Aandemaneren Patdloq (KR)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet
Aandemaneren Patdloq
Knud Rasmussen
København, 1926
Patdloq var Aandemaner og i sit Væsen en indadvendt Tænker, der satte Pris paa at drøfte alvorlige Problemer. Han havde et ydmygt religiøst Sind, og det var hans Tro, at alle Hverdagenes Smaahændelser, gode og onde, var Udslag af en højere Aands Vilje. Menneskene selv var magtesløse i en mægtig Skæbnes Vold, og kun spidsfindig Tabu, Offer og Bod holdt Tilværelsen i Ligevægt. Livet var paa Grund af Mænds og Kvinders Uforstand fuldt af Vilkaarlighed, og Aandemaneres Indgriben blev derfor tit en Nødvendighed. Hans stadige Bekymringer kredsede om Plejebarnet Diskanten [1]. Denne skindmagre Dreng syntes ikke rigtig skabt til at leve, og trods al den Umage, den menneskesky gjorde sig for at fede ham, ved mange Gange om Dagen at gylpe Sælsuppe og tyggede Spækstrimler ind i hans Mund, smaaklynkede han dog altid, selv i Søvne. Han syntes kun en Gæst blandt de levende, og det nyttede ikke, at Forældrene for at binde ham til Livet forlovede ham med en lille struttende Pige, der ligesom han selv ikke var fyldt Aar endnu.
Under disse Samtaler maatte jeg ofte tænke paa, hvilken Uret der gøres Naturmennesker, naar det siges om dem, at de kun er optagede af Mad og Maaden, hvorpaa den lettest skaffes. Ganske vist kræver en haard Kamp for Tilværelsen, at Madspørgsmaalet daglig maa beskæftige Tankerne; men det er saa langt fra at være det væsentlige for dem, at man forundrer sig over den Smidighed, hvormed aandelige Spørgsmaal klargøres og drøftes. Og det sker altid ud fra den henrivende Oprindelighed, som den ejer, der maa bygge sine Teorier op paa de levende Ords Overleveringer. Det er denne Naturlighed, der gør dem til Digtere, uden at de selv ved af det, og det er denne Mangel paa tillært Ortodoksi, som giver deres Fremstilling den barnlige Charme, der gør Mystiken troværdig. —
En Aften havde Patdloq været særlig optaget af at undersøge Diskanten's Livsbane. Medens vi andre laa paa Briksen og tog Aftenens sorgløse Hvile, havde han staaet timevis oprejst med lukkede Øjne, medens han sang en gammel Tryllevise uden mange Ord; men han gentog den saa ofte, at dens korte Tekst fik Form og vi saa Livets Styrke og Livets Forkrænkelighed for os i de faa Ord, han med ensformig Stemme blev ved at nynne. Ordene lød saaledes:
- Du Jord,
- vor store Jord,
- ser du disse Dynger,
- af blegede Knogler,
- disse hentørrede Ben,
- der smuldrede bort
- for Kraften
- af den vældige Verdens
- Luft?
- He — he — he!
Ordene smuttede ud af Munden paa ham i fast Takt og blandedes ind i lange Enetaler med hemmelige Aander. Tilsidst maa han være kommen til et Resultat, for pludselig slog han Haandfladerne sammen og blæste frisk Menneskeaande hen over dem, idet han raabte: "Her er det! Her er det!" Hvortil Taparte straks svarede: "Tak, Tak! Du har det!"Patdloq kom nu hen til os og forklarede, at Diskanten sidste Sommer havde været med paa en Baadrejse, hvor man havde brugt et Sejl, der havde tilhørt en Mand, som nu var død. En Luftning fra de dødes Land havde strejfet Barnet, og nu kom Sygdommen af, at det længtes bort fra Menneskene.[2]
Jeg spurgte ham, hvorledes de mærkelige Ord var bleven til, som stadig havde givet ham nye Tanker, og han svarede, at han havde dem fra sin Fader. Hans Fader holdt meget af Ensomhed, og en Dag han var ude at gaa, kom en Ravn flyvende hen imod ham, den viseste af alle Fugle. Saa havde han skudt den med sin Bue, og da den faldt, havde han fremsagt disse Ord over den, i de Øjeblikke den kæmpede sin Dødskamp. Ordene var kommen til ham af sig selv, og lidt efter lidt var de bleven til en Tryllevise, som Patdloq havde arvet. . . .
Vi laa nu alle oppe paa Briksen og ventede paa, at Gryden skulde komme i Kog. Aftenerne var lange, og vi havde god Tid, derfor kogte vi over en Spæklampe for at spare paa Petroleumen; saa havde vi Lys og Varme samtidig og fik kun Appetiten skærpet ved, at det tog tre Gange saa lang Tid med Kogningen. En Harpun var stukket ind i Snevæggen hen over Lampen, og heri hang Gryden i en Rem lige over Mosvægens lange, gule Flamme. Vi var sultne efter en lang Dags Isvandringer, Samtalen blev trægere og trægere, og Øjnene hang ved de røde Kødstykker, som aldrig syntes at ville komme i Kog. Da giver Gryden pludselig et Hop og svinger frem og tilbage. Varmen har smeltet Harpunen et Stykke ned i Snevæggen, og Remmen slappes og strammes, saa at Kogestykkerne hopper i Suppen.
Patdloq er endnu under Paavirkning af den Bevægelse, Tryllevisen har sat ham i, og han springer op fra sit Leje og forlanger, at vi straks skal flytte Lejren ind paa den gamle Fastis. Vi ligger for nær ved det aabne Hav og opfylder Hvalrossernes Madsteder med vor ilde Lugt; Sødyrenes Moder er vred, og hun har tilkendegivet sit Mishag ved at gøre Kogestykkerne levende. Dette er et Varsel, som vi maa bøje os for.
At bryde op midt i Aftenens Mørke var der ingen af os andre, der havde Lyst til. Det vilde tage flere Timer, før vi var i Lejr igen, og andre Timer, før vi fik noget at spise. Derfor blev vi, hvor vi var, og kravlede roligt i Soveposerne, da vi havde spist os mætte.
Ingen af os anede, hvor nær Patdloq havde faaet Ret, og at han næste Morgen skulde faa sin store Oprejsning. Da vi vaagnede, saa vi til vor Forfærdelse en Revne tværs over Gulvet. Den var vel smal, men dog bred nok til, at Saltvand nu og da skvulpede op igennem den; Snehyttens Tag stod helt paa Snur henne ved Indgangshullet, og da vi slog en Sneblok ud, havde vi Havets sorte Dønninger lige ind paa os. Isen, hvorpaa Snehytten stod, havde slaaet sig løs, men i Stedet for at gaa til Havs var den i sidste Øjeblik drevet ind paa nogle høje Skruninger, der holdtes fast af en lille Ø.
Denne Gang var der ingen, der protesterede, da Patdloq brød Lejren, og vi flyttede langt indover i Læ af et Par Smaaskær, der holdt den gamle Is fast som Spiger, ingen Storm eller Dønning kunde bøje.
Fodnoter
Kilde
Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 98-101. København, 1926.