Blandede Optegnelser (CCR/FM) - Efterretninger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

XXX
Blandede Optegnelser,
deels af usikkert Indhold, deels af fremmede Skriſter

Dithmar Blefkens Efterretninger om Grönlands gamle Colonies
Tilværelse eller Levninger i det 16de Aarhundrede.

De findes som et Anhang til Forfatterens fameuse paa Latin, affattede Skrift, kaldet Islandia, först udgivet af ham selv i Leiden 1607, (i lille 8) ikke mindre end 44 Aar efter at selve Reisen skulde være foretaget med et Skib fra Hamborg 1563. Det indeholdt adskillige aabenbare Lögne og Fornærmelser mod Islænderne, men erholdt ikke desmindre stort Bifald i Læseverdenen, især som oversat i andre Sprog, hvorfor den lærde og patriotiske Arngrim Johnsen fandt sig opfordret til at besvare hine Beskyldninger i det udförlige Stridsskrift, kaldet Anatome Blefkeniana, först udgivet paa Holum i Island 1612, 8, samt paa ny i Hamborg 1613, 4. Deri gjendrives ikke allene mange af Blefkens Efterretninger om Island, men ogsaa andre om Grönland, hvorfor vi her maae tage Hensyn til begge disse Skriſter. Uagtet den sidstmeldte meget alvorlige Gjendrivelse have endda enkelte af vore Dages Lærde antaget hans Udsagn for troværdige. Saaledes optog f. Ex. Professor Odin Wolff et oversat Uddrag af hans Reiseberetninger i sit agtede Tidsskrift Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, 1ste Bind for 1829, (Januarheſtet), i hvilken Anledning Finn Magnusen indgav dertil sine Oplysninger om ) hine Efterretningers Upaalidelighed, trykte i samme Binds Februar-Hefte S. 173-181, hvorved O. Wolff dog ikke vilde lade sig overbevise, men udgav et Stykke derimod, samme Hefte S. 181-86, i hvis Slutning han udtrykte sig saaledes: "Det er Skade, at hvad Blefken har skrevet om Grönland er blevet kastet saa gandske under Bænken af Islænderne i deres Fortrydelse" – idet Wolff önsker at Historiegranskerne vilde tage Blefkens "faae men maaskee ikke uvigtige Vink om hint undergaaede Land i Overvejelse." Nu, da den fortjente Literator forlængst er död, finde vi Leilighed til at opfylde hans Önske.

Vi ville först anföre et kortfattet Uddrag af Blefkens egen Fortælling. I det ovenmeldte Aar (den 10de April) reiste han til Island som Skibspræst for 2de i Hamborg dertil udrustede Handelsskibe, og kom til Haffnefordt,(Havnefjord) den 15de Juni. Blefken kom (uden at melde Aarsagen dertil) til at overvintre i Island, hvor han den 29de November (enten i dette samme eller det næste Aar) dog i en betydelig Afstand, blev Vidne til et flammende Udbrud (forenet med et stort og dundrende Jordskjælv) af Hekla eller Havet i dets Nærhed, "hvorved hele Öen oplystes midt om Natten" (endskjöndt de islandske Annaler aldeles intet melde herom). Vi forbigaae hans eventyrlige Beretninger om Island og Islænderne, ligesom han og selv fortier sine Bedrifter blandt dem, til Foraaret 1564, da han kom til at deeltage i en af Landets danske Hövedsmand eller Lehnshövding, hvem han ikke nævner, foranstaltet Opdagelsesrejse til de Grönlandske Farvande. Anledningen dertil angiver han saaledes.

I Klosteret Helgafiel (Helgafell) paa Island, som var blevet ophævet og Indtægterne inddragne til Kongens Kasse, var en blind Munk blevet tilbage, som var födt i Grönland, var af dunkel Legemsfarve og havde et bredt Ansigt (oriundus ex Gronlandia, obscuro colore et amplo vultu) og förte i Klosteret et kummerligt Liv. Hövedsmanden lod ham bringe til sig, for af ham at erfare noget vist om Grönlands Tilstand. Munken forklarede at han i sine unge Aar var af hans Forældre blevet indespærret i et Kloster paa Grönland ("coenobium D. Thomæ"), men at han, da han var 30 Aar gammel blev udtaget af Biskoppen paa Grönland, som var en Indfödt der, rejste med ham til Erkebiskoppen i Nidaros og efterlod Munken, paa Tilbagereisen derfra, i Helgafells Kloster. Dette skete efter hans Angivelse i Aaret 1546. Han fortalte ellers om Grönland, at det, for Modsætningens Skyld, kaldtes saaledes, da det sjelden eller aldrig er grönt, og at der var saa koldt, hele Aaret igjennem, med Undtagelse af Juni, Juli og August Maaneder, at Indbyggerne, endskjöndt de klædte og bedækkede sig med Peltsværk, neppe kunde blive varme, hvorfor de havde i Husene Træstykker, ved hvis Omdreining de plejede at varme Födderne. Ligesom Island har Grönland Overflod af Fiske; der var og Björne og hvide Ræve, samt Pigmæer (Skrællinger) og Enhorn. Naar Solen havde gjennemlöbet (gjennemlöb) Fiskenes Himmeltegn, havde man der ingen Dag. Denne Munk fortalte os mange vidunderlige Ting. I St. Thomæ Kloster (ved et vulkanisk Bjerg, der lignede Hekla), i hvilket han selv havde opholdt sig, sagde han der var en hed og gloende Kilde (o. s. v.; det fölgende derom er i Hovedsagen af samme Indhold, som Zenoernes Beskrivelse derover). Efter at Lehnshövdingen havde talt med Munken, kaldte Blefken ham til Side, og udſrittede ham om adskilligt, ved kommende Grönland. Munken fortalte ham da at Pigmæerne havde en meget fuldkommen menneskelig Skikkelse, hvorimod de vare bedækkede med Haar lige til de yderste Fingerspidser, og at Mandfolkene havde et saa langt Skjæg, at det naaede dem til Knæerne; ellers havde de ingen menneskelig Forstand eller articuleret Tale; de kunde hvæse ligesom Gjæs ("sibilum quendam anserum more præferre"). Abbeden i Klosteret havde taget et Par af dem (en Han og en Hun) til sig og givet dem Föde; de levede ikke længe, men viste sig at være sandseslöse Dyr, som (helst?) levede i bestandig Taage (eller Dunkelhed: "in perpetua caligine"). Derimod vidste Munken intet om deres Krig med Tranerne. Grönland var kun lidet beboet; Indbyggerne havde intet Kvæg, og levede derfor kun af Fisk.

