Didrik af Bern - Litteratur
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
En meget indholdsrig kritisk Vurdering af denne Saga har Prof. P. E. Müller skjenket os i sit Sagabibliotheks andet Bind. S. 146-316, hvornæst fölger S. 316-343 en Afhandling om de tydske Sagn om Volsunger og Gjukunger og S. 344-430 en Undersögelse om den hele Sagnkreds's Oprindelse og historiske Betydning, samt om dens Udbredelse og Forplantelse i Norden. Han finder, at Sagaen maa være forfattet i det fjortende Aarhundrede, og er en Bearbeidelse af tydske Mænds mundtlige Fortællinger, hvorhos tillige kan være taget Hensyn til nogle tydske Sange, som Sagaskriveren havde skrevne for sig, og, ved enkelte af Fortællingerne, ogsaa til nordiske Sagn og Sange. I det jeg i Övrigt henviser til de mangt saare interessante Sammenligninger og Bemærkninger i disse forskjellige Undersögelser, maa jeg dog her i Hensyn til Sagnenes Troværdighed bemærke, at man vel i enkelte Træk vil kunne gjenkjende virkelige historiske Personer og Begivenheder; saaledes vil man i Sagaens Hovedperson Didrik finde Östgothernes berömte Konge Theodorik, der ofte residerede i Verona, men dog kan Fortællingen i det Hele aldeles ikke forenes med Historien.
Sagaen er först udgivet med nogle Varianter og med svensk og latinsk Oversættelse af Johannes Peringskjold under Titel: Vilkina-Saga eller Historien om Konung Thiderich af Bern och hans Kämpar, samt Niflunga Sagan, Stockholm, 1715. Fol. Bag i findes: Nogre Slächt-Linier til föregående Historiers bättre förstånd tjenlige.
Efter Sagaen i denne Udgave har man en ordret tro Fortydskning af den fortjente Professor Friedrich Heinrich von der Hagen, under Titel: Vilkina- und Niflunga-Saga oder Dietrich von Bern und die Nibelungen, 1-3 B. Breslau 1814, hvilken udgjör de tre förste Bind af hans Nordische Heldenromane. Denne Fortydskning overgaaer ved Nöiagtighed i Udtryk og Vendinger de fleste saavel ældre som ogsaa nyere islandske Saga-Oversættelser.
Af Sagaens tredie Fortælling, Velents Saga, har man en skjön Fordanskning af Professor Oehlenschlæger, der er indrykket i Skandinavisk Museum for 1809 og siden, friere bearbeidet, i hans Samling af Æventyr, 1816, 1 Deel.
Af disse mine Forgængeres Arbeider har jeg ved nærværende Oversættelse havt megen Nytte, men dog har jeg ikke forfattet min Oversættelse efter Peringskjolds Udgave, men efter den i den Arnamagnæanske Haandskriftsamling No. 178 i Folio opbevarede Papiirs-Codex af Sagaen (Litr. A.), der er afskrevet af Præsten Jon Erlendson i Villingeholt for Biskop Brynjulf Svenson omtrent i Midten af det syttende Aarhundrede. Ogsaa en anden Papiirs-Codex, No. 177 (Litr. B), i samme Samling, er benyttet. Om begge disse codexer giver Arne Magnusen paa en lös Seddel foran i den sidste os fölgende Underretning: „Hún er, sem eg sè, Copia af Austfjarða bókinni (Eiaðagás), enn ecki progenies Bræðratúngu bókarinnar; og er þar fyrer eigi í allann máta samhljóða þeirri, er Sr. Jon Erlendsson hefer ritað fyrer Mag. Brynjólf.“ Denne Forskjellighed befindes saaledes, at No. 177, skjöndt ikke ganske lig, dog nærmer sig meget til Peringskjolds Udgave (Litr. P). B og P ere noget vidtlöftigere end A, som deels bestaaer i, at Afskriveren af A ved Uagtsomhed har udeladt enkelte til Meningens Fuldstændighed nödvendige Ord, der altsaa maa have staaet i Grundcodexen, deels i oplysende Tilsætninger, der findes i B og fordel meste tillige i P; i hvilke tvende Tilfælde jeg, for at fulstændiggjöre min Fordanskning, ogsaa har benyttet B og tillige P, men dog da altid indfattet hvad af disse er taget i Parenthestegnet [ ], og derhos har jeg i Övrigt nedenunder anmærket andre forskjellige Læsemaader af nogen vigtighed, især Navneforskjelligheder, men ikke derimod dem, der vare uvigtige f. Ex. enkelte Talangivelser. Hvor jeg stundum har holdt for, at et Navn i B eller P var rigtigere, da har jeg beholdt det, men da nedenunder anmærket A's Læsemaade. Men stundum findes især i P nogle besynderlige Udeladelser, der ofte falde i det Platte, og saaledes tydelig vise, at denne er en senere Bearbeidelse. Saadanne har jeg ikke medtaget. Til Exempel vil jeg blot anföre een af de vigtigste: I Kap. 97 undskylder Peringskjolds Udgave, S. 176, det, at Sigurds Datter kom om Natten til Ditlev og steg op i Sengen til ham, paa denne Maade: „Det var ikke Andet, der bragte Sigurds Datter dertil, end at hun vilde gjöre et stadigt Forlig imellem dem, efterdi hun tyktes, at hun havde handlet ubetænksomt mod Ditlev om Aftenen, og troede derfor, at dette maatte mishage ham, om det blev derved, og hun vidste, at den skulde böde, som forst bröd, om ei Forseelsen var saa stor, at den ikke kunde afsones, Men hvorlunde det? De, som sidde her omkring og höre Sagaen, og gjerne ville udlægge Alt til det værste, kunne maaskee troe, at hun vilde frembyde sig selv. Nei! det var langt fra. Kun derfor gik hun did, for at more ham, med favre Fabler og andre behagelige Samtaler, hvorpaa hun forstod sig bedre end de fleste andre Möer og tillige fordi hun vidste, at Lopperne plage mindre to Mennesker, som ligge sammen i en Seng end een, som ligger alene.“ Dette findes hverken i A eller i B.
Sagaen förer vel hos Peringskjold og de Nyere Titel af Vilkina-Saga, hvilket jeg paa det förste Titelblad har antydet, men i de herværende Haandskrifter har den den mere passende Titel, som jeg har brugt.
Inddelingerne af Fortællinger (þættir) og af Kapitler har jeg ikke taget af Codexerne, men derimod har jeg i den förste Inddeling fulgt den af Professor P. E. Müller i Sagabibliotheket foreslaaede. Dog faaer jeg, formedelst det, at Fortællingen om Hildebrands Död i Codex A staaer foran den om Aldrian eller Attilas Död, een Fortælling mere. I Kapitel-Inddelingen har jeg, for at lette Sammenligningen, fulgt Peringskjolds Udgave til Kap. 381, og dernæst afdeelt det Övrige, hvoraf den störste Deel ikke findes i P, efter bedste Skjön. Efter denne Udgave er ogsaa Kapitlernes Indhold i Oversigten. De hist og her i Anmærkningerne tilföiede, især geografiske, Oplysninger ere for det meste Professor v. d. Hagens Gisninger.
Jeg kan ikke slutte uden at nedskrive denne Lærdes saa træffende Dom over Sagaen: „Saa höist vigtig,“ siger han i Fortalen til sin Fortydskning, „denne hele Bog er for vor Poesies Historie, saa henrivende og indtagende er den ogsaa i sig selv ved aldeles nye og vidunderlige Sagn om Heltedaad og Elskovshandeler, ved mangefoldige Berörelser med bekjendte Sagn og ved afvigende Fortælling og betydningsfuld Forbindelse af disse og alle indbyrdes. Ogsaa Fremstillingen er fortræffelig i Oldtids Smag, simpel, kraftfuld, til Hjertet talende, ikke blot udtogsviis, men udförlig, ofte dramatisk efter vort gamle og endnu mere det nordiske Epos's Maade. Kort! det er et i alle Henseende fortræffeligt, uudtömmelig, rigt Heltedigt.“
