Didrik af Bern - Attilas Krige med Osantrix og Valdemar

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Fornsvensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper

Attende Fortælling

Attilas Krige med Osantrix og Valdemar

269. Engang fortalte Kong Attila Kong Didrik, hvor stor en Ulempe han i lang Tid havde udstaaet af Osantrix, Vilkinelandets Konge, baade ved Manddrab og Landets Ödelæggelse. Da sagde Didrik, at han önskede, at dette maatte [hevnes], medens han var i Kong Attilas Rige, og at man ikke burde taale det længer. Kort efter kom der Afsendinge til Kong Attila med den Tidende, at Kong Osantrix var kommen i hans Land og brændte Böigderne, ödelagde Landet og havde dræbt meget Folk. Da nu Kongerne Attila og Didrik hörte dette, sagde Kong Attila: „Det skulle nu alle mine Mænd vide, at de nu skulle berede sig paa det hurtigste til at værge vort Land, og Enhver maa vise sig paa det bedste og mandigste.“ Kong Didrik sagde derpaa til sine Mænd: „Mester Hildebrand! tag nu mit Banner, og lad alle mine Mænd være beredte til at staae Konning Attila bi; dennesinde skulle vi pröve, om Ömlungerne ville være Kongen til Hjælp.“ Kongerne Attila og Didrik og Markgrev Rodingeir rede nu ud af Susa, og havde i Alt ti tusinde Mand, med hvilken Hær de rykkede lige til den Stad, som hedder Brandenborg. Der var Kong Osantrix med alle sine Riddere, og havde en ei mindre Hær.

270. Da Kong Osantrix nu spurgte, at Kong Attila var kommen i Nærheden, beredte han sin Hær og red ud af Borgen imod ham. Da de mödte hinanden vare de paa begge Sider beredte til Kamp, og der kunde man see mangen faver Hjelm og nyt Skjold, mangen hvid Brynje og mangt et hvast Sværd. Nu spurgte Kong Osantrix, om Kong Attila og hans Hær var færdig til Strid, og raadede Hunerne til at værge sig tappert. Dernæst opmuntrede han Vilkinemændene til at stride med megen Hidsighed og ikke flye for Fjenderne. Da svarede Kong Didrik af Bern: „Du, Konning Osantrix! skal snart faae at finde, at Konning Attila er beredt, men först skulle I möde det Folk, som hedder Ömlunger og dernæst Hunerne. Værger eder nu; thi her ere komne Mænd, der have Mod til at gaae eder paa Livet.“ „Gaaer nu rask frem! gode Drenge!“ sagde han derpaa til sine Mænd, „jeg venter vist, at vi ville faae Seier og de Bane.“ Mester Hildebrand red nu frem med Kong Didriks Banner, og hug til begge Sider og fældte mangen Mand. Strax efter ham red Kong Didrik, og hug til begge Sider og fældte Vilkinemændene for Fode, den ene efter den anden, og hans Frænde Ulfard fulgte ham mandhaftig. Og efter ham red den ene efter den anden af Ömlungerne, og for deres Fylking faldt Vilkinemændene for Fode. Men Hildebrand bar Kong Didriks Banner saa langt frem i Vilkinemændenes Hær, at de rede igjennem alle Fylkinger, og vendte derpaa en anden Vei tilbage, og dræbte den Ene oven paa den anden. Da Kong Osantrix blev dette vaer, red han haardt imod ham, og dræbte mangen Mand, og denne Kamp kostede ikke Faa Livet. Kong Osantrix red frem forrest i Fylkingen og tilföiede mangen Mand Skade, men mod ham red Kong Didriks Frænde Ulfard med sin Trop, og de havde en haard Kamp sammen, og för den var forbi, faldt Kong Osantrix. Efter hans Fald flyede Vilkinemændene, men hine satte efter dem og dræbte mangen Mand, saa at kun Faa undkom. Saaledes havde Kong Attila nu vundet Seier; dog havde han mistet fem hundrede og tyve Riddere og Kong Didrik desuden to hundrede. Efter saa udfört Sag drog Kong Attila hjem og havde nu befriet hele sit Rige for Vilkinemændenes Overfald. Vilkinemændene toge nu Kong Osantrix's Sön Hernit til Konge.

271. Dernæst fortælles der, at Kong Attila spurgte den Tidende, at Kong Valdemar af Holmgaard, Kong Osantrix's Broder, var kommen i Huneland, hærjede der og havde en meget stor Hær. Og som nu Kong Didrik en Dag stod oppe i det höieste Taarn, og skuede vidt omkring over Huneland, da saae han stor Rög og Lue omkring i Landet, og han gik da til Kong Attila og sagde: „Stat op,Herre! og rust dig og alle dine Mænd; jeg har seet, at denne Dag vil Valdemar brænde mangen een af dine Gaarde og gjöre megen Skade i dit Rige; og om du ei vil möde ham og værge dit Land, da vil han komme her, og da skal du slaaes med ham, om du end ei önsker det, eller i andet Fald flye.“ Kong Attila stod hurtig op og böd blæse i alle Lurer. Han red dernæst ud af Susa med sin Hær. Kong Valdemar havde taget en Borg fra Kong Attila, og i denne Borg havde han fanget den gode Ridder Rudolf, Sendemanden, og bundet ham, og han havde i Alt dræbt tusinde Mand og brændt elleve Landsbyer og tyve Kasteller og Borge, og han havde bemægtiget sig meget Gods og fanget mange Mænd. Men da han spurgte, at Kong Attila havde en meget mandstærk Hær, flyede han tilbage i sit Rige.

272. Kong Attila foer nu afsted med sin Hær, og samlede over hele sit Rige Hertuger og Grever og Riddere og alskens Folk, og da han saaledes havde rustet sig, drog han ind i Rusland og vilde nu hevne sig. Saaanart han kom der, hærjede han, hvor han kom frem, og gjorde megen Skade. Kong Valdemar spurgte nu, hvad Kong Attila foretog sig; han samlede da en Hær over hele sit Rige og drog imod ham, og de mödtes i Pulineland. Kong Valdemar havde i sin Hær langt flere Mænd. Paa begge Sider beredte de sig nu til Kamp, og Kong Attila stillede Hunernes Hær og sit Banner mod Kong Valdemars Banner. Men Kong Didrik stillede sin Fylking og sit Banner mod Didrik Valdemarssöns Banner.

273. Nu rede de sammen paa det tappreste og strede med megen Hidsighed. Og nu red Kong Didrik af Bern frem for Midten af sin Fylking, og nedhug Russerne til begge sider. Da red imod ham Didrik, Kong Valdemars Sön, og de to kæmpede, saa at Ingen kom nogen af dem til Hjælp. Dette var et haardt Möde, og Enhver tilföiede sin Modstander store Slag, og de strede med den störste Heftighed og Manddom. Og nu havde Kong Didrik af Bern faaet ni Saar og alle store, men Didrik Valdemarssön fem store Saar. Da red Kong Didrik af Bern paa det allerdrabeligste frem og holdt ei op, för han havde taget Didrik Valdemarssön og bundet ham. Nu hörte de et stort Krigsraab og bleve da vaer, at Kong Attila flyede og hele Hunernes Hær med ham. Kong Didrik raabte nu höit og barskt: „Alle mine Mænd! vender om og strider! ei vil jeg flye, og endnu ville I faae Seier, om I ville vise eder modige;“ og han red nu frem, djærvelig og hug til begge Sider, og alle alle hans Mænd fulgte ham mandigen. Kong Attila havde af sin Hær mistet fem hundrede Mand, og flyede nu, til han kom hjem til Huneland.

274. Didrik af Bern kæmpede hele Dagen, og havde mistet to hundrede, men Kong Valdemar havde mistet to tusinde Mand. Og nu sögte Kong Didrik med sine Mænd hen, hvor der var en gammel og öde Borg; og i denne Borg drog Kong Didrik ind med sine Folk; [men uden om den leirede Kong Valdemar sig, og havde over tolv tusinde Riddere, og hver Dag sloges Didrik med denne store Hær og dræbte en Mængde Folk og tilföiede dem megen Skade]. Og omsider begyndte deres Kost at nærme sig Enden. Da fik Kong Didrik ved Speidere opfanget den Efterretning at Valdemar og hele hans Hær sad ved Spisebordet. Han lod da fem hundrede Riddere væbne sig, og lod halvtredie hundrede af dem rykke ud med sit Banner, men af den anden Borgport lod han udride det andet halvtredie hundrede. Russerne bleve det da ikke vaer, för Didrik kom fra to Kanter, og nu raabte de Krigsraab og blæste i alle Lurer. Da troede Valdemar og hans Mænd, at Kong Attilas Hær var kommen tilbage, og han flyede nu med hele sin Hær, og Kong Didrik dræbte mange af hans folk. Da fik Kong Didrik rigeligt Forraad af Födevarer og Viin.

275. Men da Kong Valdemar havde flygtet et kort Stykke Vei, blev han vaer, at dette ikke var andet end hans Fjenders Forhaanelse og Spot, og at der ingen Hær var kommen fra Kong Attila; thi vendte han om igjen til Borgen og beleirede den, indtil Kong Didrik atter manglede Levnetsmidler, og det var kommet saavidt, at de maatte æde Hestene. Da talte Kong Didrik en Dag til Mester Hildebrand, og de ginge sammen ene to til en Samtale og overlagde, hvad Raad de skulde tage. Da sagde Kong Didrik: „Hvilken Ridder vil vi kunne finde i vor Hær saa tapper, at han drister sig til at ride igjennem Russernes Hær, og indretter sin Sag saa vel, at han naaer til Markgreven, min Herre, og fortæller ham, i hvilken Nöd vi ere stædte.“ Da svarede Hildebrand: „Dertil tykkes mig ingen Mand saa skikket som din gode Ven Vildifer; og om ellers nogen i vor Hær drister sig dertil, da venter jeg, at han gjör det.“ Didrik kaldte ham nu til sig og sagde: „Rid ud Vildifer, hvis du har Mod til at ride igjennem Konning Valdemars Hær, og kan indrette din Sag saa, at du naaer til Markgreven; da venter jeg, naar du træffer ham, at han vil yde os Hjælp, om han faaer at vide, i hvilken Nöd vi ere stædte.“ „Jeg har store Saar,“ svarede Vildifer, „og er ei vel beredt til at drage i saa stærk en Strid, og dernæst vill jeg heller ikke, saalænge jeg kan bære mit Skjold og mit Sværd, skilles fra dig.“ Saa talte han, fordi han ikke tröstede sig til at ride. „Kald din Frænde Ulfard til!“ vedblev Vildifer fremdeles, „og bed ham drage i denne Sendefærd; Ingen er saa skikket som han til denne Færd i Hensyn til Dristighed og Styrke.“ De gik da hen, hvor Ulfard var. „Du min Frænde Ulfard!“ sagde da Didrik, „vil du ride i min Sendefærd igjennem Russernes Hær og bringe Markgreven Efterretning om, i hvilken Nöd vi ere stædte.“ „Herre!“ svarede Ulfard, „Vildifer vil ikke ride i denne Sendefærd; han er den störste Kæmpe i vor Hær, men jeg er en ung Mand og kun lidet forsögt i mandige Bedrifter til at drage i en saa stor Pröve.“ „Vildifer har mange og store Saar,“ svarede da Kong Didrik, „og han kan derfor ikke ride til Enekamp mod saa stor en Hær.“ Da sagde Ulfard: „Vor Ven Vildifer torde ei ride, og gav Anviisning paa mig; men om du laaner mig din gode Hest Falka og din gode Hjelm Hildegrim og dit gode Sværd Ekkisax, da rider jeg i denne Sendefærd, om du saa vil.“ „Det vil jeg tilstaae,“ svarede Didrik, „om du vil fare i denne i færd.“ Derpaa skiftede Kong Didrik og Ulfald Vaaben. Ulfard havde nu alle Didriks Vaaben og hans gode Hest, og red saaledes ud af Borgen. Det var allerede mörk Nat; han red derfor hen, hvor Valdemars Mænd havde havt Ildsted, tog sig en luende Brand, og red dermed ind i Kong Valdemars Hær, og Alle troede, at det var een af Vagtmændene, da han red saaledes uden Frygt igjennem Hæren. Ulfard kom til et stort Telt, som stod midt i Leiren. Deri sov Kong Valdemar selv og mange Hövdinger. Han satte da Branden, hvormed han lyste sig paa Veie, til Teltet, og flux stod Teltet i lys Lue, da Silken let antændtes. De, som vare derinde, sprang nu op, da Luen slog op igjennem Teltet over deres Hoveder, og sögte at redde sig. Ulfard dræbte der ti Riddere med sin ene Haand, og red dernæst bort; men i Nattens Mörke kunde han ei faae at vide, om selve Valdemar havde maattet lade sit Liv. Han ilede nu videre afsted. Kong Didrik og Hildebrand og Vildifer stode i det samme paa Borgflöien, og bleve vaer, at Teltet luede, og [kunde nu vel vide], at det var Ulfard, der havde sat Ild paa Teltet, om han saa ei maatte have udfört mere, og de vare derover meget glade. Ulfard red nu denne Nat og Dagen derpaa ligetil Aften saa stærkt til som han kunde, indtil han naaede Huneland og traf Kong Attila med sin Hær og Markgreven. Denne kjendte Kong Didriks Vaaben, og troede, at det maatte være ham selv, og red derfor frem fra Hæren imod ham. Men da de kom til hinanden, sagde Ulfard: „Velkommen Markgreve! Konning Didrik sender dig sin Hilsen.“ Og nu kjendte Markgreven, at det ei var Didrik, men at det var Didriks Mand. „Gud være lovet,“ sagde han, „at jeg veed, at Konning Didrik er uskadt, og vi skulle snart komme og yde ham Hjælp.“ Da svarede Ulfard og fortalte om hele sin Færd, og hvad Ærende Kong Didrik havde budet ham. Markgreven drog nu til Kong Attila og sagde ham denne Tidende.

276. Men da Kong Attila hörte dette, stod han op og lod blæse i alle sine Lurer og tage alle sine Vaaben og Telte, og vendte tilbage at staae Kong Didrik bi. De rede nu med deres Hær, indtil de kom i Nærheden af den Borg, hvori Kong Didrik var. Men da Kong Valdemars Vagtmænd bleve vaer, at en mandstærk Hær var kommen i Rusland, ilede de til Kongen med denne Efterretning. Da lod Kong Valdemar tude i sine Lurer, og böd, at alle hans Mænd skulde væbne sig, stige til Hest og ride hjem efter. Saasnart Kong Didrik blev vaer, at Kong Valdemar undflyede, gjorde han Udfald af Borgen, og satte efter dem og dræbte to hundrede Mand; og da Kong Didrik drog tilbage, mödte han Kong Attila med en stor Hær, og de favnede hinanden med stor Kjærlighed og vare saare fornöiede, og Kong Attila især var glad over, at Didrik var velbeholden. De gik derpaa op i Borgen. Da sagde Markgreven: „Jeg harmer mig meget over, at vi ei kom för at hjælpe eders Hær, i saadan Nöd som I vare stædte.“ Da sagde Hildebrand: „Jeg er nu halvfjerdsindstyve Vintre gammel og kom aldrig för i saadan Fare og Nöd, og saaledes har Sulten angrebet os, at vi have spist fem hundrede Heste, og alene syv af de Heste, som vi bragte hid, ere nu tilbage.“ Derefter gik Kong Didrik hen, hvor Didrik Valdemarssön var, og viiste ham for Kong Attila, sigende: „Her er Didrik Valdemarssön af Rusland, som jeg tog til Fange i Slaget; men for vort Venskabs Skyld vil jeg give dig ham, og kan du da gjöre hvad enten du vil dræbe ham eller lade Valdemar udlöse ham med Guld og Sölv, Borge eller Riger.“ Da sagde Kong Attila: „Nu skal du have Tak for denne Gave, som syntes mig bedre end et Skippund rödt Guld, hav megen Tak derfor!“ Kongerne Attila og Didrik droge nu tilbage til Huneland ad den samme Vei, hvor de för droge frem. Kong Didrik havde mange og store Saar, hvoraf han længe laa syg; men Didrik Valdemarssön blev kastet i et Fængsel. Ogsaa han var meget saaret.

277. Da Kong Attila havde været hjemme en Tid, traf det sig engang, at han vilde ride ud paa Hærjetog. Han lod da tude i sine Lurer, og sendte Mænd ud saa vidt som hans Rige strakte sig, at Alle skulde komme til ham, som vilde yde ham Hjælp og havde Mod til Strid. Kong Attila var nu fuldt udrustet med sin Hær, og havde ei mindre Mandskab end otte tusinde Riddere og utallige andre Folk. Men Kong Didrik var saa haardt saaret, at han ikke kunde drage med Kong Attila at yde ham Hjælp. Derefter gik Dronning Erka til Kong Attila og sagde: „Een Bön vil jeg bede dig, Herre! at du tager min Frænde Didrik Valdemarssön ud af Fængslet og overgiver ham til mig og tilstæder, at jeg læger ham; er det da saa vel, at I indgaae Forlig, Kong Valdemar og du, da er det bedre, at Didrik Valdemarssön ikke er dræbt.“ „Det vil jeg ikke tilstaae dig,“ svarede Kong Attila, „thi bliver han helbredet, medens jeg er borte, da faaer jeg ham aldrig i min Magt mere.“ „Om han bliver helbredet,“ sagde derpaa Erka, „da sætter jeg mit Hoved og Liv i Pant, saa at, hvis han er bortreden, naar du kommer hjem, det staaer dig frit for at afhugge mit Hoved.“ Nu blev Kong Attila vred og sagde: „Vil du tænke paa at tage ud af Fængslet min hin störste Fjende Didrik Valdemarssön og helbrede ham! Veed du da ikke, at, om jeg mister ham, og han rider hjem til Rusland, da var det Tab mig större, end om jeg mistede min Borg Susa; thi hans Frænder ville sikkert udlöse ham med mange Borge og meget Rige, hellere end ikke at faae ham. Nu byder du dit Hoved til Pant, men tvivl kun ikke paa, at du skal miste dit Hoved, om Didrik Valdemarssön slipper lös, og bliver han först helbredet, saa vil du ikke kunne forhindre ham fra at ride til Rusland.“ Uagtet alt dette og hvad mere [han end sagde], blev det dog, som Dronningen vilde, og hun lod tage Didrik Valdemarssön ud af Fængslet og bringe han i et Taarn. Paa det sömmeligste lod hun der hans Pleie berede, sad selv over ham og helbredede ham med al Omhu.

