Didrik af Bern - Didriks og Hildebrands Modtagelse i Bern
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Fornsvensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
|
Fem og tyvende Fortælling
375. Kong Didrik sagde til Hildebrand, at de skulde ride sydefter over Mundiafjeld. Foran dem laa en Skov, i hvilken de rede ind, stege af Hestene og toge Bylterne ned. Kong Didrik og Fru Herat bleve nu tilbage i Skoven, medens Hildebrand red ud af den hen til en Borg, hviken en anden Jarl, ved Navn Ludvig[1], eiede. Jarlen selv var nu gammel, men havde en ung Sön, der hed Konrad. Hildebrand traf i Skoven paa en Mand, som havde hjemme i Borgen, og han spurgte ham saalunde: „Hvo raader over denne Borg, som jeg seer her?“ „For den raader,“ svarede Manden, „Hertug Ludvig og hans Sön Konrad.“ „Kan du sige mig,“ spurgte Hildebrand fremdeles, „hvo raader over Bern?“ „Ja!“ svarede han; „derover raader Alibrand, en Sön af den gamle Hildebrand.“ Da spurgte Hildebrand med et Smiil: „Hvor brav en Mand er Alibrand, og hvor drabelig er han i Strid?“ „Alibrand,“ svarede Borgmanden, „er den störste af alle Kæmper, og overgaaer alle Mænd i Mildhed og Belevenhed; dog er han grum og ivrig og ond mod sine Uvenner, og vil ikke taale, at nogen Mand ligner sig med ham.“ Hildebrand red nu med ham og sagde fremdeles: „Du er ret en brav Mand. Hvad flere Tidender kan du sige?“ Borgmanden svarede: „En betydelig Tidende er fortalt, den jeg venter er sand, at Konning Ermenrik skal være död.“ Da svarede Hildebrand: „Det er en stor Tidende, og den vil ikke tykkes god for hans Venner.“ De kom imidlertid nær ind til Borgen. Da sagde Hildebrand: „Vil du, brave Mand! udföre mit Ærende i Borgen, thi jeg vil nu ei fare længere dennesinde. Bed Junker Konrad komme til mig, eftersom han er lettere til Fods end hans Fader!“ Borgmanden sagde, at han vilde udföre hans Ærende, og da han kom ind i Borgen, gik han til Konrad og sagde til ham: „Junker Konrad! Her staaer uden for Borgen en stor Mand med hvidt Skjæg. Han bad mig at kalde paa dig og gav mig sin Guldfingerring.“ Konrad var en nedladende Mand, som gjerne vilde gaae, naar udenlandske Mænd sendte ham Bud. Han gik da ene ud af Borgen. Udenfor Borgporten stod Hildebrand, og böd den ankommende Mand velkommen, og spurgte, hvo han var. „Jeg hedder Konrad,“ sagde han, „og min Fader hedder Ludvig; men hvad er dit Navn?“ [Hildebrand svarede]: „Jeg hedder Hildebrand Ylfinga-Mester, om du har hört den Mand nævne för.“ Da gik Konrad til ham og böd ham ret inderlig velkommen. Konrad sagde: „Gak med mig til min Fader. Vist skal du her være velkommen hos os.“ „Jeg kan endnu ei fare med dig dennesinde,“ svarede Hildebrand, „men kan du sige mig nogen ny Tidende?“ „Jeg kan sige dig en stor Tidende,“ svarede Konrad, „Konning Ermenrik er död.“ „Hvo bærer nu hans Krone?“ spurgte Hildebrand endvidere. „Det bedröver at nævne det,“ svarede Konrad, „det gjör den onde Hund Sifka Balerad.“ „Men hvad Tidende kan du os sige?“ spurgte Konrad, „hveden kommer du?“ „Ja det kan man vente,“ svarede Hildebrand, „at jeg kan sige dig det, som du ei tilforn har spurgt, at Elsung Jarl i Babilon er dræbt, og at Konning Didrik er kommen i Ömlungeland.“ „Gud være lovet!“ sagde Konrad; „thi din Sön Alibrand har sendt Mænd nordpaa til Huneland efter Konning Didrik, at han atter skulde komme til sit Rige, og Alibrand vil vist ikke overgive sin Borg eller nogen anden Stad i Ömlungeland til Sifka. För ville alle Ömlunger döe, end Sifka skulde komme til at raade i Bern. Hildebrand, brave Mand! drag nu derfor med mig ind i Borgen til min Fader!“ „Jeg vil nu först ride ud i Skoven,“ svarede Hildebrand, „thi der venter Konning Didrik paa mig.“ Derpaa sagde Konrad: „Gode Ven! bi efter mig! jeg vil sige min Fader denne Tidende.“ Og nu gik Konrad ind i Borgen til sin Fader og sagde: „Herre! jeg kan sige dig en stor og god Tidende. Konning Didrik af Bern er kommen i Ömlungeland, og vor Frænde Hildebrand med ham, og denne er her udenfor Borgen, og bier efter mig.“ Men da Jarlen hörte dette, stod han strax op og gik ud, og med ham mange Riddere, og da de kom ud af Borgen, traf de Hildebrand. Hertug Ludvig gik til ham, gjenkjendte ham, og sagde: „Mester Hildebrand! her skal du være velkommen hos os, og vises al den Hæder, som vi kunne yde dig; men hvor er Konning Didrik?“ „Han er i Skoven tæt herved,“ svarede Hildebrand. Da böd Hertugen, at man skulde fremtage hans Heste, da han vilde ride ud at tage imod Kong Didrik. Og det varede ikke længe, för der kom syv Borgmænd med Vogne, læssede med Honning og Viin og de bedste Levnetsmidler. Da lod Jarlen tage disse Vogne og kjöre ud i Skoven. De rede nu alle, til de traf Kong Didrik, som da just havde antændt en Ild. Hertug Ludvig og hans Sön Konrad stege da af deres Heste, gik hen for Kongen og faldt begge paa Knæ, kyssede hans Haand og böde deres Herre Konning Didrik af Bern velkommen, og tilböde, at de selv vilde staae ham bi, i hvad han önskede. Kong Didrik stod da op, tog dem i Haanden og böd dem at reise sig og tage Sæde hos ham. De spurgte dernæst hverandre om Tidender. Kong Didrik fortalte dem da om sin [Reise], og Hertug Ludvig ham igjen alle de Tidender han vidste. Jarlen böd da Kong Didrik at drage hjem med sig; men Kongen sagde, at han vilde forblive i Skoven endnu i nogen Tid. „Men Hildebrand skal ride,“ sagde han, „at besöge sin Sön Alibrand.“ Hildebrand gjorde sig da færdig. Men Grunden til, at Kong Didrik ikke vilde drage til Borgen, var, at han havde gjort det Löfte, at han aldrig vilde komme i nogen Slags Bygning, för han kunde drage ind i sin egen Borg. Da nu Mester Hildebrand var heelt færdig, og Junker Konrad red paa Veien med ham, sagde Konrad til ham: „Naar du træffer din Sön Alibrand, tal da höflig til ham, og siig, at du er hans Fader, thi om du ei gjör saa, da vorder det din Bane.“ „Gode Ven!“ sagde derpaa Hildebrand, „hvad kan du sige mig, hvorlunde jeg kan kjende min Sön fra andre Mænd?“ „Han har en hvid Hest,“ sagde Konrad, „og Naglerne i Skoene ere af Guld; hans Skjold er hvidt som Snee, og paa det er malet en Borg. Ingen Mand i Ömlungeland er hans Lige; og nu er du gammel og vil ikke kunne staae for ham.“ Da loe Hildebrand og sagde: „Om end min Sön Alibrand holder sig for at være en vældig Mand, og hans Overmod er saa stort, at han ikke vil lignes med nogen Mand, saa kan det dog være, hvor gammel jeg end er, at han kommer til at sige mig sit Navn, för jeg siger ham mit.“
376. Nu red Hildebrand rask fremad Veien, som gik til Bern, og da han nu var kommen saa vidt, at han saae Staden, da kom en Mand ridende imod ham med to Hunde, og paa sin venstre [Side] havde han en Hög. Denne Mand var stor paa Hesteryggen, og sad med Anstand paa sin Hest; han havde en hvid Hest, og hele hans Harnisk var hvidt, og paa det var mærket Bern med forgyldte Taarne. Hildebrand red imod Manden, og syntes at finde, at denne Mand ikke var mindre end ham. Og da Alibrand saae en væbnet Mand ride imod sig, og at han red drabelig frem, og ikke kunde see, at han böiede sig noget for ham, da blev Alibrand vred, i det han syntes, at denne vilde sætte sig i Ligning med ham. Han spændte da sin Hjelm fast, og skjöd sit Skjold for sit Bryst, satte sit Glavind frem, og slog sin Hest med Sporerne. Og da Hildebrand saae, hvorledes Alibrand havde gjort sig i Stand, holdt han sit Skjold for sit Bryst, og satte sit Glavind drabelig frem, slog sin Hest med Sporerne og red imod ham. De rede nu sammen, og satte deres Spyd i hinandens Skjolde saa fast, at begge Spydskafterne brast sönder. Den Gamle sprang derpaa strax af Hesten og trak sit Sværd; og ligesaa gjorde den Unge, hvorpaa de gik sammen og sloges, til de begge vare trætte. Og da satte de deres Skjolde ned, og stöttede sig paa dem. Da tog Alibrand til orde: „Hvo er denne hin gamle Mand, som har staaet for mig en Stund; siig hurtig dit Navn, og overgiv dine Vaaben! saa skal du beholde dit Liv; men om du ei vil det, da skal det vorde din Bane.“ „Vil du vide mit Navn,“ svarede Hildebrand, „da kommer du först til at sige mig dit, hvis ikke, vil du komme til at overgive dit Sværd og dine Vaaben, för vi skilles, og om du ei vil det med det Gode, da vil Nöden dog drive dig dertil.“ Da svang Alibrand sit Sværd i Veiret paa det drabeligste, og hug til den Gamle, og Hildebrand sparede ham heller ikke, saa der blev en haard Kamp, og de gjorde det andet Anfald dobbelt saa heftigt som det förste. Og nu vare igjen begge trætte, og Alibrand satte sit Skjold ned, og vilde hvile sig, og ligesaa vilde Hildebrand. Da sagde Alibrand: „Vil du sige dit Navn og overgive dine Vaaben, saa skal du beholde dit Liv, men om du ei gjör saa, da skal du blive dræbt. Du vilde ei sige dit Navn, da vi mödtes, og da var det dig dog ingen Vanære, men nu skal du komme til at sige det med Useier.“ Og nu blev den Unge allermeest rasende, og vilde for vist dræbe ham, og hug nu af alle Kræfter til den Gamle, men han værgede sig paa det aller tappreste. Da sagde Hildebrand: „Er du noget i Slægt med Ylfingerne, da siig mig det, og da vil jeg give dig Fred, men om du ei er det, da dræber jeg dig.“ „Om du vil beholde dit Liv,“ svarede Alibrand, „[da siig mig strax dit Navn]. Ei er jeg Ylfing mere end du, og vistnok er du en Taabe, om end du er gammel, [at du spörger mig om Sligt]. Og vidste du, hvo jeg er, da vilde du ei nævne min Fader Ylfing.“ De trængte nu paa det heftigste ind paa hinanden. Den Gamle gik ham ind paa Livet, og hug dygtige Hug, og nu slog han et Slag paa hans Laar, saa det tog Brynjen sönder, og Alibrand fik et stort Saar, saa at han neppe kunde staae paa sit Been. Da sagde han: „Der er nu mit Sværd; nu kan jeg ei længer staae for dig, thi du har Fanden i din Haand;“ og han rakte derpaa Haanden frem. Men den Gamle dreiede Skjoldet tilside, for at tage med Haanden imod Sværdet. Da hug Alibrand til den Gamle, uden at han tænkte derpaa, og vilde afhugge Haanden; men den Gamle skjöd Skjoldet hurtig i Veiret og sagde: „Dette Slag maa din Kone og ei din Fader have lært dig.“ Og den Gamle trængte saa fast ind, at den Unge faldt til Jorden, og den Gamle ovenpaa ham, og satte sit Sværd for hans Bryst, og sagde: „Siig mig i Öieblikket dit Navn og din Æt; ellers skal du miste dit Liv!“ „Det siger jeg nu aldrig,“ sagde Alibrand, „thi ei skjötter jeg nu om Livet fra denne Stund, da en saadan gammel Graagaas skal have overvundet mig.“ „Vil du beholde dit Liv,“ sagde Hildebrand endvidere, „da siig mig hurtig, om du er Alibrand, min Sön, thi jeg er Hildebrand, din Fader.“ Da sagde den Unge: „Om du er Hildebrand, min Fader, da er jeg Alibrand, din Sön.“ Da stod Hildebrand hurtig op fra ham og Alibrand ligesaa, og de kyssedes og kjendtes ved hinanden. Hildebrand blev nu meget glad ved sin Sön, og Alibrand ved sin Fader; og de sprang nu paa deres Heste og rede hjem til Borgen. Nu spurgte Alibrand: „Hvor skiltes du ved Konning Didrik?“ Hildebrand svarede, at de skiltes i Skoven, og at [han vilde], at Alibrand skulde ride ud imod ham med alle sine Mænd.
377. De rede nu om Aftenen til Alibrands Moder. Hun gik imod dem og saae sin Sön Alibrand blodig og saaret. Da hylede hun og græd og sagde: „Min kjære Sön! hvo gav dig dette Saar?“ „Frue!“ svarede Alibrand, „dette Saar maa jeg vel kunne taale, omendskjöndt det ei er lidet, thi det har min Fader givet mig; han rider her nu med mig.“ Da blev hun glad ved sin Sön og sin Mand og gik imod ham, og der var megen Glæde paa begge Sider. Alibrands Moder forbandt nu hans Saar, og de spiste der om Aftenen, hvorefter de toge deres Heste og rede til Bern. Vagtmanden var just kommen til og vilde lukke Borgporten. Alibrand red da op i Borgporten, men Vagtmanden kjendte ham ikke, hvorfor Hildebrand red til og stödte Dören haardt op. Og nu blev Vagtmanden vred og hug med sit Sværd til Hildebrand, men han holdt sit Skjold imod og blev ikke saaret. Men da Alibrand saae dette, blottede han sit Sværd, og hug Vagtmanden over Halsen, saa at Hugget tog Hovedet af. Da sagde Hildebrand: „Nu bedrev du en ond Gjerning, i det du dræbte saglös Mand, thi dette Hug skadede mig ikke.“ „Det kan du takke din Brynje for,“ sagde Alibrand, „at det skadede dig ikke; havde den ei været, da havde jeg havt min Faders Drab at hevne, og da var Manden ikke saglös.“ Dernæst rede de ind i Borgen og der bleve de vel imodtagne. Alibrand sendte nu Bud over hele Borgen, og lod kalde alle de mægtigste Mænd, som vare i Staden til sig. Da nu en stor Mængde Mennesker vare komne sammen i Kongens Hal, tog Alibrand til Orde: „Jeg kan sige eder en god Tidende, at Konning Didrik Ditmarssön er kommen i Ömlungeland Og gjör Fordring paa sit Rige. Nu skulle I tænke over, hvad Svar I ville give, og om I ville tjene Konning Didrik, eller Sifka Balerad.“ Paa hans Tale svarede en Hövding saalunde: „Vidste vi, at Konning Didrik var kommen i Ömlungeland, og vi kunde ham finde, da veed jeg Alles Villie her i Landet, at, eftersom de have værnet Riget i lang Tid mod Sifka og hans Mænd og saaledes ventet efter Konning Didrik, da ville nu Alle hellere döe med Konning Didrik, end at han ei skulde faae, hvad ham tilkommer.“ Ved denne Tale gave Alle lydelig deres Bifald tilkjende, saa at alle de Tilstedeværende langt ud paa Natten raabte og takkede Gud for, at Kong Didrik var kommen i Ömlungeland. Da svarede Alibrand: „Konning Didrik er tilvisse kommen i Ömlungeland, og med ham er fulgt Hildebrand Ylfinga-Mester, der er min Fader og han sidder nu iblandt os.“ Da raabte alle som een Mand, at Hildebrand skulde være velkommen. Nu sagde Alibrand: „Om I ville have Didrik til Konning, da skulle nu alle de bedste Mænd tage deres Heste og alle deres bedste Vaaben og ride ud imod ham.“
378. Alle Ridderne gjorde sig nu færdige og rede ud af Borgen og med dem syv hundrede Mand. Og de fortsatte nu Reisen, til de kom til den Skov, hvor Kong Didrik og Hertug Ludvig vare. Mester Hildebrand og Alibrand og alle Ridderne stode af deres Heste og böiede sig for Kong Didrik. Kongen stod op imod dem og kyssede Alibrand, og der blev da et frydefuldt Möde. Derpaa steg Kong Didrik paa sin Hest, og de rede alle sammen Veien, som förte til Bern. Og da de kom i Nærheden af Staden, og Borgmændene saae Kong Didrik komme ridende, drog hele Folket ud imod dem med Spillemænd og alskens Lystighed. Da nu Kong Didrik kom for Bern, red Hildebrand med hans Banner og Alibrand paa den anden Side. Alibrand red hen og lagde sin Haand i Didriks, og tog en liden Guldring og gav ham [med de Ord]: „Mægtige Herre Konning Didrik! Siden din Frænde Konning Ermenrik döde, blev jeg sat over denne Stad, og tillige til at passe hele Ömlungeland, og saaledes kom dette Rige aldrig under Sifka. Denne lille Guldring vil jeg give eder, Herre! og derhos Bern og hele Ömlungeland, og mig selv og alle mine Mænd til din Tjeneste.“ Nu svarede Kong Didrik, og takkede ham meget derfor og sagde, at han ved Venskab vilde lönne ham dette. Alle Ridderne böde nu Kong Didrik Gaver; Nogle store Gaarde, Andre gode Heste eller Harnisker, og alle mægtige Mænd gave ham kostelige Klenodier. Der blev nu en glædelig Modtagelse, og Kong Didrik red ind i Bern til sin Gaard. Hertug Alibrand og Hildebrand förte ham til Höisædet, og denne Dag havde han ei færre end to hundrede Mænd til Bords. Kongen sendte nu Bud over hele sit Rige, og stevnede til sig alle dem, som raadede over Borge eller Kasteller eller Herreder. Hver Dag kom nu Mange til Kong Didrik, og overgave ham Borge eller Kasteller eller andre Riger.
Noter:
- ↑ Hlodver, paa flere Steder i A.
