Didrik af Bern - Didriks Kampe med Ekka og Fasold

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Fornsvensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper

Femte Fortælling

Didriks Kampe med Ekka og Fasold

40. Didrik var nu hjemme i Bern, og med ham Hildebrand, [Vidga,] Hornboge Jarl og Heimer. Saasnart han nu var helbredet af sine Saar, red han ud af Bern ganske alene, og Ingen uden Vidga vidste, hvad Vei han tog; til ham sagde han, at han ikke vilde komme tilbage til Bern, förend han ved Heltebedrifter havde naaet sin forrige Berömmelse. Han red nu saa stærkt han kunde i syv Dage over beboede og ubeboede Egne. En Aften tog han Herberge ved en Skov, som hed Efving. Der fik han Kundskab om, at der paa den anden Side af Skoven laa en Borg, som hed Drekanfil. Denne Borg havde tilhört Kong Drusian, som nu var död; men hans Enke levede endnu tilligemed ni Döttre. Dronningen havde fæstet sig en Mand ved Navn Ekka, der var saa stor en Kæmpe, at man forgjæves skulde söge i hele Huneland efter hans Lige i ridderlig Daad. Hans Broder hed Fasold. Han var saa stærk og stolt, at han havde gjort det höitidelige Löfte, aldrig i Strid at give nogen Mand meer end eet Slag, og hidtil havde han heller ikke fundet Nogen, som havde udholdt hans förste Slag. Ekka drog nu ud i Skoven, om han kunde træffe paa en Mand, som han kunde have Ære af at stride imod; og enhver Saadan lovede han sit Banesaar. Da nu Mörket faldt paa, red Didrik til samme Skov, og han tænkte ikke paa at træffe Ekka, men han foer vild i Skoven og för han blev det vaer, var Ekka kommen ham ganske nær. Denne raabte ham an: „Hvo er det, der rider her?“ „Den Mand, du her har for dig,“ svarede Didrik, „hedder Heimer Studasson; [jeg rider mine egne Ærender hjem til Bertangeland til min Fader,] og har intet Ærende til dig.“ „Det maa vel være som du siger,“ sagde Ekka, „uagtet din Stemme lyder, som om det var Didrik af Bern; thi var du saa djærv en Mand som denne, hvorom Rygtet veed at fortælle i alle Lande, da vilde du vist ikke skjule dit Navn for en eenlig Mand?“ „Ja!“ svarede Didrik, „efterdi du saa hæftig attraaer at vide mit Navn, vil jeg ingenlunde skjule det for dig. Vid da, at mit Navn er Didrik, og at jeg er en Sön af Ditmar, Konning i Bern, ligesom du gjættede, men til dig har jeg intet Ærende, og vil jeg derfor ride min Vei.“ Da sagde Ekka: „Hvis saa er, som mig er fortalt, at en [dansk] Mand for kort Tid siden har overvundet dig og berövet dig dine gode Vaaben, da vil du her igjen kunne faae Vaaben, der ikke give hine noget efter, om du formaaer at fælde mig og fratage mig mine.“ „Du udbyder mig til Enekamp,“ svarede Didrik, „men hvorlunde kunne vi nu kæmpe, da den Ene ikke kan see den Anden, men naar Dagens Lys viser os Veien til hinanden, da skal jeg ikke nægte dig dit Forlangende.“ Da sagde Ekka: „De ni Kongedöttre, hvis Moder er min Fæstekvinde, udrustede mig til Kamp, og for deres Skyld kommer jeg her med disse Vaaben; min Hjelm er heelt smykket med röden Guld, ogsaa i min Brynje er Guld indvirket, og paa intet Skjold kom mere eller bedre Guld end paa mit. Jeg har ingen Hest, og derfor kan du vel flye fra mig, om du vil, men det er Helteværk, at oppebie sin Mand. Det var Skade at jeg lod min Hest hjemme, thi havde jeg den her, da skulde du have stredet, hvad enten du vilde eller ei. Bi efter mig! [vedblev han fremdeles] Didrik, vakkre Helt! jeg har her et Sværd, som jeg kan fortælle dig en Deel om; Dværgen Alfrig, hin berygtede Tyv, smedede det dybt nede under Jorden; men för det var fuldgjort, sögte han i ni Kongeriger, inden han fandt Vand til at hærde det i, og han fandt det ei, för han kom til [den Aa], som hedder Treyaa; der blev det hærdet. Hjaltet og Grebet ere slagne af röden Guld. Gjorderne til det ere heelt belagte med Guld og besatte med Ædelstene og Guldknoppe. Det er skinnende blank og indlagt med Guld, og naar man sætter Odden ned ad, da synes det, som en Orm af gylden Farve löber fra Odden op til Fæstet, [og omvendt, naar Odden sættes op ad.] Dets Egge ere saa hvasse, at jeg troer ikke meget Staal skal holde sig for dem. Det hedder Ekkisax og der er ei bragt et bedre Sværd fra Essen, om man end ledte al Verden rundt. Alfrig, hin store Tyv, stjal dette sværd fra sin Fader, og bragte det til Konning Rutsileif. Der blev det vel forvaret, indtil den unge Rutsileif bar det, og dermed dræbte mangen Mand. Faaar du det af mig lavende,da lade Gud dig nyde det vel, men heller vil jeg döe end spare det i min egen Nöd og Trængsel.“ Da sagde Didrik: „Hvi kan jeg flye for dit Sværd eller for dig selv, medens jeg seer ingen af Delene, og ei mærker jeg andet til dig, end jeg hörer dit Raab og Skryderi. Men det venter jeg, at du faaer det betalt, naar Dagen kommer, og vi kunne skifte vor Sag; og ei skal du oftere byde mig til Enekamp.“ „Hav Guds Tak for dit Löfte,“ sagde Ekka; „og endnu vil jeg fortælle dig mere: i mit Belte er tolv Pund af röden Guld, og om du faaer Seier, da bliver alt dette Guld din Eiendom. Men saa luer og brænder nu mit Hjerte, som dette Guld glimrer, fordi vi ikke strax kunne slaaes. Men om du ikke vil slaaes med mig for Guld og gode Vaaben, da slaaes med mig for Livet og de ni Kongedöttres Hæder og deres Moders, som lode mine Vaaben besætte med glimrende Guld. Bi nu efter mig, og slaaes med mig!“ Da sagde Didrik: „Det veed Gud, at jeg ikke slaaes med dig for Guld eller Vaaben, men til ni Kongedöttres Ære og Priis, vil jeg slaaes med enhver Mand.“ Og nu sprang Didrik af sin Hest; men det var saa mörkt, at han ikke kunde see en Haand for sig, thi slog han Nagelring med en Steen, saa at der flöi saa store Gnister af den, at han fandt hen til et Lindetræ, hvorved han bandt sin Hest. Og glad blev Ekka, da han nu mærkede, at Striden skulde gaae far sig.

41. Det fortælles nu, at Begge hug i Stenene foran sig, saa det gnistrede efter, og de bleve ved, til de endelig havde fundet hinanden. Da sloges de paa det drabeligste, og hvo som hörte deres Kamp, troede, at det tordnede, saa stort et Bulder og Brag löd der af deres Hug, [og tilmed gnistrede Ilden af deres Vaaben som Lynildsglimt.] Nu vare Begges Skjolde klövede og gjorte heelt ubrugelige, men endnu var Ingen af dem saaret. Da oplöftede Ekka sit Skjold og Sværd med baade Hænder, og hug af alle Kræfter til Didrik, saa at han strax faldt til Jorden, men Ekka kastede sig oven paa ham, spændte fast omkring ham med begge sine Arme, og sagde: „Om du vil beholde dit Liv, da vil jeg nu binde dig, og siden vise dig bunden og overvunden for de ni Dronninger, som udrustede mig til denne Kamp.“ „Lade vil jeg Livet strax, om Gud vil,“ sagde Didrik, „men det er vist, at jeg ikke vil taale Forhaanelse og Spot af disse ni Dronninger og derhos af alle Riddersmænd saalænge som jeg lever.“ Derpaa stræbte han at komme lös, fik ogsaa sine Hænder op, og tog nu om Ekkas Hals; de væltede derpaa hinanden omkring af alle Kræfter et langt Stykke Vei, til de endeligen kom derned, hvor Didriks Hest Falken stod bunden. Hesten sprang nu med begge sine Forbeen op paa Ekkas Ryg, og derved kom Didrik op, tog sit Sværd, og hug Hovedet af Ekka. Han tog derpaa alle hans Vaaben og Hærklæder, væbnede sig med dem, sprang paa sin Hest, og red ud af Skoven, og da var det allerede Dag. Han lagde nu sin Plan, og ventede, at han vilde faae sig en Kone og al den Hæder, som Ekka havde havt. Dronningen var just kommen op i et Taarn, og saae denne Mand komme ridende, hvorpaa hun hurtig gik ned, og sagde til sine Döttre: „Jeg seer en god Tidende imöde; Herr Ekka gik hjemmefra i Gaaraftes, men nu rider han en god Hest, og er jeg nu glad, thi jeg kan nu vist vide, at han maae have overvundet een eller anden Kæmpe.“ De iförte sig nu deres Klenodier, og ginge ud af Borgen imod ham, men da Didrik var kommen dem nærmere, bleve de vaer, at det var en heel anden Mand. Den gamle Dronning kjendte Vaabnene, men ikke Manden, og syntes nu at vide, at Ekka ikke i levende Live havde givet slip paa sine Vaaben for Nogen; og dette bedrövede hende saa meget, at hun faldt om, og vidste ikke til sig selv. Men da Borgmændene bleve dette vaer, löb hver til sine Vaaben og vilde hevne Ekka. Da Didrik saae deres Tilberedelser og Mængde, red han tilbage til Skoven, men Borgmændene bleve baade vrede og bedrövede ved Ekkas Drab.

42. Didrik red nu til og naaede Skoven. Da blev han vaer, at en stor og velvæbnet Mand kom ridende imod ham; det var Fasold, Ekkas Broder. Denne troede, at det var hans Broder Ekka, da han kjendte Vaabnene, og raabte derfor höit: „Er du der, min Broder Ekka?“ „Nei!“ svarede Didrik, „her har du ikke din Broder Ekka, men en ganske anden Mand, for dig.“ „Hör du onde Hund!“ sagde derpaa Fasold, „hvi listede du dig over min Broder, og dræbte ham, mens han sov; havde du truffet ham vaagen og beredt, da havde du maattet ligge under.“ „Det var usandt, hvad du der sagde,“ svarede Didrik, „at jeg dræbte ham sovende og uberedt, og stjal mig paa ham; tværtimod tilstod jeg ham kun ugjerne Enekamp; men det er vist, at jeg dræbte ham og tog hans Vaaben, og deri siger du sandt, om du end lyver i det Andet.“ Nu trak Fasold sit Sværd, red mod Didrik med megen Djærvhed og Hidsighed og hug af al Magt i hans Hjelm saa haardt, at det hvinede for hans Ören, og han faldt ned af Hesten og daanede. Fasold havde gjort det Löfte, at han ikke vilde bruge sit Sværd mere mod den Mand, som faldt for hans förste Hug, ei heller fratage en Saadan hans Vaaben. Dette mindedes han nu og red bort. Men saasnart Didrik kom til sig selv igjen, sprang han op, steg paa sin Hest, red iilsomt efter ham og indhentede ham. I det nu Fasold red ud af Skoven, raabte Didrik höit: „Du stolte Ridder! rid ei længer, og flygt ikke for en eenlig Mand, men hevn hellere din Broder, om du er saadan en Kæmpe, som sagt er. Men om du ei vil det, da vær hver Mands Nidding.“ Saasnart Fasold hörte dette, vendte han i en Hast sin Hest om, og vilde vist nok hellere pröve en Kamp end taale saadan Bebreidelse. Da de nu vare komne hinanden nær, stege de af deres Heste, og ginge imod hinanden, og sloges baade med megen Hidsighed og rasende Tapperhed. Og för de standsede Striden, havde Didrik faaet tre Saar, dog ikke store, men Fasold havde faaet fem Saar, og alle store, og da tilböd Fasold at overgive sine Vaaben og blive Didriks Mand. Men Didrik sagde: „Du er en rask Mand og en beleven Ridder; derfor skal du have Fred af mig, men ei vil jeg have din Tjeneste, fordi jeg dræbte din Broder, og neppe vil jeg kunne troe dig, saalænge ingen Böder ere givne derfor. Men vil du tage mod Hæder istedenfor Böder, da skulle vi sværge hinanden Broderskabs Ed, som vi vare sambaarne Brödre, saa at vi skulle staae hinanden bi, naar Nöden kræver?“ Dette Tilbud modtog Fasold, og de sluttede nu Stalbroderskab og stege siden paa deres Heste.

43. Didrik vilde nu, efterat have udfört sit Ærende, vende om igjen og drage tilbage til Bern. De rede den Dag til Aften og toge Natteherberge i Aldinsæla. Om Morgenen red de ind i en Skov, som hedder Runtslu Skov. Der kom imod dem et Dyr, som kaldes Elefant: det er det störste af alle Dyr og frygteligt at vove sig i Kamp med. „Vil du staae mig bi?“ spurgte Didrik Fasold, „om jeg vil ride mod dette Dyr; faae vi det overvundet, da vil den Daad blive meget navnkundig.“ „I vort Möde,“ svarede Fasold, „fik jeg Vældige Hug, og mistede meget Blod; derfor har jeg kun liden Styrke til at yde dig saadan Hjælp, som kan være til Gavn; men det tykkes mig, om du rider mod dette Dyr og kommer uskadt tilbage, at du da kan sige, at du aldrig kom i en större Livsfare, saa ofte som du end har holdt Enekampe.“ „Kan du ikke yde mig Hjælp,“ svarede Didrik, „saa hjælpe Gud mig! men til vil jeg ride, hvad enten det gaaer mig vel eller ilde.“ Derpaa red Didrik mod Dyret med megen Hidsighed, trak sit Sværd Ekkisax, og hug til Dyret af al Magt; dog det bed ikke paa, men Dyret slog ham, saa at han faldt til Jorden. Da nu Fasold saae dette, red han paa det hurtigste til, og vilde yde ham den Hjælp han kunde; men da han kom til Dyret, kunde han ikke finde Huggested paa det, saa at det vilde hjælpe noget, thi Jern bider ikke paa dette Dyr uden et Sted i Underlivet. Da sagde Fasold: „Har du dine Hænder fri og kan naae dit Sværd, sting da Dyret nær ved Navlen, der venter jeg, at Sværdet vil bide.“ Og i samme Öieblik slog Didriks Hest Falken med begge sine Forbeen paa Dyrets Hofter, saa at det næsten styrtede. Nu fik Didrik sine Hænder fri, naaede sit Sværd og stang det ind i Dyrets Bug lige til Hjaltet. Didrik sprang bort fra Dyret, men det faldt dödt til Jorden, da ogsaa Fasold havde givet det mange store Hug, skjöndt hans Sværd ikke ret vilde bide. Ikke desto mindre fik Didrik dog her en Pröve paa, at Fasold med Troskab stod ham bi.

44. Efter denne Daad stege Didrik og Fasold paa deres Heste, men da de kom ud af Skoven, saae de en sælsom og underlig Hændelse: det var nemlig en stor og tyk flyvende Drage; den havde hvasse Klöer og före Been og et stort og skrækkeligt Hoved. Den foer næsten ved Jorden, og hvert Træ, som dens Klöer mödte, blev som det var hugget med det hvasseste Sværd. Den havde en Mand i Munden, og havde begyndt at sluge ham fra Födderne af, men han holdt med Hænderne i Kjæften, og Hoved og Skuldre stode ud af Munden, og Manden var endnu levende. Da nu denne Mand saae, hvor hine rede, raabte han: „Hörer, gode Kæmper! rider hid og frelser mig! denne store Djævel tog mig sovende af mit Skjold; om jeg havde været vaagen og beredt, da havde jeg vel varet mig.“ I Öieblikket sprang Didrik og Fasold af deres Heste, og hug begge paa eengang til Dragen. Didriks Sværd bed noget, men Fasolds intet. Skjöndt nu Dragen var baade stor og stærk, overgik det dog dens Kræfter, at bære saa tung en Mand i fuld Rustning, og den kunde derfor ikke hæve sig i Veiret og flyve, som om den var fri. Manden sagde nu til Fasold: „Jeg seer, den er saa haard i Huden, at dit Sværd ikke bider; tag derfor i Dyrets Kjæft et Sværd, som den svælgede tillige med mig, og venter jeg, at det bider, naar ellers en tapper Mand förer det.“ Da löb Fasold rask til, greb ind i Dyrets Kjæft, og tog der et meget hvast Sværd, hvormed han hug til Dragen. Dette Sværd bed hvadsomhelst det mödte saa let, som den skarpeste Haarkniv rager Skjægget. Det var af Farve grönt som Græs. Endnu sagde Manden: „Hugger varlig, thi mine Födder ere komne temmelig langt ind i Halsen.“ „Hugger nu haardt til, raske Kæmper!“ sagde han fremdeles, „thi nu klemmer Dragen mig med sine Kjæver saa, at Blodet löber mig ud af Munden og Næsen, og jeg veed neppe, hvordan dette gaaer til.“ Og nu hug den Ene efter den Anden, indtil Dragen var död. Manden kom nu ud af Munden og talte saa: „Himlens Gud hjælpe eder nu og stedse fremdeles, for at I have frelst mig af Döden; men der er dog een Bön, som jeg gjerne endnu önskede opfyldt af eder, om det lader sig gjöre; det er nemlig den, at I ville tillade mig at beholde mit Sværd.“ „Hvo er du, vakkre Mand!“ spurgte Didrik, „og af hvad Æt, [hvor er du födt] og hvorhen skal du fare.“ „Jeg hedder Sintram,“ svarede han, „og er en Sön af Hertug Reiginbald i Venedig, og der er jeg barnfödt, men jeg vil reise at besöge min Frænde Hildebrand og hans Fostersön Didrik af Bern; og nu har jeg redet ti Dage og ligesaa mange Nætter uden at hvile stort, og jeg var nu meget sövnig, da jeg havde lagt mig, og denne Drage tog mig sovende.“ „Velkommen, vakkre Mand!“ sagde Didrik „og faae skal du dit Sværd og Alt hvad du beder os om, thi i mig træffer du her Didrik af Bern, og skal du nu ride hjem med os og nyde god Modtagelse.“ De ledte dernæst efter hans Skjold og fandt det. To Dage derefter fandt Didrik Hesten i et Kastel, som hed Aldenflis, over hvilket herskede en Grev Lodvig. Grevens Folk havde fundet Hesten og fört den til ham, men nu lod Greven den udlevere til Didrik, som igjen gav Sintram den. De rede nu alle i Forening Veien fort til Bern, hvor der med megen Glæde og Lystighed blev taget imod Didrik og hans Stalbrödre.

---

Noter: