Polarræv – Foto: (CC.) Wikimedia
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
28. Atalianguak, som blev gift med en Ræv
i Menneskeskikkelse og sov en heel Vinter
Atalianguak, en gammel Ungkarl, var en udmærket duelig Fanger og boede sammen med en Mængde Sødskendebørn i et stort Huus. Han holdt en Baad med hvilken han om Sommeren pleiede at gaae paa Loddefangst. Han pleiede da om Morgenen at fiske Lodder og lægge dem op til Tørring og derpaa gik han Dagen over i Kajak efter Sælhunde. Engang da han saaledes roede hjem i Kajak og nærmede sig sit Telt, saae han til sin Forundring en smuk lille Qvinde staae ved samme. Hun var iført hvide Støvler og havde sin Haartop frisk opbunden. Atalianguak listede sig op, tog hende ind i sit Telt og fik hende til Hustru. Efter endt Loddefangst begav han sig paa Tilbageveien, og nu havde han sin Kone til Roerske og var selv Styrer. Underveis saae han en Kajak komme dem imøde, hvorfor han lod sin Kone krybe i Skjul under Reisegodset. Men Kajakmanden var den mellemste af hans Sødskendebørn, og for disse havde det allerede rygtet sig, at Atalianguak havde faaet en Kone. Det hjalp altsaa ikke at Atalianguak nægtede at have en Kone i Baaden, thi Kajakmanden opdagede hende strax, og da hun saa atter satte sig op og roede til, var Atalianguak nær faldet bag over paa Grund af Farten. Om Efteraaret flyttede han atter tilligemed sin Kone ind i det store Huus hos Sødskendebørnene. En Aften hændtes det, at Konen sprang op fra Brixen og gik udenfor, men idet hun gik forbi en af de andre og han mærkede Luftens Viften fra hende ved Bevægelsen, sagde han: »hvad var det dog for en underlig Lugt der kom?« Hans Huusfæller bade ham endelig tie stille og ikke fornærme hende, da hun ikke var et almindeligt Menneske. Alligevel hændtes det samme atter engang, og da Konen, som var traadt ud paa Gulvet, hørte tale om Lugten, foer hun pludselig ud af Huset, og idet hun smuttede ned i Huusgangen bemærkede man en Rævehale bag ved hende. Atalianguak løb efter hende, forfulgte hendes Spor og kom op ved en Indsø til Indgangen til en Rævehule, i hvis Indre han saae Lys og opdagede sin Kone siddende paa en Brix. Han raabte ind: »jeg fryser, lad mig komme ind til dig.« — »Kom kun ind« — »Men hvorledes skal jeg slippe igjennem?« - »Naar du puster ind gjennem begge Indgangene gaaer det let.« — Saaledes gjorde han da, kom ogsaa ind, satte sig ved sin Kones Side og sagde: »jeg fryser, opvarm mig.« I det samme opdagede han at den forreste Væg var heelt fuld af Kryb, nemlig almindelige Fluer, Møgfluer, Mariehøner og Orme. Hans Kone løftede Hovedet op og sagde til dem, at de skulde dysse Atalianguak isøvn. Derpaa sang de: »Atalianguak, sov, sov, til Foraaret skal du atter opvaagne.« Og Atalianguak faldt i Søvn og vaagnede først igjen formedelst en naturlig Trang, og da han kom udenfor, stod Solen høit paa Himlen, og i det han krøb ud af Hulen sværmede det med Fluer og Myg. Da han lod sit Vand, blev det til en heel Elv. Han begyndte fra den Tid atter at leve efter sin tidligere Skik og tænkte ikke mere paa Qvinder. Det var ganske rigtigt, at han var faldet i Søvn om Efteraaret og først vaagnet om Foraaret.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 68-69