Antiquarisk Chorographie af Grønland (CCR/FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlands historiske mindesmærker III

XXXIV
Antiquarisk Chorographie af Grønland

paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

En kortfattet Udsigt over de der hidtil forefundne Mindesmærker
om de gamle Islændere og Nordmænd

Österbygden, med de nåværende kommuner Qaqortoq, Narssaq og Nanortalik. De kjente større gårder og kirker i norrøn tid er merket med rødt og skrevet i den engelske versjon av de norrøne navnene.

En saare vigtig Kilde til Kundskab om Nordboernes Nedsættelse og stadige Ophold i Grönland, ere de talrige Ruiner af deres Boliger, Forraadshuse, ja selv af deres Kirker, som endnu træffes i mange af Grönlands Fjorde. De skriftlige Efterretninger oplyse vel, hvorledes Nordboerne i Slutningen af det 10de Aarhundrede grundede Colonier, som bestode i henved fem hundrede Aar, men de ere dog ikke tilstrækkelige til at give en klar Forestilling om, i hvilke Fjorde og i hvilke Dele af Fjordene de fornemmelig havde opslaaet deres Boliger. I denne Henseende maae de skriftlige Efterretninger fuldstændiggjöres ved Undersögelser af Ruinerne, saavelsom af de baade i og udenfor dem opgravede nordiske Oldsager. Det er desuden af megen Vigtig tighed at lære Ruinernes Beliggenhed og Omgivelser at kjende, for tilfulde at kunne forklare det mærkværdige Phænomen, at et betydeligt Antal Nordboere gjennem Aarhundreder have levet og ernæret sig i Egne, der nu i over tre hundrede Aar i egentlig Forstand have været saagodt som aldeles öde og ubebyggede af Europæere. Saasnart derfor Opmærksomheden atter blev henvendt paa Grönland og dets Bebyggelse, var det en Selvfölge, at man, for at finde beboelige Steder, strax sögte at opdage Levningerne efter den ældre nordiske Befolkning. Allerede Hans Egede meddeelte Efterretning om adskillige nordiske Ruiner deels i Godthaabs, deels i Julianehaabs District, hvilke sidste han havde truffet paa sin Sydrejse i Aaret 1723. Men disse Iagttagelser indskrænke sig dog til ganske enkelte Fjorde. Af större Omfang og Betydenhed vare de Undersögelser, som i Aarene 1751-53 foretoges af Handelsbetjent Peder Olsen Wallöe i Julianehaabs District. De omfatte nemlig en Mængde Ruiner i de vigtigste Fjorde lige fra Tunnudluarbik til Tessiursak eller Tessermiut-Fjorden, som han antog for den sydligste Egn, hvor de Norske fordum havde bosat sig. Senere beskrev E. Thorhallesen Mindesmærkerne i Godthaabs District i det saakaldte Baalsrevier, og til hans Skrift föiedes en Indberetning af A. Olsen om Ruinerne i Fjordene nærmest ved Julianehaab. Langt udförligere og fuldstændigere Underretninger om Ruinerne i Julianehaabs District gav A. Arctander, som tilligemed Kjöbmand A. Bruhn ialt berejste elleve af de minderigeste Fjorde. I den sydligste af disse, Illoamiut, forefandt han endnu Ruiner fra de gamle Nordboere. Imidlertid tilstod allerede Eggers ved Udgivelsen af Arctanders Beretninger, at uagtet disse overgik Alt, hvad der hidtil var blevet bekjendt om de Gamles Levninger i Grönland, vare de dog ingenlunde tilstrækkelig fuldstændige. Hele Strækninger, især Öer, ere ikke alene ikke eftersete, men Undersögelsen selv havde kun strakt sig til de af Grönlænderne opgivne Steder og heller ikke bestaaet i synderlig Andet, end Levningernes Optælling og Opmaaling. Der fremsattes derfor ogsaa det Önske, at der jo för jo heller, og inden Levningerne af Grönlænderne endnu vare blevne plyndrede, maatte foretages en nöiere Randsagelse, hvortil Missionærerne syntes at være bedst skikkede, naar de bleve tilbörlig instruerede. Alligevel hengik en meget lang Tid, i hvilken Kundskaben om de oldnordiske Mindesmærker i Grönland saagodtsom slet ingen Udvidelse erholdt. Först ved W. A. Graahs Undersögelsesrejse til Östkysten af Grönland i Aarene 1828-29 henlededes atter Opmærksomheden paa de endnu tilbage staaende Minder, om hvilke saavel han som Naturforskeren Dr. Pingel hjembragte adskillige mærkelige Efterretninger. Siden 1831 har Oldskrift-Selskabet truffet Foranstaltninger til Ruinernes nöiere Undersögelse, Aftegninger og Beskrivelse i Grönlands forskjellige Districter. Ved velvillig Understöttelse af en Deel af de Danske, der ere bosatte i Landet selv, erholdt Selskabet Tid efter anden værdifulde Oplysninger, hvoraf Uddrag ved Dr. Pingel tildeels ere blevne meddeelte i Selskabets Tidsskrifter. Rigtignok ere adskillige Fjorde endnu enten slet ikke, eller kun lidet fuldstændigt undersögte; men dette gjælder dog især om Fjorde, der formedelst naturlige Aarsager, som lis og deslige, ere vanskelige at tilgaae, og som af den Grund i Reglen vistnok heller ikke have været synderlig bebyggede i Fortiden. Da det saaledes nok tör antages, at de allerede vundne Iagttagelser kunne give en, i det mindste i Hovedsagen, rigtig Anvisning paa de Steder, hvor de nordiske Colonier i sin Tid vare anlagte, skulle vi her i en kortfattet Oversigt omhandle alle de i Grönland hidtil opdagede Ruiner og andre Mindesmærker, som hidröre fra de gamle Nordboere.

Vesterbygden, med den nåværende kommune Nuuk. De kjente større gårder og kirker i norrøn tid er merket med rødt og skrevet i den engelske versjon av de norrøne navnene.

Paa Östkysten af Grönland eller Öst for Cap Farvel er der hidtil ingensinde opdaget saadanne Levninger. Vel haves enkelte Beretninger fra indfödte Östlændinger om, at der skal findes Ruiner ved Tingmiàrmiut (i Egnen af Puirsortok), Iterdlamiut, Umanak, Najàarmiut og Igloluarsoit, ja, det siges endog at en Steen med en Indskrift er at see i en Varde paa en Ö ved Navn Idloarsut, i Egnen af Tingmiarmiut, omtrent under 63° N. B. Men ligesom andre Östlændinger benægte nogensinde paa Östkysten at have truffet oldnordiske Ruiner, saaledes opdagede Graah heller ikke en eneste Levning fra Nordboernes Tid, uagtet han dog undersögte Kysten til omtrent 64° N. B. og var nogle Mile inde i adskillige Fjorde under 63 og 640 N. B. Selv om derfor de nævnte Ruiner og Indskriftstenen virkelig skulde være tilstede, hvilket endnu er höist tvivlsomt og kun lidet sandsynligt, maatte de vistnok betragtes som enkeltstaaende Undtagelser, der ikke ville være i Stand til at begrunde den Paastand, at den efter Oldskrifterne temmelig stærkt befolkede Österbygd i Grönland er den samme som Grönlands golde Östkyst, i Særdeleshed da den sydvestlige langt bedre Strækning af Landet, det nuværende Julianehaabs District, netop frembyder en saadan Mængde Mindesmærker om Nordboernes Ophold der, at dens Identitet med de Gamles Österbygd næsten ikke lader nogen Tvivl tilbage.

I Julianehaabs District og i de övrige Districter i Grönland er Kysten furet af dybe Fjorde, der skjære sig flere Mile ind i Landet. Ruinerne vise (jævnför Kortet over Julianehaabs District Tab. XI og de derpaa afsatte Ruinmærker), at de nordiske Colonister i Fortiden sædvanlig have bosat sig i det Indre af Fjordene, sjeldnere ved Havkysten og endnu sjeldnere paa Öerne udenfor Kysten eller Udhavsöerne. Ikkun paa Nennortalik, Sermersok, Akkia eller Matthæus's Land og Irsarut eller Hollænderöen har man truffet enkelte Rudera af Boliger, iblandt hvilke de paa Sermersok ere de talrigste. De ligge paa Sydöstsiden af Öen ved et forladt Udsted, Ikariak kaldet, og danne ni tildeels store Hobe af sammensjunkne og overgroede Muurlevninger. Forbi Ruinerne löber en Elv og paa den modsatte Bred er der mellem Klipperne en temmelig anselig Slette, som meest bestaaer af Eng og Mose, og som har en Udstrækning af henved en halv Fjerdingvei. Omkring paa Fjeldene sees desuden flere Varder eller Steenhobe, som menes at være rejste af Nordboerne. Ruinerne paa Nennortalik, Akkia og Irsarut ere kun af ringe Betydenhed.

I Districtet Julianehaabs Fjorde kunne Ruiner paavises lige ned til den sidste Fjord vest for Cap Farvel: Illoa eller Illomauit (d.e. de inderst Boende), der altsaa er den sidste Fjord paa Grönlands Vestkyst. Ikke langt fra Fjordens Munding paa den vestlige Side er en Bugt Kangerdluk, af omtrent en halv Miils Længde, med nogle Spor af Ruiner. Ved disse sees nu en ujævn med höit Græs bevoxet Plads, der dog ikke er större, end at Kyndige have yttret den Mening, at de Nordboere, som i Fortiden have opholdt sig her, neppe kunne have levet af Fædrift, men snarere af at fange Fjordsæle. Alligevel er det nok muligt, at Egnen omkring Ruinerne har været bedre skikket til Græsgange, medens Iisblinken, der paa dette Sted Aar for Aar udbreder sig videre, ikke endnu var skredet saa betydeligt nedad mod Kysten. Længst inde i Fjorden ere retsmukke Sletter med fiint Blade- og Straagræs og desuden noget Vidiekratskov tæt ved en temmelig anselig Elv, som er rig paa Laxörreder. Et Par Huustomter vidne ogsaa om, at Nordboerne have nedsat sig her. Mellem fire Höie ved Elven synes der at have været et Steengjerde, der muligen er blevet brugt af Nordboerne til at forhindre deres Kreaturer fra at fordærve den Mark, af hvilken der skulde tages Hö til Vinterföde.

Tab. IX. Gravminder fra norrøn tid. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)

Sydvest for Illoamiut ved Udlöbet af Fjorden Narksamuit (d.e. Markboere), der hvor nu Missionen Friedrichsthal er anlagt, saaes tidligere nogle nordiske Ruiner. Stedets gamle Navn var Narksak. Underlandet her er ikke ubetydeligt; gjennem Markerne, som ere temmelig vidtlöftige, om just ikke stærkt græsgroede, löber en fiskerig Elvud i Havet. Langt inde i Fjorden ligge ogsaa Ruiner saavel ved Indlöbet til, som i Bunden af en Bugt Amitsuarsuk, der har en vestlig Retning; men disse Ruiner ere lidet mærkelige i Sammenligning med de talrige Minder ved Ikigeit paa den vestlige Side af Fjordmundingen ligeoverfor Friedrichsthal. Blandt Ruinerne her fortjene i Særdeleshed Levningerne af en Kirke og en derværende Kirkegaard noget nærmere Omtale. Kirken, som synes at have ligget i Öst og Vest, har været 24 Alen lang og 15 Alen bred med Indgang paa Sydsiden. Den er heelt omgivet af en Kirkegaard, af hvis Steen-Indhegning eudnu kjendelige Spor ere tilbage. Kirkegaardsmuren eller Steengjerdet er i Længden paa Nord-, Vest- og Östsiden omtrent halvtredsindstyve Alen; derimod paa Sydsiden er det efterhaanden heelt bort skyllet af Havet. Ved en af disse Bortskyllinger blottedes nogle Menneskebeen og Stykker af Liigkister, hvilket gav Anledning til, at Kirkegaarden blev omgravet og nöje undersögt. Man fandt da en Deel Brudstykker af Træ-Liigkister med deri liggende Skeletter, Stumper af Ligklædninger, et Par Trækors, adskillige Gravstene, smaa Stykker forarbeidet Vegsteen, Klokkemalm m. m. Alle Ligkisterne syntes, ligesom Trækorsene, at have været forfærdigede af den saakaldte hvide Fyr, der baade er det almindeligste og störste Drivtömmer, som findes paa Grönlands Kyster. Ligklædningerne vare af en Slags rödbruunt Vadmel eller grovt uldent Töi, af firskaftet Vævning. De forefundne Gravstene vise utvivlsomt hen paa europæisk Oprindelse. Tre af dem, som sees afbildede Tab. X Fig. 1-3, ere vel alene betegnede med Kors, men forskjellige mindre Stykker fremvise bestemte Levninger af Indskriſter med den i den ældre Middelalder brugelige latinske Majuskelskrift, (see Tavle X Fig. 4-8). Paa et af Stykkerne (Fig.8) staaer tydelig ĀLPƐ, efter al Sandsynlighed hörende til den sædvanlige Slutning paa islandske Gravskrifter: HJÁLPE GUD SàL HANS eller HENNAR. En næsten fuldstændig Liigsteen med Indskrift opdagedes for endeel Aar siden i et grönlandsk Huus ved Ikigeit, hvor den var anbragt over Indgangen, og hvorhen den vistnok i sin Tid var fört fra den ommeldte Kirkegaard. Paa Stenen, som er af en Slags Granit og omfrent 1,3 Alen lang, er indhugget et Kors i en oval Indfatning neden under en Kredsfigur (see Tavle IX Fig. 1). Paa begge Sider af Korsets længste Arm læses fölgende Indskrift: HER: HVILIR:HRO,.. KOLGRIMS:S.. Da der efter O i Ordet Hro synes at have fulgt et A, tör man vel antage, at Navnet enten har været Hróar eller Hróaldr, og hele Indskriſten bliver da: "Her hviler Hroar (Hroaldr) Kolgrims Sön”. Uden om den ovale Indfatning sees desuden Tegn til en anden Indskrift, af hvilken nu kun Ordet IDUS er kjendeligt. Til Indskriften har man brugt samme Slags Bogstaver, som de der ſindes paa de andre ved Ikigeit opgravede Indskriftstene. Baade af Kirkeruinen og de nærmest liggende Ruiner er en Grundtegning vedföiet paa Tavle IV. Endnu træffes nogle Ruiner mellem Ikigeit og den 3/4 Miil nord for liggende Bugt Makkak eller Leerbugten. Til en Ruin, som ligger paa en omtrent 30 Fod höi Klippe i Nærheden af Stranden, förer en Gangsti, som efter al Rimelighed er anlagt af Nordboerne.

Tab. IV. Ruiner ved Ikigeit. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)

Den 9 Mile lange Tessermiut, eller som den af de Danske ogsaa kaldes Nennnortalik Fjord, bærer flere Spor af en fordums Bebyggelse. I en Strækning af tre Mile fra Mundingen begrændses Fjorden af höie, steile Fjelde til Bugten Tessiursak, som paa Sydsiden skjærer 3/4 Miil ind i Landet. Inderst i Bugten ved en Elv er en lille Slette, begroet med graat Mos og enkelte Vidiebuske, og paa denne Slette sees tæt ovenfor Söen nogle ubetydelige og forstyrrede Ruiner, der i sin Tid neppe have udgjort meer end et Par Huse. Ved Ruinerne er oprejst et Gjerde, der er omtrent 50 Skridt langt og i en Halvkreds strækker sig ned til Havet. Det synes dog ikke at have været nogen Indhegning. Paa samme Bakke som Ruinerne træffes og saa smaa, ganske lave Steenmure, som ere opförte af store Steen og som danne firkantede Rum af 1 til 2 Alen i Fiirkant. Længere ind i Fjorden skraane de steile Fjelde efterhaanden jævnere nedad mod Bredderne, hvorved Underlandet bliver större; det er derhos ret smukt bevoxet. Paa Fjordens östlige Bred ved Nougarsuk, paa en temmelig stor, sumpig Slette, som er overgroet med Blaabærlyng og Enebærkrat, ligge nogle Ruiner, der nu ere uformelige Steenhobe. Ikke langt fra Nougarsuk har den saakaldte Storelv (Kórksoak) sit Udlöb i Fjorden. Elven er Aflöbet af 1 1/2 Miil lang Indsö, hvis Afstand fra Fjorden ikkun er 1000 Skridt. Ved den sydvestlige Side af Elven findes nogle Huustomter, der ere byggede af store fladagtige Steen, hvilke, som sædvanligt, kun ere lagte paa hinanden uden at der er Spor til Leer eller andet Forbindingsmiddel. Fra en Huustomt ved Elvens Munding har der kjendelig gaaet en omtrent 20 Skridt lang Steenbro ned til Vandet, saa endog store Baade kunde lægge lige til den. Paa Sydvest siden af Indsöen gives der vel i det Hele taget flere jævne Sletter, end paa Nordsiden, men Sletterne ere moget forbrændte og fortörrede, og fremvise derfor ingen Levninger af Huse, ikkun i en Bugt Angiartarbik er et Mindesmærke om Nordboerne, nemlig et Steengjerde af 60 til 70 Skridts Længde, der fra en lille Klippe löber ned til Havet. Sydost for Indsöen sees næsten alene Klipper og mosbegroede Stene med lidt Birkekrat; först i Öst ved Enden af Indsöen (Kingoá) faaer Egnen et bedre Udseende. Omkring to Elve, der i en Afstand af omtrent et Par tusind Skridt löbe ud i Indsöen, voxer endeel Krat; især paa Nordsiden af den nordligste Elv er Vidiekrattet saa tæt, at man neppe kan trænge sig igjennem det. Paa Sydsiden af samme Elv, omtrent 1/4 Miil fra Söbredden, ligger en eenlig Ruin paa en med Birkekrat overgroet Bakke. Den bestaaer af meget store og mindre Klippesteen og har en meget uregelmæssig fiirkantet Form (jfr. Kortet Tab. V), hvorved dog maa erindres, at den i to Rum afdeelte Tilbygning hidrörer fra de Grönlændere, som under Opholdet her, for at fange Lax-Örreder i den fiskerige Elv, have dannet sig Sovesteder ved Ruinen. Noget Nord for denne vise Brolevninger paa begge Sider af Elven, at der vistnok her har været Overgang til de Bygninger, hvis Rudera træffes henved 1000 Skridt höiere oppe paa en lille mos- og lyngbegroet Slette. Veien til dem gaaer gjennem en Klippedal, hvor der er en temmelig god Birkeskov; enkelte Træer ere endog af 6 til 7 Alens Höide. I alle Ruinerne, som ere tolv til sexten i Antal, har man ladet anstille Eſtergravninger, uden dog at erhverve nogetsomhelst mærkeligt Udbytte. Ligeledes paa Nordsiden af Elven, men nærmere ved Söbredden, findes en Levning af et Huus, der har været bygget op til et stort fladt Klippestykke, som skulde danne den ene Endemuur, og lige ved Söbredden ligger endelig en lille, nu næsten sammenfalden Varde, som har kunnet være seet paa den anden Side af Söen. Foruden nogle mindre betydelige Huustomter ved Niakornàrsuk paa bakkede, men temmelig store samt med graat Mos og Bærlyng bevoxede Marker, og, som det siges, tillige ved Koromiut kan Tessermiut Fjordens Östkyst endnu opvise ret mærkelige Ruiner ved Kuannitsæt og Tessermiutiak (jfr. Tavle V).

Tab V. Ruiner i Tessermiutfjorden. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)

Til de förste kommer man fra Fjordbredden ved at gaae 30 til 40 Skridt over en jævn Bakke. Det er ganske kjendeligt at baade Bakken og den hosliggende Slette have været ryddede i Fortiden; de aldeles forfaldne. Ruiner bedække hele Sletten, et Rum af 60 Alen i Qvadrat. Vesten for en lille Bæk ere ogsaa Levninger af et Par Huse, som i den ene Ende have haft mindre Afdelinger. Ved Tessermiutiak er en ikke ringe, viid Dal, som overalt er bevoxet med Birketræer, saa gode som disse falde i Grönland. Dalen er ogsaa rig paa Vidier, der strække sig noget op ad de omgivende Fjelde. Et Par tusinde Skridt fra Fjorden er en Indsö, som har givet Stedet Navn af Tessermiutiak (d.e. de som boe ved det middelmaadig store, ferske Vand) og som har sit Aflöb til Fjorden gjennem en Elv. Tæt ved Elvens nordre Bred, omtrent 100 Skridt fra dens Munding, sees en uregelmæssig langagtig Firkant, hvis længste Mure ere 38 og 42 1/2 Alen; de to korteste ere 23 og 25 1/2 Alen. I denne Indhegning, som indeslutter et steenfrit Rum, har man troet at ſinde et Havegjerde. Omtrent 300 Skridt i N. O. herfra og ligesaa langt fra Havet, formoder man endog at have truffet Spor af en lille Kirkebygning. Ruinen indtager en Strækning af 70 Alen i Længden og 30 i Breden. I dens östlige Ende er et Rum, 24 Alen i Qvadrat, hvor der sees to, tolv Alen lange parallele Mure, som bestaae af store svære Stene. Hvis denne Bygning virkelig skulde have været en Kirke, hvilket i al Fald trænger til nærmere Stadfæstelse, vilde man vel indvende, at Levninger af Menighedens Boliger savnedes, men deels gives der en Mængde lignende eenligtliggende Kirker i Norge og paa Island (ja selv i Grönland har der været en tilsvarende ved Kakortok), deels ligger Kuannirsæt saa nær ved, at Beboerne godt kunne have gaaet derfra til Kirke, især da Veien, för den blev overgroet med Krat, har været let at passere. Paa hele den vestlige Bred af Tessermiut Fjorden er der hidtil ikkun omtrent paa Midten ved Akpeitsivik truffet fire forstyrrede Huustomter. De ligge paa en Slette, som nu for detmeste er begroet med Vidiekrat. En lille Laxelv er i Nærheden. Paa et höit Fjeld skal der være opreist tre Varder, som muligen ere fra Nordboernes Tid.

Sermelik Fjorden synes ikke at have været synderlig bebygget i Fortiden. Næsten ude ved dens Munding findes ved Kanikitsok en sumpig, lavtliggende Plads, der er henved 300 Alen lang og ligesom oversaaet med Ruiner. Blandt disse, som ere Levninger af 16 til 18 Huse, udmærker sig en cirkelrund, af næsten 50 Alens Omkreds. Lignende ere trufne i Kakortok, Igalikko og paa flere Steder, hvor der har været Kirkebygninger i Nærheden. Inde i Fjorden, en god halv Miil fra den faste lisblink, som bedækker Fjordens Bund, og som her beskylles af Havet, siges der at være enkelte Ruiner, paa en udstrakt græsrig Slette, hvorigjennem to Elve strömme, og hvorfra der er Overgang til Tessermiutfjorden. Forresten er der ikke opdaget andre Ruiner i Fjorden; hele den vestlige Bred er begrændset af stejle Fjelde, saa man kun paa enkelte Steder kan lægge til Land. Derimod ude i Mundingen ligeoverfor Kanikitsok ved Iglorsoft ligger en heel Samling Ruiner af 8 til 10 for skjellige Bygninger paa en tildeels græsbevoxet Slette, som næsten er en Fjerdingvei lang.

Noget Vesten for Iglorsoft mellem Sermelik og Ounartok Fjorden er der en lille Bugt indenfor Öen Imnarsutilik. Paa den vestlige Side af Bugten, som kaldes Kornæk, findes paa en Skraaning ikke langt fra Strandbredden to store Ruiner. De gamle Beboere af dette Sted have over Land haft en bekvem Forbindelse ikke alene med Augnek ved Ounartok Fjordens Munding, hvor der sees stærkt ödelagte Ruiner, men ogsaa med det Inderste af Fjorden eller med Sakkamiut, hvor der ligeledes ligge Ruiner paa begge Sider af en Elv. Markerne omkring de sidstnævnte Huustomter ere tildeels "bevoxede med Græs og det endog af den bedste Slags;" den sorte Muldjord her er feed og dyb nok til at bære Græs. Af samme gode Beskaffenhed ere ogsaa Markerne ved et Sted kaldet Narksarksoak paa den nordvestre Fjordbred; det er derfor intet Under her at træffe Levningerne af sex Huse. Paa en Ö i Fjordens Munding ere tre varme Kilder, som vistnok have givet baade Öen og Fjorden Navn (Ounartok d.e. det Kogende). Ved den mellemste af Kilderne saaes forhen en Ruin, 8 Alen lang, men ikke fuldt saa bred, som antoges for i sin Tid at have været et Badehuus. Den er nu ganske forsvunden.

Ounartok Fjordens Munding adskilles fra Agluitsok Fjordens ved et Næs Akkuliærosek, eller som det ogsaa kaldes Nicolaisnæsset. Drager man fra dette videre ind i Agluitsok langs med den östlige Fjordbred, træffes, efter en halv Miils Vei, i Bugten Kangerdluluk talrige, mosbegroede Ruiner, der danne uformelige Steen- og Jorddynger. Noget længere borte er en större Bugt, Iglorsoak, hvor man seer enkelte svage Spor af en fordums Bebyggelse, og hvor der for omtrent 50 Aar siden endau var nogen Græsgang. Baade fra Kangerdluluk og Iglorsoak har der været bekvem Overgang til Narksarksoak og Sakkamiut i Ounartok Fjorden. En halv Miil nordost for Iglorsoak, paa en derværende betydelig græsbegroet Slette, samles hvert Foraar næsten alle Grönlænderne fra den sydostlige Deel af Julianehaabs District, da der i Mai og Juni Maaneder her falder den störste Sildefangst i Sydgrönland. Fangsten udbredes paa Sletten og törres til Vinterforraad. Upaatvivlelig have Nordboerne i sin Tid ogsaa taget Deel i denne fordeelagtige Fangst. Længst imod Nord afsætter Agluitsok Fjorden tre Arme. Strax ved Indlöbet til den östligste Arm, Sioralik, sees en Steenmuur, af omtrent 26 Alens Længde og 9 Alens Brede; den er ikke omgivet af nogen Slette, men alene af Stene og Klipper, og har saaledes ikke været nogen Indhegning for Kreaturer og deslige. Inderst i Bugten er Underlandet af anseelig Udstrækning. Det gjennemströmmes af en betydelig Laxelv og er, paa endeel græsbevoxede Pletter nær, ganske overgroet med Widiekrat. Naar Sletten var ryddet, antages det dog, at et ikke ringe Antal Kvæg vilde kunne holdes her. I Nærheden af Elven og omtrent 4-500 Skridt i N. V. fra Strandbredden, findes Levninger af en vidtlöftig Muur eller et Steengjerde, hvis Omfang anslaaes til henved 140 Alen, og indenfor denne Muur er igjen en anden, som indeslutter et mindre Rum. Fremtidige Eftergravninger ville vise, om der her i sin Tid skulde have staaet en Kirke; idetmindste traf man allerede Menneskebeen ved at optage nogle Stene paa Pladsen indenfor Ydermuren. Ikke langt fra ligger en tilsvarende, men noget mindre Indbegning og nær ved denne en Huustomt. Mellem Sioralik og den mellemste Fjordarm Amitsoarsuk strækker sig en 100 Fod höi Bjergryg, som alligevel ikke er vanskeligere at passere, end at man i en Timestid kan gaae fra Sioralik til Amitsoarsuk. Omgivelserne paa det sidstnævnte Sted ere ret smukke. Temmelig nær ved Havet er en Indsö, som har sit Udlöb gjennem en stor Elv, der danner et 200 Fod höit Vandfald. Ved Indsöens Bredder er eller var forhen en temmelig stor Birkeskov, med Træer af to til tre Favnes Længde og en halv Alens Tykkelse ved Roden. Paa en lille, græsbevoxet Slette sees nogle sammensjunkne Ruiner, der i Frastand ligne en gammel Forskandsning. Fra dem er der over Land en halv Dags Reise til Igalikko Fjorden. Den vestlige Arm af Agluitsok Fjorden kaldes Kaglumiut. En halv Miil fra Fjordbredden ved den vestre Side af en Elv findes fem Huustomter, af hvilke de fire alene bestaae af sammenlagte Stene uden Spor til Leer eller Törv; den femte har været opfört af Törv og Stene. Ingen egentlige Græsmarker omgive disse Huse; maaskee have de gamle Indbyggere her haſt Enge, hvilke dog nu ere tilgroede med Krat. l Nærheden ere to store, fiskerige Söer. To Mile længere mod Nord i Dalen ere adskillige smukke græsrige Sletter. Paa en lille Forhöining, som baade selv var bevoxet med Græs og omgivet af store Græsmarker, ligger en Huusmuur, bygget af store flade Stene, der med megen Kunst ere, lagte paa hinanden. Mellem Stenene træffes hist og her ſiint Sand. Længden af Huset er udentil 21 Alen og Breden 9 Alen. Strax ved ligge Levninger af to store og tre mindre Bygninger, der have været opförte af Stene og Törv. Efter det forskjellige Materiale at dömme, skulde man næsten troe, at den förste Bygning, som desuden udmærker sig ved nogle meget store Hjörnestene, havde været Vaaningshuset og de andre Udhusene til en större Gaard. Langsmed den nordvestlige Side af Agluitsok Fjorden træffes adskillige mindre betydelige Ruiner, nemlig ved Nepisæt, paa en steenrig og kun lidet græsbegroet Slette, hvor der synes at have ligget sex Huse, i en Bugt, Kangerdluluk, i Nærheden af Lichtenau, og endelig yderst i Fjorden ved Sargvartorsoak d.e. hvor stærk Ström gaaer. Her ere store Sletter, begroede med Mos og Vidielyng.

I Torsukatek Fjorden træffes paa den östlige Side 3 til 400 Skridt fra Fjordbredden nogle Huustomter og ikke langt fra dem et rundt Gjerde, hvis Omkreds er 200 Skridt, og som stöder op til et Fjeld, der danner en Deel af det. I Midten af denne Kreds skal der have ligget et lidet Huus og i det nordlige Hjörne en rund Bygning, 27 Skridt i Diameter. Torsukatek Fjorden afsætter i nordostlig Retning en 2 1/2 Miil lang Bugt Akkudlek o: den Mellemste. Inderst i Bugten sees otte Huustomter, i ikke lang Afstand fra hinanden, og ved dem to Steengjerder, af hvilke det störste er 120 Skridt i Omkreds. Græspletterne her ere ubetydelige; en stor fiskerig Elv löber forbi Ruinerne. Paa den nordvestlige Side af Torsukatek ved Itiblieitsiak er der en kort og let Overgang til Kangerdluarsuk Fjorden. I denne har man dog ikke hidindtil stödt paa Ruiner; derimod ſindes adskillige saadanne længere mod Vesten, i Nærheden af Indlöbet til Igalikko Fjorden, ved Ekalluàrsoit. De aldeles sammensjunkne Ruiner, som synes at hidröre fra flere sammenhængende Bygninger, ligge ikke paa Kysten selv, men ere adskilte fra denne ved et lille Fjeld. De have nu tilsammentagne en Længde af 50 Alen og en Brede af 30 Alen. Höiere oppe i Landet ere flere Levninger af Bygninger. Ruinerne ligge som sædvanlig ved en fiskerig Elv; de ere tillige omgivne af Sletter, der ere vel bevoxede med Græs. Ved Eftergravninger hist og her fandt man en Mængde Kul, hvoraf man med Grund har formodet, at Bygningerne i sin Tid ere ödelagte ved Ild. Lignende Erfaringer ere gjorte paa andre Steder, t. E. ved det nuværende Friedrichsthal. Ikke langt fra Ekalluàrsolt eller, som det ogsaa kaldes, Iglorsoit, ved Tessilik skal der endnu findes et Par meget forstyrrede Ruiner.

Vi nærme os nu de Egne i Grönland, som aabenbart have været Midtpunkterne for den oldnordiske Bebyggelse. Igalikko er en af Grönlands minderigeste Fjorde. Et Par Mile fra dens Munding danner den paa den östlige Side en Bugt, Ekalluit o: Laxörreder. Rimeligvis har Bugten faaet Navn deraf, at den optager en stor Elv, som er rig paa Laxörreder. Omtrent 300 Skridt i N. O. for Bugten ligge nogle Huustomter paa en anseelig smuk Slette, der om Sommeren nok kunde give endeel Hö. Iövrigt ere Markerne ved Bugten ikke overalt begroede med Græs, men kun med fortörret Mos. Den nord for liggende Kyst har heller ikke i en Strækning af tre Mile enten betydelige eller græsrige Sletter; de eneste Mindesmærker, man hidtil har fundet her, ere derfor ogsaa et Par Ruiner ved et lille Næs, Attekerdluk kaldet. Fortsættes Reisen ind ad den sydligste af de to Arme, som Fjorden tilsidst deles i, möder man imidlertid ved Kaksiàrsuk et stort og smukt Underland med gode Græsmarker paa begge Sider af en Elv. Strax Sydvest for Elven, og i en Afstand fra Strandbredden af 200 Skridt, ligge Levningerne saavel af syv til otte Huse, som navnlig af en Kirkebygning. Den har været opfört af udsögte flade, deels graae, deels blaae Stene, som i de tilbagestaaende Mure, der ere mellem 1 og 1. Alen höie, med kjendelig Omhu og Nöjagtighed ere lagte ovenpaa hinanden. Indvendig maalt er Ruinen 21 Alen lang og 7 Alen bred, udvendig derimod 26 Alen lang og 11 Alen bred. Murene ere indtil 3 1/2 Alen tykke. Kirken har paa alle Sider været omgivet af en Muur eller en Indhegning af Stene, hvis Længde belöber sig til 60 Alen og Brede 51 Alen; en 4 Alen bred Port har i Vest fört ind til Kirkegaarden. Ved at udgrave denne fandtes i en Dybde af 3 til 4 Alen en Mængde Liig i Kister med Stykker af Liigklædninger, Söm o. dsl. Gravene vare ofte dækkede med store flade Stene, paa hvilke der dog ikke saaes nogen Indskriſt. Man opdagede desuden tre, tildeels beskadigede og sönderbrudte Kværnstene. Nogle hundrede Skridt S.O. for Kirken gaaer en Indhegning af Törv og Stene fra en Höi eller Bakke lige ned til Söen. Den er formodentlig i sin Tid rejst for at afholde Kvæget fra at komme paa Hjemjorden. Sydvest for Kirken, i en Afstand af 6 til 800 Skridt, træffes en Huustomt, og idetmindste to Huse have kjendelig ligget paa den nordostlige Side af Elven paa en lille, men græsrig Slette. Sommer-Fædriften vilde her være meget god, endog til mange Kreaturer. Noget oppe blandt Fjeldene er en ikke ringe Birkeskov, og overalt i Dalene ere smaa Lunde af Birketræer.

Tab. VI. Ruiner i Igalliko. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)

Paa den nordostlige Bred af denne samme Fjordarm findes vel endnu nogle Ruiner ved Innukoeksak og Iterdlek, men disse fortjene ingen videre Omtale. Den anden nordligste Fjordarm skjærer i nordvestlig Retning ind i Landet. Öst for den ved Irbsumiut eller Irvsumiut og ved Usuk ligge et Par Levninger af Huse, der dog neppe have tjent til andet end til Fiskerhytter eller til Opbevaring af det i Omegnen indsamlede Hö. Længst inde i Bugten ved Tessingertasak sees nær ved en Elv to tæt sammenstödende Huse eller maaskee rettere eet Huus i to Afdelinger; Huset har i saa Fald været 34 Alen langt og 15 Alen bredt. Idet vi herfra fölge Fjordarmens vestlige Bred, træſſe vi först endeel Huustomter ved Illiartarberak og Angmarsarbik og komme dernæst til det Sted, der har givet sit Navn til hele Fjorden. Igalikko betyder "et forladt Kogested" og henviser aabenbart paa de talrige europæiske Ruiner, som findes der. Ingensteds i Grönland sees saa betydelige Ruiner, som ved Igalikko; Reisende sammenligne dem med Ruiner af en heel Stad. Ligesom ved Kaksiàrsuk i den sydlige Fjordarm, saaledes har man ogsaa her opdaget Levningerne af en Kirke. Den har kjendelig været en Korskirke (jfr. Grundtegningerne Tavle VI), men det er vel muligt, at de Dele, der danne Korsets Arme, ere senere Tilbygninger. Dens hele Længde er omtrent 44 Alen og dens störste Brede 24 Alen. Den har været opſört af en Art Töd Sandsteen, der forekommer i det Indre af Tunnudluarbik og Igalikko Fjordene og som afgiver et fortrinligt og let tilgjængeligt Bygningsmaterial, da den sædvanlig falder i temmelig regelmæssige Qvadrer. Ved den östre Ende af Kirken, tæt op til Muren og lidet sönden for den sydligste Arm af Korset, fandtes for endeel Aar siden en Runesteen, som er afbildet Tab. IX Fig. 2. Det nederste Stykke af Stenen er afbrudt, men der mangler alligevel neppe noget i Indskriften. I den nuværende Tilstand er den i Længde 1 Alen 15 Tommer, og i Brede 14 Tommer; den er tynd, fladagtig og af en röd Sandsteen. Indskriften lyder paa godt Islandsk: VIGDÍS: M:D: HVíLIR: HER:GLEÐÉ: GUÐ:SÁL HE(N)NAR: Ved M: D: betegnes, hvis Datter Vigdis var. Indskriften er altsaa paa Dansk: "Vigdis M's Datter hviler her; Gud glæde hendes Sjæl". Saavel paa det Sted, hvor denne Runesteen laa, som overalt paa Kirkegaarden og i Kirken selv, ere Eftergravninger anstillede. I Kirken fandt man, foruden en Mængde Kul, som syntes at vise, at Kirken var ödelagt af Ild, et Par forarbejdede Stykker Vegsteen, der muligen har hört til eet eller andet Sted af Kirkens architektoniske Ornamenter, adskillige ubetydelige Jernstumper, en Kværnsteen og et lille Stykke Klokkemalm. Klokkemalm er ofte fundet i Igalikko, og de fra denne Fjord hidsendte Fragmenter ere tildeels af saa usædvanlige Dimensioner, at denne Omstændighed uden Tvivl har givet Anledning til det Sagn blandt Grönlænderne, at de gamle Nordboere eller "Kablunakkerne" i Igalikko skulle have haft en saa stor Kirkeklokke, at man i flere Miles Afstand, f. E. i Kakortok, kunde höre, naar der ringedes sammen til Gudstjeneste i Igalikko. Under den Plads i Kirken, hvor Höialteret uden al Tvivl har staaet, traf man tillige, i en Dybde af 3 Alen, et Skelet, der var nedlagt i en Sammensætning af 4 store, flade Stene. Paa Kirkegaarden afdækkedes en anseelig Deel Grave. Omtrent 3 Alen dybt laae hele Rækker af Liig tæt ved Siden af hinanden, saa man næsten maatte antage, at Kirkegaarden har været opfyldt med Döde. Ved Ligene saaes Levninger af Klædningsstykker, der dog fordetmeste hensmuldrede ved Berörelsen. Paa flere Steder forekom ogsaa Stykker af Ligkister, paa hvilke Bræderne fordetmeste vare sammenföiede med Træpinde, kun i enkelte Grave sporedes Jernsöm. Kirkegaarden har overalt været omgivet af en Muur, der nu er ödelagt, uagtet den, isærpaa Nordsiden, har bestaaet afsvære Sandsteens blokke. Dens Afstand fra Kirken er mellem 12 og 22 Alen.

Vestsydvest for Kirken ligger en stor Ruin 43 Fod lang og 24 Fod bred, hvis ene Side udgjör en Deel af Kirkegaardsmuren (jfr. Tab. VI). Murene, der ere opförte af store röde Sandsteen og Leer, ere endnu 3 1/2 Alen höie; deres Tykkelse 2 3/4 Alen. I Sydvest har der været to Indgange; den nordligste, som er henved 2 Alen höi, er dækket med en 3 Alen lang Steen. I Nærheden af denne Ruin og rundt om paa Sletten findes en Mængde andre, som tildeels udmærke sig ved deres lange og smale Form. En Ruin, sydsydost for den ovenfor nævnte, er saaledes.69 Alen lang og 11 Alen bred, og den paa Kortet længst mod Vest afsatte, der maaskee i sin Tid har udgjort to sammenstödende Bygninger, ere ialt 100 Alen lang og 12 Alen bred. Öst for Kirken, i en Afstand af nogle hundrede Skridt, sees en Rundbygning, 34 Skridt i Omkreds og sydvest for denne blandt andre Ruiner, Levningerne af et Huus, hvis Opförelse har været forbunden med betydeligt Arbeide. Rigtig nok dannes den ene Væg af en lodret Klippe, men det er forövrigt bygget af saa store röde Sandsteen, at ikke faa af disse ere 3 Alen lange og næsten ligesaa tykke. I Nærheden er en Kilde, indsluttet af to fladagtige, graae Stene og dækket af en 3 Alen lang röd Steen.

Et Stykke i Nordvest til Vest fra den betydeligste af Ruinerne, V. for Kirken, sees paa begge Sider af en lille Elv nogle store Gjerder eller Indhegninger af Törv og Stene, i hvilke man formodentlig om Sommeren har indesluttet det Ungkvæg, som ikke kunde drives til Fjelds med det voxne, for at græsses. Længere mod N.V. til V. ligger mellem endeel Huustomter en Ruin ovenpaa en ganske flad, höi Klippe. Tæt N.V. for disse Ruiner gaaer en Muur af Törv og Stene fra Fjeldet af lige ned til Söen, i en Strækning af 980 Skridt. Da der paa den nordre Side af denne Muur saagodtsom intet Græs findes, men vel paa den söndre, synes man ved Muren at have villet frede Hjemjorden eller Sommerhösletten, at Kreaturerne ikke skulde tilföie den Skade. Næsten 3/4 Miil fra Igalikko N.V. for Kirken paa et Sted, som kaldes Kaglumiut og som grændser nær til Tunnudluarbik Fjorden, findes endnu adskillige, rigtignok mindre betydelige Huustomter.

Igalikko maatte ganske naturligt blive stærk bebygget i Oldtiden, da det er en af de skjönneste og græsrigeste Pladser i hele Grönland. Det er ogsaa hidtil det eneste Sted i Grönland, hvor adskillige Familier for Öjeblikket paa oldnordisk Viis leve af Fædrift. Igalikko er egentlig Navnet paa den store Slette, der mod Nord og Öst begrændses af Fjeldene Kaglut, Idlerirsæt og Nuíariak, paa hvilke flere store Steenvarder ere opförte, samt af Sletten Illiartarberak, og hvis störste Længde fra Nord til Syd er lidet over 1/12 Miil, medens dens störste Brede fra Nordost til Vest er noget over 1/6 Miil. Mod Syd stöder den til Fjorden, paa hvis modsatte Side de altid sneedækkede Tablorutit Fjelde knejse. Den Deel af Fjorden, der ligger Igalikko nærmest, er sjelden længe tilfrossen om Vinteren paa Grund af de voldsomme sydlige Storme, som stundum rase her. Disse bevirke ogsaa, at Sneen ikke bliver længe liggende, men gaaer tidlig om Foraaret bort af Jorden, saa Kvæget undertiden gaaer ude næsten til Juul og i Almindelighed kun holdes inde til Slutningen af Marts eller Begyndelsen af April, ja hyppig endog kortere. Om Sommeren voxer Syrer, Kvanner og Bær i Overflod. Af Vildt gives der Ryper, Harer og Ræve i Mængde. Ligeledes er Fjorden rig paa Sælhunde, Ulker, Lodder m. m.; i Smaasöerne paa den saakaldte Itiblirsoak findes endeel Smaalax. Hertil kommer endelig den Fordeel, at Igalikkos Beboerekunne benytte baade Fiskeriet og Græsgangen i lgalikko og i Tunnudluarbik Fjorden. Til denne er der nemlig kun omtrent 1/2 Miil; Veien er desuden saa jævn, at man godt vilde kunne kjöre derover.

Et Bösseskud fra Landingsstedet ved Igalikko, ligger ude i Fjorden en lille Holm eller et Skjær, som i Springtiderne næsten heelt overskylles af Havet. Paa den nordlige Ende er en Ruin 24. Alen lang og 13 Alen bred. Murenes Höide var endnu paa enkelte Steder 4 Alen. Et Par Kabellængder Sydvest for denne Holm, ligger en anden græsbevoxet Holm med to Ruiner, der stöde tæt op til hinanden. Efter al Sandsynlighed have disse Huse nærmest været anlagte for Fiskeriets Skyld.

Naar man fra Igalikko vender sig mod Syd og fölger Fjordens vestlige Bred, træffes adskillige Ruiner. En Fjerdingvei fra Igalikko ved Kaglut ɔ: Fjelddalen, forekomme allerede Huustomter og Ruiner af en lille, 7 Alen lang og 5 Alen bred. Bygning, der formodentlig i sin Tid har været et Forraadshuus eller, som Grönlænderne mene, en Slag Fælde (Björnefælde). Ved Nulluk og Naſæt sees atter Huus tomter, men da der hverken gives Underland eller Græsgange omkring dem, have de sikkert enten kun været Gjemmesteder for det Hö, der maaskee er indsamlet hist og her paa Fjeldene, eller ogsaa have de muligen været beboede af Fiskere. Derimod Syd for Naiæt ved Sirksardluktok d.e. den slemme Strandbred, vil man linde et anseeligt og forhen vistnok græsbevoxet Underland ved at gaae over en höi Bakke eller et lavt Fjeld, som begrændser det mod Sösiden. Forresten er det ogsaa paa de andre Sider omgivet af en Fjeldstrækning, i hvilken især 3 Fjelde ved deres Störrelse tildrage sig Opmærksomhed. Denne Slette eller rettere Dal gjennemströmmes af en betydelig Elv, Kórksoak d.e. Storelven, som, efter at have optaget en mindre Elv, falder ud i Fjorden lige ved Landingsstedet. Langs med Elven, temmelig nær ved den, ligge en heel Deel Ruiner. I Dalen har man talt over 14 Ruiner og mange skulle dog være tilintetgjorte. En omtrent tilsvarende Samling af Huustomter ligger et Par Mile sydligere ved Mursartok eller Iglorsoito: de store Huse. Et af Husene har været 32 Alen langt og 8 Alen bredt, og synes at have haft 3 Afdelinger; i et andet Huus har en flad Klippe dannet Gulvet. Ved Gravning i Tomterne ſindes ogsaa her en Mængde Kul. Omgivelserne ere usædvanlig smukke. Det betydelige Underland, som er bevoxet med frodigt Græs, omkrandses af græs- og skovbegroede Fjelde, fra hvilke en lille Elv bugter sig ned gjennem Sletten. Ved Kaneitsut og Ikinek, ligesom ogsaa yderst i Fjorden ved Uperniviarsuk, forekomme smaae, tildeels græsbevoxede Sletter, paa hvilke sees Spor af Ruiner, tre til fire paa hvert Sted.

Vesten for Uperniviarsuk begynder Kakortok Fjorden, der stundum betragtes som en Arm af Igalikko Fjorden. Paa den nordostlige Side, omtrent en Miil fra Mundingen, træſſes i en med Vidiekrat bevoxet Dal, en Huusmuur, som ene har været opreist af flade, graa Stene, uden Spor til Forbindingsmiddel. Inderst i Fjorden ved Tessiursak, en halv Miil længere borte, er en lille Græsmark med nogle Huustomter, og udenfor dem i Fjorden har der paa et Skjær eller en Holm ligeledes været et Huus. Igjennem Tessiursak Dalen, som vandes af en fiskerig Elv og som har smukke Græssletter, kan man temmelig let komme baade til Sirksardluktok i Igalikko Fjorden og til Tunnudluarbik Fjorden.

Kakortok. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)

En halv Miils Vei Vest for Tessiursak findes den mærkværdige vel bevarede Kirkeruin, som er afbildet Tab. VIII, og hvoraf tillige en Grundtegning i Forbindelse med de omliggende Huustomter er meddeelt paa Tab. VII. Den har ikke haft nogen betydelig Störrelse; udvendig maalt er den 25 Alen 16 Tommer lang og indvendig 20 Alen 22 Tommer lang, udvendig 12 Alen 13 Tommer bred og indvendig 8 Alen 5 Tommer bred. Den ligger omtrent i Retningen Öst til Vest. Af Murene var endnu for endeel Aar siden den östre over 9 Alen, og den vestre 8 Alen höi. Murene bestaae af Stene, der med stor Omhu ere sammenföiede, ja paa nogle Steder ere de kjendelig tilhuggede. Imidlertid har man yderst sparsomt og kun i det Indre af Kirken anvendt virkelig Kalk. Paa Hovedfacaden, som er i Syd og vender mod Söen, har der været 4 Vinduer og 2 Dörre, men den nordre Muur har neppe haft mere end 2 Vinduer. Hovedingangen var sikkert i den vestre Endemuur; oven over den er et stort Vindue, hvor til et modsvarende kunstig hvælvet Vindue er anbragt i den östre Endemuur. Inden i Kirken i den nordre og söndre Muur, sees smaa Nicher eller Fordybninger, rimeligvis bestemte til Helgenbilleder og deslige. I en Steen i Muren ere 24 eller 26 parallele Streger tydelig indridsede, uden at der dog kan spores nogen Indskrift.

Som en af Aarsagerne til, at denne Kirkeruin er saa vel bevaret fremfor de andre Ruiner i Grönland, har man tænkt sig, at Kirken maatte være en af de yngste Bygninger, som Nordboerne have opfört her; muligen er den ikke engang nogensinde bleven fuldfærdig. Flere Gange, og allerede i forrige Aarhundrede, er Kirkens Indre blevet ryddet, uden at man dog har fundet noget, der fortjener videre Omtale. Ligesaalidet erholdtes synderligt Udbytte af Kirkegaardens Omgravning. Man stödte kun paa stærkt fortærede Menneskebeen og faa Stykker uldent Töi, som hensmuldrede ved Berörelsen. Selv disse enkelte Grave har man villet ansee for ældre, end Kirkebygningen. I en Aſstand fra denne af 11 til 14 Alen har Kirkegaarden været indhegnet af et Steengjerde, som endnu er kjendeligt. Omtrent 92 Alen N.V. for Kirken ligge Tomterne af et Huus, som sædvanlig antages for den gamle Præstebolig, og som næst efter Kirken er det bedst bevarede der paa Stedet. Ved at udgrave det fandtes en Mængde Vegsteensstykker, der öiensynlig ere Brudstykker af Kar, som senere have været anvendte til Synkestene i Fiskegarn. Enkelte af dem ere betegnede med Kors. Blandt de övrige omliggende Ruiner maa endnu udhæves en cirkelrund Bygning, 22-24 Skridt i Gjennemsnit, af den Art, som man, uvist om med Rette, har antaget for Klokketaarne, da de gjerne træffes i Nærheden af Kirker. Dens Afstand fra Kirken er 2 til 300 Skridt; Murene, som ere opförte af utilhuggede Stene, ere endnu 1 til 24 Alen höie. Kakortok Kirken ligger paa en Slette, hvis Længde skal belöbe sig til 1000 Skridt og hvis Brede er henved 300 Skridt. Sletten begrændses mod Nord af lodretstaaende, omtrent 40 Fod höie Klipper, bag hvilke der hæve sig Fjelde af 3 til 4000 Fods Höide. Forresten udmærker Sletten sig aldeles ikke ved Overflod af Græs, tvertimod er den bevoxet med Vidier og Lyng; maaskee have dog Markerne i ældre Tid været rigere paa Græs. Heller ikke synes Fjordens nordvestlige og vestlige Bred at have haft andet Underland, end smaa Græssletter; man har derfor ogsaa kun et Par Steder fundet ubetydelige Ruiner, nemlig Vest for Næsset Noukkarsok og Kakortok, i Bugten Iterdlarsoak og nær ved Colonien Julianehaab. Ellers træffes ogsaa nogle Ruiner ved Kársoak paa Östsiden af Öen Akpaitsivik, som ligger i Kakortok Fjordens Munding. Ifölge et endnu levende Sagn hos Grönlænderne, skal Öen have faaet Navn af Akpaitsivik d.e. Löbestedet, fordi deres Forfædre her maatte flygte for Kablunakkerne (Nordboerne). Det siges nemlig, at disse levede længe i Kakortok Fjorden, eſterat deres Landsmænd vare udryddede i det övrige Grönland, og at de især skulle have haft Tilhold i Kakortok Kirken. Men da en Grönlænder engang dræbte en Nordbo, overfaldt Nordboerne til Gjengjeld en heel Deel Grönlændere, som boede paa Vestsiden af Akpaitsivik, og myrdede Kvinder, Börn og alle dem, der ikke vare saa heldige at undslippe ved Flugt. Striden var altsaa for Alvor begyndt. De flygtede Grönlændere begave sig til Narksak, imellem Tunnudluarbik og Sermelik Fjordene, hvor de en heel Vinter forberedede Hævnen. Mændene tildannede Buer og Pile, medens Fruentimmerne forarbejdede ganske hvide Sælhundeskind til Overtræk for Baadene. Om Foraaret roede de til Kakortok Fjorden, og da de havde naaet dens Munding, lode de Baadene drive for Vinden ind ad Fjorden. Nordboerne antoge de med hvide Skind overtrukne Baade for Isstykker og anede ingen Fare. Men om Natten samlede Grönlænderne en Mængde Lyng og Ener sammen om Nordboernes Huse og tændte Ild deri. Alle Nordboerne brændte inde, med Undtagelse af deres Hövding "Ungertok" eller "Ongartok", som var lige udmærket ved Styrke og Behændighed, og som sprang ud af et Vindue med sin Sön, en lille Dreng, under Armen. Senere flakkede Ungertok om under mange Farer – eengang maatte han endog, for at redde sit Liv, kaste Sönnen i en Indsö – indtil han endelig blev dræbt langt sydpaa. Om denne Begivenhed skulle Grönlænderne endog have haft en gammel Folkesang, der nu paa et enkelt Vers nær, er gaaet i Forglemmelse. Iövrigt fortælles et noget lignende Sagn om Igalikkoboernes Undergang. Deres Hövding siges at have heddet "Olave" eller "Olavik". Han skal have været meget riig, fornemmelig paa Kvæg. Tillige skal han have været saa stærk, at han kunde bære en Hvalros paa Ryggen eller en fuldvoxen Svartside (Phoca Grönlandica) under hver Arm. Nogle Grönlændere ville vide, at Fjorden er kaldet Kakortok o: hvid, fordi Kirken i gamle Dage skinnede saa hvid, at den saaes i temmelig lang Frastand. Andre der imod mene, at Fjordens lyse Bund maaskee snarere har givet Anledning til Navnet.

Tab. X. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)

En god Miil Vest for Julianehaab, gaaer en lille Bugt ind i Landet, i hvilken idetmindste een, aldeles sammenstyrtet, Ruin ligger paa Bredden af en Elv. Ikke langt fra dette Sted, som Grönlænderne efter en Klippehule (Karosuak) i Nærheden benævne Karosuarmiut (d.e. de der beboeden lille Klippehule), træſſes en meget stor Ruinhob ved Singitsok. Husene her synes at være ödelagte ved Ild; thi ved anstillede Eftergravninger fandtes ikke alene Kul, men selv Stenene vare i den Grad forbrændte, at de smuldrede bort. Ved Mundingen af Kangerluarsuk Fjorden under Fjeldet Nunarsoeitsiak sees nogle ubetydelige Huustomter ved Nunarsoeitsiak lgloko (d.e. Husene ved N.). Et af Husene er i sin Tid undersögt, dog uden at give det mindste Udbytte. Vest for Ruinerne, mellem Fjeldene, er der Spor af et Steengjerde, 30 Alen i Firkant. I Fjorden forekommer ikkun saare lidet Underland og fölgelig ogsaa kun faa Ruiner. Hidtil kjendes ikke andre, end tre Huustomter ved Siaglit, paa den nordvestre Side af Fjorden, omtrent en halv Miil fra dennes Bund. Den omgivende Slette er af ringe Betydenhed.

Ligesom Igalikko, saaledes har ogsaa Tunnudluarbik Fjorden været en af de i Fortiden stærkest bebyggede Fjorde i Grönland. Dette gjælder dog især om den nordvestlige Side, da den sydostlige neppe har haft synderlig Befolkning. Heelt ude fra Fjordmundingen ere Bredderne i en temmelig lang Strækning hverken beboelige eller tilgængelige; de ere saa bratte, at man endog kun vanskelig kan lægge til Land med Konebaad. Först i Nærheden af Bugten Poruk, der selv i Almindelighed er ubefarlig formedelst Is, forekomme adskillige svage Spor af gamle nordiske Huse, nemlig ved Kaglumiut, 3/4 Miil Vest for Igalikko, ved Iglorsoararsuk og Akkilliarusæk. Nord for den sidstnævnte Plads findes en for Grönland stor Slette, som gjennemströmmes af den störste Elv i Tunnudluarbik Fjorden. Længere mod Nord træffes atter Huustomter ved Kiektok. Dette Sted har nu lidet eller intet Græs; Underlandet er bevoxet med Vidier og Lyng. Stedet har selv i ældre Tid vist hört til de ringere; muligen have Husene ikke engang været andet end Hö- og Fiskerhytter. Ved Iterdlek og Kornok forekomme vel Ruiner i noget större Antal, men hvis Græspletterne ikke tidligere have været meget större og frodigere, end de nu ere, kunne disse neppe have givet noget stort Udbytte.

Tessiursak derimod, som ligger midtveis imellem Kornok og Fjordens Bund eller Kingoà, er af bedre Beskaffenhed. Det er taalelig godt forsynet med Kratskov af Birk og Vidie, og har Græsmarker, som i ældre Tid maae have været ret gode. Adskillige Ruiner træffes ogsaa her, deels paa begge Sider af to Elve, deels oppe paa et Fjeld og endelig tæt ved Stranden. Ruinerne ere dog for störste Delen ganske ubetydelige. Forhen vil man ogsaa havefundet Huustomter i det Inderste af Fjorden ved Kingoá, men de synes nu at være forsvundne. Imidlertid lade Omgivelserne formode en gammel Bebyggelse. Landet er temmelig græsrigt, har en forholdsviis god Birkeskov, i hvilken der findes Træer med Stammer af Tykkelse som et Laar, desuden en Deel Vidiekrat og har i det Hele et meget smukt Udseende. Fra de höie Fjelde inde i Tunnudluarbik styrter en bred, fiskerig Elv sig ud i Fjorden. Elven löber i saa stærk Fart, at det vilde være et voveligt Arbeide at sætte over den. Tidlig om Foraaret skal den overskylle næsten hele Sletten, og dens Löb er da endnu voldsommere. Utokarmiut er Navnet paa en ret anseelig Slette N.V. for Kingoá. Den synes ei at være meget græsrig, men er mest bevoxet med Lyng og Mos; dog findes der enkelte Steder ret godt Græs, Kvanner og en Mængde Syrer. Fjeldene der omkring ere meget steenrige og have saaledes neppe afgivet Græsgange. Som sædvanlig er der ogsaa en Elv, ved hvilken nogle, men aldeles forfaldne, nordiske Rudera findes.

Paa den nordvestlige Side af Fjorden ligge nærmest Syd for Utokarmiut i en ikke ringe Dal Ruiner ved Kordluktok. Et Par af dem ere af besynderlig uregelmæssige Former, og indeholde flere Afdelinger. I den ene har man endog villet see en Kirkeruin, hvilket dog turde være lidet sandsynligt, især da der ikke er fundet Spor til nogensomhelst Kirkegaard. Blandt de andre Huustomter have adskillige haft en Længde af omtrent 35 Skridt. Fra Fjeldene Vest for Kordluktok sees Sermelik Fjorden, og Afstanden er ikke större end at de gamle Beboere af Kordluktok og den nærmeste Egn i Sermelik kunne, især om Vinteren, paa et Par Timer have gjort Besögsreiser til hinanden. Underlandet ved Kordluktok er ret smukt, men Græsset temmelig henvisnet, hvilket vistnok er en Fölge af, at det aldrig bliver slaaet, hvorved det nye Græs kvæles af det gamle; Kvanner voxe her i Mængde. En Elv, som er rig paa Lax, af hvilke nogle ere 1 Alen lange, har ufejlbarlig givet Stedet Navnet Kordluktok (d.e. den betydelig slemme Elv); selv kaldes den ogsaa saaledes. Den styrter i brusende Fart ned fra de i Nord liggende höie Fjelde og deler sig ved sit Udlöb i ſlere smaae Elve. Ved denne Elv er Kordluktok adskilt fra Umiæksæt, hvor Nordboerne i sin Tid have haft Boliger. Underlandet har upaatvivlelig forhen været frugtbart, imidlertid er dog den vestligste Deel steenrig. Fjeldene vilde endnu kunne afgive gode Græsgange. Paa Sletten, hvor der foruden Græs voxer en Deel Kvanner og Vidier, ligge over 20 Ruiner. Tre af disse ere byggede op til en Klippeblok, der altsaa danner den ene Sidevæg i Husene. Vest for dem synes at have staaet en stor Bygning, af en næsten cirkelrund Form og henved 70 Skridt i Omkreds. Den skal ikke være ulig de runde Bygninger, som ovenfor ere beskrevne ved Igalikko o. l. St. Paa Sletten træſſes ogsaa enkelte store Indhegninger, ligesom i Igalikko. Opgangen fra Söen til Umiæksæt er meget vanskelig, da man maa klattre over löse Stene; tillands kan man derimod let komme til Umiæksæt fra Kaksiàrsuk, da det mellemliggende Land er fladt. Maaskee have ogsaa disse to Steder paa Grund af deres Nærhed i Fortiden - været forenede under eet Navn, men Kaksiàrsuk har dog aabenbart været det betydeligste. Kaksiàrsuk er nemlig en af de skjönneste, om ikke den skjönneste Plads i hele Grönland. Den har en betydelig Længde fra Öst til Vest og bestaaer af smaa Bakker, der danne yndige, græsrige Dale. Græs voxer overalt i saadan Mængde, at et ikke lille Antal Kreaturer vilde kunne overfödes her. At ogsaa Nordboerne gjerne have boet paa dette Sted, sees af de ved Elven liggende, talrige Ruiner, der nok ere Levninger af 20 til 30 oldnordiske Huse; desuden har der omtrent 150 Skridt fra Landingsstedet staaet en Kirke, hvis Omrids endnu ere kjendelige. Dens. Længde fra Öst til Vest er 24 Alen og dens Brede 13 Alen. Den har tildeels været opfört af til huggede Stene og er omringet af en Muur, hvis Afstand fra Bygningen er mellem 10 og 16 Alen. Kirkegaarden, som indesluttedes af denne Muur, har man ladet udgrave, hvorved der ikke alene fandtes Menneskebeen, men ogsaa Ligklæder.

Omtrent 1/2 Miil Syd for Kaksiàrsuk udbreder der sig atter en smuk, frodig Græsslette, som nu er stærkt over voxet af Kratskov. Oppe paa Fjeldene gives ogsaa gode Græsgange, som ere tilstrækkelige til at give mange Kreaturer Sommerföde. Stedet, som kaldes Nougarsuk (d.e. en Odde), synes at have været bebygget med to Gaarde, mellem hvilke en lille Elv dannede Grændsen. Ruinerne af de formeentlige Vaaningshuse ere noget större end de andre og have tillige været afdeelte i to, omtrent ligestore Værelser. Ogsaa ved Irvsumiut og Sidlisit (Kaglumiut?) ere tilsvarende frugtbare Sletter og gode Græsgange; paa det förstnævnte Sted har der neppe været mere end een, men paa den sidstnævnte Plads to eller tre Gaarde. Ved Mussæktok ligger endnu en enkelt Huustomt, men Syd derfor begrændses Fjordbredden af de höie Maagefjelde (Naiarsoit). Saasnart disse ophöre, træffes en anseelig Slette ved Epiutak. Den Deel af Jorden, der ikke er tilgroet af Vidiekrat, bærer meget tykt og höit Græs, og ovenpaa Fjeldet, i Dalene og Lierne, voxer ligeledes overalt det fine Bladgræs, der holdes for et ypperligt Foder til Kreaturer. Foruden 3 Ruiner, der ligge omtrent 200 Skridt fra Fjorden, og af hvilke den störste muligen har været et Vaaningshuus, findes der endnu to Huustomter længere mod Nord og Nordvest. Den ene af dem er anlagt paa en Klippe og har haft en Længde af 7 til 8 og en Brede af 5 til 6 Skridt. Indgangen og Vinduet have vendt ud til Söen. Da der har været saa god Udsigt hertil, turde Bygningen maaskee have været et Slags Udkigsted enten for Fiskeriets eller for mulige Overfalds Skyld. Enkelte, paa lignende Steder beliggende Bygninger ved Sirksardluktok og Kaksiàrsuk (i Igalikkofjorden) samt ved Kakortok, synes at være opförte i samme Öiemed. Ifölge Grönlændernes Udsagn, skal der endnu inde i Landet findes adskillige Ruiner og laxerige Indsöer mellem Epiutak og Irvsumiut.

Længere mod Sydvest ligger Korugungoak eller Tunnuarmiut ved en Bugt med et smalt Indlöb, som vilde kunne blive en fortræffelig Skibshavn. Det antages endog, at 100 Skibe paa eengang kunde ankre i Havnen. Underlandet er ikke af synderlig Betydenhed; de græsbevoxedeSletter ere baade smaa og temmelig maadelige. Inderst i Bugten forekomme nogle faa Huustomter, blandt hvilke een, som har været meget net opbygget, staaer med Mure af en Mands Höide over Jorden. Afstanden fra Tunnuarmiut til Epiutak er tilsöes henved 1/2 Miil, men om Vinteren, naar den ferske Sö, som er imellem Stederne, tillægges, er Veien over Land neppe 1/4 Miil. En Laxeelv löber fra denne Sö ned til Havet; ogsaa i Söen selv skulle Laxene undertiden gaae op. Ved Sivesokæt og IvingoIt træffes enkelte Levninger af europæiske Huse, som vistnok kun have været Fiskerhytter eller Höhuse. Alleryderst i Fjordmundingen, eller maaskee rettere mellem Tunnudluarbik og Sermelik Fjordene, og Vesten for det temmelig bratteForbjerg Nougarsuk, ligger Narksak d.e. jævn Mark. Omgivelserne svare ogsaa til Navnet. Jordbunden er just ikke af den bedste Art, men Sletterne og Græsmarkerne höre til de störste i Grönland.

Paa begge Sider af en Elv sees endeel Huustomter, nogle af 30 til 40 Alens Længde; een Ruinhob er 84 Al. lang og 32 Al. bred. I denne sidste har man opgravet flere smukke, flade Stene. Sydvest herfor er en Kilde, hvor Vandet fremvælder i Sandet; den har forhen været indhegnet. I en Bygning nær ved Landingsstedet, 35 Alen lang fra Öst til Vest og omtrent 9 Alen bred, træffes Grave, som ere opmurede af Stene, der slutte tæt til hinanden. Disse Grave, som tillige dækkes af store, flade Stene, indeslutte Skeletter og udgives almindelig af Grönlænderne for de gamle Kablunakkers Gravsteder. Man har derfor troet, at den nysnævnte Bygning kunde have været en Kirke; men det maa dog bemærkes, at tilsvarende Grave ere opdagede saavel i en anden nærliggende Bygning, som ogsaa ved Tunnuarmiut. Det er overhovedet tvivlsomt, om ikke Gravene ere af grönlandsk Oprindelse.

Tunnudluarbik Fjordens Bredder udmærke sig ikke alene ved rige Græsgange, som vilde kunne föde en stor Mængde Köer og Faar, men ogsaa ved Overflod af Brænde. Fjorden selv frembyder talrige Lax, Ulke, Torsk og Saraudlikker; af Sælhunde gives der ligeledes mange, især om Efteraaret og Foraaret. Ved Narksak og Noungmiut ere bekjendte Fiskebanker, hvor Rödfisk (Perca Norvegica), Kaleraglikken (Hippoglossus pingvis) og Netarnakken (Hippoglossus vulgaris) fiskes i betydelig Mængde. Af Fuglevildt forekomme Ryper, Vildænder og en stor Deel Maager og Tatterater, de sidste især paa det saakaldte Maagefjeld. Af Landvildt er der Harer og, som det berettes, inde i Landet tillige Rensdyr. Isen ligger temmelig længe i Fjorden, som ogsaa fryser meget tidlig til.

Ligeoverfor Narksak og ud for Sermelik Fjordens Munding, ligger en lang Ö, Tuktotók, som har noget Græs og Brændsel, men iövrigt er sumpig og ujævn. Paa dens östlige Kyst i Nærheden af et Par Elve har der forhen staaet en halvsnees Huse. Af Sermelik Fjorden synes den sydostlige Kyst i en lang Strækning ikke at have været bebygget af Nordboerne. Ved Isarok, hvorfra der er Overgang til Kaksiàrsuk i Tunnudluarbik Fjorden, ere de förste Ruiner forefundne. Landet mellem Isarok og Kaksiàrsuk beskrives som overmaade smukt. Allerede fra det förste Fjeld bag Kaksiàrsuk sees Sermelik Fjorden, og Veien hertil gaaer nu bestandig nedad over höiere og lavere Bakker. I forskjellige Retninger gjennemskjæres Bjergene af Smaa söer, hvorfra Elve til begge Fjorde have deres Udspring. Hist og her voxer Vidiekrat i 1 til 2 Alens Höide, og til langt ud paa Aaret prange Bakkerne med en i Grönland sjelden yppig Vegetation. I Baggrunden danne höie, med evig Is og Snee bedækkede Bjerge ligesom et Hegn om dette frugtbare Land. Egnen omkring Isarok er ogsaa meget græsrig, har godt Brændsel og skal i det Hele höre til de skjönneste Steder i Julianehaabs District. Blandt Huustomterne, der ere omtrent ti i Antal, men som ere spredte i 6 til 7 Klynger, med et Mellemrum af 100 og 200 Skridt, mene Grönlænderne at kunne paavise Levningerne af en Kirkebygning. Huset har idetmindste haft en Længde af 44 Alen fra Öst til Vest og en Brede af 17 Alen, og det har desuden været opfört af smukke, röde Stene. Uagtet Eftergravninger anstilledes i Ruinen, fandtes dog Intet uden nogle ret nette fiirkantede Stene med indhuggede Zirater. Af andre nordiske Mindesmærker sees ved Isarok, foruden adskillige Varder, en stor Indhegning, som paa den nordlige og vestlige Side er fast Klippemuur og iövrigt bestaaer af et vel bevaret Steengjerde, der mod Öst er 128 og mod Syd 106 Fod langt. Et Par lignende Indhegninger træffes længere mod Nord ved Tingimiut, ikke langt fra en Elv og omtrent 1/2 Miils Vei inde i Landet. Henved en halv Miil fra dem igjen ſindes en halvsnees Ruiner, der fordetmeste ligge enkeltviis, i en Afstand af 50 Skridt fra hinanden. Ikkun i et Par Tilfælde kunne baade Vaaningshuse og Udhuse paavises samlede. Af to Huustomter, som ligge tæt ved hinanden, har saaledes den ene kjendelig været en Staldbygning; 5 store Stene, der endnu staae paa deres Pladser, have dannet 5 Aflukker eller Baase for Kreaturer. Nord for denne Bygning löber en Elv. Egnen ved Tingimiut, som Grönlænderne i Skjönhed ville ligne med Igalikko, har i det Hele vistnok været meget skikket til Kvægavl. Dette gjælder ogsaa om de nordforbeliggende Steder Kakkaitsiak og TessiursàFsuk, hvis Skjönhed meget berömmes. At de have været stærkt beboede, vise de mange Ruiner, som endnu ere synlige. Kakkaitsiak har, föruden nogle Varder, omtrent tolv Ruiner, blandt hvilke to Staldbygninger med Levninger af Baase, og Tessiursàrsuk har henved tyve Ruiner. Paa den sydlige Side af Sermelik Fjorden forekomme endnu 1/2 Miil fra Tessiursàrsuk, ved Kangerdluak nogle Huustomter, men disse ere hidtil ikke nöjere undersögte. Et Par Smaaöer eller Holme i Fjorden Vest for Tingimiut frembyde ogsaa Tomterne af tre til fire Bygninger.

Det Inderste af Sermelik Fjorden bedækkes af en stor Isblink, og foruden denne skulle to mindre findes henimod Midten af Fjordens nordvestlige Side. Syd for dem træffes en Række Ruiner, som fortsætte sig heelt ned i Ikersoak eller Bredefjord, og som give et nyt Beviis paa, at de gamle Nordboere fornemmelig have anlagt deres Huse mod Syd, eller paa den nordlige Side af Fjordene. Ekalluit eller Ekalluarsoit, som er nærmest ved den sydligste Isblink, har allerede et ret smukt Udseende, om det endog ikke er saa græsrigt, som de ovenomtalte Egne paa den modsatte Side af Fjorden. Ovenpaa den sydvestlige Pynt af Landet var oprejst en Varde, der nu er omstyrtet. Henved 300 Skridt fra Landingsstedet begynde Ruinerne at vise sig og udbrede sig dernæst i et Antal af mere end 20 over hele Landet. Omtrent 100 Skridt Nord for en stor Elv sees blandt flere 4 Ruiner, byggede sammen i Eet; den förste er 18, den anden og tredie 14 og den fjerde 8 Alen lang, medens Breden er mellem 7 og 8 Alen. Karmæt, Sydvest for Ekallult har ikkun fire til fem ubetydelige Huustomter. Det er sumpigt og har vel noget Enekrat, men lidet Græs. Kakse synes at være bedre forsynet med Græs og Krat, ligesom ogsaa at være et fladere Land, men det har dog ikke synderlig flere Huustomter. Derimod træffes henved 15 Ruiner ved Kangerdluarsuk, uagtet det ikke er saa rigt paa Græs; det har en Deel Birke- og Enekrat og Overflod af flint Leer og Sand. Ved Narksarksoak, som ikke mangler Græs, forekomme de yderste Ruiner i Sermelik Fjorden, med mindre man vil ansee Ikersoak eller Bredefjorden, der nu tager sin Begyndelse, for at udgjöre en Deel af Sermelik. Dette turde maaskee være det retteste, da Ikersoak for sig alene nærmest er et bredt Sund og ikke nogen Fjord. I den Bugt, som skjærer sig ind Syd for Narksarksoak, findes mod Vesten enkelte Ruiner ved Tunno, en temmelig sumpig, med lidet Græs og Enekrat bevoxet Plads. Af samme Beskaffenhed er Landet ved Kangerdluak og Nulluk, som hver især have en halvsnees Ruiner, der ere anlagte nær ved Elve. Omtrent det dobbelte Antal Ruiner træffes endelig ved Kopitarmiut, hvor fire smaa Elve falde ud i Fjorden. Stedet har Overflödighed af Græs, saavelsom af Birke og Enekrat.

Ruinerne i Kopitarmiut ere de sidste betydeligere, man bestemt veed at paavise i Julianehaabs District. Rigtignok fortælle Grönlænderne, at ikke faa Levninger af europæiske Huse skulle findes i de to Fjorde, Immartinek og Sermitsialik, som Vest for Ikersoak gaae op i Landet. Men uagtet man i sin Tid har modtaget Löfte om disse tvende ubekjendte Fjordes Undersögelse, er man dog ikke istand til at meddele nogen Eſterretning om dem, enten i antiquarisk eller nogensomhelst anden Henseende. Det synes, at de Indfödte kun yderst sjelden besöge disse Isefjorde, og at maaskee aldrig nogen Europæer er trængt ind i dem, efterat Landet paany er blevet coloniseret.

Medens Julianehaabs District udmærker sig ved en overordentlig Mængde oldnordiske Mindesmærker, danner det nærmest norden forliggende Frederikshaabs District en stærk Modsætning dertil. Fjordene her ere rigtignok langtfra saa bereiste, som Julianehaabs Fjorde, men allerede Landets Beskaffenhed synes at have været mindre gunstig for en videre udbredt Bebyggelse. Fra Ikersoak eller Bredefjorden gaaer saaledes Isen i en betydelig Strækning opad mod Arksut Fjorden, enten lige til eller dog meget nær til Kysten. Omtrent Miil Syd for Arksut er der, ifölge Grönlændernes Udsagn, en temmelig lang og grundet Fjord, Ika, paa hvis Nordside nogle ubetydelige Ruiner siges at ligge. Sikre nordiske Ruiner forekomme tæt ved Sydsiden af Arksut Fjordens Munding. En smal Landstrimmel danner paa dette Sted en lille Bugt med en Dal, der kaldes Utokamiut (o: de gamle Beboere), og som indesluttes paa tre Sider af höie Fjelde; ikkun mod Syd aabner Dalen sig. Ved en lille Elv sees Tomterne af flere Huse, der have staaet nær ved hinanden. Dalen er overhovedet ikke meget stor og Vegetationen heller ikke stærk, saa dens gamle Beboere rimeligvis fordetmeste have ernæret sig af Fiskeri. Paa den modsatte Side af Fjordmundingen strax Vest for Forsöget Arksut, er en trang Dal, hvor nogle lignende forfaldne Huustomter træffes. Ved at rydde op i Ruinerne har man fundet enkelte Stykker forarbeidet. Vegsteen. I Nærheden var der forhen en Kratskov. Bagved Dalen hæver sig det majestætiske, skyhöie Kunnak Fjeld. Ved Foden af dette, længere mod Östen paa Fjordens Nordside, findes to Bugter, som kun ere adskilte ved ct Næs, og i dem to Dale, mellem hvilke en maadelig Fjeldstrækning danner Grændsen. Begge Dalene gjennemströmmes af Elve, men uagtet den vestligste Dal baade er störst og rigest paa Græs, synes dog kun den östligste at have været bebygget med et Par Huse; ikke langt fra Ruinerne af disse er tillige en med Stene udlagt Fiirkant, 10 til 12 Alen i Qvadrat, maaskee Grunden til en ufuldendt Bygning. Foruden et Par Ruiner ved en Elv, skal der endnu paa Fjordens Nordside, omtrent tre Mile inde, være en Huustomt ved Iglorsoit eller Iglorsoak (d.e. det store Huus). Den ligger paa en Landtunge nær ved en Samling af Rönnetræer, Ener, Elle- og Birketræer; de sidste skulle undertiden naae en i Grönland temmelig anseelig Höide.

I Kvannit Fjorden, Nord for Arksut, er Kysten for detmeste overalt steil og ujævn. I hele Fjorden gives der for ogsaa kun een eneste Dal med 5 til 6 Ruiner. Denne Dal, som ligger paa Nordsiden af Fjorden, har vel ikke stor Rigdom paa Græs og Riiskrat, men udmærker sig ikke destomindre ved sin usædvanlige Skjönhed. Den er omgivet af höie, steile Fjelde, der tildeels ere bedækkede med smaa Isblinke; fra en större Isblink i Baggrunden nedrinder en Elv, og ligeoverfor i Sydvest hæver sig det vældige Gunnak Fjeld. I de næste Fjorde Tikselik og Narksalik eller Sermelik, er der ikke hidtil opdaget Levninger fra de gamle Nordboere. I Narksalik, fortæller et grönlandsk Sagn, efterlode Grönlænderne i sin Tid Koner og Börn, da de droge Sönder paa, for at overfalde de Christne i det nuværende Julianehaabs District. Stedet hedder derfor paa Grönlandsk: "Ventestedet”. Med Undtagelse af en enkelt, tvivlsom Ruin, som forhen skal være seet inderst i en lille Fjord Sydost for Colonien Frederikshaab, har dette District, saavidt man hidtil veed, ikke flere Ruiner at opvise.

Fiskenæssets District kan neppe have været mere bebygget af Nordboere i Fortiden, end Frederikshaabs District. Det indeholder nemlig kun to Fjorde af nogen Betydenhed og i disse alene tre Steder med nordiske Ruiner. Mellem 2 og 2 1/2 Mile ind i Aglomersæt Fjorden udbreder der sig paa den sydlige Side, ved en lille Bugt, en ret smuk Slette af saa god Beskaffenhed, at der nok vilde kunne holdes Geder og Faar paa den. Omkring paa Sletten ligge Levninger af adskillige Huse; Ruinernes Mure bestaae, mærkeligt nok, tildeels mest af Leer, og kun af faa Stene. Indenfor Murene findes overalt Trækul. Paa et lavt Fjeld, der adskiller Sletten fra den nysnævnte Bugt, sees nogle Grave, der muligen turde hidröre fra de gamle Nordboere, da de ere större end Grönlændernes sædvanlige Grave. Og saa Levninger af en Varde vises paa en Höi der i Nærheden. Grönlænderne omtale endnu nogle enkelte Ruiner ved Ekalluit, en Miils Vei oppe i Fjorden; men deres Beretnings Sandhed er hidtil ikke bleven prövet af nogen Europæer

Saagodtsom alle de ovenfor beskrevne Ruiner i Sydgrönland ere i den Grad blandede mellem hinanden og desuden som oftest i den Grad forstyrrede, at man ikke uden med den störste Usikkerhed vil kunne afgjöre, hvilke der tilsammentagne have udgjort en Gaard og hvilke alene enkeltliggende Huse. Dobbelt interessant er det derfor i Fiskerzondes at træffe fire Ruiner, som efter al Sandsynlighed ere Levninger af en enkelt Gaard. Paa en Slette eller i en Fjelddal paa Nordsiden af Fjorden sees nemlig Tomterne af 4 Huse, blandt hvilke det nordlige kjendelig har været et Vaaningshuus, 30 Alen langt og 8 Alen bredt. Indgangen har i Syd fört til en stor Stue, som optager Husets östlige Ende, medens den vestlige er afdeelt i to mindre Værelser: Fra Storstuen har der tillige gaaet en Dör til en lille Udbygning mod Nord, som synes at være senere opfört. Öst og Vest for dette Vaaningshuus, der har været bygget af temmelig store, men uregelmæssige Stene, med Mure af 1 1/2 til 1 1/4 Alens Tykkelse, ligge Ruinerne af to smaae, næsten firkantede Huse, indvendig omtrent 4 Alen lange og 3 Alen brede, som vistnok have været benyttede til Forraadshuse. Et större Huus, henved 20 Alen langt, har ligget Syd for Vaaningshuset, men i modsat Retning, fra Syd til Nord; det synes at have tjent som Stald for Kvæget. Uagtet det nemlig neppe er tvivlsomt, at de gamle Beboere af denne Fjelddal især have ernæret sig af Kvægavl, er Sletten dog saa gold og sandet, at kun nogle Faar eller Geder der vilde kunne finde tilstrækkelig Græsning. Men höiere oppe til Fjelds, fornemmelig i de mod Syd vendende Klöfter af Fjeldene paa Dalens Nordside, voxer Græsset frodigere tilligemed Angelica, Cochleare og andre Urter, som ogsaa kunde bruges til Föde for Kvæget. Baade Fjeldene og Sletten have tildeels været bedækkede af Kratskov. Iövrigt have Beboerne af dette Sted vistnok paa flere Maader indsamlet Næringsmidler. Saaledes have de upaatvivlelig drevet Fiskeri i nogle Indsöer i Nærheden og i to Elve, der fra dem tildeels gjennemströmme Sletten. Rensdyr vise sig af og til paa Fjeldene ved Ruinerne, saa Jagten maaskee heller ikke har været ubetydelig. Vigtigere har dog Fiskeriet og Jagten ude paa Fjorden været. I Fjorden falder en overordentlig stor Mængde Torsk, saakaldte grönlandske Sild (Mallotus arcticus) og andre Fisk, hvorefter Fjorden ogsaa har faaet Nayn af Fiskefjorden. Paa Vinterisen, som gjerne bliver liggende længe i Fjorden, samler der sig desuden en heel Deel Sælhunde, og endelig har der paa et Fuglefjeld ved Fjorden, hvor den lille Maage (Larus tridactylus) bygger i uhyre stort Antal, været fortrinlig Leilighed til Indsamling af Æg.

Af nordiske Oldsager har man i Fiskefjorden fundet en ganske lille, nogenlunde firkantet Slibe- eller Hvæssesteen af röd Jaspis, med et Öie i den ene Ende, og altsaa bestemt til at bæres hængende, maaskee ved Siden af en Kniv, ligesom Skik og Brug forhen var paa Færöerne. I Fjorden er ogsaa opgravet noget Klokkemalm, hvoraf man har villet slutte sig til, at der her skulde have været anlagt en Kirke. Men det er vitterligt, at lignende Stykker Klokkemalm træffes spredte over hele Sydgrönland, selv paa Steder, hvor ellers ingen nordiske Ruiner forefindes, f. Ex. i Narksalik Fjorden. Til saadanne Egne ere de sikkert bragte af Grönlænderne, som efterhaanden have omgravet de fleste, eller vel rettere alle nordiske Ruiner, for i dem at finde Söm og andre Jernstykker. Det er ogsaa aabenbart især af denne Grund, at de i nyere Tid, navnlig af Oldskrift Selskabet foranstaltede Udgravninger af nordiske Ruiner have givet saa lidet Udbytte af Oldsager.

Tab. XII. Kort over den deel af Godthaabs district, som antages fornemmelig at have udgjort de gamles Vesterbygd. H.P.C. Möller, 1840. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)

Næst efter Julianehaabs District har Godthaab District kjendelig været stærkest befolket af de gamle Nordboere, hvorom de mange Ruiner i Baals-Revier, eller Amaraglik Fjorden og Godthaabs Fjorden, ere talende Vidner (jævnför Kortet over Ruinerne i Godthaabs District Tab. XII). Den 8 Mile lange Amaraglik Fjord er fra Mundingen af i en temmelig betydelig Strækning begrændset af meget höie sorte Fjelde, der ikke alene gaae steilt ned ad mod Fjorden, men endog paa flere Steder helde ud over den. Et Par Mile inde paa Sydsiden træffes vel i Bugten Itiblik Levninger af et gammelt Huus, men da det kun er omgivet af lidet Græs og smaat Krat, har det maaskee neppe tjent til stadig Beboelse. Snarere turde det være brugt som Tilholdsted for Beboerne af Fjordens Indre, naar de dreve Fiskeri i Havet og samlede Drivtömmer, Æg og Ederduun paa Öerne. Ved Ruinerne er en god Laxeelv, og Multebær samt Kræke- og Blaabær voxe der i Overflödighed. Fra Itiblik ér Overgang til EkalluIt eller Præstefjorden. Ligeledes paa Sydsiden af Fjorden, men adskillige Mile længere inde, træſſes Ruiner ved en stor Bugt, benævnt Ekalluit (d.e. Laxörreder). Underlandet her er smukt og ſladt. Huustomterne ligge deels mod Sönden paa et sumpigt og slet Sted, mellem to Elve, deels mod Öst ved en god Laxeelv, der har givet Bugten Navn. En Mark ved Siden af har kjendelig forhen været dyrket; paa Sletten findes gode græsbegroede Enge, Kratskov voxer i Nærheden, hvortil kommer, at Stedet er den bedste Sildeplads i Amaraglik.

Længst inde deler Fjorden sig i to Arme. Ved den sydligste, som skjærer temmelig dybt ind i Landet, ligge et Par store Huustomter; forbi den ene af disse löber der en stor Laxeelv. Denne Elv siges at være Aflöbet af en Sö oppe i Landet, der nu er tildækket af Isblinken. Da Elven stundum, idetmindste forhen, skal have fört store Tömmerstokke med sig, mene Grönlænderne, at Nordboerne have boet höiere oppe, hvor nu Isen skjuler Landet, og at de der have haft en stor Bygning, hvilket naturligvis er overmaade usikkert. Ved den nordlige Arm frembyder der sig en lille langagtig Slette med en smal, sandig Strandbred. En Elv begrændser i Nord Sletten, som hist og her er bevoxet med Grupper af Pilebuske og enkelte Dvergbirke. Idetmindste et Stykke af Sletten synes tidligere at have været dyrket. De störste Levninger af en Bygning træffes ved Fjordbredden og saa tæt op til den, at Vandet undertiden næsten aldeles bedækker dem. Ved Jordens Bortskylling er der blottet en Deel Menneskebeen, som efter Grönlændernes Paastand, ere Been af de gamle Kablunakker. At der har været en Kirkegaard her, kan man med en temmelig Grad af Sandsynlighed antage. Omtrent midt paa Sletten sees Tomterne af en enkelt stor Bygning eller af tre forskjellige, med hinanden forenede Huse. Fra Sletten förer en Gangsti gjennem en ret smuk Dal op til en Indsö, hvorfra en Elv löber mod Nord. Over Elven har der af Nordboerne været lagt en Bro af store flade Stene med en smal Aabning i Midten til Vandets Udlöb, men den er nu forstyrret af Isen. Paa den anden Side af denne Bro, Nord for Söen ligge, foruden Tomterne af 2 adskilte Huse, Ruinerne af 5 Huse, der have været byggede i eet paa sàmme Maade som Bönderne endnu bygge ved Sökanten i Island (see Afbildningen hos Thorhallesen S. 31); for disse Huses Skylder altsaa Broen nærmest bleven opfört; den har dog ogsaa kunnet være til Nytte ved Laxeſangsten. En nyere Reisende har truffet et Par store Huse N. for Söen, men det er uvist, om de ere forskjellige fra de nys omtalte. Nordsiden af Amaraglikfjorden har ikkun haft faa Beboere i Fortiden. Enkelte höist ubetydelige Ruiner forekomme ved Niakorsæt, Nunangiæt og lkerasek; men Underlandet paa disse Steder er saa ringe, at Indbyggerne vistnok mest maa have levet af Fiskeri. Noget större Græsmarker omgive enkelte, forresten ogsaa ubetydelige, Ruiner nederst i den Bugt, som Fjorden afsætter Öst for Ikerasek. Iövrigt skal Fjordens Nordside, som vender imod Solen, yde et ret smukt Skue. Dalene og Bjergsiderne ere bevoxede med Krat og alleslags Urter, Rosmarin, Timian og desl., medens de paa den modsatte Fjordbred ere kun overgroede med Mos.

Fra Amaraglikfjorden kan man paa flere Steder over Land komme til Godthaabsfjorden, saaledes t. E. fra Bugten Nulluk, Öst for Ikerasek., til Korok i Godthaabsfjorden, hvor adskillige Ruiner skulle forefindes, og fra Bunden af Amaraglikfjorden forbi de ovenomtalte Ruiner over til nogle andre Ruiner i Bunden af Kappiselikfjorden, der er den sydligste af de tre Arme, som Godthaabsfjorden tilsidst deler sig i. Ved Kappiselik ere gode Græsmarker, men ringe Kratskov. Den Mark, som nærmest omgiver Ruinerne har tydelig været gjödet og dyrket. Tæt ved Stranden synes de gamle Beboere at have opfört en Bygning, for deri at törre Fisk, af hvilke der her falder en temmelig betydelig Mængde. Fra Kappiselik Fjorden er der igjen Overgang til Ruiner i en Bugt ved Nunartorsoak i Ujararsoak Fjorden, den mellemste af Godthaabs-Fjordenes Arme. Inderst i Ujararsoak Fjorden træſſes Ruiner ved Naviangoæt og Nörd derfor ved Ujararsoak. Blandt Ruinerne paa det sidstnævnte Sted findes Levninger af en Kirkebygning, der udvendig har været henved 10 Alen i Firkant; Murene, som ere byggede af flade Stene, ere endnu henved 4 Alen höie og 1 Alen brede. Over Indgangen er lagt en 3 Alen lang Steen. Strax östen for sees en Indhegning, 48 Alen lang og 36 Alen bred, som udentvivl har været Kirkegaarden. Flere Huustomter ligge paa Sletten, som nu er overgroet med Lyng og Krat, men som forhen har været gjödet og dyrket. En Laxeelv, der flyder Syd for disse Ruiner, er paa begge Sider godt bevoxet med Kratskov og Græs. At Jagt, især efter Rensdyr, vistnok har været en vigtig Erhvervskilde for de gamle Beboere af Ujararsoak, fremgaaer deraf, at de höit tilfjelds, et Par Dagreiser i ostnordostlig Retning fra Ujararsoak, synes. at have haſt Hytter til at overnatte i, medens de om Sommercn opholdt sig der, for at jage efter Rensdyr. Disse Hytter, hvoraf man endnu seer et betydeligt Antal, skjöndt meer og mindre ruinerede, ere deels rundagtige, deels firkantede og alle opförte af lutter Stene, uden mellemliggende Jord eller Törv. I de fleste Hytter ere Murene ikkun byggede af middelmaadig store Stene, der ere omhyggelig lagte paa hinanden; i de övrige derimod bestaae de af store, flade Stene, der ere reiste paa Kant og saa tæt sammenstillede, at der kun paa enkelte Steder behövedes mindre Stene til at udfylde Mellemrummene. Murene ere omtrent kun 1 Alen höie og paa det tykkeste Alen. De störste Hytter ere indvendig henved 2 1/2 til 3 Alen lange og 2 1/2 Alen brede. Over den Aabning i Muren, der har tjent som Indgang, ligger altid en stor flad Steen; undertiden er der til Aabningen i Muren föiet en lille Gang af 1. Alens Længde. Hytterne have nu intet Tag, men det er rimeligt at de tildækkedes med Skind, naar de bleve benyttede til Natteleie. Stedet, hvorpaa Hytterne staae, kaldes af Grönlænderne, med Hensyn til de herværende Levninger fra de gamle Kablunakker, Kablunaitsiak. Det er et Fjeldstykke, som er omtrent 3000 Fod over Havets Overflade, men dog kun lidet ophöiet over det egentlige Fjeldplateau, der har en temmelig betydelig Udstrækning, og paa flere Steder altid er bedækket med Sneepletter, hvorfor ogsaa dets Vegetation er yderst sparsom. Isærdeleshed den Strækning af Plateauet, der ligger nærmest ved den store Isbræ, som aldeles bedækker det Indre af Landet og som ikkun er Miil borte fra Hytterne, er næsten ganske opfyldt med Grus fra de derværende forvittrede Fjeldstykker; ikkun paa enkelte Steder, hvor det gjennemsivende Sneevand giver nogen Væde, træſfes flere eller færre Væxter. Paa tre Sider omgives Plateauet af to store Söer, af hvilke den ene, der tildeels hele Aaret er bedækket med Iis, stöder op til Isbræen, hvorfra större og mindre Stykker udkalve. I ingen af Söerne skal der, efter Grönlændernes Sigende, findes Fisk. Landjorden er i disse Höider heller ikke rig paa levende Væsener; thi kun om Sommeren söge Rensdyrene saa höit op, mod Vinteren derimod forlade de atter disse Steder og söge ned i Fjelddalene og til de lavere Fjelde ved Kysterne. Det er ogsaa alene for Rensdyrenes Skyld, at Grönlænderne om Sommeren drage did; paa disse Jagter benytte de da gjerne de gamle Hytter til Natteleie, hvorfor de have tættet Væggene med Mos.

Det vil heraf lettelig sees, at disse Hytter umulig kunne have været brugte som Vinterhuse af tidligere derboende Grönlændere. Allerede Stedets Beliggenhed gjör det utroligt, at Mennesker og mindst Grönlændere, der formedelst deres Erhverv maae boe ved de ydre Kyster, skulde, saa nær ved Polarcirkelen, have faste Boliger i en saadan Höide over Havfladen (3000 Fod) og i en saadan Örken. Hytterne ere desuden saa smaa, at selv de störste af dem ikke kunne rumme flere end 5 til 6 Mennesker i liggende Stilling; ingen vilde være istand til at staae opreist i dem, uden at deres Skinddække maatte aftages. I adskillige af de mindre Hytter kunde kun 2 til 3 Mennesker faae Plads. Endelig afvige Hytterne fuldkommen ved deres særegne Bygning fra de grönlandske Huse og Sovesteder, som over hele Landet saavel paa Vest- som paa Östkysten, aldrig ere opförte af Stene, men bestandig af Stene, blandede med Jordtörv, eller hvor ikkun faa Stene haves f. Ex. ved Umanak, alene af Jordtörv. Enkelte Steder, hvor der forhen har været drevet Hvalfangst og hvor der endnu fanges Narhvaler og Hvidfisk, bruges istedenfor Stene Ryghvirvlerne af disse Dyr, ja af Hvidfiskene benyttes ogsaa stundum de noget sönderslagne Cranier paa den Maade. Hvad der endnu taler for, at Folk af en anden Nation, end den grönlandske, maa have besögt dette Sted, er, at der i Nærheden ligger en stor Hob Klippestykker og blandt dem noget Vegsteen, af hvilket der ved Hjælp af Jernredskaber, Meisler eller deslige kjendelig er udhugget store Stykker. Grönlænderne have neppe foretaget disse Udhugninger. Fra deres Jagtpartier i det Indre af Landet medbringe de enten lidet eller slet intet af de dræbte Dyrs Kjöd, da i Almindelighed Skindene alene give dem nok at bære paa. Det er derfor ikke rimeligt, at de skulde saa langtfra have baaret Vegstenen, som de betydelig lettere vide at forskaffe sig ved Kysterne.

Naar undtages enkelte uvisse Ruiner, som efter Grönlændernes Beretning skulle findes ved Irisartok, kjendes der endnu kun paa eet Sted i Fjorden nogle overgroede Ruiner, nemlig ved Iglorsoit. De ligge ikke ret langt inde i en Bugt, i hvilken en betydelig Elv har sit Udlöb, paa en temmelig stor, hist og her med Græs og Vidiekrat vel bevoxen, Landtunge. I en mindre Bugt, Öst for denne, sees en stor Steenfælde, som af Grönlænderne tilskrives de gamle Nordboere. Den er indvendig 2 1/2 Alen lang, 1 Alen bred og 1 1/2 Alen höi og altsaa langt större, end de sædvanlige grönlandske Rævefælder af Steen. Ligesom i disse bestaaer Dören af en stor Steen. Tre lignende Steenfælder skulle endnu findes i samme Fjordarm.

Af Oldsager er der i Godthaabs District opgravet adskillige Stykker forarbejdet Vegsteen og navnlig endeel af de saakaldte Synkestene til at sænke Fiskesnörer og Garnmed. Paa et af Stykkerne, som er afbildet Tab. X Fig. 9. er skarpt og tydeligt indhugget en Figur, der ligner Runen ᚵ (punkteret) og blandt de övrige udmærke sig en i Midten gjennemboret Skive og en Steen i Form af de saakaldte Steendopper (Tab. X Fig. 10), som ikke sjelden ſindes i vore Gravhöie. Kun er Hullet i den grönlandske Dop noget mere udvidet forneden, end i de her fundne. Det maa heller ikke lades uberört, at der ifölge fleres Udsagn, skal findes en mærkelig særegen Fortidslevning inde i Kappiselik Fjorden, nemlig en stor rund Vegsteenskjedel, 3/4 Alen i Diameter med to Hanke, der staaer nedsjunken i Jorden indtil Randen. Klippen, hvoraf den er udhugget og hvorfra den skal være rullet et Stykke ned, vises endnu. Ved Nedrullingen har den formodentlig slaaet den store Revne, som sees i den og som vel har bevirket, at den aldrig er bleven fuldfört.

I hele Sukkertoppens District har man hidtil ikke kunnet paavise en eneste sikker Levning fra de gamle Nordboere. Kun et ustadfæstet Rygte beretter om Ruiner inde i Isertok Fjorden, noget Syd for Colonien Ny-Sukkertoppen. Derimod længere mod Nord i Holsteinborgs District synes der idetmindste forhen at have ligget virkelige, nordiske Ruiner i Bunden af den nordligste og længste Arm af Ikkertok Fjorden, hvor der siges at være en stor Slette ved en Elv. Forskjellige Oldsager skulle i sin Tid være opgravede af Ruinerne”. Höiere oppe mod Nord har man hidtil ingensinde truffet Spor af, at de gamle Nordboere der have haft faste Bopæle. Imidlertid gives der dog i Grönlands nordligere Egne et Par Mindesmærker, som tyde hen paa, at Nordboerne til enkelte Tider kunne have opholdt sig her, vel isærdeleshed for Jagtens og Fiskeriets Skyld. Det ene af disse Mindesmærker er dog af noget uvis Oprindelse. Det er en Steenfælde, som staaer nær Havkysten i en lille Bugt ved Enden af Waigattet, der adskiller Disko Eyland fra det faste Land, ikke langt fra Forsöget Norsoak. Den er reist af store graaligsorte prismatiske Basaltstene, som forekomme der i Nærheden. Indvendig er den endnu 3 Alen höi og med en mod Östen tilbygget Indgang 4 Alen lang; Fælden selv er 1. Alen bred, medens Indgangen ikkun er halv saa bred. Den udvendige Længde af hele Fælden er 6 1/2 Alen og Breden 5 Alen. Paa Grund af disse betydelige Dimensioner maa den sidste antages for at være indrettet til en Fælde for större Dyr, f. E. Isbjörne, som undertiden om Vinteren komme ned paa disse Höider, idet mindste kan den ikke forvexles med de langt mindre Steenfælder, hvori Grönlænderne fange Fjeldræven. Den synes i det Hele at være af altfor colossal Bygning til at være opfört af Grönlænderne; derimod ligner den meget de övrige Steenfælder i Grönland, som af de Indfödte henföres til de gamle Nordboere.

Af utvivlsom nordisk Oprindelse er derimod en lille Runesteen, der, mærkeligt nok, er fundet paa Kingiktórsoak, under 72° 55" n. Brede, omtrent 4 Mile NV for det nordligste danske Etablissementet Upernivik. Stenen er afbildet i naturlig Störelse paa Tab. lX Fig. 3; den er af en sortegrön Farve og har fölgende Indskrift, som med et skarpt Instrument er indridset paa den glatte Flade: ELLÍNGR∙SIGVAÐS:SON:R∙OK∙BJANNE:TÓRTARSON: OK ENRIDI∙OSSON:LAUGARDAG∙INN:FYRIR∙GAGNDAG HLÓDU∙VARDA TE∙OK RUDDU (d.e.. RITU) MCXXXV(?) d.e. Erling Sigvatssön og Bjarne Thordarsön og Endride Oddsön opförte de(nne eller disse Varde(r) Löverdagen efter Gagndag (den 25 April) og ryddede (Pladsen) eller indridsede (Indskriften) 1135. Den förste Læsemaade "ryddede" (Pladsen) er vistnok ikke sandsynlig, da man neppe tör troe, at de Gamle opholdt sig der saa længe, at de skulde have ryddet Pladsen; desuden vilde det vistnok kun medföre liden eller ingen Fordeel at rydde en Plads i en saa öde og saa höit mod Norden liggende Egn. Hensigten med Indskriften synes saaledes at have været den, at bringe Erindringen om et eventyrligt Tog og sammes Deeltagere til Eſterverdenen.

De oldnordiske Mindesmærker i Grönland vise altsaa, at Nordboerne i Fortiden isærdeleshed have bebygget Julianehaabs District og der igjen mest Igalikko, Kakortok, Tunnudluarbik og Sermelik Fjordene, men at de kun i ringe Antal have nedsat sig i Frederikshaab og Fiskenæssets Districter; hvorimod de atter synes at háve været temmelig talrige i Godthaabs District, i Amaraglik og Godthaabs Fjordene. Nord herfor have de enten kun ganske enkeltvis eller slet ikke haft faste Bopæle. Ruinernes Beliggenhed og Omgivelser oplyse endvidere, at de gamle Nordboere vel i nogle Tilfælde maae have levet af Jagt og Fiskeri, men at de dog i Regelen tillige have drevet Kvægavl, ja paa sine Steder, f. E. i Igalikko, mulig endog haft nogen, skjöndt naturligviis ubetydelig, Kornavl.

Den ovenfor S. 812-15 indrykkede Skildring af de, med Rette berömte, nordiske Ruiner i den nordre Arm af Igalikko Fjorden indeholder adskillige Angivelser af disse Ruiners Beliggenhed, som ere mindre nöjagtige og derfor trænge til Berigtigelse. Dette er tildeels en Fölge af, at der til Udarbeidelsen af denne Beskrivelse har været benyttet Indberetninger, som opgive Ruinernes Beliggenhed efter Compasset, uden at tage Hensyn til den i Grönland meget betydelige Misviisning. Igalikkos Korskirke har, ligesom den smukke lille Kirke i Kakortok og sandsynligvis alle de af de gamle Nordboer i Grönland opförte Kirkebygninger, været orienteret; Choret har vendt ud imod Fjordarmen, der i nordlig eller nordnordvestlig Retning gaaer op i Landet. Levningerne af de tildeels meget lange og smalle Bygninger, som nærmest have omgivet Korskirken, vise, at disse ligeledes have ligget i det retvisende Vest og Öst. Dette gjælder ikke blot om den mindre Bygning med de tvende Indgange paa Sydsiden, der har stödt umiddelbart op til den sydlige Kirkegaardsmuur ved dennes östlige Ende, men ogsaa om den 69 Alen lange og 12 Alen brede Bygning, der ligger lige östen for Kirken, og om den endnu betydeligere, 100 Alen lange, men ligeledes ikkun 12 Alen brede, Bygning, som vi træffe noget sönden for Kirken. Lige i Nord for denne, men i en betydeligere Afstand, ligge Levningerne af den gaadefulde Rundbygning, der her, ligesom i Kakortok, optræder i en utvivlsom Forbindelse med den fordums Kirke.