Efter at have hört Munkens Beretninger og sluttet deraf at Veie kunde findes til China gjennem Ishavet og det tatariske Hav, udrustede Hövedsmanden over Island et Skib til en saadan Opdagelsesreise med alle Fornödenheder; Blefken tog ogsaa med, og Hövedsmanden paalagde ham at optegne alle Reisens Mærkværdigheder. Skibets Besætning bestod af 64 Mand, Danske og Islændere. De gik under Seil den 31 Marts 1564, og kom den 20de April til et Forbjerg i Grönland, men fandt ingen Havn eller Ankerplads der, da Havet var meget dybt og en Mængde lis laa ved Kysten. 24 væbnede Mænd (hvoriblandt Blefken selv) begav sig dog i en Baad, for at söge og undersöge Kysten. Med Möie og Farer naaede de den. Bleſken og andre elleve gik i Land; de fandt der en död lille Mand med langt Skjæg, tillige med en lille Baad af flettede Vidier, en Angelkrog af Fiskebeen ("ex piscis osse") og en Snor af Skindremmer; til Fartöiet var 4 Blærer heftede som skulde forhindre det fra at synke. Baaden var saaledes ikke af Skind, lig dem som Olaus Magnus beskriver som brugte af de egentlige Grönlændere (nemlig Eskimoerne), der dreve Söröveri med dem. Liget var af middelmaadig Væxt, dunkel Farve (colore subobscuro) med bredt og aabent Ansigt ("lato et patente vultu"), med forunderlige Ar og et violblaat (indtattoveret) Mærke; det var klædt i en Dragt af spraglet Fiskeskind (Sælhundeskind?); det bar et slags malet Krone af Halm, hvori noget var indvævet der lignede 7 smaa Ören. De 7 Mænd, der ogsaa beskrives saaledes af Venetianeren Bembus (i 7de Bog af hans Historia Veneta) var da rimeligvis fra Grönland forslaaede ud i det brittiske Hav, hvor de bleve fundne. Blefken og hans Fölge fandt ellers intet mærkværdigt uden en stor Björn, hvilken de nedlagde med Bösseskud. Dens Hud blev siden sendt til Kongen af Danmark. Först efter 3 Dages Forlöb kom de tilbage til Skibet. De seilede derefter, langs med den Grönlandske Kyst, og videre til Pigmæernes Land eller Nova Zembla, hvor de fandt Gjennemfarten stoppet af Is og maatte vende tilbage. Den 16 Juni kom de igjen til Island, hvilket Blefken formedelst en Reise til Hekla, langvarig Sygdom, (efter hvilken han, fra August af, opholdt sig hos Lehnshövdingen), Krigsuenighederne mellem Danmark og Sverrig, o. s. v. ikke kunde forlade förend 1565, da portugisiske Falkeſangere, som vare komne til Island, toge ham med sig til Lissabon.

Jeg Finn Magnusen vil ikke her gjentage de mange Grunde som jeg (1. c.) har anfört mod Blefkens hele Reisebeskrivelses Troværdighed, men i Hovedsagen blot henvise dertil og til Arngrim Johnsens Anatome. Dog bemærke vi her af Biskop Gudbrand Thorlaksens vidtlöftige Erklæring, som er aftrykt i sidstnævnte Skrift, at han selv i Juni Maaned 1564 kom fra Kjöbenhavn paa det Kongelige Skib, som aarlig plejede at gaae til Island, at intet andet Kongen tilhörende Skib da havde overvintret der, at han besögte Lehnshövdingen Paul Stigsön paa Bessested og at de meddeelte hinanden mærkelige Nyheder fra Danmark og Island, men at aldeles intet meldtes om nogen derfra til Grönland foretagne Reise eller om Dithmar Blefken, hvem Biskoppen heller ikke saae eller. hörte til paa Landthinget. Ei heller havde man i Island hört noget om de ovenmeldte portugisiske Falkefangere, der skulde have medtaget Blefken fra Island m. m. Paa den Tid, som Blefken foregav at have opholdt sig hos Lehnshövdingen (fra September 1564 af), var denne et heelt Aar fraværende, men kom tilbage i Juni 1565, i hvilket Aar Blefken foregiver at intet Skib kom fra Danmark til Island. Dette kan her være tilstrækkeligt for at characterisere Paalideligheden af Beskrivelsen over hans Reiser, af hvilken Wolff dog fandt "den til Grönland fremfor alt mærkværdig”.