Amund Helland: Finnernes gudelære

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Amund Helland, malt av Erik Werenskiold i 1885
Temaside: Samisk religion og mytologi

Samerne i Finmarken
Amund Helland

Finnernes gudelære




De vigtigste kilder for kjendskabet til finnernes gudelære og religiøse forestillinger er de norske missionærers beretninger fra begyndelsen af det 18de aarhundrede. Da det er missionærer, som har berettet, er denne finnernes gudelære oftest benævnt hedenskab og overtro.

Et vigtigt skrift om finnernes gudelære er det saakaldte «Nærø-manuskript», forfattet i 1723 af magister Johan Randulf, sognepræst til Nærø 1718—27. Sit kjendskab til finnerne har magister Randulf havt dels fra finner i hans præstegjeld, dels fra Thomas von Westen, der paa sin tredje missionsreise i januar 1723 opholdt sig paa Nærø præstegaard, og endelig fra von Westens ledsager Jens Kildal, missionær i Salten fra 1721. Skriftet er udgivet af J. Qvigstad (Kildeskrifter til den lappiske mythologi i Trh. vidensk. skr. 1903).

Videre skal nævnes som kildeskrifter J. Jessens afhandling om de norske finners hedenske religion, der ledsager Leems beskrivelse. Ogsaa denne sidste beretter om finnernes guder, ofringer o. s. v., og saa er der en række manuskripter om finnernes mythologi, som er angivet i Qvigstads «Kildeskrifter til den lappiske mythologi».

Endel af de svenske forfattere, som før er nævnt, Scheffer, Graan, Rheen, Tornæus og flere har fortalt om finnernes gamle tro.

Finnernes gudelære er behandlet af Friis i hans «Lappisk mythologi».

Vigtig for den finske gudelære er ogsaa de billedlige fremstillinger paa runebommen eller troldmandens tromme.

Trommen i Nærømanuskriptet

Den finske gudelære synes at være sammensat af laan baade fra den kristelige religion og fra asalæren, ligesom der vel ogsaa har været en kjerne af oprindelig finske religiøse forestillinger’, selv om den ikke har udviklet sig til en gudelære. Der kan i deres mythologi spores laan baade fra den romersk-katholske kirke og fra den græsk-katholske.

Vigtige laan er der, som nævnt, fra asatroen, og en dansk forsker, Axel Olrik, mener i den finske mythologi at gjenfinde træk, der svarer til, hvad vi maa formode at have været broncealderens religion i Norden.

Finnernes forestillinger om flere af deres guder og deres overnaturlige væsener er ikke blot blevne modificerede efter de kristnes lære, men noaiderne eller vismændene har tid efter anden optaget enkelte nye iblandt de gamle guder.

Den frygtsomme fin vilde holde gode miner til alle sider og optog paa sin runebomme den nye gud, som han hørte om, ligesom han vel tidligere havde optaget guden Tor, Horagalles, fra vor gamle gudelære.

Schamaner kakles de finske og turanske folks præster, som svarer til finnernes noaider. De hidhen hørende religioner er trolddomsreligioner, der hviler paa forestillinger om talrige aandevæseners umiddelbare indgriben i menneskelivet og menneskenes evne til at sætte sig i forbindelse med dem.

Finnernes oprindelige religion har utvilsomt været en schamanisme, ligesom de beslægtede folks, kvæners, vogulers, mordviners og magyarers.

Finnerne var langt ned i den historiske tid schamanister ligesom eskimoerne og samojederne; deraf kom blandt andet det ry, som de havde paa sig som troldmænd.

Finnerne var derhos fetischdyrkere, idet de antog, at de uorganiske gjenstande var besjælede paa samme maade som mennesker og dyr, enten nu denne sjæl opholdt sig til stadighed i vedkommende gjenstand, eller de materielle gjenstande kun var midlertidige eller ubestandige opholdssteder for aanderne.

Hvad der er finnernes egne oprindelige religiøse forestillinger, er i mange tilfælde ikke godt et sige, da de har laant saa meget af naboerne.

Af meget høi alder synes finnernes saivolære at være, det vil sige dyrkelsen af de afdøde, nogenlunde som nordmændenes ældgamle tro paa haugebonden, slægtens stamfader. Ældgammel er sikkerlig ogsaa ofringerne og troen paa noaiderne og deres trolddomskunst.

Det meste af gudelæren, som den her fremstilles, synes snarere at være senere laan, om end gamle, saa at gudelæren maaske burde været omtalt som et senere afsnit efter noaiderne og runebommen.

Finnerne fik ved de omtalte laan mange guder. Desuden befolkede de de forskjelligste steder med skytsaander, saa at ethvert fjeld, skog, indsjøer, bække eller kilder havde sin Haldde, efter kvænerne sin Haltia, det vil sige, sin iboende, usynlige og beskyttende aand.

Jessen inddeler de finske guder i 4 klasser:

Overhinimelske guder, himmelens og luftens guder, jordiske guder og underjordiske guder.

Denne inddeling følger ogsaa Friis i sin mythologi, men denne inddeling bør neppe opretholdes.

Nogen ordnet gudelære er der ikke at finde; der er intet organiseret hierarki med overhimmelske, himmelske, jordiske og underjordiske guder, og da forskjellige guder er laant fra naboerne eller andre religioner, saa kan man heller ikke vente at finde den enkelte guds magtomraade begrændset, her hvor den finske gud Ibmel, den kristne gud Radien og den norske gud Tor alle regjerer samtidig.

Maaske burde de overnaturlige væsener, der forekommer i den finske gudelære, inddeles efter sin herkomst. Noget tilhører maaske finnerne selv fra gammel tid, noget har de faaet fra kristendommen i dens romersk katholske form, noget i dens græsk katholske form; meget har de hentet fra asalæren, ligesom mange forestillinger om overnaturlige væsener skyldes norsk folketro. At der er laant ogsaa af de slaviske folk, er vel sandsynligt. Mange af disse laan af guder, eller underjordiske væsener er tydelige nok; andre steder er det vanskeligt at trække grændser mellem finsk tro og naboernes.

Det er lidet, som bliver igjen som national finsk gudelære.

Det vil være ørkesløst at regne med en hjemmefødt finsk kultur, bemærker Olrik. Sprogforskningen viser, i hvilket omfang ord og begreber fra den germanske stamme lige fra en meget tidlig tid er gaaede over til finnerne. I selve udtrykkene for religiøse forestillinger vil man finde flere navne, der er fælles med nordisk, end med deres slægtninge kvænerne. Og som det er med finnernes ordforraad, er det med selve tankerne; Fritzners afhandling om «Lappernes hedenskab» har i det væsentlige rigtig bragt dette forhold for dagen.

Paa troldmandens runebomme kan aflæses hver ny kulturperiodes tilførsler ovenpaa den nærmest foregaaende. Øverst, dog sjelden, træffes her Gud fader, søn og helligaand, altsaa den protestantiske treenighed. Dernæst en «hersker fader», «hersker moder» og «hersker søn», en treenighed af mere katholsk eller tillæmpet skikkelse; ogsaa denne række kan mangle og er kun lidet gjenstand for dyrkelse. Som tredje lag de virkelig store dyrkelsesguder: tordenguden Horagalles, stormgubben og frugtbarhedsguden. Men selve navnet paa tordenguden er laant fra Tor-karl; og frugtbarheds- eller solguden, hvis rolle svarer nøie til Frøys, bærer navnet Varalde-olmai, himmel-manden, et ord, der røber sig som nordisk laan. Denne tre-række svarer da til nordboernes tre hovedguder, Tor, Njord og Frøy; og «stormgubben» er taget med op i rækken, skjønt han er en fra finsk standpunkt lidet betydelig gud. Først som det fjerde led i rækken træffes den finske folkeæts mere nationale gud, solen.

I det følgende skal der gjøres et forsøg paa at ordne de finske overjordiske væsener efter deres herkomst, eftersom de kan antages at være oprindelig finske, efter hvad der tænkes at stamme fra asalæren og norsk folketro, og eftersom de bærer et kristeligt, romersk katholsk og græsk katholsk præg.

Det kan bemærkes, at den finske gudelære, saaledes som den fremstilles i de nævnte skrifter, ikke var udbredt blandt alle finner. En hel del vedkommer her Nordlands amt og var ukjendt i Finmarken, men denne sag er endnu ikke udredet. Fælles for alle finner var schamanismen, fetischismen og dyrkelse af de afdøde, samt dyrkelse af solen, maanen og tordenguden. Men ellers havde deres religion i de forskjellige egne forskjelligt islet af fremmede forestillinger.

Emnet om den finske gudelære er i det hele uredigt og vanskeligt og venter paa en kritisk behandling.

De finniske folks oprindelige nationalgud er Ibmel, kvænernes Jumala, der nu bruges som udtryk for gud i almindelighed.

Ibmel er den nationale gud, men har ikke havt betydning af gud i almindelighed eller af den gud, som af missionærerne blev forkyndt som den eneste sande.

Allerede i Olav den helliges saga heder det, at Thore Hund og hans ledsagere paa hans bjarmelandsfærd plyndrede en helligdom for bjarmernes gud Jómali, hvilken benævnelse for guden er den samme som karelernes og kvænernes Jumala, finnernes Ibmel.

Ibmel eller Jumala synes at være kjendt i hele denne folkefamilie. Bjarmerne ansees nu almindelig for kareler.

Til de ældste religiøse forestillinger hos finnerne maa vel de regnes, som Axel Olrik er tilbøielig til at henføre helt tilbage til broncealderen. Han støtter sig her til forskjellige fund fra broncealderen i Danmark, der antages at være ofrede gjenstande: solbilledet, baade og økser.

Finnernes tro, saaledes som den endnu var i det 17de aarhundrede, staar, efter Olrik, paa et trin, der i væsentlige henseender er ældre end f. eks. den nordiske tro ved oldtidens slutning. Der er ingen egentlige templer, ingen personliggjørelse af guden ved mytedigtning. Gudsdyrkelsen er i ydre henseende stærkt knyttet til helligstene eller andre naturgjenstande. Menneskets daglige tilværelse omspindes af en række guddomme for særegne ting, for arnen og for indgangen, for guttebørns fødsel og for undfangelsen, for jagt og for sneens smeltning. Derhos har de guder for naturmagter, solen, tordengubben, stormgubben og tillige frugtbarliedsguden, hvem mennesket bringer ofre.

Her møder os, efter Olrik, et religiøst trin, der i væsentlig grad svarer til, hvad vi ud fra de knappe levninger maa formode at være broncealderens religion i Norden.

Der er overensstemmelser i skik og tankegang med nordisk oldtid, tildels en meget tidlig nordisk oldtid.

Ifølge Nærø-mannskriptet bestaar deres offer dels i levende kreaturer, saasom rensdyr, heste, gjeter, hunde, katte, en hane og andre fugle, dels i forskjellige forarbeidede træfigurer, saasom lange og store hammere til Tor, hakker og spader til Varalden olmai (kornguden), baade til Bieka Galles (stormguden), et menneskes billede til Ruttu (dødsguden), Mubenaimo eller Satans billede til Satan, solens efterlignelse til Paive eller solen, og rokker samt spindetener til gudinderne, buer og pile til Leibolmai (jagtguden) etc.

Denne finske offerskik stemmer ikke med de andre finniske folkestammers.

Heller ikke stemmer skikken med nordisk vikingetid. Der er fra denne tid oplysninger om offermaaltider, menneskeslagtninger og deslige, men gjenstande træffer vi ikke paa. Den nordiske broncealder derimod har ganske tilsvarende ydelser af offergjenstande, og der viser sig en mærkelig overensstemmelse mellem begge. Broncealderen har 3 arter af særlig forarbeidede offergjenstande: solbilledet, de smaa guldbaade, og de vældige økser eller par af økser. Alle 3 har sidestykker i finsk: til Paive, solen, ofrer man «solens efterlignelse», til Biekagalles, «stormgubben», hvem man anraaber om at standse stormen for de fjeld- eller sjøfarende, ofrer man baade, og til tordenguden ofrer man hamrene.

Det heder i Nærø-mannskriptet:

Den vederstyggelige anden sædvane (om julen), finnerne bruger, bestaar deri, at manden, med hustru og børn, ofrer hver en messingring nytaarsdags morgen i en brønd eller bæk til solen, hvoraf han tager det tegn, at dersom solen skinner saa klart paa ringene i vandet, at de alle ser klare ud i vandet, da betyder det godt aar o. s. v.

Denne messingring, der ofres til solen, maa være det samme som «solens efterlignelse», der ofres. Dens henlæggelse i fri natur minder om den danske oldtids store offerfund, allermest om solbilledet, Trundholmfundet, der var henlagt paa mosen, som til visse tider af aaret stod under vand. Hvis vi fra det finske soloffer tør slutte tilbage til Trundholmfundet, vil vi sige, at solvognen er en nytaarsgave til solen for at skaffe rigelig med sol i det kommende aar.

Videre heder det i Nærø-mannskriptet:

Med solens ofringer omgaaes finnerne paa efterskrevne maade. Naar finnerne bliver forvildet paa fjeldet om dagen ved snetykke eller skodde, falder de paa knæ og beder solen om dens lys og skin, og de ofrer et stykke træ udskaaret med et stort rundt hul. Dette holder de saa op mod solen, at den skal skinne der igjennem, et taknemmeligheds tegn for dens glands, og fordi den har ladet sig se.

Ligeledes bliver maanens offer gjort, naar undtages, at der paa det runde træ, de holder for maanen, kun bliver gjort et lidet hul. Dette hul skal maanen skinne gjennem, for den skal ikke blive vred paa dem og blive borte med sit skin, men lyse for dem, saa de kan finde hjem til sit telt eller gamme om natten.

Parallelen fra broneealderen er her de runde, paa midten gjennemborede skiver af harpiks, der findes henlagt enkeltvis eller flere sammen som offer. Med den finske skik som støtte kan de maaske opfattes som sol- eller maanebilleder.

Efter Nærø-manuskriptet ofrede finnerne baade til stormguden. Hertil svarer i broncealderen det rige fund fra Nors i Ty ved kysten af Vesterhavet: omtrent 100 bitte smaa guldbaade henlagte som offergave i et lerkar, der var nedgravet i jorden. Opfattet i lighed med finsk gudsdyrkelse er de et offer til havets herre.

Der er efter Olrik en række af skikke, som knytter finnernes gudsdyrkelse sammen med den nordiske broncealder.

Helt utvilsomme er de laan, som finnerne har gjort hos asalæren, og her møder som de tre første guder paa runebommen Tor, Frøy og Njord med de finske navne Horagalles (Torekall), Varalden-Olmai (Verdensmanden) og Bieggagalles (Vindmanden).

En af de afguder, som finnerne fordum dyrkede, kalder Schefferus Torus eller Tor, Tordøn; de gjerninger, der tillægges ham, viser i forbindelse med navnet, at det er nordmændenes Þor, der dræber trold, dels med sin hammer, dels med sin bue, og slaar ild. Denne gud har tildels nogle steder været kaldt Horagalles, hvilket navn er vort Torekar eller Torekall.

Navnet Þorr karl er gaaet over fra nordmændene til finnerne, og sammen med navnet har finnerne laant mange norrøne forestillinger om guden, hans vaaben og hans virksomhed. Dette laan maa tænkes at have fundet sted paa en tid, da forestillingerne om Tor ikke var trængt tilbage hos nordmændene, og maa derfor antages at være gammelt.

Det finske galles, som er andet led i Horagalles, betyder en gammel mand og er laant fra det ensbetydende karl, kall, som danner andet led i Torekall.

Tor har længe i folkemunde gaaet under navnet Torekall baade hos os og i Sverige.

Til Horagalles’s attributer hørte hammeren som hos vore forfædre og tillige buen og desuden et stykke flint.

Buen er vel et attribut, som finnerne selv har tillagt ham.

Troen paa en tordengud er vel ægte finsk, om end forestillingen om ham er paavirket af norsk tro. Qvigstad gjør i denne forbindelse opmærksom paa, at navnet Horagalles ikke var kjendt i Tromsø amt og i Finmarken.

Tor kaldtes efter Forbus i Jukkasjärvi pajan-olmai (tordenmand) og ahkegas (ɔ: ačekač), i Arjepluog Horagalles og ahkegas, i Trondhjems stift og Ume Lappmark Horanorja. Torden heder nu i Jokkmokk ača, aček eller ačekač, i Pite Lappmark ača. Dette navn staar vistnok i forbindelse med oldnorsk ekja (kjøring), sammenlign svensk åska af as-ékja (Vigfússon). I Finmarken kaldes torden bajan eller diermes, paa Kolahalvøen tiermes. Ača findes som første led i flere plantenavne, saaledes i ačan grasie (Hatfjelddalen, Sorsele), aconitum septentrionale; norske navne paa denne plante, torhjelm osv., synes at indeholde navnet Tor. De fleste navne paa Tor synes efter dette at have nordisk oprindelse.

Om Horagalles heder det i Nærø-manuskriptet, at en af de fornemste afguder, Horagalles, er den samme, som de gamle norske hedninger kaldte Tor gud.

Denne afgud staar paa runebommen med en slægge i den ene haand og en krydshammer i den anden haand; han tilbedes af finnerne, især naar torden slaar, forat han med den ene hammer skal drive den tilbage igjen; ligesaa paakalder de ham, naar de vil have torden og lynild over nogen, de er vrede paa, forat han da med sin slægge, som han har i den ene haand, skal føre sin torden og lynild over dem. Denne vederstyggelige satan i Horagalles eller guden Tor er det, som de mener skal give dem lykke til strid, til jagt og veide, og bevare dem og deres rensdyr fra ulven og bjørnen.

Paa lagmandsthing i Lule Lappmark i 1687 bekjendte finnerne, at de ofrede til Tor, fordi han gav dem vakkert veir.

Paa runebommen fra høist forskjellige finske egne har denne tordengud to hamre; tilsvarende træbilleder af ham med en hammer stikkende frem til hver side kjendes fra de svenske finner; ogsaa de kors, der tjener som tordengudens mærke paa trommerne, er efter finsk opfattelse en aftegning af hans to hamre. For vikingetidens billeder af Tor og dens gjengivelser af hammeren som gravtegn o. s. v. er denne tanke om et hammerpar fremmed, bemærker Olrik. Han sammenstiller de to hammere hos finnerne med broncealderens overmenneskelig store økser eller øksehammere, der har været til gudelig brug og forekommer parvis.

Til Tor ofres en okseren for at dæmpe hans vrede. Til hans ære gjøres en hammer af 2 favnes længde, vel udskaaren og «påritad»; den bestænkes og besmøres her og der med blod (Forbus).

Den næste guddom paa Nærø-manuskriptets runebomme er den guddom, som kaldes Varalden olmai.

Varald kommer efter Qvigstad af det norske verǫld, genitiv veraldar, saa navnet er et norsk laan. Verǫld betyder verden, verdensordningen, og olmai betyder mand, saa navnet betyder verdensmanden. Varalden olmai minder efter Qvigstad om Frøy.

Det heder i Nærø-manuskriptet, at Varalden olmai er den 2den gud i rang efter Horagalles, og den afgud afmaler de paa runebommen med en krum streg over hovedet, med adskillige takker paa, hvilket skal betegne frugtbarhed, saa vel af jorden og havet som af kreaturer; derfor tilbeder de ham, forat han skal give god vekst paa korn i landet, saa at der maa blive godt kjøb for dem paa korn, paa øl, brændevin og paa alt, som kommer af korn; dette betegner de med den hakke, han holder i haanden, med hvilken jorden af Restmand (saa kalder de Kristus) skal tilhakkes, naar sæden deri er udkastet; ligesaa paakalder de ham ogsaa, forat han skal frugtbargjøre havet, at de maa faa mange fisk (det gjør især sjøfinnerne), forat han skal frugtbargjøre deres rensdyr, saa at de maa bære mange kalve, at han skal frugtbargjøre mosen paa fjeldene, som deres rensdyr æder, saa at de maa faa mange renoste, rensmør etc., med et ord: alt hvad som enten kan vokse eller avles, det paakalder de Varalden olmai om.

Ved en visitats i Pite Lappmark i 1688 bekjendte en 60-aarig fin, at han havde 3 afgudsbilleder af træ, nemlig af Tor eller torden, af Tors engel, af verdens mand eller gud. I Thomas von Westens dagbog af 20de oktober 1722 heder det blandt andet, at 2 finner fra Melø ofrede en okseren til Varalden olmai for at faa god lykke til ren; de sagde: «Varalden olmai kalke dam aatsjutte — buorre lykko batsytte aadsulte» (verdens mand skal faa den — for at faa god lykke til ren).

Efter S. Kildal kaldtes Veralden Rad eller Radien i Pite Lappmark Veralden olmai, efter Forbus Varalden olmai. J. Kildal skiller mellem Maylmen Radien, verdens raader, og Kirva eller Kjorva Radien, raabs raaderen; den sidste maa anraabe Maylmen Radien om hjælp i raaden over verden. Maïlbme betyder den synlige verden, naturen. Der ofres, skriver Kildal, af afgudiske finner aarlig hver høst en okse af ren eller andet fæ til Maylmen Radien, forat han, som er finnernes øverste gud, ikke skal lade verden falde ned, og at han skal give dem lykke til ren; og ved offeralteret sættes til hans ære en støtte med en kløft i enden, kaldet Maylmen støtte, som han skal støtte verden op med, hvilken støtte skal være oversmurt med den okses blod, som bliver ham ofret.

Foruden den aarlige ofring til Maylmen Radien sker der ogsaa særlige ofringer til ham, blandt andet naar formørkelser sker i sol eller maane, da lover finnerne offer til ham, forat han skal tage formørkelsen bort.

Til Kirva Radien, en gud for jordens grøde, som er mindre end Maylmen Radien, ofres ogsaa aarlig hver høst en okse af ren eller andet fæ, forat han skal aarlig give skjøn grøde paa jorden; et ungt træ med løv, grene og rod graves op af jorden og sættes ham til ære ved alteret, saa at toppen er vendt til jorden og roden op imod himmelen, hvilket træ oversmøres med den okses blod, som bliver ofret til ham.

Varalden olmai er efter Olrik slet og ret frugtbarhedsgud og svarer ganske til nordboernes Frøy; ogsaa ved ham træder jordens vækst og kvægets formering i forgrunden, avl og velvære er hans omraade. Det mærkelige ved den finske frugtbarhedsgud er, at han optræder med agerdyrkningsredskab, og at han paakaldes om at skaffe nordmændene rigelig kornavl. Dette viser, at han er fremmed for den egentlige finske kultur. Snorre fortæller, at svenskerne kaldte Frøy veraldar goð, verdens gud; Varalden olmai synes at være en gjengivelse af dette navn paa Frøy. Nogen rent finsk benævnelse paa ham kjendes ikke; derimod betegner de svenske finner ham ofte med et langt nyere laanord, storjunker.

Biegga-galles, stormens gud, kommer af biegga, vind, og galles er en gammel mand, karl. Om denne gud giver Nærø-manuskriptet bedst besked, som siger, at deres tredje store afgud kaldes Bieka galles, den stærke vindens mand; denne er den samme som Æolus, hvilken de maler af i den høire haand med en skuffel, med hvilken han skufler vinden ind i sine huler, naar den har stormet nok, og med en kølle i den venstre haand, hvormed han skal drive vinden ud, forat den skal blæse. Denne afgud tilbeder de, baade naar de er paa fjeldet med sine rensdyr, forat han vil stille den vind, som gjør skade paa dyrene, saa og, naar de er paa havet for at fiske, og der kommer storm, saa de er i livsfare; da lover de ham offer paa alteret; naar de har noget udestaaende med nogen, da forlanger de vind af denne afgud, hvilken de knytter ind i tre knuder ved deres runing; naar de opløser den første, da bliver det passabel vind; naar de opløser den anden, da bliver der saa stærk vind, at en jægt neppe uden fare kan føre sit halve forseil; men opløser de den tredje, da sker ufeilbarlig skibbrud.

Paa runebommen staar aftegnet Varalde noaide, «verdens eller himmelens noaide». Han var efter Nærø-manuskriptet aftegnet med en runebomme i sin venstre haand og en hammer, med hvilken han slaar paa runebommen, i sin høire haand. Thi ligesom finnnerne selv har sine runebommer og runemænd eller profeter paa jorden, ved hvilke de tilspørger enten de øverste guder eller de nederste guder eller de døde, som hersker i de dødes land; saa skal ligesaavel de øverste og nederste guder som de døde i sit rige have sine noaider, ved hvilke de runer paa en runebomme, om de bønner, som gjøres til dem, skal høres eller ei. Det heder, at denne Varalde noaide var de tre storguder Horagalles’, Varalde olmai’s og Bieggagalles’ profet eller runemand, efter hvis runing i himmelen eller rettest i det øverste guddomssæde de modtager menneskenes bønner med bønhørelse eller afslag.

Forestillingen om denne Varalde noaide staar maaske i forbindelse med den senere omtalte, hvorefter de overnaturlige ' væsener, ogsaa de afdøde, førte et liv som finnerne selv med rener og hele deres stel, og de faar da ogsaa sin noaide. Denne forestilling falder sammen med den urgamle norske, hvorefter ættens stamfader, haugebonden, bor i haugen, og der er gjenstand for dyrkelse, hvilket vel er den ældste norske forestilling.

Maaske falder denne noaide sammen med den før berørte Tors engel.

Vuolleniere noaide, underjordsmandens noaide, svarer til Varalden noaide. Han staar paa runebommen udenfor de dødes rige og skal med sin hammer rune for dem, der er regenter i de dødes rige, om de skal bønhøre de bønner og antage de løfter, som gjøres af de levende for dem, der er dødssyge, at de skal komme sig igjen eller ikke.

Som no. 5 er aftegnet paa Nærø-manuskriptets runebomme guden Rutu, som ogsaa kaldes Rota. Denne gud, der er gjort som et langt træ med mange grene paa, betegnes i Nærø-manuskriptet som en underregent af de tre store guder Tor, Varalden olmai og Bieggagalles. Ved hjælp af Rota udretter de 3 guder alt, hvad de vil baade i himmelen og paa jorden, naar det, efter foregaaende runing med Varalden noaidde, af dem er blevet besluttet. Rutu aabenbarede sig gjerne for finnerne i blaa klæder. Randulf skriver, at han ikke har kunnet faa nogen underretning om ham og hans væsen.

Om betydningen af Rota synes meningerne at være delte. Högström antager, at Rota, Rutu eller Ruotta er den finske udtale af det norske drot (oldnorsk dróttinn). Denne mening forkaster Fritzner og anser Rota, der efter ham betyder en haard, dræbende sygdom, for optaget fra de germanske sprog og da af det gotiske prut.

Qvigstad formoder, at Ruöttha, Ruötta er det oldnorske Þróttr, et navn for Odin, men antager, at ordet Ruotta er forskjelligt fra Rota, Rutu. Man har finsk rotto-davdda, pest, laant af kvænsk ruttotauti (kvænsk tauti er sygdom). Maaske rota, rutu i Rota-aibmo (Rotas hjem) kan staa i forbindelse med dette ord ud fra den forestilling, at de døde sender sygdomme. Rota haves ikke i det nuværende finske sprog, saa man kan ikke vide, om missionærerne har optegnet det nøiagtigt.

Om Rota beretter J. Kildal:

Naar Rota plager en fin med en sær ond sygdom, bliver finnen gjerne frelst fra sin plage ved offer til Maylmen Radien; men skulde Maylmen Radien ikke kunne frelse ham, da maa finnen ofre til Rota selv og graver til offer en hest ned i jorden, forat Rota paa den skal ride fra ham og ned i sit hjem Rota-aibmo. Forbus skriver, at offeret til Rota sker ikke paa almindelig maade som til andre guder med slagtekreaturer, men vennerne, som kaldes til offermaaltidet, æder kjødet af hovedet, ryggen og fødderne og stænker blodet paa mange steder af træet; dette er gjort og opreist ham til ære, og er vakkert udskaaret og sat ved offeralteret, hvorpaa benene, et stykke af tungen, en del af lungerne, et stykke af hvert øre, af hjertet og svandsen lægges; derhos fæstes en død hest til jorden, forat Rota paa den skal ride bort fra dem til Rota-aibmo; da kan det hænde sig, at offeret sker paa gammel vis, og hans billede gjøres i en mands lignelse, offerkreaturets ben lægges paa offeralteret, hvilke Rota, som og andre afguder, skal skaffe kjød paa.

Olrik betragter Rota som dødens og sygdommens gud; paa runebommen fremstilles han undertiden med sit yndlingsoffer, en hest, ved siden eller ridende paa den. Offeret til ham bliver gravet ned i jorden helt svarende til den i Norden almindelige skik at grave et dyr levende ned i jorden mod en stor smitsom sygdom.

Der er to guder, som nævnes med de finske navne Mader-ačče, stamfader, og Mader-akka eller Mader-akko, stammoder.

Jessen bemærker, at Mader-aččes tegn ikke fandtes paa alle runebommer; thi det var kun de rigtig kyndige noaider, som kjendte ham.

I Nærø-manuskriptet heder det, at Mader-akka tilskrives kraft til at kunne gjøre baade kvinder og dyr frugtsommelige, naar de paakalder hende.

Mader-akka havde 3 døtre: Sarakka, Juksakka og Uksakka. Naar en kvinde blev frugtsommelig eller et dyr drægtigt, stod samme under Sarakka’s beskyttelse.

Sarakka sørgede for, at barnet trivedes og voksede i moders liv, hvad enten det var gut eller pige, samt at moderen, ligesom ogsaa det drægtige dyr, befandt sig vel.

Sarakka dyrkedes derfor især af kvindekjønnet; thi hun hjalp saavel kvinder som rensdyr til at føde og blive vel forløste, og led endog smerte tilligemed moderen, som fødte barnet.

I Nærø-manuskriptet heder det:

Den anden store gudinde, som de kalder Sarakka eller Saragakka, paakalder de i barnsnød, at hun skal hjælpe saavel deres koner som deres rensdyr at føde; med hende holder de venskab og er bange for at gjøre hende imod.

J. Kildal skriver:

«Maderakka, Sarakka, Juksakka og Uksakka, af hvilke den første er moderen, men de 3 sidste er døtrene, bor nede i jorden under finnens telt. Naar der hugges med øks eller bruges anden banken i finneteltet sent om aftenerne, da fortørnes de, men lader sig dog ved ofringer tilfredsstille, som sker saaledes, at der bliver «seymet» (bragt drikkeoffer) brændevin ned paa jorden til dem ; saadan seymen sker og til dem for god barnefødsel og for fosteret; saa og bliver af frugtsommelige kvinder lagt til dem kjød og ost, samt bliver af frugtsommelige kvinder med deres veninder ædet Sarakka til ære en grød, kaklet «Sarakkas grød». Ellers for aparte hjælp, som de enten skal gjøre en frugtsommelig kvinde og hendes foster, eller for andre tings skyld, vil de have af dette slags kreaturer til offer, nemlig kvier, kalve, faar, lam, gjeter, kid, grise, katte, haner o. l. Ved noaidens runen eller gjennem afgudiske finners drømme giver de tilkjende, hvad kreatur af disse opnævnte de forlanger, efter tjenestens beskaffenhed, som de gjør, saa og giver de ved samme runen eller drømme tilkjende, hvad farve det kreatur skal have, som de udvælger, hvilket da bliver sat levende ned i jorden til dem, og bliver saa kvalt ved jords kastelse over det; men er det en hane, som bliver nedsat til dem, da bliver han ikke kvalt af jord, men bliver gjort stenreisning over ham, saa han kan leve, forat han skal gale nede hos dem, indtil han dør af hunger.»

Juksakka giver efter Nærø-manuskriptet finnernes koner lykke til at føde guttebarn. Omend en kone allerede skulde være frugtsommelig med et pigebarn, saa kan hun dog, naar de runer kraftig nok til hende, skabe det om til et guttebarn, hvorfor de aftegner hende med en runebomme i den høire haand. Da hun er meget gammel, har de tillagt hende en stav i den venstre haand, hvilket de ogsaa gjør med Sarakka og Maderakka.

Efter J. Kildal, S. Kildal og Leem er det Juksakka, som kan omvende et pigebarn til et guttebarn i moders liv; efter Forbus er det Uksakka. Efter Jessen er Uksakka og Juksakka identiske. Juks-akka betyder buemoder, af juoksa, en bue.

J. Kildal skriver:

«Juksakkas forretning er vel at omvende pigebarn til guttebarn i moders liv; men hun vil have et godt offer, om hun skal ville lade sig bekvemme til at forrette det, fordi, naar hun forvender pigebarn til guttebarn, da giver hun barnet hen til sin moders og søstres fiende Leyb Olmai, som er gud for skytteri, til hvis exercitium barnet da, naar det vokser til, bliver holdet.»

Om Uksakka skriver J. Kildal i «Afguderiets Dempelse», at «hun skulde vogte paa døren og barnet, naar det var født, og naar det i sin tid begyndte at gaa, vogte det for stød og fald; og de ofrede grød til Sarakka, kaldet Sarakkas grød, og kjød, ost og brød til Uksakka; ellers saasom Sarakka boede nedenunder gulvet i deres kjæld (telt), og Uksakka boede inden og udenfor kjældets dør nede udi marken, da seymede de til dem brændevin paa de steder, hvor de gav tilkjende, at de boede, saa og grov ned i marken til dem levende kreaturer.»

I beretningerne om Maderakka og hendes døtre er der levninger af norsk folketro, ligesom kristelige forestillinger senere er indblandet.

Naar de bliver vrede, hvis der er støi, huggen eller banken i finneteltet om kvælden, saa er dette et træk fra haugebonden, som vil have fred:

Høyre du dæ, du goe bonden sjav,
hvi tuktar du 'kje drengjinne dine?
Dæ aldrig saa heilag ein joleftens kveld,
dei stukar uti hallene mine.

At Maderakka har 3 døtre, svarer til, at de 3 norner i norske svartebøger gjøres til døtre af jomfru Maria.

Hvad der berettes om Sarakka, bringer tanken hen paa nornen, der var tilstede ved menneskets fødsel og beskikkede dets skjæbne.

Naar barselkvinden spiste Sarakka-grød, da er dette ikke noget for finnerne særeget; det er endnu mangesteds blandt nordmændene en pligt for nabokvinder at bringe barselgrød. Denne barselgrød kaldes paa Færøerne nornagreytur.

Den tredje datter Uksakka har sit navn efter uksa. en dør. Det er efter Fritzner den dørkjærring, som man beskylder for at blæse lyset ud, naar man med dette gaar gjennem en dør, og det slukner paa grund af træk. Hun er maaske et laan fra den norske folketro.

Hvorledes finner, da de lærte alterens sakramente at kjende, drak Sarakkas blod i vand og i det hele efterabede altergangen, er senere omtalt.

De guddomme, som missionærerne kalder de overhimmelske guder, er laan fra kristendommen.

Overhimmelens guder Radien optræder med tre navne: Radien ačče, Radien akka og Radien bardne, der svarer til den kristne lære om en treenig Gud, saadan som den i middelalderen i folketroen var modificeret under Mariadyrkelsen. Radien ačče er Gud fader, Radien akka er jomfru Maria og Radien bardne er sønnen Kristus. Ved et overfladisk bekjendtskab med kirkens lære oversaa man let den Helligaand, der fortrængtes af jomfru Maria.

Ačče er et ægte finsk ord, som betyder fader. Radien betyder hersker.

Om Radien ačče, siger Jessen, at han regjerede med uindskrænket magt og myndighed baade over himmel og jord, ja, over alle andre guder og over finnen selv med alt det, som er paa jorden. Dette er øiensynligt de kristnes Gud, Gud fader.

Radien akka var efter finnernes forestilling hustru til Radien ačče; akka betyder en hustru. Hun er, som berørt, her i den finske mythologi kommet istedetfor den Helligaand, hvorved der fremkommer sammen med Radien bardne fader, hustru og søn.

Radien aččes søn var Radien bardne, Herrens søn, og han er paa runebommen tildels aftegnet i menneskelig skikkelse.

Gamle gnostiske sekter opfattede den Helligaand som kvindelig, kanske snarest under indflydelse af benævnelsen den hellige Sofia (visdom), som er hunkjønsord.

Den middelalderske treenighed optræder efter Fritzner ogsaa paa en anden maade hos finnerne, nemlig som Sodnabæive-ailek, Lava-ailek og Frid-ailek, alle tre sammenfattede under fællesnavnet Ailekes-olbmak, hellige mænd. Sodnabæive-ailek skulde være det væsen, som søndagen er helliget, det er faderen (drottinn), Lava-ailek jomfru Maria, til hvis ære lørdagen holdtes hellig, og Frid-ailek sønnen, til erindring om hvis død fredagen (föstudagr, fastobæivve) høitideligholdtes ved faste.

Paa runebommen i Nærø-manuskriptet staar søndagsmanden, kaldt ailekes olmai, den hellige mand, lørdagsmanden muba ailekes eller den anden hellige og fredagsmanden gulman ailekes, den tredje hellige.

Her foreligger imidlertid vistnok en slavisk paavirkning, og de ovenfor nævnte dage er maaske ikke helliget disse nævnte væsener, men selve dagene er i lighed med de slaviske forestillinger blevet hellige personer.

I den slaviske folketro og folkedigtning optræder nemlig personifikationer af de tre græsk-katholske fastedage og helgendage, den hellige søndag, den hellige onsdag og den hellige fredag. Selve dagene er blevet hellige personer, der endog optræder i eventyrene istedetfor feer eller de gamle koner, som raader over dyrene og hjælper helten. Dette gjælder russer, vestslaver og flere folk, ligetil rumænerne.

Disse tre dage, der er blevne personer, danner vistnok grundlaget for de nævnte finske guddomme. Den eneste forandring, som er gjort, sandsynligvis fra romersk-katholsk hold eller fra nordmændene, er ombytningen af onsdagen med lørdagen (Moltke Moe).

Paa russisk heder den hellige søndag Sta. Nedélya, den hellige onsdag Sta. Sereda eller Sreda, den hellige fredag Sta. Pyatnitsa.

Det maa imidlertid bemærkes, at efter Friis blev disse helgener ikke dyrkede i det egentlige Finmarken, men det synes især at have været finnerne i Nordland, som boede katholicismens hovedsæde i Trondhjem nærmest, som har kjendt og dyrket disse aileker.

I Skankes manuskript kaldes de tre dage ailes- eller ailekes-olmai: 1) Buores (god) ailekes eller søndag, 2) Lava-ailekes, lørdag, 3) Frid-ailekes, fredag.

Fellman omtaler Ailekes olmak (ental olmai) og siger, at man skulde paa de tre dage, fredag, lørdag og søndag, ikke engang hugge ved for ikke at fornærme Ailekes olmak. Skede det alligevel, kom der ved første hug blod foran paa træstykket.

Læstadius ansaa dem for laante af katholske helgenbilleder.

Læibolmai og Barbmo-akka var guder, som raadede for dyrene. Læibbe betyder oretræ, og Læibolmai altsaa oreskogmanden. Oretræet synes af finnerne at have været betragtet som et helligt træ, og med barken malede de figurerne paa runebommen.

Læibolmai havde raadighed over alle skogens vilde dyr.

Barbmo-akka hed efter Th. v. Westen en gudinde, som en noaide havde aftegnet paa sin runebomme, og som raadede over alle trækfugle, ligesom Læibolmai raadede over alle andre dyr.

Hos disse guddomme gjenfinder vi maaske de eventyrpersoner, som er almindelige hos os, en raader over alle skogens dyr, en over alle fuglene og en over fiskene. Det samme berettes i russiske eventyr, saa det behøver ikke at være norsk laan.

Der var og en gud for vandet eller fiskeriet, Čacce-olmai. Vandguden kaldes af J. Kildal Kiase olmai (ɔ: Čacce-olmai, vandmanden). Ham loves offer, forat han ikke skal gjøre skade tilvands.

Forbus skriver: «For Casolmai eller gud for fiskeri skal om julen drikkes skaalen af et horn; da vender man sig om to gange mod solen og slaar drikken ned; paa det sted lægges fisk, kjød eller anden mad. Nogle holder for, at denne Casolmai skulde være Strotagalles (julekongen).»

At finnerne har tænkt sig to forskjellige tilstande efter døden, en lykkelig som belønning og en ulykkelig som straf for det her paa jorden førte liv, synes lidet rimeligt.

De steder, hvor de døde opholder sig, betegner de med aibmo, som er et laanord, det norske heimr, og betyder verden, luft; Jabmi-aibmo betyder de dødes rige.

Efter Leems fremstilling af finnernes forestillinger om livet efter døden gik menneskene, naar de bortkaldtes fra denne verden, over i Jabmi-aibmo, ɔ: de dødes hjem, for senere at komme enten til Radien eller til Rota, alt eftersom de var gode eller onde. Men dette kan ikke være det oprindelige.

Thi for det første er Radien, som før omtalt, de kristnes gud, og Rota synes, om end betydningen er uvis, laant fra nordiske sprog.

Nærø-manuskriptets forfatter siger, at finnernes mening om sin tilstand efter døden er slig, at man maa bede Gud bevare hvert menneske fra at faa slige tanker som dem. De mener, at de døde legemer ikke mere skal staa op fra de døde. Naar de er døde, flyttes deres sjæle straks ind i den saivo eller hellige bjerg, hvis husbonde eller besidder, som de ogsaa kalder saivo, i deres levende live har været deres skytsaand. Der bliver de gjort til guder, som en lang tid kan holde døden borte fra de venner og slægtninge, som ofrer til dem rensdyr eller heste. Med disse kan de kjøre om og fornøie sig fra den ene saivo til den anden, men mest i sin egen saivo; og alt dette kaldes de dødes rige.

Der var, som nævnt, et hjem for de afdøde, som kaldtes Saivoaibmo, og her holdt til folk, som i alle dele lignede finnerne. Det har nemlig været gammel tro hos finnerne, at der i de fjelde, som kaldes Saivo varek eller Passe varek (hellige fjelde), ligesom ogsaa andre steder nærmest under jordens overflade, opholdt sig væsener som de selv. Disse boede 4 eller 5 sammen foruden kvinder og børn og førte finnernes levevis. De var lykkeligere end finnerne her paa jorden, de var rige og vel bevandrede i runekunst og trolddom. Disse saivofolk omgikkes hinanden, og de kjørte til hverandre med rener; thi de havde som finnerne saadanne, men ikke heste.

«Der findes end,» siger Jacob Fellman, «nogle, som kan nævne navnet paa personer, som har besøgt saivofolket og været gjæster der i hele uger, og som er blevet rigelig beværtet.»

Denne skildring passer paa det, som her i Norge kaldes hittfolket, huldrefolket, tusserne.

«De tilstaar,» siger Th. v. Westen, «at de har gjort sine egne afdøde til sine skytsengle eller kanoniseret dem og frygtet dem, f. eks. en søn sin fader eller farfaders søskende, en datter sin moder eller mormoders søskende.»

De her omhandlede væsener minder dels om haugebonden, ættens stamfader, der i Norge var gjenstand for dyrkelse, dels om det dermed beslægtede hittfolket, der bor nær gaarden og har kvæg og fjøs som denne, dels minder de om huldrefolket, til hvilket folk enkelte indtages i berget, hvor de bliver vel beværtede.

En dyrkelse af de afdøde fædre er, som før berørt, urgammel i Norge, og det er vel muligt, at urgammel norsk folketro er gaaet over til finnerne, her i forestillingen om Saivo-olbmak og Saivo-aibmo. Senere er vel dette under kristelig paavirkning blevet gjort til det sted, hvor de lykkelige afdøde med fornyede legemer skulde opholde sig.

Det er imidlertid vanskeligt at afgjøre, hvad der i dyrkelsen af de afdøde hos finnerne er af gammel norsk oprindelse, og hvad der er ægte finsk. Finnernes forestilling om de afdødes liv i Saivo-aibmo svarer efter Qvigstad i mange henseender til, hvad man finder hos andre folk af finnisk æt.

Saivo-aibmo og Jabmi-aibmo skal efter Jessen betegne det samme.

Fritzner slutter sig til denne mening og siger, at forholdet mellem Saivo-olbmak og de egentlige mennesker er jo dog netop det samme som det, der efter vor almues forestillinger finder sted mellem disse og de underjordiske.

Ligesom hittfolket har sit kvæg og huldrefolket sit huldrekvæg, saaledes havde ogsaa finnernes hittfolk eller Saivo-olbmak sine dyr, saivodyr, som tjente finnen og kom, naar han juoigede efter dem. Det var saivo lodde (saivofuglen), saivo guolle (saivofisken) og saivo sarva (saivoelgen).

Det norske huldrefolks kjør staar ikke i den grad til tjeneste som saivofolkets, og forholdet til dyrene minder mere om eventyrets beretninger om dem, som hersker over dyr, fugle og fiske, der staar til tjeneste, naar man kalder paa dem.

Disse eventyr er vel ikke særlig norske eller nordiske, men udbredt hos mange folk.

Ogsaa selve huldren med sin hale har finnerne optaget, som Nærø-manuskriptet fortæller:

Satan har flere maader at omgaaes dem paa; undertiden aabenbarer han sig for dem i en skoggudindes skikkelse, deilig at se fortil, men en lang rumpe slæber hun efter sig bagtil; hende kalder de gidne, i Pite Lappmark kine, flertal kitniha, i Lule Lappmark kani, flertal kattniha, et underjordisk væsen; i Finmarken efter Leem ganis̀, et bergtrold.

Hun hjælper dem til at samle rensdyrene sammen saavelsom til at melke rensdyrene eller anden tjeneste; særlig tilbyder hun saavel de gifte som ugifte finner sit djævels legeme til utugts brug, hvilket nogle blandt dem undertiden modtager. Bliver denne gidne vred paa dem, særlig naar de er omvendte og ikke mere vil have med satan at gjøre hverken under den ene eller anden maske, da tager hun paa sig et stort fuglenæb i ansigtet og truer med at hakke ud øinene paa dem; er de ikke omvendte, forsoner de hende med offer eller paa andre maader; de omvendte befrier sig for dette satans anløb «med det Gevær deris Frelsere har givet dennem i Haanden at forsvare sig med».

Ligesom finnerne havde sine noaider, saaledes havde efter Nærø-manuskriptet de døde, jabmi, sine.

Finnerne har paa jorden noaider eller profeter, ved hvilke de spørger enten de øverste eller de nederste guder eller de døde, som kaldes jabmi og bestaar af andre afdøde finner, hvilke hersker i de dødes land, thi de mener, at naar en fin dør, bliver han straks til en gud, som raader for døden og kan befri sine nærmeste slægtninge derfra, naar de ofrer til ham; ligesaavel har de øverste og nederste guder som de døde i deres rige sine noaider, ved hvilke de runer paa en runebomme, om de bønner, som gjøres til dem, skal bønhøres eller ei.

J. Kildal skriver, at naar en fin dør, og hans krop forraadner, da staar den aldrig op igjen; men har finnen været sine guder lydig, da kommer hans sjæl ned i Jabmi-aibmo, som ligger et stykke nede i jorden, hvor den faar en ny krop, og efterat finnen da en lang tid har været i Jabmi-aibmo, kommer han op til Mailmen Radien. Men har finnen ikke været sine guder lydig, da kommer hans sjæl til den meget onde Rota nede i Rota-aibmo, som ligger ganske langt nede i jorden, og faar et nyt legeme, men finnen kommer aldrig derfra og op til Mailmen Radien.

Denne forestilling om Rota-aibmo er vistnok ikke oprindelig finsk, men paavirket ved kristelige forestillinger om helvede.

Rota synes under alle omstændigheder ikke at være et oprindelig finsk ord, og aibmo er, som nævnt, ogsaa laant, saa at Rota-aibmo neppe kan være noget oprindelig finsk helvede.

Det navn, der nu bruges af alle finner til at betegne den onde, er Bærgalak, vistnok en forvanskning af det kvænske Perkele.

Nærø-manuskriptet omtaler finnernes ofringer og gudsdyrkelse som en dyrkelse af Mubenaimo, «dette forbandede helvedes bæst».

I Nærø-manuskriptet staar en tegning, der forestiller en figur, ved hvilken satan afbildes med forskjellige navne, saasom: Mubenaimo (den anden majestæt), Muben olmai (den anden mand), Pahan, Phudno, Ingel etc.

I svensk-finsk betyder mubbe aimo den anden verden, mubbe olmai den anden mand, paha eller fuodno den onde (djævelen), ingel eller ingil engel. Mubbe bruges i Pite Lappmark og søndenfor; i Lule Lappmark og nordover siger man nubbe.

I Nærø-manuskriptet heder det:

Satan kan saa meget desto lettere faa finnerne overtalte, som han ikke præsenterer sig for dem i sin egen skikkelse eller navn, men under andre afguders skikkelse og navne, som er at se paa runebommens forskjellige figurer. Disse afguder eller guder, som de kalder dem, tilbeder de, baade dem, som er retfærdige til at straffe det onde, og som er barmhjertige til at belønne det gode.

Og efterdi det samme prædikes om den store Immel (himmelens Gud), holder de for, at det er ikke ondt eller syndigt at tjene baade den gud, som ræsten (præsten) prædiker for dem, saa og de guder, som deres noaider lærer dem at dyrke. Vel gjør de forskjel imellem sine store guder og sine smaa afguder og Mubenaimo (det er satan), hvilken de og kalder Muben-Olmai, Ingil, Pahan, Phudno; men de anser ham dog ikke paa den maade, han ansees efter skriften af rette kristne, hvilket hans navns betydning giver tilkjende; thi Mubenaimo betyder den anden majestæt, Muben Olmai den anden mand, Ingil den mindre Immel eller den mindre himmelens aand eller gud, og Pahan saavelsom navnet Phudno betyder hos dem en hevner eller straffer. Denne Mubenaimo eller satan, hvilken somme af dem forklarer at være den samme som Rutu, mener de kan hjælpe til, at de ikke skal dø for hastig, ligesaa at han kan tilføie dem meget ondt, naar de gjør ham imod. Ham spørger de gjerne tilraads i tvilsomme sager, dog ikke med runebommen, uden naar han er aftegnet paa samme, som dog ikke altid er tilfældet, men ved hjælp af en sten eller øks eller i et glas brændevin og ølskaal, da han efter foregaaende juoigen giver svar, hvad han vil, de skal gjøre.

Djævelen, saaledes som han efter Randulfs mening ansaaes af rette kristne efter skriften, har finnerne saaledes ikke havt, ligesaalidt som noget oprindeligt helvede.

Forskjellige forfattere fortæller om nogle smaadjævle, som er spiselige.

«Der er saavel i Finmarken som i Nordland et slags smaa djævle, ikke mere end et kvarter eller ½ alen lange, bevæbnede med kaarder og spyd i forhold til deres størrelse, hvilke de kalder noaide-gadser,» skriver Randulf.

Disse viser sig i finneklæder og i stor mængde, nogle tusend, for noaiderne, enten naar de ved sin runing kalder paa dem og vil sende dem ud for at skade andre, eller naar de er vrede paa noaiden selv. Da kommer de af sig selv for at dræbe ham, hvilket ogsaa hænder undertiden. Men hvem skulde nu vel tro og tænke sig, at satan hos finnerne har vakt den unaturlige appetit til at æde disse smaa djævle? Intet er dog vissere, end at finnerne ikke kjender nogen større delikatesse end den at stege og æde saadanne noaide-gadser, hvilke de fanger saaledes: Om natten lægger de lige udenfor sin gamme en finnestøvle, i hvilken en eller to af disse smaa djævle lægger sig til at sove, og naar finnerne om morgenen mærker, at der er noaide-gadser i støvlen, lægger de det ene knæ paa støvlen og binder til, forat de ikke skal løbe ud. Saa bringer de dem ind i hytten, hvor de dræber og steger dem.

Noaiddegaʒʒe bruges i Finmarken om en noaides følge af aander.

I L. Paus’s relation heder det:

Tziackalag er et slags djævle som smaa børn. Disse fangede de i gamle tider i bjerge ved melkegrød paa et malet russefad, ved malede russeskeer, et nyt par komager og et nyt baand etc. Samme djævle siges at bo i vildmarken, og finnerne æder dem op; disse smaa spøgelser smager nydelig, fortælles der.

Leem siger, at de saakaldte čakkalaggak af en del troedes at være spøgelser i smaa børns gestalt, men at en porsangerfin beskrev dem for ham som et slags smaa dyr, der holdt sig i dybe vandkilder og i sin skikkelse meget lignede smaa børn uden haar og røst. Deres kjød var efter finnens beretning meget nydeligt. De fangedes paa den maade, at man ved bredden af den vandkilde, hvor de havde sit tilhold, satte smør i et fad eller andet kar, og efterat de var komne op at æde af samme, skjød dem; men de skulde være meget rare at bekomme.

Brugen af det kristelige daabens og alterens sakramente optog ogsaa finnerne, men de brugte disse paa sin egen maade og til ære ogsaa for sine guder.

Finnernes omgang med sakramenterne er saa forfærdelig, at haaret staar af rædsel paa mit hoved, nu jeg skal skrive derom, beretter magister Randulf i Nærø-manuskriptet.

Først omtaler han, hvorledes satan synes at efterabe og bespotte det gamle testamentes sakramenter: omskjærelsen og paaskelammet.

Saa snart et guttebarn er født, har satan lært forældrene yderst i huden paa forhuden at tegne Tors hammertegn med en kniv, med hvilken faderen straks omskjærer en hund eller en buk og derpaa straks med sædvanlige ceremonier slagter den som et offer i denne akt.

Paaskelammet efteraber og bespotter finnen ved den maade, hvorpaa han æder bjørnen, hvilken han holder saa hellig som jøderne fordum paaskelammet. Ligesom jøderne ikke maatte bryde noget ben af paaskelammet itu, naar de aad det, og ligesom de med blodet skulde bestryge sine døre, saaledes bryder finnen intet ben itu paa bjørnen, naar den ædes af ham, men han enten brænder dem tilligemed indvoldene eller graver dem ned, og med bjørnens blod bestryger han sig selv med kone og børn, sin hyttes døre og de træer, hvorpaa hans telt eller hytte er spændt. Ligesom jøderne sang en af Davids salmer, naar de aad paaskelammet, saa juoiger og synger finnerne en sang, naar de æder bjørnen, hvilken er sat sammen om bjørnen og kaldes bjørnevisen.

Det er vel snarere Tors bukke end paaskelammet, som gaar igjen her, og Randulf bemærker selv, at den nævnte omskjærelse ikke bruges i almindelighed, og videre, at den udtalte mening om paaskelammet har kun ganske faa kunnet bifalde, hvorfor han gaar over til at omtale satans øiensynlige bespottelser over det nye testamentes sakramenter.