278. Kong Attila drog imidlertid med sin Hær lang Vei ad beboede og ubeboede Egne; til han kom til Pulineland og Rutseland, da hærjede han og brændte og ödelagde Landet. Næst dette er at tale om Dronning Erka, hvorlunde hun helbredede sin Frænde Didrik Valdemarssön; hun bragte ham hver Dag de lækkreste Retter med frisk Drik, og skaffede ham Karbad, og gav ham desuden mange Kostbarheder. Til Kong Didrik af Bern sendte hun derimod een af sine Tjenestepiger; men da denne ikke var saa övet i Lægekonsten som Dronningen, gik det kun ilde med hans Saar; de lægedes kun seent, og der gik en slem Stank af dem. Men da Didrik Valdemarssön var bleven helbredet, gik han en Dag hen og rustede sig med gode Vaaben og Brynhoser, og trak en hvid Brynje over sig, og satte paa sit Hoved en haard Hjelm, blank som Glas. Da talte han til Hjelmen: „Du hin haarde Hjelm!“ sagde han, „har taalt mange og store Hug af Konning Didrik, og de Hug, som jeg maatte taale af ham, gjengjeldte jeg ham med ei færre og ei mindre, og deraf ligger han nu i Saar, men jeg er helbredet. Derfor jeg sværger, at om en anden Mand havde gjort dette, skulde jeg nu uopholdeligen dræbe ham, men han er saa tapper en Helt, at jeg ei nænner at dræbe ham, medens han er uduelig til Kamp. Men jeg vil uden Ophold ride ud af Susa og hjem til Rusland. Nu forhindrer Ingen mig det.“ Da nu Dronning Erka blev dette vaer, at han agtede at drage bort, spurgte hun: „Didrik, Frænde! hvad agter du at tage dig for?“ „Jeg har været i Huneland alt for længe,“ svarede Didrik Valdemarssön, „og vil nu drage hjem til mit Rige.“ Da sagde Dronning Erka: „Du rider bort med liden Ære for dig selv, og lönner mig saa slet al den Velgjerning, som jeg har gjort dig, at jeg har sat mit Hoved til Pant for dig; og ikke bekymrer du dig for mit Liv, naar du kun selv kan komme bort.“ „Du er en mægtig Dronning,“ sagde derpaa Didrik, „og Konning Attila vil ei dræbe dig; men om jeg oppebier ham her, da vil han vist dræbe mig.“ Nu gik han hen, hvor Kong Didrik laa i en Seng, og spurgte, om hans Saar vare lægte, agtende at dræbe ham, om de vare det. Kong Didrik svarede: „Mine Saar ere mange og store, saa at jeg kan hverken ride eller gaae.“ Da gik Didrik Valdemarssön bort, og hen hvor hans Hest stod, kastede Sadlen paa den og steg paa dens Ryg. Det var een af Kong Attilas Heste. Nu sagde Dronning Erka: „Bliv du her hos mig, og skal jeg dig saa understötte, at I skulle blive forligte, du og Konning Attila, men om du ei vil det, da er Konningen saa grum, at han vil afhugge mit Hoved, naar han kommer hjem.“ Men Didrik red nu bort, og lod som han ikke hörte det.

279. Da græd Dronning Erka bitterlig, hylede og rev sine Klæder sönder og gik hen hvor Kong Didrik laa i Saarene. „Didrik, gode Helt!“ sagde hun, „nu er jeg her kommen at söge dine gode Raad; jeg har helbredet Didrik Valdemarssön, men han lönnede mig saa, at han red bort. Men naar Konning Attila kommer hjem, veed jeg, at det bliver min visse Död, om du nu ei yder mig Bistand.“ Da sagde Kong Didrik: „Vel var det, at han lönnede dig saa, for at du helbredede ham og gjorde ham godt; men den værste Trælkvind har du sendt til mig; hun kunde ei læge mine Saar, men hun laa hos mig hver Nat, og det er ei en Maade at læge paa. Nu ere mine Saar dobbelt saa slemme som da jeg nylig fik dem, thi nu er der dödt Kjöd i dem, og saa saaret og syg er jeg, at jeg hverken kan gaae eller sidde ei heller stride med nogen Mand; og dette er förste Gang, at du kom til mig, Frue! siden jeg kom paa dette Leie.“ Da græd Dronning Erka bitterlig og hylede: „Gode Herre, Konning Didrik! du er den fortrinligste af alle Mænd i Verden i Mod og Tapperhed; skee mig derfor en Ulykke, at jeg skulde ei læge dig, saa at du nu kunde hjælpe mig; thi om jeg havde saa gjort, da var Didrik ei reden bort. Nu har jeg derimod ingen Mand i mit Rige, som kan være mig til Hjælp, og nu vil Konning Attila afhugge mit Hoved, og det vil spörges over alle Lande. Var du frisk, Konning Didrik! da kunde jeg endnu leve og styre mit Rige.“ Og hun blev ved med de samme Ord og hylede og slog sig paa Brystet.

280. Da sagde Kong Didrik: „Giv mig hid min Brynje og mine Vaaben, og skulle vi gange sammen til Kamp, jeg og Didrik.“ Da nu Kong Didrik havde væbnet sig, böd han tage sin Hest og lægge Sadel paa den, hvorefter han sprang paa dens Ryg og red saa stærkt han kunde. Og medens han red, blödte hans Saar, saa at hele hans Brynje og Hest bleve overalt blodige. Han red nu, lige til han kom for Vilkineborg. I denne Borg var det, at Kong Ermenriks Sön Fredrik, efter Sifkas Anstiftelse, blev dræbt. I eet af Borgens Taarne stod just en Jomfru, en Datter af Jarlen, som herskede over Borgen; hun havde seet Didrik Valdemarssöns Færd, og nu saae hun en Mand ride paa det hidsigste, og hun gik derfor til Borgporten, saa lönlig og iilsomt som hun kunde. Didrik kom da saa nær, at han kunde tale med hende, og han sagde da: „Saae du en Mand ride her fra Borgen, som havde en hvid Brynje, et hvidt Skjold og en graa Hest; det var min Stalbroder, og ham vil jeg fölge i hans Rige.“ „Ja!“ svarede hun, „jeg saae den Mand, om hvem du taler, og han kan ikke være reden langt frem i Skoven.“ Da slog Kong Didrik sin Hest Falka med Sporerne og red til dobbelt saa hidsigt, og satte sit Glavind frem, holdt sit Skjold for sit Bryst, og red nu paa det allerstærkeste. Nu anede Jarlens Datter, at denne Mand ei maatte være en Ven af den som red foran, men vilde dræbe ham, og hun tyktes nu, at hun havde været for hurtig til at sige, at der kun var et kort Stykke Vei imellem dem, og hun raabte paa Manden: „Herre! rid hid, jeg vil læge dine Saar, da kan du igjen strax ride efter ham, som du vil træffe, men du maa ei ride saa hurtig nu for dine store Saar. Vil du töve, da vil jeg forbinde dine Saar, og skal du da ride mere sagte.“ Dette vilde Didrik paa ingen Maade, men red til paa det hidsigste; og nu kunde hun forstaae, at de vare sande Uvenner, og at den Ene var saaret af den Anden, og hun vilde ikke gaae bort fra det Sted, hvor hun var, förend hun fik at vide, hvorledes Udfaldet blev af deres Möde, og hun agtede at være Tilskuer af deres Kamp.

281. Didrik af Bern red nu frem, til han naaede den Skov, som hed Borgarskov. Den ligger mellem Pulineland og Huneland. Da saae Kong Didrik, hvor Didrik Valdemarssön red over Skoven, og han raabte: „Vend tilbage! jeg vil give dig Guld og Sölv og Alt, hvad jeg eier i Huneland; og udvirke dig Forlig og Venskab hos Konning Attila.“ Da sagde Didrik Valdemarssön: „Hvi byder din Djævel mig Guld og Sölv; jeg skal aldrig blive din Ven, og hvis det ei var en Vanære for mig, da skulde du aldrig see Dronning Erka; rid bort fra mig, thi der staaer en slem Stank ud af dine Saar.“ Da sagde Didrik af Bern: „Vend tilbage, gode Stalbroder! du har ingen Ære af at ride saaledes ud af Huneland, at Dronning Erkas Hoved staaer i Pant for dig; men vi skulle understötte dig saa, at vi skulle skaffe dig Forlig og Venskab hos Konning Attila.“ Didrik Valdemarssön svarede atter de samme Ord som för. Da blev Kong Didrik vred og sagde: „Om du ikke vil vende tilbage med mig til Huneland for Guld og Sölv og mit Venskab, og heller ikke for din Frænkes, Dronning Erkas, Liv og ei for [din egen og din Slægts] Ære; da stig ned af din Hest, og bered dig til Strid, og tör du ikke det, da skal du være hver Mands Niding, og aldrig skal du fortjene Navn af en brav Ridder, hvis nu du flygter for en eenlig Mand; men min Hest er saa god, at du ei skal undkomme, og skal du da blive dræbt paa Flugten, og aldrig siden vil dit Navn vorde nævnet blandt tappre Heltes.“

282. Da Didrik Valdemarssön hörte disse Ord, vendte han sin Hest om, og vilde nu vist ikke flye, om han end saae sin visse Bane. Begge sprang da af Hestene, gik sammen og kæmpede særdeles tappert og modigt, saa Skjolde og Brynjer fik dybe Mærker, og begge bleve haardt saarede. Da de saaledes havde stredet en god Stund, blev Didrik af Bern træt af de Saar, han för havde, og af dem han nu fik; Træthed overfaldt ogsaa Didrik Valdemarssön, og enhver satte nu sit Skjold ned for sig, stöttede sig paa det og hvilede sig. Da sagde Kong Didrik af Bern: „Du gode Ven! vend tilbage, og lader os begge drage hjem sammen, og jeg skal understötte dig saa, at du skal faae Fred af Konning Attila; og om det gaaer saa ilde, at du ei faaer Fred, da skulle jeg og mine Mænd fölge dig hjem i dit Rige.“ Men Didrik Valdemarssön vilde aldeles ikke indlade sig derpaa, og de gik sammen og sloges med megen Vrede. Da gav Didrik af Bern sin Navne et stort Slag paa den höire Side over Halsen, saa at Hovedet flöi af til venstre Side.

283. Kong Didrik gik derpaa til sin Hest og holdt sin Navnes Hoved i Haanden, [og bandt det ved sin Sadelrem], og red nu til Vilkineborg, hvor han traf den samme Frue, som för havde tilbudet ham at forbinde hans Saar. [Nu tog han mod hendes förste Tilbud, og lod hende forbinde hans Saar, og medens hun gjorde dette], havde han kastet et Klæde over sin Navnes Hoved, for at hun ei skulde see det. Da kom Jarlen, hendes Fader, til, og spurgte, hvad det var for en Mand, der var hos hans Datter. Kong Didrik svarede: „Jeg veed ei, om jeg skal sige eder Sandheden om mit Navn, thi hvis det er saa som mig aner, da har jeg her mistet een af mine Frænder, men dog, hvordan det nu end gaaer, skal jeg sige eder mit sande Navn: Jeg hedder Didrik af Bern, Konning Ditmars Sön.“ Da Jarlen hörte dette, böd han med stor Höflighed Didrik til sig om Aftenen. Denne modtog Indbydelsen, fordi han baade var saaret og træt, og han var der i god Behandling den Nat. Men det traf sig saa, at Didrik og Jarlens Datter laae i een Seng om Natten. Da det nu blev Dag, gik Jarlen til sine Mænd og spurgte dem til Raads, hvad han skulde byde Kong Didrik for sin Frænde, hvad der kunde anstaae sig for ham at modtage. Da svarede ham en Ridder, som var Sifkas Frænde: „Nu er Didrik kommen her, ganske saaret; lader os derfor tage vore Vaaben og dræbe ham, og behöve vi da aldrig siden at frygte ham; men lade vi ham nu fare bort, da kan det hænde sig, at han en anden Gang ödelægger vor Borg og dræber alle sine Uvenner; thi saa grum er han, at han skaaner ingen Ting, om endog mindre Fornærmelse er skeet ham, end nu.“ Da svarede Jarlen: „Om vi dræbe Konning Didrik her, da kunne vi vente os Ufred af Konning Attila, saasnart han spörger, at Konning Didrik er dræbt, og han er en altfor mægtig Mand til at vi da kunne holde vor Stad imod ham.“ Da svarede en anden Hövding: „Lader os hellere tage et andet Raad, lader os gjöre et anseligt Gjestebud og give ham gode Gaver i Guld og Sölv og mange Riddere til at fölge ham hjem til Susa, og det vil han optage vel, saa brav en Mand er han.“

284. Dette Raad fulgte Jarlen og lod nu anrette til et kosteligt Gilde for Kong Didrik, som dvælede der mange Dage. Jarlen lod nu sine syv bedste Riddere iföre sig Purpurklæder og alskens kostbare Smykker, gik for Kong Didrik og sagde: „Herr Konning Didrik! disse syv Riddere vil jeg give eder til Tegn paa mit Önske, at maatte hædres med eders Gunst.“ Men Kong Didrik takkede ham meget derfor, og optog vel al den Hæder, som Jarlen viste ham. Da sagde Jarlen: „En Bön har jeg at gjöre eder, Herre! som jeg gjerne önsker, at I vil opfylde mig.“ „Ei kan jeg tilstaae det,“ svarede Kongen, „för jeg veed, hvad du vil bede om; men for din Velvillighed imod mig er jeg skyldig at gjöre hvad du beder om.“ „Jeg vilde gjerne,“ sagde da Jarlen, „at I tilgiver mig det, at jeg dræbte eders Frænde Fredrik efter Sifkas Anstiftelse, og vist nok skulde jeg ei have gjort det, om jeg havde vidst Sagens Sammenhæng.“ „Vist skal jeg eder den Sag tilgive,“ svarede Didrik, „thi du har behandlet mig hæderlig og givet mig anselige Gaver; men om du ei havde saa gjort, da vilde jeg vist nok have hevnet min Frænde.“ Da nu Kong Didrik var kommen til sin Hest, gik Jarlen til ham, tog Klædet af, som laa over Sadlen og kjendte Hovedet, og havde nu fuld Vished om, hvorledes Kong Didriks og Didrik Valdemarssöns Skifte var gaaet af. Derefter sprang Didrik paa sin Hest og med ham de syv Riddere, og han red nu hjem til Susa. Da gik Dronning Erka imod ham, og troede, at Didrik Valdemarssön fulgte med ham og hun blev glad. Men Didrik tog sin Navnes Hoved og kastede det for hendes Födder. Nu græd Dronning Erka og græmmede sig over, at saa mange af hendes Frænder mistede deres Liv for hendes Skyld. Derpaa gik Kong Didrik til sin Seng og laa syg af sine Saar, ligesom för han gjorde denne Færd. Og de syv Riddere bleve vel modtagne, og de tjente ham med megen Konst og Behændighed.

285. Nu staaer til at fortælle om Kong Attilas Færd, at han havde brændt store Borge i Kong Valdemars Rige. Da nu Kong Valdemar spurgte Ufred, sendte han Bud over hele sit Rige og lod blæse i alle sine Lurer, og böd, at alle Mænd skulde komme til ham, som torde slaaes og kunde före Skjold. Kong Valdemar var nu færdig til at rykke mod Kong Attila, og han havde da ei mindre Hær end ti tusinde Riddere foruden meget andet Mandskab, og han drog nu frem, til han traf Kong Attila. Da disse to Konger stödte sammen, kom det til et haardt Slag; de sloges længe med megen Tapperhed og Manddom. Fremmerst i Fylkingen red Kong Attila og holdt selv sit Banner i Haanden og kæmpede med megen Hidsighed. Men i den anden Fylking red Hildebrand, og holdt Kong Didriks Banner i Haanden og stred paa det tappreste; og for hans Slag maatte mangen Mand falde i Kong Valdemars Hær. Det samme gjorde ogsaa Markgrev Rodingeir. Kong Valdemar red nu frem paa det djærveste og opmuntrede Russerne og lod blæse i mange Lurer, og der blev nu stor Larm af Russernes Raab og Hidsen. Og nu faldt mange af Hunernes Hær, og saaledes endte deres Skifte sig, at Kong Attila undflyede med hele sin Hær, efterat han i Forveien havde af sine Mænd mistet ei færre end ti hundrede. Da Markgreven og Hildebrand saae, at Kong Attila flyede, da mindedes Hildebrand, hvor tappre Ömlungerne vare i Kamp, [og böd dem gaae mandigen frem], og det samme gjorde Markgreven ved sin Hær, og de opmuntrede hinanden og fortsatte Slaget paa det mandigste, saa at de i kort Tid havde fældet ti hundrede Mand. Det traf sig saa, at en græsk Jarl af Kong Valdemars Hær kom imod dem, og han stak til Hildebrand saa haardt med sit Spyd, at Hildebrand faldt af Hesten til Jorden. Da Markgreven saae dette, at Hildebrand var falden, eggede han sine Mænd og Ömlungerne, at de skulde gange frem at hjælpe Hildebrand at undkomme. Selv red Markgreven til, hvor Hildebrand laa, fik fat i hans Hest og hjalp ham op, og da han kom paa sin Hest, kæmpede han paa det allertapperste og red nu haardt frem og stred en Stund med megen Mandhaftighed. Træfningen endtes dog med, at Hildebrand undflyede, fordi han havde med saa stor Overmagt at gjöre, at han ikke kunde holde Stand, og han havde da mistet hundrede Mand af Ömlungerne. Ogsaa Markgreven mistede ei færre Mænd, men undkom dog selv fra Striden. Og med Useier og Vanære maatte de saaledes denne Gang drage hjem til Susa til Kong Attila.

286. Da de nu kom hjem, gik Hildebrand dertil, hvor Kong Didrik laa syg af sine Saar, og sagde: „Jeg er glad, fordi jeg seer, at du er i Bedring, men gladere vilde jeg være, om du var vaabenför.“ Kong Didrik spurgte da Hildebrand, hvad Hændelser der havde mödt dem i deres Færd i Rusland. Nu svarede Hildebrand: „Ja! der er noget at tale om; du har ofte sagt, at Konning Attila var særdeles tapper og djærv i Kamp, men jeg agter ham nu ikke for nogen Kæmpe eller Helt; snarere tykkes det mig, at han i Feighed skal lede om sin Lige; thi da vi kom ind i Rusland, da kom imod os Konning Valdemar, og da vi vare færdige til Kamp, da ginge Russerne imod os med megen Tapperhed, men da Kampen var paa det haardeste, og vi skulde bedst til at falde an, da flyede denne hin onde Hund, Konning Attila, og lod sin Bannerstang falde og tog hele Hunernes Hær med sig. Jeg mindedes da, hvor megen Fortröstning jeg havde der hvor Ömlungerne vare, og det samme gjorde Markgreven. Thi red jeg da frem igjennem Russernes Hær tre Gange og fældte der mange Russer, indtil een af Konning Valdemars Jarler kom imod mig og stak til mig, saa at jeg faldt af min Hest til Jorden; men det har vi at takke Markgreven for, at jeg undslap, thi han hjalp mig paa min Hest! Saaledes have vi da faaet Useier og Vanære i Rusland.“ „Mester Hildebrand!“ svarede derpaa Kong Didrik, „hold op, og siig mig ei mere om eders Færd, thi den er falden meget slet ud, men jeg haaber, at jeg vil komme mig og blive helbredet af mine Saar; og om saa skeer, da skulle vi end komme i Rusland, og för vi atter drage derfra, da skulle vi pröve, hvo der flyer först, Konning Valdemar eller vi; og ei skulle Russerne længer broute af, at de have mere Lykken med sig end Hunerne eller Ömlungerne.“ Men för et Halvaar var omme, fra denne Tid at regne, var Kong Didrik helbredet.

287. Det skete en Dag, at Didrik kaldte Kong Attila til Samtale med sig, og talte saa: „Mindes du, Herre! hvor megen Vanære du fik sidste Gang i Rusland af Konning Valdemar. Har du nu Lyst at hevne dig eller lade det blive derved.“ „Tilvisse,“ svarede derpaa Kong Attila, „vil jeg ei lade det blive derved, hvis jeg faaer Hjælp af dig, og jeg venter, at du vil kunne yde mig Bistand nu som för ved din Tapperhed og Manddom.“ Nu svarede Kong Didrik: „Tilvisse skal jeg yde dig Bistand! Om du vil fölge mit Raad, da skal der nu samles en Hær over hele dit Rige, og nu skulle vi ei hvile igjen, för enten Konning Valdemar flyer sit Rige eller undgjelder med sit Liv, eller hvad der skal være det tredie Vilkaar, vi [ei] mere ville komme tilbage.“ Kong Attila lod nu sende Bud over hele sit Rige, at hver Mand skulde komme til ham, som vilde yde ham Hjælp i Kampen. Og nu fik Kong Attila i föie Stund meget Mandskab, ei færre end titusinde Riddere og meget andet Folk. Han rykkede da med denne store Hær ind i Rusland og Pulineland, og brændte Borge og Kasteller, hvor han foer frem. Omsider kom Kong Attila med sin Hær for den Borg, som hedder Palteskia. Denne Stad er saa stærk, at de næsten ikke vidste, paa hvad Maade de skulde faae den indtaget; der var stærke Steenmure og store Kasteller, en bred og dyb Grav, og i Staden var en stor Besætning, og Stadens Beboere frygtede kun lidet Kong Attilas Hær. Men da Attila saae, hvor vanskelig den vilde være at indtage, lod han slaae Leir omkring den, og fordelte Hæren paa tre Steder; under sit Banner satte han ti tusinde Riddere og meget andet Mandskab; men andre ti tusinde Riddere foruden andet Mandskab, dobbelt saa talrigt, lagde han paa et andet Sted; og derover satte han Didrik af Bern; og paa det tredie Sted lagde han ti tusinde Riddere til at fölge Markgreven, og med ham var desuden en talrig Hær af Partigængere. Hver af disse Hövdinger opslog nu med sine Riddere Leir mod Borgen, og i mange Dage strede de og udövede mangen Stordaad, og paa begge Sider mistede de mange Mænd. Om denne Stad laae de i tre Maaneder.

288. Kong Didrik kaldte da Kong Attila til Samtale med sig, og talte saa: „Herre!“ sagde han, „ei ville vi længer være her paa dette Sted med hele vor Hær. Nu ville vi, Herre! eet af to, enten at I rider med eders Fylking ind i Rusland paa een Kant og ligesaa [Markgreven] paa en anden, medens vi vedblive med vor Fylking at holde denne Stad indsluttet, saa længe til den giver sig i vor Magt, eller og, hvis I heller saae önske det, at I bliver her tilbage, og vi drage det andet Sted hen.“ Kong Attila svarede med Höflighed herpaa, men betænkte, at Didrik maaskee nu ene vilde have Æren for Stadens Indtagelse, som og at en stor Deel af Borgmuren allerede var ödelagt ved de Valslynger, der Dag og Nat havde være anvendte mod Borgen, hvoraf der i hver Fylking vare mange, og som vare saa store, at ei færre end hundrede Mand behövedes til at betjene een. Han frygtede desuden for, at det skulde hændes, naar han blev ene tilbage med sin Fylking, at Kong Valdemar vilde komme ham i Ryggen med den talrige Hær, han, som Rygtet berettede, havde sammentrukket, og da havde han ingen Bistand at vente fra Kong Didrik og Markgreven. Derfor svarede han nu: „Gode Ven! saameget har jeg bestræbt mig for at vinde denne Stad, at jeg nu ikke vil drage herfra, förend mit Banner er baaret over denne Borgs Bastioner. Ogsaa vil jeg bede dig og Markgreven, at I heller ikke drage bort, thi ofte have vi paa vore Toge i Rusland maattet bukke under for Landsfolkets Overmagt. Nu derimod have vi saa stor en Hær, at intet Vanheld kan möde os, saalænge vi blive forenede.“ Da svarede Kong Didrik: „Seent faae vi Rusland indtaget, om vi ligge her tre om een Borg. För vovede vi os dog mod Russerne med en ei större Hær end ti hundrede Mand, istedenfor at vi nu have tredive tusinde Riddere foruden meget andet Mandskab, og da skiltes vi dog saa fra dem, at de maatte see over to tusinde af deres Brödre falde for vore Hænder. Bliv derfor kun tilbage, Herre! med eders Hær og Markgreven med sin Trop, men jeg vil med min Fylking ride videre omkring og opsöge flere Steder, thi nu skal Seiren være hos Hunerne.“ [Og deri indvilgede de].

289. Kong Didrik tog da sine Telte op, og rykkede med hele sin Hær ind i Rusland, og hvor han foer frem, ödelagde han Borge og Kasteller, og dræbte mange Mennesker. Nu kom han for den Stad, som hedder Smalensk, og der leirede han sig omkring Staden med sin Hær, og holdt mange Træfninger med Borgmændene. Men efterat syv Dage vare forlöbne fra den Tid han kom til Borgen, da drog Kong Valdemar frem med Russernes Hær, der talte ei mindre and tyve tusinde Stridsmænd. Kong Didrik lod da blæse i alle sine Lurer og böd Ömlungerne og Hunerne væbne sig, springe paa deres Heste og ride imod Kong Valdemar, og han sagde, at denne Dag skulde Kong Valdemar flye eller naae sin Bane, eller og Kong Didrik selv, som det tredie Vilkaar, falde med hele sin Hær. Nu red Kong Didrik fremmerst i Fylkingen og med ham hans Frænde Ulfard [og Mester Hildebrand] og hans gode Ven Vildifer, og der blev nu et haardt og langvarigt Slag. Kong Didrik red midt ind i Russernes Hær, og hug ned til begge Sider Mænd og Heste og fældede den ene ovenpaa den anden, og hans Kæmper fulgte ham paa det mandhaftigste, og alle Ömlungerne vare muntre og strede med megen Hidsighed hele denne Dag. Didrik foer frem i Hæren som en Ulv i en Dyreflok, og Alle ræddedes for hans Vaaben, men selv var han blodig overalt og ligesaa hans Hest. Omsider traf han for sig selve Kong Valdemars Banner og Fylking, og derimod red han paa det djærveste, og hug ham, som förte Banneret, Banehug, saa at Banneret faldt til Jorden; dernæst hug han selve Kong Valdemar Banehug, hvorefter stort Gny opstod blandt Ömlungerne og Hunerne, som eggede hverandre frem, saa at Russerne faldt i hundredeviis. Da flyede Russerne efterat deres Landsmænds Liig laae dyngeviis paa Valpladsen. Men Ömlungerne og Hunerne kæmpede hele Dagen og dræbte hver Mand, som de kunde indhente, og kun Faa undslap.

290. Tre Dage efterat Kong Didrik var reden bort, gjorde Kong Attila [saa kraftigt et] Anfald paa Borgen med Valslynger og Laasbuer, at de endte med at faae Staden indtaget. Samme Dag ginge Hunerne ind i Borgen med hele deres Hær og dræbte mange Mennesker og bemægtigede sig en stor Mængde Bytte, og siden jævnede de næsten hele Staden med Jorden, og af den Daad, der da udförtes, kunne de, som komme i denne Stad, endnu see Spor.

291. Derefter rykkede Kong Attila med sin Hær op i Rusland, og nu var Kong Didrik kommen tilbage til Smalensk, da kom Kong Attila did, og Kong Didrik fortalte ham nu de Hændelser, som vare indtrufne. I denne Stad var Kong Valdemars Broder Iron Jarl. Han gik paa Raad med sine Mænd: „Saa synes mig,“ [sagde han], „som vi have to Vilkaar for Haanden, det ene er, at vi stride mod Konning Attila, saalænge vi kunne, skjöndt det er at vente, at vi ei kunne staae imod deres Overmagt, men blive nedlagte; men det andet Vilkaar er, at vi overgive os selv og Staden i Kong Attilas Vold.“ Iron Jarl afförte sig nu sit Fodtöi og aflagde hele sit Harnisk, og det samme gjorde ogsaa alle Russernes Hövdinger, hvorpaa de ginge barfodede og vaabenlöse ud at Borgen, og viste paa den Maade, at de vare overvundne, og denne Dag blev Russernes [Kongers] Herlighed og Vælde overgivet [i Kong Attilas Haand]. Kong Attila overlagde nu med Kong Didrik, om han skulde give denne Jarl Fred. „Det er mit Raad,“ sagde Kong Didrik, „at I give Jarlen og hans Mænd Fred, thi da kommer han i eders Vold og med ham vil hele hans Rige [komme] under eder. [Det byder desuden eders Heltemod og Hæder, at I ei dræbe ham, nu han ei har Vaaben at værge sig med], og derved kan I ogsaa bedst blive Herre over hele Russernes Rige.“ Da sagde Kong Attila: „Om I vil os tjene med Troskab, da skal I det erklære paa eders Tro, og da vil vi vel efter Konning Didriks og andre Hövdingers raad, tilstaae eder Fred, som og alle eders Mænd, der ere komne i vor Vold.“ Iron Jarl svarede paa denne Maade: „Herr Konning Attila! Om vi havde saa meget Mandskab, at vi kunde forsvare Staden, da ginge vi ei i eders Vold, men nu maa I gjöre med os hvad I vil; og fordi Russernes de störste Hövdinger alle ere döde, skulle vi tilvisse i vor Tjeneste og Lydighed mod eder vise os med Troskab.“ Derpaa oplöftede Kong Attila Iron Jarl, og satte ham blandt sine Fortrolige.

292. Kong Attila kaldte nu Kong Didrik og mange andre Hövdinger til en Raadsforsamling, at raadslaae om Bestyrelsen af hele dette Rige, som de nu havde indtaget. Efter Kong Didriks og andre Hövdingers Raad satte Kong Attila Iron Jarl til Hövding i Rusland, at styre dette Rige og dömme efter Landsloven, mod at yde Skat til Kong Attila og vise ham Hyldest og Ærbödighed, samt sende ham Hjælpetropper, naar han behövede det.

---

Noter: