Den ridende skytte. Den evige jagt

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

C. Farende uhyrer

2. Den ridende skytte. Den evige jagt


23. I gamle dage levede der i Hjørring en konge, han rådede over Vendsyssel og var vidt bekjendt for sin vilde lyst til jagt og hans spot med Kristendommen. En søndag, som folk var i kirke, var kong Jon på jagt lige tæt ved kirken, og hans hunde kom efter en hare, der for at skjule sig løb ind i kirken og op for alteret. Begge hunde var bag efter, og det gjorde jo en slem forstyrrelse i gudstjenesten, ti præsten var midt i sin prædiken, men end mere forstyrrelse blev der, da kong Jon kom ridende ind i kirken for at få fat på sin fangst, som hundene allerede havde grebet. Nu blev præsten vred og sagde, at han ikke syntes, det var lig efter noget sådan at forstyrre gudstjenesten. Men det brød kongen sig ikke om. «Når jeg blot må beholde min jagt både her og efter min død,» sagde han, «så må de andre for mig godt beholde både gudstjeneste og Himmerig.» I det han nu havde fået fat i haren, vendte han hesten oppe for alteret og travede ud af kirken. Nogen tid efter døde han, men kan ikke linde ro nogen steds, og derfor rider han i lyse sommeraftener oppe i luften med sine pibende hunde bag efter sig. Den lyd kan man tit høre, og han er ikke god at mødes ene med.

Georg Himmelstrup.


24. Der var en gang en jæger, han var så ivrig på jagten, at han ønskede, han måtte jage til evig tid, så måtte Vorherre for ham beholde Himmerig. Hans ønske opfyldtes også, så man endnu ved nattetid kan høre ham suse i luften, og hans tre hunde: Sink, Dink og Falli med gloende tunger ud af halsen følger ham.

S. P. Rasmussen, Ås.


25. En skytte fra Wojens i Salling ønskede, at han måtte leve og jage her på jorden, så måtte Vorherre beholde Himmerig. Han kaldes Wojens jæger. A har hørt ham lige oven over vor gård om natten. Han sukker (pudser på), og hans hunde viffer.

Anders Jørgensen, Søby.


26. Dywls jæger det var en jæger, der havde så svær en lyst til jagten. Så bad han til Vorherre, te når han var død, han så måtte jage i luften, og det er det, vi hører om sommeren imod godt vejr, så kan vi høre hans hunde. Der er tre, den ene er grovs i lyden, den anden er imellem, og den tredje er en bitte fin én. Det tager sådan en strækning for og bliver ved runden om i længere tid, og når han og hans hunde så får den strækning undersøgt, så tager de flytte hen til en anden egn.

Søren Hansen.


27. Wojens jæger var en konge, der havde ønsket sig at være jæger, så længe verden stod, og så vilde han godt give slip på Himmerig. Da han så var død, kom Wojens jæger jo. En gammel mand har fortalt, at der er to höje her vesten til på Risgård mark, og der sad han ved om aftenen. Så hører han Wojens jæger komme, og det piber og hviner og flöjter og gjør i stand. Så blev manden jo noget bange og tænkte, at det var galt, han var kommen til at sidde ved den höj. Ligesom han så sidder og hører efter, giver det et skatorn inde i höjen, som om den var falden rent sammen. Den tid var det skik, at de om efteråret sad ved kreaturerne til langt ud på natten. Han bliver nu så forfar, og i det samme kommer der en hund og lugter til hans bukser, og der kommer nok én og vilde have været til at pisse på dem. Men så farte hundene igjen op ad luften, og der blev atter hvinen og flöjten. Så kan det nok være, at manden blev forskrækket, og han lader så klø hjem ad. Der kommer han imod konen i døren, og hun kunde se på ham, der var noget i vejen. «Du er syg,» siger hun. Åja, der havde været noget efter ham. «Gå så ind og se i kakkelovnen først, inden du går ind til lyset.» Havde han ikke gjort det, så havde han blevet syg.

Mikkel Jensen, Grynderup.


28. Wåjens jæger han fordrede præsten til at berette sig til døden, men han vilde ikke dø, så fremt præsten ikke kunde love ham, at han kunde jage lige så vel i hans døde som i hans levend’. Så vilde præsten ikke have mere med ham at bestille, for det kunde han jo ikke love ham. Men nu da han er død, så jager han alligevel, men det har præsten jo ikke gjort ud. Det er ikke mange år siden a erfarede, at han var til færds. Det kom omkring ved mig om natten, da a gik på Iglsø bymark. Det kom mig ret rele for, te jorden russiede under mig, og hundede gjæffede: Vaf, vaf, vaf! Lidt efter flöjtede han i krudmåden (krudtmåleren) oppe i luften, og a blev jo ræd, men daskede af, og lidt efter kunde a høre det igjen. Da var det ikke mere, end a kunde lige høre lyd af det. Han har sit navn fra en stor herregård inde i Salling, der hedder Wojens. Her nar han ikke haft hans vandring, og her véd de ikke noget af det, men henne i de egne, hvor han boede, der hører de ham ikke sjælden.

Ole Mønsted, Hulbæk.


29. De gamle sagde, at rigens råd foer i luften om natten, og hans hunde myslede og peb, og det kom af, at han, mens han var levende, havde ødt bøndernes korn med hans jagt. Det gik på strøget mellem Randrup og Vindum-Overgaard

Movst Jensen, Vinkel.


30. En herremand havde svoret, at han ikke havde været over skjellet med hans jagt, og ønskede, at hvis han havde gjort det, han så måtte fare i luften, så længe verden står. Endnu kan man høre ham og hans hunde, én flöjter, og en anden gjøer.

Jens Peter Smed, Lading.


31. I Bredmose, Jandrup, jager en herremand fra Hesselmed med heste og hunde, der har gloende tunger. Hans Felding i Hannevang har en gang været i knibe med det. Jægeren skal have tilhold i et værelse på Hesselmed, hvorfor der al tid, i det mindste da N. Andersens kone i Kjærup tjente der, hængte en stor hængelås. Jagten går fra Bredmose over Støvshöje ad Hesselmed til.

H. M. Jversen.


32. På Søgård, Søby sogn, skal der i gammel tid have været en herremand, der har været en frygtelig jæger. I lang tid efter hørte folk ofte, hvorledes han om natten foer af sted gjennem luften med hujen og skrigen, fulgt af et stort kobbel hunde.

Sødinge skole.


33. Der er en ridende skytte, der rider i luften her ved Engelsholm. Han rider over moser og krat, men a har aldrig set ham. Himmelhundene er vel hans. Det var en mand, der havde sagt, at det var hans største plaser at jage på jorden til evig tid.

Hans Pedersen, Bostrup.


34. Fynshovedmanden er almindelig kjendt på Hindsholm. Dog er meningerne delte om, hvem han egentlig er. Almindelig antages det, at det er en herremand fra en af gårdene her på Holmen, der i lidenskabelig jagtlyst havde tilbyttet sig jagten her på Fyenshoved for Himmeriges salighed. Også har jeg hørt den mening, at han skulde komme ovre fra Slesvig. Men vist er det, at han hver lille-juleaften drager gjennem Holmen til Fyenshoved, hvor han så går på jagt indtil Hellig-tre-kongersdag, da han så rejser tilbage igjen. Hans vej falder da gjennem Egense og Nordskov. Nogle mener, han rider over Vejlen ved Bregnør og kommer gjennem Bogense, og andre har hørt, at han kan spores helt ind gjennem Fyen på den anden side Odense. Men i alt fald følger han den retning, hvor vejen i forrige tider har gået. I en af Egense-gårdene må man lade porten stå åben lillejuleaften, ti Fyenshovedmanden rider da gjennem gården.

Fyenshoved er den yderste spids af Hindsholmen og er endnu ubeboet.

A. C. P.


35. I NordskovHindsholm fortælles der, at Fyenshovedmanden en bestemt dag i året kommer ridende syd på gjennem Kobberporten ved det sydligste hus i byen, og derfra gjennem Martofte på jagt. En anden dag kommer han ridende hjem ad en anden vej. Han er ledsaget af tolv hunde.

Adjunkt J. E. Boesen, Sorø.


36. Det berettes, at Valdemar Atterdag under navn af Fyenshovedmanden gjorde jagtrejser gjennem det nordlige Fyen. Han tog igjennem en gård i EgenseHindsholm, hvor der var to porte lige over for hinanden, og på den tid, da folkene ventede ham, lod de portene stå åbne. Da han kom igjennem den allernordligste by, Nordskov, på rejsen til Fyenshoved, var han bleven tørstig og bankede på døren til et hus for at få noget at drikke. Konen lukkede op og gav ham en potte øl (andre siger kjærnemælk) at drikke. På sine rejser undlod Fynshovedmanden ikke at betale for, hvad han modtog, således også her. Da han ingen småpenge havde hos sig, sagde han til konen:

«Væk, var dig, min pfert (hest) slar dig!»

Konen foer forskrækket ind, og med det samme lød et klask på døren. Næste dag fandt konen en sølvhestesko siddende i døren.

Meddelt af Knud Nielsen, Etterup, og ham fortalt af hans hustru, der var fra Hindsholm, hvor sagnet er almindelig bekjendt. Stud. Fr. Melbye.


37. Også inde i landet, hinsides Odense, har den vilde jæger haft sin fart. Om det nu har været Fynshoved-manden, der, som en kone mente, kom ovre fra Slesvig, skal jeg lade være usagt. En husmand der på egnen gik en aften hjem fra herregården, hvor han havde tærsket. På vejen mærkede han, at den vilde jagt var efter ham. Han stikker i en hast sin plejl i jorden, hænger sin kofte derpå og tager så benene med sig hjem efter, det bedste han havde lært. Han nåede lige at slippe ind ad sin dør, men da var hundene også i hælene på ham. Om morgenen gik han ud for at hitte sin kofte, men fandt den reven i utallige småstumper, der lå spredt omkring. Men den havde dog opholdt hundene, så han var sluppen.

A. C. Paulsen.


38. Uls jæger det er en skytte, som en gang af Vorherre blev dømt til at fare i luften, for det han havde begået en stor forbrydelse. Der farer han med hans hunde, og dem har a hørt så mange gange om natten.

N. Pedersen, Hårby.


39. Der er nogle fugle, der kaldes himmelhunde. En jæger ønskede at leve alle tider, og så kom han til at jage i luften.

Tebbestrup.


40. Der var en gang på Boller en skytte, der hed grev Otte. Han sagde, at han misundte ingen Himmerig, når han måtte have evig jagt på jorden. Så siden han var død, så jagede han i det distrikt, som han havde jaget i, mens han levede. Det bjæffede somme tider om sommeren. Hans Jesper i Søndel-Aldum, den gård hørte under Boller, hans stude var komne løse om natten, og så sagde de, at grev Otte havde været der og jaget. Så var det også en gang, at Frandses fader i Urlev skov en aften, han gik hjem, kom til grev Otte. Så slog han efter ham, og sidenden tid gik han al tid og sagde: «Py, fy, hen, hund!»

N. A. Ammentorp.


41. Fra Refstrup har der redet en friskytte om natten. Else Marie har hørt det en aften, hvordan det plaskede i vandet i et stort høl på Refstrup mark, der kaldes Store-høl, det var i engene ved Smidstrup å, og hun hørte, det ringlede med de lænker, som hundene var lænkede sammen med. A har også hørt, det var en hovedløs hest, han red på.

Mårskjælgård.


42. Sagnet fortæller, at der en gang har boet en mand på Refstrup ved navn Palle Jæger eller den sorte skytte. Han skal have været en vældig jæger, og alt, hvad han sigtede på, måtte falde for hans hånd. For at nå sådan en sikkerhed i kunsten havde han lovet sig til den Onde med hud og hår, på det vilkår, at han efter døden til visse tider af året skulde have lov at jage. Man vil endnu til sine tider kunne høre og se hans jagtfærd gjennem Tykhöjet og Lindeballe skove, han rider så på en hovedløs hest og har med sig et stort kobbel sorte hunde med gloende tunger hængende ud af halsen, og deres halsen kan høres langt bort. For nogle få år tilbage blev denne vilde jagt set i Lindeballe skov af nogle folk, der en aftenstund brændte kul.

Chr. H. Møller.


43. Den ridende skytte kommer fra Refstrup og over Smidstrup marker, så ud ad noget, der hedder Møl-eng, og dernæst ad noget, der hedder Ridedal ved Bollershave, endelig ind ad Lindeballe skov. Det er jo én, der har været skytte på Refstrup fra gammel tid. Han skal jo have gjort noget, men det véd a ikke noget om. Der kjørte en mand fra Lindeballe by en aften, der hed Hans Gydesen, og ved han kommer ind i Lindeballe skov til noget, de kalder Langkjær, så hører han noget, der giver et huj eller en lyd fra sig. Han tror jo, at det er én, der er gået vild, og så giver han lyd fra sig igjen. Da kommer den her skytte ridende med to hunde, men hesten havde intet hoved, og hundene heller ikke. Så spør det ham ad: «Hvad vil du mig?» Han svarer: «Intet!» og dermed så vendte det igjen og tog tilbage.

Tue Madsen, Lindeballe.


44. I Torsted kan gamle folk endnu høre den flyvende jæger og hans hunde bjæffe og anden stöj som af jagthorn. I syv år farer han i luften, i andre syv igjen på jorden. Når vore hunde bliver galne, kommer det af, at de er bidte af den vilde jægers hunde.

P. K. M.


45. En herremand jager hans jæger ud at jage påskemorgen. Så kom han til at ride i luften for det med hans hunde.

Jens Begs enke, Sundstrup.


46. En jæger var ude at jage pintsemorgen, og så skød han en hare på en andens jagtret. Det vilde han så gå fra og ønskede, at dersom han havde gjort det, så vilde han være på jagt i luften, så længe verden står. Den første tid på aftenen farer det sønder på, og hen på natten mod dag kommer han igjen og farer nord på. Han søger efter at komme til Kristi grav, og kan han få så meget som et sandkorn derfra, så kan han få ro. Men det kan han ikke, for der er så kort tid til at komme så langt.

En morgen de var ude at binde rug hos vores, og vor naboes skulde også ud at binde, da hørte vore folk en lyd som en tør vogn, der knærkede, og så sagde de: «Nu er naboens lige godt ved at kjøre et læs hjem, de har været før oppe end os.» Men da de så kort efter gik hjem ad, kom de imod naboens, der kom og vilde i marken. Så kunde vi forstå, det var noget aparte, vi havde hørt. Jægeren giver nemlig også den den lyd fra sig som en tør vogn. Først er det som noget, der mysler så sært, og så kommer den her tørre rumlen, men man kan også høre vingeslag. A har hørt ham to gange.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


47. Man kan høre helhundene, når kong Valdemar jager i luften.

L. Fr.


48. Ved Grejs kaldte de det kong Wolmers jagt. Sådan sagde min moder.

E. P. Randlev, Tåning.


49. Kong Valdemar jager ved Ledøje. En gårdmand dér må holde sine porte åbne for ham. En aften, da han vilde stjæle nogle tækkekjæppe ved Jonstrup, hørte han stærkt hundeglam. Først troede han, at det var sognefogdens støvere, men pludselig sværmede omkring ham en mængde spættede hunde, hvis öjne hang langt ud af hovedet ned til snuden, og straks så han en rytter komme farende på en hovedløs hest. Hundene forsvandt, og han hørte da en raslen af lænker; men Jens Larsen vidste godt, at det var kong Valdemar.

V. Boye.