Andet sagabrudstykke vedrørende Danmark

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 11


Andet sagabrudstykke vedrørende Danmark


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1829


1. Kapitel

Saa fortælles i Hamborger Historie, og den Forfatter, som har skrevet denne Bog, siges at have optegnet alt efter Svend Ulfsøns Fortælling om danske og svenske Begivenheder, at Keiser Otto den Røde, som var den første af det Navn, efterat han havde tilbageerobret alle de Riger under Keiserdømmet, som efter Keiser Karl den Stores død vare gaaede tabt, drog i sin Regjerings tolvte Aar med en Hær imod de Danske; og saasnart han kom nord forbi Slesvig, hvor Danmarks Rige begyndte, eftersom hans Fader Keiser Henrik og Kong Gorm den Gamle havde i deres Forlig skiftet Landene, ødelagde han Landet med Ild og Sværd, hvor han kom frem, lige til han kom til det Sund, som siden benævnes Ottosund. Derpaa vendte han syd tilbage, og da han kom til Slesvig, kom Harald Gormsøn imod ham, og leverede ham et Slag, men blev overvunden, og flyede til sine Skibe. Derefter gav han sig i Keiserens Vold, og Keiseren gav ham hans Rige tilbage, og Harald lovede at lade sig døbe og kristne hele Danmark. Kong Harald blev da døbt og hans Kone Dronning Gunnhild og hendes unge Søn, som Keiseren stod Fadder til, og lod kalde Svend-Otto. Da blev Jylland inddeelt i tre Bispedømmer, og Erkebiskop Adeldag af Bremen viede de første tre Biskopper til de bestemte Bispestole: Harald til Slesvig, Leifdag til Ribe, Reginbrand til Aarhuus. Kong Harald Blaatand holdt vel Troen , saa længe han levede.


2. Kapitel

Der fortælles ogsaa, at Kong Harald sendte sin søn Ring til England med en Hær; thi de Danske havde bestandig haft Herredømme der i hundrede Aar, siden Gudrød indtog Øen; men da Ring havde erobret Øen, blev han svegen og dræbt af Nordhumbrerne. Det fortælles ogsaa der, at Kong Harald indsatte Norges Høvding Hakon, som forud var fordreven, igjen i Riget, og forligte ham med de Kristne. Men da Harald begyndte at blive gammel, vilde hans Søn Svend fratage sin Fader Riget, og dertil bestyrkede ham de Høvdinger, som Harald havde nødt til Kristendommen; de toge Svend til Konge, og forkastede Kristendommen. De leverede Kong Harald et Slag. Kong Harald drog nødig til Strid imod sin Søn ligesom David imod Absalon. Kong Harald flyede saaret af Slaget til Vindland, og døde ved Jomsborg alle Helgens Messedag. Hans Lig blev ført til Roeskilde, og jordet i den Kristkirke, som han selv havde ladet bygge. Han var Konge i halvtredsindstyve Aar.


3. Kapitel

Efter Kong Harald Blaatand antog hans Søn Svend Regjeringen, og holdt ilde Kristendommen. Han blev to Gange taget til Fange af Venderne, og udløst med, store Pengesumme. Efter dette drog den svenske Konge Erik den Seiersælle med en meget stor Hær til Danmark, og holdt mange Slag til Søes med Svend, indtil de Danskes Magt formindskedes, saa at Svend blev dreven paa Flugt, og flyede først til Norge, og da Nordmændene ikke vilde tage imod ham, drog han derfra til England, men Kong Adelraad vilde ikke tillade ham at forblive der, formedelst den Ufred de Danske bestandig havde gjort der. Derefter drog han til Skotland, og den skotske Konge tog vel imod ham. Der blev han til Kong Eriks Død. Kong Svend Ulfsøn har berettet, at hans Morfader fik vel fortjent Hævn, for at han forlod den sande Gud, paa hvem hans Fader havde troet.


4. Kapitel

Kong Erik herskede nu baade over de Svenske og de Danske. Han var en Hedning og Uven af de Kristne. Der staaer skrevet i Bogen, at Keiser Otto den Tredie skal have hærjet paa Danmark og overvundet Kong Erik. Men derom berettes nøiagtig, at Keiseren og Erkebiskoppen af Bremen skal have sendt Biskop Poppo af Slesvig til Kong Erik, at byde ham at antage Kristendommen, og tilstaae Keiseren samme Lydighed, som Harald Gormsøn havde tilstaaet den forrige Otto. Kong Erik bad Biskoppen at vise ham nogle Prøver paa sin Guds Magt. Da bar Biskoppen gloende Jern i sin Haand, og viste Kongen, at hans Haand ikke var forbrændt; og for at Hedningerne skulde opgive al Mistanke, lod Biskoppen sin Kjortel overstryge med Vox, og iførte sig den, lod dernæst stikke Ild i den, og han stod uskadt, da Kjortelen var brændt. Derefter lod Kong Erik sig døbe tilligemed mange tusinde Mennesker. Der bleve da ogsaa sendte Præster til Sverrig, for at forkynde Kristendommen der. Men Kong Svend Ulfsøn beretter, at Kong Erik skal have forkastet Kristendommen, og er død som Hedning. I denne Ufred formode vi, at Hakon Jarl har deeltaget, og stredet mod Keiser Otto, som det fortælles i Vellhekla, og ydet sin Ven eller Svoger Kong Erik Bistand.


5. Kapitel

Efter Kong Eriks Død antog hans Søn Olaf Regjeringen i Sverrig, men Svend kom da tilbage til Danmark. Svend indsaae da, at Gud var ham vred, han lovede derfor at omvende sig til Kristendommen og paabyde Folket den sande Tro. Derefter indgik Kongerne Olaf og Svend Forlig, saa at Kong Svend skulde beholde sit Rige og ægte Kong Olafs Moder Sigrid Storraade; saa skulde de ogsaa begge lade deres Lande kristne. Da Kongerne vare blevne fuldkommen forligte, ophidsede Dronning Sigrid Storraade dem til at de skulde forsøge paa at ombringe Nordmændenes Konge Olaf Tryggvesøn, som de Danske kaldte Krakebeen; og noget derefter holdt de et meget skarpt Slag med ham nede under Vindland, og der faldt ifølge de Danskes og de fleste andres Sagn Norges Konge Olaf. De tre Høvdinger Olaf Svenske, Kong Svend og Jarlen Erik Hakonsøn deelte da Norge imellem sig.