De Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


»Same« 
François-Auguste Biard (1799 – 1882)


Hans Skanke
De Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner

ca. 1725


Uddrag af Epitomes Historiæ Missionis Lapponicæ
Pars Prima: Anlangende de Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner



Cap. 1.
Tractationens institutum, og forberedelse.

De Lærdes meeninger om Lapper og Finner, som nu i temmelig mangfoldighed besidder ded lange Kjølfjeld, der strekker sig ifra Waranger i Øst-Findmarken indtil Røraas, som ligger henved 20 Miile Sønden for Trunhjem, hvoraf de skulde have deres første herkomst og oprindelse, haver Johannes Schefferus i sit Skrivt om Lapponia[1] flitteligen samlet og anført, tillige med adskilligt meere anlangende Lappernes og Finnernes Sæder og hanteringer, som derfore, saavidt de ting i bemte Skrift med Missionens befarenhed paa denne siide ligge overeens stemmendes, ikke til vort foretagende at handle om henhører. Men Lappers og Finners blindhed og Hedendom, deres afguderier og trolddom, som Missionen paa den Nordske siide iblandt dem haver forefundet, og hvorom den berømmelige Schefferus ikke haver havt uden gandske lidet og utilstrekkeligt at kunde berette, ded bliver fornemmeligen vort forsæt i denne første part af Missions Historien at legge for øyene.

Den Guds dyrkelse, som Lapper og Finner indtil Missionens tiid over aldt have brugt, er uden ald tvivl een sammenflikket Religion, som indtil Christendommens indbringelse her i Riget haver været den gamle Hedenske, hvilken Lapperne syvnes i adskillige stykker at have havt tilfælles med de Nordske Hedninger, men i de fleeste Superstitions væsener og maader nogen særdeles for sig selv, som egentligen hâr hørt ded folk til. 

Men siden Christendommens lyvs fremskinte, og Gud gav Landet Christne Konger at regiere, haver Lapper og Finner mueligens noget af handel og omgiængelse med de Nordske, men meest af frygt og for at passere for hædre end de vare, som ded folkes viis er, assueret og besmykket deres afgudiske Religion og Trolddom med eendeel af den Norske Kirkes Christendom og Stiftelser, saadanne som de under Pavedommet haver været indrættede, hvilke Lapperne som blotte ceremonier for et syvns skjyld haver brugt tillige med deres egne Hedenske superstitioner. Deraf er Crucis signum endnu saa yppigt hos Lapperne; deraf ere adskillige deres Troldmessers og offringers ceremonier; deraf deres jougen og antiphonæ, og mange andre væsener og omstændigheder, som herefter skal anføres.

Efterat Gud fremdeles velsignede dedte Stift med den Evangeliske Lærdom, saa hâr Lapperne og Finnerne under saa Christelige Regentere end ydermeere agtet raadeligt ikke alleeniste at forborge sine Hedenske skikke og afguderier, men end og een og anden nu og da at søge de Christne forsamlinger og Ministerium, og in speciem bruge Sacramenterne, at ikke saa ondt om Lappernes fjelde skulde tænkes.

Sal. Biscop Eric Bredal for nogle og halvfjerdsindstyve aar siden, formedelst at Gud gav ham saa rum tiid at betjene Bispedommet her i Stiftet, og derfore ved des fleere visitationer og reyser meere end de fleeste Bisper her i Stiftet tilstanden kunde erfare, fik dog nogen kundskab om Lappernes og Finnernes Hedenskaber og ugudeligheder, og derfore lood den Sal. Biscop sig ikke alleeniste være angelegen Lappers og Finners oplyvsning ved Skrifter og i sine visitationer med ald kraft at see befordret, men hand toog og een af Lappernes egne børn og holdte her i den publiqve Skole under underviisning indtil hand opnaaede tredie eller fjerde Lexsien, og sendte ham saa hen i fjeldet at undervise sit folk og sin Slegt. Samme Person levede siden iblandt Lapperne i fjeldet ald sin tiid, og blev formedelst sin Skolegang af dem kaldet Skul-Niels, haver og iblandt dem efterladt sig børn og børne-børn.

Men som alle Lappernes og Finnernes Religioner haver alleene hensigtet paa deres timelige velfærd og tarve, da de om deres Sjæles udødelighed, opstandelse, og tilstand efter døden aldeles ingen kraftig overbeviisning for Missionen haver faaet, saa  udrettede denne Person saa slet hos dem, at hand ikke alleeniste efter Biscop Bredals død forblev som de andre i sine fædrene afguderiers skikke og Hedenske leve-maade, men formedelst nemmets øvelse under Skolegangen blev og ded dueligste Satans Redskab og den største Noid eller Troldoms Prophete, som her paa grentserne fornummet er, fra hvilken de ypperste Noider i vor tiid i Indherredets og Nummedals fjelde hâr havt deres fornemme Videnskaber, som i sine omstændigheder langt overtreffer Noidernes i Nordlandene og Findmarken, omend skjønt disse sidste ere Same-geterne saa langt nærmere.

Rune-bommerne som de ere hos Lapper og Finner ded Catechismi bøger ere hos os Christne, at mand kand paa een hvers Rune-bomme see hans Van- og Over-Troes artikle betegnede, udi hvilke deres ungdom indtil Missionens giennemtrængelse ere blevne underviiste og øvede, saa forestille de tillige visse tegn og characterer paa een hver eyermands progress og Høyde i Konsten og forstand i afguderierne. Der ere at see eendeel almindelige characterer, som ere tilfælles og paa alle Runebommer findes, saasom Peiwes, Ailikes, Radienkjeddes, Akkernes, og andre hanteringers, som de have at bestille, ti der er ingen Lap eller Find, som jo er samfundig i den vantroo om de afguder og djevelskab, som ved de characterer betegnes; der ere igien adskillige, efter eyermændenes duelighed fleere eller ferre, som paa de gemeenes Runebommer ikke findes. Derfore at underretningen om Lappernes Van-troes artikle og afguds-dyrkelser, samt Trold-væsener i deres Hedendom kand gives des tydeligere og forstaaeligere, skal mand ifra de almindeligste og gemeeneste til de singulaires, som den Noid hâr havt og brugt, hvis Rune-bommes afritsning mand hâr ved haanden, igiennemgaae et hvert character med sine bemerkelser og forklaringer, lige som Lapperne selv i deres bekjendelser haver givet Missionen underretning derom, og Sal. Hr Lector von Westen under sine grandskninger og Samvittighedernes behandling haver imodtaget. Til hvilken ende kand tjene, at Lappernes og Finnernes Afguds-væsener i sine visse sorter forud bliver inddeelede, paa den grund, som deres egen Vanog Over-Troo medfører. Ti de holde nogle sine saa formeente Guder Wæroldiske eller Over-Himliske, ded er, de Høyeste og Største, som Radienatsie, og Radienkjedde; Nogle  paa Himmelen, som Peiwe, og Ailes- eller Ailikes-Olmai; Nogle under-Soliske, og de enten næst under Himmelen, som Maderatja, eller i Luften, som Horesgudsk (hvilken de ellers kalde Atsiegads, Thore, og Horagalles, eller Horanorias) og Maderakka; Andre paa Jorden hos dem og omkring dem til tjeniste, som de fleere Akker, nævnlig Sarakka, og Ugs- eller Jugsakka, saa og Saiwo, og deri boende Saiwo-olmai, og ded meere didhen hørende; Andre Under-Jordiske, som Rutu, Fudno, Mubben, Pahan-Ingil, og Jamiker, hvilke alle deres saa troede Guder findes paa de fleeste Rune-bommer, som herefter i sær skulle igiennemgaaes og forklares.


Cap. 2.
Radienatsie, Radienkjedde, Peiwe, Ailikes, Maderatja, og Maderakka.

Radienatsie betegnes paa medfølgende afritsning under (1) med et simpel Kors staaende over Radienkjedde, som er betegnet under (2). Denne Radienatsie troor Lapperne at tilhøre ded ypperste og almindeligste Velde og over-magt baade over Himmel og Jord, saa vel over de andre deres Guder, som over Lapperne selv og aldt hvad som paa Jorden er. Derfore denominere de ham af Radien, som betyder Magt og Velde, sammensat med et ord, som bemerker udsprung, fordi alle de andre saa kaldede Guders Velde og magt (som de troe) haver sin begyndelse og udsprung af Ham. Radienkjedde, som de ellers kalde Rararakjed, siige de er Hans Søn, hvilken de betegner i een stoor bygning med 2de columner, een paa hver siide, hvilke skulle betyde hans 2de hænder, med hvilke hand aldting giør og formaaer, beskikker og regierer; Men saa hellig og ypperlig er Radienatsje, som staaer oven over Radienkjedde med een simpel Kors betegnet, at ikke alleeniste Lapperne ikke haver veedst noget helligere at betegne ham ved, men end ogsaa Hans egen Søn Radienkjedde maa i henseende til sig Selv ansee Ham som een Helligdom. Radienatsje, siige de, skaber egentligen Selv intet, men hand giver i sin Søn Radienkjedde saa sterk een Magt og commission, at Radienkjedde skaber og skaffer alle ting, og disse tvende raader over alle  andre Guder, ded være sig Peiwe, eller Ailikes, eller Maderatja, eller Horagalles, eller Akkerne, eller Saiwo, hvilke alle de dog holde for gode; eller ded maa være Rutu og de andre underjordiske, som de holde for onde og af et djevlisk væsen; ja have troet, at Radienatsje raader ogsaa over Radienkjedde, og igiennem Radienkjedde bestyrer alleting, og derfore hâr hand givet Radienkjedde saa stoor kraft og Magt, at fra Radienatsje ved Radienkjedde skal alle ting fremkomme og opholdes; dog aldt hvad Radienkjedde giør, ded giør hand af Radienatsjes magt og tilstaaelse.

Maderatja er ikke i Wærold eller Himmelen, og ikke at ligne med Radienatsje og Radienkjedde, men hand staaer oven over Sole-gangen, betegnet med (3). Dennes character tegner ikke eenhver Lap paa sin Runebomme, ti den Kundskab om Maderatja hører ikke uden vel avangerede Noider til; og de, som have den paa sin Rune-bomme, tegne den underskjedig, somme under character af een runddeel, andre under een triangul, andre under een sexangul; somme setter den hen ved Radienkjedde obliqv fra den Soolens tømme, som vender imod Radienatsje, saaledes, at een krum vey eller gang gaaer fra Maderatjas aabning hen i Soolens Labikje eller tømme, andre derimod sette den lige paralel med Soolens tømme, og give den sin aabning og vey didhen.

Peiwe betegnes under (4), og bemerker Soolen, hvilken giernest paa alle Rune-bommer findes aftegnet i een qvadrat saaledes, at ded eene hjørne vender liige imod Radienatsje, og har hvert hjørne sin vey eller tømme, hvilke de kalde Nelja beiwe-Labikje, som fra Soolen udgaaer til de fire verdens hjørner, at betegne Soolens krafter og virkninger til aldt ded som er i verden. Paa de 3 af disse Labikjer staae de 3de Lappernes Ailes- eller Ailikes-Olmai, ded er, Mænd eller Guder for deres hellige dage, for deres helligheds skjyld hver med et Kors betegnet. Paa den Labikje imod Radienatsje staaer buoresailikes eller Søndag, denne er den fornemste, ded er, kraftigste at holde Troldmesser, runen, jougen, og jagt paa; Paa den Høyre transverse Labikje staaer Lava-ailikes eller Løverdags, som er dernæst den kraftigste; og paa den Venstre Labikje der tvertimod staaer Frid-ailikes, ded er, Fredags Gudinden, som ogsaa hellig-holdes og æres som een fornemme Rune-dag,  men ringere end de 2de forige. Fra den sidste Labikje gaaer een streg eller vey, som peeger lige paa Maderakka. som staaer der nedenfor betegnet under (5), og siige Lapperne, at Maderakka er Maderatjas Kone.

Denne Maderatja sette Lapperne oven over Sole-gangen hen imod Radienkjedde, som før er meldt, ti de have troet og forklaret, at fra Radienkjedde, hvilken Radienatsje haver overgivet ald magt og bestyrelse, faaer Maderatja ovenfra een kraft igiennem Solen til at sende liv og rørelse udi de under-Sooliske ting, og ded, siige de Lappiske Noider, skeer saaledes: Radienkjedde faaer magt og den Naade af Radienatsje at skabe Sjæl og Aand, og naar Radienkjedde hâr skabt Sjælen, sender hand den til Maderatja, Maderatja efter Radienkjeddes befaling bringer den til sin Kone Maderakka saaledes, at hand bryder sin uterum, hvilken og derfore staaer i aabning, og tager Sjælen og farer dermed ned ved den første Beiwe-Labikje omkring Soolen igiennem den anden og tredie Beiwe-Labikje, indtil hand kommer til den fjerde Labikje, hvilken vey hand tager, og farer fremdeles den streg eller vey, som er i slutningen af samme Labikje, og betyder Maderatjas vey til sin Kone Maderakka, som samme streg eller vey peeger ned paa; til hende hand da overleverer Sjælen, og hun tager derimod, og skaber Legeme paa den Sjæl, hovet, hænder, fødder, og alle de Lemmer udvortes og indvortes, som høre til Legemet.

Dersom ded Legeme skal saa blive til et drenge-barn, saa sender Maderakka ded fra sig til Ugs- eller Jugs-akka, som ellers kaldes Stauke-edni eller Stilko-edni, ded er, Bue- eller børse- Moderen; men skal ded være et Pige-barn, da leverer Maderakka barnet til Sarakka, at hun skal give barnet Qvindes natur. Hvad enten barnet saaledes sendes til Jugsakka eller Sarakka, saa tager den, som ded sendes til, barnet ind i sit liv og formeerer ded, og naar ded er bestilt, sender ded ind i ded Qvinde-Menniskes eller Moders liv, som skal gaae frugtsommelig dermed, og føde ded til Verden; og imod denne handel have de onde Guder, Fudno, Rutu, Pahan-Ingil, eller Mubben-Olmai ingen magt at giøre nogen forfang eller at hindre.

Andre Noider holde for, at Radienatsje og Radienkjedde eller Rararakjed er den samme Person, nævnl. Ibmel, ded er,  Gud; men at hand hâr een Hustroe, den de kalde Sergve-edni, og hende skal hand have given den magt, at hun skaber Menniskens Aand, og fører samme Aand til Maderakka, at Hun skal skaffe Legeme derom. Ligesaa have de troet, at Radienatsje ved Radienkjedde eller Sergve-edni skaffer og bereder Rein og andre Dyr, hvilke ligeledes først skulde gaae igiennem Akkernes liv; og derfore tilskrive de Maderakka, Ugsakka, og Sarakka ald frugtbarhed, saavel af Dyr som Mennisker. Heraf lettelig er at fornemme, hvorfore Sarakka eller Saragakka er holdet for saa stoor een Gudinde iblandt Lapperne, og dagligen fremfor andre været paakaldet og æret fast i hvert stykke Mad og i hver Drik Vand eller brændeviin, som de have taget til sig, i særdeles grød, med særdeles Daab, i idelige offringer og paakaldelser, saa at Sarakka, Ugsakka, og Maderakka ere først og sidst i alle deres hanteringer og superstitioner, men allermeest Sarakka, fordi Pige-børnene ere Lapperne meest til fordeel, som hvert i sær paa sine steder herefter skal forklares.

Ovenstaaende er saaledes bekjendt og forklaret af de fornemste Noider iblandt Lapperne, som mand maa meest troo er deres Fædrene-Superstitioner; Men hører mand gemene iblandt dem i forestaaende stykker, saa ere, særdeles Akkernes og fleere Afguds-væseners, navne dem vel bekjendte, men for resten viide de intet sammenheng eller rede i deres Idolatrie og Superstitioner at kunde giøre.


Cap. 3.
Lappernes adorationer og offringer til de i næstforegaaende Capitel anførte Afguds-væsener.

Hvad Lapperne om Radienatsje og Radienkjedde bekjende, som om Fader og Søn, syvnes ikke at henhøre til den gamle Lappiske Hovet-Religion, men tilføyet og laant af de Nordske Christnes Troes Artikel om Tre-Eenigheden. Hvorfore ded er og ikke een stadig og eenstemmig confession,iblandt dem om Radienatsje og Radienkjedde, men hvilket som nogle bekjende om Radienkjedde som Søn, ded forklare andre om Sergve-edni, som den Høyeste Guds Hustrue. Og fordi denne Troo ikke henhører til deres Hovet-Religion, derfore er ded  og rart og sjelden, at til nogen af disse Personer skeer nogen offring. Ti omendskjønt mand hâr og funden de Noider, som have veedst at bekjende den Tre-Enige Gud under de 3de Personers navne, Jubmelen-atsje, ded er, Gud Fader, Jubmelenbarne, Gud Søn, og Jubmelen-ailes-Woeigni, Gud den Hellig Aand, og samme paa deres Rune-bomme betegnet under de Characterer, som tillige under (6) 7) 8) anføres, saa have dog de samme tillige forklaret, at de 3de Personer, som de holde for tre Guder, hverken paakaldes eller offres til, fordi de skulde giøre Lapperne noget godt, men fordi Weiko, ded er, Ringen, som de bruge til deres Rune-bomme, i ded de rune, bliver ved de Characterer staaendes og vil ingen andensteds hen, ihvormeget de og slaae og hamre paa Rune-bommen; og da giøre Lapperne sig de tanker, at de som Rune-bommen consulere, enten ere den Høyeste Gud ræt behagelige og have Hans gunst, eller at Hand er meget fortørnet over dem.

Dersom den Wæroldiske Gud er dem gunstig, som sluttes deraf, at Ringen paa deres Rune-bomme, naar de med hammeren slaae derpaa, strax gaaer til Jubmelen-atsje, og naar de igien slaae derpaa, gaaer igiennem Jubmelen-barne til Ailes-Woeigni, og naar de atter derpaa slaae, forføyer sig derifra tilbage igien til Jubmelen-atsje, og derefter, ihvormeget de end banke, bliver dog der staaendes, saa ere de vel til freds, og bekymre sig ikke om noget offer; Men dersom nogen af de 3de Personer ere fortørnet, og vil have offer, som de merke deraf, at Ringen gaaer til Atsje, og derfra til Ailes Woeigni, fra Ailes Woeigni tilbage til Atsje, fra Atsje igjen til Ailes Woeigni, fra Ailes Woeigni atter igien til Atsje, og bliver der staaendes, ihvormeget de med hammeren banke, da naar saaledes skeer, at Ringen giør bemte reyser frem og tilbage hen til Atsje 3de gange, saa viide de, at de i noget maa have forseet sig, imod den Wæroldiske Gud, og da offre de til Ham noget betydeligt, enten et Elgsdyr, eller en Brund-Rein, som de kalde Sarwa, ded er, een Rein-Tyr, med de ceremonier, som paa sit sted skulle anføres.

Men som Lapperne og Finnerne intet giøre eller sig foretage inconsulto, og de have 2de Orakler, som de i hver deres foretagende og idræt skulle forspørge sig hos, nævnlig: Rune-bommen og deres derpaa følgende djevliske Ecstases og besvimelser,  udi hvilke de Nakjarist (som de kalde ded) ded er, i henrykkelser og insomniis faae bekræftelse og nøyere forklaring over hvis Rune-bommen haver giort dem anviisning paa, saa at den u-reene Aand bestyrer alle deres idrætter; saa skeer ded, at de andre Guder, som egentligen henhøre til deres gamle Lappiske Religion, paa dem bliver oftere giort anviisninger, og følgeligen flittigere til dem offret.

Foruden de extra-ordinaires offringer, som Noiderne, efter Rune-bommens raadførsel, og de forklaringer, som dem derpaa Nakjarist vederfares, foresiige og Selv forrette med behørige ceremonier til een hver afgud, som anviisningen skeer paa, faaer Peiwe aarligen et særdeles ordinair offer, som de kalde Jubtse, ded er Peiwe-grød, som baade Mænd og Qvinder hver SteHansaften tillavet æde Soolen til ære, da de for Maaltidet falde paa knæ og tilbede Soolen, at den mildeligen vil skinne baade paa deres Reensdyr og paa Marken, hvoraf Reinen skal have sin føde. Ligesaa giøre de efter at Sool-grøden er spiiset, og ded med største glæde og andagt, at Soolen vil forunde dem een good og lykkelig Melk-Sommer, og lade deres Reensdyr vel trives.


Cap. 4.
Horagalles. Maderakka, Sarakka, Ugsakka.

Horagalles, Horanorias, Horesgudk, Thor, Atsjegads, ded er Magtens Faders tjenere (som Lapperne med saa adskillige navne kalder Torden) er hos Lapperne i megen consideration og dyrkelse, for deres Reensdyrs skjyld, som Torden paa de vilde fjelde hâr saa stoor magt til at forjage og beskadige. Derfore ere de Hans Guddom, som de troe, meget underdanige og forpligtede, og ære ham med mange offringer. Hand betegnes under ded Character (9) som skal være een Hammers lignelse, hvormed hand alle ting kand sønderslaae og -knuse.

Og som viise Hedninger for ded forunderlige væsen og udretninger, som er hos Torden, have havt mange Digter og Fabler derom, fordi de ikke saa letteligen have kundet komme til rætte med at forstaae dem, saa have Lapper og Finner endnu langt meere dermed at bestille; og den gamle Forførere, som med saa stoor fordeel alletider haver kundet imponere dedte eenfoldige folk, haver vel veedst at betjene sig deraf.

Lapperne troe, sig at kunde giøre den løs ved sterk jaugen og myren paa sin Kobdam, (ded er, ved ded at de ifrigen bruge deres Rune-bomme og Trold-konst, og sterk intonere deres Trold-Sange derhos) saa og ved offer. Og have de i deres bekjendelser fortællet adskillige exempler derpaa baade om sig selv og om andre, hvilket dog ikke kand være andet end eenfoldighed og let-troenhed, og Satans imposturer, som saa letteligen kand indbilde de eenfoldige Mennisker saadant. De bruge Horagalles løs-giørelse til at fordrive Trold fra deres dyr; de bruge den til at forhindre og skade Mennisker med, som de ikke ville skulle komme til dem; de bruge den ogsaa til at hevne sig over andre, som hâr fortørnet dem.

Og troe de, og bekræfte med exempler, at naar den løsgiorde Horagalles ikke kand udrette imod ded Menniske, som den styres ud imod, skal den vende om til den Noid, som haver giort den løs, og sterk gaae ham selv paa livet. Formedelst saadanne Superstitioner faaer Horagalles mangfoldig offer af Lapperne; og da de ære ham som den, der formedelst deres Reensdyrs liv, og bevogtelse, samt græsning skulde giøre dem riige, saa udtømmes gierne deres midler, som bestaaer i deres Reensdyrs hjord, formedelst mange og stoore offringer, saa mange derover ere blevne slet betlere og forarmede.

Maderatja (ded er uden ald tvivl Substantia ætherea, hvilken Olde-fædrene for Lappernes gamle Religion have begrebet tillige med Soolen at concurrere udi alle levende dyrs generation, hvorfore de itsige Noider og forklare, at den er næst under Himmelen) som denne af dem troes at være Maderakkæ Mand, saa syvnes deres gamle Noider ligesaa at have holdt Luften for et Guddoms væsen, som de hâr kaldet Maderakka, og skulde være Maderatjas Kone. Til disse offres som til Gud og Gudinde, ligesom Rune-bommen og Noiderne ansiige; dog skeer til Maderatja ikke saa stoore offringer; men Maderakka, som troes at skal raade for kjønnet, er i stoor anseelse hos Lapperne, og af folk i Ægteskab meget paakaldes, og med offer og boolig hos dem æres.

Lapperne paa Fjeldene have deres tilhold i Telter, som de kalde Tjell eller Kotter. Paa disse Kotter ere 2de ind- og udgange; den eene kalde de Posjo, den anden Ugs, og midt i Kotten er fyrstedet, at røgen gaaer op igiennem toppen af Teltet. Igiennem Posjo maa intet Qvinde-Menniske have sin gang, ti der er Rune-bommens sted, naar de have den ved Kotten, hvilken de holde for af Qvindfolkes gang og omfart at forderves: Ved Ugs staaer deres bue og gevær, hvoraf og den indgang hâr sit navn, og der igiennem maa Qvindfolkene gaae ud og ind. Den deres Gudinde, hvilken skal berede Mandkjøn til bue og børse, kalde de derfore Ugs- eller Jugsakka (10) og den troe de at holde til i deres Kotte ved den indgang som de kalde Ugs; hvor de og ideligen øser eller setter noget ned til hende af hvis de have imellem hænderne, foruden de solennes offringer, som til hende giøres.

Sarakka eller Saragakka (11) Lappernes Venus derimod skal holde til ved fyrstedet, hvor endda meere til hende nedslaaes og af aldt, særligen af hvad som drikkes, gives part. Denne er ideligen i Lappernes munde, hende giøre de bøn til, hende anraabe de i alle deres anliggender, hende holde de for deres trøst og tilflugt; og korteligen, Sarakka er den første og den sidste, den Kjæreste og den tilforladeligste, som de i alle deres væsener holde sig til. Ti æres og dyrkes Hun og fremfor alle de andre. Ihvad de æde, saa ihukommes Sarakka derudi; ihvad de drikke, saa skeer ligesaa; og løfter og offringer skeer til hende oftest uden nogen foresiigelse af Rune-bommen. Men fornemmeligen tilbedes Hun af frugtsommelige Qvinder og i fødselsnød bestedde, paa hvilken tiid eendeel Lapper oprette een særdeles Kotte for hende at herbergere udi, hvilken de sette næst hos den, udi hvilken de selv holde huus. Sarakka viin drikkes af barsel-Konen for fødselen; Sarakka grød ædes af barsel-Konen og tilstede-værende gifte Qvinder efter fødselen, og er et gieste-bud Sarakka til ære, som med stoor solennitet begaaes efter deres maade. Udi bemeldte grød settes 3de stikker; een kløftet med 3 ringer paa, een Sort, og een hviid. Disse henlegges under Ugs to eller tre Nætter. Findes derefter den Sorte borte, ominere de barnets eller Moderens død; er den hviide borte, skulle de begge leve. Men denne grød ædes ikke uden deres Orakel Runebommen forud saa tilholder. Til Sarakka offres fornemmeligen Hane og høne, og Reinskalve, og Hunkjøn af Hunde, hvilket offer ikke uden af Qvindfolk fortæres, og Mandfolk have derudi ingen part.

Saasnart barn er fød, bliver ded Sarakka opoffret og i hendes Navn døbt, hvilket de kalde Sarakka-sjadsest. Paa Hendes faveur omdøbes ded, saatit barnet siden bliver sygt, som herefter paa sit sted omstændeligere udfordrer at forklares. I Hendes drik og Mad communicere de for Alterens Sacramente; og ded som forskrekkeligere er, at i steden for vi Christne siige, ded er Christi Legeme og Blood, saa siige de, ded er Sarakka odsjo ja wuerre, som een af Lapperne i sin confession haver forklaret. Hende de tilbede lige under den Christne Communion, og efter Communionen afbede, at Hun vil være dem Naadig og forlade dem den synd, at de med de Christne have communiceret, som haver været manges eenstemmige bekjendelse.


Cap. 5.
Saiwo (12), Saiwo-olmai, Saiwo-Neida, Laidde, Guelle, Sarwa.

Ded hâr været een gammel superstition hos Finnerne, at de troe, i bjerge paa deres Fjelde, som de kalde Saiwo, (12) og i dødingers tilhold under jorden, som de kalde Jamikaimo (13) at skulle være folk ligesom de selv, have samme hanteringer, samme exercitier, samme Konster, samme slags dyr som de, alleene med den underskjed, at de folk i bjergene og der under i jorden skulle have aldt saadant langt meere fuldkommen og i een langt riigere og lyksaligere grad og vilkor end som Lapperne paa fjeldene, saa Lapperne derfore ansee Saivo-olmai, ded er folk, som boo i bjergene, som riige og herlige folk, og i alle Runerier og Trold-væsener heel ypperlige og fuldkomne; og sig derimod ansee Lapperne som fattige folk hos saa mægtige, hvilke som Patroner, Lærere, og Veldedere de Høyligen behøve. Af hvilken Lappernes eenfoldighed den fuule og leede djevel ogsaa betjener sig, og med sine fascinationer og gøglerier mesterligen veed at bekræfte Lapperne i saadan deres daarlige over-troo.

Deraf er ded, at Lapperne i deres bekjendelser om Saiwo viide at beraabe sig paa, at de selv have været inde i Saiwo,  drukket, dantset, jauget, runet med Saiwo-Olmai, seet deres livagtige Personer, Mænd, og Qvinder, og børn, hørt og viide deres Navne, havt deres omgiængelse heele uger igiennem, nødt Tobak og brænde-Viin og andre tractamenter hos dem, saa og adskillige fornemme raad, advarseler, sandsigerier, Lærdomme, og exercitier hos dem, ja af dem været geleydet fra deres Saiwo og viist veyen til deres Kotter, hvilke saa stoore elusiones med slige omstændigheder (da mand ikke vil nævne de endda græseligere, som eendeel have bekjendt) mand ikke hos noget Hedenske folk ellers veed at Satan haver forøvet.

Men dog ligger Lappernes bekjendelser forklarlige nok, eensstemmige og mangfoldige nok; ligesom mand og deraf fornemmer, at een hver Lappes visse eyendeel er, saasnart hand bliver til Mands, at have nogle, men somme 8, 10, 12, 14 Saivo til sine Deos tutelares, samt Trold-konsters befordring.

I eenhver af disse Saiwo skal være folk, men fleere og ferre; i eendeel tre, i eendeel fire, i eendeel fem Olmai, ded er Mænd, foruden Saiwo-Neida, ded er Qvinder og børn. I eendeel nogle gifte Olmai med deres Neida, andre igien u-gifte, som hverken Qvinder eller børn skulle have. Foruden disse Saiwo-folk forklare Lapperne, at der ogsaa skal findes boeskab og dyr langt skjønnere end de som finnerne have; og særdeles skal een hver Lap i de Saiwo, som hannem tilhøre, have 3 slags Creature til sin Noide-tjeniste, som alletider, naar hand paaraaber, gaaer ham til haande, nævnlig een fugel, som de kalde Saiwo-Wournis-Laidde, een fisk eller orm, som de kalde Saiwo-Guelle, og een Rein-Tyr, som de kalde Saiwo-Sarwa; og dedte tilsammen kalde Lapperne Noides-Woeigni.

Fuglene ere underskjedige. Af størrelse nogle som Svaler, andre som spurver, andre som Ørn, andre som Rypper, andre som Svaner, andre som Tødder, andre som Røyer, andre som Uhrhaner, andre som Høge. Af farve nogle hviide, nogle graa, nogle sorte, nogle sorte og hviide, nogle hviide og sort-spraglede, nogle muskede paa ryggen, hviide paa vingerne, og graae under bugen, nogle lys-røde, nogle sort-graae, nogle graae og hviide. Af navne Alpo, Warre-houke, Waaka, Rippo, Sourik, Staure, Paiwo, Jap, Lainoer, Paimatz, Brudnihark, Habik, Fietnaalegonum, Gierkitz, Gisa, Molk, Gaasa. Af tjeniste, at de følge sin eyermand naar hand jauger paa dem, viise ham veyen  naar hand skal reyse, og veydeskab naar hand gaaer paa skytterie, bære Ham budskab og tidender, og hjelpe at vogte Rein og andet, og i saa maader kaldes de simpliciter Saiwo-Laidde; og kand eendeel Lapper have mangfoldige saadanne, men andre ikkun faae. Men naar Noider bruge Saiwo-Laidde til at giøre skade paa andre, som brugeligt haver været, saa kaldes de Wournis-Laidde, hvilke og tjene dem til paa Laiddernes rygge at fare lange veye i een kort tiid, som Lapperne selv have forklaret.

Guelle eller Ormen er og underskjedig af Navn, af farve, og af Længde. Ti Guelle er ufeylbar merke derpaa, at eyermanden er een Noid, og jo sterkere hand kand jauge, jo længere er Ormen, saa længden kand være heele 3 favner. Dennes brug er fornemmelig i 2de occasioner: 1 dermed at beskadige sine fiender, og 2 dermed at fare ned til Jamik-aimo, hvorom paa sit sted omstændeligere skal forklares.

Saiwo-Sarwa er og et vist merke paa, at eyermanden ikke alleniste er Noid, men og med de fornemste avangeret i Troldkonsten. Denne bruge de i sin vrede til at sette paa andre Noiders Sarwa, da ded gaaer hart til, ti hvad skade den eene Sarwa i trefningen kand giøre paa den anden, ded kommer over dens eyermand som taber, hvad enten ded gielder liv eller lemmer.

Jo fleere Saiwo nogen Lap eyer, jo fornemmere agtes hand iblandt sit folk, ti Saiwo gaaer i arv, kand ogsaa afhændes og selges, hvorfore een hver, som haver børn, skifter og deeler gierne sine Saiwo naar hand bliver gammel førend hand døer, og ligesom hand da ynder det eene barn meere end ded andet, saa giver hand i ded barns lod bædre og sterkere Saiwo end i de andres. Ded agtes og for de lykkeligste giftermaale, naar nogen med sin befriede festemøe faaer mange Saiwo udi hjemme-givt, eller kand vente dem at arve. Saadanne Saiwo kalde Lapperne Arb-Saiwo. Men ere Forældre eller Venner hendøde uden forud at have skiftet sine Saiwo, saa anmase arvingerne sig deres fædrene Saiwo igiennem offer som til dennem gives, at Saiwo skal viide, at arvingerne attraae og forlange deres goodgiørenhed og bistand, ligesom deres afdøde forældre eller Slegt ded tilforn nødt have.

Til Saiwo, samt Saiwo-Laidde og Guelle offres ligesom til andre Guder, efter deres tjenistes beskaffenhed, og ligesom de Selv udfordre offeret, hvilket Runebommen da skal tilkjendegive, nu Skjapa, nu Sarwa, nu Ronkjo, nu fisk, fugel, Hane, Maar, Lemænd, Harer, bæver, Hermelin, Ræv, og deslige andre Creature. Skjapa kalde de een Simle, ded er een Hun-Rein, Sarva een brund-Rein eller Tyr-Rein; Ronkjo een Kjør-Rein, som de færes og kjøre med; Urik aarsgammel brund-Rein; wonkjel aarsgammel Simmel-Rein; Wubirs 3 aars gammel brund-Rein. Ellers hâr Lapperne individuales Navne paa een hver af deres Rein, særligen Simle-Rein, som de malke. Men som Saiwo-olmai ansees af dem som folk, saa er den accord imellem eendeel Lapper og een og anden deres Saiwo saaledes treffet, at Saiwo for deres bevaagenhed og tjeniste skulle Selv tage af Lappens hjord hvad offer de Selv lyste, hvilket da arvingerne lige saa vedtage og holde. Ellers hâr ded sig saa imellem Lapperne og Saiwo, at der indgaaes Pact imellem dem, naar Saiwo skal blive deres skytsherrer. Fra Saiwo-siide pacisceres, at Hand skal skaffe Lappen lykke til næring og bjæring, til skjytterie, til fiskerie, til at frelse Menniskers liv, til at udkundskabe, og til at hevne sig, (som Lapperne selv have bekjendt). Derimod Lappen forpligter sig, at hand vil tjene Saiwo baade med liv og Sjæl.

Udi et hvert Saiwo ere Olmai, ded er Mænd, men ikke i et hvert Neida eller Qvinde, Saa at eendeel Olmai skulle være u-gifte. Ey heller er i hvert Saiwo Orm og fugel, og Kjæmpe-Rein, ti de ere Noidernes Herligheder, hvoraf et eller to tillige kand findes i et Saiwo som hans prædio principali; de fleere i andre den samme Lap tilhørende Saiwo.

Udi Saiwo som de troe at folk boe, saa troe de og, at der er Kirke, og ded lyksaligste liv som nogen kand leve. Derfore er ded aldt deres haab og ded fornemste henseende, hvorfore de saa flitteligen dyrke og holde sig til Saiwo, at naar de hâr fremdraget dedte deres liv i den uselhed som Lapperne medfølger, de da skulle forflyttes hen til Saiwo, hvis beboere de ansee at være Lapper, som i deres lives tiid flitteligen haver offret, myret, og jauget paa Saiwo, og derfore i deres andet liv nyde saa stoor Velstand og lyksalighed. Deraf er Aken-Kirke i Saiwo, deraf Jamik-aimo. Deraf holdes Saiwo-Sjatze, ded vand, som falder ned af nogen Saiwo, saa helligt og begierligt, saa ded er deres hjertes største vederqvægelse og  bekræftelse paa deres haab, naar de under deres bæste andagter kunde faae ded Vand at drikke, hvori de da ikke forglemme Sarakkæ amindelse. Og korteligen: Saiwo syvnes at være Hovet-artikelen af Lappernes gamle Religion, til hvilken aldt andet henhører, baade hvad mand i foregaaende Capitel om Sarakka og Ugsakka haver forhandlet, saa og hvad herefter om Jamik-aimo og Lappernes uddenemo skal andrages.


Cap. 6.
Jamik-aimo, Gerro-Mubben-aimo, Radien-aimo, Jamik-aimo-Reyser, Noide-Kjonkan. Rutu, Fudno, Mubben, Pahan-lngil, etc.

Omend skjønt Lappernes aimo, ded er de Steder, som de efter dedte liv skulde komme til, kaldes af Lapperne med adskillige navne, saa syvnes dog deres forklaringer derpaa at gaae ud, at deres gamle Religion veed ikke uden af et Sted, som er deres Saiwo-aimo, hvilket de ellers kalde Jami-, Jamik- eller Jamikas-aimo, item Sarakka-aimo. Men hvad de melde om Rutaimo, Mubben-aimo, Fudnos-aimo, og Kjaps-aimo (som aldt er et, efterdi for-navnene Rutu, Mubben, Fudno betegne alle den onde Aand, og Kjabs-aimo bemerker ded sorte Land, ligesom og gerro, ded de sette for Mubben-aimo, skal betyde Piine, som aldt er beskaffenheden af ded u-lyksalige sted) den Kundskab syvnes de at have faaet af de Christne, som have veedst dem at underrette om djevelen og Helvede. Og derfra syvnes de og at have ded de melde om ded 3die sted, hvilket de kalde Radien-aimo; ti Radien betyder i deres Sprog den Høieste Guds kraft, og der hand boor er Radien-aimo eller Guds Himmel, som de Christne forvente. Derfore er den forklaring, som de Lappiske Noider hâr kundet giøre om Radienaimo og Mubben-aimo, saa gandske confus, liden, og u-overeensstemmendes. Men i Jamikas-aimo viide de saare vel hvordan tilstaaer, og fattes ikke paa forklaringer derom. Ti som deres eens-stemmige bekjendelser haver været, saa maa deres Noider som oftest fare ned i den aimo, hvilket de kalde Jamik-aimo-reyser, som sker for 2de aarsagers skjyld gemeenligen, enten  for derifra at ophente een Jamike eller døding til deres Reinvogtere (som bekjendelser i mangfoldig tall forklare) eller naar nogen bliver dødelig syg, at Noiden da, som tillige er deres Medicus, maa fare ned i Jamik-aimo, og faae de folk som der boe, ded er dødningerne tilfreds stillet, at de endda vilde lade ded Menniske være iblandt Lapperne her paa jorden, og ikke staae efter at faae Ham til sig i Jamik-aimo.

Disse reyser maatte mand tænke at Noiden indbilder de andre at hand giør; men det gaaer kjendeligere og øyen-syvnligere til. Ti naar nogen Jamik-aimo-reyse skal skee, enten for den eller den aarsage, saa kommer Noiden som reysen skal giøre, og een forsamling saa megen som skee kand baade af Mænd og Qvinder. Noiden tager da fat paa sin Runebomme, myrer og jauger i sterkeste maader, hvormed de andre stemme i baade Mand- og Qvindfolk med uophørlig og sterkeste jaugen saaledes som i saadan Trold-Messe eller Noide-Kjonkan (som de kalde ded) ded er Noide-samling kand tilgaae.

Naar saaledes noget hâr varet, at Noiden saa sterkt hâr myret og jauget, bliver hand som reent afsindig og fra sig Selv, løber om paa knæene med Rune-bommen med forunderlig gesvindighed og selsomme gebærder, runer og jauger, indtil hand omsider falder som død ned, at hverken sees liv eller aande hos ham. Imidlertid er hand saaledes borte een times tiid, indtil een anden Noid, som forstaaer sig paa de reyser, vekker hannem op igien. Naar nu Noider, som have bekjendt sig mangfoldige saadanne reyser een hver at have giort, haver skullet forklare omstændighederne af disse Jamik-aimo-Reyser, saa have de bekjendt, at deres Saiwo-guelle kommer til dem, som raabes og jauges paa, og paa hans rygg føres de til Jamikaimo; og som dem der megen modstand kand møde, at Jamikerne enten ikke ville slippe den døding, som Noiden derfra vil tage med sig, eller endelig ville have den Syge ned til sig (som gierne skeer af nogen dødning der er den Syges Slegt, og her haver efterladt sig den som syg er, enten hand er den Jamikes Søn, datter, Mand, Qvinde, eller anden paarørende, da Noiden staaer een stoor fare, og ded gielder om hans liv) saa giør hans Guelle ham mægtig bistand, og saalænge kjæmpes og holder ud med den fortrødne Jamike, indtil den enten maa  consentere, eller Noiden faaer komme sin vey med den Jamike, som hand skal opføre til Rein-vogtere.

Bliver den Syges liv consenteret, saa skal den Syge blive tilpass igien imod offer, som Noiden i Jamik-aimo haver maattet accordere til den Jamike, som vilde have den Syge til sig; men vil den Jamike ikke lade sig overtale ved løfter af offer, da maa den Syge døe, hvilket, et af deelene Noiden skal viide at siige naar hand kommer tilbage. Lappernes bekjendelser have ogsaa forklaret, at saadanne fra Jamik-aimo optagne Jamiker lykkeligen og vel have vogtet deres Reenshjord, saalænge de aarligen have faaet ded offer, som dennem haver været tilsagt, og ded i et eller fleere aar, ligesom de i Jamik-aimo have accorderet. Og hvad de Syge angaaer, som Noider saaledes maa reyse til Jamik-aimo for, saa siige exemplerne, som i Missions-acterne i den occasion findes, at de gierne have været saadanne Personer, som Mænd eller Forældre nødigt have villet miste. Den forklaring Lapperne ogsaa have giort om tilstanden i Jamik-aimo, som aldeles accorderer med den tilstand, som de have forklaret at være i Saiwo, siiger nok, at deres Jamik-aimo er ikke andet end deres Saiwo, hvorthen de efter deres død haabe sig at skulle komme, saa mange som ikke have været genegne til Tyverier, ond-sindenhed, og bandskab, ti disse eeniste laster have de erkjendt for synd, og saa mange, som dem vanligen have forøvet, dem holde Lapperne for, at de efter døden komme hen i gerro-Mubben-aimo, hvor ikke nogen saadan fornøyelse og lyksalighed som i Saiwo er at finde.

At Lapperne ellers viide Pahan-Ingil og de fleere onde Ængle under navne af Rutu, Mubben, Fudno, Duniken, og Perkild at nævne, den kundskab syvnes de ogsaa at have vundet af de Nordskes omgiængelse siden Christendommens tiid, ti der ligger aldeles ikke nogen grund eller overensstemmelse dermed i de stykker, som syvnes at være Lappernes gamle og egen Religion. 


Cap. 7.
Same-nemo, Uddenemo, Saiwo-nemo, Lauchedni, Risemedni, Lappernes Trold-daabe med sine ceremonier.

Strax efterat et barn hos Lapperne er fød, bliver ded Sarakka ved een egen Lauken, ded er daab opoffret, og efter nogen, som Forældrene ville igienkalde, faaer sit Same-nemo, ded er Lappe- eller Finne-navn. Dedte navn beholder barnet saalænge ded ikke bliver sygt, (ti ded navn, som barnet i den Christne daab bekommer, nævnes barnet ikke med iblandt Lapperne, men forkastes og skjøttes ikke om, saa at Forældrene tit og ofte inden kort tids forløb ikke viide eller erindre sig hvad deres barn i den Christne daab er bleven kaldet) men bliver barnet sygt, saa maa ded have og faaer et andet navn, som de kalde uddenemo eller Saiwo-nemo, ded er nævnelse efter nogen Jamike, som vil igienkaldes; og dersom barnet atter, eller fleere gange bliver sygt, faaer ded atter hver gang et andet uddenemo med behørige ceremonier. Deraf kommer ded, at eendeel Lapper ere befundne efter deres egne confessioner at have 3, 4, og fleere uddenemo, saa mand strax kand viide hvor tit de i deres ungdom have været syge og døbte, naar de ikkun siige deres uddenemo.

Grunden til disse Lappernes giendaabe entstaaer af deres Saiwo efter ded de troe. Ti saa snart et barn bliver sygt, holde de for, at een Jamike, ded er, een af de folk som boe i Saiwo, vil igienkaldes, og derfore ved een Noid adspørge de strax enten deres orakel Runebommen, eller Noiden maa ned i Jamikaimo, og fornemme, hvorfore Jamikerne have giort barnet sygt. Giernest bliver da giensvaret, at den eller den Jamike af saa og saadant et navn vil paa jorden leve i sit navn, at barnet saa skal kaldes. Naar saa er tilkjende-givet, saa angaaer gien-daaben med sine visse behørige ceremonier og omstændigheder. Ti først behøves dertil een Lappe-Kone, som skal forrette daaben, hende de kalde i deres Sprog Laukedni, ded er døbe-Moder. Naar vandet under dennes opsyvn er bleven vel varmt, kommes ded i et truv, og legge de saa deri to birke-riis; ded eene ligesom Qvisten ræt er voxet, men ded  andet sammenbøyet som een ring, siigendes til barnet: du skalt blive saa frugtsommelig, fersk, og frik (!), som den birk, af hvilken dedte riis er tagen; og derefter kaste de i vandet enten een Messing-ring, eller een Messing-plade, eller et Sølv-span, om de ere saa riige, at de eye Sølv-belte eller brøst-span af Sølv; og den Ring, Plade, eller Span, som dertil bruges, kalde de nemo-Skjello, hvorfore naar de kaste den i vandet, siiger Laukedni til barnet: Nu legger jeg Skjello i vandet til at Lauke dig, bliv du saa klingende og herlig, som den Messing eller Sølv er; og dermed begynder hun daaben siigendes: Jeg paalauker dig et nyt navn N. N. Du skalt trives og leve bædre i ded vand, som vi give dig, end ved ded vand, som Præsten døbte dig udi. Jeg lauker dig op Jamikas N. Du skalt nu komme op igien, og blive frisk, og faae nye lemmer igien. Du barn skalt have den samme lykke og glæde, som den Jamikas havde i verden. Først øser Laukedni tre gange vand paa barnets hovet, og siden lauker ded heele legeme. Til slutning siiger Laukedni: Nu est du Udenemo-lauket med den Jamikes navn, nu faaer jeg see hvor vel du trives dermed.

Dersom ded er een Messing-kjedel, som vandet koges udi, bliver kjedelen heel blank skuret, og Salt kastet i vandet, og passerer saa Messing-kjedelen for Skjello, saa de komme ingen videre Ring eller Plade derudi, og i saa maade hører Messing-Kjedelen barnet til, hvori ded er Lauket. Men er ded anden Skjello, som kastes i vandet, da naar barnet er lauket bliver den Skjello taget op af vandet og syet fast paa barnet, enten under hans arm, om ded er drenge-barn, eller paa brøstet, om ded er Pige-barn; og paa de steder maa børnene beholde deres nemo-Skjello, saa længe de ere i Kjærrest, ded er Svøb eller vugge, ti barn-Kjærrest kalde Lapperne een rund Stok, som de hâr udhuulet efter et barns længde, og legge eller bære deres børn udi. Denne Nemo-skiello passerer hos dem for een Helligdom, og som et amuletum eller averruncamentum, hvilket den, som Skjello haver faaet, ikke maa skille sig af med, hvorfore saa længe de ere børn bære de den under armen eller paa brøstet, men naar drenge-børn blive til Mænds, henge de den i sin Rune-bomme som een kraftig ting.

Denne uddenemo-daab, som itereres saa tit barnet bliver sygt, maa ikke confunderes med Same-nemo-daaben, udi hvilken  den Christne daab afvaskes, skjønt begge forrettes ved een Lappe-Kone, og hartad med samme ceremonier.

Ti udi Same-nemo-daaben er den omstændighed, at omend skjønt den skeer strax efter at barnet hâr været til den Christne daab, saa maa den dog ikke forrettes af nogen Qvinde, som hâr været Christ-edni, ded er, som haver staaet til Fadderskab ved bemte daab, men af een anden Lappe-Kone, som ikke haver været hos, da barnet blev Christnet; ey heller der da just igienkaldes een Jamikas, men kand lige saa vel een levende Fader eller Moder, eller anden af Slegten igienkaldes.

Hende, som denne Same-nemo-daab forretter, kalde de Risem-edni; og før end hun begynder daaben, bliver baade Vandet og barnet Sarakka sacrificeret, saa at denne daab skeer egentligen for Sarakka skjyld, og er Sarakkæ Sacramente, hvorudi børnene Hende initieres, hvorfore ingen maa komme vand paa barnet eller toe ded, efterat ded er kommen fra den Christne daab, førend Risemedni haver Lauket og omdøbt ded. Men i uddenemo Trold-daab kand Lapper, endogsaa efterat de ere gifte og ere blevne vel til alders, blive omdøbte og Saiwo-Laukes. Og som ved een hver daab maa følge et betydeligt offer til Sarakka, eller den Jamikke, som igienkaldes, saa er det ikke at undre, at saa mange Lapper og Finner i største armood og fattigdom maa geraade.


Cap. 8.
Offringernes ceremonier: Guaps, Blotmanden, Damengare, Wærro-muora, Liot-muora, Kilde-muor, Bjergo, Gare.

Ved Lappernes afgudiske offringer haver den navnkundige Schefferus samlet og anført adskillige omstændigheder, hvilke Missionen paa denne siide til den meeste deel ligesaa haver befundet. Men her er end ydermeere efterkommet adskilligt desangaaende, som i dedte Capitel skulde legges for øynene.

Lappernes ordinaire Offer-tiid er om Høsten, da dedte heele Lands Slagterie for Vinteren, efter den viis og fornødenhed som dedte Land medfører, overaldt pleyer at skee. Men Lappernes extra-ordinaires offringer angaae ded heele aar igiennem,  ligesom deres nød og anliggende, samt omina og orakler tilsiige, nu til een og nu til anden af deres Afguds-væsener hvis hjelp de anviises paa at skulle behøve. Hvad enten offringerne skee paa de ordinaires tider eller desimellem, saa ere derved visse ceremonier og omstændigheder, som Lapperne gandske nøye observere.

De almindelige omstændigheder, som ved alle offringer blive i agt tagne, er først, at som Qvindfolk og børn udi de Lappiske Sacris ere regnede for profanes Personer, uden tvivl fordi Lapperne have været sær varsomme, at deres Afgudsdyrkelser og Skikke ikke skulde spørges blandt de Christne, saa kand ingen offring forrettes af nogen Qvindes-Person; men ded maa være ded Kjøn ære nok, at de i deres Mænds Trold-mæsser og Noide-samlinger medtages, og ere lærte at jauge og udskriige deres Hedenske antiphonas (hvilke Lappiske Qvindfolk, som saa vidt ere avangerede og betroode, at de saaledes kunde jauge, og paa de instrumenter, som competere Qvindfolk, rune, de i deres Sprog kalde Guaps) men alle offringer maa forrettes af een Noid, som vel er øvet og bevant med offer-Skikkene, hvilken da er deres Præst, og Ham kalde de Blotmanden.

Dernæst er ded og almindeligt i alle offringer, at naar offerdyret er slagtet og i stykker lemmet, at de da tage Næse, Øyen, Øren, Hjerte, og Lunge heele, samt een partikel kjød af hver lem, tillige med beenene (naar kjødet paa offer-stedet er kogt og af offer-giæsterne, som de have budet, fortæret) samt den Mandlige lem, som ikke maa forglemmes om offeret haver været et Han-dyr, og legge aldt dedte i sin rigtige orden fra ded øfverste til ded nederste ligesom i een Liig-Kiste, hvilken de giøre af Birke-træets huud, som vi Nordske kalde Næver, og dedte (hvorudi deres offer egentlig bestaaer) kalde Lapperne Damengare, hvilken, efterat eendeel deraf med dyrets blood er bestenket og overstrøget, de i jorden solenniter begrave.

Hvorpaa følger da den tredie almindelige omstændighed og ceremonie, at hvilket som helst afguds-væsen de offre til, dessen billede udskjæres som bæst de kunde, efter den lignelse, hvormed den afgud paa deres Rune-bomme betegnes, i een trunt af et birke-træ, halv-anden eller 2 aln lang og een aln omtrent tyk, og settes saa billedet oven over den begravne  Damengare, hvilket billede de kalde Wærro-muora eller Liotmuora, med dens navn, som de offre til, foran combineret. Og skal, som de selv have forklaret, skee for den aarsage, at den Gud, som de offre til, skal kjende sit offer, at ikke nogen anden skal tilegne sig ded, og giøre sig godt deraf. Samme Afguds-billede de overstryge med offer-blodet, og, særdeles øynene, med offerets Fædme, og giøre, særligen paa dessen bryst, adskillige Kors. Men til Soolen eller Maanen naar de offre, effigiere de Træet, som de sette til Wærro-muora over deres damengare, som een Ring rundt-omkring udi tagger skaaren, og bestryge den med blood trintomkring. Over Horagalles eller Tordens (hvilken Lapperne Nordenfor kalde Toraturos bodne, Torden-Kall, i. e. Cremes Tonans) hans Damengare sette de een stoor Hammers lignelse, hvormed Hand skal slae Troldene og ufordragelige Mennisker bort.

Hos Wærro-muora sette de helst 2de greene af Birketræ sammenbøyede i toppen, een paa hver siide af Wærro-muora; undtagen naar de giøre offringer til Rutu, (ti da bruge de gierne dertil toppe af gran-træer) og naar de offre til Saiwo, da de bruge i steden for Træer Steene, hvilke de da, som før er meldt, med Offer-blodet og fedmen overstryge, og med adskillige Kors siire. Disse Assistentere hos Afgudsbilledet kalde de Kildemuor.

Wærro-muora dannes af Træet saaledes, at Hovedet giøres af Rooden, og den øfrige corpus af bullen. Og settes udi alle offringer, som skee til Sarakka, Saiwo, Jamiker, og deres egne gamle Afguder, saaledes, at Hovedet, ded er Rooden af træet (som de kalde Madgedsje pahas) vender opad, men bullen fæstes i jorden. Men naar noget offer til Radienatsje eller Radienkjedde (hvorved den Sande ævige og almægtige Gud betegnes) skee skal, hvis Personer de da ligesaa afbilde, vendes alletider Rooden eller Hovedet af deres Wærro-muora nedad og bullen i veyret, uden ald tvivl at betegne, at disse ere Wæroldiske, som see nedad.

Der blive og i deres offringer adskillige særdeles Skikke og omstændigheder observerede, baade i henseende til den som offeret gives til, saa og i henseende til Personerne, som offeret skulle fortære. Udi Horagalles offringer maa intet Hun-Kjøn, ey heller Han-kjøn, som er castreret, offres; derimod maa intet  Han-kjøn (undtagen Hane) offres til Sarakka; og til Sool og Maane maa ikke alleeniste intet Han-kjøn offres, men offerdyret maa end og ikke være sort. Sarakka offer fortære Qvindfolk alleene, og derudi maa ingen Mands-Person have nogen part, end ikke i ded som overbliver efter offer-Maaltidet og hjemføres. Udi Peiwes, Horagalles, Saiwo, Jamikers, Leibolmai, og desliges offere derimod maa ingen Qvindes-Person participere; dog som Mandfolkene ikke fortære uden den forreste deel deraf paa offer-stedet, saa bringes bag-deelen hjem til Husets og familiens fornødenhed, som offeret skaffet haver. Men hvis offere stundom kand giøres til den Sande Gud under Radienatsjes og Radien-Kjeddes navne, saa og til Ailikes, item til Maria (som een og anden gang skeed er af dem, som have hendes Character paa sin Rune-bomme, og kjendelig er een Lærdom og imitation af Pave-dommet, ti de supplicere da til Maria, at hun vil intercedere for dem) derudi ere baade Mands og Qvindes-Personer liige deelagtige, alleeniste at deres Trold-Præst Noiden forretter offringerne med deres ordinaires behørige ceremonier, som herefter udførligere skulle andrages.

Til Peiwe offres ikke alleeniste hviide dyr, men og Hør eller Liin; og hos dessen Wærro-muora i steden for Kildemuor settes een Rok, i henseende paa Soolens straaler. Hvorfore ikke alleeniste Lapperne, men end og den heele Nordiske Hedendom i forige tider, hâr agtet sig meget vel at giøre imod Soolen, naar de have offret Liin; lige som mand hâr een gammel cantilenam her i Norge, hvilken børn om Sommeren endnu synge: Lova, Lova Liin, Gud lad Soola skiin.

Naar igiennem Rune-bommen og Noidens information, den hand Nakjarist udi sin Ecstasi Diabolica haver faaet, er fast-sat og afgiort, at til den eller den maa offres, saa bestilles Noiden, som offringen skal forrette, og offeret afsondres een dags tiid tilforne med et merke igiennem dessen Høyre øre, ti intet maa offres uden ded som sundt og triveligt er. Imidlertiid maa og Noiden berede sig igiennem Faste, og een nøye reenselse og toelse paa alle sine lemmer. Naar offer-dagen fremskinner, forføyer Noiden sig med den Lap, som offeret anskaffer, og de til offer-Maaltidet inviterede giester til offer-stedet.  Noiden (som de i den forretning kalde Blotmanden) er da iført sine bæste klæder, haver een Messing-Kjede omkring sin Høyre haand, og sit belte over sin Venstre Skulder hen under den Høyre arm som et Ridderbaand, saa at hans taske, som følger beltet, bliver hengendes lige for hans bryst.

Dersom offeret skeer til nogen Saiwo-Neide, eller nogen af Akkerne, som ere Qvindes-Personer, haver hand og een hviid Liinhat paa sit hovet, foruden ded ordinaire hviide Liinklæde, som han ellers haver om sig. Paa offer-stedet hand da med særdeles behændighed stikker dyret, som offres skal, saa at det falder strax, og inden een gandske kort tiid er aflivet. Derefter huuden heel gesvindig tages af samt indvollene, og dyret parteres leed for leed, og kastes i offer-Kjedelen at koges. Imidlertid naar een halv times tiid er koget, optages hvis til Damengare henhører og tillaves, indtil resten er fuldeligen kogt, da alle Offer-giesterne med Noiden falde paa knæ, og signe Maaltidet, græde, og bede til den saa troode Gud som de offre til, at hand Naadelig vil ansee og tage imod offeret, og hjelpe i den Sag, som de have giort offeret for. Derpaa tager Blotmanden Kjødet, og siiger: Dat le Sarakka—Jamike—Saiwo (eller hvad anden Gud de offre til) -bjergo, og alle offer-giesterne giøre ligesaa. Siden spiise de og fortære fordeelen deraf, men bagdeelen er ikke værdig i offer-maaltidet at spiises, men føres hjem til huus-fornødenhed. Naar Kjødet er spiiset tillige med marven af beenene (som ikke maa hugges tvers over, men langs af) begynder Blotmanden at drikke af Kjødets Saad derovenpaa, og siger: dat le Sarakka-gare, Jamike-gare, Saiwo-gare, eller hvilken anden Gud der er, hvis offring de begaae, hvilket da de andre ligesaa maa giøre. Have de imidlertid brænde-Viin, da drikke de ogsaa andre Guders skaal derudi; have de ikke uden vand at drikke, skeer ded dog ligesaa. Ja, naar de offre til den Sande Gud under Radienatsjes og Radien Kjeddes navne, eller explicite til den hellige Tre-Eenighed under Gud Faders, Søns, og Hellig-Aands Navne, æde og drikke de ogsaa deres (ti de holde dem for 3 Guder) bjergo og gare.

Naar Maaltidet saaledes er giort, falde de atter paa knæ og tilbede den Gud, som offeret er skeet til, at hand vil være dem naadig og tage imod offeret Derefter samler Noiden  Hovet, beenene, og aldt ded meere, som hører til damengare, legger ded ordentlig ned i den Kiste som dertil er tillavet, graver Kisten ned, og opretter over graven Wærro-muora saaledes, som foran er andraget.

Naar mand haver spurt Noider, hvad ded skal betyde, at de under offringen have beltet over deres skuldre og omkring sit bryst? have de svaret, at dermed give de tilkjende, at de giøre offeret frivillig og af et ufortrøden hjerte. Og naar de have skullet forklare, hvi de saa ordentlig samle beenene udi deres Damengare, saa siige de, ded de troe, at den Rein, eller hvilket somhelst dyr de offre, ikke alleeniste hos den Gud, som de offre til, skulde faae sit fulde kjød, lemmer, og liv igien, men dyret skulde og blive langt større og langt skjønnere end da ded her blev offret. Hvilken sin overtroo de bekræfte af de dyr, som de ere persvaderede sig at have seet i deres Saiwo eller Passewara, hvilke de holde for at være de samme, som af Lapperne til Saiwo ere offrede.

Og som Lapperne holde for, at deres offringer intet due uden foranførte ceremonier og omstændigheder nøye blive observerede, saa informere (særdeles Noiderne) deres drengebørn fra deres ungdom af heel flitteligen derudi, at intet af deres fædrene Skikke, allerminst udinden offringerne, skulde undlades, eller med tiden forkommes.

Ded beroor og ikke alletider paa Lappernes egen Villie, om de offringer ville giøre; men den leede djevel aabenbarligen truer, tvinger, og plager dem mange gange til at offre, som Lappernes egne bekjendelser paa adskillige steder væmodeligen have forklaret og beklaget.


Cap. 9.
Noider hos Lapperne hvorledes blive, deres Kald, information, ordination, Functioner, Noide-gadse, Tonto, Wuoko, Gand-fluer, Gandstav, Guorms, Noide-guelle, Noide-Sarwa, Jamike-Sarwa, Noiden-dirri, Noides-Woeigni.

Som Satan hos Lapperne i deres Ørkener haver een fri regiering og Herredømme, hvilken hand i saa langsommelig tiid haver stabileret med de forførelser og grund-Stiftelser, som hans Rige bæst kunde beqvemme og befordre, saa haver hand ogsaa hos dem sine Ministrer, som skulle være hans Propheter i at præsagiere og lære andre; hans Præster i at forrætte saa mange slags afgudiske offringer; og hans Patriarker, hvilke skulde regiere de andre, og af hvilke alle andre skulde lade sig siige, og være hørige og lydige. Disse Troldoms Præster og Propheter nævnes hos Lapperne Noider, hvilke den Leede djevel selv umiddeligen kalder til sine Amter, i ded hand under een Saiwo-gadses Person for dem, hvilke hand dertil i deres første Manddom skikkede befinder, haver aabenbaret sig udi syvne; for eendeel medens de efter sterk drik have ligget i deres søvn, men for andre naar de ellers ædrue have været paa marken, og da giort aftale med dem, og betinget dem til sin tjeniste.

Saasnart nogen tjenisten haver vedtaget, saa bliver den fuule djevel selv hans Skolemæstere, øver, og bringer hannem fort udi sine Videnskaber ved idelige conferencer, undervisninger, raadførseler, og Trolddoms exercitier, hvilke hand deels paa veye og i marken som Mand hos Mand lærer ham, deels ogsaa ved indrykkelser ind udi Saiwo og den omgiængelse og institution, som den unge designerede betjente der vederfares.

Naar nu saadan Person skal indvies, og derefter for aabenbar og virkelig Noid ansees, saa skeer een convent, at een eller fleere gamle Noider samles til ham som for Noid skal declareres, af hvilke een setter sig hos den unge saaledes, at deres fødder ligge sammen om hin anden. Den unge Noid begynder da paa sin Rune-bomme at rune og jauge, under hvilken runen og jaugen dersom hans Saiwo- eller Noide-gadse kommer, og  gaaer over deres fødder saaledes, at den unge Noid finder, at Saiwo-gadsen rører og gaaer over hans fødder, men den anden ikke finder sine fødder at røres, men alleeniste ellers (som hand bør forstaae) fornemmer Noide-gadsens nærværelse, saa declareres denne for Noid, og fra den dag upaatvivlelig saa hos andre passerer.

Efterat Noiden saaledes publice er bekandt-giort, holde Noide-gadserne sig meere familiair og flitteligere til ham, og gaae ham til haande; af hvilke hand da til sin tjeniste kand faae saa mange som hand selv forlanger. Og haver Noiderne bekjendt og forklaret, at af bemte Noide-gadser (ded er Spiritus familiares) præsentere sig eendeel under skikkelse som unge Finner i Finne-dragt, og disse ere de sædvanlige; andre som een gammel Mand, og andre i Qvindes-lignelse, som de indbilde sig at være Saiwo-olmai og Saiwo-Neide, hvilken sidste de forklare at skal være haard som een Steen at ligge hos. Men i hvilken af de to gestalter Satan comparerer og opvarter, enten som gammel Mand, eller som Qvinde, saa kalde de ham Tonto.

Der anbyde sig da og til deres tjeniste (foruden de ordinaires Saiwo-Laidde, hvorom tilforn er handlet) gand-fugle, som de kalde Wuoko, hvilke de have forklaret syvnligen for deres øyen efter paaraabelse at have kommet flyvendes og sat sig paa jorden, og rystet af sine fiere (ligesom ded havde været luus) nogle giftige ting, som de kalde gand-fluer, med hvilke eendeel have bekjendt sig meget ondt og fordervelse (som man kalder forgiørelse) paa Mennisker og Qvæg at have forøvet. Disse gandfluer naar Wuoko haver rystet af sig, opsamler Noiden (dog ikke med bare hænder, ti de ere heel giftige) i een eske, forvarer dem til brugs i lang tiid, saa længe hand hâr nogen tilbage som hand ikke hâr udsendt, og naar hand ikke hâr fleere og saadan aarsag begiver sig, at hand vil giøre ondt, men ikke vil opbie, at hand kand faae igien af Wuoko, laaner hand gandfluer af een anden Noid, indtil hand faaer selv igien at kunde tilbage-give. Ellers behøver ikke alle Noider at tage deres gand af Wuoko, men Noide-gadsen skaffer Noiden een gandstaf skikket som een Øse og sær forgivtet. Hvilken somhelst Noiden, eller hvem hand laaner den, dermed slaaer, ded være sig Menniske eller dyr, saa bliver ded sygt,  og kommer ikke til rætte igien, med mindre han stiller Noiden tilfreds, at hand bliver saa velvillig, og selv curerer ded igien.

De blive ogsaa da berettigede til at bruge deres Guarms, Noide-guelle, og Noide-Sarwa, hvorom tilforn i ded 5te Capitel er forklaret, saa at naar nogen Noid er blandt de færdigste avangeret i Konsten, og saadan een giør Jamik-aimo-reyse, da er Jamiken, som der vil hindre, forpligtet til at lade sin Jamike-Sarwa treffe sammen med Noidens Sarwa, og kjæmpes om Rovet. De blive og berettigede til i samme occasion at bruge Noiden-dirri, som er et af de fornemste Trolddoms instrumenter, hvilket ingen uden de største Noider possiderer og veed at bruge; og skal dedte være saa sterkt og kraftigt i Trolddom, at saadan een Noid i sine Jamik-aimo-reyser vover ded at sette imod de Noider, som der ere i Jamik-aimo, og ville forfegte den Jamike, som Noiden vil have derifra med sig, eller imod den Jamike, som ikke vil accordere den Syges helbred og forblivende hos sin Familie paa fjeldene.

Og alle disse forestaaende væsener: Noide-gadser, Saiwo-Laidde, Wuoko (som de ellers kalde Mæros-Laidde, ded er Konst-fugle) item Gand og Gand-stav, samt Guarms, Noide-Guelle og -Sarwa, og Noiden-dirri, tillige med deres Saiwo, og andre Guder, som deres Trolddoms konst egentligen vedkommer, saa meget som een hver Noid deraf til sin tjeniste haver, kalder hand med et ord sine Noiden-djelles (Noidens skjygger) eller sit Noides-woegni, ded er, sine Troldoms-Aander. Og have Noiderne navn paa een hver af deres gadser, ligesom een Hosbond veed navn paa sine tjenere.

Men de iblandt Noiderne, som ere de allerstørste og meest fuldkomne i Konsten, dem værdiger den slemme Aand endnu meere, at hand paa vidt-afliggende Stier kand møde dem, og i een forfærdelig skikkelse taste dem an og brydes med dem, da hand undertiden, efter een skarp kamp, (hvoraf Lappen i lang tiid kand være syg og lemme-læst) lader Noiden somme tider beholde Seyeren og marken, ja og dræbe sig, som eendeel Noider Selv have bekjendt; og i saa fald siige de, at Noiden efterlades et ufortrydeligt Rov og bytte af Sølv og guld at bære hjem med sig. Saadan een Engel, som de saaledes angribes af og brydes med, kalde Lapper her Nordenfor (ti her i fjeldene er intet saadant exempel efterkommet) Noide-Stallo. 

Hvad Noidernes Bestillinger angaaer, saa have de først som Satans Propheter alle Spaadomme, underretninger, og Runerier at forestaae, saa andre i alle tilfælde maa høre dem og sig med dennem raadføre; og hvad de lære og foresiige, ded maa de gemeene agte som gandske tilforladeligt og som sagt dem af Guderne selv. Dog holde Lapperne for, at der ere grader i Noidernes perfection, saa at hvad een mindre Noid ikke kand udrette med sin Rune-bomme og insomniis og faae aabenbarelser om, dertil bruge de een anden, som nærmere hos Saiwo kjendes at være admitteret, og deres hemmelige Raad og anslag hædre kunde faae viide.

Dernæst vedkommer og Noiderne som Offer-Præster alle Offringer at forrette, som forhen er meldet. Og fordi Lapperne troe, at alle ordinaires Sygdomme og u-lemper, samt døden selv, dependere af Saiwo-olmai og Jamiker, ded er deres afdøde Venner, som enten ville have dem til sig, eller de maa have giort imod, deraf bruges ingen naturlig lægedom iblandt dem, men Noiderne ere deres Medici, som med sine Runerier og Trolddoms konster, samt nedfart til Jamik-aimo, naar fornøden giøres, skal skaffe dem og deres dyr og børn hilse og liv igien, naar de ere syge. Og som Noiderne saaledes paasøges af de andre udi saa mange slags bestillinger, saa er ded ikke een liden fordeel, og følgeligen ded som een hver Lap gierne tragter efter, at være een Noid; ti i hvilket somhelst de forrette, saa følger ved hvert nogen præmie, helst naar nogen ved Trolddoms konst er beskadiget, eller i anden Sygdom og u-lempe geraadet, da Noidens tjeniste ansees umageligere og vigtigere, og derfore des bædre betales. Der forløber og ikke lang tiid imellem, at sig jo nogen u-lempe paa Fjeldene kand tildrage, som enten behøver Noidernes aabenbarelser, eller Offringer, eller Trolddoms Lægedomme, og derfore have Noiderne deres fortjenister des oftere.

Noiderne hos Lapperne maa til een hver deres forretning berede sig ved een dags Faste forud; og naar ded er een betydelig eller vanskelig Sag, samles adskillige Noider i den fornemste Jaugs Kotte, myrer, og jauger paa deres Knæer staaende, og adspørge omina af Rune-bommen; hvilke naar ulykkelige tilsiiges, rune de igien hvilken Gud der vil forsoones, og hvad offer Hand vil have. Men kand offer ikke hjelpe, saa vil Saiwoog Jamik-aimo-reyser til, og da gielder ded paa, hvilken Noid der hâr de sterkeste Noiden-djelles. Og dog see Lapperne saa ofte exempler derpaa, at aldt dedte kand slet intet hjelpe.

Noide-aarene strekke sig gemeenligen til halvhundrede aars alder. Naar de aar ere forbi udretter Noiden intet synderligt, men naar hand haver mistet tænderne duer hand slet intet.


Cap. 10.
Lappernes Superstitioner i de naturlige ting, Kjeddetsgokso, Ekidsgokso, Rananeide, Salaneide, Leibolmai, Sjatze-Olmai, Kjapag-Olmai, Kjaps-Olmai, Kjelmes-Olmai, Sturennemo, Gorros-olmai, Fanos-olmai, Duner Munes.

Lapper og Finner ere saa eenfoldigt et folk, at hvad naturligt er, hvoraf de enten have nogen Legemlig gavn og gode, eller befrygte sig nogen skade i deres timelige tarv og næring, deraf giøre de een Gud, tilbede og dyrke ded. Deraf er ded, at ikke alleeniste Sool og Maane, og Torden, og Luftens regiones (den Høyeste, som de kalde Maderatja, den mellemste, den de kalde Maderakka, og den nederste, hvilken de kalde Sarakka og Ugsakka) samt Søer og Bjerge af dem æres som Guder; men endogsaa Lyvs og Mørk, Morgen og Aften, Løv og Græss, Skove og vilde dyr, samt Sundhed og Smukhed, saa og Soot, og Sygdom, og Krankheder begegnes alle af dem som Guddommelige væsener, og foraarsage hos dem mange slags superstitioner.

Crepusculum Matutinum, Dagskjæren og ded første Lyvs om morgenen, hvilket de kalde Kjeddetsgokso, samt crepusculum Vespertinum, Tusmørket om aftenen, som de kalde Ekidsgokso, derom have Lapperne de superstitioner, at ded første hører Radien, ded er den gode Gud, men ded andet Rutu, ded er den onde Aand, til. Derfore saa mange, som have disse 2de gokso paa deres Rune-bommer betegnede, føye alletider Kjeddetsgokso hos Radien-aimo, og Ekidsgokso ved Rutaimo. Naar de for deres forehavende reyser consulere Rune-bommen,  dersom Weike, ded er Ringen, gaaer hen til Kjeddetsgokso, saa anviises dem, at de skulle begynde reysen om Morgenen, men gaaer den hen til Ekidsgokso, saa skulle de reyse om aftenen. Under reysen naar de for Natten bespørge sig igien med Rune-bommen, gaaer Ringen til Ekidsgokso, skulle de continuere Reysen Natten igiennem, men gaaer den da til Kjeddetsgokso, skulle de hviile til om Morgenen. Deraf agte de, at de have lige saa vel Rutu som Mørkets Fader fornøden, som Radien hvilken Lyvset hører til, og dyrke derfore Hin lige saa vel som denne, ja fordi ded skal dependere af Rutu som er dem besværligere, saa skeer ham endda meere og oftere ære og offringer.

Til Sommeren hører: at Sneen maa gaae bort, og dernæst at Græss og Løv udvoxer. Begge ere Lapperne magt-paaliggende for deres dyrs skjyld, helst under saa haardt Climat, og ded i fjeldene, hvor Snee og Kuld hersker saa meget længe, og ded i nogle aar endda meere og længere end i andre. Udi dedte kand Satan og hans Konster intet hjelpe Lapperne, derfore maa de da gribe deres Sandse an. Og som de kunde see og fornemme, at Soolen virker, saa Sneen forgaaer; men de kunde ikke forstaae sig paa, hvordan Løv og Græss fremkommer, saa erkjende de da Radiens kraft, ded er den gode Guds, som raader over alle ting, at derfra kommer Løv og Græss, men Soolens Varme tilskrive de at tage Sneen bort.

Men som Lapperne intet erkjende i den gode Guds væsen uden een blot villie, og holde Ham for (i henseende til Operationerne) gandske at være otieus, og aldeles ikke virkeligen at befatte sig med noget, særligen her nedenfor; saa holde de for, at den Virkning, hvorved Løv og Græss aarligen frembringes, er Radiens datter, i deres Sprog Rana-neide eller Radien-neide, hvilken de med egentlig Navn kalde Blenen. Hende meene de at staae derfor, at Træer og Urter aarligen produceres, ligesom Sergve-edni (den de holde for at være Radiens Hustrue) skaber og frembringer alle Sjæle, som skulde fødes af dyr og Mennisker.

Ligesaa ansee de Soolen for et Guddoms væsen; men den Virkning og Varme, som de fornemme fra Soolen, siige de at være Soolens datter, hvilken de kalde Salaneide, og denne ansee de at raade for Snee og Kuld at giøre ende paa. 

Disse æres, dyrkes, og tilbedes derfore af Lapperne som Gudinder, og naar Lapperne trænge til dem faae de ogsaa sine offringer, at de skulde være milde og skaffe græsning til Lappernes Reensdyr, at Lapperne ikke skulde liide nød, men betids nyde melk og ost af dyrene.

Og som Lappernes næring for resten bestaaer i deres Skjytterie og Veydeskab, samt fiskende af de ferske Vande paa fjeldene; og deres eenfoldighed er saa stoor, at de indbilde sig, at der ere folk i Skovene, som eye og raade for de vilde dyr (bjørnen alleene undtagen), og der ere folk i vandene, som raade for fiskene, hvilke de maa supplicere til, at de ville forunde dem at skjyde og fiske hos sig, derfore skee saa ofte offringer til Leibolmai, det er Skov-guder, og ligesaa til Sjatze-Olmai, som de kalde Vand-Guderne.

Men som intet Kjød smager Lapperne saa angenemt som Bjørnens; der er og intet Skjytterie gemeenligen saa fordeelagtigt som bjørn at skjyde, i ded baade kjød og huud giver næring; Lapperne ogsaa ikke anderledes forstaae sig paa den særdeles apprehension og forstand, (som den gemeene Mand kalder ded) der er hos bjørnen, end at de regne bjørnen i Menniskelig Slegt, saa gaaer ded heel ceremonial og glædeligt til naar de have skudt bjørn, og de have da adskillige optøger. Ti som deres Qvindfolk aldeles ikke maa være hos, end ikke Konen eengang kjende sin Mands ansigte eller røre ham, naar hand kommer hjem fra den skudte bjørn, saa oprettes strax een nye Kotte, hvori bjørnens kjød skal koges og fortæres. Imedens de tage huuden af bjørnen og slagte ham holde de sig heel lystige, og synge een Viise, som de kalde bjørn-viisen, udi hvilken aldeles ingen rythmus eller forstandig samling er, men aldt inconditum, og synges ikke af den eene som af den anden. De besmøre sig og med bjørnens blood. Naar de have fortæret bjørnen, saa maa de heel accurat samle beenene, og legge dem i sin rigtige orden, og begrave dem; ti de troe, at bjørnen lige saa vel som Reensdyrene hvilke de offre, ja lige saa vel som Lapperne Selv skal samles og faae nyt Legeme i Jamik-aimo. Den Lap, som bjørnen hâr skudt vederfares ald ære baade af Mænd og Qvinder, men hvad enten ded skal være som een pligt og bood hand giør for saadant et drab, eller ded skeer den skudte bjørn til amindelse eller satisfaction,  saa maa Lappen i tre nætter derefter hverken have omgiængelse med sin Kone, eller komme i seng til hende.

Og ligesom Lapperne saaledes indbilde sig, at der ere Leibolmai udi Skovene og Sjatze-olmai udi Vandene, hvilke de ansee for goode og velvillige folk og Naboer, saa troe de ogsaa, at omkring og under dem ere fuule og onde Aander, som de lige saa ansee for folk. Ja de troe at der ere steder, hvor idel vakker folk boe, som de kalde Kjapag-Olmai, og andre steder hvor ikke findes uden Kjaps-olmai, sorte og heslige folk, ja de steder, hvor ikke boe uden blinde folk, som de kalde Kjelmesolmai. Og disse saa troode folk tilregne Lapperne enten den Smukhed som nogen kand have iblandt dem, eller den heslighed eller svage øyen som andre kunde være beladte med. Ja de gaae saa vidt med deres overtroo i saa maader, at hvad epidemiske Sygdomme, endogsaa Meslinger og Smaakopper, som kand komme iblandt Lapperne at grassere, dem tilregne de visse steder og visse folk under dem, som saadant skulde paasende. Ham, som staaer for at sende Smaakopper ud, kalde de Sturennemo; og de folk, fra hvilke sterke febres og Landfar-Soote skulde komme, kalde de Gorros-olmai, Onde folk. Ligesaa holde de for, at Storm og u-veyr have sit sted og tilhold i Fanos-aimo, hvor ded skulde staae til Fanos-olmai, saa tit de ville, at slippe Storm og u-veyr ud, dermed at plage de arme Lapper paa fjeldene.

De holde og for, at alle steds i jorden ere underjords-folk, hvorfore naar de om Natten og ved Middag have deres Reensdyr hjemme i Rein-gierdet, hvor de malke dem, og nogen Rein bliver syg, troe de, at Duner Munes (ti saa kalde de underjords-Konen) malker Reinen, saa hand bliver syg deraf.

Af saadanne deres eenfoldige persvasioner og Overtroo, særdeles om giængse Sygdomme, Meslinger og Smaa-Kopper, som end haardere grassere paa fjeldene end ellers i Landet, ere saa u-trolige offringer paa sine tiider blandt Lapperne erogerede, saa de have selv bekjendt og forklaret, at for et Menniskes liv i saadanne tilfælde ere blevne offrede fra 3 til 10 Reensdyr, saa at paa et eeniste sted i een eeniste uge ere til offer blevne hengivne 60 dyr og fleere, som kand da ikke andet end drage armood og forarmelse efter sig. Og bruge Lapperne den viis, at de tegne deres offer op paa kjepper, et skaar for hvert offer,  saa een hver kand rigtig viide, hvor mange offere hand i sin tiid hâr givet, hvilke som de have været aldt for mange, saa ere Lappernes superstitioner den meeste aarsage til deres fattigdom, nødlidenhed, og betlerier, som mange desforuden ikke havde fornøden.

For Kors og gienvordighed, og aldt ded, som kand plage dem, ere derfore Lapperne overmaade frygtagtige. Og som de indbilde sig, at aldt saadant kommer af onde folk paa sine steder iblandt dem, saa efterfølge de Christne derudi, at de præmuniere sig med Korsets betegnelse, eller, som ded gemeenligen kaldes, de korse ded onde fra sig. I efterfølgelse af de Nordske Christnes exempler, som de have seet, hâr og eendeel havt den viis at velsigne deres mad og drikke førend de spiise, men med anførte deres afguds-væseners paakaldelse, hvilke de og have takket efter Maaltidet, hvoriblandt og Radien er bleven nævnt, dog saaledes, at deres egentlige afgudsvæsener under deres offringer, Runerier, og jaugen alletider haver faaet andægtigere knæfald, og meere ifrigen blevne paaraabte.

Og som Lapperne med alle saadanne deres superstitioner og afguds-dyrkelser ingen anden henseende have havt, uden de have derved meent deres legemlig næring og nødtørft at befordre, hvormed de have anseet de Christnes Gud sig gandske lidet at befatte; de have og ikke kundet troo, hvad Sygdomme og Krankheder angaaer, at fra ham, som de dog agte at være good, noget ondt skulde kunde komme, derfore haver de occasioner ikkun været gandske faae og rare, hvorudi den Sande Gud af Lapperne er bleven paasøgt. Ti Rein haver Rananeide og Horagalles skullet styrke; Kone og børn Sarakka; Skjytterie skulde Leibolmai skaffe; fiskerie Sjatze-Olmai; godt veyrligt Beiwe; Livet i fare skulle Jamiker og Rutu give igien; og for resten ald deres raadførsel, haab, undsetninger, og lyksalighed efter døden haver dependeret af Saiwo, saa de have allerminst veedst den Sande Gud at behøve, og derfore haver Satan havt godt ved saadanne folk under sit tyrannie at beholde, og med saa mangfoldige præstigiis og abespill at drille og divertere.


Cap. 11.
Lappernes meening om de Dødes Opstandelse og tilstand efter Døden, samt deres epidemiske Laster.

Der haver været gandske faae af Lapperne paa denne siide Kjøl-fjeldet, som have veedst af anden Sjæl hos dem end den som er i besterne; og derfore have de fleeste (særligen Søndenfor Findmarken) aldeles negtet deres Legemers opstandelse, naar den Sal. Hr Lector von Westen eller Missionarii have spurt derom.

Deres Noider siige, at der hører tre ting til et Menniske: Legeme, Aand, og Sjæl; men naar de have skullet forklare hvad Sjælen i Mennisket er, have de sagt, at den er livet og bloodet; naar de have skullet forklare hvad Aanden er, have de givet at forstaae, at de meente derved intet andet end den Aande, som igiennem deres luft-rør gaaer ind og ud af deres Lunge; og ved Legemet de have forstaaet de indvortes og udvortes organa og lemmer, hvilket da er ded samme, som i et hvert fæe paa marken er at finde.

Deres haab efter døden er allerede fremdraget, nævnlig at saa mange som frommeligen have levet, ded er, i deres livs tiid ikke været geneegne til at bande, slaa, og stjæle, de skulle efter døden komme til Jamik-aimo, faae andre legemer igien, og blive iblandt Saiwo-Olmai og Saiwo-Neides tall. Men ded samme troe de og om deres Reensdyr og fugle, ja om bjørnen.

De troe, at i de dødes tilstand udi Jamik-aimo skulde de have lige saadanne forretninger som her: rune, skjyde, sove hos Qvindfolk, æde, drikke, dantse, smøge Tobak, og glæde sig ved brænde-viin; alleeniste der skulde de have ded bædre, og alleting exerceres i een langt fornemmere og langt meere fuldkommen og fornøyelig grad end her. Hvorfore naar de have begravet deres døde (ti de ere blevne begravne hos dem Selv i een Moose, mark, eller Høy paa fjeldene) have de lagt øxe, ild-jern, flint, og tønder hos ham, som hand skulde bruge udi Jamik-aimo; men hâr Liiget været Qvindes-Person, have de begravet ded med hoslagt Sax og Naal.

De have og fra tre aar efterat deres døde ere blevne begravne, saa tit de ere komne til ded sted, puttet Tobak eller andre ting (som den afdøde hâr havt behag udi i livet) neer i jorden til den døde, og troet, at saadanne ting, (som de kalde giøwes) skulde voxe og blive større i den anden Verden. Naar deres døde saaledes i lang tiid have holdt huus i Jamik-aimo, haabe de at komme derifra hen i Radien-aimo, ded er Guds Himmel; hvilken sin superstition de syvnes, af Pavedømmets Lærdom om Skjærsild og Sjælens oversettelse derifra, deres gamle Hedenske Vantroo at have tilflikket.

Og som Lapperne saa aldeles intet have veedst om deres Sjæls u-dødelighed, Legemers opstandelse, dommedag, og Menniskenes tilstand efter døden, mindre om Synd og Synde-faldet, saa have de og ført et bestialisk Liv gandske conform med slig Vankundighed og daarligt haab, som de have havt om deres tilstand efter døden. De have beblandet sig sammen som fæe, gifte Mænd med andres Qvinder og døttre i mangfoldig tall; gifte Qvinder ligesaa med andre Mænd og unge Karle; ja Mænd have brugt deres Qvinders Søstre; Qvinder deres Mænds brødre, og fleere Søskende paa begge sider efter hin anden; foruden at Mænd have havt den vold over deres Qvinder, og Qvinder over deres Mænd, at de til slig u-teerlighed have laant og leyet hin anden hen til andre, hvilket aldt hâr passeret som licitum iblandt dem, og de have ikke veedst derved nogen Synd at have begaaet. Ja ded som endnu er ded horribleste og som maatte syvnes at være u-trooligt, hvis mand ikke maatte troo deres egne frivillige bekjendelser[2], som de af deres egen Samvittigheds førsel, da ingen saadant kunde suspicere, have udsagt og forklaret, at Mænd og Qvinder have havt legemlig beblandelse med Satan selv under navn og skikkelse af Saiwo-Neide eller Saiwo-olmai; ikke alleeniste ved deres indtagelser udi Saiwo, og paa veye og Stier, men endog i Lappernes egne Kotter og Senge, hvor disse Saiwo-gadse skal have kommet til dem.

Ligesaa haver Drukkenskab passeret iblandt dem i een forskrekkelig og u-menniskelig viis, vane, og maade, saa de ophøre ikke saa længe noget er tilbage, eller er at faae, aldt var ded saa meget, at de maatte paa stand og steden drikke sig ihjell, som og tit skeed er. De kunde ingen ting i deres sacris eller Noide-konster udrette uden brænde-viin, og ved brændeviin er den liga imellem Satan og dem, at den meest overbeviiste Finne-Person, som hundrede gange haver spyttet efter Satans bedrægerier og abomineret dennem, dersom hand eller hun faaer ikkun een taar brænde-viin, saa bemægtiger sig strax Satan dem, og de begynde strax deres forige Troldjaugen paa Saiwo med aldt ded meere Troldskab som de tilforn have brugt, hvilket de dog strax derefter med overflødig graad og jammer kand fortryde.

Hvad Tyverier og vold angaaer, saa begaaes de Synder ikke af nogen, som vil passere for maneerlig iblandt dem, ey heller eeder og bander; ti de siige, at saadant hører boe-folkene til, som have ikke i sinde at komme i Jamik-aimo. Men begierlighed hersker dog hos dem i een høy grad, og hevn-gierighed er uden ald maade. Dertil tjene deres Wuornes-Laidde, Saiwo-Sarwa, Gand-fluer, og saa mange slags skadelige opvartere og instrumenter, som Noiderne til den ende betjener sig af, saa at de Mord og beskadigelser, som igiennem slige djevels Redskaber ere forøvede og bekjendte, ere fast u-endelige. Der er een gandske føye Sag og fortørnelse, som tit og ofte haver draget stoor hevn og beskadigelse efter sig, saavel paa Mennisker, som paa Qvæg og dyr.


Cap. 12.
Lappernes beylen og Ægteskaber.

De have havt een meget vederstyggelig og fordervelig maade at beyle paa, saa og at komme sammen i ægteskab. Naar nogen haver fattet tanker til een Mands datter, saa tager hand een Kande brænde-viin eller meere med sig, og gaaer dermed til den Lappes Kotte, hvis datter hand agter at beyle til. De begynde da at drikke, saa de blive strax vel til moode, da beyleren giør sit ærende kundbart. Bliver faderen ved, siden hand haver hørt beylerens ærende, at drikke med ham, saa er ded aldeles godt tegn, og datterens Fader kand ikke med nogen føye, efter Lappernes viis, siden siige beyleren ney. De accordere da om kjøbet, ti Lapperne tage Penge for deres døttre, naar de skulle udgives til Mand, 8, 10, eller fleere rigsdaler, ligesom Pigen er smuk og Faderen riig paa Saiwo.

Drikken continuerer aldt medens brændeviinet varer, og alle som i Kotten ere blive meddeelagtige. Imidlertiid seer beyleren sig om at kaste sig ned i Sengen, og at faae Pigen med sig. Gaaer dedte ham an, saa er ald Sagen klar, og hand hâr ikke som beylere meere at bestille. Men er Pigen frygtagtig (ti de gifte deres døttre heel unge, da de endnu ere børn) saa beyleren faaer hende ikke til sengs med sig, saa staaer dog forlovelsen fast, og beyleren kand for den Sag gaae gandske ubesørget derifra.

Men drikker Faderen ikke med beyleren, efterat hand hâr proponeret sit ærende, saa er for den gang intet bestilt, men hand maa med større qvantitet brænde-viin komme anden, og tredie, ja fleere gange igien indtil de blive accorderede, om beyleren ellers vedbliver sine tanker og forsæt. Naar saa nogen kort tiid efter den første forlovelse er forbi, saa kommer beyleren atter igien, og hâr da een Mand med sig, samt de Penger de vare forliigte om, og een good deel brænde-viin. Hand tæller da Pengerne, og Pigens Fader annammer dem. Pigens Moder, Søskende, og Paarørende maa og, een hver i sær, gives Penger, som deres Viis er, saa bruden kommer temmelig dyre at staae. Denne taxt og Pengegivt for Bruden kalde Lapperne Rota, da Penger ellers hos dem kaldes Rut, hvoraf Rutu hâr sit navn, som er den samme som Romernes Dis eller Pluto.

Naar een hver saaledes haver faaet sit, saa drikke de derpaa fuld ja-ord og Trolovelse, som aldrig derefter kand rygges. Men efter den første compotation om Faderen bliver anderledes til sinds, og selger sin datter til een anden, optages ded for een u-ræt, og den første beylere søger leylighed at hefne sig om hand formaaer. Naar ja-ordet saaledes efter Pengernes tællelse er drukket, og aften kommer, da gaaer Pigen til sengs med sin fæstemand, og fra den tiid holde og leve de sammen som ægte-folk uden ald undseelse eller lastelse af andre. Missionen hâr forefundet mange par, som saaledes i mange aar har holdt til med hin anden og aflet mange børn, hvilke aldeles ikke videre ere blevne tilsammen givne end ved saadan Tro-lovelse. Og giver ded at forstaae, at af første tiider haver Lappernes Ægteskaber alle sammen skeet paa den maade. Der ere og forefundne mange, som efter mange aars tilhold med hver andre, have forladt hin anden og hver taget sin vey, ligesom de ikke have kommet hin anden ved. Men i nogen lang tiid hâr dog hos Lapperne været brugeligt i Christelige forsamlinger at lade sig sammen vies af Præster, og derpaa holde bryllup. Dog have de for Missionens tiid paa eendeel steder aldeles ikke brugt nogen Præst til trolovelse; men for drik skjyld have de holdt bryllup, og for ceremonie have de forud faret til Kirke.

Deraf er Sarakka i saa megen dyrkelse hos Lapperne, ti Pige-børn, som Hun troes at skal danne, skaffe Lapperne baade brændeviin og Penger. Derfore agtes og de for de lykkeligste Forældre, som have mange Pige-børn. Og er ded een særdeles omstændighed, som haver været brugeligt over aldt hos Lapperne, at naar et Pige-barn er 8te, 10, 12 aar gammel, settes Penger neer hos Faderen paa hans barn, at hand, som Pengerne haver nedsat, skal være viss derpaa naar Pigen bliver Mandbar; saa de tinge forud paa Pige-børnene, ligesom mand giver penger paa ungt fæe indtil det bliver fremfød. Og vedgaar Lapperne selv, at de giøre i saa maader ingen underskjed paa deres fæe og deres døttre. Hvilket, tillige med deres Rota, haver dog skaffet meget ondt og ulemper iblandt Lapperne. Ti foruden at Mændene desformedelst paa mange steder behandle deres Qvinder ligesom Slaver, hvilke de have kjøbt; tiltage sig ogsaa magt at jage dem fra sig, eller overlade dem  imod betaling til hvem de kunde faae brændeviin eller penger af, saa entstaaer endogsaa derudaf ofte stoor u-eenighed og u-venskab, naar Manden, som haver givet saa mange Penger til Faderen, saa mange til Moderen, saa mange til Søskende, saa mange til Far- og Morbrødre, faaer mindre igien i brudegaver end hand udgivet haver. Saa mangfoldig brænde-viin, som imidlertiid under frieriet skal drikkes, og hvorpaa ja-ordet fornemmeligen beroor, svekker og ikke lidet deres velfærd og midler.

Paa fjeldene mod Sønden ere særdeles Mandfolk iblandt Lapperne meget lade og hengivne til dovenhed og Ørkesløshed, saa de adspørge ikke deres næring saa godt som de vel kunde, og mange tage sig slet intet for, uden at gaae bøygden igiennem og betle. Derimod ere de fleeste Qvindfolk trevne og duelige. De bestille alleting, som høre til deres ophold, imedens Mandfolkene enten sverme, eller ligge lade, eller gandske mageligen tage sig noget for at udrette. Dog ere de deres Mænd meget underdanige og tjenist-agtige, og skal ikke gierne aabenbare deres Mænds feyler, ihvor ilde Mændene ogsaa handle med dem. De have og i deres Saligheds Sag været for Missionen langt facilere og fornumstigere end de fleeste Mænd, fundet good smag i den u-svigelige Guds ords melk som dem er rekket, og med inderlig begierlighed elsket den og tørstet derefter. Derimod paa den Nørdre ende af Missionens strekning ville Qvinderne gierne føre Herredømme over deres Mænd, omend skjønt de ere nok saa flittige.

Ægteskab og børn at afle haver hos Lapperne aldeles ikke anderledes været anseet end lige som fæe-avl for nytte og gevinst. De giøre og stoor underskjed paa deres Sønner og Døttre. Sønnerne ere fødde til frihed. Dem hør Rune-bommen til som den største herlighed, hvoraf de andre maa dependere, og dersom Faderen selv ikke er noksom perfectioneret at lære Sønnerne deres Troldoms og Offringers arcana, saa settes de i Skole hos andre Noider og Troldmæstere. Qvinderne derimod maa lade sig nøye med at faae giensvar af deres Saiwo enten ved Kniv, Øxe, Steen, eller Belte, saa at de ting frit hengende af een u-naturlig instinctu røre sig, eller, som de kalde ded, saakke, naar de om noget blive tilspurte.

Medens døttrene ere u-gifte tilholder Faderen sig den rættighed, at hand kand leye dem hen, hvor hand vil, til at tjene, men lønnen, som de fortjene, oppebær hand. Bliver nogen vanfør eller svag, saa ingen Rota for hende kand ventes, have exempler lært, at Faderen for een ringe ting haver bydet saadan sin datter ud til kjøbs. Mand haver og exempel paa, at saadant barn, som Faderen haver agtet sig ikkun at være til betyngelse, er bleven borte, og ingen veedst hvor ded er afblevet.

De have den skik, at under deres Maanets-Sygdom maa Qvinderne legge deres krave og belte af sig, hvilket de forklare at skee for Sarakka skjyld. Imidlertid maa ingen Mands-Person gaae dem rundt om, hvormed de ogsaa have deres superstitioner, som Sarakka skal have lært dem.

Udi deres Rein-melk er saa sterk een føde og mettelse, at fire eller fem skee-fulde er nok for een gang. Ost kunde de giøre deraf, men ikke Smør. De have een omgang dermed, at de sylte den ind i een urt, som vi kalde Syre, men Romerne Acetosam, og da smager og seer den ligesom faare-melk. Saadan Reinmelk kalde de Juma.

De have den superstition om Maria, at af de bryste, hvormed hun gav Gud at die, skulde hun have kundet faae alleting at viide. Deraf er den Thelomantia, som practiceres af eendeel Lappernes Qvindfolk, som ere u-frugtsommelige. Og som Qvindernes Konster og exercitier ere desforuden at myre paa ax, jarkan, neip, og wæka, ded er paa Øxe, Steen, Kniv, og Belte, som forhen er meldet, saa exercere Mandfolkene almindeligen deres myre- eller Spaadoms-konst paa Øxe, Børse, og Rune-bomme, som de kalde ax, staupk eller Stelko, og Gobdam.


Cap. 13.
Lappernes Dag-vællerie, ailikes, ailles-Olmai, Jule-Konge, Ankaka, etc.

Lapperne have een særdeles superstition med visse dage og tider udi aaret, hvilken de vel syvnes at have havt for Christendommens begyndelse i disse Lande, men dog ikke just saaledes. Ti Torsdagen, som Missionen iblandt Lapperne i Findmarken haver forfundet at være i stoor consideration, er ikke saa meget i agt paa Fjeldene her Søndenfor Nordlandene,  da mand dog skulde vente, at den dag, som er kaldet efter Lappernes fornemste Gud, maatte fornemmeligen overaldt være i anseelse. Derimod navn-give Lapperne Søndenfor 3de Ailikes: buorres-ailikes, Lava-ailikes og Frid-ailikes, som ere Søndag, Løverdag, og Fredag i hver uge, hvilke deres Ailes-Olmai og Helligdags Mænd tilholder dem meest at helliggiøre, uden ald tvivl, fordi de ansee de Christnes Hellige-dage kraftigst. Ti Søndagen er vores Christnes Hviiledag, Fredagen vor ordinaire bededag, og paa Løverdags eftermiddag haver ifra Pavedømmets tiid alle gemeene i dedte Land tilhoidt sig et slags ferias, som mand kalder Løverdags-helligt. Disse dage misbruge Lapperne til deres afguderiers øvelser og superstitioner. Ti om Søndagen gaaer deresTrold-mæsser allerkraftigst an; og falder nogen skjyndende occasion ind, at de ikke kunde oppebie Søndagen, saa betjene de sig af Løverdagen eller af Fredagen.

Desforuden ere der visse gierninger, som de maa giøre eller ikke giøre paa disse dage. Om Søndagen er ded lykkeligst at skjyde. Om Fredag og Løverdag maa de fornemmeligen ikke hugge træer, ti de foregive, at deres Ailes-Olmai bliver vred, og ded første hugg de paa nogen af de dage giøre i noget træ, derved siige de at blood følger af træet; udi hvilken superstition de beraabe sig paa manges øyen, som skulde have seet saadant.

Naar Jule-Maanes Nye er tændt (hvilken Maane de kalde Ankaka eller Bissemand) maa deres Qvindfolk, saalænge den Maane er paa Himmelen, hverken spinde Hamp eller Hør, men vel uld. Mandfolkene maa ey heller hugge, eller have noget for sig som buldrer, efterat den Maane om aftenen er opgangen. Naar den tændes henge de een Ring i Lyren, ded er Røghullet, som er øverst i toppen af deres Kotte, at Maanen skal skinne derigiennem, og derved meene de Bissemana een stoor ære. Forseer sig nogen imod Ankaka, at de enten spinde, eller buldre, som de ikke maa, saa maa de forsoone den deres misgierning med offer, at Gudinden ikke skal blive dem u-gunstig.

Jule-Kongen, som de kalde Ailes-Olmai, og af hvilken Ailikes dependere, er hos Lapperne i stoor ære, og have de om Ham mange superstitioner. Jule-aften tegne de adskillige kors i deres boolig eller Kotte. Et hvert af deres børn slaae de tre  slag: et for Jubmel (som de siige) et for fader, og et for Moder. Jule-Nat vaage de, og da skeer ordinair den samling, hvorudi Noider creeres, (hvorom i ded 9de Capitel er meldet) da Noide gadsen kommer, og gaaer over deres fødder (ti de sidde uden for dørren) ind i Kotten, og forbliver der nogen stund, førend hand gaaer ud igien. Denne ære og besøgelse troe de alle Lappe-Kotter om Jule-nat af Saiwo-Olmai at vederfares. Jule-dags morgen betimelig legge de Staal, flint, eller Messing i deres brønd, hvoraf de tage deres Vand; ti de holde for, at paa den tiid ere mange Trold ude, som ellers komme deres urin i vandet og forderve ded. De drikke Jule-Halters Skaal i brænde-viin; og de slaae brændeviin i Posjo til Jule-Kongen, og i Ugs til Sarakka. For resten have de ikke veedst nogen beskjeden enten om ded forunderlige Barn, som da var fød, eller om den Salighed og frelse Adams børn ved Hannem skulde vederfares; men hvad fra gamle tider og Christendommens begyndelse de kunde have hørt, ded have de saaledes henvendt til superstitieuse ceremonier.


__________________________


Een special designation paa alle Saiwo og uddenemo, som Missionen haver ladet sig af een hver angives, og sparsim med ded meere ført in actis, blev aldtfor vidløftig om mand her skulde indføre. Ti Lappernes Saiwo ifra Øst-Findmarken hidindtil have været i mange tusinde tall navn-givne, og deres uddenemo ligesaa. Men at fornøye Læserens curiositet skal mand ikkun anføre nogle faae Lappe-Personer med een hvers Saiwo og uddenemo, at deraf kand forstaaes, hvordan med de Sager sig forholder:


Lappe-Manden N. N. 70 aar gammel, uddenemo: Djesse.

Saiwo:

1. Brantzen-Saiwo.
2. Jørman-Saiwo.
3. Jouma-Saiwo.
4. Kjokkelen-Saiwo.
5. Sotsala-Saiwo.
6. Aimetal-Saiwo.
7. Hermans oilk-Saiwo.
8. Brantzenjokken-Saiwo.
9. Huoelle Holken-Saiwo.
10. Akkan-Saiwo.
11. Mutzvjell-Saiwo.
12. Dærkan-Saiwo.
13. Mælkan-Saiwo.

Brantzen-Hermans Oiliken- og Brantzenjokken-Saiwo faaet af sin Moder da levende, tillige med 3 Ringe, hvilke hand siden haver givet sine børn, naar de ere blevne gifte og hand hâr givet dem Saiwo. Jørman-Jouma-Dærkan- og Melkan-Saiwo arvet efter sin Farfader. Kjokkel- og Sotsala arvet efter sin Morbroder. Aimetal efter sin Moders Søskendebarn. Huoelle- Holken- og Akan-Saiwo efter sin MorModers Søster af udde- nemo Weikan. Mutzvjell efter sin Faster. Saa de ere alle Arb-Saiwo.


Bemte Lappes Qvinde N. N. 60 aar gammel, uddenemo: Suck.

Saiwo:

1. Buarkan-Saiwo.
2. Germanjana-Saiwo.
3. Raakjodoi-Saiwo.
4. Brakkavjell-Saiwo.
5. Faures Loit-Saiwo.
6. Djawarden-Saiwo.

Buarkan-Germanjana- og Raakjodoi-Saiwo arvet efter sin Fader, Brakkavjell efter sin Moder. Faures Loit- og Djawarden efter sin MorModer.


Datteren N. N. 30 aar gammel, uddenemo: Waibi.

Saiwo:

1. Ourewarden-Saiwo.
2. Norisvjell-Saiwo.
3. Brouksvjell-Saiwo.
4. Paimanas-Saiwo.
5. Sitangaisen-Saiwo.
6. Stragoi-Saiwo.

De 3de første faaet af bemte sin Fader Djesse i Hjemme-givt. De 3de sidste arvet efter sin MorModer.


Lappe-Drengen N. N. 20 aar gammel. Intet uddenemo, ti aldrig været syg.

Saiwo:

1. Ukkjegielling-Saiwo.
2. Bergsjatz-Saiwo.

Den første givet ham af hans Fader, da hand var 12 aar gammel. Den anden 2 aar derefter sig Selv tiljauget.


Lappe-Pigen N. N. 18 aar gammel. Uddenemo: Lamik.

Saiwo:

1. Dærkan-Saiwo.
2. Melkan-Saiwo.
3. Brantzen-Saiwo.

Alle Arb-Saiwo efter hendes Moder, som havde arvet sin part i disse Saiwo.


Lappe-Drengen N. N. 16 aar gammel, uddenemo: Waila.

Saiwo:

1. Ærenware-Saiwo.
2. Klak-Saiwo.
3. Kjenvjellen-Saiwo.
4. Melkan-Saiwo.
5. Rutiken-Saiwo.
6. Hop-Saiwo.

Alle Arb-Saiwo arvede efter hans Morfader, og af ham denne givne nyelig for hans død.


Lappen N. N. over 70 aar gammel, udde[ne]mo: Rate, Leusi, Gorwe, ti fleere end eengang i sin ungdom syg, og 3 gange uddenemo-skirjet, ded er, hannem uddenemo af Oraklet declareret, da hand hver gang er bleven uddenemo-lauket, ded  er, uddenemo per anabaptismum Magicum hannem virkeligen confereret.

Saiwo:

1. Melko-Saiwo.
2. Gaptelsjenne Meitkel-Saiwo.
3. Devegaptelsjenne-Saiwo.
4. Speik-Saiwo.
5. Krosejaure-Saiwo.

Hvilke denne, paa een nær, alle haver jauget sig til.


Ded øfrige Same-oima, som Lapperne kalde deres væsen og hanteringer, efterdi den berømte Schefferus udførligen derom haver tracteret, og ded ikke egentligen henhører til vort institutum, saa kand mand her paa den første part, anl. de Nordske Lappers Hedendom og superstitioner, giøre Ende.


Fodnoter

  1. Lapponia. Id. est, Regionis Lapponum et gentis nova et verissima descriptio. Francofurti 1673.
  2. Finnerne var jo et avsidesboende folkeslag med særegne vaner, de blev ofte skildret som et folk med dårlige egenskaper, men dog aldri i så mørke farver som på dette sted. Billedet er grunnfalsk og skyldes pietismens groteske syndsforestillinger, dels ogsa det press finnerne var utsatt for under v. Westens "hemmelige andelige behandling". Enhver folkeforsker vet, at man hos primitive, om man ikke ser sig vel for, løper fare for a spørre sig til oplysninger, som ligger fjernt fra den adspurtes begreps verden. En kan få bekreftende svar på alt, endog på selvmotsigende spørsmal; det avhenger av, hvorledes spørsmålene stilles, om de korresponderende oplysninger skal bli korrekte eller et speilbillede av den spørrendes egne tanker. Beretningen om de bekjendelser, som v. Westen til dels fremtvang, viser at mange finner var opspilte og forskremte under de tredjegradsforhør, de utsattes for, og det er selvsagt, at de da "tilstod" hvad misjonæren ut fra sine egne forestillinger trodde om disse "faldne mennesker". Stedet kaster et klarere lys over den pietistiske mentalitet enn over nomadenes moralske tilstand, v. Westen og hans misjonærer forstod ikke, at ogsa flytt-finnerne levde under regulerte sociale former, efter normer, som var vokset frem pa nomadebasis.