Isbjerg i det nordøstlige Grønland. Foto: Rita Willaert - Wikimedia.
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
6. Akutak og Inuinak
Om en Afsindig der blev Gjenganger
(Efter den mundtlige Fortælling)
En Mængde Brødre havde en eneste Søster, som de vare meget paaholdne paa. Naar der var Storfangere, som friede til hende, pleiede Brødrene at skjænde paa dem, blot for at beholde hende. Nordenfor dem laa der en anden Bygd, og den var ikke langt borte. Her boede Akutak og Inuinak; engang da de vare ude i Kajak sammen, sagde Akutak: »lader os besøge de mange Brødre.« Inuinak meente vel, at de ikke vilde indlade sig med dem, men alligevel droge derhen, men alle Mændene vare ude i Kajak og deres Koner vilde slet ikke tage imod dem. Alligevel stege de iland. Mændene havde nemlig sagt til deres Koner: »dersom der i vor Fraværelse skulde komme Besøg af ugifte Mænd, skulle I ikke modtage dem.« Derfor var det, at de frygtede. Alligevel gik de fremmede op, kom ind i Huset og saae den eenlige Søster, som havde sin Plads paa den søndre Side, hvor hendes Sengklæder laae, (saa smukke) som Kavdlunaits. Skjøndt man nu anviste dem Plads i den nordre Ende, satte de sig dog foran den eenlige Søster. Derpaa toge de deres Pelse af; Akutak var den første, hans Hud skinnede som en Hvidfisk, men da Inuinak blottede sig, saae han ud som en Ravn. De bleve da saaledes her, og endnu førend man havde budt dem noget, blev der raabt at Kajakker kom slæbende med Fangst. Qvinderne gik ud for at. bringe den op, og strax efterat de vare komne tilbage, hørtes det støie i Huusgangen, og ind kom En farende og derpaa udbrydende i en brummende Tone: »hvad er det, vi have nok faaet Gjæster.« Det var nemlig den mellemste af de mange Brødre, senere kom de andre. Akutak svarede: »ja vi ere rigtignok komne paa Besøg, men vi vare egentlig ikke videre forhippede derpaa.« Den mellemste sagde: »sætter saa noget Mad frem for Gjæsterne«. Saa bleve de beværtede, og efter Maaltidet begyndte Samtalen, men de vendte bestandig Blikket paa den eenlige Søster, og saaledes bleve de siddende der til seent paa Aftenen. Omsider begyndte Brødrene at lægge sig til at sove paa de yderste Pladser; den mellemste vilde vaage, han tog blot Støvlerne af, lagde sig paa Ryggen og holdt Øie med Gjæsterne. Da sagde Inuinak med høi Røst: »du der, red Seng til mig.« Den eenlige Søster var ikke seen til at rede Seng, og Inuinak trak Støvlerne af og tog Plads ved hendes Side. Brødrene vilde til at reise sig men betænkte sig, og saae ikke mere efter ham. Da Akutak nu mærkede, at han var ene tilbage, sagde han, uden dog at have Nogen at henvende sig til, ligeledes: »du der, red Seng til mig.« Brødrene saae hen til ham og sagde: »du snakker jo hen i Veiret, læg dig kun for dig selv.« Akutak lagde sig da skamfuld til at sove, men om Morgenen tidligt, da de vaagnede, var han borte. Han havde nemlig af Ærgrelse hexet over dem, idet han indgav den eenlige Søster Fjendskab mod hendes (nye) Mand. I Morgenstunden gik Brødrene ud i Kajak, medens deres (nye) Svoger blev liggende. Først efter Solens Opgang kom han paa Benene, tog sin Kajakpels paa og gik ligeledes ud. Efter et kort Mellemrum, meldtes der at han kom tilbage med Fangst. Han havde allerede faaet to Sælhunde, og hans unge Hustru kom nu i Bevægelse og gik ud for at flense. Da hun var færdig, gik hun løs paa Manden og begyndte at kjærtegne ham, uden at vige fra hans Side. Seent paa Aftenen, da alle Brødrene vare komne hjem, begyndte Manden at blive bange for hende og flygtede hen i en Krog bag Lampen; hun vilde først forfølge ham, men lod ham saa være. Den følgende Morgen gik Brødrene ligeledes i Kajak, men Svogeren gik først ud efter Solens Opgang og kom allerede snart efter Middag hjem med Fangst. Da hans Kone havde flenset og kom ind, foer hun atter løs paa ham og holdt ham omslynget saa at han faldt baglænds om med hende, da han forgjæves søgte at slide sig løs. Omsider, da Brødrene vare komne, flygtede han af Skræk atter hen bag Lampen, efterat have skubbet hende baglænds om paa Brixen. Men hun forfulgte ham, lagde sin Haand paa ham og greb saa en Slibesteen, der siges at det var en af Stenene fra Tunudliorfik, den gav hun sig til at æde af, som om det kunde være et Stykke Is. Da Brødrene saae dette, sagde de: »vor Søster er gaaet fra Forstanden, lader os ile herfra,« og de begave sig strax paa Flugten idet de overskare Baadens Surringer. Ved Afreisen sagde den mellemste til Svogeren: »naar et Menneske er i den Tilstand, er der intet mere ved det at gjøre, kom og flygt med os.