Didrik af Bern - Didriks Ungdom
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Fornsvensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
|
|||
|
Anden Fortælling
14. Kong Ditmar bestyrede nu Riget i Bern; han var en drabelig Mand, forstandig, rig i berömmelig Daad og en stor Kriger, munter og nedladende, mild, höimodig og vennesæl af sine Mænd. Hans Kone Odilia var viis og vennesæl og den færdigste Kvinde i alle Dele. De havde en Sön, som hed Didrik. Han voxte op, og blev saa stor en Mand, at der neppe fandtes hans Lige, var det ei en Rise. Han havde et langt og bredt Ansigt, var lysladen og havde deilige Öine og mörke sammenhængende Öienbryn. Hans Haar var kort og favert og skilte sig i yndige Lokker. Han fik intet Skjæg, i hvor gammel han end blev. Hans Skuldre vare saa store, at der var to Alen at maale over. Hans Arme vare saa tykke som Træers Stammer og saa haarde som Steen; deilige Hænder havde han, og om Midie var han smækker og vel voxen, men hans Hofter og Laar vare saa tykke, at Enhver forundrede sig over, hvordan en Mand kunde være saaledes dannet. Hans Födder vare favre og vel voxne, men Læggene og Benene vare saa tykke, at en Rise turde ikke at skamme sig ved dem. Hans Styrke var saa stor, at intet Menneske vilde troe det, og at han neppe kunde faae den prövet; han var munter og nedladende, mild og meget gavmild, saa at han hverken sparede Guld eller Sölv eller Klenodier til sine Venner, ja næsten til Enhver, som vilde tage derimod. Alle de, der havde seet Samson, vare enige i, at Didrik i Sind og Færdigheder var hans Lige. Men de, som ikke havde kjendt Samson, holdt for, at der ei har været födt en i alle Henseender saa fortrinlig Mand som Didrik. Kong Ditmar slog Didrik til Ridder, da han var tolv Vintre gammel, og satte ham til Hövding ved sit Hof over alle Hirdmænd og Riddere; og som han blev mægtigere, desmere tiltog hans Anseelse.
15. Over den Borg, som hedder Venedig raadede Hertug Erik, en stor Hövding og udmærket i Færdigheder. Hans Sönner vare disse: Boltram[1] og Reiginbald[2], som siden bleve Hertuger i Venedig og Svaben. Hertug Reiginbald havde en Sön, som hed Hildebrand. Da denne var tolv Vintre, tog han sine Vaaben, og gik for sin Faders Höisæde. Da slog Hertugen ham til Ridder, og gjorde ham til Hövding over mange Riddere. Hertug Boltram havde en Sön, som hed Reiginbald; hans Sön var Sintram, som siden skal nævnes. Hildebrand var en smuk Mand med et lyst og bredt Ansigt, forunderlig skjönne Öine og Næse; hans Haar og Skjæg var som Silke og krusede sig i favre Lokker, og han var den anseligste Mand, man kunde see for sig; stor var han af Væxt, forstandig og raadsnild, og i al Manddoms Pröve stedse i Spidsen; i Venskab var han trofast, saa at han aldrig svigtede sin Ven; han var nedladende og gavmild; saa at der ei fandtes hans Lige i alle hine Lande i Mod og Tapperhed og alle Færdigheder, som höre til Ridderskab. Da han nu var tretten Vintre gammel, sagde han til sin Fader, at han vilde lære at kjende flere fornemme Mænds Sæder; „og ei vil jeg blive navnkundig,“ tilföiede han, „om jeg skal ikke Andet gjöre, end være her hjemme i Venedig eller ride omkring i Svaben.“ Hertugen spurgte, hvorhen han vilde drage. „Jeg har hört tale,“ svarede Hildebrand, „om en mægtig Konning, men didhen er lang Vei, det er nemlig Konning Ditmar af Bern; til ham önsker jeg at drage.“ Derpaa beredte han sig, og med ham femten Riddere, alle raske Mænd og vel udrustede. Han begav sig nu paa Reisen, og kom omsider til Bern til Kong Ditmar, som tog vel imod ham og böd ham at forblive hos sig i den höieste Anseelse. Det tog Hildebrand med Glæde imod. Kongen gav ham Plads nærmest ved Siden af sig, og han var længe hos Kong Didrik, som siden skal omtales i denne Saga. Didrik, Ditmars Sön, var da fem Vintre gammel. Hildebrand satte Didrik ved Siden af sig, og fostrede ham, indtil han var tolv Vintre gammel og blev gjort til Hövding Over Hirdmændene. Men saa höit elskede Hildebrand Didrik, og denne igjen hin, at Ingen, siden David og Jonathan, have elsket hinanden med inderligere Kjærlighed.
16. Det fortælles nu, at Didrik og Hildebrand engang rede begge tilsammen i fuld Rustning fra Bern, med deres Höge og Hunde, ud i Skoven for at more sig. Nu lode de Högene flyve og sloge Hundene lös. Men i det Didrik forfulgte en Hjort, saae han, hvor der löb en Dverg. Han ilte strax efter ham, og för han kom i sin Gamme, fik han fat med Haanden over Dvergens Hals, og rykkede ham til sig i Sadlen. Dette var Alfrig[3], den berygtede Tyv, men som for Resten var den konstigste af alle Dverge, saavidt Oldtidens Sagaer vide. „Herre!“ begyndte Dvergen, „om jeg derved kan löse mig og mit Liv fra Eder, da skal jeg vise dig derhen, hvor der skal være saa meget Guld og Sölv og alskens Kostbarheder, at din Fader ikke engang eier Hælften af rörlige Eiendomme. Det er to Mennesker, der eie dette Gods, nemlig en Kone, som hedder Hilde og hendes Mand Grim. Grim er en overmaade tapper Mand, og holder sig lig med tolv Mænd i Styrke; hans Kone er dog stærkere, og begge ere de grumme og onde. Han eier et Sværd, som hedder Nagelring, og ikke har sin Lige, thi dette samme Sværd slog jeg med min egen Haand. Men Seier faaer du ikke, undtagen du först vorder Sværdets Eier, og er det större Navnkundigheds Daad for dig og din Stalbroder, at söge disse store Eiendomme med Mandighed end at kramme min korte Bug og mine lave Lægge.“ „Aldrig,“ svarede Didrik, „slipper du med Livet af min Haand, förend du sværger, at du i denne Dag bringer mig Nagelring, og siden skal du vise mig til det Herberge, hvorom du fortalte.“ Da svor Dvergen, og Didrik lod ham lös. Denne jagede dernæst Fugle og Dyr hele Dagen lige til Klokken tre om Eftermiddagen. Efter den Tid holdt Didrik og Hildebrand stille ved en Fjeldside; da kom Alfrig did med Nagelring og overgav det til Didrik med de Ord: „See her i denne Fjeldside under en steil Klippe er den Jordhule, hvorom jeg har fortalt dig. Tag nu der Kostbarheder, hvorpaa der er stort Forraad. Dog! tænke I at naae dem, maae I vise eder som Mænd; men mig skulle I aldrig siden faae i eders Vold, saalænge jeg lever, om I end oplevede to Mænds Alder;“ og dermed var Dvergen heelt forsvunden. Nu stege Didrik og Hildebrand af Hestene og bandt dem. Derpaa drog Didrik Sværdet, Dvergen havde bragt ham, og det sagde de baade, at aldrig saae de skjönnere og skarpere Sværd. De gik da ind i Fjeldklöften og traf omsider Jordhulen; da bandt de deres Heste, toge Hjelmene op, spændte Brynjerne og Brynhoserne paa, og skjöde Skjoldene for sig. Dernæst gik Didrik paa det djærveste ind i Hulen og Hildebrand strax efter ham. Men da den stærke Bærserk Grim blev vaer, at der vare komne Krigsmænd i hans Huus, greb han strax i sin Vaabenkiste, men savnede sit Sværd, og kunde da vel förstaae, at Dvergen Alfrig, hin berygtede Tyv, maatte have stjaalet det. Midlertid blev han ikke raadvild, men greb af Ilden en brændende Træstump og gik imod dem; og de kæmpede paa det drabeligste. Men Hildebrand, som havde faaet Hilde imod sig, tog sig ikke i Agt, för hun havde spændt saa fast om hans Hals, at han ikke kunde röre sig, og nu rykkedes de paa det drabeligste en lang Tid, indtil han faldt og Hilde ovenpaa ham, og vilde binde ham. Saa fast spændte hun nu om hans Arme, at Blodet sprang ud af hver Nægl, og saa haardt satte hun begge sine Næver for hans Bryst, at han næsten faldt i Besvimelse. I denne Nöd raabte han til sin Fostersön: „Herr Didrik!“ sagde han, „hjælp mig nu; thi aldrig har jeg været i saadan Livsfare.“ „Tilvisse,“ svarede Didrik, „skal jeg hjælpe dig, om det ellers staaer i min Magt, og ei skal jeg taale, at min Fosterfader og bedste Ven skal for et Kvindfolk længer svæve i Fare nær Döden,“ og i samme Öieblik hug Didrik Hovedet af Grim. Derpaa löb han did, hvor hans Fosterfader laae, og hug Hilde i to Stykker, men saadan en Djævelskab og Trolddom, fulgte hende, at Stykkerne föiede sig sammen, og hun var heel, som tilforn. Dette holdt Didrik for et stort Vidunder, og han hug nu anden Gang tvært over hendes Bug, men det gik aldeles ligesom för. Da sagde Hildebrand: „Sæt din Fod mellem begge Stykkerne! og vil du saalunde kunne faae Bugt med dette Troldvæsen.“. Og nu hug Didrik hende tredie Gang i to Stykker, og satte sin Fod imellem Stykkerne; da var det nederste Stykke dödt, men Hovedstykket talte: „Gid Grim saaledes havde overvundet Didrik, som jeg Hildebrand, da var Seiren bleven vor;“ og dernæst döde ogsaa dette Stykke. Derpaa sprang Hildebrand op; „Vist yder du mig nu,“ sagde han, „som ofte ellers, megen Bistand, hvorfor Gud lönne dig!“ Nu fandt de Guld og Sölv og alskens Kostbarheder, saa at de maatte sande, at Dvergen heri ikke havde löiet for dem. De fandt ogsaa en Hjelm[4], saa tyk, at de aldrig för havde seet dens Mage, om hvilken Dvergen Alfrig havde fortalt Didrik, at baade Hilde og Grim holdt den for et saa stort Klenodie, at de begge vilde have den opkaldt efter deres Navn, og derfor kaldte de den Hildegrim. Samme Hjelm bar Didrik siden i lang Tid og i mange Kampe. Didrik og Hildebrand toge nu saa meget Gods, som deres Heste kunde bære, og gjemte vel det, som blev tilbage. Derefter droge de hjem. Af saadanne og mange andre Storværker blev Didrik navnkundig over alle Lande.
17. Norden for Fjeldet ligger i Svaben en Borg, som hedder Sögaard. Der herskede den mægtige, favre og djærvmodige Brynhild, den deiligste af Kvinder i alle Sydlande, og over al Norden navnkundig ved sin Viisdom og ved de Storværker, som skete for hendes Skyld, hvis Minde vil forplantes til den sildigste Efterslægt. I en Skov ei langt derfra ligger en stor Gaard, som Brynhild eiede. Nu raadede for samme en Mand, som hed Studas, der var viis og vel övet i alskens Færdigheder. I denne Skov vare mange gode Heste, men iblandt dem bar et Stod[5] i den Grad Fortrinet, at man ei vilde finde dets Mage, om man end ledte i alle Lande. Disse Heste vare enten graae eller guulblakkede eller sorte, men ganske af een Farve. I dette Stod vare der baade store og skjönne Heste, hurtige som Fugle i Flugten, og dog let tæmmelige og tillige meget modige. Studas havde megen Færdighed i at ride Heste til og lære dem baade Turnering og Pasgang. Studas var nu gammel, men han havde en Sön, der ogsaa hed Studas ligesom Faderen, og var tolv[6] Vintre gammel. Hans Skabning var saaledes: hans Ansigt var bredt og ikke langt, Næsen kort og ei tyk, Panden bred, Öinene store og sorte; han havde et meget tykt Skjæg, et stort Hoved og en för og kort Hals; stor Brede var mellem hans Skuldre, og saa tyk var han under Axlerne, at man næsten kunde maale en Alen; hans Arme vare korte, men stærke og före; tykke Hænder havde han, og han var kort af Væxt og smækker over Midie. Ved Skuldrene var han firkantet; Födderne vare tykke og Læggene korte, og derhos overgik han de Fleste i Styrke. Det var hans Tidsfordriv at ride Hest, komme i Turnering, öve sig i Fægtning, og skyde Pile og Spyd af Laasbuer. Han havde et grumt og haardt Sind, var altfor begjerlig baade efter Penge og Ære, saa at Ingen vilde tjene ham; de Fleste derimod hadede ham. I dette Land fandtes ikke hans Jævnlige, enten i Styrke og ridderlige Færdigheder, eller i Sindelag. Mange Venner kjendte han ikke, men mod dem, han havde, sparede han hverken Penge eller Bistand. Isteden for hans rette Navn kaldte man ham Heimer for hans Sindelags Skyld; thi der var en Orm med dette Navn, som var grummere end andre Orme, og alle Mennesker ræddedes for at komme dens Leie nær; i den Henseende lignede Studas Ormen og fik derfor dens Navn, saa at Væringerne[7] kaldte ham Heimer. Han fik en Hest af det fortræffelige Stod; dens Navn var Rispa, den var graa af Farve, og overgik alle andre Heste i Störrelse og Styrke. Den gamle Studas havde selv tilredet den. Det hændtes nu engang, at Heimer tog sin Hest og sit Sværd Blodgang, et fortrinligt Vaaben, gik til sin Fader og sagde, at han vilde ride bort, og ikke henleve sin Tid i denne Skov. „Og kiende vil jeg,“ sagde han, „fornemme Mænds Sæder og söge mig Hæder og Anseelse.“ „Hvis du ikke vil være her hos mig,“ svarede den gamle Studas, „og passe denne Gaard, hvorhen vil du da fare?“ „Ride vil jeg,“ svarede Heimer, „sönder over Fjeldet til den Borg, som hedder Bern. Derfra har jeg hört Meget om en Kongesön, som hedder Didrik, og pröve vil jeg, hvo at os to der vil gaae af med Seier i Vaabenskifte.“ Da sagde Studas: „Saalunde have vise Mænd fortalt mig om Didrik, at du vil bilde dig meget ind, om du i nogen Henseende vil sætte dig i Ligning med ham. Drag heller andensteds hen, om du vil forsöge dig; thi det er ilde, at overskride Middelveien i sine Foretagender, og af Stridslyst og Indbildskhed have Mange faaet Vanære.“ „Nei!“ svarede Heimer, „enten skal jeg være Döden vis eller vorde Didriks Overmand. Nu er jeg sytten[8] Vintre gammel, men han har endnu ikke fyldt sine tolv, og hvormon Den findes, med hvem jeg vilde tage i Betænkning at pröve Styrke.“ Vred, som han var, sprang han da paa sin Hest Rispa og red bort lange og ukjendte Veie, og lod ei af, för han kom til Bern. Han red lige til Borgen og Kongsgaarden, og da han kom der, steg han af Hesten, og bad en Mand holde den, og passe hans Spyd, medens han udförte sit Ærende. Tjenstvillig gjorde man hvad han forlangte, og han gik ind i Hallen for Kongens Höisæde, og hilsede paa ham. Siden gik han til Didrik, og sagde: „Herr Didrik! I rum Tid har jeg hört dit Navn og Rygte, og langt har jeg redet fra mit Hjem, for at faae dig at see; saadant Ærende bringer jeg dig, at om du har Mod til at forsöge dig og din Styrke, da byder jeg dig ud til en Enekamp udenfor Bern; der ville vi mödes midt paa Sletten, og den bære saa Begges Vaaben bort, som er den tappreste Mand og vorder den seirende i Pröven.“ Herpaa svarede Didrik ham med Vrede; thi denne Mand forekom ham at besidde en höi Grad af Djærvhed, i det han vovede at tiltale ham i saadanne Ord, som Ingen för havde hört i Tale til ham, ligesaa lidt som Nogen forhen havde havt Mod til at udbyde ham til Enekamp. Didrik dvælede ei med at möde i Kampen, og havde god Forhaabning om, at denne Mand havde indladt sig i en farlig Færd. Hurtig sprang han nu fra Sædet og gik ud af Hallen. Hildebrand og en Mængde Riddere fulgte ham. Han böd nu at fremtage alle sine Vaaben, og fortælles der, at een Ridder bragte ham Brynhoserne, en anden Brynjen, en tredie Skjoldet, der baade var stort og haardt og rödt som Blod, og mærket med en gylden Löve; den fjerde Ridder bragte ham hans Hjelm Hildegrim, og han omgjordede sig med sit Sværd Nagelring; den femte Ridder tog hans Hest, og den sjette sadlede den; den syvende gav ham hans Spyd, og den ottende holdt hans Stigböiler; denne var nemlig hans Fosterfader Hildebrand. Derpaa red Didrik ud af Bern, og med ham Hildebrand og mange andre Riddere, derhen, hvor Heimer holdt færdig til Kamp. Nu gave Begge deres Heste af Sporerne og rede paa det drabeligste ind paa hinanden, og Hver stak sit Spyd mod den Andens Skjold, dog fæstede intet af Spydene; Hestene löb hinanden forbi, saa at de skiltes for den Gang. Atter dreiede Begge deres Heste og rede anden Gang mod hinanden, men det gik endnu ligesom för. Da rede de mod hinanden tredie Gang paa det allerdrabeligste, og den ene sögte at bringe den anden Bane. Heimer stak nu sit Spyd mod Didriks Skjold, saa at det gik igjennem Skjoldet under hans Arm og stödte mod Brynjen, men bed dog ikke paa den; men Didrik stak i det samme gjennem Heimers Skjold og hans dobbelte Brynje og traf ham i Siden, hvorved han blev noget saaret. Saa haardt rede de til, at Didriks Hest næsten styrtede paa Bagbenene, saa at hans Fødder naaede Jorden, men saa stærk var han, at han ikke rokkedes det mindste i Sadlen, og begge deres Spydskafter brast midt over, hvorpaa de hævede deres Turnering. Nu stege de af Hestene, trak blank, og ginge sammen til en Kamp, baade langvarig og drabelig, og Ingen veg en Fodbred for den Anden. Nu hug Heimer til Didrik med sit Sværd Blodgang i hans Hjelm Hildegrim, men ved dette svære Hug brast Sværdet i to Stykker foran Hjaltet. Han var da vaabenlös og overgav sig i Didriks Vold. Denne vilde nu ikke dræbe ham, men gjorde ham til sin Mand. De bleve de bedste Venner, og ved denne Seier blev Didrik endnu mere navnkundig end tilforn.
Noter:
