Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 15.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Femtende Sang

Bjovulvs Farvel med Sagn om Gothe-Kongen Hrædel og Hans Sønner.


Nyt om Land der spurgtes nu,
Da i Morgenrøde
Gothe-Kongen gram i Hu
Dragen gik at møde!
Ene dog ei gik af Gaard
Helten, men selv Tolvte,
Vidste nu og paa et Haar,
Hvem Ulykken voldte:
Gierningen var kommet op,
Karret bragt for Dagen,
Holde maatte da og Trop
Han, der stjal fra Dragen;
Som den Trettende i Flok
Med var han i Skare,
Vei han viiste, nødig nok,
Bange som en Hare;
Trællen bitterlig fortrød
Nu sit Vovestykke,
Vented sig den visse Død
For sin Tyve-Lykke;
Maatte dog i Spidsen gaae
Did, hvor Bølgen brummed
Og i Storm mod Klipper graa
Væted sig og skummed,
Did, hvor Underværker nok,
Kostbarheder laae i Flok,
Men bag svære Bomme:
Af Ilddragen under Muld
Kiøbtes her det røde Guld
Kun i dyre Domme.
 
Nu paa Næsset under Fjeld
Drotten gik til Sæde,
Sagde Vennerne Farvel
Kiækt, dog ei med Glæde;
Sad Valkyrien og nær,
Som, ei for det bedste.
Vilde i den Herrefærd
Ham med Æren giæste,
Vilde nu, trods Hjertebaand,
Helten saa udstykke,
At i Kæmpe-Kiød Hans Aand
Brat holdt op at bygge!
Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,
Saa tog han til Orde:
„Med paa Val i Vaabendøn
Selskab tit jeg gjorde,
Voved mig i Ungdomsaar,
Er dog gammel blevet,
Mindes, som den Dag igaar,
Hvad jeg har oplevet:
Syv i alt var mine Aar,
Da en Drot fuldædel
Tog mig af min Faders Gaard,
Drotten var Kong Hrædel;
Vennesæl og frændehuld,
Holdt mig godt den Rige,
Gav mig Mad og gav mig Guld,
Elsked mig tillige,
Som hvad ham i Kongehall
Kiærest var at finde,
Skiøndt dog Sønner tre i Tal
Glad han saae derinde:
Herbald, Hakon, Higelak.
 
Ung Herebald ældst var af Sønnerne tre,
Saa ilde det maatte sig hænde,
Og skulde dog aldrig paa Jorderig skee:
Han faldt for sin nærmeste Frænde!
 
Ja, Pilen paa Streng lagde Hakon med Lyst,
Ei værre skiød Nogen med Bue:
Med Broderens Pill i sit kiærlige Bryst
Ung Herebald blegned paa Tue.
 
Den Synder, man dømte, for slig en Udaad,
Med Livet var skyldig at bøde,
Dog maatte uhevnet, for Faderens Graad,
Ung Herebald blegne og bløde.
 
Med Gysen kun Oldingen tænkte derpaa,
Hvad Skiæbne Hans Søn skulde friste:
Kom Hakon i Galgen, man klarlig det saae,
Hans Hjerte paa Stand maatte briste.
 
Saa Oldingen hørtes med skiælvende Røst
I Sang at udøse sin Klage:
Hist svæver i Galgen min Alderdoms Trøst,
Til Føde for Ravn og for Krage!
 
Hvad nytter mig Vid, og hvad gavne mig Aar!
Hvad Hjelp kan den Døde jeg yde!
Hvad andet, end lade, idag som igaar,
Hver Morgen min Klagesang lyde!
 
(Ham tyktes, ung Hakon i Galgen med Spot
For Misgierning sin maatte bøde,
Ham tyktes, han selv var en sønneløs Drot,
Hans Throne for Arvinger øde.)
 
Din Høieloftssal er af Veir og af Vind,
Omkring dig er eensomt og øde;
Henvisnet, min Søn, er dig Rosen paa Kind,
Saa maa dog mit Hjerte vel bløde!
 
Ak, hvor under Sky du dig svinger saa bleg,
Ei Harpeslag kildrer dit Øre,
Der findes, der kiendes ei Lyst eller Leg
Som før du var vant til at høre!
 
Saa sværmed den Gubbe, og Sang efter Sang
Han hørtes at kvæde med Sorgen,
For ham, hvor han stædtes i Sæde og Gang,
Løb rundt baade Vangen og Borgen.
 
Ham Herebalds Drab gik til Hjerte fuldnær.
Alt som en ubodelig Skade,
Han havde slet ikke Hans Banemand kiær,
Men kunde ham dog ikke hade.
 
Saa sank da den Herre i Graven af Sorg,
Lyksalig ved træt at nedsegne,
Lod Sønnerne raade for Land og for Borg,
Opsvang sig til lysere Egne.
 
Ei lagdes med Gubben dog Sorgen i Grav,
Maae Gother og Svenske bekiende,
Fuldbistre de giæsted nu tit over Hav
Hinanden, for Belte at spænde.
 
Det Ongenthjov voldte og Frænderne hans,
De vilde af Fred ikke vide;
De Halse saa haarde kom ofte til Lands
Paa Krig under Hrosna-Bjergs Side.
 
Ei sad mine Frænder med Hænder i Skiød,
Nei, Alle deraf veed at sige,
At Kinderne blegned, og Klingen blev rød,
Da brat de gav Lige for Lige!
 
Dog maatte den Ene, fast over dens Værd,
Krigs-Æren med Livet giengiælde:
I Frænde-Haand funkled det farlige Sværd,
Som mægted Kong Hakon at fælde.
 
For Ongenthjov segned den Herre saa rank,
Om Jofur end saa hevned Skade,
At graahærdet Skilfingen skrænted og sank
Paa Valstædens slibrige Gade!
 
* * * *
* * * *
 
Siden jeg min Higelak
Tit for Gods og Ringe
Sagde smukt paa Valen Tak
Med min Straale-Klinge;
Ei for intet han mig gav
Leen til Arv og Eie,
Nødtes aldrig til bag Hav
Stridsmænd sig at leie,
Danske eller svenske Hold,
Eller og Gepider,
Som for Skilfinger i Sold
Maadelig kun strider.
Saa i Fylking-Spidsen Gavn
Gjorde jeg alene,
Og at svare til mit Navn
Skal mig ei formene
Under Hjelm de hvide Haar,
Al den Stund paa Tofte
Denne Klinge bi mig staaer,
Som den stod fuldofte!
Kiendt og blev min Kæmpeaand,
Da, for længe siden,
Dagravn segned for min Haand
Død i Hune-Striden;
Ei han Friser-Kongen der
Smykker bar til Bytte,
Kunde, trods sit gode Sværd,
Ei sig for mig hytte;
Ei til ham jeg brugte Staal,
Brydes godt jeg turde,
Med de bare Næver Kaal
Paa den Karl jeg gjorde;
Men ved Skattegraven nu
Svinger jeg med Banehu
Sværd i Kæmpehænder."
 
End paa Trods, med Banekaar,
Bjovulv tog til Orde:
„Yderlig i Ungdomsaar
Vove mig jeg turde;
Til jeg gammel blev og graa,
Landet har jeg værget,
Tør en Dyst og end bestaae
Her ved Dragebjerget,
Skal med Æren holde Slag,
Hvis Uhyret for en Dag
Kommer ud af Kulen!"
 
Før den Drot nu til sin Død
Gik med Heltemine,
Vennegod Farvel han bød
Kiønt til Kæmper sine,
Til dem Alle, Hver især,
Sagde med det Samme:
„Ved mod Orm at løfte Sværd
Vilde jeg mig skamme,
Vidste jeg kun, det gik an,
Den, som, iblandt Flere,
Grændel før i Dane-Land,
Kraftig at haandtere;
Men nok her jeg vente maa
Ild og Edderstrømme,
Tager derfor Rustning paa,
Som sig vel mon sømme.
Ja, med Skjold og Brynje god
Gaaer jeg mod den Fæle,
Agter og at holde Fod,
Fægte, ei med Hæle,
Indtil, efter Skiæbnekaar
Og Alfaders Vilje,
En af os med Banesaar
Bænkes lavt paa Tilje;
Thi kun lidt det er bevendt,
Før en saadan Leg er endt,
Af den sig at rose!
 
Tøver I kun her i Ro,
Tappre Følgesvende!
Til I see, hvem af os To
Lykken gaaer til Hænde:
Hvem der fra det store Slag
Komme skal med Livet;
Thi det er ei hver Mands Sag,
Mig det kun er givet,
Med en slig Uvætte leed
Kraft og Held at prøve,
I en Kamp saa haard og heed
Manddoms-Værk at øve!
Eet af To nu hændes brat:
Eders Drot I skue
Eiende al Dragens Skat,
Eller bleg paa Tue!"
 
Det nu var den Helt faa bold,
Med sin Brynjekofte
Under Hjelm sig brat ved Skjold
Reiste han paa Tofte;
Paa sin Styrke stoled han,
Opsat paa at øve,
Hvad sig for en enkelt Mand
Sømmer ei at prøve.
Under Klippen frem nu gik
Helten, aldrig bange,
Som holdt Trop og Stand og Stik
Før i Dyster mange;
Stade og han under Fjeld
Tog med Mod i Bringe,
Saae af et forborgent Væld
Brat en Flod udspringe;
Luestrømmen, man saae her,
Skulde saa det mage,
At hvem Skatten kom for nær.
Brat og kom af Dage.
 
Gothe-Kongen ikke blød
Raabte nu af Struben,
Huult i Klippen det gienlød,
Hørtes grandt i Gruben;
Stærkhjort da for Alvor fnøs,
Raabet han giengiældte,
Gift han fraaded, Ild han nøs,
Dermed han sig meldte.
Klippen drøned, Dragen ud
Vælted sig i Vrede,
Skjoldet Gothe-Helten prud
Vendte mod den Lede,
Som paa Strid nu havde Mod,
Drog sit Sværd tillige,
Hvor ved Klippevæg han stod,
Vant ei til at vige.
Gothe-Helten som en Muur
Stod for leden Øgle,
Sammenrullet den paa Luur
Laae alt som et Nøgle;
Hvad de begge pønsed paa,
Var hinandens Skade,
Dragen man sig rulle saae
Hen mod Heltens Stade:
Som en Glød den Orme-Bold
Trilled over Tue,
Skiærme kunde Heltens Skjold
Længe ei mod Lue;
Derfor vilde Helten og
Nytte Øieblikket;
Men saa let en Seier dog
Ei ham var beskikket.
Sværdet svang han med god Agt,
Traf og som han sigted,
Til han slog af al sin Magt,
Men ham Klingen svigted,
Skuffede sin Drots Tillid,
Var med Trolddom døvet,
Dengang, meest i al sin Tid,
Han dens Hjelp behøved.
 
Dragen, for den fik for lidt,
Arrig blev derefter,
Spyede, saa det flunked vidt,
Ild af alle Kræfter.
Sig af Held at rose her
Helten lod nok være.
Da ham sveeg Hans gode Sværd,
Sig til liden Ære;
Modet dog i Heltebryst
Svigted ei tillige,
Ei han havde mindste Lyst,
Faren at undvige;
Smal ei Heller var den Sag,
Paa den vilde Hede
Tilflugtssted som under Tag
Feig sig at oplede;
Heller modig skal Enhver,
Som har Dyd og Ære kiær,
Døden gaae i Møde!