Det gamle Kvad om Vølsungerne (Olaf Hansen)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Olaf Hansen
1911
Kong Sigmund Vølsungssøn var gift med Borghild fra Braalund. De fik en Søn, de kaldte Helge, efter Helge Hjørvardssøn. Helge blev opfostret af Hagal. Saa var der en mægtig Konge, som hed Hunding; ham har Hundland Navn efter. Han var en stor Kriger og havde mange Sønner, og de færdedes ude paa Hærtog. Mellem Kong Hunding og Kong Sigmund var der stadig Ufred og Rivninger - fra begge Sider dræbte de hinandens Frænder. Kong Sigmund og hans Slægtninge kaldtes Vølsunger og Ylfinger.
Engang drog Helge bort, hen til Kong Hundings Hird, hvor han gik ukendt om og spejdede. Da var Hemming, Kong Hundings ene Søn, hjemme. Nu drog Helge igen derfra; paa Vejen traf han en Hyrdedreng. Helge sagde:
1.
Sig til Hemming,
at Helge husker
den brynjeklædte,
Kæmperne vog.
Den Gæst, I havde,
var en graa Ulv,
ikke Hamal,
som Hunding mente.
Hamal - det var en Søn af Hagal. Kong Hunding sendte Folk til Hagal for at faa fat paa Helge. Helge kunde ikke klare sig paa anden Maade end ved at krybe i en Tjenestekvindes Klæder og give sig til at male Korn. Folkene ledte, men de kunde ikke finde Helge. Da sagde Blind den rænkefulde:
2.
*
Kan en Trælkvind have
saa trodsige Øjne?
Det er ingen Bondemands
Barn, hende der.
Stenene kvases,
Kværnlejet ramler.
3.
Kongen er nok kommet
i Knibe i Dag,
siden han saadan
er sat til at male.
En Haand som den
skulde heller bruges
til at drage et Sværd
end dreje en Sten.
Hagal:
4.
Hvad rører det os,
om der ramler en Kværn,
naar vort Korn bliver knust
af en Kongedatter.
*
5.
Hun svævede højt
over Himlens Skyer,
forvoven hun var
som en Vikingkriger,
til Helge fanged
hende en Dag.
*
6.
Søster hun er
til Sigar og Høgne.
Derfor skuler hun ondt,
den Ylfingekvind.
Helge slap bort og ombord i et Hærskib. Siden dræbte han Kong Hunding, og fra den Tid af blev han kaldt Hundingsbane. Engang laa han med sin Hær i Brunavaag, hvor han gjorde Strandhug. De aad Kødet raat der. - Der var en Konge, som hed Høgne; han havde en Datter, der hed Sigrun. Hun var Valkyrie og red gennem Luft, over Hav. Det var Svafa, der var blevet genfødt. Sigrun red hen til Helges Skibe og sagde:
7.
Hvis er de Skibe,
der vugger under Skrænt?
Kæmper! Hvad Land
er I kommet fra?
Hvad bier I efter
i Brunavaag?
Hvorhen har I tænkt,
vort Tog skal gaa?
Helge:
8.
Skibene, der vugger
under Skrænt, er Hamals;
fra Læsø er vi
alle ombord.
Vi bier paa Bør
i Brunavaag;
mod Øst har vi tænkt,
vort Tog skal gaa.
Sigrun:
9.
Hvor har du kæmpet,
Konge, og fodret
Gunns Søstres
Gæslingeflok?
Hvi er din Brynje
saa vaad af Blod,
Kæmperne i Hjælm
og Kødet raat?
Helge:
10.
Hvad Ylfingesønnen
nu sidst har øvet
vest for Havet,
vil du vide - saa hør!
Jeg bedede Bjørne
i Bragalund
og mætted Ørnens
Yngel med Staal.
11.
*
Nu sagde jeg, Mø,
den sande Grund.
Derfor kan der ej
brases op ombord.
Sigrun:
12.
Du mener, du kæmped -
paa Marken ligger
Kong Hunding, Helge!
Din Haand slog ham ned.
Frem gik I begge,
din Frænde fik Hævn -
det blanke Sværd
blev blodigrødt.
Helge:
13.
Hvorfra ved du,
vise Kvinde,
at det var os,
der drog ud paa Hævntog?
Kæk er mangen
en Kongesøn
og ej af ringere
Æt end vi.
Sigrun:
14.
Jeg fulgte din Færd,
du Folkets Styrer,
i Gaar Morges,
da den mægtige sank.
Men klogt har du handlet,
Høvdingesøn,
ved at dølge din Daad
i dunkle Ord.
15.
Forlængst har jeg set
dine Langskibe,
i den blodige Stavn
stod du en Dag.
Klamme Vover
klukked og sprang. -
Du vil ikke sige,
hvem du er, min Drot,
men Helge er kendt
af Høgnes Datter.
16.
Sigrun gik hen
til den sæle Drot,
tog saa Helges
Haand i sine,
hilste den hjælmklædte
Høvding med Kys -
da fyldtes hans Hu
af heftig Traa.
17.
Hun talte til ham,
fortav intet,
bad den unge Konge
om hans Kærlighed,
sagde, hun elsked
Sigmunds Søn
af al sin Hu,
inden hun saa ham:
18.
"Jeg er fæstet til Hødbrodd
- Hæren ved det -
men ønsked at eje
en anden Konge.
Dog frygter jeg, Drot,
mine Frænders Vrede.
Jeg har dræbt min Fars
fejreste Haab."
Helge:
19.
Tag dig ikke Høgnes
Harme saa nær!
Bryd dig ikke om,
at din Æt vredes.
Unge Mø,
hos mig skal du bo! -
Dine Frænder, du fejre,
frygter jeg ikke.
Helge samlede da en stor Flaade og sejlede til Frekasten. Paa Vejen blev de overfaldet af et forfærdeligt Uvejr. Saa kom der Lyn paa Lyn, og det glimtede ned paa Skibene. De saa da, at der red ni Valkyrier oppe i Luften, og kendte Sigrun. Saa stillede Stormen af, og de slap uskadt i Land. Men Granmarsønnerne sad oppe paa et Bjærg, da Skibene kom sejlende. Gudmund kastede sig paa en Hest og red op paa Bjærget ved Havnen for at spejde. Vølsungerne var just ved at tage Sejlene ned. Da sagde Gudmund:
20.
Hvem er Drot dér
over de Skibe -
med gyldent Stridsflag
i Stavnen paa sit?
Der staar Ufred ud
imod os derfra
og et rødt Kampskær
om Krigerskaren.
Sinfjøtle:
21.
Her kan Hødbrodd
faa Helge at se,
den flugtsky Konge,
i Flaadens Midte.
Han sidder inde
med din Æts Odel,
jer Fjørsungearv
har han underlagt sig.
Gudmund:
22.
Des før skal vi
ved Frekasten
faa Sagen endt
paa Uvenners Vis.
Endnu er der Hævn
for Hødbrodd at faa,
skønt længe vi kom
til kort mod jer.
Sinfjøtle:
23.
Fæst dig, Gudmund,
som Gedehyrde -
klyv over bratte
Klippeskrænter,
tag en Hasselkæp
i Haand, naar du gaar!
Det passed du til -
og du pukker paa Kamp.
Helge:
24.
Det sømmed sig bedre
for jer begge, Sinfjøtle,
at gaa i Kamp
og glæde Ørnen
end staa og dænges
med dumme Ord,
hades I end
aldrig saa stærkt.
25.
Jeg tror ikke for godt
om Granmars Sønner;
dog bør Konger
kun tale sandt.
De har vist i Mark
paa Moinsheim,
de ikke er bange
for at bruge et Sværd.
Saa red Gudmund hjem og fortalte, det var Fjender, og Granmarsønnerne gav sig til at samle Folk. De fik mange Konger med sig, deriblandt Høgne, Sigruns Fader, og hans Sønner Brage og Dag. Det kom til et vældigt Slag - alle Granmarsønnerne faldt og alle deres Høvdinger undtagen Dag Høgnesøn. Han blev skaanet og aflagde Ed til Vølsungerne. Sigrun gik rundt paa Valen og saa Hødbrodd, der droges med Døden. Hun sagde:
26.
Aldrig skal du,
som du agted, Hødbrodd,
sove hos Sigrun
fra Sevafjæld.
Der er ingen igen
af Granmars Sønner -
Gygens graa Stod
faar en stor Tid nu.
Derefter traf hun Helge og blev saare glad. Han sagde:
27.
Du har ikke Medgang
i alt, vise Viv,
men noget deraf
er Nornens Skyld.
I Morges faldt
ved Frekasten
Brage og Høgne -
begge for mig.
28.
Ved Styrklev ligger
Kong Starkad død,
Hrollaugs Sønner
sank ved Hlebjærg.
Ingen Konge har jeg set
saa krigergram -
Armene hugg,
skønt hans Hoved var af.
29.
Nu ligger den hen,
som Lig paa Jord,
din meste Slægt,
slagen og dræbt.
Din Skyld er det ej -
den Skæbne du fik
at vække Kiv
blandt Kongebørn.
Da græd Sigrun. Helge sagde:
30.
Søg Trøst for din Kummer,
du var Kampens Hild,
ingen Konge er skærmet mod Skæbnen.
Sigrun:
Gerne saa jeg dem,
der døde, faa Liv,
hvis de ej vilde skille os ad.
Nu ægtede Helge Sigrun, og de fik Sønner sammen, men Helge blev ikke gammel. Høgnes Søn Dag ofrede til Odin for at faa Hævn over sin Fader, og Odin laante Dag sit Spyd. Dag traf sin Svoger Helge paa et Sted, der hedder Fjøturlund og gennemborede ham med Spydet. Da faldt Helge, men Dag red til Sevafjæld og fortalte Sigrun, hvad han havde gjort:
31.
Tungt er det, Søster,
dig Sorgbud at bringe,
og helst for Graad
jeg havde dig sparet.
I Morges faldt
ved Fjøturlund
den bedste Fyrste,
der fødtes paa Jord.
Sigrun:
32.
Dig skal alle
Eder bide,
dem, du havde
Helge svoret
ved den lyse
Leipters Vande
og de klamme Sten
i den stride Unn.
33.
Det Skib skal ej skride,
der skrider med dig,
om end det faar
den ypperste Bør.
Den Hest skal ej rende,
der render med dig,
er Fjenderne end
aldrig saa nær.
34.
Det Sværd skal ej bide,
du svinger i Haand,
synger det ej
om dit eget Hoved.
35.
Hævn faar jeg ej
for Helges Død,
før du bliver en Ulv
og iler til Skovs
uden Gods
og uden Gammen -
og æder af Sult
dig paa Aadsler ihjel.
Dag:
36.
Syg er du, Søster,
og sanseløs:
Ønsker du ondt
over din Bror!
Odin har al Skyld,
Odin alene -
Kivrunerne
kom fra ham.
37.
Tag Søster, røde
Ringe til Bod,
alt Vandilsve
og Vigdale.
Dig og dine Børn
byder jeg end
mit halve Rige,
ringsmykte Viv!
Sigrun:
38.
Jeg sidder ej mer
paa Sevafjæld,
om end rig, uden Graad
Gry eller Kvæld,
kan Solen ej funkle
paa Fyrstens Mænd
og guldbidselvant
Vigblær rende
med ham paa sin Ryg
og jeg Helten favne.
39.
Saadan havde
Helge skræmmet
hver sin Fjende
og Fjendes Frænde,
som angstgale
Geder fra Fjæld
render vildt,
naar de vejrer en Ulv.
40.
Og saa raged Helge
blandt Høvdinger op
som en ædelt skabt
Ask over Tjørn
og den unge Hjort
over andre Dyr,
naar stolt den staar,
stænket med Dugg,
og Hornene skinner
mod Himlen selv.
Der blev kastet Høj over Helge. En Aften gik Sigruns Terne ude ved den og saa, at Helge kom ridende til Højen, fulgt af mange Mænd. Ternen sagde:
41.
Er det mon Blændværk
blot, hvad jeg ser?
Eller Ragnarok?
Nu rider de døde.
Sporer I hugger
i Hestenes Sider -
eller drager I hjem
til Jorden med Lov?
Helge:
42.
Ej er det Blændværk
blot, hvad du ser,
og ej Verdens Ende,
skønt os du møder,
skønt Sporer vi hugger
i Hestenes Sider -
men hjem vi drager
til Jorden med Lov.
Ternen gik hjem og sagde til Sigrun
43.
Sigrun, gaa ud
fra Sevafjæld,
vil atter Folkets
Fyrste du se.
Højen er aabnet,
Helge kommet.
Saarene drypper,
Drotten beder,
at du vil standse
det strømmende Blod.
Sigrun gik ind i Højen til Helge og sagde:
44.
Nu glædes jeg saa,
da vi ses igen,
som Odins hungrige
Høge glædes,
ved de, der venter dem
varme Kroppe,
og ser de, duggraa,
Dagen stige.
45.
Den døde Konge
kysse jeg vil,
før han den blodige
Brynje kaster.
Helge, af Rim
dit Haar er tungt!
Drot, af din Dragt
driver der Blod.
Klamme Hænder
har Høgnes Maag.
Fyrste, hvad Hjælp
kan jeg dig yde?
Helge:
46.
Det er din Skyld, Sigrun
fra Sevafjæld,
at Helge er vaad
af valrød Dugg.
Grumt du græder
i Gyldenskrud,
Solmø fra Syd,
før til Sengs du gaar.
Det falder som Blod
paa Fyrstens Bryst,
saa klamt, saa koldt,
saa kummertungt.
47.
Men tømme jeg vil
den tindrende Drik,
skønt Livsens Lyst
og mit Land jeg misted.
Ingen Mand
skal ynke mig nu,
selv om han ser
Saar paa mit Bryst.
Nu er der Møer
i den mørke Høj,
Livsens Gudinder
hos os, de døde.
Sigrun redte en Seng i Højen og sagde:
48.
Helge, jeg reder
her dig en Seng.
Hvil trygt dig ud,
du Ylfingesøn!
Ind, i din Favn,
vil, Fyrste, jeg sove,
som om jeg laa
hos den levende Helt.
Helge:
49.
Nu bliver intet
Under for svart
sent eller tidligt
paa Sevafjæld.
For du ligger,
i den dødes Arm,
hvid i Højen,
Høgnes Datter,
skønt i Live du er,
du ædelbaarne.
50.
Men nu skal jeg ride
ad røde Veje
paa min gustne Hest
højt gennem Luft.
Jeg ventes Vest
for Vindhjælms Bro
før Salgofner
galer til Kamp.
Helge og hans Mænd red bort, men Sigrun og Ternen gik hjem til Gaarden. Den følgende Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt ved Højen. Men ved Solsætstid gik hun selv derud. Ternen sagde :
51.
Kommet var han alt,
hvis han ønsked at komme,
Sigmunds Søn,
fra sin Sal hos Odin
Haabet visner
om Helten at se.
Ørnene nikker
paa Askens Grene,
og alt drager
til Drømmenes Ting.
52.
Var dig! Jeg ængstes,
hvis ene du gaar,
højbaarne Viv,
til de henfarnes Bo.
Mere farlig
og fjendsk os er
en Dødning ved Nat
end ved Dagens Lys.
Sigrun døde ung af Sorg og Kvide. I fordums Dage var der mange, der troede, at Folk kunde fødes paany, men det kaldes nu Gammelmandsvrøvl. Det fortælles ogsaa, at Helge og Sigrun blev genfødte. Da hed han Helge Haddingjaskate og hun Kaara Halfdansdatter, saadan som der staar i Sangen om Kaara, og hun var Valkyrie.
Anmærkninger:
Vers 1:3,4. Den her omtalte kan ikke godt være andre end Sigmund.
Vers 1:7. Hamal er næppe, som Prosaen siger, en Søn af Hagal. Det vilde ikke stemme godt med Vers 8. Helge vil ikke med dette Navn betegne nogen anden end sig selv. Det er af Klogskab, han ikke nævner sit rigtige Navn. Jfr. den Maade, hvorpaa han fortæller til Sigrun Vers 10. Hamal betyder maaske ”en Bede”. – ”Det var ingen ”Bede”, der besøgte jer, men en graa Ulv (en Ylfing).”
Vers 9:3,4. Gunns Søstres (Valkyriernes) Gæslingeflok d.e. Ravnene.
Vers 15. Herefter har Samleren for at bringe Fremstillingen i Overensstemmelse med Fremstillingen i Kvadet om Helge Hundingsbane og Hødbrodd indskudt følgende: Der var en mægtig Konge, som hed Granmar. Han boede paa Svarinshøj og havde mange Sønner; den ældste hed Hødbrodd, den næstældste Gudmund, den yngste Starkad. Hødbrodd tog engang til Kongestævne, og der fæstede han sig Sigrun, Høgnes Datter. Men da hun fik det at vide, red hun med sine Valkyrier gennem Luft, over Hav for at opsøge Helge. Helge var da ved Logafjæld og havde kæmpet mod Hundingssønnerne. Der fældede han Alf og Eyjolf, Hjørvard og Hervard. Han var meget træt af Kampen og sad under Ørneklippen. Der traf Sigrun ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham og fortalte ham sit Ærinde, saaledes som der fortælles i det gamle Kvad om Vølsungerne.
Vers 2:7. Fjørsungerne er ukendte.
Vers 26:7. Gygens graa Stod d.e. Ulvene.
Vers 28 og 30 betegnes af Finnur Jónsson som uægte. - Under alle Omstændigheder synes Digtet dog at forlange nogle afsluttende Ord af Sigrun.
Vers 32:9,8. Leipter og Unn, Floder i Underverdenen.
Vers 38:8. Vigblær, Helges Hest.
Vers 40. I Prosaen herefter har Teksten efter – ”Høj over Helge” følgende. ”Men da han kom til Valhal, bad Odin ham raade over alt sammen med sig. Helge sagde: Du skal, Hunding - vaske Fødderne - paa hver Mand - og tænde Ild - binde Hundene – passe Hestene - fodre Svinene – før du gaar hen at sove.”
Vers 44:3,4. Odins hungrige Høge d.e. Ravnene.
Vers 46:4. Valrød Dugg d.e. Blod.
Vers 50:6. Vindhjælmens (Luftens) Bro d.e. Bifrost.
Vers 50:7. Salgofner, Valhals Hane. I Vølvens Spaadom hedder den Gyldenkammen. ”Den i Prosaen nævnte Sang om Kaara, som Samleren af codex regius rimeligvis kun har kendt af Navn, foreligger, ganske vist i en forvansket og mindre ædel Skikkelse i Hromund Greipssens Saga. Men vi faar dog en nogenlunde tydelig Forestilling om dette Digts Indhold. En Oversættelse af det her paagældende Stykke hidsættes; Helge kaldes her Hrøngvids Broder og opholder sig hos to Haddinge, Konger i Sverrig. De udfordrede Kong Olaf i Danmark til Kamp. I denne Kamp deltog baade Helge og Hromund. Saa hedder det: ”Helge den tapre havde altid haft Sejr og fik den ved Trolddom. Hans Frille hed Lara (Fejl for Kaara); hun var der i en Svanes Skikkelse (altsaa som en Valkyrie). Helge svang sit Sværd saa højt op over sit Hoved, at det ramte midt paa Svanens Ben og huggede det sønder, og Sværdet løb ned i Jorden lige til Hjaltet. Helge (der havde villet ramme Hromund) sagde: ”Nu er det ude med min Lykke, og det traf sig ilde, at jeg ikke ramte dig.” Hromund svarede: ”Du, Helge, har begaaet den største Ulykkesgerning, da du selv har dræbt din Frille, og det er sikkert ude med din Lykke.” Lara faldt død ned. Derpaa fortælles, hvorledes Hromund dræbte Helge.”
(Finnur Jónsson).