Om daabens brug hos finnerne fortæller han:

Naar et finnebarn er født, fører de det, uden tvil af frygt for straf, hvis de ikke gjorde det, saa snart ske kan til kirken og lader det døbe med et navn, med hvilket det siden altid nævnes af bufolk, det vil sige af præsten, borgere og bønder. Naar dette døbte barn føres hjem, bliver det dødssygt, enten nogle dage, efterat det er blevet døbt, eller et halvt aar senere, som er den længste udsættelse, satan giver dem. Finnerne spørger da straks gjennem en anden noaide enten ved hjælp af runebommen eller i stedet ved en sten eller en øks Mubenaimo, som de mener har tilføiet barnet det onde, hvorfor barnet er saa sygt. Noaiden svarer, at sygdommen kommer deraf, at det har været i kristen daab, hvilket de tre store guder ikke kan fordrage. Vil de afto barnet den kristne daab og døbe det igjen og give det et andet navn, skal det straks komme sig igjen. Fremdeles spørger noaiden Mubenaimo eller satan i stenen ad, hvad navn barnet skal gives i afgudernes daab, og hvad offer der skal gives for den synd, som ved barnets kristne daab er begaaet. Dette besvares af Mubenaimo eller satan saaledes, at en gut skal hede enten Loila, Schialla eller Galles etc., og er det en pige, skal hun hede Heya, Freia, Gauca, Saudraca etc. Af disse navne faar gutten eller pigen et ved afgudernes daab, og ofret bestemmer satan efter finnens leilighed, f. eks. et rensdyr, og hvis han bor ved sjøen og ingen rensdyr eier, en buk, en gjet, en hund eller en hane. Derefter bliver den sataniske daab fuldbyrdet.

Først tager faderen barnet og tor hele dets legeme, især hovedet, hvor vandet er øst af præsten; undertiden tor han det i tre eller fire slags vand, eftersom Mubenaimo i sit svar finder for godt. Dernæst beder faderen og moderen til de tre store guder Horagalles eller Tor, paa hvis dag, torsdag, denne akt foretages, Varalden olmai og Bieggagalles om forladelse for det, som ved barnets daab af præsten er forseet.

Moderen, af hvem denne daabsakt maa forrettes, tager saa barnet og siger: Loila eller Heya, eller hvad navn Mobenaimo har befalet at kalde det med, jeg døber dig fra Gud til afgud, fra Jemmel til Mubenaimo, og det i navn Horagalles, Varalden olmai og Bieggagalles. Idet hun nævner disse vederstyggelige afguders navne, øser hun, ligesom det sker i den kristne daab, tre gange vand paa barnets hoved.

Derpaa bliver da fire ofringer forrettet for denne barnets nye daab af barnets fader, efterat han har iført sig den brugelige offerklædning. Derefter følger straks barnets forbedring og fuldkomne helbredelse.

Det navn, barnet har faaet i satans daab, bruges altid af forældrene og andre finner. Dette navn kaldes guttens eller pigens udenemo, andet navn. De nævner ham aldrig uden i bufolks paahør, og naar de er nødt til at tale norsk, med det navn, han har faaet i den kristne daab.

Er dette ikke egentlig at ofre sine børn til Moloch, spørger magister Randulf.

J. Kildal fortæller om finnernes omdøbelse: «Naar enten en noaide ved runen eller en anden afgudisk fins drømme faar vide, at et sygt barn har sygdommen ved præstens daab og fra det navn, som præsten har lagt paa det, da omdøber en afgudisk fin det saaledes: han lægger nemo skiello (navnring) i vand, øser saa af vandet, som nemo skiello ligger i, paa barnet og siger: jeg lauger dig i navn Maylmen Radiens (Kiorva Radiens eller en andens), og du skal have det navn N. (et gement og brugbart navn), og med det navn skal du have god helse. (Denne nemo skiello skal barnet siden altid bære paa sig). Og om barnet er et drengebarn, faar det undertiden nemo guli (navnfisk), hvilket hjælper til, at det med tiden kan blive en stor noaide, og da gaar nemo guli synlig for noaiden over elve og kjærn, hvor der er vanskeligt for ham at komme frem.»

Om brugen af alterens sakramente af finnerne oplyser Randulf videre, at den samme frygt, som driver finnen til at lade sit barn døbe, driver ham selv til at gaa til Guds bord. Finnen bereder sig til dette paa følgende maade: Først spørger han runebommen, om præsten vil antage ham og hans til alterens sakramente. Kommer ringen til at staa paa kirken, som er aftegnet under rist palches (de kristnes vei), er det sikkert tegn paa, at han bliver antaget; kommer ringen andetsteds hen, bliver han hjemme, da han deraf ser, at han ikke bliver akcepteret. Men her lyver satan tidt for ham; thi det er tidt skeet, at ringen er gaaet til kirken paa runebommen, men finnen er dog bleven bortvist, fordi han af præsten er funden vankundig. Dette var, beretter Randulf, for ikke længe siden hændt i en brav præsts menighed, hvor en fin med sin kone kom for at gjøres delagtig i de hellige ting, men paa grund af hans vankundighed og anden ugudelighed, blev det ham negtet, skjønt runebommen havde forsikret ham om det modsatte. Dette tilstod han for præsten, og denne reiste op til hans gamme og tog fra ham hans runebomme, hvilken han havde spurgt den dag, han sidst kom for at annammes til Herrens nadver. Paa den dag finnen vil kommuniceres, og før han gaar til kirken, tager han og hans kone og børn og alle saavel gifte som ugifte finner, der gaar til Herrens nadver, et glas øl, men helst et glas brændevin, hvis han har det, og dypper deri de tre fingre og tegner paa panden et kors, som betyder Tors hammer; dette gjør han for at forsikre Tor om sin troskab. Paany dypper han fingrene i øllet eller brændevinet og sætter dermed 3 prikker, en for hver finger, paa sit blotte bryst; dette gjør han, forat jami, de døde, og især hans afdøde frænder og slægtninge, maa bevare ham fra at bekjende denne eller anden afgudsdyrkelse, om præsten skulde spørge nøie; derpaa slaar han en del af øllet eller brændevinet paa ildstedet, hvis han er hjemme, men paa gulvet, hvor han staar, hvis han er i et bondehus, til afgudinden Sarakka, og sætter saa brændevinsglasset for munden med disse ord: dat le Sarakka gare (dette er Sarakkas kalk). Naar han har drukket, kaster han sig paa knæ og gjør denne bøn til Sarakka: Kjære Sarakka! du maa ikke blive vred, fordi jeg nu er nødt til at gaa hen og drikke Herrens kalk, ikke heller maa du tænke, at jeg derved vil opsige enten dig eller de andre guder min tjeneste og dyrkelse! Nei, det være langt fra, og derfor har jeg nu først drukket din kalk, førend jeg gaar hen at drikke Herrens kalk, for at forsone mig med dig og de andre guder, og jeg forsikrer baade dig og dem, at jeg herefter ligesaa trolig som tilforn skal tjene, dyrke og tilbede eder; ligesaa beder jeg dig ogsaa, at du vil forlade mig den store synd, som jeg begaar, naar jeg ikke, fordi Guds mand, præsten, ser det, kan komme til efter min skyldighed at slaa ud paa jorden noget af Herrens kalk, før jeg drikker af den. Dette skal jeg igjen oprette, naar jeg kommer hjem, da jeg paany til forsoning skal drikke din kalk, og deraf give dig din tilbørlige del. — Denne bøn har magister Randulf seet paa finsk hos von Westen. Finnen gaar da, for at fortsætte magister Randvlfs beretning, til kirken, hvor han gjerne passer paa at komme før andre folk, saa at han udenfor kirkegaarden for sig selv med sin kone og børn kan gjøre sin bøn til Gud, hvori han beder Gud ikke straffe dem og ikke at befale præsten at afvise dem, fordi de har drukket Sarakkas kalk, før de kom. De har derved kun villet stille Sarakka tilfreds, at hun og de andre guder ikke skulde gjøre dem ondt. Finnen er da efter sin tanke værdelig beredt til at æde Jesu legeme og drikke hans blod. Efterat de hellige ting af finnen er annammet, takker han Gud og beder Gud, at Sarakka ikke maa faa at vide, at han andægtig har bedet til Gud, og især ikke, at han har afbedet den synd, som han har begaaet ved at drikke Sarakkas kalk. Naar han saa kommer hjem, holder han sit løfte til Sarakka og drikker paany hendes gare eller kalk.

J. Kildal skriver, at en del finner pleier om morgenen, før de kommer til kirken for at gaa til Guds bord, i brød eller ost at æde Maylmen Radiens legeme og i vand at drikke Sarakkas blod.