Andet Kvad om Helge Hundingsbane (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Det andet Kvad om Helge Hundingsbane
(Helgakviða Hundingsbana önnur)

Kong Sigmund, Vølsungs Søn, var gift med Borghild fra Braalund; de havde en Søn, som de kaldte Helge efter Helge Hjørvardssøn, og han blev fostret af Hagal. Der var en mægtig Konge, som hed Hunding, efter ham nævnes Hundland; han var en vældig Kriger og havde mange Sønner, som ogsaa laa i Leding. Imellem Kong Hunding og Kong Sigmund var der Ufred og Fjendskab; de dræbte hinandens Frænder. Kong Sigmund og hans Ætmænd kaldtes Vølsunger og Ylfinger.

Helge foer iløn til Hundings Hird og spejdede. Heming Hundingssøn var hjemme; men da Helge foer bort, mødte han en Hyrdedreng og kvad:

1. »Gak, du Svend, og sig til Heming,

Konning Helge skal ej glemme,

hvem den brynjeklædte Kriger

var, som eders Stridsmænd fælded;

Ulven fanged I, men Hunding

trode at det Hamal var.«

Hamal hed Hagals Søn. Kong Hunding sendte Mænd til Hagal for at lede efter Helge; Helge kunde da ikke redde sig paa anden Maade end ved at tage en Tærnes Klæder paa og dreje Kværnen. De ledte, men fandt ikke Helge.

Da kvad Blind den ondskabsfulde:

2. »Hvasse Øjne har din Tærne;

ingen Trælledatter, Hagal,

er det, som ved Kværnen stander;

Stene revne, Kværnen brister

under hendes stærke Tag.

3. Nu er Drottens Kaar ej blide,

siden han maa dreje Kværnen;

bedre vel end Kværnens Haandfang

sømmede sig i hans Hænder

Grebet paa det hvasse Sværd!

Hagal svarede og kvad:

4. »Ej du undres paa, om Kværnen

drøner, thi en Kongedatter

er det, som dens Haandfang drejer:

Sigars og Kong Høgnes Søster

er den bolde Ylfingpige,

derfor gnistrer Blikket saa.

5. Højt hun svæved over Skyen,

kjækt hun som en Viking kjæmped,

før hun Helges Fange blev.«

Helge slap bort og foer til sit Skib. Han fældede Kong Hunding, og siden blev han kaldt Helge Hundingsbane.

---

Han laa med sin Hær i Brunavig og øvede Strandhug; de spiste raat Kjød. Der var en Konge, som hed Høgne; hans Datter hed Sigrun, hun var Valkyrje og red over Luft og Hav; hun var den gjenfødte Svava. Hun red til Helges Skibe og kvad:

6. »Hvem er det, hvis Snekker flyde

her ved Land i Brunavigen,

sig, hvor I har hjemme, Drotter,

sig, paa hvem I her mon bie,

og hvorhen I fare vil.«

7. »Hamals stolte Snekker flyde

her ved Land i Brunavigen;

hist paa Læsø har vi hjemme,

her paa bliden Bør vi vente,

østerpaa skal Farten gaa.»

8. »Hvor har Hild du vækket Konning?

givet Valens Fugle Føde?

hvorfor er din Brynje blodig?

hvi maa under Hjelm I æde

Kjødet raat som Ulv og Ørn?«

9. »Om du lyster, Mø, at vide,

hvilken Daad vi Ylfingsønner

øved nys for vesten Havet,

lyd da paa, hvad jeg vil sige:

jeg i Bragelund vog Bjørne,

skaffed Valens Fugle Føde

med de hvasse Sværdeodder;

Mø, nu véd Du, hvi min Brynje

stænket er af Saarets Vædske,

derfor kunde vi paa Havet

ikke stege Kjødet mørt.«

10. »Dine Ord om Kamp fortælle;

thi for Helge maatte Hunding

blødende i Græsset bide;

højt det vilde Kampraab gjalded,

da du fælded dine Fjender,

Blodet rødned Sværdets Egg.«

11. »Sig, hvorfra, du vise Kvinde,

vidste du, at os det var, som

æsked Hævn for Drab paa Frænder?

mange andre Kongesønner

er der end vi Frænder, véd jeg,

som med Lyst i Kampen gaa.«

12. »Ej, du bolde Kampens Fyrste,

var jeg fjern fra jer imorges,

dengang Drotten fik sin Bane.

Snu dog Sigmunds Søn mig tykkes,

da med stærke, dunkle Runer

han om Kampen bringer Bud.

13. Jeg har set dig før paa Snekken,

blodig, hvor du stod, var Stavnen,

mens de svale Bølger leged;

nu du vil dig dølge for mig,

bolde Drot, men ej det lykkes,

Høgnes Datter kjender Helge,«

---

Granmar hed en mægtig Konge, som bode paa Svarinshøj. Han havde mange Sønner; én hed Hødbrod, en anden Gudmund, en tredje Starkad. Hødbrod var til Kongestævne, han fæstede sig Sigrun Høgnesdatter. Men da hun spurgte det, saa red hun med Valkyrjer over Luft og Hav at søge Helge. Han var da ved Logafjeld, hvor han havde kjæmpet med Hundings Sønner. Der fældede han Alf og Ejolf, Hjørvard og Hervard, og mødig af Kampen sad han under Arastén. Der fandt Sigrun ham, og hun løb hen og faldt ham om Halsen, kyssede ham og sagde ham sit Ærinde, saaledes som det siges i det gamle Vølsungekvad:

14. Sigrun fandt den glade Konning,

og hun greb hans Haand og trykked,

kyssed ham og hilste Drotten,

da fik Helge Hu til hende.

15. Ikke sagde Høgnes Datter,

hvad hun ej i Hjertet ménte,

Helges Kjærlighed, den Fagre

sagde, at hun vilde vinde;

alt hun elsked Sigmunds Ætling

af sit ganske Sind og Hjerte,

før end hun ham havde set.

16. »Hødbrod Konning blev jeg fæstet,

men en anden Drot jeg attraar.

Mine Frænders Vrede, Helge,

frygter jeg, thi jeg har handlet,

trodsig mod min Faders Raad.»

17. »Ej du frygte Høgnes Vrede

eller dine Frænders Harme;

Helges Brud skal, Mø, du vorde,

tro ej, Helge kjender Frygt.«

Helge samlede da en stor Flaade og foer til Frekastén. Et stort Uvejr kom over dem, saa at de kom i Fare; da kom der Lyn fra Himlen, og der stod Straaler ned over Skibene. De saae, at ni Valkyrier rede i Luften, og iblandt dem kjendte de Sigrun; da stilnede Stormen, og de kom uskadte til Land.

Grammars Sønner sad paa et Bjerg, da Skibene sejlede til Land; Gudmund skyndte sig til sin Hest og red op paa Bjerget ved Havnen for at spejde; Vølsungerne tog da Sejlene ind; da kvad Gudmund, som før er skrevet i Helgekvadet:

18. Hvem er han, som styrer Flaaden,

og som fører disse mange

Mænd til Granmars Sønners Land?

Sinfjøtle Sigmundssøn svarede, som før er skrevet; da kvad Gudmund Granmarssøn:

19. Hvem er Skjoldungen, som styrer

Flaaden og i Stavnen hejser

Kampens gyldenrøde Fane?

ej om Fred de Kjæmper varsle,

som i Flokken fremmerst stande

straalende i Vaabenglands.

Sinfjøtle kvad:

20. Her kan Hødbrod finde Helge,

Drotten, som til Flugt er langsom,

højt han stander paa sin Snekke

mellem sine kjække Kjæmper.

Alt, hvad Fjørsungerne ejed,

dine Frænders rige Odel,

vandt han i den hvasse Strid.

Gudmund kvad:

21. Desto før skal Sværdet skifte

her ved Frekastén i Trætten;

nu jeg tror, det er paatide,

om vi end os længe bøjed,

at vi æske blodig Hævn.

Sinfjøtle kvad:

22. Hellere du skulde, Gudmund,

vogte Gederne i Dalen

og paa Bjergets Skrænter klattre,

bedre vist, om du gik rolig

med en Hesselkjæp i Haanden,

end at æske Sværdets Dom.

Helge kvad:

23. Bedre det, Sinfjøtle, sømmed

sig for dig, om Kamp du ypped,

gjorde Valens Fugle glade,

end at tomme Ord I vexle,

naar jert Sind er fuldt af Had.

24. Ej jeg ynder Granmars Sønner,

dog, en Drot bør Sandhed tale,

de har Mod at drage Sværdet,

det ved Moinshjem de viste,

det er brave Mænd til Strid.«

Gudmund red hjem med Hærbud; da samlede Granmars Sønner en Hær, og til den kom der mange Konger; iblandt dem var Sigruns Fader, Høgne, og hans Sønner Brage og Dag. Der stod et stort Slag, hvor alle Granmarssønnerne faldt og alle deres Høvdinger, undtagen Dag, Høgnes Søn han fik Fred og svor Vølsungerne Eder. Sigrun gik ud paa Valen, og der fandt hun Hødbrod Døden nær; hun kvad:

25. »Ej skal Sevafjeldets Sigrun

hvile ved din Side, Hødbrod;

ude er det nu med alle

Konning Granmars stolte Sønner. –

Ulve slide deres Lig!«

Da mødte hun Helge og blev saare glad; han kvad:

26. »Ej i alt har Lykken fulgt dig,

Valdis, men de grumme Norner

bærer noget dog af Skylden;

thi ved Frekastén imorges

segned Brage og Kong Høgne,

jeg blev deres Banemand.

27. Men ved Læbjerg Hrolløgs Sønner,

og ved Styrklejf Konning Starkad;

ingen Drot saa stridbar saae jeg,

thi da Hovedet var borte,

kjæmped Kroppen uden det.

28. Næsten alle dine Frænder

ligge døde nu paa Valen,

du ej voldte deres Bane,

men den strænge Skjæbne vilde

at du skulde volde Tvedragt

mellem stærke, kjække Mænd.«

Da græd Sigrun. Han kvad:

29. »Græd ej, Sigrun, vor Valkyrje

har du været, da vi kjæmped;

Ej kan Skjoldung Skjæbnen skifte:

vel jeg vilde Liv dem ønske,

Drotterne, som nu ere døde,

kunde dog jeg favne dig.«

Helge ægtede Sigrun og de fik Sønner. Helge blev ikke gammel. Dag Høgnessøn blotede til Odin for Faderhævn; Odin laante ham sit Spyd. Dag fandt Helge, sin Maag, paa det Sted, der hedder Fjøturlund, og gjennemborede ham der med Spydet. Der faldt Helge, men Dag red til Sevafjeld og sagde Sigrun Tidende:

30. »Nødig, Søster, jeg dig bringer

Budet, som dig Sorg vil volde,

nødig voldte jeg dig Graad.

Vid, i Fjøturlund imorges

faldt den bedste Drot i Verden,

som saamangen Helt betvang.«

31. »Ramme skal dig alle Eder,

som du havde svoret Helge,

ved den klare Lejptrs Bølger

og ved Unns dugsvale Sten.

32. Ej det Skib skal fremad skride,

som paa Bølgerne dig bærer,

om end Medbør spænder Sejlet!

ej den Hest skal flytte Foden,

som dig fremad skulde bære,

er end Fjenderne dig nær.

33. Da kun skal din Sværdegg bide,

naar for dig den synger Gravsang,

naar den hviner om dit Hoved.

34. Da var Helges Død først hævnet,

om du blev en Ulv i Skoven,

savned Guld og savned Gammen,

savned Føden, naar der ej var

Lig, du kunde trampe paa.«

35. »Rasende du er min Søster,

Vanvid dine Tanker binder,

da din Broder du forbander;

Odin ene volder Sorgen,

han har yppet Frændetrætten,

Stridens Runer risted han.

36. Sigrun, se! din Broder byder

dig de røde, gyldne Ringe,

hele Vandilsve og Vigdal,

tag du Hælvten af mit Rige

for dig selv og dine Sønner,

lad det bøde dig din Sorg.«

37. »Aldrig mer vil Sigrun vorde

glad i Hu paa Sevafjeldet,

hverken tidlig eller silde

vil jeg vorde glad ved Livet,

hvis ej Lyset attter skinner

paa den Drot, som jeg har mistet,

om ej Vigblær, gyldenbidslet,

bærer Drotten hid til Sigrun,

saa jeg atter kan ham favne.

38. Rædde vare Helges Fjender,

rædde vare deres Frænder,

som naar Gederne paa Fjeldet

rasende af Angest flygte,

rædde for den grumme Ulv.

39. Højt blandt Drotter raged Helge,

som den ædle Ask blandt Tjørne,

som den dugbesprængte Kronhjort,

der blandt Skovens Vilddyr knejser,

Kronen rager højt mod Sky.«

En Høj blev gjort efter Helge. Men da han kom til Valhal, da bød Odin ham raade for alt med sig. Helge kvad:

40. »Fodbad skal du bære, Hunding,

om til Mændene herinde,

Ild skal du paa Arnen tænde,

binde vore glubske Hunde,

du skal fodre vore Heste,

trække Svinene til Truget,

førend du til Hvile gaar.«

Sigruns Tærne gik om Aftenen forbi Helges Høj, og saae, at Helge red til Højen med mange Mænd. Tærnen kvad:

41. »Er det Blændværk, hvad jeg skuer,

eller Ragnarok, som kommer

— se, de døde Drotter ride,

deres Gangere de spore —

eller har I, døde Drotter,

faaet Lov at gjæste Jorden?«

42. »Blændværk er ej, hvad du skuer,

heller ikke Tidens Ende,

ser du end de døde ride,

om end Gangerne de spore –

Hjemlov fik de døde Drotter.«

Hjem gik Tærnen og sagde til Sigrun:

43. »Gak fra Sevafjeldet, Sigrun,

om du Kampens Drot vil finde,

aaben staar nu Helges Gravhøj,

atter er til Jord han kommen;

men de dybe Vunder bløde;

Fyrsten bad, du skulde komme,

stille Saarets røde Sved.«

Sigrun gik ind i Højen til Helge og kvad:

44. »Nu da jeg igjen dig skuer,

er jeg glad som Odins Fugle,

Valens aadselgridske Gjæster,

naar de varme Lig de vejre,

eller naar de, dugbesprængte,

skue Dagens lyse Bryn.

45. Kysse vil jeg dig, før Brynjen

af du kaster, døde Drot.

46. Rim dit Haar bedækker, Helge,

du er vaad af Valdug, Konning,

Høgnes Maag har kolde Hænder,

hvordan skal jeg Skaden bøde!«

47. »Du alene, Sigrun, volder,

at med Valdug Helge vædes;

thi du græder, fagre Kvinde,

før du lægger dig til Hvile;

men paa Drottens Bryst hver Taare

falder blodig, tung af Smerte,

hed som Ild og kold som Is.

48. Vel skal Drikken dyr vi drikke,

om vi miste vore Lande,

om vort Hjertes Lyst vi savne;

Ingen kvæde Sørgesange,

skuer end paa Helges Bryst han

Sværdets brede, dybe Spor.

49. Nu er her i Højen Kvinder,

Kongedøttre hos os Døde!«

Sigrun redte en Seng i Højen:

50. »Her har jeg en Seng dig redet,

hvor du fri for Sorg kan sove,

i din Arm vil, Drot, jeg hvile,

glad, som var du ikke død.«

51. »Nu jeg intet tror umuligt,

hverken tidlig eller silde,

alt kan ske paa Sevafjeldet,

siden du hos Drotten hviler,

sover i den Dødes Arme,

Høgnes lyse, fagre Datter,

Helges kongebaarne Brud.

52. Tid det er for mig at ride

ad de røde, lyse Veje,

lade Gangeren den blege

træde Luftens lette Stier;

vest for Vindhjelms Bro skal Helge

være, førend Hanen vækker

Valhals sejerrige Folk.«

Helge og hans Mænd rede bort, og Kvinderne fore hjem. Den næste Aften bad Sigrun Tærnen holde Vagt ved Højen, men ved Solnedgang, da Sigrun kom til Højen, kvad Tærnen:

53. »Nu var Sigmunds Ætling kommen,

tror jeg vist, fra Odins Sale,

om han agtede at komme;

Haabet mindskes om, at Drotten

komme vil igjen til Jorden,

thi paa Asketræets Grene

slumrer Ørnen alt, og Folket

stævner nu til Drømmething.

54. Lad ej Vanvid saa dig daare,

Kongedatter, at du ene

gjæste vil de Dødes Hjem;

thi om Natten deres Kræfter

voxe, Mø, og blive større

end ved Solens lyse Skin.«

Sigrun levede kun kort for Sorg og Kvide. Den Tro havde man i gamle Dage, at man blev gjenfødt, men det kaldes nu Kjærlingesnak. Om Helge og Sigrun siges, at de bleve gjenfødte, han hed da Helge Haddingjaskate og hun Kaare Halvdansdatter, saalunde som der kvædes i Kaarekvad, og hun var Valkyrje.

---