Didrik af Bern - Didrik hjælper Attila og Ermenrik
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Fornsvensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
|
Tiende Fortælling
107. Didrik havde kun været faa Dage hjemme i Bern, förend der kom en ung Mand ridende. Det var nemlig Hornboge Jarls Sön Ömlung, som agtede fra nu af at opholde sig hos Didrik og sin Fader. De toge imod ham med aabne Arme, som man kunde vente, og de vare nu i Alt ni Stalbrödre.
108. Ditmar faldt imidlertid i en Sygdom og döde, hvorefter Didrik modtog Regjeringen og var nu Konge i Bern, og blev saa stor en Hövding, at hans Navn vil naae til den sildigste Old.
109. Som Didrik en Dag sad i sit Höisæde, omgivet af sine Kæmper, som ovenfor ere nævnte, kom der en Mand gaaende; han var stor og stærk, men ikke vel udstyret med Klæder og Vaaben. Han havde en sid Hat, saa at man neppe kunde see hans Ansigt. Han gik hen for Kongen og hilsede. Denne, som var en omgængelig og höflig Mand, tog vel imod ham, og spurgte ham om Navn. „Jeg hedder Vildifer[1],“ var hans Svar, „og er barnfödt i Ömlungeland. Jeg er kommen her, for at tilbyde eder min Tjeneste, med eder at ride, og eders Mand at være, om I vil tage derimod.“ „Vel vil jeg saa gjöre,“ svarede Didrik, „omendskjöndt du er os ubekjendt, og din Tjeneste kan komme os godt tilgode, om du vil tjene vel.“ De optoge ham derpaa i deres Stalbroderskab. Da han siden tvættede sig tilligemed de Övrige, og strög Ærmerne op, blev Vidga vaer, at der laae en tyk Guldring om hans Arm, og kunde da vide, at han var af gode Forældre, skjöndt han ikke lod sig mærke med noget Saadant. Men siden gav Didrik ham gode Klæder og Vaaben og en god Hest, og da var han en vældig Mand.
110. Kongen fik Efterretning om en Mand ved Navn Herbrand. Han var vældig og vidtbereist, saa at han havde været hos næsten alle de störste Hövdinger. Derfor kjendte han ogsaa de forskjellige Hövdingers Sæder, og kunde tale mange Tungemaal; tilmed overgik han de Fleste i Mandhaftighed. Til denne Mand sendte Didrik Bud, og bad ham komme til sig. Han tog imod Indbydelsen, og blev Didriks Mand og Raadgiver, eftersom han besad megen Forstand. Tillige kom han til at bære Didriks Banner.
111. Der var i de Tider megen Ufred mellem Kongerne Attila og Osantrix. De holdt mange Træfninger, men seirede vexelviis. [Kong Attila havde styrket sig meget ved Venskab med berömmelige Hövdinger og Stormænd; tilmed var han meget afholdt af hele Landsfolket, saa at de alle vilde leve og döe med ham.
112. Kong Osantrix havde paa sin Alderdom aldeles skiftet Sindelag; han blev saa overmaade stræng, at Folket neppe kunde bære det tunge Aag, hvori han lagde hver Mands Hals, og skjöndt han drev Handel baade med Rige og Fattige, baade med sine Hofsinder og Bönder og udenlandske Kjöbmænd, kunde han dog aldrig faae nok. De idelige Krige, han maatte före med Kong Attila, forbittrede endmere Folkets Sind. Af de för omtalte Riser havde Kongen bortsendt den ene, Edgeir nemlig, for Venskabs Skyld til Kong Isung i Bertangeland. Denne gav ham Plads i en stor Skov ved Landemærket, for at værne om Landet; og fra den Side havde da Kongen ingen Ufred at befrygte.
113. Kong Attila önskede gjerne at indgaae Forlig med Kong Osantrix, hvorfor han ogsaa affærdigede adskillige Sendebud til ham, at forsöge, om han var at bevæge til Fred; men Osantrix afslog enhver Fredsunderhandling, Da nu Kong Attila var vis paa, at han paa ingen Maade vilde indgaae Forlig], sendte han Bud til Kong Didrik af Bern, og bad ham komme ham til Undsætning med alle sine bedste Mænd, da han nu vilde göre et Tog ind i Vilkineland.
114. Didrik vilde ikke töve, da hans Ven bad ham, men drog strax afsted med sine Kæmper og fem hundrede Riddere. Attila, som blev glad ved disse Hjælpetropper, var nu færdig med sine Mænd. De droge da afsted og fortsatte deres Færd uafbrudt lige til Vilkineland. Saasnart de naaede did, begyndte de at husere frygtelig; de dræbte for Fode Alle, der ikke kunde undslippe ved Flugt, de brændte store Borge og Böigder og mange Landsbyer og Herregaarde, og gjorde stort Bytte.
115. Kong Osantrix havde samlet sig en stor Hær over hele sit Rige og drog dem nu i Möde. Saasnart de traf hinanden, fylkede begge deres Hære til Kamp, rede imod hinanden, og det blev et haardnakket Slag. Herbrand red frem haardt og djærvt og huggede ned til begge Sider baade Mænd og Heste, den ene ovenpaa den anden. Efter ham red Kong Didrik og kæmpede paa det drabeligste, og alle de ti Stalbrödre fulgte hverandre tappert, saa ingen Fylking holdt Stand for dem, hvor de rede frem, men de fældte Fjender baade til höire og venstre for Fode saa langt deres Sværde kunde række. Nu rede de midt ind i Vilkinemændenes Hær. Da kom Risen Vidolf imod dem, og huggede med sin Jernstang til Vidga, som var fremmerst i Fylkingen, saa at han faldt af sin Hest og daanede, men hans Stalbroder Heimer kom i det samme til og tog Vidgas Sværd Mimmung. Vilkinemændene trængte ogsaa frem, og der blev en haard Strid og et stort Mandefald, og Didrik eggede sine Mænd til at gaae haardt frem. Da flyede Osantrix med hele sin Hær, efterat han havde mistet fem hundrede og Kong Attila tre hundrede Riddere.
116. I det samme kom Kong Osantrix's Brodersön Hernit til med sin Fylking og fandt Vidga, hvor han laae. Han kjendte ham, og lod ham binde og före bort med sig. Da flyede alle Vilkinemændene, og dermed var Kampen endt, og hver drog hjem til sit Rige. Osantrix lod Vidga kaste i et mörkt Fængsel. Kong Didrik havde mistet tredsinstyve Mand, og desuden Vidga, hvis Tab gik ham mere til Hjerte end alle de Övriges. Han drog nu hjem til Bern, men Vildifer vilde ikke drage hjem under denne Sagernes Beskaffenhed, og blev tilbage hos Kong Attila.
117. Nogen Tid derefter drog Kong Attila ud paa Jagt i den Skov, som hedder Lyreskov[2]. Vildifer fulgte ham. Da det lakkede mod Aften, drog Kongen hjem med sine Mænd, men Vildifer blev tilbage med to Hunde i Skoven. Da traf han paa en overmaade stor Björn. Denne dræbte han og flaaede Bælgen af den, hvorefter han drog hjem, men skjulte Bælgen i Skoven, og törrede den.
118. Det tildrog sig nu, at Overspillemand Isung kom en Aften til Kong Attila. Han blev vel modtaget, og morede Folk om Aftenen. Vildifer talte siden med ham, og underrettede ham om sin Beslutning, at han ikke vilde komme tilbage til Bern, för han fandt sin Stalbroder Vidga enten levende eller död; „og vil jeg nu bede dig at staae mig bi med List og Snildhed,“ tilföiede han, „om du vil som jeg.“
119. Dette Forslag vandt Isungs fuldkomne Bifald, og Morgenen derpaa droge de begge bort fra Borgen. Da de naaede Skoven, tog Vildifer Björnebælgen, og trak den uden paa sin Brynje. Isung tog nu Naal og Traad og syede den fast ved Hænder og Födder, og ved sin Konstfærdighed bragte han det saavidt, at Vildifer aldeles lignede en Björn. Han bandt dernæst et Halsbaand om hans Hals, og ledte ham med sig.
120. De fortsatte derpaa Reisen uafbrudt til Vilkineland, og naaede omsider Kong Osantrix's Gaard. Denne saa vidt og bredt berömte Spillemand blev, som man kunde vente, her vel modtaget. Kong Osantrix spurgte, hvad han da egentlig kunde udrette ved sin Konst, eftersom han saa meget overgik alle andre Spillemænd i Berömmelse. “Det haaber jeg,“ var Isungs Svar, „at Faa her i Vilkineland ville kunne spille det, jeg kan spille; jeg kan kvæde Viser, jeg kan spille paa Harpe, Fele, Gigje og alskens Strengeleg.“ Man bragte ham nu en Harpe, og han spillede den saa vel, at Alle vare enige i, aldrig at have hört hans Lige. Dertil hoppede Björnen efter Harpens Lyd, saa Enhver beundrede dens sjeldne Færdighed i at dandse; og Kongen morede sig usigelig.
121. „Eders Björn er vel afrettet,“ udbröd Kongen, „kan den gjøre flere Konster end dem, vi nu have seet?“ „Ja!“ svarede Isung, „saa vidt jeg har faret om i Verden, fandt jeg aldrig en saa sjelden skat, som denne Björn; thi alle Lege kan den saavel udföre, at den heri ikke giver somme Mennesker noget efter.“ Dagen derpaa om Morgenen bad Kongen ham, at han skullde lade sin Björn gjöre nogle Konster til Morskap for ham. „Neppe vil jeg nægte, hvad I bede mig om,“ sagde Isung, „men jeg skjötter dog ikke om, at lade min Björn lege for eder, om I vil sætte den i altfor haard Pröve.“ „Jeg vil först pröve den paa den Maade,“ sagde Kongen, „at jeg lader mine Jagthunde lös, for at faae at vide, hvor stærk Björnen er.“ „Det var ilde talt af dig,“ svarede Isung, „at du vil gjöre Björnen ondt; thi jeg vil ikke miste den for alt det Guld, som du eier; men hvis saa hændes, at du mister dine Hunde, da vil du blive vred, og da kan det let skee at dine Mænd ogsaa blive vrede, og ville dræbe Björnen.“ Da svarede Kongen: „Du maa ikke nægte det; jeg vil vove mine Hunde, og om jeg end mister dem, skal Björnen dog ikke dræbes.“ Kongen fik nu at raade. Saavel denne Dag som forrige Aften hörte de tale om, at Vidga laae i samme Stad i Jern i et mörkt Fængsel.
122. Nu drog Kongen med alle sine Mænd ud af Borgen paa en faver Slette. Vidolf Mittumstang og hans Broder Aventrod vare med ham; ligesaa droge ogsaa alle Kvinder og Karle ud for at see denne Leg. Midlertid spurgte Vidga i Fængslet, at hans Ven Isung var kommen der, og anede nu, at han vilde ved een eller annen List söge at udfrie ham, og at Didrik vel havde sendt ham. Han gjorde derfor hæftige Bevægelser og bröd Jernet af sig i Fængslet.
123. Paa det andet Sted sloge de tredsindstyve store Hunde lös paa Björnen; men denne tog den störste i sine Forfödder, og dræbte dermed tolv andre af de bedste Hunde. Da blev Kongen meget vred over at hans Hunde vare dræbte, löb mod Björnen, trak blank og hug til i Björnens Ryg. Sværdet bed Huden, men standsede mod Brynjen. Da tog Vildifer og rev Huden av sig, og greb sit Sværd ud af Isungs Haand, men Kongen löb tilbage til sine Mænd og Vildifer efter ham med draget Sværd. Hans förste Hug traf Vidolf Mittumstang, saa at hans Hoved flöi af; strax paa Stand tildelte han Aventrod et andet Hug, og gav ham sit Banesaar.
124. Derpaa löb Vildifer op i Borgen og oplöftede sin Röst: „Hvor er du, min gode Stalbroder Vidga?“ raabte han, „her er nu kommen din Stalbroder Vildifer og vil löse dig.“ Da bröd Vidga Fængselkjelderens Dör op, og löb ud imod ham, og de bleve nu begge glade ved igjen at see hinanden. Skyndsomt stege de til Hest og dræpte mange Mænd, som de traf for sig uden Vaaben, hvorefter de rede bort af Borgen. Osantrix slap dog den Gang[3] med störste Delen af sin Hær; dog havde han mistet tolv af sine Mænd. Dette var Vildifers förste Heltegjerning, efterat han var kommen til Bern. Sagnet beretter nu, at hine rede, saa vidt muligt ad ubeboede Veie, til de naaede Saxland. Kong Attila tog imod dem med aabne Arme, og blev sjelegled ved Vidga, der forekom ham, som om han var hentet op fra Underverdenen.
125. Der dvælede de en Stund, og rede siden til Bern til Kong Didrik, hvor de, som man vel kan tænke, bleve modtagne med den allerinderligste Glæde. Der sloge de sig nu til Ro en Stund. Vidga spurgte engang Didrik, om han ikke vidste, hvo der havde taget hans Sværd Mimung, den Dag han blev fangen. „Dets Tab harmer mig saa meget,“ tilföiede han, „at jeg aldrig bliver glad, förend jeg faaer det opspurgt. Og hvis jeg træffer den Mand, som bærer dette Sværd, da skulle vi for vist tales ved.“ „Ei behöver du at tale saa meget herom,“ svarede Didrik, „thi jeg skal fortælle dig, hvo der har Sværdet; det er en Mand her af min Huustrop, vor Stalbroder Heimer nemlig; han tog det strax, da du var falden.“
126. Nogen Tid derefter kom der Afsendinge fra Kong Ermenrik i Rom med den Anmodning, at Didrik skulde yde ham Hjælp, da han vilde gjöre et Tog mod en Jarl, ved Navn Rimsteen[4], som herskede over Borgen Geringsheim.[5] Til den Færd var Didrik heelt beredt. Da gik Vidga til Heimer, og bad ham tilbagelevere Sværdet Mimmung. „Jeg vil bede dig, vakkre Mand!“ var Heimers Svar, „at laane mig Mimmung i den forestaaende Hærfærd; men saasnart vi komme hjem, skal jeg tilbagegive dig det.“ Deri indvilgede Vidga. Didrik red nu ud af Bern med fem hundrede Riddere, og forenede sig med sin Frænde, Kong Ermenrik, der havde en Hær paa sex tusinde Riddere. Med denne forenede Hær, rede Kongerne ind i Jarlens Rige, herjede og brændte, hvor de fore frem, og dræbte mange Mennesker. Efterat have brændt alle omliggende Böigder, leirede de sig om Geringsheim. Kong Ermenrik opslog sine Telte udenfor den ene Port, Didrik for den anden. Der laae de nu saaledes om Borgen i to Maaneder, uden at udrette Noget.
127. Det hændte sig en Aften, at Rimsteen Jarl red ud af Borgen med sex Riddere lönligen paa Speideri til Ermenriks Leir, for at efterforske Tilstanden der, om Fjenderne vare beredte til Kamp eller ikke. För han drog bort, havde han ladet sin Hær væbne sig; Bannerne vaiede uden og indenfor Borgporten, og Fylkingerne vare opstillede i fuld Orden, for at der strax kunde gjöres Udfald, om han fandt Fjenderne uberedte. Men der nu Jarlen vendte tilbage, og havde faaet den Efterretning, som han önskede, saa havde just Didrik udskikket Vidga paa Vagt mellem dem og Borgen. Skjöndt ganske ene, red han paa det djærveste mod disse sex, og de satte igjen ind paa ham fra begge Sider og huggede til ham, hver fra sin Hest, men han værgede sig mandigen, og huggede af alle Kræfter til Jarlen og klövede hans Hjelm, Hoved og brynjeklædte Bug, saa at Jarlen faldt död af sin Hest.
128. Vidga gav dernæst sin Hest af Sporerne, og red nu heel stoltelig til Leiren, og Alle kunde da see paa ham, at han havde udfört nogen Heltegjerning. Didrik stod just, omgivet af alle sine Stalbrödre, udenfor Leiren. „Saa stolt rider nu Vidga,“ sagde Heimer, „som han havde udfört en Daad, hvorved hans Hæder var bleven langt höiere end tilforn.“ Da han kom til dem, tog Didrik vel imod ham, og spurgte, hvorlunde det var gaat. „For Jarlens Skyld,“ svarede Vidga, „venter jeg, vi behöve ikke længer at ligge om denne Borg, thi han er nu död.“ „Hvorlunde det?“ spurgte Didrik flux, „hvo har gjort det?“ „Denne samme Mand,“ svarede han, „som nu stiger ned af sin Hest.“ Da sagde Heimer: „Ei tör du at rose dig saameget heraf; denne Daad er ikke saa meget at berömme, thi Jarlen var jo saa gammel, at en Kvinde vel kunde have skaffet ham ind i den anden Verden, om hun havde villet.“
129. Ved denne Heimers Tale blev Vidga vred, löbe ind paa ham, tog om Fæstet paa sit Sværd Mimmung og rykkede det ud af Skeden, men kastede igjen Nagelring ned for hans Födder, og udböd Heimer til Kamp. Denne erklærede, at han var beredt. Didrik og alle Stalbrödrene sprang imellem dem, og vilde for ingen Deel tilstede dem at slaaes, bade derfor Vidga om at lade det beroe. Herpaa gav Vidga dem intet gunstigt Svar, men udlod sig med, at det var hans Beslutning, at Mimmung ikke skulde komme i sin Balg, för den havde skaaret Heimers Hals midt over. Nu bade de Heimer, at han skulde give efter, for at de kunde blive forligte, og de fik ham ogsaa til at gjöre Ed paa, at han ikke havde brugt de Ord for at beskæmme Vidga, men for at have Löier deraf med sine Kammerater; og paa den Maade blev da deres Uenighed bilagt.
130. Saasnart det begyndte at dages, lod Didrik sende Melding til Ermenrik om at Jarlen var falden. Denne lod da alle Lurer gjalde, og, da Mandskabet havde væbnet sig, gjorde de en haard Storm paa Borgen baade med Valslynger, Laasbuer og Ild. Da saae Borgmændene ikke bedre Vilkaar for sig, end at lægge deres Sag i Kongens Haand og overgive Borgen. Saa gjorde de, og Kongen lod dem beholde Liv og Gods, men tilegnede sig selv Staden, og satte Valter af Vaskasteen der til Hövding. Derpaa rede Ermenrik og Didrik hjem, hver til sit.
Noter:
