgt en skat,

om jeg end levede længe.

Han sagde: »Skaden er uoprettelig.« Derpå gik han op på Gillingshammeren og trådte ud over Ættefaldet. Nu var de kun to tilbage: Snotra og hendes søn Gøtrek. De gør sig begge klar til at tage væk, og de drager af sted, indtil de kommer til kong Gøte, og han tager godt imod hende og sin søn. Gøtrek vokser op dér ved sin fars hird, og han bliver snart dygtig og duelig.

Således går der nogle år, og Gøtrek bliver en fuldvoksen mand. Så skete det, at kong Gøte blev syg, og han tilkaldte sine venner. Kongen sagde: »I har i alle henseender været lydige og medgørlige over for mig, men nu tror jeg helt sikkert, at denne sygdom, som jeg lider af, kommer til at afbryde vores venskab. Jeg ønsker at overdrage den magt, som jeg har haft — og dermed kongenavnet — til min søn Gøtrek.« Dette passede dem godt, og efter kong Gøtes død blev Gøtrek taget til konge over Gøtaland, og han bliver ofte nævnt i de gamle fortællinger.

---

Noter: