Didrik af Bern - Didriks Tilbagefærd
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Fornsvensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
|
Fire og tyvende Fortælling
368. Kong Didrik af Bern havde nu mistet mange dyrebare Mænd. Da taltes de begge ved, Kong Didrik og Mester Hildebrand. Kong Didrik begyndte: „Vistnok er det mig en stor Sorrig, at jeg har saalænge maattet undvære mit Rige, og at jeg har nu mistet alle mine Mænd. See nu her, hvorlunde mange af vore Venner ere dræbte; vor hin gode Ven Markgreven, Konning Gunnar af Niflungeland, Högne af Troja, som have været vore trofaste Venner; og det veed Gud, at heller vil jeg döe for mit Rige, end jeg skal opleve min Alderdom her i Huneland, og allerede altfor længe have vi tjent Konning Attila.“ „Herre!“ svarede da Hildebrand, „vi have været længe fra vort Rige og have mistet Meget, og deri vil jeg være enig med dig, hellere at döe i Ömlungeland end at henleve en uhæderlig Alderdom i Huneland.“ Derpaa sagde Kong Didrik: „Hvad har du nu spurgt om min Borg Bern? Hvo hersker over den?“ „Bestemt veed jeg ikke,“ svarede Hildebrand, „hvo der hersker over den, men det har jeg spurgt, at der skal herske en Hertug, som hedder Alibrand, som maa være min Sön, og tillige fortælles det, at han er en stor og drabelig Mand. Det kan hændes, at min Kone Oda har været frugtsommelig, da jeg drog bort fra Bern, og at han saa siden er föd.“ Da sagde Kong Didrik fremdeles: „Er din Sön Hertug over min Borg, da vil det være os en stor Lykke. Han vil modtage os vel, om han er os tro, som du har været.“ Hildebrand sagde da: „Herre! hvad Beslutning vil du i den Henseende tage?“ Herpaa tog Kong Didrik saaledes til Orde: „Ei kunne vi nu faae en Hær til at drage med os til Ömlungeland, saa öde her er blevet paa Folk, Konning Attila kan nu ikke give os sine Hövdinger til at indtage vort Rige. Jeg vil derfor drage lönligen til Ömlungeland, og gaaer det da saa vel, at jeg kommer der, skjöndt ei med flere Mænd end vi to tilsammen ere, vil jeg dog sværge paa, at jeg ei anden Gang kommer ud af Ömlungeland.“ Nu spurgte Hildebrand: „Skulle vi tale noget om dette for Konning Attila.“ „Dette har jeg nu saa fast besluttet,“ svarede Kong Didrik, „at jeg vil drage hjem, hvad enten Konning Attila tykkes vel eller ilde derom. Og derfor skal det holdes skjult for Konning Attila [og for enhver Anden, indtil vi ere reisefærdige].“
369. Og endnu sagde Kong Didrik: „Fru Herat skal fare med os, om hun vil, gak derfor hen og siig hende det!“ Hildebrand gjorde saa og sagde hende, hvad Kong Didrik havde besluttet. Fru Herat sagde, at hun vilde höre det af Kong Didrik selv; hvilket Hildebrand berettede Kongen, som nu selv gik til Fru Herat og sagde: „Vil du drage hjem med os til Ömlungeland, da jeg agter at vinde mit Rige tilbage? Mester Hildebrand fölger med mig. Jeg har nu været borte fra mit Rige i to og tredive Vintre.“ Da svarede Herat: „Herre! gjerne vil jeg dig fölge, og det vil vist Gud, at du faaer dit Rige. Der vil ingen Dag komme, paa hvilken jeg vil være saa glad, som naar du faaer din Herlighed tilbage.“ „Gjör dig da snart færdig,“ sagde Kongen, „i denne Aften skulle vi ride bort fra Susa.“ Hun svarede, at det saa skulde skee.
370. Og om Aftenen samme Dag havde Hildebrand sadlet deres [tre] Heste, og den fjerde Hest havde han læsset med deres Klæder og deres Guld og Sölv. Da de nu havde löftet Herat op paa hendes Hest og ligeledes Bylterne, sagde Hildebrand: „Mon du saaledes vil reise bort, Herre! uden först at tale med Konning Attila?“ Kong Didrik svarede: „Du og Herat skulle ride i Forveien ud at Borgen, men jeg vil gaae til Konning Attila.“ Kong Didrik gik da op i Kong Attilas Hal, hvori han sov, og sagde til Vagtmændene, at han vilde besöge Kongen. Vagtmændene lode Kong Didrik gaae hvor han vilde. Kong Didrik gik ind i Hallen, hvor Kong Attila sov, og vækkede ham. Da Kong Attila saae, at Kong Didrik var kommen eensom, sagde han: „Velkommen! Konning Didrik, kjære Ven! Hvad vil du, hvi kommer du eensom i Vaaben?“ Da svarede Kong Didrik: „Herre! gak eensom med mig til en Enetale!“ Kongen stod op og gjorde saa. Da sagde Kong Didrik: „Mægtige Herre Konning Attila! jeg kan sige dig en Tidende: jeg har mistet min Borg Bern og hele mit Rige, og det har nu mine Uvenner. Nu græmmer jeg mig saa meget derover, at jeg kan ei længer lade Sagerne saa staae; jeg vil drage hjem til Ömlungeland, og skal jeg da faae mit Rige igjen eller i andet Fald min Död.“ „Hvor ere dine Krigere,“ sagde Kong Attila, „og paa hvad Maade vil du vinde dit Rige, drag ei med Vanære her fra os, og hvorlunde har du lagt denne Plan?“ Kong Didrik svarede: „Jeg vil drage lönlig i mit Rige, og ingen Krigere har jeg til at tilbagevinde mit Land.“ Da sagde Kong Attila: „Min gode Ven, Konning Didrik! bliv endnu hellere hos os en Tid; men om du ei vil det, da vil jeg give dig Hunernes Hær til at vinde dit Rige.“ „Herre Konning Attila!“ svarede Didrik, „det gik som jeg ventede af eder, at I vilde behandle os ædelt. Gud lönne eder derfor, men eensom og lönlig vil jeg drage og Hildebrand med mig; ei vil jeg oftere ödelægge dine Mænd.“ Da gik Kong Attila ud med ham til Borgporten, og der skiltes de og kyssedes; og nu græd Kong Attila, og var meget ilde tilmode over, at han ikke skulde lade Kong Didrik drage bort fra sig med mere Hæder. Kong Didrik bad Kong Attila og hans Rige være i Guds Varetægt og sagde, at de endnu kunde træffes, og sprang dernæst paa Hestens Ryg, og de droge nu alle deres Vei. Mester Hildebrand red forud med Trodshesten. De dreiede ad den venstre Vei til Mundia, og vilde Kong Didrik fortsætte Reisen Nætter og Dage, og de kom ei til Folk og droge ikke til Borge.
371. En Nat kom de til Bakalar, og da sagde Kong Didrik, i det han vendte sin Hest [mod] Borgen: „Nu bedröver du mig, Bakalar! formedelst din Herre Markgreven. Da jeg havde mistet mit Rige for min Farbroder, da kom jeg her for Bakalar, og da kom imod mig Markgreven med sin Dronning Godelinda; hun gav mig en grön Krigsfane, som blev mange Mænd til Bane. Nu sörger jeg meget over min gode Ven Markgreven. Var han her endnu ilive, da drog jeg ikke saa fra denne Stad uden at besöge ham.“ Da svarede Hildebrand: „Vist sagde du sandt, at Markgreven var en brav Mand; det forsögte vi i Rusland, da jeg mistede min Hest, og han igjen hentede den til mig[1].“ Derpaa droge de frem ad Veien og rede, til de kom i Nærheden af Skoven Lutuvald[2], hvor de opholdt sig om Dagen, men Natten derefter rede de igjen videre.
372. Elsung Jarl hin Unge var draget over Rinen med sine Riddere, og nu udspeidede han, at Kong Didrik red der. Han mindede sig nu, at den gamle Samson og hans Sönner Ermenrik og Ditmar havde dræbt hans Frænde Elsung Jarl af Bern hin Gamle og hin Skjægside[3], og han syntes nu, at der var en god leilighed til at hevne dette, hvorfor han red om i Skoven og sögte efter dem. Da Solen var nærved at gaae ned om Aftenen, sagde Didrik, at de skulde gjöre sig færdige og ride deres Vei. Kong Didrik og Herat red ud foran, men Hildebrand bag efter med Trodshesten, og da han vendte sig om og saae tilbage, blev han vaer, at megen Stöv stod op fra Veien som af mange Heste. Han slog da Hesten og red efter Kong Didrik og sagde til ham: „Jeg seer en stor Stöv af Heste stige op af Veien, og deri sees favre Skjolde og hvide Brynjer, og de ride fast efter os.“ Da sagde Herat med grædende Taarer: „Jeg frygter, at det ere eders Uvenner.“ Nu vendte Kong Didrik sin Hest om, og löftede Hjelmen op og sagde: „Ja vistnok er det af Heste, den Stöv reiser sig fra Veien, og jeg skjelner endog væbnede Mænd, i hvo de saa ere, der her fare saa vældigen frem! Hvo troer du det er, Mester Hildebrand?“ „Ei venter jeg,“ svarede han, „her nogen Hövding, uden det skulde være Elsung, som er dragen over Rinen; og det mener jeg, at om det er ham, og han har spurgt om vor Færd, da kan det være, han vil træffe os.“ Da sagde Kong Didrik: „Ja! saa heftig ride disse Mænd til, som om de ville indhente os, men hvad skulle vi nu gjöre, enten undflye i Skoven og skjule os eller stige af vore Heste og værge os?“ Nu vendte Hildebrand atter sin Hest og tog sin Hjelm af Hovedet og saae hen, hvor disse Mænd rede og sagde: „Herre! der ride to og tredive Mænd; lader os stige af vore Heste og berede os. For dem ville vi ikke flye; det skal spörges i Huneland, at [nogle af] disse skulle falde under vore Hug, medens andre af dem forskrækkede undflye.“ Han sprang da af sin Hest, og ligesaa gjorde Kong Didrik, og de löftede Herat ned, spændte deres Hjelme fast og blottede deres Sværde. Da sagde Kong Didrik: „Vistnok er du en brav Mand, Hildebrand! Lykkelig er den, som har en saadan Svend paa sin ene Side, naar der skal strides. Fru Herat græd ei, vær munter, indtil du seer os faldne; men jeg haaber det vil gaae bedre!“
373. Nu kom Elsung Jarl til dem med sine Mænd, og ved Synet af Fru Herat sagde Junker Ömlung, der var Elsung Jarls Söstersön og en meget drabelig Mand: „Ville I overgive Kvinden, da skulle I beholde eders Liv.“ Da svarede Hildebrand: „I anden Hensigt drog hun fra Susa med Konning Didrik end for at fare med eder; og det ville vi ei.“ Da sagde een af Elsungs Mænd: „Aldrig hörte jeg en gammel Mand svare med större Dristighed og mere uforfærdet, [og tillige med saadan Hovmod].“ „Saa ung som du er,“ svarede derpaa Kong Didrik, „saa röber dog din uforstandige Tale mere Barnagtighed. Under Hæder og mandig Stordaad ere hans Haar blevne graae; drist du dig derfor ikke oftere til at holde dig op over hans Alderdom!“ Nu tog Ömlung til Orde: „Overgiver eders Vaaben og eders selv i vor Vold! og hvis du ei vil det, tager jeg med min Haand i dit Skjæg, saa at den störste Deel skal fölge bort med Haanden.“ „Lægger du Haand paa mit Skjæg,“ svarede Hildebrand, „da vil du fortryde det; thi da skal min Arm för briste sönder, end du atter skal faae Brug af din Haand. Men hvo er eders Hövding?“ Da svarede Ingram: „Hvor langt end dit Skjæg er, saa er du dog fattig i Kundskab, hvis ikke du kjender vor Jarl Elsung; men Daarer ere vi vistnok, at vi her saa længe stande stille for to Mænd, og lade dem vexle ligelig Ord med os;“ hvorpaa Ingram i Vrede trak sit Sværd, og hug til Hildebrand i hans Hjelmhat, saa Sværdet bed igjennem Hjelmhatten, men indenfor den var Kong Didriks Hjelm Hildegrim, og mod den maatte Hugget standse. Men Kong Didrik havde den Hjelm, som Sigurd Svend havde eiet. Da trak Mester Hildebrand sit Sværd Gram, som Sigurd Svend havde eiet og hug til Ingram i Hjelmen, saa at Hugget klövede Hovedet med samt [Bugen og] Brynjen, og Sværdet standsede i den forreste Sadelbue, men Ingram faldt död til Jorden. Nu blottede Kong Didrik Ekkisax, og gav det förste Slag til den forreste Ridder over Skuldren, saa at Armen flöi af tilligemed Siden, og han faldt död af Hesten; og det andet Slag gav han selve Jarlen under hans höire Arm, saa Hugget gik op igjennem Skuldren, og skar Armen af og traf ham paa Kinden saa at det sönderskar Kjævebenet med samt Kjævetænderne; og Jarlen faldt til venstre Side död af Hesten. Nu kom der en stor Rædsel over dem alle, og de önskede sig da hjemme i Babilon[4], men da blev der en haard Kamp, og i et Öieblik havde Kong Didrik [dræbt] syv Riddere, men Hildebrand havde dræbt ni.
374. Nu trængte den unge Ömlung ind paa Hildebrand og sloges med ham, medens alle, som endnu vare tilbage, flyede for Kong Didrik. Hildebrand gav Ömlung et Slag paa hans Hjelm, og for dette Slag faldt Ömlung, og Hildebrand ovenpaa ham og böd ham overgive sine Vaaben for at beholde Livet. Da svarede Ömlung: „Vistnok fortjente jeg ikke at leve, naar en saadan gammel Knark skal have overvundet mig, men dog vil jeg overgive mine Vaaben.“ Da böd Hildebrand ham staae op, og spurgte, hvo han var, og hvi disse Mænd havde stræbt dem efter Livet. Men Ömlung svarede, at Elsung Jarl vilde hevne sin Frænde Elsung Jarl, som Kong Samson, Kong Didriks Frænde, havde dræbt. Nu sagde Kong Didrik: „Gode Ven Ömlung! siig os, hvad Tidende du veed, og siden skal du og dine Ledsagere skjenkes Livet.“ [Da sagde Ömlung]: „Gode Herre Konning Didrik! jeg kan sige dig en vigtig Tidende om din Farbroder Konning Ermenrik, han har nu været syg en Tid af et Brok, han havde faaet, hvorved hans Tarme og Ister[5] vare sjunkne ned, og Sifka har givet det Raad, at man skulde gjöre et Snit og trække Isteren ud, sigende, at det da vilde blive bedre. Dette blev ogsaa gjort, men nu er det dobbelt saa slet med ham som tilforn, og nu vide vi ei, om Kongen lever eller ikke.“ Da loe Hildebrand og Didrik, og takkede ham meget for hans Tidende. Alle de Riddere, som vare undkomne ved Flugt, droge nu tilbage og fortalte, hvor de kom frem, at Elsung Jarl var död, og at faa af hans Mænd vare undkomne, og at dette havde to Mænd gjort, den ene var en gammel Mand og den anden en för Mand. Og disse Mænd droge over Rinen Veien frem til Babilon. Og da de kom til Staden, havde de denne omtalte Tidende at fortælle. Da spurgte Jarlens Raadgiver: „Hvo have vel gjort dette?“ Ridderne svarede: „To Mænd have gjort det. Den ene af dem var usædvanlig gammel, og ei indseer jeg, hvi den Djævel havde naaet saadan Alder. En Djævel var han vistnok, og han havde Fanden selv i sin Haand; hvorfor Intet kunde holde Stand imod ham. Hans graae Skjæg var saalangt, at det dækkede hans Bryst.“ [Imidlertid kom Ömlung hjem selv tolvte, og havde Jarlens Rustning med sig]. Nu stod selve Raadgiveren op, og mange Riddere fulgte ham og hilsede paa Ömlung, og kaldte det en stor Lykke, at han var kommen tilbage. De spurgte nu, hvo disse to Mænd vare, som havde stredet med ham, fornemmelig, hvo den gamle og skjægside var? „Denne hin Gamle, som I spörge om,“ svarede Ömlung, „er en brav Mand, som skjenkede mig Livet, da det stod i hans Magt at dræbe mig, det var Mester Hildebrand, og den förere Mand var Konning Didrik. Stædte i den yderste Nöd maatte de værge sig, og det gjorde de med saadan Mandhaftighed, at de, kun to, holdt Stand mod to og tredive, saa at vi mistede fjorten for deres drabelige Hug.“
Noter:
