Didrik af Bern - Didriks Tog til Bertangeland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Trettende Fortælling

Didriks Tog til Bertangeland


170. Alle disse nu nævnte og omtalte Mænd sade saaledes paa een Bænk ved dette Gjestebud, og det sagde Alle, at man neppe vilde see i een Hal anseligere eller stærkere og i alskens Færdigheder mere övede Mænd, end der vare komne. Nu skuede Kong Didrik til begge Sider og talte: „Megen vældig Styrke af dyrebare Helte er her kommen sammen i een Hal; hvo mon være saa djærv, at han tör binde an med os? See her sidde paa een Bænk tretten Mænd, som jeg venter ville, naar de komme i deres Vaaben og paa deres Heste, kunne ride i Fred al Verden rundt, saa at der aldrig vil findes saa mange Mænd, at de have Dristighed til at vende et Spyd imod dem; og om Nogen skulde være saa forvoven og uviis, at han ei kan reddes for vor store Styrke og Mod og vore de hvasse Spyd, de haarde Hjelme, de faste Skjolde, de stærke Brynjer, de hurtige Heste, der endog dræbe glubende Dyr, da er han selv ufornuftigviis Aarsag til sin Död.“


171. Hildebrand[1] tog Ordet og svarede paa hans Tale: „Hold op, Herre! med at tale Sligt,“ sagde han, „thi I veed ei hvad I siger, I er et Barn og taler af Overmod og Uforstand, naar I troer, at Ingen kan jævnes med eder eller med eders Mænd. Men jeg kan fortælle eder, at et Land hedder Bertangeland; derover hersker en Konning, som hedder Isung; han er den navnkundigste og störste af alle de Mænd, som vi have hört tale om. Han har elleve Sönner, og enhver af disse giver sin Fader intet efter. Og han har en Bannerförer, ved Navn Sigurd, Konning Sigmunds Sön, der er den störste af Mænd, og den færdigste i alle de Dele, som udfordres for den Mand, som skal være Kæmpe, og saa stærk er han, at han snart vil kunne binde enhver af os, som kommer til ham. Han har en fortræffelig Hest, som hedder Grane, og hans Sværd, som kaldes Gram, er det bedste at alle Vaaben til at sönderhugge Hjelme, klöve Skjolde, og splintre Menneskebeen. Til dette Sværd svare ogsaa hans övrige Vaaben; og det venter jeg, at, kommer I der, da vil I, för I kommer hjem igjen, sande, at I kom aldrig för i saadan Livsfare.“


172. Da svarede Kong Didrik at Bern med megen Vrede: „Ifölge det du nu har sagt om Konning Isung og hans Sönner og denne hin store Sigurd, da skal du strax staae op fra dette Bord, og væbne dig saa godt som du formaaer, stig saa paa din Hest og tag mit Banner, og ingen af os, hverken jeg eller nogen af mine elleve dyrebare Mænd, vil længe dvæle med at fölge dig paa Reisen til Bertangeland; og för jeg igjen lægger mit Hoved til Hvile i Bern, skal jeg vide, hvad disse Mænd, du nys omtalte, formaae i Kamp, om de skulle kunne overvinde mig eller jeg og mine Mænd dem.“


173. Hildebrand tog da sine Vaaben, og beredte sig paa det hurtigste. Han iförte sig sin Ridderdragt, og bar i Haanden Kong Didriks Banner. Da nu ogsaa Didrik og hans Stalbrödre vare komne paa deres Heste med alle deres bedste Rustninger og Vaaben, da red Hildebrand ud af Bern, og næst efter ham Kong Didrik og saa den ene efter den anden af hans Stalbrödre, og de toge den Vei, som Kong Didrik havde besluttet. De rede nu lange Veie og ukjendte Stier, gjennem frygtelig store Skove og ubeboede Egne, men længe ogsaa i bebygget Land, men hvor dog hverken Kong Didrik eller hans Mænd för havde været.


174. Nu kom de til en Skov, gjennem hvilken deres Vei faldt; da dreiede Hildebrand sin Hest tilbage imod Kongen og talte: „Herre!“ sagde han, „her er en Skov, som hedder Bertangeskov. I denne Skov er en Rise, som hedder Edgeir, Konning Nordians Sön[2]; han er her til Landeværn i Skoven, og om du agter at komme til Bertangeland, da maa du her ride gjennem denne Skov, thi ellers kan du ikke komme derhen; men denne Rise er saa stærk, at jeg ikke kjender hans Lige; rid derfor frem i Skoven enhver af eder, der har Lyst, men jeg kommer ikke længere.“ Da svarede Vidga: „Hvis saa er som I siger, Hildebrand! da skal Kongen og I alle tilsammen holde stille med eders Heste, og skal jeg ene ride frem i Skoven, og skulle vi tales lidt ved, Risen og jeg. Og kan være, hvis jeg beder ham derom, at jeg udvirker [os] Lov til at ride igjennem; [mig er sagt, at vi skulle være i Slægtskab sammen, og det er mueligt, at han lader det komme os tilgode], men hvis han ikke vil, da bærer min Hest mig om föie Stund tilbage til eder.“


[175. Vidga og Edgeir Rise vare i nært Slægtskab, endskjöndt de ikke agtede det stort. Vidga var en Sön af Velent, som Væringerne for hans Konstfærdigheds Skyld kaldte Völund; men Velent var Vade Rises Sön, men Vade Rise var Kong Vilkinus's og en Havfrues Sön, som för er fortalt[3]. Kong Vilkinus havde ved sin egen Kone en anden Sön, der hed Nordian. Han var vel Konge, men ikke saa mægtig, som hans Fader för ham havde været. Men Nordian efterlod sig fire Sönner, som vare store og stærke Riser; den ene af dem hed Aventrod, den anden Vidolf Mittumstang, og det var den tredie, ved Navn Edgeir Rise, som laae i Skoven og nu blev omtalt; Kong Nordians fjerde Sön var Aspilian; han var Konge og lignede andre Mennesker. Paa den Maade vare Vidga og Edgeir Rise i Slægtskab].


176. Vidga red nu frem i Skoven, og da han havde redet en Stund, saae han en meget stor Mand ligge og sove foran sig; han havde en lang og tyk Bug, og hans Ansigt var saa stort, at der var en Alen mellem hans Öine, og i Forhold dertil var hele hans Væxt, og ei manglede han Barskhed; og saa stærkt aandede han, at Grenene paa Træerne derved bevægede sig. Vidga steg nu af sin Hest, gik til Risen og blottede sit Sværd Mimmung, stödte til ham med sin Fod og sagde: „Stat op Rise og værg dig! Her er kommen den Mand, som tragter dig efter Livet, [og ei bör det sig, at den sover, hvem en mægtig Hövding har sat til Værn for Landet].“ Da vaagnede Risen, skottede til ham og saae, at der var kommen en Mand, men derfor frygtede han ikke: „Hvad Mand er du?“ spurgte Risen, „og hvi vækker du mig? vogt dig, og far din Vei bort! thi jeg gider ikke strække mine Been for din Skyld eller staae op og dræbe dig;“ hvorpaa han igjen lagde sig til at sove. Da stödte Vidga anden Gang sin Fod mod Risens Bryst saa haardt, at Ribbenene gik ind, og sagde derhos: „Stat op Rise og værg dig; thi her er kommen din Banemand!“ Da sprang Risen paa det hurtigste op, og var nu meget vred, og greb sin Stang og svang den mod Vidga. Men da han saae, hvor haardt denne Stang blev svungen og hvor tung den var, da sögte han at undgaae Slaget, men Risen slog Stangen mod Jorden, saa at den ene Ende blev siddende fast mellem to Stene. Didrik og hans Stalbrödre hörte nu, hvor haardt Stangen faldt ned, thi der gik et stort Gny af dette Slag. Da sagde Hildebrand: „Der monne vi höre Vidgas Banehug og har Risen nu vist dræbt ham, thi lader os ride paa det ilsomste bort, og om vi ei gjöre det, da bliver det vor Bane.“ Derpaa tog Risen en Hellebarde og skjöd den mod Vidga, men i det samme löb Vidga mod Risen, og Hellebarden flöi over ham og saa dybt i Jorden, at der ikke ragede noget frem af den, og Risen den Gang skjöd feil af Vidga. Derpaa hug Vidga Risen over Laaret, saa at Kjödet gik af Benet ligened til Knæet og saa meget skar han den Gang af hans Laar, at ingen Hest kunde bære mere, og han hug nu det ene vældige Hug efter det andet; indtil Risen faldt, efter at have faaet mange frygtelige Saar, og da nu Risen ikke havde Vaaben at værge sig med, og han vidste, at han havde faaet Banesaar, lod han sig falde til Jorden, fordi han tænkte, at Vidga skulde komme under ham, og at han paa den Maade kunde dræbe ham. Men Vidga sprang bag ud imellem hans Been, i det han beredte sig til at falde, og saaledes frelste Vidga sit Liv. Dette store Drön, hvorved hele Jorden skjalv, hörte nu Vidgas Stalbrödre og sagde: „Nu maa Risen ganske vist have dræbt Vidga;“ dog sagde Nogle, at det og kunde hændes, at Vidga havde faaet Seier, og at Risen var falden. „Hvormed vil du löse dit Hoved?“ spurgte imidlertid Vidga Risen, „thi jeg hugger det nu ellers af.“ „Gode Herre!“ svarede Risen, „dræb mig ikke, thi jeg vil löse mit Liv, ved at vise dig hen til et Sted, hvor der er saa meget Guld og andre Kostbarheder, at aldrig kom Mere sammen paa eet Sted, og alt dette kan du tilegne dig, om du vil.“ „Ja!“ svarede Vidga, „hvis du vil skaffe mig det som du siger, da stat op og fölg mig did!“ Da stod Risen op, og de gik hen i Skoven, indtil en Steen stod for dem, og om denne Steen var slaaet en Jernring. „Tag denne Steen bort!“ sagde Risen, „derunder vil du finde de Eiendele, hvorom jeg fortalte dig.“ Vidga greb i Stenen med begge sine Hænder af alle Kræfter, men den rokkedes ikke af Stedet. Da sagde Vidga til Risen: „Om du vil beholde dit Liv, tag da denne Steen bort, som du selv har nedlagt, thi i andet Fald undlader jeg ikke at afhugge dit Hoved.“ Da tog Risen heel nödig fat, og med sin ene Haand trak han Stenen tilside. Og under denne samme Steen var en Jerndör, som Risen lukkede op, og derunder var en underjordisk Bygning. „Tag nu, vakkre Helt!“ sagde Risen, „det Gods, hvorom jeg fortalte dig, thi nu ligger Stenen dig ikke i Veien.“ Nu indsaae Vidga nok, at om han gik ned i Hulen, da vilde Risen lukke Dören i efter ham og lægge Stenen over, og da kunde han vente, at han aldrig slap derud af igjen; derfor sagde han til Risen: „Gak du ned i Hulen og viis mig dette Gods!“ Da steg Risen ned i Hulen, men i det samme svang Vidga sit Sværd med begge Hænder og hug Risen over Halsen, saa at Hugget tog Hovedet af, og Risen faldt.


177. Derpaa tog Vidga og skar hans Tunge ud af Hovedet, overstænkede sig heelt med Risens Blod, gik siden til sin Hest og gjorde den overalt blodig, men Risens Tunge bandt han ved Hestens Hale, thi han vilde have den til et Tegn paa, at han ei löi. Dernæst svang han sig paa sin Hest, og red saa hurtig han kunde til sine Stalbrödre. Han holdt nu sit Sværd i Veiret, og raabte saa höit han kunde og sagde: „Undflyer, undflyer, gode Venner! thi Risen har givet mig Banesaar, og det samme venter eder, om I ikke stræbe at komme bort.“ Da de hörte dette, bleve de forskrækkede, og hver ilte afsted saa hurtigt han kunde, undtagen alene Didrik, som vendte sin Hest mod Vidga, red haardt og dristigt frem, og sagde: „Gode Stalbroder Vidga! lader os vende begge tilbage og ihukomme hvad vi have talt, at ei skulde vi flye, om vi end see vor visse Död for os, og det har vel ingen Nöd, naar vi fölges ad.“ Men da de kom til hinanden, fortalte Vidga ham alt hvad der var skeet, og tyktes [Kongen], at Vidga havde forsögt sig vel, som man kunde vente. Men siden efter mærkede Kong Gunnar og de andre Stalbrödre, at Didrik og Vidga vare langt borte, og at der var ingen saadan Mand, som kunde gjöre dem Skade, og da indsaae de, at Vidga havde holdt dem for Nar og haanligen spottet dem, og de vendte nu tilbage til dem, og vare ilde tilfreds over deres Færd. Da talte Vidga til Kong Gunnar og alle Stalbrödrene: „Gode Venner!“ sagde han, „derom beder jeg eder, at I ikke derfor miskjende eller hade mig, fordi jeg för ei talte Sandhed til eder, thi jeg veed ret vel, at, skjöndt dette er hændet eder, findes der dog i eders Flok mangen tapper Mand, der i Heltedaad ei er ringere end jeg. Jeg tilbyder eder endvidere med Guld og mange Slags Klenodier at böde for, hvad jeg för gjorde ilde.“ [Alle svarede eenstemmigen]: „Vi ere endog villigere til at tilgive dig, end du vil det have, og give Gud, at vi aldrig mere faae saadan Vanære, hvortil Skylden ei er din, men som vi snarere selv have voldt os.“ Nu rede de alle sammen og saae efter, hvor langt Stangen var gaaet ned i Jorden, da Risen slog, og efter Stedet, hvor Spydet havde gaaet, men det var ganske sjunket. Dernæst gik de hen, hvor Jordhulen var og Risen var falden, og der fandt de en stor Mængde Guld og Sölv og mange Slags Klenodier; thi derhen var hele Kong Isungs Formue bragt, ligesom og det Gods, som Edgeir Rise havde havt [med sig fra Danmark]. „Det er mit Raad,“ sagde Didrik til Vidga, „at vi lade disse store Eiendomme forblive her og ikke bære bort herfra saa meget som en Penning er værd; thi nu vil jeg drage til Kong Isung og slaaes med ham; faae vi da Seier, da kunne vi vel tage dette [liggende] Fæ, og gjöre af det, hvad vi ville; men om vi faae Useier, da tykkes det mig upassende, at det skal siges, at vi toge hans Gods og vare dog de tabende i Skiftet. Men hvis det hændes, at vi skilles som gode Venner, da dele vi dette Gods mellem os.“ Nu svarede Vidga, og bad Kongen raade for dette som for alt Andet; og saa skete. De kom siden ud af Skoven og saae et Fjeld og oppe derpaa en stor og skjön Borg. Nu slog Kong Didrik sit Telt paa en faver Slette under Fjeldet og leirede sig der.


178. Som nu Kong Isung og hans Sönner en Dag sade i deres Kastel og vare alle glade, kom Sigurd Svend til dem og talte til Kong Isung: „Herre!“ sagde han, „jeg saae en Tildragelse, som mig tykkes ikke liden; jeg saae reist et Telt foran din Borg, og dette Telt var gjort paa anden Maade, end jeg forhen har seet, thi frem af Midten paa Teltet var reist et Fortelt af röd Farve, og deri var en Stang med en Guldknap paa, og bag ved var et tredie Telt af grön Farve, og deri en Stang og en tredie Guldknap; og endnu saae jeg paa höire Side et guldindvævet Telt, hvori fandtes en forgyldt Stang, udsiret med en Guldknap; og paa venstre Side saae jeg et hvidt Telt, og deri en Stang med Knap, alt forgyldt, og det venter jeg, at Ingen skal have seet anseligere Telt, thi foran paa dette Telt hang tretten Skjolde: paa det yderste Skjold var mærket en Hest og en Björn, og det troer jeg (sagde han), at der har jeg seet Heimers Skjold; og paa det næste var med Guld mærket en Hög og to Fugle foran den, og dette Mærke venter jeg, at een af mine Frænder eie, thi saa er Hornboge Jarls Skjold; og paa det tredie Skjold var med Guld mærket en Hög, og saa er hans Sön Ömlungs Skjold; paa det fjerde Skjold var Hammer og Tang og Ambolt, og det var et stort skjold, det er vel Vidgas; paa det femte Skjold var med Guld mærket en Löve, det maa være Konning Didriks Skjold, thi denne Löve bar en Guldkrone; paa det sjette Skjold var en Örn med Krone, saa er Konning Gunnars Skjold; og det syvende havde samme Mærke, dog uden Krone, saa er Högnes Skjold; paa det ottende Skjold var der Noget ligesom Ild elle Lue, saa er Herbrands Skjold; [paa det niende var mærket en Löve uden Krone, og saa er Fasolds Skjold]; paa det tiende Skjold var mærket en Drage, saadant Mærke eier Sintram; paa det ellevte Skjold var mærket en Borg, malet efter Bern, saa er Hildebrands Skjold; paa det tolvte Skjold var mærket en Galt, saaledes fortælles Vildifers at være; [og nu endelig] paa det trettende Skjold var mærket en Elefant, saa fortælles om Ditlev Danskes Skjold, fordi Sigurd Græker hin Gamle red paa en Elefant, da han sloges med Ditlev. Men heraf tykkes jeg vide (siger Sigurd), at der maa være komne nogle udenlandske Kæmper i vort Land, hvorfra de end ere og hvad Ærende de saa have. Og jeg vil ride til dem, for at jeg kan faae Vished om, hvo de ere, som stille sig saa mandige an, og ere saa dristige, uden eders Samtykke og Tilladelse at betræde eders Land; Herre!“ „Jeg vil sende en Tjener til disse Mænd,“ svarede Kongen, „at bringe dem det Bud, at, hvis de vill beholde deres Liv, skulle de sende os den Skat, som vor Lov byder, og saa kan denne Tjener tillige spörge dem, hvo de ere eller hvor de ere födte og hvorhen de ville fare, eller hvad deres Ærende er, andet end yde os Skat og adlyde os.“ „Den Tjener, som du vil sende,“ svarede Sigurd, „skal ei være anden end jeg.“


179. Derpaa tog Sigurd slette Klæder og en ussel Hest, og red nu uden noget Skjold ud af Borgen og ned af Fjeldet, og da han kom til Kong Didriks Telt, steg han af sin Hest, og gik ind i Teltet og talte saa: „Hil være eder, gode Helte! ved Navn skulde jeg hilse eder, om jeg vidste eders Navne.“ De svarede ham paa samme Maade, og böde ham velkommen. Da tog Sigurd Svend til Orde: „Konning Isung, [min] Herre, sender mig hid med det Ærende, at jeg skal modtage Skat af eder, som Loven her byder. Den Skat kunne I nu erlægge, om I ville, dog! nægte I Kongen den, da maa I vide, at der vil kun gaae föie Tid, inden I alle miste Livet med hvadsomhelst I eie.“ Nu svarede Kong Didrik: „Vi gjorde vor Færd til dette Land i anden Hensigt end at yde Skat. Tværtimod er vort Ærende dette, som du nu kan overbringe til din Herre, at jeg vil byde ham til Kamp, saa at han maa möde mig med ligesaa mange Mænd, som jeg har med mig, paa det at han, för vi skilles, skal kunne skjönne, hvilke Helte der have besögt ham.“ „Med eders Tilladelse vil jeg nu spörge,“ svarede Sigurd Svend, „hvad er eders Hövdings Navn, og fra hvad Land ere I komne? thi det gjöre I, hvad aldrig för er gjort, at byde Konning Isung og hans Mænd ud til Kamp, eller have I maaskee ikke hört sagt om ham, hvad Mand han er, og hvilke Sönner han har. Men det venter jeg, at han ei vil undslaae sig for at stride med eder, hvad Mænd I saa end ere.“ „Hvad enten du nu kjender eller ikke kjender nogen af disse Mænd,“ svarede Vidga, „vil jeg ikke fordölge, at over dem raader Didrik, Konning af Bern, og at her end er en enden Konning, som hedder Konning Gunnar, og end ere her flere dugelige Mænd, skjöndt vi kun nævne disse; men mener du, at Konning Isung, og Sigurd Svend virkelig driste sig til at stride med os og ikke hellere ville give tabt?“ „Det venter jeg,“ svarede Sigurd, „at ei monne Konning Isung eller Sigurd Svend flye for eder uden Pröve i deres eget Land, om end Didrik af Bern er kommen her med sine Mænd; men i hvordan det end gaaer, haaber jeg dog, at I ikke bryde Kongens Lov, men sende ham Skat, og I kunne vel til hans og eders Hæder sende ham Noget, som det kan være ham en Ære at modtage og eder ingen Skade at miste.“ Da svarede Kong Didrik: „Efterdi du udförer hans Ærende med megen Anstand og Höflighed, skal jeg vist nok skikke ham en saadan Sending, som det anstaaer ham at modtage.“ „Hvad skulle vi da sende Kongen?“ sagde han, derpaa til sine Mænd, „som det kan anstaae ham at modtage: vi ville sende ham en Hest og et Skjold, og kaste Lod om, hvo af os der skal sende Kongen sin Hest og sit Skjold i Gave.“ Saa gjorde de da; der blev kastet Lod, og Loddet traf Hornboge Jarls Sön Ömlung. Man tog altsaa hans Hest og Skjold, og Kong Didrik sendte begge disse Dele til Kong [Isung], og dermed red Sigurd bort.


180. Ömlung syntes nu meget ilde om, at han havde mistet sin Hest, og havde hellere seet, at han havde mistet store Eiendomme hjemme, og vilde aldeles ikke lade det blive derved, men gik til sin Fader og bad ham laane ham sin Hest, [da han vilde söge at faae sin tilbage, men Jarlen vilde ikke, at han skulde ride efter den. Da gik Ömlung til Vidga, og bad ham laane ham sin Hest]. Men Vidga sagde: „Det aner mig, at du ei faaer din Hest af denne Mand, hvis han er den, som jeg troer, og om du da ei faaer din Hest og jeg desuden mister min, hvad har jeg da?“ „Hvis jeg mister din Hest,“ svarede Ömlung, „da skal du have hele mit Rige, men det er de tolv bedste Borge i Ömlungeland[4]; dem gav min Fader mig, og du skal være hans Arving ligesaafuldt som jeg er det nu, hvis jeg ei skaffer dig din Hest tilbage. Faaer du derimod Hesten, da beholder jeg selv min Eiendom, thi jeg vil eet af to, enten hente min Hest eller min Bane.“ „Paa det Vilkaar,“ svarede Vidga, „skal du faae min Hest, thi du vover mest i denne Færd.“ Derpaa steg Ömlung op paa Skemmings Ryg, og red nu saa stærkt han kunde, indtil han indhentede Sigurd tæt ved Borgen, hvor der stod et Lindetræ. Nu raabte Ömlung paa Manden og bad ham bie. Saa gjorde han. Da sagde Ömlung: „Stig af den Hest, som du rider! for jeg vil ei miste min Hest, thi jeg har lang Vei hjem at ride.“ Da svarede Sigurd: „[Hvad Mand er du, at] du saa dristig tör gjöre Fordring paa denne Hest! dog hvo du end er, venter jeg, at den aldrig bliver din, hvad enten du saa för har eiet den eller ikke.“ „Staa af Hesten!“ blev Ömlung ved, „og gjör du ei saa, da skal det koste dig dit Liv og din Hest til.“ Sigurd [formodede] nu, at denne Mand maatte være Hornboge Jarls Sön og hans Frænde, og sagde derfor: „Jeg seer nu klart, at du vil slaaes med mig om denne Hest; men det kan maaskee hænde sig, at du her træffer den Mand, der om en föie Stund selv vil byde dig til Strid, om du nu ei slaaes, og er det nu mit Raad, at vi paa en anden Maade forsöge imellem os, om du skal have denne Hest eller selv maaskee miste den du sidder paa. Vend nu dit Spydskaft og rid ind paa mig, og jeg vil holde stille for dig; og hvis du da stöder mig af min Hest, tag den da og nyt den vel; hvis jeg derimod holder mig imod dit Angreb, da vil jeg forsöge at ride mod dig med mit Skaft, og denne Leg ville vi ikke standse, för een af os har mistet sin Hest.“ Dermed var Ömlung vel tilfreds og vilde lade det saa skee.


181. Nu red Ömlung mod Sigurd og slog Skemming haardt med Sporerne, og stödte sit Spydskaft saa haardt mod Sigurds Skjold, at Sigurds Hest segnede ned paa Bagbenene, men selv sad han rolig i Sadlen; og med det samme gik Spydskaftet i Stykker. „Det var mandigen redet af en ung Mand,“ sagde Sigurd, „og det kan hændes, at du eier Frænder i din Æt, som vel maae have lært dig saadant Ridderskab. Staa nu af din Hest, gjord Sadlen fast, og bered den saavelsom dig selv paa, det bedste, stig da op paa den igjen og hold saa for mig, som jeg holdt for dig, og vær beredt paa, at alt dette er fornödent, om du ei skal miste din Hest!“ Saa gjorde nu Ömlung. Da slog Sigurd sin Hest med Sporerne, og satte sit tykke Spydskaft midt paa Ömlungs Skjold saa haardt og stærkt, at han ved dette samme Stöd förte Ömlung bag af Hesten ni Fod bort. Nu tog Sigurd i Hestens Tömme, og sagde: „Du gode Svend! nu har du ei den Hest, som du red efter, og mistet har du desuden en anden, som jeg troer maae have kostet dig saare meget, hvis det er saa som det mig aner, at du har mistet Skemming, Vidgas Hest; og det aner mig, at store Löfter har du maattet gjöre ham, för du fik den, og du vil dog desuden have Utak af ham, fordi du mistede den; saa at det vist havde været bedre, at du havde holdt dig stille.“ „Saa maa de Mænd synes,“ svarede Ömlung, „som ikke besidde synderligt Mod, men det kan endnu blive godt med vor Sag, uagtet dette nu ei er gaaet saavel af.“ Da sagde Sigurd: „Hvad vil du give til, at du nu faaer din Hest og desuden den, som du mistede?“ Ömlung svarede: „Dertil vil jeg gjöre alt hvad jeg formaaer, og hvad ikke er mig eller min Æt til Skamme.“ „För vi kom sammen,“ sagde Sigurd, „spurgte jeg dig om dit Navn og om din Æt, men du var saa stolt, at du vilde det ikke sige; nu skal du sige begge Dele, om du vil have begge dine Heste.“ „Eftersom jeg för skjulte mit Navn,“ svarede Ömlung, „da jeg havde min Hest, saa ville mine Ætmænd og Stalbrödre sige, at jeg nu havde sagt min Æt af Frygt. Nu vil jeg vist ikke vinde min Hest, uagtet hele mit Rige staaer i Pant for den, naar jeg derfor skal taale Skam og ond Omtale.“ Da sagde Sigurd: „Jeg vil ikke spörge om dette, for at gjöre dig Vanære, men snarere vil jeg endda takke dig derfor; thi hvis det er saa, som mig aner, at du er min Frænde, Hornboge Jarls Sön, da vil jeg heller gjöre dig Ære end Vanære. Og nu vil jeg först sige dig mit Navn, at jeg hedder Sigurd Svend.“ Derpaa svarede Ömlung: „Skjöndt du nu sagde mig dit Navn först, uden at nogen Nöd tvang dig dertil, saa vil jeg dog ei sige dig mit Navn, uden du kalder Gud til Vidne paa, at jeg aldrig skal faae Skam deraf.“ „Derpaa giver jeg dig mit visse Löfte,“ sagde Sigurd Svend; Da svarede Ömlung: „Mit Navn er Ömlung, som du gjettede, [og jeg er Hornboge Jarls Sön], og vist nok ere vi Frænder.“ „Nu gjorde du vel i,“ sagde Sigurd, „at du ikke længer skjulte vort Slægtskab, at du var min Frænde, og skal jeg nu mage det saa, at du skal faae Ære og ei Vanære heraf.“ Derpaa sprang Sigurd af Hesten og sagde: „Gode Frænde! tag der nu din Hest og dem begge, og rid hjem til Teltene; og der skal du sige, at du tog denne Hest fra mig imod min Villie, og för du rider bort, skal du binde mig ved denne Lind, og du skal före mit skjold og mit Spyd bort med dig.“ Saa skete nu, og Ömlung red derpaa tilbage med begge sine Heste og brystede sig meget.


182. Didrik og Vidga stode ude og saae Ömlung komme ridende. „Der rider vor Stalbroder Ömlung,“ sagde Vidga, „og har nu faaet sin Hest, og det vil jeg vedde om, at hvis det var Sigurd Svend, der var her, ligesom vi troede, da har Ömlung maattet byde ham Gaver for Hesten og forud sagt ham deres Slægtskab, og snarere tiltalt ham med Ydmyghed, thi aldrig havde han ellers faaet den.“ Da svarede Didrik: „Ei venter jeg, at han har faaet den Hest eller noget Andet, af Sigurd Svend uden hans Villie, men det kan hændes, at det har været en anden Mand, og da kunde han vel faae, hvad han vilde.“ Ömlung red nu til Teltet og kom til sin Fader og sine övrige Stalbrödre. De böde ham velkommen, og spurgte, hvorledes han havde faaet sin Hest. „Da jeg kom didhen paa Fjeldskraaningen,“ svarede Ömlung, „traf jeg der for mig den Mand, der red bort med min Hest, og da red jeg imod ham saa stærkt som jeg kunde, og stödte mit Spyd mod hans Skjold, og her kunne I see [Mærke paa] Skjoldet, men Spydskaftet gik i Stykker, og jeg stödte ham af hans Hest og slog ham med Stumperne af Spydskaftet; og saa skiltes jeg ved ham, at jeg bandt ham ved et Lindetræ, og dertil brugte jeg hans Belte og Remmen af hans Skjold, og desuden maatte jeg afskjære mit Sværdebelte, för han var saa fast bunden; som jeg önskede, og der staaer han end; og det venter jeg, at han ikke löser sig selv.“ Da sagde Alle, at han havde hentet sin Hest mandigen og takkede ham derfor. „Jeg vil dog ride hen,“ svarede Vidga, „hvor Ömlunge sagde, at han havde bundet denne Mand. Og om det er Sigurd Svend, som jeg troer, da er dette gjort med Svig, og træffer jeg ham ved Træet, skulle vi ikke skilles ad, för jeg veed, om det er Sigurd Svend, eller en anden Mand.“ Dermed var Kongen vel tilfreds. Vidga sprang da paa Hesten, og sagde: „Det er megen Skam, om Manden skal der staae bunden uden at kunne löse sig. Nu skal jeg tilvisse löse ham;“ Og han red iilsomt afsted. Sigurd Svend blev nu vaer, at der kom en Mand ridende, og sled da alle sine Baand af sig, löb hurtig op paa Bjerget[5] og vilde ikke give sig i Kast med denne Mand. Vidga red lige hen til det samme Træ, og saa Baandene sledne i Stykker og Stumperne af Spydskaftet. Han red dernæst hjem, og troede, at det var, som Ömlung havde sagt, [og fortalte det til sine Stalbrödre].


183. Sigurd kom nu op i Borgen til Kong Isung; og fortalte ham sin Færd og tog til Orde paa denne Maade: „Jeg kom til dette anselige Telt, hvorom jeg fortalte dig, og der traf jeg tretten Mænd, som toge sig heelt drabelig ud, og hvis Hövding er Didrik af Bern, og med ham fölge hans navnkundige Kæmper, hvorom vi ofte have hört tale. Nu maa vi tage os i Agt, thi Konning Didrik byder dig og andre tolv Mænd med dig ud til en Enekamp. Og han sendte dig som Vennegave Hest og Skjold, men disse Ting gav jeg til een af mine Venner, som jeg traf paa min Vei.“ „Om han byder mig ud til Kamp,“ svarede Kong Isung, „da skal jeg være villig til at tilstaae ham den, og dermed skal jeg ikke dvæle.“


184. Om Morgenen den næste Dag tog Kong Isung alle sine bedste Vaaben, og paa samme Maade rustede hans elleve Sönner sig med deres Vaaben; ogsaa Sigurd iförte sig hele sin Rustning og holdt Kong Isungs Banner i sin Haand, og de rede nu alle sammen ud af Borgen. Disse havde alle favre Skjolde, Brynjer hvide som Sölv, og Hjelme blanke som Glas, og de vare gjordede med skarpeggede Sværde; de havde faste Spydskafter og hvasse Glavind, store og velbrynjede og raske Heste; selv vare de alle velvoxne og fulde af Mod. De rede nu ligetil Kong Didriks Telt. Saa talte da Kong Isung: „Om Konning Didrik er saa tapper en Helt, at han har udbudet os og vore Mænd til Enekamp, da stande han op og væbne sig og komme imod os tretten Mænd med sine tretten Mænd, og da ville vi forsöge vort Mod og vor Tapperhed; thi det skal være slemt for ham at höre det Ord, som skal vorde sagt, för vi ride hjem, om han nu ræddes og tör ikke slaaes.“ „Ei maa I være uvidende om,“ svarede Kong Didrik, „at vi komme derfor her og have faret en lang Vei og udstaaet mange Farer, för vi naaede Maalet, fordi vi sikkert ville have Vort Ærende udfört, för vi igjen drage hjem, og dette vort Ærende er, at vide, hvo af os, der eie de bedste Sværde eller stærkeste Skjolde, den störste Styrke og Tapperhed.“ Da steg Kong Isung og hans Mænd af Hestenes Rygge, men Didrik og hans Mænd væbnede sig, og skulde to Mænd stride ad Gangen, og den ene skulde ikke hjælpe den anden, og de skulde ikke slaaes til Hest. Mod Kong Didrik skulde Sigurd Svend stride, men imod Kong Isung Kong Gunnar, imod Vidga den ældste Kongesön, thi han var den stærkeste af dem alle, og saaledes Mand imod Mand.


185. Det fortælles nu, at den förste Kamp begyndte med at Heimer stred mod den förste[6] Kongesön, og han var stor og berömt. De kæmpede begge vel og tappert, og da de havde stredet en Stund, tyktes Kongesönnen ilde om, at han ikke kunde overvinde denne ene Mand, som var sat imod ham, og han blev nu meget vred, og kastede sit Skjold fra sig, og fattede sit Sværd med begge Hænder og hug til Heimer i hans Hjelm, saa at han faldt til Jorden; derpaa kastede Kongesönnen sig ned paa ham og sagde: „Dersom du vil beholde dit Liv, lig da rolig, og jeg vil binde dig.“ Men dette vilde Heimer tilvisse ikke, men brödes med ham af alle Kræfter, men Kongesönnen slog ham med den knyttede Næve paa Öret, og Hjelmen bugnede ind imod Hovedet, og Blod gik ud af Næsen paa Heimer, saa at han næsten ikke vidste til sig selv. Og i det samme bandt han hans Hænder og Födder. Derpaa tog Kongesönnen sit Spydskaft, stak det langt ned i Jorden og bandt Heimer derved. Derefter gik han tilbage til Sine, og böd en anden af Didriks Mænd at komme frem, men sagde, at han nu vilde sætte sig til Ro efter vel udfört Syssel.


186. Nu gik Didriks Bannerförer Herbrand frem og mod ham den anden Kongesön, og de begyndte deres Enekamp. De kæmpede lang Tid, og ingen af dem sparede sin Modstanders Vaaben, og dette Skifte skiltes paa den Maade, at Herbrand fik to store Saar, og ved dette forlöb Blodet ham, og han blev mödig og tabte saa mange af sine Kræfter, at han i eet Hug faldt til Jorden. Da opgav han sine Vaaben, og dernæst blev han bunden ligesom hin. Men Kongesönnen gik til Sine, og vilde nu overlade en Anden Kamppladsen.


187. Da fremtraadte Vildifer, og mod ham den tredie Kongesön. De begyndte deres Kamp, og den var meget haard og særdeles heftig og langvarig. I deres Skifte saae man uddeles mange store og vældige Hug, saa at deres Vaaben bleve meget ilde tilredte. Fem store Saar havde saaledes Kongesönnen faaet, förend de skiltes; dog havde Vildifer faaet syv endnu större, og han begyndte nu at blive mat af Saarene, da Blodet forlöb ham; han faldt da omsider, og blev bunden som de Andre. Saaledes forlod Kongesönnen ham og gik efter vel forrettet Sag tilbage til Sine.


188. Sintram af Venedig gik nu frem, og imod ham den fjerde Kongesön. De begyndte deres Kamp med store Hug uden stort Ophold det ene efter det andet, og de gik hinanden nær indpaa Livet, og Ingen vilde vige for den Anden. Det Sværd, som Sintram havde, bed Hjelm og Brynje og Skjold saa let, som om det skar i Klæde. Kongesönnen havde endelig faaet tre store Saar, men Sintram var endnu usaaret. Da hug Kongesönnen til Sintram af alle Kræfter i hans Hjelm, saa at hans Sværd gik i Stykker. Nu var han altsaa vaabenlös, men han tog sit Skjold i begge Hænder, thi han var saa tapper en Mand, at för vilde [han döe end] flye og bede om Fred, og han sprang ind paa Sintram med sit Skjold og stödte ham saa haardt, at han faldt baglænds om og kom ikke paa sine Födder, för han var bunden. Men Kongesönnen gik glad ved sin Færd tilbage til Sine, og [disse] vare vel fornöiede, medens det gik saa.


189. Af Didriks Mænd gik nu Fasold hin Stolte frem, og mod ham den femte Kongesön. Denne Kamp skete med overordentlig Tapperhed og Mod, da de paa begge Sider vare meget stærke Mænd, og i lang Tid kunde man ikke see, i hvis Lod Seiren vilde falde. De gave hinanden mange Hug og Slag, det ene ovenpaa det andet. De trængte ind paa hinanden, men ingen af dem veg en Fodbred for sin Modstander. Nu havde begge faaet to svære Saar; da hug Kongesönnen saa stort et Slag paa Fasolds Hjelm, at han strax faldt i Besvimelse. Han stod nu over ham og sagde: „Saa tapper Mand som du er og saa dreven i Hofværk, hvi skal du falde for een Mands Hug? staa op og værg dig, om du vil!“ Da stod Fasold op rask og mandigen, og de kæmpede nu i lang Tid paa det allerstærkeste, og Ingen af dem sparede sit Sværd. Nu tænkte Kongesönnen ved sig selv, at det var en stor Skam, at staae hele Dagen og slaaes med een Mand, „istedenfor at jeg meente,“ [tilföiede han], „at jeg ene, om det gjordes nödvendigt, skulde seire over disse tretten.“ Og da hug han af stor Vrede i Fasolds Hjelm, saa at denne nu faldt anden Gang, og han holdt ikke op, för Fasold laae bunden ligesom de Andre paa Pladsen. Der stode nu fem Spydskafter, og ved hvert laa een af Didriks Mænd bunden. Men Bertangemændene vare glade og tyktes, at det gik deres Mænd vel.


190. Da sagde Ömlung: „Det var ret en stor Ulykkesdag, da Konning Didrik af Bern besluttede sig til denne Færd, om han selv og hans Mænd skulle vorde overvundne og bundne; og maatte han heller have siddet hjemme og passet sit Rige.“ Derpaa kaldte han paa sin Fader Hornboge Jarl og sagde: „Tag min Hjelm, og bind den fast paa mit Hoved, og mit Skjold ved min venstre Arm, saa at det ei kan lösnes, og derpaa skal jeg sværge, at för skal jeg lade mig hugge saa smaat, som det [Kjöd], der bliver skaaret i de mindste Stykker til Kjedlen, end jeg skal lade mig binde, og Bertangemændene skulle stötte deres Spydskaft mod min Ryg.“ Og han gik nu frem paa det allerdjærveste, og imod ham den sjette Kongesön, og de kæmpede hidsigt og haardt i lang Tid. Og nu saae Ömlung, at der ei vilde udrettes stort, hvis han ikke gjorde et större Vovestykke; han tog da sit Sværd i begge Hænder, og hug haardt til i sin Modstanders Hjelm, men Sværdet vilde ikke bide, saa haard var den; imidlertid faldt dog Kongesönnen til Jorden, og Ömlung ovenpaa ham, og sagde: „Om du vil beholde dit Liv, da skal du miste dine Vaaben, og bunden skal du vorde ved dette Spydskaft, ligesom dine Brödre bandt mine Stalbrödre; men om du vil löse dig herfra, da skal du löse mine Stalbrödre Fasold og Herbrand.“ Dette Vilkaar tog Kongesönnen med Glæde imod, og saa blev gjort. Derefter ginge begge til deres Mænd, og denne Enekamp var gaaet af, som Sigurd Svend havde tænkt forud. Denne Kongesön var nemlig den mindst stærkeste.


191. Nu fremtraadte Hornboge Jarl og imod ham den syvende Kongesön. De strede vel og mandigen. Hornboge Jarl værgede sig godt og med meget Heltemod og Tapperhed, og gjorde haard og langvarig Modstand. Men da han havde med Overmagten at gjöre, baade i Hensyn til Huggenes Styrke og mandigt Angreb, kunde han ikke holde Stand, men blev overvunden, saa han faldt og blev bunden, hvorefter Kongesönnen skiltes ved ham og drog tilbage til sine Mænd, og Bertangemændene vare vel fornöiede med deres Færd.


192. Derpaa traadte frem af Didriks Mænd Högne, og imod ham den ottende Kongesön. Og denne Kamp var af alle den haardeste og farligste, og saa haardt hug enhver til sin Modstander, at der flöi Ild af deres Vaaben, saa at, hvis det havde været Nat, som det var Dag, vilde Gnisterne have givet Lys nok til at stride, og da nu denne Kamp havde staaet saa længe paa, tænkte Kongesönnen ved sig selv, at han maatte anstrænge sig mere, om det skulde nytte, og besluttede nu fast een af Delene, enten at faae Bane eller Seier, og han faldt an en halv Gang saa haardt som för og tilföiede Högne tre Saar, alle store, hvorefter Högne faldt, og blev dernæst bunden ved sit Spydskaft, men Kongesönnen gik tilbage til Sine, og sagde, at saa skulde det gaae Flere.


193. Nu gik frem af Didriks Mænd Ditlev Danske, og mod ham stædtes til denne Kamp den niende Kongesön, som var den stærkeste efter den ældste, og disse kæmpede med den aller störste Tapperhed, og ingen af dem sparede at gaae frem; de hug saa tit og hurtigt, at man neppe kunde fölge Huggene med Öiet, og saa længe holdt de ved at stride, at Træthed tvang dem at skyde Skjoldene[7] ned til at stötte sig ved. Nu sagde Ditlev: „Vil du beholde dit Liv, da giv dine Vaaben fra dig, at jeg kan binde dig; Livet kan du da beholde, om end du overvunden maa henbringe det i Vanære.“ „Ei giver jeg dig mine Vaaben, som Sagerne nu staae,“ svarede Kongesönnen, „hvorvel du er Dansk og nok saa overmodig, thi för jeg slipper mit Sværd, skal du endnu kjende dets Styrke i mangt et Hug, og maaskee, naar vi skilles, du mindre bruger dine [Vaaben] end jeg mine.“ Nu begyndte de atter at stride med endnu större Hidsighed end tilforn, og de holdt ikke op, för de begge vare saa trætte, at de neppe kunde staae paa deres Been, og det begyndte at mörkne af Nat. Og nu tog Kong Didrik sit Skjold og Kong Isung sit, [gik imellem dem] og skilte dem, og ingen af dem var saaret, og den Ene havde ikke faaet Bugt med den Anden, og man vidste ikke bedre end för, hvo der vilde gaae af med Seiren, og paa Maade skiltes de. „Nu er denne Dag leden til Aften,“ sagde Kong Isung til Kong Didrik, „og maa der nu ei længer strides for dennesinde, og vil jeg nu ride hjem, men her skulle eders Mænd, som endnu ikke ere löste, ligge bundne tilbage. Men i Morgen, saasnart det bliver lyst, skulle vi komme her igjen, og da pröve hverandre til det yderste, og det venter jeg, at næste Aften ved denne Tid skal du sidde bunden paa samme Sted, hvor du nu sidder [fri], thi bedre skal du ikke her have udfört dit Ærende.“ Dermed var nu Talen sluttet, og Kong Isung red hjem til Borgen med alle sine Mænd, og de satte sig til at drikke og vare meget muntre; men Kong Didrik drog til sit Telt og lagde sig til at sove om Natten. Men da det blev lyst om Morgenen, kom Kong Isung der med sine[8] Mænd, og da var Didrik heelt færdig til at gaae ud med sine Stalbrödre. Nu blev der en frygtelig Kamp, da Ditlev skulde pröve sig med den stærke Kongesön. De sloges som för særdeles mandigen, indtil Kongesönnen blev baade saaret og udmattet ved Ditlevs [Anfald] og styrtede. Da sagde Ditlev, at han vilde enten binde eller dræbe ham, hvis han ikke löslod Högne, hvori Kongesönnen indvilgede. Saaledes vare nu ni Holmgange afgjorte.


194. Nu gik frem af Didriks Mænd Hildebrand, og imod ham den tiende Kongesön. De begyndte deres Kamp med megen Hidsighed, sloges i lang Tid, og bleve meget trætte, för de holdt op. Hildebrand, havde da tilföiet Kongesönnen tre Saar, alle store, og end hug han et stort Hug, men da brast hans sværd sönder i to Stykker, og nu gik Kongesönnen saa djærvt ind paa Hildebrand, at han tog og bandt ham, hvorefter han gik tilbage til Sine; og da glædede Bertangemændene sig meget.


195. Da fremtreen Kong Gunnar af Niflungeland og imod ham Kong Isung. Begge Kongerne ginge nu frem paa Kamppladsen og begyndte deres Kamp, som var forskrækkelig haard og langvarig; de hug baade stærkt og haardt, og skjöndt Kong Isung var meget stærkere, veg Gunnar dog ikke en Fodbred, men gav mange og store Hug, og fik dem ligesaa gode tilbage. Og nu blev Kong Isung vred, at een Mand skulde saalænge staae sig for ham, det kunde han ikke finde sig i, hellere vilde han vove sig i Fare, at een snart kunde faae Useier; derfor hug han nu til af alle Kræfter, og skaanede Intet, men da hans Sværd traf paa Kong Gunnars Hjelm, var denne saa haard, at det ikke bed paa den, men brast i to Stykker. Da greb Kong Isung det Spydskaft, hvormed Kong Gunnars Broder Högne för var bunden, rykkede det af Jorden paa det stærkeste og slog det mod Kong Gunnars Hjelm, saa at den bugnede ind mod Hovedet. Kong Gunnar faldt da, og Blodet strömmede ud af hans Næse og Mund. Siden bandt Kong Isung ham og gik dernæst bort og sagde: „Saavel maa det ogsaa gaae de Mænd, som ere tilbage, og have de da faaet velforskyldt Lön.“


196. Nu gik frem hin stærke Vidga og hin ellevte og ældste Kongesön, som var den drabeligste baade i Styrke og alskens Færdighed; og de deres Kamp begyndte, da stred de med störste Heftighed, og saa store Hug tildeelte Enhver sin Modstander, at Ingen saae mandigere Kamp af to Mænd end denne, og saa nær gik de hinanden paa Livet, at det var med Nöd og neppe, at de kunne hugge for sig. Da mindedes det Vidga, hvor meget han kunde stole paa Mimung, og hvor lidet han behövede at skaane det, om han end vilde hugge af alle Kræfter, thi forlod han sig paa Sværdet og hug til i Kongesönnens Hjelm saa at Stykket, saa stort som det ramte, flöi af, Kobberet nemlig, ovenfor Hovedet. Det naaede og Hovedet, men saarede dog kun lidet. Og end svang han atter Sværdet haardt og tæt, og hug paa hans Skinnebeen, saa at Hugget sönderskar Læggen og Strömpen og Brynhosen, og kun lidet hang ved. Og nu faldt Kongesönnen. Da sagde Vidga: „Du, Konning Isung! skal have Valget imellem, at lade alle mine stalbrödre löse eller miste din Sön.“ „Ei vil jeg lade dem löse,“ svarede Kong Isung, „saalænge jeg ei sikkert veed, om Manden [kan vorde] dræbt, og ei har han endnu faaet Banesaar.“ Da raabte Kongesönnen til sin Fader: „Du maa for al Ting strax gjöre hvad han beder om, ellers maa jeg lade mit Liv; thi han har selve Djævelen i Hænde, og for ham kan ikke jeg ei heller nogen Anden stande, ihvorvel det kunde være dyrt nok, endog kun at löse Mand for Mand.“ „Om du, Konning Isung! ei vil löse mine Stalbrödre,“ svarede Vidga, „da skal jeg af hugge din Söns Hoved, og derefter dræbe dig selv, og ei skal Mimung komme i sin Balg, för mine Stalbrödre ere löse.“ Da löb Vidga til, hvor hans Stalbrödre vare bundne, og sönderhug det ene Spydskaft efter det andet, indtil han havde löst alle sine Stalbrödre. Dernæst löb han [til ham, med hvem han havde stredet], og han havde nu fast i Sinde, at dræbe ham. Men Sigurd Svend og Kong Isung og Kong Didrik löbe da til, for at forlige dem. Og det Forlig blev nu gjort, at Alle skulde være löse. Saaledes skiltes de, efterat Vidga havde löst alle sine Stalbrödre.


197. Det fortælles nu, at Kong Didrik af Bern tog om Haandfanget paa sit Sværd Ekkisax, trak det ud af Skeden og gik fra sine Mænd frem paa Kamppladsen. Mod ham gik Sigurd Svend og trak af Skeden sit Sværd Gram, og nu gik begge djærvt og uforfærdet imod hinanden, og saasnart de kom inden Hugs Vidde, hug de til paa det djærveste vældige Slag de fleste, og ingen af dem sparede sit Skjold eller sin Brynje, men satte dem frem mod de haarde Slag; Enhver svang sit Sværd uden Skaansel over den Andens Vaaben, og det saa djærvt, at Vaabnenes Gny hörtes i det Fjerne, og da begge ei havde sig selv alene at frygte for, ængstedes de meget for Kampens Udfald og stred derfor paa det drabeligste, men ingen af dem blev saaret, og deres Hoveder holdt vel ud. De sloges nu hele den Dag, til det blev mörkt, og endnu vidste intet Menneske, hvo af dem, der skulde faae Seier. Da tog Kong Isung og Vidga deres Skjolde, og gik imellem dem og bade dem standse Kampen. „Fuldt er der nu stredet for denne Gang,“ sagde de, „og i Morgen kunne I slutte eders Skifte.“ Saaledes skiltes de nu, og Kong Isung red med sine Mænd til Teltene, og alle vare muntre, og tyktes, at det var gaaet godt, og de sov om Natten.


198. Morgenen derpaa, kort efter at det var bleven lyst, red Kong Isung af sin Borg imod Kong Didrik, og da de traf hinanden, beredte Kong Didrik og Sigurd Svend sig til Holmgang og skulde nu före deres Enekamp til Ende. Og de kæmpede nu paa det allertappreste, som om ingen af dem var mödig af [Gaarsdagens Kamp], og de lode som de vare ved friske [Kræfter], men sloges nu saalænge, indtil de begge vare saa trætte, at de maatte hvile en Stund. Og nu gjorde de atter Angreb og sloges baade haardt og længe, og saaledes aflöste det ene Angreb det andet lige til Aften, og kun saa megen Tid havde de til Hvile, som behövedes for at samle Kræfter paa ny, saa at de kunde staae op til atter at slaaes. Deres Dækningsvaaben holdt det saa vel ud, at ingen af dem endnu var saaret, og endnu vidste man ei bedre end för, hvo af dem, der vilde faae Seier. Tilsidst fik dog Kong Didrik to Saar. Og nu blevede skilte for den Gang, og Kong Isung drog til sin Borg, men Kong Didrik til sine Mænd, og dvælede der den tredie Nat.


199. Samme Aften gik Kong Didrik og Vidga sammen, for at tale med hinanden i Eenrum. Da sagde Vidga: „Hvad Udfald troer du, at din Kamp vil faae med denne Mand Sigurd Svend? han forekommer mig at være stærk og særdeles tapper, og hvorvel I ere det begge, kan jeg dog ei forudsee, hvo der vil seire, thi frygter jeg for dig, da han endnu ikke er saaret, omendskjöndt I begge, som jeg troer, have forsögt eders yderste Kræfter.“ „Ei kan jeg nöie vide,“ svarede Kong Didrik, „i hvis Lod Seiren vil falde, men jeg havde dog Fortröstning om mig, hvis mit Sværd bed saa vel i Sigurds Kjöd, som hans Sværd i mit Legeme. Nu vil jeg bede dig, gode Ven! at du laaner mig dit Sværd Mimung, thi det veed jeg, at det Sværd sikkert bider, hvad der kommer for det, og dette ene Vaaben frygter han, thi i Dag maatte jeg, för han vilde slaaes med mig, sværge ham den Ed, at jeg ikke havde Mimung.“ Da svarede Vidga: „Ei maa du bede mig om at laane dig mit Sværd, thi een Gang, siden det blev gjort, er det kommet i fremmed Mands Værge, da vor Stalbroder Heimer tog det.“ Nu blev Kongen meget vred og sagde: „Hör der en skjændig Handling mod sin Konning, at holde mig ei bedre Helt end min Svend Heimer. Og for dette samme Ord skulle vi ei være saa gode Venner som tilforn.“ „Ja!“ svarede Vidga, „hvis jeg talte ilde til dig, da var det ei tilbörligt, tilgiv mig det derfor, thi jeg vil gjengjelde det med, at jeg sikkert vil laane dig mit Sværd, og önske at det maa vorde dig til megen Nytte.“ Han gav ham derpaa Sværdet, og Ingen uden de to vidste deraf. De gik nu til Sengs og sov om Natten.


200. Om Morgenen kom Kong Isung med de samme sine Mænd til Kamp. Ogsaa Didrik var nu færdig med sine Mænd. Og da Kong Didrik kom paa Kamppladsen, var Sigurd Svend ikke kommen; han raabte derfor höit, at Sigurd skulde komme til Kamp. „Jeg gaaer til Kamp mod dig nu som för,“ svarede Sigurd Svend, „om du sværger, at du ei har Vidgas Sværd Mimung; thi har du ikke det, skal du tilvisse ikke overvinde mig, men mod det vil jeg ikke stride.“ „Kom hid, [Sigurd!“ svarede Didrik], „thi heller vil jeg gjöre denne Ed, end at vi skulle ikke slaaes.“ Og nu gik Sigurd djærvelig frem, men Kong Didrik holdt Sværdet Mimung bag ved sig, [stak Odden ned i Jorden, og stöttede Hjaltet ved sin Ryg], men i Haanden holdt han sit eget Sværd, og svor da denne Ed: „Saa Sandt hjælpe mig Gud, som jeg veed, at Mimungs Od ei er over Jorden, ei heller dets Fæste i nogen Mands Haand.“ Dermed var Sigurd tilfreds, og trak da sit Sværd Gram; Kong Didrik tog nu Mimung, og de gik sammen til Kamp. Mens ei længe havde de den Gang stredet, för Kong Didrik hug det ene Hug efter det andet, og hver Gang hug han et Stykke af Sigurds Skjold, Hjelm eller Brynje, og denne havde i en kort Tid faaet tre Saar, men dog kæmpede Sigurd paa det mandigste og tildeelte Kongen to Saar. Og nu kom det ham i Hu, hvorlunde Kongen svor Eden, og han mærkede da, at han dog havde Mimung. Da sagde Sigurd Svend: „Ved Svig har I seiret, Herre! og nu vil jeg overgive mig og blive eders Mand; thi deri er ingen vanære, at den Stund jeg ikke er overvunden.“ Kong Didrik blev glad derved, og tog særdeles vel imod ham, og holdt nu for, at han havde faaet den stærkeste og berömteste Kæmpe, som var i Verden. Saa skiltes de nu, og saavel Didrik som alle hans Mænd vare meget fornöiede, fordi der nu var i deres Trop den drabeligste af Mænd, og han, til hvem Bertangemændene havde sat alt deres Haab. Men da Kong Isung og Kong Didrik skulde skilles, indgik de det fortroligste Venskab imellem sig, og gave hinanden gode Gaver.


201. Sigurd gav ogsaa gode Gaver til sin Frænde Hornboge Jarl og til Ömlung, og han bragte det ved sin Underhandling saavidt, at Ömlung skulde have Kong Isungs Datter, ved Navn Falborg, der var den væneste og i alle Henseender belevneste af Kvinder. Og dette Bryllup skulde holdes, för Kong Didrik og hans Mænd droge bort. Denne Höitid blev nu holdt med stor Pragt baade ved Lege og alskens Skjemt.


202. Da Gildet var endt, red Kong Didrik og alle hans Mænd bort, tilligemed Sigurd Svend, som de optoge i deres Stalbroderskab. Og da Kong Didrik og Kong Isung skiltes, indgik de det fortroligste Venskab indbyrdes, og med Ömlung fulgte hans Kone Falborg, med hvem han fik mange Klenodier. Kong Didrik drog nu tilbage ad den samme Vei, ad hvilken han var dragen did, og han kom til Bern med sine Stalbrödre. Der blev han modtaget med alskens Anseelse og Hæder, som man kunde finde paa, og ethvert Menneske, saavidt hans Navn spurgtes, og det var næsten over hele Verden, roste ham nu for hans Tapperhed og Mandemod, og Ingen mægtede at nævne ham en Mand, som kunde have Forhaabning om at jævnes med ham i Henseende til Færdighed, Styrke eller Vaaben. Og han vidste derfor, at han kunde sidde rolig i sit Rige hele sin Levetid, [om han selv vilde].



Noter:

  1. ↑ Herbrand, B; den Vise, Kongens Bannerförer, P.
  2. ↑ jfr. Kap. 50.
  3. ↑ Kap. 18.
  4. ↑ Vindland, B, P.
  5. ↑ paa Hesten, A.
  6. ↑ yngste, B, P.
  7. ↑ Skaftet, P.
  8. ↑ tretten, A, P.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Didrik_af_Bern_-_Didriks_Tog_til_Bertangeland&oldid=53439»