Chetovels Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Strenglege


Chetovels Sang


I Nantes i Bretagne levede en meget yndig og vel opdragen Frue, der var saa indtagende, at enhver Ridder, som saa hende, om end blot en eneste Gang, ikke kunde undgaa at blive forelsket i hende. Hun kunde vistnok ikke elske dem alle igjen, men hun vilde heller ikke gjöre dem fortvivlede ved aldeles at stöde dem tilbage. Fire Riddere i Bretagne, skjönne, rige, tapre og af Landets bedste Familier, erklærede hende sin Kjærlighed og stræbte af yderste Evne ved sine Bedrifter at tildrage sig hendes Opmærksomhed og at overgaa hinanden. Fruen, som saa deres Anstrængelser, deres Hengivenhed og deres Mod, vilde gjærne gjöre et Valg, men vovede det ikke, da hun ej kunde blive enig med sig selv om, hvem hun skulde foretrække. Ved at erklære én af dem for sin Elsker, tabte hun de tre; hun holdt derfor gode Miner med dem alle, modtog deres Artigheder og deres Sendebud, og gjengjældte dem med lignende, uden dog at binde sig til nogen af dem. Hun lod hver af dem være i den Tro, at han var den udvalgte; alle bare de Tegn paa hendes Kjærlighed, den ene en Ring, den anden et Ærme, den tredje en Fane, den fjerde et Akselskjærf; alle havde de til Stridsraab den smukke Frues Navn. Ved Paaskefesten fandt en stor Dystridning Sted paa en Slette udenfor Nantes, ved hvilken de fire Elskere optraadte. Der indfandt sig Riddere fra flere Lande, franske, normanniske, flamske, brabantske, fra Boulogne, fra Anjou og flere Steder; Indbyggerne fra Omegnen af Nantes havde ogsaa i store Skarer begivet sig derhen. Ved denne Dystridning kjæmpede man med Heftighed; de fire Riddere[1] hærklædte sig som snarest og rede ud af Borgen; men deres Riddere begave sig efter dem. Nu monne de faa en haard Leg; ti de, som vare udenfor Borgen kjendte deres Faner og Rustninger, og imod disse fire rede fire andre Riddere, to Flamlændere og to Hennegauere; disse lode straks sine Faner synke og stævnede imod dem. Men de fire Elskere vare ingenlunde tilsinds at vige, men da de saa, at man red imod dem, fældte de sine Lanser, og hver valgte sin Modstander, alle lystne efter at komme i Kast med dem; da mödtes de med haarde Hug, saa at deres fire Modstandere faldt alle sammen, og ingen af dem rejste sig mere.

Den mægtige og skjönne Frue var stegen op i et Taarn, hvorfra hun godt kunde kjende sine Mænd og se deres Adfærd, og hun saa, at hendes fire Elskere sejrede over de fire andre Kjæmpere, som rede imod dem, og da viste de sig drabelige og de kjækkeste blandt alle. Men da det lakkede mod Kvelden, böde de sig for meget frem og rede alene fra sine Folk, saa langt, at deres Hirdfolk ikke vidste, hvad der var blevet af dem; derfor maatte de dyrt betale sin Dumstristighed, ti de tre bleve dræbte og den fjerde fik Ulivssaar igjennem Laaret, og ligeledes blev han saaret midt paa Legemet og gjennemboret, saa at Vaabenet kom ud igjennem hans Ryg. Men de, som havde saaret dem, lagde deres Skjolde paa Volden ved Siden af dem; alle harmedes over deres Fald og Död, ti de, som saarede dem, vidste ikke, hvad for Folk de vare, og havde ingenlunde dræbt dem med Vidende og Vilje. Der befandt sig over to hundrede Mænd; paa Grund af den Sorg og Harm, som de alle fölte over slige Hövdinges Fald, der vare saa gjæve og raske og vennesæle, at hver Mand holdt af dem og hædrede dem med alskens Tjeneste, toge de straks sine Hjælme af Hovedet og sönderreve sit Haar; siden lode de deres Lig bære ind i Staden.

Da den fornemme Frue havde spurgt denne Tildragelse, faldt hun straks som död til Jorden; da hun kom til sig selv igjen, klagede hun over hver af dem især. „Jeg elendige!“ sagde hun, „hvad skal jeg nu gjöre? aldrig faar jeg Tröst i dette Liv; jeg elskede disse fire Riddere og vilde gjærne have hvem som helst af dem til Ægtemand; de havde alle Overflod af gode Egenskaber, og disse fortræffelige Mænd elskede mig over alt i Verden. Nu véd jeg ikke, hvem jeg bör sörge mest over; derfor vil jeg nu ikke længer skjule eller dölge mit Sindelag, nu da jeg ser de tre af mine Elskere döde, men den fjerde dödelig saaret; dem, som i Dag bleve begravne, viste Gud en stor og mild Miskundhed“. Da sendte hin mægtige Frue Bud efter de dueligste Læger, hun vidste, og overgav Ridderen til deres Pleje, og da laa han i hendes Sovekammer, alt indtil Lægen havde helbredet ham. En Dag, efter at Ridderen var helbredet, talte Fruen meget med ham og var meget adspredt; men Ridderen betragtede hende og saa, at hun var adspredt; da sagde han til hende: „min Frue, hvad grunder du paa med saa megen Opmærksomhed? sig mig det“. - „Elskede“, sagde hun, „jeg tænker med Graad paa din Kjærlighed og dine Kammeraters Fald, og jeg vil lade gjöre en Strengleg om eder fire Kampfæller, som jeg elskede, og den skal hede den firfoldige Sorg“. Straks Ridderen havde hört dette, svarede han fluks: „lad gjöre, Frue, en ny Strengleg, som skal kaldes den sorgfulde; ti den, som jeg elsker over alt i Verden, ser jeg ofte komme til mig, og hun taler med mig tidlig og silde, men jeg kan ingen Tröst faa af hende; derfor skal Strenglegen hede den sorgfulde og elendige“. - „Jeg ser, min Tro, gjærne“, svarede hun, „at denne Strengleg kaldes saa“.

Denne Saga var det Ophav og Emne, hvoraf Strenglegen blev gjort og kaldt Chetovel paa vælsk, den elendige paa norsk. Om denne læste jeg ikke mere, og jeg vil paa ingen Maade lægge noget til eller fortælle eder en ny Lögn.




Fotnoter

  1. Her begynder den oldnorske Tekst.