Den hellige biskop Ambrosius’ jærtegn

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Den hellige biskop Ambrosius’ jærtegn

fra Ambrosius saga byskups

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Her fortælles om den hellige biskop Ambrosius’ jærtegn.

1. Den døde dreng, der blev vækket til live

Sankt Ambrosius

Der skete endvidere det i Firenze i en fornem mands hus, at hans søn, der hed Pansopius, i en ung alder blev besat af Djævelen. Men ved biskoppens hyppige bønner blev han helbredt og rask. Noget senere bliver han syg og dør, og drengens moder tager hans død meget tungt. Hun opsøger en af biskoppens præster og taler med ham om, hvad hun kan gøre. Hun siger, at hun agter at bede biskoppen om at vække hendes søn til live. Præsten foreslår, at hun skal lægge drengens lig i biskoppens seng, når han går til natsangen, og se, hvad han gør, når han vender tilbage. Hun gør, som han foreslår. Biskoppen kommer tilbage til sengen og får øje på drengens lig. Han beder fuld af omsorg for drengen og rusker ham som for at vække ham og siger dette tre gange: »Rejs dig!« Og hans råben får drengen til at sætte sig op, rask og i live, som om han vågnede af søvnen. I denne samme by lader biskoppen en kirke opføre over de hellige levninger af Guds martyrer Vitalis og Agricola. De var blevet begravet blandt jøder i byen Bologna, og ingen kendte til deres gravsted, før de åbenbarede for biskoppen, hvor de lå. Nu blev de flyttet derfra og lagt under denne kirkes alter ledsaget af mange jærtegn og til stor glæde for alle.

2. Om jarl Arbogastes

Der var også sket det, dengang jarlen Arbogastes havde kæmpet mod sit eget folk, frankerne, og dræbt mange og drevet andre på flugt, at han ved et gæstebud blev spurgt, om han kendte noget til biskop Ambrosius. Og han svarede, at vel kendte han ham, og at han var hans ven, og han sagde, at han ofte havde siddet ved hans bord. »Det er ikke så underligt,« sagde de, der spurgte, »— at du sejrer i kamp, siden du er en ven af den mand, som sagde til solen: ‘Bliv stående!’ — og så stod den.« Men dette fortælles, for at man deraf kan se, hvilken berømmelse han nød i andre lande.

3. Om Sankt Nazarius

Desuden lader Ambrosius martyren Nazarius’ hellige levninger grave op og føre til Apostelkirken i Rom. Og da denne helgen blev taget op, var hans blod i graven, som var det flydt for nylig, og hans hoved, som Guds uvenner havde hugget af ham, var så helt med kød og hår og skæg, som var det nyvasket eller for nylig blevet lagt i mulden, og derved så man og fik bevis for det guddommelige løfte, at ikke ét eneste hår på deres hoved skulle gå tabt. Da dette martrede menneske blev gravet op, bredte der sig en herligere duft, end nogen planter eller urter kunne have frembragt. Men da disse hellige levninger blev ført til Apostelkirken, som tidligere var blevet opført over helgeners levninger, og da biskoppen holdt tale for folk dér, da begyndte en uren ånd at råbe gennem en besat mand og sagde, at den blev pint af Ambrosius. Biskoppen vendte sig imod ham og sagde: »Hold mund, din djævel! Det er ikke biskop Ambrosius, der plager dig, men derimod disse helgeners kraft og dit eget had, for nu ser du menneskene fare op til det sted, som du blev jaget bort fra.« Og da dette var sagt, tav den besatte mand og faldt bevidstløs om, og på den måde slap han af med sin lidelse.

4. Manden, der blev anholdt i kirken

Ved den gode kong Theodosius’ død tager hans sønner Arcadius og Honorius magten efter ham. Og mens Honorius opholder sig i Milano og holder ting med folkene dér — og han havde haft mange dyr med hjem fra udlandet til at underholde folk med — da blev en flok riddere sendt ud af jarl Stilicho efter grev Eusebius’ befaling for at pågribe en mand, der hed Cresconius. Han søgte beskyttelse i kirken, men de gik ind i kirken, og lige foran alteret rev de ham ud af hænderne på biskoppen og dennes klerke, for de var ikke mange på stedet. Ridderne farer fra stedet med højlydt munterhed, mens den tilbageblevne biskop sorgfuldt lægger sig foran alteret i bøn. Ridderne kom tilbage til sammenkomsten og pralede meget af deres bedrift. I det samme bliver dyrene sluppet løs til folks morskab og underholdning; det er den slags, der kaldes leoparder, og som ligner løver. Men så snart de bliver sluppet løs, går de til angreb på de mænd, der havde krænket kirkefreden, og de væltede dem omkuld og gav de fleste en ilde medfart eller lemlæstede dem, og nogle af mændene ville have mistet livet, hvis ikke den store menneskemængde havde grebet ind. Og da jarl Stilicho ser dette, fortryder han sin ordre og søger forsoning med biskoppen og udleverer manden. Men eftersom denne mand var skyldig i alvorlige forbrydelser, måtte han forlade landet, for han kunne ikke bøde på sin sag på anden måde, men han kom siden tilbage og indgik forlig.

5. Da biskop Ambrosius snublede

Det skete også på den tid, at biskoppen og hans folk en dag var på vej hen til hans hal, men biskoppen snubler og var nær faldet. Og Theodorus, der var hans skriver og siden blev biskop over menigheden i Modena, smiler ved biskoppens uheld, men biskoppen ser på ham og siger: »Tag dig nu hellere i agt for ikke selv at falde.« Og i samme øjeblik faldt han og slog sig slemt. Da måtte den, der før havde leet af en andens fald, lide under sit eget.

6. Ambrosius og dronning Fritigil

På samme tid kommer der et brev fra udlandet til Ambrosius med hædrende gaver og udsendinge fra en dronning, der hed Fritigil. Hun havde antaget troen på grund af en kristen mand, der var kommet til hende fra Italien og havde fortalt indgående om Ambrosius’ hellighed og anseelse. I brevene bad hun ham sende sig et skrift eller nogle ord, der kunne lære hende, hvordan hun skulle leve. Han besvarer dette brev med en skrivelse, der indeholder en vejledning om troen, og han beder hende give sin mand besked om, at han skal undergive sig Romerriget med sit folk og sit rige. Dronningen drager straks til Milano i den hensigt at træffe Ambrosius, men da hun ankom, var han afgået ved døden, hvilket gjorde hende bekymret og meget sorgfuld.

7. Da biskop Ambrosius faldt i søvn under messen

Det skete en søndag, da Ambrosius sang messe, at biskoppen faldt i søvn efter kollekten før epistellæsningen, og det var dengang skik, at diakonen skulle have biskoppens velsignelse til læsningen. Nu er det tiden til det, men biskoppen vågner ikke. Nu bliver gudstjenesten afbrudt. Kejser Arcadius var til stede, og han spørger, hvad der forårsager afbrydelsen af gudstjenesten, og han fik at vide, at biskoppen sov. Alle nærede så stor en ærefrygt for biskoppen, at ingen turde vække ham, men da der var gået næsten halvanden time i tavshed, rejser kejseren sig til sidst og griber fat i biskoppen og rusker ham og siger: »Herre! Tiden går, og diakonen vil gerne have sin velsignelse, og folk bliver udmattede af den lange ventetid.« Biskoppen vågner og taler: »I må ikke være misfornøjede,« siger han, »— for Gud har tilstået mig noget stort i denne søvn. Jeg kan nu fortælle jer den nyhed, at min broder, biskop Martin, har forladt denne verden, og jeg var til stede dér en tid og ydede ham den sidste tjeneste og sang ligsang, og da I vækkede mig, manglede der endnu at blive sunget én bøn.« Biskoppen sang derefter messe, og ved dens afslutning vender han sig mod udgangen og siger dette: »Den kejser, der vækkede mig og ikke lod mig sove på det tidspunkt, hvor det var bydende nødvendigt for mig, skal i dag forlade Milano for aldrig at komme tilbage, for hvis han ikke gør det, vil han være død inden samme tid næste år.« Dette gjorde kejseren, og han drog af sted samme dag og kom aldrig siden tilbage. Men nu undersøgte folk, hvornår Martin var død, og den tid, hvor Ambrosius sov, var sammenfaldende med biskop Martins begravelse. Det var også sådan, at borgerne i Tours omkring midt på formiddagen havde set en biskoppelig og fornem mand, og denne tog mere end andre del i både bønnesangen og den øvrige tjeneste for biskop Martin, men han forsvandt, da ligsangen næsten var færdig.

8. Om Sankt Augustin af Hippo

Der var også sket det, at borgerne i Milano havde sendt bud til romerne om, at de skulle sende dem en mester, der kunne undervise i retorik — det vil sige veltalenhedens idræt. De fik Augustin til at tage af sted; han var dengang den kyndigste i denne idræt. Og hans moder, der hed Monika, tog med ham. Hun var kristen. Augustin bekendte sig til manikæismens vildfarelse, og han var meget kvindekær. Hans moder opsøger ofte Ambrosius og er bedrøvet over sin søn, og hun beder biskoppen sørge for, at han bliver ledt på rette vej. På en højtidsdag beder Monika indtrængende sin søn om at gå med i kirke og høre Ambrosius prædike. Det får hun ham til sidst til, og de kommer derhen, og biskop Ambrosius prædiker og udlægger den rette tro for almuen og sammenholder på smukkeste vis den gamle pagt med den nye. Og mens han taler, besøger Helligåndens kraft og nåde Augustins hjerte, og han bliver meget rørt, og hele hans tankegang ændrer sig. Ambrosius indser også, at Gud har opsøgt Augustin, og han bliver glad og priser Gud med disse ord: Te deum laudamus. Og Augustin svarer: Te eternum patrem. Og sådan talte de sammen ved at udveksle vers helt til enden. Derpå antog Augustin den rette tro, og han drog siden ud til Afrika og blev den største forkynder og biskop.

9. Om Ambrosius

Den hellige biskop Ambrosius levede i stor afholdenhed. Han fastede hver dag, bortset fra søndag og lørdag og de mest ophøjede messedage. Han bad uafladeligt, både nat og dag. Når der var tid mellem andre nødvendige gøremål, skrev eller forfattede han konstant hellige bøger. Han havde stor omsorg for hele kristenheden. Han var så ivrig og virksom i det guddommeliges tjeneste, at han døbte og omvendte flere til kristendommen end de fem følgende biskopper tilsammen. Fattigfolks og fremmede menneskers ve og vel lå ham meget på sinde. Det guld og sølv og de kostbarheder, han ejede før sin bispevielse, gav han til kirken eller til de fattige, og han gav tilsvarende den landsby, han ejede, til kirken, men lod dog sin søster modtage afgifter derfra til sin forsørgelse. Han var så godhjertet, at han glædede sig med de glade og græd med de grædende. Og på samme måde blev han så bevæget, når folk kom til ham for at skrifte, at han rørte både dem og sig selv til tårer. Han sørgede og græd altid meget, når han hørte om præsters eller biskoppers død, og når hans klerke undrede sig over dette, sagde han, at han ikke græd over den dødes bortgang, men snarere over, at denne var død før ham selv. Og han tilføjede, at det ville være vanskeligt at finde en præst, som i alle henseender behagede Gud. Han forudsagde sin egen død for sine mænd og sagde, at han ville være blandt dem indtil påske. Uden ophør sørgede han over, at han kunne se roden til alt ondt — og det vil sige begærligheden, som hverken tilfredsstilles af overflod eller mindskes af mangel og nød — spire frem og vokse mellem mennesker, men dog særlig jammerligt blandt de lærde. Det skete få dage, før han måtte lægge sig til sengs, at han skrev sin udlægning af Deus auribus nostris. Da kom der en flamme over ham i form af et skjold, og den fór ind i munden på ham på samme måde, som når en høvding træder ind i sin hal, og hans ansigt blev derved hvidt som sne. Senere fik han sit sædvanlige udseende igen. Den dag afsluttede han sin skrivevirksomhed og sit forfatterskab, for den salme, som var blevet påbegyndt, blev ikke fuldført eller færdiggjort.

10. Tjeneren, der skrev falske breve og blev besat af Djævelen

Jarlen Stilichos tjener havde udfærdiget falske breve for at svige dem, der gik i kirke og kom til Ambrosius’ gudstjenester. Og da jarlen blev klar over dette, ville han ikke straffe ham. Men da sagen kom for biskoppen, tilkalder han denne mand og anklager ham for forholdet. Og da han ikke kunne slippe uden om, men beviseligt havde gjort det, siger biskoppen: »Han har fortjent at blive overgivet til Djævelen til legemlig undergang, så ingen herefter vil vove den slags utilbørligheder.« Og netop som biskoppen havde sagt dette, blev manden besat af Djævelen. Denne hændelse slog de tilstedeværende med megen skræk og rædsel. Mange mennesker, som var blevet besat af Djævelen, blev dengang helbredt, når biskoppen bad for dem og sang over dem.

11. Den gangbesværede mand

Der var en ærværdig mand ved navn Nicecius. Han var så dårlig til bens, at han ikke kunne være i store folkemængder. På en højtidsdag, hvor han skulle gå ind i kirken for at modtage nadveren, blev han skubbet omkuld af menneskemylderet, så selv biskoppen kom til at træde på ham. Men biskoppen ser på ham og siger: »Rejs dig, og vær herefter helbredt!« Og det gik, som han sagde, og manden mærkede aldrig mere noget til sine dårlige ben.

12. Ambrosius udpeger sin efterfølger

Få dage efter han havde viet en biskop til byen Ticino, bliver han syg. Og da jarlen Stilicho hører om hans svækkelse, tager han til orde på denne måde: »Hvis denne mand tages fra os, så forsvinder hele Italiens ledelse og opretholdelse.« Jarlen tilkalder alle de mest ansete mænd i byen og Ambrosius’ venner, og med venlige ord bad han dem og med strenge ord bød han dem opsøge biskoppen og bede ham om at lade Gud skænke ham et længere liv. Men da de kommer til ham og beder om dette, svarer han: »Jeg har været iblandt jer, udelukkende fordi det ikke har plaget mig at leve så længe. Men jeg er heller ikke bange for at dø, for vi har en mild og barmhjertig Herre.« Omtrent samtidig stod to af hans diakoner i forrummet uden for det sted, hvor han hvilede, og talte lavmælt om, hvilken biskop der mon skulle efterfølge Ambrosius, og de mente, at det nok snarest ville blive Simplician. Og mens de var optaget af at tale om dette, svarede biskoppen dem, som om han havde været til stede og havde hørt deres ord, men dette kunne på ingen måde passe, for de hviskede til hinanden, og han var langt væk. Men da de nævnte Simplician, svarede han: »Gammel, men alligevel god.« Dette sagde han tre gange. Dette gav diakonerne noget at tænke over, og de forlod straks stedet. Men der sker dog det, at Simplician — som han havde kaldt gammel, men god — bliver valgt til biskop efter Ambrosius, sådan som denne havde tilkendegivet, skønt Simplician var højt oppe i alderen.

13. Ambrosius’ død

Få dage før han døde, og på et tidspunkt mens han bad, så han Kristus selv komme til sig og smile til sig. Den aften han døde, fra den ellevte time frem til han udåndede, lagde han sine hænder over kors og bad, og alle kunne se, at hans læber konstant bevægede sig i bøn, men ingen kunne opfatte ordene. Præsten Honoratus havde lagt sig til at sove i et loftskammer i nærheden, og der blev kaldt på ham tre gange og sagt: »Stå op, men skynd dig, for biskoppens død er nært forestående!« Han springer op, da der bliver kaldt for tredje gang, selv om han ikke vidste, hvem der kaldte. Han går i hast hen, hvor biskoppen ligger, og giver ham straks corpus domini. Her skete der et herligt og smukt sammenfald af omstændigheder, for i det øjeblik han indtog corpus domini, opgav han til gengæld straks ånden. Nu fik hans sjæl denne jordiske proviant med sig til helgenernes og englenes fællesskab, og den glædede sig nu i selskab med Elias, for han var aldrig bange for at prædike retfærdighed over for høvdinge og magtfulde mennesker, og på samme måde opgav han aldrig eller veg fra det rigtige, hverken over for kejsere eller fattige. Han døde selve påskenat. Og nu blev hans lig båret til kirken, før det blev dag. Mange unge mennesker, som da var nydøbte, fortalte deres frænder eller forældre, at de så ham komme gående i kirken iført sit bispeskrud. Nogle så en lysende stjerne over hans lig, men kun de nydøbte kunne se den. Og da det begyndte at lysne påskedag, blev hans lig båret til domkirken, som nu kaldes Ambrosiana, og det blev fulgt af en utallig skare — ansete mennesker såvel som fattige, mænd og kvinder, og ikke alene kristne, men også jøder og hedninge — og folk kastede bånd og bælter hen over liget, mens det blev båret af sted, for at de derved kunne få helbredende virkning. Djævle råbte ud af besatte menneskers munde og sagde, at de blev plaget af hans nærværelse. På den samme dag, hvor han døde, åbenbarede han sig og viste sig i et munkekloster i landene østpå, og han deltog i munkenes bøn og velsignede dem.

14. Om belejringen af Firenze

I Toscana i den by, der hedder Firenze, var der en hellig biskop, der hed Zenobius. Han havde bedt Ambrosius om ofte at komme på besøg hos ham, og Ambrosius havde også lovet ham dette, og det løfte opfyldte han som død, ved at han ofte åbenbarede sig ved alteret i den kirke, han havde ladet bygge, og som blev kaldt Ambrosiana. I denne by skete der også det, at en høvding eller viking, der hed Radagaisus, havde omringet byen med sin hær. Borgerne havde næsten opgivet håbet, men den følgende nat sker der det i de huse, som Ambrosius tidligere havde ejet dér i byen, at han åbenbarer sig for en mand, mens denne sover, og lover byens indbyggere hjælp den følgende dag. Manden fortæller byens borgere om denne åbenbaring, og de bliver derved styrket i deres sind. Og hans løfte slår ikke fejl, for dagen efter kommer jarlen Stilicho til byen med en stor hær og besejrer vikingerne.

15. Om Mascezels kamp mod Gildo

Der var en høvding ved navn Mascezel. Han var med sin hær draget i kamp mod den høvding, der hed Gildo. Nu havde Mascezel den mindste hærstyrke af de to, og han opgav derfor håbet om sejr. Han var en ven af Ambrosius, og nu beder han ham om hjælp i sine bønner. Den følgende nat får han en åbenbaring i søvne. Han synes at se Ambrosius i en alderstegen mands skikkelse, og han har en stav i hånden. Og det forekommer ham, at han kaster sig for biskoppens fødder, og biskoppen slog da samtidig staven i jorden tre gange, som om han markerede et sted på den flade mark, mens han sagde: »Her, her, her!« Det forekom ham, at han på dette sted, hvor biskoppen slog med staven, ville besejre Gildo. Dette skete også tre dage senere, og Gildo faldt på dette samme sted, og Mascezel vandt en smuk sejr.

16. Den blinde mand

Der skete desuden det i herredet Anaunia, at hedninge havde dræbt de to gudsvenner Alexander og Sisinnius, og deres hellige levninger var blevet ført til Milano. Samtidig var der en blind mand i en anden by, og en nat fik han den åbenbaring, at han så et skib sejle mod land. Der var mange mennesker ombord, og de var alle klædt i hvidt. Det forekom ham, at han spurgte, hvem de var, og han fik det svar, at dette var Ambrosius og hans følge. Han bad Ambrosius om at velsigne ham og give ham synet. Ambrosius sagde: »Tag du til Milano, og løb mine brødre i møde, når de ankommer dertil« — og han nævnte, hvilken dag det ville ske — »og da vil du få synet.« Den blinde mand gjorde, som han fik besked på, og han tager til Milano og ankommer den samme dag, som de hellige levninger af Alexander og Sisinnius bliver båret til kirken. Og da han rørte ved kisten, som helligdommene var i, fik han sit syn og fortalte, hvordan alt var gået til.

17. Om bagtalelse

Men det kan siges, at Gud opfyldte det, som han sagde til sine profeter på denne måde: Sedentem adversum fratrem tuum et occullte detrahentem hunc persequebar. ‘Jeg vil tugte den,’ sagde Herren, ‘— som sætter sig op imod sin broder og bagtaler ham i det skjulte.’ Endvidere sagde han dette: Noli detrahere diligere, ne eradiceris. ‘Elsk du ikke bagtalelse, så du ikke gør det af med dig selv.’ Nu skal enhver, som kender sig delagtig i denne uvane og er tilbøjelig til at bebrejde og kritisere, betænke, hvad følgerne er, og lade andres straf tjene som en advarsel.

En mand hed Donatus. Han stammede fra Afrika, men var præst i Milano. Han befandt sig en dag i selskab med kongens mænd, og der blev talt om Ambrosius. Og mens alle priser ham, er præsten modstander af ham og angriber hans livsførelse. Han blev straks ramt af en så alvorlig sygdom, at man måtte bære ham i seng og ikke længe efter fra sengen til graven.

Et andet sted — i den by, der hedder Karthago — skete der noget lignende. Hos en anset diakon, der hed Fortunatus, blev der holdt et gæstebud, som var fornemt både med hensyn til de indbudte gæster og opvartningen. Til stede ved dette gæstebud var biskop Vincentius og biskop Murannus og Paulinus — biskop Ambrosius’ fostersøn, som har skrevet denne fortælling, og som siden blev hellig — foruden mange andre biskopper og klerke. Også dér begynder man at tale om Ambrosius, og biskop Murannus laster ham, men Paulinus beretter, hvordan det gik præsten Donatus. Og biskop Murannus får blandt andet denne fortælling at mærke på sin egen krop, for så snart historien er blevet fortalt, rammes han af en heftig sygdom, så han straks må bæres til sit leje, og denne dag blev hans allersidste, og dermed var hans liv til ende. Denne hændelse satte en skræk i alle de tilstedeværende og ligeledes i dem, der erfarede, at det betød enden for folk, hvis de talte ondt om Ambrosius.

Men nu skal denne fortælling slutte med den bøn, at måtte den, som skrev og fortalte, og enhver, der hørte på, på den hellige Ambrosius’ forbøn opnå syndsforladelse og evig lykke. Og måtte de både nu og for fremtiden modtage hjælp og fred og glæde af den almægtige Gud — ham, der var og er og altid vil være den Gud, der skænker og ønsker og formår alle gode ting for tid og evighed. Amen.

---

Noter: