Didrik af Bern - Sigurd Svends Endeligt

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Fornsvensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper

Tyvende Fortælling

Sigurd Svends Endeligt

319. En Borg i Niflungeland hedder Vermintza. Derover herskede Kong Gunnar og med ham hans Broder Högne og den tredie, deres Svoger, som har været den navnkundigste af alle Konger og Hövdinger baade i Sydlandene og Nordlandene. Denne Berömmelse skaffede ham hans Styrke og alskens legemlige Fuldkommenheder, hans Höimod, Klogskab og Fremviisdom; det var nemlig Sigurd Svend, som havde tilægte Gudrun, Kong Aldrians Datter og Söster til Kong Gunnar, som havde den mægtige og favre Brynhild Budles Datter tilægte. Og fra den Tid Sigurd havde faaet Gudrun, var deres Rige i megen Anseelse, da der vare samlede [saamange] Kæmper, for hvem alle frygtede, og de eiede mere Guld og Sölv end andre Konger. De vare gavmilde men grumme mod deres Uvenner, men indbyrdes vare de saa gode Venner, som om de alle vare Brödre. Og Sigurd Svend var i alle Henseender deres Overmand. Hans Hud var saa haard som en Vildgalts Skind eller Horn, og ikke kunde Vaaben bide paa ham uden midt imellem Skuldrene, hvor hans Hud var som andre Menneskers.

320. Det hændte sig nu engang, at Dronning Brynhild gik igjennem sin Hal, og der sad Gudrun, Sigurds Dronning. Da tog Brynhild til Orde: „Hvi er du saa stolt, at du ei staaer op for mig.“ Da svaarede Gudrun: „Ei haaber jeg, at der skal findes nogen Dronning i Verden, som jeg behöver at vise Ærbödighed, da jeg har faaet den Konning, som er navnkundigst i al Verden.“ Da svarede Brynhild; „Med Svig kom du til Sigurd, men jeg skal dog herske over dig, og dernæst skal du löbe som en Hind gjennem Skoven efter din Huusbond Sigurd Svend; thi dertil er du bedre end til at være Dronning i Niflungeland.“ Gudrun svarede: „[Hvi bebreider du mig nu, og anförer det til min Forhaanelse og Skam, hvad jeg troede skulde være til min Ære og Hæder, at Sigurd Svend er min Mand]; du har her begyndt en Leg, saa at du vel önsker, vi tales flere Ting ved, hvad dig kan være enten til Ære eller Vanære. Svar mig paa et Spörgsmaal, som jeg vil gjöre dig: Hvo tog din Uskyld, eller hvo var din förste Mand?“ Da svarede Brynhild: „Der har du gjort mig et Spörgsmaal, som jeg vel veed at svare paa, og mig er til ingen Vanære: Hin mægtige Konning Gunnar kom til min Borg og med ham mange Hövdinger, og med mine Venners Raad tog jeg ham til min Mand, eftersom Sigurd ved Svig var mig berövet, og med Konning Gunnar drog jeg hjem til Niflungeland, og det vil jeg ei skjule for dig og ei for nogen Anden, at han er min tidligste Mand og min Huusbonde.“ Da svarede Gudrun: „Nu lyver du, som jeg ventede; den Mand, som förste Gang tog din Uskyld, hedder Sigurd Svend.“ Da svarede Brynhild: „Jeg var aldrig Sigurd Svends Kone og han aldrig min Huusbonde.“ „Til Beviis paa hvad jeg siger,“ sagde Gudrun, „fremförer jeg her denne Guldring, som han tog af dig, da han havde taget din Uskyld. Denne samme Ring tog han og gav mig.“ Og da Brynhild saae denne Guldring, kjendte hun den, og kom nu i Hu, hvorledes det var gaaet, og nu fortröd hun bitterlig at have begyndt en Strid i saa Manges Paahör, og hvis Ende blev, at Ting, som för vare skjulte, kom til almeen Mands Kundskab. En forfærdelig Grumhed nærede hun derover mod Sigurd, fordi han saa ofte og saa bitterlig havde sveget hende, og hun gik derpaa ud af Borgen.

321. Hun saae nu tre Mænd komme ridende til Borgen; det var Kong Gunnar, Högne og Gernost, og hun gik imod dem og græd bitterlig og sönderrev sine Klæder. De havde om Dagen redet i Skoven at jage Dyr. Da de nu saae Brynhild, hvorledes hun teede sig, og de ei vidste, hvad hun harmede sig over, standsede de deres Heste. Da sagde Dronningen: „Hin mægtige Konning Gunnar! jeg gav mig i din Vold, og forlod mit Rige og mine Venner og Frænder, og alt dette gjorde jeg for din Skyld. Enten skal du eller en anden Mand nu hevne min Beskæmmelse; og vil du nu ei hevne min, da maa du dog hevne din egen. Sigurd Svend har aabenbaret eders Hemmelighed og fortalt sin Kone Gudrun Alt, hvorlunde du betroede dig til ham, saa at du overdrog ham at tage min Uskyld, da du selv ikke mægtede det. Dette samme bebreidede Gudrun mig i Dag ligefor alle Folk.“ Da svarede Högne: „Du hin mægtige Dronning Brynhild! græd ei længer, tal ei derom, og lad som dette ei er skeet.“ „Ja det kan jeg vel godt lade,“ svarede Brynhild; „Sigurd Svend kom til eder som en fremmed Vandringsmand, men nu er han saa stolt og saa mægtig, at det ei vil vare længe, för alle I ville tjene ham, og saa kom han förste Gang til mig, at han ei kjendte sin Fader eller Moder og ingen af sine Ætmænd.“ „Frue!“ sagde derpaa Kong Gunnar, „ei skal du græde; Sigurd Svend skal ei længer være vor Herre, og min Söster Gudrun skal ei være din Dronning.“ Hun standsede da sin Graad, og Kong Gunnar red med alle sine Brödre til Borgen og gik ind i Hallen, hvor hans Mænd toge imod ham. Og Kong Gunnar, ligesom ogsaa Högne og Gernost lode som de Intet havde spurgt, og det samme gjorde ogsaa Brynhild. Kong Sigurd var reden ud i Skoven at jage Dyr og more sig med sine Riddere, og var ikke hjemme paa den Tid.

322. Faa Dage derefter kom Kong Sigurd Svend hjem med sine Mænd, og da han kom i Hallen, stod Kong Gunnar og og modtog sin Svoger venlig, og det samme gjorde og hans Brödre Högne og Gernost og alle de, som vare derinde; og denne Aften drak de og vare meget muntre. Ogsaa Dronning Brynhild var meget munter. Kort efter sagde Högne til Kong Gunnar: „Herre! naar vil du ride i Skoven at jage Dyr med os alle tilsammen?“ Kongen svarede, at han vilde ride ud, saasnart det en Dag blev godt Veir. Efter nogle Dages Forlöb gik Högne til Stegerset og sagde hemmelig til Kokken: „I Morgen tidlig skal du have vor Mad færdig, og alle Retter skal du gjöre saa salte, som det er dig mueligt, og bære for Sigurd Svend Alt, hvad der er salt!“ Og derefter gik han bort og raabte til sin Mundskjenk og sagde: „Naar vi spise i Morgen tidlig, skal du skjenke langsomt for os,“ og derpaa gik Högne tilbage.

323. Aarle om Morgenen vilde Kong Gunnar og Högne ride ud at jage Dyr. De gik först til Bords og spiste. Da kom Sigurd Svend did, og sagde til Kong Gunnar: „Hvi spiser du saa tidlig; vil du ride ud?“ „Vi ville ride ud,“ svarede Kongen, „at jage Dyr og more os; vil du drage med os eller blive hjemme?“ „Herre!“ svarede derpaa Sigurd, „vil du ride ud at jage Dyr, da vil jeg vist fölge dig.“ Da sagde Kong Gunnar: „Gak da til Bords og spiis!“ Og saa gjorde han, men Kokken og Mundskjenken havde ganske gjort, som Högne havde budet dem. Da de havde spiist, vare deres Heste færdige, og de rede nu ud i Skoven og satte efter Dyrene og sloge deres Hunde lös. Men saasnart Sigurd Svend var reden ud, gik Gudrun til sin Seng og lagde sig ned at sove, fordi hun var saa fuld af Had imod Brynhild, at hun ikke vilde sidde hos hende, og ei med hende dele nogen Skjemt. Högne red noget senere fra Borgen end de Andre, og havde talt en lang Tid med Dronning Brynhild, og i denne Samtale bad Brynhild Högne, at han skulde mage det saa, at Sigurd Svend maatte omkomme om Dagen, saa at han ikke kunde komme hjem om Aftenen, og derfor vilde hun lönne ham med Skjenk af Guld og Sölv og andre Kostbarheder. Men Högne svarede, at Sigurd Svend var saa stor en Kæmpe, at det ei stod i hans Magt, men lagde dog til, at han vilde pröve det, om det vilde lykkes. Og derefter red Högne ud i Skoven, men Dronningen bad ham fare vel og holde sit Ord. De satte nu efter Dyrene og fore frem som gode Jægere, men stundum löb de, men Kong Sigurd var den forreste af dem, nu som ellers altid. De havde nu dræbt en Vildgalt, som de længe havde sat efter. Da Hundene havde faaet Bid paa den, skjöd Högne med sit Spyd Vildgalten död paa Stedet; og over den stode de [nu alle, og skare Svinet op, toge Indvoldene ud og gave Hundene], og det blev dem da saa varmt, at de næsten troede de skulde omkomme af Hede. De gik derfor til en rindende Bæk, og Kong Gunnar lagde sig ned og drak, og Högne ligeledes paa den ene Side af sin Broder. Og da kom Sigurd Svend til og lagde sig ned til Bækken ligesom de Andre. Og da Högne havde drukket, stod han op, og tog sit Spyd med begge Hænder, og stak det mellem Skuldrene paa Kong Sigurd Svend, saa at det gik igjennem hans Hjerte og ud af Brystet. Da Sigurd Svend fik dette Stik, sagde han: „Den Gjerning, som du nu bedrev, havde jeg ikke ventet af min Svoger, og hvis jeg havde vidst dette, medens jeg stod paa mine Födder, da skulde mit Skjold have vordet sönderhugget, min Hjelm splintret og mit Sværd brudt, för Banesaar jeg skulde have faaet af dig; og endda venter jeg, at I alle skulde have ligget döde, för jeg var fældet.“ Og derpaa endte Sigurd Svend sit Liv. Da sagde Högne: „Hele denne Dag have vi jaget efter en Galt, og vi fire finge den neppe fældet, men nu paa en kort Stund har jeg ene fældet en Björn og en Böffel, [og vanskeligere skulde det endnu have været for os fire, at angribe Sigurd Svend, naar han havde været beredt, end at dræbe en Björn og en Böffel].“ Kong Gunnar sagde: „Vist har du vel jaget, og denne Böffel skulle vi före hjem til min Söster Gudrun, hvorsomhelst hun er.“

324. Og nu toge de Sigurd Svends Lig, og droge hjem til Borgen. Da stod Brynhild oppe paa Borgen og saae, at Kong Gunnar og Högne og Gernost rede til Borgen, og tillige, at de förte Sigurd Svend död med sig. Hun gik ud imod dem, og sagde, at de havde været særdeles heldige paa deres Jagt. Hun bad dem bringe ham til Gudrun [med de Ord]: „Hun sover i sin Seng, lad hende nu favne ham. Det har nu Sigurd naaet, hvad han og de begge have fortjent.“ De bare nu Liget op paa Loftsalen, men da den var lukket, maatte de bryde Dören op. De kastede derpaa Liget op i Sengen i Gudruns Favn; og hun vaagnede og saae Kong Sigurd död ved sin Side. Da talte Gudrun til Sigurd: „Ondt tykkes mig dit Saar; hvor fik du det; her stander dit gyldne Skjold, og ei er det sönderhugget, og ligesaa din Hjelm, hvi er du saalunde saaret! Med Svig maa du være myrdet; vidste jeg, hvo der havde gjort det, da skulde jeg det gjengjelde.“ Da svarede Högne: „Ei blev han myrdet, vi joge en Vildgalt, [og denne samme Vildgalt gav ham Banesaar.“ Da svarede Gudrun]: „Denne samme Vildgalt har du været, Högne! og ingen Anden;“ og end græd hun bitterlig. De ginge nu bort fra Loftsalen og ind i Hallen og vare nu muntre, og Brynhild ei mindre. Dronning Gudrun kaldte paa sine Riddere, og viste dem Kong Sigurds Lig, og de beredte paa det hæderligste om det. Men da denne Tidende spurgtes, at Sigurd Svend var dræbt, da tilstod hver Mand, at nu ei fandtes mere i Verden, ei heller vil siden blive baaren en saadan Mand i Hensyn til Styrke og Færdighed i Hofværk, Nidkjærhed og Mildhed, hvori han overgik alle Andre, og hans Navn vil aldrig udslettes i den tydske Tunge, ei heller forglemmes blandt nordiske Mænd. Kort efter döde Dronning Brynhild.

---

Noter: