Anden Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen

Nordens Mytologi

Anden Afdeling
Asalæren

af N. F. S. Grundtvig

Efterat Vola i sin høitidelige Indgang har budet Taushed omsvæve den hellige Slægt i Valguders Sal, medens hun for den lyttende Valfader selv udfolder de gamle Sagn om Livets tvende Morgenrøder; begynder hun saaledes:

Jetter jeg mindes

Tidlig fødte,

Mindes jeg Verdner

Ni, og det rene

Navnstore Træ (Ygdrasil.)

Da fødtes Tiden,

Da Ymer leved,

Ei Sand var, ei Sø,

Ei kølige Lunde.

Ei fandtes da Jord,

Foroven ei Himmel

I Afgrund var Gab,

Men Græs var der ei.

Ymer sættes da som det første Levende, og hvorledes han blev til, i det Materien udviklede sig selv til Liv, lære vi i Vaftrudnismal, hvor han kaldes Aurgelmr (den Urgamle.)

Edderdraaber

Fra Elivaga

Udsprang, da vokste

Og blev en Jette.

Ved Gnistens Varme

Fra sydlig Verden

Fik Rimfrost Liv.

Ikke var Ymer Gud (siger den prosaiske Edda) skønt han nemlig fremtræder som det første Levende, thi han var ond som al hans Æt, der kaldes Hrimthurser, og det maatte vi allerede vide, naar vi se at han var den levende Edder. Straks blive Børs Sønner, (Aserne) til uden at Vola siger os hvorledes, og kunde hun vel sagt det? men vi kunne dog vel ikke tvivle om, at Fjolners (Alfaders) Børn have et Udspring, væsenlig forskelligt fra de onde Jetters.

Det anførte Vers lærer os, at Fædrene ansaa Livet for et Produkt af Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egenlige Stof, og denne (Varmen) det egenlige Livsprinsip. Selv Guderne fremkomme (efter den prosaiske Edda) paa samme Maade, thi af den optøede Is blev Koen Ødumla, fra hvem de stammede. Hvad det var som tøede Isen, siges ei, men at det var Solens Straaler og ei Muspels Gnister, indsees let.

Kunde vi endnu tvivle om Asers og Jetters modsatte Oprindelse, da maatte vi dog holde op, naar vi se hvoraf Hine skabte Verden; men her vil jeg lade en nyere Digter træde op som troligen fulgte de gamle i Fremstillingen af Alts Ophav.

Utgardeloke træder saaledes pralende frem for Asathor.

Husk! Jetterne er Jetter

Og det fra Arilds Tid.

Før Aserne de leved

Med megen Vælde stor

Da ikke tænkt var blevet

Paa Mjølner og paa Thor.

I Verdens første Tide

Før Nogen Lyset saa,

Var Gab i Afgrund vide,

Men endnu intet Straa,

Mod Norden Is og Taage

Da laa i Niffelhjem

Fra Muspels sydre Laage

Foer Ild og Gnister frem.

Da mødtes Hedens Vinde

Med Rimfrost i den Grav,

De blanded sig derinde

Og der blev Draaber af,

Ild monne Kulden dæmpe,

Og Kulden atter Ild,

Deraf fremstod en Kæmpe,

Den stærke Ymer vild.

Da svarte Tjalfes Herre:

Lad mig kundgøre mer!

Jeg skal dig vist gengælde,

Fortælle Sagnet tro.

Da ved Alfaudurs Vælde

Blev til Audumbla Ko.

Hun slikked Rim af Stene,

Da sprang vor Stamme god

Af kolden Kraft ei ene,

Men og af Kød og Blod.

I kolde, stille Kræfter

Sig blanded rørigt Liv

Da Bure blev, derefter

Blev Bør, som tog en Viv.

Af Eders Kæmpestamme

Hel skøn og mild at se,

Deraf sprang frem i Flamme

Gud Odin, Vil, og Ve.

— — — — —

— — — — —

De første Asidrætter

Var dem at knuse Jer

Vi Ymer snart mon dæmpe,

han ei vor Kraft modstod.

— — — — — —

— — — — — —

Vi kasted ned med Torden,

hans Krop i Svælgets Grav

Deraf Vi skabte Jorden,

Af Blodet Jordens Hav,

Da blev til Bjerge fjerne

Hans Ben med megen Gru,

Og Skyer blev hans Hjerne

Der drømmer den endnu.

Hans tykke Øienbryne

Blev sat i mangen Rad

Deraf blev snart tilsyne

Den store Midgards Stad.

Hans hvælvet høie Pande

Vi spændte ud derpaa.

Da Himlen mon opstande

Den farved Freia blaa.

Den prosaiske Edda fortæller, at alle Jetter, undtagen Bergelmer som reddedes paa en Baad, druknede i Ymers Blod, og selv i Vaftrudnismal findes dunkelt Spor af dette Sagn; men det Hele synes at være en Kopi af den mosaiske Syndflod, saameget mere som Bergelmer (der endog skal betyde Bjergoldingen) synes at være Noahs Frænde.

Udspændt var Himlen og bygget var Jorden, men kold og kraftløs laa den der, indtil

Sol fra Sønden

Straaled ned paa

Kolde Stene.

Da blev Jorden

Trindt bevokset,

Grøn af Urter.

Sol, Maane, og Stjerner fore vildt omkring i den høie Æter uden at kende deres Plads eller Kraft, men Guderne gave dem Plads paa den nybygte Himmel, ordnede deres Gang, og frembragte derved Morgen og Middag, Tusmørke og Aften, Ny og Næde til Aarets Regning. Derpaa samledes Aser paa Idas Slette, byggede Huse og Støtter høit i Sky, smeddede Guldet, spillede i Vangen og vare glade. De gyldne Tavler, som Gudernes Forstander havde eiet, som vare beskrevne med Fimbultyrs Runer (Alfaders Villie) kastede de fra sig, og savnede dem ikke (eller angrede ei deres Tab) førend der komme trende Møer meget mægtige, de vise Norner som udginge af Søen under Ygdrasil, skare paa Skjolde og bestemte Alles Skebne.

Nornernes Fødsel.

Fra høibygte Himle,

Fra guldtakte Gimle

Saa Alfader ned.

Paa yndige Sletter

Gik Aser med Jetter

I syndige Fred.

Nedstyrter, udsletter

De syndfulde Jetter!

Saa Alfader bød.

Men troløse glemme

De Alfaders Stemme,

Og Jetternes Død.

De hamre nedfalde,

Og Slagene gjalde

I gnistefuld Damp;

Men Aser ei hvæsse

I rygende Esse

De Sværde til Kamp.

Af Guldet de smede

De Ringe saa brede

Til Jettemørs Arm.

I blomstrende Enge

De rede sig Senge

Ved Jettemørs Barm.

Af Fjeldet udslide

De Marmoret hvide

Sig hæver en Borg

Paa Hynderne bløde,

De glemme al Brøde

De kende ei Sorg.

Af Vrede da brændte

Alfader, og vendte

Sit Øie fra Jord.

Det sortner, det gjalder,

Og Hornet omfalder

Paa Asernes Bord.

De blegne, de skue

Mod Himmelens Bue

Den rødmer som Blod,

Det syder, det kvælder

En Kilde udvælder

Af Ygdrasils Rod.

Nu Solen fremluer,

Og glad sig beskuer

I speilklare Sø.

Af Evigheds Svøbet

Udstiger trekløvet,

Treenige Mø.

Urd, Verand, og Skulde

De Strænge, de Hulde,

Som styre hver Old,

Let dandse henover

De trillende Vover

Med Griffel og Skjold.

Da riste, da synge

De Søstre i Klynge

Et underligt Kvad:

(Til Nornernes Sange

Da lytte saa bange

De Aser i Rad.)

“Vi vare, da Livet

Blev taget, blev givet,

Udvælded af Død.

Det Tagne skal stivne

Det misbrugte Givne

Skal renses i Død.”

Vel maatte Asers Glæde spildes ved Norners Fødsel; thi som halvvækkede af en dyb Slummer skuede de forvirrede trindt sig i ængstelig Forventning om de Ting som skulde ske.

De raadsloge (siger Vola) om nogen Straf ventede dem for onde Raad eller om Glæden atter vilde favne dem. Selv kunde de ei løse Gaaden; men den løstes frygtelig for deres Øie, da Gulveig (sendt af Norner) kom til Hars Sale, og veiede de gyldne bortkastede Tavler. Hun viste dem, hvi de bleve, og hvad de gjorde, da de byggede en Verden og giorde sig selv til Guder.

Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.

Trængt og raadvild vover Odin sig til Urdas Brønd, at søge Kløgt hos Heimdal, dens Vogter. Han faar den; men dyrt maa den betales. Sit ene Øie maa Han pandsætte, paa det Han ei skal se formeget, og med Blodet udrinder Hans Kraft.

Klog skaber Odin Dverge, og lader dem flytte Gudeborgen fra Jorden til Himmelen Bifrosts luende Bro befæster sig mellem Ham og Jetter, og Han drømmer sig tryg.

Nu stod Jorden aaben for Jetter, og Dværgene trængtes ind i de haarde Fjelde, ja Hine synes endog at have villet give Jorden en egen Slægt. De forsøgte om de havde Skabekraft paa Punkter hvor Plantelivet alt var tilstæde, men Magten til at løsrive dette fra Jorden og meddele det et bevægende Prinsip manglede dem, og Guderne Aflgir og Astgir (den Mægtige og den Elskelige) funde Ask og Embla end fængslede til Jorden

Lidet mægtende

Skebneløse,

Aand de ei havde,

Forstand ei heller

Skønhed, Tale,

Farve de mangled.

Alt gav Guderne dem saa de kunde stande som Skabningens Pryd; men ei var det uden Egennytte, thi de vilde skaffe sig Stridere i Ragnaroke.

Nu er Menneskelivet begyndt, og naar Vi ene vilde følge Vøluspa, behøvede Vi blot at se Baldurs Død og Lokes Fængsling, for at kunne vende tilbage til Menneskene, og med Øiet vendt mod Nastronds Kant se Ragnaroke forberedes; men da senere Digtere (der stræbte dels at udfylde og forklare Vøluspa, dels at gøre Kampen mellem Guder og Jetter mere beskuelig) have baade sat flere Kampoptrin før og efter Baldurs Død, og selv giort denne Punkt med sine umiddelbare Aarsager og Virkninger til Genstand for deres Anskuelse, saa nødes Vi til at glemme Jorden en Tidlang og beskue de enkelte Digtninger paa den Plads de have givet sig selv.

Foreløbig maa jeg bemærke at jo nyere Digtningerne ere, desto mindre er deres Betydning, der svækkes og tabes tilligemed Sandsen for Volas Kvad, og derfor møde Vi i den prosaiske Edda saa meget der strider mod dets Aand, skønt Forfatteren har erkendt det som Grundvold og udvortes bevæget sig i det.

Da Loke spiller en saa vigtig Rolle i de senere Digtninger, saa er her Stedet hvor denne Figur bør træde nærmere hen for vore Øine. Digterne fandt ham i Vøluspa som Asers værste Fiende, angivet som Jetters Veiviser i Ragnaroke, halv sigtet som skyldig i Baldurs Død, og derfor bundet.

Alt dette syntes dem at pege hen baade paa en listig Natur og et nøiere Forhold til Aserne. De fandt Udyrene Midgarsorm og Fenris og vidste ei at give dem nogen mere passende Fader end Loke. En Følge af klar eller dunkel Forestilling herom, var det som bragte dem til at skelne mellem to Epoker i Lokes Liv: da han var Asers Ven, og da han blev deres Fjende.

Overgangspunkten var, da han avlede hine Udyr, og han kundgiorde sit Fiendskab ved at medvirke til Baldurs Død.

Den rytmiske Edda har kun et Kampoptrin før Baldurs Død, nemlig

Mjølners Tab og Generobring.

Da en Hammer først var blevet tillagt Thor som Kraftens Symbol maatte Jetterne nødvendig stræbe at faa den i deres Vold, og derved ligesom lamme Gudens Arm, i det Øieblik Han udstrakte den for at knuse dem, og herom fortælles i Digtet: Tryms Kvæde saaledes:

Thor vaagner, og savner forfærdet sin Hammer. Af Vrede rystede det lange Skæg og Jorden dundrede under Haandens Slag, thi

As var Hammeren stjaalet.

Men Loke stander snild og hjelpsom ved hans Side, Begge gange de til Freias Sal, for at laane hendes Fjederham og oplede Mjølner. Vel vidste hun hvorom det gjaldt og sagde:

Laane den vilde jeg,

Var den end Sølv.

Give den vilde jeg,

Var den og Guld.

Fjederhammen susede. Da fløi Loke, til Han kom udenfor Asers Gaarde og indenfor Jetteverden. Drotten Trymer sad paa Høi, snoede Guldbaand til sine Hunde og jævnede Hestenes Manker: I forstilt Uvidenhed spørger Han:

Hvor staar med Aser?

Hvor staar med Alfer

Siden Du Ene

Kom mellem Jetter?

Og Loke maa bekende:

Ilde med Aser,

Ilde med Alfer.

Du har Hlorridas

Hammer forborget.

Ei nægter Jetten det; men forkynder at den er fjælet otte Mile i Jord og gives aldrig tilbage, uden Freia føres ham til Brud. Ei kan det være underligt, at Han vil sælge Hammeren for Freia; thi glemte Vi ogsaa hans Brønde, da vide Vi at Freia

Keiser hver en Dag

Den halve Val,

og hvilken Helteskare var da ikke tabt for Odin, naar hun kom til Jotunheim!

Atter susede Fjederhammen, og Thor raabte mod den Kommende:

Er dit Ærende

Stort som Møien?

Lad fra Luften

Budskab lyde!

Sagnet glemmes

Let paa Bænken.

Løgnen vokser

Op fra Leiet.

Høit fra Luft lød den sørgelige Tidende, og Begge ginge atter at finde den fagre Freia. Thor talte:

Ifør dig Freia!

Din Brudeklædning,

Og far omgiordet

Med gyldne Belte,

Til Jetteverden

Som Trymers Viv!

Freia fnøs af Harme, saa Gudesalen rystede, og Brysings Halsbaand søndersprang paa den svulmende Barm.

Aser sankedes til Stevne og ledte om Raad i den store Vaande. Intet vidste de før Heimdal fremtraadte og raadede at ombinde Thor med Brudelin; lade Nøgler klinge ved Hans Side, Kvindeklæder flagre om Knæ, Brysing smykke Halsen, og dyre Stene glimre paa Brystet. Thor vrededes og vilde ei fare Kærlingefærd; men da Loke mindede ham om, hvad der stod paa Spil saaledes:

Snart skulle Jetter

Bo udi Asgard,

hvis Du din Hammer

Ikke vil hente;

og tilbød sig at være Brudeterne; da lod Thor sig klæde, og agede med Loke ad Bifrost Bro, saa Klipper revnede og Ildstraaler susede hen over Jorden

Kvad da Trymer,

(Thursedrotten)

Stander Jetter!

Op fra Bænke!

Breder Hyndet!

Thi nu føres

Njardurs Datter

Mig til Viv.

Guld nok Han eiede; men da først havde det Glands for ham, naar det belyste den deiligste Kvinde. Ringene hang saa skinnende under Loft i hans Sal; men forlystede ei hans Øie før de glimrede paa Freias hvide Arm.

Det led ad Aften, og Duge bredtes for de samlede Gæster. Blind var Trymer; thi Brønde gjorde ham blind, og den

Vittige Terne

Sad der, og paafandt

Snedige Tale.

Han troede at Freia nu fortærede al Kvindebordets Mad med Tønder af den brune Mjød, fordi Hun fastede i otte Dage af Længsel efter Jetteverden. Han troede, at derfor brændte Ild i Brudens hvasse Øine, da Hun rev sig bort af hans Favn, fordi Hun ei sov i otte Nætter, af Længsel efter Jetteverden.

Søsteren, den grimme Jettekvinde, kom nu at sælge Bruden sin Yndest for røde Ringe, medens Kongen bød at lægge Mjølner paa Brudens Knæ, og vie hende til Jettedronning .

Lo hos Hlorrida

Hjertet i Bryst,

Da han sin Hammer

Haardsindet kendte.

Thursedrotten med al sin Æt, viedes til Hel, og Jettekvinden, som turde kræve Brudestadsen, fik Hammerslag for røde Ringe

Saa fik Odins Søn

Atter sin Hammer.

Mellem de Fortællinger, den prosaiske Edda har i denne Epoke, udmærker sig Sagnet om Idunna og Hendes Æbler, der er grundet paa et Digt af Thjodolf hin Hvinverske, da det ei ganske mangler Betydning.

Idunna, som med sin hele Familie er ganske ukendt for de ældre Digtere, træder i Lokasenna frem som Brages Kone; men er her af langt mere Vigtighed, da Hun gemmer Æblerne, hvori Guder bide, for ei at blive gamle. Man ser lettelig at Digteren herved har villet motivere Gudernes evige Ungdom, og maaske, ved at gøre Idun til Brages Kone, fremstille Poesien som den stedse genfødende Moder, der forynger Guderne.

Var Myten om Idunnas Æbler først blevet til, da maatte Jetterne nødvendig stunde efter at eie dem. Der fortælles hel eventyrlig, hvorledes Jetten Thjasse fangede Loke, og pinte ham saalænge, til Han maatte love at skaffe Idunna. Han lokkede Hende ud fra Asgard med Æblerne, som for at sammenligne disse med nogle, Han havde fundet. Thjasse tog Hende i Ørneham, men for at bebolde Livet, maatte Loke igen stjæle hende bort, da Thjasse engang var borte.

Jetten forfulgte Tyven; men Guderne svede hans Vinger, og dræbte ham i Lunden.

En anden Fortælling bliver paa en Maade vigtig fordi den, skønt aldeles uden Føie, støtter sig paa Vøluspa. En Bygmester kom til Aserne og lovede paa en Vinter at bygge dem en uindtagelig Borg, naar de vilde give ham Freia, Solen og Maanen. De indginge det, stolende paa at det var umuligt og følgende Lokes Raad. Bygmesteren, og hans Hest Svadilfar arbeidede saaledes at der tre Dage før Vinters Ende kun fattedes Borgeledet. Bange raadsloge Guderne og truede at dræbe Loke, hvis Han ei skaffede Raad. Han forvandlede sig til en Hoppe, bortlokkede Svadilfar, og forsinkede saaledes Bygningen. Vred iførte Mesteren sig sin Jetteskikkelse, men dræbtes da af Thor. Hoppen fødte den ottefodede Sleipner.

Skulde man anvise denne Digtning, der ikke hører til de yngste, en Plads i Asadramet, da blev det der, hvor Asers Borgemure vare nedbrudte, og kunde ansees som det sidste fortvivlede Forsøg af Aserne at holde sig paa Jorden, da de frygtede for at komme Nornerne nær.

Thors Reise til Geir[r]odsgaard.

Loke var fløiet did som en Due, fanget, kendt, og tvunget til at lokke Thor derhen uden Hammer og Styrkebelte. Saa skete; men Thor fik underveis hos Heksen Gridur en Stav, et Belte, og et Par Handsker af Staal. Med Staven vadede Han over den svulmende Aa, og satte den mod Taget i Geirrods Slot saa Ryggene knækkedes paa Jettekvinderne der vilde løfte hans Stol og knuge ham ihjel. Med Handskerne kastede Han den gloende Jernkile gennem Jernstøtten og Geirrod.

Thors Kamp med Hrungner.

Denne omtales alt i de nyere eddiske Sange og Fortællingen i den prosaiske Edda er tildels bygget paa et Vers af Thjodolf; men til dennes Ære bør det siges, at Han ei har nogen af de Usselheder hvormed Eddas Forfatter har udsmykket Striden. Her fortælles at Hrungner var kommet til Asgard i Odins Selskab, havde drukket sig fuld og vilde da slaa alle Guderne ihjel, samt føre Freia, Sif og Valhal til Jotunheim. De bange Guder kalde paa Thor som er i Østerleden. Thor kommer og løfter Hammeren; men erklæres af Hrungner for Niding, hvis han dræber vaabenløs Mand, og æskes til Tvekamp. Alt paa Hrungner var Sten, og Han havde vist seiret, dersom Thors Tjener Tjalfe ei havde bildt ham ind at hans Herre kom nede fra Jorden, og derved faaet ham til at skyde Skjoldet under Fødderne. Thor turde dog ei komme Jetten for nær, men kastede

Paa lang Distans

Fra Posten hans

Mjølner efter ham som i Luften mødte Hrungners Stenkølle. Køllen gik itu og Noget faldt paa Jorden hvoraf alle Slibestene ere komne; men Noget faldt saa haardt i Thors Pande, at Han faldt omkuld. Mjølner knuste Hrungners Hjerneskal og Han faldt saa lang Han var. Lang maa Han have været, da Han, trods det store Mellemrum dog i Faldet naaede Thor, og hvor stor Hans Styrke har været her i Live, kan sluttes deraf, at Han efter sin Død kunde sno sine Fødder saaledes om Thors Hals, at hverken Denne eller Tjalfe mægtede at rokke de døde Ben: Tjalfe løb at hente Aserne, og de kom rigtig nok, men det var ogsaa Alt. Nu kom da Magne, som Thor havde avlet med Jetinden Jarnfakse og som var tre Aar eller tre Nætter gammel. Han kunde mere end alle de Andre, og den befriede Thor gav ham til Belønning Hrungners Hest Guldfakse, hvorover Odin blev vred, da Han selv vilde havt den. Vølven Gro blev hentet for at lokke den Stenstump ud der var blevet siddende i Thors Pande, og den begyndte alt at komme, da Thor fortalte sig ved at fortælle Hende, at Han havde baaret hendes Mand Ørvandel hjem fra Jotunheim paa sin Ryg, og kastet hans frosne Taa op paa Himlen til en Stjerne. Gro blev saa glad over den store Ære at Hun glemte al sin Galder. Stumpen blev siddende, og sidder der endnu den Dag i Dag er. Derfor skal man tage sig i Agt for at kaste en Hvæssesten tverts over Gulvet, thi saa bevæger Stenstumpen sig og det værker i Thors Pande. Snip, Snap, Snude. Nu er Eventyret ude.

Noget Uslere eller Flauere findes ei let.

Efter at have arbeidet Os igennem disse Torne og Tidsler, som en fordærvet Tidsalder strøde paa vor Vei, komme Vi atter hen mod Asatemplet at skue den segnende Baldur; men først maa Vi betragte Loke i sin Overgangsepoke, da Han allerede i den ældste Digtning fremtræder som Redskab i Nornernes Haand og i den senere netop ved at volde Baldurs Død kundgør sit Affald fra Aserne.

Det eneste, men ogsaa aldeles klassiske Sted hvor Lokes Frafald omtales, er i den korte Vøluspa:

Ulv avled Loke

Med Angurboda,

Et Udyr tyktes

Værst af alle. (vel Midgardsormen)

Loke ophidset

Af Hjertets Brønde,

Fandt den halvbrændte

Kones Hjerte.

Loke blev svigfuld

Ved den onde Kone,

Deraf er i Verden

Alt Grueligt kommet.

Da Loke var blevet antaget for Fenrirs og Midgardsormens Fader, maatte det Øieblik da Han blev det, nødvendig betegne Hans Affald. Med Hensyn herpaa søgte Digteren en Moder til Uhyrerne, og troede ei at kunne vælge nogen bedre til at sætte Splid mellem Loke og Aserne, end Hende som fordum spildte Freden mellem Aser og Jetter: Gulveig, der vel maatte kaldes halvbrændt, eller Konen med det halvsvedne Hjerte. Han kaldte Hende Angurboda, fordi det var Hende som fordum bebudede Aserne Trængsel og Anger. Ei var det godvillig at Loke forlod Asers Samfund, thi vel vidste Han, at Han derved beilede til sin egen Undergang; men Norner vilde, og Han maatte. Elskov optændtes i ham til Angerbode, og da Han sank i Hendes Favn, sank Han for stedse i Jetters; thi i Seid var Hun øvet, og med Seid blev Han forgjort.

Vel maatte Digteren lade Thor sige til Loke:

Alt af en Jettekvinde

Du Dig bedaare lod.

Det Gode ingensinde

Sprang ud af Jetteblod

Men vist din Elskovs Brynde

Stod udi Skuldas Bog.

Hun monne din Daad fremskynde

Den Norne vis og klog.

Nu ville Vi med Vola se Baldurs den blodige Asas Skebne udfolde sig. Hun saa

Over Marken

Høit opvokse

Rank og fager

Mistiltein.

Træet tyktes

Mænd at vokse

Frem til Harm.

Men før Vi dele mere af hendes Syn, ville Vi med Vegtams Kvædes herlige Digter følge Odin til Hel.

Tunge ere Baldurs Drømme og Guderne raadføre sig med de Skebnekyndige om disses Betydning; men faa kun det sørgelige Svar at den Elskværdigste er dødtegnet af Norner.

Angest omspænder Odin, Frigga og alle Guder, og de vide intet Raad, uden at sende Bud til alle Vætter (Naturtingenes Aander) for at bede dem skaane Baldur. Alle Vætter, som skabtes af Aser, svore, og Frigga samlede de trøstende Eder. Dog Valfader frygtede den manglende Ed og maatte tro Møien spildt; thi ogsaa Han saa Mistiltein vokse, vokse truende. Han sammenkaldte Aser for at faa Raad; men alle forstummede.

Da reiste Han sig, lagde Sadel paa Sleipner, og red mod Niflheim. Jord dundrede, og frem red Han, til Han naaede Helas høie Borg. Han red øst for Døren hvor den Gamle laa, kvad Galder, skar dødvækkende Runer i Stav, og fordrede Svar.

Nødig reiste Hun sig, og spurgte med Dødningestemme:

Hvem er den ukendte

Mand, som tør vaagne

Sorgen i Sind?

Som død laa jeg længe,

Af Sneen bedækket,

Af Regnen omskyllet,

Bedryppet af Dug.

Han kaldte sig Vegtam, Valtams Søn, og spurgte for hvem den ringprydede Bænk var reist, for hvem den i Guld svømmende Seng var redt? Hun svarer:

Her stander Mjøden

Brygget for Baldur.

Skjoldet den dyre

Vædske bedækker.

Haabløse stande

Aser i Sorg.

Nødig jeg talte,

Nu vil jeg tie.

Odin vil tømme Smertens Kalk og spørger hvem der skal røve Baldurs Liv?

Hela svarer:

Høit løfter Hødur

Navnstore Træ,

Han da skal vorde

Baldur til Bane.

End spørger Odin, hvem der skal hævne Baldur? Hel peger hen paa Vale, Sønnen som Rinda skal føde i vestre Sale, som ei skal to Hænder eller kæmme Haar, før paa Baalet lægges Baldurs Modstander. Saa ender Hun:

Hjemrid nu Odin!

Stolt af den Færd!

Saa kommer ingen

Mer mig at søge,

Førend af Loke

Baandene falde,

Førend i Mørket

Svinder og tabes

Gudernes Liv.

Hjem rider Odin; vis paa at ingen Magt kan nedtrykke eller holde Hødurs Haand som Norner løftede. Kun Hødurs Død er hans Trøst, og Han ser ikke at Tabet kun derved fordobbles; men Vola saa ogsaa Aaen nedstyrte paa Valfaders Pant. Forstaa I det eller ei?

Baldur falder paa Banetuen. Trindt ham ser Hyndla elleve Aser stande sørgende; men Vola med sit dybere Blik ser kun Frigga i Fensal begræde Valhals Vogter . Hødur som fældte ham, fældes af Vale.

Standse ville Vi, og naar Vi en Stund have med Undren betragtet de stærke Asers mandige Sorg, og blandet vore Taarer med Asyniers, da ville Vi, før Vi vende Øiet til de følgende Led af den Ulykkers Kæde der søndersled Asernes stærke, bese det nys beskuede Billede, som det, dels udmalet, dels forvansket, fremstiller sig i den prosaiske Edda.

Ogsaa her begyndes med Baldurs Drømme; men uden Raadspørgsel bede Aser Fred af Vætter.

Ilden og Vandet,

Jernet og alle

Voksende Malme,

Stene og Jord,

Træer og Sote,

Fugle og Dyr,

Edder og Orme,

Svore at hvile,

Baldur at skaane.

Ei tales et Ord om Valfaders Frygt eller Helrid; men trygge sankes Aser til Skemt, hugge og skyde paa den usaarlige Baldur. Da Vi bør se denne Leg med Digterens Øie, vil Han neppe vægre sig ved her at træde frem, medens jeg glad skjuler mig mellem de Lyttende.

Giver Agt! giver Agt hvor Guderne

Staalbedækkede, hjelmomhvælvede,

Spydbevæbnede, sværdomgjordede

Nærme sig nu med paataget

Ument Bisterhed drabelig

Fredens Baldur, Baldur hin Gode.

Han med blottede Tinding,

Guldhaarfager, uskyldig,

Venter i Kredsen dem;

Fredens Egkvist i Haand,

Hovedet hældende,

Bly, jomfruelig hartad,

Venter Han Legen som djærvt skal

Kun hans Vælde stadfæste.

Giver Agt! giver Agt hvor Odin nu

Paa Gangeren, ottfodtravende

Høit med Gugner i Haand mod Skyerne

Skynder sig did, og støder sit

Blanke Sværd imod Brystet paa

Fredens Baldur, Baldur hin Gode,

Men med upuklet Hvælving

Pandseret bugner som forhen.

Nu kommer Aukathor!

Miølner, Hamren i Haand;

Hovedet kneisende.

Mandig, fast, ja trodsende

Hugger Han Guden; men uskadt

Smiler Baldur som hidindtil.

Nu styrter Frei forbi paa Sildetands

Stærktguldbørstede Ryg, med Sværdet

Krummet og høit og blegt,

Som den funklende Maane paa Himlen.

Svinger sit Glavind, som

Nødbrune Haand omfatter,

Og slaar det mod Ynglingens

Speilglatte Staal, mens forbi Han

Rider og ler ad Sværdets Afmagt.

Nu ruller Freia forbi paa sin Guldkarm.

Lysthenflagrende Lokkerne svæve,

Flættet med Sten og med Sølv

Som de blinkende Stjerner paa Himlen.

Rosen Hun svinger, som

Snehvide Haand omfatter

Og slaar den mod Ynglingens

Dunglatte Kind, mens forbi Hun

Ruller, og ler ad Rosens Afmagt.

Hvo er de tvende dæmrende Skygger

I Lundens Baggrund?

Yderst i Kredsen de holde sig;

Tage ei Del i Gudernes Kamp og

Gudernes Glæde.

Ha! det er Asaloke med Hødur;

Naar Guder frydes,

Græmmer sig Loke misundelig,

Hødur er blind, Han lytter kun langt fra,

Fremmet til Glæden.

I Kællingeham har Loke udlokket Friggas Hemmelighed om det svage Mistiltein, som hun ei tog i Ed, fordi det var spædt og ungt. Fluks ganger Han øst fra Valhal, oprykker Træet, og rækker det til den blinde Hødur, for at Han med smidige Vaand skal hædre den usaarlige Baldur .

Hødur støder. Baldur falder, Maalløse stande Aser med sjunkne Hænder og vildtstirrende Øine. Da var hin meste Graad hos Aser, og Odin gav dem værste Vink om denne Skade, da Han mest kunde skønne hvad Afbræk og Tab Aser lede ved Baldurs Frafald.

Hans Lig førtes til Strand og Guderne vilde fremskyde hans Skib Hringhorne, men ei gik det frem. Heksen Hirrokin hentedes fra Jotunheim, Hun skød til Fremstavnen saa Skibet flød, men Gnister fløi og Lande skjalv. Thor løftede Hammeren, men formildedes af Guderne. Nannas Hjerte brast af Smerte. Baalet viedes med Mjølner og modtog Begges Lig. Odin lagde Drupner paa Baal, ligesom for at den skulde oplyse den mørke Vei til Hel. Ogsaa Hrimthusser vare tilstæde ved denne Ligfærd.

Frigga bød sin Kærlighed til den som vilde fare til Hel, finde Baldur og byde Hel Løsepenge. Hermod hin snare, Odins Svend, red paa Sleipner gennem Mørket i 9 Nætter til Gjallarbro, kom til Hel, saa Baldur klæde Høisædet, bortsov sin Mødighed, og frembragte sit Ærende. Hel lovede at Baldur skulde komme tilbage, dersom alt Levende og Dødt vilde begræde ham. Hermod kom tilbage til Aserne, medbringende Drupner fra Baldur, og Ærendet fra Hel. Da sendte Guderne Bud over al Verden, og bade om Alts Graad over den Elskelige.

Livet græd,

Døden græd

Jord og Stene,

Alle Malme

Græd som disse

Græde end,

Naar sig Heden

Nærmer Kuld.

En Gygie sad i Hulen og kvad:

Thok ved Baldurs

Baal vil græde

Tørre Taarer.

Hel beholde

Hvad Hun haver!

Mænd gættede det var Loke hin værste Ildgerningsmand, som hindrede Baldur at komme fra Hel.

Denne Digtning udmærker sig vist nok i Skønhed blandt alle dem Vi skylde den prosaiske Edda, og det synes som intet Urent kunde i nogen Henseende nærme sig Breideblik, men Enhver som fattede Baldurs Tilværelse, og kender Aserne, nødes til at erklære den ei blot for usand med Hensyn paa Grundideen, men selv i mange Dele uforenelig med Asalivet som det træder frem for det ydre Øie.

Frigga kan aldrig have foragtet Mistiltein, dette vidunderlige Træ, der længe havde været Genstand for de Vises Grublen og Frygt, og det maatte desuden have været indbefattet i den Ed som Træernes Vætte aflagde, dersom det ei havde havt sin egen Vætte, given, ei af Aser, men af Norner, som hverken kunde eller vilde sværge. Umuligt var det at Mistiltein kunde være Loke ukendt; men om saa havde været, vilde den tause Frigga neppe røbet ham en Hemmelighed hvis Misbrug var Asers Undergang.

Den hele Kampleg viser sig straks som et sildigt Forsøg paa at motivere Udfrittelsen, og Udførelsen af Hødurs Id, og den lader sig kun vanskelig forene med Guders Angest, og Vished om at der var et Vaaben, som kunde fælde den Elskede.

Skal Hermod sendes til Hel, da maa det i det mindste ske uden Odins Vidende; thi Han ved meget vel, at Baldur kun kan stige i Verdens Lue; men under den Betingelse kan Han ogsaa ride. En anden Sag er det om Han kan komme til Hel. Digteren af Vegtams Kvæde har vist ei uden Føie anset det for umuligt.

Ved at sigte saavel den prosaiske Eddas Forfatter, som Baldurs nyeste Digter, fordi de lade Jetterne, (Asernes svorne Fiender) være indbefattede i det Alt, hvis Sorg Hel fordrer som Løsepenge for Baldur, gør man ustridig Begge Uret; thi naar Digtningen skal kunne beholdes, maa dette Træk netop blive. Hel maa gøre en Umulighed til Betingelse for en Umulighed, og naar Vi høre Thoks Kvad, da er det netop den Lyd, som Hel ret godt ved, maa opfylde Jetteverden, ja blot Visheden herom kan forklare Hendes Løfte. At Mænd der gættede at Thok var Loke, have her, som saa ofte, gættet feil, er klart; thi om det ogsaa var ham, var Han dog ikke der sig selv; men Udtrykket for alle Jetter, da de Alle nødvendig maatte glædes, ved at se den eneste Betingelse, under hvilken Valhal kunde falde, opfyldt.

Det vorder klart at Hel behandlede Aserne med den dybeste Spot; men kunde de vente andet af en triumferende Fiende under deres rasende Stræben efter at bøie de ubøielige Norner, at bringe dem til at udskrabe de dybtgravede Runer og fornægte sig selv.

Hvad Hrimthusserne skulle ved Baldurs Ligfærd er ei let at sige, thi kuns glade kunde de være der, og taaler vel Thor en saadan Glæde? Dog, var hans Arm for svag til at skyde Hringhorne fra Land, manglede den vel ogsaa Kraft til at svinge Mjølner, og Han maatte nøies med til Tidsfordriv at sparke Dværge i Ild. Vil man antage disse Hrimthusser for de samme, hos hvem Alfader saa træffende siges at have været før Verdens Skabelse, da finder man i det ringeste en Slags Konsekvents.

Ved at forlade denne høie Punkt, beder jeg at vende Øiet fra al senere Digtning, og skue den i sin eiendommelige Storhed hos Vola. Da først forstaaes Friggas Kvad:

Selv fortvivlet, forlader

Frigga Fortvivlelsen,

Selv i haabløs Sorg, den

Haabløs Sørgende

Haabløs, Ha! thi for evig

Baldur er tabt.

Da først, hvad end er mere, forstaaes Svartalfers Kor der lader Ragnaroke knytte sig umiddelbar til Baldurs Død.

Efter Vøluspa maatte Loke her bindes, men de senere Digtere lade Hans Udaad være ukendt en Tidlang, for at faa Rum til en Fremstilling af Guders Svækkelse. De lade det ei være nok at Hødur dræbes, men Tyr maa ogsaa miste Armen og Frei Sværdet. Grunden til denne Digtning er meget rigtig, at Aser nemlig ei kan overvindes, med mindre de selv gøre sig svage.

Fenrirs Fængsling.

At Fenris er bunden og slipper løs i Ragnaroke, er alt hvad Vøluspa siger Os. Vi vide at de senere Digtere gjorde Loke til hans Fader, og i Fortalen til Ægis Drekke fortælles at Han bed Armen af Tyr da Han var bundet.

Den prosaiske Edda fortæller det udførlig saaledes: Da Loke med Angurbode havde avlet de trende Udyr Fenris, Ormen, og Hel, og Guderne af Spaadommene vidste at disse Børn skulde blive dem til stor Skade, lod Odin dem hente til sig fra Jotunheim hvor de opfødtes. Ormen kastede Han i den dybe Sø og er Han saadan, at Han ligger i Hafsens Midte om alle Land og bider sig i Stjerten. Hel kastede han i Niflheim, men Ulven opfødte Han hos sig og Tyr ene havde Djærvhed til at give hannem Mad. Da Aser saa ham vokse, frygtede de sig saare og giorde et stærkt Baand (Læding) for at fængsle ham; men Han søndersled det med Lethed. De giorde et stærkere (Drome) men det gik ligesaa dermed. Da sendtes Skirner til Dverge i Svartalfheim, som giorde det stærke, silkebløde Baand Gleipner

Af Kattetrins Døn,

Og af Kvindernes Skæg,

Af Bjergenes Rødder,

Af Fiskenes Aande,

Og Fuglenes Spyt.

Derfor fattes disse Ting endnu i Naturen.

Dette vilde Fenris ei prøve, uden Han som Borgen fik en af Gudernes Hænder i sin Mund. De nølede. Da fremrakte Tyr sin Høire, og mistede den da Guderne ei vilde løse den Bundne. Et Sværd sattes i Hans Kæft, saa han blot kan tude og fraade. Dræbe ham turde Guderne ei for ikke at smitte deres hellige Steder.

I denne Digtning er Intet som strider mod Ideen; thi efter Baldurs Død er Fenris Aser frygtelig og maa bindes. Det er vel saa, at Guderne ei turde smitte deres hellige Steder med Blod; men der var en anden Grund hvi de ei dræbte Fenris, fordi de ei kunde. Kun Vidar den Tause mægtede det, og Han kan ei træde frem før efter Odins Død.

Freis ulykkelige Kærlighed.

Nok et Tab forestod Guderne. Nornerne vilde at Vanen Frei, som var blevet giort delagtig i Asastyrken, skulde miste den ved at miste sit Sværd; men al den Kraft Guderne tabe før Ragnaroke maa de selv ligesom godvillig bortkaste. De dræbte selv Hødur. Tyr rakte selv sin Arm i Fenrirs Gab, og hvorledes Frei selv bortgiver sit Sværd lære Vi af Digtet:

Skirners Reise.

Frei har sat sig Hlidskjalf (Odins Høisæde) har set den fagre Gerda, og Kærligheds Ild luer høit i hans Barm. Taus og mørk gemmer han den der, siddende i lange Sale, indtil Skirner tilbyder ham at hente Gerda naar han vil give ham Sværd. Med dette, med Drupner og elleve Guldæbler, rider Skirner til Jotunheim paa Freis Hest, vil købe Gerda med Guldet, men maa bøie Hende ved de grueligste Trudsler og ved haarde Konster til at love Frei Kærlighed.

Freis Kærlighed.

Af Vaners milde Stamme

Den blide Frei udsprang,

Og Asakraftens Flamme

Ei Vanens Hjerte tvang.

Der slumrede en Længsel,

Der hvidskede en Lyd:

Opbryd dit gyldne Fængsel,

Og søg en større Fryd!

Hel mat var Guldets Lue,

For stærk var Brages Sang

For lav var Loftets Bue

Og Alfheims Borg for trang.

“Naar Van til Odins Sæde

“Opstiger, tændes Glød

“Som spilder Asers Glæde.”

Saa gamle Spaadom lød.

Fra gyldne Sale iled

Dog Frei, beklemt i Sind,

Han steg, og ei Han hviled

Før høit paa Hlidskjalfs Tind.

Begærlig Jorden favned

Hans Blik. Saavidt det for.

Dog ikke hvad Han savned,

Han fandt paa viden Jord.

Han skued Helte kæmpe,

Det var saa kær en Lyst,

Men kunde dog ei dæmpe

Den Længsel i hans Bryst.

Han saa af Mø omfavnet

En Helt i salig Lyst,

Saa høit da tyktes Savnet

At tale i hans Bryst.

Fra Midgard sig hans Øie

Opvendte høit mod Nord.

Der fandt det uden Møie,

Hvad ei det fandt paa Jord.

Som Rosen der forvilder

Sig mellem Tidsler hen,

Sin Pragt og Duft forspilder,

Uset af Blomstens Ven;

Saa mellem Skønheds Fiender

Det Skønneste oprandt;

Thi Frei blandt Jettekvinder

Den fagre Gerda fandt.

Nu dæmpet var Hans Smerte,

Nu stillet var Hans Nød,

Og Stemmen i Hans Hjerte

Om Savn ei mere lød.

Ak dæmpet blev Hans Smerte

Kun af en større Nød!

Ak borte var Hans Hjerte!

Derfor ei Stemmen lød.

Alt svandt den fagre Kvinde

Bag Taagen hist i Nord,

Og ned fra Hlidskjalfs Tinde

Ophidset Guden for;

Men viis som andre Vaner,

Begrunder Han sin Daad,

Og sorgbetynget ahner

Han Norners skjulte Raad.

Han gik til gyldne Sale,

Paa Bænk Han sattes ned.

Ei Tungen kan udtale

Den Smerte, som Han led.

I Dage og i Nætter

Han maalte breden Flod,

Som evig skiller Jetter

Fra Skud af Asers Rod.

Han skued Urdas Kilde,

Og Asers onde Id,

Da de opfylde vilde

Hin Flod saa dyb og strid.

Han Laufeis Søn beskued

I Angurbodes Favn,

Og rædselfuld Han grued

Ved Jordmundganders Navn.

Dog Kærlighed betvinger

Selv Vaners høie Slægt,

Ei holdes kan dens Vinger,

Af Jords og Himmels Vægt.

Paa dem sig Guden hæver

Og skuer kun – sin Fryd,

Men over fromme Læber

Ei trænge kan en Lyd;

Thi nødig kun Han følger

Den stærke Kærlighed,

Og for sig selv Han dølger

Hvad kun Hans Hjerte ved.

Njardur og Skade

Sørgende saa

Guden at sidde

Taus udi Sal.

Skirner de bade

For ham at gaa,

Ønsked at vide:

Hvi Han i Sal

Sad saa bedrøvet,

Hvorfor Han øved

Daarskab, den vise

Kyndige Van?

Reiste sig Skirner

Nødig til Gang,

Frygtede Vrede,

Straffende Ord,

Naar Han den vise

Gud skulde spørge:

Hvi Han bedrøvet,

Daarlighed øved?

Skirner:

Hid gik min Vei,

For Dig at spørge:

Hvi Du vil sørge?

Sig mig det Frei!

Frei:

O Kæmpe hin unge!

Hvi spørger Du mig?

Min Smerte den tunge

Ei fattes af Dig.

Se Solen oprinder

Paa Straaler saa rig;

Men aldrig forsvinder

Dog Natten i mig;

Den stiger om Morgen

Og daler i Kvæld.

Men skuer kun Sorgen

I evige Væld.

Forgæves jeg grunder,

Forgæves jeg stunder

Mod Ønskernes Maal.

Skirner

Kun Menneskers Afkom

Fik Ønske i Bryst.

Saa vilde dem Odin

Opvække af Søvn,

Til Stunden og Stræben,

Til Bønner og Daad.

Men hos de rige

Guder ei stige

Ønsker i Bryst.

Verdener følge

Villiens Bølge.

Hvad er din Lyst ?

Frei:

I Jotunheim skued

Jeg Møen saa huld,

Paa Armene lued

Det rødeste Guld.

Mer skinned dog Møen,

Og af Hendes Glands,

I Luften, paa Søen,

Gik Straaler i Dands.

Ei ved jeg om Armen,

Ei ved jeg om Barmen,

Om Øiet det var,

Som Straalen udsendte,

Der lyste, der brændte

Mig dybt udi Bryst.

Naar Kærligheds Blomsten

I Alderens Vaar

Fremspirer og trives,

Den duftende staar.

Den lyster at bygge

I Lundenes Skygge,

Og blusser endda;

Men Dugdraaber lædske

Med svalende Vædske

Det glødende Blod.

Ak at jeg er Vaner med Asernes Kraft!

I dybere Jord, og af stærkere Saft

Opvokste et Træ i mit elskende Hjerte.

Ei Dug, som i Dale

Nedfalder, kan svale

Det luende Blod.

Ei Knoppe udbryde,

Ei Blomster fremskyde;

Thi Aser ei taale,

Jeg favner den Straale

Som tændte min Glød.

Skirner:

Giv Du mig Hesten

Der, som en flagrende

Lue, kan fare

Frem gennem Mørket,

Frem gennem sorte,

Svovlede Damp!

Giv Du mig Sværdet,

Sværdet som blotter

Selv sig mod Jetter !

Da vil jeg fare,

Bringe Dig Gerda,

Lindre din Vaande,

Eller og tabe

For Dig mit Liv.

Frei:

Det Sværd er oplivet

Af Asernes Kraft,

Derfor det sig blotter

Mod Jetter saa brat,

I Tidernes Fødsel

Mig Odin det gav,

Og Styrken opvokste

I gjordede Lænd;

Men naar det sig blotter

I fremmede Haand,

For evig da tabes

Den skænkede Kraft.

Saa Nornerne vilde,

Saa Spaadommen lød.

Skirner:

Det Odin forbyde!

Men kun med dit Sværd

Jeg vover at fare

I Jetternes Land.

_______________________

Samledes Aser

Alle paa Thinge,

Komme Asynier

Alle til Stævne,

Syntes dem Lykken

Fattes og vige,

Frygted de saare

Nornernes Raad.

Meget blev talet paa

Asernes Stævne,

Ordene onde

Fik da den vise,

Elskede Frei,

Han som paa Hlidskjalf

Opsteg forvoven,

Voved at elske

Jotuners Mø.

Sad Han paa Stenen,

Tiende sad Han,

Taus og bedrøvet,

Brændt udi Sind.

Saa det de rige,

Mægtige Guder,

Vidste ei Raad.

Freias de gyldne

Taarer nedrunde.

Aldrig blandt Jetter

Faldt hendes Taarer.

Nu dog paa Gerda

Faldt de, og smelted

Hjertet i Møens

Kærlige Barm.

Frem stod da Odin,

Visest af Aser,

Guderne lytted,

Hærfader talte:

Køb Du for Drupner

Gerda, den fagre

Ulykkens Mø!

Sværdet ei vige

Bort fra din Lænd!

Vel ved Du Norners

Truende Dom.

_______________________

Frei (til Skirner)

Rid Du paa Hesten!

Køb Du for Drupner

Gerda, den fagre,

Elskede Mø!

Sværdet ei vige

Bort fra min Lænd!

Vel ved Du Norners

Truende Dom.

Skirner:

Ondt er at tage

Hvad ei tør gives.

Frygter jeg Norners

Truende Dom.

Dog uden Sværdet

Ei tør jeg fare

Frem gennem Jetter.

_______________________

Med sænkede Øie

Stod Guden paa Jord.

Han grubled og grued,

Og vaklede end,

Saa Faren, som trued,

Og spændte fra Lænd

Dog Sværdet det dyre.

Og talte med Suk:

Du Sværdet maa dølge,

Du blotte det ei !

Men ei Dig maa følge

Et knusende Nei.

Skirner(til Hesten)

Mørkt er ude.

Tid er at fare

Over Lyng, over Fjeld,

Over Thursernes Land.

Begge hjemkomme Vi,

Eller Os Begge

Fanger hin mægtige Jette .

_______________________

Jotunheim
Gerda (synger i Bure):

En Længsel mig tvinger,

Jeg kender den ei;

Men hvad mig omringer

Opfylder den ei.

Jeg længes,

Og trænges

Saa underlig.

Jeg stirrer paa Frænder,

Paa Jetterne hen;

Men ikke jeg kender

Mig selv der igen.

Jeg gyser.

Da fryser

Mit unge Blod.

Sig Øiet vil stjæle

Til Jorden i Løn.

Det lyster at dvæle

Paa Asernes Søn.

Det Hvide,

Det Blide,

Det vinker mig.

Men Svaghed udbreder

Sig over hans Æt,

Han Aser tilbeder

Og Jetternes Æt

Han frygter.

Da flygter

Mit Blik fra Jord.

Det Stærke, det Milde,

Forenet jeg saa.

Saa gerne da vilde

Jeg stirre derpaa.

Jeg trængtes.

Jeg længtes

Saa inderlig.

Der Styrken forgyldtes

Af Guddommens Glands,

Og Hjertet opfyldtes

Af dybere Sands.

Det Svage

Tilbage

For Kraften veg.

Men fiendtlig Os Jetter

Det stander imod,

Det farver og tvætter

Sin Krands i vort Blod.

Jeg grued,

Jeg skued

Min Broders Fald.

En Længsel mig tvinger,

Jeg kender den ei;

Men hvad mig omringer

Opfylder den ei.

Jeg længes,

Og trænges

Saa underlig.

_______________________

Skirner skued

Høie Gaarde,

Hørte glamme

Høit i Sky,

Gymers galne

Bidske Hunde,

Dem som vogted

Gaardens Port.

Skirner (til Hyrden):

Sig Du mig Hyrde!

Du som paa Høi

Sidder at vogte

Veiene vel!

Hvor skal jeg finde

Væneste Mø,

Og gennem Hunde

Til Hende naa?

Hyrden:

Vist har din Fylgje

Alt Dig forladt,

Siden Du stunder

Saa efter Død.

Aldrig Dig undes

Tale med Gymers

Solskære Mø.

Skirner:

Kaarene bedre

Troer jeg at have.

Dog er til Død jeg

Stedse beredt

En kun var Dagen,

Da mig bestemtes

Hele mit Liv.

Nidingen bæver,

Kan dog ei ændre

Nornernes Raad.

_____

__________________

Gerda(til sin Terne):

Hvad er det buldrende Raab

Som stiger og gjalder?

Er det vel Menneskeraab?

Ei er det Menneskeraab.

Gymer sig byggede Gaarde.

Af Stenene faste og haarde,

Dem ryster den dundrende Lyd

Paa skælvende Jord.

Ternen:

Hest ser jeg stande,

Underlig skinner

Manken, med Hov

Banker Han Jorden,

Ryster vor Gaard.

Mand ser jeg stande,

Gjordet med Sværdet,

Stenene dyre

Glimre paa Gjorden,

Trindt om hans Lænder,

Blændende Straaler

Fare fra Hjaltet,

Splitte og favne

Stenenes Skær.

Gerda:

Hiertet er bange,

Ahnende Kval.

Bed Ham dog gange

Ind i vor Sal!

Bed ham at drikke

Klareste Mjød!

(Allene)

Det Stærke det Milde

Forenet jeg saa.

Saa gerne da vilde

Jeg stirre derpaa.

Men fiendtlig Os Jetter

Det stander imod,

Det farver og tvætter

Sin Krands i vort Blod.

Jeg grued,

Jeg skued

Min Broders Fald.

Saa skinnede Manken

Paa flyvende Hest.

Saa straalede Hjaltet

Paa luende Sværd,

Ak! Vel maa jeg ahne,

Min Broders den mægtige Bane

Er kommet til Sal.

(Til Skirner):

Er Du af Aser?

Er Du af Alfer?

Er Du af milde,

Kyndige Vaner?

Hvi kom Du ene

Hid gennem Mørket,

Hid gennem Ilden?

Kom Du at skue

Glimrende Sal?

Skirner:

Ikke af Aser,

Ikke af Alfer,

Ikke af milde,

Kyndige Vaner,

Kom jeg dog Ene

Frem gennem Mørket,

Frem gennem Ilden,

Ei for at skue

Glimrende Sal.

Æblerne elleve

Lue af Guld,

Dem vil jeg alle

Gerda! Dig give,

Bod for din Broder,

Fred Os at købe,

Om Du vil sige,

Frei er Dig ene

Kærest i Sind.

Gerda:

Æblerne elleve

Aldrig mig byde

Mand for min Gunst!

Medens Vi leve,

Ei tør jeg bygge

Sammen med Frei.

Skirner:

Ring jeg Dig giver,

Ring som med Odins

Baldur opbrændtes.

Hvad er som Drupner

Luende, frugtbart?

Ringene otte,

Sønner som Fader,

Fra den neddryppe hver

Niende Nat.

Skuer Du Glandsen?

Fatter Du Sandsen?

Vittige Mø!

Gerda:

Undrende skuer jeg

Guldmalmens Konge,

Hærfaders Smykke,

Baldurs Ledsager,

Dværgenes Konst.

Jetter mig fødte,

Ei tør jeg røre

Gudernes Ring.

Bela er faldet,

Ei skal mig lænke

Gudernes Ring.

Skjul den i Barmen!

Drag til det høie

Asgard! Ei taaler

Jetternes Øie

Guddommens Straaler.

Aldrig mig fattes

Guld eller Ringe.

Nok har min Fader,

Nok har og jeg.

Skirner:

Nornernes Domme

Undflyes ei.

Ei maa jeg komme

Hjem med et Nei.

(Til Gerda med blottet Sværd.)

Se da Du Mø!

Saarildens Lue!

Vist maa Du grue,

Brat skal Du dø.

Hugger jeg over

Hovedets Led,

Hvis Du ei lover

Kærlighed.

Gerda:

Dit Sværd for mit Øie

Vel blinker i Gru;

Men ei kan Du bøie

Med Trudsler min Hu.

Med Gymer Du stride

Om Mod er i Bryst!

Lad Sværdet da bide!

Thi Strid er hans Lyst.

Skirner:

Ser Du det Sværd Mø!

Smidigt som Vaanden,

Jeg har i Haanden?

Nu for dets Egge

Du og din Fader

Falde vist Begge;

Brat jeg det bader

I Eders Blod.

Gerda:

Kun spildt er din Harme,

Og saa dine Ord;

Thi før mine Arme

Skal Sønnen af Njord

Omfavne, jeg falder

I Ungdommens Alder;

Se her er mit Bryst!

Skirner:

Siden Du Livet

Agter saa ringe,

Er det mig givet,

Mø! Dig at tvinge.

Hisset paa Høien,

Trængt og nedbøiet,

Der skal Du staa.

Skjult er for Øiet

Himmelens Blaa,

Jord Du ei skuer,

Dagen er mørk,

Kun Du beskuer

Niflheims Ørk.

Slangerne hvisle,

Bækkene risle,

Tunge af Gift.

Ormene lede

Skal man berede

For Dig til Mad.

Giftbølger trille,

Vel kan Du stille

Tørsten i dem.

Valmuer dufte,

Søvnige Lufte

Dysse dig ind,

Ei kan Du sove,

Tuder i Skove

Hungrige Ulv.

Gerda:

Med Tunge,

Og Lunge,

Ei længe jeg suger

Den dræbende Gift;

Thi Edderen knuger

Og knuser min Lunge.

Jeg blegner,

Og segner,

De Guder saa gramme

Ei mer mig kan ramme.

Skirner:

Vist skal Du blegne,

Derfor ei segne.

Guderne gramme

Vist Dig skal ramme.

Brændende Vinde

Suse, da svinde

Farver af Kind.

Angest og Øde,

Smertefuld Længsel,

Skal i dit Fængsel

Plage dit Sind.

Ud skal Du gange,

Spøgelser lig,

Studsende, bange,

Stirre paa Dig,

Jetternes Sønner,

Naar Du i Sal

Visnet indtræder,

Tæret af Kval.

Ud skal Du gange,

Lungen skal fange

Renere Luft.

Stor er da Nøden.

Livet og Døden

Haardelig kæmpe.

Aldrig skal Død

Kærlig neddæmpe

Evige Nød.

Gerda:

Ak! Norner forbarme

Sig over mig Arme!

Thi stor er min Nød.

O! Vist maa jeg grue,

Naar Guderne true

Med Mere end Død.

Skirner:

For Eder at tvinge

Sprang Norner af Sø,

De agte hel ringe,

Om Jetternes Mø

End sukker og stønner,

Ei høre de Bønner

Fra Urgelmers Æt.

Gerda:

Dog fældedes Balder

I Ungdommens Alder,

Til Jetternes Fryd.

Vist Aser ei glemme:

At Norner kan tæmme

Den pralende Kraft.

Du truer, og mægter

Dog Mere vist ei.

End ikke jeg ægter

Den straalende Frei.

Skirner:

Til grønklædte Skove,

Til Høien jeg gik,

Hævnstaven at skære,

Hævnstaven jeg skar.

Vred er Dig Odin.

Thor er Dig gram.

Frei Dig skal hade,

Naar Dig har rammet

Asernes Vrede.

Hører det Aser, og

Asernes Sønner!

Hører det Jetter!

Hører Hrimthurser

Hvor jeg forbander

Trodsige Mø!

Hvor jeg fremkalder

Bølgende Smerte,

Skræk til at rive

Trodsige Mø!

Hvor jeg befaler

Smidige Orme,

Svøbte om ranke,

Skinnende Midie,

Knuge, ei knuse

Hjertet i Bryst!

Ser Du? med hvasse,

Hellige Sværdsod,

Rister jeg Runer

Dybt udi Stav,

Graad Dig for Gammen,

Evige Kval.

Thurs jeg Dig rister,

Tre er hans Træk:

Kraftløshed, Galskab,

Pinende Lyst.

Han Dig skal favne,

Mand Du da fanger

Trodsige Mø!

Runer jeg risted.

Som jeg dem risted,

Saa jeg dem sletter,

Om Du vil bøie

Sindet til Frei.

Gerda:

Ei mer jeg nøler,

Thi ak! jeg føler

De Runers Magt.

Som Ild jeg brænder,

Og Gift omspænder

Det klemte Bryst.

O snart udskrabe

Du Runestave,

Som dybt Du skar!

Den tunge Smerte

Mit arme Hjerte

Vil knuse brat.

Skirner:

Som jeg dem risted,

Saa jeg dem sletter,

Nu da Du bøier

Sindet til Frei.

Gerda:

Sid nu paa Bænken!

Tag imod Kalken

Fuld af den gamle Mjød!

Aldrig jeg tænkte, at

Jeg skulde Vaners

Æt unde vel;

Men mod de mægtige

Aser forgæves kun

Strider en Mø.

Skirner:

Hjem vil jeg ride,

Først vil jeg vide

Stedet og Stunden,

Naar Du vil unde

Njords Søn Gammen?

Gerda:

Barri heder

(Som Begge vi vide)

Glindsende, kølige Lund.

Ni Gange synke

Solen i Hav!

Der vil da Gerda

Unde i Natten

Njords Søn Gammen.

_______________________

Asgard
Frei:

Sig mig det Skirner!

Før Du af Hest

Sadelen løfter,

Førend Du fløtter

Fremad Din Fod,

Hvad Du i Jetters

Verden udretted!

Skirner:

Barri heder

(Som Begge vi vide)

Glindsende, kølige Lund.

Ni Gange Synke

Solen i Hav!

Der vil da Gerda

Unde i Natten

Njords Søn Gammen.

Frei:

Lang er Nat,

Længere tvende,

Hvor kan jeg udholde tre?

Ofte mig Maaned

Kortere tyktes,

End nu den halve

Længselens Nat.

Med Længsel jeg køber

Den elskede Mø;

Men naar jeg da svøber

Mig trindt om min Mø,

Da stiger en Lyst

I mit brændende Bryst,

Som Kraften ei skaber,

Jeg salig mig taber

I ahnede Lyst.

_______________________

Den niende Nat. Gerda (synger)

Nu Stjernerne blinke,

Saa smaalig i Luft,

Og Roserne vinke,

Med liflige Duft.

Jeg ganger til Lunden i Kvælde.

Til Døden udtegnet,

I Alderens Vaar,

O Bela! Du segned.

Tilgiv mig! Jeg gaar

Til Kærligheds Lund udi Kvælde.

Jeg stred mod mit Hierte,

Mod Sværd og mod Guld,

Jeg stred imod Smerte;

Men Kalken blev fuld.

Jeg ganger til Lunden i Kvælde.

Saa kom da Du blide,

Elskværdige Gud!

Ei mer vil jeg stride,

Jeg ganger som Brud

Til Kærligheds Lund udi Kvælde.

Det dundrer. Hid iler

Den kærlige Gud.

I Lunden alt hviler

Med Længsel hans Brud

Paa duftende Blomster i Kvælde.

Frei:

Her er Lund,

Hvor er Hun,

Som jeg søger saa brat

I den fiælende Nat?

Hist i Lund

Hviler Hun,

Som jeg søgte saa brat

I den venlige Nat.

Alt var knoppet mit Træ,

Nu det blomstrer i Læ

Af den vældige Eg.

I min Arm,

Ved min Barm,

Hun nu hviler saa sødt,

Og jeg hviler saa blødt,

I den aabnede Favn.

Fuglen paa Kvist.

Tiderne lide,

Snart skulle Muspels

Sønner fremride.

Ved da den Svage

Hvormed Han vil stride?

Anden Fugl.

Sit Sværd og sin Styrke

For Møen Han gav.

Saa grave i Mørke

Sig Guder en Grav.

Loke (i Jetteskikkelse)

End Fenris! Du tuder

I fængslende Baand;

Men Frihed bebuder

Min konstige Haand.

Alt rører med Styrke

Sig Ormen i Hav.

Saa grov jeg i Mørke

For Aser en Grav.

_______________________

Thors Reise til Utgardeloke.

Denne Digtning, der omtrent har stillet sig her, nævnes aldeles ikke i de gamle Sange, og lader sig ei meget godt forene med dem. I de nyere Digte er den kendt, og i det Hele langt mere sindrig end hvad Vi ellers lære i den prosaiske Edda. Kun de alleryderste Omrids vil jeg her give, da det Hele bør efterlæses hos Oehlenschläger, hvor det har genvundet sin poetiske Dragt, samt givet Digteren Anledning til at tolke mange af sine skønne Syner i Nordens Gudeverden.

Thor reiser til Utgardeloke (der egenlig synes at være Troldenes Konge) og kommer der efter megen udstanden Besværlighed og Ærgrelse. Loke er med. I Utgardelokes Sal fristes Thor end mere, kan ikke tømme Drikkehornet, synker i Knæ i Strid med en Kælling, og kan ikkun løfte en Fod af den sorte Kat. Dog Alt dette er intet Under, da Hornet staar i Hav, Kællingen er Alderdommen og Katten Midgardsormen. Dette siger Utgardeloke Thor først da Han er kommet paa Hjemveien, og forherliger Thors Magt ved at forsikkre, at Han ved Koglen vist skal herefter fri sig fra saadanne Gæster.

Denne underlige Strid mellem Asakraft og Troldevid, tvende Punkter, som flygte for hinanden og ei kunne komme i Berøring, udelukker sig selv af Asadramet, hvor den vilde mangle al Betydning. En sær Digter har fundet Fornøielse i at sætte den blot stærke Thor midt imellem lutter Blændværk, hvor hans Kraft maa staa til Skamme, da den ei kan afpræge sig i tomme Skygger. Ene som et saadant Spil har Digtningen Interesse.

Kedelens Hentelse, og Thors Strid med Midgardsormen.

Tvende ganske uensartede Digtninger ere her paa en synderlig Maade sammengroede, og i en Udsigt som nærværende lade de sig ei adskille, uden at sønderrive Digtet Hymers Kvæde, ja næsten ikke uden at lægge det ganske tilside.

Digteren synes at have tænkt sig Aserne som pønsende paa Hevn mod Gymer, Gerdas Fader fordi Frei havde mistet sit Sværd, og derfor er det at de hiembyde sig selv til ham. Gymer eller Æger er vred paa Aserne, enten blot fordi Han er en Jette, eller især fordi de have dræbt Bela, hvis denne er hans Søn, som intet forbyder Os at antage. Da derfor Thor byder ham at rede Gæstebud for Aser, stræber Han at spotte deres Magt, ved at forlange en Kedel hvori Øl kan brygges til dem Alle. Aserne ere raadvilde, indtil en vis Tyr siger Thor, at hans Fader Hymer har en mildyb Kedel, og de Begge fare afsted, for med List at faa den Vandvarmer. De komme til Jettens Sal, og gange hurtig forbi hans Moder, et Uhyre med nihundrede Hoveder.

En anden guldskinnende, brynhvid Kone Tyrs Moder, gaar frem og bærer dem Øl; men skiuler dem derpaa under den store Kedel, for at afvende det første Udbrud af Hymers Bisterhed.

Silde kom Jetten. Isfieldene skjalv under hans Fod, og Kindskoven var frossen. Da Han hørte at Jetters Fiende var kommen i hans Sal og sad bag Støtten, vendte Han sig mod den, og den sprang under kløvede Bjelker for hans Blik. Otte Kedler søndersloges; men hel blev den niende store, og uskadte udginge Tyr og Thor. Glubsk saa den gamle Jette Gygiers Bedrøver stande paa Gulv, og en Ahnelse om Ondt gennemfor ham. Dog lod han tage trende Tyre og stege ved Ild. Thor aad ene de tvende.

Hymer sørgede for Mad til næste Aften, og Thor lovede at fange Fisk, naar Han gav ham Mading. Jetten bød ham søge den selv hos Hjorden, og da brød den Stærke af Tyren begge Hornenes høie Sæde. Bukkes Herre roede ud med Abers Slægtning, og bad Ham føre Havets Lastdyr (Baaden) længere ud. Han giorde det nødig, og drog trende Hvaler op i Baad; men i Bagstavnen giorde Thor Snøren fast, og satte Oksens Hoved paa stærken Krog. Over Madingen gabede den som Guder hade, som ombelter Landene, og den modige Thor drog den eddervaade Orm op af Dybet. Med Hammeren bankede han Haarets stygge Fjeld paa Ulvens Broder; men

Klipper styrted,

Heder tuded;

Jord hin gamle

Gøs og skjalv.

Atter sank da

Orm i Hav.

Hymer spurgte: om Thor vilde bære Hvalerne til Hus, eller binde Baaden? men vred i Hu over Jettens Spot, tog Guden den fulde Baad, og bar den til By.

End trodsede Hymer, og nægtede Thors Styrke, uden han kunde tage det stærke Bæger i Haand, og knuse det. Guden slog det mod Stene og Støtter. Stene kløvedes og Støtter revnede; men dog bar man Bægeret helt for Hymer. Da lærte den Brynhvide ham venlige Raad:

Slaa til den mordtrætte

Jettes Hoved, til

Hymers Hoved!

Haardere er det

End Bæger og Sten.

Satte sig Bukkes

Herre paa Knæ,

Fuldt Han iførte

Asastyrken,

Hel blev den gamle

Hielmens Grundvold,

Miødens Omfatter

Revned i to.

End trodsede Hymer, og vilde ei erkende Gudens Styrke, uden han kunde bære den store Kedel af Gaard. Odins Søn greb i Hanken og gennemstampede Salens Gulv. Han løftede Kedel paa Hoved, og dens Ringe klang ved hans Hæl. Længe gik Han, før Han vendte sig; men da saa Han Hymer og Thurser med mange Hoveder ile i sit Spor. Kedelen løftede Han af Skulder, og svingede mordglad den tunge Mjølner over Jetters Isser.

Videre gik Han, og halvdød styrtede den lamme Buk til Jord. Det voldte den skadefro Loke.

Hjem kom Thor med Kedelen, og nu kunde Aser drikke Øl hos Æger.

Da den prosaiske Edda her maa ansees for ældste Kilde, maa Vi, uden at vredes over lidt Gentagelse, have dens Fortælling hel. Den ved Intet om hin Kedel, som den ny Digter har indblandet; men siger blot: at Thor tørstede efter Hevn over Midgardsormen, fordi den i Katteham havde spottet ham hos Utgardeloke. I en Ungersvends Lignelse gik Han til Jetten Yme, blev der om Natten som Gæst, og bad om Morgenen at Han maatte ro med ud paa Havet. Yme spottede hans Ungdom, og mente at Han vilde fryse naar de kom saa vidt i Hav, og bleve længe ude; men Thor svarede: at det vel var uvist, hvem der først vilde længes efter Land. Guden var saa vred at Han nær havde løftet Hammeren; men lod det blive, da Han havde bestemt en anden Prøve for sin Styrke. Selv maatte Han søge Mading hos Hjorden, og roede da vældig frem. Yme bad ham standse, men det hjalp ei. Han sagde, det var farligt at ro længere for Midgardsormen, men end roede Thor, og uglad blev Jetten. Endelig tog Han Aarer ind, udkastede den stærke Snøre, med Oksehovedet paa den ei svagere Krog. Krogen gik til Bunds, og sandt er det at sige, at Thor skuffede ei mindre Midgardsormen, end Utgardeloke havde spottet ham, da han skulde løfte Ormen med Hænder. Ormen gabede over Oksehovedet, og Krogen huggede ind i Gummen; men da den fornam det, veltede den sig saa, at begge Thors Knover smak mod Borde. Vred iførte Han sig Asastyrken og stræbte saa imod, at begge Fødder ginge gennem Baaden til Havets Bund. Nu havde Foden vundet Fæste, og Han drog Ormen op til Borde; men det maa man sige, at ei er nogentid set et grueligere Syn, end da Thors de hvasse Øine ligesom gennemstunge Ormen; men den stirrede nedenfra imod, og blæste Edder fra sig. Det er sagt, at Jetten Ymes Lød forvendtes, at Han blegnede og ræddedes, der Han saa Ormen, og Søen spille over Borde ud og ind af Baaden; men da Thor greb Hammeren og førte den i Luft, da famlede Jetten til med sin Kniv og overhuggede Snøren, saa Ormen sank i Sø. Thor kastede Hammeren efter ham og Mænd sige, at den slog Hovedet af ham ved Bunden; men det er sandere at sige, at Midgardsormen lever endnu, og ligger i Sø.

Thor satte Knoven imod Ymes Hoved, saa Han steglede overborde med Fødderne i Veir; men selv vadede Han til Lands.

Naar jeg blot har anmærket at dette Sagn bør henføres til Tiden efterat Loke er bundet, da maa jeg i øvrigt bekende, at det, som det staar i den prosaiske Edda, har sin fuldeste Betydning. Det var en skøn Ide af Digteren, at lade Aserne prøve, om det var muligt at dræbe Midgardsormen før den endnu havde naaet sin fulde Vekst. Vi indse let, at Nornerne maatte tilintetgøre dette Forsæt, hvis lykkelige Udførelse vilde grundfæstet Asatronen for Evigheden, og det kan vel nu være Os overladt, enten Vi ville antage, at De betiente sig af Ymes Haand som Redskab, eller helde Os til den langt mere poetiske Beskrivelse i Hymis Kvide, og tro, at De, ved den Rystelse der gennemfor som et elektrisk Stød hele Naturen, nødte Thor til at slippe sit Bytte.

Gæstebudet hos Æger.

I Hymers Kvæde var dette forberedt, og Ægis Drekke fører det i dramatisk Form frem for vore Øine. Aser og Asynier vare her samlede undtagen Thor, som var i Østerleden at dræbe Jetter og Trolde: Guld lyste som Ild, Øllet frembar sig selv, og Trællene Fimafeingur og Eldir bleve meget roste for deres Opvartning. Dette kunde Loke ei taale at høre, og dræbte Fimafeingur. Fristædet var besmittet, Aser sloge paa deres Skjolde, og dreve Loke af Salen. De ginge igen til Drikkebordet, men Loke fulgte dem i nogen Frastand, og da Han af Eldir fik at vide, at de talede om deres Vaaben og Styrke, og ei ret venlig om ham, gik Han ind. Aser tav; men Han talte:

Tørstig jeg Loke

Langveis fra

Kommer til Salen,

Aser at bede,

At de mig give

En ren Drik Mjød.

Hvi mon I tie?

Bindes af Arrighed

Saa Eders Mund?

Vælger mig Sæde,

Stade ved Bord!

Eller og jager

Mig bort igen!

Odin erindrer, at Aser vide bedre hvem de skulle byde til Gæst; men da Loke minder ham om, at de i Tids Fødsel blandede Blod sammen og lovede: aldrig at drikke Øl, uden det blev for Begge baaret, byder Han Vidar reise sig for Ulvens Fader. Taus reiste Vidar sig, og skænkede for Loke, men før denne drak, hilsede han Guderne saaledes:

Held Eder Aser!

Held Asynier!

Held hver høihellig Gud!

Brage undtagen:

As som hviler

Inderst paa Bænk.

Nu begyndte et saare forargeligt Skænderi mellem alle Aser og Asynier og Loke, og man maa tilstaa, at det kun var beskeden Følelse af sit eget Værd, da Han i Samtalen med Eldir tillagde sig høit Fortrin i denne Konst. At optegne det her, vilde være ligesaa unyttigt som kedeligt, og anstødeligt for høviske Øren. Kun hvad der har høiere Interesse vil jeg udtegne.

Gefion:

Loke det ei ved,

At Han er forgiort,

Og beiler til Livets Tab.

Loke (til Frigga):

Jeg det og voldte, at

Ei Du ser ride

Baldur til Sal.

Tyr:

Frei er den bedste

Af alle Fyrster

I Asers Gaard,

Han løser Trængsels Baand.

Loke bebreider Tyr, at Fenris afbed hans Høire, men Tyr svarer bidende:

Haand jeg fattes,

Men Du godt Røgte.

Stort er Begges Savn.

Frei (til Loke):

Jeg Ulv ser ligge

For Aaens Munding

Til Guders Samfund spildes.

Snart saa Du bindes,

Om ei Du tier

Du Ondskabs Mester!

Loke:

For Guld Du købe

Lod Gymers Datter

Og solgte Sværdet.

Naar Muspels Sønner

Ad Mørkved ride,

Hvormed da Usling!

Vil Du vel stride?

Skade:

Godt har Du end Loke;

Men Du ei længe skal

Lege med løs Hale;

Thi med din Søns kolde

Strænge, Dig Guden skal

Snart til et Sværd binde.

Tilsidst kommer Thor, og efter nogen Modstand med Munden gaar Loke af Frygt for Hammeren.

Endelig har da Loke udspilt den lange Rolle, som Digterne have givet ham paa denne Side Ragnaroke, og i Efterskriften til denne Sang fortælles Katastrofen. Loke fjælede sig i Franangers Fos i Lakselignelse, og der toge Aser ham. Han blev bundet med sin Søns Nars Tarme, og den anden Søn Narf blev en Ulv.

I den prosaiske Edda fortælles kun det summariske Indhold af den nys gennemløbne Sang.

Om Lokes Fængsling fortæller den meget vidtløftig, og sætter samme (ligesom Vøluspa) straks efter Baldurs Død, som Straf fordi Han havde været Aarsag baade til Gudens Død og hans Bliven hos Hel. Han skiulte sig paa et Fjeld, og havde fire Udgange paa sit Hus. Ofte var Han i Forset som en Laks, og troede sig der ganske sikker. Aserne kom, da Han engang just sad og flettede noget Garn sammen, saa som Fiskernet ere blevne siden. Dette kastede Han straks paa Ilden og flygtede til Forset; men Kvaser, den viseste af dem, fandt i Asken Sporene af Garnet, og snart flettede de et saadant, for deri at fange Loke. Han skuffede dem nogle Gange, men grebes tilsidst, og maatte se trende Klippestykker reise sig som frygtelige Symboler paa ham og hans Børn. Hans Søn Vale forvandledes af Guderne til en Ulv, og sønderrev sin Broder Narf, med hvis jernstærke Tarme Loke blev bundet til tre Klippespidser, saa at den ene stod mod hans Skuldre, den anden mod hans Lænder, og den tredie mod Knæhaserne.

__________________________________

Jordlivet.

Asadramets tredie Akt er sluttet, og den fierde fremtræder nærmest for Beskuelsen i Menneskelivet. Alt hvad Vola agter det værdt at tale herom, er at Hun straks efter Askurs og Emblas Skabelse, saa hvorfor de skabtes, i det

Hun saa Valkyrier

Langveis komne,

Færdige at ride

Til Gudefolket.

Skuld holdt Skjoldet,

Skøgul den anden,

Gunner, Hildir,

Gøndul og Geirskøgul,

Herians Møer.

Men for hvem som kan se, ligger heri ogsaa Alt hvad der kan siges.

Uanfægtede sidde Aserne paa deres Trone, Vanerne styre det rolige Jordliv, medens Valkyrier stræbe at fylde Valhals Bænke. Det høiere Menneskeliv udvikler sig som et Efterskin af Asernes Liv i Tids Fødsel. Jorden, dannet af Ymers Krop, synes at bevare Hadet mod Alfader og hans Børn, og de Mennesker, hvis Legeme ei gennemtrængtes af Odins Aand, gøre ligesom fælles Sag med den saakaldte livløse Natur. Nu opstaar en Kamp paa Jorden mellem Helte og Jetter: Dramaer optræde som originale, skønt de ei ere andet end forskellig formede Udviklinger af Gudelivets enkelte Gnister. Det er virkelig som om Asodin steg ned til Jord i Mennesket, der ved Navn og Poesiens Tryllebaand knyttede sig til ham. Odins Sønner træde frem med en forbausende Kraft, og de gudlige Slægter udbrede sig. Med høi Begeistring bevæge Vi Os mellem Volsunger og Niflunger, Skjoldunger, Skilfinger og Ynglinger, ja Vi fristes endog stundum til at sammenblande og forveksle den stærkrullende Elv med Kildevældet selv, hvorfra den udsprang hist paa Klippens høie Tinde.

Dog Vi ville forlade Jorden saaledes som den herlig breder sig for Øiet i sin unge Vaar, hvor de herligste Vekster stræbe frem mod den luende Sol: Storme kunne bøie, men ei knække, Hageldriver nedtynge, men ei knuse dem; thi det nyfødte Liv og den bølgende Kraft bøie sig smidig for hvert Angreb og reise sig i fornyet Glands ved Solens første Straale. Saaledes skue Vi endnu Jorden i det flygtige Billede af Naturens Vaar, saaledes forlade Vi den i Historiens.

Med Vola vende Vi Øiet bort fra Asers Tryghed, fra Loke den bundne Dødning, og skue:

Salen stande

Langt fra Solen, paa

Nastronds Kant.

I Nord er Døren.

Giftdraaber falde

Ind ad Lyren.

Salen er bygt af

Ormerygge.

I Hvergelmer suger Nidhøg Dødes Lig og Ulven slider Kødet.

Her er det gruelige Værksted, hvor Vaaben smedes til at fælde Aser.

De svækkede Jetter indsuge nyt, edderblandet Liv af det Levendes Død, og af døde Mænds Negle bygges Skibet Naglfare, som skal bære dem til Gudestriden.

Fenris Ulv og Midgards Orm vokse og trives, medens den Gamle i Jernskoven (Gulveig eller Hel) føder Fenris Børn eller Frænder.

__________________________________

Det visnende Jordliv.

Se Vi nu tilbage til Jorden, da finde Vi Skikkelsen saare forandret. Aartusender ere rullede hen over den, have bortviftet det gudlige Liv, indsuget og medtaget dens ungdommelige Kraft.

Brødre stride,

Hinanden dræbe.

Frænder glemme

Nære Frænder.

Skægtid, Sværdtid,

Skjolde kløves.

Ingen kan paa

Anden lide.

Heltelivet er uddødt. Slægterne, som udsprunge af samme gudlige Rod, synes at have glemt den fælles Kamp, og vendt Vaabnene mod hinanden. De segne, og Jetters Slægt seirer, mindre ved egen Styrke, end ved de høie Frænders Strid. Saa stride endnu Solens Straaler med sig selv i den hede Sommer, og Veksterne, de selv udklækkede, falde visne, brændte, og hentørrede, i Støvet.

Spørge Vi om Grunden hertil, da er Svaret let.

Saa vilde Odin, fordi Han, ledet af sit halve Syn, ilede med at sanke diærve Kæmper i Valhal, og uden andet Hensyn bød sine Møer keise Val.

Saa vilde Norner, for at dæmme mod Udbredelsen af Asers Slægt og Stadfæstelsen af deres Magt; thi havde Odins Sønner først omfavnet hele Kloden, da havde den maattet give efter for Guddomskraften. Fuldelig var da Jetten Ymer blevet dræbt; hel og evig maatte Jorden have tient Aserne.

Paa det Saadant ei skulde ske, fulgte Nornen Skulda med Valkyrierne. Hun stod med Skjoldet, hvorpaa Skebnens usvigelige Runer vare indgravne, og lænkede Striden efter Urdas Villie. Ofte holdt Hun skærmende Skjold for Nidingen, og opbevarede i ham Heltens snedige Bane. Vel maatte Hun smile ad Odins Kløgt, naar Han bød til sig den unge, flammende Helt, i hvem Spiren til en hel Æt laa forborgen og dræbtes.

Beskue Vi nu Jorden med sin Trang, som den ligger udstrakt for Os i Historiens sørgelige Høst, røvet sit Liv, afklædt sin Herlighed, da maa Vi vel bekende, at den er moden til Genfødelse, og at denne maa ske gennem hin lange Vinter og gennem Ragnarokes Nat, som Vola nu forkynder.

__________________________________

Ragnaroke.

Dækket oprulles, og den sidste Akt lader sig til syne. En smerteblandet Fryd griber Os; thi medens Vi dybtsørgende se det Herlige segne i sin Kraft, ved Siden af det Usle, aabenbarer sig for Os: at Dette her kun var et Redskab i det end Herligeres Haand, og drog kun Hints besmittede Del med sig i Faldet.

En af den Gamles Sønner i Jernskoven bliver værste Maanesluger i Troldeham; med Blod Guders Sal Han smitter, og sort bliver Solskin om Sommeren efter. Al Vind bliver Storm. Den lange, uafbrudte Vinter kommer.

Vindtid, Ulvtid,

Før Verden falder.

Enden er nær; thi Alt er rede til den sidste Kamp.

Den guldkammede Hane galer hos Aser og vækker Hærfaders Helte, medens den sodbrune galer neden for Jorden i Helas Sal for at kalde hendes Sønner og Jetterne til Strid. Midnatten er kommet.

Høit gøer Garm i Gnypas Hule , thi Lænker briste, og Genfærd vandre ved Midnats Tid. Løs er Dødningen Loke, og løs er Fenris. Den kyndige Vola

Ved end Mere

(Frem ser Hun længer)

Om Gudemørke,

Om Seirguders Fald.

Hvad sker hos Aser?

Hvad sker hos Alfer?

(Jetternes Verden

Fyldes af Gny.)

Aser samles

Alle paa Thinge.

Alfer stønne for

Klippedørre.

Høit tuder Heimdal i løftede Horn, og Odin rider til Mimers Brønd at løse sit Pant, men forgæves.

Tidens gamle Træ sukker, Ygdrasils Ask staar skælvende og Ørnen i Toppen skriger dens Ligsang.

Jordmungandr vælter med Jettestyrke sin uhyre Krop; Ormen trykker Havet, og høit svulme dets Bølger. Da løsnes Naglfare, Skibet som Loke styrer, som bærer Muspels Sønner østfra over Hav.

Surtur fremraser fra Sønden med svigfulde Lue, og af hans Sværd skinner Valguders Sol.

Stenbjerg knager.

Himlen kløves.

Guder falde.

Sin første Sorg fik Frigga, da Baldur faldt; men nu faar Hun den anden og end større, da Odin gaar i Ulvstriden, thi høit aabner Fenris sit Gab og Hærfader er ikke mere. Saa sluger Ulven Ulvenes Føder.

Frei stander mod Surtur som den værgeløse Blomst mod den fortærende Lue.

Nu kommer den store

Seirfaders Arving,

Vedar, at stride mod

Morddyret.

Lader Han Kæmpungen

Ind gennem Munden,

Spyd staa i Hiertet.

Odin er hævnet.

Hlodynias ædle Søn, den stærke Asathor maaler sig med Midgards Udyr, og Ormen maa sande: at den Styrke som kan vokse aldrig vorder lig den fra det Evige udsprungne Kraft. Brusten svømmer den i sin egen Edder og Fjorgyns Søn gaar ni Skridt tilbage for Uhyret; men den giftige Aande, hvis første sagte Pust udjog Livet af alle Askurs Sønner og Emblas Døttre, har alt omspændt hans Lunge, og kvæler den Herlige.

Jorden i Havet

Synker. Af Himlen

Falde de klare

Tindrende Stjerner.

Giftige Dampe

Stige fra Ilden.

Høit udi Luft.

Frem kommer sorte

Flyvende Drage,

Øglen fra Roden af

Nidas Fjelde.

Nidhøg paa Vinger

Ligene bærer, og

Fluks forsvinder.

__________________________________

Det evige Liv.

End ser Vola længere frem med sit dristige, Alt gennemtrængende Øie. I Guders Tusmørke skimter Hun den evige Dags Morgendæmring, og af det gærende, fødende Hav.

Jord ser Hun løftes

Atter fornyet,

Evig grøn.

Aser mødes paa

Idas Slette,

Vel erindre sig

Fordums Vælde,

Tale om Fimbultyrs

Gamle Runer,

og de gyldne prægtige Tavler som de eiede i Tids Fødsel, findes da atter.

Vola saa

Hisset paa Gimle

Tækket med Guldet,

Salen som Solen.

Der skulle bygge

Evigheds Sønner.

Ville Vi spørge mere om Guderne, da svarer Vola:

Nu bebo Hødur og Baldur

Hropts (Odins) Seirstøtte.

Vel Valguder!

Forstaa I det eller ei?

Endt er Volas høie Kvad. Ei ser Hun længere, thi der er intet Længere, det Evige, Harmoniske har ikke Skygge af Omskiftning.

__________________________________

Tilbageblik.

Endt er Asadramet, udfoldet ligger Gudelivet for vort Øie. Her ville Vi standse, glemme alle senere Digtninger, og beskue Billedet rent som det stander hos Vola. Denne Beskuelse skal lære Os, om det var et vildt, regelløst Spil af Fantasien, for hvilket Fædrene knælede, for hvilket deres stærke Aand bøiede sig, medens de trodsede al jordisk Magt; eller om det maaske var en herlig, betydningsfuld Digtning, oprundet af den uimodstaaelige Trang til at løse Tilværelsens Gaade, som gennem alle Tidsaldere drev, og driver end alle store Siele ud over Sandsernes Kreds?

Troen paa Asalærens høie Betydning er fast sammengroet med mit Væsen, og uden denne Tro maatte det kaldes et sandt Raseri, at henstirre paa Hedenolds halvudslettede Runer. At Mange ei ville dele denne Tro, det ved jeg, men enten høre man mig slet ikke, eller høre mig uden Fordom! Man skue og tænke før man dømmer; thi jeg skuede og tænkte, før jeg talte.

Kvalte Jormunganders Edder

I jert Bryst den dybe Sands;

Viger, viger!

Thi for Eder

Tydes aldrig Volas Kvad,

Flygter! thi kun den kan høre,

Som i Væsnets indre Øre

Fanger sagte, rene Lyd.

Den gamle, aandrige Digter grublede over Verdens og Tidens Ophav.

Som hvert Menneske, i hvem Guddomsgnisten frit kan udvikle sig, hævede Han sig lettelig til det Evige, til den underlige, forborgne Kilde, hvorfra Alt maatte udstrømme. Han skuede trindt med sit dybe Blik, for at finde Billedet af det harmonisk Herlige, hvortil Han havde opsvinget sig; men Strid var hvad Han fandt. Naar Storme bøiede Granen paa Fjeldetind, og naar skummende Bølger væltede sig mod Klipperod, da saa Han Striden; naar Bjørnebrummen og Ulvetuden blandede sig med Stormehvin og Bølgebrusen, da hørte Han den. I uafbrudt Kamp mod Jord, mod Dyr og mod hinanden, saa Han Menneskene staa, seire og segne. Løftede det udmattede Øie sig mod Himlen, da saa Han Lyset stride med Mørket og med sig selv, og stirrede Han i Menneskets, i sit eget Indre, da syntes ham den hele udvortes Kamp kun som et svagt Symbol paa den der sammenkrympede hans Væsen.

Hans Aand truede med at bortkaste sin høie Ide og hylle sig i Mørket; men Beskuelserne gærede fort, og et Lys opgik for hans Siel. Han saa Ymers Fødsel.

Nu var Alt klart. Da den vilde formløse Masse havde selv udviklet sig til Liv, kunde Alfader ei lade en Verden blive, der hel, som i sine mindste Dele bar hans Billede, før det onde selvtagne Liv var forgaaet.

For at dette kunde ske, fremtraadte Alfaders Kraft som levende og virkende. Den var hvad den maatte være, ren, blind og taus. Men den svækkede kun Massens Liv istedenfor at tilintetgøre det, thi ved at oplade Øiet, tabte den sin Renhed. Den byggede en Verden og vilde være sin egen. Fred sluttede den med Massen, og selv Ahnelsen om en vordende høiere Harmoni maatte forsvundet, dersom ei det Eviges Visdom havde overhugget det syndige Baand, men ogsaa det skete, og Tiden blev da af Nødvendighed Udtrykket for Kampen mellem den vanhellige Styrke og besmittede Kraft.

Saaledes var Tilværelsens Gaade løst, og det kunde ei længere forbause Digteren, naar Han saa, at selv den Kraft der stred mod det Usle, stred mere for sig selv, end for det Herlige, hvis Kæmpe den skulde være. Ei bortgav Han sin Ide, thi den Visdom, som vakte og styrede Kampen, maatte ogsaa engang lade den ophæve sig selv ved en gensidig Tilintetgørelse af de stridende Kræfter som saadanne. Da, naar Massens syndige Liv var udslettet, naar den blinde Kraft, ren og villieløs var atter sammenrundet med Visdommen i det evige Væld, saa Han en Dag lyse og en Tid udfolde sig, der ei kunde endes, og hvori al Strid var utænkelig, da Alt maatte erkende sig som Straaler af den ene Sol.

I denne dybe Beskuelse og herlige Ahnelse levede Han, og kastede uden Smerte Tiden bag sig. Til sin Salighed vilde Han løfte sine Brødre, og skabte – Asalæren.

Nordens Oldtid kunde aldrig blevet hvad den blev, dersom Han ei eengang var blevet forstaaet, saaledes nemlig som det Dybeste paa den forunderligste Maade aabenbarede sig i Billedet simpelt og tydeligt. Med fuldeste Ret kan man sige, at dette Stenbillede, som hint Othar giorde til Freia, forvandlede sig til gennemsigtigt Glar.

Men – Han døde. Kun Enkelte fattede Ham fuldt i de løbende Tider, og selv Disse vare sjelden rene nok til at bevare Billedet uplettet, og fremstille det i hele sin Glands. Glasset tabte sin Klarhed, og viste Figurerne alt dunklere og dunklere, indtil det endelig atter blev – Sten.

Digterens Kvad udganget af Volas Mund, rodfæstede sig paa Millioners Læber; men Hans Aand vægrede sig ved at bo i Ordet, og løftede sig mod sit Hjem. Andægtig, men med formørket Øie stirrede Mængden efter den, saa et Glimt, et halvt, og tabte den endelig ganske af Syne. Kun stundum svævede den som et Genfærd paa Stormens Vinger gennem Egetoppe, over Asers Altre i den mørke Offerlund. Vel maatte Hakon spørge:

Hvorledes? Hylle Taager sig om Valhal?

Sig høie Skare! har Du hyllet Dig

I Mulm, og fulgt til Hel den fromme Baldur?

Mere end et Aar er henrundet, siden jeg vovede at fremkalde det ny Norden og byde det kaste et indtrængende Blik i det gamle. Halvseende, kæmpende, tvivlende stod jeg og spurgte mig selv:

Kan jeg vel finde

Hvad dristig jeg søger?

Kan jeg omfatte

De lette Gestalter,

Som luftige svæve

Paa Fædrenes Høie,

Om Asernes Altre

I kølige Lund;

Som flagre i Nattens

Indhyllende Skyer,

For lukkede Øie

I skuffende Drøm?

Med knugende Smerte maatte jeg svare:

Nei, sløvet er Sandsen.

De Runer saa tunge

Forvildes af Dværge,

For Øiet som stræber

Mod flygtede Old,

Og Øret ei fatter

De herlige Toner,

I Genlydens dumpe,

Forvirrede Klang.

Dog, i det samme Øieblik da jeg bævede tilbage for Taagen og mistvivlede om at kunne gennembryde den, grebes jeg af en mægtig Ahnelse om det Herlige, og maatte udbryde:

Men kunde jeg finde

Det Billed af Aser,

Som kløgtige Otar

Indpræged i Sten,

Og vilde det Billed

Sig atter forvandle

Til skinnende Glas,

At Sandsen som skjuler

Sig bag det, blev skuet,

Da Slægterne skulde

Tilbedende knæle,

Og Billedet farve

Med rygende Blod.

Mit Haab og mit Mod steg ved Tanken om og Glimtet af det skinnende Maal, hvortil jeg stundede, og saa sluttede jeg:

Nordboer! ønsker mig

Lykke paa Reisen!

At til de vise

Vaner jeg kunde

Bruden hiemføre.

Bruden er herlig.

Nordboen sagde:

Solen er Kvinde,

Maanen er Mand..

Sandsen, jeg ahned,

Skal mig ledsage

Frem gennem Nattens

Flagrende Luer,

Jeg den med Skirners

Kvæde vil hilse:

Mørkt er ude

Tid er at fare

Over Lyng, over Field.

Begge hiemkomme Vi,

Eller Os begge

Fanger hin mægtige Jette.

Landsmænd! hvad jeg fandt har jeg nu fremlagt for Eder. Skænke I det gamle Nord og mig den Deltagelse som det ubetinget og jeg, hvis det lykkedes mig at være dets Tolk, have Ret til at fordre, skænker den Evige mig Liv og Kraft, og skænke Menneskene mig Herredømme over Tiden, jeg vilde ofre Eders Fædre og Eder, da skal jeg vise Eder Sporene af min Vandring, og Leiet hvor det laa, som jeg fandt.

Kan det ikke ske, da klager jeg dog ei; thi da føler jeg mig vis paa, at det burde ikke ske, og jeg trøster mig ved det faste Haab, at Enhver, som har Sands for noget Høiere end Hverdagslivet, og hvis Øie ei forvilder sig i det Enkelte, men har Styrke til at skue noget Helt med det Heles Betydning, allerede nu vil bekende med Thangbrand:

Det være langt fra mig her at fordømme

Den gamle Lære i sit dunkle Udspring.

For Intet har ei Gud forundet den

At virke vidt, udbredt og diærvt paa Jorden.

Ja jeg tør endog haabe at Han vil erkende i den:

Lidt mere end en mærkelig Ruin;

thi det er den herligste Form, hvorunder noget Menneske har fremstillet det Evige og dets Modifikasion i Tiden. Hvad den mangler, kunde ingen Dødelig give den, og Ragnaroke maatte kommet, dersom ei en renere Søn af Alfader end Odin, var steget ned til den længselfulde Jord, havde nedstyrtet Aserne fra deres uretmæssige Trone, frataget Jetterne den giftige Braad, oppustet den døende Guddomsgnist til en hellig, brændende Lue, og saaledes forsonet Jorden med Himmelen. Dette er den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, som Vola ei kunde vide, som Døgnet ei vil vide. Ler kun i Kloge! Saa lo Eders Fader, for at Baldur ei skulde komme tilbage fra Hel. Ogsaa jeg kunde se Tingene fra Eders Standpunkt, thi jeg var der; men bevare mig Gud fra at komme der atter!!!