Didrik af Bern - Fortale
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Den som har Lyst til at kjende de mærkelige Begivenheder, som ere skete i fordums Tider, han har to Ting at iagttage; först at spörge om det, som han ikke tilforn kjender; dernæst: at fæste sig det i Minde. Men for at gjöre sig bekjendt med lange og ubekjendte Sagaer, maa man have dem optegnede, thi kun saaledes holde de sig i tro og varigt Minde. Nærværende Saga, som er en af de störste, der have været skrevne i det tydske Tungemaal, indeholder Fortællinger om Kong Didrik og hans Kæmper, Sigurd Fafnersbane og Niflungerne, Vilkinamændene[1] [Russerne og Hunnerne] og om mange andre Konger og Kæmper, som höre til denne Sagnkreds. Sagaen tager sin Begyndelse i Apulien, og vender sig derpaa imod Norden til Lumbardiet, Venedig, Svaben, [Thyrningeland], Ungarn, Polen, Rusland, Vindland, Danmark og Sverrig; den gaaer over hele Saxland og Frankland, ja strækker sig ogsaa vesterud til Valland og Spanien. Over alle disse Lande gaae Begivenhederne i denne Saga, der fra Begyndelsen til Enden handler om de vældige Bedrifter, hine Mænd i de her opregnede Lande have udfört. De Danske og Svenske vide at fortælle mange Sagn herom, og nogle af disse have de endog overfört i deres Kvad til fornemme Mænds Morskab. Hos dem kvædes endnu mange Viser, som for rum Tid siden ere blevne forfattede efter denne Saga. Nordmændene have og behandlet en Deel af Sagaens Begivenheder, tildeels ogsaa i Kvad, hvori fortælles om Sigurd Fafnersbane, Volsungerne og Niflungerne, Velent Smed og hans Broder Egil og om Kong Nidung. Om nu en og anden Forskjellighed paa enkelte Steder kan være indlöben i Mænds Navne og Hændelser, saa undskylde man det med, at, uagtet Tildragelserne ere de selv samme, Fortællingen dog grunder sig paa saa mange forskjellige Beretninger. Sagaen er sammensat efter tydske Mænds Sagn, og grunder sig for en Deel paa de Kvad, som vare bestemte til at more Hövdinger med, og som bleve digtede for rum Tid siden strax efter Begivenhederne. Og om du end vil tage en Mand ud af hver Borg i hele Saxland; de ville dog alle fortælle dig Sagaen omtrent paa samme Maade, hvortil deres gamle Viser hjælpe dem. Disse deres Kvad ere forfattede i den Verseart, som er brugelig i vort Maal. Ifölge Digtemaaden overdrives stundum Fortællingen; saaledes siges den at være den tappreste, om hvem og hvis Ætmænd man da fortæller; ligeledes naar Mandefald beskrives, bruges der ogsaa at sige, at Tropperne falde, naar de ypperste för berömte Mænd ere faldne; men det maa man forstaae paa den Maade, at hele Tabet beroer paa Hövdingernes Fald, eftersom Ingen ere deres Jævnlige, ligesom ogsaa Halfred siger:
- Nordens Egne blev alle
- Öde, da Konningen döde;
- Hindredes Freden, da fældtes
- Freidige Tryggves Afkom;
Her skal det ikke förstaaes lige efter Ordene, at alle Nordens Lande bleve öde, om end Olaf var falden; men det sagde Skjalden til Kongens Berömmelse, at der ikke var saadan Mand mere her i Norden, som Olaf Tryggvesön. Saalunde vil der og gaae stort Navnkundigheds Rygte i alle Lande, saa vidt som denne Saga kommer, af de store Bedrifter, som Kong Didrik og hans Kæmper og andre hans Samtidige have udfört, de nemlig, som vare de förste Hövdinger, der raadede over Landene, og hvis Navne baade de dem undergivne Folkefærd og deres Ætmænd endnu den Dag i Dag bære.
Denne Saga blev först forfattet omtrent ved Kong[2] Konstantin den Stores Död. Denne Konge havde, som vi veed, næsten kristnet hele Verden, men strax efter hans Endeligt led Kristendommen et betydeligt Skaar, og Vildfarelser tiltoge paa mange Maader. Derfor findes der heller ikke i den förste Deel af Sagaen Nogen, som havde den rette Tro. Ikke desto mindre troede de dog paa een sand Gud, ved hvis Navn de svore og gjorde deres Löfter. Der vare i den Tid mange flere Konger end Didrik, uagtet Sagaen dog mest dreier sig om hans Bedrifter[3]. Det er de fleste Mænds Sagn, at i de förste Tider efter Noa Vandflod vare Folk saa store og stærke som Riser, og opnaaede mange Mænds Alder; men det varede ei længe, för Folk bleve mindre, saa at der var sjælden Een af Hundrede, der opnaaede sine Forfædres Störrelse og Levetid. Men uagtet Folk bleve mindre, aftog dog hverken deres Stridelyst eller Begjerlighed efter Gods og Berömmelse, hvorved der opstode store Kampe. Ofte hændtes det, at en stærk Mand havde saa svær en Hjelm og Brynje, saa hverken Jern eller andet Vaaben bed derpaa, og som almindelig Mand ikke havde Kræfter til at löfte fra Jorden, og at han tillige förte et til hans Styrke i Haardhed og Skarphed passende Sværd, saa at saadan Mand ofte ene med sine Vaaben fældte hundrede almindelige Mand; og om hans Sværd end ikke bed paa de mödende Vaaben, saa hug han dog saa haardt til, at smækkre Been og tynde Lægge ikke kunde holde det ud. Paa den anden Side maa man ei heller ansee det for underligt, om den almindelige Mand ikke kunde med sine ringe Kræfter sönderhugge en stærk Mands Lemmer eller Vaaben, som han ikke engang mægtede at bære. Kong Didrik og hans Kæmper levede længe efter den Tid, da Menneskenes Kræfter begyndte at aftage, og der vare ikkun Faa i hvert Land, der havde beholdt deres Forfædres Styrke. Men eftersom nu de stærkeste Mænd samledes i et ikke ringe Antal i een Stad, og enhver af dem havde fortrinlige Vaaben, der bede Jern saa let som Kjöd, saa maa man ikke undre over, at svage Smaamenneskers Trop har maattet vige Pladsen for dem. Og tör man heller ikke tvivle om, at de Gamles Sværd bede Jern, eftersom de bleve förte med saa stor Styrke, saameget mindre, som der endnu gjöres Sværd, der ikke blive slöve, om man end hugger Jern med dem. Ethvert Frasagn vil vise, at Alle ikke have været af samme Natur: Somme berömmes for Viisdom, Somme for Styrke eller Tapperhed eller noget Slags Færdighed eller Lykke, saasnart der opstaaer en Saga om dem.
En anden Fortællingsmaade er den, at omtale de forskjellige Tidsomskiftninger og de vidunderlige Ting, som paa mange Maader ere skete i Verden. Hvad der i et Land er almindeligt, holdes i et andet for underligt; derfor falder en Hjemfödning ofte i Forundring, naar der fortælles Ting, han ei tilforn har hört. Men den Mand, som er viis, og kjender mange lignende Begivenheder, ham forekommer det ei underligt, eftersom han kan begribe Sagens Beskaffenhed. Faa ansee sig saa erfarne, at de blot ville troe det, som de selv have seet. Men Somme ere i den Grad blottede for Forstand, at de ikke engang kunne indsee det, som de nylig have seet eller hört, saa godt som vise Mænd, der alene have det af Rygtet; og, naar nu nogen Tid forlöber, da er det for den Uforstandige, som han aldeles ikke havde hört det.
Nytten af at kjende Sagaer om ypperlige Mænd viser sig især ved, at de fremstille for vort Blik efterlignelsesværdige Mönstere af mandige Foretagender og vældige Bedrifter, da man derimod ved Efterladenhed i Saga-Kundskab let udsætter sig for at slöves og drages bort til onde Gjerninger; og saaledes hjælpe de dem, som rigtig ville forstaae dem, til at adskille Godt fra Ondt. Ogsaa til vor Fornöielse bidrage de, og Alle ere enige i, at een Mand ved en Sagas Fortælling kan underholde Mange i lang Tid. De fleste Morskabslege udföres ikke uden Arbeide, somme endog ikke uden store Omkostninger; en Deel kunne ikke komme i Stand, uden et stort Antal Mennesker forsamle sig til dette Öiemed; somme Lege afgive ikkun faa Mennesker Morskab, og vare desuden kun en kort Tid, andre Lege igjen udsætte ofte Folk for Livsfare; men ganske anderledes forholder det sig med den Skjemt og Morskab, Sagaer og Kvad forskaffe, den koster Intet og sætter ikke Menneskers Liv i Vove; her kan og een Mand forlyste Mange, som kunne höre paa hans Fortælling, og om der end kun ere Faa tilstede, kan dog denne Slags Morskab ligefuldt iværksættes; den lader sig og lige godt udföre, hvad enten det er Dag eller Nat, hvad enten lyst eller mörkt.
Men det er uforstandigt, at kalde det Lögn, som man ikke har seet eller hört, da man dog ikke veed noget Sandere at berette om slige Bedrifter. Viseligt er det derimod, at tænke over det man hörer, för man forsmaaer og foragter det. Kan det nu vel hænde sig, at En og Anden, som hörer disse Fortællinger, vil finde, at Sagaens vældige Bedrifter og Storværker ikke passe med hans Færd, og desaarsag forsmaae Fortællingen, men saadan Een maa dog, om han nu end falder i Forundring over alle de Fuldkommenheder, hvori de her omtalte Mænd have overgaaet Andre, tænke paa, at man ei kan sige saa meget om disse eller andre Fortrin, at den almægtige Gud jo kunde have givet dem alt dette og endda Hælvten til, om han vilde.
Noter:
