Ellefolk, man har set
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
1. Ellefolk, man har set
1. Adam havde først en kone, der hed Lillis, hun kunde flyve, og hun kunde svømme, og når hun bekom börn, var det en halv snes stykker på tiden. Det var alle deher ellefolk, og de var så bitte lille. De fik det navn efter deres moder, for det hun havde alle de l-er i hendes navn. De gamle vilde have til, at Vorherre skabte to mennesker på én gang, og så blev Herren kjed af kvinden, som hed Lillis, og skabte Eva, som det fortælles i Bibelen.
Jens Kristensen, Ersted.
2. Før Kristendommen kom, avlede bjærgfolkene börn med menneskene, og de var halv mennesker og halv trolde. Men indbyrdes kunde de ikke avle. Nu, siden börnene bliver døbt og konfirmerede, dør de ud. Noget skidt har der vel været, tror a nok. Det samme var tilfældet med kjærfolk og ellefolk, men de var værre at komme i med, for bjærgfolkene kunde én endda komme fra, men det var ikke sådan med kjærfolkene.
Kristen Ebbesen, Egtved.
3. Folk fortæller, at der nu kun findes ellefolk ét sted på Mors, nemlig i Flade bakker. For halvtredsindstyve år siden kan Per godt huske, at de havde linned ude til bleg på en höj i Ørding.
A. H. Schade.
4. Ellekonernes bryster er så lange, at de ligger over kors på skuldrene. Der boer smede og harpespillere i höjene. Ellefolkene boer i moser, bakker, höje, under hyldetræer og i folks bryggerser. De skal bære hvide klæder.
P. K. M.
5. En karl og en pige stod i en mødding og fyldte møg. Så kom der en ellepige forbi. «Det er min, den bitte,» sagde han for at drille pigen. Hun var nemlig hans kjæreste.
Kristen Kjeldsen, Ullerup.
6. Ellefruerne boer i moserne, drejer sig efter vinden og passer al tid at have medvind.
F. L. Grundtvig.
7. Ude på Horndrup mark er der noget ellekrat og andet kratteri. Der kunde de i mine pigedage om höjmiddag se ellepigerne. De var så pæne fortil.
Ane Lavrsdatter, Tåning.
8. I Stokbro er der en gård, der hedder Elgården, og den var i gammel tid omgivet af elletræer. Der var af deher ellekvinder. De var i sjet (til syne) der til visse tider, og de var ligesom i hvide klæder.
Niels Mortensen, Stokbro.
9. En mand gik en gang fra Vænøby til Nørskov om natten. Der mødte han et kvindemenneske i en besynderlig lys og tåget skikkelse og dragt, men da hun var kommen ham lidt forbi, så han om og blev vaer, at hun var hul i ryggen.
C. M. Carstensen.
10. Min mormoder, som den gang tjente for lillekvinde, har set en ellekvinde sidde på en stente en måneklar morgenstund, da hun var ude at malke. Hun var hul i ryggen. Det kan vel være en 80, 90 år siden.
Kr. Eriksen.
11. En mand i Humle så en skjøn sommerdag klokken 2 en dejlig jomfru stå et stykke henne ved siden af vejen. Hun gik til side ind i en elleskov. Han hilste, idet han red forbi, men fik intet svar. Da han et øjeblik efter så sig tilbage, vendte hun ryggen til, og den var hul som et dejtrug.
C. M. L.
12. En bonde gik en middagsstund i Asserbo hegn, da han så en ellepige, som her ude kaldes el-lise, stå og læne sig op mod et træ. På mandens råb: «Lad mig se dig bag på!» forsvandt hun. Det er et godt råd til at fordrive dem med, da de ej tør vise deres ryg.
V. L.
13. En gammel kone så en gang tre ellefruer gå sammen på en vej. De var hule i ryggen, da de vendte sig.
Tøstrup. F. L. Grundtvig.
14. Der er nogle enge nede ved Mos sø, der mente de også, der var ellefolk. De lod dem somme tider se, og de var hule i ryggen.
Niels Pedersen, Hårby.
15. I gammel tid var der også ellefolk her på egnen, og de kom med deres brusende hår her op fra Kvindehöj her lige oven for byen, og de gik ned efter en bæk, de kalder Nørbæk, og tog vand. De slog deres hår over deres ovsler, og når man så dem æfor til, så var de pæne, men når de så dem bag til, var de så hulryggede og så slemme, te det var grimt at se på.
Jens Begs enke, Sundstrup.
16. Ham, a er kaldt efter, han var skovfoged i Stenalt skov. Han og hans kone de gik tit i skoven for at forslå tiden, og da så de tit ellekjællingerne. De var smukke og pæne at se til, men når de kom nær til dem, var de hule i ryggen. Konen var bange for dem, men manden ikke, og så lod de dem have deres gang.
Niels Frandsen, Vore.
17. Karlene, der gik om natten og passede bæsterne i marken, havde gjort et bål af pinde for at varme sig ved. Det var henne i Vester-Alling kjære tæt ved et sumpet sted, hvor der var elle og væld. Så kom ellekjællingerne til dem, og de så så smukke og dejlige ud. Men så sagde karlene til én af dem: «Lad mig se, om du er æbag, som du er æfor,» sådan havde de lært at skulle sige, og da de havde spurgt om det, blev hun henne. De kunde høre, at de sagde ude i ellene: «Ha-ha-ha-ha, ha-ha-ha-ha!»
Anders Brøsted, Nørager.
18. På Skjoldelev mark ligger Pisselskoven, og der var ellekjællinger ude. En gang kom to søskende, som vogtede kreaturer, der ind, for kreaturerne var løbet fra dem, og da de nu kom ind mellem buskene, så de to små nogne gå der, de var ikke større end börn. De havde røde luer på og bindærmer og var hule bagan ligesom et bagetrug. Da börnene så kommer hjem, fortæller de, hvad de har set. Deres forældre sagde, at det var ellekjællinger, og forbød dem tiere at gå der ind.
Jens Peter Smed, Lading.
19. Der var en gammel én, der hed Mads Hugger, han huggede bleger (kalk). Han gik derud om morgenen klokken 4, og begyndte at arbejde, og så klokken 8 kom bærerne, der skulde bære blege bort. Der iblandt var hans kone, som kom med fødevarer til ham til hans frokost. En dag, da hun kom, siger han: «Hvad var Kirsten Marie så tidlig efter her i morges?» Kirsten Marie var hans datter. Så lægger konen til at bande — hun var al tid så slem til at bande — at hun havde ikke været der. Jo, hun stod her på blegepladsen. Nej, hun lægger til at bande igjen, datteren havde ikke været der, og så skogrede hun af den snak. «Ja, så har det også været ellekonen,» siger han så, «a tykte nok, te hun var så hul æbag, a troede for resten ikke, der havde været flere af dem nu. Så havde han da set flere før hende, kan a forstå.
Mønsted. Petrine Kristiansen, Mollerup.
20. Der har været ellepiger i lunden ved Gjesing mølle. Jørgen Podemand så to én aften, han som sædvanlig gik fra gården til sit hjem i Tørslev. De var at se som de pæneste piger, og kom ad en vej, der kryssede hans, tæt forbi ham, og så vendte de ham ryggen og slog et skogger op ad ham. De var hule i ryggen, og da han så det, så «kan et nåk vææ, a fek bien å go po, a måt te å astæj.» Hans meldmad, som han havde svøbt i et tørklæde og båret under armen, mente han, de havde revet fra ham, da de gik om ved ham. Nok er det, han så hverken klæde eller meldmad siden.
Karen Marie Rasmussen.
21. En mand i Funder by skulde en aften ud i skoven for at hente sine svin, som gik på olden. Da han kom lidt ind i den, syntes han at kunne høre og se svinene bag nogle buske; men pludselig så han en ung smuk pige stå lænet op til et træ. Han spurgte hende da, om hun ikke havde set hans svin; men hun gav sig så til at løbe rundt om træet, og råbte: «Svin, svin!» Manden troede, at hun var gal, men da han nu så, at hun var hul bagtil og lignede et svinetrug, tvivlede han ikke om, at det var en ellepige, og gik videre. Han søgte derefter længe efter svinene, men fandt dem mærkelig nok ikke den aften.
Lærer Christen Hørdum, Funder.
22. A havde en morbroder, han har set en elledreng ligge oppe i et ellekjær på Mollerup mark, der kaldes Skjelkjæret, for det er tæt ved Mollerup skjel. Han gik der inde og ledte om nogle kreaturer, og da fik han øje på den dreng, som lå der og sov med en rød lue på. Han så ham tydelig, men lod ham jo ligge der inde i ellene. Den gang var der så mange elle alle steder, men nu er de ryddede op, nu er der aldrig en busk.
Peder Hansen, Hårup.
23. Min fader og en halvfarbroder, a havde, fulgtes ad en aften og kom da forbi to ellefolk et stød sønden for noget, de kaldte Hale. De var hule æbag. Min fader så ingen ting til. Men hans halvbroder sagde: «Men, Jesper, fornam du dem ikke?» — «Nej.» Og de gik endda midt igjennem dem.
Ane Malene Jespersdatter, Lille-Londebjærg.
24. Øst for Søby sø er en stærk skråning opad, og derpå er en höj, som har været beboet af ellefolk. Folk har kunnet høre, at noget har arbejdet og klappet inde i höjen. Der fortælles også, at når ellekonen gik op af höjen, gik hun lige op ad; men når hun vilde ned, fulgte hun lavningen omkring ved höjen.
Omtrent to mil fra Assens går Assens-Odense landevej over en temmelig stor banke, Dejne-Glænsbjærg i Kjøng sogn. I forbindelse med den er en mindre, hvorom der fortælles, at den har været beboet af trolde, og at den om natten har stået på fire røde pæle, mens troldene dandsede inde under den.
Sydøst for Øksnebjærg og sydvest for Søbydal ligger Bythöje, en banke, på hvilken der er én kæmpehöj og har været én til. Denne banke har tit stået på fire gloende pæle, og troldene har dandset der inde under.
Morten Rosenkjær.
