De hedenske lappers religion

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Jens Vahl (1828-1898)


Jens Vahl

De hedenske Lappers Religion

1866


Uddrag af
Lapperne og den lapske mission
Bind 1


Hvad de hedenske Lappers Gudelære angaaer, da vilde det være frugtesløst derom at spørge de nulevende Lapper, thi ligesom forholdsvis faa Sagn eller Sagndigtninge fra Fortiden findes blandt Lapperne, saaledes ere ogsaa saagodtsom alle hedenske Gudesagn forsvundne.[1] midlertid give navnlig Jessen, til hvem Andelin slutter sig, Scheffer, Castrén, Høgstrøm, Leem o. fl., os temmelig fuldstændige Efterretninger om lappernes hedenske Gudelære.[2] Men vi maa ved Skildringen heraf strax gjøre opmærksom paa, dels at Lappernes Gudelære var noget forskjellig i de forskjellige Egne, dels at deres Gudelære i Tidernes Løb ved Samkvem med dristne Folk modtog forskjellige ændringer, om den end blev sig selv lig i en anthropomorfistisk Kultus af Naturmagten. Det er kun Hovedtrækkene, som bleve sig lige, og hvilke vi nu ville forsøge at skildre.


Medens Finnerne kun havde et Hjem for alle deres Guder, havde Lapperne flere Gubehiem eller aimo, hvilket Ord svarer til heim i den nordiske Gudelære. De norske Lapper, hvis Mythologi vi kjende bedst, synes saaledes at have havt fire Slags Guder: overhimmelske, himmelske, underhimmelske og underjordiske, nogle af disse klasser henfalde i flere Underafdelinger. Den mægtigste af den overhimmelske Guder er Radien Atzhie (d. e. Magtens Kilde). Han boer over Stjernerne og hersker med uindskrænket Magt over Himmel og Jord, over Guder og Lapper og Alting. Hans Navn Radien anseer iøvrigt Castrén for at være laant af det norske "Raad", og derfor at betyde den raadende, herskende Gud. Hans eneste Søn er Radien Kiedde eller Rarara Kied, der er Faderen undergiven og maa tilbede ham. Radien Athie skaber Intet selv, men ved Radien Kiedde skaber og opholder han Alt, men af sig selv formaaer denne Intet. Alle Lapper kjendte imidlertid ikke Radien Kiedde, men antoge ham og Radien Atzhie for en person, nemlig Ibmel d. e. Gud, hvem de tillagde en Kone, Sergue-Edne, ved hvem han skabte Menneskenes Aand og Dyrene. Nogle Lapper tillagde ogsaa Radien en Datter Rana-Nieide, eller Radien Nieide, som de mente, gav Planter og Træer Væxten og bragte dem til at spire frem om Foraaret. Fremdeles troedes, at Radien tog de fromme Døde, efterat de en Tid havde været i Dødningeriget, op til sig. En anden overhimmelft Gud, nogle Lapper troede paa, var Ruona Nieid, der næsten boede ligesaa høit fom Radien. Han er Gud for de Fjelde, som først om Foraaret grønnes, og for at bevirke, at disse tidlig skulde grønnes, offredes til ham.


Til de himmelske Guder, hvilke boede længere nede i luften, henregnedes først Beive (Pæivve) eller Solen, der ikke som hos Votjakerne betragtedes som de øverste Guders Bolig, men som en Person, og hvem der tillagdes en Datter Sola- Nieide, som de tilskreve Frostens Ophør og Sneens Smelten, og som nogle Lapper troede at herske om Dagen, at være gift med Maanen, Nattens Herskerinde, og at have Stjernerne til Børn, og dernæst de tre Ailekes-Olmak eller Helligdagsmænd- eller -guder. Den første Ailek-Olmak var Buorres- eller Sodnobeive-Ailek, til hvem Søndagen var helliget, til den anden Lava-Ailek eller Lavardak-Ailet var løverdagen, til den tredie Frid- Ailek Fredagen eller Perjadak-Ailek helliget. Søndagen og dernæst Løverdagen var den kraftigste Dag at holde Troldmesser paa. Andre Lapper mente derimod, at Fredagen er helliget Sarakka, Løverdagen Radien, Søndagen de tre Ailekes.


Af den tredie Klasse, de underhimmelske Guder, findes En allerøverst oppe, tæt under Himmelen og Solen, nemlig Maderatja, Nogle i den mellemste Luftstrækning, nemlig Maderakka og Horongalis og rimeligvis ogsaa Bieg-Olmai og Gisen Olmai, Nogle nærmest ved Jorden for at være Menneskene til Tjeneste, nemlig de forskjellige Akker.


Maderatja var kun kjendt af de dygtigste Troldmænd; tilligemed Solen gjorde han meget til de levende væseners Formerelse, hvortil han fik kraft ved Radien Kiedde.


Maderakka er Maderatjas Hustru. Radien Kiedde fik Magt til at skabe Sjæle og Aander fra Radien-Atzhie, saasnart han havde skabt en, sendte han den til Maderatja, der aabnede sin Bug, optog Sjælen deri, fløi med den rundt om Solen og gav den saa til sin kone, som da skabte et legeme til og om denne Sjæl. Efter Andres Mening var det Sergue-Edne, Radiens Kone, som skabte Sjælen og leverede den til Maderakka. Hun har tre Døttre Sarakka, Juksakka, Uksakka. Naar nu Sjælen skal have legeme, dannes dette i Sarakkas liv, som har Smerten ved Barnefødselen ligesaavelsom den fødende kvinde, i hvis Liv hun nedlægger Fosteret. Det er dog kun Pigebørn, der skylde hende Livet, Drengene skyldes Juksakka, og Uksakka tager mod Børnene, bevarer dem for Ondt og hjælper Kvinderne i deres særegne Sygdomme. Alt bliver giort saa godt, at de onde, Guder Fudno, Rutu, Paha-Engel eller Mubben olmai ei kunne hindre det. Naar nu en Kvinde var ved at barsle og havde bedt til Sarakka, aabenbarede en Afdød sig for hende i en Drøm, sagde, hvilket Navn skulde gives Barnet, og hvilken Afdød skulde opstaa i det. Aabenbarede imidlertid en Afdød sig ikke, da maatte Navnet erfares ved Trolddom eller et andet Tryllemiddel. Nogle troede ogsaa, at Dyrene, efterat Radien Atzhie ved Radien Kiedde eller Sergue-Edne har skabt deres Sjæle, passere Akkernes liv. Saaledes beretter Jessen; Castrén derimod mener, at hvad der fortælles om Maderatja, Maderakka og hendes Døttre, er en senere Tids Opdigtelse og hidrører fra en Forvexling. Han anseer Maderakka for at svare til den finske maa-emæ, Jordmoderen, (Gæa) men at ved en Forvexling af det lapske madder, Jord, fast land og mad, madder, Oprindelse, ere Maderatja og Maderakka komne til at betyde Skabelsens Fader og Moder, og at denne Forvexling er desto lettere sket, som disse tvende Gudemagter i Egenskab af Jordens Beherskere formodenlig af Lapperne som af Estherne og som Votjakernes Mu Kalzin eller Muldzien Kalzen, Gud for Jorden og for Frugtbarhed, troedes at tage sig af Kvindernes Frugtbarhed.


Til samme Gudeklasse henregnes Horongalis, Tordenens Gud, der er meget voldsom og ofte i Vrede sønderslaaer Bjerge, omstyrter Træer, ja endogsaa slaaer Mennesker og Dyr ihjel. Han har forøvrigt forskjellige andre Navne: Horagalles, Horesgudsk, Atzhiegadze (en Tjener af Magtens Fader) og hos de nordlige Lapper Toraturos Bodne (den guddommelige Torden). Han var imidlertid ikke ond, han hjalp Lapperne med Hensyn til deres Rensdyrs Opholdelse og Varetægt, og man offrede derfor især til ham, naar en Hjord skulde være forhexet, og man skulde tage Hævn over den, som havde foraarsaget Skaden. Stundom udsendtes han af en Troldmand at gjøre Andre Skade, formaaede han det ikke, da vendte han sig mot Troldmanden selv. Det vil sees, at han svarer til de svenske Lappers Thor, som vi nedenfor skulle omtale.


Endvidere hørte til denne Klasse Bieg-Olmai, Gud for Veir og Vind, Vand og Hav, samt Gisen-Olmai.


Den fjerde Klasse Guder er de underjordiske. Dertil høre for det Første Lappernes Saivo'er,[3] Saivo Olmal, Saivo Nieida, Saivo Lodde, S. Guelle, S. Sarva, der alle bo tæt under Jordens Skorpe, thi Lapperne troede, at paa deres Bjerge, som de kaldte Saivo eller Passevarek (hellige Fjelde), ja i Grunden allevegne, boede Personer som de, der dreve samme Forretning som de og havde samme Kreature som de, men nøde en høiere Grad af lyksalighed. Derfor ansaa de disse Saivo Olmak eller Bjergfolk for et herligt og rigt, i Trolddom velbevandret Folk, hvis Hjælp de høilig trængte til. Lappernes Tragten gik nu ud paa at erhverve sig nogle af disse Saivo'er, hvilke kunde arves eller overlades den Ene af den Anden, enhver voxen Lap havde flere saadanne Saivoer, 10 til 12 eller 14, som vare hans Skytsengle og hjalp ham i Trolddom. De fortalte om, hvorledes de havde været af dem indtagne i Fjeldet og havde levet der i længere Tid. Saivo's Beboere vare enten Mænd (S. Olmak) eller Kvinde (S. Nieida), nogle vare gifte og havde Børn, andre ugifte. Saivo'ernes Hjem hed Saivoaime, af hvilke der var mange, thi der var jo mange Saivo'er, og overalt hvor der stod et Gudebillede eller en Sæite, kunde der være et Saivoaime. Fjeldlapperne tænkte sig Saivoerne boende under jorden, Fiskerlapperne under Vandet. De Lapper, som flittig dyrkede deres Guder, kom til Saivoaime.


Saivo'erne vare forsaavidt forskjellige fra de finske Underjordiske (haltiat), der ogsaa ansaaes som Naturens og Menneskenes beskyttende Kræfter, som disse tænktes som ganske formløse, immaterielle Væsener, hvorimod Lapperne tænkte sig dem som virkelige legemlige Personer. De vare maaske af samme Slags Skytsaander som de finske Maahiset (Nisser). Ogsaa andre ugriske Folkeslag dyrkede slige Skytsaander. Votjakerne, Tjuvasserne og Tsjeremisserne dyrkede foruden deres Guder de Afdødes Aander og andre lavere Aandevæsener, Tunguserne havde ogsaa Væsner (Buni), som skjænkede Lykke til Jagt og Reiser, pleiede Rensdyrene og skjænkede Sundhed samt beskyttede Kvinder og Børn. Samojederne tro ogsaa paa Aander, Tadebtsio, der ere Sjamanernes Redskaber, og som vandre om i Luften, i og under orden, og som Sjamanen kan kalde til sig og benytte, som han vil. Hvad deres Charakter angaaer, da gjøre de altaiske Folk ikke Forskjel paa, om de ere gode eller onde, Aanderne forene i Regelen begge Egenskaber, og ligesaa synes det at have været med de lapsfe Saivo'er.


I Saivo var der Dyr og Redskaber af forskjellig Art, og langt herligere end de overjordiske, men hver Lap skulde i sin Saivo fornemmelig have tre Dyr, der, saasnart han kaldte paa dem, skulde være ved Haanden nemlig en Fugl, en Fisk eller Orm og en Ren. Fuglen, der forresten tænktes af forskjellig Art og Udseende, kaldtes Saivo lodde, bragte sin Herre Tidender, viste ham Vei, hjalp ham til at tage Vare paa hans Eiendom, undertiden ogsaa til at gjøre Andre Skade, i hvilket Tilfælde den hed Vuornis-Lodde, og Troldmanden kunde da sætte sig op paa dens Ryg og hurtig fare afsted.


Fisken, Saivo Guelle eller Garms, var af forskjelligt Udseende, jo større Troldmand deres Herre var, desto større vare de, indtil 3 Alen lang; den hjalp sin Herre til at gjøre hans fjender Skade og til at han paa den kunde fare ned til Jabme Aimo, for at hente en Sjæl deropfra, at Legemet ei skal følge efter, og Personen dø.


Rensdyret, Saivo Sarva, brugtes til at hidses paa en Andens Saivo Sarva, de sloges da, og hvad Skade det ene tilføiede det andet, gik ud over deres Herrer.


Disse Saivoer kunde overdrages fra En til en Anden, kunde arves, de hed da Arb-Saivo, jo flere en lap havde, desto mægtigere var han. En Lap sluttede formelig Overenskomst med sin Saivo, han betingede sig hans Hjælp og lovede ham da Offre. I Saivo, mente de, var Herlighed og Glæde, der boede Lapper, som flittig havde dyrket deres Saivo, at komme derhen, stundede de efter. Det vand, som strømmede ud fra en Saivo, Zhiaze Saivo, holdtes for saare helligt og attraaedes som den den største Veberkvægelse og Bestyrkelse for deres Haab.


Det Sted, hvor alle de Afdøde kom hen, kaldtes Jabme-Aimo (de Dødes Hjem) eller i det svenske Lapland tillige Tuonenaimo, Tuonis Hjem (finsk Tuonela), hvilket Jessen og Ganander urigtigen antage for at være det samme som Saivoaime og Sarakkaaime. Her siges Tuona, Tuone eller Tuon (d. e. Døden in abstracto eller personificeret) at herske, efter Andre herskede her Jabmemakka eller Jabmekiakka eller Jabmeakka. Jabmemakka er den finske Tuonenakka, Dødens Hustru, som havde Herredømme over de Døde og dyrkedes af de Levende, at hun skulde lade dem leve længere. Derfor reiste Noiderne, naar en Lap blev dødelig syg, til Jabmeaimo for at formaa de Afdøde, der tragtede efter at faa ham derned, samt Jabmemakka, der delte sine. Undergivnes Ønske, til at tillade ham at leve lidt længere (ogsaa Finnerne nærede samme Frygt for deres Afdøde). Dog foretoges en saadan Reise stundom for at faa en Jabmek d. e. en af deres afdøde Forfædre eller Slægtninge op til at holde Vagt ved deres Rensdyr. Ogsaa Finnerne troede, saavelsom Lapperne, at deres Troldmænd kunde gaa ned til Jabmeaimo for at hente Raad hos de Døde. Til Jabmeaime kom alle Afdøde og fik der et nyt Legeme istedetfor det, der var raadnet.


Det er ikke ganske klart, hvorledes Lapperne have tænkt sig den endelige Tilstand i den anden Verden. Der tales foruden om Jabmeaimo om Mubben Aimo (et tilkommende Hjem), Rutaimo (Pestens Hjem), Fudno saimo (et daarligt Hjem), Zhjæppesaimo (et sort Hjem). I senere Tider tænkte Lapperne fig Jabmeaimo fom et midlertidigt Opholdssted, hvor de Døde bleve nogen Tid, indtil de havde faaet nye Legemer, hvorpaa de Gode kom til Radien-aimo, de Ugudelige til Afgrunden; Rutaimo eller Rotaaimo, som da underlagdes en Behersker Rota, der svarede til Pluto eller Djævelen, som i Almindelighed kaldtes Fudnos (Fanden), der da tænktes fom Herskeren over Fudnosaime. Disse Forestillinger ere imidlertid aabenbart tagne af Christendommen. Hvorledes Lapperne tænkte sig Tilstanden efter Døden, før de modtoge Paavirkning af Christendommen, er ikke ganske klart, dog turde vist Jessens Beretning om, at de tænkte sig de Gode ved Døden at komme til Jabmeaimo, de Onde, Tyve, Bandende at komme til Gevo Mubben Aimo, hvor Glæden og lyksaligheden langtfra er saa stor, være rigtig. Og naar vi se hen til, at enkelte Nordboer f. Ex. Thorolf Mostrarskjæg paa Harald Haarfagers Tid, havde en fra alle deres øvrige Landsmænd afvigende Tro, at de nemlig efter Døden skulde tage Bolig i et Field og der føre et lyksaligt liv, da turde det maaske være en Forestilling, som hidrørte fra Omgangen med Lapperne, og disse have vel tænkt sig Tilstanden i Jabmeaimo omtrent fom Saivoernes i Saivoaime. Ogsaa andre mythiske væsener som Paha Engel (d. e. den onde Engel) og andre onde Engle: Mubben, Duniken, Pergalak ere vist laante fra Nordmændene.


________________


Disse vare nu Lappernes egenlige Guder, men desuden antoge og ærede de blotte naturlige Ting som Guder. Vi have set, at de antoge Solen for en af deres første Guder, fremdeles tilbade de Maane, Torden, Bjerge, Søer, ja Luftens Himmellegeme, de troede ogsaa, der var en Slags Guddom ved Lys og Mørke, Morgen og Aften, Løv og Græs, Skove og vilde Dyr, Sundhed og Skjønhed, Helbred og Sygdom. De troede, at Dagningen var helliget Radien, Aftningen Rota. De troede, at visse væsener Leib Olmak, opholdt sig i Skovene for at have Tilsyn med Dyrene, undtagen Bjørnen (Jagtguder). De vare iøvrigt Kvindekjønnet fjendske, og naar Juksakka havde gjort Pigefosteret til en Dreng, overgav hun det til dem, og Barnet tilholdtes da at dyrke dem, naar han blev stor. Andre saabanne Væsner opholdt sig i Vandene, Zhiaze Olmak eller Kiosa Olmak, for at beskytte Fiskene. De ansaa dem for gode Guder og bade til dem for at faa Held til deres Jagt og Fiskeri. Bjørnen kaldte de Guds Hund, betragtede den tildels som et Menneske; naar de havde skudt den, sang de en Bjørnesang, hvori den bedes at skaffe dem Lykke.[4] Fremdeles troede de, at der fandtes visse Egne, hvor der huserede onde Aander, Zhjæppes Olmak, i andre fandtes blodrøde Aander, Zhialbmetes Olmak, ja de troede, at de forskjellige Sygdomme havde forskjellige Aander, som udsendte dem. Til de onde Guder henregnedes Hita (finsk Hiisi), hvis Navn blot anvendtes til Eder.


Vi have her omtalt de norske lappers Gudelære, til hvilke de finske Lapper synes at have sluttet sig, i det Mindste tildels. De svenske lapper dyrkede fornemmelig tre Guder: Jubmel, Perkel og Thor. Jubmel svarer til Radien, som jo ogsaa nogle norske lapper antoge Radien Atzhie og Radien Kjedde for en Person, Ibmel. Hvad Navnet Jubmel[5] angaaer, da gjenfindes det i de fleste ugriske Folkeslags Gudelære, navnlig i Esthernes (Jummal), Tsjeremissernes (Jumu), Syrjænernes (Jem), Bjarmernes og Finnernes (Jumala), Votjakernes (Jumar), Permernes (Jenløn). Det betegnede i disses Gudelærer en himmelsk Guddom, der fortrinsvis var Tordenens Behersker; det synes tidligst at have betegnet en personlig Gud, senere blot en Guddom og brugtes da lig det latinske deus. Saaledes er det ogsaa gaaet i den finske Gudelære, og Jumala kom da til at hedde Ukko d. e. Himlens Gud, et. Navn, som bruges i den finske og esthiske Gudelære, men heller ikke i andre.


Efter de svenske lappers Tro var Jubmel Hovedet for de gode Guder og Verdens Skaber. Engang vendte han op og ned paa Jorden, saa at alt Vand fra alle Søer og Elve steg op over Jorden og dræbte alle Mennesker paa to Sødskende nær, en Dreng og en Pige, som han førte op paa et høit Bjerg. Da Faren var forbi, og Gud havde sluppet dem løs, gik de om i verden for at opsøge Mennesker. Efter tre Aars Forløb mødte de hinanden, men da de kjendte hinanden, skiltes de atter ad, ligesaa tre Aar efter, men da de tre Aar derefter atter mødtes, kunde de ikke kjende hinanden, de bleve nu sammen og avlede Børn med hinanden. I dette Sagn sigtes aabenbart til Syndfloden.


Perkel er Hovedet for de onde Guder, han var i Raad med Jubmel, da Verden skabtes, men bevirkede, at ikke Alt blev saa godt, som Jubmel havde villet. Denne vilde nemlig, at alle Træer skulde bestaa af Marv, alle Søer af Mælk, og at der paa alle Urter, Blomster og Græs skulde voxe Bær. Men Perkel satte sig derimod, og det skete ikke. Han kæmper nu med Jubmel om Magten, hvilket fremstilles i et Sagn om, hvorledes Perkel lavede sig Jernkjæder, hvormed han bandt Jubmel og kastede derpaa et stort Bjerg over ham. Men Jubmel slap løs, bandt Perkel, kastede et Bjerg over ham, hvorpaa Perkel atter slap løs, saa at Stene og Støv fore himmelhøit i Veiret.


Den tredie Gud, Thor eller Tiermes, som i Almindelighed af Lapperne kaldtes Aijike (Aja, Aija, Atja finsk æjæ d. e. Bedstefader) eller Storfader.[6] Om hans Oprindelse fortæller et Sagn, at han i al Hemmelighed blev skabt af Perkel i en Stenklippe, men Jubmel fik det at vide, gik hen, hentede ham ud og opfødte ham. Han er saaledes den Ondes Søn og den Godes Fostersøn. Efter et andet Sagn kom Perkel til en Pige i Skoven og bad hende lægge tørt Tjæreved i sin Skindpels, som hun havde under Hovedet, men da hun havde tændt dette ved og blev var, at Perkel havde Horn, forskrækkedes hun og vilde fly, men slap ei for hans Voldsomheder, hvorved hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som uopholdelig græd og viste sig urolig. Jubmel kom nu og tog ham med op i Himlen og spurgte ham, hvem han vilde hjælpe, sin Fader eller sin Moder. Barnet svarede, at han vilde hjælpe Moderen og forfølge Faderen og al hans Slægt, hvilket han ogsaa nu gjør, farer om i Luften og kløver Bjerge og slaaer Ild i Træerne (Torden og Lynild), naar den gjemmer sig derunder. Hans Gjerning bestaaer fornemmelig i at tilintetgjøre al Trolddom og dræbe Troldene med sin Bue, Regnbuen. Iøvrigt tillægges ham Magt over Menneskenes liv og Død og Sundhed.


Tjermes bliver altsaa den virkelige Gud og tages Hensyn til de andre ugriske Gudelærer, maa han vist antages for at være den samme som Jubmel, og vi maa her mindes, hvorledes de norske Lapper antoge Radien Athie og Radien kjedde for en Person, som de kaldte Ibmel. Jumala og de tilsvarende ugriske Guddomme betegnede en Guddom, der herskede over Tordenen, Tjermes hersker ligeledes over Torden, Lynild samt over Vindene. I Esthernes Gudelære er den øverste Gud Jummal eller Ukko, ensbetydende med Tara, der svarer til Navnet Thor, Thordin, hvormed Rhén benævner Tjermes. De finske lapper kalde Guden Okko, der svarer til det finske Navn paa Gud Okkonen (Torden). Følgelig havde den himmelske Gud samme Benævnelse hos Esther og Lapper, og Navnet Thor eller Tjermes er vist begyndt at anvendes paa Jubmel, da dette Ord mistede sin oprindelige Betydning. Navnet Thor gjenfinde vi i Ostjakernes Torom eller Turm, Tordenens og Verdens Gud, samt i Tsjuvassernes Tora, Vogulernes Tarom eller Torom eller Torym, endvidere i den Thor, der ifølge Sturlaugs Saga dyrkedes i Bjarmeland, ifølge Egils Saga i Jotunheim[7], ligesom Navnene Ukko og Thor eller Tjermes gjenfindes i Nordboernes Aukathor, hvem der ligesom Tjermes tillagdes en Hammer, hvilken (aijeke wetschera) af denne brugtes ligesom hin til at slaa Trolde ihjel med.


Tjermes dyrkedes ifølge Scheffer under Skikkelse af et Træbillede med en Hammer i Haanden og en Staalnagle eller Spiger samt et Stykke Flintesten, hvormed han skal slaa Ild, i Hovedet. Dette Billede menes at have lignet Bjarmernes Billede af Jumala, om hvilket Snorro fortæller,[8] at det stod i en Gaard ved udløbet af Dvina; om Halsen havde det et tykt Smykke, og paa Skjødet havde det en Sølvbolle fuld af Sølvpenge.


Fremdeles antager Scheffer den saakaldte Storjunker for at være et Billede af Tjermes. Dette er dog neppe rigtigt, ligesom han vist heller ikke er at anse for dennes Vikarius, men snarere som en Skytsgud, ligesom han jo ogsaa kaldtes Sæite eller Store Passe. Storjunkeren dyrkedes ivrigt, fordi man antog, at han havde Herredømme over alle Dyr. Han vilde vel altsaa nærmest svare til Leib Olmak eller maaske til Horongalis, og hans Navn vilde vel da være en anden Benævnelse paa Thor. Han kjendtes iøvrigt ikke af de finske lapper, heller ikke i de sydlige Lapmarker, kun i Luleålapmark synes han at være kjendt, og Tornæus beretter, at han kun aabenbarede sig i et Bjerg ved Gråtræsk (Luleålapmark). I Norge var han paa Leems Tid ukjendt, men synes dog tidligere at have være dyrket der. Han afbildes ved Træsæiter, og naar flere af disse ere samlede, forestille de ham og hans Familie eller Tyende.


Disse Gudesagn ere forskjellige fra de norske Lappers, med hvilke de svenske Lapper imidlertid havde Troen paa Saivoverdenen tilfælleds. Deres Gudelære synes at være renere, enten det nu kommer deraf, at den har modtaget større Paavirkning af Christendommen, eller at den er ældre og saaledes sit udspring og Erindringerne fra Noah Dage nærmere, thi paa begge Maader kunde det forklares. I Kaitom fortælles et Sagn om, at Verden var skabt ved Sarak, hvilket synes at tyde hen paa de norske Lappers Forestillinger om Sarakka. Ogsaa dyrkedes Solen og en Mængde himmelske, jordiske og underjordiske Aander, nogle af disse tilskreves kun Magt til visse Tider, saaledes Kuova manno i Februar, Jaluoherra (Juleherren) om Julen, Piægges Ålma eller Vindenes Gud, Ruotta eller Druotta (Drotten), svarende til de norske Lappers Joulogadze, paa Juleaften. Denne Ruotta, der ogsaa kaldtes Struot, og som Øhrling mener, svarer til den syriske Astarte; mener Schrøder, skulde være samme Gud som Solen (Pæive). Lapperne hensatte i Birkernes Toppe Kar med Rensdyrsmælk, som den fra Syden kommende Gud skulde æde. Noget lignende fortælles ogsaa om Grønlænderne.


Den eneste Gud, de svenske Lapper opreiste Billeder for, var Påsjoakka. Denne Gudindes Billede stod ved den hellige Dør paa Hytten, og det Kjød, der kastedes ind gjennem denne, skulde saaledes passere hendes Blik, inden det kom ind i Hytten. Ogsaa Jægeren skulde før sin Indtrædelse i Hytten forsone det udgydte Blod og nedgrave det dræbte Dyrs Hovedskal for Gudindens Fødder.


De finske Lappers Gudelære synes at have været den samme som de norskes, eller rettere at have staaet midt imellem denne og de svenskes. Overguden kaldtes, som ovenfor bemærket, Okko (Torden, Thor), og hans Hustru Akka.


Endel fabelagtige væsener omtales ogsaa i den lapske Gudelære. Troldmændene havde Aander, som hjalp dem; det var dem især, der havde hine 3 Saivodyr, hvilke saavelsom deres Saivoolmak kaldtes Nooaide-Gadze d. e. Noideselskab. Nogle kaldtes Buarregadze (godt Selskab), andre Perkel Gadze (Djævle Selskab), hvilke sidste hjalp dem til at gjøre Fortred. Fremdeles fortælles om en Fugl Vuokko, der rystede en Slags Fluer, Ganfluer, af sig til Troldmanden. Disse Ganfluer gjemte Noiden i en æske, til de vare brugte op, hver Gang han vilde gjøre Nogen Fortred, slap han en Ganflue løs paa dem, der voldte Vedkommende stor Fortred. Det Samme kunde ogsaa udrettes ved en Ganstav. Overtroen med Ganfluen synes at være kommen deraf, at ligesom der er Insekter, der lægge æg i Rensdyrenes Hud, hvoraf der fremkommer Larver, saaledes er der ogsaa forekommet Tilfælde, hvor der under Huden paa Mennesker er fundet Larver, der have foraarsaget dem forfærdelig Pine. Undertiden har man set Larven under Huden, har skaaret den ud, undertiden er den gaaet bort af sig selv, undertiden skal den have faaet Tid til at udvikle sig til et Insekt. Man tilskrev da Lappernes Troldkunster Sligt.


Foruden ovennævte Guder og Aander dyrkedes ogsaa de saakaldte Passe eller Passevarek (hellige Bjerge), f. Ex. Bjerget Pyhætunturi (Kemitræsk Sogn), eller Sæite, det sidste Navn brugtes især i de svenske og finske Lapmarker, betegner Tingen selv og var en Repræsentant for Saivoerne, hvorimod Stedet selv egenlig kaldtes Passe. Dette betragtedes ogsaa som helligt. Navnet Sæite synes at være kommen af det oldnordiske Seid (eller omvendt) og at betyde et Gudebillede, som behøves til Udøvelsen af Trolddom. Lapperne havde to Slags Sæiter, Stensæiter og Træsæiter. Stensæiterne bestode i Almindelighed af Stene af en særegen, besynderlig Form, af hvilke der findes en Mængde i Finmarken og Lapland, saa at Leem alene i Porsangerfjorden opregner 22 saadanne Stensæiter. Undtagelsesvis dannedes de med Menneskehaand og bestode da af en Masse sammenlagte Sten, blandt hvilke Nogle forestillede Hoved, Andre Skuldre osv. Andre Sæiter vare af Træ og bestode i Almindelighed af en Stub med opadvendte Rødder, der da tilhuggedes til at forestille Hoved osv. Andre lignede en Pæl, hvorpaa dog i Almindelighed en Menneskefigur afbildedes eller anbragtes. Disse Træbilleder ligne de, som den Dag idag dannes og tilbedes af Ostjaker, Tsjeremisser, Boguler o. fl., og hvori de tro, at Guderne tage Sæde. Det var især i de svenske og finske Lapmarker, at slige Træbilleder dyrkedes. Undertiden samledes flere af dem paa et Sted, de forestillede da Guden med hele hans Familie. Nogle antage, at Sæiterne forestillede mægtige Troldkarle, som efter deres Død havde forvandlet sig til Stene, og endnu som saadanne kunde hjælpe, Andre mene, og dette synes rimeligst, at Sæiterne egenlig forestillede Saivoerne, de kaldes ogsaa paa sine Steder Saivo, og Lindahl og Øhrling angive i deres lexicon, at Saivokedke (en Saivosten) betyder en Stenafgud, Saivo-muora en Træafgud. Dog ansaa man dem ikke for blotte Billeder, men troede, at en Gud eller Aand boede i dem; deres Magt afhang iøvrigt af deres Antal, som dyrkede dem, holdt man op dermed, mistede de deres Kraft. Nogle Sæiter dyrkedes af en hel By, Andre af enkelte Personer. Rimeligvis dyrkede man helst de af Fædrene opstillede Sæiter, kom man til en Egn, hvor der ingen var, opstillede man selv nogle. Man ventede sig lykke af dem, troede, at de kunde bevirke baade Godt og Ondt, opstillede dem helst ved sine Boliger eller paa de Steder, hvor man ønskede sig deres Bistand til Jagt, Fiskeri osv., især paa høie Bjerge og ved stride Fosser, hvo der dyrkede dem flittig, blev belønnet, derfor reiste Lapperne aldrig forbi en Seite uden at offre til den. Men vilde de ikke hjælpe, kunde det nok hænde sig, at Lappen slog sin Sæite itu, ligesom han ogsaa ødelagde sin Fjendes Sæite, for ei at skades af denne. Foruden disse Sæiter lavede Lapperne stundom Billeder af Mennesker og Dyr, som de nedgravede i Jorden, de skulde vist forestille Saivoerne og deres Dyr og bidrage til at skaffe dem disses Velvillie.


Sæiterne dyrkedes derved, at man under og omkring dem strøede eller nedstak i en vis Orden grønne Grangrene eller om Sommeren grønt Løv, der da ombyttedes, naar det var visnet. Til visse Høitider, eller naar Noget laa dem paa Hjerte, kom de derhen og offrede Rensdyrshorn, som lagdes i store Dynger for Sæiterne, og som der endnu paa mange Steder findes Levninger af. Ogsaa andre Folk havde ligesom Lapperne hellige pladser om deres Sæiter, f. Ex. Estherne omkring Taras Billede, Tsjeremisserne, Mordvinerne, Votjakerne o. fl. Ungarerne offrede ligesom Lapperne ved Træer og Stene samt ved Kilder og Brønde, de havde ligesaalidt fom lapperne noget Tempel, hvilket ogsaa de fleste ugriske Folk have manglet,[9] hvorimod andre have havt saadanne f. Ex. Vogulerne, Bjarmerne ved Cholmogory, skjøndt dog dette Tempel maaske snarere maa betragtes som en indhegning, thi Afgudens Billede stod ude i Gaarden.[10]


Foruden disse Væsner, der dyrkedes, troede ogsaa Lapperne paa nogle andre aandeagtige væsener, som opholdt sig i Skovene, Bjergene og Søerne, til hvilke der dog ikke blev offret, og af hvem man heller ikke ventede sig nogen Fordel. Til disse hører Akkruvva, Tsjazzeravgak, Niik, Gafitterak, Tsjakkalagak, Smierakattu, Kobmek, Jættanasak og Stallo. Akkruva ligner paa Overdelen et Menneske og har langt Hovedhaar, paa Nederdelen et Menneske, der stiger op af Havet, sidder paa Vandet, vadsker og reder sit Haar, svømmer op ad Floderne og fører Fiskene med sig. Naar den gjør dette Sidste, da lykkes Fiskefangsten. Tjjazzeravgat (af tsjazze Vand og ravgak Afdød) ere Spøgelser af ugudelige, druknede Mennesker, man hører dem ofte musicere, man har aldrig set dem. En anden Slags Vandaand, de svenske Lapper troede paa, er Niik (Nøkken), som de troede at svømme om under Skikkelse af en lang Baad. Viste den sig, betød det en heftig Storm. Gafitterak ere velhavende Aander, der bo paa Bjerggræsgangene og have deres eget Kvæg o. s. v., der er behængt med klokker, saa at man kan høre. dem. Er En dristig nok at nærme sig en slig Hjord, hvorved han hverken maa se til Siden eller tilbage, og kaste et Stykke Jern ind imellem Dyrene, blive de hans Eiendom, thi Vogteren maa fly for Jernet. Tsjakkalagak ere Dværge, som bo under jorden, især under saadanne Bjerggræsgange, hvor Sneen smelter i Pletter om vinteren. Deres Mave er fuld af Sølvpenge; sætter man nu en Skaal Væling hen paa et sligt snebart Sted, komme Dværgene frem, spise Vællingen, men fryse da ihjel og briste, hvorpaa man kan samle Pengene op. Smierakattu, et Orb, der maaske er beslægtet med det sanskritiske markata en Abe, er et Væsen, som skylder Mennesket sin Tilværelse og kan antage, hvilken Skikkelse dens Frembringer vil, men seer dog mest ud fom en Fugl eller en Kat. Hvo der vil have en Smierakattu, tager et Nøgle Garn og en Pind, syer da af Silketøi en lille Pose i Form af en Hue, binder Nøglet, Pinden og Posen sammen, blæser af alle kræfter paa det og siger: "Kjære Djævel, giv ham Aand, jeg giver dig derfor Halvdelen af min Sjæl og denne forventede Smierakattu Halvdelen af min Aand." Imidlertid forsikkrer man, at det kun er lykkedes Faa at frembringe en Smierakattu. Lykkes det, er det dens første Spørgsmaal: "hvad Eiendom ønsker du?" og den skaffer det da strax tilveie. Bliver den grebet i Tyveriet og straffes, rammer samme Straf dens Herre, og man hugger den derfor stundom et Lem af, for at faa at se, hvem den hører til. Kobmek ere Væsener, som ved at vise sig forskrække Menneskene, andet Øiemed have de ikke. Jættanasak ere Kæmper, som bo i de store Fielde, dræbe og opæde de Mennesker, de faa fat paa. Stalo eller Stallo (maaske af stalle, den, der har en hvid Plet i Panden) ere en Slags Skovdjævle, hvilke møde den Veifarende og opfordre ham til at kæmpe med sig. Hævngjerrige Folk kunne ogsaa overdrage Stalo sin Hævn. Staloen tænkes ifølge Nogle (og paa et Billede af ham, der fandtes i en Hule i Stalofjeldet i Vilhelmina, fremstilles han saaledes) som en Mand med korslagte Ben og sammenknyttede Hænder. Han tænkes i Almindelighed med et Øie midt i Panden, ifølge andre seer han dog i den Henseende ud som andre Mennesker, iført mørke Klæder, samt med en Sten eller Kniv i Haanden, han møder Vandringsmanden i Ørkenen og indbyder ham til en kamp paa liv og Død. Den udfordrede kan ikke undslaa sig. Man maa vende Kniven mod sig selv, skeer det, falder Stallo, stikfer man Kniven efter ham, bliver han til en Jordklump. Om en Lap fortælles der, at han i en kamp med Stalloen, paakaldte sine Stenguder, og da Stalloen gjorde ligesaa og lovede samme Offer som Lappen, blev Seiren uvis, til Lappen lovede at offre den Øxe, Stalloen førte i sin Haand, hvorpaa han vandt Seier. Stalloerne ere begjærlige efter Menneskekjød, ja æde deres egne Børn, de ere stærkere end Menneskene, men dummere og overvindes derfor i Almindelighed. Vi ville meddele et par af disse Stallohistorter, der tillige give et godt indblik i Lappernes Tankegang. Askovis, en slem Dreng, der ikke har andet end Skjælmsstreger i Tankerne, er kommen i Stalos Vold, der gjemmer ham for senere at æde ham, og han vandrer nu en Dag med Stallo. Han lader, som han kan se mange Ting, der gaa for sig langt borte og siger: "Seer du ikke det eller det o. s. v." Stalo seer naturligvis Intet, men undrer sig over, hvorledes Askovis er bleven saa klarsynet. "Ak," siger han, det er ingen Kunst, man behøver blot at slaa hedt Bly i Øinene." Stallo vil nu underkaste sig denne Kur, men Askovis forestiller ham, at det gjør meget ondt, saa at han ikke troer, han kan holde det ud. Man bliver desuden i Begyndelsen ganske blind, siger han, hvilket dog gaaer over om nogle Dage. Stallo er egensindig og vil endelig blive klarsynet. Askovis maa da give sig til Kuren, han slaaer smeltet Bly i det ene Øie. Stalo jamrer sig, men beder ham skynde sig ogsaa at helde noget i det andet. Det skeer. Nu er Stallo blind, og Askovis skal imidlertid forestaa Husholdningen, til han faaer sit Syn igjen. Han slagter da en fed Vædder og koger den til sig, men til Stalo koger han kjødet af Stallos egne, gamle Hund, som han ligeledes har slagtet. Til sig selv øser han Fidt at dyppe Kjødet i, men til Stallo opaf Hundegryden. Mens de nu sidde og spise, synes Stallo, at hans Mad er saa besynderlig, og spørger: "Hør, min Søn, hvoraf kommer det, at dine Tænder sige tjem, tjem, men mine tsam, tfam?" Alt gaaer dog endnu vel og fredeligt, men Stallo begynder dog lidt efter lidt at fatte Mistanke og tænker paa at dræbe Askovis. En Morgen stiller han sig derfor i Døren, mens Faarene lukkes ud og lader dem passere det ene efter det andet, mellem sine Been. Askovis, som er inde og slipper Faarene ud, bliver mistænkelig derved. Han slagter imidlertid Stallos store Vædder og kryber selv ind i Skindet og slipper saaledes ud. Nu siger Stallo: "Naa, min Søn, kom nu ogsaa selv ud." Da svarer Askovis: Kjære Bedstefader, jeg er allerede ude. Stalo forundrer sig, men Askovis tager, hvad han kan, af Jættens Eiendom og begiver sig bort.[11]


En anden Gang har Stallo sat Snarer ud for at fange Mennesker i; Mennesket seer det og sætter sig med Flid fast deri. Han lader, som han er død og gjør sig stiv, som om han var frossen, da Stallo kommer. Denne bliver hjertelig glad, da han kommer og faaer ham at se. Ha, ha, ha, den gamle Dreng selv er bleven narret, bryder han ud. Han bærer sin Fangst hjem og reiser ham op i en Krog i Hytten at optøes. Imidlertid gaaer han selv udenfor for at lave et Trug til at lægge Kjødet paa, naar Lappen er bleven sønderhugget. Hans tre Drenge staa og se derpaa. Den Ældste af dem befaler han at gaa ind i Hytten at hente Tømmerøxen ud. Han gaaer, men finder den ikke, thi Lappen har giemt den. Han kommer ud, med uforrettet Sag. Da befaler Stallo den anden at gaae, ham gaaer det ligesaa. Stallo siger da til den yngste: Du er altid den Snildeste, gaa du ind og søg, saa finder du den sikkert. Han gaaer. Øxen finder han vel ikke, men da han kommer ud, gaaer han hen til Faderen og siger: Øinene hvalve (nemlig i Lappens Hoved). Ja, ja, min Dreng, svarer Stallo, det er godt, han er da ved at tø op. Men nu gaaer Stallo selv ind i Hytten for at finde Øxen, han finder den ogsaa, men som han titter ind gjennem Døren, hugger Lappen ham i Hovedet, saa han døer. Sønnerne slaaer han ogsaa ihjel, og dermed er den Stalofamilie ødelagt.[12]


Af lignende Stallosagn findes iøvrigt ikke faa blandt Lapperne. Stalloerne antages at have været en egen Folkestamme, der har boet i Landet, maaske de samme som Nordboernes Jætter (Lapperne kalde dem ogsaa jaton), hvilke have kæmpet med Lapperne. Dertil passer det ogsaa, at i Nordboernes Sagn omtales Jætterne som Kæmper, Dvergene (lapperne) som smaa og listige. I de ægte Stallosagn har Stalloen Husdyr, hans kone hedder Ruotakis. Ifølge Etymologien tyder Navnet hen paa, at Staloerne levede alene og ikke i Samfund. Sammenstille vi disse Sagn med Finnernes Sagn om Hiisifolket, der i disse skildres som glubske og forfærdelige Jætter og i hvilket man har villet se et syrjænsk eller maaske snarere bjarmelandsk Folk, der boede i Finland, vil man maaske i Stalo'erne finde Finnerne (Kvænerne), som efter Lapperne trængte ind i Norden, thi at mene, at de vare et der tidligere boende Folk, fremgaaer ikke af Sagnene. At Stalo'erne skildres som menneskeædende, hidrører maaske blot fra den Frygt, Lapperne nærede for dem.[13]


________________


Lappernes Guder hædredes ved Offre. Offringen bragtes i Almindelighed ved Passevarerne (de hellige Stene), paa andre Steder opreistes en Slags Altre, nemlig et Stillads paa tre til fire Stolper, hvilke Lapperne i visse Tilfælde havde bag deres Hytter eller paa de Steder, hvor deres Træguder staa; paa Altrene, der stode ved Stenguderne, lagdes faadanne Offre, som man frygtede for, at vilde Dyr skulde bortslæbe. Templer havdes ikke, derimod vare enkelte Sæiter mere ansete end andre. I Regelen bragtes Offrene i Efterhøsten efter Indslagtningen, men der offredes ogsaa til andre Tider, naar Nød og Trang fordrede det, eller Troldtrommen paa Forespørgsel erklærede det for nødvendigt, ligesom der ogsaa var mange Sæiter, som ingen Lap reiste forbi, uden at bringe dem sit Offer. Ved Troldtrommen blev det ogsaa, i det Mindste blandt de svenske Lapper, afgjort, hvilken Gud Offret skulde bringes. Det tilbødes først Tjermes, vilde Ringen ei standse ved hans Billede, tilbødes det Storjunkeren og dernæst Baive. Undertiden skete det ved, at lappen stillede sig for Sæiten med en Sten i Haanden og adspurgte Guden, hvad han vilde have til Offer for sine Gaver, og naar han havde givet det tilkjende, bragtes Offeret. Offringen skulde forrettes af en Noid (eg. Noaaid), der med Hensyn til denne Forretning kaldtes Blodmanden, han skulde iforveien faste og rense og to alle sine lemmer, ingen Kvinde maatte deltage i Offringen, men blot høre paa Tryllesangene samt deltage deri. Offerdyret skulde være fuldkommen frisk og sundt, til Tjermes, Storjunkeren, Horagalles offredes kun Handyr, til Sarakka kun Hundyr, Haner undtagen, til Sol og Maane intet Handyr eller sort Dyr. Der offredes helst levende Dyr saasom Rensdyr, Faar og desl., Fisk (Fiskerlapperne), sjelden Sælhunde og deslige Dyr. Undertiden offredes Mælk, Mælkesuppe, Ost o. s. v. Som oftest slagtedes hele Dyret, som man da fortærede, hvorpaa man tog Benene, Næsen, Øinene og nogle flere Dele af Legemet og nedlagde dem i deres naturlige Orden i en Slags Ligkiste af Birkebark, hvorpaa det overstrøges med Blod og nedlagdes i jorden, i den Tanke, at Guden selv kunde skabe Kjød derpaa. Var Offret bestemt til en af de fornemme Afguder, udskare de hans Billede, hvilket kaldtes Værro-muora, af en Birkeknub, halvanden til to Alen høi, (Tjermes skulde saaledes hvert Aar have et nyt Billede), satte det over det nedgravede Offer, overstrøge det med Offerblod og gjorde nogle Kors dermed paa Brystet, Øinene gjorde de kjendelige med Fedt. Tillige satte de ved Siden af Billedet nogle Tegn, der skulde være Gudens Attributer, ved Horagales' Billede sattes saaledes en Hammer (Thorshammeren), hvormed han skulde forjage Hexe og onde Mennesker. Imidlertid var det ikke altid, navnlig iblandt de svenske og finske Lapper, Tilfældet, at Offeret nedgravedes, det henlagdes ogsaa paa det hellige Sted, og paa de største Passevarer laa der ofte store Dynger af Rensdyrsben og -horn, af hvilke mange findes endnu f. Ex. i Tunsjø (Jæmteland). Offredes til Saivo, brugtes istedetfor Billederne Stene, som besmurtes med Blod og Fedt. Ogsaa besmurtes (i det Mindste i Norge) med Blod nogle lange Kjæppe (Liet Morak), som opreistes ved Offerstedet. Ved Offring af Mælk, Brændevin o. s. v. heldtes noget af det ud paa Gulvet til Forsoning for de Husguder (Saivoer?), som man tænkte sig levende under Gulvet, Arnestedet o. s. v. Frugtsommelige Kvinder offrede udelukkende til Sarakka. Ved sin Kones Forløsningstid byggede mangen Lap en Hytte for denne Gudinde ved Siden af sin egen. I Haab om en lykkelig Nedkomst, drak frugtsommelige Kvinder Sarakkas brændevin, og var Barnet født, aade de Sarakkas Grød (undertiden Beives Grød) og anrettede et Gilde, hende til Ære. I Grøden lagde de 3 Træpinde, den ene var kløvet ved Enden, og der hang tre Metalringe derved, den anden var sort, den tredie hvid. Denne Grød gjemtes i to eller tre Døgn under Døren. Faldt da den sorte Pind ud af Grøden, maatte Moder eller Barn dø, blev den hvide ikke mere set, bleve de begge ilive. Grøden spiste man ikke, før Troldtrommen havde givet lov dertil. Til Sarakka offredes iøvrigt Høns, Rensdyrskalve, Hunde, dog kun af Hunkjønnet. Kjødet af Hundene maatte kun Kvinder æde. Stundom offrede Lapperne endogsaa deres egne Børn, hvilket berettes om de finske lapper, at de have gjort paa det høie Bjerg Besosing eller Æmmænvaara ved Kemitræsk. Fiskerlapperne bestrøge deres hellige Stene med Fiskefidt, hvilket skulde bevirke, at der skulde komme flere og federe Fisk i Søen. Til Kuovamanno offrede de svenske Lapper noget af det Græs, de gik med i Skoene og Vanterne, idet de bandt det ved Rensdyrenes Horn og bade ham komme og æde det; til Juleherren offrede de smaa Baade af 3 Kvarters eller en Alens længde, som de bestrøge med Blod og satte op i Træerne, til Ruotta satte de en lille Tragt med noget af al den Mad, de Juleaften og Julemorgen spiste, op i et Træ. I Offermaaltiderne til Beive, Horagales, Saivo o. fl. maatte ingen Kvinde deltage, derimod maatte ingen Mænd æde af Sarakkas Offer; i Offermaaltiderne til Radien Atzhie, Radien-Kjedde og Ailekes deltoge begge Kjøn. Kun Forparten fortæredes, Bagparten, som ansaaes for uværdig til at offres, bragtes hjem og fortæredes i Husholdningen. Nogle af Guderne f. Ex. Leib Olmai foragtede Kvinderne; heller ikke maatte nogen voxen Kvinde røre ved Troldtrommen.


Offrene bragtes sjelden til Radien, derimod især til Saivoerne, Horagalles, Sarakka (af Kvinder) og Sæiterne. Ogsaa offredes til Jomfru Marie og til Gud, der fandtes aftegnet paa deres Runebomme og kaldtes Ibmelen Atzhie (Gud Fader), Ibmelen Barne (Gud Søn) og Ibmelen-Ailes-Vuoign (Gud Hellig Aand). Aarsagen til Offringerne var ikke Syndsbevidsthed og Ønsket at faa Synden afsonet, vel ansaa de nogle enkelte Synder for Synd, men Syndsbevidsthed og Tragten efter og Mulighed af Forløsning kjendte de Intet til, ligesaalidt som Mongolerne, Vogulerne, Samojederne og andre stammebeslægtede sjamanske Folk. Lapperne havde en fatalistisk Tro paa en engang bestemt Skjæbne, og det Hele, de attraaede med deres Offre, var at afvende forudbestemte Ulykker eller at erhverve sig Gudernes Beskyttelse i deres timelige Anliggender, at takke Guderne for beviste Velgjerninger og at berede sig Adgang til Saivo.


En overtroisk Skik, Lapperne havde, og som det varede længe, inden de kunde opgive, var deres "Renhelgelse." Denne bestod deri, at naar en Lap havde fældet en Ren, maatte han ei bære Kjødet gjennem den rette Dør, men gjennem Renhullet d.e. en Dør ligeoverfor den rette, den agtedes for hellig, og ingen Kvinde maatte gaa igjennem den eller i det Hele taget komme paa den Side af Hytten, hvor den var. Og naar Lappen var kommen ind, maatte Konen have Salt eller Ellebark tilrede, hvormed han tvættede sine Øine, at han en anden Gang kunde have desto bedre og større Lykke til at fange Rensdyr.


Det er vanskeligt at udfinde, hvormange Erindringer af den sande Tro, Lapperne havde bevaret gjennem Hedenskabet, da disse Antydninger af Sandheden ligesaagodt kunne forklares af den senere Berørelse med Christendommen. Af det Ovenanførte vil det vise sig, at adskillige Lapper troede paa en almægtig Verdens Skaber, der havde skabt Alting ved sin enbaarne Søn. Ogsaa havde de Tanker om Sjælens Udødelighed, derimod ikke om Kjødets Opstandelse; Sjælene fik i Jabmeaimo et nyt legeme, men det Samme fik forresten ogsaa Rensdyrene, Bjørnene o. s. v. Overhovedet gjorde de ingen Forskjel paa Menneskets Sjæl (og Aand) og Dyrets. De tænkte sig ogsaa en forskjellig Tilværelse efter Døden, en god og en mindre god, men den Glæde, der var hisset at nyde, var aldeles kjødelig. Tanken om, at de fra Jabmeaimo skulde komme til Radienaimo eller Guds egen Himmel, havde de uden al Tvivl laant fra Christendommen.


Offrene bragtes, som ovenfor anført, af Noaaiderne eller, som de i Almindelighed kaldes, Noiderne. Ligesom Sjamanerne hos de med Lapperne beslægtede Folk ere de snarere at anse for Troldmænd end for Præster. Det var dem, som egenlig styrede Folket, som de ved deres Troldkyndighed holdt i stadig Frygt for sig. En Noid antoges at kaldes til denne Gjerning af Tonto d. e. den onde Aand, enten i Drømme eller paa anden Maade, han undervistes nu af sin Saivogadze (Skytsaand) i Troldkunst, naar han mente sig udlært, sammenkaldtes de andre Noider, han begyndte da at røre Runetrommen og synge sine Sange, kom da Saivo- eller Noidegadzerne ind, og de Ældre ikke mærkede det, men den Unge alene mærkede, at han rørte ved dem, og de Gamle mærkede, paa sig, at Saivoen var tilstede, erklæredes han for Noid. Dernæst modtog han videre Undervisning af sine Saivoer, der aabenbarede sig for ham snart i den ene snart i den anden Skikkelse, men hvorledes de end aabenbarede sig, holdt han dem for sin Skytsaand og kaldte dem Tonto. Ogsaa kaldtes de Noidegadzer d. e. Noidens Følgesvende. Fuglen Vuokko kom nu ogsaa og tilbød sin Tjeneste, den rystede Ganfluer af sig, som han opsamlede, dog ikke med bare Hænder, thi de vare meget giftige, og gjemte dem i en Æske. Slap hans Forraad op, kunde han laane af andre. Men hans Noidegadze kunde ogsaa skaffe ham en Ganstav, hvormed han kunde slaa Mennesker og Dyr, der da ikke kom sig, før han var stillet tilfreds. Fremdeles havde han Ret til at bruge paa sine Reiser til Jabmeaimo de tre Saivodyr og en Noaaiden Dirri, der kun besades af de ypperste Noider, og som var saa mægtig, at Noiderne i Jabmeaimo ei kunde staa sig mod den, men naar den sattes imod dem, maatte slippe den Syges Sjæl løs. Alle disse forskjellige Væsener kaldte Noiderne deres Noaaiden Djelles (Noidskygger) eller Noaaides Vuoigen (Hexeaander), og som en Husbond ved Navn paa enhver af sit Tyende, gav Noiden Enhver af dem særeget Navn. Til de anseligste Noider kom stundom Tonto (eller maaske snarere Stallo) paa afsides Veie, brødes længe med dem, men lod sig overvinde og faldt død til Jorden, hvorpaa han efterlod dem et stort Bytte af Guld eller Sølv.


Noiderne vare Lappernes Mellemmænd med Guderne, dem skulde de raadspørge, og deres Ord skulde de uvægerligen tro. Fremdeles skulde Noiderne undersøge og godkjende Offerdyrene, og da Lapperne troede, at enhver Sygdom hidførtes af deres Slægtninge i Jabmeaimo, som længtes efter dem og vilde volde dem Døden, maatte de i saa Fald føge Noiden og benytte hans Mellemkomst. Den ene Noid ansaaes for dygtigere end den anden, havde den, man hidkaldte, Intet kunnet udrette, søgte man en anden; naar Noiden blev gammel og mistede sine Tænder, mistede han ogsaa sin Noidekraft. Deres Bestilling var meget indbringende og anset og eftertragtedes derfor af Mange.


Noidernes fornemste Redskab var deres Troldtromme eller Runebom (gabdas, quobdas eller kanuns). Den er rund eller aflang, forfærdiget af Træ, forneden overtrukken med Skind, nedenunder er der hængt Baand, hvorpaa er fastgjort Messingringe og deslige. Paa Skindet er der med Elebark eller Blod tegnet forskjellige Tegn, dog ikke de samme paa dem alle, thi ikke alle ere lige fuldstændige. En af de fuldstændigste er afbildet i Jessens Afhandling, paa den er i Midten afbildet Beive som en Rude, fra hver Spids udgaaer der en Streg for at betegne, at den Straaler udgaa til alle fire Verdenshjørner, paa disse ere Kors afsatte for at betegne de tre Ailekes og onde Aander, som ville gjøre Lapperne Fortræd. I Kanten og længere inde paa Skindet er afbildet Radien Atzhie og Radien Kiedde, de tre Personer i Guddommen (hvoraf sees, at de tænkes forskjellige fra Radien), Maderatja og Maderakka, Horagalles (en dobbelt Hammer), en Noid, der er vant til at fare til Jabmeaimo, tre Offerdyr, et Svin, en Ged, en Ren, Jabmeaimo, Noaaiden Dirri, som Noiden vil sætte mod de afdøde Noider, Rutu, en Ulv (den Ondes Hund) og en Hest for Rutu til at ride bort paa, Noaaiden Dirri til at bruge mod levende Noider, en norsk Kirke og et norsk Hus, en Lap i sin Slæde, Sarakka, Uks- eller Juksakka, Lappens Kone, Rengjerdet, hvor Renerne malkes, Lappens Telt, Sarakkas Telt, Lappens Stabur, Græsgange med Birke paa, hvor Renen græsser, en Gransfov, et Bjerg, hvor Lappen stundom opholder sig med sine Rensdyr, en Lappebaad, Nobolappers Hytter og deres Rensdyr, en Bæver, en tyk Granskov, Bjørnens Hjem, en Bjørn, en Maar, Jagtguden Saivosarva (Kæmperenen), Saivobjerget, Noiderenen. I alt var der paa denne Runebom 45 Billeder, nogle nøiagtig udførte, andre betegnede med Streger. Nogle af Tegnene f. Ex. Bjørnen, Ræven betyde Godt, andre f. Ex. Rutu, Ulven Ondt.


Den ældste Beskrivelse paa en Troldtromme, er den, som findes hos Tornæus. Han siger, at den ved linier tvers over deles i tre Regioner, i den søndre er Norland og Nedre Torneå Kirke, Præsten og Fogeden samt andre Sager, der findes i Norland, samt en lige vei fra Torneå til Lapnarken; derpaa se de og spaa, hvad der hænder, hvor snart Præsten og Fogeden og nogen anden Myndighed skikkes til dem. Og disse kalde de velgjørende mod dem, fordi de ei forsøge paa noget Ondt eller spaa noget Ulykkeligt. I Nordenden er Norge med dets Sager midt paa er Lapmarken, som er den største Region og har den største Plads paa Trommen, derpaa ere med Rødt afmalede allehaande Dyr, som findes hos dem, saasom vilde Rensdyrsskarer, hvor de skulle finde tamme Rensdyr bortløbne, hvor de ere, Renkalve, om de skulle leve, derpaa staaer Bjørne, Ræve, Ulve og allehaande Skovdyr, god Fiskedræt, derpaa er malet et sygt Menneske, om det skal blive bedre, Barselkvinder, om hun skal se en lykkelig Fødsel, Døden, om det Menneske eller den Syge skal dø paa Sottesengen osv. Troldtrommen abspørges 1) for at erfare tilkommende Ting, 2) for at faa at vide, hvilket Udfald Ens Forehavende vilde faa, 3) for at helbrede Syge, 4) for at bestemme, hvilken Gud der skulde offres til.


Vilde man nu raadspørge Runebommen, faldt Alle paa Knæ, Noiden tog Trommen i sin venstre Haand ved Grebet, der var under den, derpaa lagdes en Ring eller en trekantet Messingplade eller en af Jern-, Kobber-, Messing- og Sølvstykker i Skikkelse af en hoppende Frø sammenføiet Figur paa Skindet, og dette sloges med en Hammer (Ballem) af Rensdyrshorn, hvilken var af Figur som et græsk T. Trommen holdtes nu under Alt dette høit op, og Alle sang: Saa bede vi, saa bede vi osv. Gik nu Ringen med Solens Gang, betød det noget Godt, gik den den modsatte Vei eller standsede den ved et af de uheldige Tegn, var det et ondt Varsel. De dygtigste Noider behøvede blot at lægge Øren til Troldtrommen, hvorpaa Afguden svarede dem med lydelig Røst. Skulde en Sygs Sjæl hentes op fra Saivo, sloges Troldtrommen, Troldsange bleve sungne, imidlertid faldt Noiden i en magisk Søvn, under hvilken han drog ned til Dødsriget, og naar han kom til sig selv igjen, kundgjorde han, hvad han havde set. At denne Dvale stundom kunde være et Gjøgleri, og navnlig var det, efterat Folket var kommet til bedre (christelig) Oplysning, kan ikke betvivles, men paa den anden Side er den saa almindelig, siger Castrén, hos alle ukultiverede Folkeslag og i alle Verdensdele, at man ikke kan betvivle dens oprindelige Virkelighed . . . Den er ikke andet end en Vanmagt efter den unaturlige Ekstase, hvortil Troldkarlen oparbeider sig under sin magiske Handling. Sandsynligvis fremstiller der sig for ham under denne Vanmagt som i Søvne forskjellige uordnede Forestillinger, hvormed hans Sjæl i den sidste Tid har været sysselsat. Disse har man antaget for Aabenbarelser og saaledes ganske naturligt begyndt at anse Dvalen for et magisk Middel. Man siger, at Troldkarlen kan, naarsomhelst han vil, hensætte sig i en saadan Tilstand, og ogsaa det anseer jeg for muligt, forsaavidt der er Spørgsmaal om Troldkarle, der henhøre til vilde Nationer."[14] Tager man dernæst i Betænkning den Irritabilitet, Castrén omtaler hos de russiske Lapper, og som vel ogsaa har været fundet hos de andre Lapper, om end ikke i saa høi Grad, kan det ikke ansees for besynderligt, at de kunne let geraade i slig overspændt Tilstand.


En anden Maade, hvorpaa Guderne kunde adspørges, var at stille sig foran Seiten med en Sten i Haanden og bede ham om Noget. Blev Haanden nu saa tung, at den droges mod Jorden, betød det, at Bønnen ei kunde opfyldes, blev den let, betød det, at Bønnen var hørt.


Foruden disse Gaver, som Noiderne havde, fortælle vore hedenske Forfædre Meget om Finnernes (Lappernes) store Trolddomsgaver. Om En fortælles der, at Alt, hvad han saa paa, faldt død om, om Andre at de kunde vide Besked om, hvad der foregik paa langtbortliggende Steder, om Andre, at de kunde spaa eller forhexe Vaaben, saa at de altid traf eller vare uimodstaaelige (f. Ex. Thorer Hunds Renkoster), ja det fortælles om Eivind Kinnive (under Olaf Trygvesen), at han ikke var et naturligt Menneske, men en Aand, Lapperne havde tryllet ind i et dødt legeme, og at de saa havde faaet Fyrsten for de onde Aander til at trylle dette ind i hans Moders liv og blive født af hende.[15] Lignende Kunster fortaltes af de "christne" Nordboer om Lapperne. Om Lapperne i Satakunda fortaltes det, at de fore om i Hvirvelvinde og dreve Fugle sammen, som de førte op til det brødløse Lapmarken, fremdeles at de kunde bevæge sig hurtigere, ja flyve ligesaa hastig fra et Sted til et andet som den menneskelige Tanke. Paa andre Steder fortaltes det, at de havde Troldknuder, ved hvis Opløsning de kunde skaffe sig saa stærk Vind, som de vilde; løste de den første, fik Skibet Medbør, den anden bragte stærkere Blæst, den tredie forvoldte Skibbrud og Mandefald. Ogsaa troede man, at de kunde bringe Skibe paa þavet til at staa stile og til ikke at kunne røre sig og at de havde nogle runde Stene, som man i Sverig kaldte tyre. Den var af en Valdnøds Størrelse, af fint gulagtigt Uld og meget let. Man troede, at den var levende og af sig bevægede sig, hvorhen dens Eiermand ville have den. Man kunde kjøbe saadanne Tyrer og derved sende sine Fjender Slanger, Tudser, Mus og andre Plageaander paa Halsen. En Tyre foer afsted med Vindens Hurtighed og ramte Alt, hvad der mødte den, hvorfor den ofte forfeilede sit Maal. Ganfluen dræbte, hvem den traf, Tyren voldte kun Plage. Om Ganfluerne have vi ovenfor talt.[16] Det var især Fjeldlapperne, man ansaa for dygtige i Trolddom, deres ensomme og ubekjendte Levevis gav maaske tildels Anledning dertil. Sølapperne brugte at sætte dem af deres Børn, som de vilde have til at blive dygtige Troldmænd, i lære hos Fieldlapperne, ligesom vi hos vore hedenske Forfædre se Øssur Tote paa Halogaland sætte fin Datter Gunild (Erik Blodøxes Hustru) i Trolddomslære hos Lappekongen Møttul og derefter hos to andre Lapper.[17]


At der af alt dette Afguderi og Trolddom fulgte, at der herskede megen Overtro hos Lapperne, vil Ingen kunne finde besynderligt. De havde en fast Tro paa deres Djævles personlige og materielle Tilværelse, fortalte om, hvorledes Djævlene uformodenlig aabenbarede sig for Folk i Skoven og toge dem i sin. Tjeneste osv. Dagvælgen og meget af den Overtro, fom endnu den Dag idag som en Rest af Hedenskabet findes blandt os, herskede i høi Grad blandt Lapperne. Deres Naboer vare heller ikke synderlig bedre i saa Henseende, skjøndt de kaldtes for og ansaa sig for Christne. De betragtede Lapperne som store Troldmænd, paaduttede dem det og benyttede sig af deres Trolddomskunster eller gave sig selv af dermed, ja for ikke hundrede Aar siden døde en Præst deroppe: Erik Werlauff af Folden († 1773) – som var bekjendt og endnu den Dag idag staaer i stort Ry hos Almuen som en stor Djævle- og Ganbesværger og hentedes langveis fra for at bringe Djævelen til Raison.[18] Blandt Andet, man tiltroede Lapperne, fortalte man, at de lapske Troldmænd kunde i deres Ekstaser besøge fjerne Steder, og se, hvad der foregik, og tale med Folk der. Ogsaa fortælles der hos Lapperne Sagn om om Mænd fra Fortiden (altsaa vel Noider), der havde den Gave at kunne paatage sig, hvilken Skikkelse de vilde, for dermed at besnære Folk og udføre deres Planer. Slig Tro har ogsaa været vidt udbredt i Finland og er endnu ikke udryddet blandt (de finske) Lapper.[19].


________________


Som et Bilag til Lappernes Gudelære og Sagn vil det ikke være uden Interesse at betragte en af de Sangedigtninge, som, ihvorvel i ringe Antal, leve paa Lappernes Læber som Levninger fra Fortiden. Digtet hedder Peiven parneh (Solens Sønner) og er et af de ældste og mest udførlige af disse Digtninge. Det angaaer Solsønnens Frieri i Jættelandet og er af Pastor Fjellner i Sorsele, en født Lap, meddelt til Redaktionen for „Läsning för Folket," hvor det findes i Uddrag. [20] Det er kjendt ligefra Herjedalen til Juckasjærfvi.


Angaaende de i Digtet forekommende Personer og Steder maa det bemærkes, at Solens Sønner tænkes beboende Beivepele (Sol- eller Dagsiden, den søndre Side), hvormed Lapperne forstode det søndenfor Polarkredsen beliggende Kystland, hvis Indbyggere kaldtes Solens eller Dagens Sønner. Det ovenfor den beliggende Polarland udgjorde Mano-pele (Maane- eller Natsiden), hvis Indbyggere kaldtes Maane- eller Natsidens Sønner. En anden Olddigtning Peiven manah (Solbørnene) fortæller, at Solens og Maanens Neitah (Døttre) havde fanget og tæmmet Vildrenens Kalve, men at Maanepigen behandlede dem ilde og tilsidst slagtede dem, saa at hun blev uden Renhjord, hvorpaa hun blev optagen til Maanen, hvorhen ogsaa hendes Afkom, Sagnenes Gjæk, Askovitz, til Straf for sine Skjælmstykker, blev henrykket. Solens Datter derimod beholdt sine Renkalve, hvoraf en Renhjord opvoxede. Hun var Stammoder til Solens Sønner, blandt hvilke Helten i den her omtalte Digtning ved sin Jættebrud blev Stamfader til Kalla parneh (Karlesønner, berømte Mænd), hvilke vare Opfindere af Skier, samt gik paa Jagt efter og tæmmede Elsdyr. Ogsaa disse have Lapperne ophøiet til Stjernehimmelen. Orion, som de nu kalde Arons Stav, hed nemlig før Kalla parne, en vældig Jæger, hvis Bue var Karlsvognen, og de Stjerner, som høre til Stjernebilledet Cassiopæa, vare de Elsdyr, som han, fulgt af sin Hund, jagede efter.


Sagndigtningen Solens Sønner begynder med en Indledning, som antyder landets ringe Befolkning og Mangel paa unge Mennesker, især Piger, samt gjør rede for Solsønnens Byrd, Legems- og Sjæleevner. Derefter følger en Beskrivelse om et fjernt land, Maalet for hans Reise, der lyder saaledes i den svenske Oversættelse.


"En sägen har talat
En saga har sjungit:
Bortom nordstjernan
I wester om sol och måne
Af guld och silfwer klippor
Spishärd, krabbstenar[21] (woro)
Guld der glöder, silfwer blänker,
Fjellen i hafwet sig spegla,
Le mot sina glänsande bilder."


Derefter følger, hvorledes Solsønnen paa sit med sine bedste Karle bemandede Skib, begunstiget af Vindene og af Havets Børn (Bølgerne) samt Havtroldene, som ogsaa dreve paa Fartøiet, seilede


. . . för östanwind
Fram förbi månen, förbi
Solens glödande ring;


og hvorledes disse Himmellys efterhaanden bleve smaa som Nordstjernen, hvilken tilsidst, da Jætternes Strand naaedes efter et Aars Seilads, syntes at være større end Solen. Ved Ankomsten derhen mødtes han af Jættens eneste ugifte Datter, som ved Ildblus var sysselsat med at vadske Klæder og med at forøge sit ynde, og som, da hun seer ham, tiltaler ham og spørger:


Hwadan kommer du, hwem
Söker du? (söker du) dödens
Bordduk?[22] sol-son!
Läsk-dryck åt min fader,
Mig sjelf en smak-bit,
Mina bröder en lock-mat,
Mina swågrar et lok-kött!


Til Svar synger Solens Søn:


Sarakka mig skop ur min faders
Spänstiga senor; krafter i famnen
Med modersmjölken jag sög.
Ett möderne-fäderne-arf.
Uksakka blandade mjölken
Gjöt wett i mit hufwud. –
– Jag söker hejd i stormen,
Ett wreden tämjande wett,
I lycka, lif och död en wän,
I motgång goda råd,
I medgång en tygel,
För hjertats sorger ersättning,
I nöd och ångest en tröst,
Af byte och fångst en smutterska,
Om andra werlden en aning,
Af oss bägge en ättling!


Denne Forklaring behager Pigen og bringer hendes Blod i hurtigt Omløb. Hun er nærved at tabe sin Fatning, men giver sit Ja med disse Ord:


Sammanblandom wårt blod,
Wåra hjertan förenom
I nöd och lust, O Son
Af min oskyldiga moder![23]


Derpaa vender hun sig til sin Fader, og idet hun derhos tilføier en Bøn til sin afdøde Moder:


Dig, bäste fader, förtror jag
Min suck och min längtan.
Med kärlekens tår jag beder
Min moder i grafwen
Mellan sand och näfwer.[24]


Men da Faderens Samtykte ei kunde erholdes, med mindre Frieren viste nøiagtig Prøve paa sin Styrke, opmuntrer Gubben ham til en Slags Tvekamp:


Kom hit, du frejdade sol-son,
Med din seniga fingerkrok!
Töjom på wåra hånder,
Ryckom på wåra fingrar;
(Låtom oss pröfwa)
Hwems knogar (äro) segare
Hwilkens näfwar käckare.


Pigen, der forudseer, at Ynglingen vil komme tilkort, holder et Jernankerdrag frem, hvis Kløer gjælde for Solsønnens Fingre. Gubben var nemlig blind. Da denne havde prøvet deres Styrke og fundet dem over al Formodning stærke, udbryder han:


Jo, minsann äro de hårda
Sol-sidans fingersenor
Sol-sonens klo-näfwar!


Pigen raader nu Ynglingen, hvad han skal byde Gubben:


Som fästning (du gifwe)
En tran-tunna til mjöd,
En tjär-tunna til syre,
En helklöfwad[25] som tilltugg.


Af den kraftige Drik, Fedmen fra land og Vand, bliver Jætten beruset, griber atter i Ankeret og arbeider, saa Sveden hagler ned af ham. Tilsidst bevæget herved, skjænker han dem sit Bifald og trolover dem:


. . . synberöfwade jätten
Leder och ställer dem på
Hwalfiskens, hafskungens, hud;
Uppristar begges lillfinger,
Blandar blodet tillsamman,
(Lägger) hand i hand,
Bröst intill bröst
Knyter kyssarne sammen
Undanrödjer fördömda
Swartsjukans knutar,
Skiljer händerna, löser
(Trolofningens) knutar.[26]


Derefter følger Bryllupsmaaltidet, hvorpaa Jætten giver sin Datter Medgift:


Gyllne klippor wid stranden
Han låt bryta och bära,
Silfwerhällar ro om bord,
– Lurfhåriga dottrens,
Kruslockiga möns lott –
På hampsegelwingade båten.


Og spørger stolt sin Svigersøn:


Lastar din farkost wärre?
Bär resande simmaren mera?


Bruden lod ogsaa bringe ombord tre Kister med en Hob Sager, der opregnes, deriblandt flere Tretal af mystiske Knuder m.m. Medens Alt dette tildrog sig hos Jætten, vare hans Sønner fraværende paa Hvalrosjagt og Hvalfangst, men kom tilbage, da de Forlovede vel havde forladt Kysten. De savnede da deres Søster "Husets Pryd" og spørge Faderen:


Hwems swet smakte wäl,
Hwem wädrade oset af barmen,
Åt hwem räckte du handen,
Hwem hade karla-styrka,
Lekte manliga bragder,
Hwem roar unga flickan? m. m.


og fik til Svar:


Solsonen, unge seglaren.


Strax skøde de Baaden ud paa Jagt efter de Bortseilede. En til det yderst gaaende Kappestrid fandt nu Sted mellem de Jagende og de Flygtende. Jættebrødrene, der ere stærke Rorkarle, nærme sig omsider Fartøiet.


Redan höras årornas slag,
Nalkes roddtullarnes gnissel,
Tal, mummel, wågornas dån.


Da løser Bruden den første hemmelige Knude, og strax


Blåser winden i seglen
Drifwer skeppet med fart,
Lyster wågorna högt;
Blifwa så jättarne efter.


Men opflammede af Vreden, gribe de end stærkere fat paa Aarerne og fortsætte Jagten under høie Raab, Formaninger og Trusler og nærme sig atter Fartøiet. Bruden spørger Brudgommen, om Skibet taaler stærkere Vind. Da han forsikkrer, at Master og Toug ere stærke, løser hun den anden Knude:


Börjar då westanwind blåsa,
Lyfta upp hafwets döttrar,
Spänna seglen hårdt. –
Bröderna lemnas ur sigte.
Blodet kokar, hämnden törstar,
Yttersta krafter anlitas,
Blodswetten aftorkas;
Händerna stelna, ryggarne krökas,
Fingrarne hårdna, gro fast
Som klor intryckta i åran.
Hjertat glöder, båten simmar,
Hafwets swallwågor klyfwas. –
De börja åter upphinna.


Atter spørger Bruden, om Skibet kan udholde endnu mere, og løser den tredie Knude, hvoraf Følgen bliver et græsseligt Uveir med Regnskyl fra Nordost :


Uppwäckte storm, böjde masten
Skakade flägtande seglen.
(Skeppet) skuttade, krängde på sidan.
Sjelf drog hon sig undan,
Lade sig nederst wid kölen
Och slutna ögonen gömde.


De Unge undkomme nu lykkeligen. Brødrene klattrede ved Solopgang op paa et Bjerg for at speide efter Søsterens Kurs. Der forvandledes de af Sollyset og


Förstenade bildstoder,
Wid Lofoden, ses de ännu;
Koppar-båten blef klippa
– På en björnhud, på skinnet
Af en twå-årig renko,
Wigde man bruden
Till menniskostorlek närmad.
Ur hennes kista yxan
Dörrarne widgade,
Förstorade rummen;
Kalla-söner hon födde.


__________


Ätten gick ut i Swerige
Med skjutne ogifte sonen.
En gren åt den Ryska sidan,
En annan åt söder sig spridde
Bakom Danskar och Jutar.[27]


Fodnoter

  1. Castrén 1, 60. Sjøgrén 184. Suomi 1848, 72. Stockfleth 216.
  2. Абрамовъ проповѣльEв. снбнрск. вогуламъ р. 45 т. і Журн. минист. народн. 1854. C. G. Arndt 369. Bleesken 6 ff. Brooke 175 f. Castrén 1, 60. 112 ff. 126. 134. 137. vol 2 (ɔ: föreläsn. i finsk mythologi. Helsingfors 1853). Creuzer 5 f. 21 ff. Erdmann Archiv f. wiss. Kunde Rußlands 20 (1860), 167 ff. 349 ff. Overs. af en finsk Artikel i Suomi af Pastor Andelin om de hed. Lappers Religion). Folkevennen 1865, 229 ff. Hager neue Beweise der Verwandschaft der Hungarn mit den Lapländern. Wien 1794, 82 f. Hammond 456 ff. Iduna 4, 107. 110 f. Høgstrøm 399. 500 ff. Jessen. Kildal Afguderiets Dæmpelse og den sande Christendoms Fremgang. Manscr. Thott. 815 folio. Keilhau 12. Leem 408–506. Läsning f. f. 15, 223 ff. Læst. forts. 462 ff. Nova Acta H. E. 8, 241. Olaf den helliges Saga 1, 274. Pallas Reise durch verschiedenen Prov. d. russ. Reichs. St. Petb. 1776, 3. 479 f. Scheffer. 94 ff. Schrøder & Grønlund Om Lapparne och deras Guder. Ups. 1848. Sjøgrén 135. 266. Suomi 1846, 98. Topogr. Journ. 6, 97 ff. Urda 2, 126. Två Berättelser om Lappernes Omwändelse från deres fordne widskeppelser och afguderi. Stockholm 1773, 14 f. 49 f. Tornæus 13 ff.
  3. Saivo betyder hellig (Lindahl & Øhrling), derimod synes ailes eller ailek at være af nordisk Oprindelse. Forresten mener Castren (førel. 140), at Saivo svarer til det finske haltia, betyder en Skytsgud og bruges i denne Betydning som et almindeligt Gudeepitethon.
  4. Aftrykt i två. Berätt. 15.
  5. Beslægtet hermed er det baskiste Navn paa Gud Jun, Jaive, Jainkoa, (C. K. Arndt. 311).
  6. Schrøder mener, at Aija er det rette Navn for Jubmel, hvorimod Atja og Tjermes ere den Samme.
  7. Suhm om Odin 165.
  8. Snorro 263 (c 427).
  9. Finner, Bjarmer, Esther, Liver, Kurer, Litauer, Preusser, Ungarer. (Mone 5. 46. 67. 76. 108).
  10. Snorro 262 (c. 427). Sjøgren G. S. 1, 395.
  11. Castrén 1, 87 beretter, at en lignende Historie fortælles blandt de russiske Kareler og mener, at det er en Gjenganger af Ulysses' Historie, bragt dem ved mundlig Overbevisning ligesom der vist ogsaa i Fortællingerne om Stallo og Askovis findes en svensk Paavirkning.
  12. I Läsn. f. f. 16, 214 fortalt med nogle Ændringer.
  13. Ann. 1861, 372. Castrén 1, 18. Keilhau 12. Leem 423 ff. Läsning 15, 211 ff. 17, 135. 20, 163. 18, 254 f. Læstadius 467. Nilsson 1 udg. 4, 31 f. Sjøgren Ges. S. 1, 315. 321. Stockfleth 216 f. Suomi 1848, 59.
  14. Castrén 1, 134.
  15. Olaf d. Hell. Saga 2, 39. 77. Olaf Trygv. Saga 1, 8. Olaf Trygv. S. af Odd. 41. Saxo 1, 289. Snorro 10 (16), 48 (89), 52 (98), 129 (244), 320 (488). Suhm Om Odin 102. Suhm de nord. Folk 109. Vatnsdæla Saga (Petersen Hist. Fortæll. om Isl. Kbhvn. 1844. 4de Bd.) c. 12.
  16. Clausen 128. Høgstrøm 522 f. Scheffer 144 ff. Suomi 1848, 59 f.
  17. Clausen 127. Olaf Trygvesens Saga 1, 8. Snorro 52 (c. 92).
  18. Erlandsen 2, 121.
  19. Castrén 1, 29.
  20. 1849, 342 ff.
  21. De med Vidier ombundne Sten, der befæstes med Snore til Enden af Fiskegarnet, at det ei skal føres bort af Bølgerne.
  22. d. e. Døden. Dit Blod blev da som en læskedrik for min Fader o. s. v.
  23. d. e. hendes vordende Svigermoder.
  24. Lapperne begravedes i en Sandbanke, ovenpaa lagdes näfwer (Birkebark) og derpaa Sten, især en stor flad Stenblok, om en saadan fandtes.
  25. d. e. en Hest.
  26. Ved Trolovelsen knyttedes to Knuder, som siden løftes til Tegn paa, at ægteskabeligt Samliv var tilladt.
  27. Kun Torneålapperne kjende de fem sidste Strofer.