Det norske Folks Historie bind 5 - Haralds krigerske Forhold til Danmark
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Haralds krigerske Forhold til Danmark
Den største Deel af Haralds Regjeringstid var optagen af hans Krig med Sven Ulfssøn i Danmark. Vi have allerede nævnt, at han aldeles ikke erkjendte den Overdragelse af Danmark til Sven, som Magnus den gode paa sin Dødsseng havde udtalt. Han betragtede sig selv som Magnus’s retmæssige Efterfølger i Danmark, og Sven kun som en Usurpatør, hvilken han havde fuldkommen Ret til, om muligt, at støde fra Tronen. Derfor bekrigede han ham, og det med en stor Udholdenhed. Men Krigen førtes ogsaa paa en Maade, som gjorde det muligt at holde længe ud med den. Den bestod nemlig alene deri, at Harald om Vaaren udbød Leding, sejlede om Sommeren til Danmark med de Folk, der adløde Udbudet, herjede Danmarks Kyster, og kæmpede med Sven, for saa vidt han mødte ham[1]. Men der blev aldrig gjort noget Vinterfelttog, og intet Landskab blev besat eller erobret. Det var visselig Haralds Hensigt, at sætte sig i Besiddelse af Landet, men dertil synes hans Stridskræfter ej at have forslaaet, da han ingensteds fik Medhold hoa den danske Befolkning, hvilken, om den end ikke holdt saa meget af Sven, dog i det mindste frygtede Harald, og forestillede sig ham grummere og haardere, end han i Virkeligheden var[2]. Krigen fik derfor kun Udseende af regelmæssigt gjentagne Vikingetog, anstillede deels for at vinde Bytte, deels for at tilføje Sven saa megen Skade som muligt, om det end ikke lykkedes at forjage ham.
Hver Vinter tilbragte Harald hjemme i Norge. Ledingsfolket, der hver Sommer blev opbudt, fandt sig vel nogenledes erstattet for alt dette Bryderi ved det erhvervede Bytte, og paa enkelte Undtagelser nær har vel ogsaa det Antal Ledingsskibe, som fremmødte, været saare lidet, især da Harald var langt fra at staa sig godt med Bønderne, allermindst i det vel befolkede Thrøndelagen, hvor Einar Thambarskelve havde saa meget at sige[3]. Hvad der synes at vise, at Harald dog paa en vis Maade havde Overtaget over Sven, er den Omstændighed, at denne, saa vidt vides, aldrig gjengjeldte Haralds Herjetog ved lignende Angreb paa Norge[4], uagtet han ej sjelden truede dermed og at han oftere blev slagen. Men fast Fod kunde Harald ikke faa i Danmark.
Ved Siden af denne Krig udenfor Landet havde Harald ogsaa i Norge selv, især i Førstningen af sin Regjeringstid, at arbejde mod den ovenfor skildrede Opposition af det mægtige Lendermands-Parti, der var ham saa meget farligere, som der er temmelig visse Tegn til, at Sven Ulfssøn ikke lod denne Lejlighed til at svække Haralds Magt ubenyttet, men ved hemmelige Udsendinger og alle Slags Løfter søgte, som Gamle-Knut forhen, at puste til Oppositionen og drage de Misfornøjede ind i sin Interesse[5]. Disse Bestræbelser, saa vel som Haralds Modbestræbelser og hans mere end ellers spendte Forhold til de mægtige i Folket sporer man især under to Perioder af Haralds Regjering, nemlig de fire eller fem første Aar, og de fire eller fem sidste. I Mellemtiden synes det at have været forholdsviis stille. Disse Perioder falde tildeels sammen med de Tider, hvori han fornemmelig stod paa en spendt Fod med Erkebiskop Adalbert, og denne derimod var venskabeligt forbunden med Sven Ulfssøn. Det er ogsaa disse to Perioder, hvorfra vi have omstændeligere Beretninger angaaende Haralds Foretagender hjemme og ude. Om Mellemtiden fortælles der intet, med Undtagelse af flere i politisk Henseende uvigtige Hendelser, som enkelte Islændinger oplevede ved Haralds Hof og som rimeligviis ere at henføre hid. Om Haralds Krigsforetagender fra hele denne Tid vides ikke andet, end det ovenfor anførte, at han hver Sommer var paa Tog til Danmark, foruden et Par Oplysninger, som danske og andre fremmede Forfattere give. Dette synes at vidne om, at hiin Mellemtid, der dog indbefattede hele ti Aar, var forholdsviis fattig paa Begivenheder[6].
Fotnoter
- ↑ Harald herjede hver Sommer, den ene efter den anden, i Danmark, staar der udtrykkeligt i Fagrskinna Cap. 183, Snorre Cap. 33, Harald Haardraades Saga Cap. 49.
- ↑ Man forestillede sig ham vel omtrent saaledes som Mag. Adam skildrede ham, se ovf.
- ↑ Et par Gange omtales udtrykkeligt at Harald udbød halv Leding, men det var ogsaa, naar han gjorde overordentlige Anstrengelser. Stundom tales igjen om at han medbragte faa Stridskræfter, saaledes som det nedenfor i Fortællingens Løb vil sees.
- ↑ Sven truede oftere med at hjemsøge Norge (Snorre Cap. 34), men der blev intet af hans Trusel.
- ↑ Man kan slutte det deels deraf, at norske Magnater, som Finn Arnessøn og Haakon Ivarssen, virkelig tyede til Sven, deels deraf at Harald selv benyttede sig af foregivne danske Udsendinger til at prøve sine Undersaatters Troskab. Se herom nedenfor.
- ↑ Da Tidsregningen for Begivenhederne under Haralds Regjering af de nyere Historieforskere har været forskjelligt angiven, og heller ikke er uden flere Vanskeligheder, ville vi her foreløbigt opstille de Hovedpunkter, vi ansee som sikre, og efter hvilke vi saaledes med Hensyn til Tidsangivelserne ville rette os, idet vi derhos anføre de Grunde, der have ledet os. Først og fremst maa det her merkes, at den ældste af Sagabearbejdelserne, hvis Text indeholdes i Morkinskinna og Flatøbogen, er for en stor Deel aldeles uden Tidsregning, da Begivenhederne efter de to eller tre første Aar anføres uordentligt om hinanden, og Beretningerne derom alene kunne benyttes løsrevne fra det øvrige, til Udfyldning og Berigtigelse af de mindre nøjagtige Beretninger hos Snorre og i Hrokkinskinna. I disse derimod, navnligen hos Snorre, er Tidsregningen i det hele taget saa rimelig, og saa stemmende med de Oplysninger, sikre udenlandske Kilder give os, at man maa føle sig overbeviist om dens Paalidelighed, og ej kan afholde sig fra den Formodning, at den, som først opstillede den, maa have haft Kilder, som vi nu savne. Til denne Tidsregning slutte sig ogsaa de islandske Annalers. Det følger saaledes heraf, at det er denne Tidsregning, vi ligeledes lægge til Grunden. Kun er det at merke, at ogsaa dennes Tidsangivelser slippe for den oven nævnte Mellemtid. Hoved-Udgangspunkterne for denne Tidsregning er Kong Magnus’s Død i Oktober 1047, og Nisaa-Slaget. Dette sidste angives hos Snorre (Cap. 76) at have fundet Sted efter at 15 Vintre vare henrundne siden Magnus den godes Død, altsaa i Aaret 1062; Fagrskinna Cap. 195 (der ellers slutter sig til Morkinskinna) henfører det til Haralds 16de Regjeringsaar; men da han blev Konge allerede i 1046, bliver saaledes hans 16de Regjeringsaar ligeledes 1062. Det samme Aar for Nisaa-Slaget angives og i Annalerne, og følgelig maa dette ansees som vist. Den første Vinter efter Magnus’s Død (1047—48) tilbragte Harald i Throndhjem (Harald Haardraades Saga Cap. 42). Om Sommeren (1048) gjorde Harald Toget til Godnarfjord i Jylland, medens Halldor Snorressøn var hjemme paa Island (Snorre Cap. 31, Harald Haardraades Saga Cap. 47, 48, jvfr. Cap. 42). Vintren derefter (1048—49) tilbragte Harald i Norge, det siges ikke hvor (Snorre Cap. 33, Harald Haardraades Saga Cap. 49); men da Oslo i det derpaa følgende Aar omtales, er det højst rimeligt, at han just hiin Vinter har opholdt sig der, og begyndt By-Anlægget. Sommeren efter (1049) kom Halldor tilbage (Harald Haardraades Saga Cap. 42), og Julen tilbragtes i Throndhjem (Cap. 43, 44). Men efter at det i Cap. 49 (hos Snorre Cap. 33) har været nævnt, at Harald tilbragte Vintren 1048—49 i Norge, heder det, at han næste Vaar paany drog i Leding til Danmark og saaledes Sommer efter Sommer; i Cap. 50 (Snorre Cap. 34) heder det ligeledes at Kong Sven sad stille om Vintrene, men laa ude i Leding om Somrene, og truede at fare til Norge; derpaa siges der at Sven om Vintren udæskede Harald til Kamp i Elven, hvorefter da Slaget den følgende Sommer beskrives, Angrebet paa Heidaby, Flugten ved Læsø o. s. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 50—53, Snorre Cap. 34, 35). Morkinskinna (og Flatøbogen) nævner endog to Sommere mellem Haralds første Tog og det, hvorpaa Flugten ved Læsø forefaldt. Her kunde der altsaa ved første Øjekast være Tvivl om, til hvilket Aar dette Søtog er at henføre. Men da Ytringerne om Haralds og Svens aarlige Søtog aabenbart kun ere indskudte som en almindelig Bemærkning, der gjelder den hele Krigstid, og da Afvigelsen mellem Morkinskinna og Hrokkinskinna samt Snorre netop viser, at man ej var paa det Rene med Sagen og at de meddeelte Beskrivelser over hine Mellemtog kun angive Sommertogets almindelige Charakteer, uden at holde sig til noget enkelt, er det utvivlsomt, at "Vintren" paa sidste Sted nøje slutter sig to det samme Udtryk i Cap. 49, og at altsaa Vintren 1048—49 hermed er meent; dette bliver og saa meget sandsynligere, som det er vist, at Harald opholdt sig Vintren 1049—50 i Throndhjem, hvorhen det maatte være vanskeligt for Sven at faa Bud, medens han derimod efter al Rimelighed opholdt sig Vintren 1048—49 i Oslo, som nys omtalt. Hiint Søtog henføres derfor rettest til 1049. Hvad der end videre bestyrker dette, er at Mag. Adam (II. 12, 13) omtaler den under det her omspurgte Søtog forefaldne Ødelæggelse af Slesvig som samtidig (simul eo tempore) med de oven omhandlede Uroligheder i England og navnlig Bjørn Ulfssøns Død i 1049, hvilken, som vi ovenfor have viist, her er den Hovedbegivenhed, der bestemmer Chronologien. Vintren (1049—50) tilbragte Harald, som oven anført, i Throndhjem, og lod Einar dræbe. Vaaren efter (1050) drog han med Halldor til Oslo, og tog Vejtsler i Viken (Harald Haardraades Saga Cap. 44, 45); ligesom det og forstaar sig, at han maa have gjort et Tog til Danmark; hvor vidt han derimod mod Slutningen af Sommeren vendte tilbage til Throndhjem, og tilbragte Vintren der, som det sammesteds siges, bliver mere tvivlsomt. Til 1050 eller 1051 henføre Annalerne Einar Thambarskelves Drab, og at dette virkelig forefaldt ved 1050, indlyser af thi først omtaler han Underhandlingerne mellem Finn Arnessøn og Haakon Ivarsson, der vel omtrent kunne have medtaget nogle Maaneder (Cap. 46—48), derpaa (Cap. 53) Kalf Arnessøns Hjemkomst, fremdeles (Cap. 54) hans Død den paafølgende Sommer, og Finns Rejse til Danmark (Cap. 55); derefter (Cap. 56) Guthorm Ketilssøns Vinterophold hos Kong Margad i Dublin, og endelig (Cap. 57) Slaget ved Anglesey mellem ham og Margad den paafølgende Sommer. Da nu dette Slag, som ovenfor (S. 156) viist, skede 1052, og Guthorms Vinterophold i Dublin saaledes bliver 1051, maa følgelig Kalfs Drab henføres til Sommeren 1051, og hans Hjemkomst til Aaret forud, sandsynligviis Høsten; da det heder at Harald efter Einars Død forlod Throndhjem, hvor Folkestemningen var ham ugunstig, og, som det synes, ikke det Aar vendte tilbage, maa hans Rejse sættes i Forbindelse med et af de sædvanlige Tog til Danmark; den foregik derfor ved Sommerens Begyndelse, og til den Tid i Aaret 1050 maa altsaa Einars Drab henføres. Hvad der her ved første Øjekast kunde vække Betænkeligheder, er den Omstændighed at Snorre i Cap. 49—52 indskyder den hele Beretning om Haakon Ivarssøns Giftermaal og Flugt til Danmark m. m. Men dette henhører aabenbart, hvilket ogsaa udtrykkeligt siges i Morkinskinna, til en langt senere Tid, nemlig efter Nisaa-Slaget, og er kun enten reent ud ved en Fejltagelse indskudt her, eller for at omtale Begivenhederne paa eet Sted. Thi her optræder Ragnhild, Magnus den godes Datter, og Aasmund, Svens Brodersøn, som voxne; men da Magnus selv var fød 1024, og Ragnhild saaledes neppe kan være fød tidligere end 1040, snarere noget senere, som 1042, var hun ej voxen førend omkring 1058, og da det udtrykkeligt heder at Sven havde opfostret Aasmund, og denne saaledes var et Barn, da han efter sin Fader Bjørns Død kom til Sven, kan heller ikke han have været voxen og en vældig Kriger, som han beskrives, førend efter 1060. Det er ogsaa paafaldende, at Orm Jarl, der endnu i Cap. 49 omtales som levende, i Cap. 52 nævnes som død. Mere herom nedenfor, hvor Haakon Ivarssøns Begivenheder omhandles, og hvor det tillige vil blive viist, at Snorre her staar langt tilbage for Morkinskinna i Paalidelighed. Man maa aabenbart i chronologisk Henseende slaa en Streg over Cap. 49—52, (Harald Haardraades Saga Cap. 67, 68) og betragte Cap. 53 (Harald Haardraades Saga Cap. 69) som om det fulgte umiddelbart efter Cap. 48 (Harald Haardraades Saga Cap. 65). Herefter følger nu den oven omtalte lange Periode, fra hvilken ingen bestemte Optegnelser haves; endelig, (hos Snorre Cap. 60, Harald Haardraades Saga Cap. 71), nævnes et Tog, Harald foretog ind i Limfjorden Aaret før Nisaa-Slaget, altsaa 1061. I dette Cap. omtales ogsaa Anlægget af Oslo, men, som vi allerede ovenfor have viist, uden nogen bestemt Tidsangivelse; det eneste, man med Hensyn til Tiden kan slutte sig til af Udtrykkene, er at Oslos Anlæg skede før hiin lange Mellemtid, thi efter at det er sagt, at han anlagde Oslo, og sad der ofte m. m., heder det: "det var en Sommer at Harald sejlede afsted" o.s.v. (nemlig til Jylland og Limfjorden); altsaa er det klart nok at denne Sommer var en ganske anden og senere, end den da Oslo blev anlagt. Nisaa-Slaget med dets Forberedelser omtales Cap. 61—69 (Harald Haardraades Saga Cap. 76—84). To Vintre efter, altsaa 1064 mod Vaaren eller først i Sommeren sluttedes Freden med Danmark og Norge ifølge det udtrykkelige Udsagn hos Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91 samt Annalerne. Morkinskinna og Flatøbogen henføre derimod Fredsslutningen til 3die Aar derefter, altsaa Vaaren 1065; da det dog overalt angives, at Haralds sidste Fejde med Haakon Ivarssøn og Sveriges Konge foregik Vintren efter Fredsslutningen, ligesom det udtrykkeligt siges af Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91, at Harald efter Freden endnu i tre Halvaar, altsaa andet Halvaar 1064 og hele 1065, var i Fejde med Oplændingerne, hvorhos Annalerne henføre Haralds Fejde med Haakon og Steenkil til 1064, maa man vel ogsaa her nærmest holde sig til Snorres Tidsregning, hvorvel Sagen er temmelig tvivlsom. Vintren 1065—66 tilbragte Harald i alle Fald i Viken (Snorre Cap. 82), og Toget til England, paa hvilket han faldt, tiltraadte han ej førend i August 1066, som det nedenfor skal vises.