Didrik af Bern - Fasolds og Ditlev Danskes Död
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Fornsvensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
|
|||
|
Een og tyvende Fortælling
[325. Kong Hernit i Vilkineland[1] var en mægtig Mand og stor Hövding i alle Henseender, saa at han bar Fortrinnet for alle Konger. Hans Kone var Ostansia[2], en Datter af Kong Runa af Österrige. Hendes Stifmoder var saa tryllekyndig, at hun forgjorde hende i hendes Barndom, og meddeelte hende sin Trolddoms-Konst, saa at hun blev ligesaa tryllekyndig som hendes Stifmoder för hende. Ikke destomindre var Ostansia den skjönneste og viseste blandt Kvinder, men dog var hun meget ondskabsfuld. Desuagtet elskede Kong Hernit hende meget.]
326. I den Tid herskede over Bertangeland Kong Isung hin Stærke med sine Sönner[3]. Han var en erklæret Fjende af Kong Hernit, og havde stedse ydet Kong Attila Bistand og gjort Vilkinemændene meget Ondt. Kong Hernit vilde gjerne hevne sin Faders[4], Kong Osantrix's, Drab, först paa Kong Attila eller Kong Didrik og dernæst paa Kong Isung, som han troede var fornemst Aarsag i Kong Osantrix's Drab[5]. Kong Hernit samlede sig derfor en Hær, og drog med den, til han kom til Bertangeland [til Kong Isungs Rige; der brændte han og dræbte Indbyggerne og gjorde stort Bytte. Kong Isung og hans Sönner[6]] bleve ei vaer, hvad Kong Hernit gjorde. Men da denne havde gjort saa stort Bytte, og havde draget saa vidt om i Bertangeland, som han vilde, drog han igjen hjem, uden at have mistet en eneste Mand.
327. Omsider spurgte Kong Isung og hans Sönner, hvad Kong Hernit, deres störste Uven, havde gjort. De samlede da en Hær over hele deres Rige, og droge efter Kong Hernit og vilde hevne sig. Han sendte Bud til sine gode Venner Ditlev Danske og Fasold hin Stolte. De toge vel imod denne Ordsending, og droge med deres Mænd Kong Isung imöde. Derpaa fore de alle tilsammen ind i Vilkineland, brændte Borge og store Herreder og dræbte mange Mennesker, og hvor de fore frem, der flyede Alt, og ingen Mand dristede sig til at skyde et Spyd imod dem. Alle flyede, nogle til Skovene, andre til Skibe, andre til ubeboede Heder; nogle flyede dog til Kong Hernit og berettede ham denne Tidende, [at kommen var i hans Rige] Kong Isung [af Bertangeland] med sine Sönner og med ham Ditlev Danske og Fasold hin Stolte, og i Alt havde de fem tusinde Riddere, og ingen Fylking stod for dem, og ingen Kæmpe torde oppebie dem. Ved denne Tidende blev Kong Hernit vred; han sendte Bud over hele sit Rige, at alle Vilkinemænd skulde komme til ham og værge hans Land. Denne Tidende tyktes Alle frygtelig, at stride mod saadanne Kæmper, som nu vare komne i Vilkineland.
328. Nu samledes en stor Hær om Kong Hernit. Hans Kone Ostansia foer ud og rörte sin Gand[7], eller som vi udtrykke det, hun drog ud at hexe, som det var Brug i den gamle hedenske Tid, at tryllekyndige Kvinder, som vi kalde Völver, gave sig af med at hexe. Saameget virkede hun ved sit Hexeri og Troldskab, at hun tryllede til sig alskens Dyr, baade Löver og Björne og store flyvende Drager; dem tæmmede hun alle, saa at de adlöde hende, og hun kunde hidse dem paa sine Fjender. Saa berettes i tydske Kvad, at hendes Hær var sammensat af lede Djævle, og at hun selv havde paataget sig en flyvende Drages Skikkelse. Kong Hernit rykkede med sin Hær imod Kong Isung, og der hvor de mödtes, kom det til et haardt Slag. Kong Isung og hans Sönner ginge med deres Banner haardt frem, og dræbte mangen Mand, og nedhug til begge Sider Mænd og Heste, og Hæren faldt for dem, hvor de rede frem. Paa et andet Sted fremred Ditlev Danske, og han tilföiede mangen Mand Banesaar. [Og den tredie Fylking förte Fasold hin Stolte; han stred hele Dagen med stor Hidsighed, og skilte mangen Mand ved sin Hest, saa at de aldrig saae hinanden mere]. Som Axene falde paa Ageren, naar de meies, saa faldt paa den Dag Vilkinemændene.
329. I det samme kom Ostansia til med sin Flok, som hun ved sin Trolddom havde sammendraget. Dragerne flöi over Hæren og dræbte Folkene med deres Klöer og Munde, og Löverne baskede og bede, [og ligeledes Björnene], og selve Ostansia flöi som en Drage over Hæren, og hidsede alle Dyr og Drager til at slaaes. Kong Isung og hans Sönner saae nu, hvorlunde denne onde Flok gjorde dem megen Skade; han gav da sin Hest af Sporerne og spændte sit Spydskaft fast, der var [den ene Deel af et] i tre lige Dele spaltet Asketræ, og saa höit som dette var, saa höit var og Skaftet. Da han nu saae, hvor den onde Drage flöi, der af dem alle var den störste og skrækkeligste, da skjöd han Spydet efter den. Men Dragen saae, hvorlunde dette store Spyd flöi mod den og dukkede sig, saa at han skjöd feil af den, og derpaa slog Dragen ned paa Kongen og greb ham med sin Mund og Klöer, saa at den dræbte og slugte ham. Dette saae den ældste Kongesön, som var den stærkeste af dem; han stak da Dragen med sit Spyd gjennem Foden op i Livet; men den vendte sig ved Stikket, og greb ham med begge sine Klöer saa fast, at de gik igjennem Bugen og han paa den Maade blev dræbt, dog havde han tilforn dræbt en Löve og en Björn. Den yngste Kongesön Lorantin havde imidlertid dræbt en Löve, og endnu saarede han en Drage tildöde, men denne Drage gav og ham sit Banesaar med sine Klöer. Saalænge stod denne Kamp, at Löverne og Dragerne havde næsten alle ladet deres Liv for Isungs Sönners vældige Hug. Men nu var og Kong Isung död tilligemed alle hans Sönner for Dyrene og Dragerne, og Intet uden [Ostansias] Trolddom havde formaaet at seire over dem.
330. Fasold hin Stolte lod bære sit Banner midt frem i Vilkinemændenes Hær imod Kong Hernit, og der opstod en haard Kamp mellem begge disse tvende Hövdinger. Fasold havde med sin ene Haand dræbt mange hundrede Vilkinemænd, saa at han var meget saaret og træt af Kampen. Kong Hernit red da mod ham, og stak til ham med sit Glavind i hans Bryst, saa at det gik ud mellem Skuldrene, og han faldt död af sin Hest. Dog var den störste Deel af hans Hær forud falden. Dette saae Ditlev Danske, der hvor han stred, og havde fældet Vilkinemændene, saa at Ligenes Dynge ei laa lavere end hans Sadel ragede i Veiret. Han havde og mistet næsten alle sine Mænd og selv var han meget haardt saaret, men ikke desto mindre red han djærvelig ind i Vilkinemændenes Hær for at hevne sin kjære Ven Fasold. Han slog sin Hest med Sporerne, og stak sit Spyd til Kong Hernit i hans Skjold, saa at det tog Skjoldet og hans dobbelte Brynje sönder, gik ind under Armen og sönderskar Skuldrene lige igjennem ved Skulderbladet, saa at Kongen faldt af Hesten til Jorden. Ditlev Danske dræbte der med sit Sværd mangen god Mand over Kong Hernit, og mange flyede og kun faa stode tilbage. Da flöi den værste Drage over Ditlev med gabende Mund og vilde tilföie ham Bane. Ditlev stak med sit Glavind op igjennem Dragens Mund, saa at det gik ud ved Halsen; men Dragen spændte ham med sine Klöer og slog ham med Vingerne og lod sig falde heelt ned over ham, og saaledes fik Ditlev Danske Bane og Hesten under ham. Og da alle Kæmperne af Bertangehæren vare faldne, holdt Vilkinemændene ei op, förend hvert Mands Barn af Bertangehæren var dræbt.
331. Vilkinemændene fandt deres Herre Kong Hernit haardt saaret af store Saar; de bare ham da med sig og lode komme de bedste Læger, som vare i Vilkineland at læge ham. Da Kong Hernit var kommen hjem i sin Borg, var hans Kone Ostansia syg. Da mærkede Kong Hernit, hvorfra den Bistand var kommen, som Dragerne og Dyrene havde ydet ham, og hvor tryllekyndig hans Kone var; og tre Dage derefter döde hun med liden Berömmelse. Kong Hernit blev igjen helbredet af sine Saar, og styrede nu sit Rige saa som fortælles i hans Saga, og udförte mange store Bedrifter, medens han var Konge i Vilkineland; og om ham er en stor Saga, uagtet der nu her ikke bliver talt mere om hans Hændelser.
Noter:
