Didrik af Bern - Vilkina-Saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Fornsvensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper

Vilkina-Saga

Sjette Fortælling

Osantrix's Krige med Melias

45. Kong Vilkinus var i den Tid berömt for Tapperhed, Mildhed og Krigslykke. Han underlagde sig med væbnet Haand det Land, som hed Vilkineland, men som nu indbefatter Sverrig og Gotland og alle Smaakongerigerne og Skaane, Sjælland og Jylland, Vindland og alle de Riger, som der höre til. Saa vidt strakte sig hans Rige, som Landet var opkaldt efter ham; og det er Brug i denne Saga, at efter den förste Hövding opkaldes saavel Riget, som Folket han styrer. Saaledes er dette Rige kaldt Vilkineland efter Kong Vilkinus, ligesom ogsaa de Folk siden ere kaldte Vilkinemænd, som der byggede og boede lige indtil andre Folk kom til Riget og gav det et nyt Navn. Efterat Kong Vilkinus havde styret dette Rige en Stund, udrustede han sin Hær, og red med utallige Riddere og andre Krigsmænd ind i Pulineland, og holdt der mange og store Kampe. Han seirede stedse over Russerne og ödelagde hele Pulineland og övrige tilliggende Lande. Da kom imod ham Kong Hernit, der paa den Tid i Forening med sin Broder Hirder beherskede Rusland og en stor Deel af Grækeland og Ungarn og næsten hele Österrige. De holdt mange Træfninger, men Kong Vilkinus seirede stedse. Derefter rykkede han med sin Hær ind i Rusland og indtog der mange store Borge: Smaalensk og Palteskia og standsede ikke, för han red ind i Holmgaard, som var Kong Hernits Hovedstad. Der holdt de en Hovedtræfning, som faldt saa ud, at Hernit tog Flugten, og hans Broder Hirder faldt. Der faldt mange af Russerne og en stor Deel bleve fangne. Kong Vilkinus tog der saa meget Guld og Sölv og alskens Kostbarheder, at han aldrig för havde faaet saadan en Seier, siden han förste Gang drog i Kamp.

46. Nogen Tid derefter bleve Kong Vilkinus og Kong Hernit forligte, saa at denne selv skulde beholde sit Rige, men give hin Skat, saalænge de begge levede, af hele sit Land, saavidt det strakte sig. Dermed standsede Vilkinemændenes Hær, og Kong Vilkinus drog, efter först at have reist omkring i Rusland og beseet Landet, hjem til Vilkineland.

47. Kong Vilkinus blev syg og gav för sin Död sin Sön Nordian Rige og Kongevælde efter sig. Denne blev saaledes Konge over hele Vilkineland. Da Kong Hernit spurgte dette til Rusland, kaldte han sine Mænd til sig, og talte saalunde: „Gud være lovet!“ sagde han, „at jeg har ventet saalænge i mit Höisæde, indtil jeg hörte, at Konning Vilkinus var död; og det vil jeg nu sværge, at, om jeg end lever tre Mænds Alder, skal jeg dog aldrig fra denne Dag yde Vilikinemændene Skat, thi nu er det Aag löftet af min Hals, som denne Konning havde paatvunget mig. Hörer nu, alle mine Mænd og alle Ruslands Indbyggere! dette mit Bud, at hver Mand i mit Rige, som er saa gammel, at han kan ride sin Hest og bære sit Skjold og trække sit Sværd og har Mod til Strid, skal tage sine Vaaben og sin Hest og komme til mig; thi nu skulle vi hevne os paa Vilkinemændene, thi denne Konnings Död har nu tilintetgjort Forliget imellem os, saa at vi ere löste fra de Eder, vi svore ham.“

48. Derefter rustede Hernit sig til sin Bortfærd fra Holmgaard, og red nordefter ad Veien til Vilkineland og en utallig Hær strömmede fra alle Sider til ham. Og aldrig saasnart var han kommen ind i Vilkineland, för han begyndte at brænde, dræbe og herje, og han foer med Od og Eg over hele Landet, indtil han traf Kong Nordian med sin Hær. Da kom det til et stort og langvarigt Slag; Mandefaldet var betydeligt paa begge Sider, men dog mest paa Vilkinemændenes, fordi Kong Nordian havde mindre Mandskab, eftersom mange Hövdinger vare blevne hjemme, og havde ikke ydet ham Hjælp. Enden paa Striden blev da, at Kong Nordian gav sig paa Flugten med hele sin Hær, og Kong Hernit fik Seier, satte derpaa i hele tre Dage efter de Flygtende, og indhentede endelig Kong Nordian, for hvem kun to Vilkaar nu bleve tilbage, enten at flye af sit Rige eller falde med Useier. Men han tog derimod den Beslutning, at han vilde overgive sig i Kong Hernits Vold med alle de af hans Krigere, som endnu vare tilbage. Og i det nu Kong Hernit holdt Stevne, og Folket begjerte Fred af ham, da kom Kong Nordian til, gik for Kongen, faldt til Fode for ham, og overgav sig og sit Rige i hans Vold, og bad om Naade for sin Kongeværdighed. Men Kong Hernit svarede ham paa denne Viis: „Hin mægtige Konning Vilkinus, din Fader, underlagde sig vort Rige og holdt mange Træfninger med os; da kom vi og vort Rige i hans Vold, ligesom I nu ere i vor Vold; og fordi vi nu fik Fred af ham, da skulle vi og gjengjelde eder det; alt eders Rige ville vi derfor tilegne os med skat og Herskab, men I skal sværge mig den Ed, at holde Fred og Troskab, saasom I nu love.“ Saaledes blev nu Forliget stadfæstet mellem Kongerne. Da underlagde Kong Hernit sig hele Vilkineland, og satte, för han drog hjem til sit Rige, Kong Nordian til Hövding over det Land, som vi kalde Sjælland. Saaledes stod Kong Hernits Rige en Stund. Han havde to Sönner ved sin Kone; den ældste hed Osantrix, den yngste Valdemar; en tredie Sön havde han ved sin Frille, han hed Ilias.

49. Da Kong Hernit var bleven gammel og svag, satte han sin Sön Osantrix til Hövding, og gav ham hele Vilkinemændenes Rige og Kongenavn. Over dette Rige herskede saaledes Kong Osantrix og hans Underkonge Nordian. Kort Tid derefter satte Hernit sin Sön Ilias til Hövding ude i Grækeland og gav ham der Jarldömme. Han var en mægtig Mand og stor Kæmpe. Kong Hernit faldt omsider i en Sygdom, og lod da sine störste Hövdinger og viseste Mænd kalde til sig, og fastsatte, hvorlunde Riget skulde skiftes og bestyres efter hans Död. Han gav sin Sön Valdemar Kongenavn, og satte ham til Konge over hele Rusland og Pulineland, og hele den östre Deel af Verden. Kort efter döde Kong Hernit i fuld Navnkundighed, og hans Sönner styrede Riget længe derefter.

50. Kong Nordian havde fire Sönner; den ene hed Edgeir, den anden Aventrod, den tredie Vidolf Mittumstang og den fjerde Aspilian. De vare alle Riser af Styrke og Dannelse. Da nu Kong Nordian var död, satte Kong Osantrix Aspilian til Hövding over det Rige, som hans Fader havde havt, og gav ham Kongenavn. Vidolf Mittumstang var saa vel voxen, at andre Riser med deres Hoveder kun naaede til hans Axler. Han var og stærkere end sine to Brödre, skjöndt de ogsaa vare Riser, og saa ond var han at komme i Kast med, at han sparede Intet, hverken Folk eller Fæ. Men da hans Broder Aspilian saae dette, lod han om hans Hals, Arme og Födder slaae Jernbolter, hvortil i tykke Jernringe var fæstet en lang Jernlænke. Denne satte han sine Brödre Edgeir og Aventrod til at bære og saaledes lede Vidolf Mittumstang efter sig, saa at han aldrig blev lösladt, uden naar et Slag skulde holdes. Han havde en lang tyk og stærk Jernstang, hvormed han slog fra sig i Kampen. Men Edgeir havde en Hellebarde, slagen af Jern og saa tung, at tolv Mænd ei kunde löfte mere.

51. Kong Osantrix var gift og havde en Kone, som hed Juliane, en Datter af Kong Iron af Skrottan og Brittan, som nu kaldes Skotland og England. Kong Osantrix havde en Datter med Juliane, som hed Berte hin Höflige. Juliane blev syg og döde, og hele Folket sörgede over hende.

52. Melias hed den Konge, som i de Tider styrede Huneland, en mægtig og stormodig Konge. Han havde en Datter, som hed Oda, den skjönneste af alle Kvinder. Baade Konger og Jarler havde beilet til hende, men Kongen elskede Oda saa höit, at han kunde ikke afsee hende og vilde derfor ikke give hende til Nogen. Kong Osantrix fik nu Efterretning om denne Konge og hans Datter, og sendte derpaa sex af sine Riddere, vel udstyrede, til Kong Melias, og lod et Brev affatte i fölgende Udtryk: „Vilkinemændenes Konning Osantrix sender Hunnernes Konning Melias hin Mægtige [og hin Skjægside] sin Hilsen; Meget er os fortalt om eders Rige og höilig er berömmet for os i Skjönhed og udvortes Tækkelighed eders Dotter Oda; thi vil vi bede om hende til vor Ægtekone; send derhos saameget Gods, som det sömmer sig at fölge eders Dotter og vor Ægtekone, og send alt dette Gods med belevne Riddersmænd og alt Tilbehör med store Pengeskrin, fulde af Guld og Sölv og Klenodier; og til Gjengjeld vil vi tilstaae eder vort Venskab. Dette Giftermaal er fra vor Side saa fast besluttet, at, om I vil undslaae eder derfor og vanære os og vor Ordsending, da maa dette afgiöres med væbnet Haand imellem os, förend vi opgive denne Beslutning. Lever vel!“

53. Disse Riddere kom nu til Huneland til Kong Melias, og viste ham deres Konges Brev og Indsegl, og frembare derhos hans Hilsen. Kong Melias optog denne Hilsen vel, lod Brevet oplæse, og vilde höre, hvad Vilkinelandets Konge monne ville i hans Rige; og da han aldrig för havde været hans Ven, formodede han derfor ikke, at det var et venskabeligt Budskab; heller ikke var han hans Uven, at han kunde tænke, at han vilde stræbe ham efter Riget. Da nu Kong Melias hörte Brevet oplæse, og mærkede, hvad hans Ordsending gik ud paa, da svarede han saalunde: „Min Dotter Oda er bleven opfödt i min Hal, og er nu femten Vintre gammel. Til hende have beilet Konninger af de störste Lande og Hertuger, som ere mægtigere end Konger, og de anholdt om dette Giftermaal med Artighed og Höflighed, og vi nægtede dem dog vort Svogerskab, fordi vi elsker vor Dotter saa meget, at vi neppe kan afsee hende; men denne Vilkinemændenes Konning er saa stolt og overmodig at han troer, at jeg heller vil give min Dotter bort end gaae hans Hær under Öine; men det skal han faae at pröve.“ Han böd derpaa sin Skatmester at kaste Kong Osantrix's Afsendinge i Fængsel, og sagde, at de der skulde oppebie deres Konge.

54. I den Tid kom til Kong Osantrix to unge Hövdinger Hernit og Hirder, hans Brodersönner, Sönner af Osantrix's Broder Ilias, Jarl over Grækerne. Hernit var da elleve og Hirder ti Vintre gammel. Hernit var den skjönneste og raskeste Mand i alle Dele, saa at ingen Ridder i hele Vindland var hans Lige i Turnering og alskens Ridderskab. Kong Osantrix satte ham til Hövding over sine Hirdmænd, og gav ham Jarls Navn.

55. Nu spurgte Kong Osantrix, at de Riddere, som han havde sendt til Huneland, vare kastede i Fængsel; thi böd han sine Hövdinger og alle sine viseste Mænd komme til sig, og spurgte deres Raad, hvorlunde han skulde bære sig ad. Han fortalte dem, at hans Mænd nu sade i Jern i Huneland, og hvor uhæderlig Kong Melias havde optaget hans Andragende. Han lod sig forlyde med, at han var mest tilböielig til at samle en Hær, drage ind i Huneland og pröve Styrke med Kong Melias, og lagde til, at han da vilde faae Kong Melias's Datter eller i andet Fald Döden. En viis Hövding svarede Kongen, at han holdt det for klogere, endnu engang at forsöge dette Andragende ved Ordsending og Gaver, da Kong Melias formodentlig havde meent, at der var viist ham mindre Ære end tilbörligt var. Man burde derfor tage den Beslutning, at sende andre Mænd, meget anseligere og flere tilsammen, og med dem Gods og store Gaver, og forsöge, om Kongen vilde agte noget derpaa, og vilde det da end ikke lykkes, kunde man have et Brev ved Haanden, som var affattet i langt bestemtere Udtryk end det forrige, og forsöge, om han derved vilde lade sig noget bevæge. I dette Raad samtykkede baade Kongen og Alle, som hörte derpaa. Nu kaldte Kong Osantrix sin Frænde Hernit Jarl, og sagde, at han vilde sende ham til Huneland til Kong Melias, at beile til hans Datter med smigrende Ord og Pengegaver; men hvis det endelig ikke vilde hjælpe, da skulde han give ham tilkjende, at han maatte berede sig paa Ufred. Jarlen sagde, at han var færdig til at drage, hvorhen Kongen vilde sende ham. Kong Osantrix lod da affatte et andet Brev, saa lydende: „Konning Osantrix i Vilkineland sender sin Hilsen til Konning Melias i Huneland. I har ilde optaget vort Andragende, det I hellere skulde saa have skikket, at vi deraf begge havde havt Hæder, men nu har I gjort os og vore Mænd Skam, og forringet eders egen Anseelse, i det I toge vore Mænd, og satte dem uforskyldte i piinligt Fængsel. Nu sender vi eder vor Frænde Hernit Jarl og andre elleve höibaarne Riddere; og have de dette Andragende at bringe, at I udtage vore Mænd af Fængslet, og overgive dem til vor Frænde, og derhos sende os eders Dotter Oda til Ægtekone med Hæder og Pryd. Men dersom I vil afslaae os nogen af de Dele, som vi bede om, da skal I for den Sags Skyld komme til at miste eders Rige og dertil Livet oven i Kjöbet.“

56. Kong Osantrix lod nu udstyre Jarlen og med ham de elleve Riddere paa det anseligste til Reisen med Sölv og Guld og alskens Klenodier, og sendte derhos Kong Melias mange betydelige Gaver. Hernit Jarl red nu sydefter til Huneland til Kong Melias, og kom til hans Hal, i det Kongen sad ved Spisebordet. De bade om Orlov til at gaae ind og fik den. Hernit Jarl hilser Kongen, og frembærer Kong Osantrix's Hilsen, holder en lang Tale, og underretter ham om Aarsagen til hans Reise, og hvad hans Ærende var, og belægger denne Sag med mange höflige Ord; men Kong Melias optog hans Ærende med Misfornöielse. Da fremtog Jarlen Purpur og to Bordkar af Guld og et Telt af Silke med de Ord, at Kong Osantrix sendte Kong Melias disse Ting, for at hans ved Jarlen fremförte Begjering maatte tilstaaes. Da svarede Kong Melias: „Mine Trælinder vil jeg sende ham for disse Gaver, men aldrig maa han troe, at jeg sælger min Dotter for Penge.“ Da fremtog Hernit Jarl Kong Osantrix's Brev og Indsegl; men da Kongen havde seet Brevet, sagde han med Vrede: „Osantrix, Vilkinemændenes Konning, er saa indbildsk at tænke at han skal faae min Dotter ved Trudsler og overmodig Tale, fordi jeg tog hans sex Riddere og kastede dem i Fængsel. Did skal nu ogsaa hans Brodersön Hernit Jarl og alle hans Ledsagere kastes, og kan hændes, at Konning Osantrix selv kommer i dette Fængsel.“ Man greb nu Hernit Jarl og hans Ledsagere, satte dem i Jern og kastede dem i Fængsel og sagde, at de der skulde oppebie Kong Osantrix.

57. Saasnart Kong Osantrix spurgte denne Tidende, sendte han Bud over hele sit Rige, og böd til sig hver Mand, som kunde trække Sværd, bære Skjold og spænde Bue, og han fik i Alt ti tusinde Riddere og tre tusinde fodgangende Mænd. Han sendte ogsaa Bud til Kong Aspilian i Sjælland, og bad ham sende sine tre Brödre Edgeir, Aventrod og Vidolf Mittumstang og saa meget andet Mandskab, som de formaaede at stille i Marken. Disse Brödre kom med en stor Hær til Kong Osantrix. Edgeir og Aventrod ledte Vidolf Mittumstang og bare den tykke Jernstang tilligemed Jernlænkerne hvorsomhelst Hæren tog Veien.

58. [Kong Osantriax böd sine Mænd, at de skulde kalde ham Kong Didrik, samt at de alle skulde skjule deres rette Navne; og de gjorde som han böd. Da han nu kom i Huneland med sin Hær, foer han fredelig frem, plyndrede ikke, og gjorde intet Menneske Skade, men kjöbte Alt, hvad han behövede, for Halvdelen mere end det var værd. Han drog imod den Borg, som hedder Valsborg og var Kong Melias's Hovedstad, og sendte nu Budskab til Kong Melias med Bön om Tilladelse at drage ind i Staden, og lod sige, at han var kommen med en Hær fra Spanieland og vilde tjene Kong Melias. Kong Melias svarede, at han frygtede, at de med deres store Hær vilde svige ham. Didrik lod svare, at det var langt fra at de vilde svige ham, thi han var derimod med sine Mænd beredt til at offre Liv og Blod for Kongen. Der vare nu Mange, som fortalte Kongen, hvor vel han havde faret frem med saa stor en Hær i et fremmedt Land, og lagde til, at Kong Melias kunde vente sig stor Hjælp af ham; men han svarede dem lidet dertil, og lod sig formærke med, at han ikke troede dem altfor vel.

59. Borgmændene holdt da selv et Raad indbyrdes og sagde, at det kunde ikke være deres Stad til Skade, men snarere vilde foröge dens Magt, at en saa god Hövding kom ind i den; thi red Didrik med deres Tilladelse ind i Staden. Da Kong Melias blev denne Hær vaer, forfærdedes han meget og önskede, at den aldrig var kommen indenfor Murene]. Men Didrik red med alle sine Mænd til Kongehallen og sagde, at han havde et vigtigt Ærende til Kongen. Det blev ham tilladt at komme ind, og som han nu kom for Kong Melias's Höisæde, talte han saalunde: „Hil være eder Herre og alle eders Mænd!“ „Gud signe eder,“ gjensvarede Kongen, „hvad er dit Navn, hvo er din Æt og hvor er du födt? vist er du en stor og anselig Mand.“ „Mit Navn er Didrik,“ svarede han; „jeg er föd i Vilkineland, hvor jeg var Hertug, men kom i Uenighed med Konning Osantrix, saa han forjog mig af sit Rige og formente mig der at være. Nu vil jeg tilbyde eder, Herre! at modtage mig og alle mine Mænd og vi ville tjene eder, som vi för have tjent Konning Osantrix;“ hvorpaa Didrik faldt paa Knæ for Kong Melias. „Vakkre Mand!“ sagde Kongen, „du maa have været en mægtig Mand i dit Land; hvi blev du ei enig med din Konning, som du burde tjene. Far tilbage i dit Land og forlig dig med din Hövding!“ Saa talte Kongen, fordi han ikke ret vidste, hvorledes det hang sammen. Da faldt Didrik til Jorden for Kong Melias's Födder, gav sig i hans Vold og bad ham modtage sig. „Da I har fört en stor Hær ind i vort Land,“ sagde Kongen; „kan det let skee, om I bliver vor Mand, at I ikke tjener saa vel som os behager, og blive vi da uenige, da vil det koste Mandeblod, för vi atter faaer eder drevet bort af Riget.“ Da talte Kongens Datter Oda saalunde: „I vil ikke gifte mig med Konning Osantrix, som er saa vældig, at han kan drive bort fra sit Rige slig en Hövding, der, som jeg troer, kunde alene med sine Vaaben undertvinge hele dit Land, hvis han vilde stride mod dig.“ Og endnu laae han for Kongens Födder, og denne vilde ikke löfte ham op.

60. Dette hörte Riserne, og da blev Vidolf Mittumstang saa vred, at han vilde dræbe Kongen, men de andre to Riser holdt ham tilbage, og nu trampede han i Jorden med begge Födder, saa de gik i til Anklerne, og han raabte höit og skrækkeligt: „Herr Didrik! hvi ligger du for Konning Melias's Födder, du er en meget gjævere Hövding end han, lader os ödelægge og nedbryde hans Borg og fare med Ild og Sværd over hele hans Rige. Tag saa hans Dotter i Bytte, og gjör hende til din Trælinde.“ Didrik hörte nu Risens Raab, og mærkede, at han var vred. Han sendte derfor en Ridder ud og böd, at Riserne skulde binde ham ved Borgmuren. De gjorde som budet var, og bandt ham med store Jernbolter. Derpaa faldt Didrik tredie Gang Kong Melias til Fode, og sagde: „For Guds Skyld, og den Höimod og Manddom, som det sömmer sig enhver Hövding at besidde, giv mig og mine Mænd Fred her i Land, thi jeg maa ei være i mit eget Land for Konning Osantrix, og hvis han faaer mig fat, da vil jeg snart hænge i Galgen.“ „Stat op, sagde Kongen, „og gak i Fred ud af mit Rige. Denne Stad er nu fuld af eders Krigsmænd og vi vil ikke have en udenlandsk Hær i vort Land. Men om I ei giör saa, da skulle vore Lurer gjalde og vore Riddere skulle med Magt drive eder ud af Staden.“ Dette hörte Kong Aspilian, og han blev saa vred over, at hans Herre laae for Kong Melias's Födder, at han gik ind i Hallen, hævede sin knyttede Næve og gav Kong Melias et Örefigen, saa at han daanede paa Stedet. Og nu sprang Kong Osantrix op og trak sit Sværd; det samme gjorde og alle de Vilkinemænd, som vare derinde. Men da Vidolf Mittumstang mærkede, at hans Broder Aspilian var vred, sönderbröd han sine Jernlænker, greb sin Jernstang, löb om i hele Borgen, og dræbte for Fode baade Karle og Kvinder, Börn og Fæ og alt hvad Levende, der kom for ham, og han raabte nu: „Hvor er du, Hernit Jarl! vær munter og glad, jeg skal snart komme at forlöse dig.“ Hernit Jarl hörte hans Raab og blev glad, og de begyndte nu at löse sig og bryde ud af fængslet, og een af Ridderne, ved Navn Herman, var saa stærk, at han endelig fik Fængslet brudt, hvorpaa de löb den Vei, hvor de hörte Risens Raab. Der dræbte nu Vilkinemændene Utallige, men Kong Melias undkom ved Flugt.

61. Nu tage Vilkinemændene Kong Melias's Datter Oda og alt Lösöre, som var i Borgen og bragte det til deres Hövding. Denne sagde nu til Oda: „Eftersom din Fader ikke vilde give dig til Konning Osantrix, vil jeg nu före dig til min Herre og saaledes kjöbe mig Fred hos ham.“ „Herre!“ svarede Oda, „saavidt er det nu kommet med vor Sag, at I maa raade for, om I vil give os Fred eller ikke.“ Da tog Hövdingen en Sko, som var slaaet af det hvideste Sölv, satte dernæst Kongedatteren paa sit Knæ og trak Skoen paa hendes Fod; den var hverken for stor eller for liden, men netop som den kunde være gjort til hende. Derpaa tog han denne Sko af, og tog en anden, som var slaaet af röden Guld, trak den paa samme Fod, og vilde see, hvorledes den klædede, og den passede dobbelt saa godt som den forrige. Da strög hun sine Födder, saae op i Luften og sagde: „Gud i Himlen! naar vil du være mig saa huld en Herre, at jeg maa leve den Dag, at jeg kan pynte min Fod i Vilkineland i Konning Osantrix's Höisæde!“ „Nu er den Dag kommen, Frue!“ svarede Kongen med et Smil, „at Gud er dig saa huld, at du maa pynte din Fod i Konning Osantrix's Höisæde.“ Da mærkede hun, at det var Kong Osantrix, favnede ham blidelig. Derpaa drog Kongen, efter saalunde at have udfört sit Hverv, hjem med Kongedatteren og sendte kort efter Mænd til Kong Melias, og vilde indgaae Forlig med ham. Skjöndt Kong Melias havde bestemt, at den Mand, som fik hans Datter, skulde have Hælvten af hans Rige, vare dog Kong Osantrix's Tilbud disse: at han vilde have Oda til sin Ægtekone, men vilde dog ikke formindske sin Svigerfaders Rige, saalænge han levede; först efter hans Död vilde han tage det hele Rige i Besiddelse for sin Dronning Oda. Paa disse Vilkaar bleve de godt forligte, hvorefter Kong Osantrix holdt Bryllup med Oda, og de levede sammen i Fryd og Held, og fik en Datter, som de kaldte Erka, der blev en meget deilig Mö.

Syvende Fortælling
Attilas Krige med Melias og Osantrix

62. Der var til de Tider en Konge, ved Navn Osid, som herskede over Frisland og var en stor Hövding og rig baade paa Lande og Lösöre. Han havde to Sönner, af hvilke den ældste hed Ortnit og den yngste Attila. Attila blev tidlig stor og stærk af Kræfter, en duelig Ridder og gavmild, men vilde ved enhver Leilighed have sin Villie frem. I hans tolvte Aar satte Osid ham til Hövding over alle sine Riddere. Attila rykkede ofte til Kamp mod Kong Melias, og da denne var afkræftet af Alderdom og ingen Sön havde til at værge Riget, gjorde han stor Skade og indtog mange Borge i Huneland. Omsider faldt Melias i en farlig Sygdom; han lod da sine Hövdinger kalde for sig og talte hemmelig mange Ting til dem. Det gjorde ham ondt, sagde han, at han ikke havde nogen Mand, som kunde styre Riget efter ham; hans Datter var gift bort nord i Vilkineland og hans Svigersön, Kong Osantrix, var for langt borte til at han kunde styre ogsaa hans Rige. Men da Herr Attila herjede i Huneland, kunde han derfor vente, at Hunelands Rige vilde gaae ud af Slægten, isteden for at det var hans kjæreste Önske, at Kong Osantrix fik Riget og kunde værne det mod Attila. Da nu Melias til sin svære Sygdom desuden fik denne Bekymring, saa döde han endelig, og blev meget begrædt, fordi han var en fredsæl og gavmild Konge, og holdt vel over Loven, saa længe han styrede Huneland. Da Kong Osids Sön Attila spurgte Melias's Död, stevnede han Folket fra alle Rigets Kanter til Thinge, og holdt nu en lang Tale; hvorlunde han havde gjort flere Krigstog ind i Huneland, og hvor mange Borge af Kong Melias's Rige han havde bemægtiget sig; tilsidst svor han paa, at han ei vilde vende tilbage til sin Faders Rige, förend han var Herre over hele Huneland. Af denne hans Tale gik der stort Ry, og der gik en stor Deel af Dagen bort med at lovprise ham for hans Mildhed og Tapperhed, og han var nu bleven langt mægtigere end hans Frænder för ham havde været.

63. Attila blev nu taget til Konge over Hæren, og Landsfolket gav ham Kongenavn, men han derimod svor dem at holde trolig over Lov og Ret Derefter foer han med væbnet Haand over hele Huneland, holdt mange Træfninger, för han fik hele Melias's Rige undertvunget. Attila bestemte Staden Susa, som nu kaldes Susak til sin Hovedstad og han blev en mægtig Konge. Lang Tid var der Ufred imellem ham og Vilkinemændene, da Kong Osantrix formeente, at Kong Attila havde med Fjendehaand bemægtiget sig Riget Huneland, saa at Kong Osantrix ingen Stat fik af det. Kong Osid, Attilas Fader, döde og hans ældste Sön, Ortnit arvede sin Faders Rige, og blev Konge i Frisland. Han havde en Sön, som han efter sin Fader kaldte Osid, og siden sendte til Kong Attila, hvor han blev opfödt. Denne Osid blev en vældig Mand, og Kong Attila satte ham til Hövding ved sit Hof over mange Riddere. Paa den Maade stod Riget en lang Tid.

64. Det var engang, at Kong Attila kaldte sin Frænde Osid til sig, og sagde, at han vilde sende ham nordpaa til Vilkineland til Kong Osantrix med det Ærende, at beile paa hans Vegne til Kong Osantrix's Datter Erka. Han gav ham ogsaa en anden Hövding, nemlig en Hertug ved Hoffet som hed Rudolf, med paa Reisen; og dem til Fölge gav han tyve Riddere, de mest belevne og höviske, som fandtes ved hele Hoffet. Hver af dem havde tvende veludrustede Svende, saa at hele denne Færd var i alle Henseender paa det anseligste udstyret. De rede nu Veien frem til Vilkineland, havde Held paa Reisen, og traf omsider Kong Osantrix i Sverrig. Han modtog dem vel, og skjöndt Attila var hans Uven, vilde han dog höre hans Ærende. Da fortalte Osid Kongen hele sit Ærende, at Kong Attila önskede sig hans Datter Erka tilægte. Dette Andragende optog Kong Osantrix ikke vel, men sagde, at Kong Attila havde bemægtiget sig hans Rige og tilföiet Vilkinemændene megen Overlast. Imidlertid, sagde han, skulde hans Afsendinge være velkomne, den Stund de vilde dvæle der, men da Osid og Rudolf mærkede, at deres Ærende ikke havde det forönskede Udfald, begave de sig strax paa Hjemreisen, og talte nu indbyrdes om, at de aldrig havde seet saa deilig en Mö som Erka og dernæst hendes Söster Berte hin Höflige.

65. Efterat være underrettet om dette Afslag, sendte Kong Attila Bud til een af sine Hövdinger, Markgrev Rodingeir, som herskede i en Borg ved Navn Bakalar, og var den störste Hövding i hele Kongens Rige. Da nu Markgreven kom til Susa, sagde Kongen, at han vilde sende ham til Vilkineland til Kong Osantrix at bede om hans Datter Erkas Haand paa hans Vegne, „og om han vil nægte os sin Datter,“ lagde Kongen til, „og saaledes bevise os Vanære, da behöver du ikke at holde det skjult, at han kommer til at ruste sig og sit Rige mod Hunnernes Hær. Markgreven drog nu Veien frem til Vilkineland, og havde tredsindstyve Riddere og mange Svende med sig. Han blev vel modtaget, hvor han drog frem, fordi han var en vidt berömt og vennesæl Hövding, og overgik de Fleste i Mildhed, ligesom han ogsaa i Turnering besad Fortrinnet. Da han nu kom til Vilkineland, traf han Kong Osantrix, som tog særdeles vel imod ham efter hans Stand, gjorde et prægtigt Gjestebud og indböd mange af sine Venner til sig.

66. Efterat dette Gilde havde varet i tre Dage, sagde Markgrev Rodingeir til Kongen: „I maa nu höre det Budskab, som jeg har at bringe eder fra Huneland: „Konning Attila hin Mægtige sender Konning Osantrix sin Hilsen, beder Gud hjælpe eder og eders Rige, og önsker derhos at faae eders Dotter Erka med saameget Gods og Anseelse, som det sömmer baade eder og ham, og det vil han gjengjelde baade ved Pengegaver og andet Venskabstegn, saa vist som hans Rige staaer nu i blomstrende Anseelse over alt Huneland og han derhos er den berömteste blandt Konninger.“

67. „Du er en god Hövding, Markgrev Rodingeir!“ var Kongens Svar, „og udförer vel din Herres Ærende, men det tykkes mig underligt, at Konning Attila er saa djærv, at han drister sig til at beile til vor Dotter, da han dog med væbnet Haand indtog vort Rige; og det er det eneste, som har skaffet ham Anseelse, thi hans Fader Osid var en ubetydelig Konning, og hans Æt er ei saa anselig som vore russiske Frænder have været; hvi skal jeg derfor holde ham saa höit i Ære, at jeg skal give ham min favre Dotter Erka, som jeg elsker höiere end hele mit Rige. I kan fare i Fred over hele vort Land og være velkommen hos os, men Konning Attila maa ikke gjöre sig nogen Forhaabning om, at jeg gifter ham min Dotter Erka.“ „Herre,“ gjensvarede Markgreven, „saa tænkte Konning Attila, at han ved at sende os, skulde see sit Ærende udfört efter sit Önske, og det vil og blive Enden heraf, thi Konning Attila er en en stor Krigsmand, og han har mange tusinde tappre Riddere, som brænde af Lyst til Strid. Nægter I altsaa Konning Attila eders Dotter, er det at formode, at han vil gjöre megen Skade paa eders Rige, saa I maae være beredt paa, at see eders Land ödelægges, hvad enten saa Seiren vil falde i hans eller eders Lod.“ Da svarede Kong Osantrix leende: „Du er en brav Mand, Markgrev Rodingeir! og udförer dit Ærende, som det er dig budet, og du skal ikke have nogen Sag af os for dette; men bed kun din Herre jo för des hellere komme i Vilkineland med sin Hær; ham frygte vi kun lidet, og det skal han sande, för han drager hjem igjen, at Vilkinemændene have skarpe Sværde og stærke Skjolde, haarde Brynjer og gode Heste, og undslaae sig ikke for Kamp.“ Med denne Beskeed drog Markgreven bort, og Kong Osantrix gav ham gode Gaver. Han fortsatte Reisen uafbrudt til Susa, og fortalte nu Kong Attila, hvad Udfald hans Færd havde faaet, og at der ingen Forhaabning var om, at Kong Osantrix vilde give ham sin Datter.

68. Da nu Kong Attila fik denne Tidende, sendte han Bud over hele sit Rige, og samlede sig en Hær i den Agt at drage til Vilkineland og hevnende udslette sin Beskæmmelse. Med fem tusinde Riddere og en betydelig anden Hær rykkede han ud af Susa, drog nordpaa til Vilkineland, og skjændte og brændte, hvor han foer frem, nedbröd Kastellerne og lagde Byerne i Aske.

69. Kong Osantrix sendte nu Bud til Sjælland efter Aspilian Rise. Denne rykkede derpaa med sine Brödre mod Attila. Det kom til et stort Slag, hvis Udfald blev, at Vilkinemændene gave sig paa Flugten efterat have mistet fem hundrede Mand. Attila satte efter dem langt ind i Vilkineland. Aspilian Rise og hans Broder Edgeir flyede til Österrige, men Vidolf Mittumstang tog derimod, tilligemed sin Broder Aventrod, Flugten til Kong Osantrix. Men Kong Attila bemægtigede sig alle Aspilians rörlige Eiendomme foruden meget andet Bytte.

70. Saasnart Osantrix nu fik Nys om, at Attila herjede i hans Rige, samlede han en Hær og drog imod ham, og da han var kommen syd i Jylland, havde han ti tusinde Riddere og en stor Hær andet Mandskab. Han vilde nu lade det komme til Slag, men Kong Attila drog atter sydpaa til Huneland. Osantrix satte efter ham med hele sin Hær, og da Attila naaede den Skov, som udgjör Grændseskjællet mellem Danmark og Huneland, opslog han sine Telte, agtende der at vente paa, om Osantrix vilde ride ud af sit Rige ind i Huneland.

71. Saasnart Kong Osantrix naaede Skoven, gjorde han holdt og lod slaae Leir. En god Ridder, ved Navn Rudolf, holdt da Vagt i Skoven. Da han mærkede det, red han tilbage til Kong Attilas Hær og fik sig tre hundrede fuldtvæbnede Riddere. Saasnart Natten nu bröd frem, og Mörket faldt paa, red Rudolf med sine Mænd tilbage over Skoven, hvor han ved Udkanten kom bag paa Kong Osantrix's Vagtmænd, tolv i Tallet, og nedlagde dem alle. Dernæst red han med sine Folk til Kongens Leir, lod alle Lurerne gjalde, og de dræbte nu Alt, hvad der kom for dem, baade Mænd og Heste, og först efterat have anrettet en stor Skade, vege de for den betydelige Overmagt atter tilbage i Skoven. Rudolf eftersaae sine Mænd og havde ikke mistet en eneste, og der var heller Ingen haardt saaret, skjöndt der paa Osantrix's Side vare blevne fem hundrede Mand. Rudolf red nu tilbage til sin Konge, og fortalte sin Færd [og tilföiede, at der for Tiden ikke vilde kunne udrettes mere]. Kongen sagde, at han skulde have Tak derfor, og udlod sig derhos med, at han selv ogsaa vilde lönne ham for denne Daad. Efter denne Vaabenfærd skiltes Kongerne for den Gang og droge hjem, hver til sit, Attila til Susa og Osantrix til Vilkineland.

72. Medens Kong Attila nu opholdt sig i Susa, gik Hertug Rudolf en gang for ham: „Herre!“ sagde han, „en Bön har jeg til eder, at I nemlig giver mig tre hundrede Riddere, og saameget Guld og Sölv, som jeg troer fornödent til et Tog, som jeg agter at gjöre.“ „Hvorhen vil du fare,“ spurgte Kongen, „at du behöver saa meget Mandskab.“ „Det faaer I ei at vide,“ svarede Rudolf, „hvorhen jeg agter mig; men kommer jeg ei tilbage inden tre Vintres Forlöb, da kan I holde mig for död.“ Kongen tilstod ham, hvad han bad om; hvorpaa han med tre hundrede Riddere drog ud af Susa og vendte nordpaa til Vilkineland. Da de havde naaet en ubeboet Skov, opsloge de deres Telte, og efterat have dvælet der en Nat, kaldte Rudolf alle sine Mænd for sig og talte saa: „Denne Skov er ubeboet og intet Menneske færdes her i Nærheden; her skulle I bygge eder Huse og opholde eder, indtil jeg kommer tilbage til eder. For dette Guld og Sölv, som jeg herved overleverer eder, skulle I skaffe eder Mad og Drikkevarer og Klæder vel og anstændigt; I kunne sende Mænd omkring i Herrederne for at kjöbe hvad I behöve. Hvis jeg nu ikke kommer til eder efter tre Vintres Forlöb, da skulle I drage hjem, og fortælle Konning Attila, at jeg er död.“ Efter saalunde at have fuldendt sin Tale, tog Hertugen en sid Hat paa, steg dernæst til Hest og red nu ind i Vilkineland, og kaldte sig Sigfrid som er det samme Navn som vort Sigurd. Intet Mærkeligt mödte ham, för han kom til Osantrix. Saasnart han kom til Kongehallen, udbad han sig Forlov at gaae ind i Hallen. Hans saae aldeles ud som en aldrende Mand, der var svag paa Öinene, havde derhos en sid Hat paa, saa at man neppe kunde see hans Ansigt.

73. Da Rudolf nu kom for Kongen, faldt han til Fode for ham. „Herr Konning Osantrix!“ sagde han, „tilstaa mig Ophold i eders Rige for Guds og eders Kongedömmes Skyld.“ „Hvo er du?“ spurgte Kongen, „hveden kom du, og hvorhen agter du dig, du taler vore Uvenners Tungemaal, hvi er du kommen her?“ „Herre!“ svarede Rudolf, „jeg er födt i Rusland, der har jeg mine Frænder og var en mægtig Mand ligesom min Fader. Sigfrid er mit Navn, og jeg har flyet mit Rige for mine Uvenner.“ „Du er en hunnisk Mand,“ svarede Kongen, „og efter din Væxt at dömme kunde du være den Rudolf, som tilföiede mig saa stor Skade, at han paa een Val dræbte fem hundrede af mine Mænd. Fik jeg ham fangen, skulde jeg vist nok lade ham hænge op udenfor min Borg.“ „Nei,“ svarede Sigfrid, „aldrig stod det vel til mellem mig og Konning Attila: jeg var hos Konning Melias og havde fire Brödre, af hvilke Attila hængte den ene, dræbte den anden med Sværd og saarede den tredie, som endnu laae i Saar, da jeg foer derfra, saa jeg ei veed, om han maaskee allerede er död; men derefter dræbte jeg hundrede af hans Mænd, brændte fem af hans Gaarde og flyede siden bort af Huneland.“ „Det var ret en Manddoms Daad, som du der bedrev,“ sagde Kongen; „skjænke Gud dig derfor sin Naade, og vær os velkommen; og hvis det er sandt, hvad du siger, da skal jeg give dig Jarldömme, og saastort et Rige, som du önsker dig.“ „Herre!“ svarede Sigfrid, „jeg önsker at være nogle Aar i din Huustrop, og om dine Mænd omgaaes mig vel, og det staaer mig an, da vil jeg dermed tage tiltakke.“ Dette holdt Kongen for vel talt, og lod det forblive derved. Rudolf dvælede nu der i to Vintre, og talte i hele den Tid ikke et Ord med Kongens Datter Erka.

74. Det traf sig nu, at en mægtig Konge, ved Navn Nordung ude fra Svaben kom til Kong Osantrix, for at beile til Kongens Datter Erka. Hernit Jarl og hans Broder Hirder understöttede meget dette Giftermaal, og Kongen var og selv vel tilfreds dermed, men lod det komme an paa Datteren. Under Kong Nordungs Ophold der lod Osantrix anrette et stort Gjestebud; men Erka sad, omgivet af tredsindstyve hæderlige Möer, i et Kastel, hvis Gange aldrig betraadtes af nogen Mand. Da sagde Kong Osantrix til sin Ven Sigfrid: „Du har nu været i mit Rige to Vintre, du er en viis Mand og en djærv Helt, oprigtig og sanddru; thi vil jeg sende dig til min Dotter Erka, at sige hende, at Konning Nordung beiler til hende, og du skal da udforske hendes Tanker om dette Andragende.“ Kongerne Osantrix og Nordung sade ude paa Borgmuren, da dette skete.

75. Sigfrid gik efter Kongens Bud til Kastellet og böd det oplukkes. Da Kongedatteren fik at vide, at det var en Afsending fra hendes Fader, tog hun kjærligt mod ham, böd ham velkommen, og spurgte, hvad Ærende han havde did. „Du maa være en viis og snild Mand,“ föiede hun til, „ingen Mand har været hos min Fader i to Aar, der har opfört sig saaledes som du, Intet udforsket uden hvad dig er tilladt, og hidtil aldrig talt med mig.“ „Jomfru!“ svarede Sigfrid, „det hændes ikke ofte i vort Land, at en Mand tidlig eller sildig drager til sin Drotning i Besög, uden Kongen selv sender ham; og ei skulle udenlandske Mænd tale med höibyrdige Möer, den Levemaade lærte jeg i Huneland, Men da nu selve Kongen har sendt mig for at tale med eder, skulle vi derfor tale lönligen, saa at intet Menneske hörer derpaa.“ Da sagde Jomfru Erka til sin Söster Jomfru Berta: „Gak ud af Kastellet tillige med alle I andre! og skulle vi ene to her blive tilbage, saa at han kan udföre sit Ærende.“ „Nei,“ sagde Sigfrid, „vi ville tage en anden Beslutning, som er meget skjönnere. Lader os gaae ud i din Have, og der tale om mit Ærende til eder; thi Kongen sidder paa sin Borgmuur, og kan da see, hvad vi tage os for, uden dog at kunne höre vor Samtale, og derhos aner da intet Menneske, hvad en udenlandsk Mand taler til dig.“ „Vist er du en beleven Ridder,“ svarede Erka, „og lærte höviske Sæder i din unge Alder,“ hvorpaa hun kaldte paa een af sine Möer, og bad hende tage to Hynder, og lægge dem ud i Æblehaven. De gik dernæst ud og satte sig ned under et skjönt Træ, hvor Osantrix og Nordung kunde see dem, men alle Möerne ginge bort fra dem.

76. „Jomfru!“ begyndte Sigfrid, „see nu nöiere paa mig, naar jeg tager min Hat af! jeg sveg Karle, jeg sveg Kvinder, jeg har sveget Konning Osantrix, jeg sveg Konning Nordung, jeg sveg dig, Jomfru! thi jeg er ikke Sigfrid men i det Sted Rudolf, Konning Attilas Mand. Han har sendt mig til dig at bede dig for din yndige Anstand at love dig til min Herre. Tag ham til Mand og bliv hans Kone; da vil han give dig belevne Riddere, store Borge og meget Guld. I guldbordyret Purpur skal du klædes, og alle dine Möer og Hofkvinder skulle være höibaarne og bære guldindvævet Atlask. Mægtige Hertuger skulle bære Slæbet efter dig; men selv skal du være den störste Dronning i Verden.“ Da svarede Erka med megen Vrede og Forbittrelse og raabte: „Min söde Söster Berta, hör engang denne Mands Ærende; han er ei Sigfrid men i det Sted Rudolf, Konning Attilas Mand, og han har sveget mig og sveget min Fader. Gak nu til min Fader og sig ham denne Tidende, og bed ham snart at hænge denne Mand op, han som dræbte fem hundrede af min Faders Riddere.“ „Gjör som jeg beder dig!“ tog Rudolf igjen til Orde, „drag med mig, og bliv Konning Attilas Kone; men din Söster, Jomfru Berta skal være min Kone.“ Da svarede Berta, i det hun henvendte sig til Jomfru Erka: „Du er et Kongebarn, ei sömmer det dig at forraade Nogen. Denne Mand kom til dig paa Tro og Love; det er din Hæder det gjelder, lad ham derfor fare i Fred hvorhen han vil Söster! hvad sagde du ikke selv engang? jeg hörte hvert Ord, du talte, saalunde: Hellige Gud i Himlen! skjænk mig den Naade, at jeg maa vorde Hunelands og Konning Attilas Dronning. Husk nu paa dette. Gud, har nu forundt dig det, hvorom du bad, og ei skal du forraade en udenlandsk Mand, men du skal være Konning Attilas og Hunelands Dronning, og jeg vil fare med dig.“ Berta havde neppe udtalt, för Rudolf stod op og vilde gaae bort, i den Tro, at Dronning Erka vilde sige Kongen det, ligesom hun truede; men i det samme raabte hun höit: „Hör gode Ven Rudolf! kom tilbage og gak ei bort; jeg vil gjerne være Konning Attilas Dronning men Berta din Kone; til Pant herpaa giver jeg dig min Guldring; og udlæg du nu en Plan til vor Flugt.“ Folk troede nu, at hun vilde have Kong Nordung, men om ham blev ikke et Ord bragt paa Bane. Sigfrid gik derpaa ind i Hallen til Kongen. Kong Nordung tiltalte ham strax med de Ord: „Gode Ven Sigfrid! har du trolig udfört vort Ærende, da skal jeg lönne dig vel og gjöre dig til min Mand og Jarl, og give dig et stort Rige.“ „Herre!“ svarede Sigfrid, „troskyldig sagde hun mig, at hun ikke vilde gifte sig i de næste tolv Maaneder, og til Bekræftelse herpaa gav hun mig sin Guldring. See her nu, Herre! denne Ring, men saa sandt Gud hjælpe mig, udförte jeg mit Ærende saa godt jeg kunde, og jeg kan ikke faae det bedre udrettet, og venter jeg, at faa udenlandske Mænd ville udföre bedre for lige hæderlige Herrer hvad dem bliver betroet i fremmedt Land.“ Kong Nordung takkede ham meget for hans Uleilighed og sagde, at han vilde bie derefter i disse tolv Maaneder, om hans Ærende da vilde lykkes. Efter denne Samtale lavede Kong Nordung sig til, og reiste igjen hjem til sit Rige.

77. Kong Osantrix kaldte sin Ven Sigfrid til sig, og da denne kom for hans Höisæde, sagde Kongen: „Gode Ven, Sigfrid! du har været i mit Rige to Vintre, og nu har jeg forsögt, at du er en beleven Riddersmand, og da du har været en mægtig og höibyrdig Mand i dit Fædreland, vil jeg nu give dig noget Rige, og du skal være Hövding over min Huustrop, ride med min Hær og værge mit Land.“ Da svarede Sigfrid: „Jeg kan ikke faae Konning Attila fuldt gjengjeldet, at han dræbte mine Frænder, og drev mig ifra mit Rige. Min unge Broder Alibrand blev saaret, men han er nu igjen helbredet; thi vil jeg nu besöge ham, og han skal være eders Mand, Herre! han er en meget raskere Mand end jeg og bedre Ridder, det er netop en Mand, som du kan have Ære af at tage imod.“ Osantrix gav ham det Svar, at han syntes godt om, at han drog efter sin Broder, og at de kom der begge og bleve hans Mænd.

78. Derefter red Rudolf bort lige til den Skov, hvor hans Riddere vare. Disse havde holdt sig vel, siden de skiltes. Han tog nu Attilas Brodersön, den unge Osid, i Fölge med sig, og de rede begge Veien frem til Vilkineland til Kong Osantrix. Sigfrid gik for Kongens Höisæde, bukkede sig for ham og hilsede ham ærbödig. Kongen favnede sin Ven vel, og spurgte hvorlunde det var gaaet ham. „Herre!“ sagde han, „her er kommen den unge Alibrand, og nu skal du see, hvor smuk han er.“ Kongen tog nu vel mod dem og sagde, at han vilde gjöre dem begge til store Hövdinger i sit Land.

79. Da de nu havde været der syv Dage, gik de om Aftenen, som Kongen var gaaet til Sengs, uformærket til deres Heste, efter i Forveien at have taget deres Vaaben og Kostbarheder, og rede til Kastellet til Kongens Datter Erka. Saasnart de kom der, gik Erka tilligemed sin Söster Berta imod dem, og begge vare nu beredte til at ride bort med dem. Thi rede de samme Nat saa iilsomt de formaaede, og rede saaledes baade Nætter og Dage saa stærkt som de selv og deres Heste kunde holde det ud.

80. Saasnart Kong Osantrix blev vaer, at han var bedraget, böd han sine Riddere ruste sig og red selv i deres Fölge efter hine Nat og Dag saa iilsomt det var mueligt. Men da Rudolf kom til sine Mænd bleve de overmaade glade ved ham, thi de vare næsten i Frygt for at have mistet ham. De rede nu ad Veien til Huneland, men Kong Osantrix satte efter dem med sin Hær, og kom dem endelig saa nær, at Rudolf og hans Mænd nu saae, at de ei kunde undflye ham; thi rede de ind i et Kastel, ved Navn Marsteen i Falsterskov, og lukkede Kastellet efter sig.

81. Kong Osantrix kom nu til Kastellet med hele sin Hær og slog Leir omkring det. Men Rudolf havde sendt to Riddere til Huneland til Kong Attila, at lade ham vide, hvorlunde han havde udfört hans Ærende, og hvorledes Sagerne nu stode. Saasnart disse kom til Kong Attila og berettede deres Ærende, raabte han strax, at man skulde bringe ham hans Vaaben; han lod derpaa blæse i alle sine Lurer, sendte Mænd rundt om i sit Rige, og samlede en talrig Hær sammen, red Dag og Nat saa stærkt han kunde lige til han kom i Falsterskov.

82. Rudolf og Osid og deres Fölge havde imidlertid stredet hver Dag med Kong Osantrix's Hær og dræbt en stor Deel af den; stundum havde de gjort Udfald af Kastellet, men stundum stredet paa Bastionerne, og för Kong Attila kom dem til Undsætning, havde de mistet tredsindstyve, men Kong Osantrix hundrede Mand. Men da Kastellet var saa stærkt, at Kong Osantrix ikke blev Mester af det, og han nu fik sikker Efterretning om, at Kong Attila var kommen i Nærheden med en mandstærk Hær, bröd han op og red hjem i sit Rige, og paa den Viis skiltes de.

83. Da nu Erka og Rudolf bleve vaer, at Kong Osantrix var reden bort, sagde Rudolf til sine Mænd, at de skulde tage Vaaben og Heste og ride Kong Attila i Möde. Som sagt saa gjort, og det varede ikke længe, inden de mödte ham paa en skjön Slette. Hans Hær bestod af ikke mindre end femten tusinde Riddere. Da overgav Rudolf Osantrix's Datter Erka til Kong Attila, og der blev en stor Glæde paa begge Sider. Kong Attila begav sig nu paa Hjemreisen. Kort efterat han var kommen til Susa, lod han anrette et anseligt Gjestebud, hvortil han indböd alle de fornemste Mænd i sit Land, og holdt saaledes Bryllup med Erka, og giftede med det samme Kong Osantrix's anden Datter Berta med sin Hertug Rudolf og gav ham et stort Rige i Huneland. Dette Gilde varede i samfulde syv Dage med megen Glands baade i Hensyn til den talrige Forsamling, der indfandt sig, alskens Lege, der anstilledes og Hædersgaver, der uddeeltes. Kong Attila styrede nu sit Rige tillige med sin Dronning Erka. De havde to Sönner Erp og Vilum. Fra den Tid af var der en stor Ufred mellem Huneland og Vilkineland og Rusland. Kong Attila holdt mange Træfninger med Kong Osantrix og Russernes Konge Valdemar, og de havde vexelviis Seier, saa at disse Riger i lang Tid vare hjemsögte af meget Uveir og Ufred. [Men Sagaen viger nu fra disse Kongers Tvedragt og taler en lang Tid om andre Mænd, men kommer dog tilbage til dem, för den aldeles slutter.]

---

Noter: