Det norske Folks Historie bind 4 - Blotfester i Throndhjem. Ølve paa Egg dræbt
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Blotfester i Throndhjem. Ølve paa Egg dræbt
Mod Høstens Begyndelse kom Olaf tilbage til Throndhjem, hvor han atter vilde tilbringe Vinteren i Nidaros. Kornet slog i dette Aar kun lidet til her nord i Landet, saa at der herskede en stor Kornmangel i hele det Throndhjemske og endnu mere længer nordpaa. Det var et Held, at man i lang Tid havde haft gode Aaringer, og derved været istand til at skaffe sig store Kornbeholdninger, der nu kom godt tilpas. Dog ængstede man sig naturligviis for Fremtiden, og da Christendommen endnu var saa ung i Landet, var det ej at undres over, at flere paa fordums Viis tyede til de gamle Guder om Hjelp, især i det Indre af Thrøndelagen, hvor de nye Bestemmelser til Christendommens Overhold endnu ikke vare blevne vedtagne. Kongen fik saaledes den efterretning derfra, at Bønderne inde i Thrøndelagen havde haft store Gjestebud og Drikkelag ved Vinternatstider, og at man der efter gammel Viis havde drukket Mindeskaaler til Æserne, slagtet Kvæg og Heste, bestrøget Staller med Blod, og i det hele taget anstillet formeligt Blot til Guderne om bedre Aaringer, thi det var tydeligt, havde man sagt, at Guderne vare blevne vrede fordi Haaleygerne havde antaget Christendommen. Da Olaf hørte dette, sendte han strax Bud efter flere Bønder fra Indhered, fornemmelig den mægtige og højbyrdige Ølve paa Egg[1], der var at betragte som den fornemste blandt Bønderne paa disse Kanter. Da de kom, bar Kongen strax disse Beskyldninger paa dem. Ølve svarede paa Bøndernes Vegne, at de ikke engang havde haft offentligt Gjestebud den Høst, men alene mindre Gilder, Omgangsselskaber og Vennelag; hvad de omtalte Mindeskaaler til Æserne angik, da vidste alle forstandige Mænd at afholde sig fra slige Ord, men hvad uvittige Folk sagde i deres Ølruus, kunde han ej svare for. Da han godt vidste at belægge sine Ord og var djerv til at tale, forsvarede han sig og Bønderne saa godt, at Kongen gav dem Tilladelse til at rejse hjem igjen, idet han sagde at Indthrønderne skulde selv faa bære Vidnesbyrd for sig om hvorledes det stod til med deres Tro.
Men længer ud paa Vintren fik Kongen høre, at Indthrønderne atter havde en talrig Sammenkomst paa Hæren, hvor de ved Midvinters Tid holdt store Blot for Fred og en god Vinter. Han lod nu paany sende Bud til Indhered og stevne de forstandigste Bønder til sig. Bønderne raadsloge om, hvad de skulde gjøre herved: de havde ingen Lyst til at rejse, men da Ølve efter deres indstændige Anmodning atter paatog sig at stille sig i Spidsen for dem og svare paa deres Vegne, droge de afsted. Da han kom til Byen, indfandt han sig hos Kongen, som paastod, at Bønderne havde haft Midvinterblot. Ølve benegtede fremdeles noget saadant; "vi Bønder", sagde han, "havde Julegjestebud og mange Samdrikkelag rundt om i Herederne; Bønderne beregne ikke sit Forraad til Julegildet saa knapt, at der jo er meget overs, og dermed gjøre de sig til Gode i Drikkelag længe efter. Paa Mæren er der store Huse og Omegnen er tæt bebygget, derfor finder man det især fornøjeligt at samles der og at drikke mange tilsammen". Kongen svarede kort og temmelig ublidt, at det nok forholdt sig anderledes, end Ølve havde sagt. Han tillod dog Bønderne at rejse hjem igjen, men sagde at han nok selv skulde skaffe sig sikker Oplysning i denne Sag; han bad dem alvorligt, ikke oftere at gjøre som de hidtil havde gjort. Dermed rejste Bønderne hjem, fortalte hvorledes det var gaaet dem, og sagde at Kongen var ikke lidet ond.
Ved Paasketid (1021) havde Olaf et stort Gjestebud, hvortil baade Bymænd og Bønder vare indbudne. Strax efter Paasken lod han sine Skibe sætte frem og udruste, idet han imidlertid sendte Bud efter en af sine Aarmænd eller Gaardsfogder, ved Navn Thoralde, der bestyrede Kongsgaarden Haug i Verdalen[2]. Thoralde kom strax. Kongen kaldte ham til Samtale med sig i Eenrum, og bød ham nøjagtigt at fortælle, hvorledes det hang sammen med Indthrøndernes foregivne Blotfester; "som min Aarmand", sagde Kongen, "er du forpligtet til at sige mig Sandheden". Thoralde svarede, at dersom han skulde sige Sandheden, maatte Kongen først love ham at sørge for ham selv, hans Kone og to Sønner, hvilke han, tilligemed alt det Løsøre, han i Hast kunde samle, for Sikkerheds Skyld havde bragt med til Byen. Dette lovede Kongen. "Da skal jeg", sagde Thoralde, "berette Sandheden, som den er, at inde i Throndhjem er næsten alt Folket hedensk i sin Tro, skjønt enkelte ere døbte. De have for Skik at holde et Blot om Høsten, for at indvie Vintren, et andet midt om Vintren, og et tredie ved Sommerdag for at indvie Sommeren. De, som ere sammen herom, ere Eynerne, Sparbyggerne, Verdølerne og Skeynerne[3]. Der er tolv Mænd, der ordne og forestaa Blotgilderne; i Vaar er det Ølve, som skal forestaa Vejtslen, og han har derfor nu meget travlt inde paa Mæren, hvor alt det, der udfordres til Gjestebudet, bringes sammen".
Da Kongen nu fik Sandheden at vide, lod han sine Folk blæse sammen og tilsige, at man skulde forføje sig ombord; han udnævnte Skibsstyrere og Høvdinger for de enkelte Skarer, hvilke han anviste deres bestemte Plads paa hvert Skib. I alt havde han, som forhen, fem Skibe og 360 Mand. Med en god Vind styrede han ind ad Fjorden, og kom til Mæren om Natten uden at nogen af de der tilstedeværende Bønder havde faaet mindste Nys om hans Rejse, og længe førend de ventede ham. Han lod strax Husene omringe, og Ølve blev greben og dræbt tilligemed en Mængde andre. Al den sammenbragte Gjestebudskost lod Kongen bringe ombord, ligeledes alle de Klæder og øvrige prægtige Sager til Husenes Udsmykkelse og Festens Forherligelse, som allerede vare bragte derhen: alt dette lod Kongen dele mellem sine Folk. Derpaa hjemsøgte Kongen de Mænd, som han troede havde meest Deel i disse Anslag. Nogle bleve grebne og lagte i Lænker; nogle reddede sig ved Flugten; mange blev deres Gods frataget. Efter at dette var skeet, lod Kongen Bønderne sammenkalde til et Thing, og da han nu havde saa mange af Egnens mægtigste Mænd i sin Vold, vovede de øvrige, der for det meste enten ved Slægtskab eller Venskab vare nøje forbundne med dem, ikke at byde ham Trods eller gjøre nogen Opstand. Saaledes maatte da alle Indthrønderne antage den rette Tro og Olafs Lovgivning; han indsatte flere Prester og lod Kirker indvie der. Kongen erklærede Ølve ugild og alt, hvad han efterlod, for sin Ejendom. De øvrige, der især syntes ham skyldige, lod han enten dræbe eller lemlæste eller forjage fra Landet, eller lægge i store Pengebøder. Derefter vendte han tilbage til Nidaros[4].
Fotnoter
- ↑ Egg ligger lige overfor Steinker, nær ved Beitstadfjorden.
- ↑ Haug er en stor Gaard, langt ude i Verdalen, efter hvilken en Skibrede havde sit Navn, og hvor der senere i Middelalderen stod en Kirke, indviel til St. Andreas.
- ↑ Det er Indbyggerne af Eyna-, Sparbyggja-, Verdøla- og Skeyna-Fylke, eller af Beitstadens, Inderøens, Sparboens, Stods, Snaasens, Verdalens, Skauns og Yterøens nuværende Prestegjeld.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 102—104. Snorre, Cap. 113—115.