Ansgar kap. 33

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)

Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger

Kapitel 33

Den hellige Ansgars Sygdom

Men hvor mange der blev helbredede ved hans Bøn og Salvelse med den hellige Olie, kunne vi ikke opregne.¹ Thi da det var blevet bekendt ved manges Vidnesbyrd, plejede de syge ikke alene fra hans Stift, men ogsaa langvejs fra, flokkevis at komme til ham og bede, at han vilde helbrede dem.

Dog vilde han hellere, at alt dette skulde forties end udbredes, saa at han, da der engang i hans Nærværelse blev Tale om saadanne Jertegn, sagde til en af sine fortrolige: “Dersom jeg formaaede noget hos min Herre, er der ét Jertegn, jeg vilde bede ham tilstaa mig, det nemlig, at han ved sin Naade vilde gøre et godt Menneske af mig.”

Og skønt hans Liv var saaledes, besværedes han dog næsten bestandig af et svageligt Helbred; thi hele hans Liv var hartad et Martyrdom: saasom i mange Besværligheder i hans eget Stift formedelst Barbarernes Indfald og Plyndringer, de ildesindedes Modsigelser ikke at forglemme; hvortil kommer ogsaa den Plage, som han af Kærlighed til Kristus aldrig ophørte at tilføje sig selv paa sit eget Legeme.

Men nu maa vi jo til dét, som vi efter saa mange søde og salige Ting ogsaa nødes til at berette, og som vi ikke formaa at udvikle uden med et bedrøvet Hjærte. Thi i sin Alders 64de Aar, men i sit Bispedømmes 34te, begyndte han at lide af en svær legemlig Sygdom, nemlig vedvarende (kronisk) Blodgang. Da han led heftigt af den i lang Tid, nemlig i 4 Maaneder og derover, og følte, at den Trængsel var til Døden, takkede han altid Gud og sagde, at samme Besværlighed var mindre, end han ved sine Synder havde fortjent, og gentog idelig det Ord af den salige Job²: “Skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde?” Dog fordi han i Følge de Syner, vi før have fortalt, at han havde haft³, troede, at han snarere skulde ende med et Martyrdom end med en saadan Svækkelse, blev han meget bedrøvet og begyndte at tilregne sig selv og sine Synder, at han ved egen Brøde var ligesom bedraget for sit sikreste Haab, og gentog idelig hint Psalmistens Ord⁴: “Herre ! Du er retfærdig, og din Dom er ret!”

Samme Sorg klagede og aabenbarede han for sin nærmeste Discipel, som var hans fortrolige⁵, og denne gjorde sig megen Umage for at trøste ham, idet han sagde, at det ikke havde været ham lovet, at han skulde dræbes med Sværd eller brændes med Ild eller druknes i Vand, men at han skulde komme til Herren med Martyrkronen. Dog kunde han paa ingen Maade tage imod Trøsten. Da han derefter ofte havde Samtaler om denne Sag med sin ovennævnte Discipel, og denne gjorde sig den største Flid for at trøste ham og huske ham paa, hvor meget han havde udstaaet i Herrens Tjeneste, hvor megen Besværlighed han havde baaret paa sit Legeme, og at, om han ogsaa intet saadant havde lidt, kunde denne sidste svære og meget langvarige Svaghed mere end tilstrækkeligt ved Guds Naade tilregnes ham som et Martyrdom, — vilde han dog paa ingen Maade lade sig trøste, men holdt fast ved ovennævnte Sorg.

Derfor var Herren selv saa god at trøste sin Tjener, dog denne Gang ikke som før ved en Drøm, men paa en endnu tydeligere Maade, for at han ved sin Naade kunde give ham Lægedom for saa stor en Sorg. Thi da han engang stod ved Messen i Bedehuset og var saa meget bekymret for selvsamme Sag, faldt han pludselig i en Sjæls Henrykkelse og hørte saaledes vaagen en Røst, som satte ham stærkt i Rette, fordi han nogen Sinde havde kunnet gøre sig skyldig i at tvivle paa, hvad Gud havde lovet, ret som om nogen Synd kunde gøre Guds Kærlighed til intet. “Tro derfor fast,” lød det, “og tvivl ingenlunde paa, at Gud ved sin Naade, vil gøre begge Dele ved dig, nemlig baade forlade dig dine Synder, for hvilke du nu er bekymret, og opfylde alt, hvad han har lovet !”

Da han havde faaet dette trøstefulde Tilsagn, trøstede han ogsaa sig selv.

Noter:

1) Jfr. Jak. 5,14 og Mark. 6,13. Her er ikke Tale om “den sidste Olie” (unctio extrema), et af de 7 katholske Sakramenter; det opstod først senere.

2) De bebrejdende Ord til hans Hustru, Job 2, 10

3) Kap. 2 og 22

4) Ps. 119,137.

5) Sikkert Rimbert.

Næste kapitel ►