« Svogeren svarede: »jeg vil dog foreløbig blive hos hende, selv om det kun var for en Nat.« Saa droge de da bort og han blev ene tilbage hos sin Kone. Men hele Natten løb hun efter ham, idet han bestandig flygtede; tidlig om Morgenen sprang han under Flugten ned i Huusgangen, i det Øieblik da han kom forbi dens Aabning, styrtede ned efter sin Kajak og satte sig i den. Lige idet han stødte fra Land naaede hun ham, greb efter Kajakstævnen men tog feil. Hun var nær løbet ud efter ham, men vendte saa tilbage; Manden betragtede hende først, men ilede saa afsted til sine Svogre, der havde lagt op paa en lille Ø derudenfor. Den mellemste kom ham imøde og spurgte, hvorledes hun havde det, men han svarede, at han omsider maatte flygte, da hun bestandig forfulgte ham. Svogrene sagde: »naar et Menneske er kommet i den Tilstand, er det ikke til at omgaaes med, bliv derfor herefter fra hende.« Saaledes gjorde han da ogsaa, men efter 10 Dages Forløb, da de vaagnede om Morgenen, sagde han: »hun er muligen omkommen af Hunger, jeg maa dog engang hen at see til hende.« Svogrene søgte at afholde ham derfra, men han var paastaaelig og tog afsted. Da han kom til Stedet, trak han sin Kajak blot lidt op af Vandet, og gik saa op. Af Frygt for sin Kone turde han ikke gaae gjennem Huusgangen, men kigede blot ind ad Vinduet og saae hvorledes hun laa udstrakt paa Blixen med udfoldede Haar. Da han talte venligt t.il hende, svarede hun ham ligeledes kjælent og sagde: »jeg er nu ganske rask igjen, træd kun indenfor.« Han gik da ind, men ligesom han kom hen til hende, foer hun pludselig op, hvorpaa han atter sprang ned i Huusgangen, og hun efter ham. Da han flygtende netop var kommen ud ad Indgangen kom hun ogsaa farende ud, med fremstaaende Øine, og da han var løbet ned og havde sat sig i Kajakken og stødte fra Land, greb hun efter Stevnen, men da hun tog feil og Manden ikke strax kunde komme i Gang, forfulgte hun ham gaaende paa Vandet, som var det paa Isen. Da han hørte hendes klynkende Stemme og saae sig om efter hende, var hun ganske nær ved ham. Han tænkte: »hvorfor vovede jeg mig da ogsaa hen til den Slemme, som nu kommer farende lige hen og æder mig op.« Da han ikke vidste noget andet Middel, gav han sig til at vippe med Kajakken. Derpaa tabte hendes Stemme sig, og da han saae sig om, hun nærved at falde (formedelst Vandets Bevægelse); han ventede lidt efter hende og paa denne Maade førte han hende henimod Brødrene. Da han nærmede sig til dem, skrege de: hvorfor bringer du hende til os, hun vil sikkert gjøre det af med os.» Da de raabte saaledes, og han ikke kunde forlade hende, saae hun foran sig en Stribe af Strømbølger, og da hun stødte paa den, hørtes hun sige: »jeg falder ned i Revnen,« hvorpaa hun vendte ham Ryggen og ilede jamrende bort. Efter den Tid besøgte Manden hende ikke mere. Først mange Dage efter sagde han en Morgen: »hun er sikkert omkommen af Hunger, jeg maa dog hen at see til hende.« Svogrene begyndte at snakke: »Det er da ogsaa et ufortrødent Menneske, nær havde hun ædt ham op, og endda har han ikke tabt Modet.« Men han blev ved sit Forsæt, og tog afsted. Da han kom derhen og steg iland, satte han blot Kajakken paa Grund og gik saa op til Huset. Han fandt da Vinduerne iturevne, og da han kigede ind igjennem det søndre, var hun borte og ikke til at see. Idet han vilde gaae ned til sin Kajak, saae han sig blot lidt om og opdagede hendes Fodspor, som førte op tilfjelds. Han fulgte dem, og kom til en Hule under en stor Steen, og kigede ind i den – der sad hun sammenkrøben og med Ansigtet indadvendt. Han gav hende Tegn, men hun rørte sig ikke, gik derpaa ind og fandt hende død, og med de indvendige Øienvige brustne. Derpaa begrov han hende forsvarligt, vendte tilbage til sine Svogre og fortalte dem det, og kom saa ikke mere til Stedet. De forlode da ganske Huset og toge Vinterophold paa den yderste af Øerne, og derpaa lagde der sig fast Iis. Nu hændtes det paa den Tid, at en af Akutaks Samboende, en stakkels Forældreløs sagde: »da jeg ingen Støvler har, agter jeg at gaae til de mange Brødre og tilbyde dem min lille Hund mod at faae nogle gamle Støvler i Betaling.« Med disse Ord begav han sig paa Veien og kom i Morgenstunden til de mange Brødres Huus, men saae, at det var uden Vinduer. Alligevel gik han derop, og han fandt deres Forraad urørt, men der var hverken Baad eller Mennesker. Alligevel gik han ind i Huset, hvor han fandt Vægskindene afrevne og nedfaldne paa Gulvet. Da han ikke vidste noget andet Sted at gaae til, blev han til om Aftenen, hentede saa lidt Spæk og tændte en Lampe. Derpaa tog han sine lasede Støvler af, hængte dem op til Tørring og tog Plads paa den søndre Ende af Brixen. Dengang han gik ind, var hans Hund fulgt efter og havde lagt sig sammenkrympet foran ham paa Gulvet; men altsom han nu tørrede Støvlerne, begyndte Hunden at snøfte, løb udenfor og hørtes gjøende at fjerne sig. Atter hørtes den nærme sig, kom ind i Huset satte sig foran sin Herre og stirrede ham lige i Ansigtet, hvorpaa den atter foer gjøende ud af Huset, men kom blot til dets Hjørne og derpaa ind igjen. Da tænkte han: Hundene vide jo Besked om Alt, hvorpaa han tog sine Støvler, og i det samme hørte han at Hundens Gjøen blev til et svagt Hyl. I en Fart satte han Strømper i Støvlerne og ilede ud. Idet han sprang ned i Huusgangen, fulgte Hunden efter ham, men neppe var han kommen halvt gjennem Huusgangen, førend han ved at see udenfor fik Øie paa det (Spøgelset, Gjengangeren), hvorledes det kom, slæbende sin Ligklædning efter sig og glidende ind gjennem Indgangen. Han trykkede sig tæt op til Væggen, og Hunden gjorde ligesaa, men altsom han tænkte at nu vilde det bemærke ham, krøb det forbi, og strax sprang Hunden lydløst ud af Indgangen, og hans stakkels Herre bagefter, begge flygtede de iilsomt ned paa Isen, men idet de vilde løbe videre, kom det atter farende ud af Huset og bag efter dem ned paa Isen, men det naaede den ikke; thi lidt udenfor Huset laae der et stort Iisfjeld indefrosset, og samme havde en Hule, i hvilken han smuttede ind og afventede Dagens Komme. Da det nu blev lyst og han kom udenfor, vidste han ikke hvorhen han skulde begive sig. Først tænkte han paa at gaae hjem, men saa opdagede han en Mængde Mennesker som stode paa en af de yderste Øer. Han vendte sig henimod dem, men da de saae ham nærme sig, kom de i Bevægelse, eftersom de troede, at det var den Afsindige. Først da han kom heelt derhen, gjenkjendte de i ham et stakkels virkeligt Menneske, og de udspurgte ham, om han ikke havde sovet hist ovre i Huset. Den forældreløse Stakkel svarede: »jo jeg oppebiede Dagens Komme histovre.« Den mellemste af Brødrene sagde: »Har du da slet intet bemærket.« »Nei slet intet,« svarede han, nemlig med en Løgn, eftersom han jo nær var bleven opædt. Da de saa udspurgte ham om hvad han havde villet der, sagde, han: »jeg vilde gjerne sælge min lille Hund, for at faae gamle Støvler for den. Den mellemste sagde: »du er tilvisse modig af din Alder at være, dog din Hund vil jeg ikke have,« og dermed gav han for Intet to Par gode Støvler, og da han skulde forlade dem, gav han ham desuden en Kniv med et smukt Skaft, og alle Brødrene gave ham paa samme Maade Foræringer, saa at han neppe kunde bære alle de Støvler og Knive. Den følgende Dag gik han hjem, og efter Hjemkomsten solgte han Knivene og fik sig en Kajak.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 17-22